Wikikilden

Begrundet Formening om Kong Carl den Tolvtes Dødssted

Begrundet Formening
om
Kong Carl den Tolvtes Dødssted,
som et Indlæg i Sagen om hans Dødsmaade.
Af Provst H. P. S. Krag.
(Hermed et lithographeret Kart).

Den Strid, som for nogle Aar siden i Anledning af Hr. Overlærer Dr. Paludan-Müllers Afhandling (i den danske historiske Forenings Nyt Historisk Tidsskrift 1ste Bind Kbhavn 1846) om Carl XIItes Dødsmaade atter opstod, idet enkelte svenske Forfattere ikke følte sig overbeviste ved hiin danske Lærdes Grunde mod, at Kongen skulde være falden for en Forræders Haand, vakte min Interesse i høieste Grad, og da jeg paa den Tid var bosat paa Frederikshald, gjorde jeg mig saavidt muligt bekjendt med hvad der hidtil er skrevet om denne Sag, og anstillede, velvilligen understøttet af Garnisonens Officierer og Andre, nøiagtige Undersøgelser om Localiteterne, for saavidt muligt at bringe et af de usikre Punkter, nemlig Stedet hvor Kongen faldt, paa det Rene. Idet jeg efter Fleres Opfordring her meddeler dette Resultat, hvortil en omhyggelig Undersøgelse af alle mig bekjendte Omstændigheder synes at lede, er det langtfra at jeg tør udgive min Mening for aldeles sikker. Til fuldstændig Vished vil Sagen maaskee aldrig komme, derfor: Si quid novisti rectius istis, candidus imperti; si non, his utere mecum. (Hor. Ep. I. 6. 67).

Det medfølgende Kart er en Kopi af et af Ingenieurbrigadens nuværende Chef Hr. Oberst Garben i sin Tid optaget Fæstningskart, og saaledes formeentlig saa paalideligt som det kan gives.

Eidsvold den 22 Mai 1850.[1]

Forat komme til Kundskab om, hvor, mellem Fortet Gyldenløve og Fæstningen Frederikssteen, det Sted er, hvor Carl den 12te faldt, bør man formeentlig undersøge:

1. Løbegravenes Retning, især den Linies, i hvilken Kongen faldt.

2. Stedet, hvor det ældste Mindesmærke over Kongen har staaet.

3. Sidstmeldte Steds Afstand fra Prinds Christians Bastion og den foran samme værende bedækkede Vei.

4. Den Stilling mod Fæstningen, hvori Kong Carl ifølge Stedets Beliggenhed rimeligviis har ligget i det Øieblik, han blev skudt.

5. Fortet Overbjergets Beliggenhed for det Sted, hvor det ældste Mindesmærke har staaet.


1.
Løbegravenes Retning, især den Linies, i hvilken Kongen faldt.

Der haves flere gamle Croqvier og et gammelt Kart over Fæstningen Frederikssteen og dens Omegn. Af disse Croqvier findes et i Rigsarchivet i Christiania med Titel: „Plan von der Festung Frederichshall samt der Schwedischen Attaqve“, og et andet eies i Copie af en norsk Officier i Christiania og har den Titel: „Plan af Fæstningen Fredrichshall med dess Attaqve“. I Krigsarchivet i Stockholm findes flere Tegninger af Frederikssteen og Omegn, af hvilke een er meddeelt af G. Svederus i hans paa Svensk med Tillæg udgivne Oversættelse af C. Paludan-Müllers ovennævnte Afhandling om Carl den 12tes Dødsmaade. Et trykt Kart eies af en Mand i Frederikshald og fører følgende Titel: „Plan der Belagerung von Frederichshall, angefangen von Carl dem XIII (glorwürd. Andenckens), der Schweden, Gothen und Wenden König, mit 10,000 Mann, 36 Kan. u. Mort. d. 11 Novbr., aufgehoben den 12 Decbr. 1718, edirt von Johan Baptist Homann, Geographo in Nürnberg“. Udgivelses-Aaret sees ikke.

Det synes høist rimeligt, at disse Kroqvier og dette Kart ere optagne af Officerer, som have været tilstede ved Beleiringen. De ere imidlertid som alle Kroqvier ikke nøiagtige have mange Feil og ere i nogle Henseender indbyrdes uovereensstemmende, medens de dog i andre stemme og saaledes ere til adskillig Veiledning. Saaledes stemme de alle overeens i, at Løbegravene have gaaet fra Nærheden af Tistedalselven op imellem Fortet Gyldenløve og et i Øst for samme liggende Fjeld[2], hvor de i Nærheden af hinanden liggende Batterier vare, hvorfra Gyldenløve blev beskudt; derpaa i sydvestlig Retning mellem Gyldenløve paa den ene og Risummyren paa den anden Side, uden dog at være kommen denne ret nær, og endelig som den anden Parallel (eller som Carlberg[3] benævner den: den gamle Linie) i nordnordvestlig Retning mellem Gyldenløve og Fæstningen. Det er om denne Sidstes Retning det her meest er af Vigtighed at faae Vished.

Den er ikke ganske eens ansat paa Kroqvierne og paa det Homannske Kart. Den seer baade paa hine og paa dette ud til at være ansat kuns omtrentlig. Paa enhver af dem seer man ogsaa en fra den anden Parallel omtrent mod Nordvest under en spids Vinkel udgaaende ny Linie, der blev afstukken af Maigret, og paa hvilken der arbeidedes den Aften, Kongen faldt. Ved hiin af Carlberg kaldte gamle Linie staaer paa det Homannske Kart: „Neue Schwed. Attaqve“, og ved den deraf udgaaende nye staaer anført: „Laufende Tranchee, alwo der König von Schweden aus dem Fort Fridrichstein den 11 Decbr.[4] Nachts um 11 Uhr durch einem Kartätschen-Schuß das Leben verloren“. Samme Kart viser et kort Stykke i Vest for den nye Linie et Mærke til et paabegyndt men ikke fuldført Batteri, hvorved staaer: „Schwedische Batterien, die aber nicht zu Stand kommen sind,“ men dets Ansættelse i Vest for den nye Linie maa formodentlig være urigtig. Rimeligere er det, at det har ligget i Nordnordvest til Nord og sandsynligviis der, hvor den saakaldte „udsigt“ nu er, (strax Nord for Carl XIItes Monument, betegnet med 18 paa Kartet). Rimeligviis var det Carl den 12tes Hensigt fra dette Batterie, naar det kom i Stand, enten at demontere Kanonerne paa Prinds Christians Bastion og Enveloppens Batterier, eller maaskee at benytte det til et Breschebatterie.

„Siden 1718, siger Hoff[5], er Fæstningen forsynet med mange nye Værker, saasom dobbelte Glacier mod Fortet Gyldenløve.“ Hvad her menes med de „dobbelte“ Glacier, forstaaer jeg ikke, med mindre Meningen er, at Fæstningen fik eet Glacie til; thi efter det Homannske Kart og Kroqvierne havde den i 1718 allerede eet Glacie med Contrescarpe[6] mod Gyldenløve.

Om den anden Parallels (den gamle Linies) rette Direction give Croqvierne og Kartet vel ikke nogen vis Underretning men alligevel bør man dog ikke lade dem ubenyttede, men med dem i Haand paa selve Stedet undersøge Terrainet, og saaledes berigtige eller bestyrke den Formodning, man paa Stedet kommer til. Kunde man finde tydelige Spor efter Løbegravene, vilde Sagen dermed være afgjort, men dette er efter saa lang Tid ikke at vente. Ogsaa fortæller jo Carlberg,[7] at man tredie Dag efter Kongens Død saae en Afdeling røkke ud af Fæstningen med fornødent Værktøi og midt for Armeens Line tilkaste Fæstningens nærmeste Linier „til Carlbergs store Ærgrelse“; og rimeligt er det vel ogsaa, at Fæstningens Besætning benyttede Tiden, da Angrebet mod den var standset, til at tilintetgjøre de nærmeste Løbegrave, og saaledes skade Fienden for det Tilfælde, at han skulde ville komme igjen, samt at dette Arbeide, forsaavidt man ei strax blev færdig dermed, siden blev fuldført. Men om end saa er skeet, om Trancheen end er bleven aldeles jævnet med Jorden, er det dog ikke urimeligt, at Spor af Løbegravene endnu kunne findes, da den i Graven formodentlig kun løst sammenkastede Jord siden kan være sunken sammen, og derved have efterladt sig Spor lige til vore Tider.

Et saadant Spor har jeg fundet, men om det er efter nogen Løbegrav, kan man ikke vide. Der findes nemlig i Nærheden af den gamle Kommandanthaves østlige Plankeværk (ved D paa Kartet) ved det Sted, hvor før et Lysthuus i Haven har staaet, og hvor, som siden skal vises, det ældste Mindesmærke om Carl XIItes Fald var opstillet, en i en ret Linie under en spids Vinkel mod Plankeværket løbende, rigtignok smal og ikke dyb, Grøft af Bredde og Dybde som en stor Agergrøft. Den gaaer i en saadan Retning, som man maa antage, at Løbegravens anden Parallel (den gamle Linie) har gaaet, og denne Groft kan som det synes ikke være fremkommen ved noget Vandløb; thi den er om Sommeren stedse tør og har intet Tilløb, ligesaalidt som nogen Vandkilde findes i Nærheden. Hvad der imidlertid hindrer mig fra med Vished at antage den for Levning af en Løbegrav, er dens Smalhed, der gjør det muligt, at den i sin Tid kan være optaget for at udtørre Haven; men bestyrket i min Formodning om, at den virkelig er Løbegraven, blev jeg dog, da jeg atter 1848 om Høsten, i Selskab med Herr Oberst Vosgraff,[8] var paa Stedet for at anstille fornyede Undersøgelser, og denne da paapegede netop den samme Groft som Levninger af den Løbegrav, hvori Carl den 12te var skudt, med det Tillæg, at denne Fordybning var der i hans Barndom, at han af sin Fader og andre gamle Folk havde hørt, at den skulde være en Levning af Løbegravsarbeidet, og at han ofte der som Barn havde løbet og raabt med sine Kammerader: „Her er Carl den 12te skudt.“ Men om saa er, afgjøres ikke dermed, hvilken Deel af Løbegravens 2den Parallel dette har været; thi da der i 1718 formodentlig intet Haveanlæg fandtes der, saa kan man nu ikke paavise Sporet af de Dele af Løbegravene, som rimeligviis have ligget længere vestlig, da disse naturligviis ere forsvundne med Havens Anlæg.

Der er da Sandsynlighed og Rimelighed for, at Løbegravens 2den Parallel har gaaet i Nærheden af Commandantens nuværende Havegjærde, dog ikke ligeløbende med dette, men i en noget skraa Retning henimod det. Den første Parallel har, som før viist, gaaet Øst for Gyldenløve.

Nu staaer tilbage at omhandle, hvor den saakaldte „nye Linie“ gik ud. Nogen Veiledning desangaaende giver Carlbergs Beretning,[9] thi da det i den udtrykkelig heder, at Carlberg „var kommen 6 à 8 Skridt ind i den gamle Approche“, da han saae Kongen ligge paa Trancheens indre Dossering, maa den nye Linie altsaa have gaaet ud allerede et godt Stykke før den gamle endte, hvori ogsaa de to Croqvier samstemme, ligesom ogsaa deri, at den gamle strakte sig allerede et Stykke forbi Gyldenløve, før den nye løb ud, dog ikke længere mod den gamle Approches Ende, end at ogsaa en anden kunde udgaae derfra, nemlig en som gik skraa bagud og formodentlig tjente enten til Communication med det Batterie, man havde under Arbeide, eller med Bagsiden af Gyldenløve, eller endelig tilsigtede at tjene til Bedækning mod Overfald paa Løbegraven fra den Kant. Hverken Croqvierne eller Localiteten frembyde altsaa nogen Hindring for Antagelsen af, at den nye Linie har begyndt at gaae ud et lille Stykke i Syd for det Sted, hvor Commandanthavens Lysthuus har været (ved 14 paa Kartet), og at Kongens Dødssted er der, hvor Lysthuset har staaet; tvertimod synes denne Mening at have megen Sandsynlighed, hvilket man endmere vil indrømme, naar man betræder det Sted, hvor det første Mindesmærke har staaet, hvorom i det følgende Afsnit. Bemærkes maa og her, at langs det østre Plankeværk om Haven, ja tildeels paa den Grund, hvorpaa det er opført, synes i sin Tid at have været en ved Kunst opført Jordforhøining, som muligens kan være Levninger af den saakaldte gamle Linies Brystværn. Denne Jordvold gjennemskjæres af ovennævnte Grøft. Omendskjønt den nordre Ende af bemeldte Jordvold, nordenfor det Sted, hvor den overskjæres, er destrueret ved Udgravning, formodentlig for at planere Haven, maa man dog lægge Mærke til, at den Lysthuustomt, hvorpaa det første Monument formeentlig har staaet, netop ligger i Retningen af Jordvolden.

Dog er der, hvorom siden, Formodning om og Grunde for, at den oftomtalte gamle Approche har gaaet noget længere ind i Haven og saaledes endnu nærmere Fæstningen.


2.
Stedet, hvor det første Mindesmærke over Kongen har staaet.

Faa Dage efterat Beleiringen var ophævet, ankom til Fæstningen som Overløber en svensk Fændrik Martin Hallenfeld. Commandanten Oberst Landsberg melder i sin Rapport[10] af 21 Decbr. 1718 blandt Andet, at denne Fændrik havde viist ham Stedet, hvor Kongen var bleven skudt, hvorpaa han (Commandanten) havde der ladet sætte et Tegn. Saa tidlig blev altsaa det første Mærke sat. Vel kan Ingen forvisse os om, at Hallenfeld virkelig har vidst fuldkommen Besked, og det lader endog til, at han ikke i Alt er troværdig; thi skjønt hans Fortælling ellers er simpel, er den dog ikke ganske fri for Overdrivelse, idet han siger, at han „saae“, at Kongen blev skudt gjennem Hovedet ovenfor det høire Øie; at han „saae“ det, lader sig, saavidt jeg indseer, ikke ret vel tænke, selv om han stod i den nye Linie og havde Kongens Ansigt, belyst af Ilden fra Fæstningen, lige mod sig; men det er dog ikke usandsynligt, at han vidste Stedet, selv om han ikke var Kongen saa nær eller „stod ved hans Side“ i det Øieblik, Skuddet faldt; thi Kongens Død blev snart bekjendt i Armeen, uagtet man i det mindste den første Nat søgte at skjule den for Soldaterne. Det er da og høist rimeligt, at tillige Stedet, hvor han faldt, blev bekjendt og af Flere omtalt. Maaskee Hallenfelds Udtryk „saae“ kan og bor forklares som en Forening af hvad han selv saa og hvad han siden fik at vide af Andre.

Der er saaledes ingen skjellig Grund til at antage, at det Tegn, Landsberg lod sætte, kom paa et urigtigt Sted. Ikke længe efter blev af den danske Regjering opsendt et prægtigt Monument af Marmor, og det er ikke at betvivle, at Landsberg, som var Commandant paa Fæstningen endnu i 1727,[11] da Monumentet endnu stod der,[12] drog Omsorg for at sætte dette paa det samme Sted, hvor han selv havde ladet det første Mærke sætte.

Dette Monument blev ifølge kongelig Befaling borttaget i Begyndelsen af Christian den Sjettes Regjering paa Grund af dets pralende og for Svensker, som besøgte Stedet, haanende Indskrift.[13] Formodentlig er dette skeet paa Forestilling fra den svenske Regjering. Men at Sagen forholder sig saaledes, godtgjøres af Kong Christian VItes egenhændige Ytringer derom, hvilke vi ville indtage her, uagtet de allerede forhen ere trykte i et her i Landet mindre bekjendt Skrift.[14] I Anledning af den svenske Regjerings Misnøie med Christian VI Indblanding i Thronfølger-Valget 1743 ytrer Kongen sig om sin Fredssommelighed blandt Andet saaledes:

„At vi ikke have søgt andet end at vedligeholde Rolighed og Fred med vore Naboer, det er klarligen og tydeligen at see, naar man betragter hvad vi have gjort fra Begyndelsen af vor Regjerings Tiltrædelse indtil denne Time. Vi Have strax, saasnart vi have tiltraadt Regjeringen, ladet borttage den Støtte i Norge, som var oprettet paa det Sted, hvor Sveriges Konge Carl XII. var falden, fordi Indskriften, som stod derpaa, ikke var hæderlig og ikke skikkede sig. Vi have strax derefter“ o. s. v.

