Arnold Ræstad, Kongens strømme

Alexander Bugge

Arnold Ræstad, Kongens strømme

Historisk Tidsskrift, femte række, andet bind, 1914 (s. 428-439).

Arnold Ræstad: Kongens strømme. Historiske og folkeretslige undersøkelser angaaende sjøterritoriet. Kristiania 1912. Cammermeyers Boghandel. 432 s.

Denne bok gir mere end titelen lover og skildrer store og vigtige avsnit av vor handels og skibsfarts, vore fiskeriers og særlig vor handelspolitiks historie. Mest indgaaende behandles kanske det 16. og 17. aarh. og her gir forfatteren mest nyt. Middelalderen behandles noget mere kortfattet. Forfatterens teorier kunde stundom ha været bedre underbygget og ofte tillægger han sine opdagelser altfor stor rækkevidde. Desuten vil han gjerne som jurist stille op lovsætninger, som han tror har reguleret forholdene, mens historikeren tror, at det som tilslut blir lov længe har været gammel, hævdvundet sæd. Men samtidig er boken vækkende og rik paa nye tanker og oplysninger. Den falder i 4 avsnit. Det første (s. 1–33) omhandler »Sjøterritoriet i europæisk ret indtil slutten av middelalderen og i norsk ret til Magnus Lagabøter«. Forf. prøver at vise at begreperne »sjøterritorium« og »frit hav« var kjendt i Norge alt paa 1200-tallet. Han har rimeligvis ret; men de aktstykker, som det henvises til, beviser litet. Et av dem (s. 31) er urigtig gjengit. Brevet fra byen Scarborough til Edward I taler ikke om »et røveri, som var begaat i det hav, som lyder under Norges konge«, men om »et ransverk som Jon Mus, fører for et av de nævnte skib, som det sagdes havde gjort mot den nævnte Sven paa havet paa kongen av Norges bud« (pro quadam roboria, quam Johannes Mus, magister marinarus unius dictarum navium, feceras super mare de precepto regis Narvagie).

Andet avsnit, »Forstudier til utviklingen av det norske sjøterritorium fra Magnus Lagabøter til Christian IV« (s. 37–146) gir i korte drag norsk næringspolitiks historie i denne tid. Dette avsnit indeholder især meget, som er nyt og av betydning for historikere. Dog hadde det, tror jeg, været bedre, om forf. ikke hadde behandlet handelsskibsfartens og fiskeriernes historie hver for sig, men under ett. I det virkelige liv gik begge deler oftest sammen og en del gjentagelser vilde da ha været undgaat.

I kapitlet om »Haalogalands og Bergens stapelstilling indtil Erik av Pommern« drøfter forf. utførlig spørsmaalet om hvorledes Bergen kom til at bli stapelplass for tørfiskhandelen. Først under Erik av Pommern blev, som bekjendt, byen officielt ophøiet til stapelplass, mens den alt længe hadde været det. »Bergen var«, siger forf. (s. 41), »ældst blandt de store stapelpladse i Nordeuropa – stapelplads her betragtet som hovedomsætningssted for en verdensartikel, i Bergens tilfælde tørfisken, eller som den i utlandet gjerne kaldtes, stokfisken. Hvad tidsrækkefølgen angaar, kunde Bergen saaledes meget vel ha været forbillede for det stapelvæsen som indførtes av engelskmændene ved midten av det 13. aarhundrede for en anden verdensartikel – ulden.« Jeg er ellers enig med forf. i hans utvikling, men dette er ikke rigtig; stapelvæsenet er tidligst nord for Alperne utviklet av englænderne, – ved mitten av 12. aarhundrede. De engelske stapelkjøbmænd hadde alt paa Henrik II’s og Rikard Løvehjertes tid sin faste organisation og valgte hvert aar sin maior og sine constabularii^[1].

Som vi vet førte Haaløygerne fra først av selv sin tørfisk til utlandet. Forf. lar (s. 45) dette ophøre ved Haalogalands definitive indlemmelse i kongeriket. Det hadde været ønskelig om han nærmere hadde utviklet, hvad han mener med disse ord. Jeg tror, at Haaløygernes skibsfart paa utlandet først litt efter litt er ophørt og at den aldrig ved noget lovbud er blit forbudt. I førstningen av 11. aarh. seilet de fremdeles til England^[2]. I 1239 eide Gudleik av Skartastader (Skarstad i Bindalen sydligst i Helgeland) et skib sammen med hertug Skule og fór bl. a. til Island. Storbønderne i Haalogaland eide ved denne tid større skibe og var rike paa sølv, lærred og klæde, saa en skulde tro at de fremdeles har staat i forbindelse med utlandet^[3].

Forf. burde ogsaa ha talt mere om Nidaros’s stilling til Lofotfisket. Endda paa Sverres tid ser det ut som om nær halvdelen av Vaageflaaten stevnet til Nidaros og ikke til Bergen^[4]. Byens blomstrende skibsfart omkr. aar 1300 synes ogsaa at vidne om at det ikke bare var tiende-skrei, som førtes dit, men at en ikke liten del av tørfiskhandelen paa utlandet fremdeles gik over Nidaros. Ellers vilde vel ikke f. eks. en kjøbmand fra St. Omer i Nordfrankrike ha sat bo der. Ogsaa skibsfarten fra Island gik, som vi vet, fra først av til Nidaros, og kjøbmænd fra denne by tok længe del i Islandshandelen, selv om de i 14. aarh. begyndte at avsætte sine varer i Bergen. Jeg tror dog ikke (som forf. s. 63) at der nogensinde har været et lovbud, som forbød Nidaroskjøbmændene at avsætte de islandske varer i sin egen by eller at ta del i tørfiskhandelen i Lofoten eller som forbød Nordlændinger at seile til Nidaros. Et slikt forbud vilde ogsaa om end indirekte ha rammet erkebiskopen, som sat i stor handels- og skibsredervirksomhet, og er av den grund en umulighet. Endnu i 15. aarh. seilet Nordlændinger stundom til Nidaros med sin tørfisk, selv om de sedvanlig avsatte den i Bergen^[5]. Kongebrevet av 1455, som gav borgere i Nidaros del i handelen paa Skatlandene og Haalogaland ved siden av Bergen, stadfæstet bare ældgammel ret og var ikke noget nyt, som forf. (s. 79) synes at mene. Det kan heller ikke være rigtig, »at der, maaske i 13. aar hundrede, har dannet sig den regel, at handel paa Haalogaland kun kunde ske efter tilladelse av kongen eller hans sysselmænd« (s. 42). De to aktstykker, som forf. holder sig til, kjendes bare fra en kort omtale i Bergens Fundats, som er skrevet i 1580-aarene, og som maa ha misforstaat teksten i det ene av dem. Det ene brev skal ha git munkene i Halsnø kloster lov til at sende varer »nord om Bergen«, det andet skal ha git erkebiskopen i Nidaros lov til av sin »landskyld udi Hedemarken« at sende livsfornødenheter til Finmarken^[6]. Haalogaland nævnes saaledes slet ikke i disse brev om vi i det hele kan stole paa dem. Anderledes var det med Finmarken. Dit kunde, som forf. med rette peker paa (s. 42), ingen seile i kjøpfærd uten tillatelse fra kongen eller hans sysselmand. Men ogsaa dér er visst handelen delvis git fri (ialfald for Nordlændinger), efterat Nordmænd i slutningen av 13. aarh. hadde begyndt at sætte bo ved kysten. Det litet, som vi vet om Nordmænds handel paa Finmarken i 14. og 15. aarh., synes at tyde derpaa^[7].

I det ellers indholdsrike kap. 6, »Den norske skatlandspolitik indtil Erik av Pommern«, synes forf., som oftere, at forutsætte lovbud istedenfor en naturlig utvikling.

Naar Norges handel og skibsfart paa utlandet i middelalderen forfaldt, da var det ikke, fordi »denne handelsskibsfart var resikabel« (s. 50) og kongerne av den grund søkte at indskrænke den for isteden at lokke utlændinger til Norge. Grunden til nedgangen var at den norske handel fra først av var en bondehandel og at den naadde sin største utstrækning i vikingetiden, da Norge ingen byer hadde og da alle farmænd var storbønder og seilet med varer, som de mestendels selv eiet. Da byerne begyndte at vokse frem og at bli mittpunkter for handel og skibsfart, fik kjøbmændene disse til medbeilere, ikke bare utenlandske kjøbmænd, men ogsaa norske stormænd, kongerne og geistligheten, som alle hadde skibe paa Norge og paa utlandet. Derfor kunde de norske kjøbmænd i længden ikke staa sig i konkurransen mot de bedre organiserte utlændinger, særlig Tyskerne^[8].

Ellers er fremstillingen av de norske kongers handelspolitik noget av det bedste i de første avsnit av boken. Forf. kritiserer med fuld ret min egen fremstilling i »Studier over de norske byers selvstyre og handel« (s. 171 og 109–119). Han hævder (s. 52 f.) at grundtanken i kongernes handelspolitik var at sikre tilførselen av de livsfornødenheter, som det i landet selv ikke var nok av, særlig korn, og at hindre for stor utførsel av de livsfornødenheter, som frembragtes i landet selv, fisk, kjøt og smør. Vitnesbyrd om denne handelspolitik har vi bl. a. i kong Sverres tale mot Tyskerne i Bergen 1186, Haakon Haakonssons brev til Lübeck (vinteren 1247–48) og retterbøterne av 16. sept. 1282 og 30. juli 1316, som alle (og næsten med de samme ord) hævder at stor utførsel av skrei og smør er til skade for landet og at der isteden maa kræves indførsel av livsfornødenheter som korn, mel og malt, men ikke av unyttige eller skadelige ting som vin, øl og pyntesaker. Vi kan ogsaa, tror jeg, følge denne politik længer tilbake, helt til Olav Haraldsson, som i en dyrtid forbød at føre korn fra det sydlige Norge til det nordlige (jfr. fortællingen om Aasbjørn Selsbane). Et lignende handelspolitisk syn raadet ogsaa, som forf. fremhæver, i andre lande i Europa; han nævner særlig England og Frankrike, hvor det var forbudt uten særlig tillatelse at utskibe korn. I den engelske krones regnskaper for 1179 nævnes saaledes mænd i Norfolk (vel i Lynn) som uten tillatelse hadde skibet ut korn til Norge og derfor maatte bøte en halv mark hver^[9]. Derimot kan jeg ikke følge forf., naar han mener, at skibsfarten paa utlandet ikke var fri i middelalderen. Han siger (s. 51): »I det hele er man nødsaget til at anta, at der i den førhanseatiske tid har bestaat den regel, at kongemagten eller de kongelige embedsmænd kunde i hvert tilfælde avgjøre, om et handelsskib skulde ha tillatelse til at utføre norske frembringelser av landet. Dette gjaldt ganske sikkert ikke alene utenlandske, men ogsaa indenlandske skibe.« At slike indskrænkninger for skibsfarten paa utlandet skal ha gjældt i 13. aarh., motsiges av kilderne. Hovedindholdet av alle de handelstraktater, som Norge i denne tid sluttet med andre magter, var netop frit samkvem, slik at kjøbmænd fra det ene land kunde gjæste det andet uten først at maatte søke tillatelse til det^[10]. Naar saaledes de norske konger tillot utenlandske kjøbmænd frit at gjæste Norge, er det utænkelig at de av sine egne undersaatter skulde kræve særlig tillatelse hvergang disse vilde seile til utlandet. Det var fra slutningen av Haakon Haakonssons tid forbudt mænd, som ikke eiet en viss formue, at fare i kjøpfærd, men alle, som eiet denne sum eller mer, kunde frit fare – det maa dog være underforstaat –, og efter Mikjalsmesse (29. sept.) og hele vinteren var handelen helt fri; det heter uttrykkelig: »síðan fari hverr í friði med slícu sem guð hefír gefit honum«^[11], og i oktober var det ikke saa litet seilas over Nordsjøen. Der kan saaledes ikke i 13. aarh. ha været krævet nogen særlig tillatelse for at faa seile med norske varer til utlandet. Derimot kunde kongen i enkelte tilfælde, som forf. ogsaa nævner, lægge farbann og forby skibsfarten paa et land. Dette blev dog altid gjort av politiske grunder, mest forut for krig, og hadde intet med kongernes næringspolitik at gjøre, som da Haakon Haakonsson i 1256 sendte »brev til sysselmændene i Viken og de kjøbmænd, som var vant til at seile til Danmark, at ingen av Øre-flaaten skulde seile længer end til Ekerøerne (ved mundingen av Gøtaelven) og bie dér, til kongen hadde avgjort, om han vilde de skulde fare eller ikke«^[12]; eller som i 1219, da det »ikke kom noget skib fra Norge til Island«^[13], som hevn fordi Sæmund Jonsson ved Ørebakke hadde tat de norske kjøbmænds gods. Derimot er det mulig at kongerne fra Svein Alfivasson og til Harald Haardraade virkelig har krævet at folk skulde løse tillatelse til at fare i kjøbfærd til utlandet. Jeg kan ikke skjønne andet end at Gulatingslovens § 148^[14] og Frostatingslovens XVI § 1, foruten at tage av den saakaldte »skipleiga« (en skibsavgift til kongen), ogsaa sigter til at dette paabud er blit ophævet. Baade i Morkinskinna (omkr. 1220–30) og i den meget yngre Flateyjarbók (III s. 318) findes en fortælling om Islændingen Torstein Siduhallsson, som blev lyst utlæg, fordi han mot kongens vilje hadde seilet i kjøpfærd til Dublin. – I Morkinskinna (s. 29) heter det: »oc var þat ecci at konungs vilia ne leyfi er hann hafþi farit«. – Flateyjarbók tilføier: »en þat var ecke j þann tima ath menn færi vr lande kaupferdir vtan konungr gæfi leyfi til, og uar sok aa huerium er hann færi olofat« – Denne tilføielse er kanske et senere tillæg. Ellers er fortællingen, synes det, historisk og viser, at folk ved mitten av det 11. aarh. maatte ha tillatelse fra kongen, før de fór til utlandet, hvis det da ikke bare har været, fordi Torstein Siduhallsson var hirdmand. Men alt paa Olav Kyrres tid maa seilasen delvis ialfald være blit fri; ellers blir det umulig at forklare Bergens raske vækst. – At kongerne hvert aar skulde ha fastsat, hvor meget tørfisk eller sild som fik lov til at utføres, siges heller ikke noget sted. Derimot tror Jeg, at utførselen av korn og mel like fra Olav den helliges tid – likeens som i England – har været indskrænket; den foregik vel ellers bare til Færøerne, Island og Grønland; Harald Haardraade gav saaledes under et uaar paa Island 4 skib lov til at fare dit med mel og foreskrev at skippundet ikke skulde være dyrere end 100 alen vadmel (k. 36), og Magnus Erlingsson gav ved særlig gunst erkebiskopen i Nidaros lov til hvert aar at sende 50 lester mel til Island^[15]. Ligedan var det vistnok med utførselen av skindvarer, høker og jagtfalker, som kongen helt eller delvis hadde monopol paa^[16].

Efter denne almindelige indledning taler forf. særlig utførlig om Islandshandelen, efterat øen (1262–64) var kommet under Norge. Han har vistnok (s. 59) ret i sin forklaring av ordene i Gamli sáttmáli: »Item at sex hafskip gangi til landzins á hueriu are forfallalaust«^[17]. Kronen har herigjennem, mener han, villet sikre øen den tilførsel den trængte av levnetsmidler. De seks skib var det mindste antal, som hvert aar skulde komme til Island. Annalerne viser dog at det vanlig kom mange flere fartøier^[18]. Forf. har ogsaa, imot hvad jeg selv før har skrevet^[19], ret i at Islandshandelen ikke var et kongelig monopol, men at kongemagten »tillagde sig, ubundet av den indre lovgivning og av traktater, retten til at lægge næsten hvad indskrænkninger den vilde paa handelen med skatlandene« (s. 65). Selv om Bergen efter mitten av 14. aarh. faktisk blev stapelplass for Islandshandelen, kan jeg dog ikke skjønne at byens stapelstilling nogensinde har været fastslaat ved lov.

Retterboten av 1383 (Norges gamle love III, 216 ff.) indeholder i virkeligheten intet derom, og kongemagten har neppe nogensinde ved lovbud fratat Nidaros dets gamle rettigheter. Heller ikke er det rigtig, naar forf. (s. 65) siger, at Bergen var stapelplass for handelen paa Orknøerne. De bevarede aktstykker viser at Orknøyinger i første halvdel av 15. aarh. seilet baade paa Skotland og England^[20], og slik har det rimeligvis ogsaa været før.

Meget lærerikt er kapitel 7 »Norsk handels- og næringspolitik i de nordlige have fra Erik av Pommern til Christian II«, og kapitel 8, som handler om samme emne ned til Kristian IV. Efter en kort indledning om den bergenske handelsstands nedgang efter Vitaliebrødrenes plyndringer i 1393 og efter at Englænderne var konkurreret bort, taler forf. utførlig om hvorledes Englænderne litt efter 1400 istedenfor at gjæste Bergen tok til at seile paa Island og fik tørfiskutførselen derfra i sine hænder^[21], og hvorledes de ved samme tid ogsaa søkte at sætte sig fast i Haalogaland og Finmarken. Særlig er Englændernes seilas paa Island og de diplomatiske forhandlinger om denne sak uttømmende og klart skildret. Forf. taler ogsaa indgaaende om Englændernes seilas paa Nord-Norge. Hvor vigtig deres handel paa Lofoten maa ha været i 1430-aarene, kan vi bl. a. indirekte se av venetianeren Querinis skildring av Røst, hvor han siger, at indbyggerne dér »bruker klæder av grov uld fra London og andre steder«^[22]. Det er ikke rigtig, naar det (s. 79) heter at den seneste sikre oplysning om engelsk handel paa det nordlige Norge i 15. aarh. er fra 1436. Ogsaa efter mitten av aarhundredet gav de engelske konger stundom sine undersaatter, f. eks. William Canyngis i Bristol, tillatelse til at seile paa Finmarken. Det er derfor sandsynlig at Engelskmændene har sin seilas paa det nordlige Norge ned gjennem hele det 15. og ind i det 16. aarh., da vi paany har minder om dem (s. 90 og 140).

Foruten Islands- og Finmarkshandelen skildres ogsaa utførlig (s. 88) handelen paa Færøerne, som gjennemløp en liknende utvikling som Islandshandelen. Videre gir forf. en instruktiv skildring av hvorledes borgerne i Bergen efter mitten av 16. aarh. selv paany begynder at tage op handelen paa det nordlige Norge, samtidig med at seilasen paa Trondhjem^[23] blev git fri. Det heter her (s. 97) at det ved Odenserecessen mellem Danmark, Norge og Hansestæderne 25. juli 1560 blev slaat fast at Bergenserne hadde ret til at seile paa det nordlige Norge, men ikke med mer end 24 skibe. Bestemmelsen om de 24 skibe stammer dog alt fra recessen i Kjøbenhavn av 17. juli 1558^[24]. Det hadde ogsaa været interessant, om forf. i denne sammenhæng hadde talt om Bergens opblomstrende skibsfart i det hele, som maa ha været større i anden halvdel av 16. end i første halvdel av 17. aarhundrede. I kongebrev av 22. september 1554 (Odense) heter det saaledes: »Tha skulle wore borgere til Bergen oc jndbyggere vdi vort rige Norge rette dennem efter den afsked, som nogen tid siden forleden blev giffuet udi Kiøbenhafn ... oc skulle de nu bruge theris frij seglatz oc handteringe for søn oc norden Bergen meth so mange skibe, som thennem lyster oc udrede nordfarer og theris fisch oc gotz at mue føre østen oc westen.«

Kapitel 9 fortæller om seilasen paa Nordrusland, som Engelskmændene hadde aapnet paany i 1553 og som siden mest blev drevet av dem og Hollænderne, og om Danmark-Norges forhold til denne seilas. I dette og i de følgende kapitler (s. 143 ff. og 273) tales der ogsaa om Englændernes fiske under Vardøhus, som begyndte i 1570-aarene, men hadde at kjæmpe med konkurranse fra Hollænderne. En kilde, som forf. ikke kjender, til dette fiskes historie er »Observations touching Trade and Commerce with the Hollander and other Nations«, trykt 1601 (skrevet av Sir Walter Raleigh?)^[25]. Det heter her (s. 16): »And so likewise we used to have eight or nine great ships to go continually a fishing to Wardhouse, and this year but one, on so, pro rata, they (d. e. Hollænderne) outgo usin all kind of fishing and merchandizing in all countries, by reason they spare no cost, nor deny no privileges that may encourage advancement of trade and manufactory.« Først i det 17. aarh. lykkedes det den dansk-norske regjering at fortrænge Engelskmændene fra fisket ved Vardøhus. Endnu i 1630-aarene hadde dog utlændingerne store tanker om Vardøhus’s betydning. I det for handelens historie vigtige lille skrift av Lewes Roberts »The Merchants’ Mappe of Commerce« (London 1638) heter det saaledes, at Vardøhus er kommet i steden for Bergen som den vigtigste handelsplads i Norge^[26].

Kapitel 10 handler om fiskeriernes historie indtil Kristian IV. Forf. taler først utførlig om sildefisket ved Bohuslenskysten eller Viksiden. Dette fiske maa ha været igang alt i 1220-aarene. Marstrand (Mástrandir) nævnes første gang i 1227, da sendemænd fra Skule jarl til kong Valdemar i Danmark paa hjemveien maatte lægge ind dit for is, men blev overfaldt av Ribbungerne. »Det laa«, heter det, »en mængde kjøbmænd i havnen, men disse vilde ikke hjælpe dem«^[27]. Disse kjøbmænd maa ha kommet for at kjøpe sild; Bohuslensfisket var i motsætning til Skaanefisket et vaarsildfiske. Forf. drøfter særlig spørsmaalet om de utlændinger, som søkte til fisket her, bare har været kjøbmænd, eller om de ogsaa har tat del i selve fisket (s. 121 ff.). Han hævder avgjort, at de bare har været kjøbmænd og utskibet silden, men at de ikke har faat lov til selv at fiske, og polemiserer bl. a. mot Brandt (»Forelæsninger over den norske Retshistorie« I, 265) og mig selv (»Handelen mellem Norge og England«, Hist. Tidsskrift, 3 R. B. IV, 75 f). Jeg har undersøkt spørsmaalet paany og jeg tror at forf. har ret. De aktstykker fra middelalderen, som han citerer, beviser dog ikke noget sikkert hverken i den ene eller den anden retning. Men jeg tror, at vi har lov til at slutte tilbake fra hvorledes forholdene var da silden omkr. 1560 paany begyndte at søke til Viksiden. 12. juli 1561 bød Fredrik II, »at alle udlændiske Kjøbmænd, som for^ne Sildefisket besøgendes vorder, skulle ligge udi vor Kjøbstad Marstrand og ingen andensteds, og der skulle de udgive til os og Kronen deres Aaresild, som er 4 Vol af Auren og ½ Daler Læster til Told af de Sild, som de ud af Riget førendes vorder«. Utlændingerne fik saaledes ikke lov til at ta del i selve fisket. Bare kongens egne undersaatter fik lov til frit »at mue ligge der under Landet, hvor Silden mest tilgaar« (Norske Rigsregistranter I, 518 f.).

Ogsaa de følgende kapitler, om sjøterritoriets utvikling i nyere tid, indeholder meget, som er av interesse for historikere. Bokens 4. avsnit, »Sjøterritoriet, et folkeretslig begrep«, er rent juridisk. Alt i alt gir dr. Ræstads arbeide vigtige bidrag til vor handels og skibsfarts og vor næringspolitiks historie. Fremstillingen er klar og grei og boken er fuld av nye tanker. Ogsaa der, hvor en ikke kan være enig, vækker boken til ny overveielse. Boken, som er forsvaret for den juridiske doktorgrad, er et vigtig bidrag til norsk handels og handelspolitiks historie. Bruken av den lettes ved et uttømmende navne- og sakregister.

Alexander Bugge.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Cartulaire de l’ancienne Estaple de Bruges, publ. par L. Gilliodts van Severen, I n. 54.
2. Grettes saga k. 22. Selv om denne sagas historiske værd er tvilsomt, kan dog de kulturhistoriske drag (som skildringerne av Lofotfisket og handelen dér) ikke være opdigtet; men de kan vel tilhøre den tid, da sagaen blev til.
3. Haakon Haakonssons saga, k. 195 og 203. I Antonio di Corados skildring av venetianeren Querinis og hans fællers forlis og ophold paa Røst i Lofoten 1431–32 heter det, at deres vert, som de seilet med sydover til Trondhjem, vilde drage til Danmark for at sælge sin stokfisk (Norges land og folk, Nordlands amt, utg. ved A. Helland II, 906). Dette er dog vel en misforstaaelse av venetianeren.
4. Sverre møtte høsten 1177 ved Raudabjørg straks vest for Nidaros 50 byrdinger (lasteskuter), som var kommet fra Vaagan i Lofoten og tilhørte kjøbmænd.
5. F. eks. i 1432 den mand, som Querini og hans fæller hadde bodd hos paa Røst; Nordlands amt, ved A. Helland II 883 f., 906.
6. Norske Magasin, udg. af N. Nicolaysen I 533.
7. Alfræði Íslenzk, udg. ved Kr. Kålund, s. 57: Sa athburdur gerdizt aa dǫgum virduligs herra herra Hakonar med guds naad Noregs konungs ok Olafs erkibyskups i Nidarosi (ca. 1350–70), ath einn prestur af Haloghalandi rikur ath audæfum red sik skip med kaupmonnum peim, sem sigldu nordr au Finnmork. Jfr. »M. Beheims reise til Danmark og Norge i 1450« av Ove C. L. Vangensteen, s. 17 (Videnskabsselsk. skrifter II, Hist.-filos. klasse 1908, nr. 2, Kristiania).
8. Jeg utvikler dette nærmere i en avhandling, som netop er trykt i »Vierteljahrschrift für Sozial- und Wirtschaftsgeschichte«.
9. The Great Roll of the Pipe for the 25th Year of the Reign of King Henry II, Norfolch et Sudfolch.
10. Henrik III av England skriver saaledes 10 okt. 1217 til Haakon Haakonsson: »Bene autem placet et placebit nobis quod terre nostre communes sint, ut mercatores et homines, qui sint de potestate vestra, libere et sine impedimento terram nostran adire possint, et homines et mercatores nostri similiter vestram« (Dipl. Norv. XIX n. 114). Likedan i traktaten med Flandern av 1308: »ita quod homines domini mei regis ad Flandriam et ipsius domini comitis ad Norwegiam cum mercibus suis et rebus aliis libere valeant interim navigare« (D. N. XIX n. 459, 465).
11. Frostatingslov (indledn. § 20), Landsloven VIII § 23, Byloven VII § 22.
12. Haakon Haakonssons saga k. 285. Øreflaaten (Eyrar-floti) vil sige den flaate (de kjøbmandsskib), som i markedstiden seilet til Skaane (Halør og Skanør).
13. Islandske Annaler indtil 1578, udg. ved Gustav Storm, s. 125.
14. Skip sitt skal hverr nyta at fullum friði, fara hvert som hann vill.
15. Norges gamle Love I, 445: singulis annis presenti eccelesie unius navis vectigalla concedimus. et 30 lest farine ad Islandiam transferendas si huius provincie paciatur ubertas. Sætningen er gjentat i pave Celestinus III’s brev av 1194 (Norges gl. Love IV, 102) og i sættargjerdene av 1273 og 1277 (Norges gl. Love II, 450 og 465).
16. Frostatingsloven XVI § 2.
17. Norges gl. Love I, 460.
18. Saaledes kom det i 1346 elleve havskib til Island: i vinteren 1347–48 laa det 17 havskib ved Island, foruten to som var forlist om sommeren, og i 1390 gjorde 10 skibe sig færdige til at fare til Island fra Norge, men de fleste blev drevet tilbake eller forliste (Islandske Annaler, udg. ved Gustav Storm, 212, 213 og 367.
19. Studier over de norske byers selvstyre og handel, 133.
20. Disse aktstykker vil bli trykt i Diplomatarium Norvegicum, samling XIX, andet halvbind.
21. S. 72 nævnes en tale, som de norske sendemænd til kong Henrik V av England holdt i 1415. I virkeligheten hadde de et brev med fra Erik av Pommern; dette vil bli trykt i Dipl. Norv. XIX, 2. halvbind.
22. Norges land og folk, Nordlands amt II, 884.
23. S. 94 heter det at Trondhjem paa erkebiskop Olav Engelbrektssons tid neppe har hat synderlig mer end 1000 indbyggere. Forfatteren bruker som kilde Jacob Zieglers Scondia, 24. En paalitligere kilde er dog kronens leding av Trondhjems by 1548 i Christoffer Galles regnskapsbok (orig. i riksarkivet), som synes at vise at dette tal kanske er vel litet. – Mellem de mest velstaaende mænd i Trondhjem i 1548 var en skipper, Hans styremand, og Seffuerin Siellandsfar.
24. Indberetning fra Hausestæderne i arkivet i Deventer.
25. Optrykt i Collection of Scarce Tracts on Commerce, ed. by J. R. Macculloch, nr. 1.
26. Da dette lille skrift neppe er kjendt av norske historikere gjengir jeg her kap. CCXVI:
    Of Norway and the Cities thereof.

    Norway is bounded on the North with Lappia, on the east with the Dofrine mountains, on other parts with the Sea.

    The chiefe commodities of this Country is Stockfish, rien furres, traine Oile, pitch, and tackling for ships, as masts, caples, deal-boards, firre and the like.

    Townes are here thinne, and the houses therein poor and miserable. The chiefe of those there are, is Nidrosia the Archbishop’s seat of Norway, Iseland, and Groinland: The second Is Bergen, one of the four ancient Mart townes of Europe; the otler three being, London in England, Nouegrade in Moscovia, and Bridges in Flanders; and all of these but London are decayed, for this Bergen has yielded to Wardhouse; Nouegrade, by reason of the change of navigation through the Baltique into the Northerne passage, has given way to Saint Nicholas, and Bridges being deprived of her trafficke by Antwerpe, is now removed to Amsterdam, for the Hollanders, by blocking up the haven, but especially by keeping of Bergen op Zone, have such a command over the river, that no vessel can passe or repasse without their license. But to proceed: Finmarch also appertaineth to this kingdome, and both to the Dane; the chiefe Cities are Saman, secondly Hielso, both Sea townes, but the principall is Wardhouse, seated in the very northerne end of all the country, being a town of little trade, but great concourse of shipping, that this way are bound for Moscovia, which must needs touch here, and it is so called, as seated in a little Island called Ward.

    In Bergen in Norway the common waight is a pound, the 100 li. of London hath beene found to make there 92 li., but weighing with a sling, as they do, is found to be very uncertaine.

    The particulars of the trade of this Country, here necessarily to be handled, I am inforced to omit, by reason of my ignorance, therefore I intreat the better experienced to supply my defect therein.

    Det var i det hele omkr. 1600 begyndt at gaa tilbake med Engelskmændenes skibsfart paa Norge; paa et skrevet, delvis ødelagt blad i British Museum (Cotton MSS. Otho E. IX p. 406), skrevet ikke længe efter 1608 (»in the yeare 1608« nævnes l. 15) heter det (l. 29 ff): Now to come to the perticulers of our trade in Norway if that were manadged by our shippinge as it is by our merchants it (would) (em)ploy 60 or 70 saile of ships and carvells, where now it doth not employ 6.

27. Haakon Haakonssons saga, k. 150.