André fra Kautokejno/3
Rigsgrænsen mellem Norge og Rusland, som et Stykke dannes af Tanaelven, men senere farligt og lunefuldt krummer sig med Jakobselvens tilfældige Bøjninger, kan vel med Lethed overskrides og i mere end én Forstand overtrædes, men er ikke desto mindre ved Forbud og Traktater bleven lige saa uoverstigelig som en Mur.
Medens i det ubeboede russiske Indland Trær raadne hen uden Nytte for noget Menneske, mangler til Eks. den fattige Fiskerbefolkning ved den norske Kyst Ved og Tømmer; paa samme Tid som Renmoset breder sig tæt paa Enares Betesmarker, dø de norske Rener ofte af Hunger paa sine afgnavede Fjeldbejter, lige som de finlandske Rener ved Afspærringen sygne hen af Længsel efter et Bad i Nordishavet.
Takket være denne samme farlige Rigsgrænse — og om dens Usikkerhed vidne de mange Trækors, som Russerne dels af Overtro, dels af Rethaveri i sin Tid have oprejst langs Finmarkens Kyst, og ved hvilke de have tilranet sig store Strækninger af det norske Territorium, — er Finmarken imidlertid ikke længere et Forvisningssted for Lovovertrædere og uheldige Eksamenskandidater. Det fordrer dyktige Jurister, dyktige Theologer og dyktige Pædagoger. Ruslands umiddelbare Nærhed har givet det politisk og — som Følge her af — tillige diplomatisk Betydning.
Der gives neppe nogen Plet paa Jordkloden, hvor der paa en saa lille og smal Strimmel Land som norsk Finmarken, beskyttede af de samme Love, hyldende den samme Troesbekendelse og lydende den samme Øvrighed, findes tre, hverandre saa ulige Folkefærd som Nordmænd, Lapper og Kvæner.
Karakterforskelligheden mellem de tvende førstnævnte viser sig bedst tilbaads. Lappen og Nordmanden kunne nemlig aldrig ro sammen; det er i det mindste en praktisk Kendsgerning, for hvilken alle maa bøje sig. Lappen tager korte, hurtige Aareslag, medens Nordmanden bruger lange og kraftige; lige som den førstes Gang er trippende let, er den sidstes der i mod tung og betænksom.
Det redje Race, nemlig de fra Finland indvandrede Kvæner — de egentlige Finner, Kainulaiset ɔ: Nederlændere — er et trodsigt, stærkt, industrielt og opvakt Folk, tapre og udholdende Krigere, arbejdsomme og nøjsomme, men fødte til Verden med en sejg Oppositionsaand, der af Nordmændene i Tidernes Løb er bleven ægget ved hensynsløse Angreb paa Kvænens Fordomme og Troskab mod Forfædrenes Skikke.
Kvænen har Sprogsans, Udholdenhed og Energi, men besidder tillige en Stolthedens og Stivsindets Dæmon, der let fører ham ind i Brutalitet og Selvtægt. I Modsætning til Lappen er Kvænen høj og kraftigt bygget. Som bosiddende Arbejder og tillige fortrinlig Agerbruger er han sig sin moralske og fysiske Kraft bevidst. Denne Selvfølelse vilde være en intellektuel og ethisk Fordel, hvis den ikke saa hyppigt udartede til Overmod.
Medens Kvænerne ere et Forstandens og Viljens Folk, ere Lapperne Hjertets og Fantasiens. Forskellen mellem disse tvende, ugriske Stammer findes imidlertid ikke blot i deres Karakterer, men ogsaa tillige i deres Sprog, skønt det ikke desto mindre antages, at de tvende Dialekter for 2000 Aar siden vare ét.
»Hän kulkee lappaa!«[1] ɔ: »Han vandrer frem og tilbage!«
Lappen, — Lappalaiset (tschudisk) »det yderstboende Folk« — der efter Finmarken i Norge kaldes »Fin«, ligesom Finnen benævnes »Kvæn«, — er atter af Naturens egen Haand inddelt i tre Afdelinger, nemlig Fjeldlapper, Elvelapper og Sølapper. Den første Afdelings Eksistens er Renen paa Finmarkens Tundras, den andens er Laksen i dets Elve, og den tredjes er Fisken i Nordishavet. De sidste drive endog ved Siden af Fiskeriet en Smule Jordbrug i Forening med en uskyldig og kun lidet udviklet Kvægavl.
Af disse tre nævnte Afdelinger udgøre Fjeldlapperne Hovedstammen, og ere i alle Henseender de øvrige overlegne.
Paa Grund af Fjeldlappernes større Rigdom og uafhængige Nomadeliv nyde de tillige mere Agtelse af Nordmændene, og dette med større Grund, end de fleste Nordmænd se, eller ville se.
Som Nomader ved Rigsgrænsen ere Fjeldlapperne nemlig af stor Betydning for det norske Rige. Hvis Renhyrderne gaa til Grunde, er tillige et uundværligt Kommunikationsmiddel og en af de vigtigste Betingelser for Finmarkens Tilværelse og Udvikling ødelagt. Finmarkens Betydning i det Hele taget og Bebeolighed afhænger for en Del af Nomaden, og Nomader maa Fjeldlapperne efter Naturens Lov blive ved at være, saalænge som der eksisterer Renhjorder og Mos, og saalænge som dette Rensdyrsmos’s Reproduktion gennemsnitlig fordrer et Tidsrum af femten Aar, og Beiterne derfor stadig maa flyttes.
Sneørkenens Søn tilhører Guds fri Natur og Fjeldets Vidder. Der er han født, der lever han, og der dør han. Under Polarhimmelens Telt er der Rum for hans Fantasi, der er vild som den Storm, det Snefok, mod hvilket han kæmper sig frem, og mægtig som de Naturelementer, der ere hans fødte Fjender. Nordlændingens og Finmarkingens meget omtalte Indbildningskraft er et Intet mot Lappens; i det højeste er den kun en Gnist af hans Ild.
Fantasien ligger ham i Blodet. Den forunderlige, pirrende Nervøsitet, som Lappen selv kalder keuvot[2], og som fremkaldes af Ensformighedens og Dødsstilhedens Tryk, hidser ham til Ekstase og Raseri. Den gør ham heftig og let opfarende; som et tirret Dyr vender Lappen sig mod den, eller det, der har skræmt ham, og gribes han af Feber, saa fantaserer han sig ofte til Døde[3].
Oprigtig, ordholden, føjelig og ærlig besidder Lappen en Aabenhed og naiv Godtroenhed, som danner en forunderlig Modsætning til den norske Bondes Indesluttethed og Mistænksomhed.
De Kneb, man siger, han ofte benytter forat undgaa og omgaa Landets Love, have derfor hverken sin Grund eller sin Aarsag i en Naturdisposition, men er det passive Nødværge, som et svagt Folkeslag, der bliver undertrykt og fortrængt, i Reglen benytter mod det stærkere. List er dets eneste Vaaben.
Ikke destomindre bliver denne »Sluhed« atter og atter opskrevet paa Lappens Synderegister i Forening med den Drikfældighed, han for femti Aar tilbage delte med Nordfarerne selv, og den naive Selvraadighed, der altid i mer og mindre Grad avles af et Friluftsliv og fødes med de hel- eller halvvilde Nationer.
Naturbørn kunne i det Hele taget ligesaa lidt bedømmes efter de sædvanlige psykologiske Forudsætninger, som de — figurlig talt — taale Civilisationens Maalestok.
Hvis man søger det realistiske, — det vil sige, saafremt man med Benævnelsen »realistisk« ønsker at betegne Hverdagskarakterer, der tænke sundt og føle nøkternt, hvis man i det Hele taget søger sjælelig Ædruelighed og aandelig Fornuft, skal man ikke til Samerne.
Paa Finmarkens Fjelde vandre endnu den Dag i Dag shakespearske Figurer, skabte af Lidenskab og skabte af Pathos — være sig i godt eller i ondt.
Sneørkenens højtidelige Melankoli, denne Monotoniens Storhed udvider Grænserne i det uendelige, indtil Himmel og Jord for Fjeldlappens Øje løber ammen i ét.
I den hellige Ensomhed er Lappen alene med sin Gud og med sin Overtro. Begavet med et følelsesfuldt, for alle religiøse og poetiske Indtryk modtageligt Sind og med en let bevægelig, ja let opskræmmet Indbildningskraft, er han en mærkelig Blanding af Mand og Barn. I enfoldig og from Tro til »den kære Fader Gud«, lader hans Sorgløshed hver Dag have nok i sin egen Plage.
Hans Naivitet er elskelig, hans Æresfølelse stærkt udpræget, og hans Taknemmelighed for ethvert Hædersbevis uskyldig og rørende.
Den Beskyldning man tilligemed saa mange andre har gjort Lappen, at han til Eks. ikke føler nogen Skam ved at have været i Tugthuset, men ved Tilbakekomsten til sine egne betragtes som en Martyr, der har lidt uretfærdigt, kan ikke tilskrives Mangel paa Æresfølelse men derimod en medfødt, national Trods mod Undertrykkerne og en dybt indgroet, paa egen bitter Erfaring grundet Mistillid til deres Love Billighed og Retfærdighed.
Det lappiske Sprog i norsk Finmarken skal være det ældste og oprindeligste af alle finske Sprogarter. Melodiøst og blødt som faa er det en Genklang af den samiske Karakters Mildhed.
En religiøs, poetisk Aand, en blid, indsmigrende Bøn, fuld af Højhed og sublim Pathos aander gennem det. I Aarhundreder udestængt fra enhver ydre Paavirkning mangler det finsk-samiske Sprog de Betegnelser, der fordres i Kunstens, Videnskabens og Opfindelsernes Verden, det er ikke fulgt med Tiden, men til Gengæld ejer det Nomadens indtagende Naivetet og bibelske Billedrigdom. Dets glødende Farvepragt, dets svulmende Yppighed røber tilfulde dets orientalske Udspring.
Det or noget gammeltestamentligt og profetisk-inspireret ved Fjeldlappernes Sprog, og dets troesfriske Inderlighed minder om det hebraiske.
Mærkeligt ved sin Ælde, som en Forstening fra Forverdenen, gaar det igen paa Finmarkens Tundras, denne vidtudstrakte Kirkegaard for Tusinder af Lapper, der under sine omhvælvede Kærisser[4] sove Dødens Søvn og vente paa Domsbasunen og Opstandelsen.
Dette underlige Land med dets ejendommelige, dværgagtige Urbefolkning ligger de fleste Maaneder af Aaret i elektrisk Belysning. Dette løjerlige Land, hvor Skibskahytter og omhvælvede Baade ofte benyttes som faste Boliger, dette æventyrlige Land, paa hvis af Nordlyset forsølvede Fjelde Stalloen[5] vanker om i sorte Klæder og med Kniven i Haanden udfordrer den stakkels Fjeldlap til daglig, aarelang Kamp paa Liv og Død!
Og naar det er Sommer, brede der sig svømmende Skove langs Finmarkens Kyster. Det er grenede Horn, som glinse i Midnatssolen. Det er Tusinder og atter Tusinder af Ren, der af Fjeldlapperne ere drevne ned fra Vidderne forat bades i Nordishavet.
Men Urfolkets Antal ligesom Renernes svinder ind Aar for Aar.
Fortrængte af de norske Love, der beskytte Nybyggerne paa Nomadens Bekostning, skønt Størstedelen af den Jord, den sidste indehaver, bevisligt ikke kan dyrkes af de første, fortrængte af den umenneskelige, russisk-norske Forordning fra 1852, der — takket være Ruslands Vrede[6] — ophævede den humane dansk-svenske Traktat af 1751 og forbød Flytning af Betesmarker ind over Rigsgrænsen, kunde Fjeldlapperne let i Tidens Løb være blevne tvungne til Selvtægt eller til vild Fortvivlelse. De resignere imidlertid og lide. De fortrædige engen, men give altid efter og vige ydmygt og godmodigt tilbage Skridt for Skridt, indtil de blive indestængte og udryddede af Nød og Sult. Der undes dem snart ikke mere en Fodsbred Jord i denne Verden, selv ikke paa den vilde Hej.
Forfølgelsessystemet vedbliver ustanset i Kulturens, Opdyrkningens og Civilisationens Navn, og i denne systematiske, lovbefalede Fortrængen forglemmer Norge endog sine egne Interesser.
Fjeldlapperne udgøre for Tiden ikke mere end omkring 988 Mennesker. Verden vil sandsynligvis én Gang, uden at drage et eneste Medlidenheds Suk, høre Tale om disse halvvilde Lappers fuldstændige Udryddelse.
Og dog vil det være en Samfundsbrøde, en Plet paa det nittende Aarhundrede, som Historien forgæves vil søge at afvaske, fordi Aarhundredets uretfærdige, hensynsløse Love have været Samernes Mordere.
Russer, Finner og Nordmænd[7] ville paa Dommens Dag have at svare for den menløse Renhyrde. Alles Haand er mod ham, og Gud vil kræve ham af hans Broders Haand.
- ↑ Man antager, at Lap kommer af lappaa.
- ↑ Nervesvaghed, Hidsighed i Blodet.
- ↑ Et Faktum iagttaget af Finmarkens Læger.
- ↑ Slæder.
- ↑ En Fjeldaand.
- ↑ Med hvilken det tillige straffede sig selv.
- ↑ Disse siste have dog, uagtet deres ringe Sympathi for Lapperne, sørget noget bedre — i al Fald for Nomadernes Undervisning.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |