Arne/8
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunne ikke vere inne;
jeg rangled tilskogs, la’ mig att og bak
og vugged, hvad kom i minne.
Men der krøp migmaur og der stakk mygg
og kvefsen var stygg og kleggen snygg;
„Kære, vil du ikke vere ute i godve’ret, da?“ sa’ mo’r, — hun sat og sang i svalen.
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunne ikke vere inne;
jeg gikk på en eng, la’ mig att og bak
og sang hvad som falt i sinne.
Da kom der ormer, tre alner lang’,
at sole sig litt, — og jeg la’ på sprang!
„I slikt velsignet ve’r kann vi gå berrføtt“ sa mo’r; hun drog sokkerne av sig.
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunne ikke vere inne;
jeg gikk i en båt, la’ mig att og bak
og lot den for strømmen rinne.
men solen stakk, så min nese sprakk,
d’er måte med alt, og på land jeg trakk;
„Nu er det vel dager til at få høyet tørt i!“ — sa’ mo’r, — hun slog i det med en rive.
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunne ikke vere inne;
jeg kløv i et tre; det var annet slag!
der kunne jeg svalning finne!
Så datt en treåme ned på min hals,
jeg hopped og skrek, det var fanden til vals! —
„Ja, skiner ikke kuen idag, så skiner hun aldrig,“ sa’ mo’r, — hun glante opp i liden.
Det var slik en vakker solskinsdag,
jeg kunne ikke vere inne;
sa’ la’ jeg på fossen i store slag,
der var nu vel fred at finne!
Mens solen skejn, så druknede jeg, —
har du skrevet visen, så er det ikke mig. —
„Bare tre slike solskinsdager, og alting er i hus,“ sa’ mo’r, — hun gikk at rede sængen min.
Arne havde som barn ikke brydd sig om æventyr; han havde helst sunget de stygge viser for faderen. Nu som voksent menneske lengtes han til æventyrene, og disse drog folkesagn og kempeviser efter sig. Prekener og gudelige bøker leste han jambred hermed, og i denne tid var han blid og god at komme til rette med, men hans sinn tok en underlig lengsel; han gjorde ingen viser, men han gikk meget alene og visste ikke, hvad han bar på.
Det var mange steder deromkring, som nu syntes ham så vakkre, og som han før ikke havde sett. Den tid, han sammen med sine jævnaldrende gikk til konfirmasjonen, havde de ofte leket ved et stort vann nedenfor prestegården, svartesjøen kallet, fordi det lå dypt og sort. Det vann begynte han nu at tenke på; og en kveld drog han ditned.
Han satte sig bak en kerr, tett under prestegården; denne lå i en meget bratt bakke, som lenger oppe blev til højt fjell; likeså var der på den annen bredd, og derfor bar der stor slagskygge utover vannet på begge sider; men langs efter det i midten var en stripe fagert sølvvann. Alt lå i ro, solen holdt på at gå ned, der skranglede litt bjelleljom over fra den motsatte bredd; men ellers var det stille. Arne så ikke likeoverfor sig, men først inn i bunnen av vannet, fordi solen sprengte noget bristende rødt utover der, litt før den sank. Fjellene havde derinne bøjet sig tilside, så der var en lang, lavtliggende dal imellem, og mot denne slog vannet opp. Men det så ut som om fjellene rant langsomt ned imot hinannen, for at take den mellemliggende dal inn som i en gynge, Gård i gård lå innover dalen, røken slog opp og kom vekk, markerne stod grønne og dampede, båter lagde til, ladde med hø. Han så meget folk gå av og til, men kunne ingen støj høre. Øjet drog sig derifra og bortover stranden, hvor bare Vårherres mørke skog drev opp. Inne i den og langs vannet havde mennesket draget sig vej likesom med en finger; ti en bugtende støvstripe slog sig aljamt igennem. Denne fulgte han med øjet liketil bent overfor der han sat; da sluttede skogen, fjellet gav mere rum, og straks lå der gård i gård. Det var ennu større hus enn de inne i bunnen, rødmalte, med højere vinduer, som brann i solen. Der stod stort sollys på eng og mark, det minste barn, som lekte der, viste sig så tydeligt, tindrende hvit sand lå tørr ved vannet og på denne hoppede unger sammen med nogle hunder. Men med en gang var det hele solforlatt og tungt, husene mørkrøde, engen sortgrøn, sanden gråhvit, børnene små klumper, en tåkestump var stegen opp over fjellet og havde taket solen. Han gemte øjet ned i vannet, men der fant han igen altsammen! Markerne lå og vuggede, skogen trodte taus hen til, husene stod og så ned, dørerne var åpne og børn gikk ut og inn. Æventyr og barnlige ting kom farende til som små fisk efter agn, skar vekk, kom igen, lekte omkring, men nappede ikke.
„Lat oss sette oss her til mo’r din kommer efter; prestefruen bliver vel også engang ferdig.“ — Arne skræmtes opp; der havde sittet nogen like bak ham. „Men jeg kunne rett få vere igen bare denne ene natten,“ sagde en bønlig stemme gennem gråt; den måtte tilhøre en ikke ganske voksen gente. „Gråt nu ikke mere; det er stygt at gråte fordi du skal hjem til mo’r din.“ Det var en blid stemme, der gikk langsomt og tilhørte en mann. „Det er ikke derfor jeg græter.“ — „Hvorfor er det du græter da?“ — „Fordi jeg ikke lenger skal vere sammen med Matilde.“
(Så het prestens eneste datter, og mintes Arne, at en bondegente var oppdragen sammen med henne). „Det kunne likevel ikke vare evigt dette.“ — „Ja men en dag til da, kære!“ og hun stortutede. „Best er det, du føres hjem nu; — kannske det alt er for sent.“ — „For sent! hvorfor det? har du hørt slikt?“ — „Du er bonde fødd og bonde skal du blive; vi har ikke råd til at holde nogen stasjomfru.“ — „Jeg kunne da endelig vere bonde, fordi jeg blev der.“ — „Det forstår du dig ikke på.“ — „Jeg har bestandigt båret bondeklæder.“ — „Det er ikke dem, som gør det.“ — „Jeg har både spunnet, vevet og kokt.“ — „Det er ikke det heller.“ — „Jeg kann tale likesom du og mo’r.“ — „Ikke det heller.“ — „Ja, så vet jeg rett ikke hvad det er,“ sagde genten og lo. „Det vil vise sig; — ellers er jeg rædd for, at tankerne dine alt nu er blevne formange.“ — „Tanker, tanker! det siger du bestandigt; jeg har ingen tanker, jeg,“ hun gret igen. „Å; du er en vindkegle, er du!“ — „Det sagde aldrig presten.“ — „Nei; men nu siger jeg det,“ — „Vindkegle? har du hørt slikt? jeg vil ikke vere nogen vindkegle, jeg.“ — „Hvad vil du vere, du da?“ — „Hvad jeg vil vere? har du hørt slikt? ingenting vil jeg vere.“ — „Nu ja; så ver ingenting.“ Nu lo genten. En stund efter sagde hun alvorligt: „det er stygt av dig, du kaller mig ingenting.“ — „Herregud, når du selv vil vere det.“ — „Nej, jeg vil ikke vere ingenting.“ — „Godt, så ver alting.“ — Genten lo. En stund efter med sørgmodig stemme: „slik gjorde aldrig presten narr av mig.“ — „Nej; han gør dig bare til narr.“ — „Presten? så snild har du aldrig veret med mig, som presten.“ — „Det vilde nu også vere for galt,“ — „Sur melk kann aldrig blive søt.“ — „Jo, når den kokes til myse.“ Her skrattlo genten. „Der kommer mo’r din.“ Så blev hun alvorlig igen.
„Slikt langtsnakkende kvinnfolk som den prestefruen har jeg aldrig i mine levedager truffet på“, skar en skarp, kringmælt røst inn. „Skynd dig nu, Bård, rejs dig og set båten ut; vi kommer ikke hjem i natt. — Fruen vilde jeg skulde passe at Eli gikk tørr på benene. Jagu’ får du passe det selv! hverr morgen gå tur for bleksottens skyld! Bleksott mig her og bleksott mig der! — Rejs dig nu, Bård, og set båten ut; jeg, som skal sette dejg ikveld!“ — „Kisten er ennu ikke kommen“, sagde han og blev liggende. „Men kisten skal heller ikke komme, den skal stå til første prekendag. Hører du, Eli, løft på dig; tak panken din og kom. Rejs dig nu, Bård.“ — Hun avsted og genten efter. „Kom nu, men så kom nu!“ lød det nedenifra. „Har du sett efter nøklen i båten?“ spurte Bård og blev liggende. „Ja, den står i“, — og Arne hørte henne nettopp kakke den i med et øsekar. „Men så rejs dig nu, Bård; vi skal da ikke blive liggende her i natt? — Rejs dig nu, Bård!“ — „Jeg vænter på kisten.“ — „Men kære, velsigne dig; jeg har jo sagt, den skal stå efter til første prekendag.“ — „Der kommer den“, sagde Bård. Og de hørte ramlen av en vogn. „Men jeg har jo sagt den skulde stå efter til første prekensønndag.“ — „Jeg har sagt, den skulde vere med.“ — Konen uten videre opp og til vognen, bar panken, løp og andre småting ned i båten. Så rejste Bård sig, gikk opp og tok kisten alene.
Men bakefter vognen kom en gente farende i stråhatt og med flagrende hår; det var prestefrøkenen. „Eli, Eli!“ ropte hun på lang vej; „Matilde, Matilde“, svartes der og opp og mot henne. De møttes oppå bakken, de tok om hinannen og gret. Da tok Matilde opp noget, hun havde satt ned i græsset; det var et fuglebur. „Du skal have Narrifas, det skal du. Mor vil det også. Du skal endelig have Narrifas - - - jo du skal! — og så skal du tenke på mig — og meget ofte ro - - - ro - - - ro over til mig!“ og de gret begge meget. „Eli, kom nu Eli! stå ikke der!“ lød nedenifra. „Men jeg, jeg vil vere med“, sagde Matilde; „jeg vil vere med over og sove hos dig inatt!“ „Ja, ja, ja!“ — og med armen om hinannens hals drog det nedover mot støden. En stund efter så Arne båten ute på vannet, Eli stod højt i bakstavnen med fugleburet og vinkte; Matilde sat igen på voren og gret.
Hun blev sittende der, sålenge båten var på vannet; der var kort over til de røde hus, som før meldt, og Arne blev også sittende. Han fulgte båten likesom hun. Den kom snart over i det sorte, og han væntede til den lagde mot land; da så han dem i vannet; i dette fulgte han med dem opp mot husene, just til det vakkreste av dem alle. Han så moderen gå inn først, så faderen med kisten, og sidst datteren, såvidt han kunne skelne dem på størrelsen. En stund efter kom datteren ut igen og satte sig foran burdøren, væntelig forat se over nu i det samme solen lagde sin sidste stråle. Men prestefrøkenen var alt gått, og det var blott han, som nu sat og så henne i vannet. Montro hun ser mig, tenkte Arne. — —
Han rejste sig og gikk; solen var nede; men himmelen lys og blåklar, sådan som sommernatten har den. Dampen av vann og land drog sig oppover fjellene på begge sider; men topperne stod frie og så over til hverrandre. Han kom højere opp, vannet blev mere sort og nedsenket og like som mere tett. Dalen der inne i bunnen blev kortere og drog sig mere mot vannet; fjellene stod nærmere for øjet og gikk mere i en klump; ti sollyset adskiller. Himmelen selv kom lenger ned, og alt blev venligt og fortroligt.