Valborg i Faret
Paa en sort, forøvrigt aldeles skaldet Fjeldvæg bag Liknes Hovedkirke i Kvinesdal er der en Plet, som er bevoxet med hvid Mose og ligner en Kvinde med et Barn paa Armen. Hertil knytter sig følgende Sagn. Tvers overfor Kirken boede en rig Kone Valborg, som eiede de to store Gaarde Aamot og Gullestad. Hendes Levetid falder rimeligvis i det sextende Aarhundredes anden Halvdel og det syttende Aarhundrede, og hun siges at have været en meget anseet Kone, saa at Folk brugte at true hverandre med at klage til „Mor i Faret“, dersom nogen fandt sig fornærmet. Hun skal ogsaa have „forpagtet Tobakshandelen i hele Lister Len“. Valborgs Hus paavises endnu ved Sundstedet Faret, som oprindelig var en Del af Gullestad. Men ikke fornøiet med sine store Eiendomme, vilde hun ogsaa „for at kunne gaa til Kirke paa sin egen Jord“ tilegne sig Pladsen Liknes. Ved en Markegangsforretning der leiede hun to Mand til at lægge Muld fra Faret i sine Trætøfler for at kunne sværge paa, at de „stod“ paa hendes Jord. Til Straf for denne Ugudelighed blev hun efter Døden flyttet op i Fjeldet, og hendes Barn maatte følge hende, fordi det „havde givet Moderen Hug“. Om en af de to Menedere fortælles, at da hans Lig skulde begraves og derfor førtes ned ad en brat Li (Aasekleven), satte der sig en Ravn paa Kisten, der dog strax fløi bort, men derefter var den hidtil tunge Kiste bleven meget lettere at bære.
Skraas overfor hint Fjeld paa samme Side som Kirken, men høiere op i Dalen, sees paa en brat Klippevæg (som almindelig kaldes „Helvede“) en Figur, dannet af sort Mose, der har slaaende Lighed med en Mand.
Det er Valborgs Mand, som, fordi han ikke lod sig afskrække ved sin Hustrues Skjebne, har faaet Plads her for en lignende Brøde. Han var stevnet til Things og for en Dommer, der var kjendt som en streng Mand og havde for Skik at stevne Folk til at møde, førend Solen randt. Valborgs Mand kjendte vel denne Dommerens Sædvane, men mødte alligevel først langt ud paa Formiddagen og svor endog paa, at han ikke var kommen forsent, fordi han den Dag ikke havde seet Solen rinde. Det var nemlig den Dag Graaveir. Han blev da sat i Fjeldet, saa at han og hans Hustru bestandig skulde kunne se over til hinanden. Det heder ogsaa, at Valborg havde taget til sig en Pige, der kaldte hende Moster. Mange friede til hende, men Alle fik Nei, indtil omsider en Østmand, der klædte sig af ved Nesset og svømmede over Elven til Faret, blev den lykkelige. Efter sin Død gik Valborg igjen for denne Søsterdatter.
Mundtlig fortalt mig. Paa Kvinesheien mellem Kvinesdal og Hegebostad findes en sprukken Sten, hvortil knytter sig et Sagn der minder om Fortællingen om Valborg. Ogsaa her havde en Kone med Jord i Trætøflerne fra sin egen Gaard aflagt falsk Ed for at tilvende sig fremmed Eiendom. Men Stenen, hvorpaa hun stod, sandsynligvis en Grænsesten, revnede og benævnes siden „Kjærringkjesten“. I umindelige Tid er har det været Skik, at Forbifarende kastede en Smaasten i Revnen, der nu er aldeles opfyldt af saadanne.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |