Abruzzer-sommer
Foran jernbanestationen nede paa sletten
holdt den svære omnibus, og togets
reisende vrimlet mot den ... disse sommergjester
som nu ved juni maaneds begyndelse
var rømt fra Rom, fra bakerovnen dernede,
fra svalesværmens skjærende hvin rundt de
gamle taarner og fra den hvite, hete hinde av en
scirocco-himmel – «per cambiar aria», som
lægen sier. Der var tre par hester, og en
ung traver alene forrest. Hestene var nervøse,
skrapet med ene fremfoten. For de kjendte
altfor godt veien opover til byen, som jo laa
høit deroppe bak muren, stablet uindtagelig
op paa toppen av en haug, rundt et fort,
slik som alle gamle smaabyer fra de svundne
ufredssekler pleier ligge i Italien. Der laa
et oplag paa tre sveper av forskjellig længde
oppe hos kusken – den til den ensomme
unghest var en hel fiskestang. Og han, ungdommen
forut, tygget da ogsaa bissel og stillet sig paa tverke for at meddele sig, humret
ustanselig og dæmpet noget til de ældre, som
var mer tykhudet av vanen – scenen et litet
gripende billede paa de menløses martyrium
i livet ...
Farten stiger opover. Især den sidste bakke, der vi svinger op mot hovedporten og ind staden. Det gaar i rasende gallop, svepesmeld, skraal; det drønner under byportens hvælv. Av de sedvanlige larmende indtog som var en kirkefyrste værdig fra 16. og 17. aarhundrede, naar han kom akende i sin guldkaret. Og selv bytoldmanden, som er klatret op ifølge sin hverdagspligt, rives med: han bare titter ind, farer over pakkenellikerne bare med et rapt blik, springer av stigbrettet. Og det bærer videre avsted opover byen og ind paa torvet. Folket stod her og ventet, stimlet til og lette med øiet efter en eller anden rik reisende, en «ricco forestieren. De, som stod her i den heldende dag, virket væsentlig som skrapkaker av herkomst og laset ramp, som lever av rov og alslags tilfældig job – av disse livegne sjæle som altid repræsenterer en by utenfor stationer og ved diligencers ankomst. De kaster sig over familiens tunge kurvkuffert paa taket; man slites om den, og der er ikke plads paa den til alle disse hænder; men de som der ikke er plads til, følger med for det. Et vældig optog av halve torvets pøbel. Og samme vilde fart som opover korsoen, samme skraal. De visste hvor den fremmede skulde bo: Palazzo Altonati! roper de. Det skygger av ramp oppe i «paladsets» saler, det blir ganske mørkt herinde. Og nu er opgjørets spændende stund inde; de hvis hænder har rørt kufferten, faar først; saa er det de andre, og det er de fleste: de faar en kobberslant eller ingenting. Da reiser stemmer sig knurrende i folkehavet; de bruker kjæft og sjeldne gloser. Men det nytter ikke; il ricco forestiere fegter med armer, og primitive forbandelser blir utslynget, mens de puffes ut av paladsets saler. En statelig kone i svart lasting – hun sier sig at være den som skal bære vand for familien – mumler mot folkemassen noget om at skamme sig – «vergogna»! mumler hun. Men hun rykket først til undsætning, da fienden allerede var puffet halvveis ut.
Il ricco forestiere er i Aquila, Abruzzer-provinsens hovedstad paa 20 000 sjæle. Slik var ialfald ankomsten hin sommer; men det er jo et snes aar siden. Saa nu er der kanske endog taugbane fra stationen.
Næste morgen var det ut at se paa byen. Den ligger paa en haug som fleresteds helder langsomt av mot sletten, og rundt om løper en vældig, mer end en halv mil lang kalkslaat mur; og stundom er det bare nakne rødbrune teglsten. Dernede paa den slitte sti under muren slentrer bytoldens lyseblaa soldater sin runde med geværet slurvet hængende i rem over skuldren. Skidden mørk kalksten i de gamle husmurer, og i gaten graa sandsten. Der var noget koldt og graat og uintimt over de gamle bygninger, som bare spanske byer kan ha det – ikke et buevindu, ikke et ornament, som røber at her engang har været en utadvendt, skjønhetselskende kunstner paafærde. Uten pikant bouquet som selve deres ildesmakende vin, som de koker forat den skal holde sig. Og korset stod paa alle byens husgavler, eller hornet mot det onde øie.
Men byen ligger deilig her allikevel i tindrende morgensol og blaa skjælvende fjeldhimmel, som faar én til at tænke paa mandolinens klingre klang. Like i nord aasryggen ind over mot Gran Sasso, Italiens høieste fjeld, og de dype dalfører med herlige sommerbeiter; sydover har vi sletten, vældig; som den pleier ligge nedenfor saamangen italiensk by, med elven bugtende sig i mak østover mot Adriaterhavet mellem poppelkantet bredd, med prikker hvitkalkede smaabyer hist og her langt ute i disen, et kirketaarn eller to. Længer syd og hinsides sletten løfter græsgrodde høidedrag sig, ligger endda i skygger og i morgensolens bævrende rødskjær.
Aquila er en gammel by; men den har ingenting med antiken at gjøre, skjønt Machiavelli sier, den er fra Theodoriks tid. De lærde strides. Men det er vel saa at der har ligget smaabyer fra antiken og tidlig middelalder rundt om; men de blev ødelagt av fiendehaand – der er nok av ruiner. Og saa samlet man sig tilslut paa denne store haug og bygget; keiser Federigo Secondo gav den i 13. aarhundrede rettighet som by.
