Almuens Præstevalg
Efter Reformationen kaldte den norske Almue selv gjennem syv dertil udkaarede Valgmænd sine Sognepræster, en Ret, som den beholdt i over hundrede Aar, men sjelden forstod at benytte til sit sande Gavn. Nu er saagodtsom enhver Erindring herom forsvunden i Bygderne, og de Sagn, som her meddeles, ere alle optegnede i forrige Aarhundrede. Om Menighedsvalgets Historie se nærværende Forf.s Skrift „Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen“. Chra. 1879. 8.
1. I Skaanevik i Bergens Stift havde engang trende Kandidater præket paa Prøve, og alle syntes de lige gode. Men da de skulde til at messe og synge paa Prøve, sang de tvende første hver sin Psalme nogenledes, men den sidste, som kjendte bedst Bondens Sang, begyndte at synge den Kjæmpe-Vise, som brugtes i Kro-Huset: „Svend Felding han sidder paa Helsingborg og roser sig af sin Færd“. Strax fik denne Overvegten, og hver Mund aabnede sig for at udnævne ham til Præst.
E. Pontoppidan, Colleg. pastorale, Kbh. 1757, S. 140.
2. „Hr. Lyttik Hansen Ovenstad var en fattig Guldsmeds Søn og blev som Student med endel Andre tagen til Fange i Tyrkiet, men ved Hjelp af et christent Fruentimmer blev han hidset ned i en Kurv gjennem Vinduet og rømte med et Skib, som laa seilfærdigt. Dette fortalte han selv ofte til Bønderne i Lindaas. Dengang, han kom did, havde Bønderne endnu selv Kaldsretten, og der var sex Mænd af hvert Sogn samlede i Lindaas- Hovedkirke for at høre ham og to andre Studenter præke og vælge sig en af dem. Hr. Lyttik var den fattigste og den sidste, der prækede, men han blev udvalgt af Menigheden, som overlydt raabte, da han gik ned af Prækestolen: „Hr. Lykke vil vi have, Hr. Lykke vil vi have!“ De to andre rige Studenter, som vare misfornøiede hermed, gjorde nu et Gjestebud for Bønderne for at overtale dem til at afstaa fra deres Valg. Hr. Lyttik, sagde de, var saa fattig, at han vilde blive dem til altfor megen Byrde og Besvær og kunde ei have Livsophold iblandt dem. Men uagtet alt dette overlagde Almuen med hverandre, at enhver bosiddende Mand i Præstegjeldet aparte skulde give ham aarlig et Kalveskind, som da gjaldt fire Skilling. Dette nyder Sognepræsten endnu (ɔ: 1750), men i Penge og til Bispehusenes Vedligeholdelse, og de fire Skilling kaldes af Bonden endnu Kalveskindspengene eller Kalvetienden. Da de to andre Studenter, som maatte reise tilbage til Bergen, bleve spurgte af Biskoppen, Mag. Ludvig Munthe, hvem Valget faldt paa, svarede de:
Alle de Kjærringer i Lindaas Næs
De sang: Hr. Lykke vil vi have,
Hr. Lykke vil vi have til Præst.
Da Hr. Lyttik som gammel Mand forrettede Tjenesten i Myking Kirke paa Allehelgensdag, faldt han under Messen afmægtig ned paa Gulvet og døde.“
Angells utrykte Beskr. af Lindaas. Hr. Lyttik var Præst i Lindaas omtrent 1648–1680.
3. Da Birid Kald var ledigt 1643 efter Hr. Even Olsen, kunde Almuen ei blive enig om, hvem den burde vælge af de trende Studiosi, der havde præket til Prøve. Da reiste en gammel Kone sig og raabte, at „den med det gule Haar burde vælges.“ Hendes Raad blev fulgt, og Valget var heldigt.
Svendsens utrykte Saml. om Præsteskabet i Christiania Stift. Den Mand, som paa denne Maade skal være bleven valgt, hedte Mads Aalborg og døde 1688.
4. Først ved Aar 1630 skal den lutherske Lære være kommen til Rollag i Numedalen, hvor forhen tyk Vankundighed og Hedenskab herskede. En Skomager vilde her først give sig ud for Præst, og Menigheden kaldte ham, men man opdagede efter et Aar Forløb, hvem han var, og jagede ham bort.
Svendsens Saml. I Stavanger Stift hændte det virkelig engang, at Almuen kaldte en Bonde til Præst, hvilket Valg dog naturligvis ikke blev godkjendt af Øvrigheden.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |