Anarkiets Bibel/Bog X
Frelsen
KAPITEL I
Hvorledes Satan kommer til det resultat at gud-
domsgnisten er slukket i mennesket
At den stakkels befolkning, som gjennem aartusinder hadde lidt under de andres svingning af pengepisken, ikke kunde finde paa noget bedre end at nu vilde de selv svinge den — det fandt du ikke egentlig saa mærkværdigt endda. Men at de besiddende klasser, folk der dog var vant til at tænke over noget af hvert, virkelig fortfarende kunde vedbli at være blinde for det faktum, at de ved sin svingning af pengepisken stængte lykken ude, ikke blot af befolkningens, men ogsaa af sit eget liv — det var hvad der forundret dig i allerhøjeste grad. En saadan pengepisk-svinger behøvet jo bare at vende sig om og kaste et blik tilbage paa det liv han selv hadde levet, for strax at se hvorledes svingningen af pengepisken, og den alene, udover gjennem livet hadde bestjaalet ham, først for hans barndoms, dernæst for hans ungdoms, saa for hans manddoms, og endelig tilslut ogsaa for hans alderdoms lykke —:
Dengang han som liden endnu sad paa sin mors fang og lyttet til hendes fortællinger om prinser og prinsesser, om feer og trold, og om tapre unge mænd der drog ud i verden og øvet de vældigste bedrifter og oplevet de selsomste æventyr, hadde der i hans barnlige sind sneget sig ind en besnærende drøm om at ogsaa han engang, naar tiden kom, skulde drage ud i den store vide verden og øve bedrifter ligesaa vældige, og opleve æventyr ligesaa selsomme som nogen før ham — aah, naar han bare blev stor!... Desværre tog det en ganske frygtelig tid for saa liden en fyr at bli stor, og det kreperte ham meget. Men foreløbig glædet han sig ialfald til at komme i skole og lære at læse; for i bøgerne var det jo de fandtes, de spændende beretninger om alt det store og forunderlige som var hændt ude i verden — og tænk for en fryd selv at kunne sidde og læse om det altsammen !
Men skolen blev ham en sørgelig skuffelse. Han sad der paa skolebænken og duppet af kjedsomhed og bare længtet ud i det fri hele tiden, mens læreren lod snart én snart en anden af kammeraterne tærpe sig igjennem et stykke af den kjedelige lektie. Lige fra første dag af var skoletvangen ham en pine. Men værre, meget værre blev det siden. Da han endelig hadde lært at læse, og de saa begyndte at proppe ham med en mængde ting som han slet ikke brød sig om at vide og ikke begreb hvorfor i alverden han skulde belemre sin hukommelse med, da blev skolen ham en afskyelig, ulidelig plage der la sig som en mare over hele hans liv — og han syntes han kunde græmme sig tildøde ved at tænke paa, at aar ud og aar ind, saa langt han kunde se fremover, skulde hans dage vedbli at rinde hen paa denne jammerlige manér...
Hvorfor var han ikke født i en tid da der endnu ikke gaves skoler!... tænk om han var kommen til verden i den herlige middelalder og hadde faat voxe op i frihed paa en gammel ridderborg! — han saa sig færdes om som barn, klædt i en nydelig pagedragt — snart i fruerstuen hvor borgfruen og hendes terner sad ved rok og væv og talte om borgherrens og hans ridderes drabelige bedrifter... snart i kjøkken og bryggers mellem karle og piger, der allesammen behandlet ham ærbødig som den lille vordende riddersmand han var... men oftest ude i det fri, tumlende sig tilhest og tilfods sammen med andre pager og øvende sig flittig i alt slags vaabenbrug — indtil han blev saa stor og stærk at han kunde følge med som væbner naar borgherren drog i leding med sine riddere og svende. Da begyndte først hans egentlige liv. Og en dag øvet han saa en vaabendaad der vakte alles beundring, og den stolte lykke blev ham tildel, at borgherren slog ham til ridder paa selve slagmarken — han skjalv af stolthed bare ved tanken!... Og siden —? Han saa sig selv, en ridder i straalende rustning, holde paa en vældig ganger foran den fremmede ridderborg hvor hans hjertes dame sad højt i sit jomfrubur og ventet i længsel paa hans komme. Og vindebroen sænket sig for hans navn; han red stolt ind i borgen hvor han blev modtat med de største æresbevisninger; den unge dejlighed blev hentet ned fra jomfrutaarnet og faldt lige om halsen paa ham — og naar brylluppet var fejret med glans og pragt sat han hende op paa sadelknappen foran sig og sprængte hjem med hende til sin egen borg, hvorfra han herefter selv som borgherre drog i leding med sine riddere og svende, og gjorde sit navn berømt viden om...
Aah, at han ikke var kommen til verden i denne herlige gamle tid da livet var et vidunderligt æventyr helt fra barnealderen af ... Hvilken skjæbne isteden at være født i skolevæsenets graa tidsalder hvor ens barndom randt glædesløs hen med usselt trællearbejde, og hvor livet naar man blev stor saa ud til at arte sig endnu graaere — siden de stakler, der var blet voxne, med vemod talte om „den dejlige barndomstid“! Det var jo til at sørge sig ihjel over. Og han saa ingen anden udvej ud af det hele end at komme sig over til Amerika, drage ud i det vilde Vesten, tømre sig en hytte i kanten af ur-skoven, og leve der som jægersmand, strejfende ensom omkring paa hesteryggen, med karabinen slængt over skulderen og dolken og bowie-kniven i beltet, tungsindig grublende over de stolte henfarne tider da solen endnu skinnet ned paa en daadrig og lykkelig menneskeslægt...
Saadan var hans tanker da faderen en dag kom og spurgte ham hvad han hadde tænkt at bli. Spørgsmaalet kom ham som en overrumpling, og han hadde mest lyst til trodsig at svare: „jægersmand i det vilde Vesten!“ Men han forstod at faderen da bare kom til at le og gjøre nar af ham — og saa svarte han nok saa spagfærdig, at han endnu ikke hadde tænkt over det. Vel, svarte faderen — men nu faar du altsaa snart bestemme dig; for naar fællesundervisningen er forbi maa du jo vide hvad vej du vil gaa. Og det vil jeg si dig gutten min, at da maa du ta dig ganske anderledes sammen end du hidtil har gjort; ellers blir der ingenting af dig, og du kommer naar du blir voxen til at gaa fattig og forsulten omkring som en ubrugelig døgenigt, mens dine kammerater, der har sørget for at lære noget mens det endnu var tid, tjener penge og sidder godt idet.
Disse faderens ord skræmte ham morderlig —: Galt nok at livet var saa usselt som det var, om han ikke ovenikjøbet skulde komme til at gaa der som en ubrugelig døgenigt til spot og spé for alle der kjendte ham — nej det skulde der ialfald ikke bli noget af! Og han valgte i guds navn sin vej, og tog sig energisk sammen til arbejde, for ialfald naar han blev voxen at kunne tjene ligesaa mange skillinger som de andre — siden det altsaa var det, det gjaldt om.
Men han følte det som at livet hadde øvet skjændig svig imod ham.
Og naar han nu saa tilbage paa det — hvor sørgeligt paa den vis at ha faat hele sin barndom forgiftet af sjælelig og legemlig tvang! Hadde skolen vært en fri institution, og lærerne nogen venlige hyggelige mennesker der ingen anden grund hadde til at optræde som lærere end den at de fandt sin glæde i at vække børns interesse for det der interesserte dem selv, og siden vejlede dem under deres arbejde; og hadde han selv kunnet komme og gaa ganske som han vilde, og ta fat der hvor hans interesse var vakt og ikke andre steder — da vilde jo skolen blit hans barndoms glæde, og barndomstiden en lykkelig tid, hvor den verden hvori han var født lidt efter lidt oplod sig for hans undrende og interesserte blik, indtil han blev saa hjemme i den, at han ud af sin naturs drift kunde vælge sig den plads hvorfra han vilde folde sit væsens blomst ud mellem alle de andres. Og var hans barndom henrundet paa denne lykkelige maade, da vilde det aldrig faldt ham ind at udmale sig riddertiden med dens plyndringstog som det tabte paradis, eller at ville henleve sit liv i det vilde Vesten, tungsindig grublende over menneskelivets forfald — han vilde da ha følt sig helt hjemme i sin egen tid og foretrukket den for alle andre.
Og hvorfor kunde skolen ikke ha vært en saadan fri institution?
Af den simple grund at maalet for hans egen som for alle de andres opdragelse slet ikke var at sørge for, at hver især af dem fandt frem til den virksomhed der svarte til deres sjæls trang, saa deres liv kunde komme til at falde sammen med deres livsdrøm og gjøre dem lykkelige — hadde det været maalet hadde de maattet opdrages i frihed. Nej maalet var — og maatte være, saalænge pengepisken svingedes — at sætte dem allesammen istand til at tjene penge naar de blev voxne; og derfor maatte de opdrages under tvang. Derfor altsaa — fordi pengepisken svingedes — hadde han maattet henleve en glædesløs barndom og stod nu bitter og tungsindig foran indgangen til livet og stirret ind i en fremtid der forekom ham i den grad ussel, at han maatte si til sig selv —: Er dette livet, da er livet ikke værd at leve! Og hvorfor er jeg saa blit født? — jeg har jo slet ikke bedt om at bli født!... Aah, skjændig svig har livet øvet mod mig!...
Men saa blev han altsaa yngling; kvinden begyndte at spøge i hans blod og i hans hjerne; en ny underfuld verden dæmret hemmelighedsfuld frem over hans livs mørke horizont og fyldte hans sjæl med bævende, andagtsfuld forventning. Og han knuget sine knyttede hænder ind mod sit bankende hjerte, og hvisket det hen for sig i stille, taknemmelig fryd:
— Gudskelov, saa har jeg altsaa dog gjort livet uret! Det indfriet ganske vist ikke sine løfter fra dengang jeg som liden sad paa min mors fang og lyttet til hendes æventyr. Og grusomt har det legt skjul med mig under hele min opvæxt. Men til gjengjæld kommer det mig nu imøde, bærende i sin favn en underfuld gave, titusen gange herligere end alt hvad jeg nogensinde har kunnet drømme om — aa gud ske tak at jeg er født og kommen til verden!...
Og længe varte det ikke, saa blev han forelsket — forelsket op over begge ørene... vanvittig... som en gal mand: Alting inde i ham kastet hulter til bulter... hele hans sind i vildt oprør, himmel og helvede kjæmpende om magten derinde... hjertet paa én gang fyldt af svimlende fryd ved at Hun var til — og af dødelig rædsel for at hun kanske ikke vilde kunne gjengjælde hans kjærlighed... Spise var ham en modbydelighed, sove en umulighed, og vanskelig hadde han for at aande — vejret gik rent fra ham mens han uafladelig slyngedes frem og tilbage meliem jublende haab og den vildeste fortvilelse... Han vidste bare det ene, at her gjaldt det liv og død ... hvad han følte for Hende det følte han for tid og evighed ... leve uden hende var en vanvittig tanke — elsket hun ham ikke maatte han dø!... Og hun gik der, den dejlige, med hans liv mellem sine hænder, tydeligvis uden selv at ane det. Men skjønt hans sjæl var som spændt paa en marterbænk under den rædsomme uvished, han vovet alligevel ikke at tale til hende og fremkalde en afgjørelse — modet svigtet ham hvergang han vilde forsøge. Indtil han en dag pludselig fandt sig siddende foran hende og stirre hende døds angest langt ind i sjælen, som vilde han selv læse sig til sin skjæbne derindi hende, istedenfor at spørge hende.
Hun studset, halvt forskrækket ved hans angstfulde blik, og spurgte venlig og deltagende hvad i alverden der var ivejen med ham — og saa brast det ud af ham, tonløst og hæst, han gjenkjendte ikke sin egen stemme:
— Der er det ivejen at jeg Elsker... elsker Dig... for Tid og Evighed ...
Da rystet hun stille og alvorlig paa sit skjønne hoved og svarte, fremdeles venlig og deltagende, og dog fuldkommen afgjørende:
— Men kjære! du er jo endnu for ung til at tænke paa noget saadant...
Et sekund føltes det som laa han selv knust for sine egne fødder — han forstod blot ikke, at han ikke i selvsamme nu var blet tilintetgjort og udslettet af tilværelsen. Men i næste sekund sprat hans selvfølelse ivejret som rammet af et giftigt stik, og han trak sig stum tilbage i sig selv, saaret og krænket lige til sin sjæls inderste, feberagtig grublende over sin ufattelige ulykke —:
... At hun ikke elsket ham, derved var intet at gjøre; det maatte han finde sig i aldenstund det var saa. Men hvorfor dette krænkende svar?!... For ung! — det var jo nonsens ... han var mand, mand helt ud til fingerspidserne, det følte han ... og kjærligheden raste jo som fortærende ild gjennem hans blod ... med hele sit legeme og hele sin sjæl elsket han — altsaa var han vel ikke for ung til at elske! ... Hvad kunde hun da mene? — der var noget underfundigt ved hendes svar!...
Han grublet og grublet over det, indtil det med ét stod lysende klart for ham, at gud, hun hadde jo ret — grufuldt ret!
— At han ikke hadde forstaat det før:
En agtværdig kvinde kan jo ikke la sig elske af en mand uden at han gifter sig med hende. Men skal manden kunne gifte sig maa hans pengetjening være iorden. Er den ikke det, kan han ikke bli elsket i tugt og ære af en agtværdig kvinde — den ærbare agtværdige kjærlighed er underlagt de økonomiske hensyn. Ganske vist kan hun uden at tabe sin agtværdighed si til ham: „Jeg vil vente paa dig til du har faat bragt din pengetjening iorden! Men hvad hun byr ham er jo ogsaa da kun kjærlighed betinget af økonomiske hensyn — han hadde trang til at si „kjærlighed besmittet af skillings-tanker!“
Og hvorfor besmittet? ...
Jo fordi han havde drømt sig kjærligheden ren, uden pengetanker! Kjærligheden som han hadde drømt sig den, det var at mand og kvinde, naar de mødes i denne underbare, ufattelige følelse, sier den ene til den anden: „Her staar jeg — jeg elsker dig... der staar du — du elsker mig!“ — og beruste af dette vidunder synker de i hinandens favn, mens alting omkring dem forsvinder og blir borte som om det slet ikke existerte.
En saadan ren kjærlighed var imidlertid faktisk umulig:
Den kvinde der uden at ta nogetsomhelst hensyn gir sig sin kjærlighed ivold og lar den alene raade, er en falden kvinde; en falden kvinde er en foragtelig kvinde, og en foragtelig kvinde kan man ikke elske — altsaa kan den rene kjærlighed aldrig bli gjensidig, og dermed er den dømt...
Men mon egentlig selv den ærbare, agtværdige kjærlighed kunde bli gjensidig? ... Det var ialfald et stort spørgsmaal:
Der er allerede flere kvinder i verden end der er mænd, og mens kvinderne allesammen er giftefærdige strax de er blit voxne, blir mændene ikke giftefærdige før de langt om længe faar oparbejdet sig en økonomisk stilling. Antallet af giftefærdige mænd er altsaa umaadelig meget mindre end antallet af giftefærdige kvinder — og masser af kvinder kan følgelig ikke bli gifte. Men den ugifte stand er besk for den ærbare agtværdige kvinde, og hun foretrækker i almindelighed at gifte sig og stifte familie fremfor at leve ene, selv om hun ikke elsker den mand hun kan bli gift med — ja selv om hun elsker en anden, men som hun ikke kan faa. Strax en mand blir giftefærdig lægger derfor altid flere kvinder sig efter ham — og midt i sin ærbare agtværdighed maa jo disse kvinder da lade som om de elsker ham, selv om det ikke er saa. Men hvorledes kan den stakkels mand da vide om han er elsket eller ikke? ... Og kan han ikke skaffe sig vished for at han virkelig er elsket — mon han da egentlig selv kan elske? — Neppe! — Og selv om han kan — vil en saadan kjærlighed, uden vished om at den blir gjengjældt, kunne gjøre ham lykkelig? — nej!
Den rene men utugtige kjærlighed udelukket gjensidighed — fordi den ikke var agtværdig; den agtværdige men pengebesmittede kjærlighed udelukket i ethvert fald lykken — fordi den ikke var ren. Med andre ord: Fordi kjærligheden var underlagt de økonomiske hensyn, kunde kjærlighedslykke i det hele taget ikke existere.
For anden gang hadde altsaa livet øvet svig imod ham — git rige, skjønne løfter, og ikke indfriet dem!
Nu, ham kunde det være det samme — man elsket jo kun éngang i livet, og han hadde allerede elsket. Elsket ulykkelig, og dermed faat sit liv lagt øde. Selv om kjærlighedslykke hadde kunnet existere, ham vilde den alligevel ikke blit til del — forsaavidt kunde livets svig være ham ligegyldig ... Og dog nej —: hadde kjærligheden ikke vært underlagt de økonomiske hensyn, kanske vilde hun da kunnet elske ham ... hendes svar sa ham ialfald ikke det modsatte ... og ingen kunde vide — end ikke hun selv! Og i ethvert fald; var det en livets lov at kjærligheden maatte være de økonomiske hensyn underlagt, da var det infam svig fra livets side at gjøre ham til mand og tænde kjærlighedens flamme i hans bryst, før han endnu hadde faat tid til at bringe sin økonomi iorden, og derved berøve ham hans eneste chance til kanske at bli lykkelig trods alt — infam, skammelig svig var det! ...
Naa, men anderledes var livet ikke, og man fik altsaa ta det som det var, og trøste sig som man kunde bedst. I arbejdet var der ingen trøst at finde — han gik til det med lede. Men gudskelov, skjønt hans kjærlighedsfond var brugt op, han var dog fremdeles mand, og følte sig sanselig dragen til kvinder ... hos kvinder fik han altsaa søge sin trøst. Og der var nok af dem at faa, som man ikke behøvet at gifte sig med. Mange af de kvinder der ikke fandt sig mænd strax de blev voxne, sat sig ganske vist agtværdig til at vente paa en senere lejlighed. Men i de fleste tilfælde ventet de forgjæves. Yngre kvinder som imens voxet op, snappet næsten altid de giftefærdige mænd bort for næsen af dem, saa de blev siddende der som agtværdige gamle jomfruer. Og den udsigt tiltalte slet ikke alle. Mangen en ungmø som saa at hun ikke blev gift strax, foretrak da ogsaa resolut at kaste agtværdigheden overbord, og sælge sig en detail, til en eller flere mænd, for kortere eller længere tid, heller end at sidde og vente paa muligens engang at faa anledning til at sælge sig en gros, til én enkelt mand for hele livet. Det var foragtelige kvinder naturligvis — skjønt han for sin part ikke egentlig foragtet dem saa dybt endda. For hvad andet hadde de stakler til syvende og sidst at gjøre?! Som tingene nu engang var indrettet fandt han deres maade at ta livet paa ikke blot undskyldelig, men endog meget fornuftig — i deres sted hadde han sikkert kommet til at gjøre ligedan. — Og de var slet ikke uden charme disse kvinder... nogen livsens trøst kunde de ganske vist ikke skjænke ham, men de var ham dog en udmærket adspredelse i hans triste liv, ovenpaa det glædesløse slid og slæb.
Og saa da en tid var gaat, hændte der ham noget —: En kvinde der i høj grad tiltalte hans sanser, og som slet ingen brug hadde for at sælge sig, faldt ham pludselig en dag om halsen og hvisket til ham: „Jeg elsker dig — ta mig!“
Da var det ham, mens alt blod strømmet til hjertet og huden blev kold saa det kriblet i den, som rørtes der atter ved den dybeste streng indi ham — den streng der engang hadde lydt med en saa underbar tone indtil den brast sammen med hans kjærlighedsdrøm. Atter rørtes der ved den — men tonen den nu gav fra sig lød som et veskrig, og mens han krystet hende i sin favn følte han det i vild smerte, som holdt han sin egen kjærligheds lig knuget mod sit bryst. Og dog, og dog: hvor gjorde det alligevel godt at føle at en kvinde endelig tog imod ham uden betingelser, uden sidetanker, frit og uden hensyn — som han éngang hadde drømt sig kjærligheden...
Han kom aldrig til at elske hende — han kunde jo ikke elske mere ... og hun var jo desuden ingen agtbar kvinde. Men naar han hadde sine mørkeste stunder og livsleden var lige ved at kvæle ham, da søgte han altid tilflugt i hendes betingelsesfri favn, og fandt da i hende paa éngang en moder, en søster, en veninde og en elskerinde, hvis stemme beroliget hans nerver, og hvis kjærtegn dulmet hans smerte. — Hun blev hans triste ungdoms trøsterinde. Men kjærlighed kom han aldrig til at føle for hende — hans hjerte laa øde, han følte sig ganske gold...
Saadan randt den hen, hans første ungdom. Optat med arbejde der ikke fyldte hans virketrang, og med kvinder der ikke fyldte hans kjærlighedstrang, gik han der og saa koldt og nøgternt paa tilværelsen og sa til sig selv: „Tja, stort er livet ikke værd; det lar sig ganske vist leve naar man benytter de trøstemidler som er at finde, men vorherre maa vide hvad det hele skal være godt for! Blev vi spurgt allesammen paa forhaand, om vi ønsket at fødes til et sligt liv — der vilde næppe én af os svare ja. —
— Hvor sørgeligt, naar han nu tænkte tilbage paa det, at ha faat sit livs brusende foraarsdrøm smadret paa en saa ynkelig manér! ... Hadde kjærligheden vært fri og ikke underlagt de økonomiske hensyn, den hadde kanske ført ham i døden — men aldrig hadde den indgit ham foragt for livet! Og den hadde neppe ført ham i døden lige med det samme. Var han først gjennem en opdragelse i frihed blit ledet frem til at finde den virksomhed der svarte til hans sjæls trang, da hadde han jo hat glæden ved det frie arbejde at falde tilbage paa, hvis hans første kjærlighed ikke var blit besvaret — og højst sandsynlig vilde det ha reddet hans liv. Thi vel kan en ubesvaret kjærlighed føles som en dyb ulykke; men man lodder dog først hele dybden af den ulykke ens sjæl er modtagelig for, naar ens kjærlighed vrages, efter at ha vært gjengjældt. Sin første ubesvarede kjærlighed var han snart kommet over, trøstet af arbejdet; en ny kjærlighed hadde nok kommet til at spire frem og bli gjengjældt — og hans livs dejlige foraarsdrøm, en ren kjærlighed ubesmittet af alle hensyn, vilde da blit til virkelighed. — Kanhænde hadde saa denne kjærlighed varet for livet og gjort ham lykkelig for bestandig; kanhænde bare for en kortere eller længere tid... Maaske var den blit afløst af en ny kjærlighed — maaske var den endt i ulykke. Men selv om hans hjerte var brustet af sorg, eller han var kommen til at ta sig afdage i fortvivlelse, han vilde alligevel i dødsøjeblikket ha sagt til sig selv: „Gudskelov, trods alt, at jeg dog har faat leve!“ — ja om han hadde skullet synge sin svanesang inden han døde, det hadde blit en højsang til livet, og ikke en smædevise over det.
Og hvorfor kunde kjærligheden ikke vært fri? — hvorfor maatte den nødvendigvis være underlagt de økonomiske hensyn?
—Jo, for afkommets skyld!
Menneskeheden har ingen stærkere drift end driften til at sikre sin egen fortsatte existens. Og dertil er det ikke nok at menneskene stadig forplanter sig; hver slægt maa ogsaa sørge for sit afkom, legemlig som sjælelig, indtil afkommet er naad frem til at kunne staa paa egne ben, og selv kan forplante sig, og efter sin tur sørge for det nye afkom.
Men saalænge pengepisken svinges og feltraabet lyder: „hver sørge for sig!“ kan der kun bli sørget for slægtens afkom paa den maade, at hvert individ selv sørger for sit afkom. Og afkommet sættes jo i verden af kvinden og blir dermed hendes. Skal der altsaa i det hele taget bli sørget for slægtens afkom inde i pengefælden, da maa det ske paa den maade at hver fødende kvinde selv sørger for sit afkom. Og det har hun ogsaa den allerstærkeste trang til at gjøre: som organ for slægtens selvopholdelses-drift er hun nemlig af naturen udstyret med moder-kjærlighed, den mest trofaste kjærlighed som i det hele taget lindes paa jorden. Men at sørge økonomisk for sit afkom det magter kvinden ikke hvis hun skal være henvist til sine egne kræfter. For at kunne løse sin opgave er hun derfor nødt til at sikre sig mandens hjælp. Og dertil har hun kun ét middel: hun maa nægte at la sig elske og at sætte børn ind i verden, med mindre den mand der vil elske hende og avle børn med hende, baade kan paata sig at forsørge afkommet økonomisk, og paa bindende maade forpligter sig til at gjøre det. Den kvinde der hengir sig i elskov til en mand som ikke først har opfyldt disse to betingelser, forsynder sig altsaa mod menneskeheden i sin almindelighed og mod sit eget afkom isærdeleshed, og kan følgelig ikke betragtes som en agtværdig kvinde.
Naar pengepisken en dag blir lagt ned og feltraabet ikke længer lyder: „hver sørge for sig!“ men: „alle for alle!“ da vil jo slægtens afkom bli forsørget en bloc hvad det økonomiske angaar — og dermed bortfalder den fødende kvindes pligt til økonomisk at sikre sit eget afkom. Kvinden behøver altsaa da ikke længer at besudle sin kjærlighed med økonomiske hensyn; hun vil da ikke længer forsynde sig hverken mod menneskeheden eller mod sit eget afkom ved at by manden sin kjærlighed uden nogetsomhelst forbehold og dermed virkeliggjøre hans drøm om en ren kjærligheds-lykke. Den rene kjærlighed vil nemlig da ikke længer være uforenelig med slægtens selvopholdelses-drift; den vil tværtimod være et bedre organ for denne drift end den pengebesudlede kjærlighed kunde være — thi den vil uden al tvil gi et bedre afkom.
At individets dybeste trang, trangen til ren kjærlighedslykke, ikke lar sig forene med slægtens trang til at sikre sit afkom, det skyldes altsaa ene og alene svingningen af pengepisken. Indtil den dag da pengepisken blir lagt ned, vil kvinden som organ for slægtens selvopholdelses-drift maatte vedbli at besudle sin kjærlighed med økonomiske hensyn. Indtil den dag vil hun som menneskehedens præstinde maatte vedbli at ofre sin egen og mandens kjærlighedslykke paa gud Mammons altar for at sikre slægten mod at gaa tilgrunde. Indtil den dag vil den rene kjærlighed maatte vedbli at betragtes som utugt, og den pengebesudlede som den eneste slags kjærlighed der anstaar sig en tugtid ærbar kvinde som vil gjøre fordring paa sine medmenneskers agtelse. Indtil den dag vil man med andre ord maatte vedbli at leve i den omvendte verden. Men heller ikke en eneste dag længer!...
Derfor altsaa — fordi pengepisken svingedes, og af ingen anden grund — hadde hans livs skjære foraarsdøm maattet bli til intet! Derfor hadde han maattet søle bort sin fejreste ungdom med kvinder der ikke fyldte hans kjærlighedstrang, og med et arbejde der ikke fyldte hans virketrang! Og derfor stod han nu trist og kold foran indgangen til sit livs manddomsalder og stirret ind i en fremtid der forekom ham i den grad glædesløs, at han maatte si til sig selv: „Jeg blir i livet fordi jeg nu engang er blit puttet herind, og det dog paa et vis lar sig leve; men var jeg paa forhaand blit spurgt om jeg ønsket at fødes til et sligt liv — jeg hadde sandelig betakket mig mange gange!“ — Og skulde han skrevet en sang til livet, da hadde det ikke blit en højsang men en smædevise.
Og saa blev han altsaa mand: maalet for hans ungdoms arbejde, at skabe sig en selvstændig økonomisk virksomhed, var naad. Nu kunde han, naarsomhelst han vilde, kjøbe sig en kvinde for livstid og stifte familie og lave sig et hjem. Men tanken paa et saadant „hjem“ hadde ingen tillokkelse for ham, og han fortsat derfor foreløbig det ungkarleliv han var vant til. Tommere og tommere føltes det imidlertid jo længer tiden led. Og da han saa en dag pludselig fornam det som at kjærligheden atter banket paa hans hjertes dør, lukket han skyndsomt op — gud, mon han endnu skulde kunne bli forelsket?! Og ganske rigtig, han hadde ikke tat fejl — det var kjærligheden som trén ind og sa „goddag, her er jeg igjen!“
Han vovet knapt at tro det først, men da han saa nærmere til svandt al tvil —:
Hver morgen nar han vaagnet var det med hendes navn paa sine læber. Hele dagen lang svævet hun om i hans tanker enten han vilde eller ikke, selv midt under det alvorligste arbejde. Og hver aften naar søvnen overmandet ham, da var hendes billed den sidste forestilling der sluktes i hans hjerne. Hun fyldte virkelig hans sind helt. Ikke med den vanvittige jubel og henrykkelse, hvormed hans første kjærlighed hadde fyldt ham; nej men med stor stille lysende glæde, der kastet et forunderlig féagtigt solskjær over hans fremtid, og gav hele hans liv en mening. Leve sammen med hende... faa børn sammen med hende... føle sin sjæl voxe inderligere og inderligere sammen med hendes for hver dag som gik — ingen tvil om at det var for ham livet! ingen tvil om at dertil og til intet andet i verden var han skabt!... Hele hans foregaaende liv hadde kun vært en ubevidst søgen efter hende... hende var det som hadde ligget bagved alle hans savn... først nu da hun var fundet kunde hans egentlige liv begynes... nu at skulle leve uden hende syntes ham en umulighed — han kunde slet ikke tænke sig det
— og da han forstod at hun gudskelov følte noget lignende for ham, saa friede han, og fik ja, og de blev gifte.
Men længe varte det ikke før han opdaget at livet atter hadde beredt ham en skuffelse. Han forstod ikke hvordan det var gaat til; der var ingenting galt sket, alt gik som det skulde — der var bare det ivejen at hun fyldte ikke mere hans sind. Det var noget lignende som med hans forretning: mens han etablerte den og sat den igang hadde den optat ham helt og holdent saa han kun tænkte paa den; men siden — skjønt den stadig gik udmærket og hele tiden gav ham en god intægt — hadde arbejdet med at drive den ikke længer kunnet opta hans sind, ikke længer kunnet fylde hans virketrang. Forgjæves hadde han søgt at fylde den paa anden maade: Stærke interesser var gjentagende dukket op i ham, og han hadde ivrig begyndt at dyrke dem. Men snart hadde han indset at det kunde ikke føre til noget — andet end til utilfredsstillende dilettanteri. Skulde han virkelig kunnet drive det til noget, saa arbejdet kunde ha tilfredsstillet ham, da maatte han tat fat paa det allerede i sin tidlige ungdom og gjort det til sit livs hovedbeskjæftigelse; nu var det for sent at begynde, selv om hans forretning hadde levnet ham den nødvendige tid — hvad den ikke gjorde. Og trist hadde han saa opgit at faa sin virketrang fyldt, som han forlængst hadde opgit at faa fyldt sin kjærlighedstrang. Indtil pludselig hun kom og fyldte hans kjærlighedstrang alligevel — men bare for den korte stund til de godt og vel var blit ugifte. Og nu var det forbi, det følte han — uigjenkaldelig forbi! hverken hans virksomhed eller hans indre liv kunde længer bringes i overensstemmelse med hans sjæls trang — hans liv vilde bli ulykkeligt til hans dødedag!...
Siden fik han børn og det voldte ham nok en slags glæde — men kjærligheden til børnene fyldte ham heller ikke. Og skjønt han godt følte med sig selv at det var haabløst, søgte han saa febrilsk kjærligheden hos andre kvinder — men fandt den selvfølgelig heller ikke hos dem.
Bitrere og bitrere saa han paa livet jo længer det led —: Aldrig hadde det bragt ham andet end skuffelser! hvergang det hadde forespejlet ham lykken var den blit til intet mellem hans hænder strax han greb efter den!... Et tomt usselt gjøglespil... andet var livet ikke... Og kjærligheden, livets højeste værdi, hvad var den vel andet end en sølle attraa, der sluktes saasnart den hadde naad sit maal?! — jo det var sandelig umagen værd at la sig føde til verden, for det usle ingentings skyld, som livet hadde at by en...
Saadan tænkte han dengang.
Men nu, naar han saa tilbage, forstod han det hele:
— Livet i sig selv var intet tomt gjøglespil; som det forelaa fra Vorherres haand var det tværtimod et underdejligt æventyr — menneskene kom bare ikke til at opleve æventyret, fordi de ved sin svingning af pengepiske selv stængte sig ude fra lives. Og kjærligheden — ikke den pengebesmittede, men den rene — var ingenlunde en stakket attraa der haster frem mod et maal for at dø naar det er naad. Tværtimod: som den forelaa fra Vorherres haand var kjærligheden intet mindre end selve evigheden i nuets form, og derfor ogsaa livets højeste vidunder — kun at menneskene nødvendigvis gaar glip af underet, fordi de har lagt kjærligheden i Mammons lænker.
Den rene kjærlighed er ingen attraa. Den sanselige attraa, som altid ledsager kjærligheden, er ikke kjærligheden selv. Kjærligheden selv er den berusende vished om et dobbelt sjæleligt under — en vished der fylder to menneskehjerter med den højeste lykke de idetheletat er modtagelige for —:
To frie, selvstændige menneskelige væsener, en mang og en kvinde, har indtil et givet øjeblik hver især kun villet sig selv, hver især selv vært sit eget livs maal. Men saa mødes de, og der sker det under, at han som hun vil ikke længer sig selv — hver af dem Vil! Vil! Vil! i al Evighed kun den Anden. Kanske sker underet ikke samtidig i dem begge, og den af dem i hvem det sker først, gribes isaaflad af vellyst og angest paa én gang. Af vellyst, fordi det er en vellyst at tabe sig selv for tid og evighed i en anden — af angest, fordi vellysten vil forvandles til afsindig rædsel, hvis underet ikke ogsaa fuldbyrder sig i den anden. Men engang fuldbyrdet i dem begge, lar underet sig ikke skjule naar de to stedes ansigt til ansigt med hverandre —: det straaler frem af deres øjnes væld, det toner ud gjennem klangen af deres stemmer, det røber sig paa en mystisk, hemmelighedsfuld maade i hver mindste bevægelse af deres legemer... hver af dem ser hører og føler sig selv leve indi den anden... de har ikke blot tabt sig selv i hverandre, hver især af dem har ogsaa fundet sig selv igjen i den anden — og mens den berusende vished om dette dobbelte under fylder deres hjerter med den højeste reneste og ufatteligste vellyst, synker de sanseløst betagne i hverandres arme, og finder hinanden i vellyst ogsaa legemlig.
Gjennem kjærligheden har de elskende faat sit væsen fornyet. De er begge hvad de var før kjærligheden slog ned i dem — men de er det paa en helt ny maade. Han vil ikke længer sig selv; han vil i al Evighed kun hende. Men hun vil i al Evighed kun ham, følgelig er han alligevel nødt til fremdeles at ville sig selv, ikke længer for sin egen skyld men for hendes — som hun fremdeles maa ville sig selv — for hans skyld, ikke længer for sin egen. Ingen af dem kan derfor opgi det selvstændige virke, som de hver især har valgt ud af sin egen sjæls trand, og hvorigjennem de hver især realiserer en del af sit eget væsen. Hver af dem maa for den andens skyld, fortsætte sin individuelle bane som det frie selvstændige væsen han eller hun er — thi netop dette frie selvstændige væsen er det den anden elsker. Fra det øjeblik af da kjærligheden slog ned i dem er deres baner gledet ind i en ny vidunderlig sfære, der tilhører dem og ingen anden i verden, og denne sfære, som er udelukkende deres, forener dem. Men deres selvstændige virke skiller dem ad. De har hver sin individuelle gjerning at udføre og kan følgelig ikke altid være sammen — saa byder selve kjærlighedens lov, som kræver at hver af de elskende skal realisere sig selv helt ud, for den andens skyld.
Naar derfor det første berusende møde er tilende, og de elskende efterat ha sat hinanden stevne gaar hver til sin gjerning, endnu med visheden om kjærlighedens under brusende gjennem sit blod — da opdager de hurtig, hver for sig, at visheden om underet forvandler sig til uvished, derved at den anden ikke er tilstede. Ikke saa, at de allerede begynder at tvile om hverandres kjærlighed. Nej, men nu da de er blit alene hver med sig selv, staar det med ét lysende klart for dem begge, at som to frie selvstændige væsener, der hver har sin individuelle livsbane at gjennemløbe, er de hver især undergivet forandringens lov — og den dag vil altsaa kunne komme, da kjærlighedens under har ophørt at existere, fordi en af dem eller de begge ikke længer føler det samme som nu overfor den anden. Naturligvis tror og haaber de at det ingensinde vil komme til at ske, men muligheden er der og de kan altsaa aldrig, føle sig sikre. Enhver af dem mener ganske vist at kunne indestaa for sin egen kjærlighed; men ogsaa kun for sin ege, ikke for den andens. Hver især af dem føler sig git for tid og evighed i den andens vold, mens den anden føles som et frit selvstændigt væsen hvem intet i verden kan binde. Den frygtelige dag da kjærligheden er slukket i den anden vil altsaa kunne komme. Og ikke det alene, men den vil kunne komme naarsomhelst — ingen tryghed mulig i det øjebli man elsker et frit selvstændigt væsen hvem intet i verden kan binde. Derfor blir deres kjærlighed en kjærlighed i frygt og bæven saalænge de er skilte — og naar stevnemødets timme nærmer sig, da iler de hinanden imøde med bange skjælvende hjerter, fortæret af længsel efter at beruse sig i den salige vished.
Og ikke før faar de øje paa hinanden før visheden atter slaar ned i dem. Intet binder dem nemlig til hverandre uden deres kjærlighed; hadde kjærligheden vært slukket i den ene, vilde kun den anden være kommet... hadde den vært slukket i dem begge, hadde ingen af dem mødt — nu møder den ene som den anden, altsaa lever kjærligheden endnu i dem begge to! Og lykkeberuste stormer de hinanden imøde og griber hverandres hænder og stirrer hinanden ind i sjælen — og beruser sig paany i den vellystige vished, til de atter, sanseløst betagne, synker i hinandens favn...
Og naar saa de atter maa skilles, da blir det den samme historie om igjen —: deres kjærlighed blir atter en kjærlighed i frygt og bæven indtil de paany kan mødes. Saadan er kjærligheden. Saalænge den bestaar, kastes de elskende frem og tilbage, fra berusende vished til skjælvende længsel, fra skjælvende længsel til berusende vished. Og anderledes kan det heller ikke være, siden kjærligheden bestaar deri, at to frie selvstændige væsener begge gjensidig vil hverandre, og vil hverandre helt ud.
Og hvis de elskende en dag trætte siger til hverandre: „Denne frygt og bæven fra vi skilles til vi mødes er for oprivende; lad os i guds navn heller hver især opgi vort selvstændige virke, saa vi altid kan være sammen og til enhver tid svælge i den vellystige vished“ — da betyder det i virkeligheden intet andet, end at de to ikke længer vil hinanden helt ud; de har delvis opgit hverandre, de elsker hinanden ikke mere. At de er blit trætte af at elske i frygt og bæven, vil si at de er blit trætte af at elske i det hele taget — og det vil de hurtig komme til at opdage, hvis de virkelig opgir sine individuelle livsbaner for altid at kunne være sammen.
Tryghed har intet med kjærlighed at bestille. Kun saalænge de elskende gjensidig frygter hverandre, har deres kjærlighed en chance for at kunne holde sig — og selv da er chancen ofte ikke stor. Al kjærlighed begynder nemlig med at hver af de elskende i frygt og bæven siger til sig selv: „Gud, hvis den andens kjærlighed slaar klik, da har jeg bare rædsel og fortvilelse tilbage!“ Men denne gjensidige frygt har uhyggelig let for at gaa over til kun at bli ensidig. De elskende nøjes nemlig ikke, naar de mødes, med at beruse sig i visheden om at underet fremdeles existerer, de kan ikke la være stadig at prøve dybden af hverandres kjærlighed, for ialfald at overbevise sig om, at der ikke er nogen øjeblikkelig fare forhaanden. Og hvis da én af dem, f. e. hun, ved at prøve og prøve hans kjærlighed, kommer til det resultat at den er uden grænser ... at hun med andre ord kan by ham hvad det skal være uden at hans selvfølelse rører paa sig — da er det nok i øjeblikket for hende en sød opdagelse at gjøre, men ikke før er den gjort, før hun strax uvilkaarlig føler sig som situationens herre, og frygter ham ikke mere. Og vel kan det maaske for en tid føles sødt at bli elsket med en kjærlighed der er i den grad selvløs, at den ikke lar sig slukke ihvad der end sker; men ikke blot virker en saadan slavekjærlighed i længden trættende og irriterende, men den ender med at bli uudholdelig. At hans kjærlighed har vist sig at være uden grænser, blir derfor begyndelsen til enden — med mindre han strax tar sit mon igjen og nu efter sin tur prøver hendes kjærlighed og finder, at ogsaa han kan by hende hvad det skal være uden at hendes selvfølelse rejser sig. Isaafald gjenoprettes ligevægten, frygten blir atter gjensidig — og deres kjærlighed har paany en chance for at kunne holde sig.
Men fremdeles kun en chance.
Thi vel har det altsaa vist sig at deres begges kjærlighed for øjeblikket er uden grænser — men at den ogsaa vil vedbli at være det har de ingensomhelst sikkerhed for. Derfor fortsætter de stadig at prøve hinandens kjærlighed paany. Uden denne uafladelige elskovskamp kan kjærligheden ikke bestaa, og det gjælder derfor om at ingen af dem nogensinde kommer til definitivt at ligge under, thi da ophører jo kampen af sig selv. Skulde den dag komme da én af dem, træt af at hævde sig selv overfor den anden, vellystig gir sig paa naade og unaade i den elskedes vold, da svinder frygten hos den elskede, og kjærligheden gaar sin ruin imøde. Kun saalænge de begge lige tappert vedblir at hævde sig overfor hverandre er der en god chance for at deres kjærlighed kan komme til at vare.
Hvis nu de elskende, samtidig med tappert at hævde sig overfor hverandre i elskovskampen, dog beslutter at binde sig til hinanden for livet ved at indgaa ægteskab — da er det selvfølgelig ikke i haab om at de derved skal kunne gjøre kjærligheden livsvarig. Det er fordi de vil ha lov til at elske hinanden ifred, fordi de foretrækker at beholde andre menneskers agtelse fremfor at tabe den, og fordi de ønsker at sikre sit afkom økonomisk som socialt. At de binder sig til hverandre med et saadant udvortes baand kan jo ikke forhindre at kjærligheden kanske en god dag slukkes hos én af dem eller hos dem begge — og den dag det sker, har de fra kjærlighedens synspunkt set, fornuftigvis ingenting andet at gjøre end at hæve ægteskabet. Ganske vist vil de derved tabe i andre menneskers omdømme, og sandsynligvis vil børnene komme til at lide socialt ved forældrenes skilsmisse. Men for den tid som er gaat vil de dog ha opnaad alt, hvad de tilsigtet med sit ægteskab — og børnene vil desuden ha opnaad vigtige fordele for bestandig. Ingensomhelst grund altsaa for de elskende til ikke at gifte sig, forudsat at ægteskabet ikke øver nogen skjæbnesvanger indflydelse paa deres kjærlighed.
Men ulykken er, at ægteskab og kjærlighed i længden ikke kan bestaa sammen — ægteskabet blir kjærlighedens grav.
Ikke før har de elskende bundet sig til hinanden med dette fremmede udvortes baand der intet har med deres kjærlighed at bestille, før forholdet mellem dem, der før var klart som glas, med ét blir ganske grumset og ugjennemsigtigt. Naar stevnemødets time nærmer sig, og de som sædvanlig iler hverandre imøde med skjælvende hjerter, fortæret af længsel efter atter at beruse sig i visheden om kjærlighedens under, da opdager de for det første at visheden ikke længer slaar ned i dem strax de faar øje paa hverandre. Kjærligheden er nemlig ikke længer det eneste der binder dem til hinanden. Hver af dem ved nu, at selv om kjærligheden skulde komme til at dufte bort, saa vil de dog begge betænke sig to gange paa at bryde med hverandre og hæve ægteskabet. For sin egen skyld som for børnenes; af økonomiske grunde som af sociale. At de begge kommer til mødet er altsaa nu ikke længer ensbetydende med at kjærligheden endnu lever i dem begge — og først naar de ansigt til ansigt med hverandre ser kjærligheden lyse i hverandres blik, hører den tone i klangen af hverandres stemmer, og føler den bæve bag hver mindste bevægelse af hinandens legemer, slaar den vidunderlige vished atter ned i dem.
Men ikke nok med det. Nej, den første gang det saa hænder at en af dem møder i misstemning over et eller andet, og kjærligheden som følge deraf ikke kommer til at ytre sig strax de mødes — da er hundrede og ét ude. Den anden ved da ikke længer hvad han skal tro, og tvilen melder sig — slangen sniger sig ind i kjærlighedens paradis. Thi selv om misstemningen siden viger, og kjærligheden atter ytrer sig som sædvanlig — hvem ved om det der ser ud som kjærlighed nu er andet end et udslag af den sanselige tiltrækning de endnu øver paa hverandre? — det spørgsmaal kan ikke længer besvares, og derfor slaar visheden ikke længer ned.
Før, da intet bandt dem sammen uden kjærligheden, hadde en saadan misstemning ikke kunnet faa nogen betydning. At de elskende kom, og blev, og ikke vilde skilles før det var nødvendigt for kjærlighedens egen skyld, kunde dengang ikke ha nogen anden grund end at de fremdeles elsket hverandre. Nu derimod kan det ha andre grunde, siden der er andre ting end kjærligheden som binder dem sammen. Visheden er dermed forsvundet for bestandig — og med visheden kjærligheden selv, der kun bestaar i denne vished.
Og naar saa de atter gaar hver til sin gjerning, da længes de ikke mere som før i frygt og bæven efter stevnemødets time for paany at beruse sig i den vidunderlige vished — de ved, at det ikke længer er muligt. Det fremmede udvortes baand hvormed de er bundne til hinanden, har lagt en verden imellem de elskende — uvishedens verden som de aldrig kan komme over. Deres møder har dermed tabt sin charme og gaar hurtig over fra at være stevne- eller elskovs-møder til kun at bli vanemøder — kjærligheden er død ...
Saadan var det at hans manddoms kjærlighed var bilt dræbt! — han hadde ikke kunnet gjøre sig rede for det dengang, men nu naar han saa tilbage, forstod han det grant. Og ikke nok med at hans kjærlighed var blit slaat ihjel ved giftermaalet. Nej, deres begges kjærlighed var allerede fra første øjeblik blit besmittet af tanken paa ægteskabets nødvendighed. De hadde staat der, han og hun, ansigt til ansigt med hverandre, og set, hørt og følt at de elsket hverandre. Men ikke saadan at de sa til hverandre: „her staar jeg — jeg elsker dig! der staar du — du elsker mig!“ for derpaa, beruset af dette under at synke i hinandens arme og glemme hele verden omkring sig som om den slet ikke existerte. De hadde isteden sagt til hverandre: „her staar jeg — jeg elsker dig! der staar du — du elsker mig! men slipper vi vor kjærlighed løs før vi gifter os, vil vi synke i andre menneskers agtelse — lad os altsaa gifte os først, og ikke slippe kjærligheden løs før efterpaa!“ Selv før giftermaalet hadde de altsaa ikke nydt hele kjærlighedens sødme uden i haabet. Og dette haab var saa blit skuffet da de var blit gifte — kjærligheden var visnet bort istedenfor at skyde blomst, ægteskabet var blit dens grav. —
Hans ungdoms kjærlighed var gaat i vasken ved at han ikke hadde kunnet gifte sig; hans manddoms kjærlighed ved at han hadde giftet sig — ægteskabets nødvendighed hadde med andre ord gjort det af med hans manddoms som med hans ungdoms kjærlighedslykke.
Men ægteskabet er jo kun en nødvendig institution saalænge til pengepisken blir lagt ned ...
Derfor altsaa — fordi pengepisken endnu ikke var lagt ned, og af ingen anden grund — var det at hele hans egentlige liv, hans barndom, hans ungdom og hans manddom, var blit levet totalt forgjæves. Og derfor stod han nu, vei indgangen til sit livs alderdom med ingenting bag sig der var mindet værd, og med en fremtid foran sig saa haabløst tom, at han forfærdet sa til sig selv: „Den lar sig simpelthen ikke leve og du har altsaa ingenting andet at gjøre end hurtigst muligt at beskikke dit hus og forsvinde fra denne forbandede tilværelse!“
Men saa var selvopholdelses-driften for stærk i ham; han magtet ikke at lægge haand paa sig selv — og modstræbende og fortvilet gled han ind i en alderdom der forekom ham værre end døden.
Træt som han var og led ved det hele aarket han ikke mere at beskjæftige sig med sin forretning der aldrig hadde hat noget med hans sjæls virketrang at bestille; han overdrog den derfor til en søn af sig, og trak sig tilbage til sin villa, hvor han tilbragte sommeren med at stelle i haven, og om vinteren søgte at faa tiden til at gaa med bøger og aviser. Men mer og mere fortvilelsesfuldt tom syntes ham tilværelsen jo længer det led; hver aften naar han puttet sig iseng ønsket han bare at han aldrig vilde vaagne mere — og hver morgen naar han dog atter vaagnet, spurgte han opgit sig selv, om da døden aldrig vilde komme og befri ham!
Hvor sørgeligt, naar han nu saa tilbage, at ha maattet afslutte et ynkelig spildt liv med saa ussel en alderdom!... Tænk om han hadde faat leve sit liv i frihed helt fra første færd af... om han allerede i sin tidlige ungdom hadde faat lov til selv at finde sig tilrette i tilværelsen og kaste sig over den virksomhed der laa hans sjæls trang nærmest og vie den hele sit livs kraft... Han vilde da naar alderdommen meldte sig hat et helt livs personlig produktion at se tilbage paa istedenfor et liv tilbragt med usselt uproduktivt pengetjeneri. Og selv om hans produktionskraft da hadde vært opbrugt, det vilde dog hele hans alderdom igjennem vært ham en kjær beskjæftigelse, saalangt kræfterne rak, fremdeles at følge med i sit fag og glæde sig ved hvad der nu blev produceret af dem der kom efter ham og hans kuld. En bedre og behageligere maade at tilbringe sin dag paa, nu da han var blit gammel, kunde jo slet ikke tænkes. Og naar det kjære, underholdende dagværk var endt, og han om aftenen sad i sin lænestol foran kaminen, og stirrende ind i ilden drømte sig tilbage til gamle svundne dage, da vilde et helt livs kjærlighedsminder kommet strømmende ind paa ham, hyllet i en let dis af vemod — og mens han sænket sin sjæl ned, snart i det ene snart i det andet af disse dejlige minder, vilde han følt sit hjerte slaa med stille, men underlig store slag, i vemodsfyldt glæde over livets skjønhed.
Var en saadan alderdom blit ham tildel, da vilde han aldrig ha ønsket sig døden saalænge hans legems kraft endnu ikke var brudt. Først naar kræfterne svigtet og han følte døden nærme sig, vilde trætheden gjort at han alligevel kom til at længes efter den store hvile — og mæt af dage vilde han saa være gledet ind i døden med et tilfreds smil paa sine læber, lykkelig ved at det var blit ham forundt at tømme livets bæger ud tilbunds.
Istedenfor nu! Endnu var hans legems kraft slet ikke brudt — og dog gik han der og ønsket sig døden hver eneste dag. Og ikke nok med det. Nej, hvad sker —: da døden tilslut forbarmet sig over ham og virkelig kom for at hente ham, blev der med ét hel sceneforandring indi ham — han følte sig ganske som forbyttet. Hele tiden hadde han tænkt sig, at naar han endelig engang fik knokkelmanden at se, da vilde han ile ham imøde og kysse hans hænder og sige til ham: „Længe har jeg ventet paa dig og sent kommer du, men velkommen, velkommen skal du være!“ Og nu da knokkelmanden virkelig viste sig og det store intet aabnet sit gab for at sluge ham, da gøs han isteden rædselsslagen tilbage og klamret sig, vanvittig af angest, til livet — som var han en ung mand der blev overrasket af døden just som han skulde begynde at leve.
Han raste imod sig selv og kaldte sig idiot fordi han ikke hilste den store befrier velkommen, men det var ganske forgjæves — rædselen for døden lod sig slet ikke bortræsonnere. Og skjønt han hadet og foragtet og forbandet sig selv for det, vedblev han dog ganske idiotisk at forlænge sin dødskamp ved at klynge sig til livet og stritte imod alt det han aarket. Han begreb ikke hvad i alverden der gik af ham, men han kunde slet ikke la det være — han følte sig som forhexet.
Da var det at han pludselig, ganske i vildrede med sig selv og med alt, fortvilet vendte sig om, og som et sidste forsøg paa at orientere sig kastet et blik tilbage paa sit stakkels mislykkede liv. Og med den egne, lynsnare intelligens, hvormed døden stundom forlener det menneske den netop er ifærd med at nappe, forstod han i et eneste blink det hele. I et nu saa han som i et syn hele sit ynkelige forfejlede liv voxe frem som det naturlige og uundgaaelige resultat af hans egen individualitets afmagt overfor den store verdens-idioti der souverænt behersker de enkelte menneskers som den hele menneskeheds skjæbne. Og i samme nu forstod han ogsaa hvad det var der voldte hans afsindige rædsel for døden —:
Det var ingenting andet end det, at han aldrig hadde faat lov til at leve!...
Med en rasende tørst efter livet var han kommet til verden for et par menneskealdre siden — og i al den lange tid var denne brændende tørst endnu aldrig blit stillet. Ikke en eneste gang disse to menneske-aldre igjennem var det lykkedes ham at faa saameget som en mundsmag af den liflige vin som livet er. Hvergang han med begge hænder hadde grebet om livets bæger og begjærlig ført det til munden for at slukke sin tørst med den kostelige drik som gamle Vorherre selv har tilberedt for menneskenes børn hadde han strax i væmmelse kastet bægeret fra sig igjen. Hvergang hadde nemlig gamle gud Mammon iforvejen passet paa at tømme Vorherres vin ud af det og isteden fylde det med lunkent stinkende vand fra sin mudderpøl. Raaddent vand og ikke liflig vin var det han hvergang hadde faat munden fuld af ... altid bestandig. Indtil han endelig gav det hele op og bare ønsket sig døden.
Hvad under da — naar døden saa endelig kom og tilintetgjørelsens gab aabnet sig foran ham — at tørsten efter livet endnu en sidste gang, som i fortvilelse raste op i ham igjen, og denne gang endnu mere brændende og fortærende end nogensinde?!... Dø gammel og mæt af dage efterat ha tømt livets bæger ud tilbunds, det var jo en naturlig og ligetil sag; men at dø uden nogensinde at ha faat saameget som en mundsmag af det liv, man er skabt for at leve — det var jo til at bli gal af! Og gal, splitter pine gal var han altsaa blit, siden han sat sig til modværge mod knokkelmanden, istedenfor at omfavne ham. Thi selv om menneskeheden i dette øjeblik sprængte ud af pengefælden og tog ham gamle mand med sig ud under guds egen frie himmel, hvor ingen gud Mammon mere fik lov til at sidde og forgifte livets kilder — ham kunde det alligevel ikke hjælpe længer: hans tid var dog forbi, han kunde jo dog ikke faa leve sit liv om. Det bedste der nu kunde times ham var altsaa at dø paa flekken. At forlænge dødskampen ved at sætte sig til modværge mod døden, den store uovervindelige, var det rene skjære vanvid, det indsaa han udmærket godt; men dette vanvid var altsaa stærkere end ham — og han blev liggende der, klyngende sig til livet, og krympe sig som en orm under den klo døden hadde hugget i ham for aldrig at slippe mere...
Hvorfor løftet han da ikke rasende sin arm og truet med knytnæven op mod gud Mammon som sad deroppe i sin gyldne sky og koldflirte ad ham? ... hvorfor lod han sig ikke bære ud paa torvet ... eller hen paa børsen, og kaldte sine fordums kolleger, alle svingerne af pengepisken, sammen omkring sig og sa til dem:
— For jer egen skyld ber og besværger jeg jer at lytte til en døende mands ord: „I véd allesammen at I ved jer svingning af pengepisken frembringer al den legemlige nød og elendighed, og dermed ogsaa hovedmassen af al den sjælelige ulykke, som findes i verden. Men vend jer nu om og kast hver især et blik tilbage paa det han selv har levet, og I vil faa at vide hvad I aldrig har vidst, nemlig at I ved jer svingning af pengepisken forgifter selve livets kilder og dermed stænger lykken ude, ikke blot af befolkningens, men ogsaa af jert eget liv. Vend jer om, og se, og forstaa! og I vil kyle pengepisken langt fra jer for at lykken endelig kan komme til at holde sit indtog paa vor dejlige jord, som indtil denne dag, midt i al sin dejlighed, dog kun har vært en sørgelig jammerdal.“
Og hvis hans ord hadde frugtet og han i sin sidste stund endnu hadde faat opleve at se menneskene storme ud af pengefælden — da vilde jo en stolt glæde ha gjennemstrømmet hans gamle hjerte, og han vilde rolig ha sagt til Døden —: Saa, nu kan du trække af med mig. Jeg har ganske vist ikke faat leve det liv jeg var skabt for, og har derfor aldrig vidst af hvad lykke vilde si; men jeg har ialfald nu i min sidste stund opnaad at faa føle, at jeg ikke har levet helt forgjæves — og den trøst var alt hvad der endnu lod sig opnaa. Træk altsaa i guds navn af med mig of lad det ha en ende saa hurtig som muligt — for mig venter nu ingenting mere i verden.
— og idet saa Døden trak af med ham kunde han endnu ha vendt sig om en sidste gang og rakt tunge ad gamle gud Mammon der han sad ensom tilbage i sin gyldne sky og stirret slukøret ned i den tomme pengefælde.
Hvorfor forsøgte han ikke enten dette eller noget lignende?... hvorfor forsøgte han i det hele taget intetsomhelst for at skaffe sit raseri over at være blit snydt for livet en smule luft?...
Fordi han i virekligheden slet ikke hadde vendt sig om og set og forstaat. Han begreb slet ikke at Mammon hadde bedraget ham for hans livs lykke — begreb oberhodet ingenting af det hele, og følte følgelig heller ingen grund til at være rasnde over noget; derfor bare laa han der og vred sig som en usselig orm under dødens klo og stirret imod alt det han aarket, angest for tilintetgjørelsen. — Indtil Døden blev den stærkeste og trak afsted med ham og han gik ud af verden ligesaa forstaaelsesløs som han hadde levet i den.
Saadan døde alle disse pengepisk-svingere, den ene efter den anden, hver efter sin tur. Men lykkedes det altsaa ikke for disse folk, der dog baade hadde tid og evne til at tænke, at komme til begribelse af hele den løjerlige idioti, hvori menneskene boltrer sig — hvorledes skulde det da kunne lykkes for de andre som var nødt til at rende rundt i penge-mad-ringen fra morgen til aften og aldrig fik tid til at tænke paa andet end hvor de skulde faa penge til mad fra imorgen?!... Haabløst, fuldstændig haabløst fandt du at det saa ud for menneskeheden, Satanas, — og den mistanke slog pludselig ned i dig: Mon ikke det hele stikker deri, at guddomsgnisten i menneskene er slukket ved deres langvarige ophold i pengefølden?
Foreløbig blev det imidlertid med mistanken.
Men da saa den sidste sotre opfindelse kom og tog brødet fra de ni tiendeparter af arbejderne i et stort fag, og du saa disse stakkels arbejdsløse luske stille hjem og sukkende sætte sig til at sulte med sine koner og børn, mens opfinderen, med Judas-pengene raslende i sin lomme, spankulerte gravitetisk omkring og kroede sig som en menneskehedens velgjører, og aviserne som et tusindtunget ekko gjentod det bevingede ord du var fræk nok til at slyng ned til dem fra din gyldne sky: „Kapitalistens værk er arbejderens vel!“ og dertil endog føjet: „Ære være gud Mammon i det høje!“ — da slog du dig tilslut med den flade haand for panden og sa: „Dosmer som jeg har vært!... at jeg ikke har forstaat det før —: ingen tvil om at guddomsgnisten er slukket, og mennesket bli idiot som de andre dyr!“
Hvorpaa du strax tilkaldte mig og sa:
— Gamle vorherre, spillet er slut, og det er dig der har tabt. Lad altsaa din vandflom komme, og skyl disse byttinger ned i evighedsdybet igjen — og la os begynde forfra med en ny Adam og en ny Eva, som du faar se til at udstyre lidt bedre end de forrige — ellers blir spillet for kjedeligt.
KAPITEL II
Satan har tat fejl
Nuvel Satanas, du tar fejl; guddomsgnisten i mennesket er ikke slukket — og det vilde du ha vidst, om du som jeg kunde granske hjerter og nyrer. Mangen en pengepisk-svinger som fortvilet ser lykken svinde bort mellem sine hænder hvergang han forsøger at gribe den, vender sig virkelig tilslut om og tar en oversigt over sit mislykkede liv — og kommer derved pludselig til at forstaa den hele idioti. Men kun for efterpaa at maatte si til sig selv med et stille suk: „Herregud, herregud! at det dog ikke gaar an at lægge pengepisken ned.“ Thi efter omhyggelig at ha tænkt tingen igjennem kommer han ufravigelig til det resultat, at desværre — det lar sig ikke gjøre.
Hans ræsonnement er nemlig dette:
For at pengepisken skal kunne lægges ned overalt paa én gang er det aldeles nødvendigt at alle voxne mennesker hele verden over — eller ialfald den overvældende masse af dem — har sluttet sig faglig sammen til en eneste kjæmpeorganisation, hvis medlemmer alle som én har sagt, hver især til sig selv, og alle til alle:
— Fra den og den dag overtar vi hele verdensproduktionen — og paatar os i alle mulige fag at frembringe mere end menneskeheden i det hele taget magter at forbruge. Ganske vist ikke fra første dag af, det siger sig selv. Thi vel raader vi over større kræfter end dertil behøves naar vi ikke længer kaster vor kraft bort paa nytteløst uproduktivt arbejde; men vi kan jo umulig paa forhaand regne ud, hvor meget der i hvert enkelt fag skal til for helt ud at dække menneskehedens fri forbrug. Hvad vi paa forhaand kan vide er kun, at der aldeles sikkert maa frembringes langt mere med klæder og husrum end menneskeheden hidtil har maattet nøje sig med — og at højst sandsynlig maa produktionen betydelig øges i samtlige fag. Men hvor meget i hvert, se det kan kun erfaring lære os. Fra først af kan vi derfor kun øge produktionen i hvert enkelt fag efter et løst skjøn. Men naar vi ved siden deraf strax optar en fortegnelse over de vældige beholdninger vi har paa lager af de forskellige fags produkter, og derefter stadig holder os à jour med hvorledes hvert enkelt fags beholdninger enten synker eller stiger, saa behøver vi blot yderligere at øge produktionen i de fag hvis beholdninger minker, og atter indskrænke den noget i de fag hvis beholdninger viser sig at voxe, for tilslut at opnaa det resultat, at intet fags beholdninger hverken synker eller stiger mere — hvad der altsaa vil si at vor produktion endelig er naad frem til at holde menneskehedens fri forbrug stangen.
Og skulde vi i én eller nogle enkelte brancher ikke se os istand til at øge produktionen med den fart som er nødvendig for at det fri forbrug ikke helt skal tømme lagrene, nuvel da kundgjør vi det for menneskeheden og opfordrer alle og enhver til foreløbig saavidt muligt at spare paa vedkommende branchers produkter indtil en ny kundgjørelse underretter dem om at denne sparen er blit overflødig.
Efter kortere eller længere tids forløb vil verdens-produktionen paa denne maade være bragt fuldstændig iorden. Vi vil da selvfølgelig ha indrettet os slig, at de forskjellige slags produkter frembringes paa de steder hvor det er hensigtsmæssigst at frembringe dem — og vi vil til den ende ha fordelt os saadan paa jordens overflade, at befolkningens tæthed paa hvert enkelt sted staar i forhold til hvor stor en del af verdensproduktionen det er som udføres paa stedet. Vi vil videre ha sørget for at organisere vor produktion saaledes, at der ikke længer gives produktions-arbejde som i sig selv er ubehageligt — fordi ubehageligt arbejde i længden er enstydigt med uøkonomisk arbejde. Og hvad endelig produktionens kvalitet angaar, saa laver vi selvfølgelig kun første klasses produkter, fordi vi allesammen under os selv det bedste.
Det arbejde en saaledes organiseret produktion kræver, er ikke større, end at der gjennemsnitlig kun vil falde et par timers arbejdstid om dagen paa hvert voxent menneske, hvis alle deltar i det. Og det kommer nødvendigvis alle til at gjøre — eller ialfald saagodtsom alle. Vi der nu staar rede som én mand til at overta produktionen og organisere den, repræsenterer nemlig selv saagodtsom alle voxne mennesker i verden — og at vi ikke vil svigte er en given sag. Ikke en levende sjæl iblandt os alle, uden at han har gjort klart op med sig selv hvad det gjælder! Ingen der ikke véd, at hvis vi først organiserer en produktion, der dækker det fri forbrug, men siden ikke gider holde den gaaende saa den fremdeles vedblir at dække forbruget, da kommer vi nødvendigvis op at slaas om de produkter hvoraf der frembringes for lidt — og enden paa det hele blir at vi tvinges til at vende tilbage til pengefælden igjen. Men det vil jo ikke si andet, end at gider vi ikke af egen drift arbejde et par timer om dagen for at kunne indrette vort forbrug ganske som vi selv lyster, saa blir vi isteden pisket til at arbejde ti timer om dagen bare for at faa lov til at bruge det aller nødvendigste — og maa endda til finde os i periodisk at sulte paa grund af arbejdsløshed. Ingen levende sjæl iblandt os der ikke har denne konsekvens brændt som med gloende jern ind i sin bevidsthed.
Selv om vi derfor allesammen virkelig elsket lediggang og helst ikke gad bestille nogenting dagen lang — vi vilde alligevel, netop af hensyn til vor egen magelighed, omhyggelig sørge for at produktionen vedvarende kom til at dække det fri forbrug. Men der er ingen af os som elsker lediggang. Ingenting at bestille er slet ikke vort ideal — tværtimod. Den mand der virkelig drev det til ingenting at bestille, han vilde ikke blot kjede sig selv tildøde, men han vilde hurtig bli en saa tom og indholdsløs person, at han blev uudholdelig ogsaa for andre; ingen vilde aarke at være sammen med ham eller i det hele taget ha med ham at gjøre — han vilde bli skyet som en spedalsk og være nødt til at henleve sit liv som en paria, udelukket fra alt menneskeligt selskab.
Dovenskaben er ikke sød nok til at afholde nogen fra et par timer om dagen at ta del i det behagelige produktions-arbejde. Derimod vil der nok være dem, der enten til tider eller hele deres liv igjennem, er i den grad absorberet af deres kunstneriske videnskabelige eller tekniske formaal, at de foretrækker ikke at ha noget at gjøre med den daglige produktion. Men dertil er ingenting at si; for der er vel ingen som falder paa at ønske, at f. ex. en Edison pligtskyldigst hver dag paa et bestemt klokkeslet skulde afbryde sine experimenter for at gaa hen og delta et par timer i forbrugs-produktionen — med mindre naturligvis at manden selv ønsker det, og tar det som en behagelig adspredelse mens han hviler sig fra sit egentlige arbejde.
Men foruden disse faa, der altsaa er helt absorberet af vigtigere ting, blir det kun de syge og arbejdsudygtige der ikke kommer til at delta i det organiserede produktions-arbejde. Og det antal minuter om dagen hvormed den øvrige menneskehed derved faar sin arbejdstid forlænget, har intet somhelst at betyde. Forøvrig vil de syges og arbejdsudygtiges tal under det fri arbejdes regimente snart svinde ind til en ren ubetydelighed. Thi fra den dag af da al tvang forsvinder, og mennesket, befriet fra alle økonomiske og moralske bekymringer, af egen drift og glad i hu gaar til sit arbejde og lever sit liv i overensstemmelse med sin egen naturs trang — fra den dag af begynder den degenererede menneskehed sin rekonvalescens; og længe vil det ikke vare før den er fuldstændig regenereret, og hovedmassen af dens sygdomme forsvundne. Og de faa sygdomme som endnu blir tilbage vil lægevidenskaben ikke være længe om at raade bugt med. Thi naar de videnskabelige opdagere og tekniske opfindere paa lægekunstens omraade ikke længer som nu arbejder hver for sig, hemmelig og i énerum, af frygt for at ellers andre ved at benytte deres ideer muligens kan komme dem i forkjøbet og snappe det økonomiske udbytte af vedkommende opdagelse eller opfindelse bort for næsen af dem; naar de isteden derfor tværtimod ivrig spreder sine ideer for alle vinde og saa at sige experimenterer for aaben scene for at der uafladelig kan bli et virksomt samarbejde mellem alle dem der beskjæftiger sig med samme slags problemer — da vil der paa et eneste aar kunne udrettes mere imod disse menneskehedens sidste fiender end man fortiden magter at udrette paa en menneskealder, fordi man af økonomiske hensyn er absolut nødt til at drive det uværdige hemmelighedskræmmeri. — — —
Dersom alle voxne mennesker i verden — eller ialfald den overvældende masse af dem — hadde sluttet sig faglig sammen i en eneste organisation hvis medlemmer alle som én hadde sagt dette hver især til sig selv og alle til alle — da vilde fattigdommen med alle de onder der følger i dens spor forsvinde fra jorden samme dag som disse organiserede mennesker overtog verdensproduktionen. Og fra den dag af da de hadde faat deri organiseret slig, at den dækket menneskehedens fri forbrug, vilde der paa vor klode aldrig mere kunne gives et menneske, som ikke i den forstand var en absolut velhaver, at han til enhver tid vilde ha til raadighed alt hvad han i det hele taget kunde bruge. Og da der under disse omstændigheder aldrig mer kunde bli tale om at vende tilbage til pengefælden igjen, saa vilde dermed pengepiskens dage for evig være talte.
Et eneste blik paa den samling menneskelignende væsener der fortiden befolker vor klode er imidlertid fuldkommen tilstrækkeligt til at overbevise selv det mest sangvinske menneske om, at for øjeblikket ialfald er menneskeheden ganske og aldeles ude af stand til at rotte sig sammen mod gamle gud Mammon og sprænge ud af hans pengefælde. Om den nogensinde vil bli istand dertil, det er vel i det hele taget et meget tvilsomt spørgsmaal. Og skal det nogensinde ske da maa i ethvert fald menneskeslægten først ha undergaat en fuldstændig sjæle-forvandling som det ganske sikkert ikke vil kunne ta mindre end et par tusen aar at gjennemløbe.
Og selv om man tænker sig at pengepisken ikke lægges ned over hele verden paa én gang men i ét land ad gangen efterhvert som de forskjellige landes befolkninger blir modne til at kaste al tvang overbord og leve sit liv i frihed — udsigten blir derfor ikke lysere. Blir nemlig menneskene overhovedet nogensinde modne til at leve sit liv i frihed da blir de det temmelig sikkert saa nogenlunde samtidig overalt. De mest fremskredne af de civiliserede nationer har ingenlunde nogen bedre chance for at kunne bryde ud af pengefælden end de andre — snarere tværtom. Thi efterhvert som et land skrider fremad i det der fortiden kaldes civilisation, blir „kampen for tilværelsen“ d. v. s. kampen om pengene stadig mer og mere tilspidset, og da landets indvaanere som følge deraf blir stadig ivrigere og ivrigere Mammons-dyrkere, faar de bestandig vanskeligere og vanskeligere for i det hele taget at kunne tænke sig muligheden af at pengepisken kan lægges væk. Troen paa pengenes uundværlighed er med andre ord nødvendigvis stærkere hos den mere end hos den mindre civiliserede nation. Denne forskjel gjør imidlertid ingenting hverken fra eller til. Selv hos de mindst fremskredne nationer er nemlig troen paa pengenes uundværlighed allerede nu saa klippefast, at baade de der selv svinger pengepisken og de der har den susende ned over sine rygstykker saagodtsom alle uden undtagelse er absolut paa det rene med at ideen om at afskaffe pengene er en komplet sindssvag idé som det ikke engang er umagen værd at granske for at komme tilbunds i; man bør kun efter bedste evne søge at uskadeliggjøre de stakkels fjollede individer der huser denne sindssvage idé i sine hjerner og derfor uafladelig drømmer om revolution.
At prædike pengenes afskaffelse blandt de civiliserede nationer er under disse omstændigheder faafængt og ørkesløs gjerning — det er at tale for døve øren. Og mer og mere stok døve blir altsaa disse øren jo mere den moderne civilisation skrider frem. Skal det derfor nogensinde kunne lykkes at skaffe ørenslyd for evangeliet om pengenes afskaffelse, da maa den moderne civilisation først være blit afløst af en ny civilisation der virker i diametralt modsat retning og altsaa ikke længer styrker men tværtimod undergraver troen paa pengenes uundværlighed. Og om man end ikke paa forhaand kan benægte muligheden af at den moderne civilisation engang i tiden ad udviklingens vej vil bli afløst af sin modsætning, noget tegn til at det vil ske i en overskuelig fremtid er ialfald ikke at se. Og hvad kan det hjælpe os som lever idag, at det muligens kan komme til at ske engang i en fjern fremtid, kanske om et par tusen aar; vi er jo dog kommen et par tusen aar fortidlig til verden, og har ikke engang den trøst mens vi lever at kunne gjøre noget for at paaskynde udviklingens gang. —
Saadan ræsonnerer de pengepisk-svingere der har faat sine øjne opladte for pengenes idioti; derfor gjør de sig ikke til apostle for evangeliet om pengenes afskaffelse, men siger bare med et stille suk til sig selv: „herregud hvor sørgeligt at pengepisken ikke kan lægges ned — men desværre, det lar sig ikke gjøre.“ Og derfor er det at du, gamle Satanas, ikke har opdaget dem.
KAPITEL III
Revoltens aand lever
Men ikke blot blandt pengepisk-svingerne, ogsaa blandt den arbejdende befolkning som tilbringer sit liv med at trave rundt i penge-mad-ringen findes der mangen én hvis øjne pludselig oplades for pengenes idioti. Det er folk med saa stærkt et temperament at de aldrig faar rist eller ro for sin sugende tørst efter livet og lykken; trods det haarde slæb og de evige økonomiske bekymringer toner der bestandig dybt i deres sind en klagende længselssang efter det liv de er stængt ude fra — og uafladelig, hver time paa dagen, dirrer det spørgsmaal op i dem: Hvorfor er vi lukket ude? ... og hvorfor blir existensen stadig haardere og haardere for massen af os, skjønt det for hver dag som gaar blir lettere og lettere at frembringe det vi bruger? Og saa længe betragter de, i lyset af disse spørgsmaal, alle pengefældens besynderlige foreteelser, til der en dag falder som skjæl fra deres øjne — og situationen i hele dens lysende vanvid ligger med ét aaben i dagen for deres blik.
Størsteparten af disse folkets børn der saaledes faar sine øjne opladte, ræsonnerer imidlertid ganske som deres seende brødre blandt de besiddende klasser, og siger triste til sig selv:
— At prædike ejendommmens og pengenes afskaffelse for en menneskehed hvis ene store altopslugende interesse er at tjene penge og erhverve ejendom, vilde være fuldkommen ørkesløs gjerning. Der er altsaa intet andet at gjøre end at vente til udviklingen engang i tiden fører did, at det sker med massen af mennesker som det allerede nu er sket med os —: der falder som skjæl fra deres øjne saa de pludselig kommer til at se den idiotiske situation hvori menneskeheden befinder sig. Generationer efter generationer vil imidlertid ha afløst hinanden før denne forløsningens time slaar, og for os og vore børn er der altsaa intetsomhelst haab — ja vi har ikke engang den trøst at kunne gjøre noget for at paaskynde udviklingens gang...
— og resigneret bøjer staklerne sin nakke under aaget og trasker haabløse som før videre i pengemad-ringen.
Kun nogle ganske faa af dem har revoltens helligaand saa levende i sig, at de baade siger til sig selv og energisk skriger det ud til dem der har øren at høre med:
— Hvis vi selv ingenting foretar men overlader det hele til „udviklingen“, da kommer menneskeheden til at vente paa sin forløsning — ikke i et par tusen aar, men til evige tider. Saalænge nemlig som menneskene blir ved med at vrøvle om inde i pengefælden, kan massen af dem umulig komme til at interessere sig for andet end at tjene penge og erhverve ejendom — og saa længe det er deres ene store hovedinteresse vil de aldrig kunne faa øjnene op for pengenes idioti. At penge er uundværlige forekommer dem, som rimeligt er, ganske og aldeles øjensynligt, siden ingen kan røre sig af flekken uden penge; og om vi andre forsøger at forklare dem, at denne øjensynlighed ikke er andet end blændværk, saa vender de bare det døve øre til — de gider ikke høre paa den slags aabenbart taabelig snak. Men faar massen af mennesker aldrig sine øjne opladte for pengenes idioti, da falder det dem heller aldrig ind at organisere sig med det formaal for øje selv at overta produktionen og indrette den slig at den dækker det fri forbrug. Og nogen anden maade at afskaffe pengene paa gives ikke.
Ingen „udvikling“ kan med andre ord føre menneskeheden ud af den snedig konstruerede pengefælde hvori gamle gud Mammon holder den indespærret — skal den kunne slippe ud, maa det ske ved et spring. Og dette spring maa vi, der har faat vore øjne opladte, arbejde paa at faa menneskeheden til at gjøre jo før jo heller — for der er ingenting at vente efter.
Alt synes ogsaa at tyde paa, at det vil kunne lykkes os forholdsvis hurtig —:
Allerede nu er store dele af befolkningen i de civiliserede lande faglig organiseret, og vi hører hver dag om tusinder, ti-tusinder, ja hundrede-tusinder af arbejdere, som efter fælles overenskomst lægger sit arbejde ned og løber en uhyre risiko bare for muligens at opnaa en liden midlertidig lønsforhøjelse. Hvorfor i alverden skulde det saa ikke kunne lykkes os at faa millionerne til at enes om at nedlægge arbejdet, al den stund de derved vil kunne opnaa ganske anderledes store ting omtrent uden at løbe nogen risiko somhelst?!
Hundrede-tusinderne som optar en lønskamp med sine arbeidsgivere, er paa forhaand paa det rene med følgende: de vil komme til at sulte og lide nød, mens kampen staar paa; de udsætter sig for at bli skudt ned af politi og militær; sejren er dem ingenlunde vis; og de kan ihvertfald ikke opnaa noget varigt resultat.
Millionerne derimod, den arbejdende befolknings masse, som optar kampen med alle arbejdsgivere under ét i den hensigt engang for alle at ordne forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver paa en maade der helt ud tilfredsstiller arbejderne, saa de for fremtiden slipper at opta nogen lønskamp mere — de kan paa forhaand vide, at de mens kampen staar paa hele tiden vil kunne skaffe sig alt hvad de behøver; at de intet har at frygte fra militærets, og saagodtsom intet fra politiets side; at sejren er dem absolut vis — og at de vil opnaa et varigt resultat.
Hvis altsaa hundrede-tusinderne idag drager i felten med frejdigt mod for sit lille formaal skjønt de løber en frygtelig risiko og ikke engang er sikre paa at opnaa hvad de kjæmper for — med hvor langt frejdigere mod vil da ikke millionerne komme til at drage i felten for sit store formaal den dag de har faat øjnene op for, at sejren paa forhaand er deres, og at risikoen de løber er omtrent nul?!
At aabne millionernes øjne for hvor ligetil og fareløs en affære det er for befolkningens masse at ta kampen op med alle arbejdsgivere paa én gang, det er den opgave vi maa stille os — og den synes ikke at kunne bli saa særdeles svær at løse. Hvad det gjælder om er at faa millionerne til at si, hver enkelt til sig selv, og gjennem organisationerne alle til alle:
— I det øjeblik vi, den arbejdende befolkningsmasse, efter fælles overenskomst lægger arbejdet ned, for af egen magtfuldkommenhed definitivt at ordne forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver paa en for os selv helt ud tilfredsstillende maade, da har vi dermed ophørt at existere som det man foragtelig kalder „Massen“, „Hoben“ eller „Mobben“ — vi har da ved at vise os i besiddelse af en fælles vilje som vi omsætter i handling, konstitueret os som „Folket“. Og medens de aarklasser af „mobben“ der indkaldes til armeen — naar de kommanderes til det — uden betænkning skyder paa den øvrige del af „mobben“, fordi mobbens forskjellige dele ikke bindes sammen af nogen fælles vilje, saa vil det bli, ganske ugjørligt at faa de aarsklasser af „folket“ der staar i armeen, til at vende sine vaaben mod den øvrige del af „folket“ — fordi den militære som den civile del af „folket“ bindes sammen af en fælles vilje som det hele folk stunder efter at se virkeliggjort. Om altsaa nogle officerer med revolveren i haand vil forsøge at tvinge soldaterne til at marchere mod det civile folk, da vil de derved kun opnaa selv at bli skudt ned som gale hunde.
Aldrig saasnart har vi derfor lagt arbejdet ned og faat hænderne fri før vi i en haandevending kan afvæbne politiet og derved gjøre myndighederne magtesløse, — hvorpaa vi konstituerer os som det souveræne folk og uden forhindringer gir os ikast med vor opgave: at ordne forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver saadan, at lønskampe for fremtiden kan undgaaes.
Theoretisk lar denne opgave sig imidlertid ikke løse, vi maa experimentere os frem for at løse den praktisk — og det vil ta tid. Og hvis det souveræne folk imens maa sulte og lide nød, da vil hurtig længslen vaagne efter de gamle kjødgryder saa daarlige de end var; af kjødgryde-længslen vil reaktionens aand fødes — og før vi ved ord af det vil den ha voxet sig stor og stærk, og en skjønne dag slaa revolutionen til jorden og kvæle den i dens eget blod. Revolutionen er med andre ord fortabt, hvis vi ikke — forinden vi tar fat paa vor egentlige opgave — først sørger for at hvert eneste menneske uden vrøvl kan skaffe sig mad, klæder og hus og hvad han forøvrigt behøver, mens revolutionen staar paa. Men det kan vi umulig sørge for paa nogen anden maade end ved strax at suspendere ejendomsretten og dermed sætte pengene ud af funktion for den tid revolutionen kommer til at vare.
Det første vi har at gjøre efter at ha konstitueret os som det souveræne folk er derfor at suspendere eiendomsretten og sætte os i besiddelse af produktionsmidlerne, derunder indbefattet alle oplag af færdige produkter. Derefter maa der, saa hurtig det lar sig gjøre, spredes blandt befolkningen, i millioner exemplarer, en fortegnelse over hvor store beholdninger der alt i alt haves paa lager af de forskjellige fags produkter, med samt et overslag over hvor længe hvert fags beholdninger kan antages at ville dække det fri forbrug. Alle fag-organisationerne blir derved hver især istand til at si til sig selv: „Naar det kvantum af vort fags produkter som for øjeblikket haves paa lager strækker til for saa og saa lang tid — f. ex. et halvt aar — da er det klart at skal vi kunne holde det fri forbrug stangen, maa vi frembringe et lignende kvantum hvert halvaar.“ Og viser det sig saa, at en produktion organiseret paa basis af dette regnestykke blir enten for stor eller for liden, fordi det tilgrundliggende overslag har været fejlagtigt, nuvel da har man kun at øge eller minke den til den er bragt i overensstemmelse med det virkelige, erfaringsmæssige forbrug. Og naar samtlige fag-organisationer paa denne maade har faaet sin produktion bragt i orden, og det fri forbrug altsaa er dækket over hele linjen, da har vi dermed skaffet os den operationsbasis som vi nødvendigvis maa ha at støtte os til for trygt og rolig at kunne experimentere os frem til at finde en ordning af forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver som helt ud tilfredsstiller den arbejdende befolkning, saa den for fremtiden slipper at rejse nogen lønskamp mere.
Og naar vi saa er naad frem til at løse denne revolutionens opgave, da er der selvfølgelig ingenting ivejen for — hvis vi finder det hensigtsmæssigt — atter at la ejendomsretten træ i kraft og dermed paany sætte pengene i funktion. Bestemmer vi os dertil, gir vi naturligvis produktions-midlerne, deri indbefattet alle lagere af færdige produkter, tilbage til de tidligere ejere, og nedlægger derpaa rolig vor souverænitet i myndighedernes hænder, og beordrer dem til for fremtiden ikke blot at beskytte ejendomsretten men ogsaa den ny arbeidsordning som revolutionen har etableret. Den ordre vil myndighederne nemlig nok sørge for at efterkomme, fordi de véd, at vi i modsat fald kom til at rejse os paany for at jage de utro indehavere af magten bort og erstatte dem med folk der vil gjøre sin pligt. —
Den dag den arbejdende befolknings masse, alle millionerne, har sagt dette hver især til sig selv og alle til alle — da er revolutionens time inde. Millionerne, som ingenting heller vil end at slippe for de evige lønskampe, har da endelig begrebet at der er ingenting at vente efter. Paa en bestemt dag lægger de derfor efter fælles overenskomst arbejdet ned over hele linjen, konstituerer sig som det souveræne folk ved at afvæbne politiet, suspenderer ejendomsretten ved at bemægtige sig produktionsmidlerne — og gaar ivrig igang med at organisere en produktion der dækker det fri forbrug, for derved at skaffe revolutionen den operationsbasis som den maa ha at støtte sig til mens den løser sin egentlige opgave.
Men ikke før er denne operationsbasis lavet færdig før det blir aabenbart for alle og enhver at dermed er revolutionens egentlige opgave allerede løst. Hele det produktions-arbejde som skal til for at dække det fri forbrug, er nemlig ikke større end at der gennemsnitlig kun falder en arbejdstid af et par timer om dagen paa hvert voxent menneske. Og ikke blot viser det sig at saagodtsom hvert eneste voxent menneske deltar i produktionen; men de gaar allesammen til disse par timers arbejde som til en munter liden leg, straalende glade over at kunne frembringe alt hvad de alle tilsammen magter at forbruge, blot ved hver dag at ta sig denne lille sunde og forfriskende motion, som de allesammen meget nødig vilde undvære.
Det viser sig med andre ord, at ved at organisere en produktion der dækker det fri forbrug har det souveræne folk uden selv at ane det skabt den ideale ordning af det sociale arbejde — en ordning hvor det udelukkende er lysten som driver værket, og hvor hver enkelt arbejder selv bestemmer sin løn ved simpelthen at bruge hvad han lyster. Under disse omstændigheder at experimentere videre for muligens at opdage en anden arbeidsordning der maaske ogsaa er istand til at forebygge fremtidige lønskampe, vilde jo være at gaa over bækken efter vand — og revolutionen kommer derfor til at ende med at det souveræne folk knæsætter den ideale arbejdsordning det har fundet, ved definitivt at afskaffe den suspenderede ejendomsret, og dermed for alle tider at sætte pengene ud af funktion.
Saaledes og ikke anderledes kommer revolutionen nødvendigvis til at ende, saasandt den begynder med at suspendere eiendomsretten. —
Paa forhaand at sætte op som revolutionens program: „Ned med eiendomsretten og pengene!“ duer imidlertid ikke. Hvis vi, der allerede nu har faat øinene op for pengenes idioti, vilde gi os til at prædike revolution paa dei program, da kom vi ganske sikkert til at tale for døve øren. Sætter vi derimod som revolutionens program: „Ned med den arbeidsordning der fremtvinger de evige lønskampe!“ da har vi alle chancer for at vinde gehør. Imod denne forhadte arbeidsordning vilde befolkningen allerede forlængst ha reist en revolution, hvis den ikke forskrækket var
stanset op foran det uhyggelige spørgsmaal: „Hvad i alverden skal vi leve af mens revolutionen staar paa, naar alt arbeide er lagt ned og vi ingentig tiener længer?“ Og har vi først faat befolkningen til at forstaa, at det spørgsmaal ikke volder nogensomhelst vanskelighed, hvis bare revolutionen begynder med at suspendere eiendomsretten, da blir revolutionen øieblikkelig reist. Men engang reist kan den altsaa umulig komme til at ende med noget andet end med eiendomsrettens og pengenes definitive afskaffelse — og derfor siger vi: „Leve revolutionen ligemeget paa hvilket program den reises, naar blot befolkningen der reiser den har det brændt som med gloende jern ind i sin bevidsthed, at sejren afhænger af at eiendomsretten suspenderes, og af ingenting andet.“KAPITEL IV
Frelsen er nær
Saaledes tænker og taler nogle ganske vist faa af dem, hvis øjne er opladte for pengenes idioti; men til gjengjæld skriger disse faa ialfald højt nok til at du, gamle Satanas, umulig kan ha lat være at lægge mærke til dem. Og naar du alligevel ikke regner med dem, da er det kun fordi du gaar ud fra som absolut givet at disse naive sangvinikeres bestræbelser aldrig kan føre til maalet. Saalænge nemlig — mener du — som menneskene blir ved at tosse om inde i din pengefælde, kan massen af dem umulig bringes til at begribe at ejendomsret og penge i det hele taget kan undværes selv om det bare er for det tidsrum som revolutionen trænger for at gjøre sin gjerning. Massen af mennesker kjender jo ikke det fri men kun det tvungne arbejde og har derfor i det hele taget modbydelighed for alt hvad der heder arbejde. Naar de alligevel overvinder denne modbydelighed da er det ved hjælp af pengenes poesi, og de kan derfor aldrig faa ind i sit hode at nogen mere gider bestille noget hvis pengene blir borte og enhver kan ta hvad han vil af det som er. Men gider ingen bestille noget mere, da vil de lagere af færdige produkter, som det souveræne folk har bemægtiget sig ved revolutionens begyndelse, inden en stakket tid være tømte — og saa kommer sulten og gjør det af med denne nye revolution som den har gjort det af med de tidligere revolutioner. De naive faa kan derfor længe nok fortælle befolkningen at revolutionens sejer er sikker bare ejendomsretten blir suspenderet; i befolkningens øren lyder det som taabelig passiar, den vender dem derfor koldt ryggen — og der blir ingen revolution af.
Saadan er din tanke Satanas — og den kan forsaavidt være rigtig nok. Men naar du bilder dig ind at disse sangvinikere, saasnart de opdager at de taler for døve øren, trætte kommer til at gi ævret op og la tanken om en revolution fare, da tar du ganske og aldeles fejl. De kommer isteden bare til at forandre taktik. Indtil den dag har de holdt sig absolut borte fra de politiske valg, fordi alt hvad der heder politik udelukkende indgyder dem væmmelse og foragt; men da vil du faa se dem kaste sig ind i valgkampen ivrigere end nogen anden — og endog opstille kandidater i hver eneste valgkreds hvor der bare saasandt findes to af deres meningsfæller som gensidig kan stemme paa hverandre. Og ikke før er de slaat ind paa den politiske vej, før alle de andre, som har faat øjnene op for pengenes idioti, strax slutter sig til dem — og længe vil det derfor ikke vare før de erobrer sin første valgkreds og sender en repræsentant ind til landets nationalforsamling.
I det første møde som holdes vil du saa faa se denne repræsentant fremlægge paa præsidentens bord et tilsyneladende vanvittigt forslag, der indbyder forsamlingen til at fatte saadan beslutning:
„Ejendomsretten afskaffes — alt tilhører alle.“ og efter at ha refereret forslaget vil præsidenten si til forsamlingen:
— Var dette forslag blit indsendt til os fra en udenforstaaende, vilde jeg ha foreslaat: „sagen henlægges“; da det er fremsat af et medlem i vor egen midte er jeg nødt til at la det behandle. Sende det til forberedende behandling i en komite vil imidlertid være meningsløst, jeg foreslaar derfor at det behandles strax — og da ingen derimod har gjort nogen indvending gir jeg ordet til forslagsstilleren der ønsker at begrunde sit forslag. Og anarkiets første politiske repræsentant vil da rejse sig og tale saaledes:
Hr. Præsident!
Lad mig strax begynde med at si at jeg ikke har fremsat mit forslag i haab om at faa det vedtat nu med det samme. Tværtimod. Om denne forsamling i et anfald af momentant vanvid vedtog at afskaffe ejendomsretten allerede idag, da vilde jeg stemme imod, fordi en saadan beslutning ikke for øjeblikket lar sig gjennemføre. Ejendomsretten lar sig ikke afskaffe paa mer end én maade, nemlig ved at befolkningens masse bemægtiger sig produktionsmidlerne og organiserer en produktion, der dækker det fri forbrug. Vi kan altsaa ikke gaa hen og dekretere ejendomsretten afskaffet før massen af vort lands befolkning staar parat til at overta produktionen — og det gjør den for øjeblikket jo slet ikke. De eneste der til dato har organiseret sig med dette formaal for øje er flertallet af vælgerne i min kreds, med samt vore slagne meningsfæller i de andre kredse, og valgstatistiken viser at vi alle tilsammen ikke udgjør mere end godt og vel ti tusen mand. Men for at kunne overta landets produktion maatte vi være ti millioner og ikke ti tusen.
Naar mine vælgere alligevel, paa egne og meningsfællers vegne, har git mig i opdrag allerede nu at fremsætte dette forslag om ejendomsrettens afskaffelse, da er meningen dermed kun at si til denne forsamling — og derigjennem til det hele folk:
— Vi, ti tusen af landets stemmeberettigede borgere, som allesammen har faaet vore øjne opladte for pengenes idioti, er fast bestemte paa at gjøre alt hvad der staar i vor magt for at bringe ejendomsretten med dens pengevæsen til at forsvinde jo før jo heller, og vi har til den ende sluttet os sammen i en organisation hvis formaal det er saa hurtig som gjørligt at aabne øjnene paa 9,990,000 af vore medborgere. Naar det er gjort og vor organisation altsaa tæller ti millioner medlemmer, da besætter vi ved de første valg alle pladse i denne forsamling — og ikke før er vore repræsentanter traadt sammen og har enstemmig erklæret ejendomsretten afskaffet, før vi strax bemægtiger os produktionsmidlerne og gaar igang med at organisere en produktion, der dækker det frie forbrug.
Til at aabne øjnene paa de 9,990,000 agter vi ikke at bruge mere end allerhøjst 30 aar. Vor beregning er nemlig denne:
For øjeblikket tæller vor organisation kun ti tusen; men ved sin indtrædelse i organisationen har hver eneste én af disse ti tusen mand først gjort klart rede for hvorledes det gik til at han fik sine øjne opladte, og derefter højtidelig svoret at ville gjøre alt hvad der staar i hans magt for ogsaa at aabne øjnene paa alle dem han maatte komme i berøring med. Vi mener da ikke at være for sangvinske naar vi tror at det vil kunne lykkes os alle ti tusen i de kommende 3 aar at aabne øjnene paa ialfald én — siger og skriver én — medborger hver, saa vi kan møde tyve tusen mand stærk til de næste politiske valg. Og gaar vi videre ud fra, at alle vor organisations medlemmer vedblivende hvert nyt tre-aar gjør ialfald én proselyt hver, da vil vi jo om 6 aar være 40,000; om 9 aar 80,000; om 12 aar 160,000; om 15 aar 320,000; om 18 aar 640,000; om 21 aar 1¼ million; om 24 aar 2½ million; om 27 aar 5 millioner — og om 30 aar 10 millioner.
Senest inden 30 aar fra idag af vil vi altsaa kunne skride til at afskaffe ejendomsretten og la lykken faa lov til at holde sit indtog i vort land.
Men højst sandsynlig vil vi kunne gjøre det længe før. Efterhvert nemlig som vor organisation voxer sig fra ti tusen opover mod de ti millioner og den store forløsningens dag rykker os nærmere og nærmere ind paa livet, vil vor propaganda falde stadig lettere og lettere, og vort antal kommer til at voxe med stadig øgende fart.
Og allerede fra imorgen af begynder denne væxt. Naar referaterne af dette møde iaften foreligger for den hele befolkning vil masser af mennesker som hidtil foragtelig har vendt os ryggen forbausede tænke ved sig selv:
— Drømmer vi eller er vi vaagne —: kan det virkelig være muligt at der i vort land findes ti tusen voxne fornuftige mennesker som for alvor mener det lar sig gjøre at afskaffe ejendom og penge og la enhver faa lov til at bruge hvad han selv lyster uanseet enten han gider bestille noget eller ej?! — det klinger jo aldeles utroligt. Indtil idag har vi staat i den formening at det var bare nogle ganske faa, mer eller mindre skrullede individer, som omgikkes med den barokke idé at ville afskaffe pengene — og da vi gik ud fra at de fyre var modne til daarekisten gad vi ikke laane øre til deres præk. Men nu viser det sig altsaa pludselig, at deres tal er ti tusen, at de er ifærd med at organisere en planmæssig propaganda for pengenes afskaffelse — og at de haaber senest inden 30 aar at ha gjort os allesammen til deres proselyter! Hvordan i al verden kan dette hænge sammen?... Har hver eneste én af disse ti tusen mand en skrue løs, eller skulde der virkelig være noget i deres paastand om, at ejendom og penge er roden til alt ondt og at naarsomhelst vi bare selv vil kan vi ved at afskaffe pengene fuldstændig befri os for alle de sociale onder, hvorunder vort samfund lider? — Sandelig, vi ved ikke længer hvad vi skal tro. At ti tusen mand, efter hver især at ha tænkt tingen igjennem, enstemmig er kommen til dette mærkværdige resultat er ganske vist ikke noget afgjørende bevis for at de har ret. Men at vi andre, alle millionerne, som aldrig har ofret denne sag en tanke, finder deres resultat sindssvagt, er heller ikke noget bevis for at de har uret. Og én ting er ganske klar —: tanken om at ville afskaffe ejendom og penge kan umulig være i den grad urimelig som vi hidtil har anset den for at være, siden disse ti tusen mand ikke bestaar af galehuslemmer men af stemmeberettigede borgere tilhørende alle samfundsklasser. Og naar vi efter vor tur faar tænkt tingen igjennem — hvem borger os da for at vi ikke alle som én kommer til det samme resultat som de ti tusen, og følgelig slaar os sammen med dem og skrider til at afskaffe ejendomsretten? Og viser det sig saa at en produktion der dækker det fri forbrug, virkelig ikke kræver mer end et par timers dagligt arbejde pr. voxent individ, og at vi allesammen gaar til disse par timer som til en munter liden leg vi meget nødig vil undvære, ikke mindst fordi den styrker vore kræfter og gjør os des mere oplagte til med hovedmassen af vor kraft at kaste os over hver vore personlige interesser — guds død, da vil jo det si at den jammerdal som jorden hidtil har vært for de fleste af os, ved ejendommens og pengenes forsvinden har forvandlet sig til et paradis for os alle.
Vi maatte altsaa være splitter gale om vi ikke imorgen den dag strax sætter spørgsmaalet om pengenes afskaffelse under debat og ihærdig vedblir at diskutere det, offentlig og privat, i pressen, paa møder, og mand og mand imellem, saalænge til vi faar bragt klart paa det rene, om jammerdalen virkelig ad den vej kan laves om til et paradis. Det er jo vor egen og hele menneskehedens velfærd det gjælder. —
Men naar massen af mennesker i vort land endnu iaften faar dette nye syn paa os anarkister og vor gjerning, da er dermed jordbunden forberedt for den sæd vi agter at udsaa. Allerede imorgen prædiker vi da ikke længer for døve øren. Og er der saaledes allerede fra imorgen af skaffet ørenslyd for evangeliet om pengenes afskaffelse, da kommer Anarkiets ti tusen apostle ganske sikkert ikke til at gjøre én, de kommer til at gjøre mange proselyter hver, i det tre-aar vi nu gaar imøde. Men la mig ikke ta munden for fuld; la mig ganske beskedent gaa ud fra, at vi i de kommende tre aar bare formaar at aabne øjnene paa tre — siger og skriver tre — medborgere hver, og at jeg altsaa naar jeg idag om tre aar, sammen med et par kammerater, atter indfinder mig i denne sal, med valgstatistiken i haanden kan offentlig konstatere, at der nu staar 40,000 vælgere bag os — at der med andre ord da ikke længer staar ti, men fyrgetyve tusen mand færdige til, naar tiden er inde, at overta landets produktion.
Nuvel, disse 40,000 mand vil da si til hverandre: — Brødre! dersom vi, og de der herefter slutter sig til os, ikke gjør daarligere arbejde i de aar som kommer, end Anarkiets ti tusen apostle har gjort i de tre aar som er gaat, da vil vor organisation om 3 aar tælle 160,000 mand; om 6 aar 640,000; om 9 aar 2½ million — og om 12 aar 10 millioner. Vi vil da idag om tolv aar ha besat hver eneste plads i nationalforsamlingen — og naar vore politiske repræsentanter er traadt sammen og i sit første møde enstemmig har dekreteret eiendomsrettens og pengenes afskaffelse, saa bemægtiger vi os i en haandevending produktions-midlerne og skrider til at organisere en produktion der dækker det fri forbrug. — Hvor lang tid og hvor megen møje det vil koste at organisere en saadan produktion, derom kan vi ikke paa forhaand danne os nogen begrundet formening. Men det ved vi, at fra den dag af da vi har overtat produktionen vil alt hvad der heder fattigdom for evig være forsvundet fra vort land — og at fra samme dag af maa vi begynde at opdrage vore børn paa en helt anden maade end vi nu gjør. Maalet for vore børns opdragelse blir nemlig da ikke længer at sætte dem allesammen istand til at tjene penge naar de blir voxne; det blir at sørge for at hver enkelt én af dem finder frem til den virksomhed der svarer til hans sjæls trang, saa hans liv kan komme til at falde sammen med hans livsdrøm, og gjøre ham lykkelig. Vore børn kan derfor fra den dag af ikke længer opdrages under tvang, de maa nødvendigvis opdrages i frihed. Vi maa med andre ord da gjøre skolen til en fri institution, hvor lærerne er nogen venlige hyggelige mennesker, der ingen anden grund har til at optræde som lærere, end den at de finder sin glæde i at vække børns interesse for det, der interesserer dem selv, for derefter at vejlede dem under deres arbejde — og hvor børnene kan komme og gaa ganske som de selv vil, og ta fat der hvor deres interesse er vakt og ikke andre steder, saa skolen kan bli deres barndoms glæde, og barndomstiden en lykkelig tid, hvor den verden hvori de er født lidt efter lidt oplader sig for deres undrende og interesserte blik indtil de blir saa hjemme i den, at enhver af dem ud af sin egen naturs drift kan vælge den plads hvorfra han vil folde sit væsens blomst ud mellem alle de andres.
Og naar saa deres opdragelse er endt, da trær vore børn ikke — som vi har maattet gjøre — skuffede og triste ud i et liv hvor en afskyelig nødvendighed tvinger dem til at gjøre det økonomiske erhverv til sin hovedbeskjæftigelse — de trær simpelthen ind i „Livet“, for hver især at realisere sin egen livsdrøm. Økonomien spiller jo da ikke længer den samme rolle som nu. Fra at være menneskehedens hovedbeskjæftigelse er den reduceret til en munter liden bibeskjæftigelse hvormed det behager menneskene at fylde et par ledige timer af sin dag. I det liv hvori vore børn trær ind er nemlig alle mennesker rige paa grundlag af et produktions-arbejde der i virkeligheden kun er en underholdende liden leg som enhver kan ta del i paa hvad maade han selv finder for godt. Og kun nogle enkelte faa der er helt absorberet af vigtigere og alvorligere ting, vil nægte sig den fornøjelse at delta i den leg. Thi ikke blot føles den fri deltagelse i det organiserede produktions-arbejde som en behagelig motion, der holder ens sundhed vedlige, styrker ens kræfter, og sætter en i stand til med desto større energi at forfølge sine personlige interesser; men man gaar desuden til disse par timers arbejde med den bevidsthed at man derved, sammen med alle de andre, skaber en tryg og sikker operationsbasis for menneskeheden under dens kamp mod den fiendtlige natur. Forfrisket paa legeme og sjæl af denne ligesaa nyttige som behagelige motion, og glad ved det resultat den gir, kaster man sig derfor, ikke blot med liv og lyst men ogsaa med øget energi, over sit egentlige arbejde, nemlig at delta, hver paa sin selvvalgte vis, i den række operationer som menneskeheden foretar imod den fiendtlige natur for lidt efter lidt at bringe alle dens forskansninger til at falde.
Hvorvidt alle individer virkelig med frugt vil kunne delta i disse operationer; hvorvidt det med andre ord er ethvert menneske givet at kunne yde sit personlige bidrag til det store værk som menneskeheden maa fuldbringe for at naa frem til sin store bestemmelses maal, se det kan vi jo umulig faa nogen erfaring for, saalænge vi endnu tosser om herinde i pengefælden og øder hovedmassen af vor tid og vore kræfter paa ejendomsvæv og pengevrøvl. Men saa meget ved vi, at fra den dag af da der er sørget for, at hvert eneste menneske, for det første gjennem en opdragelse i frihed finder frem til den virksomhed der svarer til hans sjæls trang, og dernæst faar fuld anledning til, uhindret af økonomiske hensyn, at gi sig sin virketrang og sin virkelyst i vold, fra den dag af begynder det store tænke-organ, som i tidernes morgen blev givet menneskene i vuggegave, endelig at fungere; fra den dag af kan endelig de talløse hærskarer af genialt udstyrede individer som uafladelig fødes til verden komme til helt at udvikle alle sine evner og kræfter — og fra den dag af kommer derfor ogsaa menneskehedens erobring af naturen til at ta en helt anden fart end nu, hvor det bare er nogle enkelte faa som kan beskjæftige sig med den. En svimlende fart kommer den til at ta; en fart hvorom vi paa forhaand end ikke kan danne os nogen forestilling, og en fart, som stadig vil øge og øge, indtil alle naturens forskansninger er faldne og menneskeheden svæver frit om paa sin krafts vinger, og indretter sig i universet ganske som den selv vil.
Med andre ord: fra den dag af iler menneskeheden med kjæmpemæssige skridt fremad mod det høje maal der er den dikteret af dens eget væsen.
Og dermed er ogsaa den grundvold lagt, hvorpaa hvert enkelt menneske selv kan bygge sin personlige lykke op. Absolut frit spillerum for sin virketrang maa nemlig et menneske først og fremmest ha for at hans liv skal kunne bli helt ud lykkeligt. Absolut uhindret at kunne forme sit livs gjerning ud af sit eget væsens trang... ikke behøve at stille sig andre formaal end dem der af sig selv mylrer op af ens virkelystne sjæls dyb og tar ens interesse fangen helt fra de danner sig som uklare ønske-bobler nede paa dybets bund og pibler op gjennem sjælens forventningsfuldt stille vande, og indtil de i forklaret skikkelse svæver frem paa fantasiens horizont som stolte flyvende planer, dem viljen i skaberglæde griber og gjør til virkelighed... ikke at stille sig andre formaal end disse sjælens egne... ingen fremmed viljes press føle inde i sit livs naturlige spil... intet ydre nødvendighedens tryk paa den glade skabende vilje... bare fri lystig skaben ud af sit væsens trang, uden anden modstand at overvinde end stoffets naturlige træghed — det er hvert menneskes dybeste livsens trang, og den trang vil altsaa vore børn faa helt ud tilfredsstillet.
Og ganske vist lever ikke mennesket af virksomhed alene men ogsaa af kjærlighed, og den anden store hovedbetingelse for at et menneskes liv skal kunne bli helt ud lykkeligt er derfor at han har absolut frit spillerum for sin kjærligheds-trang. Men ogsaa det vil vore børn faa. Naar elskovstrangen vaagner hos dem og en ny underfuld verden dæmrer hemmelighedsfuldt frem over deres livs horizont og fylder dem med bævende, andagtsfuld forventning, da behøver de ikke længer — som vi har maattet gjøre — fortvilet at si til sig selv, at i denne fortryllede verden kan man ikke slippe ind før man har skabt sig en økonomisk stilling og bragt sin pengetjening iorden. Kjærligheden er nemlig da ikke længer underlagt de økonomiske hensyn. I den verden, hvori vore børn trær ind, er den pengebesmittede kjærlighed for altid forsvundet; den har maattet vige pladsen for den rene fri kjærlighed, der ikke kjender fremmede hensyn — og hvis altsaa to mennesker mødes i den underbare, ufattelige følelse som kaldes kjærlighed, og beruste af dette under sier den ene til den anden: „her staar jeg — jeg elsker dig! og der staar du — du elsker mig!“ da synker de simpelthen, sanseløst betagne i hverandres arme, og svæver dermed sammen ind i en nyskabt verden der tilhører dem ganske alene, og hvori de hver især finder al den lykke som deres sjæle i det hele taget er modtagelige for.
Selvfølgelig vil det fremdeles kunne hænde (om end langt sjældnere da end nu, siden elskoven ikke længer kjender fremmede hensyn), at et menneskes første kjærlighed blir ubesvaret — og at han i fortvilelse derover søger døden. Men mennesket lever ikke af kjærlighed alene, han lever ogsaa af glæden ved den livsgjerning han selv ud af sit eget væsens dybeste trang har valgt. Den ulykkelige elsker har altsaa arbejdsglæden at falde tilbage paa; i de fleste tilfælde vil den lidt efter lidt hjælpe ham ud over hans kjærlighedssorg — og en ny kjærlighed vil nok saa siden spire frem paa den gamles ruiner og alligevel gjøre hans livs dejlige foraarsdrøm til virkelighed. Kanhænde vil denne nye kjærlighed vare for livet og gjøre ham lykkelig for bestandig; kanhænde vil den blot vare for kortere eller længere tid... maaske blir den atter afløst af en ny kjærlighed; maaske ender den i ulykke. Men selv om hans hjerte brister af sorg eller han tar sig afdage i fortvilelse, han vil i ethvert fald i dødsøjeblikket si til sig selv: „Gudskelov, trods alt, at jeg dog har faat leve!“ Og synger han sin svanesang inden han dør, da vil der klinge en undertone igjennem den, der faar den til at lyde som en højsang til livet...
Ligedan vil det naturligvis kunne hænde at et menneske, skjønt han er opdraget i frihed og har fundet frem til den virksomhed der svarer til hans sjæls trang, bagefter opdager, at hans evne ikke strækker til, og at han intet formaar at udrette i den livsgjerning han har valgt sig — og maaske vil fortvilelse over dette misforhold mellem hans trang og hans evne drive ham i døden. Men mennesket lever ikke alene af den glæde han føler ved sin livsgjerning, han lever ogsaa af kjærlighed. En lykkelig kjærlighed vil derfor kunne redde hans liv — og kanske vil saa hans kjærlighedslykke kunne vække slumrende evner i ham og sætte ham istand til alligevel at udrette noget i sin livsgjerning, saa han til syvende og sidst dog blir helt ud lykkelig.
I ethvert fald: de mislykkede individer er kun de enkelte faa. Massen af vore børn trær efter en vidunderlig lykkelig barndom glædesstraalende ind i livet for hver især at realisere sin livsdrøm, ved hver paa sin selvvalgte maade at delta i menneskehedens æventyrlige felttog imod den fiendtlige natur. Og mens den rolle det enkelte menneske spiller i det store verdensæventyr lægger beslag paa hele hans daadskraft, saa folder hans følelsesliv sig uhindret af moralske forskrifter og regler frit og ubundet ud i den indre verden han fører med sig i sit eget hjerte — og det personlige æventyr han oplever i denne indre verden fylder hans liv med en rigdom, som vi stakler der tilbringer vort liv herinde i pengefælden, endnu kun dunkelt formaar at ane.
To vidunderlige organer blev i tidernes morgen skjænket menneskeheden i vuggegave: det store tænke-organ, der skulde sætte menneskene istand til at erobre universet — og det store sensitive organ, der skulde fylde verden med menneskelig lykke. Men fra den dag af da menneskeheden fejgt bøjet sig ind under pengenes aag og gjorde det økonomiske erhverv til sin store hovedbeskjæftigelse, blev ikke blot tænke-organet paralyseret inde i pengefælden, saa menneskeheden foreløbig var ude af stand til at begive sig ud paa sit store verdens-æventyr; nej samtidig blev ogsaa det sensitive organ saagodsom kvalt under ejendomstanker og pengebekymringer og under iagttagelse af moralske regler og forskrifter, som var affødt af økonomiske hensym — saa heller ikke det enkelte menneskes liv kunde komme til at arte sig som et æventyr. Og hele menneskelivet sank dermed sammen til det farveløseste graat-i-graat.
Men paa den dag da økonomien, ved ejendomsrettens og pengenes afskaffelse, fra at være menneskehedens store hovedbeskæftigelse er reduceret til et fornøjeligt lidet tidsfordriv, hvormed det behager menneskene at fylde et par ledige timer af sin dig, paa den dag begynder ikke blot tænkeorganet at fungere og menneskeheden drager begejstret ud paa sit verdens-æventyr; men samtidig trær ogsaa det sensitive organ i fuld virksomhed — og menneskenes følelsesliv folder sig da ud i hele sin naturlige rigdom. Fra den dag af lever hvert enkelt menneske ikke blot med i det store verdens-æventyr; han oplever ogsaa, midt inde i verdens-æventyr, sit eget rige personlige æventyr der fylder hans sind med lykke — og alle disse personlige æventyr fletter sig ved menneskenes samliv ind i hverandre til et vidunderligt hele, saa livet paa vor jord faar en farvepragt, hvorom vi stakkels prengefælde-mennesker end ikke formaar at danne os nogen forestilling.
Med andre ord: HVert enkelt menneske lever fra den dag af sit eget liv helt ud i al dets flommende fylde, uden hæmmende baand og skranker, i stolt ubunden frihed. Dette frie ubundne liv mellem frie ubundne mennesker, hvor hver enkelt frit folder sit væsens duftende blomst ud mellem alle de andres og fylder luften med menneskelig lykke, det er det liv, menneskene tørster efter at faa leve, fordi det er det liv de er skabt for. Og den verden hvori et saadant liv endelig blir hvert enkelt menneske til del, den verden kan altsaa vi om tolv aar begynde at tømre op for vore børn, saasandt vi i de kommende aar bare ikke gjør daarligere arbejde end vore ti tusen brødre har gjort i de tre aar som er gaat siden de for alvor tog fat.
Men vi kommer ikke til at gjøre daarligere, vi kommer tværtimod til at gjøre bedre arbejde end dem.
For tre aar siden prædiket de ti tusen endnu for døve øren. Men saa organiserte de sig og kundgjorte for befolkningen, at ti tusen stemmeberettigede borgere, som allesammen hadde faat øjnene op for pengenes idioti, nu hadde sluttet sig fast sammen og højtidelig svoret hver især at gjøre alt hvad der stod i deres magt for ogsaa at aabne øjnene paa sine medborgere, saa lykken endelig kunde faa holde sit indtog i vort land. Da var det at befolkningen pludselig standset op og studsende spurgte sig selv, om der kanske dog skulde være noget i den tilsyneladende vanvittige idé om pengenes afskaffelse — og dermed var altsaa befolkningens klippefaste tro paa pengenes uunværlighed rokket i sin grundvold, og der var for første gang skaffet ørenslyd for Anarkiets evangelium.
Saadan var stillingen for tre aar siden, men nu er den en helt anden. Idag har vi kundgjort for befolkningen, at i de sidste tre aar har nye 30,000 borgere faat sine øjne opladte og sluttet sig til vor faste organisation, saa den ny tæller 40,000 mand, der allesammen højtidelig har svoret at gjøre alt, hvad der staar i deres magt for at bringe evangeliet videre. Og denne efterretning har givet troen paa pengenes uundværlighed dødsstødet. Fra imorgan af gives der knapt længer en mand i landet som virkelig for alvor er overbevist om at ejendom og penge ikke lar sig undvære. Befolkningens modtagelighed for Anarkiets evangelium er derfor fra imorgen af en helt anden end den var for tra aar siden; og evangeliets forkyndelse vil altsaa herefter bli umaadelig meget frugtbarere end den kunde bli i de forløbne tre aar. Og ikke blot vil befolkningens modtagelighed for evangeliet stadig voxe, og vort arbejde altsaa stadig bli lettere, efterhvert som evangeliet breder sig videre; men ogsaa vor egen iver og begejstring kommer stadig til at øges efterhvert som vi ser det store maal raskere og raskere rykke os ind paa livet. Vi vil derfor ganske sikkert ikke behøve hele tolv aar paa at naa frem, og de fleste af os vil altsaa ikke blot komme til at opleve den store dag, da revolutionens time endelig slaar, de vil ogsaa opleve at faa de de første kuld af vore børn efter en vidunderlig lykkelig barndom, glædesstraalende vandre ind i den nye frihedens verden, som vi gjennem revolutionen har skabt for dem. Derfor fremad brødre! fremad for os selv, for vore børn, og for hele menneskeheden! — fremad med al den kraft vi ejer og har!
Dette er hvad de 40,000 om tre aar vil si til hverandre — og deres tro, deres haab og deres begejstring vil sikkert ikke bli beskjæmmet. —
Og ganske vist vil altsaa evangeliets forkyndelse i de tre aar som maa gaa hen inden vi atter officielt kan tælle os, ikke kunne bli saa frugtbringende som sidenefter, naar de 40,000 har tat fat. Men det har ingenting at betyde. Fra idag af er isen brudt, fra idag af er der skaffet ørenslyd for anarkiets evangelium — og det er alt hvad vi har villet opnaa ved at fremsætte vort forslag om ejendomsrettens og pengenes afskaffelse her idag. Og da jeg ikke har faat noget andet opdrag fra mine vælgere end ved fremsættelsen af dette forslag at opnaa dette resultat, saa tar jeg nu mit forslag tilbage og nedlægger mit mandat. —
Og dermed vil Anarkiets første politiske repæsentant si farvel til forsamlingen og vende tilbage til sine ti tusen kammerater for sammen med dem at ofre al den tid og kraft han har til raadighed paa at prædike evangeliet for alle dem der har øren at høre med. —
Og jeg siger dig, Satanas, at fra den dag af vil Anarkiets evangelium komme til at brede sig med en hastighed som du aldrig har tænkt dig muligheden af. Indtil idag har du ikke tællet med de stakkels anarkister fordi de endnu prædiker for døve øren. Men fra den dag af, da anarkisterne begynder offentlig at tælle sig selv, prædiker de ikke længer for døve øren — og da vil ogsaa du blive nødt til at tælle med dem. Thi som en snebold der en vaardag ruller ned fra toppen af et fjeld, med svimlende hurtighed øger sit omfang, indtil den pludselig ved sin tyngdes kolossale vægt forvandler sig til en lavine der tar med sig alt hvad den møder paa sin vej — saaledes vil anarkismen fra den dag af gribe om sig med stadig øgende fart, indtil den pludselig river hele befolkningen med sig, rig og fattig uden forskjel, og paa en eneste dag gjør ende paa den mangetusen-aarige verdens-idioti.
Og den dag da anarkisterne begynder offentlig at tælle sig selv, er slet ikke fjern Satanas — pas paa! snart vil du faa se. —
Saaledes talte Vorherre. Og hans ansigt forsvandt, og luken i det falske himmelhvælv blev smækket i over gud Mammons hoved.
Urolig kastet Satan et spejdende blik omkring i pengefælden — og da han hadde forvisset sig om at dansen om guldkalven dernede gik endnu vildere for sig en nogensinde, blev han siddende der i sin gyldne sky og klø sig bag øret og pønse paa om det virkelig skulde være muligt at Vorherre ogsaa denne gang hadde spaad sandt. Men imens blev jeg uværdige kaldt frem for den gamle af dage, som smilende sa til mig:
—Du er jo en gammel afskediget hurtigskriver... nu skal jeg gi dig et stenografisk arbejde at udføre, der ganske sikkert vil more dig, ligesaa meget som det vil ærgre din gamle fiende Mammon!
Og paa staaende fod dikterte Vorherre mig saa ned den samtale han netop hadde hat med gamle gud Mammon, og beordret mig til hurtigst mulig at dechiffrere den og sende den i trykken.