Af Geheimeraad Johan v. Bülows Papirer/Breve til Joh. v. Bülow fra Frederik Moltke
De følgende Breve ere skrevne i Aarene 1787–1793, i hvilket sidste Aar Bülow fjernedes fra Hoffet. Brevskriveren Frederik Moltke, en Brodersøn af Frederik den Femtes bekjendte Yndling, var født 1754, nød i sin Ungdom Underviisning af Digteren Johannes Evald, blev 1773 Kammerjunker hos Dronning Juliane Marie, 1775 Cand. juris, 1780 Kammerherre, 1781 Amtmand i Bratsbergs Amt, 9de Januar 1788 Stiftamtmand i Christianssand, 1790 Stiftamtmand i Christiania og samme Aar Ridder (Storkors) af Dannebroge, 1795 første Deputeret i Generaltoldkammeret, 19 Okt. 1799 Cancellipræsident og 1804 (rimeligviis mod sin Vilje) Præsident i Generaltoldkammeret, samme Aar Geheimeraad, 1810 Geheime-Statsminister., 1811 Ridder af Elephanten. I 1814 maatte han nedlægge alle sine Embeder, „fordi han havde sendt Vennebreve til Norge, hvori han udtrykte sig med Deeltagelse for Norges Sag“ (Aalls Erindringer ved Lange, 421). Imidlertid blev han dog 1815 Stiftamtmand i Aalborg, fra hvilket Embede han tog Afsked 1824. Døde 1836. Justitiarius J. C. Berg kalder ham (Samlingerne 3, 59) „en talentfuld og for Videnskaberne stemt Adelsmand;“ og i et Brev til Nyerup af 1804 ytrer han: „F. Moltke er i Begyndelsen altid meget driftig og ivrig i en Sag.“ A. S. Ørsted omtaler ham særdeles fordeelagtig i „Af mit Livs og min Tids Historie,“ 3, 178–195.
De følgende Breve (Catal.-No. 86, C.) ere gjengivne med Brevskriverens Ortographi. De ere tildeels skrevne i Chiffre, hvortil imidlertid Nøglen haves.
Med Hensyn til Moltkes og Bülows Venskab fortjener det at bemerkes, at deres Brevvexling uden Tvivl er ophørt, da den sidstnævnte fjernedes fra Hoffet og mistede Magten i 1793; idetmindste forefindes intet Brev fra Moltke, yngre end den angivne Tid.
Meenstad ved Brevig 16 Jan. 1787.
Vor sidste Samtale – o Du har vist glemt den og jeg skal aldri glemme den – i Kronprinzens Forgemak, har, om det var muligt, forøget den Høiagtelse, jeg bær for Dig. Du udviklede deri Grundsætninger, som vare saa ædle, saa sieldne hos Mennesker – og især hos Hofmanden, at jeg næsten forundrede mig derover, men jeg saae tillige, at dit Forhold, som stedse er sig selv liig, svarede fuldkommen til, hvad Du sagde, og dette især glædede mig. Da jeg nu saa meget attraaer at være agted og elsket af Mænd, som tænker og handler som Du, saa tænkde jeg at ville skrive Dig til, at anholde om dit (sic) ved varmt Venskab og at opfordre Dig til at forvisse mig derom, naar Tid og Leilighed Dig gives. Jeg er sikker paa, at det ikke engang salte Dig ind, at jeg søger dit Venskab eller skriver Dig, fordi Du er i den Post Du staaer i, fordi Du er Marskalk og Gud veed, hvad meere – ney dertil er baade Du og jeg for stolte, Du at ville have en Smigrer til Ven, og jeg at ville nedlade mig til den, som jeg ikke agtede; og hvor mange Yndlinger ere agtelsesværdige! Ikke mere herom; kuns det: at ingen veed – ingen uden Undtagelse – at jeg skriver Dig til. Svar mig, naar Du har Tid, og har Du ingen, saa kand det være det samme, thi jeg kiender Dig. Af alt dette seer Du, hvad Tillad jeg sætter til Dig og din Tænkemaade, og Du forundrer Dig ikke over følgende Udladelser, som ere grundede i en patriotisk – maaskee det er muligt – utidig Iver. Den Naade, som man har udviist mod de til Kiøbenhavn nedreiste klagende Bønder, ved at bevilge strax alt, hvad de forlangde, give dem Reisepenge, Audients m. V. var vist ikke forsigtig[1]. Man antager det her, ikke for det, det er, nemlig Naade, men man kalder det Svaghed! Er det Maaden at søge sin Ret paa, at komme i Flokkeviis? og kunde ikke to, der blev afsendt, have udretted det samme? Du kand ikke troe, hvad Virkning det har havt. Stolende paa Kr. Pr. naadige Adfærd ere de istand til at begaae de største Udsvævelser – den Norske Almue er som hver anden – den taaler ikke, at den mindste Udsvævelse eller Uorden gaar ustraffet hen; og er det ikke bleven meldt, hvad Optog de har gjort? Staaer nu ikke Retfærdigheden i fuldkommen Proportion med Godheden, saa seer det galt ud for den virksomste Øvrighed og de redeligste Betientere – Riv dette Blad itu: Over Beviisningen om, at jeg skriver til Sandhedens Ven har forledt mig hertil; det er muelig, jeg kan tage Feil herudi, men det er vist, at min Mening er at fremme ved Dig noget Godt og opmuntre til Fasthed og modig Forhold mod Normanden.
Man siger Adeler[2] vil tage sin Afsked. Du veed maaskee de Løfter, man har gjort mig. Gid jeg maa fortiene Forfremmelse og under det Vilkaar ønsker jeg samme, thi det er ikke nok at spise, drikke og elske – var det nok, saa maatte jeg blive her –.
Hvad siger du til dette Brev; jeg er nysgjerrig at viide det; thi jeg elsker og agter Dig overmaade høit.
Moltke
i Norge.
Christiansand den 3 Juny 1788.
Oprigtighed og Patriotisme, lit Enthousiasme ere Hovedtræk, tør jeg sige, i min Caracter, og derfor tør jeg med Frimodighed sige, at jeg elsker Kron Prinzen ligesaa høit, som jeg beundrer den urokkelige Fasthed i hans Tænkemaade, den Varme for det Gode, den Foragt for vanærende Fordomme og lumsk Hyklerie, og nedrige Bestræbelser til at lede ham fra den Bane, som skal vist føre ham til Fuldkommenhed! Derfor elsker jeg ham, derfor elsker ham en hver Embedsmand, som brender af Lyst og Nidkierhed til det Gode, – Lad den uretfærdige skielve og falde – og frygte for ham; atter en Digression; Undskyld det, Bedste Mand i Tusind Tak for Reiserouten; den var mig høist vigtig. Men jeg tør endnu bede om en Bevaagenhed. I Christiansand er det Huus, som jeg beboer, det største og beste; ce n’est pas boucher (?) gros. Mit Æmbede kunde maaskee give mig nogen Adgang til den Lykke at torde offerere mit Huus, for at logere Kronprinzen, men jeg vilde hellere, at jeg torde ansee det som en Naade, uafhængig af andre Omstændigheder; Jeg veed vist, der er ingensteds bedre i Byen; til hans Kongelige Høyhed, Marchal Bülow og Grev Reventlow har jeg i det mindste Plads, og bedrøvet skulde jeg blive, naar de ikke antog den. Hav nu den Godhed, ædle Ven, og underret mig med faae Linier (jeg veed, hvor knap Tiden er en Mand i slig Post), om jeg kand vente den Lykke, som jeg nu ansøger tilligemed Liste paa alle dem, som ere med hans Kongelighøihed for derefter i Tiden at bestemme og indrette Logis. Hvor meget ønsker jeg at de flere Byer, som Risøer og Arendal maatte have den Glæde at see den beste Prinz; derved vandt Kundskaben om Folkets Karakter, Sæder m. v., som forsvinde ved Reisen til Søes; og disse Byer ligger langs den Vey han passerer.
Hvilket langt Brev til en Hofmand – men denne Hofmand er den ædelste Mand, en troe Ven, som jeg elsker overalt, og hvis Godhed er mig uskatteerlig.
- Den lykkeligste Reise til Norges Land.
Din Molkte.
Velkommen, ædleste Ven! Velkommen tilbage fra Tronhiem med den dyrebareste Prinz! Gid jeg nu i min Cirkel maatte være saa lykkelig og finde hans Bifald; Jeg frygter ikke for Undersøgelsen af mit Æmbedes Førelse – men der kommer saa meget an paa at ikke have ufordeelagtige Indtryk mod sig. I Schien har jeg den Lykke at opvarte ham, udbede mig min Vens gode Raad og Veiledning og mundtlig forsikre, at ingen kan elske og ære ham høiere end som
Moltke.
- Christiansand 14 July 1788.
luitteringen for 32 Rdl., som jeg af Deres Høivelbaarenhed med sidste Post har havt den Ære at modtage, følger indslutted; de skal blive uddeelt iblandt de 32 Mænd, som har været med at udboxere Fregatten Møen ved hans Kongelige Høyhed Kron Prinzens Afreise fra Christiansand.
Moltke.
- Den 2 Sept. 1788.
- Til høivelbaarne
- Hr. Marchal Bülow.
Mit seneste Brev har min Ven vel modtaget: Gid Himlen opfylde mit Ønske for Dig. Jeg beder Dig indstændig, behold nogen Godhed for mig, og meld mig som troe Ven, om der skulde arrivere noget, der findes ved min Æmbeds Førelse, som kunde fortiene Rettelse; at vinde vor elskede Kron Prinzes Bifald er mit eneste Ønske.
Kand Du bidrage noget dertil, at Christiansand, som ligger saa beqvemt, bliver en Frihavn, saa gjør det, og lad det skee paa nærværende Tidspunct, hvor vil ikke dette Stift taknemmeligen tilbede Kron Prinzen som Velgiører.
Mine faae ubetydelige Vers skal jeg sende – fordi Du med venskabelig Eftergivenhed vil læse dem.
Moltke.
Terkelsen glem ikke.
...... alla den 11 Novbr. 1788.
Med største Taknemlighed har jeg modtaget dit kiere Brev, høistærede! dateret Udevalla den 2 Novbr.; med Glæde har jeg af samme slutted til din og vor dyrebare Kron Prinzes vedvarende Sundhed under de besværligste og ædelmodigste Bestræbelser at gavne sit Land og hædre sin Nation; Himlen bevare ham, som med saa megen Kiekhed udsætter sig for de største Farligheder; Gid vi havde ham og Armeen igjen inden Norges Fielde, ledsaget af Sundhed, Held og ærefuld Fred. Giør ingen Anmerkninger over det, som Du har den Godhed og berøre i dit Brev; nu da dette Brev indhændiges, er maaskee alt decideret, og Anmerkninger meget overflødige; Jeg vender derfor til mig selv og takker for det Raad, Du giver mig ei at udsætte mig for Reisens Besværligheder, og spare min Umage, for at see vor elskede Kron Printz, inden han forlader os. Næsten skulde jeg troe, H. K. H. saae ikke gierne, at jeg reiste, men da det vilde vidne om Unaade, saa tør jeg ikke overlade mig til denne Tanke. Intet er naturligere end, at hver Embedsmand i den Post isærdeleshed, som jeg beklæder, anseer det som sin første Pligt at opvarte den Herre, som bestemmer vores Handlinger og Lykke; og Tilladelsen hertil bør ansees som Naade. Nu, min Beste, maae Du troe, jeg afskyer det at ville indtrænge sig og gjøre sig necessaire; sidst, jeg var i Christiania, skeede det efter Prinzen av Hessens Befal; jeg har meget – for Stiftet vigtigt at andrage, og mundtlig kand man udlade sig med det som ikke vel skeer skrivtlig. Vidste jeg derfor, at Kronprinzen ikke tog det unaadig op, torde jeg møde i Fridrichsværn for at opvarte ham der; undskyld, beste Ven, min Frihed, og betænk, hvor ugierne jeg vilde giøre et Skridt, som mishagede den Herrer Du kand, naar Du vil vise din uskatteerlige Godhed, ved et Ja og Ney fastsætte, hvad jeg bør giøre.
Mine faae Vers, som ere saa ubetydelige, skal jeg, fordi Du det vil, fremsende, men min ædle Ven! Du bør med Eftergivenhed bedømme, og blot med Venskab tænke paa
Din oprigtig hengivne
Moltke.
Christiansand den 5 May 1789.
Den Uovereensstemmelse, der er mellem min Forestilling av Martii addresseret til hans Kongelige Høyhed Kron Prindsen og den Erklæring, General Major Didrichson har avgivet, nøder mig til at oplyse Sagen nærmere, hvilket jeg har søgt at giøre i underlagte. Gid det kun ikke maatte mishage Ham! Den civile Embedsmands fredelige og til Landmandens Tarv sigtende Forestilling contrasterer stærkt med Krigerens! Din Taushed forundrer og foruroliger mig ikke, paa Venskabs Vegne, thi jeg kiender din Forfatning, men hvormeget ønskede jeg dog at see nogle faae Linier, som forvissede mig, at Du ikke glemmer din Ven, at Du er fornøiet med ham og ikke ved sit Embeds Førelse gjør sig dit Bifald uværdig!
Hvor uangenemt det endog er for os begge, for dig at modtage Ansøgninger og for mig at fremkomme med dem, saa seer jeg mig dog nødsaget idag, at bringe en Sag[3]
Christiansand 21 Febr. 1790.
Overbringeren herav er den unge Giertsen, hvis Fader, en saa værdig Mand, har det Kongelige Løfte, at naar hans Søn har beviist at være duelig til et Justits Embede, skal han være vis paa en Sorenskriver Post[4]; hans Kongelige Høihed Kron Prinzen har ikke alene naadigst forsikret, at dette Løfte skulde blive opfyldt, men endog tilføiet, at han i Mandahl, hvor Faderen boer, kunde faa Sorenskriveriet der, naar den nærværende Fridrichsen, avgaaer. Jeg anbefaler Dig denne Sag, og i Sandhed ikke saa meget for vedkommende, der attraaer dette, som fordi det synes Pligt at befordre de engang passerte Kongelige Løfters Opfyldelse.
Vedbliv at ynde din
Dig saa opofrede
Moltke.
Den 24de denne Maaned reiser jeg til Christiania – hvor længes jeg efter Svar paa mit sidste.
Jeg skrev med Posten den 27 Martz[5]; maaskee den s Svenske Majestæt finder Behag i at læse, og da skal han vist ikke finde det Umagen værd at handle mod antagne Sætninger om Troe og Love; men det er sandt Machiavel antager ingen. Imidlertid ønsket jeg dog, at Brevet, som kuns i Hensigt til mig selv kan være af Vigtighed, maatte blive Dig indhændiget og jeg ved dit Svar snart derom forvisses. Fortryd ikke paa, jeg saa tidt bryder med Breve, men Standsningen med Posten er noget saa ganske nyt, at jeg kunde ikke andet end melde Dig den Bestyrtelse, den har sat os i, om saa meget mere, da ingen her kan gjette sig Aarsagen til saa besynderlig en Adfærd; rimelig synes det at være, at man ved at opholde Posten og hemme Communicationen vil skjule visse militaire Expeditioner og forefaldne Uheld.
Imidlertid ere Handlende og hver Mand usikker, saalænge denne Uvished varer, og vi ønske meget at komme snart udav samme. Hvad Du min kjære Ven kan bidrage for at give mig den fornødne Oplysning, som i min Forfatning er saa særdeles fornøden, det tør jeg haabe av din Godhed og Yndest.
Moltke.
- Christiania den 10 April 1790.
G. Consul Martineau[6] forsikrer, at han er heel uvidende, om hvad der er passeret. Den franske Consul i Gothenborg, de l’Isle, var for nogle Dage og reiste hastig tilbage. Han skal være meget yndet av Kongen.
Christiania den 1 May 1790.
Tak min ædle Ven, for dit kiære Brev av 21 April som beroligede mig i Henseende til det av 27 Martii, som jeg frygtede skulde være falden i uvedkommendes Hænder, der dog ikke vilde have erfaret meget.
Ja vist har vores dyrebare Prinzes Reise til Schlesvig giort Anledning til hunderte Rygter; man troede vist, at det skulde gaae derfra til Bergen, men jeg forlod mig temmelig paa min Vens Løfte og dette beroligede mig.
Vedbliv, ædle gode Ven, at bære Godhed for en Mand, som maaskee fortiener det ved en udmerket Høiagtelse og det uegennyttigste Venskab. General Consul Martineau forsikrer, at han selv ikke kan begribe Sammenhængen med den i Sverrig opholdte Post; vistnok bør man være mistroisk i saa Fald, men det er dog ikke urimelig heller, at han er herom uvidende. De S ....... større Høflighed mod de N ..... end som mod de D ..... er ganske vel udtænkt; de troe, det er muelig paa den Maade at svekke indbyrdes Tillid mellem D. og N. Og i Sandhed vi leve i en Tid, hvor Forsynet synes at have bestemt Stater til Optrin, som den fiineste Politik og skarpsindigste Viisdom ikke skulde forudsee; forgæves tør man derfor gjøre Regning paa den tilkommende Tid, og Spørgsmaalet bliver kuns, hvor nær vi ere en Revolution. At Norges kiekke Sønner ere opmerksomme paa Frihedens Fremvext i Europa og passer paa Øieblikke, hvor de kunde erhverve sig nye Fordele, og at de ere nu mere end nogen Tid stemte dertil, det synes mig klart. Hvad er da at giøre under slige Conjuncturer; efter mine Tanker kuns det ene, skaane Fordommene, hantheve Rettighederne, om de endog kunde nære Tvil om sammes almindelige Nytte underkastet give faae Love, hantheve med Styrke de engang givne – og derved saa meget muelig forøge for Lovgivningen den nu saa meget svekkede Ærbødighed; dog jeg merker for seent, at jeg fremsætter Sandheder, der ere bekjendte nok, men som maaskee dog aldri vare mere anvendelige. Tillad jeg giør Dig et Spørgsmaal; Forfængeligheden har ingen Deel deri, og Du burde foragte mig, naar den havde det. Jeg er den første Stifts Amtmand over Aggershuus Stift, som ikke har det hvide Baand. Denne Decoration har været forbunden med Æmbedet, udentvivl fordi St. er vice Præses i Oberhofretten, og Christiania er dog Hovedstaden. For Philosophen og den nyttige, dydige Borger er slig offentlig Beviis paa Regieringens Bifald ikke det, som det er i Mengdens Øine. Jeg maatte rødme ved at søge slig Naade, men jeg troer, det er Pligt for Æmbedets Skyld at berøre det. Har jeg Uret, min Ven, – o saa skal jeg være roelig aldri meene det. Erindre mig iblant, og anbefal mig den elsket Prinzes Naade.
Evig din opofrede
Moltke.
Geheimeraadinde Scheel har i disse Dage modtaget en Guld Pocal for hendes Mand av Byen. Han var vist meget
elsket[7].Christiania den 20 Mai 1790.
Overbringeren herav er en Kiøbmand Giertsen, som har Kongelig og Kron Prinzens Løfte, at hans Søn skal forhielpes til et Kongelig Embede, begge to, Fader og Søn, ere udmærket retskafne Mænd; de har bedet at recommandere dem til Marchal Bülow, jeg har giort det før, og jeg frygter for, at han bliver kjed av at høre disse Begjæringer; imidlertid har jeg ikke kundet negte ham dette og forsikrer Dig derfor, at Du kunde ikke andrage til nogen værdigere Borgers Lykke end ved at hielpe disse. Maatte de bønhøres, og Du være overbeviist om min Taknemlighed!
Moltke.
Christiania den 12 Juni 1790.
Kaas har leveret mig dit kjere Brev av 24 May, og han kunde være gladere end som jeg over hvert Beviis paa dit Venskab og Godhed, hvorpaa jeg sætter den største Priis. Mit Forhold skal vise Dig, hvor vigtig dit Bifald og din Agtelse ere mig, og hvor magtpaaliggende stedse at fortiene det.
O Du kand helligen være overbeviist, om at jeg fuldkommen føler Rigtigheden herav, at Fortienester allene give Adgang til Ærestegn, og naar jeg har talt om det hvide Baand, saa har jeg i det Øieblik mere tænkt paa Æmbedet end mig selv, saa har jeg taget Christiania stolte Indvaanere og den Slags Ret, de paastaae at høre til Stiftamtmand Caracter, i Betragtning – og nu, min ypperlige Ven, ikke et Ord mere om Baand, men meget mere om Taknemlighed! Dit Brev spaaer mig en Forøgelse i Embeds Indkomster –: og skulde jeg ikke føle den Naade, som derved bevises mig, saa fortiente jeg ikke at tiene den værdigste den meest elskede Printz! Bevis mig den Yndest og tal til Ham om denne Taknemlighed, som skal være uudslettelig, og som alle mine Handlinger skal bære Præget av. Al Lyksalighed ledsage det vigtige Skridt, vor dyrebare Kron Printz nu giør[8]; Nationens Ønsker maatte alle opfyldes, og han maa blive stedse velsignet – som han av alle retskafne er yndt og tilbedet!
Guld Medaillen har jeg faaet; er den destineret til det Deichmannske Bibliothek, saa kand Bispen og jeg modtage den og sende Forstanderen, Conrector Rosteds, Beviis derfor; Du har at befale og det skal opfyldes.
Gid du stedse maa være fornøiet med mig som Stifts Amtmand, som jeg er vis paa, Du vil blive med mig som Ven, som taknemlig, hengiven, opofret Ven og O. B.
Moltke.
Christiania den 24 July 1790.
Kand min ædle Ven ogsaa have saa megen Tid tilovers at læse disse Linier, og overbevise sig om den Glæde, jeg med alle retskafne føler over den vigtige Forandring, der i denne Tid foregaaer i vor elskede og tilbedte Prinzes Skiebne? Gid den maatte bane ham Vey til forøget Lyksalighed! Lad den belønne hans vedvarende Bestræbelser for Landet! Dog saavel Prinzen, som Du var vel allerede længe siden kiede av at høre samme Sprog, samme Ønske som Hykleren ligesaa fuldt som Patrioten fremkommer med, og jeg vil hellere beraabe mig paa den Kundskab, jeg troer Du har om min Tænkemaade – og derefter veed jeg, Du adskiller mig fra hine ... foragtelige Smigrere.
Forundre Dig ikke, at jeg igien maae udbede mig din Godhed; jeg merker, Du allerede bliver lit fortrydelig, thi saaledes gaaer det med de store; hvo som seer og taler og skriver dem til, har visse Bi-Hensigter; dog dennegang skal Du slippe vel; jeg behøver kuns et venskabelig Raad: det er nok at begiere av en Hofmand, det er sandt – men denne Hofmand er Bülow! Jeg anseer det paa den ene Side som Pligt, hvilken jeg med Glæde opfyldte, at reise til Kjøbenhavn og i Anledning av de tilsagde Høytideligheder mundtlig at bevidne Glæde og Ærefrygt. Paa den anden Side frygter jeg, at det kunde blive urigtigen fortolket; man kunde troe, jeg af egennyttige Hensigter for at forbedre mine Vilkaar reiste ned, og denne Beskyldning, især i disse Øieblik vilde være mig utaalelig, om saa meget mere, naar Kr. Pr. kunde troe slig Mistanke og sige: Hvad vil Moltke her – Har han ikke nok at bestille.
Man dømmer altid næsten urigtig, naar man er langt fra Hoffet. Tør jeg overlade Sagen til dit venskabelige Raad – Bestem efter dit Skiønne, hvad som er passeret, og dit Raad skal være min Lov. Hverken Forretninger eller Bekostninger skal hindre mig fra at reise, der ere ikke mange av den Rang som komme herfra; alle ere militaire.
Med Længsel venter jeg efter et Ja eller Ney. Faaer jeg ikke med den første Post, som gaaer, efter at Du har modtaget dette Brev, Underretning, saa anseer jeg det som et Beviis, at jeg kan rolig holde mig hjemme. Forlad undskyld og ynd
din opofrede
Moltke.
Christiania 14 Aug. 1790.
Deres Excellence – ney min excellente Ven – dydige Mand – og maaskee den eneste værdige Hofmand og Marchal, Held og Tak og Lykønskning yder jeg Dig ved disse Linier, dette tilraader Dig hver retskaffen Mand ligesom hele Fædrelandet er i Glæde over at see den dydigste, den meest tilbedte Prinz paa Veyen til den Grad af Lyksalighed, som Menneskeligheden kan vente av Forsynet. Du skulde være Vidne til den varme Deeltagelse, som man overalt – i alle Selskaber, og hvor der kuns gives Leilighed, kan faa kjendeligen spore, hver Mand tager i denne Tidspuncts vigtigste Begivenhed. Troe mig, Christiania Indvaanere med hver Kiøbstads skal kappes om at bevidne vor Glæde, og jeg haaber, Du vil lægge lit Mærke dertil, for i det mindste derav at tage Anledning at forvisse vor dyrebare Prinz, hvor høit han er elsket.
Dit saa kjære og venskabsfulde Brev af 21 July har jeg med inderlig Taknemmelighed modtaget, aldri haaber jeg, Du skal ikke finde mig værdig til din Godhed, gid jeg stedse maatte fortiene din Agtelse! Hvorledes skal jeg udtrykke min Følelse ved alle de Velgierninger, som den ædelmodigste Prinz beviser mig, og som dit Venskab er saa medvirkende og deeltagende i. Vistnok maae de Ærestegn, som datere sig fra denne Epoque være af alle de hæderfuldeste, de meest smigrende – Du ædle Mand! Kan Du belønnes med noget, som staaer i Regentens Hænder? Vær saa gunstig, bedste Ven, og læg for H. K. H. Kronprindsens Fødder den inderlige Taknemlighed – som jeg isærdeleshed skylder ham; jeg skal i sin Tid tage, om Du troer, det er tilladt, den underdanige Frihed at bevidne, skiønt svagt, de Følelser, han fortiener, og mit Hierte oversvømmer av. At jeg skal alvorligen stræbe efter at indrette mit Æmbedes Førelse saaledes, at man med samme bliver fornøiet, det troer Du vel, men lad mig ogsaa eie dit vedvarende Venskab, paa ingens i Verden skal jeg være mere stolt, men omhyggelig søge at conservere. Du har ikke Tid at beskjeftige Dig med Fortælninger fra dette Sted, men det kand Du være overbeviist om, at man med Enthousiasme elsker den elskværdigste Prinz, og skiønner alt, hvad han har giort for dette Land.
Saasnart Biskopen kommer tilbage, saa sender jeg Dig den vedbørlige Taksigelse for den Medaille, som H. K.. H. Kr. Pr. har været saa naadig og sendt Deichmanns Bibliothek; nu er Du vel glad, at Du kand slippe med din Vens Forsikring paa Høiagtelse, evig Taknemlighed og sand Ærefrygt.
Din troe opofrede
Ven og O. B.
Moltke.
Dine Complimenter har jeg efter Ordre uddeelt og med Taknemlighed og respect retournerer.
Vale et fave tuo.
M.
Christiania 23 Sept. 1790.
Du hører vistnok tale i denne Tid om Taknemlighed, men fra ingen, ædelmodige Ven, kand Du erholde i Dag Brev, som føler mere, end som jeg, Taknemlighed, fordoblet Kjærlighed til den elskværdigste og dyrebareste Prinz, Forpligtelse ved sine Handlinger at fortiene hans Naade, og vise sin Opofrelse til hans Tieneste og – Følelse av det Venskab og den Godhed, som Du ved din saa virksomme Erindring igien ved denne Leilighed har viist, – see alt det er en naturlig Følge av den Naade, mig denne høitidelige Dag er beviist, og Aviserne allerede have bekiendtgiort. Det er en Konst at gjøre vel paa i Verden; denne besidder vor Kr. Pr.; vi erindre endnu den Tid, hvor paa Geburtsdagene der opstod ligesom fra Jorden Sværme af Riddere og Kammerherrer og Maader – og Du veed, det er vist ikke Minerva, som sprang ud af Jupiters Hoved, – og ingen var fornøiet. Saaledes kan Æren, denne saa vigtige Mynt især hos os, i en viis Regierings Hænder blive en ny Kilde til Velgierninger, komme i Cours igien og blive, hvad den skal være.
Maaskee jeg har Uret at tale saaledes, siden jeg har nydt godt av denne Tænkemaade, og siden jeg er i Følge med en saa værdig Mand; jeg tilstaaer ogsaa uden at giøre mig Illusion, at ikke mine Fortienester, men mit Æmbedes Natur har bidraget til min Lykke – men skulde det giøre mig mindre taknemlig? Ligesom jeg ansaae det for min Pligt at bevidne Dig, Høistærede! hvad jeg i disse Øieblikke levendes føler, saa troer jeg ogsaa jeg bør tale om den sande Glæde, Folket i denne Provinz paa den bestemte Dag har viist, og den Kierlighed til vor dyrebare Kr. Pr., hvorved de har udmærket sig; Du maa billigen blive kjed af de mange Beskrivelser og Fortælninger om den Dags Solenniteter; men i Sandhed man har giort alt hvad muligt var; intet ønskede jeg mere, end at Du havde seet den charmante Salon, vi lod bygge for at romme et Selskab av 400 Personer, som der var om Aftenen især, den bar Præget av Storhed, og maatte vinde Skiønneres Bifald; Aviserne indeholde det alt, og ifald Du ikke er altfor kied derav, saa vil Du maaskee med Bifald læse, hvorledes alle Byer i Aggershuus Stift har kapped om at udmerke sig; jeg har for min Deel intet giort andet end opmuntret vedkommende, og – hvor villige havde ikke været! Det vilde maaskee gjøre et stærkt Indtryk paa Folket, om jeg ved H. K. H. fik Befalning at bevidne Byens Indvaanere hans Velbehag over disse givne Beviser paa Kierlighed. – Du veed, hvor let store Herrer ved et Ord, ved et Smiil kand fortrylle Undersaatter. – Finder Du, beste Ven, at dette Indfald maaskee ikke er passende, saa tænk ikke mere paa den. Jeg havde stor Lyst at sende Dig Samlingen af alt passeret den Dag, men Du har ikke Tid at læse det – og Du kand være mæt, da Konferents Raad Anker[9] er meget flatteret av den ham beviiste Kongl. Naade; det var ganske uventet. Den Mand maa have forandret sig, eller skjuler sig meget; hans Selskabs Tone er meget nedstemt. Man hører dette ulykkelige Ord – Frihed – som vi i denne usle Verden ligesaalidet er istand til at erholde som Fuldkommenhed! Det hører man ikke af ham, og om Ministerium taler han ikke uden med Ærbødighed – det er en Contrast af Brødrene, som ere saa utaalelige, og har Project paa Project. Jeg lever vel med dem alle, helder Gudskeelov til ingen, er lykkelig herover, arbeider selv og haaber at vinde Tillid og Agtelse! G. C. Martineau har udmærket sig ved sin Illumination den 14de[10]; han var overmaade galant og havde til første Gang i lang Tid Christiania sorte Gala Dragt paa; han har været i Christiansand i Handels Vey; jeg har havt Spioner efter ham for at undersøge, om der skulde stikke andet under den Reise, men det var blot des affaires mercantiles.
Hvad siger Du om dette saa vidtløftige Brev; men jeg veed, at en Deel herav er Dig ikke ligegyldig. Mit (ulæselig) officielle Brev til Geheimeraad, Marchal Bülow, følger indsluttet tilligemed Beviset for den modtagne Medaille. Vedligehold, ædle Ven, den Yndest og Godhed, som Du engang har lovet, og som mit Forhold, lige saa lidet, som Mangel paa den Taknemlighed og Hengivenhed jeg skylder Dig, skal giøre mig uværdig til.
Forsikre mig iblandt, beste Ven, at Du stedse er den samme mod din
opofrede V. og Br.
Moltke.
Er det vel tilladt, ædle Ven, at bryde Dig, som har saa saae Øieblik tilovers, som ideligen omringes af kiedsommelige Smigrere og blandt en heel Skare av Hofmænd neppe finder en, som Du kand skienke din Agtelse, er det tilladt, siger jeg, at opholde Dig med en igientagen Forsikring om en i Norge Dig saa ganske hengiven Ven, – jeg kand ikke modstaae Fristelsen at bede Dig ved et Par Ord at forvisse mig om din vedvarende Godhed for mig. Hvor let kand man ikke tabe en Deel av den Mands Yndest, som ikke har Tid at adskille det sande fra det falske Rygte – og i den Post, jeg staaer i, hvor let er det ikke der giort at samle mægtige Misundere, især naar man har en Statsminister[11] til Formand! Gud skee Lov, mit Æmbede og dets Forretninger give mig ikke Anledning at klage, og jeg haaber Collegierne ere fornøiet med mig, – uden nogen sær Connexion med Byens mægtige, lykkelig i min huuslige Forfatning, stræber jeg at fortiene al den Naade, den elskværdigste Prinz har beviist mig, o Gud! Kunde jeg ved mine ham saa ganske opofrede Evner til hans Tieneste betale en Deel av den Gield, jeg staaer i mod denne høie Velgiører. Siig mig beste Ven! om der er noget i mit Forhold, som endog i mindste Maade kunde mishage ham, hvor skulde jeg ile at rette det. Du tog ikke min Friehed ilde op, at jeg i mit seneste Brev berørte det Ønske at Byen fik av H. K. H. nogen Forsikring om hans høie Bifald med de den 14 Sept. ytrede Glædes Tegn. Ney! Du er ikke svag Ven det har Du beviist mig. K. R. Anker, som nu er hjemkommen, taler om intet end den overflødige Naade, der er beviist ham; Du maae troe mig, han er utaalelig. Broderen Jes er næsten gal. K. Raaden har Forstand, og derved bliver han mindre kjedsommelig, han protegerer dog ikke fuldt saa slemt. Rygtet siger, at Fru Holter[12] givter Wessel, det er neppe troelig; Du veed vel mere derom, end som jeg, thi Wessel er nu i Danmark. I Anledning av en Inqvisition, som blev anordningsmæssig giort paa et Skib, blev Høkerne, som ere Venner af Flensborgerne, som bringer os Brændeviin til Landets største Skade, vrede, og fik smaae Drenge til at slage nogle Vinduer ind paa Kiøbmand Tranes Huus, der var Skyld i den forlangte Inquisition, der er her som paa de fleste Steder Antipathi mellem Kiøbmændene og Høkerne; hine troe, at disse underkiøbe dem, og Høkerne paastaae, at Kiøbmændene forvolde dyr Tid; dette nøie at bestemme og saaledes fastsætte, at begge Classer uden at fornærme hverandre, bidrage til almindelig Vel, er Hovedsagen, og vil vel neppe lade sig gjøre, saa længe Tolden paa Brændeviin og Viin ikke bliver nedsat; er det ikke skammeligt, at i avvigte Aar er ikke fortoldet saa meget Viin, som man dog kand anslaae, at Kirkerne blot har behøvet. Hvorlænge skal det være, indtil de soleklare Sandheder om Toldens Nedsættelse med saa meget andet kand virke. Det gaar med den, som med Lovcommissionen; naar faar vi en nye Lov? Hvorfor vælger man ikke kyndige Mænd og siger dem: „Naar I fuldfører dette Arbeide til Kongens Velbehag saa skal I erholde de Belønninger, de Æres Tegn, som I forlange;“ saaledes giorde den store Fredrik, og han fik en Lov. Undskyld bedste ædle Ven, at jeg taler frimodigen, fordi jeg føler alt, hvad en Patriot bør føle. Ingensteds er Kraft i Affairenes Gang, overalt Seendrægtighed!
Min Søster er paa nærværende Tid her med sine Børn; hun beder Dig at være overbeviist om hendes Taknemlighed for din Bevaagenhed for hendes Anton og saameget Venskab for hende selv. Hun recommenderer sin yngste Datter, som er en sød, vittig Pige, til din Omsorg.
Jeg skulde vel tale om nærværende politiske Conjuncturer, hvad vi kand vente i den Henseende, men det var ubillig at opholde Dig, skjønt intet kand være os mere magtpaaliggende at vide; her gaaer Rygtet, om vores Forlegenhed, til hvad Parti, enten det Russisk-Svenske eller Engelsk-Preussiske vi vil slaae os til. I mange Henseender kunde det være nødvendigt, at jeg var herom underhaanden underrettet; det har Indflydelse paa Æmbedet; og jeg staaer ikke i nogen Correspondance, som kunde rive mig ud af dette Mørke.
Naar jeg ikke frygtede for Legations Secretair de Schevens Skiebne, som man kaldte le questionnaire, saa havde jeg meget at spørge; kand vi vente, at see vor dyrebare Kr. Pr. næste Aar? Troe mig, beste Ven! det skadede ikke, at man lit betimeligen blev underrettet.
Hvor usigelig dyrt, det er her, kand ikke være Dig ubekiendt – det tager daglig til, og Gud veed, hvorledes jeg med den meest indskrænkede Economie, som dog ikke passer sig til mit Æmbede, skal komme ud, Intet videre, jeg har allerede misbrugt din Godhed; min Tillid til samme har forladt mig. Modtag, ædelmodige Ven Forsikringen paa den uindskrænkede Taknemlighed, Ærbødighed og Venskab fra din
Dig opofrede
Moltke.
- Christiania den 30 Oct. 1790. 16.
- Christiania den 30 Oct. 1790.
Endnu et Ord, ædelmodige Ven – ogsaa ikke meere, indtil jeg er bleven beroliget over en Taushed, som bedrøver mig. Hvormeget har jeg ikke længe siden haabet at saae en Forvisning om ...... dog ingen Mistanke; jeg veed jeg har ikke giort mig et saa dyrebart Venskab uværdig.
Her gaaer det Rygte, at Geheime Raad Scheel skal komme paa sin gamle Alder som Vice Statholder hid, Kammerjunker Petersen tilligemed hans Datter faae Amtet – og jeg, hvilket er neppe troeligt, i General Told Kamret. Hvormeget man og har Aarsag at tvile om dette Rygtes Rigtighed, saa bør jeg dog troe, at man i det mindste har forelagt Vedkommende saadan Plan. Hvormed har jeg da fortient denne Unaade, thi jeg anseer det for Unaade at komme i et Collegium, hvor jeg ikke har den fornødne Indsigt til at arbeide med Nytte, hvor Publicum vil eenstemmig sige – han maatte tage derhen for at giøre Scheel og hans Datter Plads. I mit Forhold kand jeg ikke finde Grunden. K. R. Colbiørnsen, Etatsr. Willumsen, General Told Kammer approberte mit Foretagende i Henseende til den sidste Inquisition – hvad har jeg da giort? Dog maaskee det er blot Rygte.
O ædelmodige kiære Ven! indstændig beder jeg Dig, forebyg, stands i det mindste en Plan, som vil giøre mig saa ulykkelig. Understyt min Begiering – og saalænge jeg opfylder mine Pligter, lad mig blive uforstyrret i Besiddelsen av min Post. Man siger og at G. R. Steman skal ind – der var en prægtig Plads for Scheel.
Med den største Uroe, og i en uangenem Uvished om min Bestemmelse slutter jeg dette Brev, overlader min Skiebne til en – fordum! – fordums Vens Godhed.
Moltke.
- Christiania den 20 Nov. 1790.
Den Dag, jeg modtog Forvisningen om min Forflyttelse til Christiania, var langtfra mig ikke saa kiær, som den Postdag, jeg modtog dit kiære Brev af 27 Nov. Evig Tak være Dig ydet, ædelmodige kiære Ven .. og vær forsikret, jeg aldri skal giøre mig din Godhed, og den elskede Prinzes Beskiermelse uværdig. Aldri skal jeg glemme den angenemme Følelse ved dit Brevs Modtagelse. Forestil Dig min Forfatning, da alle, som møde mig, troede, at jeg i Unaade skulde forlade min Post og med en kold Medlidenhed beklaget mig, og tilskrev det hundrede Aarsager, hvorav ikke een er sand; jeg lignede mig med en Lykkens Yndling, som nu skulde smage en heel Forandring i sin Skiebne; Dig ansaae jeg som min Velgiører og skal ansee det min hele Levetid. Nu giør jeg kuns det ene Ønske at maatte blive her, udrette noget godt, opfylde mine Pligter og saaledes retfærdiggjøre Regieringens Valg. Siden jeg skrev Dig, heed det jeg skulde til Odensee; det bevar mig Gud fra, hvor godt og rigt et Stist det end og kand være; naar jeg kuns havde mit Udkomme her, saa lever og døer jeg her uden at attraae noget. Dette beder jeg Dig indstændig, stedse at forestille vores elskede og dyrebare Kronprinz – – „Ney det har jeg ikke hørt, at Du skulde i G. T. Kammer“[13] – – Skulde Du nogen Tid forlade den Post, saa maatte det være for at leve lykkelig, uavhængig i Philosophiens og Venskabs og Dydens Skiød; men aldri bør Du bære andre Byrder; Du har spilt altfor ædel en Rolle ved at være en sanddru og dydig Ven av Kronens Arving og Rigets eneste Forsvar – og at have giort det, Du kunde giøre – og hvilken Trøst for den retskafne. Skulde jeg fortælle alle de Rygter, her spargeres, saa vilde det blive kiedsomligt for Dig. Colbiørnsen, som har Publici Stemme for sig, heder det, skal bort, og for at flattere Adelen mange med ham. Ak den Danske Adels Historie er ydmygende! Dog ikke noget derom.
Den engelske Sidney Smith, som var med Kongen av Sverrig og fik Svert Ordenen, er her: en elskværdig Mand; taler ilde om Kongen av Sverrig, men med Enthousiasme om Prinz Carl af Sverrig; han er vel neppe nogen Spion; iblant kand man søge Finesse der, hvor ingen er, og som tiest forværrer man derved Sagen. Han siger, han vil til England.
taknemlige og evig
evig forbundne
Moltke.
- Christiania den 11 Dec. 1790.
Christiania den 19 Febr. 1791.
Jeg har dog nu længe, beste Ven, ikke misbrugt den Tilladelse Du har givet mig at skrive Dig til; ubillig synes det mig vel at betage Dig den liden Tid, Du haver, og opholde Dig med Forsikringer om Taknemlighed og Venskab, som Du vel aldri kan tvile paa, jeg føler, som jeg bør for Dig – men nu kand jeg ikke længere tie, jeg maa bringe Dig i Erindring en Ven, som setter saa høi Priis paa din Godhed og Yndest; lad mig aldri lide et Tab, som vilde være uerstattelig og som jeg ved mit Forhold i det mindste aldri skal fortiene. Commandeur Smith er da nu kommet til Kiøbenhavn; hans Nærværelse paa en saa ubeleilig Aarets Tid, hans forrige Connexion med Kongen av Sverrig, som han hialp ud af den finske Bugt, og hans Letsindighed, alt det forvoldte her Mistanke imod ham, jeg meldte, hvad jeg vidste og troede, til Grev Bernstorf, ved hvilken Du har erfaret alt; nu er jeg overbeviist, at han er intet mindre end Spion; han tænker virkelig ædelt og for stolt til at være en Spion av en Konge av Sverrig[14]. Tillad mig, beste Ven, at giøre et Spørgsmaal, hvis Besvarelse er endog for mig selv vigtig: Er der Rimelighed i, at vi forlade det russiske Partie? Hvad har vi at vente? Her gaaer Rygtet, at Keiserinden mishandler Rosenkranz i Petersburg etc. etc. Her er ikke Sted at giøre Anmærkninger om vor politiske Forfatning, som Du, der er saa nær Kilden, vilde maaskee finde urimelig. Faae vi Lyst Campemens? Kan vi vente vor dyrebare Kronprinz eller Pr. Carl til Norge i Sommer – der har Du sandelig Spørgsmaale nok for at blive kjed av en Correspondent, der ligesom den forrige Legations Secretair Scheven – ikke giorde heller andet end spurgte. Imidlertid bør jeg berøre et Nyt, som Du vel veed, men som giør stærk Sensation her – det er Frue Holters Givtermaal med General Auditeur Wessel, som efter al Rimelighed i disse Dage fuldbyrdes; hendes sidste Aars Indtægter vare 80,000 (sic) Rdl.; dette er sikkert. Han faaer vel saaledes den rigeste Kone i Dannemark og Norge, og tillige en god og elskværdig Kone. Jeg for min Deel lever vel, naar jeg kuns ved min Gage kunde holde det ud, men det er gandske umuelig i Christiania – det vil hver Mand sige; i det øvrige haaber jeg, Stiftet er fornøiet med mine Bestræbelser; Gid jeg torde smigre mig med vores Elskede Prinzes Naade. Forvis mig derom, og Du vil uendelig glæde din
taknemlig hengivne
Ven, O. B. og Tiener
Moltke.
Christiania den 11 Marts 1791.
Ogsaa gesvindt Brev igien, ja min ædle Ven! Jeg erkiender sandeligen din Godhed at erindre mig med saa venskabelige Breve og med Forsikringer av en Godhed, som jeg fortiener, i det mindste ved min Hengivenhed og et Venskab, som jeg desværre ikke kand give Dig Prøver paa. Aarsagen, hvorfor jeg saa hastigen skriver igien, er denne: Min Søster reiser i April Maaned tilbage, hendes Overtalelser om at følge hende efter at have giort en saa betydelig Reise, mit Ønske mundtligen at kunne detaillere visse Planer til Gavn for det almindelige i mit Stift, hvorved man best kand gaae Indvendinger, der blive giort, imøde, alt dette har bestemt mig at giøre paa en kort Tid en Reise til Dannemark; Grev Reventlow har allerede ladet mig vide, han ikke havde noget mod det; og paa Collegii Tilladelse kand jeg være vis – men mon og hans Kongelige H. Kr. Pr. seer det gierne, bifalder min Fraværelse ... See dette, ædle Ven! ønsker jeg at vide; det skulde ikke koste Dig noget Brev, ifald Han tillader det, thi i saa Fald venter jeg ikke Svar, Du river mit Brev itu og under mig den Glæde mundtligen at sige Dig, hvor taknemlig og hengiven jeg er Dig. Med det første sender jeg Dig en Bekiendtgiørelse om et Selskab, som jeg har foranlediget og stiftet, hvis Formaal er at fremskaffe og bekiendtgiøre de Efterretninger om Norge i dets øconomiske og physiske Forhold; jeg haaber, Du vil bifalde og i sin Tid forestille vor elskede Kr. Pr. denne Plan, saaledes at den maae kunne vinde hans naadige Understøttelse. Imidlertid beder jeg Dig ikke at tale derom. Jeg havde nær sendt Dig nogle Impromptus, som jeg har giort i Anledning af de forenede (?) Angreb mod Adelen, men det er bedst man betænker sig to Gange i slig Tilfælde. Hvo skulde ikke ved den glade Tidende om vores Kronprindsesses Tilstand – føle dobbelt den Lykke at have vor dyrebare Prinz til Bestyrer! Det store Parti – stor for Christiania – er da nu giort; Frue Holter er – Frue Wessel. Gid hun maa blive lykkelig; hun fortiener det i Sandhed. Et Ord om vores politiske Forfatning. Gid – saaledes ønsker jeg efter mine Begreber – vi maae blive ved det R(ussiske) Partie, som jeg troer i alle Henseender convenerer os; Tak for dit gunstige Løfte i Henseende til dette nyt. Min Kone har nu atter givet mig en Søn, i disse Dage. Det er nu næsten formeget, dog alle gode Ting ere tre. Lev vel dyrebare Ven.
Moltke.
Du slap ikke med saa kort et Brev, naar jeg ikke haabede snart at kunne opvarte Dig.
Christiania den 19 Martii 1791.
Rygterne om Naboe Kongens fiendtlige Hensigter udbredes mere og mere og stadfæstes ved endeel Reisendes Udsigende. Gid det alleneste maatte blive Rygter, men man kand ikke sætte Tillid til en Regent som Gustav. Jeg har skreven Grev Bernstorf til, at saa vel Generalitetet som de indsigtsfuldeste Mænd ere med mig av de Tanker, at Skiærbaades Construction bør være det første der er at tenke paa; de Svenske løbe ellers ind langs Kysterne, ruinerer Byerne og ødelægger Landet. Naar man vilde opsende nogle satte, kyndige og habile Officerer, der forstaaer sig paa Baadernes Indretninger, saa skal jeg forbinde mig til at reise til hver Bye, opmuntre dem til Baadenes Bygning mod en forholdsmæssig Godtgjørelse av Regieringen og drive saaledes paa den Expedition, at vist ingen Forhaling skal skee. Men jeg tør sige, hvad der end og bliver giort, lad os tage en ferm og hastig Resolution; jeg skal for min Deel og i min Cirkel intet forsømme; men kuns ikke for langsom Betænkelighed, ey heller en Sparsomlighed, som vi til største Tab og med fordoblede Omkostninger siden fortryde. Jeg taler med Dig som en Ven, for hvilken jeg i disse Øieblik intet skiuler, og jeg kiender din Ædelmodighed, at Du ikke giør andet Brug derav end som Venskab tillader.
Tillader Du, skriver jeg Dig til, naar noget indløber; med næste Post skal jeg vist sende Efterretninger fra Wennersborg, i Christinehamn m. v. Paa sidste Sted er nu Marked.
Moltke.
Christiania den 26 Martii 1791.
Ney, min Ven, under disse Omstændigheder reiser jeg vist ikke, der er ikke Tid at forlade min Post; Gid jeg til Behag maatte opfylde min Pligt; dengang jeg skrev om at reise, tænkte man ikke paa de smaae Løier, man nu vil amussere os med. Rygterne om Svensken blive ved. Jeg haaber, de Efterretninger, jeg med Dags Post sender og som ere paalidelige, vil finde Bifald; de vidne vel om Roe fra den Kant, men de sige intet om hvad fra Søe Kysten kan ventes; man kand med god Grund troe, at det ikke er vores Festninger, han tænker paa, men det er paa vores Stæders Ødelæggelse ved sine Skiærbaade og – dog lad ham komme, han vil vist finde Normanden hiemme, fuld av Troeskab, kiek Mod og gammel Had til en Despot, som tør nævne Friehed! Jeg tør ikke skrive mere. Endnu i denne Uge sendes en Express med flere Sager, Begieringer og Forespørgsler, som neppe bør anbetroes Papirer.
Min hele Attraae er at fortiene vor dyrebare – saa elskede Printzes naadige Bifald – og dit Venskab.
troe, taknemlig hengivne
Tiener og Br.
M.
Christiania den 2 April 1791.
Jeg tilsender med Dags Post Grev Bernstorf en sikker Underretning om, hvorledes det staaer i Wennersborg; og at man der i det mindste ikke veed, hvad man kan have i Sinde. Maatte imidlertid disse Conjuncturer lede os til at tage faste uopholdelige Beslutninger, saa at man ikke ved den første Leilighed skal være udsat for Bekostninger, der kunde undgaaes, og for saadanne Forlegenheder, der ikke kand finde Sted, naar man i roelige Øieblikke har søgt at gaae Faren i Møde. Hav den Godhed, ædle Ven! og Underret mig om hvad der kunde være til vor elskte Prinzes Behag og av mig i min Cirkel udrettes. Lad mig ikke savne dine Breve, din Veiledning, – dit dyrebare Venskab.
Moltke.
- I Hast.
Christiania den 9 April 1791.
Mine seneste Breve, ædle Ven, har været saa korte, skreven i saadan Hast, at jeg ikke kunde undres, om Du, kied af dem, fortrød at Du har givet mig Tilladelse at skrive Dig til: maaskee Omstændighederne kunde undskylde mig lidt, men jeg vil helst appellere til dit Venskab og Yndest, som ere mig saa overmaade vigtige, og som jeg ved alle mine Handlinger skal søge at fortiene og vedligeholde. Jeg modtager endnu bestandig Efterretninger fra Sverig og paalidelige; men da de stemme ganske overeens med dem, jeg har nedsendt, saa har jeg troet, man kunde tage det ilde op, man incommodeerte med Igientagelsen af det samme, som engang meldt. Jeg er imidlertid med mange flere av de Tanker, at intet vilde være uforsigtigere end at antage denne tilsyneladende Roelighed for Betryggelse og Sikkerhed. Med en Herre som G ... kan den beste Politik og alle Raisonnemens, der ere bygte paa den, dog slaa fejl. Jeg haaber derfor, at den Bevaagenhed, de Foranstaltninger der ere føiede, og som sigte til egen Sikkerhed og den Forsigtighed at forsyne Magazinerne, som her er brugt, maae bifaldes; imidlertid har Commissionen her faaet et Brev fra General Commissariats Commissionen, hvorudi man ikke ganske bifalder, at man i en Hast har søgt at indkiøbe, hvad Kornvare der kunde faaes. Vi troede at blive roest, men man siger det har forvoldt Opsigt – men kiere Ven! Hvorfor skal vi være saa roelige og see Kongen av Sverrig, som har alle sine Magaziner vel forsynet, preparere sig til tilig og sildig at udføre sine desseins; En Udgivt til rette Tid er vel sand Economie, og Kongen vinder vist ikke ved at sælge for noget ubetydeligt de Kornvare og Beholdninger, som man siden til en excessif Priis maae kiøbe ind igien. Undskyld, at jeg er i den Materie saa vidtløftig, men naar det gielder om at retfærdiggjøre sit Æmbedsforhold, saa falder man let i den Feil, især mod en ædel Ven, som Du! Jeg beder Dig at giøre Brug herav, naar Du kand for at forsone mig, skiøndt jeg jo kuns er Medlem i Commissionen, og har jeg havt Uret, saa har jeg det tilfælles med hele Generalitetet her og mine Med Commissairer. Grev Reventlow i Stockholm og Consul Brown i Gottenborg har jeg tilskreven om at underrette mig om, hvad Formodning de har til Krieg; Svar har jeg ikke faaet endnu. Brown, synes mig, burde forpligtes til at underrette os, om hvad han erfarer til vores Sikkerhed og for at tage mesures derefter. Vær saa god og meld mig med et Ord, om H. K. H. Kronpr. finder, at jeg har ved denne Leilighed handlet (tilligemed mine Herrer Med Colleger, thi intet har jeg giort alene) imod Forsigtigheds Regler; Du veed, hans Bifald er min eneste Ære, Trøst, Opmuntring – og herligste Belønning.
Jeg reiser naturligviis ikke, førend jeg er bleven ved Dig, min ædelmodige Ven, forvisset, at intet kand hindre det; i Aar bliver det desuden neppe.
Jeg er vist den hengivneste, taknemligste av alle dine Venner; med den uegennyttigste Venskab er jeg din
Moltke.
Min Søster, som nu reiser bringer Dig de saa længe omtalte smaa Vers, som Du har befalt. Impromptus har jeg allerede reven itu.
Jeg havde allerede sluttet mit Brev, da jeg efter mange Betænkeligheder, efter mange Scrupler, jeg gjorde mig, endelig tog den Beslutning at anbetroe Dig en Sag, som ligger mig paa Hiertet; det er vistnok en stærk Prøve, paa hvilken jeg sætter dit Venskab; men hvad er samme uden Tillid? Og dog troer jeg, men – ad rem! Min Economie har desværre aldri kunnet være saa god, som jeg ønskede det; med al den Umage, jeg giorde mig, stod jeg altid tilbage, det er nu mere end nogen Tid Tilfældet: min Huusholdning er saa indskrænket, jeg refuserer mig alt mueligt og har intet at bebreide mig, men Christiania er en – Afgrund! Av dette seer Du, jeg behøver Penge. Laane vil jeg ikke[15]. Jeg har – glem, at Du er Marchal – jeg har, som Du veed, en Dose, som Kr.pr. gav mig. Erindringen av denne Naade er mig hellig, men Nødvendigheden bryder de helligste Love; Kunde Du, som jeg veed, besørger Indkjøbet af slige Presens, kiøbe den og derved bringe mig for Øieblikket ud af en grumme Forlegenhed. Jeg veed nok, hvad andre vilde sige: „Men agter Du ikke høiere hvad, som kommer fra en saadan Herres Haand,“ men til ham vil jeg sige – Du er Hofmand -: „Skulde jeg derfor mindre ære, elske og tilbede min Regent, fordi jeg ikke har staaende i Skabet det, som han ved en: vis Leilighed – ifølge en coutume – har den Naade at bestemme mig.“ Jeg overlader Dig Sagen; jeg venter dine Raad og tilstaar selv, at til hver anden var det vist voveligt at gjøre slig Confidence.
Jeg er urolig, inden jeg faaer Svar. Min Søster sender Dig Tabatieren, og til hende vil Du være saa gunstig enten at levere den igien, eller hvad Du troer at kunne give for den.
Sønderriv dette Brev, men lad derfor ikke Venskabs Baand løsnes!
M.
Christiania den 30 April 1791.
Dit venskabsfulde Brev av 15de modtog jeg saa seent, at jeg ikke med sidste Post kunde svare det, og bevidne den Taknemlighed, som jeg naturligviis maae føle derved. Vær, ædle Mand! overbeviist om min sande Ærefrygt for Dig, som i en saa slibrig Stilning, som den Du er i, veed at conservere en fast og uforandret Carakter – Du veed, hvor lidet man kand vente det i Almindelighed av Hoffets Beboere: – Gid du kuns ikke bliver fortrydelig over den Frihed, jeg har brugt at anbetroe Dig mine Anliggender! Du har hiulpen mig ud av en Forlegenhed, som forøger den Taknemlighed, jeg skylder Dig for dit Venskab.
Usigelig nysgierrige ere vi her paa Udfaldet av de Engelske Beslutninger; Du veed, hvormeget Interessen forbinder Normanden til den Nation: naturligviis ønsker man her, at Pitts despotiske Planer maatte tilintetgjøres; om saa meget mere undres man over dette, da man ikke har været vant til at høre av ham saadant Sprog. Her læser man med Deeltagelse og Fornøielse Grev Bernstorfs Declarationer; jeg finder, at vi spiller til første Gang efter lang Tid en ædel Roulle paa den store Skueplads, – dog Du maae kiedes over raisonnements fra Field Beboere, der ere saa lidet indviede i politiske Hemmeligheder.
Bernt Anker er kommen tilbage, overmaade fornøiet over hans Modtagelse; han giør et ganske fortryllende Portrait om vores tilbedte Kronprindsesse Marie, og det vilde være forgieves at give Dig idée om hans Beundring for hende; han er indtagen i Kronprintzen og taler med Henrykkelse om ham. Overhoved en saadan Tour, som den, han har giort, er meget sund for ham, thi han seer med egne Øine og bedømmer det rigtige, som saa mange andre urigtigen fortolker. Han har mindre Projecter end før, og av de 3 Brødre er han den respectableste. Gud skee Lov, jeg er nu vel med dem alle. Wessels og A– bliver i Grunden Dødsfiender.
Kiendte Du Hr. Etatzraad Koss[16]? Denne Herre er den eneste, som har declareret sig mod mig, uden at jeg veed, jeg har fornærmet ham; jeg tviler ikke paa, at han giør sit muelige for at sværte mig. Jeg frygter intet, saa længe jeg er uskyldig; men de fraværende har Uret! – dog ikke hos Dig. Buchwald ønsker inderlig at komme op til Norge i mit Sted og vilde, vi torde bytte, men jeg anseer ingen Lykke i Verden for større end at blive og ansees værdig den vigtig Post, jeg har. Giv kuns ikke Misundere – dog Kr. Pr. er mit Haab, og Du – min Ven!
Evig din
taknemlige
Moltke.
Schien den 29 Mai 1791.
Det giorde mig overmaade ondt av dit saa venskabelige Brev av 21 Mai at erfare, din Hr. Broder skulde komme til Christiania paa en Tid, hvor jeg i Forretninger 18 Mile derfra maatte opholde mig og saaledes sættes ud af Stand til at bevidne ham i det mindste min personlige Høiagtelse og hans værdige Broder min gode Villie. Biskop Tybring i Christiansand har tidt talt om ham med saa megen Agtelse og Kjærlighed at jeg allerede derved blev forvisset, at om han endog aldri var din Svoger (sic), vilde vist en hver ansee ham værdig til de dydiges og retskafnes Yndest og Bifald. Kand jeg, saa vær overbeviist om, at jeg skal giøre mig en Glæde af at ile til Christiania og giøre Bekiendtskab med en Mand, som i saa mange Henseender kand giøre Fordring paa min ringe Tieneste. Du indseer ellers let, hvo vil ikke kappes om at behage Marchal Bülows Broder! Lit bange blev jeg i Førstningen, da jeg av dit Brev maatte slutte mig til, at Kr. P. vidste noget om Daasen. Gud – skulde han blive unaadig! Dog jeg trøstede mig snart ved Tanken om min Vens Forsigtighed og Bevaagenhed for mig! Det er for at eftersee Oberformynderiet i en hver By paa Vestkanten: Schien, Kragerøe, Tønsberg og Strømsøe samt underrette mig om hvers Forfatning jeg er her[17]. Jeg haaber snart at kunde indsende Resultatet av disse Undersøgelser og ønsker at maatte da finde Bifald.
Himlen velsigne Dig for det gode Haab, Du giver om Fred, næst dit Venskab kunde Du ikke sige noget angenemmere.
Jeg stræber saa meget som mueligt at arbeide saaledes og være saa vaersom tillige, at ikke Misundere, ja Fiender skal opvække Regieringens Fortrydelse over at have anbetroet mig en saa vigtig Post – og jeg haaber med Guds Hjelp at de ikke med Tiden vil finde mig samme saa meget uværdig.
Ynd stedse den av dine Venner, som agter Dig høyst og ved sande Dyder og retskafne Handlinger skal vinde Adgang til dit Venskab.
Din taknemlige troe
Moltke.
De 500 Ndl., ædle Ven, som Du vil være saa gunstig og forskaffe mig, er Du saa god og lever til min Neveu von der Mase, som har Ordre at give min Søster dem. Begge anbefaler jeg Dig ærbødigst.
Naar jeg ikke frygtede, at mine Breve faldt min Ven kjedsommelige – o saa fik Du hver Postdag, men nu da jeg maa have Hensyn til din Stilling, den korte Tid, der levnes Dig til Livets sande Glæder, det kiedsommelige, som Du saa tit maa føle midt i Nydelsen av Hoffets Herlighed; naar jeg tænker paa, hvor lidet lykkelig, Du i Grunden dog er, og hvor sielden Du finder en Ven, Du kan ganske anbetroe Dig til, naar jeg overveier alt det, saa synes det ubillig at bortrane Dig de faae Øieblikke, som kand være tilbage; alt det uagtet maae jeg dog takke Dig, ædelste Ven, for det kjere Brev av 9 Julii; det fornøiede mig i mere end een Henseende; det sat mig istand til at bedømme en Sag, som Rygtet, der fordobler alting, saa gierne havde allerede givet en ufordeelagtig Stilling. Efter at have seet din Svoger Kammerjunker Hoppe, er jeg bleven overtydet om Rigtigheden av, hvad oplyste Mænd allerede havde dømt om ham; han forener med et udvortes, der taler til hans største Fordeel, en Sindighed, som vi savne hos alle vore unge Mennesker, en Rigtighed i hans Bedømmelser og en Høflighed, der gier ham elskværdig. Jeg var ikke i Stand at bevise ham nogen Høflighed, men ingen kunde have større Attraae dertil end som jeg.
Jeg anbefaler mig i din dyrebare Yndest og Venskab.
Moltke.
- Christiania den 23 Juli 1791.
Du erindrer min ædle Ven, at jeg engang skrev Dig, naar min ærlige gamle Fuldmægtig Holst kunde hielpes, saa skulde jeg aldri mere intercedere for nogen av mine Folk. Dette Løfte skal jeg helligen holde. Geheime R. Brandt har givet ham et Glimt af Haab, Cancelliet er ikke imod, troer jeg, at han erholder Helgelands Sorenskriverie i Nordlandene, men vor Kronpr., vor elskede Regent, Han! alene kan bestemme det. Candidaten er hans Naade værdig – Du er min Ven, og jeg haaber alt ..... Vi har i denne Tid havt en Virtuose, som Du kiender, Musik Directeuren i Stokholm Vogler; han har indtaget alle Kiendere.
Vi leve her roelig – man beundrer denne i vore Øine bestemte Rolle, vi spille paa Europas Theater; en Rolle som vi hverken i Chr. 4 eller C. 5 Tid kunde spille, thi vi har jo stedse været udelukt fra offentlig Deeltagelse i Europas Skiebne.
Undskyld den Digression – thi min Hovedsag er blot at bringe mig i din venskabelige Erindring, som jeg frygter at tabe, ligesom en Elsker sin fraværende Veninde; tidt bad jeg Dig om at skrive mig, men nu, naar jeg modtager dine kjære Breve og overveier din Stilning, den liden Tid, Du har, de uangenemme Øieblik, Du har, saa tænker jeg, at det er Synd og nu beder jeg Dig – skriv ikke, men ynd altid din taknemlige Moltke.
Wessel med alle sine Penge lever ussel. Monsen er nær ved at ruineres, Anker taler, Collet drømmer, Per Ank. er saa glad med sine Veie – Wakenitz, den grundærlige Mand, betænker sig, ........ Kaas sidder og drømmer, Colbiørnsen begræder Mirabeau og – sukker, Willumsen – overveier og giør intet, og naar Du har overseet den Gruppe – saa see din Ven, som elsker Dig.
Moltke.
Om Du river disse Breve itu, derom spørger jeg Dig ikke. Det er sandt, min Antagonist, den tykke Koss, er jo nu nere.
Christiania den 13 August 1791.
Hvorledes, ædle Ven, skal jeg udtrykke den Taknemlighed, paa hvilken Du nu igjen har erhvervet en nye Fordring. Min Holst er hiulpen og hiulpen ved Dig. Han skriver mig, at uden Dig vilde han forgieves have søgt at erholde dette Sorenskriveri. Hvilken Glæde for den retskafne at fremme Medmenneskers Vel – dette alene, bedste Bülow, kan lette det byrdefulde i din glimrende Stilning. Jeg skal imidlertid, bedste Bülow, ikke vige fra den Lov, jeg har paalagt mig, tiere at plage Dig med Anbefalinger. Jeg indseer meget vel, at det er indiscret, og hvor ydmygende, naar jeg skulde opleve den Tid, hvor Du ophørte at ynde mig og bære Godhed for din Ven. Cancellie R. Schlanbusch plagede mig og bad at give ham et Brev til Dig – Du saae, hvor kort det var.
Endskiøndt jeg skiuler for alle dit Venskab for mig og den Yndest Du beviser, for ey at have Anseende av, jeg vilde prale av Favorits Godhed – saa hænder det dog, at de addressere sig til mig for at anbefale dem; jeg siger nu reent ud: Jeg giør det ikke.
Det skal glæde mig, naar Kaas reusserer; jeg har hilst ham fra Dig; det er en ædel tænkende Mand – og hør, min beste Ven! Du har vist Ære av at lade ham nyde din Godhed. Jeg har ikke Copie af mit Brev til Grev Bernstorf om St. Priest, men det smigrer mig uendeligt, at Du bifaldt det. Her gaae, som sædvanlig, Rygter om vor Deeltagelse i andre Magters Foretagender til Ludvig XVI Befrielse. Jeg har stor Respect for 25 Millioner, som stride for en imaginær Frihed.
Visse Folk her giøre en meget mysterieus Mine – og fremvise Breve paa, at man kand see hvorfra de komme – dog! hellig Taushed!
Din taknemlig opofrede
Moltke.
Christiania den 12 Sept. 1791.
Holst er nu kommen til Christiania som lykkelig Mand; han har mundtlig forklaret, hvad han tilforn havde tilkjendegivet mig, at Du, ædle Mand; har været hans og min Velgjører. Vistnok behøvede jeg ikke dette ny Beviis paa din Godhed for mig, men til min egen Beroligelse maa jeg sige Dig, at mit Hjerte er ganske opfyldt av Taknemmelighed, og ingen i Verden kand være Dig saa opofret, saa hengiven, som jeg er det; dette maa jeg tilføie – ved Holst har Du dog havt den Lykke at hielpe en Mand, som Du kan forvisse Dig om, at han fortiener sin Lykke.
Med Assessor Feddersen, som har været her en Tidlang hos sin Oncle B. Anker, sender jeg Dig 2 Tabeller over mit Amt og Stiftets Kjøbsteder, Laurvig og Kongsberg undtagen. Du veed den forrige Konge av Preussen lod sig give slige Tabeller over alle sine Stater for at kunne oversee det hele; de Svenske og Sachsiske politiske Tabeller ere bekjendte. Skulde Du troe, at vor dyrebare Kronprinz yndte denne Plan og ikke tog det unaadig op, at jeg offererede Ham samme, saa begriber Du let, hvilken Glæde det vilde forvolde hos mig; men Du veed, jeg er ikke Hofmand, og jeg kunde let uden din Veiledning giøre en dum Streg; dit Venskab maa forebygge det. Hvert Aar vil jeg forfærdige en Tabel av den Beskaffenhed, hvorved jeg da skal søge at gaae mere i Detail. Dog nok herom. Jeg har sendt Grev Bernstorff og Grev Reventlow, min Chef, en.
Endvidere bebyrder jeg Dig, bedste Ven! med et lidet Skrift, som fremsendes og offereres Dig; det er en Indbydelse til et topographisk Selskab, som jeg har vovet at stifte. Ideen tør jeg smigre mig med, vil av Dig bifaldes. Norge hører unegtelig til de mest ubekjendte Lande i Europa; det fortiener det maaskee mindst. Vi har saa saa topographiske Beskrivelser i Forhold til Landets Størrelse; for at bøde paa denne Mangel og hastigere faae en fuldstændigere Beskrivelse over Riget har jeg opmuntret og forenet en Deel værdige lærde Mænd til at arbeide i dette Fag; vi har ved den Indbydelse søgt at opfordre Nationen til at arbeide med os til at opnaae denne Hensigt. Hvormeget, bedste Ven! vilde det glæde os, naar jeg blev forvisset ved Dig, at Du kunde spaae mig den elskværdigste beste Prinzes Bifald, og at han vil ynde, beskierme og understytte et Selskab, som jeg tør smigre mig med vil befordre Oplysning og ved den nøiere Undersøgelse av Landets Rigdomme og Høiagtelse for sammes Konge.
Jeg længes efter din Dom, skjønt jeg ikke kand troe, man skulde kunne ufordeelagtigen fortolke denne Plan, saa vil dog vor Kronprinzes Naade for mig bestemme Selskabets Skjebne. Siger han – det er en god Idee – saa skal vi arbeide med Held! og trygt under hans Beskjermelse gavne Verden! Du veed og kand let indsee, at hvad man og med de redeligste Hensigter gjør, kand forskjelligen forklares; man opdager andre Motiver og sætter den uskyldigste Handling i det ufordeelagtigste Lys; men skulde Frygten for sligt holde os fra at handle, blev jo aldri giort noget til almindelig Beste.
Dog fortryd ikke beste Ven! at jeg saa længe opholder Dig – i særdeleshed paa en Tid, hvor maaskee allerede Folkets varmeste Ønsker for vor tilbedte Kronprinz ere opfyldte. Vee den som ikke levende føler, hvad han skylder den Prinz, som søger blot at giøre os lykkelig.
Vale et fave tuo.
Moltke.
Christiania den 8 Oct. 1791.
Held og Velsignelse være stedse min elskede Vens – den dydige og retskafne Bülows Lod – Amen.
Med Dags Post sender jeg Dig Gjenpart av Consul Martineaus Brev til mig, og mit Svar til ham, saaledes som jeg til Grev Bernstorf har giort Anmeldelse. Gid mit Forhold i et saa critisk Øieblik maatte finde vor dyrebare Kronprinzes Bifald! Jeg kunde maaske have været haardere, have releveret det ridicule, Manden ved at tilstille mig en slig Note gav sig, men jeg troer Moderation skader ikke, i Særdeleshed naar man ikke veed med Bestemthed paa hvad Fod Hofferne staar – tør jeg spørge, burde vel Stiftamtmanden i Christiania være ganske uvidende herom? dog dette in parenthesi.
Hav nu den Godhed, ædle Ven! og berolig mig med et Par Ord, som sige: Du har giort Ret, faaer jeg intet, saa er det ogsaa et Svar! Du giør Dig neppe Idee om den Uvished, man i saa Fald svæver i, naar det gielder om Regieringens Dom, der bestemmer vor Skiebne; den redelige Mand lader sig nok berolige ved Bevidsthed at have handlet efter beste Overbeviisning og efter visse Principer, men hvo er ham Borgen, at disse ere ikke urigtige?
Skal vi da igien have Krig? Skal vi igien – O beste Ven! Gid de, hvis Existens er uadskillelig fra Krig, og hvis Reputation grunder sig derpaa alene, vare langtfra Regenten – Dog jeg taler som den Blinde om Farverne, følger min Tilbøielighed, der driver mig til at tale med Manden, der elsker sit Fædreneland, og han kan elske det og – og! –
Cancelliraad Bull, som jeg troer, Du kiender, har bedet mig at erindre ham hos Dig. Det er en eiegod Mand, beste Hierte, men ingen Activitet – og slet Politimester; i et Collegium var han vist brugbar; han kiender Landet og har Indsigter.
Jeg føier intet videre til end brændende Ønsker for dit Vel – et Spørgsmaal giorde jeg Dig gierne – det angaaer Dig. Vad din Ven, som elsker og ærer Dig høit og ved Taknemligheds uopløselige Baand er Dig hengiven.
Moltke.
Le soussigné, Consul general de Suède a l’honneur de témoigner à Monsieur de Moltke, grand Bailli d’Aggerhus, ses inquietudes sur les préparatifs hostiles, qui se font ici en Norvège. Sans aucune relation politique avec sa cour et ne connoissant nullement les combinaisons diplomatiques des differents Etats de l’Europe, le Consul general de Suède doit être excusé, s’il s’allarme à la vue des preparatifs de guerre, qui sont peut-être destinés en combinaison avec ceux que le Public attribue à la Suede, unis et conjointement avec la Russie, mais le rapprochement des troupes d’elites vers la frontière, ou sont aussi elevés des ouvrages fortifiés (Blockhuus) et tout recemment à Bærby, trois (?) fanaux mis en etat le long du rivage meridional, Les Galéres lancées à l’eau à Friderichswærn; – quelques batiments de cette flotille transportés a l’autres rives, où jamais il y’en a eu; la revue des Chevaux de traits pour les equipages de l’armée, faites au 18 de ce mois; des caissons remplis de bats, harnois et autres attribus de marche envoyés en differents endroits; un service de guerre etabli parmi les troupes, de postes avancés et de frequentes patrouilles, l ... en avant, enfin, une fermentation sourde, repandue parmi le soldat, et même les autres citoyens sur la necessité de se mettre en etat de defence contre une aggression inopinée, le tout dans le moment même de la plus profonde paix, et lorsque la Suede est dans la meilleure intelligence avec ses voisins, – ne peuvent que lui paroitre extraordinaires, et Monsieur le grand Bailli est trop equitable pour ne pas juger par lui même, que Soussigné auroit droit d’attendre des reproches de ses Superieurs, s’il ne tachoit de se procurer les notions les plus precises sur ces arrangements de guerre pour ne pas induire sa Cour en erreur par des jugements precipités. Il doit à son Souverain de ne point lui donner letort de soupçons mal fondés sur les sentiments d’un Roi, qui lui est uni de si pres par les liens de sang, ni de ceux d’une nation qu’il estime: Il se doit a soi meme de ne rien negliger pour maintenir la bonne harmonie entre deux peuples voisins; et il doit a ses concitoyens surtout aux habitants des frontières de les rassurer et de calmer leurs inquietudes, si des bruits mal fondés les avoient excités, et le Soussigné ne croit pas pouvoir mieux remplir tous ces devoirs, qu’en s’adressant avec l’infamie à Mons. le grand Bailli pour qu’il veuille bien le mettre en état de rendre un compte veridique à sa Cour. Le Soussigné espère que Mons. le gr. Bailli ajoutera cette nouvelle preuve de ses bontés pour lui a toutes celles, dont M. le gr. Bailli l’a comblé pendant son sejour en Norvege. Il attend avec confiance une reponse qu’il s’empressera de transmettre a sa Cour.
J. C. Martineau.
C’est au sein de la paix, Monsieur, qu’un gouvernement eclairé fait les arrangements necessaires et prend les mesures les plus propres pour s’assurer de l’usage, qu’il peut s’attendre de son armée quand un jour elle doit servir, ou pour remplir des engagemens contraités ou pour aller a la rencontre de ces hostilités subites que n’attend point la saine politique; fondée sur des principes immuables, elle ne consulte d’autres interêts que le bien de l’état, l’observation scrupuleuse des traités qui y ont rapport, et la confiance generale, qui en est la suite infaillible; c’est sous ce point de vue, Monsieur, que vous pouvez envisager les arrangemens militaires dont vous parlez dans la lettre que vous m’avez fait l’honneur d’ecrire et qu’a sans doute dicté votre zèle et attention à tout ce qui peut regarder, meme loin le commerce entre les états voisins; j’ignore la destination de ces changemens militaires qui se sont fait, et en tout cas je ne me vois point autorisé d’apres la nature de ma charge d’en donner au Consul general de la Suède des explications plus precises. Je me borne à vous assurer, que la Cour de Danemarc ne fera aucune demarche qui ne soit analogue aux principes hautement annoncés par le Roi qui je sers et que encore recemment suivis avec tant de sagesse lui ont concilié la reconnaissance de l’Europe et redoublé l’amour de son peuple; voyant de loin les ravages d’une guerre fatale il receuille sous son sceptre les fruits bienfaisans d’une paix glorieuse et s’assure qu’elle ne sera interrompue par son Souverain que pour en cimenter d’autant mieux le bonheur et la tranquillité.
J’ai l’honneur d’etre etc.
Moltke.
Christiania den 22 Oct. 1791.
Dit Brev, ædleste, bedste Ven, som jeg med sidste Post modtog, forvoldte mig den største Glæde, thi dit Venskab, som Du forvisser mig om, anseer jeg som det største Gode, men Du begriber vel ogsaa, at dette selvsamme Brev har giort mig overmaade urolig; det er naturlig i samme Forhold som vi sætte Priis paa noget, voxer ogsaa vor Frygt at forlise det – og om alt i Verden vilde jeg ikke see Skaar i den gode Tanke, i den Yndest og det Venskab, Du giør mig lykkelig ved: dette siger jeg og vilde sige, i hvad Stilling, Forsynet endog havde sat Dig. Dog til Sagen selv, Du gjetter let, at jeg hermed sigter til den Deel af dit kjære Brev, hvor Du med saa meget sand Venskab anfortroer mig hvad som Du har hørt om vort Møde i Moss, om Martineau sammesteds, om Uforsigtigheden, der skal være begaaet med videre. Jeg har ved denne Leilighed erfaret den Sandhed, at det ikke er nok at være uskyldig for med philosophisk Koldsindighed at gaa slige Mistanker imøde, hvad maatte, tænkte jeg ved at læse det, hvad maatte Bülow og Kr. Pr. og Grev Bernstorf troe om mig, naar det ringeste derav er sandt og dette troe de dog! De maae jo troe, at jeg er idetmindste det ubesindigste Menneske, og Ubesindighed i mit Embede er en styg Feil, og maa ikke den Ven, der har hidtil undt mig sin Agtelse og Godhed føle Ringeagtelse og det slemme Ordsprog: semper aliquid haeret – Alt dette løb sammen under Læsningen av dit Brev – men mit Hjerte følte tillige den Taknemlighed, jeg evig skylder den Mand, som paa ædel og venskabelig Maade vil sætte mig i Stand til at forsvare mig. Her er mit Svar, saa sandt, saa oprigtig, som jeg skylder Dig det; Er et Ord urigtig deri, saa ansee mig uværdig til at bære det Navn af din Ven!
Jeg veed af intet, der skulde være passeret paa Moss og paa nogen Maade kunde passe til det, man har indberettet om Martineau. Conf.-Raad Anker, som har hans Ostindiefarer liggende ved Moss og i den Anledning vil opholde sig en Tidlang paa Verket, inviterer en Deel her fra Byen didhen for at blive der 8–10 Dage, deriblandt var Wessels, Kaases, Haxthausens, min Kone og jeg med flere unge Mennesker for at kunde danse. Jeg var der fra Løverdagen, da min Post var expederet indtil Thorsdag Morgen, hvor den Kjøbenhavner kommer. Vi amuserte os vel, thi Anker giorde alt muligt for at gjøre det underholdende. Martineau, som allerede ifjor var bleven opmærksom over at Wakenitzes, Haxthausen, Wessel og jeg havde et Møde i Moss for der at overlægge, hvad man, ifald den uroelige Naboe vilde os noget, skulde, indtil videre Ordre indløb, foretage. Martineau siger jeg troede sikkert, at denne Tour ikke sigtede til at amusere os, men at tage igien Beslutninger av samme Natur; han besluttede at reise til Strømstad og paa Grændsen for at være Vidne til hvad man der foretog sig; Forandringen med Hesselbergs Regiment og Jægerne og Schillers (?), alt dette havde allerede længe giort ham bange, han kom til Moss Tirsdag Form. for at giøre Anker Visite, som modtog ham med sædvanlig Høflighed; han blev 2 Dage hos os; ikke et uangenemt Ord er ham sagt, ikke soupçon af Ubehageligheder, ikke Skin engang af Plan til at fornærme, støde eller fortrædige ham; hunderte og tusinde Gange har man i Selskaber spøgt med Mart. om hans Konges store Lyst at føre Krig for at giøre sig et udødelig Navn og han, som ikke sattes Forstand og Fiinhed, har altid vidst at give passende Svar; at saadant ogsaa kan da være bleven sagt, er muligt, men jeg har ved Gud! ikke hørt det. At han var i Moss urolig, er ganske sandt, han blev det endnu mere, da der virkelig indløb samme Tid Breve fra Fridrichstad til Mansbach og mig, angaaende Transporter og Friskyds av Jægercorps og Hesselbergs; naar man har først Mistanke om noget, saa fortolker man hver Omstændighed, der møder efter samme. Saaledes gik det her; Mart. vidste ikke, om han var i Venners eller Fienders Hænder og hvert Brev antog han for meget alvorligt Kjendetegn paa Fiendtligheder; men var det vor Skyld-s Meget mulig, at af de unge Officierer af Jæger Corps og Dragoner, som jeg, veed Gud, ikke engang kiendte, der har været de, som sandt Fornøielse i at forøge Marts Frygt og hvad Ulykke var det vel? Saasnart ingen Data, ingen virkelig Handling kan fremvises, som sigtede til at fornærme eller insultere ham. Endnu maa jeg tilføie – aldri har jeg været i noget Selskab af saa mange Mennesker, hvor det har gaaet saa ordentlig, sædelig og fornøielig til, Torsdagen forlod M. os og han begjærede et Pas til Strømstad, som han fik av mig og forsikrede at have amusert sig vel, som han ogsaa giorde, paa hans Frygt nær, som Selskabet dog ikke i nogen Henseende gav Anledning til. Forudsat, at Du nu tror din Ven, tror, at han uforbeholdent har sagt Sandhed, hvad dømmer Du da selv om dem, der har udspredt saa infame Efterretninger for at sværte mig paa saa fiin og lumsk Maade – men tillige saaledes, at jeg aldri kan være sikker for de Folkes Angreb, som paa saa nedrig en Maneer uden Anledning engang har og i Fremtiden vil skade mig; maaskee, at Du er saa ædel og troer din Ven, at han nu har fortalt og bigtet rigtig, men troer Kr. Pr. det? De staae altid i den Tanke, – ja noget maae dog være sandt – og ved den Almægtige! er alting usandt! Du kiender dog Haxthausen som en sindig og betænksom Mand og Wessel som en mere huul end letsindig, Mansbach som i en Alder, hvor man dog ikke giør saadanne Streger, og Du troer dog vel, beste Bülow, at jeg ikke tillader mig Ubesindigheder av saadan Importance og Følger; dog nok herom – nogle Stød endnu af infame Delateurs, som misunde min Lykke og – min Ven Bülow maae – kand ikke andet end maae forlade mig. Du maae, jeg tilstaaer det, være kied af denne Apologie; gid Du kuns følte Dig overbeviist og frikjendte mig, men det kand Du neppe; en Dommer maa jo have enten Beviser eller Vidner at gaae efter; Du har kun min egen Forklaring – Dog jeg maa overlade mig til dit Venskab og Ædelmodighed Sagen er ikke af den Natur, at jeg tør beraabe mig paa sammes strengeste Undersøgelse. Du slipper ikke saa let i Dag. Der staaer endnu en Sag aaben for din Domstol. Av dit kiere Brev seer jeg, at Du er av de Tanker, jeg har giort vel meget av G. Cons. Martineau, og Grev Bernstorf skriver mig, at jeg slet ikke burde ved Brev have svart ham. Jeg vidste meget vel beste Ven, at en Consul slet ikke har med Politiquen at bestille, og at han ikke bør gaae udenfor Handelens Grændser, men her ere mine Grunde, hvorefter jeg i dette Tilfælde bestemte mig. 1. Kongen av Sverrig havde sendt Ritmester Adlersparre som Coureer for at underrettes om, hvad vi foretog os; strax efter hans Komme, skriver Mart. mig Brevet; at feie ham ganske kort av med mundtlig Svar, syntes mig upassende, da det var, som man frygtede at give ham en tør og alvorlig Explication; jeg troede det maatte være mere uangenemt for Mart. skriftlig at blive henviist til sit Handels-Contoir end mundtligt, hvor han kunde bilde Folk ind, at jeg havde sagt ganske noget andet, end som virkelig skeet var. 2. Jeg troede, at naar han ikke havde faaet skriftlig Beskeed, saa kunde ogsaa dette Forhold være bleven urigtigen fortolket av Kongen av Sverrig, som jeg vidste fik Brevet at see.
Slutningen av mit Brev skulde sigte til den virksomme Andeel, Danmark i den senere Tid havde taget i Fredsunderhandlinger og til de herlige Noter, som Grev Bernstorf i den Henseende gav, hvorved Europa blev befriet for Krigens Udbredelse i Norden; jeg tænkte det var bedre at gjøre for meget end for lidet, men jeg frygter for at det ikke har været tydelig nok udtrykt.
Du seer kjære Vent at disse mislykkede Tourer give dit Venskab Stof nok til at antage sig mine Sager, der synes mig, kommer at staae paa svage Fødder, thi skulde Gr. Bernstorff og ved ham vor bedste Regent falde paa de Tanker, at jeg i en saa vigtig Post, som den, jeg er i, kunde være uforsigtig, letsindig og uoverlagt saa ....... dog nei, jeg har Dig til Ven .... og jeg veed at Du bliver fast i dine Grundsætninger, og jeg skal ikke ved nogen Handling give Dig Anledning til at fortryde den Godhed, Du har tilsagt mig. Tak, ædle Mand for hver en Forsikring, Du giver mig Paa samme. Ingen kan elske og ære Dig høiere end jeg. Ja meget havde jeg at anbetroe Dig, som jeg umulig kan med samme Frimodighed sige Dig uden Chiffre; vil Du ikke, beste Ven, sende mig et; jeg frygter for at mit, som jeg længe har havt, er for let. Gud hvilket Brev, og alt – om mig! ak Du bliver kjed derav! Man beskyldte Grev Bussy at han ikke kunde være lykkelig uden enten ved Hoffet, eller naar han fik Brev fra Ludvig. Gudskeelov jeg er fri for den Svaghed, men det tilstaaer jeg reent ud, jeg er ikke rolig, førend Du forvisser mig, om at Kr. Pr. ikke er unaadig – og at Du er og vil blive en Velynder og Ven av din troe
Moltke.
Christiania den 26 Novbr. 1791.
Jeg forlader Dig ikke, inden Du velsigner mig, saa sagde fordum den hellige Mand – jeg, som er en Synder for Herren, kunde sige det med større Grunde. Jeg vil ikke byde Dig meget idag. Du kunde blive kjed af mig – og saa var al den Lyksalighed, jeg finder i din Godhed og Venskab, forsvunden. Du erindrer vist ikke, hvor vigtige Ting – vigtige for mig nemlig – mit sidste Brev indeholdt; intet mindre end betræffende vor dyrebare Prinzes Dom over mit Forhold. Historien, der er opdigtet i Moss! Correspond. med Martineau, min Tabelle over Byerne og Amtet – mit nye Anlæg til et Topographisk Selskab – om alt det ikke et Ord – Ak Bülow, de Store! de Store! ere næsten undskyldte, at de ikke kand deeltage (i) fraværendes Skiebne; faa mange Gjenstande holde dem derfra; men Du, som udmærker Sig blandt disse Store, hør aldri op – ney Du giør det ikke – at ynde, understytte og elske din
evig opofrede
Moltke.
Christiania den 28 Jan. 1792.
Det Cimmeriske Mørke, vi i Henseende til Politiken ere indhyllede i, er stort og nesten skammelig, har vi ikke bedre Ministre ved de fremmede Hoffer – skal vi stedse leve i Skræk men vist er det en ..... Gustav er ikke at tro. Mansbach er paa sin Post og er kiek og efter sit Begreb ere Festningerne i god Stand. Skade, at Fredrikstad, som er saa slet poneret, skal være Festning. Hesselberg som Soldat er vist ikke at foragte. Vær nu saa god og lad mig faa Underretning, naar noget vigtig møder. Hvorledes vil det gaae med Gudenrath, Pram, o lad Regjeringen foragte dem, det er det sikre Middel at vinde Publicum, denne nu vældige Despot.
Dog, bedste Ven, jeg opholder Dig med mine egne Sager, dit Venskab indbød mig dertil, jeg slutter med den Forsikring, at ingen med mere ubegrændset Høiagtelse kan elske Dig (end) som din
Moltke.
En Svoger til Martineau, som ligger for Døden, en Major Pann (Pein, Paun??) er kommen hid; et Menneske paa 26–27 Aar; en Deel Expresser ere afgaaet fra M–.
Christiania den 24 Marts 1792.
Ney nu synes mig selv, jeg maatte ansees for utaknemlig, naar jeg ei skrev Dig, min beste Ven, til; Du har jo paalagt mig det og den Undskyldning, at jeg skulde bryde Dig med mine Breve, kan jo ikke holde mig længer tilbage. Gud veed, kjære Bülow, torde jeg følge min egen Attraa, jeg skrev Dig hver Postdag til.
Hvad gav jeg ikke for den Lykke at kunne nøiagtigen underrettes om din Stilning, om der er Intriger mod Dig, om dit Forhold med Prinsen av Hessen; thi ingen kan elske og agte Dig høiere end jeg, men den lange Afstand, Forskjelligheden i vores Interesse, da Du er ved Hoffet – og jeg bag Fjeldene, alt dette kand ikke gjøre Dig min Correspondance angenem. Disse smaa Details opsluges af de store Begivenheder, som Du hver Dag hører og er Vidne til. Det er som Dukkeleg, der beskjeftiger os mod – Livets vigtigste Scener, der sætte Europa i Bevægelse.
Har Du nogen Tid seet en indbildt Favorit, som iler til Provincerne for at lyve Folk Halsen fuld, saadan en har vi her til vor store Fortræd, vi høre om intet, end hvad han har giort og kunde have giort, han har skabt Prester og Majorer, Etatsraader etc., det er hemmelig. Dog nok herom. Europa vil ikke lide derved. Den unge Collett, en rask fyrig Mand, er pludselig død.
Colbjørnsen, intim Ven af Anker, er det ikke mere af mig, og det lader sig endog tilsyne i Embeds Sager.
Din troe
Moltke.
Christiania den 21 April 1792.
Da jeg ikke tvivler paa, at Du har faaet og faaer de sikreste Efterretninger, om hvad i Sverrig passerer, saa troer jeg ikke, at det var passende engang at bryde Dig med Gjentagelser, der tager Dig din Tid og indeholde intet nyt af Vigtighed. Naar de første Indtryk, som det Passerte gjør paa Mennesket, ere forsvundne og man med kold Blod overveier Tingenes Sammenhæng, hvor forskjellige blive da ikke vores Domme over samme. Dog et Brevs Grændser ere for snevre til at meddele de Anmærkninger, man i disse Øieblik foranlediges at gjøre. Intet kan man med større Vished paastaae, end at vi henhøre til de meest lykkelige Nationer i Europa, og at vi med ingen kunde for at leve fri, vel og lykkelig bytte. Dog det, som endnu mere individuel interesserer mig, det er at see Dig lykkelig, rolig og nyde i Dig den dydige og faste Mands vedvarende Venskab, paa det alene vil jeg være stolt, og at fortjene det min første Attraa.
At see Overhovmesteren, der stedse var min Velgjører, inden han døer, og hans trøstesløse Kone, husker jeg meget, men førend sidst i Mai lader det sig ikke gjøre og maaskee ikke førend i Juni, daler Herskabet vel reist til Slesvig, og til Campement; ved at vælge saadan Tid viser jeg, at det ikke er for at molestere Hoffet, at søge Forandring, men af ganske andre Aarsager jeg attraaer at see mit Fædreneland. Kuns et Ønske har jeg – og det er at blive i den Post jeg har, ved at nærme mig Kjøbenhavn frygter jeg for Anlæg til at jage mig herfra. Den Lykke, jeg har havt, kan ikke andet end føde Misundere – og ved de Ufuldkommenheder, som ere saa uadskillelige for Menneskeligheden, og som jeg kjender saa vel, hvor let da at finde Aarsager til at foreslaae Forandringer. Skriv din Ven snart til, min Uro svarer til mit grændseløse Venskab. Hvordan det end gaaer, saa er jeg vis paa, at Du forlader din Post, som Du har beklædt den, uegennyttig og ædel. Forgjeves har jeg søgt at faa sat paa Cornet Rosenfeldt; han har været forreist, det er Aarsagen, hvorfor jeg endnu ikke har kunnet aflevere Brevet og sende Qvittering.
Ynd stedse din evig troe
Moltke.
Christiania den 5 Mai 1792.
Dit kjærlige Brev med Borthig har jeg modtaget med den inderligste Glæde, thi hver Forsikring om dit Venskab bidrager i Sandhed til min Lyksalighed. Jeg har søgt at overbevise Borthig, som anbefalet af Dig ædle, dydige Mand – min gode Villie og Tjeneste, han har ikke behøvet den, hans Sager ere komne i Rigtighed.
Jeg haaber, bedste Vent at det ikke er hans K. H. Kr. Pr. uangenemt, at jeg har ansøgt Tilladelse at reise til Sjelland (at) besøge min Søster, jeg ønsker intet andet end Betryggelse i min Post og at jeg maa søge at gjøre mig min Lykke værdig. O elskede Bülow, bidrag dertil og lad ikke Avind opvækkes ved min Komme og sige høit: „lad en anden maaskee værdigere saa hans Post.“ Dog jeg stoler paa din Godhed, Bülow, paa din Fasthed, paa din Retskaffenhed.
Jeg tænker at reise sidst i denne eller Begyndelsen af næste Maaned. Kan jeg haabe den Glæde at omfavne i Dig den bestandige Ven. O det var Fornærmelse at tvivle derpaa. Gid jeg kuns havde Fuldkommenheder, som gjorde mig dit Venskab værdig.
Borthig vil reise. Jeg slutter med Forsikringen om mit taknemmelighedsfulde Venskab for Dig, som jeg elsker saa høit.
Moltke.
Kragerup 6 Juni 1792.
Jeg svæver i en Uvished, som er dræbende. Man siger – som den Almægtige vilde forbyde – at jeg skulde forlade min Plads, paa (det) at G .. kunde som Statholder sove rolig. O Bülow, naar man i 12 Aar har tjent i et Land og tjent med saa megen Fornøielse, efterladt saa mange Venner, samlet Kundskaber, som blive andensteds unyttige, dog ikke et Ord derom mere. Lad mig snart blive mundtlig forvisset om at Du ynder din til Døden opofrede
Moltke.
Kragerup den 17 Okt. 1792.
Jeg er nu paa Reisen til Norge – Glad reiser jeg herfra, thi uden Arbeide er dog ingen Lykke – – Mig synes, altid, Du har noget, som Du ikke tør anbetroe mig. – – Min Ven Kaas, som er en saa herlig Mand, haaber jeg dog det ikke er Fare for. Han bliver jo Præsident?
Moltke.
Christiania den 24 Novb. 1792.
Hvad skulde vel give os den herlige Stilling paa Europas Theater? Hvad kunde saa sikkert betrygge os mod den vældige Strøm, der skyller ind paa hvert Land og henriver hver hidtil antagen hellig Sætning for at substituere et noget, som Fremtiden alene skal kunne vise os, om det kan gjøre os lykkelig. Hvad kan forvisse hver Mand i Landet, at hans Frihed, Eiendom og Rettigheder i en Stat som vores bliver skaanet og æret uden den faste og uryggelige Characteer, Kronprindsen ytrer i alle Handlinger. Dette føler hver Mand i Landet, endogsaa den, der maaskee ærgrer sig ved at der slet ikke Anledning er til Revolution og at Regjeringen ved at bestyre det Hele uden mindste Frygt for samme. Jeg tilgiver Dig disse mine Begreber om Tingenes Gang, fordi det er sand Glæde at overskue dem og forvisse sig om, at ingensteds i Verden kunne vi skjønne taknemmeligere paa Forsynets vise Bestyrelse og vor elskede Pr.s sande Fortjeneste for alt det gode, han gjør os. Gid Du aldri forlod ham, kjære Bülow, det ønsker jeg, saalænge som Du er Vidne til disse Dyder, der gjøre ham saa elsket. Jeg tvivler paa, at han kand lide mig, mit Ansigt er ham imod, det synes mig at have bemærket, hans sidste Afsked var kold; sig mig, om jeg tager Feil, derav skal jeg – tag Dig i Agt – gjøre visse Slutninger til dit Venskab.
Jeg har sendt Dig, kjæreste Ven, og jeg haaber, Du ikke tager det fortrydelig op, de Exemplarer af den topographiske Journals 1 Hefte, som H. Kr. H. Kronprinzen har været saa naadig og subscribert paa. Jeg tør haabe, at naar hvert Hefte leverer lige god og fuldstændig Beskrivelse over Verker, Egne m. v., saa vil jeg maaskee i sin Tid have den Tilfredshed at have bidraget til Oplysnings Udbredelse om Norges Bestand ved at stifte dette Selskab. Vor gode Kaas er nu reist, han har skrevet, hvor fornøiet han er med Sagens gode Udfald og Krpr.s Naade imod ham. O! han fortiener den vist, den retskafne. Og hvad Du har giort og bidraget dertil, vil aldri fortryde dit ædle Hierte.
Hils den gode elskværdige Tesse, at hun ikke forglemmer Fjeldmanden, blandt Hoffets Glæder hænder det saa let. Du er ved Hoffet, Bülow, Gid snart vi maa faa den glade, den lyksalige Tidende, at Krpr. kan overlade sig den fortryllende Tanke, at han er Fader, hvo skulde ikke deeltage i denne Glæde!
Moltke.
- Høi og Velbaarne
- Allerhøistærede Hr. Geheimeraad
Aldri har nogen Estafette[19] udbredt her i Byen større Glæde end den Deres Excell. i Overeensstemmelse med H. K. H. Krpr.s naadige Befalning har havt den Godhed at tilsende mig, og aldri har Byen kunnet ytre deres Kjerlighed for en Prinz, der gjør Landets Lykke paa en meer kjendelig og udmærket Maade. Ved at nedlægge for H. K. H. Kr. Pr.s Fødder min underdanigste Taknemlighed og de ivrige Ønsker for hans hele Landet saa vigtige Velgaaende og den dyrebare Princesse, som befordrer hans Lyksalighed, maatte det være mig tilladt ved D. Excell.s Godhed at frembringe Christianias allerunderdanigste Lykønskning og Deeltagelse, som samme ved deres Repræsentantere have bevidnet for mig og bedet at maatte naadigst antages.
Og da jeg ved Expresser uopholdelig har bekjendtgjort denne saa vigtige Tidende, saa fordrister jeg mig at bevidne disse Følelser for det almindelige – thi en Sandhed bliver det, at ligesom ingen Prinz fortiener mere at elskes end H. K. H., ingen Princesse mere at tilbedes end hans høie Gemalinde, saa ere ingen mere heller Gjenstanden for almindelig Kjærlighed end høisamme.
Deres Exc. tillade, at jeg ved denne Leilighed bevidner den ærbødighedsfulde Høiagtelse, med hvilken jeg har den Ære at henleve
Deres Excell.s
underdanige Tjener
Moltke.
- Christiania den 26 Novb. 1792.
Undskyld kjære Ven, ifald det indlagte Brev ikke gefaller Dig, jo bedre man vil gjøre det, jo slettere falder det tidt ud, vær min Talsmand! Modtag min inderlige Tak for det herlige Brev, som jeg modtog Søndag Nat den 25 Nov., jeg skrev overalt i Landet og communicerede Magistraten, som strax med Repræsentanterne og Borgerskabet gratulerede. Iaften er Bal og Illumination, imorgen er Borgerskabet under Gevær og Diner hos din ydmyge Tjener. O Du kan vist ikke troe, thi Hoffolk bliver saa vant til Complimenter – hvad Glæde det forvoldte hos mig – denne saa vigtige Tidende, almindelig er Glæden, og Prindsen har den søde Bevidsthed at være elsket, som er den største næst den at fortjene det. Undskyld denne Hast, med Løverdags Post mere, elsk din
Moltke.
Den søde Tesse, hils tusinde Gange – i Sandhed der gives ikke to i Verden.
Christiania den 1 Decb. 1792.
Du har her et Brev igjen. Bliv kuns ikke kjed, og lad dit Venskab, som Du veed, jeg saa varmt føler for Dig, undskylde det. Med sand Taknemlighed følte Alle det Naadige, som laa derudi, at en Estafette bragte Norge den vigtige Tidende; enhver, der talte med mig herom, ytrede samme. Jeg vil ikke berøre, hvad Aviserne maaskee vil sige Dig om vores efter Byens Evne indrettede Høitideligheder – de vidne imidlertid om Folkets Kjerlighed – vor elskede Kr. Pr.s sødeste Belønning. Jeg havde Dagen, efter det glade Budskab kom, alle Civil Betjentere og de meest agtede Borgere hos mig til Bords; Alting gik af i den Harmoni, som svarer til Dagen, kun Skade, at Jess Anker, som Du veed for nogle Aar var saa gal, at man maatte længe binde ham, fik en Raptus og heel uformodentlig kom i Trætte med den ganske fredelige Raadmand Moestue, med hans egen Broder K. R., og jeg havde Umage med at faae ham bort; man bad ham aldrig, naar det ikke var i Betragtning af hans Brødre og hans saa agtværdige Kone, jeg har med Flid villet tale derom, thi fama crescit eundo – og paa det at Du veed, hvad der har givet Anledning dertil.
Mandag reiser Per Anker; vi ere saavidt gode Venner, men han beskylder mig for ikke at understøtte ham i hans Veivæsen – det er neppe gjørlig, thi han behandler Bonden altfor haard, og det lader sig ikke saa let gjøre med den Norske og allermindst, naar han virkelig er fornærmet. Jeg længes nu efter Kaas, efter Nyt og allermeest efter Forsikringer fra Dig, at Du elsker stedse
Din Moltke.
At jeg med det forderligste avsendte Express til Stift- og Amtmændene samt Byer med Underretningen, jeg fik, troer jeg i mit sidste at have meldt.
Christiania den 8 Decb. 1792.
At jeg har med sidste Post modtaget min elskede Vens herlige Brev, og strax overleverede indlagte til E.-.R B. Anker, det anseer jeg for min Pligt strax at indberette Dig; Han modtog den kgl. Naade[20] med sand og usminket Undseelse over samme, da han ikke troede, at samme kunde tilkomme ham, men tillige med en Erkjendtlighed, som han bedst selv udtrykker i det Brev, Du faaer med Dags Post fra ham, og jeg forsikrer Dig, at jeg ikke nogen Tid har læst et til slig Leilighed mere passende og i en ædlere Stiil skreven Brev end som dit[21]. Det er en Sandhed, at da Anker den ældre har megen Forstand og Kundskab, saa bliver han alle hans Skrøbeligheder uagtet den agtværdigste og taaleligste, hans Hengivenhed for vor Regjering er intet mindre end ligegyldig, thi han stemmer altid en Mængde, som uden at ville give sig an med at tænke selv, er glad ved at kunne holde sig til en Mand, om hvilken den har fordeelagtige Tanker.
Jeg haaber, uforlignelige Ven, at det ikke vil undgaae din Opmærksomhed, naar Du i Aviserne vil finde, at enhver By, hver efter Evne har stræbt at bevidne deres patriotiske Glæde over vor dyrebare Kr. Pr.s huuslige Lyksalighed.
Jo, jeg har Syner, jeg har det, at Du har handlet med særdeles Forsigtighed, og som en Mand, der har største Net paa Publici Høiagtelse, ved at ville anvende de Indkomster, din nye Bestilling giver Dig, til almindelig Bedste, man glædes ved at see den Mand, som er vor bedste Ven, hædre sig ved saa ædle og udmærket gode Handlinger. Held Dig! Hvormeget ønskede jeg at tale med Dig, thi meget meget havde jeg at sige Dig, som ikke anfortroes Pennen.
At Kaases Sag er saa vel udfalden, at han som Præsident her tillige fik Nøglen, og at han saaledes ved dit virksomme Bidrag har opnaaet sit Maal, forvolder en usigelig Glæde hos mig; jeg længes efter ham, han bringer vist en venskabelig Hilsen fra min Ven Bülow. Per Anker er nu vel kommen ned; det gjør mig ret meget ondt, at han troer at have Aarsag til Besværing over mig; jeg handler, tør jeg sige, efter Grundsætninger, ingen finder at være urigtige; han stoler paa en mægtig Understøttelse og taler høit – les absens ont coutume d’avoir tort – og jeg veed, hvor let det er at give en Sag saadan Vending, som kan siden skriftlig ikke lettelig gjøres god igjen. Jeg vil vist, at Bonden skal efterkomme sine Pligter, men ikke at han skal dependere af andres vilkaarlige arbitrære Handlinger.
Bliver der ikke militaire Avancemens? Bi havde troet her, at Wakenitz var bleven Gen.-Lieut. med flere.
Glem ikke at hilse den uforlignelige Tesse, og elsk din troe
Moltke.
L. Hiort er jo bleven Regiments Qvarteermester. Du undrer vel over, at jeg ikke gratulerer Dig til Ordens Secretair, men vel til den Dyd, Du ved den Leilighed har viist.
Christiania den 22 Decb. 1792.
Dine Breve, ædle dydige Mand, ere af alle, jeg faar, de der glæde mig meest, jeg behøver vel ikke at retfærdiggjøre mig og sige, at det er for Bülows, ikke for Ordens Secretairens og Hofmandens Skyld; Gud skee Lov, Du kjender mig, Du veed, det er din Dyd, dine umiskjendelige Fortjenester, dit Venskab, der gjør mig lykkelig. Det veed Du, men det er dog saa angenemt at sige til sin Ven – jeg elsker Dig – jeg elsker Dig høit! Dit Forhold, din Klogskab, dine Pligters strenge Udøvelse, din Fasthed i Characteren, o det vil vedligeholde den store Agtelse, Du staar i hos den fornuftige, upartiske Deel af Publico; Tidt – og det er angenemme Øieblikke – underholder jeg mig med den retskafne, Dig saa ganske hengivne og taknemlige Kaas, som her er min bedste Ven, blot om Dig og dine store Fortjenester og den Forbindtlighed, vi alle har for Dig. Du kan gjerne venligen høre disse Domme fra sanddrue, ærlige Venners Mund – men disse, det er sandt, ere rare.
Den Forstilning, Klage eller hvad jeg skal kalde det, Du sendte mig, skal jeg næste Post igjen tilstille Dig med Anmærkninger; jeg kan Gudskeelov ikke ansee mig fornærmet derved, da jeg ikke veed nogen Tid at have faaet for Skillings Værd af nogen Bonde eller Betjent. Den sidste elsker mig ikke og den første har aldri buden mig en Fugl. Var jeg i alle Dele saa god Embedsmand, som jeg er uegennyttig, saa tør jeg sige, Kongen havde ingen bedre. Dog herom mere næste Post. Jeg skjønner paa dit Venskab at sende mig sligt, aldri skal jeg misbruge din Godhed. Hiorth er glad og har sin Lykke Dig alene at takke, thi – dog intet herom. Gid Per[22] ikke maa blive altfor mægtig, jeg kjender Bonden, han vil behandles efter Lovene, men arbitrair duer i Sandhed ikke, og jeg er ikke ansvarlig for den vedbørlige Orden i Amtet, naar han skal for meget medtages, det har jeg sagt Cancelliet. At man er meget misfornøiet med Afslaget i Bulls Ansøgning, er sandt, man troede, at Prindsen holdt saa meget af Byen, især taler man om at Prindsen skal have skjendt paa Bull og spurgt, hvorledes Byen kunde være saa uforskammet og begjere sligt. O Bülow, vi leve i en slem Epoque, og Himlen give, hver vilde skjønne paa vor Lykke, men her er Folk, som overalt, der troer sig saa kloge og snakke, hvad de vil, dog er det vist ikke saa galt som i Kjøbenhavn; ikke i Selskaber, ikke i min Nærværelse, kuns paa Klubs taler man saaledes. Gode Love og fermeté intet uden det kan hielpe os og en Prince, der elsker Sandhed vil befeste den. Hils den ædle, søde, gode Tesse og ynd din troe
Moltke.
Christiania den 29 Decb. 1792.
Forestaaende anonymisk Klage fra Norge til H. K. H. Kr. Pr. indeholder intet særdeles factum, ingen Fornærmelse, som kunde være Gjenstanden for Besværingen, man klager i Almindelighed over Undertrykkelser og Uretfærdigheder, og man troer at godtgjøre Rigtigheden herav ved at nævne den for Compagni Cheferne saa velgjørende Foranstaltning ved at bestemme dem visse Bopæle og udtage Gaarde, de i sin Tid kunde beboe; de skal da, mener man, paa Bondens Bekostning blive rige og Gaardene selv deterioreres. Aldri har nogen offentlig Indretning været mere undersøgt, hver Mands Rettighed mere skaanet, Forsigtigheden i Henseende til Jordens Brug og Eiendom mere taget i Betragtning end ved disse Bygselgaardes Udtagelse til Compagnichefer. I Aaret 1786 og 1787 lod H. M. Kongen offentlig bekjendtgjøre, at det var besluttet, de skulde have Bopæle af de beneficerede Gaarde, og at hver Bygselmand skulde vel blive uforstyrret i hans paa Brevet grundede Rettighed, naar han førend bemeldte Placaters Publication havde taget imod Gaarden, men at han derimod skulde vige, saasnart Rescriptet, der udnævnte, hvad Gaarde, der vare fortsatte til Compagni Cheferne, udkom. Dette skede i Aaret 1791. En Følge derav var, at disse bleve berettigede til at sætte sig i Besiddelse af Gaardene, som enten vare bygselledige eller efter 1787 af Bonden til Brug modtagne. Enhver var saaledes betimeligen advaret, og det var hans Skyld, naar han lod sig dog forlede til at bygsle Gaarde, der maaskee kunde blive Compagnichefgaarde. Alle de, som nu befindes at have været saa uforsigtige i denne Mellemrum, paa haarde Vilkaar maaskee, at have bygslet en beneficeret Gaard, klage nu, og blandt deres Tal er uden Tvivl Concipisten af den indgivne Forestilning. Fortrydelse og Misundelse over de Fordele, en Officier har erholdt ved at faae den Gaard, han efter Rescr. skulde have, ere vist de eneste Grunde til Klagen, og mig er ikke noget Tilfælde her i Stiftet bekjendt, hvor der var Anledning til Klage over Uretfærdighed; dog bør jeg ikke lade uanmærket, at mange Beneficiarii, der har lokket Bonden at tage imod en Gaard og betale den dyrt, ikke har handlet efter Billighed og Menneskelighedens Regler ... men Lovene, der ere egentlig kun bestemte til at straffe Uretfærdighed, kan ikke ramme den, der ikke føler Medlidenhed. Hvad Concipisten vil sige om mig, naar han taler om at jeg lover Bonden vel, men lader hans Ret svække m. v., forstaar jeg ikke. Hvi skulde vel jeg giøre mere Paastand end alle andre Embedsmænd i Landet, at alle vare fornøiede med mine Foranstaltninger? ingen skulde troe, at have at klage over mig? Men opfordre tør jeg hver Bonde i mit Amt, om han nogensinde har forgjeves søgt den Understøttelse, han kunde gjøre Fordring paa, og jeg var efter mit Embede i Stand at lade ham nyde. Upassende vilde det vist være at beraabe mig paa en Uegennyttighed, og Beskaffenhed, som man bør formode enhver Embedsmand udviser – og hvorimod den anonyme Forfatter – i en ond Lune maaskee – har villet gjøre et lidet Angreb.
Moltke.
Christiania den 29 Decb. 1792.
Indslutted sender jeg tilbage det anonyme Skrift med vedføiede Anmærkninger, jeg veed ikke, beste Ven, om Formen i hvilken de ere forfattede, er rigtig, jeg har ikke addresseret dem til H. K. H., fordi Du har sendt mig dem. – Sub rosa det gjør ondt, skjønt man ikke burde være saa svag, naar noget Menneske sætter Tvivl i vores Retskaffenhed og uegennyttige Forhold, men Glæde er det dog, naar vor Samvittighed siger os, vi kunde ikke handle anderledes, og dette Vidnesbyrd skal ogsaa blive din sande Ære, og den urokkelige Grundvold, din sande Lyksalighed skal beroe paa. Gid Du, beste Bülow, altid kunde sige om din Ven, hvad jeg om Dig kand med saa megen Sandhed bevidne. Jeg er stolt af at have Bülow, den dydige Mand til Ven, og det skulde jeg sige, om Du og sad paa – Munkholm, ligesom Du nu sidder med Ordenskjæden paa Christiansborg. O lad den Dyd og Retskaffenhed og Iver at fremme det Gode være de uop- løselige Baand, der forbinde os, og vee den af os, dog .... ikke nogen Skygge af Tvivl og Mistillid svæve nogen Tid hen over vort Venskab.
Du har vel saaet Underretning om alle de Høitideligheder, der har udmærket Bergen og Throndhjem i Anledning af Kronprindsessen? er dette ligegyldig, jeg troer nei.
Jeg sender Dig, beste Ven et Brev fra Lieut. Rosenfeldt, mere for at vise den Forlegenhed, han er i, som for at sige Dig, at jeg i Betragtning af, at han beraabte sig paa Dig, strax sendte ham det forlangte.
Pihl[23] er bange for at komme til Stedet, fordi han troer ikke at være yndet, men det skal han ikke, han skal altid finde i mig en Ven. Troer Du, vi kand være sikker i Henseende til vores Breve?
Din Svoger Hoppe har været saa kort Tid, at jeg ikke kunde vise ham den Attention, jeg skyldte ham; han kom Løverdag Aften, blev Søndagen over, reiste Mandag, hvorledes er Du fornøiet med Partiet.
Jeg veed ikke, om Du kjender den udmærket retskafne Oberst Gjedde – hvis Forstand og Talenter ere saa fortrinlige? Ham alene skylder Fredriksstads Garnison og By, at den er bleven forsynet med frisk og godt Vand, jeg har kuns været med, et Redskab dertil; Vandledningen koster Byen og Kongen 10,000 à 11,000 Rdl. Hvormeget fortjener ikke saadan Mand Belønning – han kan ikke vente den uden af den militaire Fond. Som Stiftamtmand har jeg paa Byens Vegne addresseret mig til det militaire Departement og forestilt Billigheden af at tænke paa en saa værdig Mand; Pr. af Hessen, som har modtaget min Pr. Mem., kan allene af hans saa rige militaire Fond udbetale noget passende, men Gjedde kand ikke krybe, hvad siger man om Custine er det sandt, at han er slaaet.
Jeg faar snart Leilighed at tilskrive Dig, og da skal jeg bede Dig ... om at elske og ynde Din
Moltke.
Den søde, den sjeldne, den uforlignelige Tesse har kuns en Feil, hun glemmer sine fraværende Venner.
Christiania den 19 Jan. 1793.
Tak for dit kjære Brev eller Breve, jeg erkjender dit Venskab – hvor dyrebart er det mig ikke? Dine herlige Vers har fornøiet mig meget, de ere skjønne. Jeg skal af det modtagne Brev gjøre den bestemte Brug. Jeg skriver idag til Bernstorff og fortæller alt, thi jeg mærker, man gjør saa meget af det Passerte. Jeg vilde for alting ikke, at man skulde troe, jeg var uopmærksom og forsømmelig, nei, beste Bülow, intet skal mig undgaae; men en Frygt – i mit Brev har jeg skildret Folkene saaledes som de ere, er jeg nu saa ulykkelig, at et saadant Brev bliver bekjendt, har jeg tabt al Tillid her. Forestil det Grev ........ At jeg er urolig, skjønt fast og ferm i min Behandlingsmaade af Embedet, at jeg ene forlader mig paa min pligtmæssige Iver, Kronprindsens Beskjermelse og dit Venskab, det indseer Du let. Overbeviist er jeg, at ingen skal gaae idetmindste forsigtigere tilverks, end som jeg, det maae Du troe.
Hvormeget ønskede jeg, at Kr. Pr. vilde lade mig vide, hvorledes han vil, man skal tage det, naar nogen skulde ytre sig enten med Ligegyldighed eller fermeté, derpaa beste Ven svar. Siig mig tidt, tidt, at Du elsker din Ven
Moltke.
Christiania 9 Febr. 1793.
Med denne Post har forskjellige her faaet Breve, som dog ikke stemme sammen, om et Opløb i Kjøbenhavn, forvoldt ved en Trætte mellem en Officeer i Garden og en Student[24]; Du veed, beste Ven, hvor sindrig Folk i Almindelighed er at fortolke alting til det værste og gjøre det til vigtig, som ikke fortjener Opmærksomhed; Du indseer derfor, beste Bülow, hvor magtpaaliggende det er for mig at kunne tilintetgjøre de falske Rygter og bestemt sige, hvad det sande er.
O! min Ven, vær overbeviist, at jeg skal handle med den mueligste Nidkjærhed, Forsigtighed og Mod, lad mig kuns altid nyde din og Regjeringens Fortrolighed, saa skal jeg nok være Borgen og sammes Haandhevelse. Jeg tør haabe, at det Helveds gyselige Frankrig vil skrække de modigste af Demokraterne. Skriv din bedste Ven snart til.
M.
Christiania den 16 Febr. 1793.
Skulde jeg ikke, ædle Mand, føle med Dig i disse Øieblikke, hvor Du som Fader begræder det eneste og høit elskede Barns Død, da maatte jeg letsindigen have glemt det haarde Stød, der nedknuuste mit Hjerte ved den elskede eneste Datters Død; da skulde mit Hjerte ikke være stemt til Følsomhed, og jeg kjendte ikke Naturens billige Fordringer. Hver Trøst er kold, kjedsommelig for den neddøiede; Philosophiens Kraft forsvinder, og Religionen selv kan ikke strax seire over den lidende Natur! Jeg vil derfor kuns sige Dig min Ven, at jeg lider med Dig, deeltager (i) din Smerte, og gjør de varmeste Ønsker for Dig.
Mit sidste Brev vil allerede have viist Dig min Attraa at vorde nøie underrettet om det passerede i Kjøbenhavn; saa meget vi nu end allerede vidste, at vor elskede Kr. Pr. har viist sig kjæk, modig, stærk ved sin Dyd og de ypperligste Egenskaber. O vee den Mand, der ikke elsker ham! Vee den, som ikke skjønner paa Lyksaligheden, vi nyde, og som i vild, sværmerisk, rasende Anstød af denne Frihedssyge torde enda nære Tanker, at vi trængte til Forandring i Statssystemet. De seneste cannibalske Optog i Frankrig synes at have gjort Democraterne opmærksomme – de tie –, i mit Selskab har endnu ikke en Mand tordet udlade sig med et anstødeligt Ord, der kunde vidne om Misfornøielse; det taaler jeg heller ikke i min Post, om saa meget mindre, da jeg veed, at Svaghed kuns opmuntrer til Kaadhed. Lev vel ædle, beste og dyrebare Ven!
Moltke.
Christiania den 2 Marts 1793.
Nei, nu bliver det for slemt, mener Du vel, hver Postdag at skrive og læse disse Breve, som dog ere saa ligegyldige – det holder jeg ikke ud. Nei beste Ven! Kuns faa Ord! Cancelliraad Bull har bedet mig at skrive Dig til om ham og recommandere ham, ifald Politimester Flints Afgang kunde skaffe ham en Post i den Vei, at han er en oplyst, dydig, kjæk og sindig Mand, det kan jeg bevidne. Jeg tror og, at naar Politivæsenet blev deelt blandt flere, saa kunde Bull nok udfylde den Plads, og have lige saa gode Egenskaber, som mange andre Competenter, og ikke gjøre sig uværdig til Betjeningen. Manden er i en uheldig Forfatning, og hans Lykke beroer paa en Forflyttelse til noget bedre.
Jeg har udrettet min Commission, som i visse Maader er mig angenem, da jeg dog har faaet en bekvem Leilighed til at forsikre Dig, at ingen kan elske Dig høiere end
Moltke.
Christiania den 23 Marts 1793.
Naar man er i Besiddelsen af et stort Gode, saa er det naturligt, at man frygter letteligen for dets Tab. Og Du maa dog vel tilstaae, at jeg har lit Anledning til at være bange, for at Du, hvis Venskab er mig saa uskatteerlig, skal – Himlen veed hvorfor – skal om ikke forglemme mig, dog maaskee begynde at ansee mig med Ligegyldighed – og fra den til – at forglemmes er ikke saa store Skridt; Du har paa endeel Breve ikke svart mig, beste Bülow, og det er temmelig mod din Sædvane, ikke, at jeg jo meget vel kunde begribe, naar Du ikke skrev saa flittig, men da Du nu engang har sorvænt mig, saa maa Du undskylde mig. Vel sandt, Du vil sige, at naar jeg kuns har et godt Samvittighed, saa kan jeg og være rolig, det kan gjelde mod alle, kuns ikke mod Hofmænd.
Saa lykkelige, som vi leve i Fredens Skjød, medens Nedrighedens Stemme og rasende Oprør lyder høit, saa begjærlige ere vi dog her at kunne forvisses, om ogsaa vi tør smigre os med det angenemme Haab at kunne høste Frugterne af Neutraliteten.
Dog ingen Politik, min største skal være at vedligeholde dit Venskab ædle Mand.
Fritz Moltke.
Christiania den 7 April 1793.
Naar du vidste, min elskte Ven, til hvad Grad jeg troer det endog er Pligt at drive Beskedenhed og være varsom, naar man nyder en Hofmand, der ansees for Favorit, hans Venskab, saa vilde Du ikke undres over, at jeg ikke tiere skriver. Jeg kjender Dig, og derfor er det, at jeg elsker og ærer Dig, men jeg veed, hvor liden Tid, Du har tilovers, og den Tid, Du har, anvendes vist til angenemmere og vigtigere Ting end til at læse Breve, der ikke melde noget nyt, og blot igjentage Forsikringer paa en redelig Mands ubrødelige Venskab og usvigelig Taknemmelighed. Disse Følelser, grundet i dine sande Fortjenester og din Godhed for mig skal, saa længe jeg lever være Dig opofret. O Gud, hvad veier op mod Døden og mod Venskab og disses hellige Pligter. Lad hine usle Niddinger, hvis Tanke og Handlemaade bestemmes ved Øieblikket og for at snappe lidt af den giftige og berusende Hofluft, lad dem rette sig, eftersom Luften blæser, – Mænd, som støtte sig paa Samvittighedens Bifald foragte Lykkens egensindige Brændinger og finde i sig, – dog Gud veed, hvorfra denne moralske Tone. Dit Brev, beste Bülow, har dog fornøiet mig saa meget; thi jeg blev paany overbeviist om dit uskatteerlige Venskab.
Men jeg forstaaer Dig, og min hele Sjel er sat i Bevægelse. O! hvor vil han[25], naar Du, redelige, dydige Mand forlader ham, fortryde at have – Mit Hjerte er beklemt, thi oprigtigere Ven skal Du aldri have havt. Pr. af Hessen vil blive desmere forhadt. Bruti Rolle blev dog ikke, synes mig, vel spillet i Sverrig. Brutus var ingen Forræder, og med en bevæbnet Skare dræbte Despoten; her skjule sig Landets Ypperste, kjøbe en anden – og arresteres. Dog man er for langt fra, og dømmer derfor galt maaskee.
Overmaade nysgjerrig er man imidlertid at see Udfaldet, som altid vil have stor Indflydelse paa det almindelige, men fremfor alting længes jeg efter Brev fra Dig! fra Dig! min Bedste!
Indsluttede Brev skal besørges, Hilsen til min Ven vist ikke forglemmes. Til Kjøbenhavn – nei, jeg frygter for Kjøbenhavn, til Aalborg gad jeg nok og besøge en elsket Broder. Den største Glæde vilde være at omfavne en Mand, som jeg skylder saa meget og elsker og ærer saa høit.
Din troe Ven
Moltke.
Christiania den 19 April 1793.
Naar jeg har declareret Dig, at Overbringeren herav er den beste Ven, Kaas og jeg have her i Christiania, saa har jeg med det samme sagt Dig, hvor magtpaaliggende det er mig, at Du, som jeg elsker saa høit, ogsaa har nogen Godhed for ham. Du veed, hvem han har sin Lykke at takke for – men skulde det hos Dig – hos den ærligste Dydens Ven – Langt, langt fra mig Mistanken. Dette kand jeg bevidne Dig, at i de 3 Aar vi har levet sammen i nøie Forbindelse og i den hele Tid, jeg har kjendt ham, har jeg ikke sporet det – endog ubetydeligste Træk af uædel, uretskaffen, tvetydig Tænkemaade, han kjender Mennesket, har en fiin Bedømmelse, overskuer en Ting med saa megen Myndighed, at han ikke letteligen skal tage derudi Feil; fri fra Fordomme elsker og taler han kun Sandhed, men min Ven, jeg vil ikke gjøre hans Lovtale; dog ønskede jeg, at Du bifaldt mit Valg blandt de meget faa Venner, jeg har ......... mig, og at Du selv skulde tilstaae Moltke har Ret! Jeg vil kun tilføie, har Haxthausen gjort stor Lykke, saa fortjener han vist samme – Nu jeg anbefaler ham Dig paa det Bedste, jeg skriver vidtløftig med Posten, og siger kuns Du har i mig den trofaste, nidkjæreste Ven
Moltke.
Christiania den 27 April 1793.
At dit Brev af 6 d. M. har glædet din Ven, som saa længe maatte savne denne Fornøielse, det begriber Du let, min ædle Ven, men dog føler Du ikke, i hvor høi Grad jeg er Dig taknemmelig og forbunden. Bliv, hvad Du er, og tro mig, det er den vigtigste Deel af min Glæde og Lykke jeg nyder. Du finder vel, at det ikke er overdreven, thi skulde dit Bifald ikke være mig den sikkerste Borgen for et godt og retskaffent Forhold.
Jeg indseer, ædle Ven, at din Tid er kort, og dog har jeg vigtige – og mange Ting at sige Dig; Du er den eneste, jeg anbetroer dem. De vedgaae mindre mig, som det Almindelige .... men førend jeg skrider dertil, maa jeg besvare endeel af dit sidste.
Det hjelper dog at være lidt ved Hoffet, jeg maa lee, naar jeg hører, at Scheel har sagt, han aldrig har været i Klub her, der var dengang ingen; den blev i det Aar, jeg kom, indrettet. Hvor let det er gjort at udsprede Mistanke. Ganske at holde sig derfra, medens Vakenis, Bispen og alle Embedsmænd ere, vilde fortolkes som den største Stolthed og det her! her! Jeg kommer næsten aldri. O hvor vanskelig at holde Middelveien og behage alle! Gid jeg maa behage Dig og din Prinds.
Med forrige Post skal Byens Kjøbmænd, isærdeleshed Viinhandlerne, være nedgaaet med en Forestilling om Toldens Nedsættelse. Den er ikke skreven i den Stiil, som kand finde Bifald. Enhver Embedsmand frygter ved slige Leiligheder at kunne bebreides, og da det var mueligt, at Du, min Ven, ikke nøie nok kjendte Betjenternes Forholde med Stiftet, bør jeg underrette Dig om, at Stiftamtmanden ikke har det allermindste paa nogen Maade med Toldvæsenet at bestille, hvilket ogsaa gaaer saa vidt, at man har hverken Opsyn eller Indseende og følgelig ikke heller noget Ansvar. Jeg har aldri vidst noget af disse Supplicanters Forsæt at klage og meget mindre at det skulde skee i en saa forbitret Tone. Mig er det kuns magtpaaliggende at overbevise Dig, at denne hele Sag er mig og mit Embede ligesaa uvedkommende som Keiseren af China og hans hele Told-Bestyrelse.
Hvis, bedste Ven, om det har tildraget sig din Opmærksomhed, maa jeg melde Dig, at alle vores Ugeblade ere her opfyldte med Forestillinger, Pr. M. etc. om et – Academie – i Norge! ... Det er nu den Hovedmaterie, der beskieftiger – alle! Du kjender de Grunde, der anføres i Almindelighed for – og mod Indretningen; jeg anfører den her før at spørge Dig, om Du ikke troer, det vilde være overeensstemmende med sund Politik – at Regjeringen lod ved mig tilkjendegive ved offentlig Bekjendtgjørelse, at denne for Landet og Regenten saa vigtige Sag aldri havde undgaaet sammes Opmærksomhed; at der blev af Commissionen, der er nedsat til Skolevæsenets Indretninger (og hvor jeg troer Prinz af Augustenborg præsiderer) paa det nøieste undersøgt, i hvor vidt et Academie var for Norge nyttig eller ikke; at alle, der havde gjort eller vilde gjøre Forslag, derom, kunde melde sig i denne Commission; at Resultatet kunde ventes at blive bekjendtgjort m. v.
Dette troer jeg, beste Ven, vilde vise Regjeringens Opmærksomhed paa en heel Nations Ønsker, og om de endog ikke skulde kunne opfyldes, saa behager og smigrer det dog; det er mig vigtig at høre dine Tanker herom; jeg skal rette mig efter samme, tie om det skal være, og tale, naar jeg veed, at det er vor elskede Kr. Pr.s Villie. Dog skulde jeg kuns tilføie, at mig synes, det var klogest at forekomme Nationens Ønske i saa vidt, at Deliberationerne over denne vigtige Punct bleve bekjendtgjorte. Vær saa god, kjæreste Ven og ansee denne Sag som – vigtig Alting er det, saa snart det almindelige
er med i Spillet.Denne Mand fortjener din Understøttelse; den nu faldne Høiesterets Dom i hans Sag viser, at han har været uforsigtig – men Uredelighed har man aldri sporet, antag Dig denne ulykkelige Mand – han fortjener det; han har et godt Hjerte, gode Kundskaber, god Forstand, han har elsket Fruentimmere for meget, og det er hans Brøde – han stoler ene paa Dig. Det skriver han – man tiltroer Dig mere Virksomhed end som nogen – Lad mig see, beste Ven, at Du antager Dig hans Sag!
Jeg skal drage Omsorg for Tegningerne i Boet efter Hagerup og lade Dig Udfaldet vide. I næste Maaned bliver der Auction. Jeg tør ikke heller længere opholde min Ven, men blot anbefale mig i din Bevaagenhed, Venskab og Godhed.
Moltke.
Overbringeren herav er den brave Foged Hiorth; efter min Overbeviisning er han den beste, redeligste, den meest virksomme og oplyste Foged, jeg kjender i Norge. Du kjender ham og det er nok for at gavne ham om mueligt. Jeg sendte Dig med Assessor Feddersen Plan til topographisk Selskab. Du har ikke sagt mig noget om det, maaskee min beste Ven! er intet Svar ogsaa et Svar.
Indsluttet, kjære Ven, sender jeg Dig mit Chiffre, forandre og forbedre det, thi jeg indseer det er ufuldkommen. Jeg kunde neppe sende Dig det med sikkrere Leilighed. Gid jeg kunde tale med Dig, om det endog kun var en Time; jeg har slet ingen Lyst at komme til Kjøbenhavn; jeg er altfor vel her og har nok at bestille, men mange Ting kunde man meddele, spørge og forespørge sig om, naar man har det Held at være yndt af Dig, ædle, dydige, gode Mand! Vi elske begge Fædrelandet og – Lev vel, beste Ven.
M.
Jeg haaber, at Hoffet ved din Anbefaling og mine gamle Venner og Bekjendtere subscribere paa det topographiske Journal.
– og fortsætte Reisen til Petersburg. De[26] vil saaledes
langt fra deres Fædreland være Tilskuere paa dets Elendigheder,
som Manden af modsatte Anskuelser med al mulig Forstand dog ei kan afværge. Greven har været nær ved at blive
et Offer for den rasende Pøbel. Han tog selv sin Afsked.
Det er som Du let indseer, et Særsyn at have en saa mærkværdig
Mand i Christiania og det er vanskeligt at vise ham
der den Attention, som man skylder ham; han er formoder
jeg nogle (og) 50 Aar gl.
Konferentsraad Anker gjør desværre de honneurs, som Stiftamtmanden burde gjøre; det duer ikke i visse Henseender, jeg behøver ikke at forklare dette. Jeg er bleven lidt foruroliget over Rygter fra Kjøbenhavn, betræffende Frederiksberg Hauge m. v.? Er der Grund dertil? Fortryd ikke over slige Spørgsmaale, men maaskee det skadede ikke at saae sikre Oplysninger om Sammenhængen, der kunde lukke Munden paa somme. Intet som staaer i Forbindelse med Folket, er i vor Tidsalder at ansee for smaae Ting.
Jeg lever som sædvanlig, beskjæftiget og ene attraaende efter at fortjene en elsket Kronprindses høie Bifald og dit dyrebare Venskab. Kaas er en redelig og oplyst Mand, er min eneste Ven her; jeg tør anbefale ham din Bevaagenhed Skulde ikke hans udmærkede Forhold i Høiesteret, hans Embede her gjøre ham den Naade værd, at han fik Nøglen. Fortryd ikke ædle Ven over min Frihed, men ynd
din troe
Moltke.
En af de virksomste, redeligste og nyttigste Handelsmænd, Peter Mørk fra Christiansand, som har bedet mig saa meget at tilskrive Dig om ham og anbefale Dig hans Sag, overleverer Dig dette Brev. Undskyld, ædle Ven, at jeg føier ham herudi, og at jeg benytter mig af denne Leilighed for at gjøre Dig bekjendt med en nyttig Borger i Staten. Han erholder Privilegium paa et Jernverk, han anlægger ved Christiansand; dette Sted er mig saa kjær formedelst de usminkede Prøver paa Venskab, jeg der har erholdt; derfor er alt, hvad som derfra kommer, mig dobbelt vigtig. Han skylder Banken 20,000 Rdl., han beder nu blot om Dilation indtil han kan høste Frugten af hans Anlæg, som er af den Vigtighed, at man har lovet ham 30,000 Rdl. Han er ingen Vindmager.
Nu har jeg opfyldt min Pligt – og Du, beste værdige Mand, som mit Hjerte er saa ganske opofret, handle herudi med den Forsigtighed og paa den Maade, som Du finder bekvemmest og nyttigst.
Jeg vinder i det mindste derved, at jeg har havt den Fornøielse at sige Dig, at Du i begge Riger ikke har nogen Dig mere hengiven, trofastere Ven end
Moltke.
Den ovenfor hyppig forekommende svenske Consul J. C. Martineau var 1787 ansat af Gustav den Tredie. Der havde før ham ingen svensk Consul været i Christiania, og hans Post blev heller ikke besat, da han 179* døde. I Rigsarkivet findes i Afskrift en Skrivelse fra ham til sin Konge, hvilken her meddeles.
Christiania 7 Novb. 1789.
On se chuchotte à l’oreil qu’il regne à Copenhague un grand mécontentement, qui pourrait eclater: ce qu’on souhaite fort ici. On doit se lasser de voir l’excercise militaire faire l’occupation unique du Prince Royal, et que l’officier seul merite ces attentions, que la reste est à la merci des ministres.
Mr. Anker est parti pour Londres, ce voyâge à propos de bottes selon le peuple a pour but d’y traiter de l’independance de Norvege[27]. Comme c’est au fond un genie remuant, il pourrait bien prendre fantaisie dans la conjoncture presente de vouloir faire l’Adams ou le Franklin. Il serait d’ailleurs à propos de le feire veiller par notre ministre d’autant plus que nous devons bien entrer dans son plan. La moindre avance lui tourne la tête.
- ↑ Her sigtes til Christian Lofthuus og de ved ham foranledigede Uroligheder.
- ↑ Frederik Georg Adeler til Gimsø, en Efterkommer af Cort Adelaer, Kammerherre, Ridder og Stiftamtmand i Christianssand, udnævnt 9 April 1781, entlediget 9 Jan. 1788 i Anledning af de Lofthusiske Uroligheder. Fr. Moltke udnævntes samme Dag til hans Eftermand. Han havde ligesom Fr. Moltke tilforn været Amtmand i Bratsberg. Døde 1810.
- ↑ Resten bortrevet.
- ↑ Grunden til dette kongelige Løfte skal have været den, at „den unge“ Gjertsens Oldefader Tørris Christensen, en særdeles rig Kjøbmand i Mandal paa Frederik den Fjerdes Tid, havde laant Regjeringen et betydeligt Beløb, (angivet til 80,000 Kroner), hvilket aldrig tilbagebetaltes. Den heromtalte Embedsansøger blev Sorenskriver i det nordenfjeldske og døde som Justitiarius i Christianssands Stiftsoverret.
- ↑ Dette Brev mangler i Samlingen.
- ↑ Svensk General-Consul i Christiania.
- ↑ Jørgen Erik Scheel, Stiftamtmand i Bergen 1766–68, senere bl. a. Landdrost i Pinneberg. Dette Embede maatte han 1794 mod sit Ønske ombytte med Stiftamtmandskabet i Christiania, idet hans derværende Formand, Albrecht Philip v. Levetzau († 1817) fjernedes og sendtes i Scheels Sted til Pinneberg, fordi man troede, at han havde conniveret med Zahlkasserer Juels Underslæb paa Grund af Forhold til dennes Kone. (J. C. Bergs Beretning til Chr. Lange). Scheel blev 1790 Statsminister og Chef for Toldkammeret, † 11 Jan. 1795. Han var ligesaa elsket i Christiania som Levetzau var forhadt. B. Anker skriver om ham i et Brev: „Akershuus Stift tabte ubodelig i hs. Exc. Statsminister Scheel, mit Hjerte elsker ham inderlig. Jeg beklager hans Eftermand.“
- ↑ Kronprindsens Giftermaal med Landgreve Carl af Hessens Datter Marie Sophie Frederikke, der sandt Sted paa Gottorp 31 Juli 1790.
- ↑ Bernt Anker var 31te Juli 1790 bleven udnævnt til Conferentsraad. Ankers tilbageholdne Opførsel ved den Tid staar maaskee i Forbindelse med, at han dengang, som man antager, havde knyttet politiske Forbindelser med Sverige.
- ↑ Kronprindsens og hans Gemalindes Indtog i Kjøbenhavn fandt nemlig Sted den 14de Sept. 1790. Consul Martineau, hvem Gustav den Tredie uden Tvivl ogsaa havde betroet hemmelige politiske Erinder i Norge, gjorde sig stedse den største Umage med at lægge sin Underdanighed mod den danske Regjering for Dagen, saaledes lod han afbrænde Fyrverkeri for Kronprindsen, da denne i Novbr. 1788 kom tilbage til Christiania fra Felttoget i Sverige. En anden af den svenske Konges Agenter her, den bekjendte Manderfeldt (Ingmann), skrev ved samme Leilighed et fransk Vers til H. K. H. i Intelligentssedlerne.
- ↑ J. E. Scheel.
- ↑ Maren Juel, D. af Assessor i Oberhofretten Hans J. og Syster til Rømningsmanden Zahlkasserer Juel, gift først med Zahlkasserer P. Holter, derpaa (9 Marts 1791) med Ole Christopher Wessel (Generalauditeur m. m.) og endelig med den senere Statsraad M. G. Rosenkrands. (B. Moes Tidsskrift 1 Række).
- ↑ Rimeligviis Bülows Ord i hans Brev til Moltke.
- ↑ Moltkes i dette og det foregaaende Brev ytrede Mening om Sidney Smith, den samme, der siden gjorde sig saa berømt ved St. Jean d’Acre, er imidlertid feilagtig. Han var virkelig Gustav den Tredies Emissær i Norge. Vi hidsætte af et samtidigt utrykt Brev fra Bernt Anker til Fætteren Carsten følgende: „Sidney er paa Fladeby og Opset. Kaas spionerer ham nok ud, man maa ikke falde ham ind i hans Embede. Sidney er klog og kier; vil Kaas jage ham fra Norge, det taaler han ei, vil han udforske ham, det kan han ei. Det er godt, at visse Familier elske Kronprindsen, thi ellers mistede han Norge, naar han ei vilde blive Konge her, blot her og boe her.“ Forøvrigt var Fladeby neppe Stedet for alvorlige Underhandlinger, og Stemplingerne førte ikke til noget Resultat.
- ↑ Fr. Moltke laante imidlertid som Stiftamtmand af Bernt Anker 12000 Rdlr., som han aldrig tilbagebetalte (B. Moes Tidsskr. 1, 389).
- ↑ See Bemærkningerne ved Koss’s Breve i det følgende.
- ↑ Som bekjendt sorterede Kjøbstæderne indtil 1815 ikke under de omgivende Landdistrikters Overøvrigheder, men under Stiftamtmanden.
- ↑ Udateret, men dog ældre end det følgende Brev.
- ↑ Formodentlig sendt til Christiania i Anledning af en Prindsesses Fødsel, der fandt Sted 19de Novbr. 1792.
- ↑ Kammerherrenøglen, hvilken blev sendt Bernt Anker den 1ste Decbr. 1792.
- ↑ Aftrykt hos B. Moe, Person-Hist. 1, 482.
- ↑ ɔ: Peder Anker.
- ↑ N. Pihl, der 1792 blev res. Kapellan i Christiania og 1811 gik af som Grosserer og titulær Professor, hvilket Prædikat han 1807 havde erholdt ved en feilagtig Expedition, da denne Udmerkelse var tiltænkt Broderen. Sammenlign ogsaa Kaases Brev i det følgende.
- ↑ Rimeligviis den bekjendte Historie om Castenskjold og den senere Sorenskriver og Eidsvoldsmand Koren.
- ↑ Kronprindsen.
- ↑ Ventelig franske Emigranter.
- ↑ Om sin Reise taler Anker selv i et utrykt Brev af 19 Sept. 1789 til sin Fætter Carsten saaledes: „Pligter fordre Reisen, vigtige Pligter. Jeg er ikke forfængelig nok til at troe mig uundværlig i dette arme Land, men dette veed jeg, at alle troe det, og hvilken Fyldestgjørelse. Ikke har jeg solgt Møbler, ikke hævet Huusholdning. Jeg veed, hvad jeg skylder mit Fædreland og vee mig, om jeg for at følge mine egne philosophiske Planer til glade og rolige Dage ikke ombyttede disse med et Liv, fuldt af Uro blandt Elendige og Barkeædere, med en Udsigt til gruelige Scener, ja om jeg end i disse blev et Offer – jeg bier og bliver og deler Skjebne med mine Landsmænd.“