Sokrates skildret af Platon/1

Platon

Sokrates skildret gjennem Oversættelser af Platon

Oversatt av J. Aars.
W. C. Fabritius, 1882 (s. indledning-6).

Indledning.

---

INDLEDNING.

I det hellenske folks^[1] historie er det 5te aarhundred før Kristus i mange henseender det merkeligste tidsrum.

Dette folk bestod af forskjellige stammer med sterkt udprægede eiendommeligheder i sprog og national-karakter. Det dannede ingen politisk enhed, men var tvertimod delt i en mængde særskilte stater; i regelen var det saa, at hver by med sit tilliggende landskab udgjorde en egen stat^[2]. Af disse stater var paa den tid, vi skal beskjæftige os med, Sparta (med landskabet Lakedaimon eller Lakonika paa Peloponnes) og Athen (med landskabet Attika i Mellemgrækenland) de betydeligste. Navnlig hævdede Sparta længe sin stilling som stormagten i Hellas. Men allerede i det 6te aarhundred begyndte Athen at tage stor vekst, og da den afgjørende kamp kom mellem «Hellener og barbarer», da det lille Hellas blev angrebet af det umaadelige Perserrige, da var det Athen, som tog hovedstødet og i et eneste slag (ved Marathon, aar 490) gav fienden et saadant knæk, at han øieblikkelig vendte hjem og foreløbig opgav det hele. Og da saa Perserne 10 aar senere under en ny konge (Xerxes) begyndte krig igjen og rykkede mod Hellas med saa store hærmasser, som vel aldrig før eller senere har været samlet, og det saa ud, som det skulde været et øiebliks sag for den overmægtige fiende at tilintetgjøre Athen og en gang for alle gjøre ende paa Hellener-folkets selvstændige liv, — da de øvrige hellenske stater holdt paa at opgive modstanden og svigte hverandre i farens stund for at redde for sig selv de smuler, som maaske endnu kunde reddes, da var det Athen, som følte, hvad de enkelte stater og stammer skyldte det fælles fædreland, som turde tænke for alvor paa at optage kampen mod den uhyre overmagt, som heller vilde vove og lide og ofre alt end opgive forsvaret for det hellenske land og folk og sprog og for de hellenske guder og deres helligdomme; og det skyldtes mest Athen, at den dristige tanke blev gjennemført og Persernes forfærdelige hærskarer slagne gang efter gang, tillands og tilsøs,^[3] og det uagtet der var megen spænding og ofte store rivninger mellem de hellenske stater indbyrdes, og uagtet de fleste at dem led under skarpe parti-modsætninger i det indre.

«Man vil,» siger denne krigs historieskriver, Herodotos, «ikke tage feil af sandheden, om man siger, at det var Athenerne, som nu blev Hellas’s frelsere. — — Det var dem, som vakte hele det øvrige Hellas og — næst guderne — drev Perserkongen tilbage».^[4]

Hvad aand der dengang besjælede Athens folk, det kan vi faa en forestilling om ved at læse det svar, som Spartas udsendinger fik, da Perserne aaret efter slaget ved Salamis havde budt Athenerne fred og forbund paa de mest glimrende vilkaar, og Spartiaterne var rædde for, at de skulde modtage tilbudet. I dette svar siger Athens folkeforsamling bl. a. følgende: «— — I kjender jo dog Athenernes sindelag, at der ingensteds paa jorden findes guld i saadan mængde eller land saa skjønt og herligt, at vi for at faa det skulde ville slutte os til Perserne og hjælpe til at bringe Hellas i trældom. Thi mange og store ting hindrer os fra at gjøre dette, selv om vi havde lyst dertil, først og mest det, at gudernes billeder og templer er brændt og nedrevet, og dette maa vi hevne til det yderste heller end at slutte forbund med dem, som har gjort det, — dernæst det, at alle Hellener er af ett blod og ett tungemaal, deres helligdomme og deres gudsdyrkelse er fælles og deres tænkesæt ens, og at Athenere skulde forraade dette, det vilde være altfor galt. Saa skal I da vide, hvis I ikke har vidst det før, at saalænge der er en eneste mand igjen af Athenerne, vil vi aldrig slutte noget forlig med Xerxes».^[5]

De seire, som Hellenerne vandt i disse aar, havde afgjørende verdenshistorisk betydning; i dem havde Hellas og hellensk kultur seiret over Persien, Europa over Asien, friheden over despotiet, og tillige demokratiet over aristokratiet, Athens aand over Spartas^[6].

Med saadan daad havde Athen begyndt det 5te aarhundred. Og snart ser vi det udfolde en forbausende kraft udad, paa samme tid som dets indre liv bærer de rigeste frugter i videnskab, kunst og digtning.

Det hellenske folk havde allerede i sin ungdomstid — omtrent et halvt aartusend før de begivenheder, vi her har mindet om, — i de homeriske digte frembragt et storverk af saadan betydning, at den vei, som digtekunstens og al kunsts udvikling hos de europæiske folk har taget, ikke kunde forklares eller tænkes uden med disse digte som udgangspunkt og i mange stykker som forbillede. I de følgende aarhundreder havde de fleste af de hellenske stater og stammer — under altid livligere samkvem baade indbyrdes og med fremmede og under en sterkt bevæget politisk udvikling — naaet en rig og alsidig kultur og i mange retninger af aandslivet, i de forskjellige arter af digtekunst og musik, i bygnings- og billedkunst, ja allerede i videnskabelig tænkning (filosofi) aabenbaret, at det havde baade ydre og indre betingelser for at fuldhringe det største.

I løbet af det 5te aarhundred bliver Athen dette aandslivs midtpunkt. «Deri ligger Athens uforgjængelige ry», siger en nyere forfatter^[7], «at det er blevet det forundt at samle i sin midte alle straaler af det hellenske liv og forene dem til den mest fuldkomne og varige virkning paa menneskehedens dannelse gjennem alle tider. Poesien i sin mest fuldendte form naaede sin høide paa den attiske scene; arkitekturen og den bildende kunst skabte med alle de midler, som de foregaaende tider havde uddannet i og udenfor Hellas, sine herligste verker paa Akropolis^[8]; i filosofien blev de modne frugter af ionisk og eleatisk naturspekulation^[9] overført til Athen for der i Sokrates’s og Platons aand at lutres og faa sin ædleste form; veltalenheden, hvis theori var opstillet i det græske Sicilien og Italien, fandt sine største opgaver og sin høieste uddannelse i Athens folkeforsamling; og historieskrivningen, som gjennem de ioniske «logografer» havde tilfredsstillet trangen til orientering i den omgivende verden og i Herodots udødelige bøger havde sikret mindet om de ærefulde frihedskrige for alle tider, løste i Atheneren Thukydides sin høieste opgave.»

Men dette folk, som næsten i alle retninger af menneskeligt aandsliv har frembragt det største, som overhovedet var muligt med oldtidens forudsætninger og navnlig uden den guddommelige aabenbarings nye livskilder, staar allerede i dette samme aarhundred nær ved afslutningen af sin eiendommelige, originale, klassiske udvikling.

Thi ligesom den høieste menneskelige dannelse i hin tid var samlet paa et lidet omraade, det hellenske folks, saa var dens fulde blomstring ogsaa begrænset indenfor et meget kort tidsrum. «Intet folk har nogensinde gjort en raskere og mere glimrende fremgang, men heller intet hurtigere overskredet sit høidepunkt, end det græske i dette tidsrum. — — En udvikling, som andensteds har behøvet aarhnndreder, er her sammentrængt inden faa menneskealdre. Saa hurtig gik folkelivets pulsslag.»^[10]

Dette gjælder fortrinsvis om Athen. Athens politiske og sociale forhold og folkets karakter indesluttede mange betingelser for en kraftig udvikling, men paa den anden side ogsaa eiendommelige farer. I Athen har det antike demokrati vundet sine skjønneste triumfer, men ogsaa klarest aabenbaret sine svage sider. Det maa dog erindres, at naar man taler om demokratisk forfatning i oldtidens stater, saa er dette i et meget væsentligt punkt forskjelligt fra, hvad vi nutildags forstaar dermed. Den største del af befolkningen stod nemlig udenfor borgersamfundet og havde aldeles ingen rettigheder. Attika, som udgjør omtrent 40 geogr. kvadratmil (altsaa ikke er større end Jarlsberg og Larviks amt), skal omkring midten af det 5te aarhundred have havt omtrent en halv million indbyggere (deraf maaske mere end halvdelen i byen Athen); men af disse har sandsynligvis henimod de tre fjerdedele været trælle (privates eller statens eiendom), og af de fri skal igjen omtrent en tredjedel have været «metoiker» (bosatte fremmede uden borgerret).^[11] I flere andre af Hellas’s stater var antallet af trælle forholdsvis endnu større.^[12] Trællene gjorde alt det «simple arbeide»; de fri følte sig ligeoverfor dem som en høiere klasse, og sandsynligvis har i regelen trællene selv erkjendt deres aandelige overlegenhed. Trællenes kaar var vist i Athen saa gode, som det overhovedet kan tænkes, naar friheden mangler, den «demokratiske luft kom ogsaa dem tilgode».^[13] Men et saadant forhold, at flerheden af befolkningen var andres eiendom, maatte dog i længden virke demoraliserende til begge sider. Det var vistnok et nødvendigt grundlag for oldtidens samfundsliv og en af betingelserne for den hellenske kultur-udvikling; thi det gjorde det muligt for alle borgere at faa baade tid og lyst til at tage del i de offentlige anliggender, til at sørge for sin legemlige og aandelige uddannelse og interessere sig for høiere formaal; men det førte paa den anden side til, at borgerne holdt sig for gode til legemligt arbeide, det fristede til lediggang og medførte farer baade for den politiske og for den økonomiske udvikling. Og trællene seiv holdt det naturligvis som oftest nede i aandelig umyndighed. Trældommen var oldtidens forbandelse, og det var først kristendommen, som kunde hæve den.

Ligeover de fremmede og endnu mere ligeoverfor trællene dannede altsaa statens borgere et strengt afsluttet «aristokrati». Men inden borgernes egen kreds var Athens samfundsorden rent demokratisk. Dets forfatning, saaledes som den var ordnet ved Kleisthenes henved aar 500, kan kaldes «konservativ republikansk»; men allerede ti aar før Perserkrigenes slutning^[14] blev der ved Efialtes og Perikles gjennemført en forandring, som i virkeligheden indeholdt et brud med denne forfatning og dannede overgangen til et «radikalt demokrati».^[15] Efiaites blev myrdet, men Perikles vandt saa meget større indflydelse; gjennem tredive aar var han Athens egentlige styrer^[16]. Han satte sig til opgave at fremme Athens storhed, udåd ved erobringer og ved at tilintetgjøre «forbundsfællernes» selvstændighed, indad ved at styrke folkets sans for det skjønne og hæve dets aandelige dannelse, ved paa offentlig bekostning (for største del for «forbundsfællernes» penge) at smykke staden med de herligste kunstverker, ordne fester til gudernes ære (og folkets fornøielse) paa en langt mere storartet maade end før, gjøre borgerne livet

1. I al historisk tid har dette folk kaldt sit land Hellas og sig selv Hellener, som det endnu gjør. Fra Romerne har vi faaet benævnelsen Græker og Grækenland.
2. By og stat betegnes paa græsk med et og samme ord (polis, hvoraf baade „politi" og „politik" kommer).
3. Især maa nævnes søslaget ved Salamis aar 480 og landslaget ved Plataiai 479.
4. 1)
5. ^)
6. ^)
7. 4)
8. Athens borg.
9. Se nedenfor s. 27.
10. 5)
11. 6)
12. Sml. de amerikanske sukkerdistriktsr, hvor slaverne skal have været omtrent 6 gange saa mange som den fri befolkning. 7)
13. 8)
14. *)
15. Den anden Perserkrig strakte sig gjennem 39 aar (480—449).
16. „I navnet var det vistnok et demokrati“, siger historieskriveren Thukydides, men i virkeligheden laa magten hos den første mand“. 10)