Wikikilden

Av statsraad Hans Christian Petersens dagbøker (1840–1846)

AV STATSRAAD HANS CHRISTIAN PETERSENS DAGBØKER
(1840–1846).
(TRYKT MED BIDRAG AV PROFESSOR DR. L. DAAES LEGAT).

Statsraad Hans Chr. Petersen (1793–1862) var medlem av regjeringen i over 22 aar (17⁄10 1839–12⁄12 1861, og i den første del av sin statsraadstid førte han meget vidtløftige dagbøker. Disse er desværre nu gaat tilgrunde i sin helhet; men brudstykker er dog bevaret. Et enkelt avsnit (fra 1844) er trykt i Ditmar Meidells Norsk Maanedsskrift for 1884, s. 493 ff., og sønnen, fængselsdirektør Richard Petersen, har avskrevet forskjellige stykker i sine »Livserindringer« (utdragsvis trykt i »St. Hallvard« 1916). Det er disse stykker fra aarene 1840–1846) vi her ved imøtekommenhet fra hans efterlatte familie er sat istand til at meddele.

En del av statsraad Petersens politiske korrespondanse fra aarene 1858–61 er trykt i Hist. Tidsskr. 4 R. IV s. 299–420.

De tilføiede anmerkninger er av undertegnede.

Edv. Bull.

Om et kombineret statsraad i Stockholm, 1840: – – »Vi begav os saaledes op til Salen hvor de svenske Statsraader vare forsamlede. Det er ret nogle storsnudede Herrer, som behandle os Norske temmelig hönisch; dog undtager jeg Baron Cederström. Imidlertid mærke de, at jeg i saa Henseende ikke er god at komme tilrette med. Jeg har nemlig sat mig for at være accurat mod dem som de ere mod mig, og at spille Friskfyr. Dette er den eneste Maade at komme udaf det paa med dem. Jeg taler derfor bestandig meget decisivt og høit, og lader som om jeg var hjemme. Den stolte Baron Lagerbielke, gammel Admiral og Chef for det svenske Marinedepartement satte sig med megen air paa en Taburet ved Vinduet og fremkastede et Par Ord til mig; men jeg var ikke sen; jeg satte mig op i Vinduet ved Siden af ham, og gjorde ham opmerksom paa, at vi repræsenterede de forenede Rigers Mariner[1], at vi saaledes i en dobbelt Henseende vare Colleger o. s. v. Denne min familiære Tone, forenet med megen Suffisance, frapperede ham og han blev tilsidst san spag som et Lam. Saaledes skulle de have det.«

Om et bal 3dje juledag 1840 hos statsminister Løvenskiold: »Jeg havde ventet at se megen Elegance og Munterhed, men Intet mindre. Uagtet Personalet bestod af 1ste Classe, fandt jeg dog det Hele jammerligt. Hverken Skjønhed, eller Tækkelighed, eller Gratie, eller Venlighed, eller Glæde var der Spor af. Alle vare stive og stramme, tause og kjedsommelige. Jeg kjender intet ynkeligere Syn end disse opblæste Hoffolk, som bevæge sig med afmaalte Skridt og bøier sig paa den mest affecterede Maade. Det er saa forkert og smagløst som muligt. Dette var det første Bal ivinter og dog var der ikke Tegn til Munterhed. De fornemme Svenske ere sig selv lige; til os Norske tage de intet Hensyn; om man end har været præsenteret for dem, lade de dog som om de ikke kjende os; selv de svenske Damer behandle de norske Damer saaledes. Hoffrøken Stedingk vendte mig Ryggen, da jeg complimenterede hende, og Hoffrøken Skøldebrand reiste sig fra sin Stol, og gik, da jeg spurgte, hvorledes hun befandt sig. Nu, Ingen af dem skal dø i Synden. Løvenskiold selv var misfornøiet med den kolde, stive Tone.«

En svenske, til hvem statsraad Petersen gjerne kom, var commandeurcaptein Richnau. November 1840 staar der i dagboken:

»Hos Richnau gik det studentikost til. Laget stod i Stora Societeten i et høist elegant Lokale. Jeg gjorde der Bekjendtskab med den vakre Præsident Vesterstrand, en yngre meget smuk og behagelig Mand Commerceraad Broselius, »Svenska Minerva«[2], der ligner Stiftprovst Munch men har et uendelig fult Ansigt og stedse kniber det ene Øie sammen, en godlidende Krigsmand Prip; den uhyre kloge og fiffige Biskop Heurlien (en Mellemting mellem Professor Sverdrup, salig Omsen og Direktør Stenstrup) m. fl. De 2 første sang udmærket smukt for os, tildels i Forening med Richnau og continuerede dermed om Punschebollen, hvor vi sad med vore Piber lige til Kl. 1 om Natten. Det var uendelig hyggeligt og muntert. Tilsidst kom jeg i Klammeri med »Minerva«, der gjorde Cour til mig, hvorover jeg ækledes og ligefrem udtalte mine Følelser qua Nordmand vis à vis til ham: Svenskerne blev bedrøvede over denne Vending, men maatte erkjende, at den ham vederfarne Behandling var vel fortjent. Det var især hans Bestræbelser for at hindre mig i at proponere en Skaal, idet han idelig afbrød min Tale, som irriterede mig. For Resten er dette den eneste Gang, jeg har seet Munterhed og Liv hos de Svenske. Det skal nu næsten ikke være muligt at høre Bellmanns Sange udførte; Vesterstrand og tildels Broselius forstaar det dog mesterligt.«

»Med den daværende Kronprinds (senere Oscar I) havde min Fader mange Samtaler paa denne Tid«, skriver sønnen. »Han roser altid hans Liberalitet og jævne Væsen.« Om en fest hos ham den 13de februar 1841 heter det i dagboken:

»Malvina[3] og jeg vare idag paa en dejeuner dansant hos Kronprindsen. Marie[4] havde undskyldt sig. Vi samledes Kl. 2, Damerne uden Hofdragt, Herrerne i civile Klæder. Efterat en Polonaise og et Par Valse vare dansede, kom Dronningen, og Selskabet gik tilbords ovenpaa i Kronprindsens Vaaning. Man kan ikke tænke sig noget hyggeligere og tækkeligere end de smaa lave Værelser, som findes ind mod Borggaarden saavel i Prindsessens som i Prindsens Etager. Alt er der saa husligt indrettet, Instrumenter, Malerier o. s. v. vidne om Beboernes Smag. Den lille Trap, som forbinder begge Vaaninger, er noget af det yndigste, man kan forestille sig. Den snor sig gjennem det ene Orangeri efter det andet, ziret med Lamper og Statuer; selve Stentrinene ere fuldkommen skjulte under det deiligste Teppe. Alt er varmt, lunt, smilende og fortryllende. Ovenpaa spiste vi Middag i 2 store Sale ved mange smaa Borde. Prindsen tog Plads i den ene, Dronningen og Prindsessen i den anden. De Fornemste vare anviste Plads, Resten valgte sin efter Behag. Jeg sad ved Prindsens lille Bord med Grevinde Brahe, Grevinde Gyllenstolpe, Grevinde Piper og Fru Due, der var min Dame, samt Cartewright[5] og Matuschevitsh[6], et Par andre Herrer og Baron Sprengtporten, der var min Nabo paa venstre Side. Jeg var altsaa godt placeret og morede mig meget. Efter Bordet gik man en Polonaise med sin Dame og derpaa begyndte Ballet. De ældre Herrer spillede Kort ovenpaa der, hvor Middagen havde været. Mit Parti var Excellence de Geer, Baron Nordin og en Grev Hamilton, som lod til at være temmelig ubetydelig. Vi andre 3 vare muntre og det Hele gik fortræffeligt. Kl. 9 sluttede vi og gik ned for at se paa Cotillonen som Prinds Carl og Gustav, klædte i korte blaa Trøier og Benklæder, med aaben Hals og Skjortekraven udover Trøien, deltoge i. Deres og de øvrige kongelige Børns Væsen er en Blanding af Frihed og beskeden Tilbageholdenhed, som vidner om en meget mer end almindelig Opdragelse. Lille August og jeg vare meget gode Venner, og saavel Prindsen som Prindsessen spurgte mig, om jeg syntes Børnene talte ret godt Norsk, hvilket virkelig tildels er Tilfældet. Den lille Prindsesse er noget af det nydeligste jeg har seet. Hun hænger ved Moderen med den sødeste Barnlighed. Ballet lod til at være animeret. Prindsen gik omkring i en civil, blaa Kjole uden Ordener, ganske som en privat Vært. Prindsessen dansede. Musikken sad bag en aabenstaaende Dør, som var ganske tildækket med Orangerie (!), saa man ikke kunde se Personerne, men godt høre deres Spil, der var udmærket som paa en Concert. Kl. 9½ indbares Smørrebrød, noget Kage og Desert, samt Porter, Øl og lidt Vin, der serveredes om paa store Sølvbrikker. Man nød dette pêle-mêle i selvvalgte Grupper, dels staaende, dels siddende. Under hele Ballet serveredes rigelig med Punsch, Is, Sukkertøi, Porter o. s. v. Kl. 10 vare vi hjemme igjen. Det var en nydelig Fest, arrangeret med uendelig megen Smag; der var intet, som hentydede paa et Hof, En huslig Gruppe af Dronningen, Prindsens og Børnene, inden de skiltes ad, henrev mig ganske. Der hersker sand Lykke i denne udmærkede Kreds, som Hjertelighed og de fineste Følelser forbinde til det skjønne Hele. Jeg traf her første Gang Frøken Anker[7], som er bleven gammel og ser lidende ud. Hun kjendte mig strax og lod til at være et fortræffeligt Fruentimmer. For Resten gjorde jeg intet nyt Bekjendtskab og fandt ingen Personlighed at lægge Mærke til. At Racen her langtfra ikke er smuk, er fremdeles min Paastand. Løvenskiold blev stødt, fordi han intet Parti fik, og reiste derfor tidlig hjem, men havde alligevel den Artighed at sende sin Vogn efter os. Berthouchs[8] og Moltkes[9] venlige og forekommende Artighed mod os bliver sig selv stedse lig. Det er ordentlig merkværdig, hvor net den første bestandig tager sig af Marie og Malvina, naar vi ere ude, og af hvilken Mængde smaa Forlegenheder han ved at redde dem. Moltke er en rask Danser og er meget i Velten her, hvilket er ganske rimeligt, thi han er ikke blot den første blandt Diplomaterne, men den første blandt Cavallererne i Almindelighed. Jeg talte meget med Sprengtporten, der i sin Tankegang og Udtryksmaade ligner frappant Fr. Stang. General Lefrén fortalte mig, at han ikke havde danset siden sit 24de Aar, thi da var han paa et Bal midt i en Dans bleven underrettet om, at Sveaborg var gaaet over til Russerne, og dette havde gjort et saa stærkt Indtryk paa ham som Finne, at han siden aldrig kunde bekvemme sig til at danse. Prindserne, der havde glædet sig saa uhyre til dette Bal, fik ikke Tilladelse til at komme, førend de vare færdige med sine Lectier og sit Arbeide, og Haffner[10] fortalte mig, at det var deres Lykke, at det var Søndag næste Dag, da de ellers ikke maatte deltage i Lystigheden. Forholdet mellem dem og deres Lærere er interessant nok at bemærke. Paa samme Tid som det er tydeligt hvilken Respect disse sidste staa i, mærker man dog hvor hjerteligen Børnene hænge ved dem.«

»Naar jeg har udtaget af min Faders Dagbog hans noksaa skarpe Bemerkninger om Svenskerne«, skriver Richard Petersen, »maa jeg gjentagende gjøre opmerksom paa at de hovedsagelig gjælde Hoffolkene og kun en Del af de høieste Adelige udenfor Hoffet. De ældre Svensker sætter han som Regel høiere end de yngre. Baade blandt de Adelige og de Borgerlige træffer han hvert Øieblik Folk som han sætter Pris paa. For Svenskernes urbane Væsen har han altid et velvilligt Øie. Sine egne Landsmænds Mangel i denne Henseende bliver ham mer tydelig jo længere han færdes i Stockholm. Som et Udtryk for hans Opfatning af det svenske Væsen og som et Bevis for at han er villig til at anerkjende hvad godt er, citeres her en Dagbogs-Bemærkning fra Juni 1840«:

»Jeg havde altid troet at Stockholm vrimlede af Uniformer og Militære; man ser imidlertid sjelden eller aldrig de første og af de sidste ikke mer end hos os. I Selskaber gaar alle Folk civilt klædte. Liberier ere heller ikke hyppige at træffe paa, i det mindste ingen som falder i Øinene. Det lader til at Svenskerne ere paa god Vei til at lægge af meget af deres smaalige Forfængelighed.


14. april 1841 skriver han:

»Jeg var til Middag hos Staël-Holstein med Baron Nordenfalk, Justitieraaderne Isberg og Engelhart samt et Par andre. Om Aftenen spillede jeg Whist med dem og morede mig kosteligt. Det var dog engang Folk man kunde tale med om Litteratur, Dramaturgi, Historie, Lovkyndighed o. s. v. Dertil kom endvidere en ei ubetydelig Portion Humor og Drillelyst, som besjælede hele Partiet, saa at denne Aften noget nær var den behageligste jeg har oplevet i Stockholm og ganske lig en norsk Commerce.«


Under 28. november 1843 har han endelig skrevet:

»Det fortjener at bemærkes, at man aldrig træffer de svenske Statsraader eller andre høie Embedsmænd i de almindelige Selskaber; det er kun Diplomater og Hoffolk, paa faa Undtagelser nær, der udgjøre »Societeten«, følgelig blot Leddiggjængere, og deraf kommer det vel, at intet fornuftigt Menneske kan finde sig tilfreds med disse stive, tomme og flaue Reunions, hvis Kjedsommelighed mer og mer bliver mig indlysende.«

Av dagboken for 8. juli 1840:

»Jeg gik i Formiddag ud til Bellevue for at hilse paa de unge Prindser. Bellevue er en simpel Træbygning paa en Høide midt i en meget vakker Park paa denne Side Haga. Jeg traf Carl[11], Gustav, Oscar[12] og August. De vare alle klædte i simple, brune, runde Trøier med en Rad Knapper, aldeles tilknappede, Skjortekraven udover Trøien, og graa Sommerbenklæder. Jeg spøgede meget med dem, hvorover de loe hjerteligen. De vare meget artige og tillige simple, saa at intet Prindseligt opdagedes hos dem. Carl har et kraftigt, raskt Ansigt; han bliver sikkert en smuk Mand, han er velbygget og ligner baade Kongen og Dronningen, men han taler noget utydeligt. Gustav er blond, dog ikke lys, har et finere og noget sygeligt Ansigt. Oscar er den smukkeste, han har de deiligste mørkeblaa Øine og lange sorte Øienhaar og et velsignet Udtryk. Han er spinkel og hans Fortænder staa vel meget frem. Det forekom mig, som om han lignede Fru Rieck meget. August er ikke vakker; han er meget mørk og har et gammelt langt Ansigt; dog synes mig han ligner Faderen mest. De talede lidt Norsk og naar de nævnede Papa, Mama og Søster (som de alle ventede ud idag) mærkede man godt, at der hersker en øm, kjærlig Tone i denne Familie. Himlen lade dem fremdeles blive udviklede i samme Retning til Held og Velsignelse for Rigerne!«


15. juli 1840:

»Iaften Kl. 7 havde vi det første norske Statsraad efterat jeg var kommen herind. Jeg gik til det med en vis Høitidelighed. Kongen modtog os i sit Sovekammer, iført sin brune civile Frakke og hvidt Halstørklæde, men han var smuk, rask og livlig. Han modtog os med en Douche af Eau de Cologne og besværede sig over Tordenluften, ligesom han og gruede for de slette Udsigter til Høsten som det stadige Regnveir foranlediger, men, lagde han til, vi faae at stole paa Forsynet, der ikke tillader, at det ene Menneske opæder det andet. Sessionen varede kun kort, thi alt er i Forveien arrangeret med Due[13], der gaar som Mediateur mellem Kongen og Statsraaderne. Sovekammeret er ellers et forunderligt Værelse, fuldt af alle mulige Ting. I den ene Krog staar en liden Seng med grønt Omhæng, men dens Høide er betydelig, da Omhænget rækker næsten lige op til Loftet; i den anden en meget stor Globus; ved Vinduet et langt Skrivebord, fuldt av alle Slags Bøger og Papirer; hist og her flere andre Borde og Stole, ligeledes fyldte med Papirer og Karter. Et stort, kraftigt og kompliceret Barometer hænger i Vinduet. Paa et halvt Dusin Stole hang og laa der alle Slags Klæder; kort sagt, der var ikke en eneste Plet i Værelset uden den var benyttet til et eller andet, der røbede Beboerens Liv og Virksomhed. Jeg har altid sværmet for et Arbeidsværelse der saaledes vrimlede af alskens Sager pêle-mêle om hinanden. Her herskede netop den Uorden, som viser at alle disse Ting idelig ere i Brug og derfor ikke kunne være systematisk opsatte. En Konges Cabinet har altid noget Interessant ved sig, selv uden Hensyn til dets Tækkelighed i og for sig selv; thi alle de Tanker, som her fødes, næres og realiseres, begrunde Millioners Ve og Vel.

27. Juli 1840:

»Jeg kunde ikke følge Præsten Andreas Faye paa Musæet, fordi Holst[14] og jeg confererede om hvad der fra vor Side var at gjøre i Anledningen af Morgenbladets Bemærkninger over, at vore Krigsskibe mod Capitain Bendz Protest vare blevne annoncerede i England som svenske eller svensk-norske. Holst gik ind paa mit Forslag, at vi skulde sende Due til Kongen og bede denne om at tage Initiativet samt beordre Sagen undersøgt. H. Majestæt gik straks ind herpaa og tilsagde Statsministeren (Holst) samt Udenrigsministeren de fornødne Ordres. Jeg ærgrede mig meget over denne Affaire, der er saa fornærmende for Norge.

Om statsraadet 12. januar 1841 skrives i dagboken:

»Ellers var Kongen et oprørt Hav med Storm, Torden og Lynild i Anledning af Morgenbladets Yttringer om Statholderpostens Besættelse, der gaar ud paa at Kongen vel ikke vover saadant Skridt, da han ikke kan være tjent med at fremdrive en lige saa ubehagelig Spænding mellem sig og Folket i Norge som den, der allerede hersker i Sverige[15]. Herover commenterede H. M. længe, næsten uafbrudt i 2 Timer. Philosophien, Historien, Mythologien, Fabelen, Statistiken, Poesien, Krigskunsten, Religionen og Mathematiken leverede ham Stof til denne Harangue, i hvilken den ene Idee afløste den anden. Cain og Abel, Romulus og Remus, Napoleon og Ægypten, Republikken, Aristokrati og Demokrati, Graccherne og Scipionerne, gamle franske Ordsprog og Lafontaines Fabler, Grundlovens 17 § og Rigsretten mod Collett, et nylig modtaget Brev fra en fransk Philosoph og Svaret derpaa, Tildragelserne i 1814, Sammenligning mellem Englands, Sveriges og Norges Bank og de Principer hvorefter enhver af dem handler, Kongsberg Sølvværk, Voltaire og Rousseau, Sildefisket paa Norges Vestkyst og det overhaandtagende Antal av Embedscandidater, Distinctionen mellem at slaa en Mand med 1) flad Haand, 2) knyttet Næve og 3) en væbnet Haand o. s. v. o. s. v. ledede H. M. til følgende Hovedslutning: Menneskene forværres mer og mer, nu ere de falske, intrigante, misundelige, smaalig interesserede og feige; alt dette er Pennen Skyld i. – Det er umulig at give nogen Anden et tydeligt Begreb om en saadan Scene. Kongen fæstede hele Tiden sit Blik paa mig, der sad lige midt for ham, og jeg tror, at min Rolighed og Munterhed – da jeg morede mig, medens de andre vare forskrækkede – lidt efter lidt formildede ham, saa at han tilsidst selv maatte lee. Han forsikrede os om, at Ingen af os var saa god en Republikaner som han, og at Frankrige vilde vedblevet at være Republik, om Napoleon ikke var kommen tilbage fra Ægypten. Endelig kom han til Besættelsen af Statsministerposten, uden dog at fortælle os, at den var ledig, hvilket hans Ord forudsatte var en afgjort Sag. Han gjorde os bekjendte med, at han havde tilbudt Krog, Holst, Sibbern og Fleischer Posten, men ikke Vogt og Schmidt[16]. Nu tilbød han den først til Schouboe, siden til mig: Schouboe frabad sig den med taarekvalt Stemme, jeg derimod simpelt og roligt, da jeg ikke synes der ligger nogen Udmærkelse i dette Tilbud fra Mand til Mand, især siden det maa ansees afgjort, at Kongen vil have Due. H. M. erklærede at det var hans Hensigt at fatte Beslutningen herom iaften, men han vilde ikke man skulde tro han gjorde saadant i Hidsighed; og da han maatte erkjende, at han trods sin Alder var bleven heftig, vilde han udsætte Sagen og drikke sig et Glas koldt Vand imidlertid. Dog agtede han snart at gjøre en Ende paa al Uvished og vilde iforveien consulere os om hvem der burde blive Løvenskiolds Eftermand. Han forsikrede iøvrigt han i 1814 slet ikke havde forlangt eller ønsket nogen Statholder eller Statsminister; han kunde selv præsidere i Statsraadet eller Statsraadsafdelingen, hvor ingen andre Herrer behøvedes.«

Paa den tid var der som bekjendt stor misfornøielse i Sverige med Carl Johans regimente. I dagboken for 30. juli 1840 er skrevet:

Vi have forundret os meget over, at Posse og Stjerneld[17] have søgt deres Afsked og fundet Motivet dertil mindre gyldigt, ligesom vi i det Hele taget synes det er urigtig at lade Kongen saaledes i Stikken. Gud ved hvad Enden paa denne Hurlumhei skal blive. Efter min Formening bestaar Ulykken væsentlig deri, at de andre Stænder ere tilsidesatte for Adelen, som nyder al Ære og Fordel. Hvis Kongen omgav sig med et Raad af borgerlige Mænd, vilde alt sikkerligen gaa godt. Men hver Gang en høi Post er ledig bliver der her aldrig Spørgsmaal om andet end hvilken Adelsmand der skal have den. De andre Stænder ere for oplyste nu til at taale hvad der kunde passere forhen da Talent og Kundskab udelukkende fandtes hos Adelen. Man er meget misfornøiet her og ni kommer det an paa om Riksdagen lader sig skræmme, fordi Statsraaderne ville gaae deres Vei. Giver den af saadan Grund efter, begaar den en utilgivelig Svaghed.

14. december 1840:

»Endelig fik vi Statsraad, men ikke før Kl. 4, thi om Formiddagen havde der været Ild i en Pibe, som støder til Kongens Sovekammer. H. M. viste os Stedet, beklagede sig over Vedkommendes Mangel paa Agtpaagivenhed og beskrev os meget udtryksfuldt, hvorledes Alle ved denne Begivenhed tabte Besindelsen. Han satte sig i en militær Positur og raabte med funklende Øine: Je ne conçois pas qu’un homme puisse tellement perdre la tête, fi donc! Kongen var ellers rask og munter, men der lugtede fælt paa Slottet ligesom Lig.«

1. januar 1841:

»Aaret begyndte med Slud og en Syndflod af Visitkort. Vi vare igaar blevne enige om ingen at udskikke. Det er en styg Skik, at de Kgl. Herskabers Løbere og Hoffourer render omkring og gratulerer Nytaar, hvilket kostede mig 20 Bco. Man bør antage, at de Kongelige intet vide derom. Rygtet gik at de ikke iaften kom paa Børsballet, fordi Kronprindsen ikke skulde være rigtig rask; isaafald var jeg ogsaa bleven derfra, thi jeg er ikke nysgjerrig og kan godt forestille mig hvorledes en saadan Fête tager sig ud. Imidlertid var det hele blind Allarm og jeg maatte følgelig afsted. Kl. 8½ tog jeg derhen med Schouboe. Vi fandt et prægtigt oplyst Lokale og mange Mennesker, dog ikke saa mange som ellers skal være almindeligt. De Kongelige havde allerede danset, nemlig Kronprindsen med en Ingen, hvilket var noget nyt, og Kronprindsessen med en bekjendt driftig Mand Grosserer Bohnstedt. Nu sade disse tilligemed Dronningen paa en Forhøining, der gik langs med Salens ene Længde, omgivne af Hoffets Damer og med Kammerherrer bag Stolene. I Flugt med denne Forhøining, ved hvis Fødder der dansedes, gik der rundt om Salen flere Rader Bænke, hvorpaa Damerne sade. Herrerne indtoge Salens Midte. Det Hele var tyst og stille, og intet mindre end imposant eller nationalt. Man maatte tro, at man var paa et almindeligt Hofbal, hvortil Borgerfolk naadigst vare indladte som Tilskuere, thi blandt de Dansende opdagede jeg lutter Gardeofficerer og andre Honoratiores. Damerne var alle sorte, hvilket bidrog til at give det hele Præget af stiv Kjedsommelighed. Jeg begriber lige saalidt hvorledes Nogen gider gaae her mere end en Gang, som hvorfor man bibeholder denne tossede Fest, der har tabt al Betydning, om den ellers har havt nogen. Efterat have bukket mig for de Kongelige, converseret Fru Anker[18] og Monrad[19] der kjedede sig græsseligt, saa som de havde været her siden Kl. 6, og talt lidt med Friherinderne Ridderstolpe og Schultzenheim, samt Greverne Moltke, Gyllenstolpe, Plessen, Wöyna, Statsraaderne Ihre og Fåhræus, Excellencen de la Gardie og Carl Løwenhjelm, Baronerne Schultzenheim og Berthouch, Chevaliers Moreno og Lareiro, Commerceraad Wijk m. fl. besluttede jeg netop at gaa min Vei, da Prindsens Adjutant gav mig Ordre til at gaa ind i næste Værelse, hvor de Kongelige strax vilde indfinde sig. Der var da den sædvanlige Hofcour, under hvilken de sædvanlige faa betydningsløse Ord bleve adresserede til Enhver, som ikke henregnes blandt de Udvalgte. Jeg talte lidt med Grevinde Stedingk og Fru Due, samt hævnede mig over Frøknerne Stedingk og Sköldebrand ved at lade som jeg ikke kjendte den sidste og ved ligefrem at sige til den første, at jeg ikke skulde oftere falde hende besværlig siden jeg mærkede at hun aldrig vilde gjengjælde min Hilsen, hvorover hun blev meget flau og undskyldte sig med, at hun ikke saa godt. Da de Kongelige derpaa begyndte deres Ronde i Salen, reiste Schouboe og jeg hjem, hvor jeg fik mig en Whist med Due, Peter og Rehbinder[20]. Aaret begyndte saaledes ikke paa nogen særdeles behagelig Maade, og da jeg tabte Bco. 6–24, lader det heller ikke til, at min Lykke i Spil bliver bedre.«

17. mai 1841:

»Efter stormende Debatter er Henrik Wergeland negtet Adgang til Athenæet, hvilket maaske var fortjent, men dog en haard Prostitution. Professor Blytt og Rector Bugge forsvarede ham, men Statsrevisor Daa var hans virksomste Antagonist[21].«

28. mai 1841 skriver han i dagboken:

»Kl. 8 iaften havde vi Statsraad. Kongen kom lige fra en Kjøretour og saa meget rask ud. Han fortalte os, at Joseph Bonaparte havde erholdt de store Magters og Kongen af Sardiniens Tilladelse til at bosætte sig i Genua, hvormed Kongen af Neapel rigtignok var misfornøiet. Joseph vilde fragte et Dampskib til Overfarten fra London, men da man derfor forlangte £ 3 000, henvendte han sig til Grev Bjørnstjerna med Anmodning om han vilde formaae den engelske Regjering til at lade en af dens Paketbaade, som skal gaa til Malta, bringe ham direkte til Genua, hvilket strax blev indvilget. Kongen fortalte os dette som et Bevis paa den gode Forstaaelse, der hersker mellem de forenede Riger og Engeland. »Det er mig det samme enten Whigger eller Toryer sidde ved Roret, thi det er Engeland jeg er allieret med«, ytrede han. Han beklagede at han ingen Regn fik, og da jeg dertil bemærkede, at man havde havt Regn i Norge, svarede han: »Ah voyez vous, c’est le récompense de la divinité«.


Om en saakaldt kammerspisning hos Carl Johan heter det i 1843[22]:

»Mandag den 16. October Kl. 8 kjørte Due, Holst og jeg til Kammerspisning[23] hos Kongen, hvor der ingen anden var end vi og General Möllerhjelm, der er meget svagelig, men den gamle meget hyggelige Mand. Kongen lod sig see Kl. 9 i sin brune Frak, hvorefter vi straks gik tilbords. Det var et rundt Bord med 5 Couverts. Conversationen førtes hovedsageligen af Kongen om Bank- og Pengevæsen, Handel og Fabrikker o.s. v. Due maatte almindeligvis replicere, en sjelden Gang Möllerhjelm, men sjeldnere jeg, Holst aldrig. Da Kongen efter Sædvane gav os Eau de Cologne paa Lommetørklæderne fandt jeg det mere passende at forlade min Plads og gaae hen til ham, end at række mig over Due, men Kongen blev utaalmodig og sagde: »Ne faitez pas cela, ce me gêne«. Maden var ret god, skjønt Kongen fandt nogle Coteletter for haarde, raabte: »Min Kammertjener« og befalede denne at skjænde paa Kokken. Derimod roste han meget »bouilli« af Kalv. Vi fik en uendelig Mængde fortræffelig Desert og deilig Cap Constantia. Da Kongen mærkede, at jeg syntes om denne Vin, lod han flere Gange mit Glas fylde og sagde: »buvez, mon ami, nous sommes chez nous«. Der trakteredes med det herlige Varby-Vand, og naar Caraffen havde staaet et Kvarters Tid paa Bordet, blev den taget bort og en frisk sat istedet. Due forsikrede Kongen, at det var første Gang jeg drak Vand til min Mad, hvortil Kongen lo og bemærkede: »Comprenez vous Petersen, Due veut me faire croire que vous n’êtez pas sobre«. Möllerhjelm bad, at Kammerherren og Adjutanten maatte slippe for at vente til vi vare færdige, men Kongen mente, det var unge Mennesker som intet havde at forsømme derved. Saaledes gik Tiden under ganske ugenerte Samtaler. Noget sløv synes jeg dog Kongen er bleven, men lige elskværdig og physisk rask. Efterat Caffen var drukket ved Bordet og Kongen havde nippet til et Glas Cognac, hvoraf han gren meget, stod vi op og fortsatte Samtalen i næste Værelse under 23½ Grads Varme. Spanien med sine atter begyndte Borgerkrige, Athen med sin Revolution, ved hvilken Kongen er bleven nødt til at antage en Constitution, Ruslands mageløse standhaftige Politik, som Kongen paastod vi, naar Keiseren engang var død, vilde føle de farlige Virkninger af, hvis vi ikke stedse vare paa vor Post, og i hvilken Anledning han spaaede, at Norge og Sverige en Gang i Tiden vilde komme til at spille en mærkelig Rolle, udgjorde Samtalens Hovedemner. Da jeg med Hensyn til Spanien ytrede, at der rimeligvis udfordredes deslige Ulykker for at vække Nationen, blev Kongen meget vred og paastod, at det aldrig kunde lede til noget godt, at man saaledes blev vant til at see alle, selv de helligste Baand opløste. Kl. 11 omtrent dimitteredes vi. Jeg haaber, at det vil vare længe inden jeg kommer igjen.«


30. december 1843:

»Vi havde Statsraad iaften og fik en stor Mængde Sager afgjort. Imidlertid befalede Kongen fremdeles, at Sagen om det Fredrikshaldske Postmesterembede skulde udsættes, uden at jeg kan begribe hvorfor[24]. Udenfor Protokollen blev det Laurvigske Fogedembede omdiskuteret. Carl Sibbern[25] lægger nemlig an paa det. Kongen er af os gjort opmærksom paa Alt, hvad der taler for den indstillede Prokurator Olsen, og dette har nok sat Høistsamme i Forlegenhed, da han rimeligvis gjerne vil hjælpe Sibbern. Vi bade om, at Sagen maatte blive foretaget og afgjort nu, da H. M. kjendte Omstændighederne pro et contra og da Embedet i flere Aar har været bestyret med en Constitueret; men Kongen blev vred, ytrede, at saadant ikke var hans Skyld, og erklærede, at han vilde have 8 Dages Betænkningstid; han vilde ikke være nogen »roi mannequin«, at han ikke havde været »mannequin«. I Særdeleshed paaberaabte han sig Krigen i 1813, da han ved flere Leiligheder havde vist Keiser Alexander, at det var ham og ikke Keiseren, der kunde og skulde lede Nordarmeens Bevægelser. Keiseren havde et Par Gange bedet ham om at standse Fremrykningerne og at slutte en Vaabenhvile. Men Kongen havde paa en energisk Maade sagt nei og commanderet fremad. H. M. stampede ved denne Leilighed i Gulvet, hans Øine funklede og hans Stemme klang med stor Kraft, saa man skulde troet at have en fyrig Mand i sine bedste Aar for sig. Han gjorde os tillige bekjendt med alle de Arbeider, der i hans Tid ere udførte i Sverige og hvilke uhyre Summer de have kostet uden at foranledige Statsgjæld eller forhøiede Skatter. Han mente at dette vel maatte bevise noget for hans Regjering, og atter her tordnede og lynede han i Anledning af Misfornøielse med denne i Sverige. Norge fik fremdeles Eloger. Man saa tydeligt hvorledes det generer ham, at Oppositionen i Sverige er saa skrigende. Med Undtagelse af disse opblussende Tilfælde forekom han mig ellers mat og svag, men yderst elskværdig. Han beklagede sig over, at han var overlæsset med Forretninger og ytrede: »j’ai travaillé comme un mercenaire«. Jeg tror imidlertid, at dette blot er et Mundheld hos ham og at han rent vilde synke sammen, hvis man tog Forretningerne fra ham; disse er det eneste han morer sig ved; han kan ikke undvære dem.


Marine-Deficitsaken[26].

Dagboken for 1841 har følgende slutningebemerkninger:

»I Juli Maaned opdagede jeg, at Virksomheden paa Horten dreves i en altfor stor Skala, da Sibbern under min Fraværelse havde approberet alt Foreslaaet uden at beregne, om de til Disposition værende Midler vilde strække til. Desværre lod Budgettets Overskriden sig paa Grund heraf ikke forebygge; thi dels maatte de indgaaede Contracter om Leverance og Arbeider opfyldes, dels vare de fleste Arbeider af den Natur, at de ikke strax kunde opgives. Saaledes blev det først mulig at gjøre de nødvendige Reductioner i September Maaned, og endda maatte Departementet forlange sig anvist et extraordinært Bidrag af Statscassen stort 188 000 Spd. for at opfylde alle Marinens paaliggende Pengeforpligtelser inden 1. Juli 1842. Det var at forudsee at Pressen vilde kaste sig over mig med hele sin Bidskhed og at Rigsrets-Defensoren nu skulde komme til at undgjælde for sin Djærvhed. Aldrig saa snart var Sagen forelagt Publikum førend Bladene begyndte at angribe mig paa den groveste Maade. Man tog intet Hensyn til, at Departementet i Mellemtiden havde været bestyret af 2 Statsraader, og vilde ikke forstaa, at jeg maatte, saa godt det lod sig gjøre, forsvare det Passerede uden derfor at vedkjende mig personlig de i sig selv svage Argumenter. Da jeg ikke kunde offentligen overføre Skylden paa en Anden, maatte jeg taalmodig lide i Stilhed og stole paa, at det dog tilsidst vilde blive oplyst, at Feilen først maatte tilskrives Hortens-Commissionen, der havde vildledet Departementet ved at opstille Marine-Commissionens Calculer, uagtet den ikke kunde være uvidende om, at Arbeiderne vilde koste meget mere, og dernæst Sibbern, som Høsten 1840 havde approberet alle Foranstaltninger til Virksomheden i 1841 uden at undersøge hvorvidt der havdes Midler dertil. Sagen blev snart et staaende Emne i alle Conversationer, og det var tydeligt, at selv de Bedre havde mig mistænkt. Som Følge heraf kunde jeg ikke andet end trække mig tilbage for al Selskabelighed og levede saaledes stille og indgetogen med min Familie og nærmeste Omgangskreds. Mit Humør led tilsidst og mit gamle Tilfælde indfandt sig igjen, idet jeg fik Congestioner til Hovedet og søvnløse Nætter, uden dog at kunne nævne noget herom til mine Omgivelser. Dette var saaledes det bedrøveligste Aar, jeg har oplevet.


8. mars 1845:

»Odelstinget har idag besluttet, at Sibbern og min Erklæring skal indhentes i Anledning af Marine-Budgettets Overskridelse i 1841. Naar man endelig vil gaae dybere i denne Sag, uagtet det ligger klart for Dagen, at ingen ond Villie, men, blot et ulykkeligt Sammenstød af Omstændigheder har frembragt Catastrophen, da kan jeg virkelig ikke have noget mod Beslutningen, hvis Opfyldelse blot kan medføre den Ubehagelighed, at Sibbern og Jeg kunne komme til at kaste Skylden paa hinanden. Jeg skal i mit Forsvar ikke gaa videre end absolut fornødent og er for Resten glad ved, at denne Sag en Gang faar en Ende.«


17. mars 1845:

»Løvenskiold fortalte mig idag, at Kongen, dels for min egen Skyld og dels for at fjerne enhver Anstødssten for Bevilgning af Stortinget til Marinen, ønsker jeg skulde overtage et andet Departement. Kongen havde befalet ham foreløbigen at sondere mig, da han nødig vilde støde mig. Jeg beroligede ham i saa Henseende, thi jeg finder Kongens Betænkeligheder ganske rigtige. Meningen er, at Schmidt for det første skal ind i Statsraadsafdelingen og derefter placeres andetsteds, og at jeg skal overtage Justitsdepartementet.«


19. mars 1845:

»Vi havde forberedende. Statsraad. Kl. 2 kaldtes jeg ind til Kongen, som paa en for mig meget smigrende Maade meddelte mig, hvad Løvenskiold allerede havde forberedt mig paa, nemlig at jeg skal overflyttes til Justitsdepartementet.«


10. august 1845:

»Protocolcommiteens Indstilling i Marinesagen staar i Aviserne. En Pluralitet af 9 indstiller Sibbern og mig til Rigsret og at Actor maa bemyndiges til at frafalde Paastand paa de 188 000 Spd., hvis han tror det kan ske uden Skade for Sagen. Sørenssen og Finne dissentere, men jeg finder ikke nogen videre Trøst i deres Undskyldningsgrunde. Der er mere Gehalt i Pluralitetens Raissonement, hvor skjævt dette end er. Det er mig ufatteligt, at man har overseet det egentlige Point, nemlig at Sibbern ikke eftertællede Cassen, og tog Rev i Seilene 1840–41 inden Virksomheden for det sidste Aar blev ordnet, thi det burde unegtelig være skeet, og da havde Ulykken være forebygget. Min Overbevisning siger mig, at jeg bør frifindes, og derfor er det et Spørgsmaal om jeg ikke var bedre tjent med en Rigsret end med Odelstingets Naade. Ialfald ser jeg nu en Ende paa denne fatale Sag, der har pint mig i 4 Aar og virket forstyrrende baade paa min Sjæl og mit Legeme. Har jeg begaaet en Uforsigtighed, da er jeg sandelig haardt nok straffet derfor.«


11. september 1845:

»Marinedeficit-Sagen blev da endelig afgjort idag derhen, at ingen Rigsret skal nedsættes. De nærmere Omstændigheder kjender jeg endnu ikke, men det ved jeg, at jeg i den senere Tid mer og mer er blevet overbevist om, at jeg havde været bedst tjent med at komme under Rigsret. Sibbern maa derimod være glad over, at Sagen nu er endt, men Ingen ved hvad jeg derfor har lidt i 4 Aar.«

12. september 1845:

»Under Debatterne igaar forsvaredes jeg hovedsagelig af Falsen, Sørenssen og Schweigaard, men jeg maa beklage, at Ingen af dem var inde i Sagen. Det er mig aldeles ufatteligt, at man ikke begreb, at hele Feilen laa hos Sibbern, der ordnede hele Virksomheden for 1841 uden at calculere hvorvidt de til Disposition værende Midler gjorde nogen Indskrænkning nødvendig. Var dette iagttaget, kunde ingen Overskridelse have fundet Sted. Følgende Herrer stemte for Rigsret: Holtan, We, Mikkelsen, Jaabæk, Løveland, Vigeland, Bøttger, Bærø, Vig, Roll, Ueland, Mossige, Monsen, Provst Petersen, Vold, Hawig, residerende Capellan N. Dahl, Soelberg, Adolph B. Stabell, Valstad, Grosserer Nicolaysen, Consul Gran, Stonjum, Holsen, Capt. Fasting, Vesæter, Aga, Capt. Breien (der havde den Uforskammethed at paasta jeg havde paataget mig noget, jeg ikke var voxen), Holen, Harildstad, Baggerud, Just, Johnsen og Overlærer Horn, ialt 34 fede Karle. Mod Rigsret stemte Eliten, nemlig: Arup, Elieson, Brager, Saxlund, Skjølberg, Auditeur Dahl, Bing, Lützow (!), Blickfeldt, Boek, Juell, Cappelen, Vogt, Kock, Jackheln, Sellevold, Boyesen, Bruun, Hagerup, Halkjelsvig, Maschmann, Svendsen, U. Lange, N. Jensen, Scheen, Olsen, Koss, Finne, Daa (!), Aall, Heffermehl, L. Koren, Falsen, Møller, Borchsenius, Fougner, Kjekstad, Sørenssen, Schweigaard, Hansen og Leganger, ialt 41. I Commiteen havde Borchsenius og Heffermehl stemt for Rigsret, men de havde nu forandret Mening. Saa nær var det, at Sagen havde faaet det modsatte Udfald, hvilket jeg sikkert havde været bedre tjent med, uagtet det vilde have nødt mig til, hvad jeg hidtil havde fortiet, at oplyse hvorledes hele Skylden hvilede hos Sibbern. At jeg fremdeles ærgrer mig, kan ingen fortænke mig i.«

14. september 1845:

»Morgenbladet for igaar indeholder et omstændeligt Referat af Debatterne. De ere i det Hele meget tilfredsstillende for mig.«

14. januar 1843:

»Idag for 29 Aar siden tog jeg juridisk Examen og Fredrik VI Afsked med Norge. Ligesom smaa Begivenheder ofte fremkalde betydelige Følger, saaledes have Statsaffairer ofte Indflydelse paa Smaafolks Skjæbne. Under de gamle Forhold havde jeg vel maattet lide Cancelliets Trapper, og havde høist naaet et Assessorat i en Overret, hvilket var Maalet for mine Ønsker. Jeg er langtfra at tilskrive egne Fortjenester den Befordring, jeg har nydt, og som jeg ønsker var Fanden ivold. Det var dumt, at jeg lod mig lokke ind paa Regjeringsbanen. Gud skal vide, at hverken Forfængelighed eller Indbildskhed har forledet mig. Jeg maatte forlade Advocaturen førend jeg reves av Pinden, hvilket sildigt eller tidligt vilde skeet. Efter nogen Hesiteren valgte jeg Stiftamtmandskabet, skjønt jeg ogsaa søgte Assessoratet i Høiesteret. Dette Valg fortrød jeg ikke, thi Overøvrighedsforretningerne interesserede mig i høi Grad, medens jeg siden som constitueret erfarede, at jeg aldrig kunde have holdt ud at sidde i Høiesteret. Men jeg gik som Stiftamtmand 1 000 Spd. tilbage hvert Aar og var derfor nødt til at modtage Tilbudet om en Statsraadspost. Saadant Tilbud var gjort mig 2 Gange forud, og min Negtelse gav Anledning til, at Schouboe og Schmidt bleve Statsraader. Allerede for mange Aar siden vilde man havt mig til Politimester i Christiania, Stiftamtmand i Bergen og Statssecretair. Den Gang var det min faste Beslutning aldrig at forlade Advocaturen. Senere maatte jeg erkjende, at denne Stilling, saa interessant den end er i Ungdommen, dog i Længden trætter og taber sin Betydning.«

20. Juni 1845:

»Vi fik ganske uventet smukt Veir idag. Dette glædede mig saa meget mere som Richard havde besluttet sig til at følge med Dampskibet »Carl Johan« der i Eftermiddag gaar med 120 Studenter til Malmø, hvorfra disse efter i Forening med Upsala-Studenter, som til samme Tid ankomme paa Dampskibet »Gottland«, at have gjort et kort Besøg i Lund, fare over til Kjøbenhavn. Man venter der med Længsel Studenterne fra Christiania, Upsala og Lund. Da de skandinaviske Ideer ingen Sympathi finde i Norge, og da det er bekjendt, at Kongen, af politiske Hensyn, ikke ynder disse Studentermøder, hvori Rusland og Danmark ere taabelige nok til at see farlige Attentater mod det Bestaaende, var jeg ikke meget for, at R. slog sig til Partiet. Men i Overbevisningen: om, at deres Hensigt var uskyldig, og i Erkjendelse af, at en saadan Reise aldrig mere vilde staae ham aaben, nænnede jeg ikke at afslaae hans Begjæring. Holst og Krog har nok forpurret flere af Kirke- og Revisionsdepartementets Copisters Bestemmelse at være med, ligesom Statholderen har negtet Lector Monrad Pas til denne Reise. Bladene have naturligvis paa deres sædvanlige elskværdige Maade kastet sig over denne Lækkerbidsken, uagtet det maa erkjendes, at Løvenskiold, som ikke er uvidende om hvorledes Kongen er nødt til at betragte Sagen, umulig kunde handle anderledes. Holst og Krog kunde derimod gjerne gjort, hvad jeg har fundet rigtigst, nemlig at tilkjendegive Expeditionssecretairerne, at Departementscheferne ikke denne Gang mere end ellers ville have noget med en kort Ferie for Copisterne at bestille. Det er mig saaledes fremdeles ubekjendt om Thomle[27] har givet nogen af Justitsdepartementets Betjente Permission til at være med. Kl. 5 i Eftermiddag droge de afsted. »Carl Johan« havde dansk Flag paa Fortoppen, svensk Flag paa Stortoppen, og norsk Flag og Gjøs, hvilket Arrangement jeg ikke synes om. Vore Studenter gik ombord og afsted under en stor Folkemasses Hurra og Musik. Himlen vaage over dem og holde dem fra alle Galskaber!«


24. juli 1845:

»Herman Bagger[28] var hos mig og fik Sandheden at høre i Anledning af hans publicistiske Virksomhed. Jeg kan ikke bare mig for at lade saadanne Mennesker vide hvor ilde de behandle Trykkefriheden og hvorledes de selv tilintetgjøre Hensigten med denne.«


26. Juli 1845:

»Arup[29] blev idag indstillet til Stiftsprovst i Christiania. Vi kunne trænge til en saa dygtig Mand. Carl B. Rosen er atter ude at gaae. Han ansøger om, at den ham for flere Aar siden paa Fredriksten overgaaede Krigsretsdom maa blive Gjenstand for Revision og hans uretfærdige Dommere straffede. Jeg vil haabe, at Kongen, overensstemmende med den idag skete Indstilling, til- kjender ham sit Mishag .... Lagthinget har idag bifaldt Odelsthingets Beslutning om Præliminærexamens Ophør. Det var ikke mer end saa, at Sagen gik igjennem. Den første Præliminarist (Byfoged Christensen) stemte mod den. Jeg anser Beslutningen af stor Vigtighed. Vi ville nu med Tiden blive frie for disse halvstuderede Embedsmænd, som i alle Henseender have skadet os saa meget. Det er dem, der har sat Embedsclassen ned i Opinionen.«


27. juli 1845:

»Jeg har med Interesse læst en i disse Dage udkommen liden Piece »Et Blik paa vore politiske Forholde. Den ubekjendte Forfatter[30] skildrer Bondepartiet med dets Bornerethed paa en træffende Maade og viser hvilke Ulykker det kan berede Norge, uden dog at geraade i Harnisk eller bruge haarde Udtryk. Isen er saaledes Gud ske Lov brudt og der kommer vel flere bagefter, som da ei ville fare frem med saa megen Lempe, især hvis Bondepartiet – hvortil Forfatteren med Rette regner Præsterne – tager til Gjenmæle. Dette er at ønske for at Sandheden end yderligere kan blive sagt disse falske Propheter,«

5. august 1845:

»Løvenskiold faar Hib i Morgenbladet i Anledning af hans Votum for Mor Sæther. Jeg gad vide hvad man vilde sagt, om det var blevet bekjendt at Foss var af samme Mening[31].«

7. august 1845:

»Ueland gjør idag i Morgenbladet et fortvilet Forsøg paa at forandre sine Yttringer under Veisagens Behandling for at bevise hvor ubegrundede Daas og Schweigaards Angreb paa ham i den Anledning var, men Referenterne af Stortingsforhandlingerne erklære paa det bestemteste disse hans Kunster og Udflugter som urigtige. Det er meget charakteristiskt[32]«.

22. oktober 1845:

»Efter Biskop Sørenssen[33] er fundet 8 000 Spd. contant, nemlig de 400 Spd. han oppebar som Overhofprædikant og hvilke han i 20 Aar har henlagt efterhaanden som de bleve ham udbetalte, uden at gjøre dem frugtbringende.«

28. oktober 1845:

»Rigsretssagen mod Vogt begyndte. Jeg var tilstede næsten hele Formiddagen og hørte Lous’s[34] Deduction. Denne tilfredsstillede mig ikke. Vel har han et vakkert, klart Organ og megen Lethed, men han stykkede sin Procedure ud i altfor mange korte, afbrudte Sætninger med lange Mellemrum, saa at man tabte Traaden og maatte døie mange unødvendige Gjentagelser. Det Hele manglede Liv, Energi og indre Sammenhæng, hvorfor det heller ikke kunde gjøre noget Indtryk. Imidlertid havde han kjendeligen anvendt Flid og Studium paa sit Arbeide.«


30. oktober 1845:

»Kl. 10½ i Formiddag sluttede Actor sin Rigsretsprocedure med Paastand om, at Vogt dømmes fra sit Embede. Sverdrup[35] renoncerede paa det Justitssecretairen forhen i Rigsretssager tillagte Sallarium fordi han, og det vist med god Grund, antog, at det er hans Embedspligt at fungere baade i Høiesteret og i Rigsretten. Stang begyndte derefter sin Defension, men blev ikke engang færdig med 1 Post. Hvad han sagde var grundigt og skarpsindigt; saaledes som man kunde vente sig det af en saa talentfuld Mand. Men hans Defension gjorde ikke den forventede Virkning; han gaar for meget i Detail, gjentager sig for ofte, henfalder hyppigere til mindre klædelige Raillerier eller Spydigheder og mangler for meget Energi og rent flydende Sprog til at man af hans Tale kan blive henrevet. I disse formelle Henseender finder jeg han er gaaen tilbage siden jeg sidst hørte paa ham, hvilket er omtrent 6 Aar siden. Paa den anden Side skylder jeg at tilstaa, at hans Argumenter i Sagens 1 Post angaaende Toldprocenterne til Inspecteurerne i Drammen og Stavanger paa det Nærmeste har overbevist mig om, at min Dissents har været mindre vel begrundet. Enkelte smaa Partier af hans Defension vare nydelige, hans Hib til Odelstinget og Actor vel fortjente og hans Udvikling af Forskjellen mellem Grundlovens $ 75 ltr. d og sammes ltr. e høist fortræffelig.«


30. oktober 1845:

»Stang continuerede og sluttede sin Defension, der i Sagens 2den Post, angaaende Tolden paa Rujern, i Form og Materie var lige mesterlig. Han refsede efter Fortjeneste Odelstinget, Protocolcomiteen, Actor og Statsrevisionen, hvilket alt gjorde stor Virkning.«


3. november 1845:

»Jeg hørte Slutningen af Actors maadelige Replik og Begyndelsen af Defensors fortræffelige Duplik i Rigsretssagen.«


4. november 1845:

»Kl. 11 sluttede Rigsretsproceduren. Lous’s Replik har gjort hans Parti endnu slettere end det var. Han har nedladt sig til Benegtelser og Exceptioner, som ikke passende lade sig fremsætte paa en offentlig Autoritets, end sige en Statsmagts Vegne. Vogt talte nogle Ord til Slutning, efter min Overbevisning aldeles overflødigt. Bedre at tie, naar man ikke har andet at sige end: »jeg har handlet efter min Overbevisning«.


8. november 1845:

»Da Rigsretten er samlet idag for at afsige Dom i Vogts Sag, spiste jeg til Middag hos Lunds[36] for der lettere at erfare Udfaldet. Kl. 5 gik jeg ud i Byen og vandrede en Times Tid frem og tilbage uden at mærke noget. Endelig gik jeg ind i Departementet til Birch-Reichenwald[37], hvor jeg fik saa meget at vide, at Dommen ikke ventedes før Kl. 8. Jeg aftalte med ham, at han skulde sende mig Bud, naar det var forbi, og gik tilbage til Lunds. Kl. 10 kom Departementsbudet og meldte mig, at Vogt var bleven frifunden, men at der i Sagens 2den Post var gjort et Tillæg som det i 1827 i Rigsretssagen med Collett. Hvor usandsynligt dette end forekom mig, især hvad 2den Post angik, maatte jeg dog lade mig nøie med denne ufuldkomne Besked, da det var for silde til at forskaffe mig mere bestemte Efterretninger; men det var tungt at maatte gaa tilsengs i denne Uvished.

Justitsdepartementet har paa Anmodning afgivet Betænkning til Finantsdepartementet angaaende Spørgsmaalet om Kongens Adgang til at kunne indvilge Engelskmændenes Ansøgning om Jernbaneanlægget til Strømmen og Eidsvold, og er ogsaa kommet til det Resultat, at der, skjønt Sagen vel kan være tvivlsom, dog ikke er noget Væsentligt eller Afgjørende til Hinder derfor, ligesom det ogsaa antages, at Vedkommende ikke ville oppebie Sammenkaldelsen af et overordentlig Storthing. Mig forekommer det klart, at man i et saa overordentlig vigtigt Tilfælde maa see mere paa Materien end paa Formen; men Morgenbladet er sig selv ligt og demonstrerer vidt og bredt, at Kongen ingen Myndighed har til at afgjøre deslige Sager. Det er sørgeligt, at man gaar saa vidt i sin blinde demokratiske Iver. Flere af Regjeringens Medlemmer lade til at være blevne skræmmede, og Sagen circulerer derfor. Jeg tror en Statsraad ved slige Leiligheder maa opoffre sig selv, naar Nationen fordrer det, og et saa vigtigt Øiemed ikke paa anden Maade kan lade sig opnaae. Men hvad skal Enden blive paa denne evindelige Kjævlen om Form og Bogstav? Tilsidst maa Alt gaa istaa.«


9. november 1845:

»Jo ganske rigtigt. Rigsretsdommen lyder saaledes: »Forsaavidt Chefen for den Kongelige Norske Regjerings Finants- Handels og Told-Departement, Statsraad J. H. Vogt, Commandeur af den Kgl. Nordstjerne-Orden med Storkors, Ridder af den Keiserlig Russiske St. Annas-Ordenens 1ste Classe, tiltales for at have bevirket den. Kgl. Resolution af 8. September 1842, hvorved negtedes Fuldbyrdelse af 10e ordentlige Storthings Beslutninger angaaende Nedsættelse af Toldprocenterne for Stavangers og Drammens Toldinspecteurembeder, frifindes han for Odelsthingets Tiltale; ligesaa bør han, forsaavidt angaar den under Actionsdecretets 2den Post paaklagede Handling, som grundet i en efter Omstændighederne ikke tilregnelig Misforstaaelse af Grundloven, for Tiltale fri at være. Actor, Høiesterets-Advocat Lous og den i Sagen udnævnte Defensor Høiesterets-Advocat Stang tillægges i Salairer hver 300 Spd., hvilket tilligemed Sagens øvrige Omkostninger, hvoriblandt Betaling for Oversættelser til vedkommende Translateur ifølge Sportelloven og 30 Spd. til Budene, udredes af Statscassen.

Der skal ikke megen Forstand til for at indse, at Rigsretten ikke har Magt til andet end til enten at reise eller fælde den Tiltalte, at den ikke maa give Præmisser og at den er aldeles uberettiget til, for at forebygge en mulig skjæv Opfatning af en Frifindelsesdom, at give et saadant Tillæg, som nu atter er skeet. Man skulde have troet den Tid forlængst forbi, da Rigsretten betragtede sig som noget andet end en blot og bar criminel Domstol. At den atter vil gjøre sig til en politisk Jury er aabenbart ulovligt og vilkaarligt, ligesom til ingen Nytte, da Statsmagterne ikke behøve at respectere deslige Yttringer. Men en Domstol, der giver Dom for Noget som ligger udenfor dens Competence, og fatter en Bestemmelse, der ingen juridisk Virkning eller Betydning har, synder mod de allersimpleste juridiske Begreber. Dobbelt synderligt bliver det, at Tillægget refereredes til 2den Post, som dog af alle Forstandige erkjendes utvivlsomt i Vogts Faveur, istedetfor til 1ste Post, hvorom Meningerne have været forskjellige. Den almindelige Sensation er derfor stor og Tilfældet høist bedrøveligt. Følgende 12 Herrer voterede for Dommen: Assessorerne Smith og U. Motzfeldt, Rye, Christensen, Harbitz, Winsnæs, Aas, Koren, Thorne, Jensen, Fauchald og Th. Knudsen. For ren Frifindelse voterede: af Høiesteret Bull, Lange, Ottesen, Lasson, Hielm og Bruun, samt af Lagtinget Schydtz, Sem, Toldcasserer Lange, Bonnevie og Garmann.«


11. november 1845:

»Jeg var tilstede ved Reformationsfesten, som Universitetet paa sædvanlig Vis afholdt i Storthingssalen. Professor Vibes Tale var meget smuk og passende, da han af Athens Exempel hentede Vaaben mod Demagogi og deslige Udskeielser.

Høiesteret har stadfæstet Politiretsdommen i Sagen mellem Politimester Fougner og Ytteborgs[38] Tjenestekarl, hvorved den første var anseet med Mulkt for efter Ytteborgs Forlangende at have udøvet Hustugten paa sidstnævnte. Dette Resultat maa ansees vel grundet.

Morgenbladet hoverer i Anledning af Clausulen i Rigsretsdommen, medens Den Constitutionelle paabegynder en overordentlig velskreven, uhyre skarp Critik derover, rimeligvis af Dunker. Umiddelbart efter Rigsretsdommens Afsigelse gav Publicum Vogt et tredobbelt Hurra udenfor hans Hus.«


12. november 1845:

»I Statsraadet idag mødte Rye, Smith og Aas som Deputation fra Rigsretten og overleverede en Afskrift af den faldne Dom.«


16. november 1845:

»Den største Del af Byens Kjøbmænd i Forening med en Del Embedsmænd gav idag et stort Festmaaltid i Hôtel du Nord for Statsraad Vogt og udtalte derved en Opinionsyttring, der er af megen Betydenhed.«


17. november 1845:

»Sørenssen[39] har begaaet den ubegribelige Svaghed at raade Vogt fra at modtage Indbydelsen til Selskabet igaar, men Vogt lod sig ikke narre.

Rye, Christensen, Harbitz, Winsnæs, Aas, Koren, Thorne, Jensen, Fauchald og Th. Knudsen skulde ogsaa have voteret for et Omstændighedstillæg i Rigsretssagens 1ste Post, men heri vare Motzfeldt og Smith dog ikke enige, saa at der ei blev Pluralitet derfor. At sidstnævnte to Assessorer hænge med Hovedet i Anledning af den almindelige Misbilligelse, Dommen har mødt, og de ugudelige Børst Dunkers Opsats i Den Constitutionelle giver dem, er nok sikkert og vel fortjent. Motzfeldt skal undskylde sig med, at han paa sine Forelæsninger har opstillet en med Dommen stemmende Fortolkning af Grundlovens § 17[40]. Men dette kan ikke undskylde ham, da ingen ærlig Mand skammer sig ved at forlade en urigtig Mening, naar han bliver bedre oplyst, og da han ialfald maatte vide, at Rigsretten ingen Competence havde til at smykke Dommen med saadan en Hale.«


19. november 1845:

»I Statsraadet idag bifaldtes: 1) Justitsdepartementets Indstilling om at Tillæget i Rigsretsdommen ingen Virkning kan gives og at den engang anvendte Fortolkning af Grundlovens § 17 trods dette Tillæg maa ansees som den rigtige. 2) Finantsdepartementets Indstilling om at Kongen agter at sammenkalde et overordentlig Storthing saa snart et engelsk Interessentskab virkelig har dannet sig til Anlægget af en Jernbane herfra til Øieren og Mjøsen, og dette gaar ind paa de opstillede Grundbetingelser. – Det første haaber jeg gjør stor Virkning in publico og lærer Vedkommende, at det ikke nytter dem at ville gjøre Rigsretten til en politisk Domstol. Det sidste havde jeg ønsket man kunde undgaaet, da jeg frygter for, at Sagen gaar istaa, enten fordi Engelskmændene ikke ville oppebie Sammenkaldelsen af et Storthing, eller fordi dette vægrer sig ved at gaae ind derpaa uden med saadanne Clausuler, som Interessentskabet ikke kan være tjent med. Det skal ikke forundre mig om Pluraliteten paa Storthinget vil betragte Sagen som blot interesserende Christiania og dens Opland. Det var derfor mit Haab og min første Idee, at Kongen med Hjemmel af Pl. 31. Juli 1801, Pl. 28. December 1809[41] m. fl. havde Myndighed til at bevilge det Begjærede, men ligesom jeg fra først af fandt dette tvivlsomt, saaledes maatte jeg senere erkjende, at de Betingelser, som rimeligvis blive nødvendige, for største Delen vare af den Beskaffenhed, at man ikke uden Storthingets Samtykke kunde eller burde gaae ind derpaa.«


23. november 1845:

»Crowe[42] reiste idag til Engelland, blandt andet for at faa et Jernbaneselskab istand.«


4. december 1845:

»Efter hvad jeg kunde forstaa paa Excellencen og Stang maa der været noget passeret i Anledning af Forslaget til Kongen om at gjøre Stang til Statsraad, men mig aldeles ubekjendte og ubegribelige Omstændigheder binde for Tiden deres Tunge[43].


5. december 1845:

»Kongen har bifaldt Regjeringens Indstilling angaaende Rigsretsdommen og ligefrem udtalt, at han fremdeles anser sig berettiget til at gjøre Brug af den i Grundlovens § 17 hjemlede Ret i dens fulde Udstrækning uden Hensyn til hvad en Rigsretsdom maatte falde paa at bestemme. Det kan ikke feile, at dette vil have en mærkelig Indflydelse paa Gemytterne. Resolutionen er affattet i Udtryk, der i alt Væsentligt ere overensstemmende med mit Forslag.

Byens Repræsentanter have negtet Samtykke til Indkjøbet af Fru Grünnings Løkke, uagtet saavel Kongen som de lige overfor boende Huseiere have tilbudt at ville betale, Kongen 4000 Spd. og Huseierne omtrent 6000 Spd. af Kjøbesummen. Det vilde være stor Skade, om denne Plads bliver udstykket til Byggetomter[44].


6. december 1845:

»Kongens Resolution i Anledning af Rigsretsdommen lyder saaledes: H. M. betragter den afsagte Rigsretsdom fra samme Synspunkt som den Norske Regjering og erkjender ingenlunde Rigsretten Competence til ved Grundlovsfortolkninger at gjøre Forandringer i den forfatningsmæssige Fordeling af den offentlige Myndighed mellem Statsmagterne, af hvilke ingen er berettiget til at tillægge sig enten flere eller færre Prærogativer end de grundlovbestemte, fordi en Rigsretsdom maatte hentyde paa noget saadant. H. M. forbeholder sig fremdeles, naar det almindelige Vel maatte kræve det, i dens fulde Udstrækning at udøve den Myndighed Grundlovens § 17 hjemler Høistsamme[45].

Løvenskiold yttrede idag, at han havde Anledning til at troe, at den forventede Statsraadsudnævnelse kommer paa Thorsdag. Han ved altsaa hvem Valget er faldet paa, da Vedkommendes Samtykke naturligvis iforveien maa være indhentet. Ved at stave og lægge sammen tror jeg at faae ud, at det bliver Stang, hvilket meget skulde glæde mig. For Resten kan jeg ikke billige, at Kongen ved slige Leiligheder indskrænker sig til blot at conferere med et af Regjeringens Medlemmer.«

17. december 1845:

»Stang tog idag Sæde i Statsraadet.

Arup blev idag indstillet til Biskop over Christiania Stift.«

6. januar 1846: | »Trods alle Forsøg paa at forpurre Magistratens Forslag til Christiania Bys Oplysning med Gas gik Sagen dog igjennem i Repræsentantmødet igaar Aftes[46].«


7. januar 1846:

»Stang refererede i Statsraadet idag sin første Sag nemlig Approbation paa Repræsentantskabets Beslutning om Gasbelysning.«

9. januar 1846:

»Stockholmsposten bragte Sems[47] Udnævnelse til Stiftamtmand og Arups til Biskop her. Derimod blev Krohn[48] og ikke Thomle Byfoged i Laurvik. Jeg beklager, at kun Fleischer og Foss vilde være enige med Departementet i at give den sidste Fortrinet. Regjeringen har ikke altid et klart Begreb om de Principer, der bør befølges ved Embedsbefordringer. Det lader til, at Ansøgerens Tarv og ikke Embedets undertiden er det afgjørende Moment. Jeg agter fremdeles at bekjæmpe denne skadelige Slendrian. – Kongen har ikke bifaldt Indstillingen om, at Intet skulde foranstaltes i Anledning af Storthingsbevilgningen til et Hurtigskriver-Reisestipendium, men paalægger os at fremkomme med Forslag om Summens Anvendelse. Dette synes jeg ikke om.«


Om sin første reise fra Neumünster pr. rail skriver Petersen 1846:

»Det var for mig et besynderligt Øieblik, og jeg kan ikke beskrive de blandede Følelser, med hvilke jeg steg ind i dette Uhyre. Først kom Locomotivet »Schleswig« med sin Kjedel, Skorsten, Kulkjælder, Maskinfolk, Conducteur o. s. v. Nærmest dette var lænket et Par Kjæmpevogne til Godset, den ene efter den anden saa høie som Huse, og efter disse kom 6 Vogne, hver indeholdende 6 sammenbyggede Karether à 8 Personer. Det Hele udgjorde saaledes en anselig Længde. I Begyndelsen syntes mig det gjorde ondt baade i Øinene og i Hovedet at fare saa hurtigt afsted, men allerede efter et Kvarters Forløb var jeg vant dertil og fandt denne Reisemaade høist bekvem og behagelig. Det morsomste Optrin var, da vi standsede 10 Minutter i Elmshorn paa samme Tid som Toget fra Hamburg mødte os. Man maa have oplevet det ganske særegne Syn at see alle disse forskjellige Passagerer af alle Stænder, Kjøn og Alder paa en Gang myldre ud af begge Trains mangfoldige Døre, enhver for at benytte de 10 Minutters Frist paa sin Maade, til Spise og Drikke i de paa Stoppestederne opførte elegante Pavilloner, til Besøg paa de sammesteds anlagte Retirader o. s. v. Alt dette foregaar saa hurtigt og i en saadan Hurlumhei, at det næsten er som en Drøm, der forsvinder idet begge Train flyver afsted hver sin Vei.«

Paa sin utenlandsreise besøkte han ogsaa gamle tomter i Kjøbenhavn. Herom skriver han under 6. mai 1846:

»Kl. 10 havde jeg Audients hos Christian den 8de, som jeg fandt meget forandret og ældet. Jeg kunde ikke kjende ham igjen, undtagen ialfald paa Profilen. Han udspurgte mig meget om Norge og udbredte sig omstændeligen over dets nuværende Forhold og Stilling. Jeg berigtigede hans Mening om, at man hos os havde mod ham og Danmark, fik Anledning til at berøre min Audients hos ham i Christiania 1814 og til at udbrede mig om det ikke blot unyttige, men tillige ukloge i at forfølge den frie Presse, samt forlod ham med den Overbevisning, at han er en mere end almindelig dannet og udviklet Mand med de bedste Forsætter, men uden den Fasthed i Charakteren, som for Øieblikket er saa nødvendig for en Konge.

10. oktober 1846:

»Kl. 7½ imorges indfandt Statsraadet sig hos Kongen, som havde bestemt sin Afreise (over Kongsvinger) til Kl. S. H. M. gjorde os bekjendt med, at han til Kroningen agtede at indstifte en Norsk Orden, som han mente kunde kaldes »Den Norske Fortjenstorden«, mod hvilken Benævnelse vi havde meget at indvende og foresloge »Olaf den Helliges Ordene. Kongen viste os et Ridderkors og en Stjerne, som han havde ladet gjøre til Prøve og som vi fandt meget smukke. Baandet er rødt med blaae og hvide Kanter. Statsraadet vil faa Anledning til nærmere at yttre sig. Ved Afreisen Kl. 9 var Kongen rørt og sagde, at han altid forlod Christiania med et tungt Hjerte, da han paaskjønnede hvor overordentlig godt han her blev behandlet. Han lagde til: »Men jeg ønsker ogsaa af Hjertet at fremme Norges Hæder og Held, i det mindste skal det ikke mangle mig paa ærlig Villie, det kunne I være overbeviste om.« Hans Ord der kom fra, Hjertet, gjorde et dybt Indtryk paa os Alle. Gud velsigne og bevare ham!«


20. oktober 1846:

»Uagtet Posten gik til Norge 2 Timer efter Kongens Ankomst til Stockholm, havde H. M. dog den Opmærksomhed at tilskrive Statholderen og takke os Alle for den Maade, han er bleven modtaget og behandlet paa.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Petersen var chef for marinedepartementet.
  2. ↑ Askelöf, redaktør av det mot Norge venlig stemte blad »Svenska Minerva«.
  3. ↑ Petersens datter, senere fru Døderlein.
  4. ↑ Petersens hustru, født Thrane.
  5. ↑ Den engelske minister.
  6. ↑ Den russiske minister.
  7. ↑ Karen Annette Anker (1804–62), hoffrøken hos kronprinsessen.
  8. ↑ Kammerjunker E. R. v. B., attaché ved det danske gesandtskap.
  9. ↑ Kammerherre E. C. L. M., dansk gesandt i Stockholm.
  10. ↑ Premierløitnant i marinen W. W. H., kavaller hos prinsene.
  11. ↑ Den senere Carl XV.
  12. ↑ Den senere Oscar II.
  13. ↑ Fr. Due, den senere statsminister, var ved denne tid statssekretær (ɔ: chef for statsraadsavdelingens kancelli), foredrog alle saker paa fransk for kongen og var tolk mellem denne og statsraaderne.
  14. ↑ Stastraad Poul Chr. Holst var medlem av statsraadsavdelingen i Stockholm fra sept. 1839 og fungerte leilighetsvis under Løvenskiolds forfald som statsminister. Tre store artikler i Morgenbladet (21–23⁄7 1840) klager over, at den norske orlogsbrig Lolland i England var blit behandlet som svensk, og over at den svenske gesandt i London paa kaptein Bendz’s protest hadde svart, »at England ikke erkjendte nogen norsk Marine eller noget norskt Flag, og at det Høieste han kunde bevilge var, at de norske Fartøier maatte benævnes svensk-norske«.
  15. ↑ Morgenbladet 6⁄1 1841 uttaler sig meget skarpt baade mot overhodet at besætte det upopulære statholderembede og mot at besætte det med en saa upopulær mand som statsminister Løvenskiold. Embedet var blit ledig ved Wedels død 27⁄8 1840 og blev besat med Løvenskiold 27⁄2 1841.
  16. ↑ Statsraad Nic. Joh. L, Krog, chef for revisionsdepartementet. – P. C. Holst, chef for kirke- og undervisningsdepartementet. – V. Chr. W. Sibbern og O. B. de Schouboe, medlemmer av statsraadsavdelingen i Stockholm. – P. R. Fleischer, chef for armédepartementet. – Jørgen Herman Vogt, chef for finansdepartementet. – O. M. Schmidt, chef for justisdepartementet. - Mens Petersen var medlem av statsraadsavdelingen, bestyrte Sibbern hans departement i Kristiania.
  17. ↑ Grev Arvid Posse, justitiestatsminister 20⁄3–5⁄9 1840, Friherre A. Stierneld, utenriksminister 1838–42.
  18. ↑ Fru Betsy Anker, f. Sneedorff, g. m. general og kammerherre Erik Anker, første adjutant hos kongen.
  19. ↑ Kammerherre Joh. Fr. Monrad, fuldmægtig ved statsraadsavdelingens kancelli.
  20. ↑ Kaptein G. Chr. R., adjutant hos kronprinsen.
  21. ↑ Om »Athenæumslaget« 1⁄5 1841 se Morgenbladet nr. 130 (Tillæg, 136 og 143.
  22. ↑ Fra juni 1841 var Petersen igjen medlem av den norske regjering I Kristiania, men indtraadte sist i sept. 1843 paany i statsraadsavdelingen i Stockholm.
  23. ↑ Se ogsaa Holsts Erindringer, s. 312.
  24. ↑ Embedet var kundgjort ledig 11⁄8 1843.
  25. ↑ Kammerjunker C. S, anden fuldmægtig ved statsraadsavdelingens kancelli. – Stiftsoverretsprokurator Ole Ohlsen blev 1⁄4 1844 utnævnt til foged i Larvik.
  26. ↑ Om hele denne sak se Stortings-Efterretninger 1842–45, s. 163–88, 912 og 916–21, samt de der anførte henvisninger til Stortingsforhandlingerne og til aviserne.
  27. ↑ Ekspeditionssekretæren i justisdepartementet, som Petersen nu bestyrte.
  28. ↑ Journalist og politiker, redigerte 1843–74 »Correspondenten« i Skien.
  29. ↑ J. L. Arup, biskop i Kristiania 1846–74.
  30. ↑ Daværende prokurator, senere høiesteretsadvokat P. J. Homann.
  31. ↑ Mor Sæther var en bekjendt »klok kone« i Kristiania, som var straffet flere ganger for kvaksalveri, men allikevel søkte om at faa lov til at praktisere. Stadsfysikus, formandskap, magistrat, det medicinske fakultet, kirkedepartementet og regjeringens flertal uttalte sig mot ansøkningen, men stiftamtmanden, statsraad Fleischer og statholderen Løvenskiold anbefalte den. Den blev ikke bifaldt. – Herman Foss var chef for marinedepartementet og meget populær.
  32. ↑ Ueland hadde i anledning av spørsmaalet om hvem som skulde bære utgiftene til landets veier, hævdet at byene burde være med, og i den anledning skulde han ha sagt, at byene ikke var andet end mellemmænd mellem indland og utland, og at landet igrunden opretholder »Kjøbstædernes Existance«.
  33. ↑ Biskop Chr. Sørenssen i Kristiania var død 16⁄8 1845.
  34. ↑ Høiesteretsadvokat Joh. Chr. V. L., av odelstinget valgt til aktor for riksretten.
  35. ↑ Michael S., justissekretær i høiesteret.
  36. ↑ Petersens svigersøn, doktor Otto M. N. L.
  37. ↑ Ekspeditionssekretær i kirkedepartementet.
  38. ↑ Stadshauptmand Niels Y.
  39. ↑ Stortingspræsident, senere statsraad S. A. W. S.
  40. ↑ Om kongens ret til at gi provisoriske anordninger.
  41. ↑ Begge plakater findes trykt i Schmidts Forordninger for Kongeriget Norge 1648–1813 II, s. 421 og 601. De handler om avstaaelse av grund for veier, skanser, telegraf, kanaler etc.
  42. ↑ Den engelske generalkonsul i Kristiania.
  43. ↑ Fr. Stang blev utnævnt til statsraad 6⁄12 1845. – »Excellencen« er statholderen Løvenskiold.
  44. ↑ Grünings løkke laa der hvor nu Hotel Boulevard ligger, likeoverfor »Huseiertomten«, den nuværende Eidsvoldsplads.
  45. ↑ Jfr. Holsts Optegnelser, s. 331.
  46. ↑ Se om denne sak Morgenbladet 2⁄1 og 7⁄1 1846.
  47. ↑ Tidligere stiftamtmand i Kristiansand N. A. S.
  48. ↑ Byfoged i Kragerø P. A. K., forflyttet til Larvik 3⁄1 1846. – Ekspeditionssekretær Thomle blev 6⁄9 1846 byfoged i Arendal.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Av_statsraad_Hans_Christian_Petersens_dagbøker_(1840–1846)&oldid=225083»