Karl Schønbergs Forlag (s. 151-160).
12te Kapitel.

Fra Karasuando vare »Hunde blevne udsendte til Kautokejno forat gø.«[1]

Tre Lapper og tre Kvæner, syv i alt tillige­med en Kvinde, kom som »Herrens Engle« fra Himlen forat udmale Helvedes Pinsler.

Lapperne bleve kaldte frem til Skrifte, og en offentlig Gudsdom blev nedsat.

»Hvor mange Børn (det vil sige Synder) har du?« spurgte Dommeren.

»Fem,« svarede den anklagede.

»Hvilke ere deres Navne?«

»Dans, Drik, Kort- og Brædespil, jeg pynter mig hver Søndag med Skærf om Livet.«

»Dræb disse dine Børn, aflæg disse dine Synder inden i Dag otte Dage; kom saa igen, saa skal du blive vejet. Ve over dig, hvis du da findes for let!«

Efter otte Dages Forløb indfandt Synderen sig igen foran Domstolen.

»Har du dræbt dine »»Børn««? spurgte Dommeren i denne hemmelige Ret.

»Ja,« svarede Lappen.

»Naar?«

»I Forgaars om Formiddagen Klokken elleve.«

»Saa du dit Legeme og din Sjæl brænde i Helvedes Luer?«

»Ja.«

»Saa du Kristus komme forat udfri dit Lege­me og din Sjæl?«

»Ja.«

»Hentede han dit Legeme og din Sjæl til Himmelen?«

»Ja. Jeg følte Herrens Engel, der steg ned og rørte Bethesda’s Vande.«

»Saa har du i Forgaars Formiddag Klokken elleve faaet Aanden. Gak ud i al Verden og prædik Fordømmelse over de uomvendte.«

Hvor Gud Herren oprejser sit Tempel, bygger Djævlen sit ved Siden af. I den Helliges Spor følger oftest den Onde.

Menneskehjertets helligste og lønligste Følelser skulde fra nu af vise sig i Aabenbarelser.

Sorgens Legeme var Stønnen og Hylen, Gudsglædens derimod: Latter, Dans, Hoppen og Springen. Besvimelser og Krampe bleve ubedragelige Kende­mærker paa »Aandens Rørelser.«

Som Tegn paa Sønderknuselse skulde Livbeltet banlyses, og Krumhornene paa Kvindernes Huer trykkes flade; thi i det hule, hornede Træstykke sad — Djævlen.

Ligesom Grev Wasili sagde Lappen: »Det kommer an paa Formen!«

»Vis mig dit Rievdadus-Mærke[2]! Din Mund skal dømme dig!«

Ved den offentlige Altergang, der paa den Tid foregik i Kautokejno Kirke, greb Henrykkelsen de let bevægelige Lapper og steg i faa Minutter til en saadan Ekstase over det højhellige Sakra­mente, at de glædedrukne af »aandelig Vin« styrtede i hverandres Arme og med vild Jubel dansede lig berusede Bakkanter foran Alteret.

Hele Menigheden rejste sig op. De bagerst siddende stege op paa Bænkene og saa over de andres Hoveder.

Forfærdelse malede sig i de flestes Ansigter. Enkelte faldt i Krampe, medens andre flygtede ud af Kirken.

Lamik Nikkut saa en lang Tid til. Fantasien gærede i ham, og han grundede i Biblen Nat og Dag. Et eller andet forfærdeligt Vanvid ulmede i Lappens Hjerne. Tilsidst brød Ilden ud, og Lamik Nikkut blev ligesom sine Medbrødre greben af Aanden.

Det var en kold, stjerneklar Julenat. Ilden var gaaet ud i Lamik Nikkuts Gamme, da Seimke vaagnede ved, at hendes Mand stod bøjet over hende. Skæret fra de ulmende Gløder faldt paa hans Ansigt.

»Farvel, du Syndens Kvinde!« sagde han. »Nu gaar jeg ud i min Herres Gerning.«

»Lamik, Lamik!« raabte Seimke, »vil du forlade mig?«

»Herren siger,« svarede Nikkut, »»hvo som elsker Fader, Moder, Hustru, Søster og Broder mere end mig, er mig ikke værd.«« I denne Nat har han aabenbaret sig for mig ligesom for Petrus ved Genesareth Sø og sagt: »»Følg mig! Fra nu af skal du fiske Mennesker.««

Lamik Nikkut tog Skierne og ilede ud af Gammen.

Seimke sprang op. Hun styrtede ud i Natten og raabte: »Lamik! Lamik!«

Men kun Ekkoet af hendes trøstesløse Raab klang tilbage, hun fik intet Svar.

Og i Fortvivlelsens Øjeblik tyede den kristne Lappekvinde til det moderlige og forbarmende, som Lappehedningen finder hos Mader-akka[3], og Katholiken hos Jomfru Maria.

Med opløftede Hænder ilede Seimke hen over Sletterne og raabte: »Mader-akka! Mader-akka!«

Julestjernerne skinnede over Kautokejno’s Fjelde. Englene sang: »Ære være Gud i det højeste, Fred paa Jorden og i Menneskene en Vel­behagelighed!«

Men denne Jul syntes det snarere, som om Djævlenes Hærskarer droge hen over Finmarkens Tundras forat optænde Helvedes Ild.

Med et bekymret Hjerte havde ANdreas Thor­sen læst sit Juleevangelium og lagt sig til Hvile. Den nuværende Stilhed varslede intet godt; den var kun en Forløber for Stormen.

Da den gamle Mand som sædvanlig havde anbefalet sin Hustru, sin Søn, sig selv og alle Mennesker i Jesu Haand, sovnede han ind, men medens han sov, fløj Rygtet som en Løbeild gennem Kautokejno, at Pintsefesten nu for anden Gang fandt Sted paa Jorden.

Lappegammerne stode tomme. Anførte af Lamik Nikkut, vare Samerne tagne op paa Fjeldet, og der saa de alle Tunger af Ild falde ned fra Himmelen og brænde deres Hoveder. »Herrens Udavlgte« faldt berusede paa Knæ i Sneen.

Klokken var to, da Thorsen vaagnede ved en stærk Banken paa Døren.

»Staa op, Kirkesanger!« raabte en Stemme. »Har du Olje i Lampen? Herren er nær!«

Thorsen sprang ud af Sengen, kastede Klæderne paa sig, tændte et Lys og aabnede Døren. Lamik Nikkut og flere Lapper stode udenfor paa Ski. De havde revet Huerne af sine Hoveder, og Stjerne­himlen lyste ned paa de ophidsede Ansigter.

»Herud!« raabte Nikkut. »Jeg har vækket dig op af Syndesøvnen forat tale til din Sjæl. For din Søns Skyld, som er min Sjæls Broder, vil jeg frelse dig. Domsbasunen lyder, Herren staar for Døren og banker. Ifør dig Kristi Ret­færdighedskjortel, førend det er for sent!«

I dette Øjeblik lød et angsfuldt, hjerte­skærende Skrig. Med det sorte Haar flagrende ned ad Skuldrene og Pæsken oprevet foran i Brystet styrtede Seimke ind i Kredsen.

Hun kendte sin Mand, hun kastede sig paa Knæ for hans Fødder.

»Lamik!« raabte hun, »Lamik, kom tilbage til dit Hus!«

I Lappens opbrusende Hidsighed sparkede han hende bort.

»Kristus siger: »»Vig bag mig Satan!«« raabte han. »Og i Kraft af hans Ord er jeg berettiget til at kalde dig for Satan.«

Thorsen tog Seimkes Haand og stødte ham til Siden.

»Gaa bort,« sagde han med værdigt Alvor, »gaa bort, Børn! I ere drukne af Vin. Gaa bort og sover ud i Guds Navn. Dig, Lamik Nikkut, takker jeg for den gode Vilje.«

»Tak din Fader Djævlen!« raabte Lapperne, idet de løbe bort. »Guds Børn kunne ikke mod­tage en fordømts Tak. Vi ryste Støvet af vore Fødder.«

Thorsen bøjede sig ned over Seimke, der i sin Fortvivlelse laa sammenkrøben i Sneen.

»Gaa hjem, Seimke,« sagde han mildt, »gaa hjem og vent paa din Husbond i Jesu Navn.«

Seimke rejste sig op, og da hun mødte det kærlighedsfulde Øje, der saa paa hende, vendte hun lydigt om og gik hjem.

»Herre Gud Fader! Du ser i din Barmhjertig­hed ned til os og være os alle naadig,« bad Thorsen, idet han igen lukkede sin Dør og gik til Hvile.

Og medens Lappernes »Pintsedaab« fyldte Julenatten med Hujen og Skrigen, sad Seimke ved Ilden i sin Gamme og ventede paa sin Husbond i Jesu Navn. Medens de smaa Juleengle dansede om Flammen, sov den lille, nyfødte Vaibi i sin lune, forede Komse.

Neppe havde imidlertid Lamik Nikkut blandet sig ind i den religiøse Bevægelse, førend han paa Grund af sin Begavelse og Belæsthed øjeblikkelig blev dens Fører og Leder. Men samtidigt med hans legemlige Person kom hans aandelige Natur ind i den og indblæste den en vild, højtflyvende Sjæl.

Lamik Nikkuts Vækkelse var tillige en Slags Poesi, hvis Inspiration han selv naturligvis troede at være den Helligaand.

Fra nu af behøvede Guds Børn hverken Daab, Sakramente eller den hellige Skrift; thi gennem sine »Rørelser« og »Fornemmelser« bleve de direkte besøgte af Gud og førte fra Aabenbarelse til Aaben­barelse.

»Aand! Aand!« blev Løsenet, der gjaldede fra Fjeld til Fjeld.

Ydmyghed og Selvfornægtelse tilhørte de Ting, der vare »forbigangne«. Selvraadighed, Trods, Egennytte, Had og sanselige Lyster fulgte i Hov­modsdjævlens Fodspor, og Ærgerrighedens Feber blev vakt i Lappernes Blod.

En forfærdelig Kappestrid om, hvem der var den største i Guds Rige, begyndte lig en Epedemi at udbrede sig over Kautokejno.

Aarhundreders Udelukkelse fra Guds Ord havde gjort Lapperne til Børn, der nu legede med Ilden. De nye Bøger vare dem endnu en altfor stærk Kost; de kunde ikke magte dem.

Uagtet Lamik Nikkut erklærede Bibelen forat være overflødig, løsrev han dog med en særegen, snu Skarpsindighed det ene Skriftsted efter det andet fra sin rette Sammenhæng og skabte af dette selvraadigt løsrevne et System, hvis Orden og logiske Konsekvens røbede en filosofisk og mathematisk anlagt Hjerne.

Forgæves søgte Andreas Thorsen at sætte en Dæmning for den Strøm, der saa pludselig var brudt løs og overskyllede alt.

I Sneørkenens dødsstille Øde fordrer Lappens Øre at høre noget, og da de naturlige Lyde oftest tie, skaber han sig selv de hemmeligsfulde og overnaturlige.

Og — naar Lappens Indbildningskraft én Gang er bleven hidset og skræmt op, fantaserer han sig ind i Døden.

Thorsens Frygt var gaaet i Opfyldelse. Fantasien var kommet ind i Vækkelsen og begyndte at udrette en Mørkets Gerning.

De enest, der ikke vare grebne af Raseriet men trofast holdte sig til Kirkesangeren, vare Seimke og hendes Fader, Jakob Tudekas.

Trøstet og opmuntret af Thorsen var Seimke rolig, og tillidsfuld i sin Barnetro oppebiede hun det Øjeblik, da Lamik vilde blive træt og af sig selv komme tilbage.

Og der laa de runde Lappegammer Side om Side, medens blussende Baal lyste rødligt ud i Vinternatten. Lapperne elske den runde Form; thi Solen er rund, og Lapperne elske Solen.


  1. Faktisk deres egne Udtryk. Se Norsk theologisk Tidsskrift. Oprøret i Kautokeino fandt Sted 1851—52.
  2. Dialektmærke.
  3. Al Tings Moder.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.