B. O. Sørensens Forlag (s. 28-65).

Imidlertid gik den af Fogden paa Justitsens Vegne mod Alet og Berthe anlagte Sag sin Gang. Den 25de September blev efter Stiftets Ordre Extraret sat paa Thingstedet Sandstød i Øiestad Sogn for at undersøge og paakjende Sagen mod de to Piger. Den i Vrængen boende Procurator Jakob Ohnsorg fremmødte som deres Defensor. Retten var sat i et Hus, der tilhørte en Mand ved Navn Adam Hirholt, der skal have været Gjæstgiver. Delinqventinderne mødte uden Lænker i Overværelse af mange tilkaldte Vidner.

Alet, som først forhørtes i Enrum, tilstod nu, at hun havde dræbt sin Madmoder Karen Jonsdatter med den Gift, som Berthe havde kjøbt for hende. Hun havde gjort dette i det Haab at blive gift med Alf Aanonsen, der dog hverken hemmelig eller aabenbart havde givet hende nogen Forhaabning derom. Hun angav Berthe som den, der havde været hendes Lærerinde og Raadgiverinde og erklærede Alf for at være aldeles uskyldig i Mordet. Ligeledes tilstod hun, at hun havde bekjendt Mordet for sine Forældre nogle Dage før sin Arrestation. Hun fortalte de nærmere Omstændigheder ved sin Misgjerning, og at hun, forskrækket over Giftens Virkninger paa hændes Offer, havde kastet Resten af Pulveret paa Ilden.

Efter dette Forhør, under hvilket ogsaa Fogden, Lagrettet og de Anklagedes Defensor havde været tilstede, blev Berthe underkastet særskilt Examination. Hun erklærede sig født og opdragen paa Helle og 28 Aar gammel. Hun havde ikke vidst noget om Fluekrudtets dræbende Virkninger, førend Anne Kristofersdatter havde fortalt hende, at Enken Guri Hansdatter paa Hisøen, Konen Gunild Karlsdatter paa Vædingvolden, og en Pige ved Navn Anne Jansdatter, alle vare døde af denne Gift. Efter at have hørt dette, havde hun „i al Uskyldighed“ talt med Alet derom, der havde bedet hende om at kjøbe for et Par Skilling af denne Gift „til Karen.“ To Gange havde Berthe været i Arendal uden at kunne overtale sig til at kjøbe Pulveret, men hun kjøbte det dog, da hun den tredie Gang kom til Byen. Efter Karens Død var hun, plaget af sin onde Samvittighed, gaaet til den residerende Kapellan, Hr. Wardan, og havde for ham bekjendt sin Brøde. Berthe fortalte videre, at Alets Søster Anne, hendes Svoger og hendes Forældre havde talt med hende baade før og efter hendes Arrestation, anmodet hende om at tie og gjort hende Løfter. Hun fandt, at Alf efter sin Ægtefælles Død havde taget Alet i et kraftigt Forsvar. Alet, der paa sin Pleiemoders Dødsdag skjalv og bævede meget, havde ogsaa bedet Deponentinden om Taushed, da hun ellers „vilde føre hende (Berthe) i lige Ulykke.“ Berthe havde da forladt hende uden at svare hende, men var den 5te August bleven hentet op til Alfs Hus i Anledning af Rygtet om Mordet. Der havde hun udtalt for ham sin Mistanke, at han var Alets Medskyldige, hvilket Alf havde benægtet, men tillige erklæret, at han nok „skulde vide at raade Bod paa Sagen“, idet han paa samme Tid roste Alet for hendes Duelighed og gode Opførsel. Som Undskyldning for sin Meddelagtighed i den begangne Udaad anførte Berthe, at hun havde troet, at Alet kun vilde benytte Giften til Husbrug for sin Madmoder. Fortsættelsen af Forhøret blev derpaa bestemt til den følgende Dag.

Den 26de September fortsattes da paa samme Sted den begyndte Examination. Efterat Alf Aanonsen var bleven afhørt, der lidet eller Intet kunde meddele til Oplysning, og der erklærede sig uskyldig i sin Kones Død, foretoges, førend Vidnerne paaraabtes, en Confrontation af Berthe og Alet, men der kom ikke synderligt ud af denne. Berthe erklærede, i Modsigelse med hvad hun den foregaaende Dag havde anført til sin Undskyldning, at Alet havde, da hun bad Deponentinden kjøbe Giften, ogsaa meddelt hende sin Hensigt med Anskaffelsen af Fluekrudtet, „at det nemlig var til at indgive Karen, for at Alet selv kunde ægte Alf.“ Hun havde ogsaa lovet Berthe en behagelig Sommer og et gildt Bryllup, hvis hun vilde skaffe hende Giften, om hvilken Alet havde sagt, at „den var et godt Middel.“ Alet benægtede alt dette, ligesom ogsaa alt det Øvrige, som Berthe vidnede, at hun skulde have sagt, men tilstod dog, at hun den Dag, som Karen døde, havde bedet Berthe „at tie stille.“ Berthe vedblev, at det var Anne Kristofersdatter, der først havde gjort hende bekjendt med Fluekrudtets dræbende Virkninger, og at hun siden havde talt derom med Alet. Iøvrigt bragte Confrontationen intet Udbytte, og det egentlige Indhold af den første forbryderske Samtale mellem Alet og Berthe vedblev at være en Hemmelighed. Man gik derpaa over til at paaraabe Vidnerne.

Enken Inger Helle var den første, som afhørtes, men hendes Forklaringer vare uden Interesse og bragte intet Nyt for Dagen. Hun vidste Intet om, at Alf nærede Venskab for Alet, skjønt han nu mistænktes for Medvideri. Berthe havde kort før sin Arrestation tilstaaet for hende, at hun havde kjøbt Gift for Alet.

Derpaa afhørtes Gunild Olsdatter, Enken Ingers Tjenestepige. Baade Alet og Berthe havde tilstaaet sin Brøde for dette Vidne. Alet havde undskyldt sig med, at Berthe, der bar Nag til Karen Jonsdatter, havde tilskyndet hende til Mordet og sagt, at „hvis hun (Alet) gav Karen Giften, vilde hun ikke leve Pintsedagene over.“ Ligeledes deponerede Gunild, at Berthe havde meddelt hende, at Alet havde forgivet Gunild Carlsdatter Vædingpladsen, hvilket Alet selv havde fortalt Berthe og tilføiet, at hendes Søster Anne Kristofersdatter havde skaffet hende Giften.

Vi komme nu til at gjøre Bekjendtskab med Alets Fader, en Olding paa 70 Aar, der optraadte som et nyt Vidne. Det er umuligt at danne sig et Billede af denne Mand, om hvem Intet er bekjendt. Høit har han visselig ikke staaet i moralsk Henseende og, skjønt enkelte Smaatræk synes at vidne om et varmt Faderhjerte, er der igjen noget Andet, der tyder paa Letsind og Følesløshed og vækker Tvivl, om han virkelig fortjente den Ros for Ømhjertethed, som meddeltes ham af hans Ægtefælle.

Oldingens Forklaringer vare af liden Betydning. Han vidste Intet om Aarsagen til Gunild Carlsdatters Død, og havde først den 6te August erfaret det af Alet begaaede Mord paa hendes Pleiemoder. Han tilstod, at han en Onsdagsaften havde været udenfor Arresthuset paa Hougerød og talt med Berthe, men kun bedet hende om at holde sig til Sandheden og „tage sin Sjæl i Agt.“ Da han adspurgtes om Aarsagen til Anne Paulsdatters Død, svarede han, at hun formentlig i sin høie Alder af nogle og otti Aar var død af Svaghed og Alderdom. Forøvrigt kjendte han ikke Noget til de Forbrydelser, hvorfor hans Døtre nu vare under Anklage. Det er ellers mærkeligt, at han slet ikke synes at være bleven examineret i Anledning af Anne Jansdatters Død, hvortil der dog efter Berthes Deposition maatte have været den stærkeste Opfordring. Faderens Fremtræden for Retten som Vidne mod sin Datter, efterat Dommeren havde formanet ham til ikke at lade sig forlede af den naturlige Kjærlighed til sit Barn til at afvige fra Sandheden, maa ellers have gjort et smerteligt Indtryk. Alet faldt ogsaa, mens Faderen afhørtes, i Besvimelse.

Forhøret blev, efterat Kristofer Frederiksen var dimitteret, udsat til den følgende Dag. Fogden, Dommeren og Lagrettet med de indkaldte Vidner vare atter forsamlede paa Sandstød, ligesom ogsaa Procurator Ohnsorg indfandt sig med de to anklagede Piger Alet og Berthe. Man begyndte med at afhøre Alets 64aarige Moder. Denne Kone forklarede, at hun havde talt hver Dag med Alfs Hustru under hendes Sygdom uden at fatte Mistanke. Den Døende havde velsignet alle sine Naboer og navnligen Alet for hendes kjærlige Omhu. Da Rygtet om Forbrydelsen udbredte sig, havde hun talt derom med Alet, som to Gange nægtede sin Misgjerning, men dog tilstod den, da Moderen tredie Gang tilspurgte hende. Datteren havde da vist sig „meget bekymret med Graad og Beklagelse“, men undskyldt sig med, at det var en uimodstaaelig ond Magt, der havde drevet hende til at begaa Mordet, en Undskyldning, hvortil Forbrydere ikke sjelden tage sin Tilflugt. Moderen havde da i sin Smerte yttret, at „hun vilde ønske, at hun aldrig havde født hende eller et saadant Barn til Verden.“ Den sørgelige Hemmelighed havde hun baaret hos sig selv indtil Aftenen før Alets Fængsling, da hun troede at burde aabenbare den for den gamle „ømhjertede“ Fader. Ligeledes havde Vidnet, 3 Uger før Alet blev arresteret, talt med Alf om det verserende Rygte, hvilket denne Mand dog ikke troede. Hun erklærede sluttelig, at hun ikke vidste Noget om, at hendes Døtre, „Anne og Inger“, havde havt Del i Anne Jansdatters, Anne Paulsdatters og, Gunild Carlsdatters Død. Berthe, som blev confronteret med hende, henholdt sig til hvad hun før havde deponeret. Dommeren henvendte sig nu til Alet med indtrængende Anmodning om at bekjende Alt hvad hun vidste om de tre ovennævnte Kvinders Død. Alet erklærede sig aldeles uvidende om de to førstnævnte Personers Dødsmaade, men tilstod, at hun havde fundet et Giftpulver i det Linned, som Drengen Ole Eriksen bragte hende, hvilket Pulver hun dog havde bortkastet, fordi hun troede, det var skadeligt. Der paafulgte en længere Examination af Alet, som i sine Svar oftere afveg fra Sandheden, og som ikke bragte Andet for Lyset end hvad der allerede er meddelt Læseren.

Efterat den gamle Moder var bleven afhørt, fremstilledes Alets Svoger Aanon Andersen fra Helle som 5te Vidne, men Deponenten havde Intet af Betydning at udsige. Han havde dog hørt adskilligt Mistænkeligt ved Anne Jansdatters, Anne Paulsdatters og Gunild Carlsdatters Død.

Nu optraadte Berthes Søster, Anne Olsdatter, som 6te Vidne, og hendes Forklaringer vare af megen Vigtighed. Indholdet af dem er dog for en Del allerede meddelt og behøver saaledes ikke at gjentages. Vidnet gav først en med Enken Inger Clemmetsdatters Forklaring overensstemmende Beretning om hvad der havde tildraget sig den Dag, da Alfs Hustru angrebes af Sygdom. Deponentinden havde besøgt den Syge samme Dags Eftermiddag, som hun havde faaet Giften, og været Vidne til hendes Lidelser. Hun havde søgt at trøste den Lidende, der dog tilbageviste Trøsten med den Erklæring, at det vilde blive hendes Død, og tilføiede: „Alet har sagt mig, at den gamle Kone paa Vædingpladsen fik det paa samme Maade“. Den Dag Karen Jonsdatter var til Begravelse, havde hun, efter sin Tilbagekomst fra Sørgehuset, fundet sin Søster Berthe grædende. Da nu Berthe adspurgtes om Grunden til hendes Taarer, vægrede hun sig vel en Stund for at angive Aarsagen dertil, men svarede dog tilsidst: „Den Kone, som blev begravet idag, kunde vel endnu have levet, hvis ikke Alet havde været.“ Derefter bekjendte Berthe for Vidnet, hvad hun og Alet havde gjort, og tilføiede, at Alet havde tilstaaet Mordet for hende samme Dag, som Alfs Ægtefælle afgik ved Døden. Efter at have anført en Del af mindre Betydning forklarede Deponentinden videre, at hun senere engang i Alfs Have havde truffet paa Alet og Berthe og, efter at have tilspurgt dem derom, modtaget deres Tilstaaelse, at det var Anne Kristofersdatter, som havde givet dem Undervisning i at bruge Fluegiften. Vidnet afgav ligeledes en Beretning om den Samtale, der om Aftenen den 8de August havde været mellem Berthe og Anne Kristofersdatter, af hvilken hun dog ikke synes at have erindret stort mere, end den ulykkelige Morderskes Ord, da hun bad sin Medviderske om at frelse hende. Alet blev nu confronteret med Deponentinden, og aflagde en fuldstændig Bekjendelse. Hun tilstod, at Alt, hvad Vidnet havde forklaret, var overensstemmende med Sandheden. Hun yttrede, at „hendes svage Hoved havde gjort, at hun ikke tidligere erindrede dette“. Alet forklarede videre, at hendes Søster Anne efter gjentagen Benægtelse havde tilstaaet for hende det paa Hisøen begaaede Mord paa Enken Guri, og at hun af denne sin Søster havde lært at kjende Fluekrudtets Virkninger. Tilsidst tilstod hun uden flere Udflugter, at hun havde sendt Gunild Carlsdatter Vædingpladsen ud af Verden med den Gift, som Anne havde skaffet hende, og som hun havde indgivet sit Offer i Melk. Hun erklærede derhos, hvad forhen er anført, at Enken havde behandlet hende godt, og nogen Hensigt med Mordet vidste Giftblandersken ikke at angive. Den protocollerede Tilstaaelse blev derpaa forelæst for Alet, som sitrende paahørte den, men vedtog den som rigtig.

Drengen Ole Eriksen, den myrdede Enkes Dattersøn, afhørtes derpaa tilligemed sin Moder. Det 9aarige Barns Vidnesbyrd gik ud paa, at en Kvinde, som han ikke kjendte, havde udenfor Kristofer Frederiksens Hus leveret ham et Papir med de Ord: „Her er noget Stivelse, som du skal levere Alet.“ Forøvrigt kunde hverken han eller hans Moder meddele Noget til Oplysning.

De hidtil afhørte Vidner havde alle tilhørt Almuen, men nu optraadte en Deponent af en høiere Stand, og som derfor ogsaa i Dommerens Protocol tituleres for „Monsieur“. Det var „Monsieur“ Søren Juell, Landhandler paa Helle, som forklarede, at han den 5te August havde talt i Enrum med Alet i Alfs Bryggerhus, og at Pigen da havde tilstaaet for ham, at hun havde forgiftet Karen efter Berthes Raad og efter Samtale derom med denne sin Kusine og sin Søster Inger. Sluttelig afhørtes to andre Mænd fra Helle, af hvilke den ene var den Mand, hos hvem Anne Kristofersdatter havde tjent i 1763. Disse to Mænd deponerede, at de den 6te August havde hørt Alets Tilstaaelse af Mordet paa hendes Pleiemoder i Alfs Hus, og, som det synes, i hans egen Nærværelse. Dermed var Forhøret for denne Dag endt, efterat dog først endnu et Par Mænd fra Nersten vare blevne afhørte som Vidner. Disses Udsagn var dog uden den mindste Betydning.

Den 28de September sluttedes endelig Forhøret. Alet blev atter underkastet Examination og gjentog sin Forklaring om det Pulver, som Søsteren havde sendt hende til Vædingpladsen. Hun erklærede, at der ikke ellers havde været nogen foregaaende Samtale mellem hende og Anne. Nu fremkaldtes som det 12te Vidne Alets Moster og Berthes Moder, Karen Andersdatter, der blandt Andet forklarede, at den Dag, da Alfs Kone begravedes, havde Berthe fortalt sin Søster Anne Olsdatter, at den Afdøde havde faaet Gift, hvorom Anne samme Aften havde talt til Vidnet. Baade Moder og Datter havde dog anseet det rigtigst at tie. Kort Tid derefter havde hun truffet Alet i Alfs Hus, og da havde Alet gaaet til Bekjendelse for hende, men bedet hende bevare Tausheden. Under denne Samtale havde Alet fortalt hende, at paa denne Maade, nemlig ved Fluegift, vare baade Anne Paulsdatter, Anne Jansdatter og et Par Andre tagne af Dage. Hun angav sin Søster Anne, som den, der havde berøvet dem Livet. Vidnet vidste, at baade Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter vare døde i Kristofer Frederiksens Hus, men hun havde ingen Mistanke havt angaaende Grunden til deres Død, førend hun hørte Alets Udtalelse. Deponentinden havde besøgt Karen under hendes Sygdom og hørt Alet sige, at Sygdommen var til Døden.

En Kone fra Helle ved Navn Anne Katrine Kristensdatter og efter hende en anden Kvinde Karen Terjesdatter bleve derefter afhørte. Den Sidstes Vidnesbyrd var af ingensomhelst Betydning, men den Første havde talt med Berthe og Alet om det verserende frygtelige Rygte, og begge Pigerne havde da tilstaaet for hende den begangne Udaad. Raden til at vidne kom nu til Delinqventinden Berthes Svoger Thorgrim Ivarsen, gift med hendes Søster Anne Olsdatter. Efterat have hørt af sin Kones Mund den Bekjendelse, som Berthe havde aflagt om sin egen og Alets Forbrydelse, havde Deponenten modtaget begge Pigernes Tilstaaelse af Mordet paa Alets Pleiemoder. Han antog, at ogsaa Inger Kristofersdatter maatte være indviet i Sagen; thi hun havde under Karens Sygdom væddet med ham, at Sygdommen vilde ende med Døden. Videre kunde han ikke meddele til Oplysning og blev derfor dimitteret.

Johanne Ivarsdatter, en Søster af Thorgrim og gift med Berthes Broder, underkastedes derpaa Examination af Dommeren. Deponentinden havde 8 Dage efter Karen Jonsdatters Begravelse af sin Moder modtaget en Meddelelse om hvad Berthe og Alet havde udøvet. St. Hansdag havde Vidnet truffet Alet ude paa Marken og samtalet med hende om hendes Pleiemoders Død. Alet havde da fortalt hende, at hun gjennem sin Søster Anne havde lært at kjende Fluekrudtets Virkning, og ligeledes, at hun havde prøvet dets dræbende Kraft paa Enken Gunild Carlsdatter. Vidnet havde desuden hørt, at Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter havde faaet Gift, men vidste ikke, hvorvidt dette medførte Sandhed. Anders Olsen, det sidstnævnte Vidnes Mand, afhørtes, efterat Johanne var dimitteret. Denne Mand forklarede, at hans Hustru først havde underrettet ham om Giftmordet paa Karen, og at han derefter den 6te August havde paa Tilspørgsel erholdt sin Søster Berthes Tilstaaelse af det, som baade hun selv og Alet havde udrettet. Han havde ogsaa hørt et Bygderygte om at Enken Gunild var død af Gift, men havde ikke talt derom med Alet. Hvad Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Død angik, sluttede han sig ganske til sin Kone. Vidnet havde vel talt med de arresterede Piger ved Fængslet, men ikke bedet dem tie med Noget. Iøvrigt var der i denne Deponents Udtalelser Intet af Interesse.

Berthe blev nu atter taget under Overhøring, men da derved ikke tilveiebragtes nye Oplysninger, fremkaldtes det 18de og sidste Vidne, Alets Søster Inger Kristofersdatter.

Inger Kristofersdatter var en smuk blond Pige af Middelstørrelse, 25 Aar gammel. Hun led ellers noget af den samme Legemsfeil som Bjørnsons „Halte-Hulda“. Der svæver en let Sky af Mistanke over Inger, og det kan synes underligt, at Øvrigheden ikke sees at have taget nogen Notits af de Udtalelser, der vare saa vel skikkede til at fremkalde Tvivl om hendes Uskyldighed. Læseren vil erindre Hr. Juells Forklaring, ligesom ogsaa den besynderlige Maade, hvorpaa Alets Moder stiller sine Døttre Anne og „Inger“ sammen, da Talen kommer paa Enken Gunilds og de to gamle Pigers Død. Hvorfor indblander Moderen Ingers Navn i en Sag, der maatte antages at være denne Datter uvedkommende? Derom indeholde Forhørs-Acterne ikke det Ringeste til Oplysning. Lader os da haabe, at denne Pige ikke fortjener den Mistanke at have været sine brødefulde Søstres Medskyldige, hvad man næsten nødes til at tro, naar man læser Alets Bekjendelse for Hr. Juell. At hun fortier sine Søstres Forbrydelser, efterat disse har fortalt hende sine sørgelige Bedrifter, kan man ikke undres over.

Inger aflagde Ed, efterat dennes Betydning var bleven forklaret for hende, og Dommeren paa det Eftertrykkeligste havde formanet hende til at holde sig til Sandheden. Hun adspurgtes først om hvad hun vidste om Karen Jonsdatters Død. Deponentinden fortalte nu, at hun samme Dag, som Karen, efterat have bagt Brød i sin Naboerskes Hus, var bleven syg, kom op til hende om Eftermiddagen og fandt hende liggende paa Sengen. Karen led af stærk Opkastelse og var meget rød i Ansigtet. Paa Vidnets Spørgsmaal om hendes Befindende svarede Konen, at hun var syg og mente, at det Brændevin, som hendes Naboerske havde givet hende, var Aarsagen. Alet, som var tilstede, fulgte sin Søster udenfor Døren og fortalte hende der uden nogen Opfordring eller Tilspørgsel, at hun havde indgivet sin Faster en Portion Fluegift, der havde bevirket Sygdommen. Siden havde Alet fortalt hende, at Berthe, efter hendes Anmodning, havde kjøbt Giften for hende. Deponentinden tilstod, at hun havde indgaaet et Væddemaal med Thorgrim Ivarsen, at Sygdommen vilde blive Karens Død; thi hun var paa Grund af Alets Tilstaaelse vis i Sagen. Derefter blev hun adspurgt af Dommeren, om hun vidste Noget om hvad Alet skulde have sagt til sin Moster om Anne Paulsdatters, Anne Jansdatters, Gunild Carlsdatters og Guri Hansdatters Død? Paa denne Tilspørgsel erklærede Inger, ar hun aldeles Intet vidste om Aarsagen til de tre Førstnævntes Død, men at hendes Søster Anne havde fortalt hende om Mordet paa Guri. Ligeledes havde ogsaa Berthe fortalt Deponentinden, at Anne Kristofersdatter havde meddelt hende (Berthe), at Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter vare døde paa samme Maade. Inger havde, efter baade Annes og Alets Anmodning, været ved Arresthuset paa Hougerød og bedet Berthe om at tie med hvad hun vidste, hvortil Berthe havde svaret, „at hun vilde blive ved Sandheden“. Vidnet forklarede videre, at hun ikke havde været hjemme den Dag, da hendes Søster Anne ved Drengen Ole Eriksen tilsendte Alet den Fluegift, hvormed Gunild Carlsdatter blev dræbt; men Anne havde to Dage derefter fortalt hende det Hele uden at der dog havde været nget Overlæg mellem hende og Søsteren, der ved Afleverelsen af det Linned, hvori Giftpulveret laa skjult, havde anmodet Barnet om at sige til Alet, „at hun deri vilde finde hvad hun selv vidste“. Inger aflagde endvidere en Beretning om den Samtale, som holdtes om Aftenen den 8de August af hendes Søster og hendes Kusine, ved hvilken Deponentinden havde været tilstede. Anne havde da bedet Berthe om at frelse hende, og Berthe havde svaret, at „saalænge hun ei blev lagt i Bolt og Jern, skulde hun ikke aabenbare Noget.“ Forøvrigt erklærede Deponentinden sig ganske uvidende om hvad Anne, Alet og Berthe kunde have samtalet og overlagt med hverandre. Deres Mordplaner havde været hende ubekjendte, og hun vidste heller ikke, om de Skyldige havde Medvidere.

Dette er Kvintessencen af Inger Kristofersdatters Vidnesbyrd. Det heder, at hun af Dommeren blev underkastet en skarp Examination med Hensyn til Karen Jonsdatters Død, men hun erklærede, at hun var aldeles ubekjendt med Alets Plan at myrde denne Kone. Det gjennem hele 4 Dage varende Forhør sluttedes da, efterat Inger, som forklarede, at hun ikke vidste mere, var bleven dimitteret. Sagen udsattes da til den 10de November.

Det var en Selvfølge, at Anne Kristofersdatter, efter de af Alet og Berthe afgivne Forklaringer, ikke længe kunde blive paa fri Fod. Denne Ulykkelige, som ikke havde villet eller kunnet redde sig ved Flugten, blev da ogsaa arresteret, formodentlig i Arendal, den 2den October 1769 og indsat i Fængslet paa Hougerød.

Sagens videre Behandling var, som bemærket, bleven udsat til den 10de November, men indtrufne Omstændigheder bevirkede, at den yderligere maatte udsættes til den 22de November. Paa denne Dag sattes atter Extraret paa Sandstød. Fogden fremmødte og fremlagde Stiftamtmandens Actionsordre mod Anne Kristofersdatter af 13de November. Denne Pige, der nu skulde underkastes Forhør, var da tilstede med Alet og Berthe, ligesom Sagfører Ohnsorg, der ogsaa var udnævnt til at være Annes Defensor.

Man begyndte med et separat Forhør over Anne, ved hvilket kun Actor, Defensor og Lagrettet var nærværende, efterat de øvrige Tilkaldte vare blevne udviste. Raden var nu kommen til Giftblandersken fra Hisøen at aflægge sin Bekjendelse.

Anne gav da en Beretning om sit Levnetsløb, om Mordet paa Guri Hansdatter. hvilket hun tilstod at have fortalt for sin Kusine Berthe, og om Afsendelsen til Alet af den Fluegift, hvormed Gunild Carlsdatter blev dræbt. Her begyndte imidlertid Forbrydersken at afvige fra Sandheden. Da hun nemlig blev spurgt om, hvorfra hun havde erholdt Giftpulveret, som blev afsendt til Alet, svarede hun, at „hun havde fundet det i en gammel Thekande, da hun noget før Jul gjorde rent i sine Forældres Hus“. Iøvrigt indeholdt Delinqventindens Udsagn kun saadanne Ting, som allerede ere fortalte om hende og derfor Læseren bekjendte.

Dommeren kom nu til det interessante Spørgsmaal, om hun kunde give nogen Oplysning om Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Død.

Man vil erindre, at der under Forhøret den 25—28de September var deponeret Meget, der maatte være graverende for Anne Kristofersdatter. Berthe vidnede saaledes for Retten, at Anne havde sagt hende, at Anne Jansdatter og et Par Andre vare døde af Fluegift. Ligeledes deponerede Inger Kristofersdatter, at Berthe havde meddelt hende, at hun (B.) af Anne havde hørt, at baade Anne Paulsdatter og Anne Jansdatter vare blevne tagne af Dage ved Forgiftelse. Endelig vidnede de to mordlystne Søstres Moster, at Alet havde fortalt hende, at Anne havde dræbt de to ovennævnte gamle Piger.

Hvad skal man tænke? Kan Alet have løiet paa sin Søster paa en saa oprørende Maade? Kan Berthe have fortalt de to Gamles Forgiftelse baade for Inger og for Øvrigheden, hvis ikke Anne virkelig har sagt til hende, at de to alderstegne Kvindespersoner vare blevne myrdede med det usalige graa Pulver? Der er liden Grund til at antage dette, især da Forholdet mellem Anne og de to andre Piger, Alet og Berthe, synes at have været meget venskabeligt. Og skulde Anne kunne antages at have paadigtet sig selv en Forbrydelse af en saa farlig Beskaffenhed? Dette er visselig høist usandsynligt. Men, naar man hører hendes gjentagne kraftige Benægtelse for Retten, naar man efter hendes oprigtige Tilstaaelse af Mordet paa Guri hører hende med Døden for Øinene forsikre om sin Uskyldighed i Henseende til de to bedagede Pigers Hedengang, vaagner Haabet paany om, at hun ikke er gaaet ind i Evigheden med to skjulte Mord paa sin Samvittighed, og man spørger atter: hvad skal man tænke?

Man vil her erindre, at ogsaa Alet under det foregaaende Forhør havde erklæret sig for aldeles uvidende om Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Dødsaarsag.

Da Anne under Examinationen den 22de November adspurgtes med Hensyn tll disse to Kvinder, angav hun Tiden, da de døde i hendes Faders Hus, og hvor hun da opholdt sig, at hun nemlig havde tjent hos Geruld Aslaksen Helle, da den førstnævnte, og været hjemme hos sine Forældre, da den sidstnævnte af de to gamle Fruentimmer afgik ved Døden. Men hun vilde ikke vide Noget om, at de paa en forbrydersk Maade vare tagne af Dage. „Jeg har intet Andet hørt derom“, sagde hun, „end at min Søster Alet nu under Arresten har fortalt mig, at jeg, ifølge en af Berthe aflagt Bekjendelse, skal have indgivet Anne Jansdatter Fluekrudt, men deri er jeg ganske uskyldig“. Videre vidste hun ikke at meddele til Forklaring.

Den 23de November fortsattes Forhøret. Drengen Ole Eriksen var tilstede, og Anne erklærede, at det var ham, der havde overbragt Alet Pulveret til Vædingpladsen. Derpaa oplæstes for Delinqventinderne Alt, hvad der efter deres Bekjendelse var bleven protocolleret, og dette blev saavel af de to Søstre som af Berthe Olsdatter vedtaget som rigtigt. Fogden begjærede derefter Alet tilspurgt, om hun endnu holdt fast ved sin Erklæring, at hun først hørte af Berthe, at Anne for hende havde bekjendt Mordet paa Guri, og derpaa selv spurgte sin Søster derom og modtog hendes Tilstaaelse af Gjerningen, efterat hun i Begyndelsen havde nægtet den? Alet gav hertil et bekreftende Svar. Fogden forlangte nu, at Berthe og Anne skulde tilspørges om Sandheden, af Alets Erklæring. Berthe henholdt sig til sin tidligere afgivne Forklaring, men Anne vilde ikke mindes, at hun nogensinde havde talt til Alet om Fluekrudtets Virkninger og kunde iøvrigt ikke erindre Noget om deres Samtale. Fogden erklærede nu, at han ikke vilde forlange videre Confrontation, da det forekom ham, at Arrestantindernes Udtalelser bleve stedse upaalideligere, jo mere Umage Retten gjorde sig, for at komme efter Sandheden. En indtrængende Formaning af Sorenskriveren til de tre Piger at bekjende Alt, hvad de vidste, blev uden Virkning, idet alle tre erklærede ikke at vide mere, og man gik derfor over til at afhøre Vidnerne. De to Søstres Moder underkastedes paany Examination, men havde intet Nyt at meddele. Hvad Giften i Thekanden angik, yttrede hun, at Anne maatte selv have lagt den der, og at hun aldrig havde vidst om Gift i sit Hus. Hun vilde ikke i mindste Maade sætte sin Salighed paa Spil ved at skjule sine Børns Feil. Dommeren adspurgte nu atter Anne om, hvorfra Fluekrudtet var kommet, som hun havde villet finde i Thekanden? Hertil svarede Anne, at hun, skjønt hun ikke før havde erindret at sige det, nu maatte tilstaa, at hun, efter, som sagt, at have fundet Giften i et Papir i en Thekande, havde fortalt dette til sin Søster Inger, da denne efter hendes Fængsling havde spurgt hende om, hvor hun havde fundet Fluekrudtet. Inger havde da yttret, at hun (Inger) nu erindrede, at Anne Jansdatter havde lagt det der, mens hun endnu levede, og at samme Anne Jansdatter da havde sagt, at Pulveret kunde ligge der, da der ligesaavel kunde komme Fluer i dette Hus som i andre, og at man havde brugt denne Gift, hvor hun forhen havde været. Inger Kristofersdatter maatte nu atter udtale sig og henholdt sig til den Bekjendelse, der var afgiven den 28de September. Hvad hendes Søster Anne havde fortalt om hende og Anne Jansdatter var lutter Opdigtelse. Aldrig havde denne Afdøde talt til hende, om Gift, og aldrig havde hun selv vidst, at saadan fandtes i Huset. Hun havde vistnok, kort før Karen Jonsdatters Død, hørt Alet og Berthe tale om, at den sidste skulde kjøbe Fluekrudt, men hun vidste ikke, hvortil det skulde bruges. Men efter Karens Død hørte hun engang Berthe i en Trætte med Alet bebreide denne, at hun havde forgivet sin Pleiemoder, blot for selv at blive Madmoder i Huset. Anne blev da paa Fogdens Begjæring atter tilspurgt om Sammenhangen med Fluegiften i Thekanden, og „efter lang Betænkning“ afgav hun nu „med særdeles Graad og Vemodighed samt en besynderlig Eftertanke“ følgende Forklaring:

Hun havde selv ved Anne Jansdatter efter Alets Begjæring kjøbt det omspurgte Fluekrudt paa Arendals Apothek. Hun havde selv lagt det i Thekanden, oversendt Alet en liden Del deraf og af Alet modtaget Tilstaaelsen om dets Anvendelse til at dræbe Gunild Carlsdatter. Resten af det giftige Pulver havde Deponentinden kastet paa Ilden. Hvad forøvrigt Anne Paulsdatters og Anne Jansdatters Død angik, vilde hun, „om det var i hendes yderste Dødsstund“, erklære sig uskyldig. Deponentinden vidste ikke Andet, end at begge vare døde af Svaghed og Alderdom.

Efter at have aflagt denne Bekjendelse blev Anne dimitteret, og Fortsættelsen af Forhøret udsat til den følgende Dag.

Det var kun et Par Vidner fra Hisøen og Enken Sigrid Bentsdatter fra Helle, som afhørtes den 24de November. Disse Vidners Forklaringer havde dog ikke stort at betyde og bragte Intet af Vigtighed for Lyset. Sigrid fortalte om sit Sammentræf med Anne Kristofersdatter i Arendal den 8de August, og at hun om Morgenen den 9de August havde mødt Anne og hendes Moder paa Helle. Moderen havde da gjort hende Bebreidelser for „den Byrde, som hun havde lagt baade paa hende og hendes Datter“. Deponentinden havde da svaret, at kun Medlidenhed og Venskab havde bragt hende til at tale.

Da ingen flere Vidner fandtes, sluttedes Forhøret. Sagen besluttedes optagen til Doms paa samme Sted den 2den December Kl. 11. Flere Attester fra Sognepræsten, hvilke alle vare daterede den 9de October, fremlagdes af Fogden. Det er meget at beklage, at Indholdet af disse Attester sandsynligvis altid vil blive en Hemmelighed.

Kaster man nu et Blik paa de afholdte Forhør, vil man neppe kunne finde Andet, end at de lade meget tilbage at ønske. Navnlig synes det at skorte paa indtrængende Undersøgelser med Hensyn til de to gamle Pigers Død, og det er underligt, at ikke de to Giftblanderskers ældste Søster, Gunild Kristofersdatter, der var gift med Aanon Andersen, afhørtes som Vidne, da dog Manden maatte fremmede og aflægge Vidnesbyrd mod sine Svigerinder. Var Gunild bleven afhørt, kunde maaske Et og Andet være kommet for Dagen, der kunde have ledet Dommeren paa et Spor med Hensyn til Anne Jansdatters og Anne Paulsdatters Dødsmaade, hvorom Aanon Andersen jo vilde have hørt adskilligt Mistænkeligt. Endelig maa det vække Forundring, at ikke Inger Kristofersdatters Forhold til de begaaede Forbrydelser er bleven underkastet en grundig Undersøgelse. Men vi skal nu høre Indholdet af den af Sorenskriveren i Nedenæs Lehn med Meddomsmænd under 2den December 1769 afsagte Dom.

Alet Kristofersdatter dømtes ved den til at halshugges med Øxe, Hovedet skulde sætttes paa en Stage, men Legemet begraves paa Retterstedet; Anne Kristofersdatter skulde derimod henrettes med Sværdet og hendes Legeme tilligemed Hovedet begraves anstændig i Stilhed. Berthe Olsdatters Dom lød paa Tugthuset for Livstid; Straffen skulde udholdes i Kristiania. De tre Arrestantinder tilpligtedes endvidere at betale Processens og Arrestens Omkostninger med de deraf flydende Salarier, endelig skulde de have sin Hovedlod til Kongen forbrudt. Det oplystes imidlertid, at de tre Domfældte aldeles Intet eiede. Forfatteren har ikke villet afskrive denne Dom med Præmisser in extenso, da den kun forsaavidt vilde have Interesse, som den vilde vise, at end ikke Embedsmændene paa den Tid vare istand til at skrive sit Modersmaal.

Det vilde have været en Lykke for Anne og Alet, hvis Sagen ikke var bleven appelleret for at paadømmes ved de høiere Domstole; de vilde derved have undgaaet at henrettes med den mest rafinerede Grusomhed. Hele Aaret 1770 gik hen, medens Sagen behandledes ved Overretterne, og det var først i Begyndelsen af 1771, at Høiesteretsdommen faldt. I denne temmelig lange Tid hensad de Ulykkelige i Arresthuset paa Hougerød og synes, idetmindste i Begyndelsen, at have næret meget sanguinske Forhaabninger om Benaadning, hvis man skal dømme efter deres Yttringer til enkelte Personer, som erholdt Tilladelse til at besøge dem i deres sørgelige Huler. Efterhaanden maatte dog dette Haab forsvinde, og det heder, at de begge lidt efter lidt kom til oprigtig Anger og Syndserkjendelse, især Anne, medens Alet viste sig mere forhærdet, saa at det varede længere, førend hendes Hjerte vilde smelte, og den første Angerstaare vædede hendes Kinder.

De Geistlige, som i denne Tid besøgte de Domfædte, for at forberede dem til at fremstille sig for den Allerhøiestes Domstol, vare de Herrer Sognepræst Jens Pharo og den residerende Kapellan Mikael Wardan.

Hr. Pharo var meget agtet i sin Menighed baade paa Grund af sin Vandel og sin Dygtighed som Taler og Sjælesørger. Traditionen omtaler ham som „stræng“, hvilket ikke stemmer med det Udtryk af Mildhed, som var udbredt over hans skjønne Ansigt.

Hr. Wardan har ikke erholdt et saa vakkert Eftermæle. Det var en af de Præster, om hvilke man fortalte, at de havde besøgt den sorte Skole i Wittenberg, og Almuen ved endnu at berette meget om de Kunster, hvorved Wardan viste sin Magt over den Onde. „hr. Wardan havde ingen Skygge“. Det var derfor intet Under, at man var bange for ham, og at Berthe Olsdatter, som vi har seet, tog sin Tilflugt til ham, da Samvittighedsnag drev hende til at lette sit Hjerte ved en Bekjendelse.

Hvis de to dødsdømte Piger, hvilket vi tør haabe, ere komne til en sand Omvendelse, saa har sandsynligvis Hr. Pharo været Redskabet i Guds Haand. Hr. Wardans Paavirkning har neppe været af Betydenhed. Iøvrigt har disse Geistlige slet Intet optegnet om de ulykkelige Søstre, og deres hele Sjælehistorie under deres Ophold i Fængslet er en lukket Bog. En af Pigerne, sandsynligvis Anne, forfattede i den Tid et Digt eller, som Hr. Faye kalder det, en „Bodspsalme“, der skal have bestaaet af 24 Stanzer. Forfatteren har alene faaet fat paa efterfølgende 2 Stanzer, som endnu erindredes af en meget gammel Kvinde, der selv havde været tilstede ved Pigernes Henrettelse:

„O, treenig Gud og Herre,
Fader, Son og Helligaand!
Du har skabt os til at leve,
men vi korter selv vor Tid.
Vi lod Satan os besnære
og gik hen i syndig Id.
Vi var Søstre, men, desværre,
Satans Tjenere vi blev.

David synded mod vor Herre
og begik baade Hor og Mord,
men vor Synd var meget større,
vi bedrev paa denne Jord.
Kommer nu og lad os skue,
I, som Syn og Sine har.
I maa vel for Synden grue;
thi vor Straf er aabenbar.“

Synes ikke disse Linjer at røbe en vis poetisk Begavelse? Man betænke Tiden, i hvilken disse Vers ere skrevne, og Forfatterindens fuldkomne Mangel paa Dannelse.

Det lader sig ikke længere gjøre at forfølge Sagens Gang ved de høiere Instanser, men det kan med Sikkerhed antages, at det først var ved Høiesteretsdommen, at Straffen skjærpedes, og at Dommene ved de to mellemliggende Domstole ikke have differeret synderligt fra den første Dom af 2den December 1769. Det vides dog, at Overhofrettens Dom faldt den 25de September 1770, og af Assessorernes Vota sees, at der i Sagen manglede corpus delicti og convictio, hvorimod man havde propria confessio. Det oplyses ogsaa, at Delinqventinderne, naar de vare uenige, have gjort hverandre Bebreidelser for de udøvede Forbrydelser.

Maa det saaledes end beklages, at der ikke længere, paa Grund af manglende Archivalier, kan tilveiebringes Oplysninger om Forhandlingerne ved de underordnede Retter, og om hvorledes Sagen der er bleven paakjendt, saa er det saameget mere tilfredsstillende, at der dog, hvad den endelige, af Kongen approberede Dom, Høiesteretsdommen, angaar, kan skaffes fuld Underretning. Det er vistnok saa, at den danske Høiesterets Domprotocol for 1771 er gaaet tabt ved Christiansborgs Slots Brand 1794, men samme Rets Voteringspcotocol for 1771 er dog bleven opbevaret, og derfor meddeles herved følgende

Extract-Udskrift

af

Høiesterets Voteringsprotocol

i

Sagen No. 214/1770—71.

Procurator Andreas Nørager
contra
Del. Alet Christophersdatter,
Anne Christophersdatter og
Berthe Olsdatter.

Dommen afsagt Onsdag den 6te Februar 1771.

„Indstævner til Stadfæstelse, Skjærpelse og yderligere Paakjendelse en udi Ober-Hof-Retten den 25de September 1770 afsagt Dom, som tilfinder Alet og Anne Christophers Datter, for med Fluekrudt at skal have dræbt 3 Kvindemennesker, nemlig Karen Jonsdatter, Gunild Carlsdatter og Guri Hansdatter at bør have deres Liv, Hovedlod og Jord forbrudt, og Berthe Olsdatter, for at have været deres Medvidere, Hjælpere og Tilskyndere at bør arbeide i nærmeste Tugthus hendes Livstid.

Actor Procurator Nørager deducerede Sagen og paastod, at Ober-Hof-Rettens Dom vorder saal, skjærpet og forandret: at Alet og Anne Christophers Datter vorder straffede efter Fr. 16de October 1697 og Berthe Olsdatter at vorde tilfunden at have sit Liv fordrudt, og alle 3 have deres Hovedlodder forbrudte.

Defensor Procurator Peter Severin Balling exciperede: at imod Alet og Anne Christophers Datter er ingen Bevis uden deres egen Tilstaaelse; thi her er ingen Obductionsforretning og Vidner og følgelig en blot Præsumption, de og kan have sagt Usandhed paa dem selv: angaaende Berthe Olsdatter, da mangler saavel i Henseende hende som de andre corpus delicti; hvorfore indstillede: om ikke Ober-Hof-Rettens Dom i Henseende de 2 første didhen kunde formildes, at de for deres mistenkelige Forhold vorde tilfunden at arbeide i Tugthuset og Berthe Olsdatter for videre Tiltale at maa vorde frifunden“.

Ved Voteringen blev derpaa saaledes concluderet:

„Alet og Anne Christophers Datter bør dem selv til velfortjent Straf og andre ligesindede udædiske Mennesker til Skræk og Afsky af Skarpretteren knibes med gloende Tænger hver først udenfor det Huus eller Sted, hvor Mordet er begaaet, siden 3de Gange mellem Gjernings Stedet og Retterstedet og allersidst paa Retterstedet. Dernæst skal deres høire Haand levende afhugges med en Øxe og siden Hovedet item med en Øxe, hvorpaa Legemerne af Natmandens Folk skal henføres og lægges paa Steile og Hovedet tilligemed Haanden fæstes paa en Stage ovenover Legemerne; saa bør de og have deres Hovedlodder forbrudt til Kongen og Jord, om de nogen er eiende. I Henseende til Berthe Olsdatter bør Ober-Hof-Rettens Dom ved Magt at stande“.

Skulde man ikke vente at finde denne Dom underskreven af nogle Comancher eller Huroner?

Denne Dom blev af det danske Concellie indstillet til kongelig Stadfæstelse og approberer af Kongen.

Den ridderlige Heltekonge Carl Johan lod aldrig Kvinder henrette. Den sindssvage Kristian den Syvende kunde derimod dømme to unge Piger til en langsom og pinefuld Død. Han har formentlig nedskrevet Befalingen til at lade Dommen fuldbyrde uden naadigst Formildelse efter Hr. Struenses Diktat. Gik der ikke nogen Anelse gjennem Grev Struenses Sjæl om at han selv inden et Aars Forløb skulde dø paa en næsten ligesaa skrækkelig Maade, som de to Piger?

Lad os endnu kaste et sidste Blik ind i Fængslet til de Domfældte, medens Skafottet reises paa deres fordums Legeplads, paa den venlige lille Høislette, paa hvilken Pigerne maa have plukket saamangen Blomst i deres Barndom, men som nu er brændemærket med Navnet „Retterstedet“. Ja, det var paa dette yndige lille Plateau, hvorom forhen er talt, at Skarpretteren skulde paa Anne og Alet udøve sit foragtede Haandværk.

Vi ville i Tanken besøge Pigerne i deres Fængsel.

Udtærede af Sjælekval, Dødsangest og visselig ogsaa paa Grund af slet Forpleining sidde de lænkede der i sin Hule, ventende paa Døden. Bibelen og Psalmebogen er deres Trøst, og med sine smukke og kraftige Sangstemmer synge begge Søstrene jævnlig Bodspsalmer og andre gudelige Kvad. Stedse hyppigere blive de to Geistliges Besøg med Formaning og Trøst, med Opmuntring til at gaa Døden kjækt imøde i Troen paa ham, som har overvundet Døden. Sjeldnere kommer maaske den, ifølge Traditionen, temmelig verdsligsindede Wardan, oftere er det Hr. Pharos smukke, milde Ansigt, der, lig en Stjerne, lyser op i Fængselets Mørke.

Hvordan Forpleiningen har vceret, kan sluttes deraf, at der betaltes 4 danske Skilling daglig for Kosten til hver af Arrestantinderne, og at alle de tre Pigers Forpleining i et halvt Aar fra 1ste Juli til 31te December 1770 kun kostede 23 Rigsdaler. „Varetægten“ i samme Tid for disse tre Forbrydersker a 24 Skilling ugentlig beløb sig til 19 Rigsdaler 68 ⁴/₇ Skilling.

Det staar nu kun tilbage at fortælle om Henrettelsen. Læseren kunde maaske mene, at han burde have været forskaanet for en Beskrivelse af dette afskyelige Optrin. Vel, saa er det rigtigst, at han ikke læser længere. Saadanne Blodscener maa dog have noget Tiltrækkende ved sig, siden Tusinder, og det ikke blot Pøbel, men dannede Mennesker, selv Damer, reise lange Veie for at være Øienvidner til dem. Der er i os noget af Tigerens Natur.