Ved en Aftenunderholdning til Fordel for Husarme
Snart kommer atter Jul, den kjære Fest,
at lyse Herrens Fred i alle Huse,
med Stjernen over Bethlehem at pege
paa Krybben stille, hvor i Armods Svøb
Alkjærligheden vil sig aabenbare.
Snart kommer atter Jul, med Klokkekimen,
med Børnejublen, med de glade Timer
ved Hjemmets Arne, der til Hjertet vinker
som Stjernen over Bethlehem: O, kom!
kom hjem til Fader og kom hjem til Moder,
til Sødskendflokken, som dig kjærlig venter,
at flyve dig som for med Fryd imøde,
velkommen byde dig med Kinder røde
og Øine klarere end Julelys!
O, Julen kommer snart, og alle Hjerter
nu stunde til den stille Høitids Fred,
og føle Trang til Kjærlighedens Varme
ved festligpyntet Bord i Kjæres Kreds.
Nu den Bedrøvede sin Sorg vil glemme,
vil kvæle Sukket og vil Taaren hemme,
og lytte til hvad Haabets Engel synger,
og trætte Olding vil sit Hjerte kvæge
ved Latteren fra glade Barneklynger,
og Armod selv sit Bord vil festlig dække
og sine Kjære nu det Bedste række.
Den arme Enke i sin mørke Vraa
nu pønser paa, med al sin Hu og Higen,
skarpsindig som en General i Krigen,
hvad hun skal finde paa til sine Smaa,
nu mangtet Øie træt faar ikke Hvile,
den stille Nat ser Kjærlighed omgjordet,
rastløse Fingre over Sømmen ile,
at skaffe Brød til Juleaftensbordet.
O Venner, om vi kunde være med
i dette stille Værk af Kjærlighed!
O kunde vi en Times Fryd berede
og offre Lidt af egen Juleglæde!
Fordobles skulde den forvist derved.
Skal vi ei prøve, før vi drage hjem
til vore Elskte, først en liden Gave
til Armods Juletræ at finde frem?
Skal vi ei prøve, om i fattig Vraa
vi kunne hjælpe efter ringe Evne
den stakkels Moder til med sine Smaa
at holde atter glad sit Julestævne?
O lad os prøve det i Kjærlighed!
lad os paa glade Gang til vore Kjære
først søge op de skjulte Sorgers Sted –
og det kan ikke langt af Veien være!
Vi drage vil foruden Stands afsted,
vi drage vil i Flok og sluttet Følge!
Men for at Mange skulle følge med,
vor Vandrings Øiemed vi ei fordølge.
Thi se, med Sang, med Skjæmten og med Spil
vi aabenbare vil vor Vei og Færden,
og drage gjerne til os hele Verden,
at den som vi det Samme prøve vil!
Paa aabne Plads vi træde kjækt som Drengen,
der slaar for fattig Moder Tamburinen,
at kalde sammen Folk fra alle Gader,
at Gaverne kan vindes gjennem Smil,
der stiller Taarerne, som hjemme flyder.
Velkommen derfor, Venner, hid iaften!
Forsøg en liden Stund her i vor Kreds
at finde Eder efter Dagens Gjerning
med fattig Kunstnerleilighed tilfreds.
Forsøg en liden Stund ved Sang og Spil
at holde her et fredsælt Aftenstævne,
og overbærende at lytte til
hvad Eder bydes efter ringe Evne.
Lidt Spøg vi bede Eder ei forsmaa,
til Tak, at I med venligt Sind og Hjerte
os vilde hjælpe til at lindre Smerte,
at skabe Julefest i fattig Vraa.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |