Karl Schønbergs Forlag (s. 161-169).
13de Kapitel.

»Du har altsaa sagt, at der ingen Opbyggelse skal blive.«

»Nej, det har jeg ikke sagt.«

»Hvad har du da sagt, kære Kirkesanger?«

»At hvis I ikke ville komme forat bede sammen med en gamle Ven, saa kunne I jo lade det være.«

»Men saa bliver der jo ingen Opbyggelse.«

»Jo, der gør.«

»Vil du holde Opbyggelse, naar ingen kommer?«

»Der er En, som har sagt, han vil komme.«

»Og for denne enes Skyld vil du virkelig holde en hel Opbyggelse?«

»Ja, det vil jeg.«

Lapperne brast ud i en ustanselig Skogger­latter.

»Hvem er da denne ene, Kirkesanger?«

Andreas Thorsen rejste sig op.

»Ibmel — Gud,«[1] sagde han højtideligt.

Slagne af Ærefrygt blottede Lapperne sine Hoveder og gjorde alle en taus Forbøjning.

Thorsen benyttede sig af den øjeblikkelige Stilhed og begyndte en Bøn, men han var neppe kommen til Enden, førend den Overvægt, han havde faaet, var forsvunden, og en Stemme lød midt i Forsamlingen:

»Tror du, Kirkesanger, du taler af Aanden, naar du nu taler til os Mennesker?«

»Ja,« svarede Thorsen, uden at lade sig forstyrre, »jeg tror det, fordi jeg aldrig taler noget, uden det som den hellige Skrift med klare Ord har sagt.«

»Det er Løgn!« raabte Lapperne, »thi var du af Aanden, ligesom vi ere af Aanden, saa lod du, der siger dig at være en Lærer, ingen beholde Fred og Liv, der ikke var af Aanden som du og vi.«

Han havde neppe udtalt, da en gammel rynket, spidshaget Kvinde med bart Hoved og det graa Haar i Tjavser hængende ned ad Ryggen styrtede ind i Stuen.

»Samer! Samer!« hvinede Sara Hurri og rev sig i Haaret, »Kristus har vist sig for mig. Staaende paa en lysende Sky overgav han mig Dommermagten og Petri Nøgler. Jeg skal opvække de døde Profeter. Og Herren sagde: »»Før hid hine mine Fjender, som ikke ville, at jeg skulde regere over dem, og slaar dem ihjel for mine Øjne!««

»I elskelige,« sagde Thorsen, »tror ikke hver Aand, men prøver Aanderne, om de ere af Gud! Thi mange falske Profeter ere udgangne i Verden.«

Sara Hurri slog i Bordet og kastede Bibelen paa Gulvet.

»Kirkesanger!« raabte hun. »Jeg forbander dig, du er Guds Fjende!«

»Hun er en Profet!« raabte Lapperne ude af sig selv, »hører hende, i hvad hun saa end siger!«

»Bind ham!« sagde Sara Hurri og pegede paa Thorsen. »Bind ham og dræb ham; thi han forkynder falsk Lære!«

Og do godmodige Lapper bleve grusomme i sin Fanatisme, og denne deres Grusomhed vendte sig med det mest utæmmede Raseri mod Kirke­sangeren, som de alle havde elsket.

»Du er vejet og funden for let!« raabte de, og — som én Mand vendte de sig mod ham og kastede sig over ham.

Thorsen saa paa dem med Taarer i Øjnene og sagde: »Fader, forlag dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.«

Og den vilde Skare veg tilbage, ingen formaaede at lægge Haand paa ham.

Den gamle Mand stod fredlyst midt i Sværmen, som om han var omgiven af en Vagt af usynlige Engle.

De gik alle ud én for én, og da Stuen var bleven tom, gik Thorsen hen og stængede For­studøren.

Dette var ogsaa paa høj Tid; thi neppe vare Lapperne komme ud i Kulden, førend den uforklar­lige Magt, der havde holdt dem i Tømme, var brudt.

Trudsler og Hyl som vilde Dyrs løde rundt om Huset, og Gadedøren blev stormet. Men den tykke Jernstang holdt igen.

Thorsen slukkede Lyset.

»I Guds Navn!« sagde han, idet han satte det hen paa Bordet. Han stod stille og lyttede.

Forbandelser bleve ved at regne ned over hans Hoved fra disse Menneskers Mund, som han havde undervist, hjulpet og trøstet.

»Det gaar over, Herre,« sagde han, »det gaar over!«

I det samme Thorsen slukkede Lyset, var det imidlertid, som om der blev gydt koldt Vand i Blodet.

Lapperne kastede endnu en Sten mod Døren, men droge derpaa bort.

Hujende og stjøende i Natten skiede de fra Renby til Renby, overfaldt Gammerne, slæbte Børn og Kvinder ud i Sneen og piskede dem, indtil de troede paa deres Gud.

Thorsen, der kort efter var gaaet ud udenfor Huset, stod stille og lyttede i Sorg og Gru til de Rædslens Raab, der hvinede gennem Natten.

»Fader Thorsen,« lød en Stemme ved hans Side.

Han vendte sig om og saa en ung Lappegut, hvis vakre Ansigt var hævet op mod ham. Det var fromt og glædestraalende som en Engels Ansigt.

»Fader Thorsen,« sagde han, »min Husbonde har sendt mig i et Ærinde til Jakob Tudekas, men han har under Trudsel om svar Mishandling forbudt mig at gaa til dig og tale med dig. Men jeg maatte, Fader Thorsen, jeg maatte komme til dig.«

»Hvorfor, Aiken Judnir?« spurgte Kirke­sangeren.

»Jo, Fader Thorsen. Min Husbonde, Alits Virtotak, er af den nye Tro, og han har pisket og mishandlet mig, — se disse Ar paa mit Legeme,« han blottede sit Bryst, »ja, han har lokket mig og lovet mig Penge, hvis jeg vilde gaa over til den ny Tro. Men jeg vil holde fast ved den gamle Tro, Fader Thorsen, og derfor maatte jeg se dig. Tal til mig, Fader Thorsen, og sig mig noget godt i Jesu Navn. Jeg trænger til Trøst.«

Og da udvidede sig den gamle Mands Hjerte, og han følte Herrens Miskundhed og Trofasthed, den Herres Kjærlighed, der ikke forglemmer sine.

Og i Nattens Stilhed, medens »Satan for om i Dalen som en brølende Løve og søgte hver den, han kunde opsluge,« sadde den gamle Mand og den unge Gut og talte om Jesus og hans liv­salige Naade, medens Taknemmelighedens Taarer rullede ned ad deres Kinder. Og de vidste begge, at derese Herre var midt iblandt dem; thi de vare jo forsamlede i hans Navn.

»Vil du nu skjule, at du har været hos mig?« spurgte Kirkesangeren, da Lappegutten rejste sig forat gaa.

»Nej!« raabte han jublende. »Jeg vil intet skjule, intet fortie, men lide alt, alt og tage mod mine Slag!«

»Gaa med Gud,« sagde Thorsen, og syngende og dansende som et Barn gik Aiken sin Martyrdom i Møde.

Han vidste, at Alits Virtotak var med i den rasende Hob, men hvor var den? Han hørte den over alt, men han saa ingen. Ikke en Gang Skyggen af noget Menneske faldt hen over Sneen.

»Mon de skulde være oppe ved Kirken?« tænkte Aiken Judnir.

I stærk Fart skiede han af Sted, men da han naaede Foden af Højen, stansede han, og et Ryk for igennem ham.

Højen var sort af Mennesker. Som Dværge mylrede Lapperne op af Jorden; Sten efter Sten susede gennem Luften og fløj klirrende mod Kirkevinduerne. Det var en almindelig Stenkast­ning.

Aandeløs stormede Aiken op ad Bakken og styrtede ind i Sværmen.

»Holdt, holdt!« raabte han og hævede Armene i Vejret, »I maa ikke stene Guds Hus!«

Men Alits Virtotak sprang frem med løftet Skistav og greb ham i Armen.

»Hvor har du været henne?« skreg han.

»Hos Kirkesangeren,« sagde Aiken Judnir. »Jeg maatte dog faa en Guds Trøst til Nytaarsdag.«

»Djævlen er faren i ham,« hylede Lapperne, »den onde Aand maa piskes ud.«

»Tilgiv mig, Husbond,« sagde Aiken, »men man skal adlyde Gud mere end Mennesker.«

Disse Ord vare Signalet for den Storm, der brød løs.

Pæsken blev reven af ham, hans ryg blev blottet, og han selv med Remme bundet fast til et Birketræ.

»Herre Jesus hjælp mig, som du hjalp hellig Stefan!« bad Aiken.

Piskningen begyndte. Slag fulgte paa Slag, og Blodet randt i Strømme ned paa Sneen.

»Hjælp mig, Herre Jesus!« bad Aiken Judnir, »lad mig faa dø for dig.«

Endelig blev Raseriet afkølet!

Endileg bleve de opløftede Arme trætte og sank ned!

Aiken blev løst fra Træet, slangt hen udenfor Kirkedøren, og tørstende efter mere Blod ilede Lapperne bort.

Der blev stille paa Højen. Nytaarsnat straalede klart ned paa Jorden.

Der laa han udenfor Kirkedøren, blødende, halv nøgen og uden at kunne røre et Lem.

Aiken forsøgte at slæbe sig hen forat faa fat i Pæsken, men det var umuligt. Intet Raab om Hjælp kunde frelse ham; thi der fandtes intet Menneske i Nærheden, og selv om der var, saa formaaede han ikke at raabe.

Aiken vidste nu, at han maatte fryse ihjel. Men han laa udenfor Døren til Guds Hus med Ansigtet vendt op ad, og Nytaarsstjernerne lyste ned til ham.

Med foldede Hænder og lyksaligt Aasyn laa den unge Lap og ventede paa sin Død.

»Herre, kom snart og bær mig hjem!«

En Straaleglans sittrede hen over Sneen og bredte sig ud i Kautokejno Dalen. Den lyste fra Himlen til Jorden og fra Jorden til Himlen, og i denne Straaleglans nikkede Englehoveder ned til ham. De smilede alle.

»Tak, Herre Jesus, Tak!« mumlede Aiken.

Da begyndte Salmesang inde i Kirken. Sal­merne løde ud i Nytaarsnatten, og Aiken vidste, det var Guds Engle, der sang:

»Ære være Gud i det højeste, Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed.«

Da Maanen steg op over Fjeldene, havde den Herre Jesus »baaret« Aiken Judnir hjem.

Han laa død udenfor Kirkedøren med Smil paa sit Ansigt og fejrede Nytaar i Himmelen.


  1. Se Stockfleth.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.