Visne Blade
Man kan blive træt af at betragte et enkelt Maleri; men man maa blive det af at betragte mange. Derfor ere Øienlaagene saa tunge i de store Gallerier og Siddepladsene saa tæt besatte som en Omnibus om Søndagen.
Lykkelig den, der bar Selvovervindelse nok til af den store Mangfoldighed at udpille et lidet Antal Billeder, til hvilke han hver Dag kan vende tilbage.
Paa denne Maade kan man — uden at Gardien’erne mærke det — tilegne sig et lidet Privatgalleri, som man har ganske for sig selv — fordelt i de store Sale. Alt, hvad der ikke hører til denne private Samling, synker ned til Lærred og Forgyldning, — en Dekoration, man passerer paa sin Vei, men som ikke trætter Øiet.
En og anden Gang hænder det, at man opdager et Billede, man hidtil har overseet, men som nu efter grundig Prøvelse optages i Udvalget. Samlingen øger saaledes jævnt, og det var endogsaa tænkeligt, at man ved systematisk at gjennemføre Methoden, kunde gjøre en hel Malerisamling til det Slags Privateiendom.
Men ialmindelighed har man ikke Tid. Det gjælder i en Fart at orientere sig; man sætter et Kryds i Katalogen ved de Billeder, man agter at annektere, ligesom Forstmanden mærker sine Træer, idet han gaar gjennem Skoven.
Disse private Kollektioner blive selvfølgeligt af meget forskjellig Art. Mangen Gang leder man i en saadan forgjæves efter de store, anerkjendte Mesterværker, medens man kan finde et lidet, overseet Billede paa Hæderspladsen, og for at forstaa det underlige Arrangement i mange af disse Smaasamlinger, gjør man bedst i at lade sig føre af den, der har foretaget Udvalget. Her er nu et Billede fra et Privatgalleri. —
Der hang i en Krog af Salonen — 1878 et Billede af den engelske Maler Mr. Everton Sainsbury. Det vakte slet ingen Opmærksomhed. Det var hverken stort nok eller lidet nok til at fængsle den banale Nysgjerrighed; heller ikke var der Spor af moderne Extravagance hverken i Maneren eller i Farven.
Idet man passerede, sendte man det et velvilligt Blik; thi det gjorde et harmonisk Indtryk, og Sujettet var almindeligt og letfatteligt.
Det var to Elskende, der vare belvne en Smule uenige. Og Publikum smilte, idet hver i sit stille Sind tænkte paa disse yndige smaa Uvenskaber, der ere saa heftige og saa korte; der opstaa af de utroligste og forskjelligste Aarsager, men som uforanderlig ende med et Kys.
Og dog samlede dette Billede sig lidt efter lidt en egen Menighed; man kunde mærke, at det var optaget i flere Privatsamlinger.
Naar man styrede mod den kjendte Krog, fandt man ofte Pladsen optaget af en enslig Person, der stod hensunken i Beskuelse. Det kunde være Mennesker af den mest forskjellige Art; men alle fik de et eget fælles Udtryk foran dette Maleri, som om det kastede et falmet, gulagtigt Gjenskin.
Traadte man saa nærmere, fjernede gjerne Beskueren sig: det var som om blot en ad Gangen kunde nyde dette Kunstværket, som om man helst vilde være alene med det. —
I en Krog af Haven, lige ved den høie Mur, staar et aabent Lysthus. Det er ganske simpelt bygget af grønne Spiler, der danne en stor Bue med en Bagvæg. Hele Lysthuset bedækkes af vild Vin, der fra den venstre Side slynger sig over det buede Tag og hænger ned tilhøire med lange tynde Grene.
Det er sent paa Høsten; Lysthuset har allerede mistet sit tætte Løvtag. Kun de yderste, fine Stængler af den vilde Vin have endnu sine Blade i Behold. Og førend de falde, skjænker Sommeren dem, idet den gaar, alle de Farver, den har tilovers; og som lette Guirlander af gule og røde Blomster hænge de endnu en Tid og smykke Haven med Høstens tungsindige Pragt.
Rundt paa Jorden ligge de nedfaldne Blade; og midt foran Lysthuset har Vinden med stor Flid hvirvlet sammen de smukkeste af dem til en rund, sirlig liden Gravhoug.
Træerne ere allerede afpillede, og paa en nøgen Gren sidder den lille Havesanger med det rustbrune Bryst — som et vissent Blad, der er blevet hængende — og gjentager utrættelig en liden Stump, som den husker af sin Vaarsang.
Det eneste frodige i det hele Billede er Epheuen. Thi Epheuen er som Sorgen, den holder sig frisk baade Sommer og Vinter.
Den kommer smygende med de bløde Følehorn, den lægger sig ind i de mindste Sprækker, den trænger sig gjennem de mindste Aabninger; og først naar den har voxet sig stor og stærk, mærke vi, at den ikke mere lader sig rive ud, og at den ubønhørligt fortsætter med at ødelægge den hele Bygning.
Men Epheuen er som den velopdragne Sorg; den dækker sine Ødelæggelser med de glatte, smukke Blade. Og Menneskene smile med glatte Ansigter, idet de lade, som om de ikke vide, at de vandre omkring mellem Ruiner med Epheu over. —
Midt i det aabne Lysthus sidder en ung Pige paa en Straastol; begge hendes Hænder hvile i Skjødet. Hun sidder med bøiet Hoved og et forunderligt Udtryk i det smukke Ansigt. Det er ikke saameget Krænkelse eller Vrede, endmindre almindeligt Surmuleri, der taler ud af disse Træk; det er snarere en uhyre, bitter Skuffelse. Hun ser ud, som om hun var ifærd med at miste noget uden at eie Kraft til at holde fast, — som om noget visnede for hende.
Han, der støtter sig til hendes Stol med den ene Haand, begynder at forstaa, at Situationen er alvorligere, end han tænkte. Han har forsøgt alle Midler for at faa den oprindelig saa ubetydelige Strid bilagt og glemt: han har talt Fornuft, han har prøvet Spøg; han har bedet om Tilgivelse, gjort sig saa ydmyg — kanske mere end han har ment —; men alt forgjæves. Intet synes istand til at rive hende ud af den halvdøde Stemning, hvori hun er fangen.
Derfor er det med et Udtryk af Ængstelse, at han bøier sig ned mod hende:
„Men du ved dog, at igrunden holde vi begge saa meget af hinanden.“
„Hvorfor blive vi da saa let Uvenner, og hvorfor ere vi saa bitre og onde mod hinanden?“
„Men, Kjære! det Hele var jo fra først af en ren Ubetydelighed.“
„Netop derfor! — husker du, hvad vi har sagt hinanden? hvorledes vi kappedes om at finde de Ord, vi vidste, vilde være de mest saarende. O — at tænke sig, at vi benytte vort Kjendskab til hinanden for at udfinde de ømmeste Steder, hvor de onde Ord kunde ramme! — og det kalde vi Kjæerlighed.“
„Kjære — tag det nu ikke saa høitideligt,“ svarede han, idet han forsøgte en lettere Tone, „om Menneskene holde nok saa meget af hverandre, ere de dog stundom lidt uenige; det kan nu engang ikke være anderledes!“
„Jo, jo!“ raabte hun, „der maa gives en Kjærlighed, for hvilken Strid er umulig; eller ogsaa — eller ogsaa har jeg taget feil, og det, vi kalde Kjærlighed, er ikke andet end —“
„Tvivl ikke om Kjærligheden!“ afbrød han hende ivrigt; og han skildrede i varme og veltalende Ord denne Følelse, der forædler Mennesket, idet den lærer os at bære hinandens Svagheder; der skjænker os den høieste Lyksalighed, idet den trods alle smaa Uenigheder binder os sammen med de skjønneste Baand.
Hun havde kun hørt halvt paa ham. Hendes Blik var faret hen over den halvvisne Have; hun havde indaandet den tunge Luft fra det døende Planteliv — og hun havde tænkt paa Vaaren, paa Haabet og paa denne almægtige Kjærlighed, der ender som en Blomst om Høsten.
„Visne Blade“ — sagde hun roligt, og idet hun reiste sig, spredte hun med Foden alle de smukke Blade, Vinden med saamegen Møie havde samlet.
Hun gik op ad Alléen, der førte til Huset; han fulgte lige bagefter. Han taug; thi han havde ingen Ord. En døsig Følelse af Ængstelse og Mathed lagde sig over ham; han spurgte sig selv, om han endnu kunde naa hende, eller om hun var hundrede Mile borte.
Hun gik med bøiet Hoved og saa ned i Blomsterbedene. Der stod Asterserne som forrevne Papirblomster paa vissent Potetesgræs, Georginerne hang med de dumme Kræmmerhushoveder paa de knækkede Stilke, og Stokroserne havde smaa vantrevne Knopper i Toppen og store, vaade, raadne Blomster nedover Stilken.
Og Skuffelse og Bitterhed skar sig dybt ind i det unge Hjerte. Mens Blomsterne døde, modnedes hun for Livets Vinter.
— Saaledes forsvandt de opad Alléen. Men den tomme Stol blev staaende i det halvvisne Lysthus, medens Vinden atter fik travelt med at ordne Bladene til sin lille Gravhoug. —
Og i Tidens Løb komme vi alle — hver efter sin Tur — for at sætte os paa den tomme Stol i en Krog af Haven og stirre paa en liden Gravhoug af visne Blade. —
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |