Acta Pontificum Danica
Acta Pontificum Danica. Pavelige Aktstykker vedrørende Danmark 1316–1536. I. Bind. 1316–1378. Udg. af L. Moltesen. I Comm. hos Gad. Kbhvn. 381 S. 8vo.
Allerede i det 18de Aarhundrede begyndte man, om end meget sparsomt, at see Documenter fra Pavearchivet ogsaa Nordens Historie vedkommende udgivne paa Tryk; man vil f. Ex. i Schlegels Sammlungen zur Dan. Gesch. I (1773) finde interessante Excerpter fra Vaticanet angaaende Grønland. Den af Ideer og Forslag i alle mulige Retninger opfyldte Rector, siden Præst, Laurids Smith, forsøgte i 1785 gjennem Bülow at interessere Regjeringen for at sende en Mand[1] til Rom for at gjøre Forskninger i det pavelige Archiv, vistnok uden Forestilling om dettes Beskaffenhed og Vanskeligheden, for ei at sige Umuligheden af at faa Adgang (L. Daae, af Bülows Papirer S. 182). Imidlertid kom Et og Andet siden efterhaanden frem; saaledes erhvervede f. Ex. H. N. Clausen paa sin første italienske Reise ikke saa faa Breve (trykte i Skandin. Literaturselskabs Skrifter XXI, 1826). Det norske Universitet kom noget senere i Besiddelse af en vigtig Samling Afskrifter, besørgede ved den pavelige Archivar Marini (trykte i første Bind af vort Diplomatarium).
Alt dette havde imidlertid lidet at betyde, saalænge endnu ingen nordisk Forsker kunde faa Adgang til personlig at see Archivets Skatte og selv afskrive, hvad han fandt. Dette lykkedes som bekjendt P. A. Munch, der besad baade særegne Forbindelser og fremfor alt i eminent Grad de videnskabelige Betingelser. Hans fleraarige Ophold i Rom, hvor han døde 1863, blev ikke alene af Vigtighed for Norge, men for hele Nordens Middelalders Historie, idet han ogsaa undersøgte og afskrev, hvad han fandt Broderrigerne vedkommende. De norske Breve fandt Plads i vort Diplomatarium (B. VI, flg.), men desværre ikke saa, at de, hvad der havde været det ene rette, kom til at danne en særskilt Afdeling af dette, men paa den Maade, at de udstykkedes og sammenblandedes med andre Sager, en Fremgangsmaade, der i det Hele har skadet dette vort ypperste Kildeskrift paa mange Puncter, man tænke blot paa den Maade, hvorpaa den bergenske Copibog er bleven opskaaren i Stumper! Af den store Samling af danske Documenter havde Munch selv udgivet, hvad der angik Erkebiskop Jens Grand; det øvrige blev efter hans Død udgivet af Kirkehistorikeren L. Helveg i forskjellige Bind af Kirkehistoriske Samlinger. Munch havde forøvrigt begyndt Udgivelsen af en særegen Samling af nogle af sine Afskrifter, nemlig de af ham forefundne »Pavelige Nuntiers Regnskabs- og Dagbøger«, og Udgaven blev fuldendt af Huitfeldt-Kaas i 1864. Endelig havde Munch ogsaa forfattet en saare oplysende og indholdsrig Afhandling: »Oplysninger om det pavelige Archiv og dets Indhold«. Han havde imidlertid, ved at deponere den i Rigsarchivet, bestemt, at den ikke maatte udgives, saalænge Pater Theiner, Vaticanets Archivar, levede, fordi den maaskee kunde bringe ham Ubehageligheder paa Grund af den i enestaaende Grad frie Adgang, han havde givet den norske Professor. Først efterat ogsaa Theiner var død (1874), kom dette Skrift for Lyset (1876) i den store Samling af Munchs Afhandlinger (ogsaa særskilt).
Efter Munchs Bortgang (1863) kom nordisk Forskning i Rom til at hvile i mange Aar, og der var vistnok dem, som mente, at den utrættelige Mand havde udtømt Vaticanets Skatte for Nordens Vedkommende. Dertil kom, at den Adgang, Munch undtagelsesvis havde opnaaet, ingenlunde var let at opnaa for andre, thi først i 1880 aabnedes det vaticanske Archiv for Forskere i Almindelighed. Den første Nordbo, som nu gjenoptog Arbeidet, var den foreliggende Samlings Udgiver Dr. Moltesen (1894). Kort efter kom en svensk Forsker Dr. Karlsson til, senere ogsaa fra Norge først Prof. G. Storm, dernæst daværende Stipendiat A. Bugge, og da de nordiske Arbeidere gjensidig bistode hinanden, gik deres Gjerning let, hurtigt og frugtbart fra Haanden. Dr. Moltesen fremlagde i 1896 en fortrinlig Førstegrøde af sine romerske Studier i Skriftet: »De Avignonske Pavers Forhold til Danmark«, et særdeles instructivt og indholdsrigt Verk.
Det har saa været hans Opgave at meddele den hele Messe af danske Actstykker fra det romerske Archiv, dog først fra 1316 af (Johannes XXII). Valget af dette Aar som Udgangspunct har sin naturlige Begrundelse deri, at indtil denne Grændse er en almindelig, den hele catholske Kirke omfattende Samling af Pavebreve dels udgiven, dels vil den blive det, medens Rigdommen fra den angivne Tid af bliver saa stor, at ethvert Land derefter selv maa sørge for sig.
Dr. Moltesen vil vistnok meddele alle danske Pavebreve fra 1316, dog saa, at af tidligere trykte kun gives et kort Udtog af Indholdet med Henvisning til ældre Udgaver, f. Ex. i Dipl. Norv., Dipl. Svecanum, i Munchs Nuntiernes Regnskabsbøger, Danske Kirkehist. Samlinger, med andre Ord, hans Verk er delvis en Udgave, delvis en Regestsamling. Derhos har han paa en priselig Maade indsparet Rum ved ikke at medtage visse obligate Formler, for hvilke engang for alle er gjort Rede.
Det er vistnok ikke tvivlsomt, at den Samling, hvoraf første Bind altsaa nu foreligger, og om hvis Vigtighed i og for sig ikke alene for den danske, men ogsaa for den almindelige, særlig den norske og svenske Kirkehistorie, det er overflødigt at tale, er udført med stor Omhyggelighed og Elegants. Under Gjennemsynet har Anmelderen kun en eneste lille Anmærkning at gjøre. Det er med Hensyn til No. 693, en Befaling af Gregor XI til Biskop Henrik af Slesvig (1371) om at tage under Behandling den »nys« (nuper) afdøde norske Erkebiskop „Arvo’s“ Bo. Brevet er interessant som et nyt Vidnesbyrd baade om det pavelige Kammers Gridskhed og den nidarosiske Erkestols Fattigdom efter Mandedøden, og man er saa meget mere glad over at finde det hos Dr. Moltesen, som det sees at være undgaaet de norske Historikeres Opmærksomhed. Paa Registret er Navnet »Arvo« rettet til Arne. Det kunde synes overflødigt her at bemærke, at nogen »Arvo« har aldrig været Erkebiskop eller Biskop i Norge, og at der i Nidaros vistnok har været en Erkebiskop Arne (Vade), men at hans Regjeringstid falder nogle og tyve Aar før 1371 († 1349). Den nys afdøde Erkebiskop, hvorom her er Tale, er derimod Olaf (I), hvis Navn altsaa maa være forvansket eller forbyttet i Pavebrevet[2].
Ved Dr. Moltesens Udgave faar man for Danmarks Vedkommende den store Fordeel at have de romerske Kilder chronologisk ordnede og samlede paa et Sted, hvilket i høi Grad maa lette deres Benyttelse. Som allerede berørt, er Norge ikke saa vel stillet paa Grund af Diplomatariets lidet heldige Plan. Den sidste Indhøstning af Pavebreve udgives dog heldigvis for sig selv, idet et eget Bind af Dipl. Norv. (17de Bind) er indrømmet dem. Udgivelsen begyndte allerede 1902 ved Prof. Storm og Rigsarchivar Huitfeldt-Kaas. To Hefter (det sidste fra 1903) ere udkomne, men Fuldendelsen maa, da begge Udgivere nu ere døde, komme til at lægges i andre Hænder.
L. Daae.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |