Arne/9
Hun Venevill hopped på letten fot
sin kærest imot.
Han sang så det hørtes over kirketak:
god dag! god dag! —
Og alle de småfugler sang lystigt med i lag:
„util sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg litet, om hun fletter sin krans!“
Hun fletted ham en af de blomster blå:
— „mine øjne små!“
Han tok den, han kasted og tok den igen:
„farvel min ven!“
og jubled mens han sprengte over akerrenen hen:
„til sanktehans o. s. v.“
Hun fletted ham en: „hviss du ej forsmår
av mitt gule hår?“
Hun fletted, hun bød ham i ypperlig stund
sin røde munn:
Han tok den og han fikk den og han rødmede som hun.
Hun fletted en hvit i et liljeband:
„ min højre hand.“
Hun fletled en blodrød i kærlighet:
„min venstre med.“
Han tok imot dem beggeto, men blussede derved.
Hun fletted av blomster fra hverr en kant:
„alle dem jeg fant!“
Hun sanked, hun fletted og gret dertil:
„tak dem, du vil!“
Han tiede og tok dem blott; men flygtede så vill.
Hun fletted en stor uten farvesans :
„ min brudekrans!“
Hun flettede så fingrerne bleve blå:
„set du den på.“
Men da hun skulde vende sig, hun ingensteds ham så.
Hun flettede modigt foruten stans
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over sanktehans,
ingen blomster fans:
Hun fletted av de blomster, som slett ikke fans!
„Til sanktehans
er der latter og dans;
men siden vet jeg litet, om hun fletter sin krans.“
Arne havde i senere tid veret gladere i
hjemmet, og siden var han også gladere ute blandt
folk. Han fant ikke fullt arbejde på gården
vintersdag, lagde sig derfor på håndsagskurd og drog
om i bygden. Hverr lørdagskveld kom han opp til moderen, leste prekenen for henne, eller fulgte
henne til kirke, drog til arbejdsstedet igen
sønndagskveld. Men alteftersom han kom mere ut
iblandt folk, vokste rejselysten atter opp i ham,
og just når han havde veret som lystigst lå han
baketter og diktede på visen „over de høje fjelle,“
som han nu forandrede måske for tyvende gang.
Han tenkte på Kristian, som så aldeles havde
glemt ham, og ikke efter løvte sendt ham et
eneste brev. Engang kom erindringen om Kristian så
sterk på ham, at han forglemte sig og talte derom
til moderen; men hun blev ganske taus, vendte
sig og gikk. —
Der var en munter mann i den bygd, som het Ejnar Åsen; han havde tyve år gammel brutt sitt ben; siden gikk han med stav; men hvor han kom hinkende på den stav, var der alltid lystighet på ferde. Mannen var rik, men gjorde mest godt med det han havde, dog alltid således at få visste derom. En stor nøtterskog lå på hans ejendom, og det var visst, at en av de vakkreste solskinsdager i høsttiden var en flokk av muntre genter samlet hos ham forat plukke nøtter. Da var der stor bevertning om dagen og dans om kvelden. De fleste av disse genter havde han stått fadder til; for han stod fadder til den halve bygd; alle børn kalte ham gudfar, og efter dem hele bygden. —
Gudfar og Arne var vel kente og gudfar likte ham for hans visers skyld. Nu bad han ham vere med i nøtterlaget. Arne vegrede sig; han var ikke vant til at vere sammen med kvinnfolk; „så skal du venne dig dertil,“ svarte gudfar.
Arne kom med, og var sågodtsom eneste ungkarl blandt alle disse kvinnfolk. De holdt et leven, han i sine dager ikke havde sett make til, og det første, som undrede ham, var at de kunne le over ingen verdens ting; og dersom tre lo, så lo de femm, bare fordi de tre lo. Allesammen bar de sig ad som levede de ihop hverr dag; og det var dog dem, som ikke havde truffet sammen før idag. Dersom de nådde den gren, de hoppede efter, lo de derav, og dersom de ikke nådde, lo de også derav. Dersom de ingen nøtter fant, lo de, fordi de ingen fant, og dersom de fant, lo de også. De sloges om kroken til at hekte fast med; de, som fikk den, lo, og de, som ikke fikk den, lo også. Gudfar hinkede efter med staven og gjorde dem all den fortred, han var god til. De, han nådde, lo, fordi han nådde dem, og de, han ikke nådde, lo, fordi han ikke nådde dem. Men allesammen lo de av Arne, fordi han var alvorlig, og da han så måtte le, lo de fordi han endelig lo.
De satte sig tilsidst opp på en stor haug, gudfar i midten, og alle genter omkring. De så vidt omkring sig, solen stakk, men de ænsede det ikke, kastede nøtterhamser på hverrandre og skal, men knekte også og gav gudfar kerner. Gudfar hyssede på dem og slog om sig med staven sålangt han nådde; ti nu vilde han de skulde fortelle og helst noget trøysamt. Men at få dem til at fortelle historier syntes vanskeligere enn at stanse en løs vogn i en bakke. Men gudfar begynte; der var mange, som ikke vilde høre, for hans historier kente de før; men tilsidst hørte de dog allesammen. Og før de visste av det, sat de midt oppi det, og fortalte det beste, de kunne. Det undrede Arne meget, at likeså støjende de før havde veret, likeså alvorlige var nu deres historier. De gikk mest om kærlighet.
„Men du Åsa har en god en, det vet jeg fra ifjor,“ sagde gudfar og vendte sig mot en førlig gente med godt, rundlatent ansigt; hun sat og flettede håret på en yngre søster, som lå med hovedet i hennes fang. „Den tør vere kend av flere,“ svarte hun. „Kom med den allikevel,“ bad de. „Jeg skal ikke vere lenge at nøde,“ svarte hun og fortalte og sang mens hun flettede:
„Der var en voksen, gut, som gætte, og han drev gerne buskapen oppefter en bred elv. Når han kom højere opp var der en hammer, som gikk såvidt utover, at han kunne rope over til den annen side. For derover på den annen side gætte en gente, som han hele dagen kunne se, men ikke komme hen til.
Hvat højtir du genta i sauduflokkin,
som blæs’ pa horn og bind’ på sokkin?
Han spurte mange dager opp igen og endelig en dag fikk han svar:
Navnit milt sym’ som and på ejt vatn;
ro yvir, du gut undir bukkskinnshattin!
Men herav blev gutten like klok og tenkte ikke videre at vyrde henne. Hermed gikk det ikke så lett; ti han kunne drive buskapen hvorhen han vilde, det bar dog bestandigt tilbake til hammeren. Da blev gutten rædd og ropte:
„Hvat hejtir da fa’r din og hejmin du ejgr?
eg hev’ inki sett dig på kyrkjuvegir.“
Gutten trodde næmlig halvt om halvt, det var en hulder.
Fa’r min er druknad og gardin hev’ brunnit;
og vegin til kyrkja eg aldri hev’ funnit."
Herav blev også gutten like klok. Om dagen var han på hammeren, om natten drømte han, at hun dansede om ham og slog ham med en stor kohale hverrgang han vilde take efter henne. Han fikk snart ikke sove, arbejde kunne han heller ikke og det blev elendigt med gutten:
„Og er du ej huldr, so lyt’ du mig spara;
men er du ej genta, so skund’ dig at svara.“
Men det svarte ikke, og da blev det visst, at det var en hulder. Han begav gætingen; men like galt var det; for hvor han stod og hvad han gjorde, så tenkte han på den fagre huldren, som bleste på horn. En måneskinskveld, de andre sov, holdt han det ikke ut lenger, snek sig ut oppi skogen, der stod mørk i bunnen, men lys i toppen. Han satte sig på hammeren:
„Kom fram att’, mi huldr, og lut mig få sjå dig;
eg kann inki mejr’ med at vera ifrå dig.“
Gutten så og så; men hun kom ikke frem; da gikk det like bak ham: han vendte sig, og så var det en stor sort bjørn, der kom luskende frem, satte sig på huk og så på ham. Men gutten tok benene med sig, for nedover hammeren, igennem skogen, — om bjørnen var med eller ej, visste han ikke; ti han vendte sig ikke før han lå i sængen.
Det var en av hennes buskap, tenkte gutten; det er ikke verdt at komme dit mere. Og det gjorde han ikke.
Så en dag han stod og hugde ved, kommer en gente gennem gården, der livagtigt så ut som huldren. Men da hun kom nærmere, var det ikke henne. Han tenkte meget over dette; da kommer genten tilbake; og langt borte var det huldren, og han løp like mot henne. Men straks han kom henne nær, var det ikke henne.
Siden kunne gutten vere ved kirke, på dans, i andre samlag, eller hvor han vilde, — genten var der også; når han var fra henne, syntes hun huldren, nær hos var det en annen; han spurte henne så, om det var henne eller ikke henne; men hun lo ham ut. Likeså godt springe i det, som krype i det, tenkte gutten, og så giftede han sig med genten.
Da dette vel var gjort, likte gutten ikke lenger genten. Borte fra henne lengtes han til henne, men hos henne lengtes han til en, han ikke så. Derfor blev gutten ond med konen sin; hun bar det og taug.
Men en dag han lette efter hesterne, kom han opp på hammeren, og gutten satte sig ned og ropte:
Du lejkar i hugin som månaskinskveldin;
du brenn’ langt ifrå mig som sankthanseldin.
Gutten syntes det gjorde godt at sitte der, og siden gikk han dit, så ofte det var galt hjemme. Konen gret, når han var gått.
Men en dag han sat der, sat også huldren lys levende på den annen side og bleste på horn!
Å-nej; er du komi; hvor fagrt dal lætr;
Å, blås litit mejra, eg sit’ her og grætr.
Da svarte hun:
Eg blæsr dig draumarni burt utur hugin;
fyr’ hejma å akrin dar rotnar nu rugin.
Men da blev gutten rædd og gikk hjem igen. Det var dog ikke lenge, før han blev så ked konen, at han måtte drage tilskogs, satte sig på hammeren. Da sang det mot ham:
Eg drøymdi du kom hit; — hej, skund’ dig og tak mig;
Nej inki dit yvir! — eg stend’ lika bak dig.
Gutten for opp og så sig om, og da smatt
en grøn stakk bort mellem buskerne. Han efter. Nu blev det et jag gennem all skog. Så rapp på foten som den huldren var, kunne intet menneske vere; han kastede stål over henne gang efter gang, hun løp like godt. Men snart begynte hun at blive trætt, det så gutten på fotlaget; men han så også på all hennes skapnad, at det var huldren selv og ingen annen: „nu skal du sakte blive min“, tenkte gutten og kastede sig med en gang så hårdt inn på henne, at både han og huldren trillede lange bakker nedover, før det tok stans. Da lo huldren, så gutten syntes det sang i bergene, han tok henne på fang, og så fager var hun, at han aldrig i sine levedager havde sett slikt; hun var akkurat som han tenkte konen skulde vere. „Å - nej, hvem er du, som er så fager,“ spurte gutten, han klappede henne, og hun var så varm i kinnerne. „Jeg er konen din“, sagde hun. —
Genterne lo og gjorde narr av gutten. Men gudfar spurte Arne, om han havde hørt vel efter.
— „Nej nu skal jeg fortelle noget“, sagde en liten en med et litet rundt ansigt, som havde sådan liten nese.
„Der var en liten gut, som vikle så gerne frie til en liten gente; voksne var de begge to; men de var så små av sig. Og den gutten kunne slett ikke komme sig til at frie. Han holdt sig hen til henne i kirken, men da blev det alltid prat om ve’ret; han gikk bort til henne på danserne, og han dansede henne mest ihel; men snakke fikk han ikke. „Du får lære at skrive, så slipper du det,“ sagde han til sig selv; og gutten til at skrive; han trodde aldrig det kunne blive vakkert nokk, og derfor skrev han et helt år, før han torde tenke på brevet. Nu var det at få levere det, så ingen så det, og der bak om kirken traff det slik til, at de stod alene. „Jeg har et brev til dig“ sagde gutten. „Men jeg kann ikke lese skrivt,“ svarte genten.
Og så stod gutten der.
Men han tok tjeneste hos gentens fader, og var ikke fra henne så lang dagen var! Engang var han så nær ved at få snakke; han havde alt fått munnen opp, men så fløj der en stor flue inn i den. — „Bare ingen kommer og taker henne fra mig,“ tenkte gutten. Men der var ingen, som kom og tok henne fra ham, for hun var så liten.
Men så kom der en allikevel, for han var også liten. Gutten merkede nokk hvad han vilde, og da de gikk opp på svalen sammen, satte gutten sig ved nøklehullet. Nu fridde han, som innenfor var; „jøye, min torsk, som ikke har skyndt mig!“ tenkte gutten. Han, som innenfor var, kysste genten midt på munnen — — „Det smakte visst godt,“ tenkte gutten. Men han, som innenfor var, satte genten på fang; „slik verden, som vi lever i!“ sagde gutten og gret. Dette hørte genten og gikk til døren: „hvad er det du vil mig, stygge gutten, at jeg aldrig kann få vere i fred for dig?“ — „Jeg? — jeg vikle bare bede om at få vere brudesvennen din.“ — „Nej, det skal bro’r min vere,“ svarte genten og smelte døren i. —
— Så stod gutten der.“
Genterne lo meget av den historie, og kastede mange hamser bakefter.
Gudfar vikle at Eli Bøen skulde fortelle. Hvad var da det? Jo, hun skulde fortelle hvad hun havde fortalt ham bortpå bakken, sidst han var hos dem, dengang hun gav ham de nye strømpebåndene. Det var lenge førenn Eli vilde til, for hun lo så svært, men så fortalte hun:
„En gente og en gut gikk sammen på en vej. „Nej se den trosten, som følger oss,“ sagde genten. „Det er mig den følger,“ sagde gutten; „kann like så godt vere mig,“ svarte genten. „Det er snart at se,“ mente gutten; „nu går du den nedre vejen, og jeg den øvre, og vi møtes der oppe.“ De så gjorde. — „Fulgte den så ikke mig?“ spurte gutten, da de møttes. „Nej, den fulgte mig,“ svarte genten. „Så må der vere to.“ De gikk sammen igen et stykke, men da var der blott en; gutten mente, den fløj på hans side; men genten mente, den fløj på hennes. „Jeg bryr mig fanden om den trosten,“ sagde gutten; „ja jeg også.“ svarte genten.
Men straks de havde sagt dette kom også trosten vekk; „det var på din side,“ sagde gutten; „nej du skal have takk; jeg så tydeligt det var på din. — — Men der! — der er han kommen igen!“ ropte genten; „ja, det er på min,“ ropte gutten. Men nu blev genten sint; „nej om jeg vikle gå med dig Jenger, så gid jeg måtte få alle plager!“ og hun gikk sin egen vej. — Da kom trosten vekk for gutten, og det blev så stusslegt, at han gav sig til at rope. Hun svarte. „Er trosten hos dig?“ ropte gutten. „Nej, men er den hos dig?“ „Ak nej; du får komme hit igen, så kannske den følger med.“ Og genten kom igen; de tok hinannen ved hånden og gikk sammen. „Kvitt, kvitt, kvitt, kvitt!“ sagde det på gentens side, „kvitt, kvitt, kvitt, kvitt!“ sagde det på guttens, „kvitt, kvitt, kvitt, kvitt!“ sagde det til alle sider, og da de skulde se til, var der hundrede tusind millioner troster rundt om dem. „Nej, hvor rart!“ sagde genten og så opp på gutten. „Å, Gud velsigne dig!“ sagde gutten, og klappede genten.“
Den historien syntes alle genterne var så vakker.
Så mente gudfar, at de skulde fortelle hvad de havde drømt inatt, og så skulde han dømme om, hvem som havde drømt vakkrest. „Nej, fortelle hvad de havde drømt! Nej!“ og der blev latter og tisk uten ende. Men så begynte den ene efter den annen at mene, hun havde havt sådan vakker drøm den natt, men atter andre, at så vakker som den, de havde havt, kunne den i alle fall ikke vere. Og tilsidst fikk de alle lyst at fortelle sine drømmer. Men det måtte ikke vere højt, det måtte vere bare til en, og det måtte slett ikke vere gudfar. Arne sat så stille der borte på haugen, og så blev det ham, de torde fortelle dem til.
Arne satte sig bortunder en hasl, og så kom hun til ham, hun som først havde fortalt, Hun betenkte sig lenge, men fortalte så:
„Jeg drømte jeg stod ved et stort vann. Da så jeg en gå på vannet, og det var en, som jeg ikke vil nevne. Han steg opp i en stor tjørnblom og sat og sang. Men jeg gikk ut på et av de store blad, som tjørnblomen har og som ligger og svømmer; på det vilde jeg ro over til ham. Men straks jeg var kommen på bladet, så begynte det at synke med mig, så jeg blev meget rædd og gret. Da kom han roende til i tjørnblomen —, løftede mig oppi til sig og vi rodde over alt vann. — Var ikke det en vakker drøm?“
Den lille, som havde fortalt den lille historie, kom:
„Jeg drømte, jeg havde fanget en liten fugl; og jeg var så glad og vilde slett ikke slippe den, før jeg var kommen hjem i stuen. Men der torde jeg ikke slippe den, for da kunne fa’r og mo’r bede mig lukke den ut igen. Så gikk jeg opp på loftet med den, men der gikk katten og lurte, og så kunne jeg ikke slippe den der heller. Så visste jeg ikke min arme råd; men gikk opp på låven; Gud, der var så mange sprekker, og den kunne rejse sin vej! Nej, så gikk jeg ned på gården igen, og der syntes jeg en stod, som jeg ikke vil nevne. Han stod og lekte med en stor, stor hund. „Jeg vil heller leke med den fuglen din,“ sagde han, og kom mig så nær. Men jeg syntes jeg lagde på sprang, og både han og den store hunden efter, og jeg sprang gården rundt, men så lukkede mo’r opp svaldøren, — trev mig inn, og kastede døren til. Men utenfor stod gutten og lo med ansigtet til ruten: „se, her er fuglen!“ sagde han, — og tenk, så havde han fuglen! — Var ikke det en rar drøm?“ —
Så kom hun, der havde fortalt om alle de trosterne. Eli havde de kalt henne. Hun lo så meget og derfor var det lenge, før hun kom sig til; men så fortalte hun:
„Jeg havde gledet mig så svært til at komme i nøtterskogen idag, og derfor drømte jeg inatt om at jeg sat her på bakken, solen skinte og jeg havde hele fanget fullt av nøtter. Men så var der kommet et litet ikorn med opp imellem nøtterne, og det sat på huk i fanget og spiste dem opp allesammen. — Var ikke det en rar drøm?“
Og ennu flere drømmer blev ham fortalte; men så skulde han sige, hvilken var vakkrest. Han måtte få god betenkningstid, og imidlertid drog gudfar med hele flokken nedover mot gården og Arne skulde komme efter. De hoppede nedover bakken, ordnede sig i rekke, da de var komne ned på sletten og sang hjemover mot huset.
Han sat der igen og hørte på sangen; solen falt like på flokken, det lyste i deres hvite skjorteermer, snart tok den ene den annen om livet, de dansede bortover engen, og gudfar efter med stokken, fordi de trødde ned håen. Arne tenkte ikke mere på drømmerne, han så snart ikke mere efter genterne; tankerne lagde sig utover dalen som de fine soltråder og han sat igen der på bakken og spant. Før han visste av det sat han i en tett vev av tungsinn; han lengtes ut, og aldrig i verden som nu. Han spurte sig selv, hvorfor han skulde gå her lenger; ti nu havde han væntet lenge nokk! Han tok fast løvte av sig selv, at straks han kom hjem, vilde han tale til moderen, det måtte gå som det vilde!
Hans tanker blev sterkere og drev inn i visen: „over de høje fjelle.“ Så snare havde aldrig ordene veret, ej heller havde de føjet sig så sikkert i lag; de var næsten som genter, der sat rundt på en haug. Han havde et stykke papir hos sig, og han skrev ned over sitt kne. Og da han havde skrevet visen ferdig, rejste han sig som forløst, vilde ikke til folk, men tok skogvejen hjemover, skønt han visste, at da måtte han take natten med. Første gang han på vejen satte sig ned at hvile, vilde han take visen opp igen og synge den for sig selv utover all bygd; men da havde han glemt den igen der han havde gjort den. —
— En av genterne søkte efter ham på haugen, fant ikke ham, men visen.