Alfelande
Tilhavs i vest for Helgelands skjær,
der svømmer en ø paa de skinnende vover;
men kommer en gang en seiler den nær.
da sænker sig skyer derover, –
og skjult er da den vinkende strand,
og ingen kan øen bestige.
Med tanken kun tør øboen hige
mod vest til det deilige Alfeland.
Han ser i syd, i øst og i nord
kun truende fjeld over sortladne vande;
det skremmende sund, den bugtede fjord
er lukket af traurige strande.
Men dybt i vest, naar solen gaar ned,
han finder med speidende øie
den fagre ø, hvis bølgende høie
hæve sig mildt fra den glimrende bred.
Welhaven.
Søfolk og fiskere langs den norske kyst har fuldt op af fortællinger om vidunderlige øer og lande, som skal ligge udenfor skjærgaarden, og som kun nu og da et menneskeligt øie faar skue. Det er de underjordiskes, hitterfolkets, hjem. Kun den fromme eller den fremsynte kan engang imellem faa se de grønnende øer med bølgende kornmarker dukke op af havet, hvor andre dødelige kun kan øine det blaanende hav. Mangen fisker skal føle ensomheden paa den umaadelige blaamyr mindre trykkende, naar han ved, at han befinder sig i nærheden af de steder, hvor saadanne huldrelande troes at ligge. Thi de underjordiske, som her bor, er ikke fiendske mod fiskerne, men hjelper dem paa mange vis. Derfor siger ogsaa nordlændingen den dag idag om den eller de, som faar en af Lofotens eller Nordlands usynlige øer at se, at «de er bjergede«.
Saadanne øer ved især den nordlandske fisker at fortælle om. Han kan paa sin trohjertige maade synge om Sandflæsen, den store ø, som ligger udenfor Trænen, og som har fiskerige kyster, og hvor vilde dyr og fugle i stor mængde lever. Han kan fortælle om Udrøst og dens grønne bakker og gule bygagere. Han kjender ogsaa nøie til det store agerland, som dukker op saavidt paa Vestfjorden, at dets bygax staar tørre.
Ogsaa søndenfjelds har man sagn om saadanne øer. 4 mile vestenfor Udsire kjender man saaledes en langstrakt ø, paa hvis singelkyst torsk og anden fisk gaar i store stimer, saa store, at sagnet i forrige aarhundrede vilde vide, at et enkelt skib fra Arendal paa en dag der havde fisket 6 læster. Vestenfor Lister ligger der en 4 mile lang ø, hvor de underjordiske har sine bosteder. Sydost for Jomfruland skal fremsynte mennesker stundom endnu se en større ø.
Men den trolddomsmagt, som holder disse øer bunden, kan blive løst. Dette har saaledes været tilfælde med Jomfruland, som i gamle dage skal have været et huldreland, hvor tre – eller efter en anden tradition tre hundrede – havfruer holdt til.
Hvorledes Jomfruland, af havet overskygget,
ved underjordens folk er første dag bebygget
og siden ligget skjult i mange gode aar,
der er et gammelt sagn, i bygdelaget gaar.
Det af søfarend’ mand er kaldet landet gode,
men som i fordum tid tre jomfruer der boede.
som deres jomfrudorn betroede ingen mand,
da det og efter dem blev kaldet Jomfruland.[1]
Kun nu og da var øen synlig for menneskelige øine. Men engang svømmede en purke med staalring i trynet over til den, og nu løstes trolddommen, saa den blev fast land.
Ogsaa Tuterøen (Tautra) i Throndhjemsfjorden udenfor Frosten skal tidligere have været en huldreø, hvis fortryllelse hævedes, da en væder, om hvis hals man havde bundet en staalsaks, kom svømmende derhen.
Sagnene om Jomfruland og huldrelandene paa vestlandet er først optegnede af en orlogsgast ombord paa Høienhald 1711–14 (Manuskript i rigsarchivet). Sagnet om Tuterøen er almindelig kjendt nordenfjelds.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Jomfrulands beskrivelse af Roland Knudsen, dat. 20 august 1696 (Top. journal, hefte 29, 179).