Anne og Alet/Historien
Naar man fra Arendal drager op ad Nidelven, kommer man i henved en Mils Afstand fra denne By til den første Fos, der, uagtet den ved meget lav Vandstand bliver til en Strøm, som kan passeres med Baade, dog i Regelen sætter en Grændse for Farten paa den smukke Flod. Ved den nordøstlige eller høire Side af denne Cataract, hvis hvide Skumhvirvler give den fremmede Tourist en liden Paamindelse om, at han nu befinder sig i „Fossenes Land“, ligger „Helle“, en Art Landsby med et Par hundrede Indvaanere, omtrent 2000 Skridt fra Øiestads Kirke og Præstegaard. Stedet har en venlig Beliggenhed. Der er udbredt en vis Ynde over Egnen; det er en Natur en miniature, som omgiver dig, og du tænker maaske, at det kunde være sødt at leve mellem saadanne Omgivelser.
Paa dette Sted boede i forrige Aarhundrede et Par Ægtefolk ved Navn Kristofer Fredriksen og Marthe Andersdatter. Manden, der eiede et Stykke matriculeret Jord, var Skibstømmermand og nød, ligesom sin Hustru, en vis Grad af medborgerlig Tillid og Agtelse. Det var Folk i temmelig smaa Kaar. Deres Rigdom bestod i deres mange Børn. De havde paa den Tid, da de Begivenheder indtraf, som nu skulle fortælles, idetmindste en Søn og en hel Række af Døttre, iblandt hvilke Anne og Alet, Hovedpersonerne i denne Fortælling.
Anne og Alet have ved sine Ugjerninger og sin tragiske Død erholdt en sørgelig Navnkundighed. De to Søstre vil stedse mindes med Gru og Vemod i den Egn, hvor de fødtes, levede og tilsidst blødede paa Skafottet. Du vækker triste Erindringer, naar du nævner disse to Navne i Forbindelse. Selv den Plet, som drak deres unge Blod, er bleven en Gjenstand for Overtroens Frygt, der hvisker om Gjenfærd, om sortklædte Piger, som vise sig der med det blodige Hoved under Armen i Aandernes Time.
Anne og Alet høre til de mørke Skikkelser, ikke blot fordi man føler en Gysen hver Gang de optræde, men ogsaa fordi der i deres hele Natur og Handlemaade er saameget Hemmelighedsfuldt.
Traditionen har kastet paa de to Søstre et romantisk Skjær, som nærværende lille Arbeide kommer til at berøve dem. Det var ikke Hjertets ædleste Lidenskab, der bragte Pigerne til at betræde Lastens Bane. Dette vil sees af efterfølgende fra de paalideligste Kilder hentede, med Sandhed og Virkelighed overensstemmende Beretning om de Ulykkeliges Forbrydelser og deres sidste Timer.
Alet fødtes i 1739, formodentlig i September, og Anne i 1746, rimeligvis i Marts, paa Helle. At de i de nævnte Maaneder have seet Lyset kan sluttes af deres Daabsdage, den 20de September og den 8de April. Var der ved deres Fødsel Noget, som varslede kommende Ulykker? Anede Præsten, da han overøste de smukke Pigehoveder med Daabens Vand, at de engang skulde falde under Bøddelens Øxe?
De to Søstre fik sin første Opdragelse i sine Forældres Hus, forsaavidt der paa den Tid kunde være Tale om Opdragelse. Riset var dengang det store Universalmiddel til at bibringe de ulykkelige Børn baade Dyder og Kundskaber. Forældrene vare ofte mere eller mindre sine Børns Bødler, og Planterne i Louisiana og Arkansas behandlede visselig overhovedet sine Negerslaver bedre, end Børnene behandledes i forrige Aarhundrede. Ogsaa Skolelærerne gjorde en meget hyppig Brug af disse Pedanteriets sørgelige Redskaber,[1] som Martial temmelig spydig kalder „sceptra pædagogorum“. Der kunde fortælles oprørende Ting baade om den raffinerede Grusomhed og den afskyelige Raahed, hvormed man i de Dage straffede for de ubetydeligste Forseelser denne svage Barndom, denne uskyldige Ungdom, der dog, i Regelen, ikke fordrer noget uden Omhu, Skaansel og Agtelse, og aldeles ikke skulde behandles lig Dyrene, som man vil tæmme, eller underkastes den haardeste og mest vanærende Tugtelse. Desværre gives der endnu i vor Tid Folk, som ere naive nok til at tro, at Dyden lader sig indpiske, og som derfor anbefale den barbariske Brug af Riset. Der er endnu nok igjen af den lede Raahed til, at der ikke skulde findes Fædre og Mødre, som kun vide at true sine Børn med den raaeste af alle Straffemaader.
