Ved vintertid
Se, svøbt i sneskrud skinnende hæver sig
Sorakte hist! Snart skogen ei magter mer
sin tunge vinterbør, og elven
stivner til is i den skarpe kulde.
Læg dygtig ved på peisen og jag på dør
den fæle frost! Så frem med Sabineren,
i fire år af dunken skjermet, —
nu, Taliark, du den gjestmildt ofre!
For resten sørger guderne nok: når de
har stanset stormen midt i dens vilde kamp
på skumklædt hav, da finder atter
aldrende ask og cypressen hvile.
Spørg ei med tvil: hvad vil vel i morgen ske?
Tag skjæbnens lod og nyt den for dagen ud!
Bør vel i ungdoms år vi vrage
kjærligheds sødme og dansens glæder?
Og vil din kraft du spare, til grætten, grå
dig tiden ser? Nu Marsmarken kalder dig
til mandig idræt; glem ei heller
natlige stævne, der elskov pludres
så sødt fra mund til mund, når det kjære barn
med yndig latter røbed sit lumske skjul,
og du i hidsig strid fik røvet
kjærlighedspantet fra trodsig finger.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |