Yderligere Oplysninger om Hans Reff
Siden jeg i forrige Hefte af theol. Tidsskrift meddelte et utrykt Aktstykke om Hans Reff, har Hr. Rigsarkivar Birkeland ladet afskrive i Kjøbenhavn de der forhaandenværende Extrakter af de Skrivelser fra Peder Hansen og Hans Reff, der fremkaldte Kongebrevet af 27de Marts 1542. Disse Extrakter, som jeg ved Rigsarkivarens Velvillie har faaet Adgang til at benytte, giver flere interessante Oplysninger om Samtidens kirkelige Forholde i Oslo, hvorom vi før har vidst saa omtrentlig Intet. Men før jeg gaar over til at meddele disse, bemærker jeg, at samme Extrakter dels bestyrker, dels modificerer de af mig i min forrige Opsats fremsatte Anskuelser. I denne Henseende skal oplyses, at medens det viser sig at være rigtigt, naar jeg har henført det i forrige Hefte meddelte Kongebrev til Aaret 1542, idet nemlig Extrakterne er forsynede med dette Aarstal, er det urigtigt, naar jeg har opfattet det i Kongebrevet forekommende Udtryk: „Gjesteri“ om de i Rigsregistranterne oftere omtalte Landboveitsle. Om det „Gjesteri“, som Hans Reff har begjæret til sin Underholdning, skriver nemlig Peder Hansen, at Lensmændene ikke uden Kongl. Majestæts Skade kan undvære samme, da „det er den største Profit, Lensmændene have, at de ligge hos Presterne, naar de drager i Lenet.“ Det fremgaar heraf klart, at „Gjesteriet“ ikke er andet, end hvad der paa andre Steder kaldes „Visitats.“ I den katholske Tid havde Biskopen Ret til at ligge et bestemt Antal Dage med et bestemt Antal Mænd hos hver Sogneprest, naar han visiterede i sit Stift. Ved Reformationens Indførelse, da Kongemagten tilegnede sig de katholske Biskopers Rettigheder, kom da dennes Repræsentanter, Lensmændene, i Besiddelse af denne Ret til med sit Følge at lade sig underholde af Sognepresterne, naar de reiste omkring i sine Len. Undertiden ser man ogsaa, at Sognepresternes Forpligtelser i denne Henseende er bleven ansat til en vis Sum af Penges Værdi, der tilfaldt Statskassen (Rigsregistranter I, 116).
Efter dette gaar jeg over til at meddele de nye Oplysninger, som Extrakterne indeholder.
Vi faar saaledes Besked om, at Dominikanerklosteret i Oslo, der foreslaaes ombygget til Latinskole, var endnu saavidt istand, at Murene af Klosteret selv fremdeles var i Behold, medens Klosterkirken var nedbrudt.
Endvidere oplyses vi om, at Mariakirken i Oslo, der længe havde været brøstfældig, „bliver dagligen værre.“ Om Hamar Domkirke heder det, at den er „lidet nyttig“, da Folket for største Del søger hen til Sognekirken (Vangs Kirke). Fremdeles faar vi Underretning om, at Peder Hansen har „indført“ Hans Reff som Superintendent i Oslo Stift saaledes, at han havde sammenkaldt Stiftets Geistlighed til Oslo og her for denne Forsamling fremstillet ham som den af Kongen beskikkede evangeliske Tilsynsmand over Stiftet. Paa lignende Maade skulde man ogsaa gaa frem for Hamar Stifts Vedkommende.
Om de kirkelige Forhold i begge Stifter faar man Oplysning om, „at der er mange Kirker, som der er ingen Prester til.“ Fremdeles ser man, at der indtil 1542 var bleven holdt Gudstjeneste paa katholsk Vis i selve Oslo, end sige da paa de øvrige Steder inden de to Stifter. I Oslo Domkirke havde der indtil 1542 været 4 Kordegne og 4 Korprester, i Marikirken 4, i Hamar Domkirke 6–8, „som oplærtes i Sang og Læsning“ og derpaa blev Sogneprester paa Landet. Om Oslo katholske Domskole faar vi den interessante Oplysning, at den fremdeles var i Gang, om den end befandt sig i en hensygnende Tilværelse. Der var i Skolen circa 16 Børn, som „lære deres Donat og andet.“
Angaaende Hans Reff faar vi Underretning om, at han ved den ovenfor omtalte Forsamling af Oslo Stifts Geistlighed „forkyndte Ordinantsen for alt Klerkeriet.“ Den katholske „Sang og Læsning“ i Oslo Kirker, som Hans Reff nu fandt „liderlig“, afskaffede han strax, idet han indførte den i Ordinantsen foreskrevne „Korsang.“ Han kan saaledes i 1542 indberette til Kongen, at „nu er alting ordnet med Sang og andet“ efter Ordinantsens Lydelse, ligesom han ogsaa lover, at han ikke vil spare „Flid og Umage med Religionen, som hans Embede medfører, at det med Guds Hjælp skal faa en ren Fremgang.“ Som Hans Reff i sin nye Stilling er ivrig, saa er han ogsaa meget optimistisk.
Hvad der ligger ham mest paa Hjerte, det er at omforme den gamle Domskole til en god Latinskole, skikket til at uddanne Prester for begge Stifter, hvor der herskede en Prestemangel, der snart vilde blive end mere følelig. Hans Reff har store Planer fore i Henseende til at „oprette en god Skole.“ Han har „bestilt“ en „lærd Skolemester“, og foruden Hørere – Lokater – tænker han paa at ansætte ved Skolen „en lærd Theologus“ som Lector eller theologisk Docent. Han antager, at man vil faa baade lærde Skolemænd og dygtige Prester, dersom Kirken faar beholde sine Kanonikater og Vikarier, saa at Kirkens Tjenere i Oslo kunde faa „saa stor Besoldning som andensteds.“ Og hvis Præbenderne ikke fratages Kirken, men bliver staaende ved Magt „for Rigets og Kirkens Herligheds Skyld“, hvad han indstændig lægger Kongen paa Hjerte, saa antager han, at de indbringende og hæderlige Stillinger som Erkedegn, Kantor o. s. v. vil „give godt Folk Lyst til at holde sine Børn i Skole.“
Skal Behovet for Prester nogenlunde fyldestgjøres, maa Skolen efter hans Mening have 12–16 Elever, der ved Siden af sin Skolegang tillige har at besørge den daglige Korsang i Domkirken. Hans Reff foreslaar, at disse Skolens Elever underholdes paa Kirkens Bekostning, medens de ved Skolen uddannes for senere at blive Sogneprester, ligesom han ogsaa anser det ønskeligt, at nogle, ligeledes med Kirkens Understøttelse, holdes til Studium ved et Universitet, enten „udenlands eller i Kjøbenhavn.“
Det viser sig heraf, at de i Kongebrevet omtalte „Kor-Degne“ (se ovenfor Pag. 335 og 341) ikke er noget andet end selve Latinskolens Disciple, altsaa ikke særegne Funktionærer, som jeg tidligere paa Grund af manglende Oplysninger har antaget.
Sammenholdt med, hvad jeg i det foregaaende Hefte af vort Tidsskrift har meddelt, vil disse nye Oplysninger om de ældste kirkelige Forholde i Oslo og Hamars Stifter efter Reformationen i ikke ringe Grad modificere vor Opfatning af disse Bispedømmers første evangeliske Superintendent.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |