Vor Sprogudvikling/III
Hvor langt vi er komne i Retning af Mulighed for en gjensidig Forstaaelse, sees maaske bedst af, at der fra »modstræversk« Hold kan fremkomme et Skrift som Professor Johan Storms sidste (»Norsk Sprog — Kraakemaal og Landsmaal«, oprindelig trykt i »Morgenbladet«).
Dette Skrift leverer en Kritik af Maalstrævet i begge dets Hovedretninger, og denne Kritik er skarp. Seet fra et Maalmandsstandpunkt er den ikke engang altid retfærdig. Men Tonen er en anden. Det er ikke »Brøl«; det er Diskussion.
Professor Storm er aldrig fanatisk. Han spaar os Død og Undergang; det er sandt. Og han har megen Moro af vore Misgreb, som Overhoved af de Vanskeligheder vi har at kjæmpe mod. Men har han forlystet sig tilstrækkelig med vore Feil og Urimeligheder, glemmer han heller ikke lettelig sin Pligt som Gentleman: at anerkjende, hvad der billigvis hos en Modstander bør anerkjendes. At dette først og fremst maa regnes ham personlig til Fortjeneste, er klart.
Men hvad der betegner en forandret Tidsretning, det er, at Norskhedsrædselen er saa væsentlig afsvækket. Man kunde næsten sige helt borte. Prof. Storm, de Sprogkonservatives Fører, vil selv Fornorskning. Og den Bog, hvori han udtaler dette, modtages med Anerkjendelse af — saavidt vides — alle Konservative. Om maaske ikke først og fremst for dens Dyders Skyld, saa ialfald med dens Dyder.[1]
Overfor Knudsens Maalstræv er Prof. Storm i visse Maader skarpest, men ikke paa Grund af dets Norskhed. I Virkeligheden anerkjender han det Knudsenske Princip. Hans Kiritik gaar nærmest ud paa at eftervise, at Knudsen ved mangelfuld Gjennemførelse af Principet tildels modvirkede sin Hensigt.
Her vil man vistnok i Hovedsagen give ham ret. Maaske undervurderer han i nogen Grad »Maalrenskningens« Betydning. Men han har ret i, at Knudsen brugte Gartnersaxen vel voldsomt.
Og hans sproglige Smag var ikke sikker. Da dertil hans Retskrivning ikke var synderlig Principfast, saa blev hans Sprog noget af et »Kraakemaal«, som skræmte Folk. Han kom endog delvis i Modsigelse med sig selv, idet han paa den ene Side opstillede Talesproget som Norm og paa den anden Side fordrede, at Skriftsproget skulde gaa foran Talesproget i Norskhed. Det er vistnok en Vexelvirkning her. Men som af Prof. Storm fremhævet er det kun i en betinget Forstand, at Skriftsproget kan øve ledende Indflydelse.
Naar Storms Kritik alligevel tildels virker uretfærdigt, kommer det af, at Storm, som Knudsen, tror vel meget paa et »landsgyldigt dannet Talesprog«. Faktisk er vi indtraadte i en sproglig Opløsnings- og Overgangsperiode, da der intet virkelig landsgyldigt existerer, være sig paa den ene eller den anden Side. Hver By har ligesaa sikkert sin Dialekt som hver Bygd sin. Dette giver sig jo ogsaa Udslag i Literaturen.
Det er, som Prof. Storm siger, ikke blot i Landsmaalet, at »omtrent hver Forfatter har sit Sprog«; »ogsaa i det dansk-norske Skriftsprog er Forskjellen stor nok«. Selv Knudsen vover ikke at paastaa med end, at det »i 19 af 20 Tilfælde« er — og det endaa kun »saa nogenlunde« — afgjort, hvad der er landsgyldig dansknorsk Tale; og Storm synes enig heri. Mindst hvert 20de Tilfælde skulde altsaa i alle Fald være usikkert, og det vil ikke sige lidet i et Kultursprog. Under slige Omstændigheder bliver Dommen om det landsgyldige særdeles ofte afhængig af det rent individuelle Skjøn; og Knudsen har vist oftere været i god Tro end Prof. Storm synes at forudsætte.
Ja det er Tilfælde, hvor jeg ligefrem maa give Knudsen Ret imod Storm; dette vil hænde flere. Naar det ene subjektive Skjøn sidder til Doms over det andet, gaar det saa.
Ogsaa i Spørgsmaalet om »fint og ufint« maa der efter Omstændighederne indrømmes det Individuelle Skjøn et vist Spillerum. Jeg sætter Prof. Storms Skjøn meget høit i denne Henseende. Men alligevel er han kanske af og til for sikker.
Naar Knudsen tildels havde vel stor Hast med Fornorskningen, saa bør det til hans Undskyldning mindes, at han ogsaa havde Tanke for — Landbefolkningen. Han vidste ligesaa godt som Wergeland, hvor vanhjulpne vi Bønder er med det sædvanlige, af Fremmedord opfyldte Skriftsprog, og han vilde der skulde tages Hensyn hertil. Desuden vidste han, at vilde Skriftsproget virkelig blive vort Fællessprog, saa fik det skynde sig lidt; ellers skabte Landsfolket sig et eget Sprog ud af Dialekterne og en efter hans Mening farlig Splittelse vilde opstaa. —
Med al Kritik indrømmer imidlertid Storm, at Udviklingen gaar i norsk Retning, langsomt men sikkert, og maa saa gjøre. Han paaviser selv, hvorledes norsk Udtale og norsk Sprogfølelse er i Væxt. Dette er for mig Hovedsagen.
Det gjælder, mener han, kun om at have Taalmodighed. »Lad Skriften svare til vor Tale saa nær som rimeligt er, og vælg det bedste af Talesproget«; »lad Sproget være et bekvemt, greit og sandt Udtryk for Talen, saa norsk som Talen virkelig er blandt dannede Folk«; forøvrigt »daar det komme lidt efter lidt, eftersom Sproget voxer i norskhed«. Jeg synes dette er et godt og holdbart konservativt Standpunkt.
I hvilken Grad Norskhedsrædselen er borte fremgaar af Udtalelser som følgende: »Sprogets Væxt betinges af« »det dannede Talesprogs og Bygdemaalenes gjensidige Tilnærmelse[2] og af de store Forfatteres langsomt og sikkert fremrykkende Fylking«.
Knudsen erindres i følgende vakre Ord:
»Den gamle Kjæmpe er stedt til Hvile; det skarpe Sværd, som lynede saa hvast, er sunket ham af Haanden. Men det skal ikke hænges paa Væggen for at ruste. Høvdingen er falden; men de tro Arvtagere skal svinge Sværdet og optage Kampen for Norskhedens Sag.«