Vinterkvælden
Richie & Glükstad, (s. 30).
Naar jeg en silde Vinteraften skuer
Mod Himlens dybe, alvorsfulde Blaa,
Hvor Millioner Sølverflammer luer,
Hvis Ende intet dødligt Blik kan naa,
Da hæver Tanken sig fra Jordens Sphære,
Den hildes mer ei af den travle Larm,
Men svæver andagtsfuld til Lysets Herre,
Da bli’er om Hjertet jeg saa tillidsvarm,
O! Jordens Sorger bort ifra det svinder,
Naar Tanken er deroppe; Trøst jeg finder,
I salig Andagt synker Sjælen hen. —
Men ak! saa kort, saa kort det altid varer,
Snart ved en Larm, et Vindstød op jeg farer —
Og mærker, at jeg er paa Jorden end.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |