Bastarder/VII
«Henrik gjætter det ikke. Jeg vil også si, at det var et urimeligt indfald,» erklærede fru assessorinden rolig.
«Vi var i teatret forrige aften, og da vi gik hjemover, faldt far på den idé, at vi allesammen skulde gå ind på Grand og spise aftens.»
«Og mor havde igrunden ingenting imod det,» lo assessoren.
«Jo, jeg havde adskilligt imod det. Det blir antagelig første og sidste gang.»
«Å du likte dig nokså godt,» mente assessoren.
«Ja i spisesalen var der virkelig bra, men tobaksrøgen i kaféen? —,» assessorinden rystede energisk på hovedet, «og det selskab? —, jeg forstår ikke, hvordan de damer egentlig kan være beskafne, som besøger denslags steder. At herrerne indlader sig på noget af hvert — det har jo altid været så; men en dame, som endnu eier lidt smag —»
«lkke så streng, lille frue,» assessoren la hånden beroligende på hendes arm, — «men ved du, at bureauchef Schytte havde set os den aften —?»
«Det er ikke muligt,» udbrød assessorinden, «hvor det var kjedeligt —»
«Jo, assessorinde Barth, f. Liljenberg, er bleven set paa Grand Onsdag aften klokken halvtolv — drikkende kaffe — gud ved, om hun ikke også røgte cigaretter —.»
«Fy, Severin — du er formelig uartig. Så ondskabsfuldt af dig og Alette at benytte sig af min eftergivenhed!»
«Stakkars mor,» Alette klappede fruens magre og rynkede kinder; da moren ikke straks lod sig formilde, satte hun sig på lænestolens arm, la sit spinkle og smidige legeme ind mod assessorinden, sin kind mod hendes. Den gamle frue smilte. Barth blev slået af ligheden mellem de to ansigter: smale og regelmæssige, den samme fine mund, de samme rolige gråblå øine; morens udtryk lidt sløvt og indholdsløst, datterens klogere og livligere. Over dem begge noget af denne fredelige uberørthed, denne afsides stilfærdighed, der ikke sjelden kommer til at præge kvinder, som i gode kår lever et forholdsvis ensomt familieliv, med ligesindede og stedsevarige bekjendskaber, med begrænset og ensformig selskabelighed — i besiddelse af en ret solid og ret borneret dannelse. — Han kom til at tænke på, at den lille frøken Alette, så forstandig og varmhjertet som hun igrunden var, i lidt friere omgivelse måtte kunne bli et mønster på en ung husfrue —.
«Men hvad skal vi iaften finde på for at more kandidaten?» spurgte assessoren, «han er naturligvis forvænt fra de glade kredse, han pleier at vanke i.»
«Hvad er det for glade kredse, far mener?» spurgte assessorinden, «vi har set dig så lidet i den senere tid, du har vel været optaget med dine venner —?»
«Og veninder,» fortsatte assessoren, «du kommer hos Krohgs — ikke sandt ?»
«Konsul Krohgs — det er ikke muligt,» udbrød fruen.
Barth smilte: «Jo, jeg har været der endel i den senere tid.»
«Jeg troede ikke, du passede sammen med denslags mennesker,» mente fruen lidt bebreidende, «jo — det er nok en glad kreds. God familie igrunden — men —,» hun rystede på hovedet
Frøken Alette, der var rykket tilbage til sin plads ved themaschinen, så snart på moren og snart på sin fætter:
«Er det den Ellinor Krohg, fru Schytte talte om?»
«Ja, barn — netop hende.»
«Herregud, lille frue,» assessoren tømte sin kop, «Henrik er en kjek gut, han tar ikke så let skade.»
«Javist, Severin, men ingenting er farligere end —»
«Falske og skjønne kvinder,» lo assessoren og reiste sig, «hør, Henrik, end om du tog dig en borgerlig whist iaften med os gamle —»
«Omforladelse, far, er jeg også blit gammel?»
«Nå du Alette, stakkars liden, du får ialtfald finde dig i at dele de gamles fornøielser. Ved du, min gut, Alette har det lidt trist her hjemme med os to ældre mennesker —»
«Å far, du ved, jeg kjeder mig aldrig —»
«Du lar ialtfald ikke os merke det. Men det var det, jeg vilde si: jeg synes, det var ligeså rimeligt, min kjære kandidat, at du tog din egen kusine med dig engang imellem, istedenfor at farte om med denne fru Krohg —.»
«Men far —,» Alette nærmede sig afværgende; hun var bleven ganske rød.
«Å for den sags skyld,» erklærede fruen i en værdig tone, «jeg tror ikke, Alette ønsker at ha det anderledes, end hun har det. Desuden vilde jeg ikke like, at hun skulde færdes for meget ude —.»
«Hvis Alette bryr sig det allerringeste om det, så ved hun nok, at ingenting skulde være morsommere for mig —,» Barth var en smule forlegen.
«Jeg mener heller ikke, at hun burde drive omkring på restauranter,» begyndte assessoren sin forklaring.
«Nei gud fri os —» lød det indigneret fra fruen.
«Men en ung pige har imellem godt af at komme ud, træffe jevnaldrende. Alette sidder formeget inde. En liden spasertur nu og da, en gang imellem i teatret, kanske også en kjøretur — jeg tænkte, Henrik kunde få lidt fart i hende — du ved nok, lille frue, at ingen er mere ræd for sin datter end jeg; men Henrik stoler jeg altså på —.»
«Det er stive krav, du stiller til en stakkars fætter,» lo Alette, der var kommet sig af sin usikkerhed.
«Nei, men —,» begyndte Barth.
«Å tøv,» Alette bøiede sig frem over hans stol og la hænderne på hans skuldre, «ikke bry dig om, hvad far sier; han vil bare erte mig, du skal nok slippe, kjære fætter —.»
Barth fakkede hendes hånd, en fin liden mager hånd: «Nei, du slipper altså ikke. Nu har jeg fået lov af din far, og imorgen kommer jeg for at hente dig.»
«Men jeg vil ikke,» erklærede den unge dame så afgjørende, at hverken hendes far eller Barth vovede flere indvendinger, hun befriede sin fangne hånd og begyndte at dække af thebordet.
«Når Henrik engang imellem bryr sig om at være sammen med os, så ved han jo, at han er velkommen til thebordet kl. 6,» henvendte hun smilende til faren.
«Jaja, Henrik, her er ikke så morsomt som hos Krohgs, men du ved, du er velkommen,» gamle assessoren begav sig hen til tobaksbordet, «her er din pibe, jeg har bundet et rødt bånd om den, for at ingen anden skal røre den — vil du ikke ha lidt tobak ovenpå alt det thevand? Jeg går ind på kontoret en liden stund, dere kan gjøre klar til whisten.»
— Også fruen havde nogle småting at besørge, i kjøkkenet. Da Alette var færdig med thestellet, spurgte Barth, om hun ikke vilde spille et stykke for ham. Han havde slået sig ned i sin vanlige lænestol med den rødsløifede pibe; Alette tog plads ved pianoet. Sådan havde de to unge siddet mangen aften, lige fra hans første studenterdage. I den senere tid: — assessorinden havde ret; hans besøg var blevne sjeldnere. Og alligevel — hvergang han sad på sin gamle plads, indfandt sig det samme lyse og stille velbefindende: der var her den samme lune hjemlige luft som i hans forældres dagligstue; lidt trangere synskreds måske: den kjære frue, født Liljenberg, havde jo sine fordomme og sine egenheder — så elskværdig som hans mor var nu heller ingen anden kvinde i verden! — Men en situation som den iaften: en vintereftermiddag, efter et hyggeligt thebord — en duft af gammel dannelse og gammel velstand over det hele — var for ham altid særlig bestikkende. Og den unge kvinde ved pianoet — det dæmpede og musikalske foredrag — en melodi, han nu havde hørt i mer end én skumringstime: der dukkede op en forestilling hos ham, at således måtte også hans hjem bli; det var dette her, man forstod ved hjem, det hjem, som i længden alene kunde gjøre ham lykkelig.
Alette var vel en tolv år, dengang han blev student, en spinkel bleg tingest med et gammelklogt ansigt. Han syntes næsten, hun nu gjorde et yngre indtryk. Hun havde aldrig været vakker — skjønt: nu var hun igrunden vakker. — Hendes legeme havde vundet en elastisk sikkerhed, en streng og dog modent ungdommelig ynde — — hun forstod også bedre end de fleste damer at klæde sig. En særegen skjønhed var der over hendes udtryksfulde skuldre; når hun talte, bevægede de sig altid; de ledsagede hendes smil og hendes alvor, de gjorde hendes forundring end mere barnlig forbauset og hendes pludselige distraktion end mere adspredt.
Hun holdt pludselig inde med spillet, vendte pianostolen, blev siddende et øieblik og syntes at ville si noget — blev næsten umerkelig rød og reiste sig:
«Nu får vi vel gjøre whistbordet istand.»
Men borte ved et vindu blev hun stående; gardinet var ikke blit nedrullet; hun så ud, på de mysende gaslygter og Stortingsgadens travle færdsel. Det var halvmørkt, hvor hun stod, og Barth kunde ikke se hendes ansigtsudtryk, da hun vendte sig og lidt mere ligegyldig end nødvendigt henkastede:
«Er der svært morsomt hos … Krohgs?»
«Å ja — det er et gjæstfrit og livligt hus.»
Der blev en pause.
«Liker du hende?»
«Hun er ialtfald et merkeligt menneske. — Det er ikke alt hos hende, jeg liker.»
Alette blev stående ubevægelig og stirrede ud mod gaslygterne.
Barth reiste sig for at lægge sin pibe bort. «Hvad tænker du på?» spurgte han, da han var kommet lige hen til hende.
«Jeg?» det lød næsten forskrækket, «ingenting. — Men der er jo far, vi må skynde os at gjøre istand til whisten.»
«Endnu ikke færdig?» lo assessoren, «hvad har dere bestilt?»
«Ingenting,» Alette forsvandt for at hente kortskrinet.
Hvoraf det kom sig, der var uro i luften den aften i assessorens fredelige dagligstue. Det var til en begyndelse fruen, som havde endel på hjertet — om dette «moderne». Svagt modsagt af Barth, talte hun om moderne damer, om det unge moderne Kristiania idetheletaget. Hun var rystet over den fart, «radikalismen» de sidste år havde taget: «Snart ved de unge ikke forskjel på godt og ondt.»
Assessoren tog etpar solide drag af sin pibe:
«Tja, den lille frue er slem — men så ganske uret har hun neppe. Vi gamle ser rigtignok tingene en smule på afstand, men etslags indtryk får man alligevel. Det forekommer mig,» han strøg langsomt sine hvidgrå whiskers, «det forekommer mig, at vore unge i flere henseender er på farlige veie. Jeg mener ikke netop i politiken: der behøver vi sikkerlig ikke at vente længe på omslaget — jeg mener det mere personlige liv. Jeg har fået det indtryk, at vore unge væsentlig har to principer — to respektable principer, men farlige. — Tja — vore bedsteforældre havde et begreb, som hed «dyden», et overmåde ubestemt og overfladisk begreb, men det gav alligevel etslags rettesnor. Under enhver omstændighed fordrede «dyden» et vist ceremoniel, den blev dyrket under anvendelse af visse gavnlige former. — I min ungdom var der et begreb, som hed «ære» — det var også lidt hult. Men vi gik da ialtfald efter visse love — noget var korrekt, og noget var mindre korrekt. — For nogle år siden havde enkelte af vore digtere det travlt med at konstruere et begreb, som de kaldte «sandhed» — det skulde ungdommen lære at følge. Jeg ved ikke, om dere nu længer sætter synderlig pris på den lærdom — lidt godtkjøbs var den vel også. Efter hvad jeg kan forstå, er denne sandheds forkyndelse nu bleven afløst af to populære doktriner, af beslegtet oprindelse: toleranse og naturens ret. Følg dit naturlige instinkt, om det lader sig gjøre; det har retten og lykken på sin side. Og døm ingen; altting har sin undskyldning. Ikkesandt — omtrent slig lyder de unges moralske katekismus?
Toleranse er bra nok. Herregud, en gammel jurist som jeg har set såpas meget, at han blir tolerant. Men ikke officielt. Privat, i al stilhed kan man gjerne undskylde og ta tingene i den bedste mening. Men socialt trænges der en nogenlunde streng rettesnor — kald det «dyd» eller «ære» eller hvadsomhelst. Det går pokker ivold; når alle og enhver, i gjensidig toleranse, skal følge sine naturlige indskydelser. Selvfølgelig: til en vis grad har menneskenaturen altid, til alle tider og i alle forhold, vidst at komme til sin ret. Men man må ikke gå ud fra denne ret; det er for farligt. Man må f. eks. ikke søge lykken med den bevidsthed: findes den ikke i det første forhold, du knytter, så kan du bryde op fra laget og søge videre; i de unges kodeks heder det kanske ovenikjøbet: det er, hvis man skuffes, ens pligt mod den hellige natur øieblikkelig at fortsætte jagten. — Ikke såsnart har to unge mennesker gået hen og giftet sig, før de begge begynder at lugte på sit ægteskab: er lykken tilstede eller er den ikke tilstede, er der nok eller for lidet af den, er den af første eller anden kvalitet? Og hvis den ikke er af første kvalitet, så gud nåde ægteskabet.
I et ungt og lidet fæstnet samfund — som vort — er sådant noget farligere end andetsteds. En hel del alvorlige og retskafne unge mennesker vil med germanisk grundighed føre sin «livsanskuelse» ud i praksis. De har befriet sig fra alle fordomme — de smiler ad den tyske «Sittlichkeit» og finder den franske «convenance» overflødig og uærlig. Følgen blir en Babels forvirring i alle begreber og forhold. — Du ser, mor selv er smittet,» sluttede assessoren smilende, «hun går på Grand og forleder sin datter til det samme.»
Da Barth vandrede hjemover fra assessorens, vendte nogle af aftenens indtryk stadig tilbage. Den længsel, der var kommet over ham, mens Alette sad ved pianoet — assessorens bemerkninger om det moderne ægteskab — ledede ind på en række af forestillinger, som samlede sig i billedet af et hjem, et godt fint og fredet hjem, hans eget, det hans arbeide skulde skabe ham —.
Men som en lunefuld modsigelse steg der et andet billede frem. Igjennem disse værelser, der skinnede af borgerlig hæder, vandrede der en kvinde, høi og slank, med hårde blå øine og et hånligt smil. Og hans hjems helligdom fyldtes efterhånden af lystige stemmer og fremmede ubehagelige ansigter. — Og alt andet blev borte i den brogede forvirring.