Af Geheimeraad Johan v. Bülows Papirer/Nye Oplysninger om Biskop B. Deichmann
Denne i Frederik den Fjerdes Tid saa indflydelsesrige Mand blev som bekjendt afsat af Christian den Sjette sex Dage efter denne Konges Thronbestigelse (18de October 1730). Af hans udførlige Biographi, som Dr. Jens Møller har leveret i Mnemosyne (1,171–311), sees, at der ved hans Afsættelse blev indledet en Undersøgelse af hans Embedsforhold, men dennes Enkeltheder have aldrig været bekjendte, og man har endog almindelig anseet Deichmann for aldeles uskyldig i den mod ham rettede Hovedbeskyldning, Bestikkelighed; saaledes N. M. Petersen, der (i sine Bidrag til den danske Literaturs Historie IV, 1, 164) siger: „Deichmann kom i Fare for at blive dømt for Bestikkelser. En bitter Nemesis, thi uegennyttig.var han i det mindste.“ Ogsaa Chr. Lange (N. Tidskr. 2, 184–186) synes tilbøielig til at holde paa hans Uskyldighed. Nærværende Aktstykker ville godtgjøre det modsatte. De findes i Sorø (Katalog-No. 71, g), afskrevne med Fru Bülows Haand.
Stormægtigste, allernaadigste
- Arve Konge og Herre!
Saasom forrige Biskop Bartholomæus Deichmann den 10de[1] April af et Slag ved Døden er afgaaen, og E. K. Maj. ved allernaadigst Declarations Indhold af 24de Martii sidst afvigt har befalet at undersøge bemeldte forrige og nu ved Døden afgangne B. Deichmanns uanstændige og utilladelige Forhold og Omgang mod hans Samvittighed og aflagte Eed for at recommandere og ved sin da havende Credit befordre geist- og verdslige Personer til Embede og Forretninger, og hvorledes han har ladet sig af dennem betale anseelige Summer, samt at alle og enhver, som desformedelst ere komne til Kald og Embeder eller har erlanget deres Ansøgninger og har givet nogen Gave i Penge eller Penges Værd, stor eller liden, skulde, naar de saadant, efter E. K. Majestæts allernaadigste Brev dennem er forelæst eller tilkjendegivet, aabenbarer, ikke aleneste aldeles være befriet for den Straf og Undgjeldelse, de efter Loven og Forordningerne burde være underkastet, men at saadant endogsaa udi tilkommende Tid ei skal være dem til ringeste Præjudice eller Hinder i deres lovlige Ansøgninger med videre, saa skulde jeg ikke undlade allerunderdanigst at indberette, at jeg allerede fra endeel Presteskaber haver indhentet deres med egne Hænder underskrevne Tilstaaelser, at have givet til forrige og nu afdøde Biskop Deichmann Skjenk og Gave, hvoraf følger Copier til allernaadigst Eftersyn, og Originalerne saa længe hos mig forblive indtil.E. K. M.’s nærmere indhentende allernaadigste Befaling, hvorledes hermed videre skal forholdes.
Saa E. K. M. af disse faa Beviser allern. behager at erfare desværre forrige og nu afd. Biskop Deichmanns som en distingveret geistlig Mands uanstændige og utilladelige Omgang og Forhold. Men som han, som meldt, nu ved Døden er afgaaen, saa gjør jeg mig allerunderdanigst Forespørgsel, om det videre allernaadigst behager E. K. Maj., at skal undersøges hos Geistligheden og andre i Akershuus Stift, hvormeget mere hannem er blevet discretioneret og givet for Recommendationer og Befordringer, som vistnok vil blive af lige Beskaffenhed, som ovenanført (ifølge) vedfulgte allerund. frivillige Bekjendelser og Udsagn i forrige Biskop Deichmanns levende Live skeet er, da jeg foruden har Efterretninger, at endeel Klokkere skal og have given Penge for at komme til Brød, og om alle disse Penge, naar man fra alle Akershuus Stifts geistlige og verdslige Personer har bekommet Efterretninger om deres Beløb, skal igjen betales af afd. Deichmanns Stervbo, der kunde her employeres til et Raspehuus, som høilig ernødiges, eller hvorledes det ellers allernaad. maa behage E. K. Maj. at ville have det videre hermed forholdt.
Og som mig er berettet og, at afdøde forr. Biskop Deichmann skal indesidde med adskillige Collecter, allernaadigst givne til de i Smaalenene og langs Grændsen boende Prester, som maatte have lidt Skade formedelst Fiendens Invasion i Krigens Tid i Norge, for hvis Collecter skal være af endeel fulde Kvitteringer, da de dog ikke skal have nydt uden nogen Betaling deraf, saa maa jeg og allerunderdanigst gjøre Forespørgsel, om ikke saadan Collect Penge først af hans Bo maa blive betalt til Vedkommende, som saadanne Collecter allernaadigst ere blevne bevilgede og forundte, hvilket alt indstilles i E. K. Majestæts eget allernaadigste Behag. Der jeg forbliver med allerunderdanigst Respect, Troskab og Devotion indtil Døden
E. K. Maj.’s
Min allern. Arve Konge Herres
allerunderdanigste tropligtskyldigste Tjener
og Undersaat
D. Wibe.
- Christiania d. 21 April 1731.
Efter den mig af D. Excell. Geh. Raad og Ridder, Hr. Ditlev Wibe, D. K. Majestæts høitbetroede Statholder i Norge, foreviist Kgl. Ordre at bekjendtgjøre, hvad forrige Biskop Deichmann af mig enten har oppebaaret eller selv paastaaet og forlanget for Befordring og Forfremmelse, da bliver herved min allerunderdanigste og sandfærdige Bekjendelse, at i Aaret 1719, da D. K. Majestæts høilovlig Ihukommelse salig Kong Frederik den Fjerdes Ordre var udstedt, at Armeerne i Norge skulde forsynes med Feltprester, var jeg her paa Stedet, og baade i Henseende til Guds Ære og Brød i sin Tid at nyde opsøgte jeg Patroner, der mig til saadan Station kunde enten foreslaa eller antage, og idet jeg derom anholdt hos Hr. Generalmajor Rømeling, var han mig uden nogen Slags Interesse behjelpelig, at den da commanderende Gen. Lieut. Lützow satte mig med tvende andre, navnlig Hr. Niels Kirchemoe, nu Prest paa Læsøe (Lesje), og Hr. Feltmand, nu Prest under Dovre Fjeld i Throndhjems Stift, udi sit Forslag, men da jeg dermed kom til forrige Biskop Deichmann, var hans første Tiltale, at Hans Majestæt havde sat i hans Magt at beskikke Feltprester, og ikke General Lieutenanten, hvortil jeg maatte svare, om han sandt mig ubekvem, til hvad jeg anholdt om, saa stod det i hans Magt at rejicere mig, nu var jeg kommen for at ansøge hannem, der havde den Magt; videre Tilsagn fik jeg ikke den Gang, men som jeg dagligdags saa nu en, nu en anden at faa Tilsagn og Løste, understod jeg mig atter hos hannem at anholde og da gav mig den Frihed at offerere 50 Rd. og tillige 2de italienske Kunst-Cabinetstykker og en meget propre indlagt Snuustobaksdaase med et særdeles vel arbeidet Skilderi udi, men paa den Tid vilde han intet deraf modtage, uden alene svarede, han vilde see, hvad derved var gjørligt, efterdi der var saa mange ældre Studiosi, hvilke han mig ei kunde foredrage. Derefter kaldte han mig selv til sig og tilbød mig et Regimente, som Oberst Reichwein anførte eller Oberst Schultz, det jeg med Glæde og Taksigelse antog, men strax derefter betænkte han sig og berettede, at Deres Exc. Greven af Sponneck havde foreslaaet (en) tydsk Karl, som han kunde ikke andet end employere, efterdi Regimentet bestod af den tydske Nation, og da isteden for at give mig som Prest til Armeen, gjorde han mig Forslag, om jeg vilde være hans Famulus med 70 Rdl. for den Tjeneste, for Tilbudet jeg takkede, men svarede, at jeg heller vilde give 100 Rdl. for at blive Feltprest, hvilket jeg havde lært og forstod, end tage mig paa det, jeg ikke kunde forstaa. Derover blev denne Slutning, at jeg førend Ordinationen erlagde de 50 Rd., saafremt jeg den Tid havde nydt nogen Attest til at belægge mine allerunderdanigste Ansøgninger med. Siden den Tid har jeg hverken directe eller indirecte til forrige Biskop Deichmann offereret, eller han i nogen Maade af mig noget paastaaet, saavidt min Fremmelse angaar, førend jeg blev kaldet Aaret 1722 og da allern. beskikket at være Sogneprest i det af mig nu betjenende Sogne Kald Thorsnes (eller Borge i Smaalenene), da jeg for mit Collats-Brev udgav Penge, men enten det var 30 Rdl. eller 50 Rdl., kan jeg mig ikke erindre, men det var ei mindre end 30 Rdl. og ei mere end 50 Rdl. Paa Visitats har han i min Betjenings Tid været 2 Gange, da jeg af fri Vilje den første Gang offererede hannem 12 Specie Ducater, anden Gang 16 Rdlr. Og er dette alt, hvad jeg, saavidt min egen Person angaar, bekjender saaledes sandt at være, at jeg med en god Samvittighed baade for min Gud og allernaadigste Arve-Herre og Konge efter min Troskabs Pligt kan stadfæste. Skulde mig udi andre Tilfælde, om hvad mig kunde være bekjendt, som jeg ikke alt saa lige kan erindre, blive tilspurgt, er jeg saa villig, som forpligtet at aabenbare og bekjende uden mindste Forbeholdenhed, saasom det er og har været mit fornemste Øiemærke at beholde en god Samvittighed og en naadig Konge.
Nils Arctander.
Christiania d. 10 Aprilis 1731.
Deres Excell. Høi og Vel baarne Hr. Geheimeraad
- Høibydende Statholder Naadige Herre.
Den til mig udstedte høie Ordre at forklare omstændelig Sammenhæng om en Consistorialsag, i hvilken forrige Regiments-Kvarteermester Falsters Søster Anna Falster var Hoved-Citant imod en Person paa Hedemarken, af Tilnavn Hanemand, efterdi det skulde være Deres Excellence kommen for Øren, at forrige Biskop Deichmann i samme Sag ved mig skulde være discretioneret for ikke at frafalde bemeldte Anna Falsters Ret, tilsvarer jeg i al lydig Underdanighed, at det er ganske sandfærdigt. Anna Falster havde indstevnet for Consistorio forbemeldte Hanemand, med hvilken Anna Falster var i Vidners Overværelse offentlig bleven forlovet, men Personen Hanemand changerede sine Tanker og vendte sin Kjærlighed til Landsmandens (Lensmandens?) Datter paa Steen i Ringsaker Sogn, hvorudover A. F. citerede ham paa forrige Ægteskabs Løfte og sin Broder Lars Falster, som den Tid tjente hos Regiments-Kvarteermester Raundorf, Sagen overgav til Commission, hvilken han og ved Procurator Lange for Consistorio incaminerede, men bemeldte Fruentimmers Broder ei saameget vilde paastaa Søsterens Ægteskab med Hanemand, som ellers at han kunde blive tilfunden hende en anseelig Pengesum at betale og da forlangte af mig, der logerede den Tid i samme Huus, hvor han tjente, at jeg forud vilde proponere hans Hensigt for Biskopen, hvilket jeg efterkom, men som Biskopen syntes at være mere paa Hanemands Side end Pigens, saa da, for desbedre at komme til A. F.s Ret, forsikrede jeg Biskopen, at baade Broderen og Søsteren vilde være erkjendtlige; nu var det ikke deres Leilighed, men fik hun en tilstrækkelig Dom, saa hvad som Hanemand blev dømt til at betale over 400 Rdl. skulde være hannem offereret, hvorpaa Biskopen svarede, at, om Falster vilde give Pengene forud, saa kunde Søsteren tage dem igjen hos Hanemand, dersom jeg tilstod ham paa Falsters Vegne 100 Rdl. og samme Dag betalte Pengene, og fik tidtbemeldte Fruentimmer den Dom, at Hanemand skulde betale 500 Rdl. Denne Sag blev ikke mere eftertænkt, førend i den Tid, da Lars Falster blev actioneret for sin slette Huusholdning med Regimentspengene, og da hans Breve blev efterseede, er deriblandt funden en Seddel, ligesom den af mig skulde være skreven, concernerende denne Discretion, denne Seddel er dog aldrig af mig skreven, men desuagtet blev den dog indsendt. Derpaa gav Biskopen mig Ordre, at jeg til Christiania mig strax skulde forføie, det jeg og efterkom, da han kaldte mig til sig i Cancelliraad Rasches Huus og der mig om forskrevne berettede samt tilspurgte mig, om jeg var bekjendt, at ham.i saa rede og klar en Sag kunde noget være discretioneret, dertil jeg svarede ja og førte Sagen ham til Erindring, hvorudi han sandt sig og vilde, at jeg skulde paataget mig Skylden som den, der skulde have faaet samme Penge for Sagens Anlæggelse, hvortil jeg ikke var at overtale; derpaa gav han mig denne Project, at jeg skulde annamme samme Penge til mig igjen og skrive da et Frikjendelses Brev for ham som den, der nu intet havde saaet, og maatte jeg sætte mig ned, da han selv dicterede, hvad jeg skulde skrive, og nogle Dage derefter fordrede han samme Penge tilbage, de jeg og ham leverede Og er dette alt, hvad jeg til underdanig Efterretning kan med al Sandhed berette og tilstaa, forblivende Deres Exc. Høv og Velbaarne Hr. Geheimeraad, Høibydende Hr. Statholder, Naadige Herres
Nils Arctander.
Christiania d. 11 Aprilis 1731.
Efter Hans Kgl. Majestæts allernaadigste Ordre og Befaling, som idag af Deres Exc. er anviist til allerunderdanigst Efterlevelse, at jeg i Sandhed skulde vedgaa og forklare, om enten jeg selv eller min sal. Fader havde givet forrige Biskop Deichmann enten Penge eller Penges Værd, da jeg kom til det mig allernaadigst anfortroede Liers Kald, da er dette min sandfærdige Bekjendelse derom. Da jeg i nogle Aar havde tjent min sal. Fader som Huus Capellan i hans Alderdom og tillige i samme Tid efter forrige Biskop Deichmanns Constitution og Besaling havde udi 3 Aar maattet betjene Lier Kald i den da suspenderede residerende Capellan, Hr. Michel Sverdrups Sted, blev af min sal. Fader adskillige Gange for mig proponeret, at jeg skulde supplicere om at blive Sogneprest i Lier og søge at faa det separeret fra Bragnes og Strømsø, da han vilde være villig til al dele sit Brød med mig, hvortil jeg altid svarede, at jeg ikke torde resolvere mig dertil, thi omendskjønt jeg kunde være saa lykkelig at obtinere det, saa jeg vel forud, at dette vilde falde mig meget besværligt og kostbart at lade opsætte de fornødne Huusbygninger paa Lier Prestegaard, som da var ganske ruineret og forfalden, formedelst den udi 3 Sognepresters Tid var ikke brugt anderledes end som en Avlsgaard. Foruden kunde jeg vel skjønne, at min Fader til at underholde sin vidtløftige Familie endelig for sin Livstid behøvede de sædvanlige Sogneprests Indkomster af Lier, og jeg derfor maatte behjelpe mig med det, som tilkom om ovenmeldte Summa, naar jeg den vilde betale, men som jeg ikke var ved Penge eller vidste at saa laant, bad jeg om Dilation, hvilket han meget ilde optog og spurgte, om jeg vilde fixere hannem, hvorpaa jeg for at stille ham tilfreds samme Tid gav ham 20 Rdl. i Kroner. Sidst i Aaret 1728 fik jeg mange og adskillige Paamindelser af Biskopen, at jeg skulde komme ind til Christiania, saasom han havde noget at tale med mig, men som jeg alt kunde forstaa, det var om Pengene, maatte jeg tilsidst reise ind med 150 Rdl. Courant, som var først i Aaret 1729, hvilke Penge han imodtog og afskrev paa Obligationen, som endnu er hos hannem. Den øvrige Rest af Obligationens Indhold er endnu ubetalt. Endnu har forrige Biskop Deichmann bekommet af mig forgangen Aar 1730, da han var hos mig paa Visitatsen, 30 Rdl. Kroner. Jeg kan ikke sige, at han begjærte saa meget af mig, men fordi jeg stod i hans Gjeld, gjorde jeg det selv villig. Dette føres skrevne er saaledes udi al Guds Sandhed, som jeg altid, naar forlanges, med min Eed vil bekræfte, og at forrige Biskop ikke mere af mig haver bekommet i al den Tid, jeg har været Sogneprest, det til Bekræftelse under min Haand.
Hans Rosing.
Christiania d. 14 April 1731.
Efter D. M.’s allern. Besaling og derpaa fulgte D. Exc.’s Hr. Statholders naadige Kvæstioner er efterfølgende min underdanigste og sandfærdige Bekjendelse, som jeg for Gud, min allern. Konge og Deres Exc. kan med en god Samvittighed bevidne og, om saa befales, med Eed bekræfte. Da har jeg ei givet noget til forrige Biskop Deichmann, da jeg fra Capellan hos min Fader blev antaget og beskikket til Feltprest, men for Collatzen gav jeg noget til hans Famulo Lembach, dog erindres ikke hvormeget, enten det var 3, 4, 5 eller 6 Rdlr.; for Expectancen paa Strøms Kald har han aldeles ei noget bekommet, saasom han ei heller det ringeste til dens Erholdelse har contribueret. Collatz for Strøms Kald har jeg end ikke taget, saasom Kaldet ei endnu er vacant, saalænge min Fader er i Live, men da Alderdom hos min Fader og Svaghed hos mig gjorde os begge saa skrøbelige, at vi ei kunde forrette Tjenesten, og vi nødvendig maatte see os forsynede med en Huuscapellan, vilde vi nødig lade os nogen obtrudere, hvis Sind, Føielighed og Fornøielighed var os ubekjendt; da skrev jeg Monsr. Lembach[2] til, at han vilde paa mine Vegne forestille Biskopen alle Omstændigheder, nemlig, at vi havde saadan Capellan og Medhjelp fornøden og var med Studioso Jørgen Nilsen Saabye forenede, at det var for besværlig for os udi et saa lidet Kald at subsistere, naar af dets Indkomster ei alene de to Prester skulde have Ophold, men endog Capellanen underholdes, saaledes som Forord. af 9 Jan. 1728 melder, samt efter Forord. af 23 Dec. 1729 lade sig en Capellan imponere, som til et andet Sted var ordineret, og man ei var vis paa at kunne leve i god Forstaaelse med, og endelig bad ham tilsige Biskopen 50 Rdl., om han vilde forhjelpe os til at nyde den foreslagne Person, men Svaret fra Lembach faldt saaledes, at han havde forestillet Biskopen min Begjæring, men han kunde ei gjøre noget imod de kgl. allern. Forordninger. Derpaa lod jeg ham tilsige 100 Rdl. og fik da Tilladelse at tilsende ham en Supplique til Deres Maj., paa hvilken han tegnede en favorable Erklæring, derpaa og kgl. allern. Confirmation erholdtes, og de 100 Rdl. leveredes af Hr. Jørgen Saabye til Lembach, som dem modtog. Derpaa blev han ordineret af Biskopen, som for Ordinationen ei tog videre Betaling. Videre vides ikke, uden at jeg i dybeste Underdanighed forbliver Deres Exc. o. s. v.
underdanige Tjener
A. Holter.
Strøms Prestegaard d. 12 April 1731.
Siden D. K. Majestæts allernaadigste Befaling til Hr. Geheime Raad og Statholder Wibe allernaadigst fortrøster dem, som til forr. Biskop Deichmann nogen Gave have offereret og aflagt, at det ikke skal blive dem til nogen Præjudice og Hinder udi deres allerunderdanigste Ansøgninger, hvad de i saa Maade bekjender, haver jeg undertegnede, som af høibemeldte naadige Statholder er indkaldt til min Sandheds Forklaring herudinden, saavidt mig kan være betræffende, herved allerunderd. villet bekjende, at da jeg udi Aaret 1725 in Aprili var ordineret til personel Capellan ved Frue Kirke i Tønsberg, har jeg til forrige Biskop Deichmann betalt udi Courant Mynt 20 Rdl., inden hvis Erlæggelse min Ordination mig Tid efter anden blev difficulteret, under Navn, jeg ikke kunde fremlægge Beviis at være mine 25 Aar. Dernæst har jeg i Aaret 1729, da mig af bem.te Biskop Deichmann blev overleveret min Collatz at tiltræde Capellaniet paa Moss, discretioneret ham med Guld i Værdi til 50 Rdl. Videre haver den forrige Biskop aldrig havt af min Haand udi Penge, ei heller Penges Værdi, uden hvad jeg iblandt kan have skikket til Kjøkkenet, der beløber sig i det høieste til 10 Rdl., hvilket er saa sandfærdigt, som jeg det med Saligheds Eed, om det allern. skulde befales, agter at bekræfte.
Frands Vogel.
Christiania d. 2 April 1731.