Welhavens tale ved studentenes nordiske høytid i Christiania 13. januar 1846

Dette verket er ufullstendig. Hvis du vil hjelpe til med å fullføre det, se hjelpesidene og Stilmanualen, eller skriv en kommentar.

Tale ved studentenes nordiske høytid i Christiania 13. januar 1846 av Johan Sebastian Welhaven

 Denne Aften er i Norden indviet til et stort Tilbageblik. Vi stille os betragtende for vor Oldtid, fordi vi der ere nærmere ved Stammens Livskilde, og anskue Slægtsbilledet der i dets eiendommeligste, skarpttegnede Træk. Danske og Svenske dvæle samtidigt med os i den samme Betragtning, og søge derved det samme som vi. Men i dette Mindets Fjernsyn optræder Norge ei som den ringeste af de Tre. Vor Nutids Kræfter ere i Svøbet, — vor Oldtids vare dristigt udfoldede. Vi staa i et dæmpet Skjær og se tilbage paa den vidtstraalende Glands. For Norden har Norge bygget Mindets ærværdigste Tempel, og fyldt det med Ordets og Sangens evige Magt. Den vise Edda, den klartskuende Saga fremstillede i Norges Tungemaal de uforlignelige Skildringer, hvori det hele Norden gjenkalder sine dybeste Anelser og sit daadfuldeste Liv. Men jeg nævner ikke dette for her at standse ved vor hvilende Arv, som Norges nye Historieforskning skal vide at bevogte. Jeg vil tvertimod lade Oldtidens fjerne Billede afspeile sig i vor nærmeste Omgivelse. Jeg tænker mig dette Billede henstillet paa den Scene, hvoraf det er fremstaaet, og hvis Væsen og Bygning vi kjende, fordi den er vort Hjem. I denne Betragtning opfattes Forbindelsen klarest mellem det Nærværende og det Svundne, saa at vi overalt finde Norges Betydning for Nordens Oldtid fortolket og paavist i levende Former.

 Thi dersom vi med Grund tillægge Nordens Dele et erkjendes, at denne Karakter har sin Fuldendelse i Norge. Her ere Fjeldenes truende og beskjermende Mure, — her er den fastbyggede Kyst, der ser ud over et aabent Verdenshav, — her synes vi at skimte Gudernes Borge over Alpehøidernes Jetteverden. Og selv de blideste, fagreste Træk i Nordens Billede utfolde sig her i Strenghedens Favn. Naturaanden har ladet alle Frugt- og Løvbelter skyde de høieste Bugter for at indtage Klipperiget i sin Velsignelse. Derfor er intet Syn i Norden saa gribende og vækkende som en norsk Fjelddal, hvor Menneskenes Færd, lig Asernes Liv fordum, paa een Gang er mildt bestraalet og alvorligt skygget. Alt hvad Nordens Myther sige om Gaaderne i Livets store Modsætninger er her udpræget i Naturens mægtigste Billedskrift. Baade Thors og Iduns Skjebner anskues klarest her, hvor den modne Krafts fremstormende Stræben og den vaarlige Fornyelses mildere Evne begge i overhængende Nærhed trues af den dunkle Jettemagt, der dog maa vige for Livets høiere Aand. Men saaledes som denne Natur og disse Udviklingens givne Betingelser indvirkede paa Fædrenes Væsen, saaledes ere de endnu virksomme i Kjernen af det norske Folk. Intet af Nabofolkene staar endnu saa bestemt som dette i Oldtidens Belysning. Sagaoldets Livsanskuelse og Lidenskaber røres endnu i dets Hjerter, og Sagasprogets Vendinger paa dets Læber. Derfor kan man ingensteds i Norden med en saa udbredt og sikker Virkning som her gjøre vore Oldskrifter til Folkelæsning og lade dem forvandle til den levende Tradition, hvoraf de ere udgangne. Men dette er noget Mere end en blot hvilende Arv.

 Naar da vore nordiske Frender med os se tilbage paa den fælles Fortid, og skatte dens overleverede Billede som et Vækkemiddel for Nordens indre Kræfter, da kunne vi kalde dem hid og sige dem, at Norge endnu omslutter den hele Kraftfylde, hvoraf Oldtidsbilledet selv kun er en Form. Der er ingen Bram i dette Udsagn. Det er kun en nødvendig Bekjendelse i det enige Nordens Tjeneste; thi vore Frender kjende endnu ei Norge saaledes som det skal sees i denne Høitids Aand. Det nytter dem til Intet at tage dette Land og dette Folk paa engelske eller tydske Reisendes Vis, for at hjembringe et Allehaande af Skitser og Bemerkninger. Den hegavede Nordbo, der kommer hid i Nordens Navn, maa leve sig ind mellem Fjeldene, til de blive ham hjemlige, og til de betro ham sine Rigdomme. Og søger han da i Naturen, i Sproget, i Folkelivet et Styrkemiddel for Nordens Karakter mod den nivellerende, blandende Tidsaand, da skal han finde det her; thi det er i disse Dale, at den universelle Kulturs farveløse Lysstrøm møder den skarpeste, eiendommeligste Brydning. Saaledes er Norge rigt i sin tilsyneladende Armod, og har Meget at byde. Her er det friske, vinkende Stof for den skabende Evne, — her er den svulmende Sæd og det jordgravede Guld, — her rinde de dybeste Sundhedskilder for Nordens Liv. Derfor har Enhver, som nu i Forberedelsens Tid dvæler ved denne i Aarhundreder gjemte, uberørte Skat, taget gode Varsler for Aandslivets Udfoldelse i vort Norge, og har havt Forudfølelsen af en Epoke, da hine frugtbare Elementer skulle findes optagne i et aandigt Billede, tifold renere og sandere end det, Sagaoldet har kunnet efterlade.

 Naar jeg nu skal berøre, hvad vi have at modtage for det, vi kunne give, da staar denne Fest for mig som et Vidnesbyrd, der er bedre end mange Ord.

 Vi føle, at der i disse beslægtede Folks inderlige Samfærd ligger den sande Frelse for en national Ensidigheds indesluttede Ubevægelighed. Som enkeltstaaende have vi for Aandens Blik dog kun Skinnet af at danne en Helhed; thi Alt hvad vi ville begynde paa til vor særegne Forherligelse hører under den samme høiere Aands Magt, der først med det enige Norden stiller en gyldig, udviklet Individualitet i de modne Folkefærds Række.

 I denne videre Omfatning finde vi, efter vor lang Hvile, den rette aandige Paavirkning; vi erhverve der under vor begyndende Stræben, Delagtigheden i den Sum af modne Bestræbelser og Resultater, som hos vore Naboer viser det universelle Livs gjenneinførte Kraft i den særegne Udviklingsform.

 Men alt dette danner en høiere Indvielse for vori Nationalfølelse, og giver Løfte om en udviklet Virkekreds for dens hele Idræt. Saaledes kunne vi ikke undgaa at arbeide for Norden, naar vi ofre Norge vor Kraft; men saaledes skulle vi også trygt møde de frygtede Paavirkninger. I dette Lands Natur, i dette Folks Væsen ligger dog den stærkeste Modstand mod alt det uægte Fremmede. Norge skal hævde sin Plads, — og i det skal høres over Landene, at den norske Streng lyder fyldigt og rent i Treklangen!

 Det er Tvisten om Norge, der saa længe har splittet Norden. Norges Frihed har næret dette Haab om Nordens enige Trefoldighed. Norges selvstændige Udvikling i Nordens Aand skal tjene til Verkets Fuldendelse!

Tilbake til toppen av siden.