Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom/Breve fra Skoletiden (1824–28)

Ludvig M. B. Aubert

Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom

Malling, 1883 (s. 97-157).

I.

Breve fra Skoletiden. (1824–28).

(Til Pastor Koeppen.)

Kragerø, 4 August 1824.

Zu den heftigsten Schmerzen, die das menschliche Herz ergreifen, gehört unstreitig die Trennung von geliebten Gegenständen und von Menschen, die durch langen Umgang und gegenseitige Liebe einander theuer sind. Auch mich erschütterte dieser Schmerz so sehr, dass nur das geliebte Vaterland und heissgeliebte Geschwister und verwandte denselben zu lindern, nicht aber das Andenken an Sie und die Ihrigen, Personen, die mir so theuer sind, auszulöschen im Stande waren.

Oft fühle ich, was ich in Ihnen verlor, Lehrer, der mit eigenem guten Beispiel voranging, mit trefflichen Lehren lehrte; Freund, der mit Rath und That in zweifelhaften zufällen half; Vater, der sich des Waisen annahm und ihn wie eigenes Kind behandelte. Alles dieses verdanke ich Ihnen, vortrefflicher Mann; nehmen Sie daher den heissesten Dank von Ihrem dankbaren Schüler an!

Doch damit abgebrochen. Wir hatten eine glücklichere Reise, als sie anfangs zu werden schien. Am dritten Tage nach unsrer Abreise ward uns Norwegen sichtbar, und am fünften Tage kamen wir in Krageroe an. Das Wetter war unterweges sehr gut und der Wind gunstig, doch nicht sehr heftig. Wir waren beide, Heinrich^[1] und ich, nicht von der Seekrankheit frei, und zwar litt Heinrich weniger daran als ich.

Ich bin nun bei meinem Oheim, werde mich aber dem Handel nicht widmen, sondern soll zu meinem grössten Vergnügen Medicin studieren. Ich werde vielleicht hier eine geraume zeit noch bleiben müssen und komme darauf auf die Schule zu Drammen um mich auf die Universität vorzubereiten. Ich glaube, dass Sie vieles dazu beigetragen haben, indem Sie meinen Oheim in Ihrem Briefe dazu bewegten, ohne dessen Einwilligung niemals etwas davon geworden sein würde. – – –

Mit meinem Clawierspiele sieht es noch trübe aus. Ich habe zwar selbst ein altes Instrument; dieses ist aber nicht anders als ein mittelmässiges selbst schlechtes Clawier; jedoch hoffe ich nach einiger zeit ein Pianoforte entweder gekauft oder geliehen zu erhalten.

Von meinen wissenschaftlichen Arbeiten wird jetzt nicht viel. Andere Geschäfte hindern mich daran, und meine jetzige Lage erlaubt mir manche Dinge nicht in Absicht der wissenschaftlichen Beschäftigungen, zu denen ich sowohl, als ich bei Ihnen war, als auch jetzt Lust habe. Aber beim Anbruch des Winters vermindern sich die Geschäfte, und ich hoffe mich alsdann mit voller Musse auf jene legen zu können.

Anfangs als ich hier kam, kam mir alles wunderlich vor; vieles hatte sich verändert; ich konnte unter andere kein Dänisch recht mehr sprechen; doch machte die Gewohnheit diese grosse Veränderung bald eben so, als wenn ich gar nicht solange weggewesen wäre, und ich spreche schon jetzt ziemlich Dänisch wieder. Ich glaube aber nicht das Deutsche so bald wieder zu vergessen, denn täglicher Umgang mit Deutschredenden und eine fleissig fortgesetzte Lecture deutscher Bücher werden mich davor sichern.

Zum Schluss fuge ich hinzu einen Gruss an Ihre Frau und Ihre werthe Familie; drücken Sie dem kleinen Ludwig, dem holden Knaben, an den ich so oft denke, einen herzlichen Kuss auf die Wange an meiner Stelle.

Ergebenst

Anton Schweigaard.

Skien, 21 Februar 1825.

Kjære Bedstemoder!

Inderlig havde jeg ønsket før at have kunnet lade Dig erfare noget fra mig; men formedelst forskjellige Ting, som var forsømte ved at komme næsten tre Uger, efter Kvartalet havde taget sin Begyndelse, og som jeg har maattet indhente, er jeg bleven nødt til at opsætte det fra den ene Gang til den anden.

Jeg har ogsaa nu været saa heldig at komme paa et Sted, hvor jeg med Nytte kan tilbringe Tiden, hvortil ikke alene Skolens Godhed bidrager, men ogsaa, at jeg er kommen i et Hus, hvor jeg hverken af megen Støi eller andre Forhindringer bliver forstyrret. Skien synes ellers just ikke at være noget for fremmede og ubekjendte behageligt Sted. – – Her hersker en farlig, smitsom Børnesygdom, saa at næsten daglig bliver Børn begravede; thi den er som et Slags Pest for smaa Børn, som næsten dø alle, naar de har faaet den; men blandt voxne hersker den ikke.

Du maa endelig bede Trine snart at skrive mig til; hun er den eneste, som da fortæller mig noget nyt fra Kragerø, som jeg bestandig saa gjerne erfarer.

(Til Pastor Koeppen.)

Skien, 10 März 1825.

Theurer Lehrer! Stark, sehr stark hat mich die Nachricht von dem Unglücke, das ihr Land getroffen hat, erschüttert. Am fünften Februar, so melden unsere Zeitungen, wurde die ganze Küste von der Elbe an bis zu der Mündung des Rheins von einem fürchterlichen Orcane überschwemmt. Kaum kann ich mir vorstellen, was Ihr niedrig liegendes dem unbändigsten der Elemente preisgegebenes Land gelitten haben muss. Das ganze schöne fruchtbare Land wieder dem Elemente überlassen, aus welchem es entstanden ist! Unselige Stunde, in welcher die durch Jahrhunderte widerstehende Mauer dem unschonsamen Feinde unterliegen musste! In welcher vieles um Vermögen und Leben gekommen sind! Wie glücklich muss doch nicht der sich preisen, welcher sich in einem von uralten himmelshohen jedem Angriffe widerstehenden Felsen beschützten Lande befindet! Ich hoffe aber, dass weder Sie noch die Ihrigen wegen der ziemlichen Entfernung von der Meeresküste etwas bei dieser Ueberschwemmung gelitten haben.

Ich hin jetzt meinem Ziele etwas näher gekommen, da ich mich seit Weihnachten hier in Schien, einer kleinen (etwa wie Norden) 10 Stunden von Krageroe entfernten Stadt, auf der Schule befinde. Sie ist neulich gestiftet und hat nur vier Lehrer. Ausser fünf Sprachen sind: Mathematik Rhetorik, alte und neue Geschichte, alte und neue Geographie, Kirchengeschichte, Römische Antiquitäten und Zeichnen Hauptgegenstände des Unterrichts. Sie können daraus schliessen, dass, obgleich ich in der ersten Klasse bin, es doch Zeit ausnehmen wird, ehe ich Universitäten besuchen kann. Zuletzt ersuche ich Sie mir die Güte zu zeigen für mich fölgende Bücher zu verschreiben: Schellers lateinisch-deutsches und deutsch-lateinisches Wörterbuch, nämlich das kleinere, welches im ganzen aus drei Bänden besteht – also nicht das, was Sie besitzen – und Schneiders griechisch-deutsches, aus zwei Bänden bestehendes Wörterbuch, beide in Hfband eingebunden, und sie so bald wie möglich mit Schiffsgelegenheit zu meinem Oheim in Krageroe zu schicken. Da der Herr Larsen die Güte hat diesen Brief in den seinigen zu legen, muss ich, um ihn nicht gar zu gross zu machen, hier abbrechen mit einem Gruss an Ihre Frau und übrige Familie von Ihrem ergebensten

A. S.

Skien, 22 Marts 1825.

Kjære Bedstemoder!

Atter ser jeg mig sat i den sørgelige Nødvendighed at maatte bebyrde Dig mere, end jeg ønskede. Da Tellef sidst fra Onkel sendte mig Penge, bad han mig ikke at henvende mig til min gode Onkel derom igjen, førend Farten havde aabnet sig. Jeg har derfor paa alle Maader indskrænket mig saa meget som muligt; men da jeg dog er kommen i Forlegenhed her, beder jeg Dig, hvis det er Dig muligt, at sende mig 2 eller 3 Spd. Gud ved, at intet falder mig saa tungt som saa ofte at maatte benytte mig af baade din og Onkels Godhed, og derfor gjør jeg det ikke uden, naar jeg nødvendig trænger til dem. Jeg finder mig nu bedre tilfreds her end i Begyndelsen, da jeg nyder baade mine Læreres og mine Medskolarers Agtelse og Venskab, ja endog undertiden hines Udmærkelse. Nylig fik jeg Brev fra Tellef, hvori han skriver mig, at »Hensigten« strax skulde seile, og at Christian skulde være med den; han er vel nu allerede borte fra Hjemmet, stakkels Gut, og indser maaske, hvad det er at komme ud i den vide Verden. – – –

Lev imidlertid vel! Jeg kommer nok til i de lange Paaskedage at skrive hjem for i Tankerne at kunne drømme mig der, hvor min sjæl saa heftig attraar at være. – –

Skien, 26 April 1825.

Gode Trine!

Du klager i dit Brev, og det vel ikke uden Grund, over min sjeldne Skriven; jeg tror bestandig, at mine Breve, saasom Gjenstandene deri for det meste er tørre og uvigtige, ikke kunde være Dig til nogen synderlig Underholdning, og i denne Frygt er jeg nok bleven lidt efterladen. – – Jeg har siden Paaske været to Gange paa Klubballet eller Assemblée, som er hver anden Søndag; først med Apothekeren, hvis Søn gaar paa Skolen; den anden Gang med Læreren ved Skolen, Løitnant Crøger. Der gaar meget simpelt til og bliver ikkun drukket Øl og danses ikke længer end til Klokken tolv.

Omegnen om Skien er i det hele en af de skjønneste i Norge; Elv og Skov afveksler med frugtbare Jorder; derimod kan jeg just ikke rose Byen selv for nogen stor Selskabelighed. Jeg har, naar jeg undtager hos Præstens og Mad. S … .s Familie, ikke været hos nogen anden. – – Kjært er det mig at høre, at Tante har beriget Familien med en Opretholder af det næsten uddøde Dahllenavn; det bliver vel en lille Tellef^[2].

Min Kreditor begynder nu at melde sig; jeg opholder hende endnu med gode Løfter, da jeg endnu ei tør henvende mig til Onkel, saasom Du skriver mig, at han endnu ingen Smakker har faaet; det er dog ret en fatal Sag. – – Du pleier at slutte dit Brev med en Undskyldning i Henseende til Skriften; hvor meget mere havde ikke jeg Aarsag dertil! Dog, Du ved jeg er ingen Skjønskriver; kan Du kun finde ud af det Rableri saa har jeg naaet mit Ønske. – –

Skien, 9 Mai 1825.

Gode Trine!

Du havde rigtig Aarsag til at tro, at det ei var gaaet rigtigt til med de Penge, Bedstemoder var saa god at sende mig for nogen Tid siden, da Du ikke har hørt noget om dem siden. Jeg har rigtig faaet og allerede opbrugt dem for lang Tid siden og beder Dig derfor takke Bedstemoder derfor. De kom mig godt tilpas, da jeg med dem, tillige med 5 Spd., som Onkel var saa god at lade mig faa, da han var heroppe, saa mig istand til at betale Skolelønnen for dette Kvartal. Forresten ved jeg ikke, hvorledes jeg har kunnet glemme mig selv saa ganske, at jeg ikke skrev Dig dette i mit sidste Brev, og beder derfor tusinde Gange om Forladelse. – – Endnu en Bøn … at bede Bedstemoder at være saa god at give mig 5 Spd. for for det første at kunne stille Madamen tilfreds. Jeg ved, at Bedstemoder gjør meget for mig; at vise Dig min Forlegenhed behøver jeg vel ikke, Du kjender mig vist alt for nøie til ikke at vide, at jeg ei uden Aarsag og Nød tager min Tilflugt til Bedstemoders endnu aldrig feilslagne Godhed.

Den 1ste Juni 1825.

Hver Gang jeg modtager noget fra din Haand, gode Trine, opfyldes jeg med inderlig Glæde. Altid ligger i dine Breve noget trøstende, noget opmuntrende, som styrker det undertiden mismodige Sind. Saaledes var jeg ogsaa nu temmelig nedslagen, da jeg allerede flere Postdage forgjæves havde ventet paa … nogle Penge … da jeg modtog dit sidste Brev, hvori Du endog forvisser mig om det dobbelte af, hvad jeg vovede at bede Bedstemoder om, som jeg vel endnu ikke har faaet, men hvis Udeblivelse jeg dog aldeles ikke frygter. Ja, Trine! hvem Gud har givet en saadan Understøtter, som vi alle har havt og endnu har i Bedstemoder, der, bevæget af den uegennyttigste Kjærlighed, forener den bedste Villie med Udøvelsen af samme, dens Forventninger skuffes aldrig, han ser sig aldrig forladt. – – – – – Det glæder mig meget, at Christian finder sig saa godt fornøiet med at fare til Søs, og endnu mere over, at ved at behandle ham paa en saa blid Maade, at han ikke derved skal faa Afsky for den, som jeg virkelig fik for den i den Grad, at jeg endnu gruer, naar jeg tænker tilbage paa hine Tider.

Du spørger, om jeg vil komme hjem i Ferierne; jeg ved ei, hvorfor Du kan spørge om det; Du kan dog vel tænke, at ikke 5 Miles Reise kunde afholde mig fra at komme hjem, naar jeg har Frihed i 3 Uger og kanske endnu længere. Jeg har i det mindste havt den Beslutning helt siden jeg kom hid, og kan ikke tro, at Onkel skulde have noget derimod, da Reiseomkostningerne paa denne Aarstid ikke kan udgjøre meget. – – – – I Henseende til at faa gjort mine sorte Klæder kunde jeg vel ønske det; dog agter jeg ikke at bruge de Penge, Bedstemoder sender mig med Th., dertil, som jeg vil stille Mad. S … tilfreds med for det første, thi den stakkels Kones Stilling er virkelig ikke den bedste, som jo alles er, der har mange Udgifter og faa eller ingen Indtægter, og hun giver mig sin Forlegenhed næsten daglig tilkjende med Tilføielse af et eller andet Tillægsord, hvorved hun, stakkel, anmoder mig om nogen Afbetaling. – – –

Ved at gjennemlæse dit Brev findes et Samvittigheds[spørgsmaal^[3], som endnu var ubemærket af mig; Du spørger mig ne[mlig, om jeg?] finder mig fornøiet med min Stilling. Jeg ved ei [ved noget at?] have foranlediget Dig til dette hjertelige Spørgsm[aal]. Har jeg i mine Breve ytret noget saadant, da maa [det kom]me deraf, at under Skrivningen til Hjemmet, som Du vel kan forstaa, kommer forskjellige Tanker, behagelige og ubehagelige, [frem, der kan ?] have foranlediget dette; ellers kan jeg sige, at hvis [jeg ikke] var fornøiet i Ordets egentlige Forstand, da [maatte jeg ?] jo være en Daare, der aldrig er tilfreds med [Skjebnens Tilskikkel?]se. – – – – – Men hvad der for en [?] til at gjøre mit Ophold her behageligt og glad, er Skole[ns første] Lærer, Overlærer Ørn, der altid har vist sig fra en [fortrolig, ja faderlig?] Side for mig. Ikke nok, at hans hele Bibliothek staar mig aabent; han søger endog paa andre Maader at fornøie mig ved at tage mig med paa sine Spadsergange og mere; ja, han har endog tilbudt mig Pengelaan, som jeg dog hverken har eller vil benytte mig af. Men jeg har jo allerede rablet saa meget; bliv ikke vred paa mig, kjære Trine, derfor. – – – –

Skien, 6 juli 1825.