Vi vide Intet om den Maade, hvorpaa Anne og Alet ere blevne opdragne, men de har dog neppe havt tyranniske Forældre. Flere smaa Omstændigheder tyde hen paa, at baade Faderen og Moderen har havt et varmt Hjerte for sine Børn, og at Børnene ogsaa have næret kjærlige Følelser for Forældrene. Dyden er hos de to Piger neppe bleven udpisket. Søstrene kom imidlertid, idetmindste den ene, til at forlade sine Forældres Hus længe, førend Barndomstiden var udrunden.
Alet blev om Høsten 1755 konfirmerer i Øiestad Sogns ældgamle Kirke og var en, efter den Tids Fordringer, vel oplyst Konfirmantinde. Enten samme Aar eller, hvad der er sandsynligere, allerede i Aaret 1748 (Sagen er dunkel og uvis) kom hun i Huset til en paa hendes Fødested boende Mand Alf Aanonsen, som var gift med en Kone ved Navn Karen Johnsdatter, der, da hun engang under de senere Forhør kaldes Alets „Faster“, maa have været hendes Faders Halvsøster. Disse Ægtefolk vare børnløse; de havde derfor antaget Alet som sin Datter og bestemt, at hun skulde vare deres Arving. Alf var af et mildt Gemyt, og det kan ikke betvivles, at begge Pleieforældrene have kastet sin Kjærlighed paa det smukke Barn. Alet er sikkerlig ikke bleven fordervet ved overdreven Strenghed, men den unge Pige maa dog have været udsat for demoraliserende Indflydelser, for sørgelige Paavirkninger, der have bidraget til at udvikle den fast utrolige Letsindighed og Hjerteløshed, som synes at have været Grundtræk i hendes Karakter.
Alet forblev i Alfs Hus, indtil hun havde fyldt sit 25de Aar og synes at have vist sig som en flink og skikkelig Pige, der i fuldt Maal nød sine Omgivelsernes Yndest og Agtelse. Det Onde var endnu ikke kommet til Udbrud hos hende; det voxede stille i Dybet af hendes Hjerte ligesom Urverdenens uhyre Krybdyr.
Imidlertid var ogsaa Anne kommen bort fra sine Forældres Hus. Allerede i Aaret 1757 var hun i en Alder af kun 11 Aar bleven sat i Tjeneste hos en Mand paa Gaarden Thingstvedt, og det maa vel ansees som et Bevis paa hendes Forældres trange Kaar, at de kunde sende sin yngste Datter fra sig i saa ung en Alder. Anne har ikke vandret paa Roser i sin Barndom. Tyendets Lod er ikke misundelsesværdig og var det endnu mindre i forrige Aarhundrede. Den samme tyranniske Raahed, for hvilken Børnene vare udsatte baade i Hjemmet og i Skolen, kom ogsaa tilsyne i Forholdet mellem Husbonder og Tjenere og det i en ligesaa modbydelig Skikkelse. Tjenerne behandledes ofte ikke stort bedre end Heloter. Hustugten florerede, og selv voxne Piger kunde blive tugtede paa den brutaleste Maade, hvis de vare saa uheldige at slaa en Tallerken istykker. Læseren vilde ræddes, hvis Forfatteren fortalte ham de Grusomheder, som selv i en Tid, der ikke ligger saa langt tilbage, ere blevne udøvede mod Tyendet i hans Fødeegn, og det af „Damer“ og i aristokratiske Huse.
Den barbariske Skik at prygle Børn og Tjenere har alene kunnet indføres og vedligeholde sig hos et Folk, der, som vort, har været vant til at udøve de haardeste Tugtelser paa sine Slaver. Hvo skulde ikke ynkes, naar han tænker paa Trællenes Kaar hos vore raa Forfædre?
Det er ikke bekjendt, om Anne kom i en mild eller i en streng Tjeneste. Stedet, hvor hun tjente, laa dog kun i et Bøsseskuds Afstand fra hendes Forældres Hus, naar man ved Bøsseskud tænker paa en Minièrifles eller et Chassepotgeværs Skudvidde, og hun har vel saaledes oftere kunnet besøge sine Forældre og Sødskende. Hun forblev i hele 5 Aar i sin Tjeneste, et Bevis paa at hendes Herskab har været tilfreds med hende. Om Høsten 1761 kom hun endelig tilbage til sine Forældre, da hun i den kommende Vinter skulde forberedes til Konfirmation.
Anne blev konfirmeret i Øiestads Kirke om Vaaren 1762. Om hendes Kundskab i vor guddommelige Religions Sandheder savnes al Oplysning. Rimeligvis har hun staaet paa samme Trin som Alet. Disse Piger tilhørte en Familie, der var vel udstyret baade i aandelig og legemlig Henseende.
Strax efter at have bekræftet sin Pagt med Gud maatte Anne atter drage ud for at tjene for sit Brød. Denne Gang var det en 73 Aar gammel Enke ved Navn Guri Hansdatter, hos hvem hun kom i Tjeneste. Denne Kone boede paa Villumstad paa den skjønne Hisø, omtrent ¾ Mil fra Helle. Her indtraf den Ulykke, at Enkens Hus ødelagdes ved Ildsvaade i Juni 1762, og Guri blev nu med sin unge Tjenestepige nødt til at tage sin Tilflugt til sin Naboerske Gumborg Nielsdatter, der var gift med en Sømand Daniel Geruldsen, som da var fraværende paa en Søreise. Denne brave Sømands Kone aabnede da ogsaa med Velvilje sit Hus for de Brandlidte.
Anne var meget misfornøiet i sin nye Tjeneste paa Hisøen. Hun plagedes af Længsel efter sit Barndomshjem ved Hellefossen; hun vilde bort fra Hisøen, hun kunde ikke trives i dette Arkadien. Hun tænkte maaske ofte paa en liden grøn Høislette under et Fjeld, der var beliggende nogle hundrede Skridt fra hendes Forældres Hus; hun følte sig maaske dragen af en forunderlig Magt tilbage til dette yndige lille Plateau, hvor hun og Alet saa ofte havde plukket Blomster eller leget sammen med Børnene fra Nabolaget.
Vare de to Søstre aldrig blevne overfaldne af en uforklarlig Angst, havde en mørk Anelse aldrig grebet dem paa dette Sted midt under deres Lege?
Anne følte paa Hisøen alle Længselens Kvaler. Hun gik omkring med Taarer i sine blaa Øine. Der gives Mennesker, som føle Hjemve i en Mils Afstand fra det Sted, hvor de ere fødte og opvoxede, som kun befinde sig vel der, hvor de vare lyksalige som Børn.
Denne Hjemve skulde blive Annes Ulykke
Da hun nemlig en Dag, kort efter den omtalte Ildebrand, befandt sig udenfor det Hus, i hvilket den Enke, hos hvem hun tjente, havde fundet et midlertidigt Tilflugtssted, og den unge Pige, som sædvanligt, havde Taarer i Øinene, saa hun en hemmelighedsfuld Skikkelse komme sig imøde. Det var et gammelt Kvindemenneske af et modbydeligt Udseende og med svensk eller ialfald østlandsk Udtale. Saa tænker Maleren sig Troldkvinden i Endor eller Hexene, som ved sin smigrende Spaadom gjorde Macbeth til en Kongemorder.
Den ubekjendte Fremmede kom hen til Anne og spurgte hende om Grunden til den Sorg, som hun ikke mægtede at skjule. Anne fortalte hende nu om sin Længsel efter Hjemmet og sin Utilfredshed med sin Tjeneste. Landsstrygersken udspurgte hende om de nærmere Omstændigheder og tilhviskede hende tilsidst et Ord, som burde have bragt Blodet til at isne af Rædsel i den unge Piges Aarer. Dette Ord var
Anne fik det Raad, at hun skulde dræbe sin Madmoder med Gift. Den afskyelige Kvinde underrettede Pigebarnet om, at der paa Arendals Apothek fandtes Noget, der kaldtes „Fluekrudt“, et Slags dræbende Pulver, af hvilket hun kun behøvede at kjøbe for 2 Skilling og indgive Enken en liden Del deraf, saa vilde Døden paafølge langsomt maaske, men sikkert, sikkert! Offeret, som havde faaet Giften, vilde være redningsløst fortabt!
Anne havde vel endnu ikke ganske glemt sit Konfirmationsløfte. Hun vidste, at Mord er en af de største Synder, og hun erklærede gjentagne Gange, at hun ikke vilde gjøre sig skyldig i en saadan Synd. Men den hemmelighedsfulde Forførerske vedblev at trænge ind paa hende, erklærede, at Gud altid vilde tilgive hende en saadan Gjerning, da hun kun var et Barn, og tilføiede: „der er jo heller ingen synderlig Skade deri.“ Endnu gav Anne ikke tabt ligeoverfor Utysket; hun forsikrede paany, at hun ikke var istand til at udøve en saadan Udaad, men at Lysten til det Onde alt var antændt i hendes unge Hjerte ved den Fremmedes Ord sees af det Spørgsmaal, som hun har fortalt, at hun gjorde den Ubekjendte, om nemlig Nogen virkelig kunde dø af en saadan Dosis? „Dø de ikke strax, saa vil de dog komme til at dø efter nogen Tids Forløb,“ svarede Landstrygersken.
Den sataniske Kvinde vedblev saaledes at opmuntre Anne til at myrde Guri, og da Pigen atter og atter erklærede, at hun hverken vilde kjøbe Fluegift eller benytte den mod Enken, fremtog Forførersken et mørkegraat Pulver af et Stykke Papir og viste hende det dødbringende Middel. „Dette har jeg selv kjøbt idag til min egen Brug“, sagde den Fremmede, „men jeg skal dele med dig og give dig en liden Portion. Naar din Madmoder en Dag er noget upasselig, skal du se til at blande Noget af dette i hendes Spise; der behøves ikke saameget for at dræbe hende.“ Dermed leverede hun Anne Giften og vandrede bort for ikke mere at optræde paa Scenen. Den gaadefulde Ubekjendte var forsvunden for stedse.
Anne modtog og beholdt Hexens sørgelige Gave.
Dette er den Bekjendelse, som den ulykkelige Pige med Døden for Øinene har aflagt for Øvrigheden. Hvor utrolig denne Fortælling klinger, er der dog liden eller ingen Grund til at betvivle dens Overensstemmelse med Sandheden. Eller vilde det ikke lyde endnu utroligere, at dette nylig konfirmerede Pigebarn skulde have handlet af egen Drift, skulde være gaaen til Apotheket for at kjøbe en Gift, hvis Navn endogsaa maa antages at have været hende ubekjendt, i den Hensigt dermed at sende sMadmoder i Døden?
Hvem var denne hemmelighedsfulde Skikkelse? Vi staa her foran en uopløselig Gaade. Man har aldrig faaet Noget at vide, som kunde lede Eftersøgelsen paa et Spor. Kun saameget kan der vel siges, at det maa have varet et af de Uhyrer, som Helvede undertiden udspyer, et af de Væsener, om hvilke det med fuld Sandhed kan siges, at „Satan er faret i dem“. Maaske var den Gamle et Medlem af et omflakkende Taterfølge. Men Gisninger bringe ikke Lys i Sagen.
Den fremmede Landstrygerske havde med sine Ords aqua toffana forgiftet Annes Sjæl. Der var i den unge Piges Hjerte nedlagt et Frø, af hvilket et Upastræ skulde opvoxe.
Anne gjemte i nogle Dage det afskyelige Pulver. Snart skulde hun faa Anledning til at bruge det efter sin Lærerindes Anvisning; thi Mandagen den 28de Juni 1762 indgav hun virkelig Enken, der den Dag følte sig upasselig, Giften i en Portion Øllebrød. Den samme Pige, som visselig faa Uger iforveien vilde have vist Tanken om et Mord tilbage med Afsky, var nu bleven en Morderske!
Ogsaa det, som Mennesket afskyer, kan det gjøre. Derfor vogte man sig!
Enken Guri maatte gaa tilsengs Dagen efterat hun havde faaet Giften, og vedblev at være syg med Opkastelse og Convulsioner, indtil hun den 2den Juli afgik ved Døden. Iøvrigt fattede Ingen Mistanke om Forgiftelse, uagtet den Kone, i hvis Hus Enken logerede, undrede sig over flere Omstændigheder, som maatte kunne synes mistænkelige. Anne vilde saaledes ikke nyde noget af den Mad, hvoraf den Afdøde havde spist, og et Kreatur paa Gaarden blev sygt og kreperede. Maaske har Mordersken ogsaa paa det villet prøve Giftens Virkning.
Man begynder nu i det Fjerne at skimte Skafottet.
Den unge, næsten barnlige Giftblanderske kom i August samme Aar hjem til sine Forældre, men der hviler et Mørke over hendes senere Liv. Hun synes vexelvis at have været hjemme hos sine Forældre og borte i Tjeneste. Saaledes var hun om Sommeren 1763 i Tjeneste hos en af sin Faders Naboer paa Helle. Den skrækkelige Hemmelighed, som hun bar indsluttet i sin Barm, havde hun imidlertid aabenbaret for en over al Maade aabenmundet, enfoldig og umoralsk Kusine Berthe Olsdatter, der opholdt sig paa Helle, ligesom hun ogsaa kort efter fortalte Alet Giftmordet paa Enken paa Hisøen. Men Anne maatte her gjøre den Erfaring, at Berthe ikke kunde bevare en Hemmelighed; thi hun fandt Alet underrettet om Alt iforveien af Berthe, der ikke engang i en Sag, der gjaldt Liv eller Død, havde været istand til, at tie. Anne havde saaledes alt to Medvidere; men det er en psychologisk Mærkelighed ved hende, at hun ikke brød sig stort om at skjule sine Misgjerninger. Denne samme Eiendommelighed fremtræder, som vi skulle se, endnu stærkere hos Alet, der indviede idetmindste 12 Personer i sine sørgelige Mysterier.
Pigen Berthe Olsdatter, der spiller en ikke ubetydelig Rolle i dette frygtelige Drama, var født 1741 og altsaa paa den Tid 22 Aar gammel.
Baade Berthe og Alet har siden for Retten nævnet Anne som den, der havde oplyst dem om Fluekrudtets dragende Virkninger; men det var dog maaske egentlig kun Berthe, som Anne, efter sin Hjemkomst fra Hisøen, underviste i Brugen af den ovennævnte Gift, og Berthe blev da igjen Alets første Lærerinde. Forøvrigt kan det ikke udfindes, naar disse Samtaler mellem Pigerne har fundet Sted.
Medens nu Anne tjente hos sin Faders Nabo, hvis Navn var Geruld Aslaksen, og Alet levede hos sin Pleiefader, indtraf et Dødsfald i Søstrenes Foreldres Hus, over hvilket der hviler et uhyggeligt Mørke. I dette Hus boede nemlig en nogle og 80 Aar gammel Pige Anne Paulsdatter, om hvem der forøvrigt Intet vides. Det har sandsynligvis været en Slægtning af Pigernes Fader eller Moder, neppe en Fremmed, som havde Tilhold i Huset. Dette Fruentimmer døde den 15de Juli 1763, og det synes, som hendes Død har været ledsaget af Omstændigheder, som nu ikke længere kjendes, men som har fremkaldt en uklar, ubestemt, svag Mistanke, der dog snart forsvandt uden at hefte sig ved Nogen. Er dette Menneske dræbt ved Gift? Hvis en saadan Forbrydelse er begaaet, er det da Anne eller Alet, som er Mordersken? Og hvilke har da været Motiverne? Dette ved kun Han, der ved Alting, og det vil først blive aabenbaret paa den Dag, da det, der var skjult i Mørket, skal bringes for Lyset. Forfatteren er tilbøielig til at tro, at en Forbrydelse her er begaaet, at Anne har været den egentlige Morderske, og at Alet har været hendes Medviderske og Medskyldige. Anne havde jo allerede et helt Aar iforveien betraadt Lastens Bane, og, som det franske Ordsprog lyder,
I Aaret 1765 eller maaske alt om Høsten 1764 havde imidlertid Alet forladt sine Pleieforældre og taget Tjeneste paa et andet Sted i Bygden. Hun fandt nemlig, at hun ikke fik tilstrækkelig Løn i Alfs Hus eller blev saaledes paaskjønnet der, som hun fortjente. I nogle Aar tjente hun da hos forskjellige Familier i Omegnen, og var i 1767 kommen i Tjeneste hos en gammel Enke Gunild Karlsdatter, der boede paa „Vædingpladsen“, omtrent ⅛ Mil fra Helle. Denne Kone behandlede Alet med Godhed og Velvilje. Hvor Anne paa den Tid opholdt sig, kan ikke afgjøres med Vished, men hun synes dog, ialfald i den sidste Del af Aaret, at have boet i sine Forældres Hus.
Alet, som af sin Søster og Kusine havde modtaget Undervisning i Giftblanderiet, som maaske var Annes Medskyldige i den forhen omtalte gamle Piges Død, og som i ethvert Tilfælde maa være bleven aldeles døv for Samvittighedens Stemme, besluttede paa den Tid at prøve Fluegiftens dræbende Virkninger paa sin godmodige og velvillige Madmoder. Vi staa her ligeoverfor en ny Gaade. Hvorfor besluttede Alet at dræbe den gamle Enke? Hun vandt Intet ved Mordet, hun har udtalt sig rosende om den Myrdedes gode Egenskaber og har ikke været istand til at angive nogen Bevæggrund til Forbrydelsen. Hun har endogsaa erklæret, at hun ikke havde nogen Hensigt med sin Ugjerning. Og dog har vel neppe nogen Forbryder begaaet et vel overlagt og udtænkt Mord uden Motiver. Antages det, at Alet var uskyldig i Anne Paulsdatters Død, var det desuden hendes første Skridt paa Forbrydelsens Bane, og det er jo det første Skridt, som koster. Mordet kan ikke være udført i et Anfald af Vanvid,[2] da Planen dertil var lagt og Forberedelserne trufne iforveien. Man betragte Sagen fra hvilken Side man vil, overalt støder man paa Ubegribeligheder, paa et Mørke, i hvilket det er forgjæves at ville bringe Lys.
Omtrent i November 1767 kom Alets Plan til Udførelse. Hun havde talt med sin Søster Anne om at skaffe sig Fluegift og maaske ogsaa sagt hende sin Hensigt dermed, hvilket dog Anne benægter, idet hun fortæller, at hun vel havde spurgt Alet om hvortil Giften skulde anvendes, men at Alet dertil kun havde leet. Det afskyelige Pulver vil Anne gjennem en gammel Pige ved Navn Anne Jansdatter, som da opholdt sig i hendes Forældres Hus, have forskaffet sig fra et Apothek i Arendal. Det er dog tvivlsomt, om Anne Jansdatters Hjælp virkelig er bleven benyttet. Anne fortæller videre, at hun gjemte Pulveret i en gammel Forældrene tilhørende Thekande. Snart skulde det komme i den forbryderske Søsters Hænder.
En Aften i den sidstnævnte Maaned kom en liden, 7—8 Aar gammel Dreng til Kristofer Frederiksens Hus. Gutten var af Enken Gunild bleven afsendt til Alets Moder for at kjøbe Tobak. Alet havde dog ogsaa bedet Barnet, hvis Navn var Ole Eriksen, om at medtage et Stykke Linned til hende fra hendes Moder. Efter at have modtaget begge Dele, begav Gutten sig paa Tilbageveien, men Anne fulgte efter ham, tog det omtalte Klædestykke fra ham, indlagde deri et Papir med Fluegift og bad ham sige Alet, „at hun i dette Papir vilde finde hvad hun ønskede“ eller noget lignende. Dette skede udenfor hendes Faders Hus. Alet, som uden Tvivl ventede paa denne Tilsendelse fra sin Søster, kom da ogsaa Drengen imøde ude paa Marken, førend han naaede Enkens Bolig, og modtog der hvad der var bestemt til hende.
Omtrent 14 Dage, efterat Giften var kommen i Alets Hænder, afgik hendes Madmoder ved Døden efter flere Dages Lidelser. Symptomerne under Sygdommen tydede vistnok paa Forgiftelse, men synes ikke at være blevne synderlig paaagtede, og Nogen Mistanke er neppe falden paa den Skyldige.
Hvor Alet nu tog Tjeneste, eller hvor hun opholdt sig i Aaret 1768, er ubekjendt. Det kan heller ikke udfindes, hvor Anne var i dette Tidsrum. Kun dette fremgaar af Annes senere Tilstaaelser, at hun i Slutningen af 1768 befandt sig hjemme i sine Forældres Hus.
Læseren vil have seet, at en gammel Pige ved Navn Anne Jansdatter paa den Tid opholdt sig i Kristofer Frederiksens Hus. Denne Kvinde afgik ved Døden ved Juletider 1768 uden at det dog nu er muligt at opgive hendes Alder eller Dødsdag. Man ved heller ikke, om hun hørte til Kristofer Frederiksens Familie; hun er en aldeles ubekjendt Person, og ligesom hendes Liv, saaledes er ogsaa hendes Død en Gaade. Vi staa her ligeoverfor en ny hemmelighed. Ligesom ved Anne Paulsdatters Hedengang i 1763, saaledes synes ogsaa ved dette Dødsfald Noget at være indtruffet, som vakte Formodning om, at Alt ikke var tilgaaet, som det skulde. Er ogsaa dette Fruentimmer taget as Dage ved Gift? Hvo har i dette Tilfælde været Mordersken, Anne eller Alet? Og hvilke vare Motiverne til denne nye Forbrydelse? Lutter Spørgsmaale, paa hvilke der nu ikke længere kan gives noget Svar.
Det er maaske endnu sandsynligere, at Anne Jansdatter er bleven myrdet end Anne Paulsdatter. Hvis den førstnævnte virkelig har ladet sig bruge til at kjøbe Fluekrudt for Anne, saa kan Søstrene have ryddet hende af Veien, for at blive en Person kvit, der kunde blive et farligt Vidne, og da falder Mistanken hovedsagelig paa Anne, der paa den Tid var hjemme og levede med den Gamle under samme Tag, medens Alet endnu tjente eller opholdt sig ude i Bygden. Et saadant Motiv bliver alligevel lidet sandsynligt, naar man lægger Mærke til Søstrenes fast ubegribelige Uforsigtighed og Ligegyldighed for at skjule sine Forbrydelser.
Blandt dem, der ved denne Leilighed havde en Anelse om noget Ondt, en dunkel Mistanke om Mord, var ogsaa flere af Pigernes nærmeste Frænder. Man hviskede hinanden mistænkelige Ting i Ørene. Men videre kom det ikke.
Det var i 1769, at Masken skulde falde af de to Giftblandersker. Vi finde Anne i dette Aar i Tjeneste hos en Mand i Arendal ved Navn Morten Mauritzen. Alet tjente fremdeles ude i Bygden, men i April vendte hun tilbage til sine Pleieforældre. Den Kone, der havde opdraget hende „næsten fra hendes Moders Bryster“, kunde ikke længere udholde Savnet af sin elskværdige Adoptivdatter. Hun vilde ikke mere skilles fra Slangen, som hun havde næret ved sin Barm. Alet gik nu i sit tredivte Aar og var, uagtet sit fordelagtige Ydre, endnu ikke forlovet. Hun havde nu faaet nok af Cølibatets Behageligheder og havde sat sig i Hovedet, at, hvis hendes Pleiemoder døde, vilde Enkemanden sikkert gifte sig med hende, og Alf var en mild og sagtmodig Mand, som var god at leve med. Alet besluttede da at rydde Konen af Veien med Fluekrudt. Berthe, hendes Kusine og fortrolige Veninde, blev anmodet om at kjøbe hende for et Par Skilling af denne Gift paa Arendals Apothek, og det er udenfor al Tvivl, at Alet ogsaa fortalte Berthe, hvilken Brug hun agtede at gjøre af det dræbende Pulver. Berthe kjøbte da Giften, og et ungt Menneske paa Apotheket advarede hende for dens Farlighed. Alet modtog det dødbringende Middel og tøvede nu ikke længere med at bringe sin Mordplan i Udførelse.
To Dage, efterat Alet havde modtaget Fluekrudtet, skulde hendes Pleiemoder bage Brød og erholdt af en Nabokone Inger Clemmetsdatter Tilladelse at benytte hendes Bagerovn. Under Bagningen følte Alfs Hustru sig mindre vel, og Enken Inger gav hende noget Brændevin. Da Brødet var bagt, og Alet havde hjulpet sin Pleiemoder med at bære det hjem, bad denne sin Adoptivdatter om at skjære hende et Stykke af det varme, nybagte Brød og lægge Smør paa det. Alet opfyldte hendes Forlangende, men benyttede Leiligheden til at nedlægge i Brødet en Portion af Fluegiften under Smørret, og den til Døden Indviede spiste det saaledes præparerede Smørrebrød uden Mistanke. Endnu samme Eftermiddag blev Konen syg og maatte gaa tilsengs, men mente alligevel, idetmindste i Begyndelsen, at det nydte Brændevin var Aarsag i hendes Lidelser. Sygdommen med alle Mærker paa Forgiftelse tiltog imidlertid, og den niende Dag derefter afgik den Lidende ved Døden. Den skrækkelige Alet havde i disse Dage pleiet hende med megen Omhu og modtaget den Døendes Velsignelse!
Det varede dog ikke mere end omtrent 14 Dage efter Karen Jonsdatters Død, førend det Rygte begyndte at udbrede sig i Nabolaget og Omegnen, at et Giftmord havde fundet Sted, at det var Alet, som var Forbrytersken, og at Alf Aanonsen maaske kunde være hendes Medskyldige. Alet havde nemlig tidligere ladet sig forlyde med, at Forholdet mellem Ægtefolkene ikke altid var det bedste. At Alf, da Rygtet ogsaa blev ham forebragt, tog Alet i Forsvar, tjente vel ogsaa til at forøge Mistanken. Denne viste sig dog senere at være ugrundet, og da Alf senere kom til Vished om Alets Brøde, anmeldte han selv Sagen for Øvrigheden og androg om, at Pigen maatte blive arresteret. Som Følge heraf fængsledes Alet Mandagen den 7de August 1769 og hensattes i Arresthuset paa Hougerød, efter et af Fogden samme Dag afholdt preliminairt Forhør. Dette fortsattes den 14de August, og de af Alet ved denne Leilighed gjorte Tilstaaelser bevirkede uden Tvivl, at hendes Kusine Berthe kort efter kom til at gjøre hende Selskab i Fængslet.
