Åpne hovedmenyen
Vor naſjonale Skam.
Aftryk efter „Verdens Gang.“
2det Oplag.
Pris: 20 Øre.
Kriſtiania.
Forlagt af Selſkabet for Folkeſkrifters Udbredelſe.
1881.
Trykt i Centraltrykkeriet.
I.

I nogle Artikler om „Grundlaget for vor Konſtituſjon“ har Novemberforeningen afſløret ſine hemmelige Tanker paa en Maade, der maa vekke Sorg og Beſkjæmmelſe over alt Norges Land.

Er vi virkelig ſaa dybt ſunkne? Er det ſaa aldeles forbi med Nordmændenes gamle Frihedsſind og Æresfølelſe? Kan det virkelig være muligt, at der i Norges eget Land, blandt Norges egne Børn, kan opſtaa et Parti, der ikke blot tror, at Norge er et hærtaget og uſelvſtændigt Land, en Provins uden Suverænitet og uden folkelig Ære, men et Parti, ſom finder ſig i dette, ja ſom lægger ſin Magt og Evne paa at faa hele Folket til at tro, at Norge er en af Sverige undertvungen Provins, der blot ved den ſvenſke Konges Naade har faat ſmage lidt af Frihedens Velſignelſer.

Er det kommet ſaa vidt med os; kan et ſaadant Parti fremſtaa og taales inden vort Folk, — da er det en naſjonal Skam og en folkelig Fare, mod hvilken vi alle og enhver til det yderſte maa være paa vor Poſt, hvis vi ikke ſelv vil blive medſkyldige i de Ulykker, ſom Tilværelſen af et ſaadant Parti kan foranledige.

————————

„Budſtikken“ begynder ſine Udtalelſer med den Erklæring, „at vor gjældende Grundlov ſom bekjendt er Grundloven af 4de November 1814“.

Denne Sætning har Gudſkelov aldrig været Nordmændene „bekjendt“ og bliver det hellerikke.

Grundlovens rette, offiſielle og anerkjendte Titel er, ſom hver Mand ved, denne:

„Kongeriget Norges Grundlov, given i Rigsforſamlingen paa Ejdsvold den 17de Maj 1814 (NB. „given“!) og nu i Anledning af Norges og Sveriges Riges Forening nærmere beſtemt (NB. „nærmere beſtemt"!) i Norges overordentlige Storting i Kriſtiania den 4de November 1814“.

Grundloven er given paa Ejdsvold den 17e Maj. Den er paa Grund af en ſenere Overenskomſt med et andet Rige „nærmere beſtemt", d. v. ſ. modifiſeret i enkelte af ſine Beſtemmelſer, den 4de November ſ. A. Men man forandrer dog ikke ſelve Grundlovens Dato for hver Gang man foretager Forandringer i den! Og dens egen i dens offiſielle Overskrift liggende Erklæring faar ſtaa til Troende.

Er man imidlertid ikke fornøjet med det Vidnesbyrd, der ligger i Grundlovens egen Erklæring, ſaa kan man jo tage „den konſtituſjonelle Prakſis“ til Hjælp. I 67 Aar har Grundloven beſtaaet; i alle disse 67 Aar har den hedt „Grundloven af 17de Maj“. Fra førſte Stund af ſtod det preget i Folkets Bevidſthed, at den 17de Maj var Grundlovens Dag. Karl Johan forſøgte paa at faa Nordmendene til at tro noget andet; Nordmændene ſvarede med at gjøre den 17de Maj til almindelig Frihedsfeſt.

Siden den Tid har den 17de Maj, og den alene, været sejret af det norſke Folk ſom Forfatningens Tilblivelſesdag.

Den har endog været fejret offiſielt.

I 1864 højtideligholdtes vor Friheds Halvhundreaarsjubileum. Ikke paa 4de November, nej; paa 17de Maj.

Og efter kongelig Befaling avſendtes der paa den Dag Takſigelſer for Friheden og Forfatningen fra alle Landets Predikeſtole.

Var da denne Højtidelighed en eneſte ſtor offiſiel Gudsbeſpottelſe? Stod alle Landets Præſter og takkede Gud for Forfatningen af 17de Maj, ſkjønt de vidſte, at Forfatningen ikke var af 17de Maj?

De „konſervative“ Blade med „Morgenbladet“ i Spidſen har gjennem hele vor Frihedstid givet ſig ud for at forfægte og forſvare Konſtituſjonen af 17de Maj. „Morgenbladet" har daglig Dags brændt Røgelſe og ofret Virak for „Fædrene paa Ejdsvold“. Har alt dette været Humbug? Har Bagſtrævet sagt 17de Maj, men ment 4de November? Har hele deres Forſvar for „Arven fra Fædrene" været en eneſte fræk, ſammenhængende Løgn, ſom de har bragt i Anvendelſe for at føre Naſjonen bag Lyſet?

— Saa maa det være, om vi nu ſkal tro „Budſtikken“.

II.

Novemberforeningens Organ søger at beviſe ſin Lære om Norges Uſelvſtændighed ved Hjelp af Hiſtorien.

Vi ſkal gjennemse Bladets „hiſtoriſke“ Bevisførelſe.

Bladet opſtiller den Paaſtand, at det under Forhandlingerne med Karl Johan i 1814 var Nordmændene, der maatte give efter, og at følgelig Ejdsvoldsforfatningen maatte opgives ſom Grundlag for Foreningen mellem Norge og Sverige.

Nogen Anerkjendelſe af Lovligheden af Grundloven af 17de Maj og dens Berettigelſe erholdtes ikke„“, forteller Organet. En Del af 17de Maj-Konſtituſjonens Beſtemmelſer reddedes derved, at de blev optagne i Konſtituſjonen af 4de November „og derved anerkjendte“, men Ejdsvoldskonſtituſjonen i ſig ſelv maatte opgives.

Kongen af Sverige ſtøttede ſin Ret til Traktaten i Kiel. „Karl den 13de paaſtod sig at være retmæsſig Konge til Norge efter Kielertraktaten“, ſiger Bladet, — og ſaa forſvarer det denne Kongens Paaſtand. Karl den 13de „paaſtod ſig ifølge Kielertraktaten“ at have fuld Suverenitet over Norge, undtagen i de Tilfælde, hvor han udtrykkelig gik ind paa at „dele“ den med Stortinget; — Bladet forſvarer denne Kongens „Paaſtand“! Ja det er endog paa denne Paaſtand, altſaa paa Kielertraktaten, at Bladet i disſe Artikler bygger Læren om Kongens abſolute Veto.

— Noget ſaa frækt ſom dette har hidtil ikke været trykt i dette Land. I Sverige har man ſet noget lignende — ſ. Ex. i den berygtede Artikel, der ſtod i Aftonbladet for nogle Aar siden, og ſom i Almindelighed anſaaes for at være „inſpireret“ fra højere Hold —; men ſelv i Sverige har den almindelige Mening vendt ſig med Afſky bort fra Folkeſalget i Kiel og dets Forudſætninger. Nu er det Nordmænd, ſom byder os den Slags, — Nordmænd, ſom byder os den Slags om ſit eget Fædreland!

— Den endeligt vedtagne Grundlov, „Grundloven af 4de November“, blev altſaa, ifølge Budſtikken, en „Kontrakt“, grundet oprindelig paa den ſvenſke Konges „Ret“ ifølge Kielertraktaten, men noget modifiſeret gjennem de ſtedfundne „Underhandlinger“ med Stortinget.

Den ſvenſke Erobrer tvang med andre Ord Nordmændene til at opgive ſin Frihed og til at anerkjende hans Overhøjhed i Kraft af Erobringens Ret, — ifølge Kielertraktaten.

Hvad ſiger den virkelige Historie om alt dette?

————————

Ifølge Kielertraktaten overdrog den danſke Enevoldskonge til Sverige „hele Kongeriget Norge tilligemed alle Indvaanere, Byer, Havne, Festninger, Landsbyer og Øer“, ligeſom „alle Forrettigheder og Fordele ſkulle for Fremtiden tilhøre H. M. Kongen af Sverige med fuld Eiendomsret og Suverænitet“. Til Gjengjæld lovede den ſvenſke Konge, at Norges Indvaanere ſkulde faa „beholde Nydelſen af deres Love, Fritagelſer, Rettigheder, Friheder og Privillegier, ſaadanne ſom de ere paa nærværende Tid“. Nordmændene ſkulde bytte det danſke Enevelde med et ſvenſk.

Dette var Kielertraktatens Hovedbeſtemmelſer angaaende Norge. Vort gamle ſtolte Fædreland, Haakoners og Olafers Rige, blev tuſket bort ſom en Handelsgjenſtand mod et Par ſvenſke Provinser, uden at hverken den danſke eller den ſvenſke „Landsfader" fandt det fornødent at ſpørge om Nordmændenes Vilje. Forliget vakte ogſaa den højeſte Harme hos den Tids Nordmænd.

Den Tids Nordmænd vilde ikke ſlges! Da ſkrev „Kong Karl den 13de“ (det vil i Virkeligheden ſige Karl Johan) under 28de Febr. 1814 en „Proklamaſjon til det norſke Folk“, i hvilken han for det førſte gjorde Nordmændene opmærkſom paa, hvad der var afgjort i Kiel, og fortalte dem, at han nu kom med en ſvenſk Hær for at tage Landet i Beſiddelſe i Kraft af bemeldte Afgjørelſe, — men i hvilken han ogſaa fandt det nødvendigt at love dem en Konſtituſjon. Han ſkrev: „Vor Generalguvernør vil høre Eders meſt agtede Mænd, for derefter at forelægge os til Stadfæſtelſe et Forſlag til en Konſtituſjon, der ſvarer til Eders Behov og beſkytter Eders Lykke“. Det er Erobreren, ſom taler, han peger paa ſine Bajonetter med den ene Haand og vinker faderligt paa ſine forvildede Børn med den anden; — ti det vilde være fordelagtigt, om man kunde vinde Norge uden Sværdſlag.

Men Nordmændene brød ſig hverken om hans Bajonetter eller om hans Generalguvernør med det nye „Konſtituſjonsforſlag", der skulde „Os forelægges til Stadfeſtelſe“. Nordmændene gav ſig ſelv en Konſtituſjon, den de ſelv gav den fornødne Stadfæſtelſe.

Da ſkrev Karl Johan (10de Juli) et ſtrengt Tugte- og Formaningsbrev til ſine „vildledte“, men dyrebare „norſke Underſaatter“. Han truede fremdeles med „Krigens uundgaaelige Ulykker"; ti fremdeles faſtholdt han ſin „Ret“ ifølge Kielertraktaten. Den nyvalgte norſke Konge ſaavelſom Ejdsvoldsmændene var, erklærede han, „urolige Partiſtiftere“ (!), ſom „ſøgte at forlede Nordmændene til Ulydighed (!), mod Loven (!!) og til Uredelighed (!!!) o. ſ. v.; Nordmændene maatte ikke lade ſig indbilde, at de var „ſelvſtændige“; viſtnok var de løſte af det danſke Aag, men kun „for med den ſvenſke Krone at indgaa ſamme Forbindelſe“, ſom forhen bandt dem til det danſke Monarki; — ti Sverige havde kjøbt Norge ved ſine „Opofrelſer for Europas almindelige Redning“[1], og hvis Nordmændene gjorde Modſtand, ſaa ſkulde „Vaabnene give Vor retfærdige Sag Vægt“. „Den af Prins Kriſtian ſammenkaldte Rigsforſamling var lovſtridig“ og „alle de Handlinger og Beſlutninger, ſom vare udſprungne af denne Forſamling eller nogen af dens Autoriteter“ var „ugyldige“, hvorfor ogſaa Hs. Maj. udtrykkelig forbød „enhver af ſine Underſaatter paa nogen Maade at lyde og efterleve dem“. Derimod lovedes der, at „det norſke Folks Stænder“ ſkulde ſammenkaldes til „Overlægning“ om en Grundlov (man ſer, at Erobreren bliver mer medgjørlig efter hvert), men denne Grundlov ſkulde fremdeles „fremlægges til Vor kongelige Stadfeſtælſe“. — Det var fremdeles Erobreren, der talte, fordrende „Ret“ efter Kielertraktaten. Og ſaa længe Erobreren talte, i Kraft af Kielertraktaten, ſaa længe var der ogſaa Tale om kongelig Sankſjonsret over Grundloven.

————————

Den 14de Auguſt ſluttedes „Konvensjonen til Moſs“. Da havde Piben faat en anden Lyd.

Ikke et eneſte Ord om Kielertraktaten! Konvenſjonens hele Indhold viſer, at Kielertrktaten fra nu af var ganſke og aldeles opgiven.

Derimod bliver Konstituſjonen af 17de Maj udtrykkelig anerkjendt ſom Grundlag for en mulig Forening mellem Norge og Sverige.

Budſtikken“ ſiger, at „nogen Anerkjendelſe af Ejdsvolds Konſtituſjonens Lovlighed eller Berettigelſe erholdtes ikke“. Konvenſjonen til Moſs ſiger derimod (Art. 3): „Hans Majæſtet Kongen af Sverige lover at antage den ved de Deputerede paa Ejdsvold udarbejdede Konſtituſjon“. Der er ikke længer Tale om, at Rigsforſamlingen er „ulovlig“ eller dens Beſlutninger „ugyldige“; der er hellerikke noget Forbud mod at efterleve dem. Ejdsvoldsmendene er ikke lenger „Partiſtiftere“; de er „Deputerede". Det af dem anordnede „Storting“ anerkjendes som Norges lovlige Repræſentaſjon, den Kongen vil reſpektere, og med hvem han vil forhandle om „nødvendige Modifikaſjoner“ i den ſom gyldig anerkjendte Ejdsvoldskonſtituſjon. Budſtikken anfører ſom Bevis for ſin Paaſtand, at Moſs-Konvenſjonen betegner Kriſtian Fredrik ſom Prins, ikke ſom Konge. Budſtikken glemmer, at ſom bekjendt gik Kriſtian Fredrik netop ved Moſs-Konvenſjonen ind paa at nedlægge Norges Krone!

Norges beſtaaende Konſtitusjon, den af 17de Maj, blev altſaa ved denne Leilighed virkelig og udtrykkelig anerkjendt, medens det — i rak Modſætning til Budſtikkens Lære — var Kielertraktaten, der blev opgivet. Og i ſamme Stund ſom Kielertraktaten forſvinder af vor konſtituſjonelle Hiſtorie, i ſamme Stund forſvinder ogſaa den ſvenſke Erobrer med ſamt hansnye“ Grundlov, og i ſamme Stund forſvinder tillige al Tale om — Kongens Sankſjonsret over Grundloven.

I Konvenſjonen til Moſs er der ikke længer Tale om, at Grundloven ſkal „os forelægges til Stadfæſtelſe“. Hs. Maj. ſiger ganske ſpagfærdigt og ganſke konſtituſjonelt: Jeg antager Grundloven, d. e. jeg anerkjender den, jeg forpligter mig til at efterleve den — jeg underkaſter mig den. Det abſolute Veto er dødt og glemt.

Hvad var Grunden til denne ſtorartede Signalforandring fra Karl Johans Side? Man ved det nu. Sverige var ligeſaa udarmet som Norge. „Giv mig Penge og Folk“, ſagde Karl Johan, „ſaa ſkal Norge ſnart være undertvunget!“ men Sverige kunde hverken ſkaffe Penge eller Folk. For Karl Johan gjaldt det imidlertid af flere Grunde om at faa en „Forening“ iſtand — ſnart. Svenſkerne forlangte det af ham; og de „legitime“ gamle Fyrſtehuſe ude i Europa ſaa ikke længer med ſaa gunſtige Øine ſom før paa Opkomlingen, Manden af den borgerlige Fødſel, der havde ſvunget ſig op ved en Revoluſjon; det gjaldt at faa ſine Asffærer i Orden! Budſtikken fortæller paa ſin Maner herom, at „ogſaa Karl 13de nærede et ſtærkt Ønſke om fredelig Forſoning“. Ja, — paa Høſtkanten gjorde han det, og dertil havde han ſine gode Grunde.

III.

Vi har ſeet, at Karl Johan i 1814 begyndte med at optrede ſom Erobrer, pukkende paa Kielertraktaten, men at han endte med at op give Kielertraktaten og anerkjende Ejdsvoldskonſtituſjonen. Vi ſkal nu ſe, hvorledes Stortinget optraadte i ſamme Tidsrum og i Anledning den ſamme Sag.

„Budſtikken“ paaſtaar, at Storthinget opgav Ejdsvoldskonſtituſjonen. Stortinget erkjendte, at det ikke var berettiget til alene at beſtemme Grundloven. Karl den 13de var nemlig faktiſk erkjendt ſom Konge over Norge allerede før han blev valgt dertil af Stortinget[2] og det var gjennem Underhandlinger mellem ham („Kongen af Sverig“, Erobreren) og Stortinget, at den „nye“ Grundlov, den 4de November, fremkom.

Hvad ſiger den virkelige Historie?

Den ſiger: det er ſandt, at der blev „underhandlet“ mellem Karl Johan og Stortinget; ti overalt, hvor der er Tale om Overenskomſt, maa der førſt underhandles. Men Spørsmaalet er, under hvilke Vilkaar man underhandlede.

Man kan føre Underhandlinger i Egenſkab af Sejerherre, i Egenſkab af Jevnbyrdig og i Egenſkab af Undertvungen. I ſiſte Tilfælde vil Underhandlingerne ſædvanligvis medføre Ydmygelſe. I de to førſtnævnte ikke.

Hvorledes forhandlede nu det overordentlige Storting i 1814 med Karl Johan? — Ikke ſom beſejret, ikke ſom den undertvungne eller ydmygede!

————————

Stortingets Stilling var meget vanſkelig. Det havde i Farens og Nødens Stund ſat ſin Lid til Kriſtian Fredrik; men denne ſveg, da det gjaldt. De europæiſke Magter ſyntes nærmeſt tilbøjelige til at ſtøtte Sverige, og Norges egen Stilling var daarlig nok. Desuden anſaa Stortinget den ſvenſke Hær for at være ſtærkere og bedre udruſtet end den i Virkeligheden var.[3] Der kunde ſaaledes ſynes at være Grunde nok for Nordmændene til paa Forhaand at betragte ſig ſom de Overvundne og betvungne, der kun havde at underkaſte ſig Sejerherrens Fordringer eller i Ydmyghed at trygle om hans Naade.

Men det var netop dette. Stortinget af 1814 ikke gjorde.

Det blev gjentagende i Naſjonalforſamlingen udtalt, at da det var Sverige og ikke vi, ſom bejlede om en Forening, ſaa tilkom det os og ikke Svenſkerne at foreſkrive Betingelſerne for Foreningen. Det var ſtolt ſagt, ſtolt indtil Forvovenhed, men det blev ſagt, — og det blev gjennemført. Det faktiſke og væſentligſte Forhold blev, at Stortinget opſtillede Betingelſerne, medens „Erobreren“ — faldt tilføje.

Stortingsforhandlingerne fra 1814 indeholder herom en Mængde Udtalelſer. Vi vil anføre nogle af dem baade til Bevis for Sandheden af det ovenfor udtalte, og til et Spejl og Eksempel for Nutidens Nordmænd og — Novembermænd.

W. Hertzberg ſagde: Skulde Foreningen med Sverige ikke være at opnaa uden at krænke vor Frihed og Selvſtændighed og Ed, da er det viſtnok bedre at dø med Ære end at leve med Skam. — Paſtor Tybring fandt ikke Foreningen ønſkelig, men for at undgaa Krig og Ulykker vilde han gaa med, — „dog at den Norſke Naſjons hidtil uplettede Ære ikke krenkes! — Svenſken maa ikke foreſkrive os, men det tilkommer os at foreſkrive ham Foreningsvilkaarene. Vil han ej antage dem, da heller ſlaa til ſiſte Mand end med frivillig Usſelhed underkaſte os!“ — S. G. Abel: Vi er Gud være lovet endnu et frit og uafhængigt Folk, og ſom ſaadant bør det os i alle Maader at handle. — Det er os, der ſkal forelægge Sverige de Betingelſer, under hvilke frie Nordmænd vil kalde Svenſke deres Brødre. Biſkop Bech: Hvad vil og fordrer Norge? Hvad vil og maa det under ingen Betingelſe give Slip paa? Norge vil ſin uafhændelige Frihed og fordrer ſine naſjonale Rettigheder. Herom herſker, udtalte Biſkopen, „total Samdrægtighed“. Etatsraad Treſchow: Vor Beſlutning var ubevægelig, at vi ej (vilde) erkjende nogen paa Overdragelſe grundet Ret, ej lade os ſom en Provins, ſom en Ejendom, eller som et erobret Folk behandle. Sverige har paa Grund af Kielertraktaten paaſtaaet sin Ret til Norge. Vi har nægtet den. — C. Sørenſen: Skulde nogen Artikel (i Overenskomſten med Sverige) vorde uſikker eller uhæderlig, da tuſinde Gange heller bedække vort Fædrelands Jord med vore Lig end underſkrive dets Skjændſel og dets Plager!“ — Jørg. Aall: Skal Norge og Sverige forenes under en Konge, da ſkal den ſvenſke Regjering lade den af Rigsforſamlingen paa Ejdsvold forfattede norſke Grundlov beſtaa i dens Helhed, og ej indvilges at kunne give den andre Modifikaſjoner end ſaadanne, ſom dette Storting anſer at være ſtemmende med dens Aand.[4] Lange: Man vil indgaa paa Foreningen, hvis den kan ſke paa ærefulde og Naſjonens Frihed ſikrende Villaar. Hvis ikke, ſaa Krig! — Bryn: Med Skjændſel maatte vi nævnes i Aarbøgerne, om vi blindt hen kaſtede os i Sveriges Arme, om vi ſluttede nogen Forening uden ſelv at handle ſom et frit Folk“. Schmidt: „Valget (af Karl den 13de til Norges Konge) ſker fra min Side kun under den udtrykkelig Betingelſe, at vor Grundlov og vor Naſjonalitet holdes i Hævd“. M. Møller: En Konge ſkal vælges. Ikke Erkjendelſe af Kielertraktatens Gyldighed, endnu mindre Frygt eller Nødvendighed, byder os i dette Valg at fæſte vor Opmærkſomhed paa Naborigets Konge. — Den norſke Stats beſvorne, gjældende, og i ſine Grundprinſiper uforanderlige Konſtituſjon maa kun forandres derhen, at den ... i ſig ſelv indeholder ... Garanti for Norges Verdighed ſom Stat. ... Det er ikke Norge, der har nærmet ſig Sverige for at erholde en Forening. Norge er altſaa den af begge Stater, der har Ret til at beſtemme de Betingelſer, under hvilke det finder en Forening ... ønſkværdig“. — A. V. W. S. Koren: Jeg tror, den Grundſætning maa antages som ufravigelig ... at vi aldeles intet forpligter os til at have fælles med Sverige uden Konge og Sukſesſjonsorden og fælles Forſvar mod andre Magter. — Landsdommer Nanſen: Saafremt ingen Forening ſkulde være tænkelig mellem Rigerne, uden at Norges Selvſtændighed forſvinder eller krænkes, erklærer jeg højtidelig, at før alle disſe Fingre, hvormed jeg i Herrens Tempel ſvor den højtidelige Ed, visne, førend jeg underſkriver ſaadanne Villaar“.

I den Tone taler Mendene af 1814. I den Tone taler de midt i den værſte Nød, under de meſt fortvilede Omſtændigheder. Norge havde dengang ikke 1 Million Indbyggere. Dets Pengeſager var i Uorden, dets Fattigdom ſtor, dets Hjælpemidler faſt ingen. Den norſke Naſjon var en Haandfuld Bonder og Fiſkere, alene midt i Europas Reakſjon, uden Støtte paa nogen Kant, uden engang at eje en Fører. Og dog ſtod hele Folket ſom en Mand og ſagde: enten Frihed, Ære og Selvſtændighed — eller Kamp til Døden; dog var det denne Haandfuld af Bønder og Fiskere, ſom foreſkrev „Erobreren“ hans Betingelſer.

