Venner
Bare en liden vise om du og jeg,
eller om dagene, som gik dengang,
nætterne, —
værelset med det kjælne tusmørke,
lampen, — den indiske buddha, —
Jacobsens byste i solhjørnet,
Wagnerportrætet!
Vi sad sammen i røgskyer,
vi drømte sammen om livet.
Den rigere sjæl, som fremtiden fængsled,
havde jeg,
det gladere hjerte, den varmere puls
havde du.
Du kom til at skjønne,
hvordan jeg var, ja, hvordan jeg var,
ikke mit blod kunde bruse,
men min sjæls blade,
aa, min sjæls blade, de kunde visne.
Saa sad vi sammen i drømskyer
og sligt stort, fagert syn, —
syn,
livsundren!
Livet!
En i uendelige baner sig slyngende straale
gjennem alle væsner, gjennem alle kloder,
en uendelig, — tonende — , ildspiral, —
som vi ikke kan se begyndelsen paa,
og ikke enden paa,
og aand risler i,
og sole drypper af,
— sole i lyshav, sole i tankehav, —
en uendelig, — tonende — , ildspiral,
ude fra det kolde, ude fra det tomme,
ind mod det varmere,
ind mod det varmeste,
ind mod Gud —
Lyset!
Sfærer svinger, bølger bæver,
— der, hvor den ene er,
var den anden, —
livceller svæver,
synker mod mørke, hæver sig mod lys
livceller svæver,
hæver sig,
synker.
Ja, nætterne var lange og lyse.
Der var saameget at tale om,
der var saameget vakkert til —
solglød, vi længedes mod,
kvinder, vi vilde ofre vort blod.
Nætterne var saa lange og lyse!
Men hav og tid skilte os,
og Vestens nætter er mørke.
Mangengang, naar jeg vaager og mindes,
er det, som det røre sig i det golde hotelrum:
Ansigtslinjer flakker i solhjørnet,
Jacobsens,
Buddha dukker frem af mørket . . . .
Tror du,
tror du, at venner mødes paa nye kloder?
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |