De tre stammer i Norden
Der to vidt skilte syn som gjør sig gjældende,
naar man betragter folkeslags liv
og deres kultur-faser. Der er de som slet ikke
ser at det gror, at det vokser, at det visner;
for dem blir derfor retninger i aandslivet, slikt
som «romantik» og «rationalisme», bare nye
sider ved folket, som altsaa liten eller ingen
sammenhæng har med noget indre liv; et folk
er noget uforanderlig noget, en konstant faktor,
mener de. – Men hvad vil det i grunden
si? Avklædt til skindet, vil det si, at
de ser paa et folk som noget anorganisk, ser
paa et folk som paa en død gjenstand, som
bare snur litt paa sig; det vil igjen si: som
paa en diamant, som vender nye, slepne fasetter
til og kun spiller i forskjellig lys. De
evner altsaa simpelthen ikke at føle et folk.
– Særlig i en internationalt optat og præget
tid har de kulturhistorikere vind i i seilene.
Et folk er ikke, – er mindst av alt – en diamant som spiller i forskjellig lys. Det er just her det uhyggelige skille kommer for en dag mellem den præg-utviskedes, den i virkeligheten rotløses syn, og de andres – vi faar kalde disse: de nationales, skjønt glosen er ugrei. Det er f. eks. et slikt syn som skiller race-mennesket og jøden; det er bl. a. ogsaa kjernen i den sidstnævntes evneløse goldhet, hvor det gjælder at bedømme kunst. Mest, hvor det gjælder at bedømme romantikkens. Og man ser hvor det endog kan smitte av paa dem som ifølge avstamning jo slet ikke skulde ha betingelsen for et slikt syn, men tvertimot for at føle folket som organisme. Naar Albert Nilsson i sin grundige bok over Svensk Romantik behandler «den platonska strömningen», saa er det dette jeg stanser op ved, idet jeg altid mente at den egentlige romantik efter sit væsen er autochthon: hører den enkelte folkeindividualitet til, hænger sammen med og bare nærer sig av det, jeg for korthets skyld kalder et folks mystik, nemlig traditioner og sagn og gammel folkedigtning o. s. v., hvis særart er bestemt av mangfoldige ting, bl. a. ogsaa av race-eller rettere: stamme-træk – kort sagt: alt det, uten hvilket den aandedrættets dybde ikke er der som forutsætter romantik, den som er et folks vekst mot sjælsmyndighet. Egentlig staar altsaa romantik utenfor almen-europæiske litteratur-strømninger – og kommer import med, saa er det slaggerne.
Naar man oplever denslags katastrofer som vi under disse krigsaar, hvor paralytikere synes at spille helte-rollen og handels-interesser er det forvorpne dramas egentlige fabel, saa begynder folkeslagene uvilkaarlig at orientere sig; det blir simpelthen et utslag av, eller ialfald et træk ved deres selvopholdelses-drift, dette at søke indover efter sig selv, sit eget særpræg, efter sin egen u-kommercielle kjerne. Og her i Norden skal det skape den begrundelse, vor basis, naar vi ønsker at holde os utenfor det blinde Europa’s selvmords-forsøk. – Men allerede i selve denne foranledning ligger der jo gjemt et litet korn reaktion, idet det er utslag av ufredstid og av primitive forhold, tar stilling til en triviel ur-tilstand og derfor indirekte blir præget av den.
Og dernæst har overhodet al selvbeskuelse sine farer: det aandsbornerte, det indelukkede ligger og lurer – selvdyrkelsens stagnation. Det er da, ny blæst utenfra indfinder sig med sin fordomsfrihet, med rensende «moderne» idéer; da indfinder de nye retninger sig. I Norden har vi med mellemrum oplevet det; og vi ser, det gaar akkurat likedan for sig inden alle folkeslag ute i Europa: det gaar for sig med evig kamp mellem det egne og det internationale, mellem éns genuine evnes produkt og importen. Og naar disse «europæiske» retninger kommer saadan blaasende, saa sker det i den almene aandsfrihets navn, med andre ord: saa er deres mission egentlig kun dette negative, at faa de tilspikrede vinduer op, saa éns eget aandsliv kan puste. Men hver gang fører det uvægerlig atter til reaktion, eftersom det fører til ny selvfordypelse, til ny selvbeskuelse. Og atter maa saa de tilspikrede vinduer op for at gi frisk luft. Saadan er nu engang utviklingens lov; ja, kjernen i al aandsutvikling er inderst inde denne strid. Det gjælder at komme det halvkvalte individ til hjælp; ti det internationale er individets ven.
Men paa samme tid er det jo altid kun det individuelle som egentlig skaper nye værdier i aandslivet. Og dette motsætningsforhold igjen, nemlig mellem individet og det «nationale», hører – og har hørt – til kulturens store problemer, til de friktioner, hvis hete altid drev frem nye spirer. Der ligger den anden store rivning. Saa det gaar saamen for sig med mangeslags spil i et folks aandsliv. –
Man faar det indtryk at av de tre nordiske folk arbeider Sverige bevisst for at finde frem trækkene i sin stammes ansigt; det gaar haand i haand med biologiske interesser under ledelse av en energi som professorerne Lundborg og Nilsson-Ehle; man utgir svære plancheverker og haandbøker om befolkningens sammensætning, man holder utstillinger, driver race- og typestudier. Der har man jo ogsaa i et vældig samlerverk med overtitelen Emigrationsutredningen (under professor G. Sundbärg) ofret endog emigrationen og dens aarsaker en særlig opmerksomhet, mens vi i sin tid bare sendte over til Amerika en biskop og en tredje rangs forfatter. Det er mulig at motivet for denne iver delvis ubevisst er av saakaldt «storsvensk» art – enslags søken efter ahner: man vil ha konstatert sin stammes renhet og ypperlighet i forhold til naboerne. Denne vaakenhet er maaske heller ikke ganske uten forbindelse med landets beliggenhet optil en stor og farlig nabo: man ønsker klarhet og basis for sin selvfølelse.
Denne paagaaenhet i viljen efter at komme til klarhet findes ialfald ikke i Norge; i aarevis var man paa en underlig maate likesom bange, man ønsket ikke naa tilbunds, – det var ganske som det gjaldt at vaske skiddent linnet. Og forsaavidt lignet det Preussen, naar staten pludselig stanset de anthropologiske undersøkelser av sine rekruter, som kanske langt fra hadde vist sig som de vaskeegte, rene germaner man ønsket; resultatet pekte kanske mot Rusland, man fandt kanske Vendere isteden. Herhjemme blev en anthropolog for en mandsalder siden gjenstand for kjølighet, for ikke at si: forfølgelse, paa grund av sin teori om befolkningslagene i Norge og landets ældste bebyggelse: at der nemlig vestpaa i kortskallerne fandtes spor igjen efter en urgammel, primitiv race, som hadde levet av fiske og jagt. Slikt er farlig; man støter paa den dummeste art chauvinisme. Og støter man ikke paa den, støter man paa pietismen, som ialfald med læben bekjender at vi er alle skapt i guds billede. Selv gjorde jeg for en del aar tilbake samme kostelige erfaring, jeg skrev nogen reise-brever om Vestlandet i en avis, hvor jeg gjennem smaatræk prøvet at træffe nogen eiendommeligheter som skulde kaste streiflys over forskjellen mellem øst- og vestlænding. Aa, der blev et opstyr! Det strømmet ind med artikler; det er ikke sandt, sa de; overdrivelse, løgn! Og mindet forsaavidt om en del skjønlitterære anmeldere som kræver noget, de kalder møktern kunst». Naar jeg f. eks. tegnet et muntrationsraad blandt hotelgjesterne inde i fjordene, som ved sit vid og aristofaniske indfald holder spisesalen i ustanselig latter, og jeg saa, bare for at gi et billede paa dette hvileløse i hans komiske evne, mindtes luetikeren før paralysen, saa blev det til at det var denslags patienter jeg beskrev som eneste beboere av Vestlandet.
Der er saa titt folk som advarer én mot det at generalisere. Og kanske specielt mot det at generalisere ved at slaa fast eller ved at henlede opmerksomheten paa typer, race-typer som stamme-typer. Og de har kanske ret: det er et farlig skraaplan. For selvfølgelig findes der i tilfælde undtagelser og motsætninger inden et folk; der kan findes saa store motsætninger i et folks væsen, at de simpelthen ophæver hverandre, som f. eks. i det spanske folk. – Man kan ogsaa generalisere feilagtig. Naar man som jeg har skrevet en del bøker og noveller om bønder særlig fra Vestlandet – og de var ikke alle mors bedste barn – og jeg gang paa gang faar høre skriket: hvor han skamskjender den norske bonde! – saa mener jeg at slik som disse læsere skal man ikke generalisere. Som om man nogensinde hadde ment, hver norsk bonde skulde være slik. Mens den anden slutning jo var rimeligere: Alle er levedygtige – selv disse! – Eller om én skriver om italieneren, af han mangler evnen til tvil, saa har man ret: Hamlet-skikkelsen kunde aldrig tænkes at ha sin rot i det folk; de kjender ikke tvil som syke, ikke dens uklare, stirrende bedrøvelse, ikke dens kaotiske modløshet, likesaalitt som de kjender «die unaussprechliche Sehnsucht». Og dog eier deres digtning sind som Leopardi. – Eller naar man sier at sydboens naturfølelse ikke er intim som vor og uten mystik, saa vet man jo dog at barokkens Marino og siden Pascoli eftergjorde fuglenes sang i sine digte paa samme forvrøvlede vis som E.T.A. Hoffmann. – Der er overalt undtagelser. Og de «nøkterne» steiler og mumler om «overdrivelse». Ti det som ligger bak denne opposition mot almendomme er i virkeligheten det selvsamme som filisterens uro overhodet ved kunst. Altsaa det hele i stilhet et sammenstøt mellem idéløshet og aand. For skulde man i kunst eller i kulturhistorie nogensinde la sig paavirke av en slik advarsel, kunde man likesaa godt pakke sammen straks og ophøre at fælde domme eller ha meninger. En- hver mening blir til gjennem generalisering, et syn samlet paa grundlag av mange enkeltheter. Og i livsvisdom var der ikke genier uten det; en Machiavelli var ikke til uten den merkelige evne i at generalisere de smaa oplevelser, saa han allerede i 26-aarsalderen traadte moden frem.
For at komme til indsigt i typer, arbeider man endvidere med utveksterne, fordi utveksterne kaster skarpest lys og redegjør tydeligst for det bestemte stof, uten hvilket jo utveksterne vilde visnet hen. Er det f. eks. ikke paa nerveklinikerne, man studerer den menneskelige psyke? – Filisteren faar læse vore bøker som han altid har gjort, – som Fanden læser Bibelen.
Men særlig er det under «romantiske» perioder at folkeslag manifesterer sin egenart. Ti det er just efter sit ansigt, de da famler. Det skedde f. eks. i Italien under den saakaldte «barok», mest gjennem det de dengang præsterte i arkitektur og park-anlæg, hvor rumfølelsen gjenopstod med suveræn tilegnelse av landskapet, der længselen færdedes og stirrende befolket det fjerne, istedenfor renæssansens overfladiske, konventionelle naturforundring. I denne praktiske beherskelse av terræn slog italienerens teatralske geni ut. – Og vi har Tysklands stormfulde romantiske gemyt med alle dets formløse utvekster, med al katzenjammerens optrevlede og tvundne psyke. – Eller man kan opleve fredelig digtning, hvor man bak hver bok føler et folk er fremme med sin haand og famler. En saadan digtning var f. eks. Maurice Barrès’s før verdenskrigen. Trods sin klerikalisme var den det, som han sier ensteds om nattergalen: «On n’entend pas une parole, un chant, mais une immense éspèrance ...»
Jeg skal ikke bli ved, og ber om undskyldning. Men det laa mig paa hjertet at forutskikke denne banale indledning, som jo i grunden rører ved et saa urgammelt problem, at det endog gaar tilbake til de ældste lag i den græske filosofi: Uten at generalisere kommer man ingen vei. Jeg maatte ha klarlagt det, før jeg endelig gaar til saken og nævner nogen træk som for mig staar som typiske for Nordens stammer. Jeg vaager mig paa det med ikke liten undseelse; ti for én, som ikke er mediciner eller fysiolog, blir anthropologi av enhver art selvfølgelig mer eller mindre lægmands-snak. Man følger kun sit instinkt, eller endog bare tæften; og ofte kan det da hænde at belæggene for éns mening blir feilagtig valgt, om end éns syn i kraft av instinktet er rigtig. Hvilket misforhold desværre er kjendemerke paa en dilettant.
Stammernes særpræg indbyrdes er gammelt
i Norden. De ord som faldt fra norsk
side før Svolderslaget aar 1000 er titt nok
gjentat: at dansken var kvindekjær og feig,
svensken religiøst optat – og denne sans for
kultus vil jo delvis si respekt for aandelig liv,
om vi ikke vil bruke uttrykket aandsliv, skjønt
man maa ha lov til at tænke paa f. eks. Ynglingasaga’s
musik-interesserte kong Hugleik;
mennordmandens særpræg var kamplyst. Nordmanden
er imidlertid her part i saken og ikke
uvillig mand; foruten at situationen ved Svolder
var av den art at en objektiv bedømmelse maatte
falde mindre let. Dog stemmer, hvad den
sidstnævnte angaar, karakteristikken med kong
Valdemar/s svar en halvandet hundrede aar
senere til Erling Skakke, som vil at han skal
sende en høvding nord for at styre sin del
av Norge: «Nei, ingen av Danehøvdingerne
vil nok fare til Norge for der at ha at bestille med et haardt og ulydig folk» (Snorres
Kongesagaer, Munchs oversættelse). – Men
særpræget er allikevel megetældre end Svolderslaget;
selv en lægmand, som bare holder sig
til Snorre, ser det. I hans sagas første del
– Ynglinga-saga – fortælles der om en kong
Hake i Svithjod, som fik seier i det vældige
slag paa Fyrisvoldene mot brødrene Erik og
Jorund og deres overmagt; der staar tilslut:
«Kong Hake fik saa store saar, at han saa
at hans levedager vilde ei vorde lange. Da
lot han ta et skib som han eide, lot det lade
med døde mænd og vaaben, lot det flytte ut
til havs, lægge roret i lag og drage seilet op,
men lægge ild i tyrived og gjøre baal paa
skibet. Vinden stod fra land. Hake var
nær ved døden eller allerede død, da han
blev lagt paa baalet. Skibet gik luende ut
om øerne i havet ... En saadan baalfærd i
fralandsvind, en saadan reise over i intetheten,
er svensk i sin dype, tunge pragt, paa
høide med reisens alvor, stilig som en myte ...
«Siglði skipit siðan loganda ut i haf.» Vor saga
melder ikke noget lignende om norsk drott.
Og dog glir stammerne ustanselig over i hverandre. Skillet er ikke klart. Og vor kongeætt komifølge Ynglinga-saga østfra. Selve dialekten er et ytre billede paa dette forhold; Bohuslänsdialekten, som er norsk, har saa-ledes, som nyss paavist av professor Seip, mange av danskens kjendemerker. Hos Snorre fortælles endvidere at der paa Olav den helliges tid var islandske skalder ved Olav Sveakonges hof, saa da maa selvsagt sproget ikke ha lagt nogen egentlig hindring i veien. Og det sier ikke litet; for det var vel i det vanskelige, gammelmodige dróttkvætt de sa frem sine lovkvad. – Paa den anden side handler jo en ættesaga som Egilssaga væsentlig om Norge: ingen av hovedætten fæster i grunden rot i Islands jord, ikke engang Egil selv, den sidste. Den saga har ikke sluppet Norge. Og naar Egil paa sin skattefærd kommer over i Värmland, træffer han paa folk av samme stof som han selv; hans ophold hos bønderne derøst skildres som naar bønder i Norge den dag idag gjester utflyttet skyldfolk i en sidedal eller paa en fjeldgaard; de staar ham ikke fjernere.
Men der er ett moment som kanske ikke nok er fremme, naar man tror at se ulikheter, nemlig at den kulturelle utfoldelse, av bestemte ytre eller indre grunder, ikke i tid altid falder sammen for hver av de tre stammer. Ti for det første falder de i perioder dengang som nu; dernæst kommer perioderne til forskjellig tid, saaledes som helt til idag. Den saakaldte «dansketid» er saaledes en for Norge passiv og svak national periode. Og det virker litt komisk, naar skolelærere endnu driver paa med at skjelde Danmark ut, fordi det var saa infamt at det underla sig Norge, eftersom det jo selvfølgelig er vor egen mangel paa motstandsevne som er den egentlige skyld. Her som andensteds, naar ikke en knusende militær overmagt griper ind og avgjør saken. Nederlaget er altsaa bare tegn paa at selve vor nationale bevissthet var sløv; «dansketiden» er indirekte kun uttryk for det.
Det særpræg indbyrdes, som de tre stammer viser, bunder delvis i blandingen med mer eller mindre fremmede folke-elementer; blandingen er urgammel, man møter resultatet alt i de ældste sagaer, hvor man dog i den anthropologiske forbindelse endnu tror at skimte faktorerne, selv om de tegnes forskjellig, iblandt med et skjær av fordom, som man ogsaa kan støte paa det i nutidens romaner; jeg minder i saa maate om venderens eller den blonde Østersjø-mands stilling og indsats hos Turgenjev: der er han en god, ordnende magt, som atpaa bidrager til rent litterært at skaffe fortællingen det konstruktive, reisning, bevægelse, handling, Helt anderledes hos den formummede chauvinist Dostojevski, idet denne type der gjerne tildeles den samvittighetsløses rolle, er romanens skurk; Dostojevski ser i ham et farlig resultat, ser preusseren. – Men ulikheten mellem de tre stammer kan ogsaa stikke i livskaarene, som forbener enkelte træk, men utvikler andre. Og jeg er tilbøielig til at tro at de ytre kaar for øieblikket kanske i det hele er trængt vel meget i bakgrunden som forklaring av ulikheter.
Men naar saa Nordens tre stammer stilles mot naboerne, f. eks. mot tyskerne, ser man straks hvor dog deres indbyrdes særpræg blir av liten betydning imot den ulikhet, som da springer én i øinene. Tar man nemlig for sig slikt som deres folke-epos Nibelungenlid fra ca. 1300, saa slaar det én hvor deres digtning for det første formelt staar tilbake for vor Edda’s kvad over samme sagn-motiv – en digtning fuld av rimnød og av nødrim. Og for det andet er den reelt ufri, uten overlegent kunstnerisk blik, underlig lavloftet og almueagtig, smaalig og pedantisk i utstyret trods vaabenskjolder og ridder-rustningen, som daarlig skjuler et primitivt, udifferentiert sind – det er laante fjærbusker. Der røber sig brist i den episke holdning allerede i den seige, dvælende rytme, det er ikke bedrifterne som er nr. 1; der er noget uforklarlig skjæbnetungt over hver daad, det er som naturfænomener besynges, uten aand, uten livsvisdom, uten høihet, med danse-visens hidsende rop – uformelig, paa folke-eventyrets nivaa, det hele. Mennesket er i grunden ikke opdaget, det er dyr uten kontur; og helterne drives av blind slagsmaalstrang som berserkerne i vor ættesaga, disse urtids-levninger utenfor folkeskikken, naar de farer rundt og stevner fredelige bønder til holmgang for at slaa under sig gaarder eller viv – bipersonerne i vor saga. Men især er det den mekaniske blanding av grumhet og kurtoisi som skaper denne atmosfære av lummerhet og damp av seigt, halvlevret blod, hvortil ogsaa sniker sig ind hint træk av sadisme, som først fandt sit fuldgyldige uttryk i et digt som Heidenröslein, der en venders hjerte ligger blottet. Og helternes eros, dette sensuelle kaos, som heter «minne», er ordløs rugevarme, indadvendt, i grunden uten utvælgelse, idet man jo som i vore folkeeventyr elsker gjennem aar uten at ha set sin gjenstand; men træffes de saa, blir hun stum «ougenweide», som Krimhilt blev det for Sigfrit. Man har ikke lært at artikulere sine følelser – jeg minder om der hvor Brünhilt’s skinsyke vaagner mot Krimhilt i et dyreraut, som man forresten ogsaa just ved lignende følelser kan støte paa i vor saga, men, vel at merke! aldrig hos helterne. Og naar digteren præsenterer for os Brünhilt, heltinden, virker det som en vild karikatur, men uten én trækning av smil hos ham; hun opfører sig som guden Tor paa hans kraftkar-færd til Utgarde-Loke: kapkaster sten med sin beiler! Og det samme vældige, ubetalelige alvor ved det groteske møter vi f. eks. under skildringen av Gunthers bryllups-nat, der Brünhilt tilsidst hænger sin brudgom op paa en knag efter sit belte – i sin vilde, uvilkaarlige komik sikkerlig enestaaende i al digtning; men poeten synger uten ett ryk i mundviken eller ett blunk i øiet. – Jeg skal ikke gaa mer i detalj her. Det er denslags paralleler som godtgjør at vor gamle kunst ikke staar i nærmere forbindelse til den kant. Og det pathologiske, som ligger side om side med poetiske syner, dukker op senere og kan gaa usmakelig haand i haand som i den tyske romantik; der kan det æte sig indover i gemytskaoset, ind i vanvid og mørke, herreløst, grænseløst rotende, saaledes som i Kleist’s Penthesilea. Og krigsførselen denne gang blev i grunden delvis utslag av noget slikt: pathologi og kold beregning hæslig side om side, Heidenröslein! ... Det er sikkerlig synet av dette mentalt ufærdige som spiller ind, naar Goethe i sine landsmænd kan se opkomlinger, eller Schopenhauer skammer sig ved at være tysk – dette som hos Barrés (Collette Baudoche) tendensiøst faar sit uttryk i den tyske doktors beundring for det fremmede: «Eh quoi! Une culture qui ne doit rien aux livres!»
Jeg skal ikke ta for mig andre naboer fra vor gamle tid og sammenligne. Jeg gjorde det for at slaa fast at likeoverfor denslags fortoner ulikheterne inden Nordens tre stammer sig bare som smaa, likegyldige nuancer, i grunden ikke større end de som forekommer mellem de forskjellige bygder eller landskaper inden hvert av de tre stammefolk. Nordens profil utad blir klar. –
Ulikheter og nuancer gives der, likesom de gives den dag idag mellem Norges bygder og daler og fjorder. Men det er naturligvis en farlig affære at prøve at gaa dem nærmere efter, saavel som at ville slaa noget fast vedkommende deres oprindelse og aarsak; det kan bli stemplet som noget bortimot landsforræderi. Foruten at hvert resultat efter sakens natur maa bli vilkaarlig og i grunden ubeviselig. Der kan være træk som ser ut som medfødt; og der er andre som mere ser ut som følger av slegtens kamp med naturen og dens vælde. Men man faar finde sig i race-blanding, om det er grunden; og er det livskaar og klima, faar man finde sig i det.
Blandingen er et forbausende gammelt moment. Tar man f. eks. for sig helterne i Egils saga, søn efter søn: Kveldulf, Grimm, Egil, – saa virker de vistnok som uporøst stof, som egte norrøne stridbukker, som vil sin ret og ikke rikker sig et haarsbred. Der er en uforsonlighet likeoverfor dem som engang øvet uret, som holder sig helt ind i døden. Grimm steiler endog ved kongsgaver da – det træder frem ved den merkelige behandling av den kostbare øks, Erik Blodøkse sender ham; og sønnen Egil opfører sig paa en lignende vis ved en gave som skriver sig fra en stor høvding og gammel fiende over i Norge. Ridderlige, men stridbare. Og som gamle er de arge og aktive; jeg minder om Egil som gjemmer bort kisterne med det sølv, han fik av kong Adalstein, og til og med dræper trællerne som hjalp ham at grave det ned, at ikke hans slegt skal faa tak i det; han gjør det i argskap, fordi han ikke faar lov av slegten at kaste sølvet ut blandt almuen paa Altinget og se paa dem slaas om det. Opfører sig paa samme hemmelighetsfuldt arge maate som en anden – Gull-Thore i Thorskfirðingasaga – gjør, en kall ogsaa av samme ukuelige vitalitet, men mindre statelig karakter og ubetydeligere som aand. Man skulde av disse træk tro, det var et ublandet rødblondt fysiognomi, man hadde med at gjøre, at der var hel ved i skikkelserne. Men hør her hvordan f. eks. Grimm saa ut: «Grimm var en svart og styg mand, lik sin far; (ɔ: Kveldulf) baade i ytre og sind.» Og sønnen Egil bar «ulvgraat» haar og var styg – bredt ansigt; tonen over ansigtet er svart, og han Liker ikke sin blonde søn Thorstein, men flytter hjemmefra. – Allerede her spiller altsaa raceblanding ind; ætten er ifølge utseende kløvet i to, og ogsaa i anlæg. Og det er denslags kjendsgjerninger som burde gjøre en lægmand dobbelt usikker.
Men der er et underlig gammelt, dypt rotfæstet træk, som skimtes i vore sagaer. Det har faat sin uttalte helt i Sigurd Jorsalafarer hos Snorre, den bevissthets-spaltede psyke, som glir helt ut i vanviddets nat, idet hans hjerne likesom kløves og falder saa uhyggelig to. Schizophreni er selvfølgelig ikke noget racetræk; den kan bero paa enslags cerebrallæsion, saadan som Tryggve Andersen har tegnet det i sin merkelige roman Mot Kveld – et utslag av en medfødt disposition, en brest i hjernen som blev slaat gjennem svære sjælelige chok; den kan vel ogsaa langsomt erhverves ved en moralsk paakjending av en eller anden art, ved sjælelig slit, saaledes som man f. eks. møter det i den tyske romantik (E. T. A. Hoffmann). Men det er som det blonde hode var særlig utsat her, mere rotløst, mindre jordbundet. Og trækket holder sig. Henrik Pontoppidan har, synes mig, i sin roman Lykke-Per tegnet denne art av blondt, nordisk hode, saa fuldt av tanketroll, mer indtrængende end nogen digter før. Især har dansk digtning vist indsigt i dette fænomen. – Jeg er som lægmand i tvil, men jeg kan ikke for at jeg ser i det en specielt blond svakhet – ialfald i den maate det ytrer sig paa: den underlig ubegrundede spleen, det refleksionshenfaldne i deres natur, den egte melankoli, for hvem i grunden det aktive og al idræt mer er en kur end en lyst.
Saa er der egenheter som har sin oprindelse i livskaarene. Jeg har i min bok Storhetstid git et rids av denne type, som det synes mig i sagatiden naadde sin uavhængige fuldkommenhet, sin suveræne renkultur, paa Færøerne, f. eks. i en skikkelse som Thrond i Gata, en av hovedpersonerne i Sigmund Brestessøn’s saga. Typen er simpelthen en art sjødyr, hører storm og svært hav til, farlige strømmer, stor forskjel paa flo og fjære, hvor baater og nøst blir liggende igjen langt indpaa land ved utfalden sjø, og da med en fjære fuld av vaat glinsende tang og underlige sjødyr og svære skjæl fra havets fabelverden; det bidrar til at gi en stadig usikkerhet i blodet, en uro i sindet, en daarlig rotfæstet moral ogsaa. De tror paa overnaturlige væsener, de driver seid, og de var gjerne store blotmænd. Ansigt til ansigt med det farlige liv minker jo alle hensyn; de mennesker skyr ingen midler, eller har ialfald ikke tid og sind til at være nøieregnende her. Farlige fiender, sleipe som tang: én vet ikke ordet av, før én ligger der! De lever i vaatt og regnsurt klima; men saa med eventyrlige sol-dager iblandt, blikstille hav og firmamentet i ett, saa saltvandsmennesket er som optagen til himmels. Forsigtige folk; men vældige seilere, naar de først er kommet ut for storm, lensende unda paa bølge-toppene for lave, revede seil med livet i den næve som klemmer om styrvolen, folk som forstaar at holde kursen i alslags sjø og aldrig mister færdens maal av syne, – som forstaar endog at seile tom igjen den fyldte baat; og langt derute ensteds ligger selve tilværelsens slut, éns sikre død, der nemlig hvor storhavet blander sig op i tidevandets vældige hvirvler, som jager ut og ind rundt om ytterste skjær, et sydende helvede, hvor det gaar for sig med øredøvende brak og skumsprøiten staar hvit mot himlen, hvor selv skiber suges i dypet og males til fliser mot bunden. Det ser kanske ikke ut som der er stram disciplin ombord, – ser ikke ut slik; men rører der paa sig en liten særformening om kursen eller kommer der forslag om en ny klo i seilet, blir der hujet: Hold kjeft! fra ham, som sitter med styrvolen. – I sagaen hører den type ogsaa Nordland til; vi har hos Snorre prægtige tegninger, som f. eks. den av Haarek i Tjotta eller den av Tore Hund. De tilhører i det hele den ytterste kant av Nordsjø-bassin/et – jo længer ut til havs én kommer, des klarere blir typen –; springer fra Nord-Norge over til Færøerne, Hjaltland, Orknøerne, Suderøerne. Og mutatis mutandis: stoffet kan vi skimte delvis den dag idag i politikere fra den kant.
Men indenfor denne ytterste rand bor en anden sort saltvandsmennesker, som dog ogsaa tilhører samme type. Møre-jarlerne fra litt søndenfor Trondhjem og fra en kyst delvis uten skjærgaard og med aapent hav i leden, de har en rem av selvsamme hud, det farlige hav har præget ogsaa dem; de bor ogsaa paa en vis ute mot Atlanterhavet, i tidevandets vældige, evige uro. Og præget lever videre, ja utvikler sig, naar de f. eks. flytter vestover til Orknøerne. Og det er mangel netop paa denne art dygtighet som lyser ut av Haakon Haakonssøns svære sjøtog mot øerne, hvor han ogsaa tilslut døde – i grunden Norges farvel med sin magt dervest. Snorre har som bekjendt tat ut av de jarlesagaer som forefandtes en lang thaatt og klemt ind i Olav den helliges saga. – Øerne laa midt i værste røverfærdselen dervest, var ifølge traditionen bare et vikinge-bøle, da en bror av Ragnvald Mørejarl paa Harald Haarfagres tid tok styret der og blev jarl. Og jarledømmet gik siden i arv i ætten. Ragnvalds søn Torv-Einar tok det efter far-broren. Men saa satte Harald Haarfagre over, underla sig øerne og gjorde Torv-Einar til sin jarl. Ætten blev sittende der, giftet sig tidlig med irske kvinder, og Snorre vet at berette at der gaar svære frasagn om deres bedrifter; de er store hærmænd, heter det. En av ætten – han er halvskotsk – nemlig Torfinn, karakteriseres saaledes «stor og sterk og styg»; det er paa Olav Tryggvasøns tid; og da han vokste til, viste det sig at han var «en grisk, haard, grum og saare klok mand». Men de tre andre og ældre halvbrødre var rigtignok ulike hverandre, idet bare den ene var «stivsindet, faaladen og ublid, grisk og gjerrig, og en stor hærmand»; litt senere heter det, han var en «saare voldsom mand». Brødre ligger i trætte og kamp om magt og om guld – mistro, bakhold, svik; og de skyr heller ikke brodermord. Paa Olav den helliges tid har de saaledes svoret forlik og fred, og som pant paa dette skal de saa holde gilde for hverandre. Der berettes om det første hos Torkel, og nu staar det næste for tur, nemlig hos Einar jarl: «Den dag, da jarlen skulde fare bort, skulde ogsaa Torkel følge ham til hans gjestebud. Torkel sendte sine mænd forut paa den vei, de skulde drage, for at speide. Da speiderne kom tilbake, sa de Torkel at de fandt tvende bakhold; der er bestemt, sa de, svik i gjære. Da Torkel hørte dette, trak han det i langdrag med at gjøre sig reisefærdig og samlet sine mænd til sig. Jarlen bad ham gjøre sig rede, sigende at det nu var paa tide at ride avsted. Torkel sa at han hadde meget at forrette; han gik stundom ut, og stundom ind. Paa gulvet var en ild; han gik ind av den ene dør, og efter ham en mand ved navn Hallvard, en islænding fra Østfjordene: han lukket døren i. Torkel gik frem mellem ilden og der hvor jarlen sat. Er du endnu ikke færdig? spurte jarlen. Jo, nu er jeg færdig, svarte Torkel, og i det samme hugg han til jarlen i hodet. Jarlen stupte ned paa gulvet ... Torkel og hans følgesvend gik begge skyndeligen ut av den anden dør end den, hvorav de var kommet ind; derute stod Torkel’s folk fuldbevæbnet ...» (Munchs overs.). Stridbare, ukuelige, lumske mænd. Men den sidste av ætten, som var med Olav den hellige og siden med dennes halvbror Harald Haardraade i Gardarike, var en vakker og stor kar, staar det – «haaret stort og gult som silke». – Saa det er altsaa mænd av den blonde race helt tilslut; det var kun livskaarene som præget dem.
Jeg kan her ikke motstaa det indfald at det er dit, til disse øer ute i det svære, farlige hav, at Shakespeare’s tanke red den nat, han undfanget og skapte Macbeth. Og den som skal sætte det drama virkningsfuldt i scene, bør stille sig under det motto: «Orknøi-jarl». Det gir nøklen til digterens syn. Og tegneren bør søke til «Monumenta Orcadica». Der vil han finde slotsgaarden, trappen, taarnet. For dramaet har sin sterke rot i vor høvdingesaga’s ytterste rand ... husk seidkjærringernes færd i blæsten paa den regnvaate, taakete hei.
Siden jeg nævner Nordsjøbassin’ets mand, tar jeg med det samme et andet træk, som er tillagt nordmanden, og som jeg opfatter paa lignende vis, nemlig som et resultat av de ytre kaar. Jeg tænker paa det, man har kaldt «tvisyn», denne lek paa rakeknivens egg mellem at mene hvad man mener og ikke mene, slik som det hævdes av litteraturhistorikerne særlig at ha fundet uttryk hos Vinje her nord – den samme lek som i Cervantes’s verk fik sit evig gyldige, sit verdensgyldige uttryk. Ellers et træk som er u-kvinders, skjønt det fortæller om vanmagt og manglende koncentration. Sindet er ikke hel ved længer: man er og er ikke! Man hytter sit skind. Og det opstaar i smaa forhold; eller nærmere bestemt: av den følelse at mangle tumleplads for sine evner. Som i Don Quijote av at være kommet utenfor ridderromanens og de store bedrifters tid. Man har sammenstillet det med «romantisk ironi»; og det er jo en avart, men det er ikke helt det samme, eftersom «tvisyn» ikke saa utelukkende staar i relation til digtningens verden eller er fremlokket ved dens fornuftstridige chimærer. I et litet, magtesløst folk faar det træk let noget av renkultur over sig. Ti vaner sætter sig der let fast, likesom der overhodet i det gjenlydsløse hurtig gaar skablon i alt. Foruten at det ligger til selve folkearten ogsaa: man er tung i siget. Det ytrer sig f. eks. i en viss vedholden i følelsen. Saa ogsaa i hatet, i personforfølgelsen – glir ut i og ligner manier, naar ingen gider bite igjen; man ser det saaledes i det politiske liv indtil uridderlighet, hvor man sløvt blir ved at traakke som sauen i raaken, idet den velgjørende distraktion for sindet, som ligger i folkemyldr, mangler. Man oplevet denslags f. eks. i 1905, da en stakkars overlærer i en norsk provinsby blev jaget som fædrelandsforræder av høirepartiet, skjønt hans brøde kun bestod i at han hævdet det syn paa unionen som hans partifæller hadde hævdet i mandsaldre. – Man oplever denslags stivnet færd i alle forhold, f. eks. likeoverfor de «store digtere». Der var litet av digtning, før de kom, og det er bl. a. hemmeligheten ved deres fuldstændige seier; efter gjennembruddet kommer der vanskelig andre til, uten de nødvendigvis skal fortsætte dem – eller ogsaa snylte paa dem ad negativ vei, nemlig ved at rakke dem ned. – Man oplever det i det hele ofte ved moderetninger i kunst og litteratur: det varer længere end i de folkerike lande, før leden rører paa sig og frigjør saue-driften. Ja, man oplever f. eks. den dag idag i aviser forloren bohêm-jargon, men som dog tror den blomstrer som i otti’ernes kampaar. Eller bare en slik liten detalj som nordmandens bistre blik, som begyndte med portrætterne av de store digtere fra 70-80-aarene, men nu synes at gaa i arv, saa selv avis-kausører sitter med gjennembrudsblikket. Men det er jo bare et blad av posens, minens, bluffets urgamle og almenmenneskelige historie, hvis herligste blomst var Pietro Aretino; det er kun det at det likesom har lettere for at stivne til vane i smaa, gjenlydsløse folk. Og de to andre stammer har vel ogsaa noget lignende i retning av skablonmæssig ytre at opvise, om man ser vel efter. Jeg nævnte det her kun som eksempel paa hvor let et træk kan opstaa og fæstne sig paa grund av selve ensomheten. Under «tvisynet» passer det at skyte ind litt om det som i litteraturhistorien gaar under navn av «romantik», om nordmandens forhold til det som Victor Hugo tænker paa, naar han ensteds om kunsten sier de store ord:
L’art, c’est la pensée humaine
qui va, brisant toute chaîne.
Sitter man med de ord i sit øre, synes romantikken hertillands trang; rigtignok oplevet folket Wergelands gigantiske lunger midt under Welhaven/s æstetisk adstadige, fra Danmark importerte romantik. Men i de ord gjemmer sig dog netop skillet mellem Hugo og f. eks. Bjørnson med hans naturalistisk skjærpede sans for alt som var over evne; eller kanske rettere: skillet mellem en digter i et stort og sterkt folk og i et litet, avmægtig. Skillet gjemmer sig i denne tro paa synernes evne til at realisere sig – man kalder det illusion. I det mindste det islet av virkelighet kan ingen digtning være foruten; dens gnist, dens livs-princip er just den beseirede snusfornuft. Et indsovnet folk kan nemlig nok, selv om det er ørlitet, i sin vækkelses stund leve bare paa syner og drøm; men det kan da i grunden let bare være søvnen, som endnu sitter det i øinene. Og det aarhundrede, Norge har hat med dets politik og digtning, er delvis ialfald en slik morgenstund i halvsøvne. Folket er fra hedenold et handels- og forretningsfolk; det kan leve av brød alene, og dets tro paa det over evne er minimal. Ialfald er det én side ved folket. Og just paa dette punkt har svensk aandsliv sin særlige mission, synes mig, med dets sans for de mystiske realiteter, som kan bidra til at vække det slumrende lag hos en rationalist.
For der findes en anden side ved nordmanden, en evig drømmende evne. Vestlandets mørke pietisme, som endog kan bryte selve nærighetens og gjerrighetens lænker og henfalde til store penge-sendinger for hedninge-missionen i fjerne lande, fortæller netop om denne anden side, skjønt det er reversen av evnen til illusion – jeg ser bort fra, naar det sker bare for at ha det igjen paa den ytterste dag som fradrag i synderegisteret. – Og naar taaren træder sky frem i emigrantens øie, saa er ikke det bare, eller egentlig, sorgen over at forlate sin dal eller fjord, men er uttryk for det sammenstøt mellem den karrige virkelighet hjemme og hin drøm i sindet om det tjerne og store og eventyrlige. – Endog landsmaals-bevægelsen som idé fortæller om det samme – jeg tænker altsaa da paa den ikke som politisk manøvre eller som stige op til matberget; jeg tænker paa den som bækken, som i mandsaldre puslet rislende dypt nede i stenuren: i hemmelighet var det den strøm, som folket søkte til for at læske sig lyrisk og sproglig. –
I stort og smaat skulde foranstaaende være eksempler paa egenskaper som ytre livsvilkaar har fremlokket.
Det synes mig ellers at de forskjellige ulikheter mellem bygderne, som maa ha været der allerede i oldtiden som følge av ulike kaar, at de maa ogsaa ha fulgt landnaamsmanden over til Island. Med andre ord: det synes mig at man tildels av ættesagaens stempel straks maatte kunne se fra hvilken kant av Norge indflytteren kom. Island holdt paa særpræget; for likesom den ø i kraft av sin avlægshet blev borneret og konservativ, og som saadan visselig i saa mangen mands øine dengang ikke ansaaes for at ha fulgt med sin tid, saa maatte man ogsaa derover utav arten i de forskjellige sagaers konflikter kunne avlæse en og anden urnorsk ulikhet, eller ialfald skimte noget som en norsk bygdekarakter, egenheter hos selve moderfolket før saga-tiden. Er det f. eks. eros som er hovedmotiv eller skaper konflikt? Eller er det saue-tyveri? Eller er det religionssaker? Konflikternes nivaa ligger overmaade forskjellig i sagaen, og det igjen synes tildels at hænge sammen med, hvorfra landnaamsmanden kom. Det er kanske en side som ikke nok har været fremme ved behandlingen av sagaen. Men man risikerer jo at bli beskyldt for at mene at f. eks. paa Namdalskanten bodde der bare saue-tyver, likesom jeg i sin tid for at ha sagt at vestpaa bor bare luetikere; folket gjør nemlig kort justis med landsforrædere.
Det som før er sagt, var væsentlig kun for
at gi nogen prøver paa hvordan ulikheter
i stammen kan tænkes opstaat. Ikke egentlig
for at nævne typer. Og jeg er opmerksom
paa at allerede i dette avsnit prøverne blev
temmelig ensidig og partisk i fordelingen av
plads mellem de tre stammer, – av let forstaaelig
grund. Fordi jeg selvfølgelig kjender
Norge bedst. Men tillike en smule fordi der
er de bedste kilder – eller ialfald de lettest
tilgjængelige kilder fra gammelt av. Norge
eier sagaen, som landet var saa heldig at det
i samtidens øine kulturhistorisk efterliggende
Island tok sig av. Under indflydelse av de
til øen utvandrede nordmænd blev ogsaa kongesagaerne
reddet for norrønt maal, skjønt det
aabenbart ogsaa her i landet spøkte for dem,
idet der var samme tendens oppe her som i
Danmark: at avfatte dem paa datidens «dannede» sprog. At saa ikke skedde, kan vi
takke det gammelmodige Island for. Danskerne
blev likesom tidligere europæere. Det
kan vel ogsaa ha spillet ind at de norskfødte
utvandrere, som sat som konger eller høvdinger
i Dublin og Normandi, likesom helt blev
borte; de gik op i det nye milieu og vendte
ikke tilbake som europæere. Danmark fik
altsaa sin Saxo paa bombastisk munkelatin
istedenfor paa olddansk. Der var en ond
skjæbne i det; kanske det sønderjyske problem
endog var blit et andet, hvis ikke –
eller helt uteblit. Og de usedvanlig talrike
danseviser fra gotikken med historisk motiv
formaadde aldrig helt at bøte paa den
vildfarelse; malm-veden i et folk, rygraden,
naar man ikke helt ind til gjennem dem. Og
de har heller ikke likeoverfor grannefolk den
advarende klang av farlig udræpelighet som
en oldsaga i prosa, i stammens ur-prosa. –
For at finde de ældste træk i det svenske
folks profil maatte man vel gaa til noget slikt
som dets gamle lover; kanske man ogsaa maatte
fordype sig i det angelsaksiske digt Beowulf
om Geaternes høvding. Men det er jo mere
end en ulærd mand kan overkomme. – Og
følgelig blir uundgaaelig den plads som jeg
her gir – og kommer til at gi – omtalen av
norske træk ensidig stor i forhold til de andre
to stammer i Norden.
Jeg nævnte før kong Hakes grandiose baalfærd. Ynglinga-saga fortæller om konger der øst; den kan vel av og til være eventyrlig, men det træk er ialfald virkelighet i ordets høie betydning, fordi der er noget av svensken fra idag over den tegning. Der er noget uendelig ved kongens gestus. Og man kommer i den forbindelse bl. a. til at mindes en del svensk litteratur fra nutiden – paa hver sin vis f. eks. Bellman og Strindberg. I motsætning til denne sagn-skikkelse Hake paa svensk grund, og tillike i motsætning til norsk senmiddelalder med dens aandelige stagnation, nævner jeg fra Saxo Hamlet-skikkelsen som type paa dansk psykologi og skepsis, om han jo ikke er porøs av tvilesyke der, som han senere blev det hos Shakespeare. Men selvharcellasen er helt utviklet; han er fuld av ustanselige indfald, som her rigtignok yderlig alle begrundes med at kun slik redder han sit liv: ved at spille vanvittig. I den franske gotiks digtning Tristan og Isolde er stillingen forsaavidt en anden: der kommer selvoptrevlingens trang indenfra – av hans egen kvide. Men selv om galskapen kun er det klart tænkte middel for at redde livet, viser dog dette oldsagn hen paa en tidlig vakt sans for psykologi. Og i den forbindelse igjen minder jeg om St. St. Blicher og novellen En landsbydegns dagbog, som allerede i 30-aarene i forrige aarhundrede arbeidet med motivet i I. P. Jacobsens Marie Grubbe – et eventyrlig faktum, naar det f. eks. sammenstilles med hvad norsk litteratur i saa maate præsterte paa den tid; Norge ligger agterut – eller laa – ved forrige aarhundredes begyndelse; og det har sit sidestykke i selve dets folkeliv, idet det fra middelalderens slut i høiere grad var indsovnet end de to andre stammer.
Følgen er at det norske folk trods det rationalistiske anlæg er særlig et uutlevet folk; og det er kanske nu dets uforskyldte styrke eller rigdom i aandslivet. Paa grund av den sekler lange aandsdvale, den saakaldte «dansketid», blev der nemlig liggende igjen i folket saamegen evne til illusion, lettroenhet, beundrings-trang, som tørster efter historie; og denne tørst efter daad og utfoldelse opstod igjen, selv om der nu i Europa ikke længer er tid og plads for denslags, hvor det gjælder et litet folk. Daadstrangen stilledes ikke, for det om historikere fortjenstfuldt kunde paavise en levende sugerot mellem vikinge-old og Eidsvold. En rad forsømte aandsretninger brøt tillike utenfra indover landets grænser den morgenstund, folket vaagnet – rationalisme, romantik, ogsaa litt av pessimisme. Men saa slap vi kanske for slikt som perioder, som f. eks. romantiske saadanne, som andensteds regnes i bestemte aaremaal, idet en enkelt romantikers gemyt smitter av, saa den spidsborgerlige almenhet blir «romantisk», eller rettere: griper nogen romantiske stikord, og alle de smaa poeter, som ellers intet personlig har at forebringe, tar mod til sig, mens jo den virkelige romantiker lever uavhængig av alle litteraturhistoriske perioder. Alt kom altsaa isteden hulter til bulter stimende hin morgenstund, alt det ugjorte i aandsliv, det ulevede. Motsatte retninger samledes i samme skikkelse, som i giganten Wergeland – rationalisme og flommende fantasi. Et kaos av retninger, de var som stormer sluppet ut av en sæk – og det samtidig endog alle verdenshjørners stormer. Indtil folket ved seklets midte summet sig og samlet sig om sit eget – det som først klart fik sit utslag, da man begyndte at nedtegne eventyr og folkeviser og man utgav sagaer. Rammet ned den store, sterke staur i midten, hvorom høistakken med næring for kommende vintrer bygger sig op hvert aar siden; den italienske bonde enkeltesteds kalder den staur «anima» – sjælen.
Men denne sekellange dvale blev ogsaa folkets svakhet. Man kan støte paa de underligste brokker i folkelivet, brokker som f. eks. smaker av reneste middelalder-skolastik, men egentlig gaar tilbake helt til den mentale habitus som skapte og holdt liv i slikt som den kunstlede skaldskaps indviklede kjenninger – hele den snoede bygning som ogsaa i oldtidens utskurd fik sit uttryk i drageslyngningers vildnis. Jeg nævner som eksempel en ørliten oplevelse: To tømmermænd – vestlændinger – staar paa stillaset og økser til plankerne for næste omfar; den ene er fra en grænd, hvor man merkelig nok bruker «vi», og ikke «me», som 1. person av det personlige pronomen. Man holder just paa at passe ind den nye planke, og dertil brukes en slags hakelignende, tvekløvet maaler, «mê(d)» kaldet, som lægges med den ene klo paa den underliggende planke, følger dens kant og riper med den anden i den nye for at avmerke det som skal hugges bort av den. Saa sier den ene: «Ska eg faa laana mêen din?» Hvortil den anden øieblikkelig svarte, idet han forstod den spøkefulde finte: «Eg tvila, han æ vel vi(d) aat deg.» Dette vaakne, abstraherende blik for ordets rent ytre form hører urold til; og en slik naturlig dygtighet i rebus’en kan ikke stilles sammen med den mer kunstig indøvede gjette-evne, naar vor ungdom underholder sig dermed. Sansen for juristeriets flisespikkeri ligger her i kime. Men man kan ogsaa træffe paa noget som smaker av det motsatte av spidsfindighet, nemlig av konfusion; bare i et indsovnet folk kunde man ved det 19. aarh.s slut med nationalskalden i spidsen henfalde til aarelang borgerkrig om satsen «l’art pour Part» fortolket som kamp om kunst kontra moral, mens problemet var det mellem kunst og indhold. – Og det pietismens mørke, som ruger over folket – eller over deler av det – mindes man i forbindelse med de samme seklers søvn. Det er Vestlandet som har faat ord paa sig for at være arne; og det synes det at ha været delvis fra oldtiden – derfra var de store blotmænd i sagaen; det falder mig ogsaa ind at det ikke er rent tilfældig, naar man den dag idag træffer religiøs interesse og pietisme i det nordlige Frankrike, hvor de ældste folkelag just var saltvandsmennesker, var indflyttere fra Vest-Norge. Det er energi som er slaat ind – energien vendt indad, fordi der ikke var plads for den utad; jeg taler altsaa ikke om den pietisme som utnyttes og utmyntes av religiøse traktat-forlæggere og do. politikere, kolportører og andre levebrøds-pietister. Pietismen er i sin grund og oprindelse ikke hykkelsk; den er heller en maaler paa, hvilke kræfter der ligger gjemt, idet motivet for deres religiøsitet ikke er livs-træthet. Pietismen er en positiv trang efter at sætte sin overflod av vilje i system, rette den mot lange, fjerne maal, faa en mening med de knappe livskaar hernede; og der gaar staal i deres blik. Det moderne menneske faar ikke dømme det pietistiske liv inde i en fjordpoll eller øverst oppe i en fjelddal ut fra sine krav til livet: de har sine glæder, og livet er i deres øine ikke spor trøstesløst. Og saa er der én ting som man ikke regner med, men som er der og letter tilværelsen – og især paa de primitive stadier: det er humor, lune – dagliglivets lyrik. Hævde det motsatte blev som at tro, at den nøisomme eller den vinskibelige som saadan var ulykkelig. Eller som om en moderne skeptiker vilde stemple menneskenes liv i middelalderens aandsmørke som en eneste række av ensformige, onde dager. Eller som vi ut fra vor nordiske trang til hygge vilde beklage sydlændingen for hans mangel paa lunt familie-liv, som jo slet ikke er dem noget savn. – Pietismen gir tvertimot livet aandelig indhold. Selv ved utslag av hæslig, uridderlig spionage av næsten gjør den det. Jeg mindes her en ikke saa usedvanlig historie fra et dampskib ved en smaaby dervest; det var søndag ved høimesse-tid, og alt øl-salg var forbudt ombord, mens baaten laa ved bryggen. Der kom en ned og tagg og bad opvartningspiken at servere ham en halv øl. Hun faldt i fristelse. Efterpaa gik jesuiten iland og meldte piken for ulovlig ølsalg. Ti han virket i en høiere idé’s tjeneste! Dette er vestland.
Men jeg skal ikke fortape mig dypere ind i dette krat. Allikevel maa jeg faa lov til at fortælle en liten oplevelse fra en reise vestpaa for længe siden: Fjordbaaten laa stille ved bryggen i en smaaby saadan noget over midnat. Jeg var i køien. Der hører jeg én komme ned salon-trappen; det gaar urolig frem og tilbake i gangen utenfor lugarerne. «Søker Daakker nokken?» sa restauratricens rustne mandfolke-stemme. «Eg søker min bror. Mit navn er Rauneland.» «Kor sku han kommen ombord?» «I Stavanger.» «Ja, der kom en herre ombord i Stavanger. Men han sa ikje sit navn.» «Kor sku han hen?» «Han sa visst nokke paa – vik.» «Kor var han? hadde han lorgnet?» «Ja, han hadde lorgnet.» «Ja, det sku ikje min bror ha.» Saa blev det en lang, nysgjerrig pause. «Men han sku til Lervik? «Han sa visst nokke paa – vik.» «Eg faar lyse paa han daa.» Det gled hitover linoleumen. Jeg snudde mig med ansigtet endnu bedre ind mot væggen for at se hvor langt han vilde drive det i ransakelsen. Men lorgnetten satte jeg paa, som iøinespringende bevis, at det ikke var Raunelands bror. Jeg hører, det tar i dørforhænget, og det gaar klingert i ringerne over mig. En fyrstikke strykes av, det lyser længe paa mig, og fyrstikken gaar ut. En ny strykes av, der kommer en lang arm ind i køien til mig. Jeg kjender varmen av stikken, og jeg blir ræd at retnu falder gloen ned! Jeg skyndte mig at snu mig til ham, lot som jeg var ved at vaagne. Raunelands arm og fyrstikken blev væk, det tasset ut paa linoleumen. «Eg kjende han ikje, eg held!» blaaste det ærgerlig derute ... Selvfølgelig er denslags tilfældigheter, og skal isolert heller ikke gjælde for andet; men det kunde neppe hændt østpaa, og naar man har oplevet mængder av denslags, saa blir det som med andre utvekster: de kaster lys. Denne energi i nysgjerrigheten er bare reversen av deres vitale vaakenhet, paa samme maate som den nærgaaende spøk og blikket for næstens svakhet røber deres styrke: den gløgge menneske-forstaaelse. –
Kakse-typen er ikke den almindeligste type paa Vestlandet, hverken blandt mændene paa hin Nordsjø-bassin’ets ytterste rand eller blandt dem som bor indenfor paa de indre linjer. Jeg kommer atter med en anekdote, som jeg har fra en gammel, nu for længst avdød professor. Han fortalte, han som ung en dag fik besøk av en østlands-bonde, en kjending fra landet. Der stod fuldt av bøker i reolen paa hans arbeidsværelse. Straks han saa hylden, stanset han op midt paa gulvet, brei og skrævende og maapende, satte begge tomlerne i vestens armkrik: «Gubbevarremigvel!» satte han i. «Har Dere lest alle desse bøkann, professor?» Saa kom der en dag et andet besøk paa hans rum; det var en barndomskjending fra det vestlige Sørland. Da han fik øie paa reolen, skar han i med bedemands-stemme – og anekdote-fortælleren trak, til yderligere støtte for illusionen, sit trøie-ærme op, saa haandleddet blev urimelig langt, med en bred, hvit skjorte-linning, mens pekefingeren fegtet sultent imot reolen: «Det har vel været forbondet med stor bekôstning at anskaffe sig disse bøgerne; herr professor?» – Anekdoten er fremfor alt klar. Men denne styrke er jo dens svakhet. Kakse-typen findes der nok. Men den er ikke akkurat den aller almindeligste. Og æresskillingen vil gjerne ha det med at sitte forholdsvis fast. Skalle-maalerne har vel sin forklaring her; de vil kanske endog benegte den fødte kakses eksistens blandt kortskallerne paa vestlandsk grund. Jeg vet, den findes; den findes mot fjordenes bund, og den findes der hvor den har hat ytre, heldige utviklingskaar; jeg har saaledes møtt et streif av den paa gaarder, hvor man gjennem aarene har hat indkomstkilder som skaffet større summer likesom ved et lykketræf eller uten større slit, f. eks. hvor man fôr med jægt til de store fisker nordpaa; der var husholdningen rausere, litt turing naturligvis ogsaa, og man var mer slæphændt med sedlerne. Det samme som f. eks. paa Nordland, hvor gjestfrihet og gilder er skik. Men ellers vet vi jo f. eks. at grænder her øst, hvor der før sat brede østlands-kakser, som ikke fik sine gaarder til at bære sig, at de nu tildels oversvømmes av arbeidsomme, vinskibelige, nærige vestlændinger, som sitter i blomstrende kaar paa de selvsamme gaarder. Det er moderne mennesker fra livet idag; og man faar indrømme at den kakse-tone, som fører til ruin, ikke er synderlig meget værd; dens revers kommer ialfald indunder det, vi kalder dumhet.
Kaksen hører Østlandet til. Selve vor hovedstad eiet, ialfald for en del aar tilbake, tydeligvis av den grund ikke proletariat; det at leve ustanselig paa livets vrangside hadde slet ikke magtet at forrykke deres borgerlige retssans eller tvunget dem til at skue livet fra reversen. Man kunde høre officerer uttale at Kutorvs-gutterne var bedste soldaterstoffet paa Gardermoen. Og i sin tid læste man i aviserne, da fuldmægtigen for Kutorvets politidistrikt blev forflyttet til en anden by, at da spleiset rampen sammen til en sølvbeslagen merskums-pipe, som de høitidelig overrakte ham til tak for «humman behandling». Det er jo ætlinger, faldne direkte under dem som laget den gamle Edda’s kampdigte; det er Sigurdkvadets ædle krigsmoral som gaar igjen. Det er fødte kakser.
Ved denslags træk flyver éns tanke langt tilbake, man mindes den merkeligste og kanske rikeste av alle Islands ættesagaer: Eyrbyggja-saga, den om Snorre-ættens forfædre, sikkerlig nedtegnet av en blandt dem, kanske av kongesagaens Snorre selv i hans ungdoms-aar. Den saga’s helter er ingen fødte kakser. Den begynder med den vestlandske type, stamfaren Torolf Mostrarskjeg, manden ute fra det veirhaarde Moster, hvor ætten hadde levet i stadig kamp med det store, troløse hav – guden Tors ivrige bloter. Og gudsfrygten sitter slik i ham at han ved sit landnaam paa Island erklærer et helt fjeld for hellig. Hans avkom er bigot, og deres pietisme faar straks ved Helgafjelds besudling fra naboernes side sit utslag i det fanatiske sammenstøt ute paa en drastisk kampplads som lyder navnet «Dritsker» – et avsnit grotesk blandet med vild komik og religiøs obskurantisme. Det gives ingen saga saa bugnende fuld av ulitterær overtro og mørk mystik; det er sagaen om vestlændingen, om saltvandsmennesket, sælsomt nøktern og vild paa samme tid. Og skjønt den er bloddryppende mer end nogen, er det dog dens sidste, aandsmørke ætlinger, som Kutorvs-gutten av idag skriver om vestfra Stavanger og beklager sig over i sit brev hjem til kjæresten i Kristiania: «Det aa ta sig e halv flaske øl i Stavanger, det regnes mest just som et lite mord i Kresjanja.» Og desuten vrimler sagaen av intime tegninger fra hverdagens store og smaa utskeielser: sauetyveri, høityveri, snikmord; den virker paa én som en bergtagning, en nedfart til hedendom og oldtid, denne vidunderlige saga. Og midt i dette urolige dagligliv gaar saa Snorre Godi, Mostrarskjeggens sønnesøn, den navnkundige, men rænkefulde ætts anden stamfar og Eyrbyggja-saga’s egentlige helt ... «middels av høide og temmelig smal om livet, vakker av ansigt, regelmæssige træk og lys av hud, blond av haar og rødskjegget» – slik saa han ut. Han gaar der saa stø og uigjennemtrængelig og gløgg, skarpsindig indtil ordkløveri, proces-kyndig som ingen, langsint og hevngjerrig, trollkyndig, lægekyndig, Men ædel –? Nei. Han er bare levedygtig – derfor er han ogsaa fuld av gode raad for sine venner. Og i alle livets omskiftelser er der et træk som aldrig forlater ham: Han er livræd! Han er det værste, en høvding kan være paa den tid. Men sagaen lægger ingen bret paa det – blandt andet derfor tror jeg, kongesagaens Snorre er nedtegneren; for han hadde samme egenhet. Han stiller sig bak dem som skal slaas, puffer paa, egger, men han træffes aldrig foran, der hvor hugg skiftes mand mot mand, – end ikke naar han staar i vældig overmagt findes han foran. Her mindes jeg et uutslettelig barndoms-indtryk fra den første dag, jeg kom til Vestlandet fra det slagsmaals-rike, knivglade Sætesdal: Jeg var saa uheldig at skjære mig litt i fingeren; da skrek alle mine nye venner ukrigersk op: «Oioie meg, han blør! Meina, han blør!» – Skjønt denne respekt for blod slet ikke hverken hos Snorre Godi eller hos andre i og for sig betyr større respekt for menneskeliv, saa tror jeg nok at kriminalstatistikken vil støtte dette mit indtryk: egte drap med blodsutgydelse skal den ikke ha saa meget at opvise av fra denne kant av landet.
Nu, dette var ett hjørne av kaksens væsen: det personlige mod i kampen, øie aapent mot øie og tand mot tand. Kaksens lidenskap blir ikke indestængt bundfald, gaar ikke i gjær, blir ikke kaldflir mot næsten, eller selvfortærende edder. Men der er især én side, som man pleier forbinde med begrepet kakse som uadskillelig, ja som kjendetegn: det er hans sky for nærgaaende besnusing av næsten og hans privatliv, hvilken jo bunder i egen selvfølelse og stolthet. For mange aar siden ankom jeg en dag til en større by dervest. Jeg var i damefølge. Og mens vi ventet de par timer paa fjordbaaten, gik vi til et hotel for at faa middag – og det var ikke stadens obskureste hotel. Man var ikke naadd indenfor døren og hadde bestilt maten, før verten kom tassende ind i salonen – han gik i rosesømmede tøfler, og var fet og forøllet. Han satte sig hen til os paa en stol; og hans blodunderløpne fiske-øie beitet omstændelig en stund frem og tilbake paa hans to nye gjester, mens han pustende lot de foldede hænders to tomler kredse omkring hverandre paa den valkede hængevom. Saa sa han: «Æ Dê ægtafolk, Dê?» – Men i det samme han vilde gaa videre i moralsk ransakelse, merket han at en agtet embedsmand, som bodde paa hans hotel, hilste kjendt paa de nye gjester; da tasset han av og ut i kjøkkenet, hastig som om omeletten holdt paa at svi sig. – Det var en kortskallet revers av Mostrarskjeg. Og hver gang den av vore store avdøde digtere, som gaar for østlands-kaksen iblandt dem, fik en av sine rier i at slime til gjenstridig kunst med moralsnak, saa var det den samme Mostrarskjeg, som var ute og tasset. Denne nærgaaenhet i det moralske hører nærmest til der vest, og er i nær slegt med «bønafolkets» dømmesyke og perverse pine-trang, som faar sit utslag i den unoble, nidsyke tørst efter at stække livslystens vinger paa sine medskabninger, efter at frata næsten hans frihet. Det er stundom den selvsamme trang, jeg skimter bak «maalsaken» dervest, idet den ikke bare kræver frihet for sig selv, men endog vil tvinge motparten til at skrive éns sprog. Men denne sindenes smaalige tørst efter at ribbe kan faa andre utslag, der hvor nemlig religionen har mistet sit nakketak; der kan isteden borgerlig snusfornuft herske i kraft av den almene rædsel for at bli latterlig. Heller ikke dette regime har saa let for at slaa rot i øst som i vest. Jeg bare minder om den bekjendte lyrik i Holbergs fødeby, hvorledes den balancerer saa skjør paa eggen, naar den tar sin «nystemte cithar i hænde», eller endog, for sikkerhets skyld, holder sig saadan litt indenfor travestiens grimme grænse; det indtryk vi faar av utrolig litet holdbar illusion, som jo alene skaper karikatur av lyrik, stikker i grunden bare i denne rationalistens provinsielle angst for at bli tat paa ordet, naar han kommer med sine følelser. Ogsaa en art «tvisyn» altsaa.
I det praktiske liv trænges den skjærende virkelighetssans. Der hører ogsaa viddet helt hjemme, og alt som vid er, er negativt, – har sine sugerøtter i optrevlende rationalisme. Men kan derfor ha sin positive mission. Det er bare den ene ting: der blir snart nok av varen, hvor det gjælder kunst.
Men rinder saa lidenskapen over denslags mennesker en dag, og de stiger op gjennem alle disse lag av materialisme, de trange bysmugs graalys og rationalisme, og de faar ekstasens skylapper paa, saa den smaalige næste ikke længer øines, er passionen vældigere, mere opløftet og bortførende end nogensteds. Den lidenskap har ialfald før skapt det største i vort lands kunst. Og der er da i den rent sjælelige tilblivelses-proces noget forunderlig fælles med det, som skapte den store florentinske kunst. Malerkunstens geniale fædre herhjemme – Dahl og Hertervig – var fra den kant av landet; Grieg og den gamle Elster var ogsaa derfra, og blandt de yngste malere Nikolai Astrup. Og de største skuespillere kom hittil fra Bergen. Under hine forutsætninger blir kunsten nemlig den luft, hvori de aander, den er deres luft, de har ikke anden luft at aande i. Jeg tror ogsaa jeg regner Bjørnson med blandt disse, skjønt han saa ihærdig fornegter Vestlandet; Vaarflommen i Arnljot Gelline, hans bedste digt, hans egentlige digt, er et utpræget vestlandsk digt, skrevet i befrielses-momentet ovenpaa en saadan beseiret, medfødt rationalismes vælde; ja, vingen under hans lyrik overhodet er netop denne overvundne snusfornuft. Og Heimskringla’s Snorre var heller ikke fra Østlandet; han var i sidste instans falden under en Mostrarskjeg. –
Denne senere Snorre, Kongesagaernes Snorre, har en tegning av en vestlænding, Erling Skakke, sammen med Gregorius Dagssøn kong Inges lendermand, hvis fædrenegaard Støla ligger inde i Søndhordland den dag idag. Erling var snedig, falsk – det fortælles som et fast træk at han var blid mot de fangne kongssønner som han agtet at halshugge; omtænksom paa samme maate som Snorre Godi – man ser det f. eks. i sagaen, da han hindrer sin fælle Gregorius’s uoverlagte kampplan i Götaelven, hvor de nok hadde overmagt, men maatte i tilfælde ha avset to tredjedeler av stridende mandskap til at ro opover imot strømmen; man ser, han var misundelig likeoverfor sin kollega, hvis plan holder paa at seire i raadslagningen, og han faar den forkastet til en begyndelse. Men han slaas tappert, da hærerne først tørner sammen. Vi faar siden indblik i hans lurendreierier, hvorved han langsomt lirker al magt over i sin haand; han lirket jo tilslut efter kong Inges fald endog Norges krone over til sin søn Magnus: Spør sig vâr og loyal for paa alle hold, hvordan man vel nu skal ordne sig med rikets styre; og da alle efter rad undslaar sig, lar han sig likesom under svær tvil bevæge av presset, – forstaar at gi det utseende av at han mot sin vilje puffes frem til magten som formynder for sin søn. Men da han først har den, skyr han intet middel for at beholde den: Lot saaledes uten videre halshugge de kongsemner, som blev tat til fange – kort sagt: der stod kulde av hans raad paa samme vis som med Snorre Godi. Erotisk var han vital – sagaen betoner han hadde mange friller og uegte sønner – i det stykke lik sin søn kong Magnus, som var kvindekjær. Han var nu ogsaa gift med et vidtløftig menneske, Sigurd Jorsalafarers datter, som tilslut stak av fra landet med en anden mand, helt til Myklegard. Om hans ytre sier kongesagaen: «høi og tætvoksen, noget høiakslet, med langt og skarpt ansigt; var lys av let, og blev noget graahaaret, bar hodet noget skakt, var rolig og værdig i sit væsen, gik i gammeldags klædesdragt ...»
Manden fra Nordsjø-bassin’et er konservativ – det var han den gang, og det er han den dag idag – konservativ i politik; og i kunst er han i nutiden straks ute og forlanger «nøktern kunst» – ingen «overdrivelse»! Man har ogsaa sat det tildels i forbindelse med kortskallernes utbredelse dervest. Jeg tror ikke, det er nødvendig: sjøfolk blev altid konservative. Husk f. eks. Lagune-republikken i renæssansen! Eller England idag og dets stagnerte aandsliv! Eller tænk bare paa vore egne lodser!
Manden fra bassin’ets indre, sydligere ring, Mostrarskjeggerne, alle faar de en rem av huden: de egner sig litt for seilas i farlig veir. Men heller ikke de føler sig derunder nogensinde som gjenstand, som stof for tilskuere; det vil si: han ofrer ingenting for selve den store gests skyld. Sterke og vitale paa sin egen vis, men hvor folkloristen i forrige aarhundrede litet fandt av folkeviser og sagn og eventyr. Saltvands-menneske. Men han er allikevel ikke oter: han hører, trods alt, ganske landjorden til. For det gjør knapt nok de derute fra den ytterste rand – Haaløigen, Færøingen, Orknøijarlen. –
Det er ikke frit for at Vestlandet og menneskestoffet derfra har præget hele folket – og ialfald det billede, man har gjort sig op av det. Det præget med sin begavelse norsk kultur og kunst til denne dag, derom kan der ikke være spor av tvil. Indad som utad. For, videre set, har det ogsaa git nordmanden som saadan i forholdet til de to andre stammer, og i disses dom over folket, et bestemt skjær, eller endog stempel. Et handelsfolk, som lar hver dag ha nok i sin egen plage, praktisk utstyret, med litt for skarpt blik for det som er over evne til at det sætter livet til for en teori. For med Victor Hugos ord i minde maa man si, der har været litet romantik i norsk aandsliv. Ogsaa i politik slik – et fiasko-folk, sa visst Strindberg om det. Et sjøfarts-folk, som lærte at holde av i svært veir, og saa lægge skuten op mot vinden, naar havet igjen bedager sig. Saadan som altid smaafolk var nødt til at gjøre.
Allikevel er denne dom om folket ikke rigtig, eller ialfald: ikke uttømmende. Ikke engang om Vestlandet er den det, som før antydet. Snorre selv har paa en vidunderlig levende maate tegnet vestlændingens motsætning, og det just i samme kong Inges anden lendermand. Gregorius Dagssøn og Erling Skakke er to vidtforskjellige typer, den ene for Vestlandet, men Gregorius er østlændingen. Og jeg vil slutte disse løse blader med denne type, fordi den peker mot det som gir forbindelsen mellem selve den vestlige og østlige hovedstamme paa Nordens halvø. Naar man reiser, om saa bare med jernbanen gjennem Oplandene, støter man straks paa træk, som ikke hører til der vest – f. eks. en saa liten ting som forholdet til billetten, beviset paa at betalingen er erlagt: Der sitter en bonde i kupéen og snakker; først later han som han ikke ser konduktøren; dernæst blir han ved at samtale og kan imens likesom slet ikke finde «denna biljetten»: «Je hadde n’ da visst her, au!» – leter og graver i lommerne længe og forgjæves og kaksetræg efter denne bagatel; og konduktøren gaar, han kan komme igjen, sier han. Bonden vet saa inderlig vel hvor han har den, og finder den nu; han bare led av korthodet hæderlighets-mani: «Inte bedradd non før, inte, det je veit!» blaaser han, og fortsætter saa sam- talen. Et slikt kupé-interiør selvfølgelig bare en detalj! Men jeg har oplevet det her øst flere ganger. Eller det hænder, man oplever at en virkelig kakse gaar paa toget med vilje uten billet: «Er naa væl saapass betrudd, vet je!» Helst vilde han vel ha fast regning med staten og opgjør hvert nytaar ... Dette er kakse-trækket, som det bryter sig i dumme, firkantede hjerner. Men derved faar man ogsaa et billede av det mer i renkultur.
Gregorius Dagssøn var av Tord Folasøns efterkommere, fanebæreren ved Stiklestad; og hans mor var datter av Skofte Agmundssøn, den første som fôr paa Roma-færd sjøveien gjennem Gibraltar. Han hørte Viken til, og hadde sin gaard og høvdingsæte nederst i Bratsberg. Snorre fortæller at han «holdt sine huskarler bedre end andre lendermænd, ti han drak aldrig i skytninger (ɔ: gilder) uten at la alle sine huskarler drikke med sig ... Der har vi fest-sansen. Og den brede festlighet kommer ogsaa frem i næste linje: «Han gik med guldbelagt hjelm paa tinget, og alt hans folk var hjelmet.» Han var loyal likeoverfor kongen, men stolt, hvem derfor ogsaa tillid kan vises. Og uræd farer; han gaar f. eks. engang i land i Konghelle og optræder jo der næsten som Tordenskjold i Marstrand – har ti ganger færre mænd end fienden. I kamp var han heftig og uvorren, buser paa som en ren hidsigprop – i motsætning til Erling Skakke, som er «forstandig og dygtig i strid»; hans skib render saaledes paa grund midt i slagets mest spændende øieblik, og det ser temmelig farlig ut. Men saa har vi hans endeligt; det er slaget i Bohuslen om vinteren: De har foran sig en tilfrossen elv, med lumske raaker i, som fienden har hugget og saa fyldt med sne, saa de ikke synes. Gregorius skjønner det hele og vil gaa en omvei for at bruke broen. Bønderne spør da om han er ræd: «isen var bra nok, den.» Gregorius svarte at man sjelden hadde behøvet at bebreide ham at han ikke var dristig nok; heller ikke skulde det behøves nu ...» Og dermed sætter han utpaa isen. Han plumper i, men greier det saavidt; bønderne derimot stanser straks og snur i land. Tilslut er der bare en tyve mand som følger ham; og da blir han rammet i halsen av en pil og faar sin bane. Vaage livet for en gests skyld, med et litet øie for tilskuere, – det vilde aldrig Erling Skakke nogensinde gjort.
Og jeg mindes atter den gamle svenske Ynglinge-konges, kong Hakes statelige baalfærd, hans sans for «den stora gesten»; her dækker gest og virkelighet endnu hverandre. Eller jeg mindes den svenske flyveløitnant, som dræptes paa Hengsengen ved Kristiania under den store kapflyving i de stormfulde aprildager for to–tre aar siden. – Norges saga har ikke denslags fanden-spare-livet! – eller ialfald har den litet av det. Den har Gregorius Dagssøn. Døden sætter ellers ikke prik over selve gesten. De kan nok nytte den stund til en gest, – dø med et bonmot eller en stasfrase paa læben, i haab om at den skal leve evig som et bevinget ord; men da er ogsaa først alle veier til frelse stængt: useier og bane er da alt den haarde virkelighet og sikre lod. Skape dødsstunden for denne gests skyld, nei dertil var deres praktiske sans for stor.
Og naar Snorre under Olav den helliges saga boltrer sig saa lystig i den lange thaatt om Olav Sveakonge, saa kan jeg ikke for at jeg ser, det i virkeligheten tildels er noget av det samme møte som mellem Gregorius Dagssøn selv og Erling Skakke; Snorre er vestlændingen som støter paa østlændingen, og han tegner en karikatur av ham, næsten en national forulempelse. Vi faar vite hvorledes kongen godtroende omgav sig med farlig orme-yngel, nemlig skarptungede, vævre islændinger, «maalsnilde mænd», som drev gøi med ham bak hans ryg og binder ham alt mulig paa ærmet. Snorres tegning av kongen er gjort con amore, og overlegent som det var at vente av en islandsk skald; han fortæller hvorledes islændingen Hjalte, en raptunget skøier, lyver for kongen og sier, at her kommer han med ti merker sølv i «landører» fra islændingerne i Norge, som han syntes, han skulde ha, og ikke denne Olav Digre, sier han: og faar dem selvfølgelig tilbake som personlig gave med en flot kakse-gestus og hans venskap atpaa kjøpet. Naar der kommer en kjedelig tidende fra Norge, svarer han ikke, men holder fest og drikker sig paa en pisk om kvelden – man mindes her fest-sansen hos Ynglinga-saga’s kong Hugleik, som slet ikke var nogen hærmand, men omgav sig ved sin hird i Uppsala med «leikara, harpara ok gigjara ok fiðlara». Og Snorre gir eksempler paa kongens skryt og selvforherligelse: Hverken Norges eller Danmarks konger, sier han selv, kommer op mot ham! o. l. En tegning gjort i overstadig humør. Ja, der er en vild overgivenhet over den chargerte skildring av kongen, saa han bent frem minder om eventyrets rise, som lyves huden fuld. Snorre lar sin islandske tunge leke. Overdrivelserne er saa svære, at denslags eventyr simpelthen synes mig direkte at maatte spille ind; der er endog en likhet i forholdet mellem kongen og datteren Ingigerd – trollet og prinsessen. Det er noget av det litterære, fjerne overlys, som Snorre ogsaa ved andre motiver lar leke - enten det i sin oprindelse er resultat av hans eget arbeide med emnet, eller det er traditionens forefundne form. – Han gir ellers ganske enkelt østlands-typens revers, det manglende skarpsind, som hænger sammen med deres sjeldne evne til tro, hvis revers igjen er godtroenhet, eller Olav Sveakonge’s selvovervurdering.
Mot denne lavpandede rise reiser saa Torgny Lagmand sig paa Uppsala ting som bøndernes talsmand og læser kongen teksten: «Nu er det vor, bøndernes, vilje at du kong Olav slutter forlik med Olav Digre ...» Og længer ute: «Vil du ikke samtykke i hvad vi sier, da vil vi angripe og dræpe dig» o.s.v. – Dermed er vi atter denne side Kjølen. Han har nemlig en nær frænde i Norge, det er trønderhøvdingen Asbjørn av Medalhus, som paa Frostating staar op og svarer kong Haakon, som har budt bønderne at ta mot kristendommen med dens nye leveregler, faste o. l. Bondens selvgode lægmandsskjøn lyser av ham, fordi han har overmagt; han truer: Nu faar du vælge! Ellers tar vi en anden til konge. Oppositionens tone er den selvsamme; formen synes endog laget over samme skema – vel i tilfælde Snorres verk. Og den forsmædelige retræt er éns, idet den kristne kong Haakon ved de senere vinternatsblot paa Lade tvinges til at gape over hestekjøt-grytens damp; og aktionen mot ham ender som bekjendt med at han endog maa æte hestelever og tømme drikkehorn til gudernes ære. At han slap fra det med livet kan han takke Sigurd Jarl for. – Asbjørn, i stridbarhet en slegtning av helterne i Egilssaga, er den selvsamme skikkelse som Torgny, om end den svenske er sværere av format, større i linjerne og tyngre paa haanden – en hel bamselab som daler ned paa kongens aksel. – Intet under, om de ernære frænder! Ialfald ifølge sagaen blev Jemteland, og endog Helsingeland, bebygget av høvdinger som søkte østover fjeldene fra Trøndelagen.
Der er i det hele altid en viss storhet over formatet, særlig i den senere middelalder, baade for Sveriges og for Danmarks vedkommende i forhold til Norge. Det er atter et eksempel fra reversen, jeg nu henter frem, og der stikker heller ikke her chauvinistisk skadefryd under eller ondsindet trang til bakvaskelse: Vor saga kjender ogsaa svik – Sturlunga f. eks. vrimler av det; men et saa dramatisk og stort anlagt svik som det ved julegildet paa Nyköping slot 1317 eier vi neppe. Det er vældigere end sviket hos Orknøjarlerne, og minder om slutningskatastrofen i Nibelungensagnet, eller om Shakespeare’s største tragedier. – Og i denne forbindelse kommer jeg ogsaa til at tænke paa en storslagen svensk høvding-skikkelse fra sidste halvpart av 14. aarh., drotseten Bo Jonsson til Gripsholm med hans vældige vilje, som satte sig ut over ethvert hensyn for at naa sit maal, det at faa slaat svensk jordegods under sig: «När hans maka under barnsnöd uppgivit anden, lät han öppna hennes döda kropp och tog intyg af de närvarande, att barnet då ännu levde, hvilket således skulle ärva modern för att lämna arvet åt fadern» (Hildebrand i Sveriges Historia, II). En saadan skikkelse har vel heller ikke norsk middelalder at opvise. Og det hænger bl. a. sammen med at, naar det norske folk ca. 1300 av indre grunder historisk og nationalt gaar i hi for sekler fremover, levner de to andre stammer op; der faar racen en aktiv og ekspansiv periode. –
Men her skal jeg stanse; emnet er endeløst, om man skal gaa ind paa alle de type-lignende skikkelser som melder sig. Da blev det en hel bok istedenfor en artikel – den er allerede blit lang nok som den er. Og dog vet jeg, som sagt, at den er blit skjæv, forsaavidt den av let forklarlige grunder blev vidtløftigst om Norge. Halvøen og retningen øst-vest synes en lægmand overskueligere end veien nord-syd; forbindelsen med Danmark, f. eks. mellem Syd-Norge og Skagen eller rundt det indre bassin – fra Agder rundt Viken og Bohuslen – hører delvis ogsaa den forhistoriske tid til, hører ur-olds sagnverden til. Men jeg tviler ikke paa at man allerede fra den tid kan skimte de første underlige frø til det som blev dansk aandslivs styrke ned til denne dag: den utrolig fine psykologi, den følsomme, intime kunstforstand og kritik. Da kommer jo helt andre karakter-typer paa tale end de, jeg her foran har antydet.
De tre stammer hører sammen. – Norden er et vinter-folk; dets religiøsitet bærer præg av det, og iblandt ogsaa dets digtning, gud bedre os! Nogen vil si: deres sugerøtter stod i tæle, og om bladknopperne truet i uker den bistre mars-vind. Men selv om saa er: stammerne hører sammen trods det. De hører sammen i det. Skogen fik sin sus just av det, av de nakne grener. Og stammens røst er sterkere end al røst, end alt overmodig seiersbrøl. Den er kanske ikke saa braakende høimælt. Men den er seigere, mer vedholdende, denne dype sus gjennem bladløse grener. Og ingen magt i verden overdøver den eller raar med den, saasandt den bare er klar og sikker i tonen. Det er «la force du sang». Og det gjælder at bli sig denne sin egen særart bevisst.
Jeg slutter disse løse blader som jeg begyndte: Jeg er ikke saa blind at jeg ikke vel vet, det paa den anden side er et farlig kultur-fundament, dette at pleie sin egenart, som let fører til goldhet, til stagnation. Sær i et vinterfolk. Intet er for et folk mer fordummende end blind chauvinisme; blandt andet netop derfor har jeg her levert ogsaa saameget av reversen, av det ikke-flatterende; det skedde med velberaadd hu, fordi det skulde være litt til bruk i virkelighetens verden – apotheoser er der nok av folk som sørger for. Og allikevel gives der ingen vei utenom særartens pleie i et sekel, som begynder med en selvmorderisk katastrofe, hvor folkeslagene uventet paany stilles likeoverfor de elementære, primitive urspørsmaal som éns selvstændighet.
Jeg er heller ikke saa blind at jeg ikke vel vet, der truer en anden fare, som nærmere beset i grunden er den indre aarsak til den første. Likesom stammefølelsen nemlig, eller race-følelsen, er for et folk hvad karakter er for det enkelte menneske: det som konstituerer éns personlighet, tillike bevisstheten om éns egen konturs værd, kort sagt, éns stolthet, – saa blir igjen den følelse let en hindring for individets utfoldelse. Individet i mennesket har en sund angst for enhver sammenklumping, selv for denne, fordi sammenklumping altid er av det onde. Og al sort nationalisme bærer paa spiren til dræpende determinisme; den er forsaavidt fiendsk mot individet. Det enkelte menneske er imidlertid alt. Og vi lærte her nord at forsaavidt gjælder det at gjøre sig selv til midtpunkt, det gjælder at isolere mennesket – og netop derfor er det saa nødvendig at alle éns instinkter er i orden. Det samme gjælder fremdeles, selv i varg-old gjælder det: individet er dog gnisten i hvert geni, som skapte noget virkelig nyt i verden.
Finde den rette vei i denne konflikt, eller rettere sagt: ophæve konflikten, saa det nationale, stammefølelsen – hvad man vil kalde det! – indgaar som jeg’ets eie, optages som den uutsigelige realitet i dets syn og smak og vilje og instinkt, som rytmen i éns temperament, som den mystiske nuance i éns livsmod, i éns klare tanke, ja som selve blindheten i éns lidenskap, – finde form for dette, deri ligger i grunden kjernen til al virkelig statskunst.
Overflod paa den er der for nærværende heller ikke, i Europa.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |