Ved en Spurves Död
Thoring & Coldings Forlag, (s. 137-138).
Sörg Cypria og alle Elskovsguder,
Og sörger alle Gratier!
Det störste Vanheld eder jeg bebuder:
Min Piges Spurve er ej meer!
Min Piges Spurve Gravens Nat omhyller,
O! den var, hendes Öjenslyst.
Ej meer’ den med skalkagtigt Kjærtegn tryller,
Ej hopper den om hendes Bryst.
Glad, som et Barn paa Moder-Knæ, den tripped
Paa hendes Skjöd snart hid snart did.
Den tumled’ sig, i Haanden hende nipped’,
Og gjorde hende glad og blid.
Nu der, hvorfra man aldrig kom tilbage,
Blandt Dödens Skygger svæver den —
O, Grav og Död! hver Skjönhed I bortage,
I rive Alt med eder hen!
Grusomme Död! hvi tog du hendes Glæde,
Den kjelne Spurv fra hendes Skjöd?
Din Skyld det er, at Lesbia maa græde,
Ja — græde begge Öjne röd’!
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |