Bastarder/VI
— En eftermiddag, temmelig sent, traf han konsulen på gaden. «Vil De være med udover,» spurgte Krohg, «jeg tror, min frue liker Dem. Kanske det blir mig regnet til fortjeneste på opgjørets dag, om jeg nu kunde medbringe en velseet gjæst. Afveksling, skjønner De.» Barth smilte lidt kjølig og takkede. De fulgtes udover.
— Der var allerede andre gjæster i forveien. Mr. Wheeler og Albrechtsen havde truffet hinanden og efter forholdsvis få underhandlinger indseet det rimelige i at tilbringe aftenen hos Krohgs. Dagen forud havde Albrechtsen mødt fru Krohg i byen, men ikke fået lov til at følge længer end til haveporten. Han så mere end vanlig fornøiet ud, da Barth og konsulen indfandt sig. De to førstankomne herrer, Ellinor og Lolly havde leiret sig i et hjørne af dagligstuen, om et nydeligt lidet thebord. En blegrød måneskinslampe kastede gjennem en gruppe af vældige bladplanter sit diskrete lys ned på det muntre lille selskab. Barth fik sig en plads og var straks med.
«Gudskelov, at vi er bedre end vore medmennesker. Derfor er det også Vorherres vilje, at ingen skal ha det hyggeligere end os,» mr. Wheeler rakte sin thekop frem til værtinden; hun nikkede smilende; Wheelers blik hvilede med velbehag på den vakre og kraftige hånd, der svagt bøiet skjænkede af messingkanden. — Konsulen slog Barth på skulderen: «Nå, angrer De?» Barth rystede på hovedet; for første gang mødtes de to mænds blik i venlig forståelse. — Frøken Lolly sad paa en skammel, lige ved søsteren, med hånd under kind, lidt pigeagtig drømmende; lampeskjæret gav hendes hvidblonde hår en vidunderlig glans. — Krohg lænede sig bagover for i stilhed at kunne iagtta: hvor hendes ansigt var klart og vakkert, hvor disse øine var dunkle og tunge af uberørt ungdom, af ventende, anelsesrig ungdom. — Denne hvide skjønhed gjemt i et dybt, lydløst, mørktdrapperet soveværelse — man glider ind gjennem svære portiérer, over gulvets tykke dække, skjælvende af bange glæde — — gjemt i blå silke den hvide brud. — Eller en juninat, stille og blid, med den første duft af sommer, med linnea om gamle fururødder, med akerriks i alle enge, med måltrostens sang fra alle lier — — da skulde de kjøre langt bort, hans hvide brud og han, og hvis en skarp luftning, ved morgenens komme, bragte den lille til at fare sammen, skulde han svøbe sin kappe lindt om hendes skuldre og ta hende tæt indtil sig —.
— Albrechtsen havde endnu ikke fået tale alene med fru Ellinor. En sitrende uro betog ham, så ofte som den foregaaende aften dukkede frem i hans erindring. Endnu havde ikke en mine, ikke et hurtigt blik forrådt ham, at de to havde noget fælles. — Og så lidet det var, — et sørgmodigt kys, — for ham betød det så meget, at ganske uvæsentligt, ganske betydningsløst kunde det vel ikke heller være for hende? — Han sad stille fordybet i hendes bevægelser og glædede sig — glædede sig over det blege skjær mellem de store grønne blade, glædede sig over den hvide dug og de smaa fine flade thekopper, over mr. Wheelers velafrundede bemerkninger, over de hundrede bagateller, der gav øieblikkets stemning.
— Liden frøken Lolly sad i egne tanker, og de var helt traurige. Livet var rigtignok rart og lysteligt, fuldt af mangehånde morsomme, endnu uopklarede hemmeligheder, men lidt forkjert alligevel. — Ingen var mere glad i søster Ellinor end hun, og ingen beundrede hende mere — — men det var ikke morsomt, at alle — alle — var optagne af Ellinor, mens de behandlede hende som en sød liden pige, en kjæledægge, nærmest bestemt til at fjase med. Det var nokså ondt imellem, og hun havde vanskeligt for at forstå det. Ellinor brød sig jo ikke om nogen af dem, heller ikke om ham. Han var igrunden den eneste, hun misundte hende — kunde hun bare få ham for sig selv, skulde hun gjerne overlade Ellinor alle de øvrige.
Men også iaften sad han og lod sine vakre tungsindige øine kjærtegne Ellinor, som var der i verden ingen — ingen — anden end hende.
De var blit alene, Albrechtsen og Ellinor, i røgeværelset. Mr. Wheeler sad ved pianoet og sang en gammel engelsk drikkevise. I de bizarre ord var der en dybt opreven stemning. De havde siddet og hørt på, tause, lidt angrebne begge to, af denne lidenskabelige melankoli — da Albrechtsen ikke længer kunde gjemme den urolige håbefuldhed, der hele aftenen havde brændt ham. Han fortalte, i forvirret hast, alt hvad han havde lidt: sin sørgmodige glæde, sin længsel, sin tvil og forpinthed; han fortalte alt det, han foreløbig havde tænkt at holde hemmeligt, alle de kloge eller vanvittige planer, der i de sidste uger var udgaaede af hans hjerne; han fortalte om maleriet, han havde kjøbt, om den merkelige lille leilighed, han havde tænkt at overraske hende med; han udspillede alle sine trumfer uden svageste forsøg på beregning; han benyttede sit reservefond af virkningsfulde indfald på en så uøkonomisk måde, at han tilsidst sad tilbage med tom hjerne og et udtryk af dum hengivelse: — en retskaffen hund, der oppebier sin herres nådige vink.
Hun hørte på ham med megen tålmodighed. Det generede hende lidt, at han bar sig så klodset ad, men strengt taget kom det jo ikke hende ved, og hvad han fortalte, var altsammen af den art, som en kvinde gjerne hører, som endogså gjør et godt og varmende indtryk, men som slet ikke influerer på hendes handlemåde — ikke anderledes ialtfald, end som en mild regn, der blødgjør jorden for den sed, kyndige hænder senere måtte så.
— Hun rystede svagt på hovedet:
«De har alligevel misforstået mig.»
Og hvorledes han bad og spurgte, fik han kun det svar: «De har alligevel misforstået mig.» — Mr. Wheelers sang var færdig, Krohg kom til. Den beleilige stund var forbi. — Albrechtsen tilbragte en halvtime i sturende ensomhed, repeterende alle de dumheder, han formodentlig måtte ha begået, skuffet og modløs, fattigere på selvtillid end nogengang. Og lidt harm, som han var, begyndte han også at gå i rette med hende. Egentlig var dette her mindre vakkert af hende. Egentlig var kjærligheden en dum og grov farce. Egentlig var denne krumryggede beilen uværdig og tåbelig — desto tåbeligere, fordi kolde og løgnagtige kvinder krummede de fleste rygge. — I bedrøvet bitterhed ledte han hendes feil frem af det mørke, hvor hans kjærlighed havde skjult dem, glædede sig over dem alle, gav hendes laster onde og lidenskabelige kjælenavne, hånede hende, hidsede sig op til en skuffet tyran, der hurtig faldt sammen i høimodig sentimentalitet.
— Mens Albrechtsen, taus og sammenkrøben, holdt dette opgjør med sin uheldige kjærlighed, havde fruen taget sin tilflugt til mr. Wheeler, der hviskede, at imorgen måtte hun holde sig færdig — i Berlin var der for tiden et nydeligt lidet cirkus tilkjøbs — ja, vilde hun reise ganske ialmindelighed, uden hestefølge, blot i hans behagelige selskab, så var ingenting hyggeligere. Til Indien —? hvad? tigerjagt fra elefantrygge? — eller op til Tibet? interessant land, — men imorgen, for al del, imorgen —. Hvad vilde egentlig hun i dette dumme Kristiania — beseire nogle juridiske kandidater og dyrke sin melankoli — for pokker, der var de ting, som var mere at anbefale — Kristiania var idetheletaget ikke længer at anbefale — større forhold, anden himmel, sol og hede skove, tigerjagt fra elefantrygge — — imorgen altså, eller gjerne for ham iaften, med toget 11 —?
Fru Ellinor syntes at more sig. Da turen kom til Barth, var hun sandsynligvis fornøiet med aftenens begivenheder hidtil —. Barth var til en begyndelse lidt ironisk; hun havde jo behandlet ham kjølig, lige siden den aften han gjorde sin entré i huset. Og han indbildte sig, at hun iaften havde været mindre elskværdig mod hans ven Albrechtsen, hvis lange ansigt pludselig var blit meget længere —.
Efterhånden lod han sig afvæbne. Fru Ellinor havde en naturlig og vindende ro, en jevn og klog sikkerhed, som han bøiede sig for. Hun var hverken angribende eller koket, hun talte stilfærdig og interesseret, uden de hastige sidespring, der pleiede at udmerke hendes konversation. Barth blev mere og mere forbauset over hende — imponeret af hendes skarpe omdømme og nysgjerrig: hvor forskjellig hun var fra den ene dag til den anden, hvor hendes stemmes klang vekslede efter øieblikkets stemning og de mennesker, hun talte med; hvor disse øines sterke blå var blankt og uigjennemtrængeligt. — Men lod han sig end afvæbne, kom der end i hans ord en stille oplivethed, en til samme tid sindig og sterk varme, så glemte han alligevel ikke, at ligeoverfor denne kvinde gjaldt det at stå på vagt. Lå der gjemt et veloverveiet koketteri bag disse fine og bestikkende småbemerkninger, bag denne korrekte og værdige tone, så var han ialtfald forberedt: ironien var ikke dybere gjemt, end at den hvert øieblik kunde bryde frem. Af enkelte småting merkede han, at hun ikke tog feil af hans venlighed; hun syntes næsten at anstrenge sig en smule for at gjøre ham tryg — men som en fiffig liden djævel vidste hans mistænksomhed at forstikke sig i alle samtalens smuthuller.
— Der kom tilsidst en pause, en lang pause, — hun sad med halvlukkede øine, bagoverlænet, bleg og lidt træt at se til; det konventionelt venlige udtryk blev efterhånden fraværende og smerteligt. — Pludselig reiste hun sig i stolen, hendes store blå øine mødte hans; med et smil, hvis tungsindighed ikke var uden en let selvironi, spurgte hun:
«De tror mig ikke rigtig —? De har Deres tvil, Deres slemme tvil —. Å ja —,» sluttede hun halvt for sig selv.
«Nei, jeg tror Dem ikke altid,» svarede Barth alvorlig, «De er ikke noget ligefremt menneske.»
«Så —,» fru Ellinor reiste sig, «nei, nei — men kanske er jeg ikke så løgnagtig, som De tænker Dem,» hun gik, Barth fulgte efter, men mr. Wheeler kom ham i forkjøbet: «Vil De spille bank iaften, fru Ellinor — Deres mand har stillet forslag? — Ikke? Det var kjedeligt. — Ikke glad iaften? Har nogen bedrøvet Dem? Må jeg få Deres tilladelse til at henrette synderen.»
«Der kommer han,» smilte fru Ellinor.
«Hrr. Barth, Deres skjebne er i dette øieblik afgjort. De eller jeg. Ud af sagaen. Og så snart som muligt. Bestem Deres tid.»
«Nei, gjør mig den tjeneste at vente, mr. Wheeler,» fru Ellinor tog hans arm, «syng den engelske drikkevisen endnu engang. Lad foreløbig hrr. Barth i fred. Endnu kan jeg ha brug for dere begge.»