Utgitt av Ludvig DaaeJ. W. Cappelens Forlag (Første Samlings. 69-74).

Endnu langt ind i forrige Aarhundrede var det i en stor Del af Landet, især dog vistnok i Bergens Stift, almindelig Skik, at nygifte Folk nogen Tid efter sit Bryllup begave sig ud paa Vandring for at bede om Gaver, navnlig af Korn. Man kaldte dem Bustemand og Bustekone.

Det heder herom i en Optegnelse fra 1723: „Efter en Maaneds Forløb reiser den nygifte Mand ud med en stor Sæk af bleget Lærred paa Ryggen det hele Præstegjeld omkring og sammenbeder Korn til en Hjelp i deres begyndte Husholdning, hvilken Hjelp de kalde Buste. Naar disse Bustemænd komme tilgaards og skal bede om Korn, gaa de aldrig ind i Huset, men staa udenfor og vente paa Kornet eller Gaven. Deres Bygdevis er saa, at om Bustemanden gik ind i Huset, var hans Buste forspildt. Vil Nogen give ham at drikke, da bæres det ud til ham paa Marken, men Mad faar han ikke hos Nogen, og derover lider Bustemanden Hunger, Tørst og Kulde, forinden han kan faa et Par Tønder Korn sammenskrabet.“

I en anden Optegnelse, omtrent samtidig med den ovenanførte, heder det, at Bustemanden, foruden Sæk paa Ryggen, bar i den ene Haand en Amber (Spand), hvori han samlede Æg, i den anden Haand en Stav og i Lommen en lang Pung til at samle Penge i. Der tilføies: „Denne Skik er saa almindelig, at ei alene Fattige, men ogsaa de rige blandt Bønderne, ja og Præsterne iblandt benytte sig af den, om de just ikke selv gaa omkring, men lade en Anden gaa om og bede om Buske for sig.“

I en utrykt Beskrivelse af Jedderens Provsti fra Slutningen af forrige Aarhundrede fortælles: „Iblandt dette Steds ældgamle Skikke kan vel ogsaa regnes det saakaldte Buste. Ikke saasnart er en Mandsperson trolovet og skal sætte Bo, førend han forsyner sig med en Hest, en ny og stor tom Sæk og et Snustobakshorn og saaledes begynder at reise om fra den ene Gaard til den anden og det ikke alene i sit eget, men vel og flere Sogne, hvor Venner og Bekjendte haves. Hvor han kommer hen, præsenterer han sit Snushorn og beder om Hjelp til Bustemanden, og endskjønt han egentlig hermed mener Korn til at tilsaa sin Jord, modtager han ogsaa hvad andet man ved denne Leilighed vil give ham, hvilket udentvivl har givet Anledning til det gamle Ordsprog: Alle Ting ere nyttige for Bustemanden. Herved indsamles ofte betydeligt.“

Paa Østlandet har den samme Skik været brugelig, men neppe under samme Navn. Man kaldte det her at „munke“, hvilket Udtryk aabenbart hidrører fra Tiggermunkes og St. Olafs-Pilegrimes fordums Vandringer.[1] Peder Hersleb, Biskop i Akershus Stift, skriver saaledes i en Forestilling „om Betleriets Afskaffelse i dette Stift“ den 18de Decbr. 1736: „Saa maatte og til ubesindede Giftermaal nogenledes at hindre forbydes den Uskik, som paa nogle Steder i Stiftet længe har været brugelig, men nu begynder at tage Overhaand, at slige Nygifte skaffe sig strax en Hest og Slæde, fare dermed omkring den første Vinter i nogle Præstegjeld, hver paa sin Side, at bede til Bøling, det er at tigge til Husholdning, Uld, Lin, Boskab, Sædekorn, hvilket de kalde at munke, og det som er forunderligt, disse faa rigelig, saa at de fare hjem som ofteste at tømme Læsset og fare ud igjen, og med det samme faar deres Hest Vinter-Foderet, hvilken Hest de til Sommeren sælge, og Bønderne holde det for en Religion at give saadanne rigelig, thi saa kan deres Børn, naar de gifte sig, vente det samme. Men de Fleste, som faa det, have hverken Avling eller Plads, ikkun hugge sig en Hytte op i Skoven, æde op i Ladhed det, de har samlet, og siden ere de Betlere.“

Lignende Beretninger haves fra adskillige svenske Bygder. Saaledes var det i Smaaland for omtrent hundrede Aar siden almindeligt, at Fæstemøen før Brylluppet drog om i Hjemsognet og Nabosognene, ledsaget af en ældre Kone, der førte Ordet for hende, og der indsamlede Hamp, Lin, Uld o. s. v. Fæstemanden reiste om før Jul for at samle Havre og hed derfor ogsaa Havretigger, medens Bruden kaldtes Tona-Tiggerske (To ɔ: Hamp og Lin). De, som modtog saadan Hjelp, ansaaes forpligtede til at give Andre igjen, men de, der ikke selv havde foretaget saadanne Reiser, kunde sige Nei til dem, der kom i saadant Ærinde. Ogsaa i Nerike reiste Fæstemøen om, ledsaget af en ældre kvindelig Slægtning. Lignende Fortællinger har man fra Østergøtland. Fæstemøen bar her et lidet „Spø“ i Haanden, hvormed hun slog paa Døren, uden at gaa ind, og Husmoderen, der godt forstod Tegnet, bar saa Gaven ud uden at indbyde hende til at træde indenfor. I Dalarne fandt lignende Vandringer Sted, og der streifede Brud og Brudgom ogsaa ind i de norske Nabobygder, hvorfra saa atter skede tilsvarende Besøg til Sverige. Paa sine Steder i Sverige hændte det ogsaa, at Piger, uden virkelig at være forlovede, reiste om og udgave sig for Fæstemøer for at kunne drive dette privilegerede Tiggeri. Ved et „sockenstemna“ i 1691 blev det derfor i Nordre Vig i Østergøtland vedtaget, at ingen maatte drage om uden at være „præstfast“ (ɔ: trolovet).

Saavel i Norge som i Sverige blev denne Skik eller Uskik paa flere Steder formelig afskaffet dels ved Øvrighedens Paabud dels ved Bøndernes egen Beslutning. Paa Søndmøre fik Amtmand Solgaard 1730 Bustegangen standset; i Christianssands Stift forbødes den ved en af Kongen approberet Plan til ny Indretning af Fattigvæsenet af 5te Mai 1786. Gamle Skikke og Forestillinger ere imidlertid seige hos Almuen, og en Præst (fhv. Sognepræst Hertzberg i Haus) har meddelt mig, at endnu for ganske faa Aar siden Bustegangen enkeltvis har været forsøgt i Bergens Stift. I Bergens By findes et Fattighus, der benævnes „Bustehufet“. Man har villet forklare dette Navn af en Person Mauritz Bosted, der havde en Befatning dermed,[2] men ligesaa rimeligt tør det dog være, at det staar i Forbindelse med Bustevæsenet, der kan have været et almindeligt Udtryk for Tiggeri og Fattigdom i det Hele.

I senere Tid synes den Skik „at give i Skaalen“ („Skaalebryllupper“) at være traadt i Stedet for Bustegangen. Der er ogsaa den Overensstemmelse mellem disse Skikke, at den modtagende ansees bestemt forpligtet til i Fremtiden at gjøre Gjengjeld, saa at Skaalegaverne idetmindste i visse Bygder næsten kunne ansees som et rentefrit Laan. Man har endog havt Exempler paa, at man af Folk, der ville udvandre kort efter at have holdt Skaalebryllup, har forlangt Skaalepengene tilbage. Naar Skaalebryllupper først ere blevne brugelige, vides ikke. I Sverige omtales de i en akademisk Disputats fra 1726. Brudesvendene, heder det her, ombare Brudeskaal eller Brudetallerken, hvori Penge lægges til de Nygifte. Undertiden bar Bruden Skaalen om, just som Gjesterne skulde drikke paa den nye Dannemands og Dannekvindes Velgaaende. Overtroen mente, at de indkomne Penge aldrig maatte udbetales Vedkommende samme Dag, som de vare ydede i Skaalen.

Christen Jensens norske Dictionarium, S. 19, 21. Bustemanden benævnes hos ham ogsaa Bureising. Han kalder Skikken „et Alphabet til Trygleri“. Politik og Historie (et Tidsskr. udg. af J. K. Høst), 1, S. 44–45. Folkevennen, 8. Aarg., S. 288. Strøm, Søndmøres Beskrivelse, 1, S. 535. Kom Underretninger om Jedderens Provsti, sammenskrevne af Provst Johan Grøn Lund, efter hans Død ordnede af Peter Ludvig Lund, Sognepræst til Valle i Sætersdal (Mskpt. i Christianssands Kathedralskoles Bibliothek). Herslebs Forestilling i Rigsarkivet. Beskrifning om Swenska Allmogens Sinnelag, Seder etc. Stockh. 1774. 4. S. 11–12. Hofberg, Nerikes gamla Minnen, S. 198. Saml. och Anteckningar till en Beskrifning öfver Ydre Härad i Östergötland, D. 1. Linköping 1836. S. 109. Diss. Acad. de Dalekarlia, P. 1. autore Z. Holmio, Ups. 1721. 4. p. 134–135. Diss. de ritibus nuptiarum apud Sveo-Gothos, præs. Hermansson, Ups. 1726. 4. p. 37.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Om Munkes grove Tiggeri i 15de Aarh. se s. Ex. R. Keyser, Den norske Kirkes Historie, II. S.489. (Forbud af Aslak Bolt 1435). At tigge hed i Datidens Latin terminare.
  2. Norske Stiftelser, III. S. 1033.