Kong Christian Frederiks dagbok fra hans ophold i Norge i 1814/Februar

Oversatt av Jens Raabe.
Utgitt av Arnet OlafsenGrøndahl & Søns boktrykkeri (s. 149-174).
◄  Januar
Mars  ►


Febr. 1Reisen idag gjennem Toten, Vardal og Biri har været av stor interesse for mig, da jeg overalt fandt beviser paa en utpræget nationalfølelse og paa folkets kjærlighet og tillid til mig. Jeg talte til folket overalt hvor der bød sig en leilighet, og jeg forsikret det om, at jeg slet ikke vilde svigte det, at Norge kunde og burde verge sig ved hjælp av sine sønners tapperhet; med andre ord: jeg har overalt revet det med mig. Paa lignende vis har jeg talt til de trønderske tropper. Glasverkerne paa Biri har interessert mig meget; de saa ut til at være i god stand. Da jeg kom til Lillehammer, hvor det netop var marked, blev jeg mottat med en dyptfølt sang, som jeg straks svarte paa — energisk og med en inderlighet som en erobrer ikke pleier at ha.

Idag fik jeg to brever fra feltmarskalk Essen, hvori han meddeler mig, at freden er sluttet i Kiel, og at hans svenske majestæt har bekræftet denne den 25de; han gik ut fra, at jeg hadde faat ordrer i den anledning, og han smigret sig med, at jeg næret et oprigtig ønske om snarest mulig at fjerne alt det som hittil har hindret Sverige fra at komme i et forhold til Norge som kan være til gjensidig nytte. Han ber mig om venskabelig at meddele ham de befalinger som jeg kanske har faat med hensyn til de forholdsregler som bør gaa forut for Norges besættelse av de svenske tropper som staar under hans kommando. Hans Majestæt vil med særlig stor glæde motta alle de oplysninger som jeg vil kunne gi ham i de tilfælder hvor jeg kan meddele ham noget om dette vigtige emne.

Jeg svarte ham, at kongen av Danmarks sidste depesche av 17de januar foreløbig meddelte, at freden var sluttet i Kiel; men at jeg fremdeles stadig venter paa, at den av kongen underskrevne overenskomst skal bli mig sendt. Først naar jeg kjender alle dens enkelte punkter, og saasnart kongen har utsendt sin kundgjørelse til normændene, ser jeg mig istand til at vise mig imøtekommende likeoverfor hans svenske majestæt i det som kan gjøre sit til at grundlægge et gjensidig godt forhold mellem Norge og Sverige. Jeg avleverer ikke dette brev før den 9de februar, forat vi kan faa tid til at gjøre os rede, da svenskerne umulig kan ha fiendtlige hensigter, saalænge de kan haabe at faa alt for ingenting. Jeg har gjort general Staffeldt og Thygeson kjendt med denne brevveksling. —

2 Fra Øier til Tofte. Jeg har idag reist gjennem prestegjeldene Øier, Ringebu, Fron, Vaage og en del av Lesje. Overalt har jeg faat samme mottagelse, og fundet de samme indgrodde følelser likeoverfor svenskerne, og folket kræver bare krudt og kuler for at verge sig mot disse undertrykkere. Før vil det dø med vaaben i haand for at forsvare sit fædreland end at dø langsomt som svenske slaver. Man kjender ikke et slikt folk, hvis man tror at kunne gi det bort, eller ta det med et pennestrøk, og man kjender ikke mig, hvis man tror, at jeg feigt vil svigte det; jeg har forsikret folket, at jeg slet ikke vil la det i stikken, at det er uovervindelig, hvis det selv vil være det, at det maa være sin egen herre og vaage alt for at undgaa det fremmede aag. Jeg har git en medalje til flere av de mest ansete folk inden sognet, og jeg har sagt dem, at indskriften bør ridses i deres hjerter; den lyder: Urokkelig som Dovres høje Fjelde staaer Norges Sønners Troskab Mod og Vælde.

Jeg har ikke reist fra noget sted uten at ha faat de tydeligste beviser paa dette kjære folks hengivenhet. I Fron sang presten Schive fra Ringebu en fedrelandssang med stor virkning. Amtmand Sommerfelt gjorde mig opmerksom paa Hallund, Dalegudbrands gamle bolig. Dalegudbrand var dette folks høvding og blev omvendt til kristendommen med vaaben i haand av Olav den Hellige, efterat hans søn hadde mistet livet i et slag mot denne konge nær Breden. Jeg har gjestet det sted som kaldes Kringen, hvor oberst Sinklar og 900 skotter blev dræpt av 300 fædrelandsforsvarere fra prestegjeldene Ringebu, Fron, Vaage og Lesje. Denne historiske daad sættes høit av alle indvaanere i denne egn, og de tillægger den stor vegt. En av dem sa: „Hvis en fiende kommer her igjen, vil han faa samme mottagelse, om end med mere menneskelighet“. Jeg tviler dog paa, at der vilde vises større menneskelighet, hvis det kom til stykket. —

Jeg drak te hos en advokat Hansen, som i 16 aar har været konstituert sorenskriver, og som kunde fortjene at faa fast stilling. Paa Tofte har jeg for første gang hørt klager i anledning av mangelen paa levnetsmidler; deres brød er alt næsten uspiselig. Jeg lovte dem fisk; desværre har jeg slet intet korn at gi dem. —

Jeg har set det mest maleriske landskap en kan tænke sig nær Rusten, og desuten gamle daler som i Schweiz. Og for et folk! Det kommer jeg altid tilbake til; saa enkle seder, saa elskværdig av sindelag og saan utpræget fædrelandskjærlighet! —

3Fra Tofte til Opdal. Imorges talte jeg igjen med nogen av folket og utdelte medaljer til de mest udmerkede blandt dem. Endelig ved ½10 tiden idagmorges drog vi ivei over Dovrefjeld. Veiret var det bedst mulige, klar luft og uten vind. Øverst paa fjeldet steg jeg ut av slæden for at gaa op paa et utsigtspunktog se mig om; fjeldene var dækket av sne, og jeg kunde se nogen som endog var dækket av isbræer, og i dalene var dvergbjerken den eneste lille busk. Man kunde herfra se utover de to stifter og den dal som fører til Romsdalen. Jeg har ikke fundet at den lette fjeldluft skadet mig; jeg blev varm ved opstigningen, men jeg var forsigtig, saa det ingen slemme følger fik. Jeg fandt at fjeldstuerne, især Hjerkin, var meget renslige og vel vedlikeholdte. Vi spiste middag paa Kongsvold i Trondhjems stift, og derfra gik veien over is og mellem store stener til Drivstuen. Sommerveien — kaldt Vaarstien — er ufremkommelig paa grund av is og sne, som styrter ned fra fjeldet, og som gjør den ganske rund; den vei vi tok, var dog ogsaa meget besværlig, og der var meget vand paa isen. Da jeg kom til Opdal, underholdt jeg mig med de fremmøtte folk, som viste det samme patriotiske sindelag som andetsteds. De er bare ræd for hungersnøden, som de alt har lidt saa meget under; de haaber at tilførsel skal komme sjøveien, og at pengene skal faa igjen sin gamle værdi. Foged Bendz, som ser ut til at være en forstandig mand, forsikret mig, at dette med pengenes værdi voldte den største forvirring, og at folket foragtet de nu gjældende penger, ja at de endog satte de gamle pengesedler over de nye. Provst Rønnau, vor vert, er en dygtig mand, men døv og trist.


4Fra Opdal til Støren. — Paa min vei gjennem prestegjeldene Opdal, Rennebu, Soknedal og Støren har jeg hat samme glæde av at tale med folket; alle er besjælet av samme sindelag og er avgjort imot at komme under Sverige. De er bare ræd for at lide sult, og det er desværre for tiden ikke mulig at sikre dem mot den. I Bjerkaker, hvor jeg spiste frokost, talte nogen bønder om at faa skatten nedsat, og jeg svarte dem, at man kunde ikke mindske den for ett sogns vedkommende uten at gjøre det for hele landet; at landet krævde store ofre, som alle villig burde være med paa at yde. Men naar de gav hvad de kunde, visste deres øvrighet, at kongen slet ikke vilde at man skulde ta deres sidste øre, eller at der skulde gjøres eksekution hos dem; det som de ikke kunde betale, skulde da bli indført som restanser, som maatte betales saa snart som mulig. —

I Bjerkaker tømte jeg et gammelt drikkehorn paa Norges velgaaende, mens jeg talte med folket. Drikkehornet er prydet med mynter og indskrifter, til minde om konger og andre som har drukket av det, nemlig Kristian 5te, Fredrik 4de, Kristian 6te og vor konge, da han var kronprins; jeg vil ogsaa gi nogen pengestykker, forat der kan sættes en indskrift til minde om mit ophold paa dette sted. Presten Bull, hos hvem jeg bor, er en dygtig mand og synes at ha det meget godt i sit kald, som er et av de bedste i stiftet. I Bjerkaker saa jeg en dannebrogsmand, en bonde ved navn Even; han er den flinkeste til at skjære i staal i hele Norge og lager saa gode signeter som en kan ønske sig. Jeg skal skaffe ham arbeide. Veien var ganske bra, undtagen paa nogen høitliggende steder. —

General Schmettau er kommet mig imøte paa Støren. Han er av den gamle skole, og altsaa en mand efter min smak. Det er ganske underholdende at tale med ham; men jeg synes dog, at han ikke skjønner sig stort paa forholdene, og at han blander væsentlig og uvæsentlig sammen — bagateller faar man glemme i tider som disse. —


5Fra Støren til Trondhjem. — Jeg har reist en vei, som om sommeren maa være meget malerisk, da man hele tiden følger Gulelven. Ikke langt fra Støren, før veien til Røros og Dovre deler sig, er der et meget trangt skar, som gjør det særdeles let at verge de veier som fra syd kommer til Trondhjem. Naar man reiser gjennem denne dal, ser man navnkundige steder, som f. eks. Lundemoen, hvor den fjeldpike bodde som Haakon Jarl vilde forføre — noget som fremkaldte oprør blandt bønderne, og som kostet denne høvding for Odins tilhængere livet; man ser Rimul-gaardene, hvor han blev dræpt av en av sine træller, efterat han hadde søkt et tilflugtssted hos sin elskerinde Thora. —

Gulelven har en gang i tiden gjort stor skade ved at gaa over sine bredder. Paa det oven for nævnte sted gik et lerras ut i elven og sperret dens løp; elven bante sig vei under jorden, og faa dage senere brøt den sig tvers gjennem et fjeld. — Længere fremme, i prestegjeldet Melhus, tar elven hvert aar jord fra en sandhaug, Slik at veien som gaar der, altid maa ændres, og man kan aldrig haabe at den blir fast. Man har gjort et forsøk med her at grave en kanal, som kan opta elveløpet, saa at elven baner sig vei uten at bringe veien i fare for at styrte sammen; der er al utsigt til at dette vil lykkes. Folket i denne egn synes at frygte sulten, men det haab man stillet det i utsigt: at de aldrig skulde mangle fisk, satte det stor pris paa. Det er aldeles nødvendig at sikre folket livsophold, om ikke av korn, saa dog idetmindste av fisk. —

I Melhus og paa et hvilested endnu nærmere Trondhjem kom øvrigheten og andre av byens borgere mig imøte. Mit indtog i Trondhjem fandt sted tilhest kl. ½3. Ved byporten bød kommandanten, grev Schmettau, mig byens nøkler og sa, at de tilhørte mig likesom alle nordmænds hjerter. Jeg gav ham dem tilbake, forsikrende ham at de var i de bedste hænder. Paa torvet stod militæret og borgerne opstillet i rækker. Jeg talte til tropperne og borgerne, og efterat jeg var kommet ind i stiftamtmandens hus, og de tilstedeværende rangspersoner var samlet, holdt jeg en tale, hvori jeg talte fra hjertet. Jeg sa dem, at jeg vilde anse mig for lykkelig, hvis jeg kunde bringe dem fred og tryghet; det var baade folkets og mit eget ønske. Men bare et uavhængig Norge kunde nyde denne lykke; en fred som var kjøpt med underkastelse under et fremmed aag, vilde vanære det nulevende slægtled og bringe ulykke over de fremtidige. Der har gaat ildevarslende rygter om at dette ældgamle rike skulde sønderlemmes; dette skal aldrig ske, og ingen tænker mere paa det. Nu gjælder det hele riket; „men Norge kan greie sig, hvis dets sønner holder endrægtig og energisk sammen. Jeg staar uadskillelig knyttet til dette land, jeg stoler paa det norske folk, og mit haab staar til Gud; folkets kjærlighet skal være min løn. Vær overbevist om, at jeg sætter pris paa alle de beviser paa fædrelandskjærlighet som man gir mig, og at jeg vil være lykkelig ved at kunne vise eder min gode vilje." —

Denne tale gjorde god virkning. Derefter var der mottagelse — kjedelig som vanlig — man hører en hel del navn, men man blir slet ikke kjendt med de enkelte personer. Ved middagen som fulgte efter mottagelsen, var der mange gjester; min og Norges skaal blev drukket, efterat der var sunget sanger med samme indhold av presten Schultz og sorenskriver Nansen. De patriotiske skaaler blev drukket med begeistring. —

Om kvelden gjestet jeg gamle general Krogh; jeg fandt denne gamle hædersmand noksaa kjæk og i fuld pynt, han gik slet ikke i barndommen, han talte om fortiden med en ung mands hukommelse Det glædet ham aabenbart høilig at se mig, og han ønsket mig alt mulig held og lykke. Da jeg spurte ham ut om den uret som Trampe skulde ha gjort ham, sa han mig saa meget, at jeg skjønte at anklagene kom fra ham; han talte om et daarlig hjerte, om den mangel paa agtelse som blev vist ham, om en hel del ubehageligheter med sønnen, ja endog med general Schmettau, men som blev tilskrevet Trampe. Han nævnte, som eksempel, at han ikke var tilsagt at møte mig — noget som virkelig var underlig — kort sagt: jeg skjønte godt, at det er sønnen og ikke faren, men bare den sidstnævntes sladder som hvæsser knivene. —

Jeg har sendt Thygeson skildringen av mit indtog i Trondhjem, forat han kan sætte den ind i „Tiden“. Samtidig har jeg sagt ham, at jeg trodde at burde la ogsaa de øvrige nordmænd faa kjende mine stemninger, som jeg hverken kunde lægge skjul paa eller undlate at uttale for trønderne. Svenskerne skulde dog ikke faa vite dette, før vi er istand til at ta imot dem. —

6Man la merke til, at han ikke bad for Fredrik 6, og det var sikkert urigtig av ham.Min første gang var til kirken, hvor biskop Bugge holdt en meget velskrevet tale om det haab som religionen gir i farlige tider som disse, om at alt det som sker, er til vort bedste, og at det vil gjøre os til bedre mennesker; om at lykkelige tider vilde komme, og at vort haab stod til den fyrste hvis virke for folkets vel han bad Gud velsigne. Dette rørte mig. —

Efter gudstjenesten mønstret jeg tropperne. De mangler kapper, og officererne maa ogsaa ha slike for at kunne arbeide sammen med soldaterne uten at risikere at bli skudt mere end de andre. Der er landevern tjenestegjørende i Trondhjem; men dette synes mig unødig. Jeg vil la mig tilstille lister over alle dem som er kampdygtige, og som for tiden staar i tjenesten, og over alle dem som ikke gjør det. Arsenalet fandt jeg i god stand; der var to batterier paa slædemeier og dertil 6 kanoner til skolen, ogsaa i god stand. Der maa lages et underlag med hjul til et av batterierne, som mangler det. —

Jeg har faat listerne over magasinerne. Den bygning hvori nu arsenalet er, kaldes Kongsgaarden og har været Nidaros’ gamle kongebolig; man ser det rum hvor den navnkundige Einar Tambarskjælver blev dræpt. Militærbakeriet er i god stand. Militærhospitalet, som jeg har været i, er indrettet i et hus som støter op til tugthuset; rummene er store, men inventaret er ikke en daler værdt.

Idag morges meldte brev fra Tank og general Staffeldt mig, at man trodde, at svenskerne nu da de hadde faat forstærkning av general Toll med 12 000 mand, vilde angripe straks efter mit svar til utsendingen de Fiins. Derefter skrev jeg straks til Staffeldt, at han ikke skulde avlevere brevet før den 11te, og av den grund sendte jeg ham et andet brev, datert den 6te av samme indhold som det av 4de. — Kommandanten i Fredrikstad har bedt om avsked fra sin stilling, fordi han er en legemlig og aandelig nedbrutt mand. General Staffeldt har midlertidig i hans sted ansat oberstløitnant i artilleriet Hals, og jeg har bekræftet dette valg; oberst Arenfeldt har faat befaling til at ta kommandoen over reservetropperne i Kristiania og Drammen. —

Om kvelden blev jeg forestillet for damerne paa et stort bal hos grev Trampe. Jeg saa ikke mange vakre damer. —


7Hele formiddagen har jeg brukt til at se alle byens bygninger og institutioner for de fattige og for den offentlige undervisning. Det Angellske legat er en sand velgjerning for denne by; uten dette vilde det se ilde ut, men takket være det er det sørget for mange gamle kvinder. De bor ikke paa vaisenhuset; der er foreslaat en ny ordning av denne institution, men mangel paa penger hindrer baade dette og mange andre forbedringer. Sindssykeasylet er under al kritik; tugthuset bør absolut ordnes paa en anden maate; planen er alt lagt, men der er ingen penger. Man vil knytte det sammen med et forbedringshus og en tvangsarbeidsanstalt for tiggere, hvilket altsammen er meget vel uttænkt. Hospitalet er meget godt ordnet. Paa raadhuset saa jeg flere kopier av gamle dokumenter; ildebrand og fiender har ødelagt de fleste originaler. — Jeg saa det rum, hvor Griffenfeldt, den berømte minister, døde; en fuldstændig utplyndring hadde fundet sted, saa at der intet spor var tilbake fra den gamle tid. Domkirken, som er saa navnkundig for sin høie alder, har naturligvis vakt min høieste interesse; jeg saa det i den reneste gotiske bygningsstil opførte høikor, hvor alteret er reist; jeg saa flere papirer med gamle segl, men ellers er der faa særlig gamle mindesmerker igjen og endnu mindre av beretninger derom som har naadd helt ned til vor tid. Den interesse hvormed man ser kirken, blir naturligvis mindsket ved den daarlige maate hvorpaa der sørges for den. —

Vi spiste middag hos general Krogh. —

Om eftermiddagen gjestet jeg det kongelige videnskapsselskap. Vicepræces holdt en tale som jeg svarte paa saa godt jeg kunde, men meget hjertelig, da dette selskaps velgaaende ligger mig meget paa hjerte. — Om kvelden spiste vi hos biskoppen, og jeg spilte et parti l’hombre. Ved bordet blev der sunget en sang som biskoppen hadde skrevet, og hvori der tydelig var gjort hentydninger til den krone som ventet mig. —

Major Brock kom idag tilbake fra sin reise til Danmark og bragte mig kopierne av Rømers meldinger, altsaa intet av det som kræves til offentliggjørelse. Han satte mig ind i alt det som var gaat for sig i Danmark. For det første hadde kongen gjort sig kjendt med alle de forslag som jeg hadde gjort ham. Følgen av den beslutning at jeg i værste fald vilde sætte mig i spidsen for det norske folk som dets høvding eller konge, var, at fredsunderhandleren Bourke hadde faat ny fuldmagt til, om det krævdes, at avstaa hele Norge. Prinsen av Sverige, som først hadde negtet enhver underhandling, gik tilslut med paa det, og kaptein Lilienskjold, som overbragte denne nyhet, meddelte Bourke dette underveis; men denne reiste videre uten at faa nye instrukser og uten at synes at bry sig noget videre om den ændrede stilling. Den samme kaptein Lilienskjold reiste til Middelfart til kongen og bad ham i hærens og nationens navn at gaa over Lillebelt og sprænge fra hverandre alle de fiender som han hadde foran sig. Kongen irettesatte ham alvorlig for hans dristighet, og det blev ikke til mere. —

I et krigsraad som blev holdt i Kjøbenhavn, og hvor følgende personer var tilstede,[1] blev det foreslaat av general Bülow og tiltraadt av alle de andre, at man ikke skulde gaa over Lillebelt. Man gik derfor ind paa Sveriges krav om at en svensk officer skulde bli paa Snoghøi for at passe paa at ingen flere tropper gik over Beltet, efterat vaabenstilstanden var forlænget den 5 januar. Kongen vaklet mellem de to partier: de sterke og de svake; de første krævde, slik som ogsaa hele hæren, at man skulde gaa over Beltet og vaage alt med engang; det andet, særlig general Bülow og alle de som er avhængig av ham, vilde slet ikke slaas, slet intet vaage. De var simpelthen rædde og satte op for kongen lister som viste, at hæren var svakere end den i virkeligheten var; kort sagt de gjorde ham motløs. —

Kongen er yterst svak og overvældet av sorg; han vakler som et rør mellem partierne, og general Bülow har meget at si over ham; ja det gaar saa vidt, at han fjerner de mænd som er av en anden mening. Brock og Falsen saa han paa med mistænksomme øine, og grunden til at Rømer blev sendt hit, var især den, at man trodde at Brock vilde styrke mig i den opfatning slet ikke at ofre Norge; dette holdt de svake i aanden for aldeles nødvendig for Danmarks redning. Brock saa hvordan kongen ændret mening fra dag til dag, og at han for hver dag saa økede vanskeligheter ved en motstand som disse stakkarer fremstilte som unyttig. Rosenkrantz synes at ha mistet motet, og han talte til Brock om den daarlige stilling som hans bror var kommet i paa grund av de nærværende forhold. —

I Kjøbenhavn finder oplyste folk som gamle Molkte, ja selv Colbjørnsen, at mit foretagende er vanskelig; men de som overveier litt mindre og ser mere likefrem paa saken, ønsker bare at det maatte lykkes. — Dronningen forsikret Brock, at hendes gode ønsker skulde følge mig i alle livets forhold; at hun nok saa den store fare som truet Danmark, hvis Norge gjorde motstand, men at hun vilde være den samme selv om de allierede vilde finde et paaskud til at ofre dette rike. Dronningen er almindelig elsket og agtet, og hun er blit hilset i teatret med bifaldsrop. Stykket Jacob von Thyboe blev spillet (virkelig et uheldig indfald), og tilhørerne har gjort hentydninger til dagens hændelser. I det hele er stemningen skrækkelig i Kjøbenhavn, og man trodde sikkert, at folkemængden vilde kaste sig over kongens adjutanter, naar de vendte tilbake. Staten er likesom opløst, og der hersker lovløse tilstande. Der er et statsraad; men det har ikke nogen instruks, da man hadde gjort opmerksom paa, at kabinetssekretæren ikke kunde ha sæte der, saaledes som Hans Majestæt vilde det. Dronningen har én gang ført forsætet i raadet, men uten at kaldes regentinde; hun skal ha talt overlegent godt om statens nærværende stilling. Raadet sammenkaldes bare naar Hendes Majestæt befaler det, og det sker aldrig, saa at det intet har at si, og saaledes at styrelsen føres av ministeriet, som er saa forhatt og slet. — Bülow og Jessen gjør alt hvad de vil. —

8 Jeg har været paa Munkholmen; fæstningen er sat i god stand. Det rum hvor Griffenfeldt bodde i 19aar av sit liv, er skrækkelig. Jeg har sørget for at man forsøker at skrive av alt det som er skrevet med hans haand i vinduskarmen. Jeg har set Kristianstens fæstning, som ligger saa daarlig som den bare kan. Militærskolen likte jeg; likesaa artilleriets vintertransportsaker. Jeg har talt med kjøbmændene og gjort dem indlysende hvor nødvendig det er at tænke paa amtets forsyning med levnetsmidler; jeg bad dem om ikke at holde op at tegne sig i den nye laane- og sparebank; ethvert beløp som man tegner for denne indretning, kan bare være til dens gavn. —

9 Jeg har set alle det kongelige selskaps samlinger, og jeg har været paa avskedsbesøk hos general Krogh. Jeg talte nogen ord ved en kur hvor der fremmøtte mange mennesker, og tilsidst drog jeg kl. 6 om aftenen til Røros.

10 Jeg reiste hele natten, og den 10de kl. 1 kom jeg til Røros. Om kvelden var jeg i Storvartsgruben, hvor man gav en av stollerne navnet “Christiansort.* Det er et ganske rart syn at se enslik grubeoplyst av fakler.

11 Fra Røros til Westgaard — efter taksten 30 mil, men nok ikke mere end 16 norske mil. Vi hadde en meget bra reise fra kl. ½7 om morgenen til kl. ½11 om kvelden. —

Før vi reiste fra Røros, blev der meldt en svensk utsending med et brev fra Hierta, landshøvding i Falun, til stiftamtmanden i Trondhjem, som angik en snarlig forsendelse av korn til amtet. Jeg gav grev Trampe instruks om at optræde med værdighet for ikke at gaa glip av disse gode tjenester, men jeg tviler paa at planen vil lykkes; ti Trampe er vistnok ikke listig nok likeoverfor svensken. I Røros’ gater saa jeg for første gang finnernes forspand med rensdyr; disse er ikke lette at lede; hestene er rædde for dem, og major Brock veltet, dog uten at komme til skade. I Tolgen er der en smeltehytte, som hører til Røros; men mangelen paa levnetsmidler gjør, at man for tiden ikke kan nyttiggjøre sig den. Folket synes at eie det rette sindelag. —

Paa Tønset var der fremmøtt en mængde mennesker, og blandt dem var der vakre ansigter. Jeg blev kjendt med provst Dircks, en fortjent mand. Han har overtalt bønderne til at bruke islandsk mos og blande det med kom og bark, og derav lage et spiselig og sundt brød. Hertil har han selv git eksemplet. Da disse egne sjelden frembringer godt korn, er slike surrogater av den største betydning for folket. Man maa endelig prøve paa at skaffe saakorn, og hvis det er mulig før vaaren. — Jeg saa en arbeider, som hadde et meget godt kjendskap til geværfabrikation. Jeg tillot ham at bli i sit arbeide for at istandsætte befolkningens geværer. Folket i dette prestegjeld synes at eie den rette aand, og de ønsker ogsaa at faa krudt og kuler for at verge grænsen. —

I Tydalen har jeg set det sted hvor bønderne stanset og tilintetgjorde en svensk trop i krigen i 1718; folk taler endnu om det. Træstammerne hvor fienden fandt døden, er der endnu. — Der er et stort fjeld, som man gaar over for at komme fra Rendalen til Storelvedalen, hvor Glommen snor sig frem. —

12 Fra Westgaard til Løiten. Vi drog avsted kl. ½9, men et sterkt snefald gjorde at vi saa litet av den vakre dal. Senere holdt det op at sne, og veiret blev mildere, efterhvert som vi kom sydover. Vi spiste middag hos provst Wulfsberg paa Aamot, og der møtte mig en meget karakteristisk scene. Bønderne i denne egn, som væsentlig lever av sin skog, bad mig i et bønskrift si dem om vi hadde fred med England eller ikke; noget som de vilde holde for sin største lykke. Jeg sa dem, at jeg haabet vi hadde det; at jeg hadde samme ønske som de, og at jeg vilde underrette deres prest, saa snart jeg visste det sikkert. —

Der kan man se hvad handelen fører med sig; de brede lag mister sine enkle livsvaner og sin uberørthet; de snakker politik — med andre ord: de er ikke bønder mere. Forresten er ikke deres uvilje mot svenskerne til at ta feil av. Om kvelden saa jeg opstillingen av kanonerne ved Terningens batteri, og jeg kom her til Løiten kl. ½9. Pastor Schmidt er netop død; jeg visste det ikke, ellers hadde jeg ikke plaget enken med mit besøk. —

Jeg skrev et brev til feltmarskalk Essen, datert den 11te, fra Røros, hvori jeg underrettet ham om at traktaten var kommet og fuldmagt fra kongen om at kaare kommissærer; men at der manglet kundgjørelse fra kongen til indvaanerne, som ifølge den 16de artikel — det sier sig selv — fremfor alt skulde gi dem underretning om deres nye skjæbne og løse dem fra deres troskapsed. Jeg krævde pas og den nødvendige sikkerhet for grev Schmettau, som jeg vil sende med et brev til hans svenske majestæt, og hvis indhold vil være av største betydning for Sveriges og Norges fremtidige interesser. —

Jeg har git Thygeson befaling til at la alle privatskib faa lov til at dra til Danmark, naar isen er gaat op ved vor og Jyllands kyst. Den paalidelige mand som assessor Krog ønsket at faa, bør ogsaa sendes til Jylland, og jeg raader til at Rode drar til Østersjøen. Man maa gjøre alt for at skaffe levnetsmidler. Den kommission som skal sørge for forsyningen, maa kjøpe korn hvor den kan finde det. Jeg har denne morgen sendt Thygeson fredstraktaten, forat den kan bli trykt, men ikke offentliggjort. —


13Fra Løiten til Eidsvold. Jeg mønstret Trondhjems bataljon og nordenfjeldske skiløperbataljon; det var første gang jeg saa dette slags tropper. De saa svært godt ut, men regimentet var derimot daarlig utstyret med soldaterkapper av alle slags farver, og geværerne saa ogsaa ut til at være i daarlig stand. Jeg raadet sterkt til at faa dem istandsat, og jeg holdt en tale til tropperne. — Der var en mængde mennesker tilstede paa pladsen, og en bonde talte om sit regulativ, som paala dem at betale presten mere der end andetsteds. Oberst Rode sa ham sandheten paa en noksaa barsk maate, og gjorde gjældende, at indvaanerne i denne egn slet ingen grund hadde til at klage, og at de ikke pleiet at betale presten noget. Jeg sa dem i en mild tone, at jeg slet ikke tok det ilde op at de sa mig hvad der laa dem paa hjerte, men at regulativet var fastsat av kongen og bare kunde ændres av ham.

Veien fra Løiten gaar gjennem Romedal, og den kommer ned til Mjøsen like ved Korsødegaarden. Viken som gaar ind hertil, danner et vakkert billede. Efterat vi hadde spist frokost i Morstuen, kjørte vi over isen til Minne, hvor jeg traf min ven Anker. — Vi kom til Eidsvold kl. ½4. — Anker er færdig med at skrive den formelle erklæring paa fransk, og det er efter min mening et mesterverk.

14 Inat kom adjutant Haffher fra Kjøbenhavn med kongens kundgjørelse, overenskomsten med England og en uttrykkelig erklæring som forsvar for det som var gaat for sig i Danmark. Dette sætter mig istand til at handle overensstemmende med folkets ønsker, og med hvad jeg hadde besluttet siden den tid da baandet som knyttet det til Danmark, uheldigvis brast. Jeg har avfattet kundgjørelserne efter at ha raadført mig med Anker, biskop Bech og Thygeson, som er enige i mine gode meninger om dette folk som sætter al sin lid til mig. Jeg har ogsaa føiet til erklæringen, at kongeloven og suverænitetsakten er rikets grundlove, indtil jeg i roligere og lykkeligere tider kan gi mine trofaste undersaater en grundlov, som grundig overveiet av mig sammen med folkets mest oplyste og av det selv utkaarede mænd, for altid kan sikre friheten og statens velvære. — Thygeson har følt sig ilde berørt av nogen utfald som man har tillatt sig mot ham i aviserne. Det er familien Thrane, ondsindede forretningsfolk, som har tillatt sig slike skamløsheter. Jeg likte ikke Thygeson idag, og det ser ut til at han vil trække sig tilbake, og han erklærer endog at være utilbøielig til at dra til Kjøbenhavn og tale min sak for kongen; dette har ærgret mig —

15 Idag har Thygeson igjen vist sig min tillid værdig ved at motta det hverv som er likesaa nyttig for mig som for ham i hans stilling, nemlig at overbringe mit brev til Hans Majestæt. Imorgen har jeg besluttet at samle en del mænd av den høieste rangklasse, som er min tillid værdig, for at sætte dem ind i vor nærværende stilling og mine planer og for at høre deres mening. Jeg har ogsaa besluttet at ta mig en tur til hæren for at tale med de høiere officerer baade ved Hegermanns og Staffeldts brigader. Forøvrig har jeg arbeidet meget, og Holten er reist til Kristiania for at faa trykt det som skal offentliggjøres. —


16Denne dag vil altid bli mindeværdig for mig. Jeg støttet min mening om det nødvendige i at stige op paa tronen, ikke bare paa det gode indtryk som en energisk optræden vilde gjøre i nationens og Europas øine, men især paa min ret til at arve og bestige denne trone, som ved kong Frederik den sjettes ulovlige avstaaelse var tilfaldt mig som arv. —

Da jeg idag samraadet mig med retslærde som Rosenkrantz, Sommerhielm og Falbe og med oplyste mænd som Treschow og Sverdrup, var de alle av den mening at kongeloven ikke indeholdt noget om dette uforutsete tilfælde, og at man ikke kunde fråkjende en enevoldskonge retten til at avstaa en del av sine land; i motsat fald kunde en uheldig krig ikke ende uten med statens fuldstændige opløsning. — Meget langt fra at ville grunde min ret til tronen paa et grundlag som der kan tvistes om; meget langt fra, sier jeg, at ville ved falsk ærgjerrighet kræve en krone som ikke tilhører mig med klareste ret, har jeg grundig overveiet dette vigtige spørsmaal, og jeg har med en glæde som bare en mand med rene hensigter kan ha, hørt den tale som professor Sverdrup har holdt for mig i en privat audiens, og hvori han indtrængende bad mig om ikke at sætte kronen paa hodet mot næsten alle oplyste mænds mening. „De rettigheter, sa han, som Frederik den sjette har git fra sig, tilfalder igjen nationen; det er av dens haand De skal motta en krone som blir saa meget vakrere naar den er skjænket av folkets kjærlighet." —

Alle talte i samme aand, nemlig Rosenkrantz, derefter Anker, Treschow, Sommerhielm, Nielsen, Tank, amtmand Collett og Haxthausen, Falbe og Liitken, da spørsmaalet kom frem. —

Efter oplæsningen av de officielle aktstykker blev forhandlingerne aapnet med den høitidelige erklæring, at ingen vilde være svensk, og derefter blev det ovennævnte gjentat. Alle raadet til at jeg, slik som jeg hadde erklæret at ville gjøre det, skulde ta regjeringens tøiler og holde dem med fast haand med en konges hele magt; at jeg burde sammenkalde folkets utsendinger og la dem gi Norge en grundlov; da vilde kronen tilfalde mig med den mest utvilsomme og hellige ret, og hver mand vilde interessere sig for at verge den med sit liv. Følgerne av en slik enstemmig folkevilje vilde da falde tilbake paa nationen, ikke paa mig. Min ven Anker, som forresten nærer meget despotiske anskuelser, og biskoppen som er svak som et siv, og skifter meninger som man skifter skjorte, mente ogsaa at dette vilde være det klokeste, især hvis dette var den almindelige mening.

Min eneste indvending — ti jeg vil bare folkets vel — var, at dette vilde gi vore fiender midler til at lage intriger, og ikke gi os en saa god stilling i de fremmede magters øine, som hvis vi tok det energiske skridt straks at sætte mine forfædres krone paa mit hode. Alle forsikret, at den offentlige mening — naar den saaledes blev raadspurt — ikke vilde finde sig i nogen protest, og de lovte mig alle som én slet ikke at taale nogen indvending; enhver motsat mening kunde bare være et eggende skridt fra svensk side og maatte undertrykkes. —

Jeg følte vegten av hvad de sa, og ofret med glæde baade den ret som jeg trodde at ha, og min egen personlige mening for den offentlige mening, som blev uttalt av saa kloke og agtværdige mænd. Sejersted sa mig senere, at han var av samme mening. — Jeg tar altsaa titelen regent, og vil sætte mig i spidsen for folket for at verge dets rettigheter — et vakkert hverv, som Gud nok vil velsigne. — Alle var de begeistret for mig og fedrelandet. —


17Jeg avfattet alle mine kundgjørelser og brev overensstemmende med min beslutning fra igaar, og læste dem op for forsamlingen, som blev rørt til taarer. De blev ikke træt av at rose mig, fordi jeg hadde overvundet mine egne meninger; jeg hadde vundet mere end en krone, jeg hadde for alle tider vundet alle nordmænds hjerter, og Gud vilde velsigne resultatet av mine ædle bestræbelser, som var et slikt folk værdige. —

Det almindelige møte av folkets utsendinger skal aapnes den 10de april paa Eidsvold; de er sammenkaldt til den dag, efterat de er blit valgt samme dag som man i alle landets kirker har svoret den ed at Norge skal være uavhængig. Man maa ta Gud med sig i sin gjerning; saa vil vort arbeide bli velsignet. —

Om kvelden da jeg meddelte de høiere officerer ved Hegermanns brigade de officielle aktstykker og min kundgjørelse, saa jeg hvor kjærkommen denne beslutning var for dem; den retskafne og høit fortjente oberst Hegermann var rørt til taarer og sa mig ganske aapent, at dette stemte helt med hans mening. Hvor tilfreds jeg er med mig selv i denne sak! —

Jeg har sendt oberst Sejersted til Trondhjem for at ta befalingen i grev Schmettaus fravær. Jeg gav ham fuldmagt til at handle overensstemmende med sin overbevisning, og jeg paala ham at samraade med biskoppen og at raade stiftamtmanden. Jeg har skrevet til begge, og jeg har bedt Bugge sende mig et utkast til en grundlov og at komme til mig før 5te april. Banksaken maa ikke utstaa. —

Om kvelden kom vi til Fladeby. —


18Før jeg reiste fra Fladeby, hvor jeg fik en udmerket mottagelse av familien Collett, sa jeg nogen fortrolige ord til krigskommissær Collett om at en mand av hans slægt, en viss assessor Elieson, maatte ta sig litt i agt for den tone han brukte, som jeg visste var litet forsigtig — og at han og hans handelshus maatte ta sig iagt med sine handelsforbindelser med Sverige, som saa let kunde bli mistydet. Han var øiensynlig taknemlig for dette bevis paa velvilje fra min side. —

Jeg kom til Askim paa en kort og god vei over isen paa indsjøen Lyseren, og derfra over Hovi tversover den islagte Glommen. General Staffeldt var endnu ikke kommet dit. Jeg satte mig til at arbeide. Vi spiste middag, og efter middagen gav jeg, straks han var kommet, den samme fortrolige meddelelse som ved Hegermanns brigade, og jeg fandt den samme iver og den samme fædrelandskjærlighet hos alle de tilstedeværende. De høierestaaende offîcerer takket mig for det offer jeg bragte fædrelandet, og gamle Stabell især trykket min haand med taarer i øinene.

De tropper som stod paa vakt, bergenske jægere, var meget velklædt med kapper og dobbelt sæt bukser. — Paa veien møtte jeg mange tropper av Telemarkens regiment uten kapper; men heldigvis var det mildt veir. — Kl. 10 om kvelden kom jeg tilbake til Kristiania, hvor jeg hvilte mig godt ut efter en anstrengende, men lykkelig endt færd. —


19Morgenen blev næsten spildt for mig, skjønt hver stund er kostbar, paa grund av endeløse audienser. Alle hadde noget vigtig at si mig, og dog var altsammen ubetydeligheter. Konferensraad Sommerhielm gav mig en idé, som jeg tror er meget god; det er at lægge alle undervisnings- og kirkespørsmaal ind under universitetets raad. Jeg besluttet da at gjøre biskop Bugge til summus theologus, og Bech, som slet ikke bør lede sakerne alene, til konfessionær og medlem av raadet; paa den vis holdes alle interesser i likevegt. Efter forslag av Thygeson, som bare tænker paa at ha ryggen fri og at gaa klar av alle skjær, og som naturligvis ikke vil være den eneste danske som drar til Kjøbenhavn for at tale Norges sak — kanske til ingen nytte — foreslog jeg kammerherre Rosenkrantz paa mine vegne at dra til Kjøbenhavn, overbringe Hans Majestæt min hilsen og i det norske folks navn den erklæring som indeholdes i de offentlige aktstykker av dags datum. Han var straks rede til at gjøre hvad jeg ønsket, og jeg er ham meget stor tak skyldig for det.


20Idag hadde Thygeson nye skrupler. To var ikke nok; nu maatte det være tre — ogsaa en borger — som skulde reise til kongen, og for det andet kunde de ikke vaage at drage gjennem Sverige efter erklæringen, som imidlertid vilde være offentliggjort her. Man maatte vente paa pas fra feltmarkskalk Essen, og de vilde rimeligvis ikke faa dem. Jeg var snil nok eller svak nok til at føie dem i deres krav, hvor ærgerlig jeg end var. Jeg var tilstede da Pavels prækte, og efter prækenen fastsatte han bededagen til fredag. —

I alle disse dage vil jeg faa nok at gjøre med at faa alt istand til ilbudets avreise, straks efter kundgjørelsen om regentskapet.


21Ogsaa denne dag er gaat med til forberedelser og trykning av kundgjørelser og nødvendige brev. —

Jeg har skrevet brev til keiserne av Rusland og Østerrike og kongen av Prøisen for at la dem vite, at det er den norske nations vilje at hævde sig som et selvstændig folk, og at jeg er fast besluttet paa ikke at svigte det, men at stille mig i spidsen for dette retskafne folk for at verge det og opretholde god orden i dette land. Jeg paakalder keisernes interesse for en saa retfærdig sak, og ber om deres beskyttelse. Jeg sender disse brev tillikemed den nødvendige instruks til baron Hardenberg i Danmark og ber ham reise og overbringe brevene. Hvis han ikke tør, har jeg bedt ham henvende sig til en diplomat, som er norsk av fødsel og vil gaa ut av dansk tjeneste, og som ikke har ministeriet Rosenkrantz altfor meget at takke. Jeg overgir alle disse papirer til grev Schulin, som jeg vet holder av mig og er en god ven av Hardenberg. — Jeg sender med et brev til keiser Napoleon for at melde ham det samme. Det er min mening, at baron Hardenberg skal gi det til den franske forhandler ved fredskongressen; men for sikkerhets skyld har jeg sendt et likelydende brev til baron Alquier i Danmark, forat han kan vidne om mine hensigter. Jeg har samtidig fremhævet, at det som vi først og fremst trænger, er at faa fred med England, men at den franske keiser, hvis han vil vort bedste, ikke maa komme frem med dette, før almindelig fred er sluttet. —

Jeg har skrevet til kongen for at tolke for ham alle mine følelser, og for at han kan indse, at jeg har maattet optræde som jeg har gjort, og at mine hensigter er redlige. Jeg har ogsaa skrevet til dronningen alt hvad der ligger mig paa hjerte, og jeg har sendt hende den erklæring paa fransk som endnu ikke er offentliggjort, forat hun kan vise kongen den. Jeg har skrevet til alle ministrene undtagen til hr. Rosenkrantz, som slet ikke har fortjent nogen opmerksomhet av mig, og som jeg har glemt uten dog at lægge an paa det. Jeg har ogsaa skrevet til mine søstre, min bror og andre venner, og jeg har sat dem ind i alt som har hændt her. (Den 21, 22 og 23 er gaat med til denne store brevveksling). —

22 Endelig kom den mindeværdige dag, da jeg blev utropt til regent. Ved middagstid var alle byens første autoriteter samlet hos mig; jeg lot læse op for dem kongen av Danmarks erklæring, som fremstillet i enkeltheter alle de aarsaker som hadde ført til og de grunde som kunde undskylde avstaaelsen av et rike. — Efter oplæsningen sa jeg: „La os erkjende Danmarks vanskelige stilling og la os synes synd paa dets fyrste som uten egen skyld ser sig bragt i en saadan stilling." Derefter fulgte oplæsningen av fredstraktaten mellem Danmark og Sverige og mellem Danmark og Storbritannien, av kongens aapne brev, som løser indvaanerne fra deres troskapsed, og av kancelliets forordning, som gir bestemmelser om hvorledes de kongelige embedsmænd skal gaa frem. —

Saa sa jeg til de fremmøtte: „Kongen har befalet mig at forlate min stilling og utlevere fæstningerne til de svenske tropper; men jeg har raadspurt folkets vilje, og den gaar enstemmig ut paa at ville være norsk og ikke svensk. Alle ber mig om at være deres fører, og jeg er av den mening, at hvis jeg svigter dette folk, vilde det være at gi fiender vaaben i hænde til at sønderlemme og undertvinge en nation som vil vaage alt for at verge sin uavhængighet. Jeg har derfor ikke været i tvil om hvad der er min pligt, og dette er min beslutning, saaledes som jeg herved erklærer det for eder og for folket." Jeg oplæste derefter min erklæring og min kundgjørelse for folket med al den kraft og energi som mine følelser tillot mig at vise. Hele forsamlingen var rørt til taarer. Jeg uttalte derefter: „Jeg gir eder det løfte at verge dette lands selvstændighet, og jeg er overbevist om, at i denne stund gir alle det samme høitidelige løfte. Paa den høitidelige bededag vil vi alle avlægge eden for folkets aasyn." —

Derefter lot jeg oplæse brevene til biskopperne og amtmændene, som forklarer hvorledes eden skal avlægges og valgene til den grundlovgivende forsamling gaa for sig, og tilslut kom meddelelsen om Norges fredlige forhold til utlandet. Jeg sluttet med disse ord: „Medborgere, gi hverandre haanden, og la os gi det løfte at handle endrægtig som kjække nordmænd for det elskede fedreland. Gud signe vor høitidelige overenskomst." —

Jeg vilde sat pris paa, om en av de tilstedeværende hadde svart mig i alles navn; men alle var rørt, og ingen hadde forut tænkt paa det. Jeg trak mig derfor tilbake, men var forøvrig yterst tilfreds med dette i sandhet rørende og merkelige møte. —

Kongens aapne brev, min erklæring og min kundgjørelse blev oplæst av herolder i byen, og baade borgere og soldater avla troskapsed til fedrelandet. — Derefter begav jeg mig ut paa det store torv og talte saa til soldaterne: „Folkets haab om en lykkelig utgang paa en saa retfærdig sak, for hvilken alle ofrer sig, staar nu til eders tapperhet. Verget av eder vil oldinger, kvinder og barn føle sig trygge i sine hjem. La seier og frihet eller døden være vort valgsprog." Til borgerne sa jeg: „Den gode borger kan bare føle sig lykkelig naar fedrelandet er frit; jeg vil verge folkets ret, jeg vil ofre mig for fedrelandet, og jeg stoler paa eders støtte, mine gode venner. Leve Norge!" Glæderop og endeløse hurraer hilste mig og fulgte mig ved min avsked; derfor sa jeg til folket: „Gid jeg altid maatte ha den lykke at finde slike følelser hos eder, saa vil sikkert Gud signe vor sak.“ Ved middagen hos mig blev der drukket skaaler for Norge og mig med begeistring, og man mindedes ogsaa min søn. —


23Endelig blev Haffher som ilbud sendt til Kjøbenhavn med alle brevene. Grev Rosen, en svensk utsending, meldte sig hos mig; jeg lot min staldmester Kaas møte ham ved Hafslund, og han skal bo hos general Haxthausen. — Jeg venter ham imorgen. —


24Idag hadde grev Rosen audiens. Jeg hadde bedt general Haxthausen, kammerherre Rosenkrantz, kammerherre Anker, konferensraad Anker, biskop Bech, justitiarius Falbe og professor Treschow være tilstede ved audiensen. Haxthausen forestillet grev Rosen for mig og likesaa den herre som fulgte ham, oberst Skjoldebrand. Grev Rosen takket først for den mottagelse han hadde faat, og den godhet jeg hadde vist ham paa reisen, beklaget bare at opholdet paa Hafslund hadde hindret ham i at gjøre mig sin opvartning før nu o. s. v. Jeg svarte paa samme høflige maate, at jeg hadde ønsket at gjøre reisen mindre ubehagelig for ham paa denne aarstid end den ellers vilde ha været, og sa derefter: „De har sikkert brev til mig?" Rosen: “Ja, Deres Høihet, fra feltmarskalk grev Essen,” og han rakte mig det. Jeg aapnet det, og da jeg saa, at det maatte indeholde en kundgjørelse fra den svenske konge til nordmændene, sa jeg til ham: „Der omtales en kundgjørelse fra Sveriges konge til nordmændene". Rosen avbrøt mig: „Ja, jeg har den hos mig.“ Jeg: „Jeg kan under de nuværende forhold ikke motta den, og det eneste jeg kan svare Dem, er at meddele Dem den erklæring som jeg har avgit for hele Europa og som jeg heller ikke skal undlate at meddele Hans Majestæt kongen av Sverige.“ Derefter lot jeg konferensraad Anker læse erklæringen av 19de februar, som var skrevet paa fransk. Under oplæsningen fulgte jeg med øinene grev Rosen, som straks var blit forvirret, da han saa at audiensen var offentlig og ikke privat, og jeg saa meget godt at dette kom svært uventet paa ham; han knep munden sammen, saa skarpt paa mig og lot blikket gaa rundt — kort sagt: han kom helt ut av likevegten. Oberst Skjöldebrand saa hele tiden barsk paa mig. —

Efter oplæsningen sa jeg: „Jeg føier hertil den likesaa høitidelige erklæring, at det norske folk tror at det lever i fred med alle magter, og at bare den som vil krænke dets ret, er dets fiende.“ — Rosen: „Efter en saa uventet erklæring som den jeg har hørt, har jeg bare straks at vende tilbake, og jeg ber Deres kongelige Høihet om lov til det“ — hvorefter han vilde trække sig tilbake. —

Jeg: „La mig faa lov til, hr. greve, før De forlater os, at si Dem ikke som regent, men som nordmand der taler til en svensk: „Kan man ikke gaa ut fra, at Sveriges konge vil det folks lykke som han vil herske over?“

Rosen: „Jo ganske visst, Deres Høihet, og hvis jeg var blit mottat paa en anden maate, hadde jeg kunnet gi et fyldestgjørende bevis paa det.“ —

Jeg: „Men burde man ikke, under forutsætning av dette, ha tat hensyn til nationalfølelsen og folkeviljen, for at lære at kjende dets følelser?“

Rosen: „Det er hvad Hans Majestæt ganske sikkert hadde villet gjennem generalguvernøren.“

Jeg: „Men burde man ikke prøve at vinde folket? Hvilke midler har I ikke brukt mot os? Den svenske regjering har fattet den merkelige plan at ville utsulte den nation som den vilde vinde.“ —

Rosen: „Det er ikke min sak at dømme om de midler som Hans Majestæt kongen og kronprinsen har fundet passende at bruke."

Jeg: „Og hvad andet er blit følgen end at nationalfølelsen og nationalhadet — hvis man skal bruke det rette ord — er steget til det yterste; det er bare den ro som hersker og regjeringens kraft som hindrer utskeielser. Men naar kongen av Sverige har sendt mig en saa oplyst mand som Dem, hr. greve, ber jeg Dem overbevise Dem selv om folkets sindelag og gi Deres konge en sandfærdig fremstilling av det; kanske det vil gjøre den ønskede virkning paa en hersker som ikke kan ville andet end folkets lykke. Jeg ønsker intet andet end fred med Sverige, og vil derfor sende grev Schmettau til Stockholm. Jeg ber Dem om at skaffe ham pas." —

Rosen: „Min herre kongen vil sikkert ikke tillate mig at paata mig noget bud fra Deres kongelige Høihet."

Jeg: „Vil De heller ikke overbringe den erklæring som De har hørt?"

Rosen: „Jeg tør ikke det; men kanske Deres kongelige Høihet vil la den avlevere ved forposterne — men la mig faa lov til at trække mig tilbake og faa uttale likeoverfor Deres kongelige Høihet min beklagelse over ikke at ha kunnet gjøre Dem min opvartning under lykkeligere forhold“…

Jeg: „Det gjør mig ondt, hr. greve, at De maa forlate os saa snart, og jeg ber Dem være overbevist om, at De altid vil være velkommen her i Norge i egenskap av en svensk mand som vil være vor ven og agte vor ret." —

Vi bukket for hverandre. Oberst Skjöldebrand gjorde det dog ikke; ti han gik sin vei uten at hilse.—

Til general Haxthausen uttalte han sig utførligere. Han indrømmet, at han var blit bragt ut av fatning ved at se prinsen omgit av rikets første embedsmænd og ved at høre en saa uventet erklæring; han hadde trodd det skulde være en privat samtale, og at han skulde forhandle med prinsen av Danmark, ikke med en norsk regent. — „Prinsen synes at eie en fast karakter," sa han. „Jeg tror, at han har redelige hensigter men hvorledes skal de faa et lykkelig utfald, naar alle Europas stormagter har sikret Sverige besiddelsen av Norge? Jeg skjønner nok, at nordmændene vil ha det slik; men prinsen av Danmark har saa meget andet at ta hensyn til. For det første faar i saa fald Danmark slet ikke Pommern, og Gud vet hvad der blir dette rikes skjæbne. — Man skulde altsaa tro, at det er et avtalt spil mellem kongen og prinsen; men jeg er overbevist om det motsatte. Man kjender kongens karakter, og efter fredsslutningen har han lojalt gjort sit bedste for at opfylde fredsoverenskomsten; jeg har en avskrift av alle de brev og befalinger som han har skrevet til prinsen.“ — Han roste meget Sveriges kronprins, og han trodde ikke at han vilde motta Frankrikes krone, hvis den blev budt ham. — Sveriges krone er sikrere. Prins Oscar er en vakker gut, og han taler godt svensk; men han har slet ikke sin fars geni. — De svenske tropper hadde i denne krig tapt bare 1500 mand av 18,000; i Pommern stod 12,000. Han indrømmet, at en krig mellem Sveriges og Norges folk ikke vilde føre til noget; „men vi har dog," sa han, „idetmindste skilt Norge fra Danmark". „Saa la det bli med det", sa Haxthausen, og la et forbund sikre et godt naboskap mellem de skandinaviske folk"; til dette trak han bare paa skuldrene. —

Da talen faldt paa avdøde prins Kristian August, paastod oberst Skjöldebrand, at hvis han hadde levet, vilde Norge nu ha været forenet med Sverige.

De svenske utsendinger drog sin vei kl. ½9 om kvelden, fulgt av kammerjunker Mansbach, som skulde ordne med reisen og ta sig av dem, slik som Kaas gjorde da de kom.—


25Idag saa jeg en dag bryte frem som er endnu merkeligere end de foregaaende: den bededag som er befalet over hele landet, da folket vil sverge at forsvare og hævde sin uavhængighet. — Kl. 11 var soldaterne opstillet i rækker, og jeg red til Vor Frelsers kirke, som var fyldt til trængsel. Gudstjenesten blev aapnet med en salme og den almindelige messe, og derefter blev der sunget sange av Schultz’ og Thaarups herlige lovsang til orgel. Biskop Bech stiger op paa prækestolen og holdt en tale; derefter læste han op de offentlige aktstykker og meddeler den store forandring som hadde fundet sted, nemlig kongen av Danmarks avstaaelse av riket til den svenske krone og min beslutning om ikke at ville svigte folket, men verge dets uavhængighet og dets rettigheter, noget som nationen enstemmig ønsker at jeg skal gjøre sammen med den. En salme blev istemt, og jeg gik fra min tribune til en forhøining foran koret, omgit av de høieststaaende embedsmænd og officerer. Biskopen anmodet derefter forsamlingen om at avlægge eden, som blev avlagt enstemmig og med begeistring med disse ord: „Vi sværge at hævde Norges Selvstændighed og at ofre Liv og Blod for det elskede Fædreland." Jeg henvendte derefter følgende ord til folket: „Gud den almægtige har hørt Vor Eed. Han kiender min Oprigtighed og vil skienke mig Kraft og Held til at udføre det store Værk til Folkets Frelse og til Forsvar for eders Rettigheder. Vort Haab er til Forsynet, at det vil beskytte vor retfærdige Sag, formedelst den Samdrægtighed der besieler os alle, og paa hvilken vor Pagt er bygget saa fast som paa Norges Klippegrund. Nu lyde Bønnen i Herrens Huus—.“

Jeg var ikke tilfreds med den maate hvorpaa jeg fremsa disse ord, og til slut blev der endog et ord borte for mig, noget som næsten hadde bragt mig ut av fatning; men de folk som hørte mig — selv de som stod nederst i kirken — forsikrer, at de godt forstod mig, og at jeg ikke talte for hurtig. —

Da biskopen hadde endt sin bøn, blev der spillet et præludium, og jeg gik tilbake til tribunen; saa blev sunget de to herlige strofer av samme lovsang „Knæl Fyrste, med dit Folk knæl ned“ og „Knæl Folk med din Fyrste ned“ etc., hvorefter fulgte en noksaa lang og litet fængslende præken. Meddelelsen om Norges fredelige forhold til de andre magter blev oplæst, og der blev fremsagt bønner til den almægtige om fred. Saa fulgte atter en salme og en messe, og til sidst rettet biskopen nogen strofer til mig, som koret svarte paa, og som menigheten gjentok med begeistring: „Held Norge, Held Norges Regent!" En vidunderlig sindsbevægelse grep mig, og jeg kunde ikke la være at si disse ord til menigheten: „Elskede Norske Folk! modtag mit Hiertes Tak, Folkets Kierlighed er min Glæde og min Løn; lad mig altid finde en saadan Stemning blandt Eder, og Gud skal velsigne vor retfærdige Sag og os alle — — —".

Da jeg kom ut av kirken, steg jeg tilhest og red til Slotskirken, hvor pastor Pavels holdt en ypperlig præken, og jeg sa tilsidst det samme til menigheten.

26Kaptein Rosenørn blev sendt til feltmarskalk Essen med et brev som jeg lot grev Schmettau skrive, efterat han var kommet fra Trondhjem for nogen dage siden. I dette brev og ifølge min uttrykkelige ordre uttalte han for feltmarskalken min sorg over at grev Rosens sendelse saa braat var blit avbrutt; jeg skjønte nok, at grev Rosen ikke kunde ha medbragt instrukser for dette tilfælde, men grev Schmettau hadde befaling til at gjenta forsikringen om mit fredelige sindelag. For at sætte greven ind i det som hadde faat mig til at optræde som jeg gjorde, og de grundsætninger som altid vil være bestemmende for denne optræden, blev erklæringen og kundgjørelsen sendt ham. Der blev igjen krævet pas for grev Schmettau, forat han kunde overbringe et brev fra mig til hans svenske majestæt, og til slut blev der foreslaat et møte med feltmarskalken den 5te mars paa Hafslund. Saa langt strækker vi os for at staa paa god fot med disse kjeltringer. —

Grev Schmettau gjorde undskyldning for ikke at kunne overta Utenriksdepartementet; men han lovte at besørge alt hvad jeg paala ham i denne retning. —

Jeg har skrevet til amtmand Sommerhielm for at overtale ham til at komme til Kristiania og overta justisdepartementet; likeledes til amtmand Collett om at overta indredepartementet. Jeg har ogsaa talt med raadmand Niels Aall, som jeg fandt villig til at overta handels- og tolddepartementet; han er en ivrig fædrelandstjener. —

Han talte til mig om pressefriheten som et gode jeg ogsaa burde skjænke folket. Jeg svarte ham, at jeg ikke trodde at den nu gjældende forordning av 27de september 1799 hindret en maateholden pressefrihet og at jeg aldrig vilde tillate anonyme skriverier. Han indrømmet rigtigheten av denne bemerkning; men han trodde, at den offentlige mening netop nu krævde ret til at faa uttale sig frit, noget som han fandt ugjørlig efter den nærværende forordning. Dette er en sak som grundig maa overveies. —


28Min ven Anker, som er valgt til regjeringsraad, er reist til England med et officielt brev til prinsregenten, et privat til hertugen av Gloucester og et til lord Castlereagh. — Han har faat paalæg om at gi en sandfærdig fremstilling av alt som er gaat for sig her, og at avslutte en venskaps- og forbundsoverenskomst med Storbrittanien. Han kan ikke sterkt nok fremhæve hvor magtpaaliggende det er for mig at staa paa god fot med denne magt.—

Den unge Snedorf, bror av.... og marineofficer, reiser med Anker til England for i egenskap av kommissær for fangerne at sørge for deres indskibning til Norge. Han kommer tilbake som ilbud; Gud gi med gode tidender. —

Jeg har overværet et møte av kjøbmænd i Kristiania, som var kommet sammen for at faa istand en indsamling til indkjøp av korn. Jeg la dem saken paa hjerte og lot dem forstaa hvor vigtig det var at gi et stort bevis paa fedrelandskjærlighet; selv tegnet jeg mig for 200 aktier — 20 000 riksbanksedler. Der blev tegnet for et beløp av 142 600 riksbankdaler navneværdi. Direktører blev Thurmann, P. Thrane, I. Thrane, Mariboe og Nielsen. —

Jeg talte med Tank om at sætte ham sammen med Haxthausen i finansdepartementet, og han var meget villig til det. Aalls yngre bror (Jacob Aall paa Næs) er meget ræd av sig og vil gjøre et overslag over vore stridskræfter og overveie de farer som truer os; han hører med andre ord til grev Wedels parti, som ikke holder en forening med Sverige for en ulykke. Jeg bad ham holde disse meninger for sig selv; da vil de ikke gjøre skade eller virke daarlig paa andre.—

Jeg har tillatt, at der i Bergen byttes korn mot fisk; det blir 20000 tønder korn mot 100 000 voger fisk.—

Jeg liker svært godt et forslag fra bankkomitéen, som gaar ut paa, at den nye nationalbank skal grundlægges paa aktier og paa ingen maate knyttes til Riksbanken, men at de 6% av formuen bør stilles til raadighet for at indløse alle riksbanksedler som kan regnes for at repræsentere statsgjælden. —


  1. De blir ikke nævnt senere.