Richie & Glükstad (s. 25-27).

Medens Voverne gaa
Og legende slaa
Om den blomstrende Strand sine Arme,
Hæver Lilien sig op
Høit paa Vovernes Top
Og udfolder sin Knop
Med et Smil imod Vindenes Harme.

Og den vugger sig glad
I sit kjølige Bad,
Snart den hæver sig op, snart den daler;
Den i Solen ser ind,
Mens sin snehvide Kind
I den susende Vind
Den med Glæde og Kjærlighed svaler.


Men da lyder en Røst
Fra den blomstrende Kyst
Og til Lilien den naaer over Voven:
‘Stakkels Blomst! Ak hvordan
Er dit Liv? — Fra dit Vand
Aldrig komme du kan
Og dig fryde her inde i Skoven!’

‘Aldrig Fred, aldrig Ro
I din brusende Bo,
Blot en Bold for den legende Bølge!
Snart den knækker dit Mod,
Den oprykker din Rod, —
Ingen ved, hvor du stod,
Paa din Død vil Forglemmelse følge!’

‘Daare!’ da brød den ud,
‘Nei! jeg takker min Gud
At jeg ei staar derinde blandt Løvet;
Fik jeg ikke min Sø,
O! da maatte jeg dø
Lig en sørgende Mø,
Som sin Elskede ser sig berøvet.’


‘Og var end jeg en Bold
For Bølgernes Vold,
Saa skal det dog ikke mig skræmme,
Ei skal knækkes mit Mod,
Om oprykkes min Rod —
Thi En ved, hvor jeg stod,
Han skal aldrig, nei aldrig mig glemme!’


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.