— Norge er nu mange Gange ſaa ſtærkt og rigt ſom den Gang. Men hvordan ſtaar det nu til med Nordmændene? —

Det afgjørende Spørsmaal, hvorover der voteredes, lød: „Skal Norge, ſom et selvſtændigt Rige, under visſe Betingelſer forenes med Sverige under en Konge?“ — Selv i Voteringstemaet maatte Betingelſerne ind. Førſt da kunde disſe Herrer bekvemme ſig til at ſtemme over det. 75 af 80 ſvarede Ja. Men deres Ja afgaves — ſaavidt man kan ſe as Stortingsprotokollen — under det meſt udtrykkelige Forbehold af: 1) at Norge ſkulde vedblive at være et ſelvſtændigt Rige med ſine fulde naſjonale Rettigheder, 2) at det overlodes til Stortinget at beſtemme, hvilke Forandringer der ſkulde forelages i Grundloven af 17de Maj; 3) at Stortingets Beſtemmelſer herom ſkulde være „forpligtende“, „urokkeligt forbindende“ for Kongen og for Sverige. Da Voteringen var afſluttet, vedtoges det enſtemmigt, at dens Udfald ſkulde tilmeldes Kommisſærerne i følgende Form:

„Norge ſkal, ſom et ſelvſtændigt Rige, forenes med Sverige under en Konge, men under Overholdelse af dets Grundlov, med de til Rigets Held[5] og i Anledning af dets Forening med Sverige nødvendige Forandringer“.

Stortinget ſtillede Betingelſerne. Det var ikke tomt Mundsvejr, de for med, de Herrer fra 1814; — Norges Storting ſtillede virkelig Betingelſerne for den paatænkte Forening, og „Erobreren“ — faldt tilføje.

————————

Allerede ved Konvenſjonen til Moſs var han falden tilføje i det Veſentlige: i Anerkjendelsen af Eidsvoldskonſtituſjonen og altſaa af Norges naſjonale Selvſtændighed; ti dette var Betingelſen for, at der overhoved kunde blive Tale om Underhandlinger mellem Nordmændene og ham. Men ogſaa under de ſenere Forhandlinger maatte han i alt væſentligt give Kjøb og og rette ſig efter Stortingets Ønſke (Sml. f. Eks. Stort. Forh. S. 304).

Han havde ved ſine Kommisſerer ſelv ladet fremlægge et Forſlag til de efter hans Mening fornødne Forandringer i Eidsvoldsgrundloven. Dette Forſlag fulgte ganske viſt Grundloven af 17de Mai i de fleſte af dens Beſtemmelſer. Men enkelte væſentlige Forandringer i konge- og ſvenſkvenlig Retning havde han dog tilladt ſig. Disſe Forandringer blev af Stortinget uden Barmhjertighed ſtrøgne.[6] Og enkelte af Eidsvoldsgrundlovens Beſtemmelser blev af Stortinget ſkjærpede og udvidede ſaaledes, at de kunde yde forøget Garanti mod Sveriges eller den perſonlige Konges Indflydelſe (sml. f. Eks. § 71 i det kgl. Forſlag med §71 i den vedtagne Grundlov).

Det forholder ſig altſaa ingenlunde ſaa, at de vedtagne Modifikaſjoner ſkulde være at opfatte ſom Afſlag eller Opgivelſe i Norges folkelige Ret og Selvſtændighed. Denne opretholdtes tvertimod til det yderſte i alle de Beſtemmelſer, der antoges at kunne faa nogen væſentligere Betydning.

Det blev enſtemmig beſluttet, at Stortinget ikke ſkulde ſende nogen Deputaſjon til de ſvenſke Kommisſærer, men at disſe gjennem Statslaanet formelt ſkulde underrettes om, at Stortinget til den og den Tid „vilde være forſamlet for at modtage dem og lade ſig foredrage deres Ærinde". — Saaledes bærer en Suveræn ſig ad.

Og da Kommisſererne havde „foredraget ſit Ærind", gav Præſidenten, Chriſtie, dem paa Storthingets Vegne følgende Svar: „Det Norske Riges Storting har nu hørt og ved mig, dets Præſident, modtaget Hans Svenſke Majeſtæts Kommisſariers Andragende. Det ſkal undergives omhyggelig Drøftelſe; Reſultaterne ſkulle blive Hs. Svenſke Kommisſarier meddelte“.

Hvilken ſuveræn Højhed i det ſtrengt afmaalte, ſeremonielle Svar! Saaledes taler en Forſamling, der føler ſig i Beſiddelse af fuld og ubeſkaaren Suverænitet, ikke en Forſamling af Beſejrede og Ydmygede.

IV.

Da de „til Rigets Held og i Anledning af Foreningen nødvendige“ Grundlovsforandringer ſkulde foretages, lagde Stortinget ikke det kongelige Forſlag, men ſimpelthen Ejdsvoldsforfatningen til Grund for Gjennemgaaelſen. Og det Prinſip blev udtrykkelig opſtillet og nøje fulgt, at man ikke ſkulde forandre mere i den beſtaaende Grundlov, end hvad Tidsforholdet netop krævede.

For at forebygge alle Misforſtaaelser og al mulig Tvil med Henſyn til Suverænitetsſpørsmaalet beſtemtes det den 20de Oktober, at der ikke skulde vælges en Konge, førend Stortinget var blevet enigt om, hvilke Forandringer Rigets Grundlov i Anledning den paa tænkte Forening ſkulde modtage. Ti Stortinget alene ſkulde „beſtemme“ Forandringerne. „Budſtikken“ fortæller, at Beſlutningen den 20de Oktober (ved Siden af Moſs-Konvenſjonen!) „faktiſk“ gjorde Karl den 13de til Konge af Norge, ſaa at han altſaa derved fik Ret til at have en Stemme med ved Grundlovens Affattelſe. Beſtemmelſen af 20de Oktober er i Virkeligheden en aldeles ligefrem Proteſt mod denne ſindsforvirrede Opfatning.

„Men Stortinget erkjendte, at det ikke var berettigt til alene at beſtemme Grundloven“! ſiger „Budſtikken.“

Det erkjendte Stortinget aldeles ikke.

Et Storting, der offiſielt og udtrykkeligt beſtemmer, at „Grundloven, ſom efter ſin Natur ikke kan henhøre blandt de Love, der udfordre Kongens Sankſjon for at blive Lov, bør publiſeres i Repræſentantenes og ikke i Kongens Navn,“ — et Storting altſaa, der tilkjender ſig ſelv Retten baade til at vedtage Grundloven og til at bekjendtgjøre den, — et ſaadant Storting kan dog umuligt paa samme Tid erkjende, at det ikke er berettiget til at „beſtemme Grundloven.“

Det, som „Budſtikken" ſigter til. Stortingets Beſtræbelſer for at bringe Kongen til offiſielt og helſt ſkriftligt at „antage Grundloven,“ er noget ganſke andet.

Man faar huſke den Tids Forhold og hvad det den Gang gjaldt.

Naar Stortinget af 1814 ſaa ivrigt forlangte, at Kongen „atter og atter“, mer og mer højtideligt og forbindende ſkulde antage Norges Grundlov, ſaa var det ikke fordi Grundloven trængte kongelig Sankſjon, men fordi Landet trængte — konſtituſjonelle Garantier.

„Man kjendte ikke og kunde ikke kjende Kongens Henſigter“.[7] Man havde endog Grund til at nære Mistanker mod en Mand, der førſt var kommen med Vaaben i Haand for at undertvinge Folket i Kraft af en brutal og forſmedelig Traktat, og ſom derefter pludſelig var falden tilføje. Der var Grund til at frygte for, at en ſaadan Mand havde Bagtanker, at han ikke mente det fuldſtændig oprigtigt med ſine fagre Løfter. Derfor gjaldt det om at faa ham til at binde sig ſaa formelt, ſaa højtideligt, ſaa gjentagende, ſaa vidnefaſt, ſaa ufrakommeligt ſom muligt, forbinde og forpligte ſig til at reſpektere Konſtituſjonen. Derfor ſkulde Kommisſærerne paa Kongens Vegne ved hver Forandring af den minste Tøddel, om igjen og om igjen erklære, at de „paa Kongens Vegne antog“, d. e. anerkjendte Grundloven; derfor ſkulde Kommisſærerne ogſaa give ſin Antagelſe ſkriftligt; men alt dette kunde dog ikke til fredsſtille Stortingets for Friheden nidkjere Mistro. Det vilde have Karl Johans egen udtrykkelige Erklæring, og det vilde have den ſkriftligt, med Sort paa Hvidt, tilføjet ſelve Grundloven, — for at det ſkulde blive den vordende Konge umuligt at glemme, hvad han havde gaaet ind paa ligeoverfor Norge. Et mundtligt Løfte kan man komme fra; Udtalelſer i en Traktat kan gaa i Glemmebogen; Grundloven ſkulde ſelv, overalt hvor den viſte ſig, bære det tydelige, klare, uimodſigelige Vidnesbyrd om, at Kongen virkelig havde antaget, d. e. anerkjendt og forpligtet ſig til at efterleve Norges Grundlov, i alle dens enkelte Dele og Beſtemmelſer, de ſtørſte ſom de minſte.

Det var dette, det gjaldt om den Gang!

Stortinget gik ſaa vidt, at det endog uden Opfordring eller Bemyndigelſe lod forfatte et Udkaſt til den Paategning, ſom det ønſkede, at Karl Johan ſkulde forſyne Grundloven med. Dette var at drive den mistroiſke Paatrengenhed næſten udover Grænſerne. Det var ſandsynligvis i Følelſen heraf, og for i nogen Tid at dæmpe det Stødende i ſin Optreden, at Stortinget i dette ene Tilfælde benyttede Udtrykket „Sankſjon“ om den forlangte kongelige Paategning. Sandſynligvis i ſamme Henſigt udtalte Stortinget udtrykkelig, at det ved ſit Udkaſt ikke havde til Henſigt at binde Kongen med Henſyn til Formen; Hs. Maj. kunde gjerne forme Paategningen ſom han vilde, — bare man fik den, bare man fik Hs. Maj. til at „binde ſig“ — ſkriftligt.

Denne ſiſte Udtalelſe var i ſin tilſyneladende Høflighed temmelig tvetydig. Den indeholdt i Virkeligheden, at man netop ikke forlangte Sankſjon. Havde man ment, at Grundloven „trengte kongelig Sankſjon for at blive til Lov“, ſaa havde „Formen“ jo netop faaet Betydning. Da havde man med Beſtemthed maattet holde ſig til den grundlovmæsſige Sankſjonsformel, ſaaledes ſom jo denne forelaa.

Imidlertid: gav man Kongen fri Hender i det Formelle, ſaa kunde det jo tænkes, at han vilde forme ſin Antagelſe ſom en Sankſjon alligevel. For at forebygge de mulige Virkninger heraf var det, at Stortinget i Indledningen til Grundloven med aldeles utvetydig Beſtemthed udtalte, at — enhver ſaadan kongelig Sankſjon vilde være betydningsløs.

At den her fremſtillede Opfatning er rigtig, kan man læſe ſig til i Stortingets egne Forhandlinger. Der forekommer navnlig et Par betegnende Udtalelſer. Den kgl. Paategning, ſom den 14de Novbr. blev betegnet ſom „Sankſjon“, kaldes S. 427 „den Akt, hvorved Kongen offentligt ſkulde erkjende“ at have antaget Grundloven. Paa ſamme Side heder det, at de ſvenſke Kommisſærer, ſom ikke havde noget at indvende modIntimaſjonen“ til Grundloven, dog var uenige med Stortinget i dets Formening om ſammes „Publikaſjon.“ De mente, det tilkom Kongen at bekjendtgjøre Grundloven. Det ſer ud til, at dette Kommisſærernes Krangleri har bragt Stortinget til at blive lidt bange for den kongelige Paategning. Ti S. 428 læſer man, at Stortinget, ſom tidligere havde drevet ſaa ihærdigt paa, at Kongen ſkulde paategne Grundloven ſaa at det endog erklærede, at Grundloven ikke kunde trykkes uden ſaadan Paategning, — Stortinget „overlod“ det nu ganſke ligegyldigt til Kongen „om han vilde forſyne ſamme med nogen anden Paategning end den, hans Kommisſærer havde gjort paa ſamme“ eller ikke. Og dermed kom Sagen til at bero. —

Stortingets Intimaſjon, ſom de ſvenſke Kommisſærer bifaldt, lød:

„Vi Norges Riges Repræſentanter . . . . . gjør vitterligt: — — — — — — — — — — —. Ti have vi beſluttet, ligeſom vi herved beſlutte og faſtſætte — — —.“ Den Intimaſjon er klar nok.

Den 10de November mødte Karl Johan paa Kongens Vegne i Stortinget. Han ſagde: „Gode Herrer og Norſke Mænd! Kongen antager (ikke ſtadfæſter!) Grundloven ſaaledes, ſom I derom ere komne overens med Hs. Maj.s Kommisſærer“. Et Par Dage i Forvejen havde han udtrykkelig for en Stortingsdeputaſjon erklæret, at Kongen („frivillig“ naturligvis) havde opgivet ſineRettighederifølge Kielertraktaten (Forh. S. 382).

Den 15de November oplæſte Statsraad Roſenkrantz i Stortinget en kgl. Propoſiſjon. Denne Propoſiſjon begyndte med at nævne den Grundlov, ſom Hs. Maj. Kongen nu naadigſt har (ikke ſanksjoneret! nej:) „antaget og beſvoret“. I en Adresſe til Kongen den 25de November (S. 455) udtaler Stortinget: „Deres Majæſtet erkjendte Folkets Ret til at konſtituere ſig ſom en ſelvſæendig Stat. Naſjonens Repræſentanter have derfor givet Norge en paa frit Folks oprindelige Rettigheder grundet Konſtituſjon“. Og den 26de, ved Opløsningen, ſagde Karl Johan i Tinget: „I have mødt Kongens Henſigter ved at faſtſætte den Grundlov, hvorved det Norſke Folks Frihed for Fremtiden ſkal bevares“.

Der er intetſteds Tale om kongelig Sankſjon. „Begge Statsmagter“ er udtrykkelig enige om, at „Grundloven efter ſin Natur“ ikke trænger kongelig Stadfæſtelſe for at blive Lov.

————————

„Budſtikken“ gjør Væſen af, at Stortinget ſtrøg 1ſte Sætning af Ejdsvoldsgrundlovens § 110: „Naar Riksforſamlingen har antaget denne Konſtituſjon, vorder den Rigets Grundlov“. Stortinget ſtrøg denne Sætning, forklarer „Budſtikken“, fordi det ikke længer kunde opretholde Folkets Suverænitet overfor Kongen, men maatte indrømme Berettigelſen af dennes Paaſtand om, at han ejede Suveræniteten.

„Budſtikken“ glemmer det Faktum, at i Kongens eget Forſlag til Grundlov (se Forh. S. 39) ſtaar den omhandlede Sætning.

I Kongens eget Forſlag heder det: „Naar Riksforſamlingen har antaget denne Konſtituſjon, vorder den Grundlov“.

Kongen har altſaa i ſit eget Grundlovsforſlag udtrykkelig udtalt ſin Erkjendelſe af, at det er Folkets Repræſentaſjon, der alene beſtemmer Folkets Grundlov.

Den politiſk opøvede Bernadotte forſtod meget godt, at derſom han gjorde Krav paa Veto over Grundloven, altſaa Krav paa Suverænitet, ſaa vilde dette være enstydigt med, at han atter optraadte ſom Erobrer, og derved vilde Konvenſjonen til Moſs være brudt og Kielertraktaten paa nyt dukke op, hvilket han vidſte, at Nordmændene ikke vilde taale. Han var derfor klog nok til ikke at opſtille nogetſomhelſt Krav paa dette Punkt, og det var ſandſynligvis ogſaa af denne Grund, at han foretrak ikke at give Grundloven nogen Paategning. Ti at forme denne ſom en Sankſjon gik altſaa ikke an af Henſyn til Nordmændene; men at forme den ſom en Ikke-Sankſjon, — det vilde vel ikke godt gaa an af Henſyn til Svenſkerne.

— Men Stortinget? Hvorfor ſtrøg det hin Sætning?

Fordi det anſaa den fuldſtændig overflødig. Kongen anerkjendte jo Tingets Ret til at faſtſætte Grundloven. Og ſelv om der ſkulde komme en Konge, ſom kanſke vilde forſøge paa at fornægte denne Folkerepræſentaſjonens ſelvindlyſende Ret, — Fædrene af 1814 kunde ikke tænke ſig, at der nogenſinde ſkulde opſtaa norſke Mænd, der kunde ville hjælpe en ſaadan Konge i et ſaadant Forehavende.

————————

„Budſtikken“ tager tilſiſt ſin Tilflugt til det mer end tvetydige „Sankſjons“-Dokument, der er dateret 10de November 1814, undertegnet Karl Johan „og paraferet af Fiſcher“.

Dette Dokument er apokryfiſk. Det er „pamferet af Fiſcher“, den konſtituſjonerede Statsſekretær; men Budſtikken glemmer at fortælle, at det ikke er kontraſigneret af nogen Miniſter og altſaa i alle Fald er konſtituſjonelt ugyldigt. Det er desuden ikke indtaget i Statsraadsprotokollen, ikke meddelt Stortinget, ikke trykt ved Stortingets Foranſtaltning eller ſammen med Grundloven, men er paa en eller anden Maade ſmuglet ind. — Det abſolute Veto gaar beſtandig Krogveje.

Omhandlede Dokument indeholder ganske rigtig en „Sankſjon“ af Grundloven. Men denne Sankſjon beviſer mindre end Nul. Ti ved den Maade, hvorpaa Dokumentet er fremkommet, beviſer det netop, at Grundlovsvetoet {{sp|ikke]] var anerkjendt i 1814.

————————

„Budſtikkens“ Fremſtilling af vor Konſtituſjons Hiſtorie giver altſaa, ifølge Hiſtoriens egne Kilder, der er tilgjængelig for alle og enhver gjennem Stortingsforhandlingerne, Lov- og Reſkriptſamlinger o. a., et aldeles endevendt Billede af det virkelige Forhold.

Aldeles endevendt. Hvad „Budſtikken bygger paa, viſer ſig at være opgivet: hvad den ſiger er opgivet, viſer ſig netop at være det anerkjendte.

Saaledes forholder det ſig med dens ſunde og ſande hiſtoriſke Oplysning.

Og i hvilken nobel Henſigt er det, at Novemberorganet giver en ſaa ejendommelig Fremſtilling af vor Friheds Hiſtorie? — det gaar næſten ikke an at ſige det.

Og dog, det gaar endnu mindre an at tie.

— Man vil, at Fædrelandets Hæder, Frihed og Ret ſkal indſkrænkes til det minſt mulige! Man vil, at Norge ſkal vere en Provins, ſtyret ſaa vidt muligt enevældigt af en anden Naſjons Konge! Man vil, at vor Grundlov ſkal være en „Fredstraktat“, dikteret det ydmygede Fædreland af en „højmodig“ Sejerherre; man vil, at Norges Forening med Sverige ſkal have ſit egentlige Grundlag i en Traktat, der er ſaa beſkjæmmende for vort Fædreland og ſaa ſtridende mod al virkelig Folkeret, at ikke Sverige ſelv ønſker Unionen bygget paa et ſaadant Grundlag. —

Man vil alt dette! Og hvorfor vil man det? For at fremme en Klasſe- og Klikpolitik, der er ſaa usſel og ſaa jammerlig, at den ikke kan værge ſig paa anden Maade, ſaa usſel og jammerlig, at dens øverſte Bannerførere, Rigets Statsraader, ikke vover at møde frem og forſvare den i Folkets Forſamling.

Hvor maa ikke vore Brødre Svenſkerne foragte os, naar de ſer, at en ſaadan Politik og en ſaadan Tænkemaade kan leve iblandt os!

Ti noget lignende findes ikke i noget andet Land.

Nordmændene har for havt Ord for at være et „ſtolt“ Folk. Man har ſagt om dem, at de var nidkjære for ſin Frihed og yderſt ømme for ſin perſonlige og naſjonale Ære. Faar Novemberforeningen og dens Organ leve, vil al ſaadan Tale forſtumme. Der vil danne ſig en anden Opfatning af den Naſjon, der frembringer og nærer ſlig Usſeldom og ſlig lavpandet Tænkemaade i ſin Midte. Novemberforeningen og dens Aand, vil, faa viſt ſom den faar leve, være og blive — vor naſjonale Skam.


    Beſtemmelſen om, at Stortinget faſtſætter Gager og Penſjoner; — § 79 var redigeret ſaa uklart og vringlet, at den faktiſk vilde være blevet ubrugelig; — § 70: derſom Tinget ikke inden Opløsningen havde beſluttet noget angaaende Skatter og Paalæg, ſkulde de tidligere Beſlutninger gjælde; — § 76: Rigsretten ſkulde bestaa af kun halve Lagtinget, Højeſteret ſamt af Statsraaderne og 2 kongevalgte Medlemmer. Oſv. — Stortinget ſagde Nej, og „ Erobreren" faldt tilføje.

  1. Karl Johan havde med en liden ſvenſk Hær deltaget i det ſiſte Felttog mod Napoleon, Karl Johans Landsmand og Velgjører; da Karl Johan imidlertid drømte om at ſvinge ſig ſelv op paa Napoleons Trone og altſaa var bange for at gjøre ſig forhadt af Franſkmændene, var han ſaa lunken i ſine Beſtræbelſer for „Europas almindelige Redning“, at han vakte de allierede Magters ſtørſte Mistillid.
  2. I Kraft bl. a. af Konvenſjonen til Moſs, ſiger Bladet! — Det mener Kielertraktaten, men tør ikke ſige det, og ſaa ſiger det heller en Meningsløshed. Konvenſjonen til Moſs var ſom bekjendt en Overenskomſt mellem karl Johan og Kriſtian Fredrik om, at denne under visſe faſtſatte Vilkaar ſkulde indkalde Stortinget og nedlægge ſin Kongeværdighed i dets Hænder.
  3. Grev Wedel-Jarlsberg, der i det hele var den ivrigſte Talsmand for Foreningen med Sverige, forklarede i en Tale den 20de Oktober, at medens Norge kun kunde ſtille 20,000 Mand ſlet klædte og ſlet fødte Tropper, ſaa havde Sverige en „krigsvant Arme paa omtrent 40,000 Mand, ſom ved Hjælp af britiſke Subſidier er i den ypperligste Tilſtand, ſom har et fortrinligt Artilleri og Kavalleri, og ſom anføres af Kronprinſen af Sverige“.
  4. Aal endte ſin Tale med at tilbyde 200 Tdr. Byg ſom frivilligt Bidrag til Fortſættelſe af Krigen, hvorhos han tilbød ſig perſonlig at gaa i Krigen ſom Leder af et mindre Troppekorps.
     Fra de fleſte Kanter af Landet modtog Stortinget Meddelelſer om Indſamling af frivillige Gaver og Dannelſe af frivillige Korps — for Tilfælde at Krigen atter skulde optages.
  5. Rigets Held" er det førſte, ſelv her.
  6. Karl Johan vilde f. Eks., at Grl. § 13 (nu § 12) ſkulde beſtemme, at Kongen har Ret til alene at ſtyre Riget, hvorved han dog bør hente Raad og Underretning hos et Statsraad, han ſelv udnævner“; — § 68 vilde han have forandret derhen, at Stortinget ſkulde møde bare hvert 5te Aar; §63: Kongen ſkulde vælge Tingets Formænd eller Præſidenter; i § 75 vilde han stryge den Beſtemmelse, at Stortinget kan fordre enhver til at møde for ſig i Statsſager, ſamt
  7. Disſe Ord blev udtalte overfor Kronprinſen ſelv, og det paa den meſt offiſielle Maade, nemlig ved Stortingets Opløsning, (Præſident: Chriſtie).


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.