Mistanken mod Anne sees ogsaa at være vaagnet hos Naboerne og Andre eller, rettere sagt, at have faaet ny Styrke, da Alet var bleven arresteret. En paa Helle boende Enke ved Navn Sigrid Bentsdatter kom saaledes tilfældigvis i et Ærinde til Arendal Dagen efterat Alet var sat fast, og blev strax omringet af en Mængde Personer af Almuklassen, der udspurgte hende i Anledning af Alets Fængsling og hvad dermed stod i Forbindelse. Da Sigrid nu fik se Anne paa Bryggen, roede hun hen til Morten Mauritzens Hus, fortalte hende hvad der var skeet, og raadede hende til ufortøvet at tage Flugten, hvis hun havde Noget paa sin Samvittighed. Sigrid underrettede Anne om den Mistanke, der hvilede paa hende, og at det var Folks Mening, at ogsaa hun snart vilde blive arresteret. Men Anne hørte med tilsyneladende Rolighed paa de indtrængende Forestillinger og rørende Ord, hvormed Enken i denne Samtale, der førtes i Enrum, søgte at bringe hende til Eftertanke. Den brødefulde Pige erklærede sig uskyldig, mente ialfald, at Ingen kunde overbevise hende om nogen Forbrydelse, talte om sin tilbagestaaende Løn, som vilde gaa tabt, hvis hun flygtede, og sagde, at hun i ethvert Fald først vilde tale med sine Forældre. Sigrid bad hende da om at vogte sig vel for Lensmanden, der sikkert vilde gribe hende, hvis hun kom forbi hans Hus, og raadede hende til at gaa, saavidt muligt, ad saadanne Omveie, at Ingen saa hende.
Denne Samtale fandt Sted om Formiddagen den 8de August, og sildig om Aftenen samme Dag kom Anne til sine Foreldres Bolig paa Helle, hvor hun forblev Natten over. Veien fra Arendal til Helle havde hun vandret paa sin Fod uden at blive tagen af Lensmanden. Forældrene vare alt gaaede tilsengs ved Datterens Ankomst, men efter at have vexlet nogle Ord med Moderen begav Anne sig, ledsaget af sin Søster Inger, hen til det Hus, hvori den sørgelige Medhjælperske Berthe boede. Udenfor dette Hus talte da Anne i sin Søsters Nærværelse med Berthe, uagtet Berthes Søster Anne Olsdatter stod i et aabent Vindve og kunde høre alle Ord, der udvexledes mellem de Talende. Anne bad Berthe tie med hvad hun vidste og sagde blandt andet: „Min kjære Berthe, kan du nu frelse mig, saa gjør det!“ Den aabenmundede Kusine fik ogsaa Bebreidelser, fordi hun skulde have sagt, at Anne var Medviderske i Karen Jonsdatters Død, en Beskyldning, som Berthe tilbageviste. Videre er ikke bekjendt om denne natlige Samtales Indhold.
Det maa vel ansees som sikkert, at Anne den følgende Morgen vendte tilbage til sin Tjeneste i Arendal, skjønt der ikke kan udsiges noget derom med absolut Vished. Formodentlig har hun efter sit Besøg i Hjemmet følt sig nogenlunde beroliget og opgivet al Tanke om en Flugt, der vel heller ikke vilde have været saa let at iværksætte for den blodfattige Tjenestepige.
Anne forblev da i sin Teneste, men at Angst og Uro martrede hende, viser et Besøg, som hun en Aften i Begyndelsen af September gjorde ved Arresthuset paa Hougerød, hvor nu ogsaa Berthe sad fængslet, for at tale med sin Kusine gjennem den Vindusrude, der lod en Smule Lys falde ind til de Arresterede. Ved denne Leilighed lovede Anne Berthe et Lærreds-Tørklæde og 1 Mark i Penge for at bevare Tausheden. Bevogtningen paa dette Arresthus maa ikke have været synderlig streng og de Fengslede synes ikke at have været afskaarne fra al Omgang med Udenverdenen; thi flere Individer tilhørende Slægt og Venner fik ved denne samme Vindusrude Anledning til at tale med Delinqventinderne.