Men befolkningen er sterkt raceblandet, efter disse ansigter paa gaten at dømme; her har fremmede tropper grassert opover tiderne: spaniere, franskmænd; og før den tid disse nordligere stammer, som skyllet sydover halvøen: longobarder, schwabere under hin mægtige keiser Fredrik, og efter dem endog normannerne. Tilsidst hørte byen ind under kongeriket Napoli.
Der stimler bønder ind mot byens porter
paa alle de hvite veier; de sitter paa sine
æsler eller slentrer ved siden. Det er som
kirkesøndag paa landet. Og almuen fylder
ganske torvet; og dette ser just ikke ut til
at være skrapkaker; der er race i dem, fasthet
i blik og væsen. Det er slitne, men
sterke, alvorlige folk i svarte klær av uld;
og konerne hadde gjerne svarte luer paa
hodet og skjørter som bølget i valker, med
beltet litt høit oppe, og der lyste av rød
rosesøm; og ofte bar de hvitt forklæ med
en blondebord og store, gyldne ringer i ørene,
og røde koralbaand, koralsøljer ogsaa. Der
var noget underlig nøie og blufærdig tildækket
og utilgjængelig ved kvinderne; de
virket monogame paa lang avstand.
Paa en pindestol ved et av torvets hjørner foran et litet brunmalt bord sat en stutt, busket mand med et blækhus og nogen ark halvskiddent brevpapir; det var «notarius» – il notario – som skrev kontrakter og brever for denne sværm skriveukyndige fra landet; efter klienterne at dømme saa det ut til at han ogsaa skrev kjærlighetsbrever. Hans ansigt var ganske borte i bare graat, lurt skjeg: og han var av de mennesker som ikke længer behøvet se paa folk, han bare veiret. Og selv virket han som et eneste stort fusk. Men hans lille bord hadde søkning av alle disse som var negtet den vanskelige skrivekunstens gave.
Jeg kom ind i torvets apotek for at faa kjøpt tandpulver. Der stod to stoler i rød plysch langs væggen utenfor skranken, høiryggede, utskaarne statsraadstoler. Paa dem sat der to gamle, hvithaarede herrer; de sat ranke og tause, uten en trækning i sit ansigt, og den ene bar frihetshelten, den gamle Victor Emanuels skjeg – barterne og en vældig fip. De saa ut som de begge hadde tat ind en dosis medicin og nu bare sat og ventet paa at bli bedre. Men ved glosen «polvere dentifrice» la jeg tonen galt. Og farmaceuten lot som han ingenting forstod, vinket øieblikkelig hit ham i heltekongens skjeg. Han sprang frem, saa mig faderlig ind i øiet fra et avdød ansigt. Jeg la akcenten om; og den gamle trak sig diskret tilbake, men med et uttryk som naar man mister en pen ørret like i baadripen. Da opfattet jeg situationen: det var to gamle læger, dette – to mumier, som sat paa lur under torvdagens folksomste timer! Og de var stivøiet av spænding som rovdyr like før spranget. Det møte var ellers et slemt varsel: «il professore» var overlæge ved byens sykehus; og familien skulde komme til at behøve ham snart.
Ut paa eftermiddagen datt en bjørnetrækker ind paa torvet med en svær skistav i næven – det var vel en fordums Gran Sasso-bjørnunge han fôr med, saa elendig mager og tjafset og uflidd paa skindet og med jernstang fæstet i næsen; plageaanden var ellers næsten like mager. Den gik paa to, mens eieren kjørte skistaven i dens buk, saa den gav fra sig et par dype gulp; fik nogen soldi, og var saa væk i næste nu, begge, lydløst tassende; de hadde hast, for la de sig fore nogensteds, svalt den jo ihjel; det var kun som sensation den tiltrak sig soldi. – Men i skyggen sat der en anden bjørnetrækker paa torvets fortaug; han sat ved et litet bord og drak kaffe avec med en ung, vakker dame. De to sa ingenting. Han var svær og forætt og uformelig, og opstoppernæsens bor lyste rødt, og i den underlig svarte, tomme mund sat der bare to svære hjørnetænder, saa han lignet en hvalross i opsynet. Var det sin unge frue, han passet paa? Eller en netop hyret husholderske? Ti hun kjedet sig og kastet syke, ordløse trælleblik efter det som ungt var paa torvet. –
Men mot kveld tømtes byens torv for bønderne; i lange rækker kom de med sine æsler nedover hovedgaten mot Porta Romana. Der var en 17–18 aars jente blandt dem, som hele gaten nedover prøvde at klyve op paa sit æsel; men æslet var en skjelm, som hadde lært sig den kunst ustanselig at rykke unna til siden. Jeg nærmet mig forsigtig, lettet vârt i hatten: om jeg ikke skulde holde æslet, mens hun krabbet op? Da satte hun i en hvæs: «Slæp!« – ganske fra sig av raseri, og kneiset med hodet i dyp foragt: «Las-s-s-scia-a-a»! ... hvislet det og hvæste det. Og jeg slap, tænkte haandfalden: men gudbevare mig vel, hvad har hun været utsat for fra by-signorernes side! Dagevis laa det og hvæste i mit minde og spurte. Og det varte en tid, før jeg fattet hvad det egentlig var, dette, jeg hadde støtt paa.
Sommeren vokste. Svære drifter graat
storkvæg drog i en støvsky og rautende
forbi indover mot fjeldbeiterne. Heten steg,
og luften blev dirrende fuld likesom av solstøv;
elven dernede minket, trods den hadde
tilsig fra sneen inde i fjeldene, og dens hvite
sand gliste mellem poplerne. Dis og tørke.
Enkelte trær paa grund jord hang ørlitet
med bladene. Kornakrene fik alt hist og her
et gulskjær. Man holdt sig inden byens
murer og i skyggen. Men eftersom sommeren
øket, kom vinduslemmerne for midt paa dag,
og seilduksforhænget lukket de aapne butiker,
kirkerne, restauranten og apoteket, saa det
var skummert at træde ind som ved sen aften,
Der var tilslut ikke stort andre ute midt
paa dagen end «il ricco forestiere» og gatefeieren
med sin graablaa haandkjærre – jeg
tror der stod som i Rom et messingskilt
med «N. U.» paa ɔ: nettezza urbana, byens renhold. En dag slog jeg følge med ham;
for de to gamle, tause bykonstabler eller
«guardia municipale» var med. De marsjerte
stramme og bar Victor Emmanuele-skjeg
som il professore – støtterne under samfundet
bar visst det skjeg i Aquila; og de
var uten træk i sit dystre ansigt likesom han.
De gik i en litt sid vaabenkjole og bar lange
sabler med messingdupsko paa sliren; gatefeieren
diltet taus efter med sin renholdskjærre.
De var ute og gjorde en razzia
nedover hovedgaten efter løse hunder. For
nu hadde heten naadd en høide over alle
rimelige grænser, saa det gjaldt at gripe ind
til borgernes frelse og ta rev i seilene, hvor
én kunde. Nu hadde de ogsaa skiftet titel;
de het «accalappiacani municipali» eller kommunale
hundefængere. De lot kjærren stanse
foran spisesteder, hvor hundene holdt til og
sniket, og stak saa ind i halvmørket bak
seilduken, trev med et raskt grep hunden om
halen, løftet den i veiret, kom balanserende
med den paa strak arm som det var en
giftig slange; gatefeieren stod færdig, med
lemmen oppe i kjærrens kasse: hunden paa
hodet nedi, og saa lokket efter med et smeld.
Saa videre, med embeds-nyver mellem brynene
og i taktfaste skridt til næste løshund. Og naar der blev flere i kassen, røk det op til
slagsmaal mellem arrestanterne. Men ingen
trækning i de to morske accalappiacani municipali’s
ansigt. – Nettezza urbana ...
Først mot kveld kom borgerne frem. Man søkte ned til «Villaen»s, som var byens park med musik og en liten kafé og stoler tilleie som paa Monte Pincio og med officerer, for Aquila er litt av en garnisonsby; paa kastellet bor soldater og de eksercerer i den store gaardsplads. Her kjølte man sig og aat is. Her blunket oberstens øie blidt, naar en løitnant er galant og skaffer stol til hans datter. Og her i halvmørket mater den aldrende hvalross sin unge pike med kaker.
En slik het dag rygtedes der en stor nyhet: en av Italiens berømteste advokater var i byen; en sak skulde fore ved appel-retten. I 32 graders varme var det hans agt for sidste gang at prøve at renvaske en tyv. Jeg naadde for sent ind; men saameget fremgik av det, jeg hørte, at angjældende hadde kvartet 1000 lire fra en kommodeskuf og var alt dømt av lagmandsretten. Det var halvmørkt herinde, alle de grønne lemmer for. Paa væggen skimtet én saavidt kongens billede og den smukke inskription: «La legge uguale per tuttir (loven lik for alle), hvorunder der rørte sig tre avdøde voksansigter i kappe og barret. Advokaten var vinrød og blodfuld med grissen haarvekst over hele ansigtet, og han bar en overmaade vid og ustivet turistsnip. Tilhørerne her i halvmørket bestod væsentlig av rampen med veninder, de som jo ved alle store retssaker pleier at repræsentere offentlighetens ømme retssans og til borgernes beroligelse overvaaker lovens gang – paa samme vis som de ved fremmedes ankomst paa torvet repræsenterer byen. Advokaten var midt op i saken, da jeg fik skubbet mig frem. Til sin klients forsvar syntes han ikke egentlig at ha noget nyt at anføre. Men han appellerte til rettens sunde sans og gav en høist sympatisk tegning av denne gamle, nøisomme mand, hvis eneste last her i livet var hans trang til læsning og bøker; han sat over dem om natten ved den flittige lampe og gransket nærsynt: En slik skulde ville gjøre sig til tyv for mille franchi?! spurte advokaten os. Denne stakkars stoiker? – Questo povero stoico? Og stoikeren trængte sig da frem, paa det at alle kunde overbevise sig: det var et magert, brunlig asket-ansigt med briller langt ned paa en rødlig, høirygget næse – hadde han kjøpt dem for anledningen? Før var han nærsynt, skulde de ikke sitte der; og var han langsynt, var de til bruk ved læsning – og her forelaa intet papir. – Forsvareren blev mer og mer indtrængende. Og sigtede fulgte med, nikkende av indre bevægelse, og fældte den forurettedes stille taarer i pauserne, snufset næsten ikke hørlig, som det sig en stoiker bør. Forsvareren slog om, forsøkte alle stemmens tonefald – den krænkede, litt haanlige først; saa den sentimentale, og sveden silte, og turistsnippen blev vaatere og vaatere: Han levet cælebs som en munk, sa han, en eremit av natur uten dyre og mondæne vaner; bodde bare sammen med en gammel søster, som vasket hans tøi og en gang om dagen laget hans macheroni – og en gammel, svartklædt dame i sort kniplingsmantille rundt hodet trængte sig diskret frem, paa det at vi kunde forvisse os: En slik mand skulde ville besudle et saadant yndig familieliv med et tyveri paa mille franchi?! Questo povoro stoico! Og asketen slap atter en miskjendt taare. Tilslut var turistsnippen en eneste opbløtt lefse. Men de tre avdøde mumier der under kongens portræt hadde aapenbart hørt slikt før. De var uimottagelige for sund fornuft, og ogsaa for medfølelse. Dommen blev stadfæstet. Og der gled ikke saameget som en skygge av ærgrelse over forsvarerens ansigt, han var bare dyvaat, og ellers ganske enig med de tre mumier, tørket sig likehændt over ansigt og rundt om halsen, sanket sammen mappen og de andre apparater til tyvens renvask, gik saa sin vei under en kort, kold forretningskremt – salæret var tydeligvis ialfald paa det tørre, om han selv var dyvaat.
Heten holdt sig, hundedagene var endnu
ikke tilende. Domenicuccia, konen i
den svarte lasting, bar fra byens brønd vand
i konkaen paa sit hode, at skvætte ut over
stengulvet til luftens avkjøling. Hun bar visst
vand for halve byen. Det var i det hele et
trofast stykke menneske, arbeidsom og energisk
og med blik for det væsentlige – en
skrubhøvel; svartklædt, stor og sterk, brunøiet
og av en hud som gammel oljet ek, med
de par urinstinkter like op i vandskorpen.
Verga har typen i La Lupa, det amoralske
dyr som trækker mændene til sig og utsuger
dem, endog sin datters mand. Hun holdt
strengt hus og enkel justis hjemme, hvor der
var en liten gut og en femten aars datter;
men hun forstod ikke stort at behandle
menneskesind. Man sa, hun slog sin datter
med en liten jernstang til vinding for moralen;
og jeg er ikke tryg for at ikke her skinsyke spilte ind – «La Lupa» ogsaa i det. For
ialfald datteren virket som om rygtet sa
sandt – viljebrutt og blid, og i al stilhet
det bløte voks, som man ogsaa benævner
moral insanity, trods jernstangen.
Det var en nat saadan ut paa morgenkvisten, men det var endnu stummende mørkt. Jeg vaagnet av at jeg likesom ikke kunde puste – en blytung, stillestaaende het luft, det som paa italiensk saa malende heter «afa» ... En fjern, ulden dur først, som om der langt borte over bløte jorder kom travende en umaadelig hesteflok ned imot én. Saa begynder sengen at gaa som for lave dynninger, vugger langelig frem og tilbake ut fra væggen. Saa nogen iltre, rappe rist. Og atter gir sengen sig til at gaa underlig tungsindig. Der rasler gips av væggen og fra taket. Med ett begriper jeg: Jordskjælv! Paa fortauget nedenfor paladset hører jeg to mands taktfaste skridt, – blir borte nedover corsoen imot torvet: ordensvernet og situationens herrer, de to morske accalappiacani, municipali, som atter er ute og røgter sit kald til borgernes ve og vel. Nettezza urbana. Og jeg synes, jeg ser deres lange sabler med messingdupskoen og de martialske miner under Victor Emanuele-fippen, som engang hadde været med at redde Italien. Hvis det da ikke tilfældigvis skulde være det at de selv ikke rigtig liker at være indendørs under jordskjælv, men søker fra politistationen mot aapne pladser og torvet, de likesom borgerne. For de vet, at aasgaardsreien kan komme travende igjen – man er aldrig helt tryg her i Apenninerkjeden ... Det blev imidlertid med dette ene støt. Der datt ned bare en kirke eller to i en grænd længer nordpaa.
Men trods disse dygtige accalappiacani municipali var der allikevel en dag sygdom i familiens palads. Vor lille kom hjem igjen fra parken vissen og træt, og svedperlerne stod saa underlig spredt paa panden under haarroten, men ingen utslet, hverken da eller siden – i virkeligheten, mener jeg, et litet snev av solstik. Byens specialist i barnesygdommer blev budsendt. Han kom øieblikkelig. Det var en yngre, svartskjegget mand med magre fingrer, dirrende av energi – Napolitaner-typen. Han saa mørkt paa den syke: «Sono i renis»! sa han dyster og med rynkede bryn; det var nyrene. Og forældrene kvakk: Hvordan ser De det? – Opsvulmet under øinene! kom det. Og da han hadde faat forældrene tilstrækkelig opskaket, gik han. Dagen efter kunde han melde at heldigvis, nyrene var i orden – næsten omtrent aldeles iorden. Men han rynket atter bryn og var like mørk for det. Hvad er dette for en sygdom? sa jeg. Hvad sygdom? sa han og blev stum av hemmelighetsfuldhet. Men jeg hadde slaat op i mit leksikon efter navnene paa alle de barnesygdommer, jeg i farten kunde hitte paa. Er det erysipella? sa jeg. Erysipella? gjentok han og veiret tænksomt, som om det var første gang han møtte den sygdom. Erysipella, nei. – Men orticaria? – Orticaria? Orticaria, no. – End rosolia (meslinger)? – Rosolia? Rosolia, no. – Og endnu hadde jeg vist fundet frem navnet paa et par til. Men hvergang nøiagtig samme svar. Saa hadde jeg det fæleste igjen, og jeg tømte mit glosearsenal sammen med angstens kalk: Er det skarlagensfeber? – Scarlattina? Scarlattina, no. Men nu følte ogsaa han sig sat til vægs: «E una sorella di scarlattina»! næsten hujet han; en søster av scarlattina, som var forfærdelig smitsom for barn, men ikke det spor for voksne. Og saa spurte han hurtig om han skulde komme igjen imorgen. Han kom hver dag igjen, og barnet bessnet ustanselig. Men samtidig blev en av familiens voksne syk; det er tyfus, sa han øieblikkelig, og der hadde han ret. Men da bør vel den syke helst ikke ligge her, sa vi; det er jo smitsomt. – Naaja, det kan ikke være saa farlig. Ja, det vil si: barnet bør helst ikke leke derinde hos den syke. – Men er der intet hospital i byen? blev der spurt. Jo da, han skulde faa lov at ordne med det og indlæggelsen, siden vi saa endelig ønsket ha den syke hjemmenfra. Han vilde absolut være med endog til vognmanden for at ordinere landaueren – han hadde tydeligvis i en eller anden form provision. Og saa blev det hele bragt iorden.
Byens hospital var et fredelig og gammelt kloster med cypresser og blanke laurbærtrær ute i haven, som laa i ly av klostermuren og med velstelte sandganger. – Og vi friske flyttet fra paladset og over i en pension. Men først vilde jeg desinficere, sa jeg til lægen; aah, det var ikke nødvendig, sa han. Men da jeg holdt paa mit for ikke at faa ubehageligheter siden, mente han at der altids var en mand paa hospitalet at faa til det. Jeg gik dit bort og fik tak i en av personalet; aah, svarte de ogsaa, det var ikke nødvendig. Men de gav ogsaa efter tilslut, og det blev berammet til en eftermiddagstime. Da manden kom, fremla jeg endel dævelskap, som jeg hadde kjøpt sammen til smittens utryddelse – svovel, sublimatpastiller. Men han var ikke videre tilfreds med at jeg hadde foretat indkjøpet – han hadde ogsaa gjort regning paa provision; her mangler karbol! sa han streng. Og han avsted for at kjøpe – jeg antar, han sprang ned paa hospitalet og hentet. Han kom andpusten tilbake med en hel flaske karbolvand; hadde lagt ut to frank, sa han. Svært saa dyrt karbolvandet er i Aquila, mente jeg. Sissignore, svarte han og saa mig indtrængende ind i øiet: karbolvand er «una cosa di lusso» (luksusgjenstand). Og dermed gik han igang. De yttre rum blev tat med karbolvandet. Men inde paa tyfusværelsets gulv anbragte han en gammel vaskevandsbolle av metal; op i den la han svovelen og sublimatpastillerne, tørre og hele som de var; ovenover fra kant til kant la han saa en pinde, og om den viklet han litt avispapir paa midten – det var hans egen utpønskede metode, forklarte han: da brændte pinden av paa midten, og derpaa faldt enderne blussende ned i bollen til svovelen og antændte alt. Og saa satte han fyr paa, kom sættende ut paa taa, slog døren i, stod og holdt paa den – det var som «lunta brænder!» – og han rettet den ene pekefinger i veiret som ordre til silentium. Han stod og veiret; jo, der kom visst en svak svovellugt: Der! nikket han; nu var det i orden, og han gjorde sig rede til at gaa, blev klarert for karbolindkjøp og for umaken. Men jeg blev sittende i siderummet og vente; svovellugten minket langsomt. Og da jeg tilslut gik ditind, var alt slukket og svart; pinden var bare sotet paa midten. Og saa maatte jeg til.
Der stinket svovel næsten hele sommeren igjennem, og der indløp melding at hele corso’en var i oprør over forestierens desinfektion, saa jeg i uker gjorde en stor omvei for ikke at bli lynchet av paladsernes beboere. Og jeg ventet hver dag besøk av politiets to morske accalappiacani.
De forskjellige sygdommer gik sin gang. En dag kom Domenicuccia sættende ind som en vind: om jeg øieblikkelig vilde komme paa hospitalet til «l professoren. Hun ut igjen og foran mig til hospitalet. Il professore var han fra apotekets statsraadsstol med Victor Emanuele-skjegget. Han tok mig tilside, busket og hemmelighetsfuld, snakket dæmpet: Si mig, sa han, hvordan var den sykes gemyt til daglig? heftig og umedgjørlig? Jeg kunde svare ham at den sykes væsen var det motsatte – mild som et lam, husker jeg endog jeg sa. Da saa han mig ind i ansigtet med det stive, døde øie fra frihetskrigens store blodige slagmarker og gurglet langsomt: Altsaa, virkningen av feberen! Endnu har jeg i mit øre den vidunderlig stringente slutning fra hans rustne, urene strupe: «Allora, l’effetto della febre»! – Jeg lurte mig til at titte paa temperaturtavlen over den sykes seng: 41 grader stod der og endnu nogen decimaler til. Saa il professore var en logiker. – Derpaa tok han mig for anden gang tilside, pekte paa vandbærersken i den svarte lasting, som fløi rundt i salene som om hun var hjemme: Si mig, hvem er den konen? sa han. For hun render omkring her blandt de syke. Jeg svarte at hun før hadde baaret vand for os, men at vi ellers intet hadde med hende at gjøre. – Men da bør hun ikke gaa omkring her i salene blandt de syke. «Ma allora –», gurglet det.
Saa en dag var al sygdom over. Barnelægen utskrev vor lille som helbredet: Nu kan De gi hende kaffe igjen! sa han. Hun hadde aldrig i sit liv smakt kaffe. Og morgenen efter var jeg nede for at gjøre op. Han var ikke tilstede, men jeg fik en titt ind i hans kontor: Jeg har aldrig nogensteds set slikt batteri av retortere og maaleglas og kolber – det virket som et kemisk laboratorium. Men det var vel for det tilfælde at alle Aquila’s barn skulde angripes i nyrene samtidig. Paa torvet traf jeg ham: her skvatt han omkring i solskinsmorgenen og blomstret og aat druer, av disse aarets første smaa søte, – lignet en gutunge mellem kjærringernes border, som skulker skolen. Jeg hadde forgjæves søkt ham paa kontoret, sa jeg: Hvad jeg hadde at betale? Da trak han paa skuldrene, skjøt brynene i veiret, drev underlæben frem og fik en gjeip i hver mundvik under skjegget: Som De selv synes! sa han, ganske som et bybud: «Come crede Lei». Jeg mente, slikt var litt vanskelig for mig at avgjøre. Men han gjentok standhaftig: «Come crede Lei». Dette tegnet til en uappetitlig flaaer-affære – han hadde jo gaat her paa sykevisitter halve sommeren! Bedst at begynde langt nede, saa kunde én under prutingen møtes ensteds opover paa halvveien: 50 francs? spurte jeg blyg. Da rettet han sig, stirret mig ind i øinene, takket, takket mig heftig i haanden, fulgte efter ind mellem bordene med min haand i sin: Og er der nogetsomhelst siden, saa bare kom De til mig! sa han. Jeg saa, han rev i paa sig en ny klase druer.
Den dag kunde jeg altsaa ved bordet i pensionatet melde italienerne at nu hadde jeg klarert lægen. Da spidset alle øren: Ja, hvad tok han? Jeg fortalte at jeg gav ham 50 francs. Da hujet de op, skrattet; det var tydelig at nu hadde atter «il ricco forestiere» været ute og begaat en dumhet: 50 francs!! Ohibo! 50 !! Halvparten var mer end nok! – 10 francs! skrek én. – 5! en anden. 2.50! en tredie. Og «il notaio» gryntet forbitret inde i alt det buskede skjeg: Ja, ingenting ogsaa! sa han. Og forsaavidt kunde han jo ha ret: lægen hadde hat samme indflydelse paa sygdommens gang som de to accalappiacani municipali paa jordskjælvet.
Sommeren helder. Det høstes ikke endnu;
men kveldene blir atter svale. Nogen
vældige tordenbyger har hjulpet. Og kornakren
er skjærr.
En morgen tidlig vaagner jeg av ustanselig rislen nede i marchesens palads-have, det er som en geschäftig spurveflok hadde slaat sig ned i hans guldregn-busk og nu kvitret hverandre i nebbet. Der staar en række muldyr og æsler dernede med sækker i kløv. En livréklædt kjæmpe, forresten i skjortærmer, marchesens majordomus i paladsets havedør, tok imot tribut fra leilændingerne omkring. Det var bønner, som blev renset med det samme, skudflet rislende mot det store sold og saa spadet i haug paa vældige presenninger. Den marchesen eiet visst alt her omkring; det blev sagt at ætten var begyndt som staldkarer under Bourbon’erne i Napoli. Og denne ætling hadde hat sæte i kongens raad. Jeg hadde tilfældigvis lagt litt merke til ham som politiker – ideløs og ingenlunde fremragende; det var vel egentlig det at han eiet saameget og derved likesom kom til at repræsentere en bestemt sort næringsdrivende, eller distriksinteresser, som det ogsaa heter.
Druehøsten var inde. Folk plukket klaser i de store vinhaver i heldingerne rundt om byen og stablet dem i haug paa svære aaklær. Stanset man litt ved en port, kom en smilende jente springende og bød én ind at forsyne sig av haugen. Og ogsaa de smaa træge, forfaldne vinfluer gasset sig. – Kjærrer med et bjerg av kurver holdt utenfor og læsset paa; de blev kjørt ind i byen og stanset utenfor en eller anden kjelder i et smug; i halvmørket derinde og i fluesværmen gik mænd barbent og med bukserne brettet op til knæs og traakket druer mot det heldende cementgulv. Der laa en hel vold av svarte klaser efter den ene langvæg, og av den sparket de løs efterhvert, og det mørkerøde tykke drueblod flommet i strømmer ned mot brønden i det ene hjørne, sammen med druknende smaa fluer. Hvilken kongelig død! næsten som høvdinger i Ynglingasaga. Og fra brønden øses det saa og bæres i zinkbøtter op i kjæmpetønder, at rense sig og gjæres til vin. Andre skuflet drueskind og kjerner bort. Og hvergang et nyt lass stanset derutenfor, sprang de paa sine blodige føtter like ut i smugets skarn, hjalp til at bære kurvene ind og tømte dem ut over druevolden i langvæggen. Gav sig saa igjen til at vasse videre i druer og fluesværmen. Og stanset en forestiere utenfor, kom der invit om at træde indenfor og forsyne sig av drue-fjeldet. Alle var blide og flotte, gavmilde, for én gangs skyld uten at tænke paa gjengjæld.
Og like ved byporten staar vældige tønder under toldens opsigt; for eieren er vel en nærig mand, som ikke fortolder, før han vet hvad der gaar bort i svind. Tønderne gjærer og arbeider; det stønner og sukker inde i dem, det tænker i nætternes stilhet høilydt paa sin hellige bestemmelse. Der kan stundom gaa lettelsens drøn gjennem fatene, ligner salut fra fjerne kanoner. En liflig lyd for den, som tolder er.
Ak, druehøst. Vendemmia!
Nu er det saapas svalt at man paa nordenvindsdager
kan ta fotturer utover landet
omkring byen. Jeg mindes en saadan til en
liten grænd San Vittorino i vest. Herute
paa veier og stier og ved de smaa stuer traf
man selve folket. Og det var, som før sagt,
ikke skrapkaker at se paa. De levet av
fædrift og jordbruk. Sterke, vel utviklede,
dygtige karer, det er folketypen. Hærdet i
haarde vintrer. Og mandens mod er vaakent;
for ikke saa uendelig langt tilbake laa fjeld-
skarene fulde av briganter. Og i gamle dager
blev folket regnet for krigersk. Om vinteren
reiser de nu i flokkevis og tar arbeide nedpaa
slettene om Rom og til Maremma-strækningen
langs kysten længer nord. Der er
ogsaa mange av dem som næsten aldrig ser
sine koner; én kan høre dem stunde paa
Campagnaens febergiftige lavlænde og mulle sine syke, sentimentale stubber. Og her har
de ogsaa lagt sig til det husvilde ordtøket:
La pelle a Maremma,
l’onore a montagna.
(vort skind paa Maremma, vor ære op i fjeldene). Aquilani heter de der vest; de er mest sauegjætere, grøftegravere og jordarbeidere; og de er nøisomme, og tillike som regel de daarligst lønnede. Av væsen er de arbeidsomme, ivrige, hidsige – med race i sig. Og der er noget ildfuldt, farlig over de unge, blod som syder. Daarlige pander; men troende, ja fulde av overtro, bornerte; men sunde. Ti det er ætlinger av antikens sabinere og marsere og hvad de heter, de som fra gammelt blev regnet for romerfolkets, og ogsaa romerhærens, kjerne. Jeg har ialfald paa følelsen at dette folk, vi ser her om os, er en liten prøve paa antikens gamle, forholdsvis ublandede romere. Ja, for hvor skulde de ellers være? Og sabinerkvinden var streng, utilgjængelig, bestemt, sier Horats i en av sine præstationer i græsk odedigtning, den pessimistiske over Roms sedelige forfald: «Severa mater», staar der – monogam av natur. Og det er muligens eksemplarer av disse vældige stykker mennesker, som én stundom støter paa ved straahytterne ute i den romerske Campagna.
Og her paa landet, ansigt til ansigt med bondetypen begyndte jeg at fatte æselpikens hvæs imot mig hin gang: det var sabinerinden, jeg var kommet ut for. Ventelig de maatte røves i sin tid, forat nabostammen kunde faa dem tilegte. Var kanske vor vandbærerske en prøve paa typen, naar den kom utenfor sin alfarvei og selv ingen ordentlig arne eiet – La Lupa-typen?
San Vittorino er det antike Amiternum, historikeren Sallust’s fødested. Det laa i en skraaning med grønne jorder rundt om. Kjøreveien svinger sig videre opover og ind mot fjeldene. I engen laa romerske ruiner fra keisertiden, da man tok hit op om somrene; resterne av et litet kolosseum laa her og av et sommerteater. Unger kom springende nedover bakken med irrede antike mynter tilsalgs; der kom en voksen bonde sammen med dem, for selvfølgelig var der turistbedærvede individer her ogsaa. Og det kan saamen godt hænde at jeg ikke var faldt paa det, om Roms egteste stilist ikke var født her; men nu faldt jeg paa det: Sallust var sabiner. Om han ikke længer var det i sin vandel, gudbedre, og der kanske randt ikke saa faa draaper andet blod i hans aarer, saa var han sabiner ialfald i sin kunst. Der findes ingen romer, i hvis stil der er saamegen race; det er just det som er det koglende ved hans to smaa skrifter, det om Catilina og det om krigen mot Jugurta. En genial kunstner, men som virker ved knaphet og indadvendt kraft, ved en arkaiserende kantethet, ved en sky for zirlige bisætninger næsten som paa oldnorsk før vor Haakon Haakonssøn og vor saakaldte storhetstid; – vaaker saa nøie over at den indre lidenskap og hete aldrig futter av i retorisk fyrverkeri.
For retorik nemlig var ikke egentlig de gamle romeres væsen. Var nu heller ikke de gamle grækeres. Retorik er en uvane, de har lagt sig til under den mondæne modes og slette kunstsmaks press. Av denslags skjæbnesvangre forskyvninger i et helt folks natur, som man jo ser ogsaa foregaar den dag idag, og under litt sammeslags press.
Et slikt heftig folkefærd utmerker sig
naturligvis ved kirkefester. Ja, de var
overdaadig mange. Og vil man opleve denslags
grundig, kan jeg neppe tænke mig et
sted heldigere end Aquila. Der var yrende
fuldt av folk; det flommet ind fra de smaa
nabobyer nede paa sletten, og de kom inde
fra fjeldene.
Først var der en fest i slutten av juni, – den var visst forbundet med kreatur-marked, og fik ved det et litt verdslig præg, smugene og de smaa torv stod tæt av det graa, storhornede kuslag. For det kunde jo ikke altsammen bare være staldkar-ætlingens bøling, som tok sig en rast paa gjennemreise til fjeldbeiterne. Byen var i dager fyldt av hornmusik; den staar som et evindelig bluss op fra alle gater, som selve hundedagenes ulidelige hete. Der er flere musikkorps som grasserer; og ingen av dem ligger paa latsidne, driver paa omkap fra den tidlige morgen til midnat. Men især er det slemt midt paa dagen; da marsjerer de gjennem gaterne, sætter fuld stim paa, naar de møtes, blaaser bokstavelig i hverandre. Dette staar paa i dagevis. Man blir ganske fra sig selv tilslut, og én vet ikke sin arme raad med trommehinderne. Naar mørket falder paa, er der ogsaa papirlygter og fyrverkeri.
Men de festdager i slutten av august er høitideligst, da erkebispen fra Collemaggio-kirkens taarn syner folkemassen den hellige Celestins relikvier og velsigner folket – den saakaldte «Fiera del Perdono» (syndsforladelsens markedsfest). Kirken ligger paa en stor flat plads litt utenfor murene, bygget av den svartbrandede sørgmodige kalksten, rundbue og med rose, av den sedvanlige «romanske» stil heroppe. Der stod tætpakket av folk paa hele pladsen foran hovedportalen. Herdebrede, høie, senesterke mandfolk med solbrændte nakkesener, mørke, strenge, staute som Sallust’s prosa. Og nogen hadde hattene litt paa snurr til ære for den hellige Celestin; men der var endnu ingen overdrivelse, de var ikke glidd ut i de større byers skaperi – dette som uttrykkes komisk i den staaende formel: «il capello a ventitre e il ciuffo alla brava» (hatten paa 23 og pandeluggen kjækt frem i synet). I den svarte folkemasse lyste de sterke, blodrøde stænk fra bondekjærringernes nationaldragter. Men mængden var urolig, den bølget frem og tilbake paa pladsen. Luften her foran kirken dirret farlig av middelalderlig tro. Der var saameget som spillet ind. Ogsaa synet av de bodfærdige, som var idømt pønitense av skriftefaren – f. eks.: saa og saa mange ganger fra den kirkedør til den kirkedør – og nu krøp forbi én paa knærne derinde paa kirkegulvet, hektiske i blikket; nogen rigtig store syndere laa visst paa maven i støvet og skubbet sig frem slik. – Jeg har aldrig hat indtryk av en folkemasse mer til randen fyldt med primitiv psyke, mindre immun for smitte, mer herreløs i sin lidenskap. Men trods sit avsind ikke sykelig allikevel, endskjønt nok dens gudsdyrkelse holdt sig paa randen av hysteri, der hvor det presteskap ønsker den, – ikke patologi, ikke russisk. Dertil var det nemlig likesom saa altfor kort fra følelsen til dens omsætning i vilje, til handling; der likesom kunde svive den i næste nu hvadsomhelst. Men just dette letfængelige var det farlige. Der gik tæt av karabinierer, to og to, patruljerte nervøse uten stans mellem mængden paa pladsen. Her var nok mangt uopgjort mellemværende, trætte om en teig eller litt ved i en skog og slikt. Her var ogsaa eros med; de unge saa paa hverandre, «libkosten sich mit ougenen», som det staar i Nibelungenlid; og unggutterne lignet treaars hingster i øinene. Nogen hadde alt været oppe at slaas; en unggut blev ført arrestert bort, trøien var flærret ...
Paa den anden kant av byen laa der ved veien et palads inde i en have; laa bak sin gitterport og høie havemur med glasskaar støpt ned i cementen; laa ubebodd og med de grønne lemmer for. Alt derinde stod og stelte sig selv, ingen til glæde og ingen til nytte. Og utenfor ved gitterporten laa en hvithaaret, utmager kall, vel en utslitt arbeider – hans næver var bare knokler og lær som hele manden. Han laa paa knæ med en sigd i haanden og karret efter vildtvoksende salat, strakte sig ind gjennem gitteret med sigden. Jeg stanset op, hilste og spurte hvem eiet slottet. Saa nævnte han navnet; det var igjen denne ætlingen av Bourbonernes staldkar, den feudale jordpuger. Men dermed hugg han indætt og lynrapt sigden i jorden, rokket med hodet, sa hvæsende, dirret i stemmen: «Un grande lupo, signore»! (en stor ulv, herre).
Jeg vet ikke hvordan det har sig, men jeg
tror det er dette ætsende hat hos jordarbeideren
utenfor slottets gitterport, jeg husker
tydeligst av hele Abruzzer-sommeren.
Jo; og saa en hest. – Der lød en dag nogen muntre bjelder i gaten under paladset – et helt dombjelde-brus! – saa jeg maatte ut paa loggiaen og se. Dernede drog en bonde forbi med en droge paa fem kløvhester med favneved, nestet i hverandre efter halen, og han hadde en svær stok, hvormed han drev dem. Like her under loggiaen gik just et dyr; men jeg kunde aldrig i verden sagt hvad det var for slags dyr, om den ikke hadde gaat ind mellem de andre. Hesten var uten et eneste haar, ganske blank og fuld av saar og utmager; og hele rygraden bugtet sig til alle sider under gangen, underlig leddeløs – virket ganske som han var radbrækket og hver ryghvirvel var slaat løs, lignet en stor makk, som krøp nedover corsoen. Jeg behøver ikke snakke om hvordan han var læsset og hvorledes vedskierne var snørt paa. Visst en yngre hest. Han var nok en skrapgamp ogsaa og var derfor under særlig opsigt fra stokken. Et forfærdelig syn! Og skjærende tydelig som en febersyk drøm! Blev borte nedover corsoen under dette muntre brus av dombjelder ...
Jo, og saa husker jeg jenten, som hvæste «Lascia-a»! Sabinerinden i knop. – I grunden ser jeg disse tre væsener tydeligst. –
Og høsten faldt over Aquila. Stygveir og svære regnskyl. Ovenpaa det disse skyer blaa og haarde som staal, og saa en liten stille dott rækende, hvit som lin, men like haard for det, haard som kvarts. Veiene ligger hvite og nyskyllede, lyser uhyggelig i landskapet – én kommer til at tænke paa avgnagede, nakne knokler. Og de første løsnede blader fyker raslende for vinden. Ja, det er paa tide at ha sig ned igjen til Rom, hvor himlen endnu ikke har faat striper av kvarts.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |