André fra Kautokejno/4
Inden 1825 laa Finmarkens Fjelde indhyllede i en eneste aandelig Nat.
Endskjøndt Lapperne forlængst vare kristnede, bleve de ikke destomindre ved at være halve Hedninger.
Endnu herskede Radien Attsehje[1] og Maderakka[2] over det yderste Thules Rasshja[3] og stredes med de kristnes Gud om Overherredømmet, endnu slog Hora-gales[4] med sit Ekkos vældige Hammer mod Klipperne, og endnu lo Biegga-gales[5] i Nordenvinden, der feiede hen over Sneskavlerne.
Samernes berømte Magi drog endnu Aande med fulde Drag, og opbevaredes af Noaiderne, der vare deres Troldmænd, Præster, Raadgivere og Læger.
Bæive barnek (Solens Sønner) og Guttavuorek (den, der kan antage seks Skikkelser) stode i ligesaa høj Anseelse hos Lapperne, som Väinemoinen og Ilmarinen vare navnkundige blandt Finnerne.
Runebommens (Gobdas) Hjeroglyfer bleve raadspurgte, Troldomssange tonede gennem Vinternatten, enhver underlig formet Sten, der af Naturens Haand var bleve henslængt rundt om i Sneørkenen, tilbades som en Guddom, og saa snart det døbte Barn kom tilbage fra Kirken, skyndte dets Forældre sig med at lade Sarakka[6] udslette den kristne Daab.
Von Westen havde vel i 1714 ladet Kristendommen forkynde paa lappisk, men efter hans Tid blev det af Regjeringen forbudt; thi »Samerne skulde fornorskes!«
Flertallet af Lapperne levede og døde saaledes uden at forstaa et eneste norsk Ord, og dog bleve de alle døbte, konfirmerede og viede i dette haarde fremmede Sprog, som deres Tunget nægtede at udtale.
Fra Bardommen af bleve de forbudne at bede, samt at læse Fadervor og de hellige Troesartikler paa deres Modersmaal. I Lighed med Katholikerne opramsede de Ord, de ikke forstode.
I hele Finmarken fandtes der ikke en Præst, der talte lappisk, der fandtes ingen lappiske Lærere, der fandtes ingen lappiske Bøger. Bibel, Salmebog, Katekismus og Skolebøger eksisterede ikke for de videbegærlige Samer.
Hvad de modtoge af Guds Ord, fik de gennem en Tolk[7], brudstykkevis og ufuldstændigt. De kendte ikke Gud, de anede ham kun, og i denne deres Anen blev han mystisk — fantastisk, men til Gengæld eskede mange ham inderligt, den »kære Fader Gud«, som lod Solen skinne Nat og Dag, »naar hans Tid kom«.
Lappernes Hjerter vare aabnede for ethvert Aandens Pust, der vilde komme og forvandle Troens Gnist til en mægtig Flamme.
Endnu gik de imidlertid om i Drømme uden at forstaa eller at blive forstaaede, som ukendte Gaader for enhver, der ikke kendte deres Sprog, som ukendte Gaader for enhver, der intet Øre havde for den poetiske Grundtone i deres Natur, og som beklagelsesværdige Genstande for haarde Domme og ubillig Bedømmelse.
Samernes barnlige, indsmigrende, halvt neopolitanske Væsen blev for det usympathiske Øje forvandlet til Slavens krybende Underdanighed. Det sydlandske Element passede til Nordpolens, som Ilden passer til Vandet, og man saa igen et Bevis paa den saa ofte erkendte og anerkendte Sætning, at hvor Aandsslægtskabet fuldstændig mangler, kunne to Mennesker, to Folkeslag, leve Side om Side hele sit Liv igennem, uden nogensinde at lære hinanden at kende eller at forstaa hinanden.
Nomaderne ventede imidlertid paa, at en Herrens Engel skulde komme og løse Baandene.
Finmarkens Fjelde laa i Dæmring, og dulgte Kræfter gærede, der snart skulde bryde frem og rydde af Vejen.
I Lighed med Karasjok støder Kautokejno direkte op til Rigsgrænsen. Dets Naboer ere ikke blot det svenske Karasuando men tillige det russisk-finlandske Muonioniska.
Finmarkens store og vidt udbredte Handel med Sverrig og Rusland finder Sted gennem Kautokejno, hvorfor ogsaa dette Fjeldsogn paa lappisk kaldes Guovdogæjdno ɔ: »Midt i Vejen«.
Indtil 1744 tilhørte Kautokejno Sverrig, og dens Kirke, der ligger paa en høj Bakke, er bygget af Svenskerne i 1701. Aarstallet tilligemed Bygmesterens Navn findes udhugget over Kirkedøren.
Skønt Kautokejnos Lapper[8] i Lighed med Karasjoks ere stærkt blandede med Kvæner, er de førstnævntes Karakter tilligemed deres Ydre alligevel mindre kraftig og udpræget. Deres Træk ere ikke saa skarpe, og deres Øjne ere smalere. Mindre renlige og pyntesyge ere de til Gengæld mindre nysgerrige og mere godmodige.
Kautokejno Fjeldbygd, der langtfra er saa smuk som Karasjok’s, ligger aaben for alle Vinde, indhegnet af ensformige, kraftbevoksede Aase og af nøgne Sandbanker. Dens eneste Prydelse er den lunefulde, højrøstede Elv, som bøjede sig forbi Andreas Thorsens Hus. Paa Mønningen af det med Mos og Enebærbuske bevoksede Tag sad som oftest i de lyse Nætter en hvid Kat og varmede sig i Midnatssolen.
Dette lille, beskedne, næsten fattige Hus var tilvisse et Kærlighedens Tempel, opført til Guds Ære, ligesaa vist som det ringeste Menneskes Hjerte ikke er for ringe en Bolig for den Helligaand.
Dersom man om noget Menneske tør sige: »Han har staaet i sin Daabspagt og har aldrig vitterlig svigtet sit Barneforhold lige over for sin himmelske Fader«, saa turde man tilvisse sige dette om Kautokejno’s Kirkesanger, Andreas Thorsen.
Tilligemed Lensmanden var Kirkesangeren den eneste bosiddende Nordmand, der fandtes i det hele, paagældende Fjeldsogn. De gennemrejsende kaldte ham for Spøg, men tillige med dyb og aldrig svigtende Ærbødighed: »Eneboeren i Kautokejno«, medens Lapperne saa op til ham med Ærefrygt og Kærlighed som til en »Guds Mand«.
Naar Præsten to, tre Maaneder af Aaret kom til Kautokejno forat holde Gudstjeneste, var Thorsen i Følge sin Stilling hans Tolk i Kirken. Staaende i Koret oversatte han Prædikerne og Evangelierne for de spændt opmærksomme Lapper.
I de mange Maaneder af Aaret, som laa imellem hver offentlig Gudstjeneste, var Kirkesangeren imidlertid Lappernes Præst, hans Hus var deres Kirke, og sjelden ere varmere Troens og Forkyndelsens Ord komne over noget Menneskes Læber end over hans, sjelden har der eksisteret begærligere og mer hungrende Tilhørere end de rundt omkring ham, paa Hug siddende Samer, disse voksne Naturbørn, til hvem han enfoldigt og fortrøstningsfuldt talte om den »store Børneven« Jesus Kristus, der har sagt: »Dersom I ikke blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige«.
Andreas Thorsen var Lappernes Ven, Raadgiver, Trøster og Lærer; han delte deres Sorger, og takkede Gud for deres Glæder. Alle som én tyede de til »den kære Fader Kirkesanger« med deres utallige Spørgsmaal, Tvivl og Bønner, og der var ikke i Mands Minde bleven hørt, at et eneste Menneske var gaaet fra ham uden tillige at være bleven hjulpen.
Andreas Thorsen prædikede Forbarmelse og Kærlighed, og idet han gjorde Apostelens Ord: »Men nu bliver Tro, Haab, Kjærlighed, disse tre, men størst iblandt disse er Kjærligheden«, til sine egne, skænkede han det menneskelige sin Ret, og elskede det, fordi det en Gang havde været skabt i Guds Billede.
Thorsens Opdragelse havde været ligesaa tarvelig, som hans Stand og Herkomst var ringe, men hans begavede Naturs Videlyst havde alligevel — trods de ugustige Forholdes utallige Forhindringer — vidst at skaffe sig selv Luft.
»De faa Spareskillinger, han stedse ved Hjælp af en eller anden personlig Forsagelse stjal fra sin lille, surt erhvervede Indtægt, havde han i Aarenes Løb anvendt til Indkøb af Bøger, og da han paa Grund af egen Ihærdighed og sin mangeaarige Stilling som Tolk for de i Finmarken omreisende Udlændinge, havde tilegnet sig en forbausende Sprogkundskab, fyldtes hans Hylder lidt efter lidt med theologiske, historiske, naturhistoriske og astronomiske Skrifter, samt med et og andet Dikterværk i Originalsproget,
»Jeg forstaar vel ikke alt, hvad jeg læser,« sagde han, »men jeg føler alligevel, at det altsammen er noget sandt og noget skønt.«
Eneboerens Verden fandtes paa disse simple, høvlede Hylder, der vare Genstand for Lappernes næsten overtroiske Respekt. Verden, det vil sige, det man egentlig kalder for Verden, kendte han ikke; den var ikke skabt for ham. De Toner derfra, som han ved de tilrejsende lejlighedsvis opfangede, fore forbi hans Øre og forbi hans Hjerte uden at finde Genklang. Han forstod dem ikke, og saa snart Andreas Thorsen stødte paa noget i Livet og i Menneskenaturen, som han ikke forstod, fulgte han trøstigt Budet: »Dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes.«
Som efter fælles Overenskomst nævnede Lapperne aldrig hans Hustru eller berørte i hans Nærværelse hendes Forsvinden. Delikatesse og Hensynsfuldhed udøves selv af den halvvilde Nomade, der maaske sjeldnere end hans dannede Medbroder vil »bedrøve den, han holder af.« Kun én eneste Gang var man sig bevidst at have brudt denne medlidende Taushed, idet en yngre Lap i ubetænksom Selvforglemmelse havde sagt:
»Kanhænde hun er død.«
»Hun er ikke død,« svarede Thorsen. »En Stemme i mit Indre siger mig, at jeg vil faa se hende endnu én Gang, inden jeg dør.«
Og hele Kautokejno troede det, ligesaa fast som han. Lapperne delte hans Længsel og hans fortrøstningsfulde Forvisning; »thi,« sagde de, »den indre Stemme lyver aldrig.«
Medens Thorsen saaledes Aar efter Aar ventede paa sin Hustru, arbejdede han samtidigt trofast i sin Livsgerning, og da Finmarkens Apostel, Pastor Stockfleth, begyndte sit ihærdige Studium af det Lappiske Sprog for i Tidernes Løb at skænke Samerne det tilbage som grammatisk ordnet Skriftsprog, kastede Andreas Thorsen sig over dette store Samlearbejde med lidenskabelig Iver. Han tørstede efter den Tid, da Lappalaiset skulde faa sine egne Bøger, og da Guds Ord i Kirkerne ogsaa skulde lyde paa samisk.
Andreas Thorsens Kærlighed til sit Barn var uendelig og opofrende, øm og mild som en Moders Kærlighed.
Sønnen, der hed Andreas ligesom Faderen, blev af de enkelte gennemrejsende Udlændige kaldet André, og snart gik han under dette forkortede Navn over alt, hvor han kom hen.
Hans Skolebænk var Faderens Knæ, og den Bog, af hvilken han lærte at stave, og derpaa at læse, var det Ny Testamente. Da André var fire Aar gammel, kendte han Peder, Jakob og Johannes, saaledes som de viste sig for ham paa Billedbibelens Træsnit, og Glorien om Frelserens Hoved lærte ham over alt at finde Jesus.
Naar det er Nat, har man Drømme. I Kautokejnos stille Ensomhed voksede Guttens Fantasi sig stor med ham selv, den blev almægtig og fik Skaberkraft, endog længe forinden hans Tanker begyndte at blive sig klart bevidste.
Da André var ganske lille, befolkede han Kautokejno med Apostlerne og Profeterne, og »Fiskedrætten« foregik jevnlig ved Karasjok-Elvens Bredder. Efter Hvert som han blev større, forvandledes imidlertid de hellige Mænd til Haugfolk og Huldrer. Hvor han gik hen, var der altid noget bag hans Ryg, som han følte en ubændig Attraa efter at gribe, men hver Gang, han vendte sig om, var det borte. Dette usynlige noget fik altid Skikkelse efter det sidste, han havde fundet i Faderens Bibliothek.
De vege imidlertid alle, én for én, disse tause Skikkelser, saa snart som Vinteraftenerne kom; thi da kunde André naar han skyggede med Haanden for Øjnene, se Stalloen, der stod i Maanelyset oppe paa Fjeldet og saa ned i Dalen.
Og da begyndte Lappernes Elementæraander[9] at røre sig, og Lappeguderne at hviske sagte i Natten. Hver mosgroet Sten, hver bladløs Busk, hver blinkende Stjerne, hver svævende Sølvsky havde sin Inua[10], og paa Stalloens Bud vaagnede den til Livet.
Og Elementæraanderne fortalte ham om den Fjeldlap, der under et af Fjendernes Indfald i Norge blev tvungen til at vise Karelerne Vej over Fjeldet.
Fjeldlappen fløj som Lynet af Sted paa sine Ski med den brændende Fakkel i Haanden.
Som et lydløst Helvedesspøgelse jagede han hen ad de snedækte Skrænter.
Fjeldlappen svang Faklen, han kastede den ned i Afgrunden, Faklen sluktes i Sneen, Karelerne fulgte efter, og al Tings Inua hviskede:
Dersom der i Andrés Aarer ikke havde flydt det norske Blod, der kunde staa imod, og det kvænske, der trodsede Sanserusen, vilde det lappiske i saadanne Stunder have bragt ham fra Vid og Sans.
Denne hans Fantasis Verden var imidlertid hans egen Hemmelighed. Han holdt den strengt lukket for alle, selv for Faderen, men netop fordi ingen kendte den, uden han selv, blev den saa stor og — saa virkelig.
Kun én var hans fortrolige.
Da André havde fyldt sit niende Aar, sad han en varm Sommerdag paa en Sten, der laa midt ude i Elven. De bare Fødder havde han stukket ned i Vandet.
»Oho, André!« raabte en Stemme over fra den højre Bred.
André saa op og opdagede en liden Lappegut paa samme Alder som han selv, der stod med Hænderne i Bukselommerne og stirrede over paa ham med et fiffigt, nysgerrigt Udtryk i sit opvakte Ansigt.
»Gaa din Vej«, sagde André.
»Jeg ser paa dig«, svarede Lamik Nikkut.
»Det maa du ikke«, forklarede André, »thi saa forsvinder jeg. Jeg er Nøkken.«
»Hvem er Nøkken?«
»Han bor her i Elven og græder bestandigt«.
»Hvorfor?« spurgte Lamik Nikkut, der straks fik Taarer i Øjnene, — det gjorde ham ondt for Nøkken.
»Fordi den ikke har nogen Sjæl«, sagde André.
Et Glimt i Lamik Nikkuts Øjne viste, at Lappens Fantasi øjeblikkelig var villig til at følge med.
»Saa er Sjælen hos den kære Fader Gud«, sagde han trøstende.
Fra hin Stund af vare André og Lamik Nikkut uadskillige. Den sidste fulgte ham med Trokab og Ydmyghed, i fuld Anerkendelse af den førstes nationale Overlegenhed. Lappen blev indlemmet i Feriget, lyksalig ved blot at sidde som Tjener indenfor Døren, medens André tronede i Højsædet.
»Nu skal vi i Kirke, Lamik«, sagde André en Uge efter at omstaaende Møde havde fundet Sted. »Jeg er Præsten, og du er Klokkeren, og du skal sige Amen.«
»Hvor er Menigheden?« spurgte Nikkut.
»Ser du den ikke?«
Nikkut saa sig sky omkring.
»Jeg ser ingen,« sagde han.
»De sidde her rundt omkring dig«, forsikrede André.
Nikkut følte sig beklemt, men overtog ikke desto mindre sit Embede med sædvanlig Underkastelse.
André prædikede, slog i Stenen, der forestillede Prædikestolen, gestikulerede, raabte »Anathema«, og Nikkut svarede »Amen«.
Derpaa brast de begge to i Graad. Grebne og overvældede af sine egne højtidelige Følelser kastede de sig i hinandens Arme og hulkede høit.
»De dat nogai! ɔ: Nu er det forbi!« sagde Lamik Nikkut.
Den næste Dag holdt de Storthing, men her hændte det uheldige, at en Forestilling om en parlamentarisk Debat ikke formaaede at finde Vej til Lamik Nikkuts Hjerne. Efter gentagne Forsøg viste det sig som en faktisk Umulighed at faa ham til at begribe et andet Forhold, end det der finder Sted mellem Præsten og hans Klokker. Hver Gang André havde holdt en Tale om Vigtigheden af Finmarkens Kolonisering, udtalte Lamik Nikkut, i Stedet for at opponere, altid punktlig og øjeblikkelig sin Sanktion i et »Amen«.
André blev rasende og stampede i Jorden, medens Lappegutten saa paa ham med sine venlige Øjne, hævede Hænderne i Vejret og bønfaldt ham »om ikke at være vred.«
André lærte ham senere hen at tale og læse norsk, og fik tillige ved dette sit Lærerembede en saa stor moralsk Magt over Lamik Nikkut, at han i Lighed med Bibelens Høvedsmand kunde sige: »Kom,« saa kom han, og »Gak,« saa gik han.
Da André var ti Aar gammel, havde han gennempløjet det meste af Faderens Bibliothek; men havde naturligvis ikke forestaaet mere end det halve af dets Indhold. Uden at ane Følgerne af denne umodne og ufordøjede Læsning tillod Andreas Thorsen ham det med ubetinget Glæde. Sønnens Lærelyst skulde tilfredsstilles, og i Bøgerne, der stode opstillede paa hans Hylder, fandtes der, efter hans Overbevisning, intet Smuds, der kunde besmitte hans Søn.
For det rene er al Ting rent, og den rene er naiv med Hensyn til Kundskabstræets Frugter paa godt og ondt. Videnskab og Poesi var i Andreas Thorsens Tanke kun en ny Aabenbarelse af Gud.
Andrés Kærlighed til Faderen var ligesom hans Natur lidenskabelig og enthusiastisk, men tillige vild og voldsom som den. Til Faderens forsagende Offervillighed saaes endnu intet Tegn; hidtil viste han snarere større Tilbøjelighed til at tage end til at give.
Denne farlige Tilbøjelighed blev stærkt og betænkeligt næret ved de Forholde, hvor under han voksede op.
Fra sit tiende Aar af var André nemlig Tolk for de rejsende, der fra Vadsø af foretoge Fodture i Finmarken og svensk Lapmarken.
Dette skede efter Faderens udtrykkelige Ønske og Befaling. Sønnen skulde faa Anledning til at lære Sprog, ligesom Faderen havde lært det før ham.
Efter kort Tids Forløb var André altsaa pludselig med ét bleven en Størrelse, en Person af Betydning. Ligesom han havde været Lappernes Yndling, saaledes blev han nu ogsaa de rejsendes, hvem han lærte Laksefiskeriets Mysterier, samt den store, lappiske Kunst at styre Renen med én Tømme.
Saa længe Vinteren varede, improviserede han for de lyttende Lapper, snart lystige, snart sørgelige Historier, efter hvert, som »Aanden kom over ham.« André sad midt paa Jorden i Gammen, medens Lapperne krøbe sammen rundt omkring ham. Var det sørgeligt, sukkede og stønnede de højt, medens Taarerne rullede ned over deres Kinder; var det lystigt, sprang de derimod op, skoggerlo, drejede sig rundt paa Hælen og hoppede derpaa alle som én Mand omkring i Gammen og klappede sig lig besatte med Hænderne paa Knæerne.
»Hvor har du det fra, André? Hvor har du det fra?« raabte de halvt overkomne af Sindsbevægelse.
»Ja, hvor har jeg det fra?« sagde André.
»Er det sandt, André? Er det sandt?« spurgte Samerne.
»Vist er det sandt,» sagde André, idet han puffende med Albuerne banede sig Vej mellem dem og løb ud.
»Gud tro ham!« sagde Lapperne og rystede paa Hovederne.
Saa snart Sommeren kom, blev André forvandlet til Tolk, Vappus[11] og Tjener.
En finmarkisk Bondegut, en stolt, overmodig, engelsk Matrosdreng og en smidig, forslagen Parisergamin samlede i én Person, kastede han Vittigheder om sig til Højre og til Venstre; det var et helt Fyrværkeri. Som Raketter knaldede det paa fransk, paa engelsk, paa russisk, – takket være Kvænens bøjelige Tunge.
Samtidigt etablerede han et højst ejendommeligt Slags Lommetyveri. Han stjal nemlig de Bøger, han kunde finde i de rejesendes Lommer, og lagde dem tilbage igjen, naar han havde læst dem.
Medens Turisterne indtoge sine Maaltider, passede han sit Snit. Udstrakt paa Ryggen eller paa Maven, i Græsset eller i Sandet, slugte han Romaner i Snesevis.
Liggende midt paa Varangerfjeldet færdedes Hjemfødningen saaledes ved Hjælp af Fantasiens Aladdinslampe i Paris’s Saloner, i Grækenlands Myrthelunde og i Roms Katakomber. I Begyndelsen troede han det var Eventyr, men det varede ikke længe, inden han fik bedre Forstand.
Da et Par Aar vare gaaede hen, talte han i samme Aandedræt om George Sand, Honoré Balzac, Tanas Nøk, om Moses og Jehova, samt om Johannes Aabenbaring og Dyret med de syv Hoveder. Hans Hjerne var et Kaos.
Paa denne Maade voksede André op mellem Nordmænd, Lapper, Kvæner, Franskmænd, Englændere og Russere, indtil han blev en fuldstændig født Kosmopolit[12], det vil sige en Kosmopolit, saaledes som han kun kan findes i norsk Finmarken.
Den trefoldigt blandede Race er bekendt for at være smuk: den kan tillige være bizar.
André’s brede Ansigt med de sorte, dybt liggende Øjne, de dristigt buede Øjenbryn og det askefarvede Haar, der faldt ud over den tunge Pande, viste tilfulde hans Moders kvænsk-lappiske Fødsel. Han var hendes udrykte Billede, og maaske netop derfor elskede hans Fader ham endnu højere og med en endnu ængsteligere Omhu.
Moderens energiske, kvænske Trods var hos André blandet med Bedstemoderens samiske Fantasis stemningsfulde Blødhed samt med Faderens norske Skyhed og fornuftige Reflektion, hvilken sidste i ald Fald under Tiden og under visse Forhold lagde en Dæmper paa de tvende førstnævnte.
Denne revolutionære, disharmoniske Sammenblanding af trende Nationaliteter, end yderligere markered ved de forskelligartede Stænk, Samlivet med de øvrige Udlændinge kastede ind deri, skabte her en Type, som ikke findes noget andet Sted paa Jordkloden.
André havde arvet Faderens usædvanlige Begavelse tilligemed hans Videlyst, men Moderens Natur havde givet denne Videlyst en Intesitét, der var brændende og ubændig.
Han berusede sig i det lystige, halv udenlanske Sommerliv, og tænkte tilsidst med Gru og hemmelig Afsky paa Vinternattens dræbende Ensformighed. Nomadeblodet i Moderens Aarer strømmede ogsaa gennem hans. Han vilde ut forat røre sig i Livet.
Og naar Nordpolens Sommer havde sagt Farvel, naar Trækfuglene vare dragne bort, naar Elvenes Bredder vare øde, og Vidderne stode tomme, da kunde André skrige af Længsel efter at komme bort.
Naar han blot en Gang kunde komme op paa Toppen af Sulitjelma! Derfra maatte han dog kunne faa se ud over hele Verden!
I Kautokejno fandtes der af civiliserede Mennesker kun Faderen og Lensmanden. Den godmodige, bredskuldrede Lensmand med de store Øren, de blide, fromme Barne-Øjne og de store Hænder – disse klodsede Bjørnelabber, som han plejede at lægge paa Andrés Hoved, idet han altid samtidigt venligt brummede: »Lille Barn!«
Og Andreas Thorsen saa Sønnens Higen og følte hans Ungdoms Længsel. Havde den ikke én Gang ogsaa været hans?
Aften og Morgen bad han Gud velsigne hans Bestræbelser forat faa André ud, ud for at lære det, Faderen ikke havde faaet lære, ud for at blive til noget til Guds Ære og til Menneskenes, særlig til Finmarkens Velsignelse. André skulde blive til noget stort og til noget godt! De Kræfter, der gik tilspilde hos Moderen, skulde faa en rig og herlig Udfoldelse hos Sønnen!
Thorsen saa det i Aanden med Abrahams Tro; hvad Gud havde lovet, det holdt han, saa vist som hans Ord vare Ja og Amen.
Med barnlig Tillid lagde Kirkesangeren derfor Aar efter Aar Spareskillinger til Side; men naar vilde Summen blive saa stor, som den maatte blive? Og André var allerede femten Aar.
»Gud vil nok skaffe en Udvei og sende Miraklet, naar Tiden er der,« sagde Andreas Thorsen.
Som en Følge af dette Liv, af denne fælles Forgudelse, af de rejsende betragtet som et usædvanligt Fænomen og af Lapperne som noget stort, der var deres alles Eiendom, af Visheden om at have et berettiget Krav paa begges udelte Interesse, ja selv som en Følge af Faderens opofrende Kærlighed, voksede der fra Barndommen af en Skygge op med André fra Kautokejno, en Skygge avlet af hans eget overmodige, umættelige, alt krævende Væsen. Denne Skygge var Kvænens vilde, forvovne Hensynsløshed, der senere hen, i Form af den mandlige Naturs mest udprægede Egoisme, var bestemt til at følge ham som en Dæmon.
Naar Lapperne i de lange Vinteraftener sadde samlede paa Gulvet rundt om Andreas Thorsen, medens Skæret fra Ovnen faldt paa deres Ansigter, og lyttede til det livsalige Ord om Jesus Kristus, der døde paa Korset, da kunde André fristes til at forbande dette Jesu-Navn, der for ham blev Indbegrebet af alt, hvad der var trangt, indestængt og kedsommeligt.
Han hørte ikke Faderens Stemme, men kun Lappernes monotone Mumlen: »Jesus, kære Jesus!« Han styrtede ud i Nordlysnatten og lyttede efter de muntre, fremmede Røster, der vare forstummede.
André maatte røre sig og faa Luft. Han spændte Skierne paa og for ned ad de snedækte Skrænter og hen ad de rimede, diamantfunklende Sletter, hvor selv Glentens Øje ikke kunde opdage Spor af noget Menneskes Fod.
Let forover bøjet, med hver Nerve spændt, hver Scene stramet, med Staven i Haanden, halv aaben Mund og blussende Kinder løb han omkap med sin egen Skygge, medens Sneen hvirvlede op omkring ham i en gækkende Runddans.
I drengeagtig Trods, i overmodig Udfordring skreg han højt: »Jeg vil ud!«
De hvide, sortøjede Ryper flagrede forskræmte op fra Sneen. Tusinder af Rensdyr stode stille paa Vidderne og lyttede forbausede til, medens deres høje Horn glimrede som Sølv i Maaneskinnet.
»Hvorfor løber du?« spurgte Lamik Nikkut, der krøb ud af sin Faders Gamme.
André stødte Skistaven i Sneen forat stanse Farten, og slog ham.
- ↑ Almagtens Fader.
- ↑ Al Tings Moder.
- ↑ Højsletter.
- ↑ Tordenens Gud.
- ↑ Vindens Gud.
- ↑ Skabelsens Moder.
- ↑ »Kirketolk.«
- ↑ Elvelapper.
- ↑ Lappernes Guder vare Elementæraander.
- ↑ Noget iboende aandeligt.
- ↑ Fører.
- ↑ Desværre! De fleste av Finmarkens indbyggere ere Kosmopoliter. Fædrelandskærligheden er ikke stærkt udviklet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |