Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom/Breve fra Studenter- og Kandidataarene (1828–33)

Ludvig M. B. Aubert

Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom

Malling, 1883 (s. 158-206).

II.

Breve fra Studenter- og Kandidataarene.

(1828–33).

Christiania, 23 Juli [1828].

Kjære Trine!

Hurtigere, end Du maaske ventede, men dog sildigere, end jeg ønskede, modtager Du de første Efterretninger om mit forandrede opholdssted. Min Ankomst var den 17de i Forening med Apotheker Mühlertz og hans Søn. Med mit Værelse er jeg særdeles vel tilfreds; det er vist et af de smukkeste Leieværelser i Byen og tager sig fordelagtigt ud ved Siden af de Studenterboliger, jeg endnu har havt Anledning til at se. For den første Maaned har jeg taget Morgen- og Aftenspise her i Huset; men da Prisen, 4 Spd. maanedligen, forekommer mig altfor høi, saa agter jeg siden hen at holde mig den selv, hvortil jeg venter noget Forraad hjemmefra. Middagsspisen, som daglig afhentes fra et Spisekvarter, er meget billig, 3½ Spd. maanedlig, men dog god og velsmagende. – – – – – – Indholdet af medfølgende Pakke er kjøbt for den oversblevne Rest af sidste Halvaars Fortjeneste, hvilken jeg ganske har anvendt til min Garderobe. Det er bestemt til Skjorter, og jeg tænker, det vil være tilstrækkeligt til 9, som jeg beder Dig at sy, da den rasende Skrædderløn ellers næsten vilde overgaa Tøiets Pris. Herved bemærker jeg blot, at Du maa gjøre Ærmerne ei ubetydelig længere og noget videre og lidt høiere Kraver end dem, Du sidst forfærdigede for mig. Om Skjorterne selv ikke bliver saa lange, er ligegyldigt, naar de blot har de ovennævnte Egenskaber.

Brevet er addresseret til Tellef, fordi jeg fandt det noget udelikat at sende Pakken til Fruentimmer ved en saadan Anledning. Gaar min Ængstelighed heri for vidt, saa kan den under alle Omstændigheder dog ei skade.

Den 4de August 1828.

Kjære Trine!

Et Par Uger er vel allerede hengangne siden mit sidste Brev; men min Kundskab om Christiania har i dette Tidsrum næsten intet udvidet sig, fordi jeg i det hele kun har været lidet omkring. Overhoved tror jeg, det er en Egenskab hos mig, at Opholdets Behagelighed paa ethvert Sted tiltager med Tiden, og at dette især vil gjælde om mit Ophold her, er jeg forvisset om. Det afsendte Tøi er ankommet hertil. Dog forudser jeg, at en Del af Dækketøiet og Bohavet maa sendes tilbage, saasom her især gjælder at spare paa det indskrænkede Rum, saa meget mere, som jeg aldeles intet Skab, Skjænk eller lignende Møbel har. Af samme Grund tænker jeg, det er bedst at lade det af mit gamle Tøi medfølge, som dels er ubrugeligt dels unødvendigt eller i det mindste undværligt; ellers vil mit Værelse snart forvandles til et Vildnis. – – –

Den skriftlige Examen begynder den 6te August, og det hele vil vel vare omtrent 14 Dage. Det glæder mig, at jeg ei er saa letsindig eller afmægtig i Villien som de fleste andre af de mange (mere end 100), der skal underkaste sig samme Prøve, men uden Overvindelse kan benytte de Øieblikke, der endnu er tilbage, til det læstes Gjentagelse. – – – –

Den 19de August 1828.

Kjære Trine!

Paa Grund af den varme Deltagelse, Du og mine faa øvrige ved Blodets Baand forenede Slægtninge [altid har næret for mig], er den Efterretning, jeg idag meddeler Dig og de øvrige, mig usigelig kjær.

For en Time siden blev Charaktererne for de trende skriftlige Fag offentligen opslagne, hvori jeg saa behageligen blev overrasket ved 3de «udmærket godt», en Charakter, som endnu aldrig nogen norsk Student har erholdt for det skriftlige, i det mindste saavidt jeg ved. Jeg har derfor grundet Formodning om at faa Laudabilis præ ceteris eller udmærket godt til Hovedcharakter, da det er meget lettere at erholde en saa ærefuld charakter i de 10^[1] mundtlige Fag, hvori Examinationen endnu ikke er begyndt; men det kunde ogsaa træffe, at mit Haab slog mig feil. Af de 113, der iaar underkastede sig Examen, er 33 faldt igjennem, hvoraf nogle har denne uheldige Skjæbne for anden Gang. Ogsaa H. A. er desværre blandt disse 33, hvem jeg inderligen beklager; vild Fortvivlelse stod malet i hans Aasyn ved Tordenslaget. Mine 3 øvrige Meddisciple har næst mig faaet de bedste Charakterer; men ingen kan faa «udmærket godt» til Hovedcharakter, da de alle har «godt» til en Charakter, hvorover jeg især ærgrer mig for Munch, der virkelig havde fortjent den. Fra alle skoler er ellers rejicerede uden fra vor, hvilket ogsaa vilde have været et frygteligt Særsyn.

At denne hæderlige Charakter glæder mig, er ikke Forfængelighed at tilskrive, men fordi den, enten den saa er Følge af Held eller Fortjeneste, aabner Udsigten til en tryggere Fremtid med virkeligt Værd.

Den 27de August [1828].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – Af den mundtlige Examen har jeg taget syv Fag, hvoraf jeg for de fem har faaet udmærket godt; men Charaktererne for Historie og Geografi er mig ubekjendte, da Professoren i disse Fag ikke som de øvrige strax meddeler Vedkommende den givne Charakter; dog er jeg næsten vis paa at faa det samme for disse Fag. Fredag Aften (den 29de August) bliver jeg færdig med de trende øvrige Fag, Fransk, Tydsk og Religion, og reiser strax den følgende Morgen for at undgaa Deltagelsen i det sædvanlige Gilde efter Examen artium. Først bliver jeg en eller to Dage paa Stokke, dernæst et Par Dage i Skien og opholder mig dernæst hjemme, saalænge som jeg kan for Forelæsningernes Begyndelse. Jeg tror næsten at kunne være vis paa Laudabilis præ ceteris til Hovedcharakter, hvilket Haab kun kan tilintetgjøres, hvis jeg skulde faa blot «godt» for noget af de øvrige tre Fag, som jeg anser for en Umulighed. – – –

Den 29de September 1828.

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – Fortsættelsen af min Hidreise var som Begyndelsen heldig og behagelig. Dagen efter min Ankomst blev jeg indskreven som akademisk Borger, saa at nu min gamle Virksomhed igjen har begyndt, men under andre Betingelser og for en Del i andre Fag, der giver den ny Interesse; ja, jeg maa endog antage, at dette Aars Kursus vil udgjøre maaske den bedste Tid af mit Ophold ved Universitetet, forsaavidt de nu behandlede Fag har en mere videnskabelig Retning end det paafølgende Brødstudium, hvortil jeg stedse føler min Tilbøielighed mere at aftage. – – –

Den 20de Oktober 1828.

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – – Det er lykkets mig at vorde optagen blandt Medlemmerne af det bedste offentlige Selskab her i Byen, det musikalske Lyceum. Jeg maa kalde dette et Held, da der til 20 ledige Pladse meldte sig flere end 60 Personer, hvoraf altsaa de to Trediedele maatte afvises. Det var derfor ogsaa med Nød og neppe, at jeg kom ind i Selskabet, hvis første Samling jeg allerede har bivaanet. – –

Onkels fornuftige Skridt var mig saa meget mere kjært, som jeg, belært af eget Forsøg, næsten havde opgivet Haabet om nogen anden Opløsning paa den rædsomme Knude end det retslige Sværds Overhuggelse. Schawlet koster 9 Spd.; der var ogsaa af samme Stof og Farve for 7 Spd.; men jeg fandt det raadeligere at vælge det første. Da det opfylder alle Betingelser, som Du har opgivet, venter jeg med Vished, at det skal være efter Ønske. At jeg ikke har sendt Dig nogen Røgelse, maa Du skrive paa min Uvidenheds Regning, idet jeg aldeles ingen i Dagliglivet brugelig Røgelse kjender og saaledes hverken vidste, hvorledes eller hos hvem jeg skulde spørge efter saadan. – –

Den 6te November [1828].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Jeg har nyligen begyndt at læse for to af Stiftsprovst Sigwardts Sønner nogle Timer om Ugen, hvorfor jeg kan regne mig 10 Spd. maanedlig Indtægt, der omtrent kan være tilstrækkelige til mine Udgifters Bestridelse. Derimod har jeg ei indladt mig paa Jomfru Pharos^[2] Tilbud. Iøvrigt vil jeg nok, hvis Omstændighederne skulde gjøre det nødvendigt, kunne faa saa megen Information, som jeg kan overtage. Nyligen blev der mig efter Ansøgning indvilget et lille Stipendium paa 8 Sølvspd., der aarligen uddeles^[3], havde jeg kjendt dets Ubetydelighed i Forveien saa skulde jeg neppe have anholdt derom og gjør det ei heller oftere. – – –

– – – Den 4de November tilbragtes til Hevn for 17de Mai uden alle Høitideligheder; dog var man forsigtig nok til ikke at spille paa det offentlige Theater for at undgaa Scener af samme Slags som ifjor. – –

Skien, 29 Januar 1829.

Kjære Trine!

For at betage Dig din, denne Gang med Hensyn paa de usikre Ise og det mislige Føre ei ugrundede, Ængstelse, sender jeg dette Brev til Brevig for derfra videre at befordres, da Du ellers paa Grund af Postens uhensigtsmæssige Gang herfra først vilde have modtaget det næste Thorsdag. Min Hidreise var over al Forventning hurtig og fri for Ubehageligheder, saa at jeg, i Selskab med Lieutenant B., ankom til Skien Kl. lidt over fire. Veiene var gode og overalt banede, da Amtmandens Nærmelse holdt Bønderne i Skræk. Mit nye Logis er fortræffeligt; Værelset større og endnu smukkere end det, jeg havde i Christiania, roligt og stille formedelst Husets afsides Beliggenhed og Udsigten skjøn, ligesom Husmoderen i Omhyggelighed for mine Fornødenheder og Bekvemmelighed næsten ikke giver Dig og Bedstemoder noget efter. Jeg har altsaa næsten intet at ønske, og da jeg forhen, skjønt trykket ved Byrden af en ofte anstrængende Virksomhed og forskjellige andre Bekymringer, henlevede mine lykkeligste Dage i Skien, hvad kan jeg da ikke nu vente mig, da alle Ulemper er hævede og jeg omgives af lutter Velvillie iblandt Mennesker, der alle kun kjender mig fra en fordelagtig Side? – Paa Løverdag begynder min Skoletjeneste, der, for at tale med Bibelen, er et gavnligt Aag og en let Byrde. – – –

Endnu i Aften skal jeg i Selskab hos Kjøbmand Ørn, som denne holder for sin Svoger, Byfoged Blom. – – – – – – – – – –

Sig Christian, at han ei maa forsømme at frekventere Danseskolen, hvorfor Tellef paa min Regning betaler Omkostningerne, om de end skal stige til det dobbelte af, hvad vi har aftalt.

Skien, 3 Februar 1829.

Kjære Trine!

– – – – Endelig er jeg igjen kommen til Ro, der forstyrredes ved en Auktion her i Huset, der afholdtes over den nylig før min Ankomst afdøde Inspektør Høghs (?) Efterladenskab, ved hvilken Leilighed jeg var saa heldig at faa kjøbt en bekvem lille Reisekoffer (sic), som jeg længe forgjæves har ønsket mig. Min Post har jeg tiltraadt. Undervisningstimernes Antal er, som jeg formodede, mellem 27 og 30 Timer ugentlig.

Min Forgjænger har allerede forladt Byen, men kommer igjen om nogle Uger for at holde Bryllup. – – – – – – – – – – –

[Skien], 16 Februar [1829].

Kjære Trine!

– – – – Det er et Træk i den menneskelige Charakter, siger en med det menneskelige Hjerte fortrolig Forfatter, at hade den, som man har fornærmet^[4], og paa denne Bemærknings Rigtighed tror jeg, dette Tilfælde giver et nyt Vidnesbyrd. Jeg beklager ham inderligen, fordi jeg saa vel ved, at «Fornærmelsers Udøvelse efterlader Furiernes Svøbeslag»; men jeg dømmer ikke, jeg blot undskylder, beklager. «Vredes ikke, I elskelige», er Apostelens Ord; «Hevnen hører mig til, jeg vil betale», siger Herren. – – –

– – – – Jeg har ogsaa langt andre og vigtigere Grunde til at erkjende og prise min Lyksalighed, en Erklæring, der saa sjelden ytres af noget menneskeligt Væsen, at jeg vilde tage i Betænkning at fremsætte den, naar jeg ikke saa inderligen var overbevist om dens Sandhed. Alle Betingelser, der forskjønner og lyksaliggjør Menneskelivet, finder jeg samlede og forenede i min Stilling: Sindsro, Frihed og rigeligt Udkomme; for min Person har jeg neppe et Ønske, fordi jeg ei ønsker og ei har Grund til at ønske andet end, hvad jeg besidder. Og ingenlunde er denne min Tilfredshed en Følge af den Seier, som jeg i en videnskabelig Væddekamp vandt over mine samtidige og foregaaende Medbeilere, ei heller af skuffende Forhaabninger, hvortil en saadan Fremtrædelse kunde give Anledning, men ingenlunde berettige; nei, den er en Frugt af en ren Bevidsthed og den Fyldestgjørelse, jeg finder i at opfylde mine Pligter, fordi jeg under de udvortes Forholdes Modstand, hvor Urokkelighed i Villien og Utrættelighed i Kraftanstrængelse var de eneste Midler til at beseire Hindringerne, lærte at ville og Ønske, hvad jeg skulde og burde. Naar Du saa mine Forretningers Mængde, vilde Du kalde min Stilling et Trældomsaag, og naar Du kunde være Vidne til mit ensomme og stille Liv, da vilde Du erklære min Tilstand sørgelig og glædeløs, og dog kan jeg forsikre Dig, at jeg just i et saadant Forhold finder min største Fyldestgjørelse og Tilfredsstillelse.

Tilfældet har idag givet mig mere Tid til at skrive end sædvanligt, da det smukke Veir har foranlediget Rektoren til at give Skolen den maanedlige Eftermiddagsfrihed, hvorved jeg faar to Timers Læsning mindre.

Disciplene her ved Skolen er, med enkelte Undtagelser, elskværdige og opvakte Gutter, saa at jeg ei uden Glæde kan træde ind i Klasserne; at derfor min Undervisning ei er uden Fremgang, følger deraf. – –

[Skien], 5 April [1829].

Kjære Trine!

Ihvorvel jeg, som Du siger, ei meget plages af ugrundet Ængstelse, kan jeg dog ei nægte, at din lange Taushed foruroligede mig ved den nedslaaende Anelse om, at noget kunde have tilstødt Bedstemoder, en Tanke, hvorved jeg stedse skjælver. Desto gladere Forestillinger frembragte derfor dit Brev. – – – –

– – At jeg nu tilintetgjør enhver Gnist af Haab hos Dig om min Hjemkomst i Paasken, gjør mig ondt; men Du tilgiver mig, naar Du hører mine Grunde, at jeg dels ikke tør spilde mine faa Penge ved en unødvendig Reise, dels for min Tilfredsheds Skyld anser mig forpligtet, skjønt ei tvungen, til at anvende disse korte Ferier paa mine Studiers Fortsættelse.

Som den gjerrige aagrer med sine Penge, saaledes maa jeg aagre med min Tid. Hvis Du antager, at jeg allerede har naaet min Virksomheds Maal, da feiler Du høiligen; jeg har endnu neppe naaet Midten af den Bane, som jeg har foreskrevet mig, og til hvilke Forsætter en saadan Betragtning leder, indser Du nok.

sidste Thorsdag bivaanede jeg min Forgjængers Bryllup. Vielsen foregik i Kirken under mange ydre ceremonielle Høitideligheder; men Festlighedens Sjæl, en hjertegribende Foreningstale, fattedes aldeles. – –

[Skien] Onsdag før Paaske [1829].

Kjære Trine!

At jeg i mit forrige Brev saa bestemt afslog dit Ønske om at komme hjem i Ferierne, maa jeg nu saa meget mere være tilfreds med, som det over al Beskrivelse slette Veir og Føre vilde have afholdt mig fra Reisen, om jeg end forhen havde besluttet den, og min Udeblivelse vilde have foraarsaget Dig dobbelt Skræk. Dette er da den femte Paaskefest, jeg tilbringer i Skien, og denne vil vel heller ikke vorde ganske uden Adspredelse for mig, forsaavidt som jeg ønsker at deltage deri, da to af mine Skole- og Universitetsvenner, Løvenskiold og Mühlertz, paa en behagelig Maade har overrasket mig ved deres uventede Hjemkomst. – – –

[Skien] 2den Paaskedag 1829.

Kjære Trine!

Dit Ønske om et ufortøvet Gjenskrift havde jeg nær af Mangel paa Papir maattet lade utilfredsstillet, hvis det ei var faldt mig ind at dele det sidste Ark mellem Dig og C. – – –

Med Hensyn til den Misforstaaelse, hvortil jeg skulde have givet Dig Anledning, og som vist var ingen ukjærkomnere end Dig, fordi Du heller vilde se mig som Præst end som Skolemester, maa Du være ganske ubekymret, da jeg efter en Maaneds Forløb ophører med min nuværende Virksomhed og reiser til Christiania.

Hils nu vor kjære Christian^[5] med et Kys fra mig. – – –

Christiania, 21 Mai 1829.

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – I Hovedstaden traf jeg alt i den største Bevægelse; den 17de Mai medførte blodige Optrin^[6], der vist leder til endnu sørgeligere Følger. De nærmere Omstændigheder denne Anledning vil Du finde i alle Aviser, især i Morgenbladene, der i disse Dage har været fulde af Beskrivelser og Efterretninger om det forefaldne.

Mit gamle Logis har jeg endnu og agter fremdeles at beholde det. I min Fraværelse var jeg saa heldig at faa det bortleiet den længste Tid, saa at jeg blev befriet fra at betale Leie paa to Steder. – – –

Christiania, 11 juni [1829].

Kjære Trine!

Allerede Kl. 4 om Morgenen, førend jeg gaar ombord paa Dampskibet, maa jeg korteligen meddele Dig, at jeg med største Honneur har fuldendt den anden Examen. Jeg maa endnu i Aften være i Skien, hvorfra jeg udførligere skal skrive Dig til, førend jeg kommer hjem. Imidlertid lev vel og hils. – – –

[Skien], 29 Juni [1829].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – Min Reise fra Hovedstaden hertil tilbagelagde jeg i 21 Timer, saa at Turens Hurtighed erstattede min feilslagne Forventning om et interessant Reiseselskab, hvorpaa jeg næsten altid gjør Regning, naar jeg søger den Slags Befordring. Vi har begyndt Skoleexamen og venter efter den sædvanlige Tid, den pleier at medtage, at kunne komme hjem som Fredagen den 10de Juli. Gjerne ønskede jeg at kunne undgaa de Kjedsommeligheder, der er forbundne med Reisen fra Brevig til Kragerø, ved at tage med Dampskibet; men hvorvel det er muligt, er der dog liden Sandsynlighed for, at jeg saa tidlig skulde vorde expederet, hvorfor Du ikke med nogen Vished maa vente mig blandt Passagererne den 8de Juli. – – –

Kjøbenhavn, 23 Juli [1829].

Kjære Trine!

I mine Forventninger om denne Tur føler jeg mig ikke skuffet. Nedreisen med Dampskibet begunstigedes meget af Veir og Vind, saa den var meget interessant. Ogsaa Opholdet i Kjøbenhavn finder jeg i saa mange Henseender fordelagtigt, at jeg for at anvende ethvert Øieblik i Byen ei tager med Rektoren og Mühlertz til det nordlige Sjælland. Med næste Dampfart vender jeg tilbage og venter at komme hjem til Kragerø Søndag eller Mandag. Den omstændelige Fortælling om min Reise forbeholder jeg mig til min Ankomst. – –

Christiania, 17 August [1829].

Kjære Trine!

Mit første Arbeide ved min Ankomst til Bestemmelsesstedet er ved et Par Linier at befri Dig fra den ei ugrundede Uro, som Dampfartens tildels mislige Gang kan foranledige. «Prinds Carl», der paa Grund af en Reparation paa «Constitutionen» skulde afløse denne i Fredriksværn, ankom der i samme Øieblik som vi, da den samme Storm havde forsinket dens Fart 12 Timer, til stor Glæde for «Constitutionens» Passagerer, som i Tilfælde af det andet Dampfartøis tidligere Ankomst og Afgang maatte have tilbagelagt det øvrige Stykke Vei tillands. Efter uafbrudt Seilads hele Natten under en stærk Modvind naaede vi Christiania Kl. 2 om Eftermiddagen, altsaa kun 3 Timer før Postens Afgang – – Endnu i Aften faar jeg Anledning til at bivaane en Koncert, der holdes i Frelserskirken af den danske Sanger inde Frøken Schultz. – – –

Christiania, 1 September 1829.

Kjære Trine!

– – Vistnok er det sandt, at der i vor Familie sjelden foregaar nogle, især gode Forandringer, der kunde yde Stof til skriftlig Meddelelse; men naar Du paa den anden Side betragter vor nærmeste lille Families usikre Stilling der altid svæver og har svævet mig for Sinde, saa indser Du nok, at endog det ubetydeligste ikke kan være uden sand Interesse for mig hvoraf Du kan slutte, hvor kjærkomne især dine Breve er mig. Mühlertz og de fleste af mine øvrige Bekjendte er endnu ikke komne tilbage og vil maaske endnu udeblive en rum Tid, hvorfor jeg midt i Landets folkerigeste Stad befinder mig i en temmelig isoleret Tilstand, hvor jeg dog føler langt mindre Savn, end jeg forudsætter hos de fleste andre under lignende Betingelser, da mit hele foregaaende Liv og Virksomhed har dannet mig for Ensomhed. – – – – –

Schjøtt^[7] har jeg siden den Tid ikke seet, skjønt han forhen var nogle Gange hos mig; han viser megen Rolighed og Mod under sin vistnok temmelig mislige Stilling og fortjener derved desto mere enhver veltænkendes Deltagelse. I Nøisomhed tror jeg næsten han har taget sig Diogenes til Forbillede, hvilket i det mindste fortjener al Ros. – – – –

– – – At Stray^[8] temmelig hastigen passerede Sundet, har jeg med Glæde opdaget i Avisen, saa at vi vel kan have Haab om at vente Christian hjem inden den stormfuldeste Høsttid; for Christian er jeg mindre ængstelig, siden han kom med Stray. Det er, som Forestillingen om det større Antal Personer gjør mere tryg, skjønt denne Grund kun er en Skingrund.

Den 8de September [1829].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Boghylden, hvormed jeg tænker at have kompletteret mit Møblement for mange Aar, ligesom de tvende Flasker med deres Indhold er blevne mig bragte ved dette Brevs Overbringer; at Tellef sikkert og ei for silde paa Høsten – for at jeg ei skal lide af Kulde, hvorover jeg næsten allerede nu kunde klage – vil besørge mig det omskrevne Kvantum Brænde, stoler jeg tillidsfuldt paa. Det er mig af den Vigtighed, at jeg, hvis jeg ei kjendte Tellefs Beredvillighed og din altfor vidt drevne Omhu, naar det gjælder mig, vilde bede Dig drive paa Værket.

Min brave Lous glædede mig igaar ved sin Ankomst. Jeg besøgte ham korteligen den Søndag, jeg reiste hjemmefra, i Fredriksværn, og efter hans Ytring dengang skulde han ikke være kommen herind endnu paa lang Tid. – – – –

Den 14de Septbr. 1829.

Kjære Trine!

At jeg med Glæde modtager Bedstemoders opofringsfulde Tilbud, kunde Du vel med Vished forudse. Enhver, om endog noksaa ubetydelig, Besparelse er vigtig for Vedligeholdelsen af mit økonomiske System. Kan derfor Bedstemoder undvære 7 à 8 Favne af det omskrevne Brænde, uden at gaa sig selv for nær, saa vil jeg være hende megen Tak skyldig; men kan hun ei afse saa meget, saa faar jeg til Vinteren erstatte det manglende ved Indkjøb af Ved, som Bønderne pleier at bringe læssevis til Byen, og som under ingen Omstændigheder kan blive kostbarere, end den nu her sælges ved Bryggen. Jeg stoler derfor ganske vist paa at faa tilsendt helst det hele Kvantum, men hvis ikke, da saa meget som muligt. Fragten, som Du omtaler, forekommer mig meget moderat.

Efterretningen om Strays og »Hensigtens« hurtige og lykkelige Overkomst glædede mig saa meget mere, som de sidste vedholdende Storme havde vakt Ængstelse hos mig. Hvis «Hensigten» efter sin Hjemkomst endnu iaar skal ud, saa formoder jeg, Bedstemoder er saa forsigtig at lade den assurere. – – – –

Idag har jeg forsynet mig med Lys til Vinteren. I Fællesskab med Lous kjøbte jeg en Vog til 8 Spd., der er en høi Pris, som sandsynligvis ei bliver lavere iaar. – – – –

En Bogauktion, der idag af holdes, levner mig ei Tid til at fortsætte. – – –

NB. Bed Tellef sørge for, at min Ved ei kommer til at ligge paa Dækket, hvis det er muligt at forebygge det, for at den ei paa denne Aarstid skal blive vandtrukken. Ligeledes ønsker jeg, at det, jeg faar, maa maales nøiagtig for at forebygge Fragtemandens vilkaarlige Behandling.

Den 2den Oktober [1829].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – Anskaffelsen af de literære Hjælpemidler, som mit nye Studium gjorde nødvendige, har medført saa mange Udgifter, at min lille Kapital er bragt sit Endeligt nær. Dog haaber jeg anstændig at komme igjennem, da jeg har faaet en vis Indtægt af 7 Spd. maanedlig for det første og 8 for det andet Aar ved at blive optaget i det philologiske Seminarium; det er en Dannelsesanstalt for de Studerende, hvor man daglig en Time hører Forelæsninger over det latinske og græske Sprog, hvormed den ovenanførte Indtægt er forbunden. Desuden informerer jeg 4 Timer ugentlig, saa at min maanedlige Revenue omtrent udgjør 10 à 12 Spd., hvormed jeg for det første faar lade mig nøie og siden efter Omstændighederne udvide mine Undervisningstimers Antal; thi jeg vil gjerne beholde saa megen Tid til mine egne Studier som muligt. – – – – – – – – – – – – – – – –

Endnu maa jeg dog tilføie, at jeg foruden gymnastiske Øvelser ogsaa lærer at danse; til Foraaret agter jeg ogsaa at lære at ride for at fuldstændiggjøre mit Kursus i Legemsøvelser. – – – – – –

Den 29de Oktober [1829].

Kjære Trine!

Allerede i længere Tid har jeg forgjæves ventet Brev fra Dig; men for at ei fra min Side skal gives Anledning til Standsning i vor Brevvexlings sædvanlige uforstyrrede Gang og for at hæve den mulige Uvished og Ængstelighed for mit Befindende, som en saa lang Pause maaske kunde frembringe, maa jeg idag affærdige nogle Linier, saavidt som min temmelig beskrænkte Tid og fuldkomne Mangel paa Gjenstande for Meddelelse tillader. – – – – – –

Jeg lever meget rolig og indgetogent, da mine juridiske Studier optager al den Tid, der bliver tilovers af privat Undervisning, Forelæsninger og deslige, og befinder mig derhos overmaade vel.

Paa Søndag skal en stor Del Studenter holde et Bal, der vist vil vorde glimrende; til Deltagelse har jeg ligesaa lidt Lyst som Penge, med hvilke jeg nu især maa omgaaes økonomisk, da jeg har maattet anskaffe og tildels endnu ugentlig maa anskaffe en stor Del kostbare Bøger, hvis Mangel altfor meget vilde standse min Fremgang. – – – – – –

Med det første venter jeg at høre noget fra Hjemmet, om et Brev ikke allerede skulde være i Farvandet.

Stedse ængster mig den Forestilling, at noget skulde tilstøde Bedstemoder, hvilket Gud forbyde. – –

Den 5te November [1829].

Kjære Trine!

Med mange Tak til Bedstemoder for den store Mængde udsøgte Æbler tilbagesender jeg din Kuffert, hvorved jeg maa beklage, at det ei staar i min Magt at fylde den med en ligesaa kjær Foræring. Af Gavens Rigelighed kan jeg slutte, at Frugthøsten paa Otterø maa være falden usædvanlig godt ud, hvilket nok er Tilfælde allevegne, da alle Sorter Træfrugter endogsaa her er i en saa ualmindelig lav Pris, hvilket dog ikke er kommet mig synderlig tilgode, da jeg yderst sjelden har kjøbt for nogle faa Skilling. Paa Auktionen efter Assessor Omsen kjøbte jeg en Del Bøger, hvis Beløb er forfalden til Betaling henimod Slutningen af November Maaned; da jeg under Kredittiden næsten har udtømt min Kasse til andre Udgifter og ei er vis paa at kunne tilveiebringe Pengene til Forfaldstiden, maa Du være saa god at bede Tellef at sende mig 25 Spd., saasnart han kan, hvis ingen anden nødvendigere Udgift skulde gjøre ham det umuligt.

Du maa ikke vente at se mig hjemme til Jul. For at spare Penge og vinde Tid maa jeg denne Gang tilbringe denne Fest her og saaledes gjøre Undtagelse fra flere Aars sædvane og venter derfor, at Du flittigen vil skrive mig til, da ingen Forsømmelighed fra min Side skal give Anledning til det modsatte. – – – –

Christiania, 23 December 1829.

Kjære Trine!

Der kom igaar Hest efter Gustav og Fredrik Klem for at hente dem hjem^[9]. Denne sidste kunde ikke faa Tilladelse til at reise førend nogle Dage sildigere, hvorfor Gustav har bedet mig om at følge med. Jeg modtog hans Tilbud og skal afreise om en Times Tid, hvorfor jeg i en Fart maa skrive Dig et Par Ord, da jeg ei ved, naar jeg igjen kan faa et Brev afsted. – –

Christiania, 25 Januar [1830].

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – – – – – Jeg formoder, at der ei heller denne Gang i Kragerø vil blive gjort Undtagelse med Høitideligholdelsen af Kongens Fødselsdag, og at Du derfor kan vente et behageligt Bal – en Fornøielse, som jeg saa meget mindre baade venter og ønsker, som jeg igaar deltog i et Assemblé i det musikalske Lyceum. – – –

– – – – Iøvrigt driver jeg paa mit Studium, hvortil jeg næsten ingen anden Tid har end Aftenen, da der medgaar 3 til 4 Timer daglig til Informationer, endog Søndagen ikke undtagen. Men da det har været min næsten bestandige Lod at opofre den største Del af Dagen til uvedkommende Sysler, saa kan jeg nok hermed være fornøiet, og der kan endog med denne Tid gjøres meget betydelig Fremgang. Skulde der herefter blive større Mellemrum mellem mine Breve end hidtil, saa maa Du ikke tilskrive min Forsømmelse dette, men udlede det af min store Sparsomhed med Tiden, der er min eneste Eiendom. – – – –

Christiania, 7 Februar 1830.

Kjære Trine!

– – – – – – – – – – – – Markedstidens Urolighed og Forstyrrelse har ogsaa strakt sig til mig, skjønt jeg ikke en eneste Gang har besøgt det egentlige Marked, som jeg endnu kun kjender af en ikke meget lovende Beskrivelse; men paa Grund af den store Mængde Bekjendte, der paa denne Tid besøger Byen, har jeg i disse Dage, forsaavidt Tiden tillod det, været i idelig Bevægelse med at gjøre og modtage Besøg.

Mine Finantser har jeg nu igjen bragt paa Fode ved en Mængde Informationstimer; men til Anskaffelsen af de til mit Studium fornødne Bøger ser jeg for det første ingen Mulighed, saa at jeg maa hjælpe mig ved Laan, der ofte er forbundet med Vanskeligheder nok, men ogsaa hertil har jeg altid været vant uden ved saadanne ubetydelige Hindringer at lade mig standse i min Fremgang – – – –

At Bedstemoder har gjenvundet sin forrige Helbredstilstand, var den kjæreste Efterretning, Du kunde meddele mig; hendes seirende Livskraft berettiger til det glade Haab, at vi endnu i mange Aar kan se hende blandt os. – – – –

(Paaskrift paa samme Brev.)

Kjære Christian!

Efter Trines Beretning er det ei usandsynligt, at Du kan være afreist, førend Brev næste Gang indløber fra mig. Omendskjønt jeg med Føie bør antage, at Du er gjennemtrængt af den ægte Sømandsaand, hvis rette Element og Tumleplads er Havet, og som derfor kun i kort Tid befinder sig vel paa Landjorden, skulde jeg dog ønske og formode, at Du ogsaa gjerne saa det, at Omstændighederne kunde tillade Opsættelsen af din Afreise til længere ud paa Foraaret, baade for at Du noget længere kunde nyde Hjemmets Behageligheder og undgaa denne kolde Aarstids Besværligheder. Imidlertid ønsker jeg Dig af Hjertet al mulig Held og Lykke paa din forestaaende Reise, indtil vi gjensees, som jeg med Vished haaber vil finde Sted næste Sommer. – – –

Den 10de Februar [1830].

Kjære Søster!

Hvilke Følelser Efterretningen om vor elskede Bedstemoders Død har vakt hos mig, vilde det være mig umuligt at beskrive. Anden Gang har vi da fristet den tunge Lod at berøves vore Forældre; thi os var hun i Sandhed en Moder. Betragtningen over den kjærlighedsfulde og opofrende Omhu, hvormed hun i en Række af 12 Aar har behandlet os endog under mislige Kaar, er det, der har frembragt Længsels og Taknemmeligheds Taarer, mere end Forestillingen om vor Fremtid, som hendes Tab har gjort saa usikker og mørk. Ak, hvor lidt frygtede jeg for, at dette Slag saa tidligen skulde ramme os. Uudsletteligt staar Billedet af min Moders skrækkelige Dødsøieblik for mig, naar jeg forestiller mig dette sørgelige Budskab; alle Omstændigheder er saa lige, at hin scene nødvendigen i Indbildningskraften maa gjentage sig. Jeg vilde saa inderlig gjerne komme hjem; men mange Hindringer gjør mig det umuligt, hvoriblandt jeg blot vil nævne den, at jeg for nærværende ikke eier saa mange Penge, at jeg kunde tilbagelægge den halve Del af Reisen.,

Dødsfaldet lader jeg i Tante^[10] Dahlls Navn indrykke i Rigstidenden, der synes mig at være mest passende.

Mere kan jeg ikke skrive, førend jeg om nogle Dage bliver mere fattet; dog venter jeg sikkert, at Du eller Tellef snarest giver mig Underretning om Tingenes Gang.

Christiania, 15 Februar 1830.

Kjære Trine!

Da jeg sidste Gang skrev Dig til, var jeg saa forvirret og nedslagen, at jeg ei engang – kunde overveie Følgerne af den Skjæbne, der har rammet os alle. Ved senere at overtænke den Stilling, hvori vor uforglemmelige Bedstemoders Afgang har sat os, finder jeg især din Tilstand beklagelsesværdig og føler mig derfor opfordret til at undersøge, om dit fremtidige opholdssted er bestemt eller, i modsat Fald, at tilbyde alt, hvad jeg kan bidrage, til at betrygge Dig Fremtiden. Skulde Du have vis Udsigt til at komme i et Hus, hvor Du kunde ønske at være, saa er det ei alene mit Tilbud, men min Bøn, at Du vil lade mig sørge for de Udgifter, som din Klædedragt o. s. v. for Fremtiden vil foranledige, saa at ikke Løn eller anden Erstatning blev Betingelsen for at blive optagen i en saadan god Familie. Hvis intet saadant Tilbud er givet Dig, eller Du ikke skulde kunne gjøre Dig Forventning om at vorde antagen i et godt Hus af dit Bekjendtskab, saa maa Du skrive mig, om Du vil, at jeg skal undersøge, om der noget Sted kunde være en Plads som Lærerinde for Børn eller paa andre antagelige Vilkaar, i hvilken Henseende jeg vil bede Dig gjennemlæse den Annonce, der findes indrykket i dette Aars Morgenblad No. 42, hvor en agtværdig Familie søger en Lærerinde for deres Børn. Du maa være saa god at underrette mig om disse Punkter saa snart, Du kan. Jeg er ængsteligere for Dig, end Du tror. Ogsaa Forestillingen om vor kjære Christian gjør mig meget bekymret, skjønt han dog paa den anden Side allerede Gudskelov tildels kan forsørge sig selv. – – –

(Paaskrift paa samme Brev.)

Til Tellef.

Jeg formoder, at ved Boets Forsegling ogsaa alle dine Varer ved Rettens Segl blev undtagne din Disposition^[11]. Maaske var Du allerede ved hin Handling saa forsigtig at erklære dem for din Eiendom, hvortil Du reserverede din Ret, omendskjønt en saadan Indsigelse i det Øieblik neppe kunde have den Virkning at standse Rettens midlertidige Sekvestration. Under alle Omstændigheder finder jeg det tilraadeligst, at Du personligen anmoder Byfogden om at sætte Dig i Besiddelse af din Eiendom, – noget, som han forresten vel neppe kan eller vil gjøre før Boets Registration. Imidlertid er det forsigtigt at melde sig i Tide. Skulde han herimod gjøre Indsigelser, beraabende sig paa, at han maatte anse alt, hvad der forefandtes i Boet, som den afdødes retmæssige Eiendom, indtil en anden Eiers Ret lovligen bevistes, saa maa Du gjøre ham opmærksom paa, at Du vel i paakommende Tilfælde skulde bevisliggjøre din Ret, men at Du dog ikke fandt denne Fordring beføiet, saasom alle de i Boet interesserede Arvinger erkjender din Ret til de Ting, Du gjør Fordring paa, hvilken Erklæring jeg formoder, Du letteligen vil kunne tilveiebringe. Dog maa Du, jo før jo heller, indkomme med din Paastand, for at Du kan faa mere Tid til at hæve de Indsigelser, som muligens af Byfogden som Skifteforvalter kan gjøres. – – – – – – – – –

Christiania, 1 Marts 1830.

Kjære Trine!

Det Tilfælde indtræffer sjelden, at man overraskes ved behagelige Efterretninger, hvilket fandt Sted ved Modtagelsen af dit sidste Brev. At Tellef var bleven behandlet med den Mildhed, som Du fortæller mig, og at følgelig din Tilstand efter nærværende Omstændigheder kunde være saa, jeg vil blot sige, taalelig, havde jeg ikke kunnet vente. – – – –

Heuch har jeg efter din Forestilling skrevet om at paatage sig mit Kuratel; men i denne Anmodning at indeslutte en Begjæring ogsaa for Christians Vedkommende, fandt jeg ikke saa ganske passende og tror vist, at Du vil være af samme Anskuelse, naar Du tænker Dig Forholdets Beskaffenhed, at en fraværende og selv ei fuldmyndig eller ældste Broder skulde fremsende en saadan Anmodning for den tilstedeværende. – – –

Hils min Broder og øvrige Familie; ak, Hovedgjenstanden for mine fordums Hilsner er forsvunden!

Christiania, 9 Marts [1830].

Kjære Trine!

– – –– Hvad Du flere Gange har skrevet mig om den Ro og Tilfredshed, Du endnu nyder, glæder mig overordentlig, saa meget mere, som jeg aldrig turde indtræde paa det Haab, at Stillingen efter Bedstemoders Død skulde faa en efter Omstændighederne saa ønskelig Retning – – – Jeg har paataget mig begges Undervisning, saa at jeg nu foruden mine egne Studier har 44 Timer ugentlig besatte og derfor er mere optagen af Forretninger, end jeg nogensinde i mit Liv har været. Byfogdens Ret til at beskikke Kuratorer er bestemt ved Lovens klare Ord og følger af sagens Natur. – – – Iøvrigt lever jeg fuldkommen vel, uden forsaavidt jeg ei sjelden maa deltage i andres Sorger. Mangel paa flydende Blæk, maa jeg befrygte, har gjort det næsten umuligt at dechifrere min ellers ulæselige Haand; i det mindste gjør den Skrivningen yderst besværlig. Hils mine kjære Brødre.

Christiania, 29 Marts [1830].

Kjære Trine!

Jeg maa nødvendigvis selv anse det for en større Lykke end nogen anden, at jeg kan forsikre Dig om den fuldkomne Ugrundethed af Anledningen til den i dit sidste Brev ytrede Bekymring At andre finder mit Udseende blegt og magert, kan jeg let forklare mig, da jeg ligesaa lidt nu som nogensinde forhen er rød eller fed, uden at jeg dog kan antage, at der i saa Henseende i senere Tid har foregaaet nogen mærkelig Forandring med mig; tvertimod føler jeg mig nu som forhen sund og tilfreds uden at forudse nogen rimelig Grund til at befrygte det modsatte. Atter er jeg nu ene, da min Kontubernal Mühlertz er reist hjem for at tilbringe Paasken hos sine Forældre og maaske ikke saa snart komme tilbage. Imidlertid har jeg Værelserne til frit Brug, som er meget bekvemt, især for at modtage dem, der undertiden besøger mig, da jeg næsten undser mig ved, at nogen skal være Vidne til den store Uorden, der hersker i mit eget Læseværelse, hvor Stole, Borde, Vinduer er opfyldte med om hverandre henkastede Bøger. – – – Jeg har i disse sidste 2 Maaneder kjøbt Bøger for henimod 70 Spd., saa jeg ikke bliver gjældfri førend Midten af Mai og maa imidlertid iagttage den strengeste Økonomi. – –

Christiania, 13 Mai 1830.

Kjære Trine!

– – – – Imidlertid skulde jeg dog ønske, at Tellef ved Husets offentlige Bortsælgelse gik saa vidt som muligt i sit Bud, baade for dets særdeles bekvemme Beliggenhed for Krambodhandelen, og fordi Omflytning vist vilde standse hans Virksomhed idet mindste for en Tid, for ei at tale om det nedslaaende i Forestillingen om, at denne Eiendom, der saa længe har været et samlingspunkt for os alle, ved Afhændelse skulde for bestandig gaa ud af Familien. Hvis Bevillingen om lige Arvegang er antaget og vedkjendt af alle Vedkommende ved skiftet efter Bedstemoders Mand, hvorom Skiftebrevet vil kunne give Oplysning, da kan ingen Indvending gjøres mod dens Gyldighed; hvis ikke, kunde det vel være hensigtsmæssigst at indsende Bevillingen til kongelig Konfirmation, der egentlig burde være erholdt i Aaret 1815, da saadan Indsendelse af Dispensationer fra de danske Konger blev paabuden, men derfor alligevel nu neppe vil blive nægtet^[12]; dog kan det dermed endnu ikke have saa megen Hast. – – – –

Den i Christianias Aarbøger saa mærkværdige 17de Mai nærmer sig med stærke Skridt. Tilberedelserne til dens Høitideligholdelse er ubetydelige og omfatter kun enkelte Klasser, saa at her neppe vil kunne befrygtes Fornyelsen af forrige Aars Scener. – –

Den 25de Juli 1830.

Kjære Trine!

Endnu samme Dag, som vi reiste hjemmefra, kom vi til Stokke, hvor vi tilbragte hele Lørdagen. Jespersen^[13] har taget ind hos mig; men det lader til, at jeg rettere bliver hans Gjæst end han min, da han har adskillige Forbindelser her, hvori jeg gjennem ham indledes. Dine Sko venter jeg at kunne sende Dig, naar Jespersen reiser hjem. Gid jeg kun var saa vis paa at kunne bringe Tellef ved samme Anledning Udsigter til at faa Penge laante. Mig ligger for Øieblikket næsten intet mere paa Hjerte. – – – – – – – – – –

Den 15de August [1830].

Kjære Trine!

Uvisheden om Udfaldet af Otterøs Salg gjorde mig noget utaalmodig i min Venten paa Efterretning hjemmefra. Jeg blev derfor desto mere glad ved at finde Afhændelsen efter Omstændighederne taalelig^[14] – – –

Man skal nu have sikker Efterretning om, at Dronningens Kroning gaar ind igjen, hvad der allerede forhen var sandsynligt. Dampskibet er udeblevet 26 Timer over den fastsatte Tid, hvilken Udebliven vækker ikke ringe Ængstelse i Byen, saa meget mere, som her gaar løse, men vist ugrundede Rygter om Uroligheder i Kjøbenhavn. Det Timeantal, som jeg til Informationer kan afse, har jeg besat næsten med lutter Laurviksfolk; dog opofrer jeg ikke saa megen Tid til Undervisning som i forrige Halvaar. – – – – –

Den 2den September [1830].

Kjære Trine!

– – – – – – Christian Langberg er endelig kommen hjem fra sin lange Reise. Han har voxet meget og er i Omgang meget interessant, da han paa sin Tur har havt Anledning til mange Iagttagelser. Jeg lever ellers som sædvanligt, opholder mig for største Del paa mit Værelse, spadserer, besøger Storthinget og er en Gang imellem ude om Aftenen, skjønt jeg har denne Tid til mine Arbeider meget kjær.

Christiania, 30 September 1830.

Kjære Tellef!

Tak, fordi Du saa snart underrettede mig om Christians Hjemkomst. Foruden, at Søfarten i September allerede ikke længer er tryg, maa jeg antage, at den gamle skude nu ogsaa begynder at blive skrøbelig, saa man nok kan have Aarsag til at være ængstelig – –

Ellers maa Du skrive mig, om der er noget, Du behøver, førend al Transport ophører. Jeg skal, uden at det generer mig, nok skaffe Dig, hvad Du trænger til. Min Kasse er nu igjen bragt paa ordentlig Fod, og Kredit mangler jeg heller ikke. Begge Muncherne,^[15] som Du fortalte at have seet i Kragerø, er igjen komne hertil. Andreas har befundet sig særdeles vel tilfreds i Kragerø, og dette Vidnesbyrd giver i det mindste alle Fremmede Stedet.

– – – – – – Her regner næsten uophørlig saa at den ellers ubetydelige Akerselv truer med Ødelæggelser paa Møller og Broer. Hele Kompagnier Soldater er udkommanderede for at komme til Hjælp, om noget skulde springe. Følgen heraf er, at Veie og Gader er uskikkede for Spadsergang, der især volder mig stor Uleilighed. – – – – –

Christiania, 21 Oktober 1830.

Kjære Trine!

De tilsendte Strømper kom mig ganske uventede. Du skal have mange Tak for dem; men jeg gjør mig en samvittighed af at modtage noget hjemmefra siden Bedstemoders Død og vil heller, at Du skal hjælpe Christian med saadanne Fornødenheder end mig, der mindre trænger til dem. Christian maa Du sige, at jeg vil blive glad, om han vil besøge mig; men hvis han til Vaaren kommer til at fare fra Drammen og tror at kunne faa Tid til at gjøre en saa kort Reise som herind, saa vilde jeg heller, at han skulde opsætte den til den Tid, da det forekommer mig saa fælt og farefuldt at tage ud med disse usle Smaabaade, der farer herpaa paa denne Aarstid, især om han skulde være saa uheldig at træffe Modvind. Ligeledes maa Du svare Tellef paa hans spørgsmaal, at, dersom det Udlæg, der blev gjort ham paa skiftet hos Manden i Bamble, ikke er thinglæst, hjælper det ham intet, naar han har afhændet det udlagte Gods, og at det endog i modsat Tilfælde ikke kan være ham til nogen virkelig Nytte, siden Udlægget var gjort i Løsøre, der ikke er saa let at gjenfinde i Trediemands Værge. Panterettigheden maa derfor ansees for tabt, og der er intet andet Middel end efter Forligsprøve at forfølge sagen for Retten; men er Manden vitterlig uvederheftig, kan heller ikke dette være Tellef til nogen Nytte. – – – – –

Den 19de Januar [1831].

Kjære Trine!

Næsten var jeg bange for, at Du for Alvor skulde blive vred paa mig, fordi jeg ikke opfyldte din Begjæring om at komme hjem til Jul, og blev derfor inderlig glad ved din Ytring i det Brev, som S. bragte, at Du ved hins Afreise næsten følte Dig fornøiet ved min Udeblivelse, fordi Du derved blev forskaanet for en vemodig Skilsmisse. – – – – –

C. har allerede begravet sig i sine Studier. Det forundrede mig meget, at hans Hensigt med hans Ophold her i Byen er at forberede sig til Kjøbmandsexamen, idet jeg antager, at han dertil i Kragerø havde lige saa god Anledning; dog, det er jo en herskende Fordom, at man nødvendigen maa opholde sig i Hovedstaden for at habilitere sig til hvilketsomhelst Fag, omendskjønt der i Hjemmet gives ligesaa hensigtsmæssige Hjælpemidler, og denne herskende Mening kan jeg saa meget mindre have noget imod, som den tjener til at skaffe mig og dem, der er i samme Tilstand som jeg, Udkomme. Du maa sige Tellef, at jeg har omskrevet hans Ansøgning til Banken, førend jeg indleverede den, for at gjøre den fornødne Henvisning til den sidste Attest, samt ved samme Leilighed nedsætte den ansøgte Sum til 700 Spd., da man paa Grund af Bankens overordentlige varsomhed i Udlaan er sikrere for ei at blive afvist, naar det tilbudne Pant indeholder en forholdsvis større sikkerhed end de øvrige Ansøgninger, hvormed den konkurrerer. Ellers kan jeg intet videre melde derom, da Administrationen nu neppe til nogen giver sikre Løfter om Indvilgelse før den endelige Afgjørelse.

Videre maa Du gjøre Tellef opmærksom paa, at han ei behøver at udbetale din Arv til Overformynderiet, men maa kunne fordre den staaende hos sig mod Pant, naar det ei gaar videre end til ⅔ af Pantets Værdi. Skulde nogen af Vedkommende alligevel have Betænkeligheder herved, saa faar Tellef heller koste 10 Spd. for at faa Bevilling for Dig til at være myndig under Kurator. Det vilde vist gjøre Dig ondt, om Tellef skulde komme i Forlegenhed for at udbetale din Arv, hvorfor jeg forudsætter, at Du var villig til at indtræde paa dette Forslag, om Udbetalingen paa anden Maade ei kunde hindres. – – – – –

Den 22de Februar 1831.

Kjære Trine!

– – – – Af mit Tilgodehavende hos T. maa Du tage 10 Spd. til Bestridelse af dine nødvendige Udgifter, og hvis der ellers er noget, Du skulde ønske Dig, enten Kjoletøi eller andet, saa maa Du tilkjendegive mig det, da jeg altid skal skaffe Dig, hvad Du forlanger. At Du trænger til en Sommerhat, kan jeg nok vide; men det er vel endnu for tidligt at tænke paa den. Imidlertid kan Du ved Leilighed sende mig et Maal dertil. Ogsaa vil jeg, at Du beder T. skrive paa min Regning hvad der medgaar i Brevporto til de Breve, som Du skriver mig til. Dette har jeg ofte villet sige Dig, men glemt det. Igaar var jeg hos Langberg, hvem jeg oftere besøger og i Selskab med en fælles god Ven tilbringer mangen fornøiet søndagsaften hos. – –

Christiania, 22 April 1831.

Kjære Trine!

Endnu efter Kl. 12 Aften maa jeg tilskrive Dig et Par Ord af Mangel paa noget andet beleiligt Øieblik. – –

Første Paaskedag var jeg til Middag hos S. B., og i det hele har jeg i Vinter ei saa sjelden været ude, især paa Baller; men jeg maa saa meget som muligt unddrage mig slige Adspredelser for at kunne spare nogen Tid, der ugentligen mere og mere af knappes mig. Ellers er alt som stedse forhen vel, naar jeg undtager, at jeg for Øieblikket er meget søvnig – –

Den 2den Mai [1831].

Kjære Trine!

– – – – – – I Slutningen af Maaneden skal Kongen komme til Byen, hvorved jeg da faar Anledning til for første Gang at skue hans Aasyn. – –

Den 30te Mai 1831.

Kjære Trine!

– – – – – – Af «Morgenbladet»s Angivelse paa de sidst ankomne Fremmede ser jeg, her er kommen en Dame til Byen, der trods alle de Trykfeil, hendes Navn er undergaaet, neppe kan være nogen anden end Caroline Homann^[16]. Gud ved, naar jeg kommer hjem; jeg tænker, det bliver nu strax, ikke fordi det just er mig saa synderlig beleiligt, da jeg fastholdes af mine Forpligtelser til at læse med en hel Del Personer, der skal op til Examen, uden forresten at have paataget mig at dimittere dem, men fordi jeg senere hen for Alvor maa begynde at læse til min egen Examen og derfor ugjerne vil afbrydes. – –

Christiania, 14 Juni 1831.

Kjære Trine!

– – – – – – Hvis ingen uforudseede og uforudseelige Hindringer lægger sig i Veien, saa tænker jeg at komme hjem med næste Dampfart eller 14 Dage fra idag, da Du ved, at Dampskibets Fart til Bergen udelukker en af dets ugentlige Ture. Førend Du endnu modtager dette Brev, tænker jeg, at Du af Lina Homann faar høre, at jeg lever vel, da hun lovede mig at hilse Dig, hvis jeg ikke kom til at skrive hjem samme Dag, som hun reiste herfra. – –

Den 25de Juli 1831.

Kjære Trine!

I Mellemrummet af 3 Dage fra min Afreise hjemmefra er just intet mærkværdigt forefaldt. At jeg paa Dampskibet ved Kragerø ei fandt noget synderlig interessant Selskab, formoder jeg, T. har bemærket og berettet Dig. Imidlertid forbedrede dette sig meget i Fredriksværn ved Indskibningen at de fra Kjøbenhavn ankommende Passagerer. Paa Reisen var jeg den første Dag meget søsyg, da Havet var meget oprørt af en umaadelig Bølgegang. For at fordrive virkningerne af denne Krankhed foretog jeg alene en Spadsertur fra Fredriksværn til Laurvik og tilbage. Baade Turen til og Opholdet i Laurvik var ganske fornøielig; ligeledes den anden Dagsreise med Dampskibet. Ved min Ankomst hertil blev jeg modtagen paa Bryggen af mine trende Omgangsvenner, i hvis Selskab jeg tilbragte Aftenen hos Fru Langberg. – – –

Den 6te September 1831.

Kjære Trine!

Af medfølgende 8 Alen Callico ønsker jeg, Du vil forfærdige 8 Kraver og forresten Halstørklæder. Paa Kraverne vil jeg heller, Du skal lægge smaa Folder foran i Brystet end rynke dem. Ligeledes behøver Du kun at gjøre den egentlige Krave 2 eller 3 Fingre bred, da Hensigten blot er at være ren i Brystet. Thi til at skyde frem over Halstørklædet bruger jeg de gamle, hvoraf jeg har en tilstrækkelig Mængde. Jeg maa paaminde Dig at iagttage at gjøre Kraverne noget videre om Halsen end det Maal, hvorefter Du hidindtil har gjort Kraverne paa mine Skjorter.

Den 26de Oktober 1831.

Kjære Trine!

– – – – Jeg tænker at komme hjem henimod Midten af Januar; heller vilde jeg naturligvis reise før Jul; men den sidste eller praktiske Del af den juridiske Examen, som jeg agter at absolvere tilligemed den theoretiske for at gjøre alt af med en Gang, afholdes først nogle Dage efter Nytaar. For omtrent 14 Dage siden fik jeg fra Tante Agathe en stor Kasse fyldt med udsøgte Æbler, hvormed jeg har gjort saavel mig selv som mine Bekjendte tilgode. Desuden har jeg i senere Tid modtaget adskillige Erkjendtlighedsbeviser af dem, som jeg har veiledet ved deres Læsning, som f. Ex. … Schillers Værker.

Den 16de November 1831.

Kjære Trine!

Din lange Taushed har jeg forklaret mig deraf, at Christian maaske vilde komme herind til mig, og at Du derfor opsatte at skrive, indtil han reiste. Jeg er derfor bleven saa forskrækket ved den svære Storm, der rasede i Nat, at jeg ikke kan afholde mig fra at skrive nogle Ord for at erholde Oplysning. Du pleier ellers aldrig bie saa længe med at svare, naar jeg har skrevet sidst, saa at en længere Udeblivelse allerede i og for sig selv kan vække mange Slags Forestillingen hvortil endnu kommen at vor Tilstand efter Bedstemoders Død endnu har faaet saa liden Fasthed og Sikkerhed, og især Tellef derved er kommen ind i saa mange Forholde, at jeg ved hvert Brev, jeg modtager hjemmefra, forbereder mig paa at erfare noget ukjærkomment. Hidtil har Undervisning ikke i den Grad optaget min Tid som i forrige Halvaar; men fra nu af vil den komme til at sysselsætte mig langt mere, end jeg ønsker og havde beregnet, da jeg efter at have besat det bestemte Timeantal ikke kunde undslaa mig for at paatage mig at læse for en Søn af Statsministeren, der har været Søkadet, men som nu skal studere^[17]. Jeg har nylig skiftet Bopæl; dog gik Flytningen ikke længere end til sideværelset af mit forrige Lokale, da der med hint er forbundet et Soveværelse, der, ihvor mørkt og stygt det end er, dog er af megen Nytte. Dog agter jeg, hvis jeg kunde faa fat paa et Par smukke Værelser længere nede i Byen, at forlade min gamle Værtinde, da jeg maa give hende saa høi Leie, at jeg for samme venter at kunne faa flere Bekvemmeligheder paa et beleiligere Sted.

Christiania, 5 December 1831.

Kjære Trine!

– – – Jeg tænker, Du selv har fundet en Undskyldningsgrund til min usædvanlig lange Taushed i den nær forestaaende Examen, og i Tillid hertil har jeg ikke fundet nogen Betænkelighed ved at gjøre denne Pause, omendskjønt der nok havde været Anledning til at fortsætte vor Brevvexling, naar jeg forresten havde havt noget magtpaaliggende at meddele. Examens skriftlige Afdeling, der varede i 4 Dage, blev tilendebragt den 3die December. Bedømmelsen over Opgaverne er endnu ikke paabegyndt, og saaledes kan jeg ikke give Dig anden Oplysning i denne Henseende end, at jeg selv er vel tilfreds med mine Besvarelser. Den mundtlige Prøve bliver som sædvanligt først fuldendt nær under Jul, som jeg, efter min forhen tilkjendegivne Beslutning, maa tilbringe her for i Begyndelsen af Januar at underkaste mig den praktiske Examen, hvorefter jeg agter at komme hjem. – – – –

Christiania, 22 December 1831.

Kjære Trine!

Min Hensigt med dette lille Brev er at meddele Dig Udfaldet af min Embedsexamen. Jeg har i Almindelighed kun lidet at underrette Dig om, der er af synderlig Interesse; thi hvad mine udvortes Forholde angaar, da er det kun lidt, som Du i denne Henseende kan bekymre Dig om at vide, og hvad mine Planer og Udsigter betræffer, da er jeg af Naturen ikke meget tilbøielig til at aabenbare dem for nogen, da det vilde ærgre mig at meddele en anden en Plan, der ikke blev virkeliggjort, og fordi det i det hele er en Grundsætning hos mig ikke at vække andre Forventninger end dem, jeg med Vished forudser at kunne opfylde, da jeg af Erfaring ved, at, jo mindre man lover, jo færre Beslutninger og Planer man lader sig tumle af, desto mere præsterer man i Virkeligheden. Endnu mindre Lyst til udførligen at udbrede mig har jeg, naar jeg snart venter at kunne gjøre mine Meddelelser mundtligen og personligen. Med Hensyn til Examens Resultat da var jeg forud paa den ene Side temmelig vis paa at faa Laudabilis, ligesom jeg paa den anden Side heller ikke gjorde Regning paa at faa nogensomhelst Slags Distinktion; thi omendskjønt jeg var mig bevidst med megen Samvittighedsfuldhed, Nøiagtighed og Udførlighed at have gjennemarbeidet alle Fag, hvorfor der ved Examen skal gjøres Rede, saa var der dog ingen Sandsynlighed for at opnaa videre end bedste Karakter, naar jeg tog Hensyn til, at saa mange udmærkede Kandidater, hvis Overlegenhed jeg fuldeligen erkjender, ikke havde bragt det videre. Imidlertid erholdt jeg dog ved Examen, der igaar fuldendtes, den eneste nu mulige Udmærkelse, at blive indstillet til Regjeringen; thi al i Charakteren udtrykkeligen nævnt Udmærkelse er med Hensyn til Embedsexamina forbudt^[18]. I Hensyn hertil maa jeg dog tillade mig at bemærke, at det aldeles strider mod mit Ønske, at Du umiddelbart eller middelbart skal søge at bringe denne Distinktion til almindelig Kundskab; thi hvis de, der interesserer sig for mig, ønsker at vide det, saa bliver det dem dog ikke ubekjendt, og jeg vil ugjerne bære Skinnet af selv at være Udbreder af min egen Ros, saa meget mere, som jeg er den første, der nogensinde har faaet denne Distinktion.

Stokke, 14 januar 1832.

Kjære Trine!

Forrige Tirsdag den 11te Januar blev jeg færdig med den praktiske Examen^[19] og reiste Dagen efter med Klem’s Heste til Stokke, hvor jeg ankom igaar; det var min oprindelige Beslutning at reise herfra om Mandag; men efter Tantes Anmodning, hvorpaa jeg lagde nogen Vægt, kommer jeg først til at reise paa Tirsdag og venter at række hjem samme Dag. Alt er ellers vel.

[Christiania,] 21 Februar 1832.

Kjære Trine!

Med Undtagelse af lidt Uleilighed paa Søturen til Helgeraaen var min Hidreise ligesaa hurtig som efter Omstændighederne fri for Besværligheder. – –

Den Forstemthed, som jeg denne Gang mod sædvane følte ved at tiltræde min Tilbagetur, forlod mig ganske, da jeg fik Landjorden fat igjen. – – – – – Jeg har nu faaet mere Haab om at komme til at reise udenlands, omendskjønt jeg forudser mange Vanskeligheder, der vil lægge sig i Veien og ikke usandsynligen kuldkaste den hele Plan, hvorfor jeg ikke gjerne uden Nødvendighed taler til andre derom. Det er i dette Haab, at jeg ikke endnu søger om nogen enten privat eller offentlig Ansættelse, da jeg maa tilstaa, at jeg har meget imod alle de Veie, hvorpaa en Jurist efter den sædvanlige Orden maa begynde sin Løbebane, hvorfor jeg skulde være glad ved at kunne undgaa dem. Kan Du læse denne Skrift, saa maa Du næsten besidde Evne til at dechifrere Hieroglyfer. Naar jeg som denne Gang har flere Breve at skrive, saa opsætter jeg altid dit tilsidst, da min Haand ved at skrive meget bliver næsten ulæselig, og jeg forudsætter mest Færdighed hos Dig til at opløse det for andre uforstaaelige.

Den 7de Marts [1832].

Kjære Trine!

– – – – – – Jeg glemte forrige Gang, jeg skrev, at underrette Dig om, at jeg til Praktikum fik Laudabilis og saaledes er ganske færdig fra Universitetet. Paa dette Udfald var jeg rigtignok i mine egne Tanker i Forveien sikker. Paa mit Haab om at faa Reisestipendium og den deraf udledede Forventning om, at jeg før end sædvanligt skulde komme hjem, maa Du aldeles ikke bygge, da jeg ved nærmere Undersøgelse har erfaret, at mange af dem, paa hvis Erklæring det kommer an, vil tale derimod, hvortil der ogsaa efter Statskassens nærværende Tilstand og fremtidige Udsigter kan være Grund nok. – – – – – – –

Den første Paaskedag [1832].

Kjære Trine!

– – – – – – Denne Paaskefest er som sædvanligt meget kjedelig paa Grund af det mislige Føre, der ikke engang tilsteder den nødvendige Motion. – – – – – Imorgen Aften skal jeg paa Bal. Her er just kommen en god Ven, Christian Langberg, til mig, der hindrer mig i at skrive videre.

Den 3die Mai [1832].

Kjære Trine!

– – – – – – Min Ansøgning om et Reisestipendium er allerede kommen et godt Stykke paa Veien; men den skal endnu gaa igjennem saa mange Autoriteter, at jeg ikke saa snart kan vente endelig Resolution derpaa, hvordan nu Udfaldet end bliver. Jeg har ansøgt om 500 Sølvspecies aarlig for halvandet Aar, hvori jeg hovedsagelig agtede at opholde mig i Berlin og Paris. I Anledning af denne Ansøgning har jeg maattet henvende mig personligen til de fleste af Regjeringens Medlemmer og Universitetets Forstandere og har mødt megen Velvillie og Løfte om Medvirkning, saa jeg vilde være næsten forvisset om, at den blev bevilget, naar ikke Mangel paa Fond til deslige Øiemed lagde saa betydelige Hindringer i Veien.

Den største Del af Dagen er optagen af Manuduktion, da jeg havde paadraget mig nogen Gjæld i forrige Halvaar, hvor jeg maatte give Slip paa den største Del af min sædvanlige Indtægt. Jeg har derfor nu en ikke ubetydelig Indtægt, men har alligevel ikke nogensinde i mit Liv været i saadan Pengeforlegenhed som, siden jeg reiste hjemmefra, indtil nu; men nu er ogsaa det værste overstaaet. Især var jeg og er endnu skyldig en temmelig Sum til Boghandler Cappelen, der ikke har kunnet lade mig i Ro paa Grund af egen Forlegenhed, der reiste sig fra udenlandske Handelshuses Fallissements. Du maa ellers ikke bekymre Dig for, at jeg ikke kan melde Dig noget om nogen forventende Ansættelse; dels ønsker jeg virkelig endnu en Tid at leve ganske som fri Mand, dels har jeg under Forventningen om i min Ansøgnings Udfald ikke kunnet gjøre noget herhen sigtende Skridt. Der har nu reist sig en heftig Feide mellem Welhaven og Wergeland der er ført i Flyveskrifter, udkomne i Trondhjem, men som snart vil blive forflyttet herned. Da denne Strid kommer til at indeholde mange Oplysninger om begges Personer, skal jeg sende Dig det i denne Anledning udkomne, naar det Skrift, der af Welhaven nu er under Trykken, bliver fuldendt, da Stridens egentlige Beskaffenhed ellers ikke kan forstaaes.

Christiania, 4 Juni 1832.

Kjære Trine!

Paa denne Konvolut maa jeg indskrænke mig til at bemærke, at Aarsagen, hvorfor jeg med forrige Dampskib ikke efter dit Ønske tilsendte Dig indesluttede Glandsegarn, er den, at jeg kun eiede den halve Speciedaler, hvorfor jeg kjøbte Traaden, uden i saadan Hast at kunne faa laant de nødvendige Postpenge. Slig øieblikkelig Forlegenhed er ikke sjelden i mine Finantser; men derfor maa Du ingenlunde ængste Dig, da jeg aldrig kommer i nogen virkelig Nød, saasom jeg har Kredit, hvorhen jeg vender mig, og i det hele har større Indtægter nu end nogensinde forhen. – – – –

[Juni 1832.]

Kjære Trine!

Endnu kan jeg ikke sige Dig, naar jeg kan tænke paa at komme hjem. Den evige Udhalen med Udfaldet paa min Ansøgning gjør det umuligt at fatte nogen bestemt Beslutning, saavel i dette Punkt, som i mange andre. Jeg er desuden saa skrækkeligen overvældet med saa mangeartede Forretninger, at jeg neppe faar Tid til at tænke paa Beslutninger for det tilkommende. I den senere Tid har jeg havt meget at bestille med at stifte en ny Studenterforening. – – – Ligeledes interesserer det mig at faa høre, hvem der har faaet Skolelærerposten i Kragerø; man bevæger sig paa et saa lidet Sted inden en saa liden Kreds af Omgivelser, at det ikke er ligegyldigt for nogen, der jevnligen besøger Byen, hvem der træder ind eller ud af Kredsen. – – –

[Juni eller Juli 1832.]

Kjære Trine!

At jeg iaar ikke kommer hjem paa sædvanlig Tid, vil Du nok finde, har sin gode Grund, naar jeg meddeler Dig den eneste, men tilstrækkelige Grund til min Udeblivelse. Min Ansøgning om Reisestipendium, der har havt en Mængde Autoriteter at gjennemløbe, er hidtil bleven understøttet med de kraftigste Anbefalinger; men da det kom til Statsraad Collett’s foreløbige Erklæring, deklarerede han, at han, hvor gjerne han saa Andragendet bevilget, dog paa Grund af Mangel paa Resourcer maatte protestere mod dens Indvilgelse ved sagens Behandling i Regjeringen, og da hans Stemme, som chef for Finantserne, i en Sag som denne vel vilde komme til at gjøre Udslaget, saa har jeg forlangt Sagens Afgjørelse udsat til Kongens Ankomst, for at den strax kan behandles i hans Nærværelse uden først at gjennemgaa Regjeringsafdelingen i Norge. Udfaldet er derfor tvivlsomt; men jeg har endnu ikke opgivet Haabet; men det er imidlertid nødvendigt, at jeg forbliver her for at faa min Skjæbne at vide og derefter at indrette mig. Det nyligen stiftede Studenterforbund skal udgive et Ugeblad. Dette skal umiddelbart bestyres af s Redaktører, hvoraf jeg er den ene. Herved kommer jeg da i en Virksomhed, som jeg længe har ønsket; men heller vilde jeg dog komme til at reise.

Den 16de Septbr. [1832].

Kjære Trine!

Jeg har adskilligt Haab om, at det vil lykkes mig at faa et Stipendium, omendskjønt Sagen har taget en saa besynderlig Vending, at jeg næsten ikke selv er klog paa Vedkommendes Fremgangsmaade. Med Morten Korset^[20] skal jeg sende Dig Fortsættelsen af vort Blad. – – – – Cholera skal nu ganske sikkert være kommet til Drammen og en Lods være smittet deraf. Det glæder mig, at en Kragerømand er valgt til storthingsrepræsentant, og især, at Valget er faldt paa en saa værdig Person^[21].

[Februar (?) 33.]

Kjære Trine!

Det skulde gjøre mig ondt, om vor i en saa lang Række af Aar jevnt vedligeholdte Brevvexling skulde vorde afbrudt ved min Forlovelse, som jeg ugjerne vilde skulde forrykke noget af mine ældre Forhold. Du ved selv bedst, med hvilken Inderlighed jeg hænger ved min Familie, min Fødeby og mine Barndomsomgivelser, som stedse vil knytte mine Tanker til det «gamle uformelige Hus» og de Skjæbner, vi der forenede har gjennemlevet. Hvor interessante de Forhold kan være, hvori man i ældre Dage indtræder, saa er der dog en vis egen Duft af Hjertelighed og uforbeholden Hengivelse, der udelukkende er forbeholdt Barndommens omgivelser og Forbindelser. Du har hidtil været Kommunikationspunktet mellem Hjemmet og mig, – og jeg mener ved Hjemmet ikke blot vor i Antal ringe Familie, men vort fælles lille Fødested, der især i Frastand leder Tanken til at anse den hele Kreds af Bekjendtskaber som Lemmer af en fælles Slægt. Nu har jeg faaet ved Siden af Dig en anden Meddelelseskilde, hvortil mit Sind naturligen maa hendrages, uden at derfor den ældre Midler bliver overflødig eller taber sin Interesse. Men om jeg sjeldnere kommer til at sende Dig Breve nu end før, saa tænker jeg, at Du vil glæde Dig ligesaa meget ved at udfylde Hullerne i vor Underholdning ved Meddelelser af Lina, som om jeg selv uden Afbrydelse skrev Dig til. Jeg er vis paa, at baade Du og mine Brødre omfatter Lina med den inderligste Velvillie, ikke alene paa Grund af hendes Forhold til mig, men ogsaa især for hendes Væsens gjennemgribende Elskværdighed, ligesom jeg ved, at Lina saa gjerne vil holde sig til Eder. Naar Du skriver mig til, saa maa Du aldrig glemme at tale om Lina; der er jo ingen Gjenstand, der saa meget kan interessere mig som det ædle Barn. Det har været mange og især mine nærmeste Bekjendte og andre, som holder af mig eller interesserer sig for mig, en Glæde, at jeg blev forlovet med Lina, og jeg tror, at kun faa har modtaget saa mange hjertelige og oprigtigen mente Lykønskninger som jeg i Anledning af min Forlovelse.

Som nyt maa jeg fortælle Dig, at Andreas Munch nu offentligen er forlovet med Nathalie Linaae. Han var i Skien i Julen, hvor han lærte hende at kjende, og blev strax efter forlovet med hende, men gjorde det i Begyndelsen ikke almindeligen bekjendt.

Bed Tellef sige Tante, at de største norske Møllestene, der holder 49 Tommer i Gjennemsnit, koster mellem 70 og 80 Specier Parret, efter deres større eller mindre Godhed.

11te Marts [1833].

Kjære Trine!

– – – Du gjorde vel i at fremsætte din formente lige Anke over min Adfærd under Julebesøget i dit sidste Brev. Jeg ved, at Du ikke kan blive rigtig god igjen, naar Du tror at have Grund til at blive stødt, førend Du i Ord har fremsat din indre Stemning, og da det nu er mig om at gjøre, at Tanken om mig ikke skal frembringe en smerteligen blandet, men en glædefuld Følelse hos Dig, saa indrømmer jeg gjerne alt muligt, naar vi kun for Eftertiden kan være ligesaa gode Venner, som vi forhen har været. Forresten maa Du heller være lidt vred paa mig end paa Lina, fordi jeg ikke gjør Fordring paa, at alle og til enhver Tid skal holde af mig; men Lina fortjener at være afholdt af alle, og jeg forsikrer Dig, at naar Du engang skulde ytre din Uvillie mod mig, saa kunde Du ikke træffe en Vending, der mere kunde betage din Ytring sin Bitterhed end den, Du valgte ved at forsikre, at det egentlig ikke var mit Forhold, der kunde stemme Dig til en saadan Velvillie for Lina, men hendes egen Charakter. Min Ansøgning om Reisestipendium bliver forskrækkelig trukket i Langdrag, og den ligger for Tiden i Stockholm, hvor Regjeringen atter har forlangt flere Oplysninger; men jeg tror dog vist, at den tilsidst bliver indvilget. – – – Jeg tænker, at Huset hjemme savner en god Ven i Halvor Alsing^[22], men at savnet erstattes i en endnu bedre Veninde, Lina Homann. – – – Ellers lever jeg godt Du ved nok, at jeg ikke er af de sentimentale og derfor ikke let overvældes af umandige Længsler. – – –

Sidst i Marts 1833].

Kjære Trine!

Din sidste Efterretning var mig, som Du selv forudsatte, en af de mest uventede – og mindst forudseede i mit Liv. Men det kommer ikke saa meget an paa, hvad man venter eller ikke venter som, at det, der sker, er, som man kunde have ønsket sig det, hvis man havde tænkt sig dets Mulighed; og saaledes ønsker jeg Dig til Lykke, fordi jeg er overbevist om, at Du hos Stub vil finde det, som ved deslige Forbindelsers Stiftelse er det væsentlige og vigtigste Da jeg sidst fik Brev fra Lina, havde hun endnu ikke hørt Erklæringen af din egen Mund; men hun taler om Forlovelsen som noget, hvorpaa hun af egne Iagttagelser var vis. Jeg venter snart at høre at Tellef ogsaa har faaet en Kjæreste, fordi næsten hele Verden nu skal til at forlove sig. – – –

6te April [1833].

Kjære Trine!

Det Brev, jeg forgangen Dag fik fra Christian, indeholdt i sin Korthed et Par glædelige Efterretninger om det, hvorom jeg især har længets efter Oplysninger hjemmefra. Foruden at jeg deraf fik at vide, at Christian lykkeligen har tilbagelagt sin første Reise i sin nye Stilling^[23] og saaledes har havt et heldigt Forvarsel for sin fremtidige Virksomhed, hvorpaa den almindelige Mening lægger saa megen Vægt, indeholdt det ogsaa, at Tellefs Smakkehandel havde taget en over hans Forventning heldig Begyndelse. – – – Det staar nu ikke til at nægte, at vor Brevvexling er gaaet istaa, og ihvorvel det efter Forholdenes naturlige Gang ikke er at vente, at den nogensinde vil indtræde med den samme Jevnhed og Stadighed som forhen, saa vil det gjøre mig meget ondt, om den ganske skulde blive af brudt. Du gjør mig virkeligen Uret, naar Du fremdeles er fortørnet paa mig. – – – – Jeg kjender din Følelses Styrke, jeg ved, at jeg forhen var en af dens Hovedgjenstande, og at jeg derfor saa meget mere var udsat for at støde Dig, som Du lagde en større Vægt paa mine Ytringer og Domme, end jeg selv maatte ønske, og dette har ofte givet Anledning til Misforstaaelser mellem os, der ikke har noget at betyde, naar de er, hvad alle Dissonantser mellem Personer bør være, forbigaaende og dermed for evigt begravede, og dette maa jeg nu bede Dig om, at Du vil begrave og udslette af din Erindring enhver Ytring, Bemærkning og Dom af mig, der har mishaget Dig. Jeg er selv af Naturen utilbøielig til at stødes paa nogen og endnu mindre oplagt til at lade Stødtheden blive varig og gjør derfor den billige Fordring til andre, at deres Adfærd mod mig skal være af samme Beskaffenhed. Da jeg er mig bevidst, at jeg indtil mit Hjertes Bund er gjennemtrængt af den Familiefølelse, som det naturlige Forhold medfører, og at jeg stedse har handlet i den Aand, som udspringer af dette Forhold i dets uforvanskede Skikkelse, saa smerter det mig virkelig, at nogen Miskjendelse eller Misforstaaelse skal forrykke den Sympati, der er Betingelsen for at føle sig vel blandt sine egne, og der i Forholdet mellem os fire Sødskende, trods forbigaaende Tvistigheder, har sammenbundet os og derved gjort os stærke, naar Fare var forhaanden. Under mangehaande utrygge og mislige Stillinger har vi holdt sammen; lad os nu ikke, da Tilstanden synes at gaa over til en større Sikkerhed, falde fra hinanden og splittes. Det er min glædeligste Tanke i Erindringen at gjennemgaa de mangehaande Vekslinger i Skjæbnen og Forandringer i indre og ydre Forholde, som vi i Sammenligning med andre har undergaaet, idet vi voksne og selvstændige, medens andre er Børn, har maattet bekjæmpe allehaande Hindringer og Vanskeligheder under ringe ydre Understøttelse. Lad os nu ikke, da vi er modne og sindige, forfalde til indbyrdes Misforstaaelser, der kan sprænge den Kjæde, som har holdt sig under ydre i Storme!

[Sidst i Mai 1833.]

Kjære Trine!

Foruden de glædelige Efterretninger, som dit sidste Brev indeholder, har jeg gjennem Madame S. indhentet adskillige Notitser om, hvorledes alting gaar hjemme, og hun havde vist fortalt mig endnu langt mere, naar jeg for hende havde røbet den Interesse, som jeg altid har for at høre endog kun Bagateller hjemmefra. Men den Kone har jeg ikke synderlig Lyst til at give mig af med, fordi hun synes at meddele mere, end hun egentlig ved. Hun fortalte mig, at Du havde meget at staa i med alle Tellefs Smakkeskippere, og saa er det, at selv det, man mest ønsker, har sin byrdefulde Side^[24]. Jeg havde ellers tænkt, at vort gamle Hus var befriet for dette Folkefærd, og at Tellef havde anvist dem den nye Koloni til Afbenyttelse. Tellefs Smakkehandel interesserer mig høiligen; jeg har altid bifaldt denne Plan, og jeg er vis paa, at begge Associéer vil komme til at grunde en solid og indbringende Handel paa denne Trælastkommerce. Jeg synes nu, at vi alle har faaet saa vidt Fodfæste, at vi ikke længere er udsatte tor at omstyrtes ved det ubetydeligste Anstød, og det er min Yndlingsmaterie at tænke over, hvorledes alt er gaaet gjennem en Række af Labyrinter, og det forekommer mig, at vort eget Exempel bestyrker den Erfaring, at Folk i Almindelighed sikrest kommer frem, naar de kun har sig selv og vor Herre at stole paa. H. A. fortalte mig, at den 17de Mai i Kragerø var høitideligholdt med alle Solenniteter, og at det især var Tellef, der havde givet det første Stød dertil. Jeg skulde ønsket at have været der paa den Dag; thi her paa Stedet er den kun en Anledning, hvorved alskens Middelmaadighed og Anmasselse søger at gjøre sig gjældende uden Begeistring for Dagens Betydning. – – – Jeg tænker vel, Du ofte er sammen med Lina, og naar Du skriver mig til, kunde Du gjerne ogsaa skrive et Par Ord om hende. – – – Dette Brev er skrevet saa sent, at jeg ikke mere kan faa det ned paa Posthuset og maa derfor levere det til Mühlertz; men da han kun skal til Fredriksværn, saa ved jeg ikke, hvilken Passager der kommer til at tage det med til Kragerø; men jeg er vis paa, at jeg langs den vestlandske Kyst har saa mange Bekjendte, at der paa Dampskibet maa være en og anden, der ikke vægrer sig for at tage det med. Dette er ogsaa Grunden til, at jeg lægger Linas Brev indeni dit; thi Du ved, at Folk er lidt ængstelige for deres Kjærlighedsbreve.

Den 27de August 1833.

Kjære Trine!

Vil Du tro, at jeg blev ganske ængstelig, da jeg forgangen Dag modtog et Brev med Udskrift fra din Haand, fordi jeg antog, at Du ikke vilde skrive først til mig, uden at det maatte være noget magtpaaliggende og vigtigt, og under en saadan Uvished om den rigtige Gjenstands Beskaffenhed leder en vis naturlig Tilskyndelse mig til at antage det sørgeligste Alternativ for det sandsynligste. Dette var Gudskelov ikke Tilfældet med Indholdet af dit sidste Brev, hvorfor jeg ikke alene takker Dig for Efterretningens Skyld, men især, fordi jeg deri ser et utvetydigt Bevis paa, at Du egentlig ikke har nogen Anke mod mig, da jeg nok ved, at Du under denne Forudsætning ikke havde skrevet mig til uden efter ydre Anledning fra min Side ved, at jeg først havde skrevet til Dig, en Fordring, der ogsaa havde været ganske billig. Denne Forsømmelse vil jeg ikke undskylde, fordi jeg egentlig ikke har nogen Undskyldning uden den, at det er mig noget uvant at have mere end en Repræsentant for min Brevvexling med Hjemmet, ihvorvel den nuværende Repræsentation, der er traadt i dit Sted, har den Ufuldkommenhed, at Brevene efter deres Natur nu ikke egner sig til Gjennemlæsning af alle dem, der nærmest interesserer sig for mig, som Tilfældet er med de skriftlige Meddelelser, der gaar til din Adresse fra mig. – – – – – At jeg kan træffe Christian hjemme, naar jeg næste Gang kommer til Kragerø, er ikke saa ganske usandsynligt, da jeg muligens først kommer til at tiltræde min Udenlandsreise efter Dampfartens Ophør; thi vel er der fra min Side gjort alt, hvad der kan gjøres, for at faa den nødvendige kongelige Resolution paa mit Reisestipendiums Indvilgelse; men efter Regjeringsforhandlingernes slæbende Gang kan Sagen endnu trækkes noget ud, omendskjønt det ikke er tvivlsomt, at det nok bliver mig bevilget, siden nu alle Autoriteter fra den nederste til den øverste ikke længer finder nogen Hindring for Bevilgelsen. – – – – – Her er for Tiden et Par Kragerøfolk, nemlig T. og R., med hvem jeg begge har talt; den sidste er nok Supplikant til et Embede, maaske i Tiltro til sine Meriter ved Brandredskabernes Forevisning for Prindsen.

Iforgaars var der Bal for Prindsen hos Statsraad Collett, hvor jeg var blandt de indbudne. Han opførte sig med al den Elskværdighed, som er forenelig med en kongelig Persons tvungne og unaturlige Tilstand, og man mærkede langt mindre til disse ydmygende Naadesbevisninger, end man undertiden ser af meget underordnede Personer, som Tilfældet har sat en Grad høiere i Rangforordningen end dem, de befinder sig i Selskab med.

Jeg tænker, at Lina Boecks Bryllup^[25] har sat Kragerø i langt større Bevægelse, end Prindsens Nærværelse har frembragt her paa Stedet.

[August eller September 1833.]

Kjære Trine!

– – – – Jeg reiser herfra overland allerede den sidste September for underveis at tage Afsked med Bekjendte og kan derfor ikke nøie angive Dagen, da jeg kan være hjemme. – –

Dette Brev kan Du sende Lina strax. Jeg ved, at hun Gudskelov nu staar paa en god Fod med Huset hjemme; gid blot ikke jeg ved min Hjemkomst maa blive Anledning til nogen øieblikkelig Fjernelse. Jeg ved nok, at I allesammen hjemme holder meget baade af hende og mig; men størst Velvillie er ofte Kilden til smaa Misforstaaelser.

1. Nemlig med Hebraisk, som S. ogsaa lagde op; charakteren i Latinsk Oversættelse sloges dengang sammen med mundtlig Latin.
2. Bestyrerinde af en Pigeskole i Christiania.
3. Legatum Nannestadianum.
4. Her er Tale om Fornærmelse mod Bedstemoderen.
5. Denne Broder havde netop været syg.
6. S. ankom hid den 18de Mai. Her sigtes til «Torveslaget».
7. Den senere Handelslærer Anton Schjøtt.
8. Fører af skibet «Den norske Løve», hvormed Broderen nu for.
9. Til Stokke.
10. Morbroderen var fraværende paa en længere Udenlandsreise.
11. Broderen T. drev Handel i Mormoderens Navn.
12. Under Skiftet blev senere fremlagt en under 14 September 1830 konfirmeret Bevilling af 7 April 1801 om lige Arvegang for Th. Dahlls Døtre med Sønnerne. Bevillingen blev fulgt ogsaa for Børnebørnenes Vedkommende.
13. Hans Jespersen, en i sin Tid meget anseet Geistlig, født 1803, 1828 pers. Kapellan i Kragerø, † 1840 som res. Kap. i Drammen.
14. Den solgtes for 1200 Spd. Dens gamle Skyld var 3 Huder.
15. Historikeren P. A. Munch, der kaldtes med Fornavnet Andreas, (der menes overalt denne, hvor Andreas M. omtales i disse Breve), og en af hans Brødre.
16. Hans tilkommende Hustru. I «Morgenbl.» stod «Jomfru Hamann».
17. Den senere som Frivillig i den danske Krig 1848 faldne Leopold Løvenskiold.
18. Nemlig ved kgl. Resol. 7 Mai 1828, der befaler, at der herefter ved latinsk Embedsexamen skude gives 3 charakterer (Laud, Haud ill. og Non cont.), og at, i Tilfælde af Udmærkelse, skulde dette ei betegnes ved særegen Charakter, saaledes som tidligere havde været Tilfældet, men gjøres til Gjenstand for Indberetning til Regjeringen.
19. Indtil 1848 var den praktiske Prøve en egen Examen med særskilt Charakter.
20. En Fragtemand, – den samme, der førte Kapt. Holm, da denne omkom ved Langesund Vinteren 1813.
21. Grosserer J. C. Heuch, der dog ved Sygdomsforfald hindredes fra at møde; Kragerø valgte dengang endnu sammen med Risør.
22. Død som Sognepræst i Søndre Land.
23. Som Skibsfører.
24. Smakkeskipperne maatte beværtes o. desl., for at man kunde beholde deres Søgning.
25. Med den senere Biskop Juell.