Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom/Biografisk Indledning ved Udgiveren
Anton Martin Schweigaards Hjemstavn er Kragerø. Denne By var hans Fødested; her var al hans Slægt; her tilbragte han hele sin Barndom og sin Ungdoms Fritid; herfra hentede han sin Hustru, og hid søgte han som Mand altid hen for at finde Forfriskelse i de faa Sommerdage, Arbeidet levnede ham til Hvile.
Kragerø ligger trods sit Navn for største Delen paa Fastlandet, men, takket være dettes Natur, saa lidet tilgjængeligt fra Landsiden, at der endnu langt ned i Aarhundredet ingen Vei førte til Stedet. Den egentlige By ligger klynget opefter et Fjeld. Næsten ufarbar for Hest og Vogn var den især tidligere med sin trange, gammeldagse Bebyggelse en af vore mest eiendommelige Stæder. Byen er da naturligen henvist til Havet, der skimtes i det fjerne bag en Række af Øer. Og Trælasthandelen, der har grundlagt den før de andre Kjøbstæder mellem Stavanger og Skien, er endnu ved Siden af Søfarten den vigtigste Erhvervskilde.
Det er dog heller ikke for intet, Kragerø har faaet sit Navn. En Del af dens Huse og de fleste af dens Lastetomter ligger paa en liden Ø, det egentlige Kragerø.
Her over paa «Øen» findes der et Hus, i daglig Tale »Legaten» kaldet, tilhørende «Jens Larsens Legat» og nu brugt til Almueskole. Det indvendige staar der endnu meget gammeldags og simpelt, med Bjelkevægge i de fleste Rum og Blyruder i Kjøkkenet. I det lille Værelse indenfor dette var det, Anton Martin Schweigaard blev født den ute April 1808. Han, der skulde blive sin norske samtids første Mand, var af en Slægt[1], der kun kjendtes af ganske faa udenfor Hjemstedet. Farfaderen, en indflyttet Holsteiner ved Navn Schweiger, var død som Organist paa Kongsberg. Faderen, Jørgen Fredrik, der antog Navnet Schweigaard, var som ungt Menneske kommen til Kragerø, hvor han blev Fuldmægtig hos Enkemadame Dahll og senere hendes Svigersøn. Han havde musikalske Talenter, navnlig som Violinspiller, og var heller ikke udygtig som Forretningsmand. Moderen, Johanne Marie Dahll, var en meget begavet Kvinde, til hvem hendes Moder og Søskende saa op med Høiagtelse. Hendes ældste Søn, den endnu levende Tellef D. Schweigaard, skildrer hende som meget streng i sine moralske Begreber og i sine Fordringer til Børnene. Han erindrer, at «disse som smaa ofte stod omkring hende for at høre hende forklare og indskjærpe dem Kjærlighed til Gud og Kongen og lære dem at skille mellem Ret og Uret«. Hun var dog tillige en øm og kjærlig Moder, for hvem Børnene ikke blot følte Ærefrygt, men ogsaa den inderligste Kjærlighed. Anton tør have havt meget saavel af sin strenge Pligtfølelse som af sin Begavelse fra hende.
Forældrene blev ikke boende paa Øen længere end til 1811. Det var som Bestyrer af Svigermoderens Trælasthandel, der netop dreves i Nærheden, J. F. Schweigaard ved sit Giftermaal havde leiet «Legaten». Nu opgav han denne Stilling og flyttede over til Byen, hvor han selv kjøbte et Hus[2] og aabnede en liden Krambodhandel. Dette Hus har en meget tarvelig Bagbygning, der kanske tæller et Par Aarhundreder og endnu synes at staa der i sin oprindelige Skikkelse. Det store Værelse i andet Stokværk, hvor Barnekammeret laa, var Gjenstanden for Antons første Minder. Til dette og til det «gamle uformelige Hus» i det hele[3] vendte i senere Tid hans Tanker ofte tilbage. Men ikke, fordi Minderne derfra just var saa lyse, – Schweigaard kunde allerede som ung Mand glæde sig over, at alt var blevet saa meget bedre, end det saa ud til i Barndommen. Og som ældre Mand udtalte han sig oftere uenig med dem, der priste denne som saa lykkelig en Alder; i Barndommen, sagde han, tog man sig alting saa nær, fandt alle sorger saa store, og Følelsen heraf var for ham den fremherskende, naar han tænkte tilbage paa sin egen Barndom.
Det var ogsaa under lidet lykkelige ydre Forholde, Schweigaards Barndom henløb. Allerede i sine spædeste Dage (16de Juni 1808) maatte han og hans søskende sendes med Moderen længere ind i Fjorden for at være i sikkerhed mod et frygtet overfald fra en engelsk Fregat. Det var jo nemlig i «Krigens Tid», han blev født, og denne Tid varede langt ud gjennem Barneaarene. Det er bekjendt nok, hvor haarde disse og de nærmest følgende Aar var for vort Fædreland i det hele. Af den økonomiske Tilstand i Hjemstaden og Familien har den ældste Broder, Tellef Schweigaard, efter sin ualmindelig friske Hukommelse givet følgende Skildring:
«Forholdene var under vor Opvæxt meget sørgelige, da næsten al Handelsvirksomhed laa nede. Den høie Importtold paa Trælast i England gjorde Afsætningen til dette Land, hvor Norge fra Fortiden havde havt det fordelagtigste Marked for sine Produkter, saa godt som til en Umulighed, og dette i Forbindelse med Navigationsakten gjorde Byens store Koffardiflaade, som udgjorde en betydelig Del af dens Formue, næsten værdiløs. Jeg erindrer, at et ganske nyt Skib, efter at være blevet komplet ekviperet, henlaa, indtil det var forraadnet og blevet Vrag, og blev solgt til Ophugning. Velhavende Folk, som havde sine Penge udestaaende, blev ved Pengereduktionen berøvede den største Del af sine udlaante Kapitaler; andre, hvis Formue grundede sig paa Værdier i Huse og Landeiendomme, kunde deraf ingen Indtægt erholde. Byens eneste Export, Trælastudskibning, var ganske ubetydelig og skaffede liden Virksomhed for Arbeiderbefolkningen og end mindre Fortjeneste for Exportørerne. Da nu hertil kom den tvungne Udredelse til Norges Bank – Anton og jeg var Øienvidner til, at vore Forældres sølvtøi og Guldsager gik i Smeltediglen for at skaffe den ilignede Sum til Banken – er det let at indse, at en stor Del af Byens Indbyggere havde vanskeligt for at slaa sig igjennem, hvilket desværre ogsaa var Tilfældet med mine Forældre og Bedstemoder, og vi maatte derfor føle mange Savn og Mangler.
I 1812 og 13, da vore Kyster var omsværmede af engelske Krydsere, var Mangelen paa Brødstoffe i Byen saa stor, at man i smaa Dæksbaade maatte liste sig over til Jylland og afhente nogle faa Tønder Rug, som man mod Vederhæftighedsattest af Byfogden fik udleveret af de af den danske Regjering oprettede Kornmagasiner. Jeg erindrer, at Fader fik afhentet et lidet Parti Rug i en liden Dæksbaad. De fleste andre Artikler, som var nødvendige for det almindelige Behov, var ikke at erholde. Jeg mindes saaledes, at vi som Skolegutter blandt andet ikke engang kunde faa kjøbt Grifler og Blyanter, og det Blæk, vi skulde skrive med, havde saa lidet Farvestof, at man neppe kunde se, hvad vi havde skrevet. Det napoleonske Kontinentalsystem blev ogsaa, som bekjendt, udøvet i Norge paa Grund af Danmarks Alliance med Frankrige og hindrede Indførselen af alle Varer fra England. Politiet holdt af og til Husundersøgelse hos de Handlende for at efterspore, om engelske Manufakturvarer fandtes, og jeg erindrer, at Politiet i den Anledning engang indfandt sig i Faders Butik, men at de intet fandt, da Fader, som i Forveien bekjendt med denne Visit, havde bortgjemt, hvad han havde af den Slags Varer.
Denne korte Skildring tydeliggjør de trange Forholde i vor By og de Virkninger, de udøvede paa Samfundslivet.
Vi var saaledes nægtede al den Komfort, som den bedre stillede Del af Samfundet var tilvant, men savnede dog ikke Omgang med de større Familier, som altid behandlede os hjertelig og med Opmærksomhed. Moder og Bedstemoder søgte paa alle Maader at tilfredsstille vore Fornødenheder; men med deres bedste Villie kunde de dog ikke skaffe os mere end det nødvendigste. Til vor Beklædning maatte vi nøies med hjemmevævede Tøier, som Bedstemoder lod tilvirke af Uld og Lin, som hun avlede paa sin Landeiendom og disse Tøier sendtes til Skien for at farves.
Efter Aaret 1820 forbedrede de merkantile Forholde sig, og som Følge deraf blev vor Families Stilling ogsaa forbedret, hvilket igjen skaffede os de Fornødenheder, vi forhen havde savnet; men de trange Forholde under vor Barndoms- og første Ungdomstid, hvorunder min Broder levede op, bidrog vistnok til, at han allerede tidlig modnedes til Tænkning og Livets Alvor.»
Der er vel heller ingen Tvivl om, at den begavede Gut har modtaget stærke Indtryk af disse Tilstande. Netop de haardeste Aar tilhørte de første Barndomsminder. Og disse har vistnok paavirket Schweigaards hele Opfattelse af hans senere Tid og dens Forhold til den nærmeste Fortid. Det er bekjendt nok, at han siden, navnlig paa Storthinget, ofte tog kraftig til Orde mod de jevnlige Klager over Tidens Tryk; han blev veltalende i sin Skildring af den Fremgang, Landet havde gjort siden Forfatningens første Aar. Det tør vel her have været ikke blot statistiske Studier, men egne Oplevelser, der har givet hans Ord deres eiendommelige Varme.
Anton Schweigaards Barndom var imidlertid trykket af Forholde af langt mere personlig Natur. Selv led han som Barn af en svagelig Helbred og spyttede endog Blod. Byens Læge, Homann, hans senere Svigerfader, trøstede dog Moderen med, at han, hvis han oplevede 12 Aars Alderen, vilde blive en stærk Gut. Og dette gik ogsaa i Opfyldelse; thi med det 13de Aar ophørte Sygeligheden aldeles, skjønt han endnu en lang Tid var liden og spæd af Væxt. Men hvad der især formørkede Minderne fra Schweigaards Barndom, var, at han allerede i sit 10de Aar mistede begge sine Forældre. Det er bekjendt, at han selv døde næsten samtidig med sin Hustru. Hans Fader og Moder døde ogsaa kort, om end ikke saa kort, efter hinanden. I en gammel religiøs Bog, der er benyttet til Familieoptegnelser, har Moderen skrevet: «Den 13de januar 1818 døde min kjære Mand, Jørgen Fredrik Schweigaard», og lige nedenunder finder man følgende optegnet af den ældste Søn Tellefs Barnehaand: «Anno 1818 den 16de April døde min kjære Moder, J. M. Schweigaard født Dahll, og blev begraven den 26de.» Navnlig Moderens, efter en kort Sygdom indtrufne, Død gjorde et stærkt og uudsletteligt Indtryk paa Anton Schweigaard, som man især kan se af det Brev, han 12 Aar senere skrev ved Efterretningen om Bedstemoderens Død (Brev af 10de Februar 1830). Hans sunde og kraftige Natur, som vel ogsaa hans følgende lykkelige Fremgang, hindrede disse sørgelige Barndomsminder fra at præge hans Sind for Livet. Men langt frem i Aarene vedblev han at være meget ængstelig for sine nærmeste, og han afventede ofte med en vis Nervøsitet Efterretninger fra Hjemmet, stadig frygtende det værste[4].
Forældrene efterlod intet til de fire Børn, – en Datter og tre Sønner. Boet blev paa Grund af forskjellige mellemkommende Omstændigheder først endelig opgjort mange Aar bagefter, og der var da kun nogle uvisse Fordringer og lidt usolgt Bohave tilovers efter Gjældens Dækkelse. Det var imidlertid fra første Stund sikkert, at her paakaldtes andres Forsørgelse for de forældreløse smaa. Og denne fandt de da ogsaa strax hos Mormoderen.
Else Katrine Dahll var en stærk Kvinde, hærdet i Livets Skole, – hun havde allerede i 30 Aar som Enke forestaaet en stor Forretning – mere vant til at vise sine Følelser i Gjerning end i Ord. Hun ofrede sig fra nu af ganske til de fire Datterbørn, hvem hun alle tog til sig. Navnlig blev Anton Gjenstand for hendes ømme Omsorg og Kjærlighed, den han da ogsaa i rigt Maal gjengjældte.
Madame Dahll havde engang været en velstaaende Kone. Under de lykkelige Handelsforholde i Begyndelsen af Aarhundredet havde hun ved sin efter Manden fortsatte Trælastforretning erhvervet en ikke ringe Formue: et Vidnesbyrd saavel om denne som om hendes offervillige Sind har man saaledes i det Bidrag, stort 1500 Rdl., hun i 1811 tegnede ved National-Subskriptionen til Universitetet. Senere svandt imidlertid Formuen raskt ind under de ovenfor skildrede økonomiske Tilstande, og i 1818 var der neppe mere tilbage af den end Landeiendommen Otterø, Briggen «Den gode Hensigt» og Huset paa «Øen». Dette med Trælastforretningen overlod hun nu til Sønnen, Johan Georg Dahll, og kjøbte i Stedet paa Skifteauktionen Svigersønnens Hus, som hun tilflyttede for at overtage hans Krambodhandel og sørge for Børnene. De fire søskende fik altsaa forblive i det fædrene Hus. Det er naturligt, at Forældrenes Død maatte slutte dem saa meget nærmere sammen. Den ømme Hengivenhed, hvormed Schweigaard hang ved sine Søskende, er fra første Stund talende nok i alle hans Breve. Og det tør vel ogsaa være, at savnet af egen Fader har givet ham, den mest overlegne, skjønt næstyngste, den faderlige Følelse, der navnlig saa ofte finder et rørende Udtryk lige overfor den yngste Broder, Christian. Paa sin Side elskede Søskendene Anton høit, og især var dette Tilfældet med den ældste af dem, Søsteren Katrine. Brevsamlingen afgiver et skjønt Vidnesbyrd om, hvilket inderligt Forhold der fandt Sted mellem disse to.
Forældrenes Død og Bedstemoderens økonomiske Forholde – der naturligvis i høi Grad forværredes ved den store nye Forsørgelsespligt –, kom imidlertid til i en vigtig Henseende at virke forstyrrende for Anton Schweigaard og hans Søskende, nemlig paa deres Skolegang.
Denne, der just heller ikke skulde bidrage synderlig til at forøge Barndommens Glæder, var begyndt i en Smaaskole hos jomfruerne Monrad[5]. Anton Schweigaard læste udelukkende med «gamle» Jomfru Monrad, Dorthe Kristine, hvormed han selv var meget tilfreds, da «unge» Jomfru Monrad – Idde Sofie, der forøvrigt havde den agtværdige Alder af nogle og sexti – «pleiede at dunke sine Lærlinger slemt i Ryggen, naar Læsningen ikke gik efter Ønske».
Hos disse gamle Jomfruer forblev Gutten imidlertid ikke længe. Han indsattes 1ste Oktober 1815 i Byens Borgerskole.
Borgerskolens Oprettelse i 1811 havde for Kragerø som for de mange andre mindre Byer, hvori den omtrent samtidig foregik, betegnet et stort Fremskridt og tilfredsstillet et føleligt Savn. Skolen fik derfor ogsaa forholdsvis en stærk Søgning, idet den snart talte 30–40 Disciple, Piger og Gutter om hinanden, i 2 Klasser hver med 2 etaarige Afdelinger. Den kom imidlertid til at lide af den samme Mangel som de fleste norske skoler paa hin Tid, Mangel paa duelige Lærere. Den havde i mange Aar kun en eneste Lærer, og med denne var man ogsaa længe temmelig uheldig. Navnlig var dette Tilfældet med Schweigaards første Lærer, H. P. Woll fra Bærum, der paa P. Ankers Bekostning havde faaet Undervisning ved Blaagaards Seminarium i Kjøbenhavn. Han var tillige Byens Organist og maatte som saadan være tilstede i Kirken ved Altergang, Barnedaab og Brudevielser. Allerede herved blev Undervisningen, som egentlig skulde drives 3 Timer om Formiddagen og ligesaa mange Timer om Eftermiddagen, oftere afbrudt. Men værre var det, at Woll, der ellers synes at have været et begavet Menneske, var en meget skjødesløs Person og i det hele i af en upaalidelig Charakter, hvorfor han ogsaa tilsidst blev afsat[6].
Det er let at forstaa, at Schweigaard i denne Skole ikke kunde gjøre nogen stor Fremgang. Alt, hvad han, skjønt han naaede øverste Afdeling, der lærte, var Religion, Geografi, Skrivning, Regning, lidt Naturhistorie, en Smule norsk Grammatik, det allerførste af Fædrelandshistorien og Begyndelsesgrundene til Tydsken[7].
Anton Schweigaard hørte nu heller ikke til Skolens dygtigste eller mest lovende Disciple. Rigtignok fik han ved de enkelte halvaarlige Skoleexamina i de fleste Fag, undtagen Skrivning, som oftest 1; men det vil ei sige stort, da 1 synes at have været den almindelige Charakter ved disse Examina. Af større Betydning for Skolens Dom om ham er de Charakterer, han i Protokollen har faaet af Lærer og Censor for den samlede Skolegang: for Evner 2, for Flid 2, for Sædelighed 1. Dette vil sige, at saavel hans Evner som Flid kun ansaaes som middels, da der ei gaves ringere charakter end 3. Skolens Dom om hans Flid, at den intet «udmærket» havde ved sig, deles af hans samtidige. En gammel Kammerat mindes med Bestemthed, at han slet ikke var flink til at lære sine Udenadslektier, og han talte stundom i senere Aar om, hvor modbydelige de havde været ham; en Gang maatte man endog gribe til det Middel at trække Støvlerne af Gutten for at hindre ham fra at løbe fra Lektierne. Der var kun et Fag, som han allerede dengang ofrede megen Interesse, og hvori han da ogsaa blev forholdsvis meget flink; det var Regning. «Han havde en uimodstaaelig Lyst til paa egen Haand at arbeide sig igjennem Kramers Lærebog uden Lærerens Hjælp, saa at, naar han skulde have Skjønskrift, lagde han Skrivebogen til Side og havde Regnestykker for sig paa Tavlen, naar Læreren ikke saa det. Han var derfor allerede som ganske ung en stor Regnemester, medens Skjønskriften blev derefter». Navnlig udmærkede han sig i Hovedregning, hvad der senere i Livet var ham til stor Hjælp. – Hvad Evnerne angik, var derimod ialfald hans Slægt af en anden Mening end Skolen. Han havde allerede som liden Gut vakt dens Opmærksomhed ved sarkastiske Ytringer og træffende Svar. Men især skal en underlig Spaadom have vakt store Tanker om ham. Omkring 1814 gjæstedes nemlig Kragerø af en anseet dansk Naturforsker, der var en Tilhænger af Galls bekjendte Teori. I et Selskab, hvor den Schweigaardske Familie var tilstede, undersøgte han Børnenes Hjerneskaller; «da Raden kom til Anton, blev han meget forbauset, og efter en lang og nøiagtig Undersøgelse sagde han til Faderen, at denne Gut havde ualmindelige Evner og vilde, hvis han levede op, blive en udmærket Mand» . Hans ældste Broder mindes endnu godt denne Scene, og Forudsigelsen levede siden stadig i Slægten; han blev ogsaa altid behandlet med en større Opmærksomhed og Interesse end de øvrige Søskende.
Hvorledes nu end dette har forholdt sig, bidrog i hvert Fald ikke de herved vakte Forhaabninger til, at der blev truffet særegne Foranstaltninger for at forberede nogen usædvanlig Fremtid. Meget mere blev endog, som antydet, Anton Schweigaards tarvelige Skolegang afbrudt før Tiden. Han blev nemlig tilligemed sine to ældste søskende udtagen af Skolen allerede 1ste April 1819, knapt 11 Aar gammel. Hertil gjorde vel Skolens dybe Forfald sit – den mistede ogsaa i nærmeste Aar næsten al Søgning –; men der er dog al Sandsynlighed for, at han ialfald havde faaet anden Undervisning, om ikke Bedstemoderens økonomiske Afmagt efter Forældrenes Død havde forbudt hende enhver Udtælling i dette Øiemed. Anton Schweigaard havde derfor nu i 3 Aar ingensomhelst Undervisning; alt, hvad han i denne Tid tilegnede sig af boglig Lærdom, bestod i, at han og hans ældste Broder læste lidt paa egen Haand.
Langt mere end Skolen bidrog Livet udenfor denne til at udvikle Anton Schweigaard. Det er let at forstaa af Byens Beliggenhed, at de første Minder udenfor Huset maatte gjælde Søen. Barndomshjemmet i Byen laa lige ved Fiskebryggen. «Her færdedes den tænksomme Gut ofte stille og iagttagende mellem Søfolk og Fiskere, saavel svenske som norske, og i det hele Befolkningen fra de omliggende Kyster og Øer, der næsten hele Aaret rundt her havde en livlig Færsel.» Paa sit Værelse syslede han om Vinteren gjerne med smaa Træarbeider, Forfærdigelse af Fiskeredskaber, Knappestøbning o. desl. Undertiden gik han ogsaa tilhaande i Bedstemoderens Butik; særlig maatte han oftere gjøre det om Søndagene, da, efter hin Tids Skik, Butikerne holdtes aabne. Om Sommeren førte han et herligt frit Liv i Skov og Mark, paa Land og Sø, især paa Mormoderens Landeiendom, den ¾ Mil fra Kragerø beliggende Otterø, med dens mange omliggende Holmer, hvoraf en endnu bærer Navnet «Schweigaardsholmen» efter Forældrene.
Dette friske Liv hjalp ikke blot Gutten til at forvinde sin svagelige Helbred; men det havde ogsaa en dybere Betydning. Det bidrog nemlig vistnok til at give Schweigaard den praktiske Retning, som siden var saa udpræget, selv i hans Videnskab. Den vordende statistiker og Statsøkonom fik herved tidlig et lidet Indblik i forskjellige Næringsveie, Handel, Søfart, Fiskeri, Landbrug, Skov- og Tømmerdrift, og det er naturligt, at den begavede Gut, hvis Sind endnu ikke var optaget af boglige Kundskaber, vendte sin Omtanke og sin Interesse til disse praktiske Bedrifter.
Schweigaard var i Barndommen i det hele stille og alvorlig, men ved Siden heraf dog ogsaa »smaamunter». Han var meget sammen med Kammerater, skjønt sjeldnere i Leg, og med sin allerede tidlig udprægede Vennesælhed var han meget afholdt af dem, hvad der dog ikke hindrede, at han i Hidsighed stundom sloges med dem. De almindeligste Idrætter, Roning, Seilads, Skøiteløbning, Boldspil, deltog han i. Og særlig var han med paa Kragerøgutternes fornemste Sommerfornøielse, at samle Tjæretønder og forladte og nedsandede Pramme langs Strandene til St. Hanskollen paa Bukholmen ved Kragerø. «En søndags Eftermiddag», fortæller saaledes hin gamle Kammerat, «havde vi fundet en Pram fuldstændig overskyllet med Sand ca. ¾ Mil fra Kragerø. Denne Pram fik vi udgravet med stor Møie og bugseret fuld af Vand til Bukholmen, hvor den blev trukken op paa Land og skulde saa videre op paa Kollen for at tørres; men den var os for tung og maatte derfor først overhugges.» Anton Schweigaard fik imidlertid nu Betænkeligheder, idet «han mente, at den endnu var saa vidt god, at den kunde sættes i Stand, og Eiermanden kunde komme og gjøre Fordring paa den». Denne tidlig udviklede Retsfølelse deltes dog ikke af Kammeraterne, «der fandt, at efter al den Møie, de havde havt med den, maatte den nu tilhøre dem, hvorfor en af dem tog Øxen og hug den over, og dermed var Processen til Ende.»
Vaaren 1821 var Anton Schweigaard 13 Aar gammel, og det gik nu ikke længer an at lade ham gaa ledig. Man maatte for Alvor tænke paa Valget af hans kommende Levevei. Handel og skibsfart laa nærmest for en uformuende Kragerøgut, og man valgte den sidste. Det var da en Selvfølge, at han blev sat ombord paa Familiens eget Skib, Briggen «Den gode Hensigt», der nu eiedes halvt af Mormoderen, halvt af Morbroderen og førtes af Skipper Tharaldsen fra Oxøfjorden. «Hensigten», som den gjerne kaldtes, var allerede da en gammel, styg skude paa ca. 80 C-L.; som saa mange lignende paa den Tid var den, undtagen agter, uden Skandseklædning, kun forsynet med en Ræk rundt Dækket, men forøvrigt godt bygget. Med dette Fartøi gjorde da Anton Schweigaard 5 Reiser i 1821 og Vaaren efter 2 Reiser, fra Drammen til Amsterdam med Bjelker. Han gjorde Tjeneste som Kahytsgut, men havde sit Soverum i Kahytten, ligesom han indtog sine Maaltider sammen med Kapteinen og Styrmanden. Hin førnævnte gamle Kammerat, der samtidig for som Kahytsdreng med en Galeas «Aurora», husker ham endnu fra hans Sømandsdage: «En Søndag Formiddag, da Galeasen laa til Ankers ved en Fjeldvæg i Øxøfjorden, – det var meget koldt, saa Vandet frøs paa Dækket – var jeg forud for at vaske mig og var uagtet Kulden blottet til midtlivs; da kom «Den gode Hensigt» glidende for en sagte Vestenvind ned gjennem Sundet forbi «Aurora». Anton kom da springende agter paa «Den gode Hensigt» og hilste mig i mit Antræk, og jeg hilste ham igjen i hans Antræk, som bestod af en islandsk Nattrøie og Benklæder, med Sælerne udenpaa Trøien, uden Hovedbedækning og dertil temmelig – svart».
Skipperen var særdeles tilfreds med sin Kahytsgut, og det samme var Tilfældet med Mandskabet, der længe havde faret med det samme Skib for Bedstemoderen og altsaa naturligvis kjendte Gutten godt fra Barnsben. Derimod var Anton Schweigaard selv alt andet end tilfreds med Søen. Det er vel bekjendt, at han i sine ældre Dage nærede en levende Interesse for vore Sømænd og vor Skibsfart, og det har almindelig været troet, at denne Interesse havde udviklet sig af hans eget Kjendskab til Sølivet. Dette kan imidlertid ikke være rigtigt. Han fortæller nemlig i et af sine Breve fra Skolen, at han fik saadan Afsky for Søen, at han endnu gruede, naar han tænkte tilbage paa hine Tider.
Det er nu vel sandsynligst, at ikke blot Uvillie mod Sølivet, men ogsaa en vaagnende Lærelyst har fremkaldt det levende Ønske om en anden Livsstilling hos Gutten. Ønsket blev da ogsaa heldigvis opfyldt. Anton Schweigaard bestemtes nu for den anden Levevei, som der efter Omstændighederne naturligen kunde være Tale om, – for Handelen. Men som vordende Handelsmand maatte han lære mere end de tarvelige Kundskaber, der endnu sad tilbage fra Borgerskolen, ialfald Tydsk eller Hollandsk. Allerede den ældre Slægt af Kragerøs Kjøbmænd havde søgt sproglig Uddannelse i fremmede Lande; saaledes havde Morbroderen været i Tøndern og Faderen i det hannoveranske Ostfriesland. Med dette sidste Sted stod Morbroderen i stadig Forbindelse gjennem sin Smakkehandel, for hvis Skyld hans Fuldmægtig foretog aarlige Reiser, fornemmelig til Byen Dornum. Her havde han især sit Tilhold hos en Kjøbmand Schurmann, med hvis Hus Schweigaards Slægt fra gammel Tid af havde staaet i venskabelig Forbindelse; det var saaledes netop her, Faderen havde opholdt sig i sin Ungdom for at lære Sproget. Hos Schurmann havde Fuldmægtigen igjen gjort Bekjendtskab med hans Svoger, Koeppen, der var Præst i den nærliggende Landsby Westerholt. Da der nu var bleven Tale om at bestemme Anton Schweigaard for Handelen, faldt Fuldmægtigen paa den lykkelige Tanke, at her maatte være det rette Sted for ham til at lære Tydsk, og efterat have truffet foreløbig Aftale med Koeppen, foreslog han sin Principal at sende Gutten til Ostfriesland. Morbroderen gik villig ind herpaa, og under 3die August 1822 blev da Anton Schweigaard paa en Smakke oversendt Pastor Koeppen ved et Forretningsbrev, forfattet i Morbroderens Navn af Fuldmægtigen og af denne pr. procura underskrevet. Det er bogstavelig saalydende:
Bringer dieses meine Svester Sohn velche Ihnen diese überreichen vollen, ist der kleine jung vovon meine Reisender C. mit Sie gesprochen habe; ich sende Ihnen nur derselbe hauptsächlich um das deutsche Sprach zu lernen, velche C. sagt nirgend besser lernen zu können als bei Sie, sodann habe ich vertrauen und zveifehle gar nicht dass Sie alles anvenden vollen ihm in diese sovie auch in Rechnen und die christliche Religion unterrichten vollen, indem ich ihnn vielleicht bei Sie confirmiren lassen vollen – übrigens überlasse ich nur zu Ihnen diese Vatter und Mutterlose Kind als Ihre eigen in alle Theilen zu behandelen, voran ich obschon ich nicht die Ehre habe Sie zu kennen, das geringste zveifehle habe, vas er nothig sein müssen zu Kleidungs Stücken etc. hoffe ich Ihre liebe Frau sorge tragen vollen, indem meine Freund, Schurmann oder dessen Mutter Ihnen volgens Abrede mit G. vieder vergüten volle ich habe vegens viele Geschäfte nicht Zeit an dasselbe zu schreiben und bitte mir deshalb entschuldigt. – – – –
Ligesom det var Morbroderen, der synes at have afgjort Reisen til Ostfriesland, var det nok ogsaa ham, der alene kostede Opholdet. Schweigaard var ham derfor stedse meget taknemmelig (jfr. især Brev af 15 Juli 1828).
Denne Reise blev nemlig det mest afgjørende Vendepunkt i Schweigaards Liv. Den bragte ham til den Mand, hvem det især skyldes, at hans rige Evner kom hans Fædreland tilgode. Denne Mands Navn bør derfor ogsaa gjemmes i Nordmænds taknemmelige Erindring. Pastor Johan August Daniel Christian Koeppen var født den 20de Februar 1789 i Gross Oschersleben, preussisk Sachsen. Under sin studietid i Halle, hvor han studerede Teologi under Niemeyer, havde han været Lærer saavel ved Waisenhuset som ved en Real- og en Latinskole, ligesom senere været Huslærer, og saaledes faaet megen Øvelse i Undervisning. Fra 1816 af var han i 55 Aar Præst i Ostfriesland, nemlig fra 1816–19 i Holtgast, fra 1819–39 i Westerholt og endelig fra 1839–71 i Burhafe. Siden levede han som Pastor emeritus i sin Svigersøns Hus i Holtland, hvor han døde den 26de Oktober i 1875 ved et Fald fra Trappen, i sit 87de Aar[8]. Koeppen overlevede altsaa sin Lærling, og han kunde derfor efter dennes Død give en Skildring af ham og hans Ophold i Ostfriesland[9]. «A. M. Schweigaard», skriver Oldingen, «staar mig saa levende for Sjælen, som om jeg saa ham for mig – i Duodezformat». «Et saa dybt, uudsletteligt Indtryk har næsten intet andet Menneske nogensinde gjort paa mig som denne 14 Aars gamle Gut.»
Hovedøiemedet med Schweigaards Ophold skulde jo være at lære Tydsk. De allerførste Begyndelsesgrunde havde han lært i Borgerskolen, og maaske har han tilegnet sig noget mere paa egen Haand. Men han kunde ganske lidet af Sproget, da han kom til Koeppen, og da denne paa sin Side intet norsk Ord forstod, havde den første Undervisning sine store Vanskeligheder, idet Læreren selv maatte ty til Lexikon og Grammatik. De blev dog snart overvundne, idet Schweigaard overraskende let havde vundet tilstrækkeligt Herredømme over Sproget. Da Hovedøiemedet saa hurtig var opnaaet, blev Koeppen heldigvis ikke staaende ved det Lavmaal, der var sat ved Guttens oversendelse til ham. Dertil var dennes Læselyst og Begavelse altfor iøinefaldende for den nidkjære Lærer. Han skriver i det fornævnte Brev:
«Allerede som Gut var Anton Schweigaard benaadet med iøinefaldende Evner. Han var en aandelig overordentlig rigt begavet Natur, et fremragende Hoved. Allerede i Gutten speilede sig saa slaaende og saa sælsomt det medfødte Geni, næsten et Universalgeni. Af Naturen udrustet med en ganske usædvanlig Videbegjærlighed og en overordentlig Modtagelighed opfattede han ubegribelig hurtigt og overraskende alt. Han hengav sig til Lærestoffet med sjeldent Alvor og utrættet Udholdenhed. Med et skarpt Blik, med Omsigt og Dygtighed benyttede han enhver Omstændighed, hvor han kunde udvide sin Videns Omraade og tilfredsstille sine aandelige Behov. Han læste planmæssig, Jeg behøvede kun at give ham et Vink, saa var han paa ret Spor og staalsatte sig til den ufortrødne og utrættelige Virksomhed, som udfyldte hans herværende Liv. – Jeg maatte næsten med Tvang drive ham til et Besøg i Dornum (en tydsk Mil fra Westerholt); i den Grad var han gjerrig med Tiden. Han var meget velseet der, og min Svoger Schurmann drev al Slags spøg med ham. Naar han tilsidst ikke kunde slippe for at reise med os derhen, forsynede han paa Forhaand sine Lommer med Bøger og sneg sig afsides snart efter Ankomsten. – I det tydske Sprog havde han snart, jeg ved slet ikke hvorledes, faaet sikkert Fodfæste. Gammelt Ostfrieslandsk (Patois) talte han aldrig, men forstod det. Rent Tydsk blev selv i fornemme ostfriesiske cirkler dengang kun talt nu og da. – A. S. gik derefter i Fart over til Fransk og drev Studiet heraf tilsyneladende kun leilighedsvis; men det sad dog snart saa fast, at vi paa Spadserture og i ledige stunder alene bevægede os i dette Sprog. – Fra Tydsk og Fransk gik han i sin brændende Kundskabstørst over til Latin.[10] Dette Sprog var ham Hovedsagen – thi at komme til at studere var hans Maal – og det gav saavel ham som mig virkeligt Arbeide og voldte os de fleste Vanskeligheder. Ofte sad han fast og vidste hverken ud eller ind; han kom da gjerne ned til mig for ikke at tabe Tid ved lang Grublen. Han var ogsaa saa fiffig at benytte min Nærværelse udvendig paa Huset. Langs hele Præstegaardens Gavl slyngede der sig nemlig en Vinranke, som jeg selv syslede med paa en lang Stige, ved hvis Hjælp jeg ogsaa let kunde komme ind gjennem Vinduerne i mit Studerværelse. Havde han nu noget at spørge mig om, aabnede han Vinduet, samtalede med mig og trak sig derefter igjen bag Kulisserne. Dette skaffede mig selv megen Fornøielse, fordi jeg saaledes kunde slaa to Fluer med et Smæk. – Han gik ikke videre, før han rigtig havde faaet Lys i Sagen, og Mørket var forjaget. Saaledes kunde det ikke feile, at han i kort Tid erhvervede sig forbausende Kundskaber og gjorde Kjæmpefremskridt.
«Han var altid først i Huset ude af Sengen og saa stille, at vi, som sov nedenunder, aldeles ikke kunde mærke, naar han deroppe satte sig i Bevægelse. Den hele Dag til langt paa Nat hang han over Bøgerne. – – – – Han støvede omkring i mit bindstærke Bibliothek og rykkede de Bøger, som han ved Leilighed vilde benytte, noget ud. Han var næsten intet Øieblik ledig og glemte ofte at vedligeholde Ilden i Ovnen.
«Udrustet med en hjertevindende Personlighed, med medfødt Munterhed og et glad Lune og elskværdige Egenskaber, tiltrak han enhver Fordringsfri, om end sig sin Kraft bevidst, selv af et barnligt Sind, elskede han høit vor ældste Søn, hvilket man kan se af hans Breve. Han forsøgte – originalt Hoved som han var – at sætte en Vugge i Gang for Barnet ved i Nærheden af Huset at konstruere en Vindmølle, som ved Hjælp af et stærkt Baand gjennem et Hul i Muren til vuggen skulde sætte denne i Bevægelse. Dog, dette Kunststykke strandede af Mangel paa mekaniske Kundskaber. – Han var kjærnesund, aldrig syg eller sygelig, klagede aldrig over Ildebefindende. Fra Ungdommen af trængende (dürftig) var han ikke forvænt, men maadeholden, beskeden og yderst tarvelig, – Vinter og sommer ens i sin Klædning, der fra første til sidste Stund var den samme, idet min Hustru foretog dens ofte nødvendige Udbedring; til Gjengjæld gik han hende stadig til Haande med alt, som han kunde læse hende ud af Øinene. Han hærdede sit Legeme, badede Overkroppen hver Søndag tidlig om Morgenen nede i Bryggerhuset med iskoldt Vand, selv i den stærkeste Kulde om Vinteren. – Men, o ve! en Gang overfaldtes han af en Plage, som maa være bleven ham uforglemmelig. Hvepserne, som holder sig saa meget til Vindruerne, havde banet sig en Indgang i Studerværelset gjennem en spræk i den øverste Trægavl og der bygget sit Rede i Form af en Bikube. Dette ubehagelige Selskab søgte vi at fordrive, idet vi gjorde Jagt paa dem ved Hjælp af et paa en lang Stang fæstet og med Svovel rigelig fyldt Kulbækken. Det lykkedes; men en undsluppen Hveps hævnede sig derfor, idet den slog ned paa Anton og stak ham saaledes paa Overlæben, at hele Hovedet svulmede op, Øinene neppe var synlige, og Ansigtet var ganske ukjendeligt. Tre Dage og Nætter varede da disse Helvedessmerter. Alt gik dog uden videre Men over. – Han bivaanede med spændt Opmærksomhed stadig mine offentlige Foredrag i Kirken. Ærefrygt for det hellige, for Sandhed og Ret, opfyldte hans Hjerte. Han beflittede sig paa en ærbar, kristelig Vandel. Aaben og ærlig i Ord og Handling vandt han snart enhvers Tillid. Han har aldrig skaffet mig en Ærgrelse, endnu mindre Anledning til Uvillie.» – –
Det fremgaar allerede af den foregaaende Skildring, hvilke overordentlige Fremskridt i Kundskaber Schweigaard gjorde i de 2 Aar hos Koeppen. Og dette forstaaes end bedre, naar man erindrer, hvilke særdeles ringe Forkundskaber han medbragte fra sin tidligere Skolegang, hvor længe han senere havde gaaet uden Undervisning, og paa den anden Side ved, at han allerede Aaret efter sin Hjemkomst blev Skiens lærde Skoles første Discipel. Der er ogsaa Grund til at tro, at Koeppen har forstaaet at paavirke ham i religiøs Retning. Man finder allerede i Schweigaards Breve fra Skolen kristelige Betragtninger, og det ligger da nærmest her at tænke paa den tydske Præsts Indflydelse[11]. I enkelte Retninger havde dog Schweigaard naturligvis ingen Fremgang gjort, – i Modersmaalet og andre hjemlige Fag. Da han kom tilbage til Kragerø, kunde han saaledes i Begyndelsen ikke engang tale ordentlig Norsk. Det synes af hans Breve, som om han i de første Aar efter sin Hjemkomst endnu ikke havde synderligt Herredømme over Sproget, og det varede en længere Tid, inden alle Germanismer var forsvundne af hans Stil.
Det var naturligt, at Schweigaards taknemmelige Sind hang trofast ved hans tydske Lærer, som han havde saa meget at takke, Hans Breve til Koeppen, hvoraf det sidste er fra 1834, vidner noksom herom. Og den Godhed, den tydske Præstefamilie havde vist ham, «netop paa det Trin af Livet, da det hjertelige gjør det hjerteligste Indtryk»[12], glemte han aldrig. Han talte endnu i ældre Dage ofte og med Glæde om sit Liv i Ostfriesland, ligesom paa sin Side gamle Koeppen ofte med Stolthed mindedes den første af sine norske Lærlinge.
Den store Fremgang, Schweigaard skyldte Opholdet i Ostfriesland, vilde han dog vel ikke have gjort, om ikke netop hans Fortid havde været, som den var. Under Lediggangen og under Sømandslivet maa der efterhaanden, om end vel for en stor Del ubevidst, hos den rigt begavede Gut have udviklet sig en Kundskabstørst, der nu brød frem med al sin Kraft, da endelig Kilden var naaet. Aandslivet havde meget længe ligget i Svøb; men derfor slog det ogsaa ud i al sin Rigdom, da det just paa Overgangen fra Barndommen fandt en vækker og Leder. Med sin Sjæls hele medfødte Styrke kastede han sig med fuldkommen friske Legems- og Aandskræfter over Studierne. Og han gjorde det med fordoblet Iver, fordi hans Livsmaal nu var gaaet op for ham. Han vilde studere, studere for Studiernes egen Skyld[13].
Dette Ønske skulde ogsaa blive opfyldt. Efter at Schweigaard havde været 2 Aar hos Koeppen og af denne var bleven konfirmeret paa sin 16-aarige Fødselsdag, 11te April 1824, vendte han i dette Aars sommer tilbage til Kragerø. Han medbragte da et Brev til Morbroderen fra sin Lærer, hvori denne udtalte de store Forhaabninger, som hans sjeldne Evner fremkaldte, og hvori han næsten paalagde Slægten at lade ham faa gaa den studerende Bane[14]. Brevet hjalp; Morbroderen, der syntes at have havt den afgjørende Stemme ved Valget af Guttens Livsvei, indgik paa Forslaget og lovede, saavelsom Bedstemoderen, sin Understøttelse.
Det besluttedes da i Familiens Raad, at Anton med Tiden skulde studere Medicin – hvortil han dengang ogsaa selv nærmest synes at have havt Lyst – og derfor snarest muligt sendes til en lærd Skole. Men det varede endnu noget, før de økonomiske Kræfter strakte saa langt. Foreløbig maatte han derfor nogle Maaneder arbeide i Morbroderens Forretning, væsentlig sysselsat ved hans Smakkehandel, saalænge Aarstiden tillod denne.
Først noget efter Nytaar 1825 kunde da Anton Schweigaards lærde Skolegang begynde. –
Vort høiere Undervisningsvæsen tog i Tyveaarene et ganske anseligt ydre Opsving, idet man fik en hel Række af Skoler, der bidrog til at fylde de store Afstande mellem de gamle Latinskoler i stiftsstæderne[15]. Blandt disse nye Skoler kom snart Skiens[16] til at indtage en fremragende Plads. Traadt i Virksomhed November 1823 var den nemlig saa heldig til sin første Bestyrer at faa den udmærkede Overlærer, senere Rektor, Knut Ramshart Ørn[17], der meget snart grundlagde Skolens Ry og tiltrak den Lærlinger fra forskjellige Steder.
I Slutningen af Januar 1823 udbredtes blandt Skolegutterne i Skien Rygtet om, at der var indmeldt «en underlig en», som havde faret til Søs og siden været hos en tydsk Præst. «Vor Nysgjerrighed var vakt; men vor Forundring steg endnu mere, da en Formiddag Rektor kommer ind i Klassen med et ungt Menneske, hvis Dragt og optræden ganske afveg fra, hvad vi havde tænkt os. Han saa slet ikke ud som Sømand, men var iført sort Dragt med høipullet Hat i Haanden. – Han var endnu temmelig spinkel, noget bleg, havde sort langt, tilbagestrøget Haar og tog faste, lange Skridt, naar han gik»[18].
Det var Anton Schweigaard. Først havde det været Tanken at sende ham til Drammens Skole. Men Morbroderen havde senere bestemt sig for den langt nærmere liggende og nu allerede saa ansete nye Skole i Skien, hvor man desuden kunde faa Gutten indlogeret hos en kvindelig Besvogret.
«Jeg husker grangivelig den Dag», skriver en endnu levende af Skolens daværende Lærere[19], «da Schweigaard kom i Skolen og efter en kort Examen var bleven anvist til at sidde nederst paa Bænken. Han var da allerede moden af Alder og taalte sin ringe Plads med Resignation. Jeg tror, han var saa glad i at være kommen i Lærdommens Haller, at det ikke rørte ham, at han sad der som Fux». Formodentlig maa denne uheldige Indledning alene forklares af enkelte Huller i hans Kundskaber, maaske som Følge dels af, at han i Tydskland havde forsømt de rent norske Fag, dels af, at han kom ind saa længe efter Skolehalvaarets Begyndelse; det sidste antydes i hans første Brev fra Skolen af 21de Februar 1825. Det synes som om han, skjønt han havde faaet sit brændende Ønske opfyldt, i den første Tid fandt sig mindre vel og havde stærk Hjemve. Inden to Maaneders Forløb kunde han imidlertid fortælle Bedstemoderen, at han fandt sig bedre tilfreds, da han nu nød baade sine Læreres og sine Medskolarers Agtelse og Venskab, «ja endog undertiden hines Udmærkelse». Dette sidste blev nu snart stadig Tilfældet. Ved den første Examen, Sommeren 1825, blev han allerede Skolens «Dux», hvad der ikke vilde sige saa lidet, naar man erindrer, at han i sin Væddekamp havde at overvinde en saadan Medbeiler som P. A. Munch. Og denne Plads beholdt han da ogsaa altid senere. Han var og blev uomtvistelig alle sine Meddisciple ganske overlegen.
Den Klasse, Schweigaard kom ind i, var allerede dengang Skolens øverste, forsaavidt der ingen høiere fandtes uden paa Papiret. Først fra Sommeren 1825 blev den dog i Virkeligheden den øverste Klasse. Da den var toaarig, skulde hans og Kammeraters Skolegang egentlig være afsluttet Sommeren 1827, og der er ingen Tvivl om, at han allerede da var fuldt moden for Universitetet. Ørn, som satte en Ære i, at Skolen ved sin første Dimission ret skulde glimre, overtalte imidlertid de fleste af sine Primanere til at blive endnu et Aar. Saaledes forblev Schweigaard paa Skolen lige til Sommeren 1828.
Hvilken Fremgang Schweigaard gjorde under sin Skolegang i Skien, er bekjendt nok af hans sjeldne Studenterexamen. Hvad hans hele Aandsudvikling angaar, faar man vel det mest levende Indblik i denne Fremgang ved at følge hans Breve gjennem disse Aar – fra de lidt snusfornuftige Betragtninger og den fornøielige Klippepatriotisme i 17-Aars-Alderen til den modne unge Mands i intellektuel og moralsk Henseende lige beundringsværdige Indlæg i en delikat Familiesag og hans selvbevidste Redegjørelse for Fortid og Fremtid ligeoverfor sin fordums tydske Lærer[20].
Dette sidste mærkelige Brev giver ogsaa Schweigaards egen Forklaring om, hvad der i Skolen især har været Gjenstand for hans Arbeide og Interesse.
Det var fortrinsvis de gamle klassiske Sprog og da fornemmelig Græsk; medens han i senere Dage satte Latinen øverst, gjorde han i Ungdommen ubetinget mest af Græsken. Allerede paa Skolen havde han oftere læst hele Homer igjennem, og han havde stedse herunder den samme «ædle Nydelse», idet han stadig «henreves ved den udødelige Digters Genius». Ogsaa i Latin læste han af Forfattere meget mere end nødvendigt. Dette var forøvrigt tillige Tilfældet med flere af hans Kammerater, idet Ørn havde formaaet sit første Kuld af Dimittender til at lægge op langt mere af latinske og græske Forfattere end det reglementsmæssige Maal[21]. Schweigaard læste imidlertid ogsaa moderne Latinister, for at vinde større Herredømme i Sproget, ligesom han øvede sig overordentlig i Stileskrivning, hvad han engang for en Kamerat forklarede derved, at han forberedte sig til «at skrive paa Latin mod Latinen». Dette blev der jo ikke noget af; men det er bekjendt nok, at han siden som Kandidat optraadte i Pressen mod de klassiske Sprog i Undervisningen, og dette Standpunkt har han medbragt fra Skolen. Man kan forundre sig herover, naar man af hans egen Skildring kjender det Arbeide, han lagde paa disse Sprog, og især hans varme Kjærlighed for Græsken. Men med hans udprægede praktiske Retning er det ikke usandsynligt, at han allerede dengang som senere har fundet, de klassiske Sprog tog altfor megen Tid, og at dette særlig var hans egen Erfaring efter alt det Arbeide, de havde kostet ham og hans Meddisciple. Det tør forøvrigt ogsaa være, at Ytringer af Ørn kan have kastet ud spirer i den unge Sjæl, der har taget en langt stærkere Væxt, end Læreren havde ment[22].
Næst Græsken var det Matematiken, Schweigaard efter sin egen Forklaring havde dyrket med størst Kjærlighed og Held. Matematiken satte han desto mere Pris paa, fordi den tjente ham som en Forberedelse til Studiet af Filosofiens Begyndelsesgrunde. Disse havde han søgt at tilegne sig paa egen Haand i det sidste Aar, da han i Regelen kun var et Par Timer paa Skolen og derfor havde den væsentlige Del af Tiden til Selvstudium. At han ikke var fremmed for filosofisk Tænkning, derom vidner ogsaa hans Breve fra den sidste Skoletid. De har tildels Præget af Afhandlinger, og saadanne drev han ogsaa ellers meget paa at udarbeide, da det var «den nyttigste Øvelse til at skjærpe Aanden og uddanne sandsen for det skjønne og rette». Man ser ogsaa i Brevene Spor af hans filosofiske Læsning; han citerer saavel Spinoza som Rousseau[23]. Rousseaus Emil var særlig et Værk, der optog ham meget. «Han eiede det selv paa Fransk, og det var ikke frit for, at hans sociale opfattelse var paavirket en Del deraf i denne hans Udviklingsperiode. Jeg husker, han havde meget mod Militærvæsenet og altid sagde, at man maatte kunne benytte disse Statsudgifter til bedre Øiemed»[24].
Ligesom han i de fleste Fag paa egen Haand havde læst meget mere end nødvendigt, drev han ogsaa Læsningen paa en selvstændig Maade. Allerede paa Skolen aabenbarede han sin skarpe Kritik og sin Iver efter at komme til Bunds i Emnet. I Latin og Græsk gav han sig bl. a. meget af med at læse Lexika, ikke for at puge dem udenad, men for at studere ordenes Rødder o. desl. Ved Siden heraf læste Schweigaard ogsaa en Del Skjønliteratur, navnlig tydsk, og da fremfor alt Schiller, der var hans Yndlingsdigter. Sin Trang til Læsning fik han tilfredsstillet dels af det nye, men forholdsvis gode Skolebibliothek, dels og fornemmelig af Ørns Bogsamling. En væsentlig Fortjeneste af Schweigaards udmærkede Fremgang havde naturligvis hans fortræffelige Lærer og Skolebestyrer, Ørn. Denne Mand, der i det hele gav sig usædvanlig meget af med de enkelte Gutter, viste altid Schweigaard en sand faderlig Godhed og Omsorg. Han tog ham ofte med paa sine Spadserture, og endnu oftere havde han ham hos sig om Aftenen til lærerige samtaler. Ørn satte Schweigaard høiest af alle sine Disciple. Han forstod naturligvis ogsaa at vurdere P. A. Munchs mærkelige Begavelse; men han fandt dog denne mere speciel, i historisk Retning, medens han erklærede Schweigaards for mere almen, ligesom han overhovedet fandt ham udenfor Sammenligning med nogen anden. Endnu til sine sidste Aar oplæste Ørn stundom som et Mønster for Skolens Disciple en af Schweigaard i sin Tid skreven norsk Udarbeidelse: «Hvilke er en rosværdig Primaners Egenskaber?» Schweigaard med sit taknemmelige Sind paaskjønnede paa sin Side ogsaa noksom, hvor meget han havde Ørn at takke. Allerede fra Skolen finder man flere smukke Vidnesbyrd derom, navnlig i det latinske Brev til Koeppen af 1828. Men han bevarede ogsaa siden stedse en varm Hengivenhed for sin gamle Lærer. Paa det første Storthing, hvori han deltog, fik han Leilighed til at give denne et offentligt Udtryk, da Ørns Pension var under Behandling. Ved Ørns kort efter paafølgende Død satte han sig i Spidsen for en Indbydelse til at reise et Mindesmærke paa hans Grav.
Schweigaards Fremgang paa Skolen skyldes dog naturligvis først og fremst de overordentlige Evner, Gud havde nedlagt hos ham, og hans utrættelige Flid. Ørn har herom i Skolens Testimonium af 15de juli 1828 udtalt:[25]
«Alt, hvad der meddeltes ham hos os, tilegnede han sig stedse med største Begjærlighed, og det meddelte bearbeidede han med største Flid; alt hvad der fordredes af ham, ydede han paa det nøiagtigste; alt, hvad der paalagdes ham, anstrængte han sig for at udføre med største Iver, saa at vi hos ham aldrig har savnet hverken Sjælens Kraft eller Aandens Raskhed eller Kjærlighed til Studiet eller Iver i Lydigheden, og hertil kommer en saadan Livets Renhed, en saa stor Sædernes Fasthed, en saa glødende Iver efter at udmærke sig, og en saa utrolig Udholdenhed i Arbeide, at vi frit bekjende, at vi af alle de Lærlinge, hvem vi har ydet Hjælp under deres Læretid, ikke har havt nogen, som vi kan sammenligne med ham; heller ikke vil vi nægte, at, hvis denne synes for lidet forberedt til eders Undervisning, maa det lægges os til Last».
Schweigaards store Flid levnede ham næsten ikke anden Fritid end til den nødvendigste Hvile. Hvor nøieregnende han efterhaanden blev med Tiden, ser man bedst af et Brev af 2den September 1827, hvori han beder Bedstemoderen ikke sende ham Nødder – der ellers var hans Yndlingsspise – «fordi deres Nydelse fordrer en større opofrelse af Tid, end jeg for nærværende kan anvende derpaa«. Skolen holdtes dengang og endnu langt senere fra Kl. 9–12 – enkelte Dage 8–12 – Formiddag og 2–5 Efterm. Det synes, som om han allerede i Skoleaarene har faaet den Vane, som han altid havde senere i Livet, at ligge temmelig længe om Morgenen, saa at der kun blev arbeidet lidet før Skoletid. Men desto mere arbeidede han udover Aftenen. I den sidste Skoletid begyndte han at arbeide saa meget som muligt ved staaende Pult, en Arbeidsmaade, som han hele sit Liv foretrak, især naar han skrev. Ofte ombyttede han under Læsningen den staaende Stilling med den gaaende. Den førnævnte yngre Kammerat, der boede nedenunder i samme Hus, fortæller, at Schweigaard, naar det led paa Aftenen, brugte at spadsere læsende rundt om Pulten; dette skete saa regelmæssig, at Kammeraten omtrent kunde indrette sin Køietid efter denne vandrings Begyndelse. Men Schweigaard fortsatte endnu længe sit Arbeide, gjerne til Midnat. «Naar jeg kom hjem sent om Aftenen», fortæller Neumann, der boede paa Skolen, næsten lige overfor Schweigaards Logis, «kunde jeg se Lys hos ham, og det faldt mig da stundom ind at prøve, hvem af os der først slukkede sit Lys. Men jeg maa tilstaa, at min gode Elev sikkerlig blev min Mester i de fleste Tilfælde; det lærde Studium fængslede endnu hans Tanker, naar jeg allerede var fængslet i Søvnens Arme».
Næsten den eneste Afbrydelse i Arbeidet, Schweigaard tillod sig om Hverdagene udenfor Søvn og Maaltider, var Spadserture. Han glemte nemlig aldrig at tænke paa Sundheden; derfor var det, han arbeidede staaende, derfor gik han daglig lange Ture. «Hans spadserture – mest ud over Broerne –» fortæller Neumann, «sigtede især til at bevæge Lemmerne og viste sig i sin Fart bemærkelig som en Gymnastik og et Trav for at komme i Varme. Han vandt derved baade Anstrængelse og Tid. Han slugte Nydelsen af den friske Luft, som om hvert Aandedræt var en Medicin». Det var dog ikke blot for Sundhedens, men ogsaa for Naturens Skyld, Schweigaard nu som hele Livet gjennem havde sine Spadserture saa kjære. Omegnen om Skien havde gjort et stærkt Indtryk paa ham ved sin Skjønhed. Kragerønaturen, som man nutildags finder meget smuk, var nok endnu ikke i den Tid synderlig vurderet; Smagen fordrede dengang noget rigere eller mere storartet af Naturskjønheder, og Schweigaard siger endog i et Brev af 10de Oktober 1834, at Skiens Omegn var den første skjønne Natur han saa.
Hvad der drev Schweigaard til at være saa nøieseende med Tiden, «hans eneste Eiendom», var dog ikke blot hans Flid og hans Iver for at gjøre Fremgang i Kundskaber, men ogsaa Nødvendigheden af at bidrage til sit eget Livsophold. Hans Familie kunde nemlig ikke paa langt nær fuldt ud sørge for dette. Morbroderen var den, der nærmest synes at have paataget sig hans Understøttelse under Skolegangen. Men hans Formuesforfatning tillod ham ikke at hjælpe Søstersønnen efter Ønske; allerede kort efter Ankomsten til Skien begyndte den regelmæssige Forstrækning at udeblive, og det samme blev endnu oftere Tilfældet senere. Mormoderen hjalp saa meget, som hun formaaede, og saagodtsom aldrig blev nogen af Dattersønnens beskedne Bønner uopfyldt; men hendes økonomiske Evne var endnu ringere, især i de senere Aar[26]; Pengehjælpen flød derfor saare knapt og synes fornemmelig at have været meget afhængig af «Hensigtens» mere eller mindre heldige Farter. Nogen Hjælp kom der vel ved Siden heraf in natura, især Klæder; men ogsaa disse var det ofte smaat med, og navnlig var Schweigaard stadig i Nød for Skotøi; det hændte endog det sidste Aar, at han i Høstbløden af den Grund i nogen Tid maatte indstille sine kjære Spadserture. En væsentlig Lettelse var det jo for ham, at han fra Nytaar 1826 var fritaget for at betale Skolepengene – 32 Spd. aarlig, – saa at han nu kun havde at erlægge til Skolekassen 2 Spd. 48 Sk. aarlig for Lys og Brænde[27]. Men den største Udgift var dog til Kost og Logis, og denne voldte ham mange Bekymringer; Værtinden maatte ofte kræve ham længe, før han var istand til at tilfredsstille hende.
Allerede fra Høsten 1825 begyndte derfor Schweigaard at undervise yngre Kammerater, tildels endog saadanne, som gik i samme Klasse. Naar undtages det sidste Skoleaar, da han indskrænkede Undervisningen, anvendte han hertil gjerne 1 Time daglig foruden den ikke ringe Tid, han ofrede til yngre Slægtningers Veiledning. Han har dog i Regelen neppe tjent over 1 Spd. ugentlig, og disse Penge rak ikke synderlig længere end til forskjellige Biudgifter, især Bøger, som han tildels kjøbte gjennem sin tydske Præst.
Trods sin egen lille Fortjeneste var Schweigaard derfor ofte i virkelig Nød. Man ser det allerede af de Uddrag, som er meddelte af hans Breve til Søsteren; men der findes ogsaa mange flere Udtalelser deraf. En sjelden Gang har han i denne Nød modtaget fremmedes Hjælp, navnlig Rektor Ørn’s; men ligesom han i de senere Aar meget nødig bad om Hjælp af sine egne, var det kun efter megen Overvindelse, han kunde bekvemme sig til at modtage de Tilbud, som paa den ærefuldeste Maade rettedes til ham af andre. Dog synes det, som om han i det sidste Skoleaar, som egentlig laa udenfor Beregningen, noget oftere har benyttet sig af Ørns Tilbud, der betryggede ham mod den vigtigste Udgiftspost[28].
Det er en Selvfølge, at Schweigaard under disse økonomiske Forhold levede meget tarvelig. Han boede hos en Enke, høit oppe i den saakaldte Præstebakke[29], og havde her alt i Huset. Værelset var et lidet og daarligt Kvistkammer, hvor han var stærkt udsat for Vindens Anfald; men til Gjengjæld «kunde han der læse og tænke i Rolighed og se udover Byen og dens Omegn; der fattede og nærede han sikkerlig Forestillinger om, hvad han kunde ønske og virke for den større Verden, hvor Forsynet vilde føre ham hen i sin Tid»[30]. Var Værelset i sig selv skrøbeligt, blev der nok langtfra bødet tilstrækkelig herpaa ved Opildningen, og Schweigaard synes at have frosset saa meget i disse Aar, at han senere fik en formelig Gru for Vinterkulden[31]. I det hele har nok hans Værtinde forsømt ham langt mere, end den formodentlig lave Betaling kunde gjøre forsvarligt[32]. Den eneste Hygge, han havde i Huset, var ved Middagene. Enken holdt nemlig den længste Tid et lidet Spisekvarter, hvor Schweigaard spiste sammen med de fleste af Skolens Lærere og enkelte andre. Her havde han da nogen selskabelig Underholdning, idet han af sine Lærere blev behandlet fuldtud som jevnbyrdig. Han blandede sig dog lidet i Samtalen. «Hans elskelige Beskedenhed», skriver Neumann, «tillod ham næsten udelukkende at følge med i Tankerne og røbe sin Mening om Gehalten af Materien med en Mine i hans forstandige Aasyn. Jeg synes endnu at se ham, hvorledes han efter Maaltidet springer op fra Stolen ved Bordet og som en Vind forsvinder i Trappen til sit lille Kammer. Denne Bordsætning maa jeg ellers rose i en Henseende – man kritiserede aldrig over den Mad, som bares frem, endskjønt den oftere kunde friste dertil. Jeg talte engang med Schweigaard om den Tarvelighed og Sømmelighed, som saaledes aabenbarede sig ved disse Maaltider, og bemærkede derunder, at Traktementet formodentligen var ham af ringere Vigtighed; men han faldt ind med Livlighed og sagde: paa ingen Maade, Folk skal spise godt for at være aandelig som legemlig rustede i Livets Kamp».
Af anden selskabelig Underholdning havde Schweigaard lidet. I de senere Aar vilde vistnok ethvert større borgerligt Hus i Skien have staaet aabent for ham, om han havde ønsket det. Men han trak sig saavidt muligt tilbage fra Indbydelsen det synes ogsaa, som om han just ikke har sat Skiens Indvaanere eller dens Omgang synderlig høit[33]. Apotheker Mülertz’s Hus var næsten det eneste, hvor han oftere kom; men her var han ogsaa i Regelen hver søndags Aften. Ellers var han kun en sjelden Gang paa Bal eller i store Selskaber. «I disse Selskaber», skriver Neumann, «bevarede han sin Grundcharakter, idet han holdt sig tilbage, var stille og mere hørende end talende. Dette kunde dog afbrydes, naar Samtalen og de fremsatte Meninger spadserede Logiken forbi i en Distance, som den unge Logiker ikke kunde taale. Jeg saa ham nogle Gange i denne Situation, og jeg tror, at det gjerne var Handel og Søfart, som Talen dreiede sig om».
Omgang med Kammerater pleiede Schweigaard lidet udenfor Skoletiden. I de senere Aar var han ogsaa de fleste af dem meget overlegen i Modenhed, ligesom han da ikke længere havde Smag for Gutters sædvanlige Fornøielser. Den, han omgikkes mest, var Karl Mülertz[34], der altid vedblev at være hans gode Ven; med ham var han stadig sammen hos hans Fader, Apothekeren, og hos Rektor Ørn, der var i Slægt med denne. Ogsaa til P. A. Munch, hans faste Sidekammerat, – de sad nemlig efter de ved Examen opnaaede Numre – var Schweigaard allerede paa Skolen, ligesom langt nedigjennem Livet, knyttet ved et inderligt Venskab; men Munch boede paa Gjerpens Præstegaard et Stykke udenfor Byen, og det synes, som om Schweigaard kun sjelden var herude. Otto Løvenskiold – den nylig afdøde Høiesteretsassessor – kom først senere ind paa Skolen og boede endnu længere fra Byen, paa Fossum. Schweigaard var en enkelt Gang i Selskab der, men kom ikke i nogen nærmere Berørelse med ham. En anden Kammerat, hvem han i de første Skoleaar ligesom i Studenteraarene stod i et nær Forhold til, var J. C. Lous[35]; men denne forlod Skolen allerede 1826. Forøvrigt var Schweigaard stedse afholdt af sine Meddisciple, mod hvem han altid viste sig som en god og hjælpsom Kammerat; det var ikke blot Slægtninger, med hvem han læste uden Betaling. Ved given Anledning kunde han dog ogsaa optræde som den, der havde Myndighed, saaledes som det bl. a. viste sig ved følgende af Neumann meddelte Begivenhed: «Undervisningen var til Ende, og jeg beredte mig til at forlade Skolen, da i det samme Schweigaard reiste sig op fra sin Bænk, synligen harm i Hu. Imellem øverste Klasses Disciple var der nemlig en godmodig Person, som ikke gjorde noget Liv Fortræd, men derimod ikke havde godt for at nægte sin Magelighed noget videre af dens Fordringer; alle Lærerne klagede over hans Dovenskab. Schweigaard vendte sig om for at tiltale Synderen og sagde med bistert Aasyn og omtrent med disse Ord: «Jeg skal rigtig bede Dem, Hr. N. N., at De vil se til at lære Deres Lektier; for vi sidder ikke her for at lade os forhindre af Deres Dovenskab». Og det var sandt, ja sandt i en høiere Grad, end i sædvanlige Forhold; thi i øverste Klasse sad den Gang en Samling af høist agtværdige Disciple, som blev kaldte til med deres Begavelse at lyse paa de Baner, som Gud i sin Tid anviste dem».
Schweigaards bedste Glæde under hans skoletid var hans Besøg i Hjemmet hver Jule- og Sommerferie. Vel var Reiserne, især om Julen, ofte forbundne med store Besværligheder, ja Farer; de maatte paa Grund af Landeveienes slethed ofte foregaa paa usikker Is eller til Baads fra Brevik. Men alt glemtes over Samlivet med Bedstemoderen og de andre kjære. Han var ogsaa i Ferien adskillig optagen udenfor Slægten. Han var nemlig nu allerede anseet som en ung Mand, af hvem Byen havde Ære, og hvem man derfor gjerne vilde se i større Selskaber.
Schweigaard førte saaledes under hele sin skoletid ikke blot et ualmindelig møiefuldt og ensomt Liv, men et Liv, der var mere end de fleste jevnaldrendes optaget af Bekymringer, ja af Nød. Mangen anden vilde være kuet heraf. Men ikke saa med ham. Vel kunde han af og til klage lidt for sin fortrolige søsterlige Veninde. Men det stak ikke dybt. Hans gjennemgaaende Følelse var Tilfredshed og Glæde over at kjæmpe for at naa det Maal, han havde sat sig, og den Modgang, han mødte, forøgede kun hans Iver og staalsatte hans Charakter[36]. «Et fortrinligt og uvurderligt Gode», skriver Ørn i sit Testimonium med Henblik paa alle hans Barndoms og Ungdoms Gjenvordigheder, «tilflød vor Ven fra selve de Hindringer, vi har berørt, – en befæstet Sjæl, der neppe nogensinde vil kunne knækkes ved nogen Skjebnes Omskiftelse. En saadan Selvstændighedsfølelse er nemlig vakt hos ham, – netop idet han har mærket Modstand mod et eller andet Forehavende – som han neppe herefter vil lade udslukke». I det sidste skoleaar blev forøvrigt hans økonomiske Tryk lettet, ligesom hans Udsigter for Fremtiden nu var blevne lysere ved at komme Maalet nærmere; der aander derfor en stedse større Tilfredshed gjennem hans Breve[37]. «Allerede nu», skriver han under 24 Mai 1828, «er jeg langt flere til Nytte end til Byrde, og Forholdet vil stedse tiltage.»
Det er overhovedet et ligesaa interessant som skjønt Syn at se den unge Mands charakter mod Slutningen af hans Skolegang, saadan som den klart udfolder sig af hans Breve fra denne Tid. Har sjelden, om nogensinde, en norsk Yngling forladt Skolen med en saadan Aandens Modenhed og en saadan Kundskabens Rigdom, saa er det endnu mere et Særsyn, at der hermed har været forbundet en saa ophøiet Charakter. Ligesom Schweigaards Storhed i det hele netop ligger i denne Forening af Aandens og Hjertets skjønneste Egenskaber, saaledes har han udmærket sig herved allerede fra sin tidlige Ungdom. Han har altid havt en sjelden Renhed i Sæder, – i Ord som Gjerning; ja, han havde en Blufærdighed, der stundom gik saa vidt, at den kan fremkalde et Smil[38]. Han var fordringsfri, tarvelig og strengt afholdende i sine Livsnydelser. Alt, hvad der mødte ham af Vanskeligheder eller af Forstyrrelser i hans Glæder, bragte ham kun til at vinde forøget Herredømme over sit Sind og vænne sig til det, som var hans Livs Tyngdepunkt, streng og hengiven pligtopfyldelse[39]. Er det hans Værtindes Forsømmelighed, der gjør ham Livet surt, saa betjener han sig deraf som «et Middel til at øve sig i Taal- og Sagtmodighed». Er det Feriernes Korthed, som kalder ham bort fra Hjemmet, saa foreholder han sig, at Mennesket ei er skabt til uafbrudt fortsat Fornøielse. Og naar han har det knapt med Udkomme, finder han alligevel i sin praktiske Livsfilosofi sin Stilling «misundelsesværdig»; thi «Mangel paa Formue leder os dog som oftest det sande Formaal nærmere end Overflødighed og Rigdom»[40].
I sin elskeligste Skikkelse fremtræder Schweigaard i disse Breve ligeoverfor sin Slægt. Man lærer ham her at kjende som den ømme, kjærlige Broder, hvem hans Søskendes Vel ligger ligesaa varmt paa Hjerte som hans egen Fremtid; hvad enten det er søsterens Hatteblomst eller Broderens Examen, ofrer han alle deres Anliggender en levende Opmærksomhed. Og paa samme Tid ser man ham ogsaa her som den overlegne, som Raadgiveren. Allersmukkest fremtræder dog dette Forhold ligeoverfor Bedstemoderen. Han nærede ligeoverfor denne den varmeste Hengivenhed og Taknemmelighed, hvorom han har aflagt et saa talende Vidnesbyrd i Afskedsbrevet fra Skien af 15de juli 1828. Men dette hindrede ham dog ikke fra at se den gamle Kvindes Feil[41] og ved given Leilighed at optræde ligeoverfor hende med kraftigt Alvor, men tillige med fuld barnlig Ærbødighed. Brevet til Bedstemoderen af 9de Mai 1828 er overhovedet en af Samlingens bedste Perler. Det viser paa en Gang hans hele sædelige og intellektuelle Styrke; han samler i en mærkelig Fremstilling Logikens, Følelsens, Moralens, ja Religionens Vaaben for at overvinde den gamle. Og hvor nær den omhandlede Sag end ligger ham paa Hjerte, ser han den med fuldstændig Klarhed, med koldt Blod, og optræder med en saadan sikkerhed og en saa rolig Overbevisning som om han skulde være en udenforstaaende, i Livets Skole prøvet Raadgiver. Det er under den flersidige Behandling af dette Retsspørgsmaal den i Sandhed, ved Hjerte som Aand, store Jurist, man her ser i sin Vorden.
Overhovedet er det noget, som maa slaa enhver, der stod Schweigaard nær i senere Aar, – hvor nøie man gjenkjender ham allerede i disse Breve fra Skoledagene. Hans Evner, hans Charakters Egenskaber har allerede da udfoldet sig og siden i det væsentlige kun været Gjenstand for en stadig jevn Udvikling. Den skjønne Harmoni, der i hans ældre Dage glædede Iagttageren, var da allerede i rigt Maal tilstede.
Det er let at forstaa, at den lille Kreds, der kjendte Anton Martin Schweigaard fra Skolen, maatte knytte de største Forhaabninger til den sjeldne Yngling, der nu forlod den for at drage ud i større Forhold. Men han selv nærede ogsaa stolte Forhaabninger om sin Fremtid. Schweigaard var vistnok allerede fra Ungdommen i mærkelig Grad fri for al Forfængelighed[42], – han var ogsaa i sin ydre Fremtræden meget beskeden, ja tilbageholden. Men han var tidlig meget selvbevidst; han kjendte godt sine Fortrin i Evner og Kundskaber som i Charakter[43], og han satte derefter sit Maal for Livet. Paa den anden Side talte han altid meget nødig om sin egen Person og sine Planer[44]. Men heldigvis har han netop paa dette Tidspunkt gjort en Undtagelse, idet han skrev udførligere om disse Planer til sin tydske Lærer i det oftere omtalte latinske Brev af 29de Marts 1828. Han stadfæster heri Ørns Dom om ham, at han brændte af Iver efter at udmærke sig og foragtede Middelmaadigheden. Han har klarligen sat Folkenes mest fremragende Aander som sine Forbilleder, og om han end mistvivler om at naa dem, fordi han stadig fik mere Øie for sine Mangler, stræber han dog efter at gjøre sig duelig til hvilketsomhelst Hverv. Men han bliver ikke staaende herved; han har allerede udseet den Bane, hvorpaa han vil udmærke sig. Efter adskillige Tvivl har han valgt sit Embedsstudium, Lovkyndigheden. Man faar af hans Grunde herfor et Indtryk af, at Storthingshvervet allerede har dæmret for det unge Blik. Men hvad han er sig klart og sikkert bevidst, er, at han vil stræbe efter at blive Videnskabsmand og Lærer i sit Fag. Han havde betraadt den studerende Vei, «ikke bevæget af Haab om ydre Fordel, men ene og alene fordi han havde følt sig gjennemstrømmet af Kjærlighed til og Beundring for Videnskaberne selv». Og paa denne Vei var det, han vilde «fortsætte med Mod og Begeistring»[45], fuldt forvisset om, at han derved vilde «opnaa Sjælsro og varig Lykke».
Og paa denne Vei følger vi ham nu videre under nye Omgivelser.Blandt de Ynglinger, der i Juli 1828 strømmede sammen fra alle Landets Egne for at underkaste sig den forestaaende Examen artium, var der særlig en, som vakte Opmærksomhed allerede ved sit Ydre. Han var sjelden smuk, af kraftigt Udseende, «med en Blanding af Mandens Alvor og Ynglingens Sværmeri i sit Udtryk.»[46] Spurgte man efter hans Navn, fik man vide, at han hed Schweigaard. I Hovedstadens akademiske Verden var det ikke ganske ukjendt. Hans Ry var gaaet forud for ham; han var bleven omtalt som den første Discipel paa Ørns Skole, der allerede havde vundet en høi Anseelse. Navnet skulde snart vække Opsigt i langt videre Kredse. Ved Examen artium 1828 fik nemlig Schweigaard Charakteren Laudabilis præ ceteris med «udmærket godt» i alle, skriftlige som mundtlige, Fag, hvilket ingen norsk Student tidligere havde opnaaet.[47] Ogsaa hans Kammerater fra Skolen fik en meget smuk Examen uden, at dog nogen af dem kunde erholde Udmærkelse i Hovedcharakteren.[48] Det hele var en fortræffelig Indledning for den nye Skole, der gjorde den saa meget mere bekjendt, som der i dette Aar rejiceredes et usædvanlig stort Antal (33 af 113), deriblandt ogsaa Dimittender fra de allerfleste lærde Skoler.
Schweigaard følte en levende Glæde over dette Udfald af den første store Examen, der med en Gang stillede Fremtiden langt lysere for ham. Saa lykkelig, som han var under sit paafølgende Besøg i Hjemmet, havde han i sit tidligere Liv neppe været. Med friskt Mod og ny Lyst vendte han tilbage til Christiania for at begynde sin Forberedelse til Examen philosophicum. Det friere Studium, han herunder kunde drive, gav Arbeidet en endnu større Interesse for ham end forhen.[49] Af de Lærere, som i dette Semester holdt Forelæsninger for Russen, var der ogsaa flere af Universitetets bedste Kræfter: Paul Møller i Filosofi, Sverdrup i Græsk og Nils Abel – konstitueret som Docent for Hansteen under dennes sibiriske Reise – i Astronomi.
Schweigaards Russeaar blev imidlertid af kort Varighed. Økonomiske Hensyn drev ham snart fra Universitetet. Han havde til dette medbragt et usædvanlig stort Skolestipendium, paa 80 Spd., – Renterne af en Kapital paa 2000 Spd., som Karl Johan havde skjænket Skiens Skole – og ved Hjælp af dette, Resten af forrige Halvaars egen Fortjeneste og nogen Undervisning i Christiania havde han godt klaret de første Udgifter og Høstsemestret. Men da han havde liden Udsigt til fremtidig Understøttelse og der til de for det juridiske Studium nødvendige Bøger vilde trænges mange Penge, modtog han et Tilbud fra Rektor Ørn om et halvt Aars Vikariat ved Skolen. Fra Juleferierne i Kragerø reiste derfor Schweigaard til Skien, hvor han fra 1ste Februar forrettede som konstitueret Adjunkt i Græsk og Norsk. Med dette fornyede Ophold i Skien var han endnu mere tilfreds end med det foregaaende. Han førte et meget stille og ensomt Liv, overlæsset af Arbeide; men det var saaledes, han selv ønskede det. Han var glad i sin Lærergjerning og i sine Elever, ligesom han selv var særdeles afholdt af disse, drev samtidig sine kjære Anden-Examens-Studier og følte overhovedet «alle Betingelser, der forskjønner og lyksaliggjør Menneskelivet, samlede og forenede i sin Stilling»[50]. Dette lykkelige Liv varede til Skoleexamens Afslutning i Juli Maaned, idet han dog imidlertid havde været en 3 Ugers Tid i Christiania for at afslutte sin Examen philosophicum med Udmærkelse i alle Fag. I den paafølgende Sommerferie fik han en sjelden Forfriskelse ved en Reise til Kjøbenhavn sammen med den kjære Rektor, der havde taget ham og Mülertz med sig. I Midten af August vendte han tilbage til Christiania for at begynde sit Embedsstudium.
Det juridiske Studium frembød for et halvt Aarhundrede siden adskillig flere ydre Vanskeligheder end nu, navnlig som Følge af de literære Hjælpekilders Tilstand. Retsvidenskaben var dengang endnu i alt væsentligt fælles for Danmark og Norge, og de norske Studenter læste udelukkende danske Skrifter. Man lagde til Grund Hurtigkarls Lærebog; men da man naturligvis ikke kunde hjælpe sig med dette meget ufuldkomne Værk, og der af Ørsteds supplerende Haandbog før 1831 ikke var kommet mere end 3 Bind (Indledning, Person- og Familieret, Begyndelsen af Tingsretten), var man allerede i en Del af Privatretten henvist til Ørsteds vigtigere Afhandlinger i gammelt og nyt juridisk Arkiv, juridisk Tidsskrift samt Eunomia. End mere gjaldt nu dette i Processen, hvor man fremdeles læste Nørregaard – i Skifteretten havde man dog nylig faaet Hansens Værk – og især i Kriminalretten, hvor man slet ingen Lærebog havde. De nævnte Tidsskrifter var imidlertid meget kostbare, og da man endnu ikke havde billigere Udgaver af Forordninger og Reskripter end Schou og Fogtmann, regnede man, at det kostede 300 Spd. at kjøbe alle for Studiet fornødne Værker. Men det er klart, at kun de færreste Studenter havde Raad hertil; selv Lovsamlingerne var ofte Gjenstand for Laan paa kortere Tid, ja, det var i hine Aar ikke sjeldent, at Studenterne gik paa Universitetsbibliothekets Læsesal for at slaa Lovstederne efter. – I Naturretten læste man endnu Schlegel; i Romerretten Heineccius, der dog nu var ifærd med at afløses af Mackeldey. De specielt norske Emner var i Regelen behandlede i de danske Skrifter. Dette gjaldt dog naturligvis ikke om vor konstitutionelle Ret, hvor man saagodtsom ingen Veiledning havde, før Stang Høsten 1831 begyndte sine i Diktatforelæsninger, der ligger til Grund for hans bekjendte Værk af 1833. Vistnok cirkulerede der enkelte Exemplarer af ældre Forelæsninger af Professor (senere Høiesteretsassessor) Lange, og Steenbuch læste fremdeles stundom over Grundloven; men hans Lærervirksomhed var ialfald i denne Tid ligesom senere omtrent værdiløs. Man nøiede sig derfor i Regelen med at læse Konstitutionen selv.
Den Hjælp, man til Studiet i det hele havde i Forelæsninger, var forøvrigt netop ved den Tid, Schweigaard begyndte sit Studium, bleven væsentlig forbedret. Efter en længere Mellemtid, hvori Steenbuch havde været Ene lærer, havde det endelig i 1829 lykkets Fakultetet at vinde friske Kræfter, idet de unge juridiske Kandidater Ulrik Anton Motzfeldt, under 9de Februar, og Fredrik Stang, der da endnu kun var 21 Aar gammel, under 19de September 1829, ansattes ved Universitetet. Fra Begyndelsen af 1830 var der derfor en langt rigere Lærervirksomhed ved Fakultetet end forhen. Motzfeldt læste især over Tingsret og Søret samt, paa Latin, over Romerret, og Stang holdt foruden det før nævnte Kursus over vor offentlige Ret Forelæsninger over Retsfilosofien, – stærkt paavirkede af Hegel – der i sin Tid var meget ansete. Overhovedet var det i disse Aar, at den særlige norske Retsvidenskab begyndte at grundlægges[51]. Lærerkræfterne var dog fremdeles saa faa, at man naturligen var henvist til Manuduktion, som i det hele den Gang og endnu langt senere var ganske anderledes retfærdiggjort ved Forholdene end i vore Dage. Kun ganske enkelte læste uden Manuduktør. Forelæsningerne, Stangs tildels undtagne, var lidet besøgte. Studietiden var gjennemsnitlig omtrent 3 Aar eller 1 Aar kortere end nutildags.
Schweigaard havde da altsaa nu atter et langvarigt Studium foran sig før han kunde naa sit Maal. Hans økonomiske Forholde var ogsaa fremdeles temmelig vanskelige. Hans lille fra Skien opsparede Kapital var navnlig paa Grund af Bøgers Anskaffelse, allerede ud paa Høsten sit Endeligt nær, og hjemmefra havde han ikke Udsigt til at faa stort andet end Brænde. Han var imidlertid nu saa heldig for 2 Aar at blive optagen i det filologiske Seminarium, hvilket var det samme som at erholde et Stipendium paa 7 Spd. maanedlig det første og 8 Spd. det andet Aar, kun mod at besøge Seminariets Forelæsninger ca. 1 Time daglig. Med dette Stipendium[52] og nogen privat Undervisning hjalp da Schweigaard sig nogenlunde gjennem det første Semester, idet han som andre nøisomme Studenter klarede sig med 10–12 Spd. maanedlig til Kost og Logis. Han havde derfor i Begyndelsen største Delen af Dagen til sin Raadighed. Ganske anderledes blev det senere. Da han kom lidt længere hen i Studiet, nøiede han sig nemlig ikke længere med Laan af Bøger, men anskaffede sig efterhaanden selv næsten alle de literære Hjælpemidler, han fandt fornødne til sit juridiske Studium: Men den herved paadragne Gjæld nødte ham fra Begyndelsen af 1830 til at anvende daglig mindst 3–4 Timer til Informationer; ja i Marts 1830 skriver han, at han har 44 Timer ugentlig[53] besatte udenfor sine egne Studier og derfor var mere optagen, end han nogensinde i sit tidligere Liv havde været. I de følgende semestre maatte han ogsaa afse flere Timer daglig paa lignende Maade, naar undtages selve Examenssemestret, da han dels levede paa Gjæld, dels ogsaa kunde nøie sig med færre Timer; idet han efterhaanden fik sig langt bedre betalt for disse. Han var nemlig nu den mest søgte Manuduktør til Examen artium, navnlig i norsk Udarbeidelse.
Uagtet saa stor Del af hans Arbeidstid, og det netop hele Formiddagen, var optagen af uvedkommende Sysler, gjorde Schweigaard meget hurtig Fremgang i sit nye Studium. Han tog ikke Manuduktør og gik neppe heller paa Forelæsninger. Studiet synes han oprindelig mere at have valgt, fordi han ikke havde Lyst paa noget andet; end af nogen Forkjærlighed for «den snedige Jus».[54] Det viste sig imidlertid snart, at hans overordentlige Begavelse netop fortrinsvis laa i denne Retning, og at han havde valgt rigtig. Det er en almindelig Erfaring, at Jurisprudentsen, vel især paa Grund af den ringe Sammenhæng mellem den og de foregaaende Studier, er det Fag, som Begyndere senest føler sig hjemme i. Schweigaard gjorde sig overraskende hurtig fortrolig med sit nye Studium. Allerede efter et halvt Aars Læsning ser vi ham optræde som sine Søskendes juridiske Konsulent i de ikke ganske simple Spørgsmaal, der reiste sig paa skiftet efter Mormoderen.[55] Efter 5 semestres Studium var han trods det meget forstyrrende Arbeide færdig til at tage Embedsexamen med Udmærkelse.
Og man maa nu ikke tro, at Schweigaards Læsning i Studenterdagene kun gjaldt det for Embedsexamen nødvendige Stof. Ligesom han havde bredt sig ud paa næsten alle Lovkyndighedens omraader og tildels streifet ind paa fremmed Ret – f. Ex. i Kriminalretten, – læste han ogsaa adskilligt af almindelig Filosofi (f. Ex. af Kant og Fichte) og fik desuden Tid til en Mængde lettere, især skjønliterær Læsning, ja, han anvendte maaske ikke stort færre Timer daglig til denne ikke-juridiske Læsning end til Examensstudiet. Naar Schweigaard trods alt dette i saa forbausende Hast kunde tage en saadan Examen, skyldes dette dog ikke blot hans overordentlige Begavelse og Arbeidskraft, men ogsaa hans sjeldne Modenhed. Det er en Kjendsgjerning, at netop det juridiske Studium kan tilendebringes saa meget hurtigere af de mere udviklede unge Mænd.
Det er klart, at der under dette Arbeidsliv ikke blev synderlig Tid tilovers for anden Sysselsættelse end den boglige. Sine lange daglige Spadserture forsømte han dog ikke, ligesom han stundom drev gymnastiske Øvelser og anden legemlig Idræt; han var ogsaa nu som altid ved usvækket Helbred. Han var undertiden i større Selskaber, især Vinteren 1830–31; i Theatret var han sjelden. Høsten 1830 var han ofte Tilhører ved Storthingets Forhandlinger.
I det større Studenterliv deltog Schweigaard ikke. Han var før sin Embedsexamen slet ikke Medlem af Samfundet og var heller ikke med i større Gilder, der i hin Tid sjelden gik af uden Svir, som han fra Ungdommen af hadede. Derimod førte Schweigaard i en mindre Kreds et rigt Venneliv. Han omgikkes fortrinsvis P. A. Munch, Christian Langberg og Joh. Welhaven. Den første var jo hans Ven fra Skolen; Langberg[56], der var en Mand med mange Interesser, især æstetiske, var Student sammen med ham og var strax bleven nærmere kjendt med ham, da hans fortræffelige Moder, Enke efter Præsident og Høiesteretsassessor Langberg, var fra Kragerø og en Søster af Schweigaards onkel Alsing. I dette tarvelige Enkehjem[57] var der i Regelen om Søndagsaftenerne samlet en Del unge Mennesker, især Sønnernes Kammerater. Blandt disse traf Schweigaard da ogsaa Welhaven. «Den første Gang, jeg saa ham», fortalte denne, «var hos Langberg. Vi talte da sammen hele Aftenen. Han bad mig komme til sig næste Dag, saa skulde jeg gjøre Bekjendtskab med en rar Skrue, som hed Peter [Andreas] Munch[58]». Og ligeledes traf Schweigaard her adskillige andre af de mere fremragende yngre Akademici, saasom, foruden Munch, sin Artiumskammerat B. Dunker, A. F. Boyesen[59]. A. N. H. Stenersen[60]. «Da Chr. Langberg og Søster, H. Alsing, Munch og Boyesen var meget musikalske, blev der musiceret meget», fortæller en Deltager i disse Aftener[61]. «Forresten underholdt man sig med Konversation, og Welhaven var, som altid, sjælen deri. Der lyttedes dog mest til Schweigaards Ord, og han betragtedes som Overdommer ikke alene i alvorligere Sager, men ved den æstetiske Kritik. Selv Welhaven bøiede sig for ham; men de var jo for det meste enige i sine Domme. Jeg tror, det var dem, som var inderligst forenede.» Forøvrigt synes ogsaa i dette Hus hine 4 – Langberg, Munch, Schweigaard og Welhaven – at have dannet en liden Kreds for sig selv.[62] Men de fire Venner var ogsaa ellers ofte samlede om Aftenen, navnlig Lørdagene hos Schweigaard. Denne boede hele sin studentertid hos Fru Mikkelsen, øvre Voldgade No. 5, et Hus, der endnu staar i det væsentlige uforandret.[63] Han havde her en herlig Udsigt over Fjorden; men Værelset selv var tarveligt, og Schweigaard holdt det just ikke synderlig ryddigt, idet Bøgerne laa slængte allesteds udover. Men dette hindrede ikke Vennernes sammenkomster fra at blive ligesaa langvarige som hyggelige og interessante. «Vi pleiede – jeg, Schweigaard, Langberg og Munch – at sidde sammen til Kl. 3 om Natten ved en Flaske Vin og Kavringer, Æg og Smørebrød. Vi talte om Schiller, Göthe, Menzel[64]». En yngre Tilhører[65] ved disse literære sammenkomster giver følgende Skildring af dem fra den senere Tid (fra 1831): «Der taltes der baade Alvor og spøg, mest om skjønliteratur og om Datidens strid, Norskhedsiveren. Welhaven gav sine Bidrag af Kritik over alle Ting og sine Historier. Aftenen gik utrolig lunt, morsomt og lærerigt, især da for mig. Traktementet var meget frugalt. I Regelen blev kun indkjøbt nogle af Bøllings Franskbrød, Hvedekavringer, Smør og i Høiden et stykke Ost eller en Spegepølse med Øl dertil. Jeg husker, der var en betydelig jubel en Gang, der opvartedes med Krebs. Til Tobaken trakteredes der med Hvidvin, naar der skulde være Gjæstebud; Punsch brugtes aldrig. Vinen tilsatte Schweigaard selv inden Gjæsternes Ankomst med sukker, idet han slap sønderhuggede Smaastykker ned i Flasken. Jeg husker det ei vist, men tror, at Gjæsterne maatte tage Tobak med selv.»
Foruden de ovenfor nævnte omgikkes Schweigaard i de tidligere Studenteraar med Lous, ligesom den hele Tid med Chr. Egeberg, i hvis Forældres gjæstfrie Hus han oftere færdedes.
Sommerferierne, som han forresten tilmaalte sig temmelig knapt, tilbragte Schweigaard som forhen i Kragerø, derimod i Regelen ikke Julen. Sin Brevvexling med Søsteren vedblev han uforandret som tidligere, og han hang lige meget ved sin nærmeste Slægt. En stor Sorg kastede længe en Skygge over hans Studietid, idet hans elskede Bedstemoder døde i Februar 1830. Dette Dødsfald skaffede ham ogsaa mange Bekymringer for hans Søskendes Fremtid, der forøvrigt i det hele stillede sig gunstigere, end han havde vovet at haabe. Endnu i Examenstiden forstyrredes han dog af den Uro, hvormed han ventede ethvert Brev hjemmefra.[66]
I December 1831 underkastede da Schweigaard sig den juridiske Embedsexamens teoretiske Del. Denne var i det væsentlige af samme Art som den nuværende; men i Enkelthederne var der en ikke liden Forskjel. Navnlig var den skriftlige Prøve vanskeligere, idet der gaves 3 Opgaver hver Dag og 4 af de 10 Opgaver maatte besvares paa Latin. Opgaverne var ogsaa fordelte adskillig anderledes mellem Fagene; der var saaledes 2 Opgaver i almindelig Retslære, istedetfor 1, og en særskilt Opgave i Folkeret, hvilken nu ikke gives, medens der til Gjengjæld ingen Opgave var i Statsøkonomi og kun en i Proces og en i Formueret.[67] Den mundtlige Prøve var i det væsentlige som den nuværende, dog saaledes, at Examinationen da og endnu nogle Aar senere i enkelte Fag foregik paa Latin. Schweigaard bestod den teoretiske Examen paa en glimrende Maade. Saavel Examinatorer – Steenbuch, Motzfeldt, statssekretær Platou, Professor R. Keyser, P. C. Lasson (som var konstitueret i Stangs Sygdomsforfald) – som Censorer, Assessor Holst og Expeditionssekretær (senere Borgermester) Bonnevie, fandt enstemmigen, at han havde lagt saa ualmindelige og grundige Kundskaber for Dagen, at Fakultetet ansaa «det Tilfælde at være forhaanden, som den kgl. Resol af 7de Mai 1828 omhandler, og desaarsag har troet at burde underdanigst henlede Deres kgl. Majestæts naadigste Opmærksomhed paa denne unge Mand, af hvem uden Tvivl Fædrelandet og Videnskaberne i lige Grad kunne vente sig Gavn». Denne Indberetning blev da under 8de Mai 1832 af Regjeringen forelagt Kongen.[68] Den praktiske Prøve underkastede Schweigaard sig kort efter, i Januar 1832, med charakteren Laudabilis.
Det endelige store Maal for Studietiden var altsaa naaet. Men ikke var hermed det travle Arbeide til Ende. Dette tog nu kun nye Former; det fortsattes uden Stands.
«Jeg har saa meget imod, hvad man kalder Praxis, at jeg, saavidt mine Livsforholde tillader det, helt og holdent vil ofre mig for dels selv at komme til indtrængende Forstaaelse af Tingene, dels at delagtiggjøre andre i min Granskning». Saaledes havde Schweigaard skrevet allerede Vaaren 1828, i det samme Øieblik, han meddelte Koeppen sin Tanke at studere Jus. Og disse Ord var ikke en Skoleguts flygtige Indfald; det var Mandens Beslutning for Livet. Hans Maal stod ham tidlig klart for Øie, og han slap det aldrig af Sigte; uden vaklen stevnede han rolig og sikkert fremad:. «som jeg har begyndt, saa agter jeg at fortsætte og at fuldende»[69].
Da Schweigaard nu var færdig med juridisk Examen, var han heller ikke i ringeste Tvivl om, hvorledes han skulde benytte den. Han kunde nu ogsaa vide, at han, om han ønskede det, ved første Leilighed blev Universitetslærer. Saa meget heller vilde han da nu kun studere videre for at forberede sig til sin videnskabelige Livsgjerning. Han vilde ikke engang midlertidig søge nogen praktisk Ansættelse, idet han havde «meget imod alle de Veie, hvorpaa en Jurist efter den sædvanlige Orden maatte begynde sin Løbebane»[70].
Hertil havde han forøvrigt ogsaa en anden Grund. Det var hans Ønske snarest muligt at foretage en videnskabelig Udenlandsreise, og i Haab om inden føie Tid at faa et offentligt Stipendium dertil vilde han ikke binde sig ved nogen privat eller offentlig Ansættelse. Dette Haab blev imidlertid skuffet; først efter mere end halvandet Aar saa Schweigaard sit Ønske opfyldt. Hans travle Arbeidsliv i Christiania blev derfor fortsat, kun afbrudt af nogle Besøg i Kragerø Vinter og Sommer. Navnlig var 1ste Halvaar 1832 stærkt optaget for at tjene det fornødne til at klare den Gjæld, han havde stiftet dels i Examenssemestret, dels ved Bogkjøb. Han manuducerede saavel til juridisk Examen som fremdeles til Examen artium, hvortil han i disse Aar dimitterede adskillige. «Han havde», fortæller en af hans juridiske Manuducender[71], «en sjelden Evne til at faa os til at lære, og drev meget paa den positive Lovgivning. Vi maatte tage alle vigtigere Love formelig som Pensa, og de Love, der angik den administrative Del af Lovgivningen – Veilov, Skydslov, Lov om beneficeret Gods etc. – ligesaa fuldt som andre. Jeg var paa det første Parti om Morgenen, formodentlig Kl. 9 eller ½9; men han var sjelden oppe, før vi kom«.
Ved Siden af Manuduktionen begyndte Schweigaard i Kandidataarene sin literære Virksomhed. Denne fremkaldtes nærmest ved en ydre Anledning, Studenterforbundets Oprettelse.
I det større Studenterliv havde Schweigaard, som fortalt, ikke tidligere deltaget. I 1832 følte han imidlertid en Opfordring dertil. I «Samfundet» havde kort forud nogle, især yngre, Medlemmer, begyndt en af de mange idelig gjentagne «Reformbestræbelser»; man vilde se at faa et hyggeligere og mere aandigt Liv deroppe og tillige en strengere sædelig Tone blandt Studenterne i det hele; man ønskede vel ogsaa at modvirke den politiske, i stærkt demokratisk Retning gaaende Aand, der ved enkelte Leiligheder havde aabenbaret sig inden Samfundet. Dette Arbeide var allerede i god Gang, og Reformvennerne indehavde de fleste af Samfundets Ombud. Men da indtraadte det bekjendte Schisma Vaaren 1832. Nogle Studenter havde, udenfor Samfundet, forgaaet sig grovt, og Bestyrelsen vilde benytte Leiligheden til at give en alvorlig Advarsel; den foreslog deres offentlige Udelukkelse af Studentersamfundet, «fordi de havde gjort sig skyldige i en Usædelighed, der havde gjort dem berygtede». Denne Straf forekom imidlertid adskillige for streng af Hensyn til de unge Menneskers Fremtid, ligesom de nok ikke heller vilde gjøre Samfundet til en censor morum. Der reiste sig da herom en bitter Strid, og den 28de Mai 1832 blev Bestyrelsens Forslag forkastet, medens alene et Modforslag om Tilkjendegivelse af «Samfundets høieste Misnøie» med den under Sagen « oplyste Opførsel mod en Kammerat» blev antaget. Dette Udfald havde til Følge, at omtrent alle ombudsmænd med Førstedirektøren, Birch-Reichenwald, i Spidsen og en stor Mængde andre Medlemmer – ialt 56 – endnu samme Aften udmeldte sig af Samfundet[72]. Blandt disse var da ogsaa Schweigaard, der havde indmeldt sig for Leiligheden. Sammen med Welhaven og Birch-Reichenwald udkastede han nu Planen til en ny akademisk Forening, og efter deres Indbydelse konstituerede 30 akademiske Borgere 8de Juni 1832 «Studenterforbundet», med Fougstad (Formand), Aall, Birch-Reichenwald, Falch, Schweigaard og Welhaven som Bestyrere. Forbundet besluttede strax at udgive et literært Tidsskrift ved en valgt Redaktion. Saaledes fremstod det bekjendte Ugeskrift «Vidar», der begyndte 5te August 1832, udgivet af A. Schweigaard, Joh. Welhaven, P. A. Munch, F. Stang og C. W. Hjelm. I andet Halvaar indtraadte U. A. Motzfeldt istedetfor Stang og i tredie Halvaar Fougstad for Hjelm; Schweigaards Navn findes sidste Gang paa Bladets Nr. 63 (26de Oktober 1833), idet A. N. H. Stenersen nu indtog hans Plads.
Det har været sagt, at Studenterforbundet og «Vidar» havde sin Spire i den «literære Klub», som dannedes af Schweigaard og hans nærmeste 3 Omgangsvenner[73]. At et literært Tidsskrift har været en Yndlingstanke hos denne Kreds, er ogsaa ganske rimeligt. Derimod var Forbundets Oprettelse ikke nogen Frugt af tidligere Overveielser[74]. Heller ikke havde det nogen umiddelbar politisk Hensigt. Forbundet erklærede selv sit Formaal væsentlig for literært, og dette har vistnok særlig været Schweigaards Mening. Hans Interesser udenfor de fagmæssige var dengang fortrinsvis alment literære, og saadanne er det ogsaa, der fornemmelig udmærker »Vidar»; dette var vort første, eller ialfald indtil da uden Sammenligning vort bedste, egentlige Kulturtidsskrift, der kun sjelden havde politiske Gjenstande under ligefrem Behandling. Derimod havde Forbundet og navnlig «Vidar» ganske vist et polemisk Formaal ligeoverfor en anden literær Retning, Datidens «Norskhed», ligesom der i begge disse Retninger laa politiske Spirer. Hint Formaal er netop kommet til orde i en Artikel af Schweigaard «om i den literære Antidanskhed» («Vidar» Nr. 15, 11te Novbr. 1832). Han ivrer heri mod den dengang i Pressen ikke sjeldne Uvillie mod fremmed, især dansk, Literaturs Paavirkning. Man tror, siger han, «at vi ved at overklippe alle aandelige Berøringspunkter med Danmark igjen kunde vende tilbage til den Nationaleiendommelighed, hvis Udvikling under den langvarige politiske Forbindelse lededes i forskjellige Retninger». Denne Tilbagevenden kan kun den ubetinget anse for ønskelig, der hæver sig over Historien og i dens Begivenheder blot ser Tilfældets Spil. Den er ogsaa umulig; man kan ikke uden at fornægte al Historie overspringe en Række af flere Aarhundredes Udvikling. En fuldkommen Løsrivelse fra dansk Literaturs Paavirkning vilde ikke nu være naturligere end den Akt, hvorved de tvende Nationer fra Begyndelsen forenedes. I Baggrunden for denne Antidani ligger et politisk Hovmod. Men i vor mere betryggende Statsforforfatning ligger ingen Grund til at se ned paa den danske Literatur:
«De, der ville optræde som Folkemeningens Ledere, burde dog engang erkjende det Uforsvarlige i at gjøre den synsmaade almengjældende, at vi ved vor politiske Gjenfødelse allerede have opnaaet et Standpunkt, hvorefter vi i alle Retninger kunne se videre end vore Omgivelser. Det er det Mindste, som er udført: det Meste staar endnu tilbage. Ikke over, hvad vi ere, men over, hvad vi kunne vorde, skulle vi være stolte». «Den ægte Nationalfølelse er aldeles forskjellig fra den Arrogance at ville sætte sig selv høiest og optræde som Norm for Andre; den erkjender villigen Andres Værd, fordi den er sig sit eget bevidst». «Hvo ønsker ikke at se en ægte national Literatur fremkaldt i vor Midte; hvo erkjender ikke, at Nationen først da kommer til en fast aandelig Bestaaen, naar den kan beskue sig i sin egen Virksomheds Produkt? Men derfor skulle vi dog ikke erkjende alt det for ægte Nationalt, som man, for at lette Afsætningen og vinde sig et Navn, har paatrykt nogle tilfældige ydre Mærker, dem man udgiver for Nationalitetens Stempel, men som i sit Indhold ofte hverken tilhøre det norske eller nogetsomhelst Folk. Den, som ad Fortjenestens Vei vil bidrage til at oplive en vordende Literatur, undser sig ikke ved at betragte dens nærværende Tilstand, som den virkeligen er og nødvendigen maa være; kun Charlatanen søger ved Tvang og Forblindelse at indbilde sig selv og Almenheden, at vi allerede have, hvad vi søge». «Man skulde mindre pukke paa Norskheden, men mere i Gjerningen bidrage til dens Forædling; man skulde erkjende, at ogsaa den nationale selvfølelse kan fremtræde i en saadan Skikkelse, at den bliver ligesaa uelskværdig som en overdreven selvfølelse hos det enkelte Individ«.
Man ser i dette Uddrag af Schweigaards Artikel lignende Tanker som dem, der siden fik sin poetiske Form gjennem Welhavens «Norges Dæmring». Det var en varm Fædrelandskjærlighed, som her tog til Orde, men en, der havde aabent Blik for de mange Brøst, der ærlig vilde arbeide til deres Udbedring som til deres Blottelse og derfor forargedes over den nationale Retning, som fortabte sig i Glæden over det engang vundne, i Stolthed over Norges Herlighed og Odelsbondens Ypperlighed, – som vilde «være sig selv nok«.
Det er af den ovenfor uddragne Artikel klart, at Schweigaard i det hele taget maatte være en ivrig Fremskridtsmand. Som saadan optraadte han da ogsaa i «Vidar».
Særlig viser dette sig i den bekjendte Afhandling, hvormed han indledede sig og «Vidar» hos Almenheden, «om Nødvendigheden af at indskrænke Sprogstudiets Omfang i den lærde Undervisning» («Vidar» Nr. 1 og 2.) – Han tager her Ordet for en gjennemgribende Reform af de høiere skoler i den Retning, som nys i Tydskland var fremholdt af Thiersch m. fl.
Dens Hovedindhold var følgende:
Undervisningen var efter hans Mening altfor meget anlagt paa at danne Videnskabsmænd og altfor overveiende lingvistisk. Sprogundervisningens store formative Betydning bør ei gjøre den til alt eller endog til det væsentligste. Først ved Understøttelse af andre Kundskaber bliver dens dannende Kraft virksom. Derfor maa Sprogstudiet indskrænkes for at give Plads for Realia. Til Gjengjæld bør man dyrke et enkelt Sprog til dets fineste Nuancer istedetfor at udbrede sig til flere. Men ved Valget mellem de gamle og nyere Sprog maa her disse have Fortrinet; det tydske kan saaledes med langt større Lethed bruges til lingvistisk Dannelsesmiddel end Latinen. Den gamle Literatur bliver man i Virkeligheden ikke fortrolig med; kun faa fortsætter siden sine Studier deri. Den klassiske Literaturs Indhold er derhos forlængst gaaet over i den nyere Literatur, og andre gamle Literaturer er nu fremdragne (Edda, Ossian, indisk Poesi). De gamle Sprog har tabt sin Betydning som almindeligt Dannelsesmiddel. Naturvidenskaberne maa indtage deres Plads. Som Retfærdiggjørelse derfor ansaa han det tilstrækkeligt at anføre et Citat af Wolfgang Menzel, hvoriblandt følgende er det vigtigste: – – – «es ist ein unermesslicher Fortschritt des mensehlichen Geschlechts, dass es von der schwindelnden Höhe des Geistes immer mehr zur Natur zurückkehrt – – – – Alle wahrhaft humane Bildung und aller physische und geistige Wohlstand des jüngsten Geschlechts ist darin begründet»[75].
Dette er nu forlængst velbekjendte Tanker, der idelig har været gjentagne i den offentlige Diskussion. Men dengang var de omtrent nye hos os. Schweigaards Artikel havde «for første Gang her i Landet gjennem en ordentlig Deduktion stræbt at vinde den dannede Almenhed for den Sætning, at Sprogstudiet optager for stor Del af vor lærde Undervisning». Den reiste først det Ordskifte om det høiere Skolevæsen, som siden ikke er ophørt, og som Schweigaard selv atter senere tog levende Del i, især i «den Constitutionelle» for 1836. I selve «Vidar» (Nr. 5–8) fandt Artiklen strax en udførlig og dygtig Imødegaaelse af en anonym Forfatter, der imidlertid ingen anden var end F. Stang[76].
Der har været fremkastet den Paastand, at Schweigaard i yngre Dage ogsaa i religiøs Henseende skulde have været en vidtgaaende «Fremskridtsmand» som endog stundom har været nævnt som Forløber for vore Dages Fritænkere. Dette er imidlertid en fuldkommen Feiltagelse, som det noksom fremgaar af en Anmeldelse, han i «Vidar» Nr. 10 har givet af en Række Afhandlinger i Jonas Anton Hielms «Almindeligt norsk Maanedskrift» (3die Bind, Oktober 1830-Juni 1832), 16de Hefte. I dette Maanedskrifts 7de Hefte (2det Bind, S. 4–29) havde der staaet en af Udgiveren varmt anbefalet Afhandling af «Cosmopolita»: «Hvi skrider Menneskeheden saa langsomt fremad?», skreven i en Aand, som «kjendelig tilhørte den saakaldte Oplysnings-Periode, der fulgte paa de franske Encyklopædisters Bestræbelser for at popularisere saavel det guddommelige som menneskelige». Forfatteren finder Grunden til Oplysningens Stansning i en forældet Regjeringsforfatning og mysteriøse Dogmer, som han ganske vil have ryddet af Veien ved en Restauration, hvortil han kalder Luthers og Calvins Reformation Indledningen, og med Dogmernes Fordrivelse vilde han have indført en Kristendom, autoriseret af den rene objektive Fornuft[77]. Mod denne Afhandling var i samme Maanedskrifts 16de Hefte (3die Bind, S. 253–87) en anden pseudonym Forfatter, Christianus Kosmopolita, optraadt med en ny Afhandling om «Menneskehedens langsomme Fremskriden», skreven i udpræget kristelig Aand, idet der bl. a. leveres et kort Forsvar for de kristelige Hovedsandheder, Mysterierne indbefattede, men forøvrigt temmelig uklar. Disse to Afhandlinger underkaster da Schweigaard paa det nævnte Sted en kort Anmeldelse. Efter som oven anført at have gjengivet Hovedretningen i den første Afhandling, fortsætter han:
«Herimod protesterer Forfatteren af Afhandlingen i nærværende Hefte, der gjennem en vistnok christeligsindet, men noget uklar og ved uvedkommende Bemærkninger afbrudt historisk Skizze af Kirkeforfatningernes vexlende Tilstande søger at vise, at de Beskyldninger, hans Modstander gjør Christendommen i dens nærværende Form ingenlunde ramme Læren selv, men dels de Forvanskninger, den blandt flere sekter har undergaaet, dels dens Tjeneres egennyttige Planer. I Forbigaaende kommer Forfatteren til at gjøre opmærksom paa adskillige Sandheder, der ofte synes at blive miskjendte, f. Ex. at Christendommens nærmeste og umiddelbare Formaal aldrig kan ansees for at være politisk[78]; at det er fra et sundt og kraftigt Familieliv, at den ægte religiøse og sædelige Styrke udgaar; men det Punkt, hvori han divergerer fra sin Modstander, er ingenlunde klart udhævet, nemlig: Nødvendighed af Mysterier i en aabenbaret Religion og Modsigelsen i at tale om christendom uden christelige Dogmer[79]».
Schweigaard finder ogsaa, at den sidste Forfatter har indrømmet sin Modstander for meget. Navnlig fremhæver han, at denne har brugt en upassende Tone ligeoverfor de «strengt orthodoxe» og Geistligheden, idet han herom udtaler:
«Den inhumane Tone, hvormed Geistligheden i hin Afhandling heltigjennem omtales, er Bevis nok paa, at Forfatteren ikke har kjendt den streng i sine Læseres Indre, som han skulde berøre for at gjøre dem, der inden visse Grændser maaske vilde indtræde paa hans Synsmaade, modtagelige for hans Fremstilling; thi Læsernes Retfærdighedsfølelse vil stemme dem til Fordel for den Forurettede og saaledes vække Uvillie mod hans hele Lære. Havde Forfatteren forresten betænkt, at den religiøse og til det positive heldende Tendents, der synligen aabenbarer sig i vor Tid, grunder sig paa Nationernes Trang og frie Valg, og at det just er Granskeren og ikke alene Geistligheden, som modarbeider de revolutionære Bevægelser i de religiøse Anskuelser, der til alle Sider udbredte sig i hin Periode, der er Forfatterens Forbillede, – saa skulde han neppe have tilladt sig saadanne Udladelser om denne Stand, og maaske indtil videre have opsat at fremkomme med sine Tanker om denne Gjenstand».
Der kan dog vel efter dette ikke være Tvivl om, at Schweigaard allerede dengang ialfald sympatiserede med den positive kristelige Retning[80].
Den «Cosmopolita», hvis Artikel han saa bestemt havde udtalt sig imod, var ingen anden end Henrik Wergeland. I den nævnte Række Anmeldelser har Schweigaard under Behandling et af «Sifuls« Arbeider, men i den samme upersonlige, humane Tone, der ogsaa blev anerkjendt fra den anden Side[81]. Forøvrigt deltog han slet ikke i Kampen mod Wergeland, hvor afgjort han end her stod paa sin Ven Welhavens Side.
I «Vidar» optraadte Schweigaard ogsaa første Gang som Forfatter i Statsøkonomien. Den første af hans Afhandlinger om Bankvæsenet findes nemlig i «Vidar» (No. 20–21) i Form af en Anmeldelse af Jakob Aalls Hefteskrift, «Nutid og Fortid», 1ste Hefte, hvor der var offentliggjort en større «statsøkonomisk-historisk» Afhandling og heri undersøgt Spørgsmaalet om Kursen for Indløsningen af Pengesedlerne.[82] Norges Bank havde den Gang kun Ret til at indløse sine sedler til en Kurs af 125 pCt.; men Statsmagternes Plan var efterhaanden at nedsætte denne Kurs saaledes, at Sedlerne tilsidst kunde indløses med sin fulde paalydende Sølvværdi. Den Værdiforøgelse, Sedlerne herved vilde faa, maatte selvfølgelig blive til Bedste for Debitorerne. For nu snarest muligt at opnaa Fasthed i Pengevæsnet uden dog at forandre Debitorernes Stilling, havde Aall bragt den Tanke paa Bane strax at paabyde Parivexling, men samtidig at reducere de bestaaende Gjældsforpligtelsers paalydende Beløb efter det ved den daværende Bankkurs angivne Forhold. Noget bestemt Forslag derom fremsatte han dog ei, idet han erkjendte, at den antydede Udvei havde sine Betænkeligheder. Schweigaard betragtede den som ganske forkastelig. Derimod anbefalede han at slaa den daværende Kurs fast for bestandigt og følgelig at reducere Sedlernes paalydende Sølvværdi efter dette Forhold. Derved vilde man strax faa en uforanderlig Seddelværdi uden forøget Byrde for Debitorerne. Hans Forslag blev imødegaaet i en længere Afhandling (af Carl Arntzen) i «Vidar»[83] og heller ikke optaget af nogen af Statsmagterne, der holdt fast ved den engang valgte Plan at bringe Sedlernes legale Kurs op til Pari, noget, der først opnaaedes i 1842. Schweigaards Afhandling vidnede i ethvert Fald ikke blot om en usædvanlig Begavelse, men tillige om en for den 25aarige Forfatter overraskende Indtrængen i et vanskeligt og hos os den Gang lidet studeret Emne. De store Forhaabninger, Afhandlingen vakte, opfyldtes i rigeligt Maal ved den store Afhandling han skrev i «Den Constitutionelle» for 1836[84] om Norges Bank og Pengevæsen, en Af handling som til alle Tider vil staa som et klassisk Arbeide, og som vakte en overordentlig Opsigt.
Foruden de her fremhævede Artikler finder man ogsaa adskillige mindre vigtige fra Schweigaards Haand hvis Mærke (–d) overhovedet er det, der forekommer hyppigst i den første Aargang og tillige under Artikler af mest afvexlende Indhold. Blandt disse var ogsaa et Par smaa Stykker af juridisk Indhold, en Anmeldelse af en Afhandling om Kirkers og Kirkegodses Forbrydelse og nogle Bemærkninger om akademiske Borgeres Værnepligt. Hans Redaktionsarbeide interesserede ham i det hele levende.[85] Det var nu ogsaa «Vidar» og ikke «Forbundet», der laa ham mest paa Hjerte.
Overhovedet var denne Vinter 1832–33 en af Schweigaards lykkeligste Tider[86]. Han nød allerede almen Anseelse, havde en kjær Virksomhed og var befriet for sine tidligere økonomiske Omsorger. Han havde ogsaa fremdeles den samme behagelige og interessante Omgang. Foruden de gamle Venner omgikkes han nu flere, hvormed «Vidar» havde bragt ham i Berøring, navnlig Carl Fougstad og U. A. Motzfeldt, til hvilken sidste han fra nu af var nøie knyttet i en lang Aarrække. Derimod kom han endnu ikke i nærmere Forbindelse med Stang, skjønt denne var hans Medredaktør; «Vidar» synes nemlig at være redigeret af enkelte, især Welhaven, temmelig paa Frihaand og næsten uden samlede Møder. En Mand udenfor den akademiske Kreds, hvem Schweigaard nu ligesom hans Venner omgikkes adskillig, var «lille Dahl» – Boghandleren – en Mand med sine smaa Naragtigheder, men med varmt Hjerte og fin Følelse og alle sine Laugsfæller langt overlegen i aandelig Henseende, hvorfor hans Boglade ogsaa kunde blive et Samlingspunkt for en stor Del af Samtidens yngre Literater og Videnskabsmænd. «De drev tildels, især Welhaven, en Del spøg med ham; men Schweigaard kun paa sin godslige om jeg skal sige det, lidt beskyttende Maade.»[87]
Hvad der dog især gjorde denne Vinter saa glædelig for Schweigaard, var en Begivenhed, der greb ind i hele hans Fremtid. Han havde tænkt at blive i Christiania Julen mellem 1832–33. Men en Morgen, da Fætteren og nogle andre Vestlændinger skulde reise hjem, bestemte han sig i al Fart til at slaa Følge. Faa Dage efter Hjemkomsten blev han forlovet med Caroline Homann, med hvem han siden levede et saare lykkeligt Ægteskab. Hun var dengang kun 18½ Aar; men Schweigaard havde, som det ogsaa fremskinner af hans Breve, allerede længe interesseret sig for hende.[88] Hans Breve til Søsteren fra den nærmest følgende Tid lærer os at kjende ham ogsaa som forlovet. Han er her ikke synderlig forskjellig fra alle andre; men hans sjeldne barnlige Elskværdighed lægger dog sit eiendommelige Skjær over Forholdet.
Under andre omstændigheder vilde sandsynligvis Forlovelsen snart være gaaet over til Ægteskab. Men Schweigaard havde allerede, som oven antydet, en god Stund i Forveien gjort forberedende Skridt til en Udenlandsreise, og denne vilde han da nu ikke opgive.[89]
Under 10 April 1832 havde han indgivet følgende Ansøgning til Kongen:
Efter Fuldendelsen af mit juridiske Studium ved det norske Universitet er det mit høieste Ønske ved en Reise i Udlandet at udvide min Kundskab i Retsvidenskaben og de dermed beslægtede Discipliner. Saavel den erkjendte Vigtighed af videnskabelige Reiser i Almindelighed til en levende og flersidig Kundskabs Erhvervelse, som især Lovkyndighedens praktiske Tendents og dens Forhold til ydre og lokale Institutioner fremstiller mig Opholdet paa de Steder, hvor Videnskaben har sit Sæde, som et ønskeligt Dannelsesmiddel for enhver, der ved Studium og Beskuelse stræber at opfatte Retsbegrebet i dets Anvendelse og Virkelighed. Men da jeg aldeles mangler egen Formue til denne Plans Virkeliggjørelse, saa ansøger jeg underdanigst Deres Majestæt om et Reisestipendium af Statskassen, i det Haab, i Tiden at kunne gavne mit Fædreland for den opofrelse fra det offentliges Side, som med denne Ansøgnings naadigste Indvilgelse vilde være forbunden. Gjenstandene for denne Reise vilde være den preussiske, franske og romerske Ret, Statsøkonomi, Bank- og Pengevæsen, samt saavidt muligt at stifte Bekjendtskab med fremmede Strafanstalters Indretning. Til disse Øiemeds opnaaelse anser jeg Berlin og Paris for de hensigtsmæssigste opholdssteder og vover underdanigst at foreslaa. Tiden til et Aar paa første og et halvt paa andet Sted samt det ansøgte Stipendiums Størrelse til fem Hundrede Sølvspecies aarlig, da en mindre Sum saavel paa Grund af Nødvendigheden af flere videnskabelige Værkers Anskaffelse som med Hensyn til, hvad der forhen i lignende Tilfælde har været bevilget, neppe vilde være tilstrækkelig. Skulde det ansøgte Stipendium naadigst vorde bevilget, da vilde det være mig mest tjenligt at faa den ene Halvdel af det hele Beløb udbetalt ved Reisens Tiltrædelse, hvortil jeg strax vilde være beredt, og den anden Halvdel ni Maaneder derefter. – – –[90]
Anton Martin Schweigaard.
Kandidat i Lovkyndigheden.
Denne Ansøgning blev varmt anbefalet af alle Autoriteter. Det juridiske Fakultet erklærede det som sin
eenstemmige Overbevisning, at Hr. Schweigaard ved sin aflagte Prøve i Lovkyndighed ikke blot har bevist ualmindeligt Forraad af forberedende Kundskaber, udmærket Flid og Opfatningsevne, men tillige en selvstændig og omfattende videnskabelig Anskuelse og i det hele et videnskabeligt Anlæg, der hører til det overordentlige, og i Forbindelse med hans bekjendte Fasthed og Alvor i Arbeide berettiger til de skjønneste Forhaabninger baade for Videnskaben og Fædrelandets Hæder. Fakultetet ytrede med det samme det Ønske, «at Schweigaard saa snart som muligt maatte kunne blive ansat ved Universitetet som Lærer i Lovkyndighed, da man maa anse det at være af høieste Vigtighed for Staten at konservere for denne Stilling en Mand med saa udmærkede Evner». Ogsaa for dette Øiemed vilde en Udenlandsreise være særdeles ønskelig, og «Fakultetet tror at kunne gaa i Borgen for, at Fædrelandet, saafremt Forsynet vil bevare for det denne udmærkede Mand, skal i Tiden høste rigelige Frugter af, hvad der paa hans Dannelse vil blive anvendt.»
Universitetets Prokantsler, Grev Wedel-Jarlsberg, gav Ansøgningen følgende Paategning:
Saavel af medfølgende Attester som af paalidelige Mænds enstemmige mundtlige Vidnesbyrd og personlig Omgang kjender jeg Supplikanten som en særdeles udmærket haabefuld ung Mand, hvoraf Fædrelandet kan vente fortrinlig Ære og Gavn. Det maa derfor efter min Overbevisning i høi Grad interessere Riget i Almindelighed og Universitetet i Særdeleshed, at han gives Anledning til endvidere at uddanne og forøge sine udmærkede Talenter og Kundskaber ved udenlandske Reiser – og det vilde være saare beklageligt, om Regjeringen ei skulde finde Midler hertil. Da jeg er overbevist om, at det bør være et af Universitets-Bestyrelsens vigtigste Formaal at sørge for en fortrinlig Uddannelse af udmærkede unge Mænd, af hvilke man kan vente, at de vil vorde fortrinligen skikkede til værdigen at beklæde Universitetets Lærer-Embeder, samt at Supplikanten hører til det ringe Antal af saadanne Subjekter, saa vilde jeg ikke tage i Betænkning at tilraade, at man (i Mangel af andre Resourcer) burde af Universitetets Kasse tilstaa ham et Reisestipendium, dersom jeg ikke havde Aarsag til at antage, at Deres kongelige Majestæt havde naadigst bifaldt den af Collegium academicum ved en anden Anledning ytrede Formening, at saadanne Udgifter var Universitetet aldeles uvedkommende. Jeg maa derfor indskrænke mig til paa det indstændigste at anbefale Supplikanten til af statskassens til almennyttige Foranstaltninger og Nationens Dannelse bestemte Fonds naadigst at tilstaaes det ansøgte Reisestipendium.
Det var imidlertid meget vanskeligt for Regjeringen at finde de fornødne Midler, da der dengang endnu ikke gaves nogen særlig Bevilling til videnskabelige Reiser i Udlandet. Finantsdepartementets Chef, Collett, til hvem Kirkedepartementet henvendte sig maatte, skjønt meget mod sin Villie, svare, at Statskassen ikke for Tiden havde noget Fond, hvoraf Summen kunde udredes, og foreslog den Udvei at opføre den nødvendige Sum paa Budgetpropositionen for næste Storthing Heller ikke Universitetskassen, fandt man, kunde bære Udgiften, og Kirkedepartementet og Regjeringen saa sig da efter langvarige Undersøgelser nødte til i Begyndelsen af 1833 at indstille til Kongen paa Afslag af Schweigaards Ansøgning, samtidig med, at man foreslog opførelse af 700 Spd. aarlig til udenlandske Reisestipendier for Videnskabsmænd paa den kongelige Budgetproposition. Kongen bifaldt rode Februar 1833 det sidste, men udsatte Schweigaards Ansøgning for at faa detaillerede Opgaver over Universitetskassens og oplysningsvæsenets Fonds Status. Disse blev da senere afgivne, men uden bedre Resultat. Imidlertid bevilgede heldigvis Storthinget de foreslaaede 700 Spd. aarlig «til videnskabelige Reiser i Udlandet», – en Post, som siden stadig har staaet paa Budgettet, og som altsaa egentlig indkom for Schweigaards Skyld.[91] Under 16de Oktober faldt da endelig kongelig Resolution om, at den bevilgede Sum, 700 Spd. aarlig, forundtes Schweigaard for et Tidsrum af 1½ Aar i det af ham i hans Ansøgning opgivne Øiemed. Han fik altsaa i det hele 1,050 Spd. eller 300 Spd. mere, end han havde søgt.
Schweigaard havde med megen Utaalmodighed afventet sin Ansøgnings endelige Skjæbne. Fra Sommeren 1833 vidste han imidlertid, at den snart vilde blive indvilget, og han var da forberedt paa at reise strax bagefter. Han forlod derfor i Slutningen af September Christiania for at tilbringe de sidste Uger sammen med sin Forlovede og umiddelbart derfra at afgaa til Udlandet. Inden hans Afreise fra Hovedstaden holdt «Forbundet» Fredag den 27de September i sit Lokale et Afskedsselskab for den bortdragende. Ved Festen blev afsunget en sang af Welhaven, der sluttede med at hilse Schweigaard som «Norges bedste Søn».[92]
Den kongelige Resolution om Schweigaards Stipendium var – uagtet han under. 15 August 1833 havde henledet Kirkedepartementets Opmærksomhed paa det ønskelige i, at han kom afsted med sidste Dampskib – falden for sent til, at dette kunde opnaaes. Han maatte derfor sidst i Oktober paa en Lodsbaad sætte over fra Kragerø til Strømstad, idet Kolerakarantænen hindrede Reisen over Land. – Hans første Besøg gjaldt Lund, hvor den uventet store venlighed og Gjæstfrihed holdt ham adskillig flere Dage, end han havde tænkt. Fra Lund fik han Anbefaling til Professorer i Greifswalde, der endnu stod i Forbindelse med Sverige siden den nys svundne Tid, da Pommern hørte under svensk Herredømme. Og paa samme Maade fik han hele Tyskland igennem Anbefalinger fra det ene Universitet til det andet, overalt mødende stor personlig Velvillie. Til Berlin kom Schweigaard 27de November 1833 og forblev der 5 Maaneder, idet han forlod Staden 29de April 1834 ved Vintersemestrets Slutning. Han bandt sig her ikke til noget vist Kursus Forelæsninger, saaledes heller ikke i Jurisprudents, da de var «indrettede efter en saa kompendiarisk Plan», at Tiden af en viderekommen kunde anvendes bedre end ved at følge dem stadigen et helt Semester. Derimod besøgte han en Mængde enkelte Forelæsninger i alle de Fag, som ikke laa ganske udenfor hans Sfære. De Professorer, hvis Forelæsninger han selv særlig nævner, er fortrinsvis Filosofer: Gans over Historiens Filosofi, Steffens over Naturfilosofi, Beneke og Hennings. Men der kan efter hans almindelige Bemærkninger vel ikke være synderlig Tvivl om, at han ogsaa tillige har hørt f. Ex. den berømte Savigny over Romerret, maaske ogsaa Schleiermacher – der forøvrigt døde allerede 15de Februar 1834 – over Psychologi. Ved Siden heraf fortsatte Schweigaard sine Fagstudier i Statsøkonomi, preussisk og romersk Ret, i den sidste navnlig ved Læsning af Monografier. Mere praktisk studerede han Fængselsvæsenet og det høiere skolevæsen. Han nød ogsaa meget godt af personlig Omgang med forskjellige Professorer, navnlig Filosofen Edvard Beneke. Mest omgikkes han den bekjendte Danske Orla Lehmann. Denne har i et Brev[93] fortalt følgende om sit Samvær i Berlin med Schweigaard:
«Uden foregaaende Bekjendtskab og uden nogen Mellemmand var det ene Landsmandskabet, som førte os sammen. Medens jeg paa Studentervis hørte og tildels nedskrev et ikke ringe Antal Forelæsninger, besøgte han, hvis egentlige Læreaar var afsluttede, disse kun leilighedsvis og saavidt fornødent for at faa et fyldigt Indtryk af Foredragenes Aand og Metode og af de Foredragendes videnskabelige Personlighed; men hans Klarsyn og omfattende Forkundskaber satte ham istand til med Lethed af Universitetet at drage det Udbytte, han søgte, og som han supplerede gjennem personlige Berøringer og ved rundelig Benyttelse af de offentlige Biblioteker. Skjønt vore Veie saaledes ikke ganske faldt sammen, saaes vi dog næsten daglig, og da en Landsmand[94], med hvem jeg boede sammen paa Hjørnet at Charlottenstrasze og Unter den Linden, forlod Berlin, flyttede Schweigaard sammen med mig. Det var nu altsaa ikke til Bordet og Spadserture, til Udflugter i Omegnen og andre Fornøielser, at vort Samliv indskrænkede sig; men ved Samtaler, der ofte strakte sig dybt ind i Natten, modtog jeg i Vækkelse og Belæring mere, end jeg skylder nogen anden af mine jevnaldrende. Jeg har fra den Tid ikke blot bevaret Mindet om den rige Grøde, der var i hans aandige Udvikling, og den Selvstændighed, hvormed han dømte om Livets og da navnlig om vor fælles Videnskabs Opgaver, men ogsaa en klar Erindring om hans Standpunkt og Meninger om mange Spørgsmaal. Men jeg skal ikke forsøge at laane dem Udtryk, da han selv har aflagt Regnskab derom i en Afhandling, han skrev netop paa denne Tid, og som jeg fik med, da jeg vendte tilbage til Kjøbenhavn[95] (juridisk Tidsskrift XXIII, Pag. 292–333). Jeg antager, at dette lille Arbeide for en Biograf maa have en særlig Interesse som en Redegjørelse at hans daværende Betragtning af Liv og Videnskab, oplysende for hans Tænkesæt ogsaa om andre Aandens Enemærker end dem, med hvilke han her særlig beskjæftiger sig. Jeg tvivler ikke om, at det væsentligen er de samme Anskuelser, der ligger til Grund for den Forelæsning over Videnskabens Metodik, han holdt snart efter sin Hjemkomst til Christiania. – – Uden her at ville indlade mig paa æstetiske, endsige da paa religiøse Reminiscenser fra hint vort fortrolige Samliv, vil jeg dog nævne, at en af de Ting, hvori vi stemmede overens, var den Forkjærlighed, vi blandt Tydskerne følte for Göthe, som – i det mindste i Danmark – paa den Slægt, til hvilken vi hørte, og paa vore nærmeste Forgjængere har havt større Indflydelse end paa den følgende Slægt. Selv i hans ovennævnte Afhandling vil man finde stænk deraf. I det hele tør jeg sige, at, hvor ivrig han end benyttede den Leilighed baade til Belæring og Nydelse, Berlin frembød, forlod han det kun lidet opbygget af hele det preussiske Væsen».
Fra Berlin tiltraadte da Schweigaard en 3 Maaneders Reise over Halle, Leipzig, Dresden, Wien. München, Tyrol, gjennem Schweiz – her for en stor Del til Fods – over Genf til Paris, hvor han ankom 23de Juli 1834. Han opholdt sig nogen Tid i de nævnte tydske Universitetsstæder samt Dresden og havde herved Anledning til «dels at komme i personlig Berørelse med, dels fra Katedret at høre Tydsklands betydeligste Videnskabsmænd» og i det hele ved personlig Iagttagelse at lære adskilligt af almen videnskabelig og literær Interesse, der ikke kan tilegnes under et længere Ophold alene paa et enkelt Sted. I Paris tilbragte Schweigaard ligesom i Berlin 5 Maaneder, som han fornemmelig anvendte til at besøge Domstolene for at vinde et praktisk Kjendskab til den forholdsvis nye og netop da saa høit ansete Napoleonske Lovgivning, samt til at skaffe sig en sammenhængende Oversigt over den nyeste franske Literatur; derimod hørte han her kun lidet af Forelæsninger. I Paris forfattede Schweigaard tvende større Afhandlinger, nemlig – tilskyndet af en samtale med den berømte Heinrich Heine – en om den tydske Filosofi, som han fik optaget i Maanedskriftet «La France literaire» – samt en anden om Kvindernes borgerlige Stilling efter norsk og dansk Ret, hvilken sidste er trykt i det af den bekjendte Advokat Foelix redigerede Revue étrangère de legislation etc.[96].
Schweigaard forlod Paris Juledag 1834 og ankom til Kjøbenhavn noget over Midten af Januar 1835. Han havde nok egentlig tænkt at opholde sig længere paa enkelte Mellemsteder; men hans Forlovedes Sygdom, der ikke var uden Fare, paaskyndte hans Reise. Hun opholdt sig nemlig denne Vinter i Kjøbenhavn, og Schweigaard tilbragte nu nogle meget behagelige Maaneder i Selskab med hende, Orla Lehmann og forskjellige nye Bekjendte blandt Danmarks ældre og yngre fremragende Mænd. «Det var for ham en lykkelig Tid. Efter en vel anvendt Ungdoms vistnok haarde Arbeide, efter en oplivende Reise, hvorunder han havde seet saa meget nyt og smukt, og med sikre og gode Fremtidsudsigter nød han her en fredelig Hvile under Forhold, hvortil han havde medbragt stor Kyndighed og Kjærlighed, og hvor han overalt blev modtaget med aabne Arme. Men hvad der især kastede Glands over hans Ophold og hans Sind, var hans skjønne unge Brud, hvis Ungdoms Glæde og sundhed vandt alles Hjerter»[97].
Der var under dette Schweigaards Ophold Tanker i Gjære om at faa ham knyttet fastere til Danmark. Ialfald er der mellem det danske juridiske Fakultets ældre Medlemmer en paa mundtlige Meddelelser støttet Tradition om, at der inden dette Fakultet Vinteren 1835 var en stærk Stemning for at faa Schweigaard ansat som juridisk Professor, og at man troede at have Udsigt dertil; Sagen kom dog neppe saa vidt, at der blev gjort Indstilling derom eller rettet noget bestemt Tilbud til ham selv. Hvorledes det nu end forholder sig med denne Plan, er der nu vel ingen Tvivl om, at Schweigaard, hvor smigrende end et saadant Tilbud maatte været ham, vilde have foretrukket Ansættelse ved sit Fædrelands Universitet.
Schweigaard forlod Kjøbenhavn ved Udgangen af April 1835, og hermed var hans Udenlandsreise afsluttet.
Hvad der ved Schweigaards udenlandske studiereise har størst Interesse, er det Standpunkt, som han navnlig under den kom til at indtage ligeoverfor Tydsklands Videnskab og Literatur. Det er forhen forklaret, at han fra sin første Ungdom, fra Opholdet i Ostfriesland, var bleven ualmindelig fortrolig med den tydske Literatur, der ogsaa siden, saavel i Skole- som Studenterdagene, vedblev at være en næsten daglig Læsning for ham. I de tidligere Aar synes dette alene at have været en kjær Læsning, ligesom Tydskland selv vistnok dengang stod tillokkende for ham. Men allerede i de sidste Aar før Udenlandsreisen havde han faaet Afsmag for flere Grene af dets nyere Literatur, og han havde overhovedet «lært betydelig at nedstemme sine Forventninger».[98] Under Reisens personlige Iagttagelser voxte denne Følelse til en «Indignationens Begeistring», der efterhaanden vendte sig mod «Tydskheden» i det hele.
Intet er mere betegnende for dette Forhold end, at Schweigaard med saa stor Deltagelse slutter sig til Heine, Menzel, Laube o. s. v. og deres heftige Angreb paa Samtidens tydske Aandsliv. Naar han ikke blot beroliger sig med, at hine Forfatteres overveiende negative Præg kun er en nødvendig overgang[99], men i det hele er saa sympatetisk ligeoverfor en Retning, der i sin dybeste Grund endog var hans charakter modsat, da kan det kun forklares af hans stærke Uvillie mod «Tydskheden». Schweigaard blev under Reisen stedse mere behersket af denne Følelse; det blev hans ledende Tanke «at trænge noget dybere ind i Tydskhedens mange Lyder og Brøst»[100]. Denne Tanke gjennemstrømmer ikke blot Brevene, den har ogsaa fremkaldt de to vigtigste Afhandlinger, man har fra hans Ungdom, – om den tydske Filosofi i France literaire og om den tydske Retsvidenskab i det danske juridiske Tidsskrift.
Hvad der især indgav Schweigaard en «Indignationens Begeistring» under hans Ophold i Tydskland, var den tydske Filosofi og fornemmelig da Retsfilosofien. Hans nøgterne Sandhedsforsken var i sit Inderste oprørt over den Fordringsfuldhed, hvormed denne Filosofi ud fra et enkelt Udgangspunkt, alene gjennem abstrakt Tænkning, vilde løse alle Tilværelsens Gaader og opføre en for alle Tider og Folk mønstergyldig Stats- og Retsforfatning. Derfor søgte han for de nordiske Jurister at fremhæve dens uheldige Indvirkning paa den tydske Retsvidenskab[101] og for den franske Almenhed at udvikle dens Tomhed og Uklarhed: «den havde gjort meget ondt, den havde fordærvet mange gode Hoveder; det var paa Tide at faa en Ende paa den». Og han antager herunder et Sprog, hvis Heftighed er paafaldende; navnlig i Af handlingen i juridisk Tidsskrift (se især S. 322) dynger han voldsomme Udtryk paa hinanden[102]. Naar man sammenligner disse med den sindige og humane Skrivemaade, der havde udmærket hans Polemik hjemme i «Vidar», selv ligeoverfor «Norskheden» og «Siful», forstaar man bedst, hvor forarget han følte sig. Han havde ikke tidligere paa nært Hold gjort Bekjendtskab med nogen Aandsretning, der kom i saadan Strid ikke blot med hans Forstand, men med hele hans Natur.
Schweigaards franske Afhandling om den tydske Filosofi er meget aandfuld og rig paa træffende Bemærkninger, og hans Angreb paa den tydske Retsfilosofi i juridisk Tidsskrift har vistnok væsentlig bidraget til at undergrave den Rest af Indflydelse, den endnu havde i Norge. – Lignende principielle Fordømmelser af Kantianismen og dens Efterfølgere var forøvrigt dengang ikke længere nye. I Norden havde Ørsted først i Aarhundredet brudt med den tydske Retsfilosofi og dermed i høi Grad frigjort den dansk-norske Retsvidenskab for dens uheldige Indflydelse. Og i Tydskland selv var, navnlig i de sidste Tiaar, den «rationalistiske» Retsfilosofis Herredømme i det væsentlige knækket, først af den historiske Skole, derefter ved selve den filosofiske Forskning. Stahl havde nu for flere Aar siden offentliggjort første Udgave af det Værk, som det især lykkedes, hvad han selv betegnede som dets Maal: «dem Rationalismus einen ewigen Denkstein zu setzen und ihn auf seinem eigenen Gebiete und mit seinen eigenen Waffen durch die strengste, genaueste Gedankenfolge zu bekämpfen».[103]
Af større selvstændig Interesse og i det hele af større Originalitet er imidlertid Schweigaards Kritik over Retsvidenskabens daværende Tilstand i Tydskland. Schweigaard maatte fra sit Standpunkt naturligvis give den nyere tydske Retsvidenskab sin Anerkjendelse i en Hovedsag. Det var dens Selvstændighed ligeoverfor Retsfilosofien, – hvilken han dog ikke endnu finder tilstrækkelig gjennemført, navnlig ikke i Strafferetten (jfr. S. 327–8); – det er i denne Selvstændighed, han finder «Lyssiden ved den nærværende Retsudvikling» (jfr. S. 321–2). Men forøvrigt stod han temmelig strengt kritiserende, særlig da overfor den historiske Skole, som nu med Savigny i Spidsen maatte ansees som den herskende. Rigtignok indrømmer han de store Fremskridt, den har gjort: «Naar man sammenligner Videnskabens Tilstand før Haubold og Hugo med dens nuværende Standpunkt, saa er Forskjellen iøinefaldende, og man indser let, at der ikke alene er arbeidet meget, men ogsaa udrettet meget. Der lader sig vel neppe opvise en Tid eller et Folk, der med en saa skrupuløs Samvittighedsfuldhed har behandlet positiv Ret, som Tydskerne, især i de to sidste Decennier. – – – Den videnskabelige Anordning har vundet meget, og Materierne er satte i en langt naturligere Forbindelse med hinanden»[104]. Men denne Anerkjendelse er i Grunden kun en videre Udførelse af den, som Forfatteren lader blive den nyere tydske Retsvidenskab til Del for dens Løsrivelse fra Retsfilosofien. Denne Selvstændighed har «ogsaa sin betydelige Skyggeside». Og «Skyggesiden» er det nu, Forfatteren med Forkjærlighed dvæler ved. Den tydske Retsvidenskab er, og var særlig dengang, fortrinsvis grundet paa den romerske Ret. Schweigaard – der forøvrigt endnu ikke synes at have sat denne selv saa høit som senere hen – har her væsentlige Anker at gjøre mod det Forhold, hvori den tydske Jurisprudents stillede sig til Romerretten. Disse Anker er nu ikke blot aandfuldt udviklede, men ogsaa for en stor Del træffende. Han fremhæver saaledes med Rette den Tilbøielighed til tom Systematik, hvortil den tydske Retsvidenskab dengang endnu var henfalden, – i Modsætning til den «analytisk» descriptive Methode», som Schweigaard allerede da priste som den bedste. Og navnlig er det interessant at se hans Polemik mod de tydske Romanisters Afhængighed af de gamle klassiske Jurister, deres Abstraktioner og Metode: «skal Studiet blive frugtbart, saa maa det trænge igjennem til et Standpunkt, der er over Loven selv» (S. 299). Man mindes her Jherings langt yngre, bekjendte Ytring: «durch das römische Recht, über das römische Recht hinaus». Men paa den anden Side maa det fremhæves, at Fremstillingen er bleven ensidig, idet der ganske overveiende er dvælet ved Billedets mørke Dele. Særlig er det paafaldende, at Schweigaard ikke engang undtager Savigny fra sin skarpe Dom, skjønt dennes banebrydende Forfatterskab dog allerede dengang var almindelig anerkjendt ogsaa i Norden[105]. Den senere Udvikling har ogsaa vist, at Schweigaard havde altfor ringe Tanker om den tydske Retsvidenskabs Spirekraft (S. 333).
Schweigaard skattede i senere Aar Savigny meget høit, navnlig hans 1840–9 udkomne «System des heutigen römischen Rechts» . Men ligeoverfor den tydske Retsvidenskab i det hele fastholdt han i Grunden stedse sit Standpunkt fra Afhandlingen af 1834. Og dette bidrog adskilligt til, at den norske retsvidenskabelige Forskning i lange Tider søgte for liden Hjælp i det fremmede Lands Literatur, hvor der her uden Sammenligning var mest at lære. Ogsaa fra denne Side er derfor hin Afhandling af Interesse for vor juridiske Literaturhistorie. Men endnu interessantere er den her fra andre og mere positive Sider. Schweigaard har allerede her hævdet den videnskabelige Metode, som han siden stedse anvendte, og som har havt saa stor Indflydelse paa de norske Juristers Tænkning. Og – hvad der især maa fremhæves, – han viser sig i dette sit første større juridiske Arbeide i fuld Besiddelse af den Tankens Friskhed og Uafhængighed, den Frihed for al Skoletvang, der var saa eiendommelig for hans Aandsvirksomhed og som satte ham ganske anderledes end nogen anden i Stand til at bygge en selvstændig Retsvidenskab videre paa den af Ørsted lagte Grundvold.
Man faar i det hele det Indtryk af Schweigaards Breve fra Udlandet, at, hvor megen Lærdom han end der hentede, har Reisen dog paa en vis Maade været en Skuffelse for ham. Han ønsker saaledes (den 13de Juni 1834) Welhaven at komme udenlands, «ikke fordi jeg tror, at man derved samler en saa stor Rigdom paa nye Anskuelser, men fordi det til at fixere sit Verdensbillede og modarbeide en vis ubestemt Higen er af stor Vigtighed at overbevise sig om, at det, som man søgen egentlig intetsteds findes og dog findes overalt» (jfr. ogsaa Brevet fra Paris 14 August 1834, S. 149). «Der», skriver han til Søsteren fra Paris 10 Oktober 1834 om Genf, «var min halve Vei, min halve Tid og min hele Illusion forbi; Reiser er alle Illusioners Grav; senere hen ser man overalt alting lige gyldent eller lige graat.» Denne Skuffelse har da navnlig gjældt Tydskland, hvor han var først og længst. Da han kom til Frankrig, havde han lært at nedstemme sine Forventninger til Udlandet, og her følte han sig desuden langt mere tiltalt af Forfatning og Literatur nu fandt overhovedet mere Aandsslægtskab. «Det er heller ikke mod Syden, men mod Vesten, man i vore Dage maa drage hen for at finde noget saa godt eller bedre end det, man selv har.» Og mod Vesten, til Frankrig og England, søgte Schweigaard fra nu af fortrinsvis for at hente sin Aandsnæring; her fandt han meget at lære netop «for os, der altfor udelukkende slutter os til Tydskland»[106]. Det er en anden vigtig Følge af hans Udenlandsreise, der ogsaa gjennem hans store Indflydelse fik en videre rækkende Betydning.
Men endnu vigtigere er det, at hans Hjerte nu søgte tilbage til Fædrelandet med en forøget Kjærlighed. Den Skuffelse, Reisen fremkaldte hos ham, lod ham se Norden og især Norge i ny Glands. Han saa nu de hjemlige Brøst med langt mildere Øine, – han saa, at ogsaa de store Kulturlande havde sine, om end andre, gjennemgaaende Feil. Han mindedes med Glæde de «mange deilige Rifter og Kløfter og Dale» hjemme i det ubekjendte Norge «som ingen hugger Mærke til, medens paa besøgtere Steder det hverdagslige hæves til Skyerne». Han finder intetsteds bedre Udsigter for Literaturen end hos de tre skandinaviske Folk, naar de sluttede sig sammen i videnskabelig Henseende (S. 141). Og han ser sen ganske anden Spirekraft» i den unge dansk-norske Retsvidenskab end i den tydske.[107]
Med ny Lyst, med Ungdommens hele freidige Haab og Mod vendte han da hjem for herefter at ofre denne unge Retsvidenskab, dette sit fattige, men saa høit elskede Fædreland alle sit Livs rige Kræfter. Og netop nu aabnede sig ogsaa hertil den Stilling, som fra den første Ungdom havde været hans Ønskers Maal.
Schweigaard kom fra sin Udenlandsreise tilbage til Christiania 17de Mai 1835. Samtidig indløb fra Stockholm hans Udnævnelse til Lektor i Lovkyndighed ved det norske Universitet.
Under Schweigaards Fravær var der gjennem F. Stangs Afgang[108] paa en uventet Maade blevet en Lærerpost ledig ved det juridiske Fakultet. Universitetets Lærerposter hørte dengang endnu til de Embeder, der ikke søgtes, men besattes uden aabnet Konkurrence. Efterat derfor Kirkedepartementet havde æsket Universitetets Betænkning om Postens Besættelse, henvendte Motzfeldt sig til Schweigaard strax efter dennes Ankomst til Kjøbenhavn med Forespørgsel, om han vilde efterfølge Stang Da man nu herpaa strax fik et bekræftende Svar, blev han indstillet til Udnævnelse af Fakultetet, som bl. a. udtalte om ham:
«Vel har Fakultetet ikke havt speciel Anledning til at lære hans Evner til Undervisning og Foredrag at kjende; men forsaavidt der af andre Egenskaber og Omstændigheder lader sig drage nogen Slutning i sidstnævnte Henseende, tvivler det ikke om, at jo Schweigaard ogsaa er i Besiddelse af hine Evner, og frygter ikke for, at man skulde ville inde denne uenighed gaa tomt m at snyde ham maanens ved Universitetet, for hvilket maaske ellers det Talent, til hvis yderligere Udvikling Staten allerede gjennem meddelt Reisestipendium paa en særdeles Maade har virket, muligens kunde gaa tabt. – Fakultetet har derfor foreslaaet, at han naadigst maa vorde udnævnt til Lektor i Lovkyndighed, en Ansættelse, der vil være til største Raade for Videnskaben som for Universitetet.»
Hertil sluttede alle overordnede Myndigheder sig, og overensstemmende hermed blev da Anton Martin Schweigaard under 13 Mai 1835 udnævnt til Lektor i Lovkyndighed ved Universitetet.
Lige efter Hjemkomsten begyndte da Schweigaard sin egentlige Livsgjerning ved at tiltræde den Lærerpost, som var hans «første Kjærlighed», som han holdt fast ved til sit Livs Ende, og hvori han udrettede saa store Ting for sin Videnskab og sit Fædreland.
- ↑ Nærmere Oplysninger om Slægten vil blive givne i et Bilag.
- ↑ I vestre Strandgade, nyt Matr.-Nr. 49 i Byen; for Tiden i T. D. Schweigaards Eie.
- ↑ S. Breve af 1833, S. 105 og 109.
- ↑ Jfr. saaledes Brev af 27de August 1833.
- ↑ Disse gamle Præstedøtre var Søstre af den bekjendte Rektor Søren Monrad samt af Prof. Monrads Farfader, Sognepræst Marcus M.
- ↑ Jfr. Brev af 6te Juli 1825.
- ↑ Det Maal af Kundskaber, som Skolen i hans Tid drev det til, betegnes nogenlunde ved følgende Opgave af Protokollen for Julexamen i øverste Klasse, December 1818: «Religionsbogen» (ɔ: «Forklaringen»; i Kragerø brugtes dengang en Tidlang Abels Udgave), Bibelhistorien, Geografi («til Enden»), Fædrelandshistorie («til Svend Estridsen»), «Naturlære» («til Enden»), «Naturhistorie» («om Ormene»; det tidligere forhen læst); Regning (til Rentesregning), skrivning. Grammatik (om Skilletegnene). Et Aar forud var der, afvexlende med Modersmaalets Grammatik, givet lidt Undervisning i Tydsk.
- ↑ Tildels efter en Meddelelse fra Sønnen, superintendent L. V. Koeppen i Nesse.
- ↑ I et Brev af 4de November 1872; samtidig sendte han de Breve, han i sin Tid havde modtaget fra Schweigaard.
- ↑ Koeppen nævner ei Græsk; men ialfald Begyndelsesgrundene til dette Sprog maa Schweigaard ogsaa have lært hos ham.
- ↑ Jfr. ogsaa enkelte Ytringer i Brevet af 4 Aug. 1824.
- ↑ Jfr. Brev af 8de Januar 1834, S. 124
- ↑ Jfr. Brev fra 15de Juli 1828, S. 62.
- ↑ Brevet, der i sin Tid udlaantes til forskjellige i Kragerø og gjorde stor Opsigt her, er desværre tabt.
- ↑ Fredrikshald (Resol. 9de Juli 1822), Skien (1ste Aug. 1822), Stavanger (8de Juli 1824) og i dette sidste Aar desuden Middelskoler i Arendal, Laurvik og Kongsberg (Gjenoprettelse af den 1797 stiftede og 1812 nedlagte Skole). Drammen havde faaet lærd Skole allerede ved Resol. 14de Septbr. 1816.
- ↑ Skien havde i ældre Dage, ligesom Fredriksstad, Fredrikshald og Tønsberg, havt sin latinske Skole efter fattig Leilighed (N. 2. 18. 1). Den var imidlertid sammen med de andre udenfor Stiftsstæderne bleven nedlagt ifølge Forordn. 17de April 1739 (jfr. Reskr. 28de Juni 1740) «angaaende hvormange latinske skoler i Danmark og Norge skal vedblive» o. s. v., idet det ansaaes gavnligere at oprette flere «danske» med Undervisning i «Christendom, Skriveri og Regnen», istedetfor de meget ufuldkomne smaa latinske Trivialskoler, der var «baade Landet og Studeringen til større Skade og Hinder end Fordel og Opkomst». Stedet maatte da nøie sig med sin i 1723 oprettede Almueskole, indtil det i 1812 fik en Borgerskole. Denne tilfredsstillede imidlertid ikke længe den nuværende Trang til høiere Undervisning. Borgerne skjød sammen 2,000 Spd., tilveiebragte Lokale, og deres Andragende om Oprettelse af «en fuldstændig lærd Skole» ved Siden af Borgerskolen indvilgedes da ved Resol. 1ste Aug. 1822. Foreløbig maatte Skolen nøie sig med en Overlærer som Bestyrer og to Adjunkter; den stilledes under opsyn af Biskopen i Akershus Stift og Amtmanden i Bratsberg (Resol. 14de Decbr. 1822). Skolen begyndte med 19 Elever i 2 Klasser; i 1825 havde den 27, ved Udgangen af 1828 45. Det normale Tal var 48. Se ellers om Skiens Skole Adjunkt Plum i norske Univ.- og Skoleannaler 2 R. I. 206 ff.
- ↑ Om Rektor Ørn se den af Prof. Monrad meddelte Skildring, der findes trykt som Bilag Nr. 1. Se ogsaa de i Danske Saml. for Historie, Topografi etc. V. 41 og 362 ff. givne Meddelelser.
- ↑ Se J. C. Lous’s Skildring i Bilag Nr. II.
- ↑ Optegnelse af fhv. Sognepræst til Hurum, Neumann (f. 1801), dateret Svelvik 20de November 1881.
- ↑ Se Breve af 10de Marts og 6te Juli 1825 samt 21de Novbr. 1826. Jfr. og 29de Marts og 9de Mai 1828.
- ↑ Jfr. Botten Hansens Biografi af P. A. Munch i Unionshistorien II.
- ↑ Jfr. Bilag s. 175.
- ↑ Brev af 21de Mai 1828, jfr. S. 49, nederst.
- ↑ Meddelt af hans Fætter og yngre Skolekammerat, forhenv. Sorenskriver Alsing.
- ↑ I Oversættelse. Hele Testimoniet findes trykt i Originalsproget som Bilag Nr. IV.
- ↑ Hendes uheldige økonomiske Forholde i denne Tid fremgik klart under skiftet i 1830, da det viste sig, at hun siden 1825 næsten ikke havde kunnet betale Renter af et Pantelaan i Otterøen, stort 1750 Spd.
- ↑ Skolestipendier fandtes først fra 1828; jfr. Brevene S. 44, samt Bilagene S. 198.
- ↑ Jfr. Brev 23de September og 15de Oktober 1827.
- ↑ Huset er nu nedrevet og paa dets Tomt et stort nyt Hus opbygget.
- ↑ Pastor Neumann. «Jeg har saa meget større Grund til at tro», tilføier han, «at saadanne Tanker og Planer krydsede i hans Indre, som jeg tilfældigen var kommen til at høre af hans Mund, at han under Bedømmelsen af Charakterer og Begivenheder brugte at spørge: «hvad bliver der af denne eller af dette om 10 Aar?» Han var saaledes allerede som Yngling saavidt Filosof, at han tænkte grundig over den kommende dunkle Fremtid og tilegnede sig den gamle, men store Lærdom, som ligger i de to Ord: respice finem og andre lignende Fyndsprog».
- ↑ Jfr. Brev af 8de September 1829.
- ↑ Jfr. Brev af 7de April 1828.
- ↑ Jfr. Brev af 3die Paaskedag 1827.
- ↑ Død i 1883 i Porsgrund som forhenværende Sognepræst til Eidanger; tidligere Adjunkt i Skien, Sognepræst til Moland (Fyrisdal) og Drangedal.
- ↑ Senere Advokat, Byfoged i Fredrikshald og nu Justitssekretær i Christiania Stiftsoverret; jfr. hans Erindringer om Schweigaard i Bilagene Nr. II.
- ↑ Jfr. Breve af 1ste Juni 1825, 30te Mai og 10de Oktober 1826, 3die Paaskedag 1827, 8de Januar og 7de April 1828.
- ↑ Jfr. Brev 8de Januar 1828.
- ↑ Jfr. Brevet af 23de Juli 1828.
- ↑ Jfr. Brev 10de Februar 1829.
- ↑ Jfr. Breve af 8de Januar og 7de April 1828.
- ↑ Jfr. Brevene S. 33. Tiltaleordet «De» i de senere Aar tilhørte kun Skriftsproget.
- ↑ Se som Exempel Brevet til Koeppen af 8de Januar 1834, hvor han aldeles ikke nævner sine Charakterer ved den lille Oversigt over sit Universitetsliv.
- ↑ Jfr. Brev af 13de August 1827, 4de August 1828, jfr. ogsaa S. XXI.
- ↑ Jfr. saaledes Brevet af 24de December 1831 om hans Embeds-Examen.
- ↑ Jfr. Brev 8de Januar 1828.
- ↑ Mundtlig Meddelelse af Statsminister Stang.
- ↑ Senere har kun en faaet saa god Charakter, nemlig nuværende Professor Monrad (14834).
- ↑ Munch fik 15 Points i 12 Fag, Løvenskiold 19 i 12 og Mülertz 17 i 11. Munch fik «godt» for Udarbeidelse i Modersmaalet («Hvorfor er Lærdom ikke altid forenet med Sædelighed?») og kunde derfor efter det da og langt senere gjældende Reglement ikke faa Laud. præ cet.
- ↑ Jfr. Brev 29 September 1828.
- ↑ Brev 16 Februar 1829.
- ↑ Se nærmere «Historiske Oplysninger om det juridiske Fakultet» Ugebl. f. Lovk. X. 124.
- ↑ Disse Seminarie-Stipendier – 8 i Tallet – inddroges i 1833. De skulde efter Reglementet af 14de August 1818 egentlig kun være for »vordende Lærere ved de lærde Skoler, forsaavidt disse have de levende Sprog tilligemed Religion og Historie at foredragen. Det var derfor i Grunden reglementstridigt, at Schweigaard fik Del i dem. Men lignende hændte ogsaa ellers stundom især ved saadanne Studenter, der var dygtige i de klassiske Sprog, naar de ei var til Fortrængsel for de egentlige berettigede.
- ↑ Heri maa dog vel Seminariets Forelæsninger være iberegnede.
- ↑ Jfr. Brevet til Koeppen S. 49, samt Brev af 29 Septbr. 1828.
- ↑ Breve af 15 Februar og 13 Mai 1830.
- ↑ Juridisk Kandidat 1835, død 1857 som Professor i Fysik.
- ↑ Hun boede i Pilestrædet Nr. 16, den gamle Gaard, der eies af Toldbetjent Collett.
- ↑ Nedskrevet efter Welhavens Fortælling 1870.
- ↑ Død 1863 som Præst ved Garnisonskirken.
- ↑ Død 1850 som Trediepræst ved Vor Frelsers Kirke i Christiania.
- ↑ Sorenskriver I. L. Alsing, der kom ind til Christiania som Student i 1831 og da boede i samme Hus som Schweigaard.
- ↑ Jfr. Brev 22de Febr. og 25de Juli 1831.
- ↑ Det er et af de sidste Huse paa Gadens øvre Side ud imod Piperviksbakken; Schweigaard boede inde i Baggaarden. I den sidste Tid havde han ogsaa et Forværelse.
- ↑ Nedskrevet efter Welhavens Fortælling 1870.
- ↑ I. L. Alsing.
- ↑ Jfr. Brev 16 Novbr. 1831.
- ↑ Se forøvrigt nærmere i «Historiske Oplysninger om det juridiske Fakultet», 4de Afsnit, Ugeblad f. Lovk. X. 185 og nedenfor Bilag Nr. V.
- ↑ Senere har den kun en Gang fundet Sted ved det juridiske Fakultet, nemlig ved nuv. Prof. Getz’s Examen i 1873.
- ↑ Brev 15de Ju1i 1828, S. 61.
- ↑ Brev 21de Februar 1832.
- ↑ Sorenskriver Alsing.
- ↑ Jfr. forøvrigt herom P. A. Jensen i «Illustreret Nyhedsblad» 1863, S. 233, 252, jfr. L. K. Daa sammesteds 1864, S. 6–7; H. Lassen, Henrik Wergeland og hans Samtid, 5te Kap.
- ↑ Botten Hansens Biografi af P. A. Munch.
- ↑ Dette er Udgiveren meddelt af den eneste gjenlevende af de oprindelige Indbydere.
- ↑ Udhævet af S.
- ↑ Af dennes Imødegaaelse er det ovennævnte Citat om Schweigaards Artikel hentet.
- ↑ Efter Schweigaards Gjengivelse af Indholdet.
- ↑ Der er dog i denne Afhandling, – som fra denne Side har en ikke ringe Interesse, – udtalt meget liberale politiske Anskuelser, idet den har taget til Orde for religiøs-politiske Meninger, som i hin Tid vistnok var meget sjeldne, men som er beslægtede med dem, der senere ofte har været fremstillede af Grundtvigianerne. U. A.
- ↑ Fremhævet af Schweigaard.
- ↑ Jfr. ogsaa J. C. Lous’s Oplysning i Bilagene, S. 186.
- ↑ Se Anmeldelsen af «Karantænetanker» i Nr. 7, jfr. S. 125.
- ↑ Den følgende Oversigt over Schweigaards Afhandling skylder Udg. Prof. Aschehougs Velvillie.
- ↑ No. 27–28; jfr. hertil ogsaa Schweigaard i No. 34, 35 og 37 «Fortsatte Betragtninger over Bankens uforanderlige Vexlingsforhold.»
- ↑ Ogsaa i Særaftryk.
- ↑ Jfr. Brevene S. 104.
- ↑ Jfr. Brevet til Koeppen 8 januar 1834, S. 122.
- ↑ I. L. Alsings Optegnelser.
- ↑ Brev 30 Mai 1831.
- ↑ Jfr. Brevet til Koeppen af 8 Januar 1834 S. 122.
- ↑ Fortegnelsen over Bilagene er her udeladt.
- ↑ Storthingsforh. 1833 V. 712 jfr. 766.
- ↑ Se forøvrigt Bilag VII.
- ↑ Skrevet 1870 efter Schweigaards Død. Jfr. ogsaa Lehmann’s Erindringer i efterladte Skrifter I. 113 ff.
- ↑ Bendz, jfr. S. 128. Til, hvad der er oplyst, kan føies, at B. er død 8de Septbr. 1882 som forhenværende Professor ved den danske Landbohøiskole.
- ↑ Det kunde af Schweigaards Indberetning til Kirkedepartementet af 24de December 1834 se ud, som om denne Afhandling er skreven i Paris; men ligesom Lehmanns ovenanførte Ytring bestemt viser, at den er forfattet i Berlin, er det ogsaa sandsynligt, at den allerede Høsten 1834 er trykt i juridisk Tidsskrift, idet dettes nyde Bind, eller andet Bind for hint Aar, har Trykkeaaret 1834. Ordene i Indberetningen behøver heller ikke at sigte til andet end Trykningen. Lehmann fortæller ellers i sine Erindringer, at det var paa hans Opfordring, S. nedskrev Afhandlingen. Han fortæller ogsaa, at S. medbragte til Berlin Stangs Værk om den konstitutionelle Ret, som Lehmann her studerede under hans Veiledning, hvilket blev Anledningen til, at L. skrev sin udførlige Anmeldelse i dansk Maanedskrift for Literatur XII.
- ↑ Da ingen af disse interessante Afhandlinger er tilgjængelige her i Landet, vil et Uddrag af deres væsentligste Indhold findes i Bilagene.
- ↑ Lehmanns ovennævnte Brev af 1870.
- ↑ Jfr. Brevene S. 122.
- ↑ Jfr. Samtalen med Laube, S. 134.
- ↑ Jfr. Brevene S. 136–37.
- ↑ Jfr. Afh. i juridisk Tidsskrift, S. 292–96 og 322–31 Allerede i den ovennævnte Afhandling i «Vidar» om Sprogundervisningen finder man Spor af dette Standpunkt ligeover den tydske Filosofi.
- ↑ Jfr. ogsaa de voldsomme Udtalelser om Gans, Brevene S. 119.
- ↑ P. J. Stahl, Philosophie des Rechts, I. (Geschichte der Rechtsphilosophie), 1ste Udg. 1830, 4de Udg. 1870.
- ↑ S. 296–7, jfr. ogsaa S. 319.
- ↑ Jfr. Ørsted i Fortalen til Eunomia II (1817) og især i Haandbogen V. 642 (1832), hvor han kalder Savigny «en af de dybeste og mest overskuende Retsgranskere, som nogen Tidsalder har seet».
- ↑ Jfr. Brevene S. 161.
- ↑ Stang, der allerede i flere Aar havde været Familieforsørger, saa sig nemlig i 1834 meget mod sit Ønske nødt til at forlade Universitetet af økonomiske Grunde, fordi Udsigterne til at rykke op fra den meget lavt aflagte Lektor-Stilling til Professor just dengang var mørke. Han søgte da Tilladelse til at aflægge Prøve for Advokaturen, og efterat denne var bestaaet, udnævntes han under 27de November 1834 til Høiesteretsadvokat.
- ↑ Jur. Tidsskrift XXIII. 333.