Kong Christian Frederiks dagbok fra hans ophold i Norge i 1814/Januar


16Idag begyndte den mest skjæbnesvangre tid for Norge eller rettere sagt: vi lærte at kjende den kritiske stilling hvori Danmark befinder sig; vi saa den avgrund hvori dette riket er styrtet, og som truer med ogsaa at rive os med sig. — Brevskaper fra Hans Majestæt i Kjøbenhavn av 1ste januar melder, at Hr Rosenkrantz’s ultimatum til den østerrikske gesandt gaar ut paa, at man helt ut stoler paa dette hof, at man vil avstaa Trondhjems stift, men ikke de andre stifter, før skadeerstatningen til Danmark er fastslaat, og før man er rede til at stille 10 000 hjælpetropper for midler som er forut fastsat. General Tawast kunde være sendt tilbake uten svar.

Man tænkte paa at samle sine stridskræfter paa Fyen og personlig at indfinde sig der. Kronprinsen kræver bydende hele Norge, og man mener, at han sætter som sit maal at samle de tre kroner.

En ordre fra kongen, datert Hindsgavl den 5te, indeholder den forandring, at general Krogh, som har kommandoen i Trondhjem og er en meget agtet olding der staar i høi gunst hos kongen, skal avløses av generalløitnant grev Schmettau; men ellers fik jeg ingen nyhet eller befaling. — — Meget paalidelige privatbrev, datert Middelfart den 7de og Aalborg den 9de januar, indeholder den nyhet, at nu da vaanenstilstanden er utløpet, rykker fienden frem, at streifkorpser alt plyndrer langs Jyllands vestkyst, at hovedstyrken av den danske hær er gaat over Lillebelt, fra Jylland til Fyen, og at bare et altfor litet korps er blit tilbake i Kolding. Alle skib, som er lastet med levnetsmidler til Norge, søker et tilflugssted ved øen Samsø, rede til at seile til Norge; den 12te er flere baater fra Fladstand kommet vel i havn her. Den utvilsomme følge av alt dette er, at Norge ikke mere kan vente at faa levnetsmidler, hverken fra Jylland, som er oversvømmet av fienden, eller fra øene, hvor en hovedstad og en stor hær kræver noget at leve av. —

Naar man under slike forhold kræver, at den norske hær skal gaa angrepsvis frem mot Sverige (og dette er den uttrykkelige befaling fra kongen av 28de december), saa er det altsaa et krav paa at alt skal vaages: de sidste forraad, en stats kræfter som alt har lidt saa forfærdelig, og som bare kan holde sig oppe ved at samle sin stridsmagt bak fjeld som saa ofte er verget av norsk tapperhet; resultatet av ethvert angrep er tvilsomt, og man haaber for meget, naar man tror at kunne undertvinge Sverige med 20 000 mand. Hvis Ponte Corvo har held med sig, er hans stilling i Sverige fastere end nogensinde; et angrep paa dette land vilde knytte sammen alle partier og vilde gi ham et ypperlig paaskud til at vende tilbake til Sverige med sin hær. Jeg er sikker paa, at han intet heller ønsker end et slikt feilagtig skridt fra vor side — og kan det ændre tingenes gang dernede? Hr. Bourke og Bombelles, Østerrikes gesandt, er den 7de draget til prinsen av Sveriges hovedkvarter for at underhandle. Østerrikes svar, som erobreren ikke har villet avvente, er altsaa ikke kommet, og jeg er viss paa, at de allierede vil be ham komme Holland til hjælp; det er nok der tingene vil bli avgjort, uten at vi vil kunne øve nogen indflydelse paa dem, selv om vi naadde helt til Gøteborg. — Kort sagt, det synes mig klart, at vi maa avvente begivenheternes gang og handle derefter, og en gyldig grund for ikke at gjøre noget angrep idag eller imorgen er mangelen paa levnetsmidler og brød i magasiner og fæstninger. Det korn som gudskelov er kommet til vore forskjellige havner, er blit stanset av isen, og følgelig kræves der tid for at faa det ført dit hvor det kan bli malt og bakt til brød. Jeg har alt den 9de bestemt hvor levnetsmidlerne skal bringes hen, og jeg er sikker paa, at man vil gjøre det umulige for at utføre mine befalinger; men naturkræfterne er os imot her.

17Jeg har git befaling til at intet skib skal indta ladning og avgaa til Danmark, undtagen de smaa skib som gaar paa Jyllands nordkyst.

Jeg har sat de kommanderende ofFicerer og amtmændene ind i Danmarks virkelige stilling og paalagt dem at imøtese denne krises gang med ro og fasthet, og jeg har sagt, at jeg nærer den tillid til nordmændene, at selv om kongens anstrengelser slet ikke krones med held, skal Norge aldrig la sig erobre i Danmark. Biskop Bugge fra Trondhjem, som kom igaar, spiste middag hos mig; han er en aandfuld og meget dygtig mand, og han forsikrer, at folket i hans bispedømme er fast bestemt paa ikke at ville bli svensk, men det baand som knytter det til Danmark, hænger bare i en traad — ganske som i Bergen. —

Hvor ulykkelig stillingen blir for mig, hvis krisen ikke utvikler sig klart, og hvis den fremdeles efterlater tvil om den holdning som pligten byder mig at indta! Men den første pligt er dog paa ingen maate at svigte det folks interesser som kongen har betroet mig, og som er knyttet til mig, ikke for mine personlige fortjenesters skyld, men fordi jeg er den eneste av kongeætten som er hos det, og som virkelig er istand til at holde roret paa dette skib som omtumles paa sin fremtidige skjæbnes hav. —

Tidender fra Aalborg, datert den 11te bekræfter de ovennævnte nyheter; den 9de var fienden endnu ikke i Kolding.


18Jeg har latt mig forelægge indberetning av den kommission som har med hærens utstyr at gjøre (Kommissariats Kom.), og den viser de vanskeligheter som maa overvindes, før man kan samle de forraad som er kommet til vore havner, paa de steder hvor hærens magasiner maa fyldes, og den viser ogsaa vanskeligheten ved at faa malt korn paa denne aarstid; bare til transporten utkræves 4 uker. Jeg har git dem fuldmagt til at gripe til alle optænkelige midler, og jeg har gjort kommissionen ansvarlig for at mine befalinger blir utført. Jeg har sendt indberetningen til kongen sammen med en depesche.

Den kommission som har med komforsyningen av Akershus’ og Kristiansands stift at gjøre, skal kræves til regnskap for den forsinkelse av 14 dage som det har tat før man begyndte at utskibe ladningerne i havnene. —

Jeg har befalt det vesterlenske regiment at indøve 500 rekrutter i Kristiansand; 250 mand av garnisonen blir snart permittert, og man kan saaledes vedbli at indøve 250 mand av dette regiments reservebataljoner. Briggerne har faat ordre til om mulig at ta tilbake de erobrede skibe i de svenske havner, men undgaa strid eller kamp med de engelske krigsskib.


19Arméintendanten general Haxthausen, general Staffeldt, oberst Sejersted og oberst Haffner møttes hos mig for at samraade om ordningen og transportmidlerne i anledning av det svenske felttog; vanskeligheterne er umaadelige. Vi talte længe om min befaling fra igaar til kommissionen; en stor vanskelighet er mangelen paa møller; og jeg raadet til at lage haandkværner.

Den svenske avis indeholder forordningen om styret i Holsten og proklamationen til holstenerne, hvori det sies, at Sverige tar hertugdømmet i besiddelse som erstatning, indtil Norge er avstaat. Daarlige utsigter for Holsten. De svenske tropper paa vor grænse blir forstærket, men jeg er viss paa at de ikke angriper, før de har prøvet alt — med list og foreløbige underhandlinger.


20Tidender fra Sverige melder, at isen har lukket alle havner, at alle de engelske krigsskib er vendt tilbake til England; svenskerne ser heri et varsel om at de har skiftet mening om Norge. — En nordmand, som kommer fra Gøteborg, forsikrer, at der raader stor forvirring hos den svenske regjering. Kronprinsen gjør ofte om igjen hvad kongen tillater. Denne prins opfattes i Sverige som regel som den helt hvem man alene skylder seirene over Napoleon; adelen derimot ser, ikke uten misnøie, i ham sin herre. — Hr. Gers, en svenske som lever i England, og som av mig har faat lov til at drage til England gjennem Norge, har været hos mig idag, efterat han har gjort handelsforretninger her; han saa ut til at være venligsindet, og han talte om det korn som han vilde sende fra Leith til Bergen. Vi faar se, om han ikke er som alle andre svensker. Briggerne er blit underrettet om isforholdene, og ekspeditionen til Kattegat er følgelig utsat. Advokat Morgenstierne er blit utnævnt til marinens auditør; hans dygtighet maa nu faa en til at glemme det mislige forhold som i sin tid kostet ham hans stilling som dommer.


21, 22 og 23 januarhændte der intet nævneværdig.

Man har gjort et meget heldig forsøk med at skaffe kanonhjulene et slags slædemeier, som kan tages bort, naar tøveiret er i veien for at bruke dette underlag. Med denne ordning og noget vinterunderlag kan ethvert batteri komme frem hvorsomhelst.

Det har faldt i min lod at benaade tre dødsdømte, som var indstillet til benaadning av høiesteret. Den ene var en mand som hadde dræpt sin elskede av skinsyke, den anden en pike som hadde dræpt sit barn i fortvilelse og den tredje en kirketyv. Den første er uten tvil en samfundsfarlig person; tøilesløse lidenskaper fører ofte til forbrydelser, og han skal derfor holdes fængslet for livstid. Piken vækker den største medlidenhet; en forført pike som er fattig og forlatt, kan mere end nogen anden gjøre krav paa overbærenhet, og hun skal sitte fængslet, til hun engang blir benaadet av kongen. Den tredje, som skal holdes fængslet paa samme maate, blir straffet nok for at ha stjaalet 5 mark ved at miste friheten. — Jeg takker Gud for ikke at maatte underskrive en dødsdom. —


24Major Rømer, kongen av Danmarks adjutant, kom idag med et brev fra kongen, datert den 17de januar, som indeholder melding om at Norge er avstaat til Sverige, og ordre til mig om at forlate min post og vende tilbake til Danmark, efterat jeg har kaaret kommissærer for at utlevere fæstningerne og derefter hele landet til Sverige. Jeg forstaar, at kongen har maattet gaa med paa denne avstaaelse for at faa fred; selv Østerrike har svigtet ham og erklært, at Sverige og de allieredes interesser falder sammen. Men at kongen kan tro, at det norske folk gir sig godvillig, at han tror om mig, at jeg er usssel nok til at svigte det i denne stund, det kan jeg virkelig ikke fatte. Med god grund skulde man kunne stene mig, hvis jeg nogensinde skulde kunne la i stikken et folk som elsker mig, og som sætter al sin lid til mig. Jeg skulde svigte det uten engang at prøve paa at verge det — aldrig i verden, ikke saa længe jeg lever. — Briggerne er kaldt tilbake, men jeg lar dem slet ikke dra avgaarde.

Det som gjør mig rolig for Danmarks skjæbne, er at de allierede tropper alt trækker sig ut av Slesvig og Holsten. Man vil gjerne se den svenske prins ved Rhinhæren, og den engelske gesandt skal ha sagt, at det slet ikke var nødvendig at holde tropperne tilbake i Holsten som garanti for avstaaelsen av Norge. Et opsnappet brev fra en oberst Stuart i det store hovedkvarter fortæller os, at Sveriges kronprins maa skynde sig at dra til Rhinen, hvis han ikke helt vil bryte med de allierede. Gud vet hvad der vilde hændt, hvis man hadde negtet at gaa med paa en saa skjendig fred, men jeg har oprigtig ondt av kongen. Hans pengevæsen er i en forferdelig tilstand; men hvor dypt synker han ikke i nationens øine? Han har mistet Norge for alle tider, og det er ganske sikkert tapt for vor slægt, hvis jeg ikke holder paa det.—

Der vil nu være saa meget at ordne, at man trænger den mest anspændte agtpaagivenhet; det vil være av den yterste vigtighet at faa trukket ut avgjørelsen, for at kunne faa levnetsmidler fra Danmark og kanske andetstedsfra; men hvad skal man gjøre, naar proklamationerne kommer? Da maa der handles og handles med kraft. Gud gi de vil skynde sig med at sende korn fra Danmark, og at isen ikke vil hindre det. —

Jeg kan endnu ikke offentliggjøre noget om det som jeg har faat vite; ti redaktionen derav er i den grad under al kritik, at jeg slet ikke skjønner det. Man har bare sendt mig nogen artikler av fredstraktaten, de som vedkommer mig, sies det; men den 4de artikel, som indeholder avstaaelsen av riket, nævnes bare i et tillæg — skulde man hørt slikt? — Kongen har uttrykkelig fraraadet mig at forsøke at verge Norge. Han og Rosenkrantz tror, at de allierede — og England især — staar avgjort paa Sveriges side, og at derfor Norge vil bli rammet av de største ulykker, hvis det vaager en motstand som blir haardnakket og resultatløs. Det er min faste vilje at prøve paa det, og jeg haaber at Gud vil holde sin haand over en saa retfærdig sak. Jeg haaber paa den almægtiges velsignelse.—

25Jeg har paalagt kommandanterne paa fæstningerne og paa grænsen at være paa post; ti det kan let tænkes, at svenskerne gaar saa vidt i sin paatrængenhet at de kræver at faa lov til at rykke ind i landet eller sætte sig fast i fæstningerne. Med vaabenmagt maa man verge landet mot dem. Jeg har sagt dem, at jeg er sikker paa at det norske folk vil verge sig, slik som I i eders fæstninger og som de tapre soldater under eders kommando, og jeg vil slet ikke svigte det. Enhver svensk underhandler skal paalægges at bli ved grænsen, hvor han kan overrække sin depesche og avvente svar. Det er ogsaa blit skrevet til amtmændene og befalingsmændene paa kysten, at fredsoverenskomsten er undertegnet, og at den første følge rimeligvis vil bli en friere skibsfart. Da jeg ikke har faat sikker besked om fredsbetingelsernes ordlyd, kan jeg ikke offentliggjøre dem og heller ikke la skibene avgaa; men jeg stoler i hvert fald paa folkets fasthet, og jeg skal sikkert ikke svigte det. De første borgerpligter er at være rolig og fast, og disse følelser faar man ved at nære tillid til regjeringen og Guds styrelse. —

Jan 25. Jeg har skrevet til kongen, at ingen i verden tar mere levende del i hans ulykke end jeg; men at det var min pligt mot mig selv og min æt — som tidligere eller senere kanske kan komme til at gjøre sine rettigheter gjældende — at protestere mot Norges avstaaelse, da kongen ikke hadde nogen ret til at gi slip paa sin slægts arv. Kanske dette bare er en formsak, men jeg tør ikke undlate at gjøre den gjældende. —

Da jeg ikke har faat depescher eller detaljerte befalinger og heller ikke kongens kundgjørelse, kan jeg ikke vite hvilken virkning alt dette vil gjøre paa folket — og dette vil være avgjørende for min optræden. Men det er min faste vilje ikke at ta hensyn til mine personlige farer, naar det gjælder at redde dette folk fra en borgerkrigs rædsler. Jeg vilde svigte kongens, og jeg tør si folkets tillid til mig, hvis jeg fremskyndet eller lettet svenskernes indmarsj i landet; jeg vil gjøre alt hvad jeg kan, for at faa utsat denne stund ved at gjøre formelle vanskeligheter, ti ved en utsættelse er meget vundet. Imidlertid bad jeg H. Maj. om at kræve pas for mig gjennem Sverige med de æresbevisninger som tilkommer mig; det vil gjøre svenskerne trygge. Jeg bad H. Maj. om at tillate, at der blev sendt korn, klær, krudt og geværer til Norge, men formelt som handelsvarer; han maatte for himlens skyld ikke se paa dette land som en svensk provins, men som et land hvor hele folket hænger ved ham og hans æt. Briggerne er hindret av is og kan ikke avgaa til Danmark. —

26 Jeg har besluttet at gjøre en reise til Trondhjem for at vinde tid. Alle depescher skal derfor sendes efter mig dit, og mit nærvær i denne avsides egn av landet — selv om det blir av kort varighet — vil fæstne de baand som knytter dette folks borgere fastere sammen indbyrdes og dem alle til mig. Stiftamtmand Trampe er reist til Trondhjem for at melde mit komme og atter overta sin stilling. — Adjutant Rømer er reist; jeg gav ham med et brev til min søster Charlotte, hvori jeg i ubestemte uttryk taler om min tilbakekomst, og om at den vil bli forsinket ved de pligter som jeg her maa opfylde; jeg har ogsaa skrevet i den samme tone til . . . og til Harbou og bedt ham ordne med mit hus, til jeg kommer hjem igjen. Rømer skal i Sverige tale om min reise gjennem dette land. Posten har faat ordre til at gaa over Jylland paa vanlig vis. —

27 Jeg har git befalingen over det sydlige Norge til general Staffeldt med fuldmagt til at samle hæren, naar troppebevægelser i nabolandet kræver det. Jeg har foretat en almindelig inddeling i tre brigader: en ved Onstad Sund under befaling av oberst Kaalund, en anden ved Blaker under Hegermann, en tredje ved Kongsvinger under oberstløitnant Krebs (listen over tropperne er vedlagt). En operationsplan utarbeidet av oberst Sejersted, og beregnet paa forsvar, men som altid kan omgjøres til angrep, er likeledes blit levert generalen. Saa har jeg ogsaa git befaling til at de svenske underhandlere som general Ohme skal føre til Hafslund — Staffeldts kvarter — der skal faa det svar at jeg er i Trondhjem, og at mine ordrer først maa indhentes; men at enhver indrykning av tropperne skal forbydes med væbnet haand. Hvis feltmarskalk Essen underskriver sig Norges generalguvernør, maa brevet ikke mottas, da generalen ikke kan erkjende nogen anden end mig som rikets guvernør. Hvis feltmarskalken ønsker en samtale, kan generalen dra til Svinesund og gi det samme undvikende svar. —

Under mit fravær har jeg befalt, at general Haxthausen, kammerherre Rosenkrantz og stiftamtmand Thygeson skal træde sammen og samraade om vigtige saker; disse skal enten bli sendt mig eller avgjøres straks, i tilfælde overensstemmende med lov og ret, og efter deres bedste overbevisning, saaledes som de kan forsvare for sin samvittighet og for mig, og de skal da underskrive: Efter ordre . . . Politiske statssaker skal sendes mig. General Staffeldt har faat mine ovennævnte ordrer og ret til at samle hæren. Alle statholderens løpende saker kan stiftamtmand Thygeson ekspedere, eller han kan sende mig dem. Hvis sygdom skulde holde mig tilbake i Trondhjem eller hindre mig i at sørge for sakerne, skal der samles en regjeringskommission, og i den skal ha sæte de ovennævnte mænd og konferensraad Sommerhielm, konferensraad C. Anker, admiral Lütken og general Staffeldt, naar han er i byen. Denne kommission skal handle i mit navn og efter sin bedste samvittighet til landets vel og sikkerhet mot dets undertrykkere og fiender, baade de aabenlyse og de hemmelige. —

Jeg har sendt assessor Krohg til Kjøbenhavn og til Danmark for at faa fart i kornforsendelsen m. m. til Norge, med fuldmagt til at handle efter bedste skjøn og med kreditiver baade fra mig og fra privatfolk. Han reiser i egenskap av min hofsekretær. Fra alle kanter hører vi om isen som omgir vor sydkyst; Kristiansunds[!] havn er dog endnu aapen. —Jeg reiste om kvelden kl. ½9 til Eidsvold, hvor jeg kom den 28 kl. ½4 om morgenen. —

28 paa Eidsvold Dagen gaar her, som overalt ellers, meget rolig. For at undgaa det kjedelige ved at feire den forlot jeg Kristiania. Stiftamtmanden gir middag, men bare for fornuftige folk som eier den rette takt.

29Da alle tidender melder, at svenskerne samler tropper paa grænsen — hvad de naturligvis maa gjøre, hvis de vil erobre landet — har jeg paa min side git befaling til at hærens hovedstyrke skal samles, og jeg har git alle de nødvendige ordrer. Det søndenfjeldske regiment skal samles i Fredrikshald, det nordenfjeldske i Kristiania, Telemarkens regiment i Larvik; den tredje Oplandske bataljon skal gjøres fuldtallig; likeledes skal Akershus’ bataljoner og dette regiments landevern lægges i garnison paa Kongsvinger. De trønderske tropper skal for tiden bli paa Hedemarken og Toten, og Valdres’ bataljon skal holde sig i sit distrikt. —

Jeg er færdig med opropene og de brev som skal følge med erklæringen om at jeg slet ikke opgir min arveret til Norges krone, og at jeg tar kongenavn. Jeg har ogsaa gjort utkast til brevet til den svenske konge — et vanskelig arbeide, men jeg taler hjertets sprog og kræver, at han skal erkjende det norske folks ret og række haanden til fred. —

iverksat 1 febr. Jeg har spurt Rosenrantz, om han ikke vilde gjøre tjeneste.Kammerherre Rosenkrantz har mundtlig gjort undskyldning for at han i egenskap av bankdirektør ikke kan ta sæte i regjeringskommissionen i Kristiania. Hvis han fastholder sin beslutning, skal admiral Lütken indta hans plads, og kammerherre Anker skal træde ind i regjeringsraadet. Biskop Bech lot til at være særdeles glad over at bli kaldt hit; jeg har latt de to biskoper foreslaa teksten som der skal prækes over den dag der skal avlægges ed til den nye konge, og jeg har gjort mit valg. —

Anker følger mig til Trondhjem; jeg kan for tiden ikke være uten ham, han og jeg er de eneste som kan skrive fransk — det er virkelig ynkværdig.

Man tror slet ikke i Sverige, at Norge villig gir efter, og man laster kronprinsen, fordi han har trukket sig ut av den danske stat uten at sikre sig nogensomhelst garanti. —


30 og 31 Disse dage har jeg været sterkt sysselsat, og jeg har arbeidet til langt paa nat for at bli færdig med den erklæring som skal sendes de forskjellige hoffer i Europa, naar min tronbestigelse først blir offentliggjort; den er bare sterkt farvet for Sveriges vedkommende — jeg tror jeg har været heldig. —

Fra alle kanter høres nyt om krigsrustninger fra svensk side, og general Staffeldt har utbedt sig den gunst at oberst Sejersted maa komme til ham. Denne officer er saa dygtig at alle vil ha ham; men da jeg vet, at han vil gjøre fyldest hvor han end er, og da jeg kan sætte mig ind i Staffeldts stilling, alene som han staar likeoverfor overmodige fiender, har jeg ikke kunnet negte ham denne tjeneste. Sejersted gaar altsaa til ham; men jeg har dog paalagt ham at dra til Kristiania og sætte fart i de militære forberedelser og i Fredrikstad at ta festningen i øiesyn. Jeg har liten tro paa den, da den er slet bygget, og da kommandanten synes at ha liten tillid til sig selv. — En bataljon fra Telemarken, et batteri fra Larvik og en landevernsbataljon har faat befaling om at samles i Drammen.—

Oberstløitnant, generalkvartermester Rode skal ta overbefalingen paa Hedemarken over de trønderske tropper og over Østerdalens milits. Oberst Krebs og oberst Hegermann har faat sig meddelt mine dispositioner til at angripe fienden, naar han er rykket frem til Kongsvinger. Paalitelige officerer ved mit regiment er blit paalagt at træde i hemmelig forbindelse med de svenske officerer som alt har begyndt med at ville lokke dem over til sig.

Min færd til Trondhjem vil bli fremskyndet. Anker følger ikke med. — Idag drog jeg mellem klokken ½2 til ½9 fra Eidsvold til Toten; der var faldt en mængde sne, men intet merkelig tildrog sig. Den prest som jeg bor hos, er provst Hopstock, ridder og en dygtig mand. Totens kirke eier en sjelden ting: portrætter og levnetsskildringer av presterne i dette sogn fra aar 1448. —