Ved Vilhelm Andreas Wexels's Grav
Kommen hjem til Fædrelandet
Fra en Langveisfærd,
Bliver strax min Glæde blandet
Ved et Smerte-Sværd:
Han, som gav mit Trosliv Kræfter,
Han, hvem tidt jeg stunded efter
Naar mod Hjemmet gik min Hu —
Wexels finder jeg ei nu.
Naar fra Frelserstaarnet lyder
Søndagsklokken blid,
Er det, som hans Røst end byder
Mig at vandre did.
Men, naar jeg i Kirken træder,
Seer jeg, Menigheden græder —
Gamle Hyrdes Plads er tom
I hans kjære Helligdom.
Aldrig meer hans Sølverkrone
Lyser ned fra Chor,
Aldrig meer hans Hjertetone
Tolker der Guds Ord.
Ei i Kirken, ei i Huset —
Kun histoppe, under Gruset
I Dødshavens dunkle Gru
Kan jeg finde ham endnu.
Finde ham? — Nei, kun hans Lemmer
Smuldre der i Løn
Jorden ei hans Lys-Aand gjemmer:
Den steg, som en Bøn
Reen og kjærlig, stærk og rolig
Til hans kjære Faders Bolig —
Der han nu i Jesu Favn
Hviler ud fra hvert et Savn.
O, saa bør jeg ikke klage,
Thi saavist jeg veed:
Træt af Kampen, mæt af Dage
Gik han ind til Fred.
Vi har tabt, men han har vundet —
Viingaardslønnen har han fundet
For sin lange Arbeidsdag —
Siger hist: „For mig ei klag!“
Dog, min Tak han skal nu fange
For hvad han mig var,
For at jeg var blandt de Mange
Han paa Hjerte bar,
For hans Trøst ved Kjæres Baare,
For hans milde Vennetaare,
For hans Sjælesorg, hans Skrift,
For hans rige Aandsbedrift.
Den mig fulgte paa min Vandring
Som en prøvet Ven,
Trofast gjennem al Forandring
Kom den klar igjen.
Der, hvor Romakirken brammer.
Lod den i mit stille Kammer
Med en Livsenskildes Magt
Reen, blandt Pavens tomme Pragt.
Saa vil trindt hans Gjerning virke,
Skjøndt hans Mund er lukt —
Den vil støtte Nordens Kirke,
Bære stadig Frugt.
Derfor nu hans Navn velsignes —
Maatte han og efterlignes
Ydmygt, sandt af Høj og Lav —
Det var bedste Blomst paa Grav!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |