Sokrates skildret af Platon/Foretale
Da det ved denne bog ikke godt lod sig gjøre nøiagtig
at betegne dens indhold og plan paa titelbladet, bliver det
nødvendigt her at gjore lidt nærmere rede derfor.
Jeg har ønsket at give et for den dannede almenhed tilgjængeligt billede af Sokrates’s person og gjerning. Dette tror jeg ikke kan gjøres bedre end ved at gjengive det billede, som er efterladt os i Platons skrifter, navnlig i de skrifter eller dele af hans skrifter, som fortrinsvis har en historisk karakter, udfylde dette ved karakteristiske træk fra andre af oldtidens forfattere, især naturligvis Xenofon, og give det den nødvendige belysning ved at stille det i sammenhæng med væsentlige sider af samtidens og den nærmest foregaaende tids aandsliv. I alle tre henseender har jeg imidlertid maattet begrænse mig sterkt. Af Platons skrifter har jeg meddelt i oversættelse Sokrates’s forsvarstale og dialogen Kriton samt et ganske kort uddrag af dialogen Faidon, (se herom nedenfor s. 103); desuden har jeg tilføiet det meste af indledningen til dialogen Protagoras, baade fordi dette stykke i sig selv er saa fornøieligt, og især fordi det i korte træk giver en skildring af Sokrates og af de vigtigste sofister, der vistnok kun er forberedende for den følgende samtale, men dog allerede kaster lys over modsætningen og derigjennem tjener til at forklare et og andet af det, som siges i Forsvarstalen. Af Platons øvrige skrifter, af Xenofon o. a. har jeg meddelt enkelte karakteristiske steder, dels i indledningen, dels i noter til oversættelsen. Overhovedet har jeg ved bogens hele anlæg og navnlig ogsaa ved indledningen gaaet ud fra, at jeg saameget, som muligt, burde lade de gamle kilder selv tale. Læserne rykker derved de skildrede personer og forhold nærmere og faar ligesom se dem med egne øine, om end, saalænge de ikke selv kan gaa til grundteksten, kun gjennem matte briller.
Jeg har havt tre slags læsere for øie, og bogen bærer vistnok mange spor af de vanskeligheder, dette har medført.
Først og fremst har jeg skrevet for mænd og kvinder med almindelig dannelse, men uden kjendskab til græsk sprog og litteratur. Jeg har tænkt mig, at det maatte interessere mange saadanne at lære disse merkelige skrifter at kjende og gjennem dem komme i lidt nærmere berørelse med hine fjerne tiders liv og navnlig faa et umiddelbart indtryk af en saadan aandens heros som Sokrates. Jeg har derfor søgt at indrette baade indledningen og anmerkningerne under de oversatte stykker saaledes, at det skulde blive let at forstaa disse uden store forudsætninger af kundskab. Ogsaa i indledningen har jeg, trods de ulemper, det medfører for læsningen, troet at burde anvende noter, nemlig dels for at give endel mere eller mindre nødvendige oplysninger om de omtalte personer, indretninger, begivenheder o. s. v., dels for gjennem merkelige parallelsteder eller paa anden maade yderligere at forklare eller supplere, hvad der er sagt i teksten. Af disse noter faar da enhver læse eller forbigaa saa meget, han vil.[1]
Dernæst har jeg tænkt paa disciple af vore latingymnasier. Disse læser jo i regelen Sokrates’s forsvarstale i grundsproget, og skjønt de, som enhver ved, kan bruge en oversættelse paa en saadan maade, at den gjør dem mere skade end gavn, saa er der paa den anden side ingen tvil om, at en omhyggelig udarbeidet oversættelse vil kunne yde dem en veiledning, som de godt kan trænge til, især bos os, hvor der er tilmaalt det græske sprog en saa knap tid, at de umulig inden skolen kan vinde synderligt herredømme over det; navnlig vil den kunne virke til at give dem sans for at gjengive de fremmede forfattere i et ordentligt sprog og aabne deres øine for de krav, de i denne henseende bør stille til sig selv. Og skulde nogen af dem, som i skolen har læst »Apologien», derved have faaet lyst til at gaa videre og — under eller efter sin skolegang — gjøre lidt nærmere bekjendtskab med Sokrates og Platon, saa vil de i oversættelsen af Kriton og af brudstykkerne af Faidon og Protagoras have et hjælpemiddel ved de første skridt paa den vei, et hjælpemiddel, som jeg haaber ikke vil afholde nogen fra, men heller tilskynde en og anden til at læse originalerne selv.
Ogsaa for filologer og lærere har jeg haabet at mit arbeide, skjønt populært anlagt, kunde være til nogen nytte. Ligeoverfor saadanne læsere har jeg følt trang til at antyde mit forhold til de benyttede hjælpemidler, (saa meget mere, som jeg hist og her ligefrem bar laant andres ord), og tillige til at gjøre rede for valget af tekst, især hvor jeg har afveget fra nogen af de nu mest benyttede udgaver. Derfor har jeg tilføiet anmerkningerne ved bogens slutning. Her har jeg da tillige anført, hvor de i bogen citerede kildesteder findes, og desuden medtaget enkelte andre henvisninger til vigtige steder, af og til ogsaa en kort begrundelse, samt endel litteratur-anvisninger, som jeg har tænkt mig kunde være kjærkomne for adskillige læsere, navnlig yngre filologer. Alt saadant er da samlet i anmerkningerne s. 261 fg.; det er til disse, der henvises i indledningen ved fortløbende tal, i oversættelsen ved et kors paa vedkommende sted i teksten. De læsere, som ikke har filologisk kundskab, eller som ikke bryder sig om at kontrolere, hvad jeg har sagt, maa jeg altsaa bede om ikke at lade sig forstyrre af disse merker og ikke af de sidste blades tørre udseende lade sig afskrække fra den øvrige del af bogen.
Af Sokrates’s forsvarstale har jeg allerede tidligere leveret en oversættelse, nemlig i Folkevennens 21de aargang (1872); denne fremtræder nu her for en stor del i ny skikkelse. Jeg har ved oversættelserne, især af de to fuldstændig meddelte skrifter, fulgt den regel at holde mig saa nær til grundteksten, som det var mig muligt uden at gjøre nogen vold paa vort eget sprog. Jeg har nemlig ment, at maalet burde være at gjengive originalen saaledes, at den, der er kjendt med grundteksten, ligesom skulde høre denne klinge gjennem i oversættelsen, uden at dog paa den anden side den, der ikke kan græsk, for meget skulde have følelsen af, at det, han læser, er oversat fra et fremmed sprog.
Ved forlæggerens liberalitet er jeg sat istand til at ledsage bogen med et portræt af Sokrates, nemlig en af hr. fotograf Sommer udfort gjengivelse af den bekjendte Sokrates-herme i Museo nazionale i Neapel. Jeg vaklede noget mellem denne og busten i Villa Albani, der vistnok af mange ansees for bedre, (saaledes ogsaa af P. Schuster, i hvis bog Ueber die erhaltenen Porträts der griechischen Philosophen, Leipzig 1876, der findes en god afbildning af den), men bestemte mig dog for den neapolitanske, der altid har tiltalt mig mest.
Hr. konsul Clauson i Neapel har velvillig bistaaet mig som mellemmand i denne anledning. Baade til ham og til alle andre, der med raad eller daad har hjulpet mig under mit arbeide, aflægger jeg herved min forbindtligste tak.
- Kristiania den 21de november 1881.
J. Aars.
- ↑ Det bemerkes, at ved henvisninger er Sokrates’s forsvarstale betegnet ved Apol. (ↄ: „Apologien“).