Utgitt av Ludvig DaaeJ. W. Cappelens Forlag (Første Samlings. 58-61).

Inki fær du dotter mi,
Hon er inki vaxin enno,
Men me skal mötast på leikarvollo
Og rauðen ràðe fer henna.

(Landstads Folkeviser, S. 401).

En ældgammel Forlystelse i Norge var Hestekampene, de saakaldte Hestething (hestavíg, hestaþing). Man hidsede Hingster paa hinanden og lod dem slaas saalænge, indtil som oftest den ene laa død paa Kamppladsen. Hingster, som havde store og skarpe Tænder (vígtennr, d. e. Kamptænder), bleve opfødte særlig i den Hensigt at bruges ved disse Hestething. Eierne af saadanne Dyr satte hinanden Stevne til Hestekamp, og en Skare Tilskuere af begge Kjøn strømmede sammen til denne. Til Kampplads valgtes gjerne en Slette med Høider i Nærheden, paa hvilke Tilskuerne, især Kvinderne, toge Plads. Hingsterne førtes parvis frem, og for at hidse dem paa hinanden havde man nogle Hopper staaende bundne i Nærheden. Naar de nu reiste sig paa Bagbenene og begyndte at bides, skulde Mændene, der fulgte dem, hidse (etja) og hjelpe hver sin, og dette gjorde de dels ved at drive dem frem med en Stav, de havde i Haanden (hestastafr), dels ved at støtte Hesten bagfra. De anseligste Høvdinger fulgte ofte selv sine Hingster i Kampen, og undertiden var der i Forveien udnævnt Dommere, som i tvivlsomme Tilfælde skulde afgjøre, hvilken Hest havde bidt bedst fra sig. Ikke sjelden kom de tvende Mænd, der hidsede Hingsterne, i sin Iver selv i Kamp med Hestestaven, naar den ene syntes, at den anden mishandlede hans Hingst. Ofte kunde paa et saadant Hestething mange Par Kamphingste blive hidsede sammen, og det regnedes ei for liden Ære at være Eier af den bedste.

Saaledes har R. Keyser efter Sagaerne, fornemmelig de egentlig islandske, skildret os Oldtidens Hestekampe. Som vi nu skulle se, have de under Navn af Skei holdt sig i flere af vore Fjeldbygder langt ned i Tiden.

Biskop Nils Glostrup i Oslo, som 1618 paa sin Visitats besøgte Fyrisdal i Øvre Thelemarken, skriver saaledes herom: „En liden Fjerding Vei fra Fyrisdal (d. e. fra Molands Kirke, hvor endnu „Skeistenene“ paavises) kommer af omliggende St. Bartholomæi Dag en hel Hob Bønder med deres Heste, og der maa Hestene bides, Par og Par, ligesom forordnet bliver, med den Mening, at hvilket Aar Hestene bides vel, skal blive et godt Aar, et contra.“ I Slutningen af forrige Aarhundrede omtaler H. J. Wille, der besøgte Stedet 1786, Hestekampen saaledes: „Paa Molandsmoen er en slet Plan, hvor der har staaet fire spidse Stene opreiste, der har udgjort en Firkant til Kampplads for Kjæmperne i gamle Dage. Nuomstunder holdes derimod et lidet Marked med Heste den 14de August, da man rider hid for at probere Heste og endelig løslader dem for at figte om en Hoppe, som en Mand holder midt paa Pladsen og med en lang Stang forsvarer, indtil en har vundet Magt over dem alle. Den ene af de gjenstaaende Stene har en Runeskrift.“

Omtrent fra samme Tid (1780) giver Præsten Reier Gjellebøl en Beskrivelse af de Hestekampe, som dengang fremdeles fandt Sted i Valle i Setersdalen. De holdtes her hvert Aar i August Maaned paa „Lovisæ Dag“, om den indtraf paa en Løverdag, men hvis ikke, da enten paa Løverdagen i Forveien eller Løverdagen efter, men maatte ikke opsættes til ind i September. Da samledes en stor Mængde af Almuen med deres Heste paa en Plads ved Præstegaarden, der kaldtes Skeivolden. Først førtes en Hoppe frem paa Pladsen, derpaa bleve to Graheste ad Gangen slupne løs. Disse bedes da og sloges om Hoppen. Naar de vare blevne trætte, lededes to nye Hingste frem, og saaledes blev man ved, saalænge der var Hingster igjen. Naturligvis kom paa denne Maade mange Heste til Skade, nogle bleve udygtige for lang Tid, andre bleve aldeles ødelagte. Naar denne Hestekamp var tilende, begav Sæbyggerne sig hen til en Plads paa den anden Side af Præstegaarden, som kaldes Leikvollen. Her red de omkaps, tre eller fire ad Gangen. Enhver Rytter søgte ved idelig Pidskning og Slag at faa sin Hest afsted i Firsprang. Man brugte ikke Sadel, og mangen Gang hændte der Ulykker. Præsterne søgte at faa dem til at lade af med denne Skik, men forgjæves, især holdt de Gamle haardnakket paa sine Hestekampe og sin Kapridning. Dengang Gjellebøl skrev, var det Fylderi, som havde ledsaget disse Folkefeste, noget i Aftagende, siden Brændevinet var blevet dyrere. Skikken afskaffedes først omtr. 1820 af Præsten Musæus. Overnaturlige Træk forekom stundom ogsaa i Beretningerne om disse Kampe. Saaledes fortælles, at i mange Aar kom der, hvergang der skulde holdes Skei i Valle, en blaa Fole ud af Skoven ved Gaarden Røiseland. Den lod sig ride til Kampstedet og blev bestandig „Skeifolen“, det vil sige den seirende. Tilsidst blev den engang overvunden Manden gav den da et Slag med Bidselet, hvorefter den forsvandt for bestandig.

At forøvrigt denne og lignende Skikke i sin Tid have været udbredte over hele Landet fremgaar at at „Skei“ eller „Skeie“ dels enkelt, dels i Sammensætninger er et hyppigt forekommende Stedsnavn, ligesom ogsaa mange Stedsnavne ere sammensatte med leikr. Paa Steder med dette Navn vil man stedse finde jevne Pladse. Man har saaledes Skeidaker i Lom, Hallingskeidet paa Fjeldet mellem Aal og Lærdal, Gandskeidene ved Stavanger, Skedsmo paa Romerike, Liknes i Kvinesdal o. s. v.

R. Keysers efterladte Skrifter, II. 2, S. 118. Biskop Glostrups Visitatsbog (Kbh. Univ.-Bibl. Arnam. 893. 4.). Topogr. Journal, H. 26, S. 55 flg. Willes utrykte Optegnelser over Thelemarken, (Norsk hist. Tidsskr., 2. R. III. S. 171). K. Rygh i Norsk hist. Tidsskr., I. S. 84 og 95. Sagnet om „Skeifolen“ er mig meddelt af Maleren Marcus Grønvold.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.