Alb. Cammermeyers Forlag (s. 3-5).

Udenfor Bjørnøer ligger øen Halten, efter hvilken det hav, som skyller op om dens strand, har faaet navn. Paa øen har bønderne i Aafjorden og Bjørnøer sine rorboder staaende, i hvilke de har tilhold, saa længe fisket varer. Forøvrigt har øen ingen fast befolkning. I tiden mellem hvert fiske skiftes nogle mænd om at være her ad gangen for at vogte den paa hjeld ophængte fisk mod rovfugl. Men hver gang, folk før i tiden drog hjem, glemte man aldrig i hver eneste bod at sætte igjen baade lidt niste og myse. Disse sager maatte dog han, som holdt vagt over fisken, vogte sig for at røre; thi de var eslede en anden end ham. I maanelyse nætter, helst naar det var fuldmaane, kunde han se en liden tykfalden kvinde, iført blaa stak og blaat livstykke, gaa omkring mellem rorboderne. Han kjendte hende godt; det var Guri Kunnan, et mægtigt væsen, som havde sit tilhold paa øen.

En julekveld i slutningen af forrige aarhundrede, da fiskerne var vendte hjem, havde deres efterladte kammerat efter endt dagsverk lagt sig paa sengen for et øieblik. Han blundede lidt til, men kvak snart i ved at se, at rorboden var straalende oplyst som den gildeste bryllupsgaard. Midt paa gulvet stod der et stort bord, som var dækket med skinnende hvid dug og blankt sølvtøi, og rundt om bordet sad der yrende fuldt af bittesmaa, blaaklædte smaakaller. En liden tyk kvinde med et stort nøgleknippe ved siden gik og vartede dem op. Om Guri Kunnan havde han hørt saa meget tale – og sagtens havde han set et glimt af hende med – at han skjønnede, det var hende, som holdt lag den kveld. »Det er bedst at komme sig ud, for her er du vel bare i veien«, tænkte manden. Han gled ud af sengen og krøb sammenhuket bort til døren. Smaakallerne havde det saa travlt med maden, at ingen af dem ænsede ham. Men i det samme han smat ud, fik Guri et glimt af ham. Hun fòr straks ud og slængte sit nøgleknippe efter ham. Men manden var ikke mindre rap; han løsnede sin kniv og kastede den paa knippet, og da var Guri ikke god for at tage det igjen. Han var nu ude en stund og gik og stampede frem og tilbage i fjæren. Men saa begyndte han at fryse i det bitterligt kolde veir. I de andre rorboder fandtes der ikke en vedpinde, og tilsidst saa han sig intet andet raad end at tage mod til sig og gaa ind i sin egen bod. Men.da var hele stasen ligesom feiet væk, og han hverken hørte eller saa noget til Guri eller de underjordiske mere den jul. Nøgleknippet beholdt han dog, og da han kom hjem, forærede han det til en af kirkerne i Bjørnøer; men om det var Stoksunds eller Roans kirke, kunde meddeleren ikke mindes sikkert at have hørt.

Fortalt mig i 1879 af fyrverker Rolf Greve Czernickow, der i sin barndom oftere hørte sagnet i denne form fortælle af fiskere og tjenestefolk i hjemmet. Det i Fayes norske sagn, s. 8 ff. (2den udgave) meddelte, synes at have faaet nogle lærde tilsætninger, som er fuldstændig fremmede for sagnets hele karakter.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.