Bastarder/VIII
Barth arbeidede sig omhyggelig igjennem etpar af sagens dokumenter, noterede og sammenlignede — han læste videre, fremdeles med interesse, — ganske tilfældig kom han til at se på sit ur: snart 1. Han så, også tilfældig, ud af vinduet. Fint frostveir. Nede i Dronningens gade lå sneen gulbrun og hårdtrampet, fortaugene var næsten afskrabede — mange mennesker ude. En høi dame i pelsverk — det var ikke hende, men det lignede hende —.
— — denne uro var høist umotiveret, den var kommet snigende ind mellem papirene, en forvirrende og ødelæggende uro, der gjemte bort de notater, han netop skulde bruge, der gjorde modpartens påstande til hans egne og forvekslede skjønsmændene med den høie dame, der netop var passeret. Han blev mere og mere utålmodig: hvad var der iveien med hans hjerne?
— — lidt efter var han på vei opover gaden. Han havde sopet dokumenterne sammen i forskjellige, dertil afpassede, vældige konvolutter. Han tændte sig en cigar og befandt sig vel — et stjålent og utrygt velbefindende — han skammede sig lidt, og han var ikke vis på, hvorhen hans ben behagede at føre ham.
Var han forelsket? Neppe. Var der idetheletaget noget påfærde? — Han kunde ikke negte, at han nu hver morgen var gået ud med den tanke: vil hun være at se idag, vil du mellem de mange spaserende pludselig skimte en høi dame —: hendes gang, hendes sorte pelsverk, hende selv, smilende —; vil hun stanse, eller du, og vil dere veksle nogle ord, nogle almindelige ord, som det alligevel skulde være morsomt at få sagt — eller vil dere glide hinanden hilsende forbi?
Hvad var dette for noget? En svag og uklar længsel, som kanske bare betød, at der var noget ugjort, at han ikke havde hende på det rene: hvem er hun egentlig? Den irriterede ham og lokkede ham, denne uvished: er hun merkeligere end de mange andre, eller er hun bare klogere og mere fordærvet? Og selv om hun bare var klogere og mere fordærvet — det havde en vis ubekjendt interesse for ham. Hun var en ny kvinde, en fremmed og sjelden — for ham.
Var så det alt? — Denne stille og bløde usikkerhed, som fyldte ham, hvergang han tænkte på hende — en følelse af, at han gik og bar på en smilende og sørgmodig hemmelighed, hvorfor og når var den kommet —?
Om han traf hende idag —? Endnu etpar sammentræf, og usikkerheden var kanske over; forhåbentlig var han snart ovenpå.
— Og det hændte sig, at han et stykke nedenfor Grand fik øie på konsul Krohg og lidt efter hende. De kom gående langsomt opover. En heftig glæde overraskede ham. Han hilste og stansede op. Krohg hilste meget venlig igjen. Fruen gik ham næsten forbi, før hun vendte sig. Hun så på ham med et hurtigt og sky, næsten uvilligt blik, — var meget alvorlig og sa omtrent ingenting. Krohg og han vekslede nogle almindelige bemerkninger, og de passerede videre.
— Barth fortsatte opover gaden i en besynderlig og ophidset stemning. Hvorfor havde hun været så uvenlig! Havde hun fået imod ham, eller var der hændt hende noget ubehageligt — var hun i dårligt humør?
Da han ikke vidste noget rimeligere at foreta sig, gik han ind på Grand, fik sig en seidel og en avis, som han forresten allerede havde læst på kontoret. Han blev siddende med den i hånden og stirrede ud for sig. Pludselig så han hende gå forbi — alene.
Den første tanke, som slog ham, var ikke særlig smuk. Han havde dannet sig en forestilling om de kloge og fordærvede kvinders kunstgreb, som øiebliksvis gjorde ham mere skeptisk end nogensomhelst gammel praktiker. — Dette her var sikkerlig ingenting andet end snedigt koketteri? Han bestemte sig resolut til at bli siddende. Han forlangte endogså en seidel til.
Men hendes alvorlige, lidt tungsindige udtryk begyndte at plage ham. Hvad var der iveien?
— egentlig vilde han angre det, om han ikke benyttede anledningen. — Hun var kanske allerede ude af syne — Gud ved, hvorhen og med hvem? — Han skyndte sig at gjøre op, greb sin hat og ilede opover gaden i en slig fart, at han holdt på at snuble over en knurrende hund. Halvt ubevidst gav han den et kraftigt rap med sin stok, til stor forargelse for etpar ældre damer, der formodentlig stod i et eller andet forhold til det mishandlede dyr; med et kort hyl skvat hunden ud i gaden. — Hans skarpe syn opdagede hende snart høit oppe i Slotsbakken. Såvidt han kunde se, var hun fremdeles alene. — Nogle minutter efter havde han indhentet hende.
— Hun så forundret paa ham, — ikke uden interesse, syntes han.
«De her — og næsten anpusten,» hun smilte. Hun holdt pludselig inde og tilføiede, i en hård og fremmed tone: «glemte De kanske at si noget, da De mødte os dernede?»
«Ja, jeg glemte at si noget,» bemerkede Barth rolig og bestemt, «at spørge om noget. Jeg indbilder mig, at De af en eller anden grund pludselig har fået imod mig — er det sandt?»
Hun var bleven rød, en svag rødme, der gav hendes brunlig blege kinder en fin og dyb farve —; hun stirrede med en egensindig mine ned i sneen; det lod ikke til, at hun fandt for godt at svare.
«Er det sandt?» gjentog Barth.
Med en langsom hovedbevægelse vendte hun ansigtet mod ham; der var en myg og dunkel glans i hendes blå øine.
«Nei. — Men jeg begriber ikke, hvad ret De har til at spørge paa den måde?»
«Jeg spør, fordi — —,» Barth var et øieblik usikker, han havde nær sagt: «fordi jeg holder af Dem,» — «fordi det har stor interesse for mig,» fuldførte han sætningen.
«Nei jaså. Jaså. Men hvis nu jeg har interesse af at tie stille?»
«Det tror jeg knapt, De har. — Fru Krohg, det vilde gjøre mig meget ondt, om De på grund af en eller anden misforståelse har fået imod mig. Jeg beder Dem at tale ligefrem.»
«Men hvis det nu ikke var nogen misforståelse? Og hvis jeg havde vanskeligt for at tale ligefrem ?»
«Hvis — hvis —! Så tal da ud.»
«Nei,» sa hun kort og lidt heftig; de blev gående nogle øieblikke tause, hun med hovedet lidt forover, med halvlukkede øine; han søgte forgjæves at fange hendes blik.
«De kan ialtfald si, om De er vred på mig,» hans stemme lød myg og afbedende.
«Jeg har ingen grund til at være det. Kanske er jeg vred på Dem alligevel, kanske er jeg bare misfornøiet med mig selv. Nå — det skal vi altså ikke snakke mere om. Hvis De vil ha lidt tålmodighed med mig, blir jeg snart hyggelig. — Jeg har et ærinde op i Homansbyen, vil De følge mig?»
— «De kan f. eks.— tænke Dem,» sa fru Ellinor en stund senere, «at man går og længes forfærdelig efter noget, længes, så man er syg og lidt gal — når man så er blit rigtig umulig og modløs, så ser man en vakker dag — pludselig — dette noget komme, det er endnu langt borte, men det nærmer sig ialtfald — —»
«Ja. Og så?»
«Ja, så vil man ikke. Så hverken kan eller vil man. Så skynder man sig heller afveien —.»
«Er ræd, mener De —?»
«Ja, man er ræd, meget andet også. Man vil ikke. Når det kommer, så vil man ikke.»
«Nei, man er ræd — og bare for en tid —.»
«Her skal jeg ind. De bør ikke vente. Jeg blir vist nokså længe. Hører De, jeg blir vist længe. Adjø,» hun forsvandt i porten.
Han blev stående at se efter hende. — Han var ikke vis på, om han havde gjættet rigtig. — Langsomt begyndte han at gå nedover. Men ved hjørnet af Parkveien stansede han op. Her vilde hun antagelig passere. Og han måtte endnu tale nogle ord med hende. — Han forsøgte at ta sig sammen og overveie situationen, men han var altfor febrilsk.
— Den ene sporvogn efter den anden ramlede forbi og forsvandt i svingen til Welhavens gade. Drosjekuskene på hjørnet ligeover begyndte at bli opmerksomme på den ihærdige mand, der ikke vilde røre sig.
Men der var hun.
«Står De her? Har De ventet alligevel? Stakkars Dem,» hun lo.
«Det skulde De altså ikke gjort,» vedblev hun, da de gik nedover gjennem Slotsparken, «De får mig jo næsten til at tro både det ene og det andet.»
«F. eks. at jeg er på vei til at bli forelsket.»
«F. eks. det, ja. Og det skal De efter forlydende ikke egne Dem til.» — Hun så pludselig på ham med et næsten fiendtligt udtryk: «idag liker De mig ikke. Og det har De heller ingen grund til. Idag er jeg afskyelig. Men det er ikke min skyld, at De har fulgt efter mig. Det er ikke min skyld, at De har ventet på mig. Si, at det ikke er min skyld,» den lidenskabelige tone næsten skræmte ham.
«De er så underlig idag, fru Krohg —»
«Underlig. Jeg er ikke det ringeste underlig. Jeg vil bare, De skal la mig være i fred. Hører De: la mig være i fred.»
«Det kan jeg ikke,» sa Barth lavt og bestemt. Deres øine mødtes. Det blik fortalte måske mere, end de selv vidste.
Et øieblik efter slog hun om, til en bitter og lystig tone; der blev ingen tid til at forfølge virkningen af de sidste ord; hun vrængte hans svar, var ubehagelig og lo forceret.
«Vi er flyttede til byen nu. Jeg får vel hjem og se en smule til middagen,» de var stansede nede på Karl Johan. —
Han fulgte hende hjemover.
«Jeg vil ikke bede Dem til middags,» sa fru Ellinor. «Ikke idag. De ved godt hvorfor. Jeg vil spare lidt på Deres velvilje. Idag vilde jeg slide for sterkt på den.»
«Vi har truffet hinanden under vanskelige forhold,» sa Barth eftertænksomt.
«Ja det ved Gud, vi har. Si mig, hrr. Barth — tror De, at noget, som begynder slet — under mistro og fint bedrag og letsindighed — at det nogengang kan bli vakkert, for alvor vakkert?»
Barth betænkte sig: «Jo.»
Fru Ellinor rystede på hovedet: «Jeg er bange, noget ondt blir siddende igjen. — Ser De, hrr. Barth, er man engang blit indfiltret i løgn og modsigelser og tvil, så er man akkurat som en flue i en spindelvæv, — Jaja, gudskelov, at jeg har truffet Dem alligevel. Adjø.» De trykkede hinanden fast i hånden.