Almuens Gilder og Gjestebud

Utgitt av Ludvig DaaeJ. W. Cappelens Forlag (Første Samlings. 61-69).

I forskjellige Bygdebeskrivelser og andre ældre Skrifte vil man kunne finde ret udførlige Skildringer af Bøndernes Juleskikke, Barsler, Bryllupper o. s. v.[1] Her skal derimod meddeles Et og Andet om saadanne selskabelige Fornøielser, der ikke fremkaldtes ved Familiebegivenheder i det enkelte Hus, men til regelmæssige Tider gjentoge sig, idet hele Bygdelag eller Grænder skjøde Penge og Drikkevarer sammen.

Slige Sammenkomster, der nu ere forsvundne, vare ældgamle og nævnes i vore Sagaer under Navn af sambarðarøl. Senere fik de Navn af Gilder. Som bekjendt blomstrede Gildevæsenet vel især i Byerne, men forekommer dog ogsaa paa flere Kanter paa Landet, hvor endnu Stedsnavne, som f. Ex. Gildeskaal i Nordland, Gildhus ved Drammen o. s. v. minde derom. Man har enkeltvis bevaret Lovene (de saakaldte Skraaer) for saadanne Gilder, og en saadan Gildeskraa fra Slutningen af det femtende Aarhundrede (1494), der indeholder Reglerne for et Gilde i Onareim i Tysnes, er meget oplysende. Man ser, at dette Gilde havde Medlemmer af begge Kjøn; der var fastsat visse Ydelser for hver Broder og Søster af Malt til Øl og Vox til Lys; medbragte man en Fremmed, skulde der betales noget vist om Dagen for ham; at bære Værge i Gildet var forbudt under Mulkt, ligesaa at den Ene undsagde den Anden eller tiltalte ham ilde. Sammenkomsten fandt Sted en Gang om Aaret paa dets Patrons, St. Olafs, første Festdag (29de Juli) og fortsattes saa de følgende Dage, saalænge Gildebrødrene fandt for godt og deres Mungaat holdt ud. Samlivet havde en religiøs Charakter; der holdtes hver Dag Messe, den sidste Dag særlig for alle christne Sjæle og især for Gildets Medlemmer; hver Aften skulde, naar Marias Minne var drukket, oplæses Navnene paa alle Gildets Brødre og Søstre, som vare ilive, hvorpaa Præsten skulde, iført sin Chorkaabe, afbrænde Røgelse og stænke Vievand over hele Huset samt messe Collecter, ligesom der ogsaa, naar St. Olafs Minne var drukket, skulde oplæses alle afdøde Brødres og Søstres Navne med requiem og de profundis, idet Gildelysene vare tændte. Madvarer synes ikke at have været sammenskudte, og Enhver har altsaa levet for sig af sin medbragte Niste; kun paa St. Olafs sidste Dag (3die August) skulde der holdes et Fællesmaaltid, hvortil enhver Mand skulde yde en Hvid. Alle Medlemmer skulde gjensidig hjelpe og styrke hverandre til Lov og Ret indenlands og udenlands, og naar nogen Broder eller Søstere var død, skulde man komme sammen til hans Ligseng, lade synge hans Sjelemesse og ofre for hans Sjel under fastsatte Bøder. Ved Sammenkomsterne skulde ogsaa ydes Almisser.[2] Ogsaa paa Voss havdes et lignende Gilde, helliget St. Michael, til hvilket Gilde Provsten ved Apostelkirken i Bergen 1418 skjenkede en Tomt, idet han tillige paa Kirkens og Kongens Vegne stadfæstede Gildeskraaen.[3] At overhoved saadanne Gilder især forekomme i Bergens Stift, er neppe tilfældigt, men staar høist sandsynligt i Forbindelse med den Paavirkning, som Tydskerne øvede paa Bergens By og derigjennem ogsaa paa Stiftet i det Hele.[4]

Disse Gilder havde altsaa et stærkt katholsk Tilsnit, men ere dog neppe strax forsvundne ved Reformationens Indførelse.

Paa Færøerne, dette gamle norske Biland, holdtes endnu i Christian V.s Dage efter endt Thing paa gammel Vis en regelmæssig Sammenkomst, der ganske havde et middelalderligt Gildes Charakter, og hvor Deltagerne ogsaa ligefrem benævntes Gildebrødre og Gildesøstre. Der blev drukket Skaaler for Kongen, Dronningen, Prindsen, Raadet, Lensherren o. s. v., og Laget indlededes ved at en af de ældste Præster begyndte paa et Psalmevers, som derpaa alle Tilstedeværende istemte, hvorpaa Præsten messede nogle latinske Ord, i hvilke Gjesterne (ligeledes paa Latin) faldt ind saaledes:

Præsten synger: Gjesterne svare:
1. Omnis spiritus. Laudet Dominum.
2. Benedicamus Domino. Deo gratias.
3. Benedicite. Domino.[5]

Men ogsaa fra selve Norge have vi et særdeles interessant Vidnesbyrd i samme Retning fra Kinservik i Hardanger, nedskrevet af den bekjendte Provst Nils Hertzberg. Det lyder saaledes:

Ved Kinserviks Kirke, omtrent 180 Skridt vestenfor Kirken, mellem denne og Fjorden, sees endnu en stor Grøft efter en Kjelder og Mærker af, at en Stue har staaet over den. Kjeldergrøften er 20 Alen lang og 20 Alen bred, og den store Stue, som har staaet over den, skal have været kaldet Gildestuen. Nu (ɔ: omtrent 1830) fortælles, at i denne Stue forsamledes næsten hele Kinserviks Almue, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, engang aarlig, som nok var ved Juletider, efterat de forud havde bestemt Tiden og tillavet det, der skulde fortæres af Øl og Mad. Naar de vare forsamlede, satte de Ældste sig ved Bordene og samtalede, som sædvanligt da var, om deres Slægtsberegnelser og Fortællinger efter Forfædrene. De Unge stode imidlertid nede i Stuen, nærmere Døren, i største Stilhed, uden at tale, men de hørte med Opmærksomhed paa de Gamles Samtaler for at lære Slægternes Beregnelser og lægge paa Mindet, hvad som fortaltes om Fædrenes Bedrifter. Ungdommen viste dengang saadan Ærbødighed mod de Gamle, at naar en Olding tiltalede en ung eller blot gik ham forbi, maatte den Unge tage Huen af. En blandt Pigerne blev i disse Gilder udvalgt til Lysepige. Hun maatte staa øverst indenfor Bordet og holde et Lys imellem hver Finger i begge Hænder. Naar hun blev træt, maatte to andre af de mest agtede Piger stille sig ved hendes Side og støtte hendes Hænder. At blive valgt til Lysepige ansaaes for saa stor en Ære, at det længe erindredes i Slægten som et ærefuldt Minde, om Stammoderen havde udført denne Forretning. Man ved endnu at nævne en Kvinde i Kinservik, der har været Lysepige. Det var en Søster af Bonden Engel (Ingulf) Simonssøn Ringøen, og hun var født 1658 og døde 1738. Men naar Gildene ophørte, og naar Gildestuen blev revet ned, kjender man ikke.[6]

Provst Hertzberg skriver forøvrigt ved en anden Leilighed (1828): „Flere af de ældste Mænd, jeg nu i 24 Aar har samlevet med her, forsikre efter deres Oldefædres Udsagn, at for endog kun 70–80 Aar siden var det endnu Skik og Brug her (i Ullensvang og Kinservik), at naar Fædrene kom sammen i deres Vertskaber, ginge deres Samtaler for det meste ud paa at opregne deres Slægtregister fra Forfædrene og Fortællinger om deres Daad.“[7] Denne Beretning om, at især Slægtregistrene kom paa Tale ved slige Sammenkomster, bestyrkes af Skrifter fra det syttende Aarhundrede. I Christen Jensens Ordbog findes (S. 40) saaledes følgende mærkelige Notits: „Gildebord kaldes det Bord, som i gamle Dage brugtes til Gilde, naar Slægten kom sammen for at regne deres Odels Linie og erfare Næste-Mand til Odels Gods. Og er samme Bord prydet med blanke Jern-Nagler længst efter med tvende Lykker udi, hvorudi det siden hængtes paa Væggen.“ Miltzow fortæller ligeledes, at Hensigten med de genealogiske Forhandlinger var at bevare Kundskaben om enhver Æts Odelsfordringer, men tilføier, at man ogsaa tilsigtede at forhindre Ægteskab mellem Slægtninge paa en Tid, da de forbudne Grader strakte sig ud igjennem flere Led. Om saadanne Ættelag fortælles ogsaa i en Optegnelse fra Bergens Stift fra forrige Aarhundrede: „Hver Slægt kom sammen ved St. Hansdags Tid og lod alle Lemmer passere revue for den, som var caput familiae, hvilken skar et Hak i Familiens Tælstok for hver, som var i Live. Derhos var Dands og Leg, og ældgamle Folk fortælle, at deres Fædre have talt om denne Sammenkomst med stor Bevægelse og Klagemaal over Afskaffelsen deraf, da det var saa frydefuldt et Gilde.“[8]

I Katholicismens Dage gaves ogsaa en anden Fest af blandet religiøs og selskabelig Charakter. I enhver Kirke holdtes nemlig en særlig Gudstjeneste paa den Dag, da den var bleven indviet, den saakaldte Kirkjumessa („Kjørmesse“, tydsk „Kirmess“), altsaa til høist forskjellige Tider og til høist forskjellige Helgeners Ære i de forskjellige Bygder. For en stor Del Kirker kjendes endnu Dagen, især i Oslo Stift, hvor „den røde Bog“ gjerne har opbevaret den, medens man saagodtsom aldrig kjender Aaret. Ogsaa disse Sammenkomster ledsagedes af Sammenskudslag. Denne Fest vedblev Almuen paa flere Steder ogsaa at feire efter Reformationens Indførelse, men under stadig Kamp med de lutherske Biskopper. Biskop Jens Nilssøn i Oslo forbød saaledes 1595 Almuen i Flesberg i Numedal og Laurdal i Thelemarken at holde Kjørmesse og klager i sin Visitatsbog over, at den holdtes „allevegne i Thelemarken“. Den var imidlertid fremdeles brugelig sammesteds i 1618, da Biskop Nils Glostrup formanede Hiterdølerne til at afstaa fra Kjørmessen, „hvoraf foraarsages alt det, som Uret er“, og endnu mere ivrede mod den i Tuddal i Hjerdal, hvor man holdt Kjørmesse i Paasken samtidig med Altergang for hele Bygden. Han befalede derfor, at Præsten skulde holde dem fra Altergangen, hvis de ikke i det mindste vilde henlægge Kjørmessen til en anden Tid. I Rollag i Numedal ydedes der Præsten „Kjørmes-Ost“, hvorom Sognepræsten sammesteds i 1553 havde Trætte med Almuen. En Levning af Kjørmessen i samme Præstegjeld var ellers utvivlsomt følgende Skik, der ifølge Kaldsbogen endnu i forrige Aarhundrede holdtes vedlige: „Aarlig giver hver Menighed i de 3 Kirkesogne efter en vedtagen Skik sin Kirke en Offerdag, nemlig St. Olai Sag ved Rollag, St. Nicolai Dag (6te Decbr.) ved Væglid, St. Laurentii Dag (10de August) ved Nore, da Enhver, som har Hjertelag, frembærer paa Herrens Alter sin Gave, som hvert Aaremaal føres til Regnskab og kommer Kirken til Gode. De i Opdal, som ere nogle Folk for sig selv og, Gud bedre det, lidet Elskere af Guds Hus, giver heller Intet til Guds Hus nuomstunder.“

Ogsaa fra Sverige haves lignende Oplysninger om Kjørmessen. I Arvika holdtes aarlig „under Navn af Kyrkomessa Kalaser til St. Michaels Ære, hvem Kirken var indviet“, hvilket vedvarede ind i det attende Aarhundrede. Leksands Kirke havde sin Indvielsesdag paa Petri og Pauli Dag, hvorfor ogsaa St. Petri Nøgler stode i Sogneseglet. Paa denne Dag holdtes ogsaa baade Gudstjeneste og almindelig Communion, hvilken sidste dog tidlig afskaffedes, medens Gudstjenesten vedligeholdtes. Den bekjendte Topograph Hülphers overvar Høitideligheden 1757. Samtidig holdtes et stærkt besøgt Marked med Dands, der 1829 afskaffedes, fordi det befordrede Usædelighed. Paa Gotland skal det i Christian III.s Tid være paabudt, at der i alle Øens Kirker skulde prædikes over Texten om Zacchæus paa Kirkemessedagene.[9]

Andre Festligheder, der ligesom Kjørmessen søgtes udryddede af de to nysnævnte Biskopper, vare „Sjon og Arve“, som de kaldes i Visitatsbøgerne. Sjon (oldnorsk sjaund) var Gravølet paa den syvende Dag efter Dødsfaldet, Arve (erfi) derimod det Gjestebud, som Arvingen holdt til den Afdødes Ære, naar han tog Arven i Besiddelse.

Et mærkeligt Træk af gamle Dages Bondeliv, i hvilket Etiketten paa sin Maade har spillet en betydelig Rolle, var den store Pris, man satte paa at faa en høi Plads ved Bordet. I 1661 heder det saaledes i „Landskommissionens“ Indberetning fra Tønsbergs Len: „Naar Bønderne kom i Gjestebud sammen, skulde Ødegaardsmændene sidde nederst, og de blev ei heller tilnævnt at være Lagrettesmænd, hvorfor Ingen vilde være Ødegaardsmand, men gav Fogden Foræring, at de maatte indskrives i Mandtallet for Fuldgaardsmænd.“ Og i 1703 berettede Johan Vibe (siden Vicestatholder) fra Inderøen i Throndhjems Stift: „Her er endel Gaarde meget dyrt lagte, som i gamle Tider, da Skatterne ikke faldt saa store, har taget sit Udspring af Ærgjerrighed for at sidde blandt de første Bønder tilbords i Bryllupper, fordi at i det Gjeld sadde de i slige Sammenkomster ikke, som de vare gamle og graa til, men efter deres Gaardes Storhed, hvilket gik saavidt, at en Bonde, der sad for en halv Gaards Leie, lod sig antegne i Matrikulen for en hel Gaards Bonde.“[10]


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Til de bedste Beskrivelser deraf kan henregnes H. J. Willes Meddelelser fra Thelemarken, dels i hans 1788 udgivne Beskrivelse af Sillejord, dels (udførligere) i Norsk hist. Tidsskrift 2. R. B. III. S. 182, Provst N. Hertzbergs Oplysninger i Budstikken, B. I og III, nogle anonyme Oplysninger, meddelte i Folkevennens 8de Aarg., S. 285 flg., samt forskjellige spredte Træk i Eilert Sundts Skrifter.
  2. H. Schnabels Udkast til en Beskrivelse af Hardanger, Kbh. 1781. 4. Bilag 2. (Ogsaa trykt i Suhms Hist. af Danmark).
  3. Miltzow, Presbyterologia Vos-Hardangriana, p. 12–13.
  4. En hanseatisk Gildeskraa fra Bergen er meddelt i Chra. Vidensk. Selskabs Forh. for 1878, No. 11, af Dr. Y. Nielsen.
  5. L. J. Debes, Feroa reserata. Kbhvn. 1673. 8. S. 261 flg.
  6. Urda. I. S. 99–100.
  7. Morgenbladet for 28de Juni 1828. Hertzberg fortæller i samme Avisartikel, at han omhyggelig har optegnet alle de hardangerske Traditioner, som han har hørt. Hvor ere disse Optegnelser blevne af?
  8. Folkevennen; 8. Aarg., S. 285.
  9. Hammarin, Carlstads Stifts Herdaminne, II. S. 130, Beskr. öfver Dalarne, Falun 1862. I. 2. S. 37. Hülphers, Dagbok, S. 145 og 122, Lemke, Visby Stifts Herdaminne, S. 554.
  10. Meddelelser fra det Norske Rigsarchiv, I. S. 128–129.