Viktor Rydberg
| Essays. Fremmede Forfattere Viktor Rydberg av Nils Kjær |
Edgar Poe |
Viktor Rydberg
rediger
Summa Mentis virtus Deum cognoscere.
Spinoza
Udenfor den Falanx af stridbare Digtere, som i de sidste tre Aartier har vedligeholdt en skarp Ild med moderne Ideskyts mod den gamle Samfundsbastille, har en Mand staaet alene og hugget til begge Sider. Han har været mindre indtagen i det moderne, fordi han bedre kendte det gamle. Han har paa engang været mere optimistisk og mindre illusioneret end de fleste af sine Samtidige; han har været Skeptiker nok til at mistvile om Samfundsforbedringers Evne til at forbedre Menneskene og Sværmer nok til at tro paa den Verdensrevolution fra Ondt til Godt, som det staar i hvert Menneskes Magt at fremskynde ved at revolutionere sit eget Sind.
«Lad Digtere og Romanforfattere skildre hvorledes det, som giver vort Liv dets Værd, oftest gaar under i Striden. Thi saa er det i Virkeligheden, og Skildringen kan blive velgørende, saafremt der lægges over den Farvetone, som høver den: Humorens eller Sorgens eller Harmens. Men Plads bør ogsaa gives de ædlere og kraftigere Karakterer. Nu, om nogensinde, kræves der Forkyndere, hvis Ord dirrer af et sursum corda, saa stærkt, at det griber vore Unges Hjærter og løfter dem over den Forbandelse, der har tynget paa saa mange Slægter … Jeg tror, at denne Paamindelse ej er upaakrævet i en Tid, da Undergang truer os gennem den raadende moralske Fejghed …»
Med disse Ord (1893) har Rydberg betegnet sin Opgave som Menneske og Skribent. For en Slægt, der saa sit Liv udtømt i den graa Virkelighedsskildring, vilde han fremmane en Virkelighed, der faar Lys og Mening af ædle og stærke Personligheder, og for en Ungdom, der til Religion havde modtaget det bekvemme Doktrin om Slagsmaalet for Tilværelsen, vilde han løfte de humane og religiøse Idealer, som ingen Slægt opgiver uden at fraskrive sig sit Adelskab og dømme sig selv til Undergang.
To modsatte Idealer har i Tidernes Løb skiftet om Herredømmet over Menneskene. Til enkelte Tider og hos enkelte Folk har den expansive Kraftudfoldelse af Legeme og Aand været anseet som den fornemste Pligt og den største Lykke; til andre Tider eller hos andre Folk har den intensive Selvfordybelse og Selvovervindelse været Maalet for de enkeltes højeste Stræben. Mellem det helleniske og kristelige Ideal, mellem Livsglæde og Livsforsagelse, mellem Styrke og Svaghed, mellem Stolthed og Ydmyghed synes der at være en uoverstigelig Afgrund. Og hvor begge Livsretninger staar stejlt imod hinanden som i hint Optrin i Den sista Athenaren, hvor den fakkel- og blomstersmykkede Baad med unge Hellenere og Hetærer glider forbi Tempelruinen, og deres Evoe’s røde Jubel mødes med Pilarasketens gustne Salme – der staar vi ovenfor et ubønhørligt Enten-eller. Men hvor baade det ene og det andet Ideal er opgivet, hvor Magten ikke længer er i de Stærkes, men i de Riges Hænder, hvor Styrken er forhærdet til Brutalitet, og den dybe Livsglæde forsløvet til Fornøjelse, og hvor paa den anden Side det kristne Selvovervindelsens og Medlidenhedens Ideal er erstattet af en egoistisk Kræmmerfilosofis vingeløse Ideer – der stiller Virkeligheden imod os et ligesaa ubønhørligt Hverken-eller. Rydberg har trodset denne Virkelighedens trøstesløse Lære; gennem hans Værker straaler en aaben og mandig Sjæls Tro paa Livets hvide Magter, og for sin Samtid løfter han et Ideal, der paa en gang er et hellenisk og et kristeligt, et Styrkens og Skønhedens og et Mildhedens Ideal.
«Kristendommen,» siger Macchiavelli, «lærer Menneskene at udholde store Lidelser, ikke at udføre store Handlinger.» Rydberg ser derimod i Kristendommen den store Opdrager til Handling og til Lykke. Han forbinder ingen Ide om livsfjendtlig Passivitet og Asketisme med dens Disciplin. Den Kirke, der forlanger en saadan Disciplin staar hans Hu inderlig imod, og han tager derfor i «Den sista Athenaren» uforsagt Hedenskabets Parti mod den, thi Religion, forkynder han, er ikke blot en Sjælens Selvfordybelse i Gud, men tillige en Handling, en praktisk Opgave, en Stræben efter i den Verden, man er sat, at udføre Guds Hensigter.
– framåt, framåt soldat
i mensklighetens tjänst! Igenom nöd och kval
framåt och dö med glädje på din sköld!
Han er en Protestant af Aand og nærmere bestemmet en ægte Efterfølger af Reformationens Humanister. I disses Aand angriber han den blindt ivrige og skraasikre Teologi, hvis forhærdede Autoritetstro truer med at forspilde Reformationens Værk, fordi den anser det for færdigt og afsluttet.
I Vapensmeden (1891) er den unge Wittenbergerteolog Laurentius Gudmundi Repræsentant for den stagnerede Lutheranisme. Han erklærer Luther for ufejlbar og lover at nedslaa alle dem, som fornægter denne Sandhed, med Lovens Hammer og Evangelii Sværd. Der findes neppe et Fnug Menneskelighed indenfor hans trange Skalle; han er en vederstyggelig Dyrplager og støtter sig ogsaa i denne Henseende paa Lov og Evangelium; han driver med sin kyniske Egoisme sin gamle Hædersmand af Fader fra Hus og Hjem, fremdeles støttet paa Lutheri og sin egen Ufejlbarhed. I skarp Kontrast mod denne haardhændte og tranghjærtede Dogmetræl fremtræder Vaabensmeden og hans tre Venner, Domprovsten Sven, Gardianen Matthias og Harpelegeren Svante, Humanismens højsindede Repræsentanter, der enten som Svante tager et djærvt Tag for Frihedens og Toleransens Sag og falder for den, eller som hans mindre handlekraftige Venner søger en Tilflugt mod Tidens Uvejr i Syslen med deres kære klassiske Skrifter.
Men allerede tredive Aar før denne historiske Tendensroman havde Rydberg udgivet et aabenlyst Angreb paa den snævre protestantiske Kirkelære i den Række Afhandlinger, som er samlede i Bibelns lära om Kristus. Hvis ikke Protestantismen skal skride mod sin Selvopløsning, er denne Bogs Tesis, saa maa den nedslaa den ufejlbare Papirpave, den har skabt sig i den Augsburgske Konfession og øvrige symbolske Bøger og isteden for deres Autoritet genindsætte den frie Forskning, der er Protestantismens Princip. «Man maa paa de religiøse saavelsom paa de videnskabelige, politiske og sociale Omraader vove at tro paa Frihedens Velsignelse. I Videnskaben at tro paa Friheden er at tro paa den menneskelige Fornuft; paa det politiske og sociale Omraade at tro paa Friheden er at tro paa en sædelig Verdensorden, og i de religiøse Ting at tro paa Friheden er at tro paa Gud.»
Nyplatonisk og alexandrinsk Metafysik har været medvirkende til Dannelsen af det Kristusbillede, som Rydberg i denne Bog udkaster; det vil virke fantastisk, medmindre man forstaar det i Sammenhæng med hans almindelige filosofiske Ideer.
Jævnlig plejer følgende Fænomen at tildrage sig:
En ung Samtidig faar en Mundsmag af «naturvidenskabelige Kendsgjerninger» og staar op og siger: De gamle Historier om Gud og Sjæl osv. stemmer ikke med Videnskabens sidste Resultater. Undskyld, men jeg kan ikke tro paa dem … Hvorpaa den Samtidige afhænder sin Salmebog og fra samme Stund kalder sig Fritænker. Ad denne yderst bekvemme Vej styrer gærne de Nykonfirmerede ind i Realiteternes Verden, og ikke En af Tusen spenderer mere en Tanke paa hine Spørgsmaal, som man jo ogsaa godt kan blive Handelsrejsende eller Digter eller Stortingsmand eller hvad det skal være uden at have stillet sig. Vistnok holder man lidt øje med Videnskaben (i Aviserne) og indretter sin Tro efter Aandsretningernes Kursnoteringer; Videnskaben kommer jo ret som det er til nye Resultater, og Aandsretningerne skifter; men man har altid sin lille Vimpel oppe, færdig til at vifte ad den Kant Vinden blæser.
Viktor Rydberg har selv været taget til Indtægt som Fritænkerautoritet og -modejournal af denne Dannelsespøbel, og det er derfor forklarligt og tilgiveligt, at han kunde sætte sit Navn under Dommen over en Propagandist for Ideer, som han ansaa befordrende for det religiøse Sløvsind, som han hadede og bekjæmpede.
I Afhandlingen «Ting och fænomen» (1890) har han svaret dem der mener, at de i Naturvidenskaberne har fast nok Grund under sig til at lade haant om de gammeldagse, metafysiske og religiøse Ideer. Han minder om, at de exakteste Videnskaber helt igennem hviler paa metafysiske Forudsætninger, som deres Dyrkere med eller mod sin Vilje maa antage, og at de Videnskabsmænd, som ikke har Ord stærke nok til at fordømme Metafysikernes abstrakte Begreber anvender saadanne selv, overalt hvor de taler om Materie, Kraft, Love, Atomer osv. Og Videnskabsmanden tror, at den Bygning han opfører af saadanne Abstraktioner og Generalisationer kan svare til et Univers, der er opbygget af «Ting»; han tror at Tanken ved Hjælp af Experiment og Beregning kan fatte det som er; han tror paa den Ubevislighed, at der existerer en real Verden udenfor hans Bevidsthed; han staar overalt paa Troens Grund saa godt som den Religiøse. Men Analogien strækker sig videre. Paa hvilket af Naturforskningens Omraader vi end arbejder, stiller vi bevidst eller ubevidst den Fordring, at Genstandene for vor Forskning skal staa i et gennemgaaende begribeligt d.v.s. begrebsmæssigt Sammenhæng. Denne Fordring hviler paa den Forudsætning, at logisk Tanke ikke blot er den almengyldige Form for Begivenheder i vor Hjærne, men ogsaa for Begivenheder i det Ydre, i Universum. Der findes altsaa en i Universet virksom Logik, hvoraf den menneskelige Logik nærmest er at betragte som et cerebralt Ekko. Blot under den Forudsætning kan vor logiske Tænknings Fordring paa Nødvendighed og Almengyldighed være begribelig og retfærdiggjort. I en saadan kosmisk Logik tvinges Forskeren til at søge Garantien for sine Beregningers og Slutningers Rigtighed, og hvad er denne logiske Fornuft i Verdensmekanismen andet end en Side af det vi kalder Gud?
Men paa engang Mystiker og rationel Tænker trænger Rydberg ikke alene denne intellektuelt tilfredsstillende Bekræftelse paa sine Anelser om Tanke og Plan i Verdensorganismen. Hans religiøse og skuende Gemyt attraaede at nærme sig den store Hemmelighed i stille Kontemplation, og hans Filosofi og Digtning er gennembævet af disse Selvfordybelsens og Evighedsfordybelsens mystiske Henrykkelser. Saaledes synger han i det dejlige dithyrambiske «Drömlif»:
Och din aning kan höra en stämma: förblif
i den borg, der de slöjade minnen stå vakt,
der du känner det djupa i tystnadens lif,
der du röner det ensligas väckande magt,
der du frälst utur menniskobränningens larm,
ur det jägtande intet, som andarne tär,
kan förnimma vid skapelsens eviga barm
i ditt innersla djup, att du är, att du är!
Af denne Mystik er Rydbergs Lære om Kristus berørt. Kristus er efter hans Fortolkning en menneskeligbleven Aabenbaring 17af det oprindelige logos («Ordet» i det fjærde Evang.); han er den Førstefødte af Skabningerne og den universelleste af alle skabte Væsener og derfor det Ideal af Menneske, hvori vi alle skal genfinde vort inderste Selv. At være Kristen, at følge Kristi Exempel og ofre sin Egoisme og gaa i Kamp mod Mørkets Magter, det er derfor at nærme sig Menneskelighedens højeste Ideal: antropos uranios.
Mot ödleättlingen från Jurahafven
til kamp Messias har stått upp ur grafven.
At han ur några hjärtan herrskarsätet
från menskodjuret vann åt gudsbelätet
är undret det ovanskliga och ena,
om hvilket tro och tanke sig förena.
Som Digter har Rydberg stræbt at fremstille de ideelt typiske Mennesker d.v.s. dem, der kommer sin evige Idé nærmest: de uforsagt kæmpende og lidende, Lysbringerne. Jo højere en Karakter er, lærer Forfatteren, desto klarere fremlyser der af den noget typisk, noget almengyldigt for vor Slægt, noget af en Ledestjærne for vor Fremtid, noget som giver os Haab om et Udviklingens Maal. Hans Drøm er, at det 18Menneskeideal, som han har fremstillet i sin Kristus, sin Krysanteus eller sin Prometevs, engang sejerrigt skal blive til Virkelighed som en ny og ædlere Formtype af Menneskene. Han aner Forjættelsen derom i Naturen, i Menneskene, i det højeste de har drømt i Toner og Farver og Ord:
Ty de hviska, att stridens och smärtans myster
är fullkomningens vilkor och själarnes rett,
att det drag utaf vemod som skapelsen bär
är af trånad att skåda en ädlare ätt.
Blandt Nordens Forfattere er denne svenske Digter og Humanist den eneste, der er skabt til Lærer. Hans Aands Rang og Art vil altid sikre ham et Faatal af Tilhørere, dem for hvem der er Mening i de Ord, som den bundne Titan fra Klippehulen raabte til de fra Vandflommen reddede Mennesker: Förakten tidens gud! Tilbedjen evighetens!