Gode Trine!

Førend jeg havde ventet det, kan jeg smigre mig med det glade Haab at besøge det kjære Hjem; thi eftersom Examen nu tager sin Begyndelse, tænker jeg at kunne bestemme næste Fredag at komme hjem; men det er muligt, at det ogsaa bliver et Par Dage sildigere. ........ V . .s Historie gjorde paa mig et stærkt Indtryk. Ja, saa gaar det med den lastefulde. V. var vist af Naturen udrustet med mere end almindelige Legems og Aands-Fuldkommenheder; men i alle hans Gjerninger er vist ikke én udrunden af Moralitet; thi moralsk Følelse manglede han vist ganske. Længe har han under Lasternes Kaabe skjult sine Feil; men endelig maatte den briste og styrte ham i Elendighedens dybeste Afgrund. Dog le ikke, Trine; han var jo dog min Lærer, og med hvilke Øine maa enhver ikke betragte sin Lærer? Naar den, der skulde veilede de unge endnu bøielige Sjæle til Dyd og Moralitet, naar denne selv foregaar dem med det afskyligste Exempel, er det da næsten ikke til at fortvivle? – Dog, Lasten straffer sig selv; det har vi jo seet herved!

Men Timen er jo nær, at Hjerte kan tale til Hjerte, hvad kolde Bogstaver ikke formaar. Jeg vil derfor opsætte min Skrivelyst til hint forønskte Øieblik.

Hils Bedstemoder og glem ikke at takke hende for hendes sidst sendte Penge.

Til at fordre er jeg altid villig, men [?] altid glemmer jeg at vise Taknemmelighed.

Skien, 9 August 1825.

Gode Trine!

Med spændt Forventning ser jeg Dig modtage den Dag, der kan tilintetgjøre de Bekymringer som dit ængstelig følsomme Sind gjør sig for en elsket Broder. Ja visselig, ikke saa ganske ugrundet var din Frygt; thi syv lange Timer igjennem maatte jeg døie Stormens Heftighed, der var saa stor, at den satte os alle i Fare, førend jeg gjennemvaad og ilde tilredt af Søsyge naaede Brevig. Den følgende Dag tog jeg Landeveien til Skien, hvor jeg allerede ankom Klokken 10 om Morgenen. – –

Medens jeg var hjemme, sagde jeg nok, at jeg troede at faa ved denne Examen første eller anden Plads; jeg har faaet første og blev altsaa med den Skiens lærde Skoles øverste Discipel, hvilket lidt oversteg min Forventning; thi mine Charakterer oversteg ikke lidet mine Meddisciples.

Jeg lader Bedstemoders Munker og Smørebrød smage mig ret godt; begge Dele er nu strax forbi; men Du husker vel den lange (?), jeg har i Baghaanden.

Uhret gaar udmærket godt; Støvlerne er ogsaa brugbare. Jeg har udvidet de sidste saa, at jeg uden stor Umage kan iføre mig dem.

Jeg skulde have skrevet Onkel til; men da Posten afgaar Klokken 6, og jeg i Eftermiddag Klokken 5 skal begynde min Undervisning som Du ved, jeg talte med Dig om, saa bliver mig ingen Tid dertil tilovers.

(E. S.) Du maa endelig ikke glemme min Hyre med Hensigten.

Den 6te September [1825].

Gode Trine!

Jeg stolede paa, at Du af mine, to Postdage efter hinanden til Onkel skrevne Breve, har faaet at vide, at jeg lever vel, og har derfor holdt det for unødvendigt at skrive til Dig; thi min Tid er nu virkelig saa knap, at det bliver mig næsten umuligt at foretage mig andet end mine almindelige Forretninger. – – – – – –

Mad. S. har for nogen Tid siden paataget sig at forskaffe to af Skolens Lærere samt en anden Løitnant Middagsspise, hvorfor hun af hver har 5 Spd. maanedlig; hun begynder ogsaa at lade sig høre for mig, da hun paa det sidste Kvartal endnu intet har faaet.

For sex Timers ugentlig Undervisning har jeg 1 Spd., som altid dog i det mindste er en god Haandskilling til Biudgifter f. Ex. Bøger. Nogen stor Sum bliver der neppe af det.

Fra Tellef fik jeg forrige Postdag Brev. Han skulde strax, sagde han, reise. Hvor inderlig gjerne jeg end vilde have skrevet ham til, har det dog hidindtil af Mangel paa Tid ikke været muligt. Vidste jeg vist, at det endnu var tidligt nok næste Postdag, skulde intet være mig kjærere end dette. Vær Du imidlertid min Tolk; sig Du ham det sidste Levvel og ønsk ham fra mig Lykke og Held. Hils ogsaa vor gode Bedstemoder. Snart er vi, gode Trine, ene og dog ikke sammen, men dog ikke i saadan Frastand, at vi skulde anse os for aldeles skilte; skriv Du mig derfor oftere til; mange Hindringer afholde mig derfra, dig ingen.

Skien, 27 September [1825].

Gode Trine!

Indliggende Regning^[4] vil vise Dig, hvad der gav Anledning til dette Brev. – – Jeg fandt mig endelig sat i den Nødvendighed gjennem Dig at skrive til Bedstemoder om at hjælpe mig af min Nød ved at sende mig denne Regnings Debet. Jeg kjender Bedstemoders Samvittighedsfuldhed og ved, at, hvad hun engang, skjønt utvungen, har lovet, kan hendes strenge Redelighed ikke tilbageholde; thi dette har hun jo noksom vist mod os; men tro derfor ikke, at jeg i Tiltro derpaa som en Gjæld forlanger disse af Bedstemoder, fordi hun engang var saa god at love mig 10 Spd., som jeg ei har faaet; nei, Nødvendigheden tvinger mig dertil, og intet skulde være mig kjærere end at kunne befri Bedstemoder, som saa længe med Selvopofrelse har sørget for os alle, fra saa mange Udgifter for min Skyld; men jeg ved, at, naar Nøden er størst, da hjælper hun villigst, naar det staar i hendes Magt. Regningen er forfalden til Michaelsdag; derfor maatte Du, hvis Du kan faa dem, sende dem mig saa hastig som muligt. – – – – – – – – –

Sidste Søndag var her Konfirmation og mange Selskaber i Byen. Fire af Skolens Disciple var ogsaa i Konfirmandernes Antal. Jeg var buden paa tre Steder, men kunde naturligvis ikke gaa mere end paa et. – –

Den 10de October [1825].

Gode Trine!

Besynderligt er det; men det er dog saaledes, som jeg ofte har bemærket, at, naar Hjælpen engang kommer, da kommer den paa en Gang fra alle Kanter. Saaledes ogsaa nu; da jeg var i den største Forlegenhed og ikke turde gjøre sikkert Haab paa nogen Hjælp, fik jeg nu paa en Gang baade fra Dig og Onkel en temmelig Sum tilsendende, som for det første har befriet mig for Kræven paa alle Kanter. Jeg kjendte meget vel din bløde charakter og vidste, at det vilde volde dig Bekymring at se mig sat i saadanne trængende Omstændigheder, da Du altid forestiller Dig Sagen fra den værste Side; dog var mit Brev ikke saa meget skrevet til Dig som mere en Bøn til Bedstemoder; men da jeg nu engang har begyndt at addressere mine Breve til Dig, saa vilde jeg ikke heller da gjerne gjøre nogen Undtagelse, og intet skulde være mig kjærere end for Fremtiden at forskaane dig for deslige Kommissioner.

Med mit sidste Brev fra Onkel sendte han mig den omtalte Attest til Befrielse fra Skolelønnens Betaling. Jeg har derfor i Bedstemoders Navn indgivet en Ansøgning derom, da jeg vel vidste, at den paa denne Maade vilde have den bedste Virkning, og at Bedstemoder aldrig har noget imod det, der er til vort sande Gavn. Næste Søndag tager de almindelige Vinterballer deres Begyndelse; jeg har saamæn to Invitationer dertil, som dog ikke er mig synderlig behagelige. – – – – – –

Tak Bedstemoder tusinde Gange for de tilsendte Penge. – – – – –

Den 31te October [1825].

Gode Trine!

Meget kjærkommet var mig det med Brevets Overbringer sendte halve Ris Papir, som i en lang Tid vil spare mig for Udgifter, som jeg er en Hader af, da der sjelden er Penge i Kassen. Med ikke mindre Fornøielse end dit læste jeg Christians Brev. Han vil med Tiden blive en hel Brevskriver; thi naar jeg undtager nogle Repetitioner af en og samme Ting, saa vidner hans Brev om en Lethed i Udtrykket, som ikke er alle given. Du maa ikke vise ham denne Recension over hans Brev, som jeg har taget mig den Frihed at gjøre, da han ellers let kunde blive saa fornærmet over, at jeg har fordristet mig til at beskylde ham for hin ene Feil i Stilen, at han aldrig mere vilde skrive mig til, som vilde gjøre mig meget ondt. – – – – – – – – – – –

Med mit Øie, som Du saa ængstelig spørger efter, var der intet paa Færde. Der var kun kommet noget ubetydeligt i det, som foraarsagede nogen Smerte, saa at jeg næsten skammer mig ved at have kunnet holdt det for at være af nogen Betydning.

Ansøgningen, som jeg i Bedstemoders Navn skrev for Befrielse fra Skoleløn, blev indsendt til Departementet for Skole- og Undervisnings-Anstalter i Christiania. Da jeg daterede den fra Kragerø i Bedstemoders Navn, vil Besvarelsen deraf blive hende først tilsendt. – – – –

Den 11te December [1825].

Gode Trine!

At jeg paa saa lang en Tid ikke har skrevet Dig til paa dine Breve, har ikke sin Grund i skjødesløshed eller Efterladenhed; men Mangel paa Tid har hidtil gjort det mig umuligt.

Da jeg derfor idag har faaet at vide, naar Skoleferierne skal begynde, saa lader jeg Dig herved vide, at, siden Bedstemoder har været saa god at tilbyde mig fri Skyds, saa maa hun sende Hesten for at afhente mig, saaledes at den kan være her næste Mandag den 18de Decbr. om Aftenen, for at jeg kan komme herfra den følgende Morgen. – – – – – –

Den 10de Januar [1826].

Kjære Trine!

Skjønt Du aldeles ingen Aarsag havde til at være bange for mig paa denne min ubetydelige Reise, da Du med Hensyn paa Maaden, hvorpaa jeg fortsatte den, kunde være ganske ubekymret for mig, vover jeg dog ikke at lade den første Postdag forbigaa, uden ved nogle Ord fra egen Haand at berolige Dig og ganske udrive Dig af den Frygt, Du af en overdreven ængstelig Kjærlighed til dine, endog uden mindste Grund, til din egen Urolighed og Kval pleier at foraarsage Dig. – – – –

Naar jeg undtager den overvættes strenge Kulde, som endnu tiltog den følgende Dag og meget inkommoderede mig, kan jeg ikke klage over nogen møisommelig og besværlig Reise. – – – – – –

Jeg kan hilse Dig fra Æblerne og alt andet godt det er altsammen paa Veien ganske bortfrosset, saa jeg ikke længe skal kunne have godt af dem. – – – – – – – – – – – – – –

Den 7de Februar [1826].

Gode Trine!

– – – – – – – – – – – – – Alt er hos mig i den samme Orden, som der overhoved kun sjelden forefalder noget, som forstyrrer denne, hvorfor jeg altid maa være en meget mager Brevskriver uden Underholdning og Interesse. Fra H. K. kan jeg hilse Dig; han kom ved sin Indtrædelse i Skolen i nederste Klasse og kunde desværre ikke med mindste Grund gjøre Fordring paa en høiere Plads – et sørgeligt Bevis paa det meste Huslærervæsens liden Nytte, da han og jeg – omtrent paa en Tid begyndte vor literære Løbebane. – – – – – – – – – – – Just som jeg skriver, falder min gamle blaa Kjole mig i Øinene, der giver mig et maaske i dine Øren just ikke glædeligt Stof til Fortsættelse. Dens Tid synes nu strax at være ude, da den er i Stykker paa tre Steder. Da jeg ikke troede, det saa hastig skulde være gjort med den, vil jeg vist strax se mig i en liden Forlegenhed, saasom jeg hver Dag maa bruge den anden blaa, der vist ikke vil blive saa varig. Har Du derfor et Stykke Klæde, jeg kunde faa til en Kjole ud paa Sommeren, hvis den anden skulde finde paa at gaa i Stykker, maa Du endelig tænke paa mig. – – – – – – – – – –

– – – Jeg ser, Papiret ikke rummer stort mere af mit Rableri, hvilket da engang tvinger mig til at holde op og befri Dig fra det tørre og møisommelige Arbeide at gjennemlæse det. Dog vil jeg holde inde med alle Undskyldninger; thi naar jeg forsikrer Dig, at jeg, uden dog som mangen en Nar, naar han hele Timer igjennem har svedet for at bringe noget ud af et tomt Hoved, at lægge et storpralende «i Hast» til, for største Delen sammensmører et saadant Brev inden ½ Time, saa kan Du vel ei forlange det anderledes. – – – –

Den 7de Marts [1826].

Gode Trine!

Næsten havde jeg glemt den mig paalagte Kommission at forskaffe Dig en Hatteblomst, hvis Du i dit sidst til mig skrevne Brev ikke havde erindret mig derpaa; omtalte Blomster er af forskjellig Godhed og til forskjellige Priser tilfals i Kramboderne. Prisen paa de bedste er kun en Ubetydelighed, og jeg skal med første Leilighed besørge Dig en tilsendt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – Hvad Bedstemoders Spørgsmaal, om jeg havde nogen i Undervisning, angaar, er jeg ikke fuldkommen enig med mig selv, hvad jeg skal svare; thi jeg læser rigtignok hver anden Aften et Par Timers Tid med en af mine Klassekammerater, hvorfor ogsaa Betaling er mig tilbuden; men denne kan jeg ikke bekvemme mig til at modtage, da hins Forældre altid har vist og ved hver Leilighed viser sig overordentlig artige mod mig; ogsaa maa jeg undertiden temmelig længe beskjæftige mig med H …, der trænger til al den Hjælp, han kan faa. – – – – – – Du maa bede Bedstemoder, hvis hun er istand dertil, at sende mig, om ikke mere end 2 Spd. – – – – Onkel vilde vist lade mig faa, hvad jeg saaledes behøvede; men han synes vistnok at have Byrde nok, saa jeg endnu nødigere vil bede ham derom. – –

Den 5te April [1826].

Kjære Søster!

– – Den lovede Hatteblomst har jeg kjøbt af den smagfuldeste Sort, der her i Byen var tilkjøbs, og skal ved første Leilighed sende Dig den. – – – – – – – – – Landskabsmaler Otto er for nærværende Tid her i Byen og foreviser sit Panorama; jeg har seet det to Gange, da jeg har været saa heldig at faa Billetter til Foræring og kan maaske endnu oftere faa det at se. – – – – – –

Skien, 6 Mai [1825].

Theurer Lehrer!

Obgleich der grosse Zwischenraum, durch welchen wir von einandern getrennt sind, einen ununterbrochenen Briefwechsel ungemein hindert, wenn nicht ganz unmöglich macht, wünsche ich doch nichts so sehr als zuweilen, zumal wenn freie Gelegenheit sich darbietet, Nachrichten von Ihnen einholen zu können. Ein solcher Briefwechsel würde für mich ein doppeltes Interesse haben; erstlich weil es mir äusserst angenehm sein muss, mit einem Manne, dem ich so viel von meiner Bildung verdanke, in freundschaftlicher Beziehung zu stehen, theils auch weil des Deutschschreiben, wie Sie wohl einsehen können, für mich noch immer und mehr als je ein ganz besonderes Interesse hat.

Dass ich die Schellerschen und Schneiderschen Lexica, die Sie mir zu verschreiben die Güte gehabt haben, in Empfang genommen habe, wird Ihnen wahrscheinlich von meinem älteren Bruder, den Sie wohl öfters zu sprechen die Gelegenheit gehabt haben^[5], gesagt worden sein. Ich bin Ihnen für Ihre gehabte Mühe sehr verbunden. Obgleich das Schellersche Lexicon meinen Wünschen nicht ganz entspricht, bin ich doch gut damit zufrieden. Der lateinisch-deutsche Theil steht seines beschränckten Plans wegen dem grösseren nach, hat aber durch die Verbesserungen des geschmackvollen, rühmlichst bekannten Schulmannes, Lünemans, an Nützbarkeit und innerem Gehalt viel gewonnen; wie überhaupt Schellers lateinisch-deutsche Lexica bis jetzt wohl als die vorzüglichsten ihrer Art angesehen zu werden verdienen; aber um ein brauchbares deutsch-lateinisches Wörterbuch zu schreiben fehlt es dem Scheller gar zu sehr am Geschmack, und Seine Arbeiten darin haben desswegen einen gar geringen Werth und sind von einem anderen Deutschen, Kraft, weit übertroffen, dessen lexicalisches Werk ich wohl am Ende genöthigt bin mir anzuschaffen, – doch dieses muss ich für erst dabei bleiben lassen.

Meine übrige Lage werden Sie gewiss von meinem Bruder erfahren haben; wie’s denn auch alles beim alten ist. An Arbeit und Beschäftigungen fehlt es mir nicht; denn die Einrichtung der norwegischen Schulen fordert von den Schülern, wegen des grossen Cyclus der Wissenschaften, die in denselben vorgetragen werden, eine weit grössere Geistesthätigkeit, als es bei den meisten anderen Lehranstalten erforderlich ist. – – – – – – – – – weil Sie nähmlich [das vorige] jahr die Güte hatten, meinen Antrag zu [erfüllen? schmeich]le ich mir mit der Hoffnung, dass Sie auch jetzt [eine ähnliche ?] Bitte vollbringen werden, mir folgende Bücher [durch die] Hahnsche Hofbuchhandlung zu verschreiben:

M. Tullii Ciceronis opera omnia, wohlfeile Ausg.,

T. Livii Patavini opera omnia, wohlf. Ausg.,

Herodoti Halicarnassei opera omnia, wohlf. Ausg.,

Homeri Odyssea, wohlf. Ausg.

Alle aus Tauchnitz’s Ausgabe in Leipzig. Dass ich gerade Tauchnitz’s Ausgabe gewählt habe, ist, weil diese sich sowohl durch ihren reinen Druck und ihre Correctheit, als durch ihre Wohlfeilheit vorzüglich auszeichnet. – –

Den 9de Mai [1826].

Kjære Trine!

Den omtalte Kurv er mig rigtigen bragt, og Blomsten ligger allerede vel nedpakket og forseglet i den, saa at intet uden Leilighed at faa Dig den tilsendt fattes for at tilfredsstille din Længsel efter den. Med Hensyn paa Betalingen derfor behøver Du aldeles ikke at gjøre Dig Grublerier. Jeg vilde gjerne kalde den en Foræring til Dig, hvis den ikke allerede for længe siden af Dig selv var betalt; jeg vilde desuden komme slet væk, hvis vi saa nøiagtigen skulde holde Regnskab med hinanden. – – – – – – –

Onkel sendte mig i forrige Uge 25 Spd., saa at jeg for det første kan have Ro. – – – Her kom idag den Efterretning, at Kronprindsessen er nedkommen med en Søn, der som født Arving til Norges Throne maa opvække Interesse hos os.

– – – – Jeg mærker, at jeg allerede begynder at skrive ulæselig, hvilket altid er Tilfældet med mig, naar jeg har skrevet en Stund. Nok derfor for denne Gang. – – – –

Den 16de Mai [1826].

Gode Trine!

Tak for det mig tilsendte Tøi; det var mig saa meget mere kjærkomment, fordi Foder og Silke fulgte med, saa det bliver desto lettere at faa det forfærdiget.

– – – Her var igaar Bal hos Byfoged Bruenech i Anledning af Prindsens Fødsel. Der var en stor Mængde Mennesker, hvoriblandt ogsaa jeg befandt mig.

– – – Det kunde synes Dig noget pedantisk, at Blomsten, der herved sendes Dig, saa omhyggelig er indsvøbt; men da det er over en Maaned, siden jeg indpakkede den, maatte jeg bruge denne Forsigtighed, da jeg ikke vidste, ved hvem den kunde vorde Dig tilsendt. – – – – – – – – – – – – – – – – –

Den 21de Mai [1826].

Kjære Trine!

Af det med svang sendte Tøi, der blev mig bragt for nogle Dage siden, var mig det uventede Par strømper for nærværende Tid mest kjærkomment, da jeg i lang Tid har gaaet med en hvid og en graa Strømpe, der næsten ganske var uden Bunder og Saaler, medens de øvrige var paa Vask. Halstørklæderne og Kraverne var meget fine, hvide og store, har altsaa alle de Fuldkommenheder, man kan ønske sig; hvorfor jeg takker Bedstemoder for Tøiet, Dig for Sømmen. – – – –

Den 17de Mai høitideligholdtes med megen Festlighed, først paa fri Mark, siden ved et Bal. Paa to Indbydelser fulgte jeg med og fandt temmelig god Underholdning.

Den 30te Mai [1826].

Gode Trine!

Da Examen endnu i denne Maaned skal begynde og jeg altsaa om 4 eller 5 Uger kan vente Ferier, saa maa jeg noget nøiere aftale med Dig om den omtalte Reise til Stokke^[6]. Skal jeg sige Dig min Mening, da lover mine Udsigter ikke meget, da min hele Garderobe er i en slet Tilstand. Snart har jeg nemlig ingen Støvler at gaa paa, da jeg med hver Dag venter, at de, jeg har paa Benene, skal sige Farvel. At faa forfærdiget en ny Kjole tør jeg slet ikke tænke paa; heller ikke har jeg mere end den lyse Vest i brugelig Stand, da de øvrige er i en ynkelig Forfatning.

Du maa ikke forundre Dig over, at mit Tøi er i saa slet Tilstand, naar Du betænker, at jeg i dette halve Aar kun har været i Besiddelse af 4 Spd., som jeg kunde kalde mine. Du ser derfor, at jeg uden 4 til 5 Spd. ikke kunde komme i saadan Stand, at jeg kunde reise, og da jeg nu ikke ved Udvei til dem, bliver jeg nødt til at opgive min Beslutning, skjønt jeg ikke ugjerne skulde se den opfyldt.

– – – – Jeg belæsser Dig altid i mine Breve med Klynken og Klagen, som Du vist er fornuftig nok til ikke at bryde Dig noget om; idetmindste kan jeg forsikre Dig, at saadanne Ubetydeligheder hos mig ingen Utilfredshed kan opvække; men undertiden beror i Livet vigtigere Gjenstande paa Bagateller, saa ingen ganske kan løsrive sig fra dem. – – – –

Juni [1826].

Gode Søster!

Neppe er der endnu 20 Minutter, til Posten skal gaa; men Nødvendigheden byder mig skrive. Du maa endeligen bede Bedstemoder at være saa god at sende mig 1½ Spd. for at faa istandsat mine Støvler. Da jeg skrev Dig sidst, anede jeg ikke, at de saa snart vilde sige Farvel; men nu er jeg snart fuldkommen barbenet, saa at jeg om nogle Dage, hvis ingen Subsidier kommer, maa holde mig inde af Mangel paa Skotøi; Du ser altsaa, at det har Hast. – – – –

Skien, 29 August 1826.

Kjære Trine!

Biskoppens Visitats, der i disse Dage finder Sted ved Gjerpen og i Skien, har foraarsaget nogle Dages Stansning i Skolen og derfor givet mig nogen mere end almindelig Tid ogsaa at skrive Dig til. At «Hensigten» saa hurtig og lykkelig har endt sin tredie Reise med Udsigt til endnu større Fordel ved den fjerde, er mig overordentlig kjært, da dens heldige Fart for os alle og fornemmelig mig nu mere end nogensinde er af den mest afgjørende Vigtighed. – – – – – – – – – – I denne Tid har der opholdt sig et Selskab Kunstberidere her i Byen, der flere Gange har forevist gymnastiske Kunster, f. Ex. at ride i fuldt Trav staaende paa Hovedet eller i opreist Stilling dansende paa Hestens Ryg. Jeg har to Gange seet dem; dog har jeg begge Gange gaaet frit ved mine Meddisciples Høflighed, da jeg ingenlunde vilde have udgivet ½ Spd. for hver Gang.

Ved den i August Maaned afholdte Examen artium (den første Examen, hvorved de, der melder sig til at blive optagne i Studenternes Antal, prøves, hvorvidt de er duelige eller ikke, og derefter erholde deres charakterer) er nitten af Mangel paa Kundskaber forkastede eller nægtede Examen. – – – – En saadan Rejektion fra Universitetet er yderst vanærende, da den vidner om en utilgivelig Blottelse for alle Kundskaber. – – – –

Den 19de September [1826].

Kjære Trine!

Skjønt jeg er skyldig Tellef Svar paa hans sidste Brev og derfor først burde have skrevet til ham, bliver Du dog den første, der faar noget fra mig. Jeg fik nemlig i forrige Uge af Apotheker Mühlertz blaat Klæde til en Kavai som en Erkjendtlighed, fordi jeg har hjulpet hans Søn. Nu er desværre ikke Kavaien strax færdig, fordi jeg har Tøiet; men meget fattes endnu. Derfor maa jeg gjennem Dig bede Bedstemoder være saa god at sende mig nogen Bommesi til Foder. – –

Jeg var iforgaars borte, – den anden Gang, siden jeg var hjemme. Om Søndag er Konfirmationsdag, saa jeg vel ogsaa da bliver buden etstedshen. – – – – – – – – – – Præsten Munch har fortalt, at Biskopen^[7] paa sin Visitats i alle Henseender skal have havt Aarsag til den største Misfornøielse, – ja at Kirkevæsenet i Kragerø skal have været i den sletteste Forfatning i det hele Provsti; det er vist overensstemmende med, hvad enhver kunde vente. Glem ikke de længe lovede Støvler, som jeg strax nødvendigvis trænger til. – – – – –

Den 10de October [1826].

Kjære Trine!

Dine to sidste endnu ubesvarede Breve var mig, som alle foregaaende, kjære og dyrebare. Ikke fordi de begge var ledsagede af Gaver, Du kunde tro, var Gjenstand for mine Ønsker, men formedelst den Inderlighed, hvormed Du deltager saavel i mine physiske som økonomiske Omstændigheder. Jeg ser, med hvilken ængstelig Vemodighed Du erfarer nogle yderst uforsigtig, om ikke ubesindig slupne Ord, der uden mindste Paalidelighed skulde tilkjendegive mine legemlige Kræfters Aftagelse^[8] ved altfor vedholden og uafbrudt Aandsanstrængelse, med hvilken sorgfuld Bekymring Du ser det Tidspunkt imøde, da jeg raadvild, uden Hjælp og Støtte, skulde udsættes for en uskaansom Kreditors gyldige Fordringer; dette ser jeg, kjære Trine, og finder deri Trøst og Lindring, ei af den Aarsag, at jeg skulde anse mig for ulykkelig, forstødt eller uværdig til andre og gode Menneskers Bistand, Understøttelse og Opmuntringer, men fordi Du ved din Deltagelse kalder Mindet og Indbildningskraften tilbage paa Gjenstande, dyrebare og uforglemmelige Personer, der, skjønt deres Billeder endnu kun halvt udslettede foresvæver Sjælen, dog ved Gjenerindringen virker mægtigen gavnlig (?) og kjært paa Hjerte og Følelse. Dette, Trine, var mig kjært i dine Breve; kun forsaavidt kunde de medfølgende og modtagne Gaver glæde mig, at de overbeviste mig om Bedstemoders vedvarende Kjærlighed og omsorg for mig. Men naar jeg betænker, naar jeg overveier, hvor meget jeg trænger til Bedstemoder, hvor længe jeg maaske endnu kommer til at behøve hendes Hjælp og Understøttelse, saa frembringer alt, hvad der overskrider det nødvendige, det vil sige, hvad ingen uden Anstændighedens Overtrædelse kan mangle og undvære, snarere en vis Mismodighed end Glæde hos mig. Jeg føler, hvor ubetalelig modtagne Velgjerningers Gjæld bliver mig; endog det Tilfælde synes mig muligt, at jeg derved kunde bidrage til mine Velgjøreres Mangel og Savn, og Tanken herom nedslaar mig; men Overbevisningen, at disse Opofringer, disse velgjerninger ei falder paa en uværdig, at jeg ved mit Forhold endog i den Grad har vundet Fremmedes Bifald, at de gjør sig en Glæde af, hvis Nødvendigheden skulde tvinge mig, at række mig en hjælpende og bistandsfuld Haand, og det ei paa en fornedrende og ringeagtende, men paa en ærefuld og ædel Maade, det glæder, det styrker og opmuntrer mig; det gjør mig den valgte Bane, skjønt ujævn og møiefuld, kjær, dyrebar og ærværdig; det henvender min Aand og mine Bestræbelser mod et ædelt, høit og værdigt Maal. Dette er mine Tanker, Trine. At de ikke er forstilte, at de ikke blot er en Følge af ungdommelig Forfængelighed, godtgjøres derved, at jeg just aabenbarer dem for Dig, fra hvem de ikke letteligen udbredes; nei, Hensigten er at berolige Dig angaaende min Stilling, at gjøre Dig glad, som jeg er, og hvad din Frygt for min Helbred angaar, tror jeg, Du kan være beroliget; jeg søger ikke forsætligen at nedbryde og tilintetgjøre, meget mere at vedligeholde og styrke den. Ei heller ved jeg, hvorfor en saadan Frygt just skulde gjælde mig, da jeg neppe tror mere end de fleste, ja endog mindre end enkelte, ved Stillesidden og Anstrængelser at gjøre en saadan Frygt grundet. – Det har lykkets mig efterhaanden at betale min Debet for dette Aar, paa 7½ Spd. nær, som jeg hverken eier eller kan vente at faa. Disse maa, hvis jeg vil tænke paa Ro og Fred, udbetales inden næste Uges Udgang, og om disse henvender jeg mig gjennem Dig til Bedstemoder, fast overbevist om, at, da jeg selv saa meget som muligt har søgt at lette Byrden, ikke Bedstemoder vil afslaa min Bøn. – – – – – – – – – – –

Søndagen den 29de October [1826].

Gode Trine!

– – – Det er længe, siden Du hørte noget fra mig, hvorfor jeg ved nogle faa Linier, saa meget som den korte Tid tillader, vil lade Dig vide, at jeg har modtaget det 8 Spd. indeholdende Brev, hvorved jeg for det første er befriet for Bekymring angaaende denne Gjæld. – – – – – – – – – – – – – – –

Videre har Du, om jeg ei tager Feil, engang skrevet mig til, at Bedstemoder med sin sædvanlige omsorg for mig havde tilveiebragt et, til et Par Benklæder tilstrækkeligt, Stykke sort Klæde At jeg høiligen, ja uundværligen trænger til et Par Benklæder, ved Du vist, da jeg i den Grad har vokset, at jeg neppe kan bruge dem, jeg har, som desuden Alderen viser sig paa. Kunde Du faa det mig tilsendt, da det er mig bestemt, og jeg havde Penge at lade det forfærdige, vilde jeg være hjulpen. – –

Den 21de November 1826.

Kjære Trine!

Vor Halvaarsexamen er forhaanden. En Examen er virkelig en herlig Ting, ikke alene for Skolediscipelen, men for ethvert Menneske overhoved; den kan aldrig for ofte finde Sted. Kan vi ikke, ligesom ved Skoleexamen, saa ogsaa ved nøie Examinering af os selv finde, at vi ved hvert Hvilepunkt i Livet er komne et Skridt videre til det egentlige sande Maal, tror jeg neppe, det staar fuldkommen godt til med os. De viseste og bedste Mænd fortakkede for en stor Del deres Fuldkommenhed den ofte gjentagne og uafbrudte Prøvelse af sig selv.

Biskopen var særdeles fornøiet med denne Bys lærde Skole; han vilde endog næste sommer begive sig hid for at være tilstede ved Hovedexamen, noget, man anser for en mere end almindelig Udmærkelse og Æresbevisning. – – – – – – – – – – – –

Den 5te December 1826.

Kjære Trine!

Du vil kalde mig ubetænksom og vægelsindet, og jeg fortjener det. For en Maaned siden ansporede jeg Dig af alle Kræfter at faa de Hindringer tilsidesatte, der stod i Veien for at deltage i en Reise^[9], som jeg indbildte mig fast at have besluttet; nu ser jeg Hindringen næsten overvunden, og min Lyst til at realisere min fattede Beslutning – er forbi.

Christians Veklager over min mulige Udebliven har virkeligen i høi Grad rørt mig. Om jeg af mine Sødskende elsker Christian mest, ved jeg ikke; men det forekommer mig, som han er den, jeg mindst kunde afslaa noget. Naar jeg tænker paa ham, træder altid den Fordom for mig, som om hans Tilstand af vores alles var mest at beklage, skjønt jeg gjerne indrømmer, at det forholder sig modsat. Aarsagen, hvorfor jeg med saa øm Ængstelighed tænker paa Christian, er visseligen ingen anden end den, at ældre sødskende overhoved, og allermest i Fraværelse, med et Slags Bekymring tænker paa deres yngre, som de er vant at se i en mere hjælpeløs Stilling end de ældre. Ogsaa har Bedstemoder ved den «paa det nye Værelse opførte Kakelovn» ikke lidet bidraget til at ombytte et Besøg til de Fremmede med et til Hjemmet. Altfor vel gav hun derved at forstaa, at hun ønskede at se mig i Julen. Jeg ved, hvor stor Kjærlighed Bedstemoder bærer for os alle, saa ogsaa for mig; derfor tør jeg vel paastaa, at hun glæder sig høiligen ved Synet af enhver af os. Men Bedstemoder har den Egenskab tilfælles med en stor Del andre fortræffelige Mennesker, at de udtrykker deres Kjærlighed og Følelse mere ved Handling end ved Ord, ja, at de endog dølger den. Derfor er jeg forvisset om, at min Hjemkomst ikke er Bedstemoder ganske ligegyldig, skjønt hun selv siger det. – – – – – – – – – – – – – – –

Den 15de Januar [1827].

Kjære Trine!

Af Frygt for, at Udeblivelsen af Svar paa dit Brev vilde gjøre Dig ængstelig for de sendte Penges rigtige Modtagelse, vover jeg ikke andet end strax endnu iaften, skjønt slet disponeret af Søvn og Forretningernes Mængde, at give mig til at skrive. Du kan nok selv tænke, hvor meget den uventet kommende Pengesum overraskede mig. Jo mindre min Forlegenhed er, desto stærkere Indtryk gjør altid en saadan pludselig Tilflydelse af Indtægter paa mig. Dette var virkeligen nu Tilfældet; thi jeg ved aldrig i mit Liv at have været i Besiddelse af saa mange Penge, der var min virkelige Eiendom, som nu, da jeg efter al Gjælds Afbetalelse endnu beholder 10 species tilbage. Jeg har læst om en Skrædder, der efter at have opnaaet sit fyrigste Ønske ved at vinde 50 Daler i Lotteriet, tilsidst, da han ikke vidste, hvortil han skulde anvende samme, hængte sig selv af Fortvivlelse. For ikke at sættes i lignende Omstændigheder har jeg besluttet at sørge for Fremtiden ved at anvende denne oversblivende Rest til Afbetaling paa det følgende Kvartal. Iøvrigt kan jeg trøste baade Dig og mig med, at mine faste Indtægter er stegne lidt, da jeg ved en Times Læsning daglig kan beregne mig 4 til 5 species maanedlig Fortjeneste. – – – – Tak Bedstemoder og tak hende atter igjen for hendes, jeg kan næsten sige, mod mig overdrevne Godhed. Jeg kan endnu ikke gjengjælde den uden med Tak og med den Forsikring, at det altid bliver en ny spore til værdige Bestræbelser‘ og Iver for at kunne selv tage en Del af Byrden paa mig. – –

Den 20de Februar [1827].

Kjære Trine!

– – Næsten fuldkommen Uvidenhed om Bedstemoders farlige Sygdom har befriet mig fra al den Ængstelse og Sorg, som Efterretningen om denne vilde have foraarsaget mig. Derfor er Forvisningen om hendes Helbreds Tilbagekomst mig dobbelt kjær.

Altid har Bedstemoders Liv været helliget gavnlig Virksomhed for sig og andre. Gid hendes Virksomheds Dage vorde mange og lykkelige; gid hun endnu i Livets Høst maa nyde rigelig Frugt af hendes utrættelige Stræben, opleve Taknemmeligheds sødeste Belønning for uegennyttigen udviste Velgjerninger! – – – Iøvrigt mangler mig intet. Jeg har som oftest meget at bestille, da jeg .ikke kan opofre mig selv al min Fritid. Med mit Læremesterskab gaar det godt; kun fattes jeg Maal til at udmaale mine Varer med, Du forstaar mig vel, et Uhr. – – – –

Den 3die April [1827].

Kjære Trine!

Jeg blev temmelig overrasket ved Efterretningen om Broder Christians hurtige Forfremmelse til Examinatus artis nauticæ; skjønt jeg har den mest uindskrænkede Agtelse for hine Herrer Examinatorers Skarpsindighed i at bedømme Personernes Duelighed, er jeg dog forvisset om, at Christian formedelst sin Ungdom ingen Skade havde havt ved endnu at bie noget for desto mere at bestyrke sig i det Fag, der skal ligge til Grund for hans hele følgende Levevei. Derfor maa Du til Forsikringen om den hjerteligste Deltagelse i hans Held endnu føie det velmente Raad efterhaanden at sætte sig i Besiddelse af sit Skatkammers Skatte^[10], baade for at sikre det engang lærte fra Forglemmelsen, der ofte bliver saamange gode Tings Grav, og for at indhente, hvad Tidens Korthed muligens endnu ikke har tilladt ham at gjøre sig fortrolig med. – – – –

At komme hjem til Paaske, kan Du vel tænke, aldrig har været min Beslutning; en saadan Tur vilde medføre Udgifter, Besværligheder og, det værste endnu, Tidsspilde, der allerede er virksomme Grunde nok til ikke at tænke derpaa.

Tredie Paaskedag [1827].

Kjære Trine!

Jeg tør med Vished antage, at mange i mit Sted vilde faaet Afsmag, om ikke Afsky, for alle Fest- og Høitidsdage; i en Række af 5 Aar har jeg, naar der undtages, at det har lykkets mig at opholde mig 3 Juler hjemme, tilbragt alle Helligdage uden mindste Adspredelse, der flyder af passende selskabelig Omgang.

Enten flagrede jeg om paa Søen eller indsugede raa Frisers tykke Tobaksdampe, eller jeg sad ensom, ikke forladt, paa et faldefærdigt Tagkammer i en Stad, hvor den af Handelen flydende Politur har parret sig med det indre Lands raa Natur og fremavlet en Bestand, der, uden at være et Uhyre, ikke med Uret kunde kaldes et Misfoster. Hvad Under da, om nogen under saadanne Omstændigheder vrededes paa alle Festdage, hvor han uden bestemte Sysler kun des bedre fik Leilighed til at kjede sig og beklage sin uheldige Stilling? Og dog kan jeg forsikre Dig, at intet af dette finder Sted hos mig, at jeg er intet mindre end misfornøiet med mine Omstændigheder, at jeg aldrig, ikke engang om Helligdagene, plages i ordets egentlige Forstand af Kjedsomhed. Jeg nyder Frihedens Goder maaske i en saa udstrakt Betydning, som den kan blive nogen til Del; er ingen Slave hverken af mig selv, af andre eller af Omstændighederne, finder derfor altid Midler ei alene til Sysselsættelse, men til Begeistring for det sande og værdige. De, der i den falske Formening i Adspredelsernes tomme Drømmebilleder, som de dyrt nok tilkjøber sig, at have grebet Lykken selv, maaske ved Tanken om mig udbryder i Daarens intetsigende Medlidenhedsudtryk «stakkel», over dem ynkes jeg eller ler i mit Hjerte. Kort, jeg kan forsikre Dig, at jeg med megen Tilfredshed har tilbragt denne Paaske ved vexelvis at sove, spadsere, læse og tænke.

Støvlerne har jeg ei alene faaet, men prøvet, udtraadt og halv opslidt. Med Støvlerne fulgte Papiret, hvorved jeg dog maa gjøre den Bemærkning, at kun 8 Bøger istedetfor et halvt Ris er kommet i mine Hænder. Jeg skal, saa meget Høflighed tillader, undersøge Aarsagen til det øvriges Udeblivelse; dog ønsker jeg, at Du ikke lader Bedstemoder vide noget herom, da hun i sin Iver i at forfølge den første Retfærdighedsgrundsætning «hver sit», endogsaa ved Bagateller som her, høster mere Skade end Gavn; desuden er Papiret gaaet gjennem saa mange Hænder, før det kom til mig, at Sandhedens Erkjendelse bliver meget vanskelig. – – – – Endnu maa jeg lægge Dig paa Hjertet, at Du endelig søger at fraraade Bedstemoder at gribe det haarde, ja skrækkelige Middel at overlade hendes Anliggender med Onkel i Rettens Hænder. Hvad Udfald det end fik, er jeg overbevist om, at det vilde forvolde hendes Hjerte den største Græmmelse, ja forkorte hendes Liv; førend man endnu har grebet dette Middel, viser det sig ikke i sin mørke og skrækkelige Farve; men ifølge sin Natur er Proces mellem Moder og Barn noget gyseligt og unaturligt.v Hvor meget sødere at lide overlast end haardnakket, endog med Formuens Tab, at forfølge sine Rettigheder! – –

Den 16de Mai [1827].

Kjære Trine!

– – – – Min egentlige Hensigt med dette Brev er et Anliggende, hvorfor jeg nu en temmelig Tid har været befriet, og hvis Fornyelse jeg desto mere ugjerne skrider til, …… at Du vil anmode Bedstemoder om en 5 eller 6 Spd. for igjen at faa frit Aanderum og blive min Gjæld kvit. Rigtignok har jeg lidt tilgode; men Du indser nok det ubehagelige i en stodderagtig Kræven, og desuden er samme Penge ligesaa anvendelige til en som en anden Tid. Hvis jeg ikke havde været overbevist om, at en saa ubetydelig Sums Tilveiebringelse nu ved sommerens Ankomst maatte være Bedstemoder lettere end før, vilde jeg under alle Omstændigheder have tiet med dette Andragende.

Imorgen den 17de Mai, Konstitutionens Fødselsdag, skal her høitideligholdes en stor Fest, hvis egentlige Indretning jeg ikke kjender, men ved kun, at den skal begynde paa fri Mark og endes med et Bal. Adjunkt Neumann har indbudet mig; men jeg tror ikke, at jeg vil benytte hans Invitation. – – –

Tredie Pintsedag [1827].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – Med Uhret har jeg uden Tvivl al Aarsag til at være tilfreds; hvis Du ved dets Pris, kan Du skrive mig den, da man vel deraf bedst kan slutte sig til dets sande Godhed og Værd. – – –

Endnu et. Skjønt Bedstemoders Frygt for min lange Oppesidden er ganske ugrundet, havde jeg dog intet imod den Mundprovision, det lille skrin indeholdt, da saadanne Sager ligesaa godt lader sig spise om Dagen som om 2 Natten; og ihvorvel Du nok ved, jeg er lidt delikat i Befordringsmaaden af slige Ting, blev herved dog min Ømfindtlighed skaanet, da den lille Laas hindrede det uvedkommende og nysgjerrige Øie fra at skue dybere ind i Helligdommen. – – – –

Den usædvanlige Mængde Regn har forøget Elvens Vandmasse saa overordentlig, at en Mængde lavere beliggende Huse mere eller mindre staar under Vand, og man har gjennem forrige Uge frygtet for farlige Gjennembrud af Dæmninger; Faren synes nu at være forbi, da Vandet er faldet noget. Under alle Omstændigheder har jeg paa mit høitbeliggende Tagkammer aldeles ingen Fiende i dette Element, men ligger i en langt heftigere Kamp med Vinden, hvis Angreb undertiden bringer Huset, ikke mig, til at sitre. – – – –

For det oversblevne af de 6 Spd. har jeg bestilt en Pult til at skrive ved staaende, da den staaende Stilling er Legemet langt gavnligere end den siddende. Jeg tror derfor vel at have anvendt disse. – – – – –

Skien, 13 August [1827].

Kjære Tellef!

– – Endnu en Gang beder jeg Dig, ihvor upassende en saadan Anmodning kan være fra mig, at Du, hvis Du skulde blive nødt til at opholde Dig hjemme i Vinter, endnu inden Vaaren ser til at tage Kjøbmandsexamen, saafremt den ikke er forbunden med ganske uopfyldelige Betingelser. Ofte har Betragtningen af Nytten og Nødvendigheden deraf ligesom paanødt sig mig, naar jeg tænkte paa Dig og din Stilling, hvorfor jeg er overbevist om, at Du desto villigere tilgiver min altfor overhængende Paatrængenhed angaaende et Punkt, hvorom vi saa ofte, ogsaa nyligen, mundtligen har samtalt. –

– – – – Idet jeg skriver, afbrydes jeg ofte ved Musik og Danseskraal fra et meget stort og fornemt Barsel her i Nabolaget, hvorfra jeg har været saa heldig at kunne udeblive ved, som jeg for et Øieblik siden har hørt, en Forglemmelse af Bedemanden eller Indbyderen.

– – – – Mine Charakterer er denne Gang meget bedre end nogensinde forhen, og jeg tvivler paa, at nogen bliver dimitteret herfra næste Sommer uden mig. Med Fornøielse bemærker jeg »Hensigtens« hurtige Ankomst; endnu at vente 2 Reiser iaar, var vel at gjøre altfor store Fordringer af Lykken. Du ser, at jeg intet hverken nyt eller interessant har at fortælle; dog tror jeg ikke, at man af den Aarsag, bør undlade at skrive; mig smager i det mindste et Brev opfyldt med Fjas og uvigtige Ting hjemmefra meget bedre end Nyheder, der intet angaar mig. Det er ikke altid Brevets Indhold, der sysselsætter mig paa en behagelig Maade; Tanken om, hvorfra og fra hvem Brevet kommer, opvækker Billeder og Mindet om [kjære], der undertiden er langt behageligere end Virkeligheden selv. Saa gaar det mig, og jeg formoder, at baade Du og flere deri dele Følelser med mig. Hils Bedstemoder. Trine, er jeg vis paa, gjør mit Brev den Ære at læse det; saa kan hun tro det skrevet til sig, idet jeg ligesom Apostelen Paulus daterer mit Brev kun til en, men ønsker og har stedse ønket, at det maa være fælles Eiendom for alle dem, hvori jeg har Del og som har Del i mig. – –

Den sidste Mandag i August [1827].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Overlæreren forklarede mig paany om sin stedsevarende Beredvillighed til at yde mig tilstrækkelig Understøttelse. Hvad der mest glædede mig, var, at han med saadan Agtelse talte om Bedstemoder; thi at roses af gode Mennesker og at fortjene deres Ros er visselig ingen ringe Trøst. – – – –

Den 2den September [1827].

Kjære Trine!

Ubeskriveligen kjært overraskede mig Efterretningen om Tellefs dristige Beslutning og dens ikke mindre heldige Udfald, da den erholdte Kjøbmandsexamen ikke lidet maa bidrage til hans Anbefaling og opnaaelsen at en passende Ansættelse. Ligesaa skulde jeg inderligen ønske, at hans ved P. A. gjorte Forsøg om en antagelig Post i Kristiania maatte lykkes, at vi begge der kunde faa et fælles Opholdssted, der med Hensyn paa vor Bestemmelse kunde være ham ligesaa gavnligt som mig.

Kunde Du, som Du ikke holdt for umuligt, skaffe mig Lunds^[11] Straffeprædiken, holdt jeg det nok Postpengene værdt baade for deraf at lære hans polemiske Talent at kjende som og for at se, hvor vidt han har vovet at gaa i sine Personligheder og Udfald over en Handling, der, da den hverken er ulovlig eller umoralsk, kunde gjøre Fordring paa Fritagelse for alle Bitterheder, især af en Uvedkommende, Religionslæreren, og til Forargelse fra et helligt Sted.

At Statsraad Collett, Kapt. Boecks Svoger, for vilkaarlig og egenmægtig Anvendelse at Statens Midler, som Dampbaadenes Anskaffelse og andet, skal under en nedsat Rigsrets Dom, er Dig vel bekjendt. – – – –

Da dette Aar er mageløst rigt paa Nødder, har jeg Aarsag til at tro, at Bedstemoder mere end nogensinde forhen, da denne Frugt har været sjeldnere, kan have i Sinde at gjøre mig en Foræring deraf. For at forebygge dette vil jeg derfor gjøre Dig opmærksom paa, at en saadan Gave ikke vilde være mig synderlig kjærkommen, fordi deres Nydelse fordrer en større opofrelse af Tid, end jeg for nærværende kan anvende derpaa. Mit Forsæt at frasige mig al Privatundervisning er jeg i det hele bleven tro. – – – –

Den 23de September [1827].

Kjære Trine!

I dette Øieblik kommer jeg hjem fra et Ligfærd. Den afdøde var en femtenaarsgammel Dreng, Søn af en Doktorenke, Fru Raben. Han har før gaaet paa den lærde Skole, men i de to sidste Aar formedelst Sygdom næsten ikke været udenfor Døren. Han er den fjerde, der, optagen i denne Skole, er død, saa man næsten kunde holde det for et ondt Varsel, hvis ikke alle fire var blevne Ofre for saadanne Sygdomme, der aldeles ikke kan udflyde af et stillesiddende Liv. – – – – – – – Hvorvel det er adskilligt, jeg kunde trænge til, har jeg dog besluttet at indskrænke mine Ønsker til det allernødvendigste under Bedstemoders nuværende Omstændigheder, som jeg fra mit Ophold hjemme i Sommer ofte og meget overveier; mod min største og vigtigste Forlegenhed er jeg betrygget og kunde vel faa Understøttelse, der strækker sig videre; men det forekommer mig yderst haardt og næsten uretfærdigt at modtage Fremmedes Hjælp, hvor skaansomt og velvillig den end ydes, og denne Tanke har altid gjort, at jeg kun i virkelig Nød og det kun sparsomt tager min Tilflugt dertil. – – –

Den 15de October [1827].

Kjære Trine!

Din Forsikring om Bedstemoders egen Erklæring af sin Beredvillighed til at hjælpe mig, som jeg aldrig har kunnet drage i Tvivl, men som Synet af hendes Forfatning ved mit Sommerbesøg gjorde mig til Pligt kun i yderste Nød at tage min Tilflugt til, – har bevæget mig til at fremkomme med en Bøn, der, i sig selv yderst ubetydelig, dog under nærværende Omstændigheder maaske vorder Bedstemoder ligesaa vanskelig at opfylde, som det er mig vigtigt at faa den iværksat. Det hele er en Anmodning til Bedstemoder om 3 til 4 Spd. hvilke især total Mangel paa Støvlesaaler gjør aldeles nødvendige. Om Sommeren vilde en saadan Defekt ikke have noget at sige; men paa denne Aarstid, da alle Veie og Gader er gjennemblødte ved hyppige og heftige Regnskyl, kunde Uforsigtighed i denne Henseende have ubehagelige Følger. Vel søger jeg at forekomme disse ved ofte Strømpeskifter, men mine kjære daglige Spadserture har jeg af Mangel paa Skotøi maattet afbryde i nogle Dage, skjønt jeg i Eftermiddag ved smukt Solskin og lidt optørrede Veie lod mig forlede til en Times Udgaaen.

Med Hensyn til Betalingen for Logiet er jeg aldeles sorgfri, idet Overlæreren flere Gange har spurgt efter Kvartalets Udgang med Opmuntring om da at henvende mig til ham; dog har jeg naturligvis endnu ikke benyttet hans Tilbud, da Tiden endnu ikke er forhaanden. – – – – – – Jeg kan derfor som en tro Husholder have en god Samvittighed; thi skjønt jeg ikke agter Penge, er jeg langtfra ligegyldig i deres Anvendelse, og desuden er jeg saa fjernet fra alle Fristelser til Ødselhed, at jeg under nærværende Omstændigheder med en stor Skat under Hænder ikke vilde have større Udgifter end de sædvanlige.

Som en Mærkelighed kan jeg meddele Dig, at Kirkesanger Thoresen^[12] iaar var oppe til Examen artium og fik charakteren Laudabilis; han skal være omtrent 38 Aar gammel, men ellers en Mand med god Forstand og sundt Blik. – – – – En af mine gode Venner og Meddisciple, Lous^[13], som for et Aar siden gik ud af Skolen her, fik Laudabilis præ ceteris (rosværdig fremfor de øvrige eller udmærket), en Charakter, som blot en^[14] før ham har faaet, saa længe vort Universitet har staaet. – – – – – Skulde det lykkes Dig at kunne opfylde min Bøn, ønsker jeg helst, at Du ikke lod Pengene forsegle paa Posthuset, da den herværende Postmester saa gjerne blander sig ind i andres Anliggender og ved Gisninger hentede fra en eller anden Omstændighed ved Brevene tager Anledning til allehaande Anmærkninger. En Understøttelse af 4 til 5 Spd. om Halvaaret vilde vist derfor synes ham en passende Materie til Meddelelser, som jeg ikke ønskede at være Gjenstanden for. – –

Tirsdag [? Oktober 1827].

Kjære Trine!

Dit Brev, allerede i sig selv forønsket, maatte være mig dobbelt kjærkommet ved alle de medfølgende gode Sager. Den til de 5 Spd. føiede Bemærkning var mig et kjært Træk af Bedstemoders mig velbekjendte Samvittighedsfuldhed, der endog bringer hende til at anse frivillige Gaver som en Skyldighed og saaledes gjør sin Godhed saa meget elskeligere i Modtagerens Øine. Vestetøiet er meget smukt og vist langt kostbarere, end jeg havde ønsket det, saa meget mere, som jeg synes at bemærke en vis Modbydelighed hos mig for alle Silkeklæder, som under alle Omstændigheder maa antages for en Grille. – – – – Af de sendte Æbler ser jeg, at adskillige Trær i Otterøhaven maa være blevne frugtbærende, siden jeg var vant til at vandre i den. – – K. og J. A. er iaften (Søndag) med et halvt Snes andre større og mindre Drenge hos H. for at spille Komedie; jeg tror, det er Pernilles korte Frøkenstand. Forrige Søndag var de i samme Hensigt hos Morgenstierne. Den hele Trops Duelighed kjender jeg ikke. Efterretningen om min lille Kusines Død gjorde intet synderligt Indtryk paa mig, skjønt smaa Børns Død i. Almindelighed har noget meget sørgeligt for mig. Saadanne Scener virker langt mindre i fjern Afstand, naar Indbildningskraften ikke kan fornye Billedet med saa levende Farver. I Kragerø vilde det vist have voldt mig mange Taarer. – – – – Min Skrivelse til Tellef, som jeg ogsaa af Forsigtighed havde færdig i Forveien, vil jeg nu med Posten ikke sende, da den foruden Fortegnelse paa de Bøger, der ligger indpakkede til ham, ikke indeholder noget, der kunde være ham magtpaaliggende at viden. Kun den Notits tager jeg deraf, at jeg nu kun halvt tilhører Skolen, idet jeg kun besøger den om Formiddagen 2 til 3 Timer. – – –

Tirsdag [December? 1827].

(Ingen Overskrift).

Det temmelig lange Mellemrum siden sidste Efterretning fra mig synes at gjøre et Brev fornødent for at hæve en mulig Ængstelse om mit Velbefindende. Som sædvanligen agter jeg at tilbringe denne Jul hjemme.

– – Mod sædvane har det truffet sig, at jeg i den sidste Tid flere Gange paa hinanden har været i Selskab, blandt hvilke et meget brilliant Middagsselskab paa Fossum, i Anledning af Statsraadens^[15] Søns Konfirmation og hans første Sønnebarns Daab.

Den 8de Januar [1828].

Kjære Trine!

Saa er da atter Samlivets Glæder forsvundne; atter maa Skrifttegns Hjælp anraabes for i det mindste at forebygge Ængstelse, hvor fortrolig samtale frembragte Adspredelse og paaskyndte Tidens ei sjelden altfor slæbende Gang. Dog aldeles ikke i klagende Tone være dette sagt. Glad i Hu iler jeg stedse Hjemmet imøde; uden Sorg forlader jeg det. Længere Dvælen vilde ligesaa meget svække min Tilfredshed, som det sædvanlige korte Ophold opmuntrer og adspreder sindet og opfylder mig med Lyst og Mod til fortsat Virksomhed. Til fortsat uafbrudt Fornøielse er Mennesket ei skabt, ei ifølge sine naturlige Anlæg skikket; mig fattes endog Tilbøielighed dertil. Virk saa meget, nyd saa lidet som muligt er Visdommens ypperste Raad, – Tilfredshedens tryggeste Grundvold sætningens Anvendelse paa Livet. Ogsaa gjør Tanken om Bedstemoders opofrende Godhed og eders alles Kjærlighed, som jeg i Indbildningskraften ofte gjentager, mig Skilsmissen lettere, savnet mindre tungt og beklagelsesværdigt, ligesom adspredende Virksomhed skaaner mig for Kjedsomhed, Sorgfrihed og stedse bedre Udsigter i Fremtiden for Ængstelse og Bekymring, saa at jeg har større Aarsag til at takke Gud og veltænkende Mennesker for min lykkelige Forfatning end i nogen Henseende at ønske Forandring og Forbedring i mine Kaar. Denne indre Tilfredshed, denne for Affekters og Lidenskabers Opbrusning befriede sindets og Hjertets Ro, der som en huld og velsignende Genius omflagrer det ufordærvede Menneske i alle Stillinger, er Himmelens Gave til hver Videnskabernes tro og hengivne Dyrker; derfor beundrede jeg dem i forudfølende Anelse, førend jeg kjendte deres Væsen og Værdi, derfor fremskrider jeg paa deres Bane med Mod og Begeistring. Men nok af sværmende Følelsers Udbrud inden Papirets snævre Grændser. – – –

Andet mærkeligt har jeg ikke at melde. Fortegnelsen paa mine Charakterer har jeg ei skjøttet om at fordre. – – – –

Den 5te Februar 1828.

Kjære Trine!

Jo mere magtpaaliggende Christians fremtidige Vel var mig, desto vigtigere maatte det i sidste Brev opkastede Spørgsmaal vorde, desto vanskeligere dets Afgjørelse. Ikke desto mindre havde jeg heller ganske tilbageholdt min Betænkning desangaaende, dels ledet af den Fordom, at de fleste Mennesker er ligesaa utilbøielige til at følge givne Raad som villige til at søge dem, dels ogsaa fordi jeg erkjender min, maaske enhvers Uformuenhed til at gjøre et Valg i saa Maade, hvis opfyldelse under alle Omstændigheder ledede til et ønskeligt Resultat, – hvis jeg ikke var kommen ind paa den Tanke, at et lidet gavnligt, maaske endog uanvendeligt, Raad dog kunde være bedre end fuldkommen Taushed. – – – – – – – – Din Bekymring om den heftige Kuldes Virkninger paa mig har denne Gang været ugrundet, idet Vedkommende imod min Forventning har været forsynet med tilstrækkeligt og upaaklageligt Brænde. Jeg er til imorgen buden paa Bal hos Kjøbmand M. Det vil vorde den første Gang, jeg har været ude siden mit Ophold hjemme, da jeg afslog Indbydelsen til det i Anledning Kongens Fødselsdag holdte Bal. – – –

Den 26de Februar [1828].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – Men efterat jeg har begyndt at skrive og altsaa ser mig sat i den Nødvendighed at fortælle, kommer jeg ind paa den Erfaring, at jeg Gudskelov intet har at meddele, der fortjente Papir og Blæk, endnu mindre Tid fra min og Gjennemlæsning fra din Side; dog, da det overhoved forekommer mig, vor Brevvexling siden sidste Besøg gaar overmaade langsomt, og jeg desuden antager, at det kun er i Kjøbmandsbreve, man maaler skriftlige Meddelelsers Interesse efter Indholdets Vigtighed, da desuden Breve fra mig, hvis Hensigt er et eller andet Øiemeds Opnaaelse aldrig eller i det mindste meget sjelden kan være Dig, endnu mindre andre Vedkommende, synderlig kjærkomne, saa tager jeg ikke i Betænkning at opvarte med en meget mager Ret, der i det mindste for mig har den ønskelige Følge, at jeg med desto større sikkerhed kan vente at gjengjældes med noget bedre.

At jeg i enhver Henseende lever vel og ingen Aarsag har til Misfornøielse, – hvilket Velbefindende jeg for en Del tilskriver Bedstemoders Omhu for at forsyne mig med Mundforraad – kan Du vel af det foregaaende slutte.

Mit gamle Undervisningshaandværk har jeg, dog ei af Nødvendighed men tilfældigvis, paany begyndt og saaledes, at kun liden Tid for mig medgaar, men følgelig ogsaa den økonomiske Interesse er ubetydelig Blandt dem, jeg nu har at veilede, er kun en ny, en Søn af Morgenstierne^[16], som er den ottende, jeg mod Betaling i ordentlige Timer underviser, fra jeg har begyndt hermed. Her ventes dagligen en vigtig Revolution og total Forandring i Tingenes Orden ved Didrik Cappelens næsten øiensynlig nær forestaaende Død; hvad Følger denne i Byens hele Existents saa vigtig indgribende Mands Bortgang vil have paa det hele, er vanskeligt at slutte. – –

Den 14de Marts [1828].

Kjære Trine!

At jeg har indgivet Ansøgning om et af de Skolen bestemte Stipendier, har sandsynlig P. A. kundgjort. At erholde et Aars eller 30 Spd. tror jeg at være forvisset om; men hvorvidt jeg tør vente mere deraf, ved jeg ikke. Skjønt deres Udbetaling efter en høiere Bestemmelse først indtræffer i August Maaned, maaske endnu senere, er den forventede Sum dog lige kjærkommen, da jeg vel paa den Tid ikke faar større Overflødighed af Penge, end jeg nu har og hidindtil har havt.

Iøvrigt haaber jeg dog i den Henseende nu at kunne se Fremtiden temmelig sorgløs imøde, baade i Fortrøstning til andres Understøttelse og, ifald Omstændighederne skulde nægte mig den, i Tillid til mine erhvervede Kundskaber; saa jeg overhoved tror at have bedre sørget for det tilkommende ved efter velment Raad at have udsat Afgangen til Universitetet, end om jeg uforsigtigen havde ladet mig lede af mange ei Uvedkommendes Indskydelse til at forkorte denne Tid saa meget som muligt.

(Uddrag i Oversættelse af et latinsk Brev til Pastor Koeppen.^[17])

Skien, 29 Marts 1828.

De har vistnok Grund til at undre Dem over, at jeg – som allerede forhen var indført i og havde faaet en Smag paa enkelte videnskabelige Fag og allerede i den Alder (jeg er nu omtrent 20 Aar gammel), da man i Almindelighed uden Omhu, blot det gaar hurtig nok, pleier at haste til Maalet, – har tilbragt mere end 3 Aar i Skolen og Videnskabernes Forhal, især hvis De erindrer, at jeg aldrig har bævet tilbage for videnskabeligt Studium og heller ikke nu gjør det. Jeg vilde dog ikke, at De skulde antage, at denne Omstændighed alene var at tilskrive Aandssløvhed, da der kan anføres baade mange og ganske andre Grunde til denne Udhaling, saa at De kan blive overtydet om, at jeg ikke har været opholdt ved en vanærende Nødvendighed af at udsætte Tiden, men med fri Villie og ifølge en hæderlig Beslutning om at forblive har udsat Fristen for min Fremstillen ved Universitetet. Thi da det nu engang er Regel ved vort Universitet, at ingen optages som Borger, uden at han iforveien har underkastet sig en temmelig streng Examen og aflagt Prøve baade i de fornemste Sprog og Videnskaber, som det heder, saa maa den, der ønsker at fremstille sig vel forberedt og med en ved videnskabelige Studier vel dyrket og uddannet Aand, baade anvende adskillig Tid ved Bogen og finde sig i lang Venten, selv om han ikke mangler naturlige Anlæg. Dertil kommer, at, da jeg brænder af en heftig, men dog hæderlig Iver efter at udmærke mig, – thi det tør jeg ikke nægte – og jeg ikke skyr noget mere, end at synke ned i en ussel og foragtelig Middelmaadighed og ikke at vove at stræbe efter Udmærkelse eller at eftertragte noget, som rager op over det almindelige, – saa har jeg troet at burde med min fulde Sjælskraft tilegne mig Videnskaberne og saaledes gjøre dem til mit Kjød og Blod, at jeg kunde findes skikket til at skjøtte en hvilkensomhelst vigtigere Syssel og at overtage hvilketsomhelst vanskeligere Hverv. Dette Maal vil jeg maaske aldrig naa; thi jo ivrigere jeg anspænder mine Aandskræfter, desto mere faar jeg Øinene op for, hvor mange af de Egenskaber, hvormed de mere fremragende Aander i Almindelighed pleier at være udrustede, fattes mig og maaske i al Fremtid vil mangle mig. Men hvilket Udfald disse mine Bestræbelser end vil have, saa vil jeg visselig aldrig angre paa, at jeg, saavidt mine Evner har tilladt det, flittig har drevet mine Studier; thi De, som fra først af har ledet disse og ladet mig smage deres Sødme, De er ikke og kan ikke være uvidende om, at jeg har troet at burde betræde den Vei, jeg nu følger, ikke bevæget af nogen Forhaabning om ydre Fordel eller mere glimrende Stilling, men ene og alene, fordi jeg har følt mig greben og gjennemstrømmet af Kjærlighed til og Beundring for Videnskaberne selv.

– – – – Jeg tror ikke at have forsømt noget af de Fag, som vedkommer mig; men det græske Sprog og den rene Mathematik har jeg dog omfattet med størst Kjærlighed og størst Held. Og jeg skammer mig ikke for at bekjende, at af det Studium, som jeg har lagt paa den græske Literatur, har jeg, skjønt det ikke har faldt i min Lod at læse andet end Homer, høstet nok saavel af gode Frugter som ædel Nydelse. Endskjønt jeg i disse 2 Aar en, to Gange, ja oftere har gjennemlæst alle Homers Digte, – saa mange, som der er os opbevarede, – saaledes, at intet syntes at kunne undgaa min Sjæl, glædes jeg dog, saa ofte jeg tager enten Iliaden eller Odysseen i Hænde, ved et Slags forunderlig ligesom Nyhedens Sødme og henrives ved den udødelige Digters Geni. Denne Omstændighed skyldes det, at Latinens fornemste Forfattere – saavel i bunden som ubunden Stil – behager mig mindre, og at jeg derfor har givet mig mindre af med at læse dem. – –

(Schw. fortæller derefter bl. A., at han, for at øve sig i at læse Latin og vinde Færdighed i Latinskrivning, har læst adskillige moderne Latinister, især Wolf og Ernest. Mathematiken, der var saa nyttig til at udvikle og styrke de naturlige Evner, havde desuden bragt ham den Fordel, at den havde lettet ham Studiet af Dialektikens og Metafysikens Begyndelsesgrunde, hvilke han med stor Iver havde taget fat paa i det sidste Aar uden nogen Lærers Veiledning. Desuden havde han anvendt megen Tid til Udarbeidelse af Afhandlinger, der var den nyttigste Øvelse til at skjærpe Aanden og uddanne sansen for det skjønne og rette. At skrive saadanne paa Latin stred mod vor Tids Aand, da Omsorgen for Sproget derved tog Tanken bort fra Emnet; derimod havde han skrevet historiske Arbeider paa Latin. Af de øvrige Fag havde han læst mest Tydsk; der var neppe en Dag, uden at han havde læst et eller andet paa Tydsk paa Grund af den hjemlige Literaturs Fattigdom; ethvert dannet Menneske i Norge kunde ogsaa læse Tydsk. – Til sine Studier havde han faaet god Hjælp i Skolens nye, men forholdsvis meget gode Bogsamling, der ogsaa var forsynet med mathematiske og geografiske Undervisningsmidler.)

Men langt større Pris maa jeg sætte paa, at jeg har været saa heldig at faa en Lærer, som ikke lader sig tænke overtruffen i venligt Væsen, Ædelsind og Lærdom, – en Lærer, som med den største sædelige Renhed forener en saa enestaaende Dygtighed i at undervise, at man kan være i Tvivl om, hvilken af disse to Egenskaber man mest skal beundre, – en Lærer, hos hvem Mildhed og Strenghed gaar saaledes Haand i Haand, at, jo mere begrundet Ærbødighed denne indgyder, desto mere hengiven Kjærlighed fremkalder hin. Thi da han har anvendt næsten hele sit tidligere Liv ligetil nu med Selvstudier og Undervisning af unge Mennesker ved Kjøbenhavns Universitet, forretter han nu det Hverv, der er ham overdraget, med en saa stor Samvittighedsfuldhed, at han ikke blot med Omhu og Formaninger søger at indprente sunde moralske Grundsætninger i deres Sjæle, der er hans Varetægt anbetroede, men ogsaa, naar det trænges, ikke tager i Betænkning ved gavmild Anvendelse af egne Midler at komme andres Nød til Hjælp. Hans Fortjenester og velgjerninger ligeoverfor mig er saa mange og saa store, at, naar jeg ønsker at tildele dem den fortjente Ros, da er jeg bange for, at jeg skal forringe og nedsætte dem. Hvad de øvrige Lærere ved denne Skole angaar, – vi har i det hele 5 – da er de med Hensyn til Lærdom eller Dygtighed i at undervise enhver i sit Fag ingenlunde at foragte; men nogen speciel Ros kan de ikke med Rette gjøre Krav paa; thi de fleste af dem har for ikke mange Aar siden fuldendt sine Studier og er desuden ikke i den Alder, at de kan præstere noget udmærket.

Men De vil vel spørge, kan jeg tænke, til hvilket Studium jeg vil ofre mig, og hvilke Livsplaner jeg vil fatte. Ligeoverfor dette Spørgsmaal er jeg i Tvivl og Uvished om, hvad jeg skal svare. Uagtet jeg i længere Tid har tænkt adskilligt over dette, er jeg dog ikke kommen til noget Resultat, saa at jeg har kunnet fatte nogen bestemt Beslutning. Der er nemlig her, som omtrent overalt, tre Slags Studier, af hvilke den, der vil sørge for sin Fremtid, afgjort maa vælge et, – nemlig Theologi, Retsvidenskab og Lægevidenskab. Uden at jeg selv ved Grunden, har jeg aldrig kunnet forsone mig med Theologien. Derfor bør jeg i ethvert Tilfælde holde mig fra den; thi jeg anser det for Synd at tage fat paa dette Studium, hvis man ikke drives af en særlig Interesse for og Kjærlighed til det. Medicinen giver ikke sine Dyrkere Grund til at fatte glimrende Forhaabninger, da der almindelig er for mange Kandidater til, at de alle kan vente let og aaben Adgang til Ansættelse; dog, dette anfægter mig forresten ikke meget, da den Lyst til dette Studium, som jeg engang muligens kan have følt, nu er kjølnet, om ikke fuldstændig udslukket. Saaledes synes der intet andet at levnes mig end at lægge mig efter den «snedige» jus (juri vafro), og skjønt jeg maaske ikke kan siges at føle Afsmag for dette Studium, kan jeg heller ikke sige, at Tanken derpaa i synderlig Grad glæder mig. Vistnok gjælder hos os det bekjendte Ord:

«Dat Galenus opes, dat Justinianus honores»

(ɔ: Galenus giver Rigdom, Justinian Anseelse), og det saavidt, at, hvad der er sagt om dem begge, kan jeg passende anvende paa Justinian alene; thi saadan er Norges statsforfatning, at, skjønt det er et Kongedømme, saa ligger dog Ledelsen af de vigtigste Sager hos Folkeforsamlingen, der vælges hvert tredie Aar og bestaar af Statens mest fremragende Mænd, især Embedsmænd. Hertil kommer, at enhver, selv om han er af laveste Stand, frit kan stræbe efter og erholde de høieste Embeder, da alt arveligt Adelskab er ophævet ifølge Lov, og der saaledes ingen Forskjel er paa adelige og uadelige. Hvis saaledes ikke Underfundighed eller rartiskhed lægger Hindringer i Veien for Dygtigheden, tages der kun Hensyn til Fortjenester og Talent. Men hvorledes nu end dette forholder sig, saa har jeg paa Grund af en vis medfølt Modbydelighed saa meget imod, hvad man kalder Praxis, at jeg, saavidt mine Livsforhold tillader det, helt og holdent vil ofre mig for dels selv at komme til indtrængende Forstaaelse af Tingene, dels at delagtiggjøre andre i min Granskning; thi deraf haaber jeg ikke blot, men er fuldt forvisset om, at jeg vil opnaa virkelig Sjælsro og en – saavidt deraf falder i noget Menneskes Lod – varig Lykke. Thi de udvortes og for Sanserne saa tillokkende Ting, som vi, under fuldstændig Formørkelse af Fornuftens Lys, jager efter omtrent som blinde, og som vi med Spinoza passende kan henføre til disse tre Formaal: Vellyst, Rigdom og Ære, – hvor forgjængelige og skuffende disse er, tror jeg, ved en omhyggelig Betragtning baade af mig selv og af den hele Tilværelse, i de tre Aar, som jeg efter min Naturs Tilbøielighed har tilbragt fjernet fra synderlig Omgang med andre, tilfulde at have erkjendt, og denne Erkjendelse tror jeg at have stræbt at anvende til at styre min Villie. – –

(I Slutningen af Brevet fortæller S. bl. A., at han i disse Aar efterhaanden er voxet saaledes i Legemsstørrelse, at denne overgaar de flestes, og at han har nydt en uforstyrret god Helbred; ligeledes fremhæver han Morbroderens mange og store velgjerninger mod ham).

Den 7de April [1828].

Kjære Trine!

Mit Logis vorder næsten dagligen i den Grad slettere, at jeg ingenlunde kunde vedblive i denne Tilstand, hvis jeg ei med saa megen Ligegyldighed betragtede de udvortes Gjenstande, der er mit egentlige Formaal uvedkommende. Jeg betjener mig derfor af min Værtindes i Sandhed utilgivelige Behandling, hvad enten denne er en Følge af den fuldkomneste Afmagt eller Ligegyldighed, som et Middel til at øve mig i Taal- og Sagtmodighed. – – Iøvrigt er min Tilstand lykkelig og, saa paradox end Sætningen kan synes at være, i mine Øine misundelsesværdig, – denne uafbrudte Sindsro og Tilfredshed, der hverken forstyrres af indvortes Misfornøielse eller Ængstelse for Udkomme. Mangel paa Formue leder os dog som oftest det sande Formaal nærmere end Overflødighed og Rigdom; denne svækker, hin styrker Forsættet til en utrættelig Anvendelse af vore Kræfter og den evige Grundforms Uddannelse og Tilnærmelse til den sande og ubetingede Fuldkommenhed. Sanselighedens Maal er Nydelse og Passivitet, Fornuftens Handlen og Virksomhed. Følger vi den førstes Indskydelse, er Øiemedet dog stedse uopnaaeligt; thi enhver Drift angiver vel sin Retning; men Midlerne til ufravigeligen at holde den Retning, der fører til det bestemte Punkt, kan vi intetsteds finde uden i vor egen Fornuft. At derfor nogen udvortes Tilstand væsentlig kunde bidrage til Gjenstanden for vor aldrig hvilende Attraa og Længsel, Lyksalighed, er en af disse farlige og fordærvelige Vildfarelser, hvormed Menneskeslægten ligesom er befængt. Og just denne Fordom, hvortil vort Væsens Organisation giver den nærmeste Anledning, gjør os stedse misfornøiede med det nærværende Øieblik, med den nærværende Stilling; Derfor bestaar næsten vort hele Liv af forviskede Minder af det forbigangne og tomme, stedse skuffende Forhaabninger om Fremtiden. Heraf disse vanvittige Klager over det nærværende og Lovtaler over det forsvundne, der, hvis de var virkelige, vidnede om Verdens nær forestaaende Undergang, der ikke letteligen bør befrygtes. – –

Idag (2den P. D.) er jeg indbuden til Middag og Komedie til Aften af Apotheker Mühlertz. Komedien spilles paa Klubværelset af en dansk skuespiller Olsen og hans Suite^[18]. Det er nu meget længe, siden jeg har været ude. Overlæreren har i den senere Tid næsten uafbrudt været saa syg, at jeg ængstes ved det sandsynlige Udfald. – –

Den 23de April [1828].

(Til Søsteren.)

At jeg idag skriver, maa Du alene tillægge min erkjendtligste Tak for de tilsendte og i bedste Forfatning modtagne Sager.

Om det vil lykkes mig at blive skilt ved den Mængde Kar, jeg nu Tid efter anden har modtaget, og den sønderrevne Pude, ved jeg endnu ikke.

Mine Docenders Antal er nyligen bleven forøget med en Baron, en Brodersøn af Grev Wedel^[19], som jeg veileder lidt i Arithmetik. – – – Paa Komedie, der regelmæssig spilles tvende Gange ugentlig, er jeg af og til. – – – –

Skien, 9 Mai 1828.

Kjære Bedstemoder!

De sidst meddelte Efterretninger om Deres uforanderlige Beslutning at søge retlig Opløsning i den sørgelige Sag med Deres Søn har i mit Indre efterladt et saa varigt og nedstemmende Indtryk, at jeg af en uimodstaaelig Trang i mit Hjerte tvinges til at meddele Dem mine Forestillinger om den usalige Tvist, om de sandsynlige eller snarere visse Følger af Deres Beslutnings Iværksættelse og overhoved om den Maade, hvorpaa Misforholdet kunde hæves uden et saa unaturligt Skridt. Da jeg imidlertid forudser, at en Ynglings Stemme i et ei uvigtigt Anliggende ikke kan, ja maaske ei bør have nogen Vægt, saa venter jeg dog, at De skjænker min Erklæring nogen Opmærksomhed som en oprigtig Bøn af min Hengivenhed, hvis De ei skulde kunne anse den for et grundigt Raad.

De almindelige Grunde til Processers Anlæggelse, som har kunnet komme i Betragtning er dels Haab .om Fordele og Formuesforøgelse, dels Hevnlyst over lidte Krænkelser uden Hensyn til Vinding eller Tab. At De i Deres Forsæt ei kan eller bør ledes af den sidste Drivfjeder, slutter jeg saavel af Deres Formuesomstændigheder, der ei kan taale noget betydeligt Tab, som især af Forholdet til Deres Modpart og overhoved af Deres Tænkemaade og moderlige Hjerte, hvem Hevn over en Søn maa være bitter og modbydelig. Her antages altsaa, at Deres Beslutning udelukkende grunder sig paa Haabet ved en Proces at komme i Besiddelse af de Fordele, som Retten hævder Dem. Kunde De derfor gjøre sikker Regning paa Erholdelsen af Deres Fordringer, saa var der dog i det mindste noget, der talte for en Sags Begyndelse; men dette, skjønt maaske klart og indlysende i Deres Øine, er i sig selv yderst usikkert, om ei fuldkommen umuligt. Den hele Sag, gjennem en Række af Aar indviklet i Mørke, vil først efter Rettens sædvanlig langsomme Gang efter et langt Tidsrum kunne oplyses i den Grad, at en afgjørende Dom kan fældes. Og naar dette Tidspunkt efter mangehaande gjensidig Ærgrelse og Forbitrelse indtræffer – at det overstiger Deres Leveaar, er saare sandsynligt – hvad kan De da vente? Fra Deres Side Omkostninger, der langt vil overgaa de Fordele, hvorom De endnu har et usikkert Haab. Thi Deres Grunde, skjønt maaske i sig selv fyldestgjørende, er dog saa juridisk utilstrækkelige og ubevislige, Deres Modpartis Indvendinger og Klagepunkter vil saaledes forvirre og indvikle det hele, at en til noget Partis Fordel fuldkommen afgjørende Dom aldrig kan falde. Tabet kan vorde ubetydeligere paa Deres end Deres Modpartis Side; men ingen vinder i Virkeligheden. Imidlertid henligger det omtvistede Skib i Uvirksomhed og berøver Dem ei alene Deres vigtigste Indtægt, der i høi Grad vil overstige den Pengesum, der udgjør Stridspunktet, men lider endog et betydeligt Skaar i sit virkelige Værd. Kort, fra hvilken Side De i denne Henseende betragter Sagen, maa det vorde Dem en haandgribelig Sandhed, at en Proces’s Anlæggelse under nærværende Betingelser er ifølge sin Natur i det mildeste talt et yderst uhensigtsmæssigt Foretagende. Men hvor mange høiere Grunde fraraader Dem ikke Udførelsen af Deres Beslutning? Thi forestil Dem endog, at Sagens Udfald overskred Deres dristigste Ønsker, Deres mest glimrende Forhaabninger; hvad var da i at vente? Ak, Deres sindsro for evig forspildt, enhver Livsnydelse for stedse forbitret. Deres Søns Ruin vilde gjøre Dem Seiren utaaleligere end Tabet selv. Saalænge Lidenskab blænder Fornuftens Blik, medens Harme over tilføiede Forurettelser og ubillig Behandling fjerner Sindighed og rolig Overveielse, forstummer Hjertets Følelser, Kjærlighed gaar over til Had, ja, selv Naturnødvendighed maa vige; men naar Formaalet er opnaaet Krænkelsen hævnet, da vaagner den længe slumrende Stemme og gjør sine Rettigheder kun altfor følelig gjældende. Gid ei Erfaringen for sildig maatte overbevise Dem om Sandheden af min Ytring!

O, saa hør min Bøn; lad fare enhver Tanke om et Foretagende, hvis Udfald gjør Fordel umulig, Tab nødvendigt, der berøver Dem Deres indvortes Tilfredshed, sætter en evig Plet paa Deres i Sandhed hæderfulde Navn, hvori endog Tab er ønskeligere end Seier; thi en Moders Triumf over sin Søn er et Skuespil, hvorfor hun selv maa vorde et Offer. Jeg forudser Deres Indvending: «Uden Proces er Tvisten uafgjørlig; men den maa afgjøres endog under de tungeste Opofrelser. Det nærværende Forhold betager mig enhver Livsnydelse, fortærer min legemlige og aandelige Kraft, kort, gjør min Stilling utaalelig og Døden selv ønskelig som mine Gjenvordigheders Opløsning, min Kummers Ende.» – Kun alt for sandt; men en Proces er her dræbende Gift, ikke helbredende Lægemiddel; dette søger jeg at meddele Dem ved et modsat Forslag, et Raad, der i sig selv er simpelt og, som enhver umiddelbar Indskydelse af et ufordærvet Hjerte, ikke er et Foster af spidsfindige Fornuftslutninger og desto mere velgjørende; et Forslag, der i manges Øine vilde synes en Daarskab og Afsindighed, fordi Hverdagsmennesket, en Slave af nedarvede Former og ældgamle Vedtægter, anser Eftergivelse i sin Ret for en Latterlighed, skjønt den høieste Ret udført i fuld Strænghed ei sjelden er den høieste Uretfærdighed, – et Forslag, der med ubetydelig opofrelse vil forebygge en, skjønt uvis, dog ei usandsynlig Ruin, der vil opfylde Deres Barm med den ædleste Selvbevidsthed med de gladeste Følelser den varigste Sindsro, der vil krone Deres Livs priselige Handlinger –, og dette Forslag er: De opløser den endeløse usalige Strid ved at opfylde Deres Søns Fordringer uden Forbeholdenhed og Vægring. «Men», indvender De, «hans Fordringer er overdrevne og ubillige, Retten paa min Side.», – Desto ædlere er Deres Handling, desto fuldkomnere og herligere Deres Seier. Desuden, Rettigheder, der medfører alsidigt Tab, er dog i Grunden tunge Forpligtelser, som det er en sand Vinding at befri sig fra; Retten ophæver Tvistigheder ved Tvang og Magtsprog for i det mindste at standse Onder, den ei kan forekomme, – Moralbudet og Skriftens Lære, mod hvilken De aldrig i Tanker eller Handling var ligegyldig og kold, ved Eftergivenhed og Føielighed; ved at følge hin taber vi, ved at efterleve denne seirer vi stedse. Men denne Efterlevelse fordrer Tvang af Lidenskaberne Selvfornægtelse og Kamp, kort Kraft i Villien og Mod til ubetinget under de haardeste Opofrelser at følge det gode. Og denne Kraft i Villien til at udføre ogsaa denne Pligt – thi Pligt er dét endog under Krænkelser at være forsonlig og eftergivende – forudsætter jeg hos Dem med den gladeste Vished. Dertil berettiger mig endog et flygtigt overblik over Deres Vandel og Tænkemaade. Naar jeg nemlig betragter Deres hele foregaaende Liv, den utrættelige Virksomhed, hvormed De har afværget Modgangs og Vanhelds Stød, det Mod, hvormed De har gaaet Lidelser og Gjenvordigheder imøde, den Uforanderlighed i Villien til at kjæmpe for den gode Sag, den aldrig hvilende Beredvillighed til at hjælpe, understøtte og redde, da oplives jeg af den inderlige Overbevisning, at De ikke ved Lidenskabelighed, ved Tabet af den rolige Fatning, hvoraf enhver af Deres Handlinger bærer Præget, vil fordunkle og beskjæmme Deres sande Ros, men ved Ædelmod mod Deres Søn, hvis velgjørende Virkninger vil bære de herligste Frugter, give et efterlignelsesværdigt Exempel og bestyrke at Aandens Kraft endog tiltager under Legemets Affældighed. Bekymring for Udkomme, der er Hovedbevæggrunden til Deres Forsæt, bør som en Følge af Deres altfor ængstelige under mange Omstændigheder høist velgjørende Omsorg for Fremtiden ganske sættes ud af Betragtning for høiere Formaal. Thi ikke er Lønnen for Deres utrættelige Virksomhed, Deres daadrige Liv en kortvarig jordisk Nydelse, der grunder sig paa det endelige og forgjængelige. Deres sande Gjengjældelse søger De i det uforkrænkelige og evige. Hvorfor da ikke med Beredvillighed opofre en ringe Fordel, hvis Besiddelse er uvigtig, for den høiere og saligere Glæde? Thi dette Hus, denne Hytte maa dog snart omstyrte; men der er en anden Bolig, «evig i Himlen», hvis Indgang Deres Fod snart skal betræde. O, glem Jordlivets endelige Trang, lad Blodets hellige Baand, der omslynger Deres Hjertes Inderste som den Eviges umiddelbare Stemme, lad Religionens Bud være Deres Raadgivere!

Med Hengivenhed og Erkjendtlighed:

A. S.

Den 24de Mai [1828].

Kjære Trine!

At mit forrige Brev saa ganske forfeilede sin Hensigt, var mig ikke aldeles uventet; dertil tror jeg af Mennesket at kjende Menneskene altfor vel, om end ikke omvendt. Imidlertid er det min fuldeste Overbevisning, at min fremsatte Mening er den eneste, der burde tages i Betragtning. – –

Kun tilføier jeg, at Valget af Tiden til at forsøge Overtalelse til det bedre ikke var en Følge af Lune eller Indfald, men tvertimod af Overlæg og Forsæt; thi kan intet virkes i samme Øieblik, som et afgjørende Skridt foretages, saa er ethvert Forsøg saavel før som siden ufrugtbart. – –

For Logis i Kristiania er allerede sørget; jeg har desangaaende skrevet til C. K., der leier mig et Værelse for omtrent 5 Spd. maanedlig. Det øvrige, Spise, Vask, Ved og Lys, maa jeg da selv holde mig. At jeg under Bedstemoders virkelig mislige Omstændigheder ikke har stolet paa nogen Hjælp fra hendes Side, kan Du forudse. For Udkomne har Du aldrig seet mig synderlig bekymret, og mindst maa denne Tanke nu ængste Dig. Allerede nu er jeg langt flere til Nytte end til Byrde, og Forholdet vil stedse tiltage. Penge er Menneskets mindste Trang, i det mindste min. Desuden er jeg i ethvert Tilfælde betrygget ved veltænkende Menneskers uudeblivende Hjælp. Under alle Omstændigheder kunde jeg jo forlade Christiania, hvis noget uventet Tilfælde skulde besvære mig Opholdet der. Et Sted vil der altid vorde Plads for mig, endog uden Opofrelse af udvortes eller indvortes Frihed. Da Rousseau foretrak Natteherberge under aaben Himmel for at anvende sin Firskilling til Hungerens Stillelse, var han paa en Gang fri og rig. – –

Den 10de Juni [1828].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – Bedstemoders Tilbud er mig meget velkomment, idet jeg som sædvanligt er støvleløs, skjønt jeg for kort Tid siden har ladet et Par af mine gamle Støvler fornye. – – – – – – Iøvrigt er jeg glad ved din Forsikring, at Bedstemoder efter Evne vil bidrage til at bestride de Omkostninger, der er forbundne med den tilstundende Forandring i min Stilling. Hvad Understøttelse hun kan hjælpe mig med, modtager jeg med taknemmeligt Hjerte; men under hendes nuværende Omstændigheder vilde nogensomhelst Fordring fra min Side være ilde anbragt, om ei ubillig. Desuden kjender saavel Du som Bedstemoder mine Kaar og Nødvendigheder næsten ligesaa godt, som jeg selv kjender dem, saa at jeg ingenlunde skulde tilskrive Udeblivelsen af Hjælp Mangel paa Bekjendtskab med min Tilstand eller min Taushed, der stiltiende beder, men Bedstemoders Uformuenhed til nogen Slags Understøttelse, og det saa meget mere, som Bekymring for Nu- eller Fremtid aldrig foruroliger mig, hvad der end kan følge.

At Du i mit forrige Brev fandt noget anstødeligt, gjør mig ondt; jeg vilde i saa Fald ønske det uskrevet. Hvori Tonens Misbrug kan ligge, ved jeg ikke, da jeg ei engang husker dets Indhold. Kun er det mig ubegribeligt, hvad der har kunnet foranledige nogen saadan Sindsstemning hos mig, da min Charakter er saa phlegmatisk, at jeg neppe stemmes til Uvillie ved virkelige Fornærmelser, endsige uden Anledning. Jeg beder Dig derfor at glemme det forhadte Papir og tilgive mit fredelige Sind Forseelsen. – – –

[Juli 1828].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Bedstemoders Tilbud om Anskaffelsen af Klæde af saa stor Kostbarhed er jeg glad ved at kunne afslaa, baade fordi jeg ved Fortjenesten af min Privatundervisning har kunnet forsyne mig med det nødvendige, og fordi Bedstemoders Kaar ei svarer til hendes Hjerte. Derimod antager jeg med Glæde dit Forslag om at tilveiebringe mig nogle Victualier; thi disse ved jeg, at Bedstemoder bedre kan afse, og mig er de af stor Vigtighed, da jeg for Økonomiens Skyld blot har leiet et Værelse, nemlig hos en Fru Mikkelsen i øvre Voldgaden. Prisen derfor er 3½ Spd. maanedlig, som jeg efter den i Christiania sædvanlige Leiebestemmelse fandt meget antagelig. Kan Bedstemoder derfor faa nogle Spisevarer færdige, saa ønsker jeg dem jo før jo heller; dog maa Du endeligen se til, at deriblandt intet kommer, som kunde tage Skade ved at staa eller frembringer nogen ubehagelig Lugt, saasom altfor fed eller gammel Ost o. s. v. Jeg har allerede saa ofte her været i Forlegenhed dermed, at jeg maa være forsigtig, og saa meget mere, som jeg blot faar et eneste Værelse, hvori alt maa opbevares. Hvad der indeholdes i det efter vore Forældre efterladte Inventarium, kjender jeg ikke; men hvis der skulde være nogle Spise-, Theskeer og Knive, saa ønsker jeg mig nogle Stykker og Par, ligesom under alle Omstændigheder et Par ordentlige Lagener, hvis nogen Mulighed er forhaanden. Jeg tvinges til at anskaffe mig saa meget andet til min lille Husholdning, hvortil jeg har saa stor Ulyst, at jeg tænker næsten, det vil medtage den største Del af mit ubetydelige Pengeforraad. Nær havde jeg glemt det vigtigste Punkt. Gaa endelig i Forbøn hos Bedstemoder om at skaffe mig 6 til 8 Favne Brænde (NB. store Christiania-Favne^[20]); men det maatte være kraftig Ved af Eg eller Birk, da ellers Fragten i Forhold bliver saa stor, at det ikke svarer Regning. Denne Artikel er mig yderst magtpaaliggende, da jeg gyser ved Vinterkulden uden Brænde og neppe ser Mulighed til at kunne holde ud med at give 2 eller 3 Spd. for en Favn slet Brænde. Omkostningerne med at transportere den vilde vel ikke vorde ubetydelige, men dog intet i Sammenligning med Kjøb paa Stedet. Til at bestride mine første Udgifter med har jeg erholdt 80 Spd. i Stipendium, ligesom jeg og kan vente anden Understøttelse. Imidlertid maa jeg anvende, hvad jeg har faaet, med den største Sparsomhed, skjønt de endda ei vil vare ret længe. – – –

15de Juli 1828.

Kjære Bedstemoder!

Ihvorvel jeg heller i Gjerning end i Ord ønskede at kunne lægge min Erkjendtlighed for Dagen, er jeg dog forvisset om, at Ytringen af min Taknemmelighedsfølelse for Deres af Selvkjærlighed uindtagne Hjerte vil have virkelighedens Vægt. I at bedømme menneskelige Handlingers moralske Værd bør man alene agte paa Bevæggrundens Beskaffenhed eller den særegne Sindsstemning, der bestemmer Handlingerne selv. Ved denne Grundsætning har jeg stedse holdt fast under en nøiere Eftertanke over de Velgjerninger, som forskjellige Individer til forskjellige Tider har vist mig, og derfor stemmes jeg ei alene til Agtelse og Kjærlighed, men til sand Beundring ved Overveielsen af Deres Handlemaade mod mig. – Stedse var Deres Hjælp virksomst, naar min Trang var størst, stedse Deres Bistand da mest redebon, naar andre unddrog mig deres Understøttelse, stedse Deres Iver for mit Vel mest levende, naar Udsigten til Frugter af Deres Anstrængelser var svagest. Og just heri finder jeg det ædle i Deres Handlinger, fordi de alle udsprang af sand Menneskekjærlighed og Lyst til at virke for det gode. Kan De derfor overbevise Dem om, at De ved Deres Opofrelser har bidraget til mit sande Vel, og at det heles velfærd beror paa de enkeltes Bekvemhed til at opnaa Tilværelsens Formaal, saa er denne Overbevisning den mest fyldestgjørende Løn for Deres Velgjerninger. Thi enhver anden Gjengjældelse er i Grunden utilstrækkelig og kortvarende, ønskeligere for den, der har nydt det gode, som Afdrag paa hans Gjæld, end for Velgjøreren selv. Denne indre velgjørende og oplivende Følelse vil stedse kvægende omsvæve Dem og endog i Deres sidste Øieblikke frembringe den reneste Nydelse. Havde jeg ved Valget af min Virkekreds, – der synes at være Tilfældets Værk, men som allerede tidligen med tillidsfuld Forvisning var afgjort i mit Indre, – alene havt mit Blik fæstet paa Opnaaelsen af de udvortes Fordele, som vort Lands Indretninger og nuværende Tarv allerede tidligen aabner den Studerende, da maatte jeg have betraadt en kortere og lettere Vei til mit Maal og vilde derved uden Tvivl hurtigere have seet mig istand til en selvstændig Underholdning og Erstattelse af det allerede modtagne. Men denne Tanke stemmede kun lidet overens med min Aands Fordring (?), og, som jeg har begyndt, saa agter jeg at fortsætte og at fuldende. Skulde end nogen heri tillægge mig Mangel paa Livsklogskab, saa er ikke selv denne den høieste Visdom. Desuden bør Frugterne vel modnes, førend de plukkes af Træet. De modtage derfor Forsikringen om min hjerteligste Taknemmelighed og Hengivenhed som Bevis paa min aldrig ophørende Erkjendtlighed. Er Dem og mig et varigere Liv [forundt], er jeg forvisset om, at Midler til mere haandgribeligen at vise Dem mit [Hjertes] Følelser ikke vil mangle mig. Falder De som tidligere Offer for den uskaansomme Død, da nægtes Dem vel jordisk Løn, men ei den virkelige Erstatning; thi «de skal hvile fra deres Arbeide, men deres Gjerninger følger dem.» Med sønlig Kjærlighed

A. S.

Skien, 15 Juli 1828.

(Til Johan C. Dahll).

Kjære Onkel!

Min Erkjendtlighed mod Deres store Fortjenester af mig, der stedse levende har staaet for min Erindring, stemmer mig ved den nærforestaaende, ei uvigtige Forandring i mine Kaar til Betragtningen der gjør det til Trang for mit Hjerte at aflægge den oprigtigste Tak for Deres Velgjerninger.

Det ønskelige i min Stilling har jeg stedse erkjendt, fordi den Virkekreds, hvortil den hidtilværende Anvendelse af mine Kræfter maa ansees som en Forberedelse, stedse har været Gjenstanden for min Tilbøielighed. Hermed mener jeg ingenlunde, at Studiernes Bane for mig, eller i Almindelighed for nogen, i sig selv skulde lede til vore Ønskers høieste Formaal: dette indre uafbrudte velbefindende og Tilfredshed, denne er en Frugt af os selv, vor Tænke- og Handlemaade, udelukkes ei fra nogensomhelst Tilstand i Livet og staar kun i ringe Forbindelse med vore udvortes Kaar. Da imidlertid det sande Velbefindende, som vi kalder Lykke, for en stor Del beror paa en hensigtsmæssig og heldig Anvendelse af vore Evner, saa tror jeg, at den, der bidrager til at sætte en anden i en, med hans Anlæg overensstemmende, Virkekreds, maa holdes for hans største Velgjører; og dette Navn skylder jeg Dem som en hellig Pligt. Thi efter de menneskelige Evners Forskjellighed er nogle skabte for Aandens, andre for Legemets Virksomhed; nogle mere oplagte til Tænken, andre til Handlen; begge er i Grunden lige agtværdige, fordi deres forenede Samvirken er den eneste Betingelse for Samfundets Tilværelse, i det mindste for dets Vel. Idet jeg derfor indser min mindre Duelighed til det praktiske Livs Forretninger, hvorpaa Erfaringen har givet Dem Prøver, føler jeg mig desto stærkere forpligtet til en stedsevarende Erkjendtlighed mod Dem, der saa ædelmodigen, under ikke ringe Opofrelser, gjorde det muligt for mig at betræde en Vei, hvorfor Naturen havde dannet, egen Tilbøielighed tilskyndet mig, og fordi De siden fortsatte Deres Understøttelse saa længe, som Deres Formuesomstændigheder tillod, mit Tarv fordrede det. Thi i ethvert Anliggende medfører det første Skridt de største Vanskeligheder; er Begyndelsen heldigen lagt, da opnaaes Maalet i Almindelighed letteligen, naar egen Virksomhed ikke mangler. Af denne Aarsag vil jeg stedse holde mig Dem i samme Grad forbunden, som om jeg ene havde Deres Hjælp alt at takke, og en Gang at kunne gjengjælde^[21], om end ei erstatte. Deres Godhed vil være den sandeste Fyldestgjørelse for mit Hjerte. – – – – Jeg anbefaler mig derfor videre Deres Velvillie med forbindtligst Hilsen til Tante.

Med Hengivenhed og Ærbødighed

A. S.

1. H. Schurmann, en Svoger af Koeppen.
2. Bergmester Tellef Dahll, der er født 10 April 1825.
3. I det følgende er adskillige Stykker af Brevet ødelagte.
4. Den gjaldt Skolepenge for et Kvartal.
5. Denne Formodning er urigtig; K. saa ham aldrig.
6. Stokke i Jarlsberg, hvor hans onkel Klem (gift med hans Moster Agathe) var Præst.
7. C. Sørensen.
8. Sigter maaske til misforstaaede mundtlige Ytringer til en Trediemand.
9. Til Stokke.
10. Sigter til den ved Styrmandsexamen brugte Lærebogs Titel.
11. En dansk theol. Student, Bestyrer af Borgerskolen i Kragerø.
12. Fød 1789, død 1850 som Sognepræst til Borge.
13. Nuværende Justitssekretær Lous.
14. A. Hofgaard, Student 1814, død som Bibliotheksekretær 1818. Examen artium var før 1826 meget strengere paa Grund af de mange skriftlige Opgaver.
15. Løvenskiold. Konfirmanden var den senere Høiesteretsassessor Otto L.
16. Nuværende Amtmand Morgenstierne.
17. Originalen findes i sin Helhed blandt Bilagene.
18. Heriblandt skal have været flere Skuespillere, som siden kom til Christiania Theater.
19. Forhenværende Bureauchef W.
20. I Kragerø brugtes da gjerne hollandsk Favnemaal.
21. Dette gjorde ogsaa senere hen i Livet S. ligeoverfor Morbroderens Efterladte.