Heraf er det klart, at den første Støtte er bleven nedtaget ved Aar 1730,[15] og istedetfor denne blev, sige gamle Folk, opsat et simpelt Trækors. For beqvemmere at reise dette Kors eller for at det desbedre kunde staae, – det var nemlig af fiirhugget Tommer, – blev i dets nederste Ende anbragt en Jerntap, som blev indpasset i et Hul, der blec indhugget i en, et Stykke derfra liggende, stor jordfast Granitsteen. At Korset ikke blev sat paa det samme Sted, hvor hiint prægtige Monument havde staaet, dertil fortælles Aarsagen at have været, at Commandanten (Oberstlieutenant Johan Vilhelm v. Stuart), ønskede at benytte det Sted, hvor Monumentet havde staaet, til der at opføre et Lysthuus, og gjerne vilde have Haven lukket for ikke at generes af de Mange, der da ligesom nu kom for at see Carl XIItes Minde og Stedet, hvor han faldt. Korset var hvidmalet med afrundede Arme og havde følgende forgyldte Inscription:

„Carl XII den 11te December 1718.“

Det stod endnu, siges der, under Beleiringen i 1814. Kort efter denne fandtes (er mig sagt) i en af Fæstningens Materialhuse den nuværende Marmorstøtte, bekostet af en Norsk Officier, efter Andre af Svenske Officierer i Hensigt at anbringes i Korsets Sted. Denne Støtte blev opreist omtrent 15 Skridt i Syd for det Sted, hvor Korset stod. Hvorfor et nyt Sted blev valgt, vides ikke; maaskee kun fordi man fandt Stedet smukkere og derfor saameget hellere valgte dette, eftersom man formodentlig troede, at det rette Punkt alligevel ikke lod sig bestemme.

Selv om man ikke vidste, at Carl den 12tes Mindestøtte har staaet snart paa et snart paa et andet Sted, maatte man betvivle, at den nuværende staaer, og ligesaa at det ovenomtalte Kors stod paa det rette Sted, nemlig hvor han faldt; thi til ingen af disse to Steder er der, synes mig, nogen Rimelighed for, at Trancheen, Approchen eller den gamle Linie har gaaet. Maigret, som ledede Angrebet, var uden Tvivl en alt for duelig Ingenieur til at lade den gaae did; den vilde i saa Fald have trukket sig tilbage fra og ikke været en Approche eller Tilnærmelse til Fæstningen, ja den vilde endog have været udsat for at enfileres (ɔ: beskydes langsefter) fra Forterne Stortaarnet og Overbjerget, og til at udsætte den derfor var der ingen Nødvendighed, da denne Fare kunde undgaaes ved at lade Linien gaae nærmere og mere parallel med Fæstningen.

Resultatet af disse Undersøgelser bliver altsaa, at det første Mindesmærke sandsynligviis har havt sin Plads omtrent paa det Sted, hvor Lysthuset i den gamle Commandanthave har staaet. Dette Lysthuses Plads er angivet paa et autentisk Kart over Fæstningen og dens Omegn, hvoraf vedhæftede for den Deel, som vedkommer denne Afhandling, er en tro Copie, og er der

betegnet med No. 14.


3.
Afstanden fra Prinds Christians Bastion og den foran samme værende bedækkede Vei til det Sted, hvor det ældste Mindesmærke har staaet.

Afstanden i Skudlinie fra Prinds Christians Bastion (No. 1 paa Kartet) til Lysthusets Plads eller det Sted, hvor Carl den 12tes Mindestøtte efter det Foranstaaende først har staaet, er omtrent 410 Alen; fra den indre bedækkede Vei (9) derhen er omtrent 310 Alen, fra den ydre omtrent 240 Alen, hvorimod Afstanden fra sidstnævnte bedækkede Vei til det Sted, hvor Støtten nu staaer, er omtrent 400 Alen.

Commandanten Oberst Landsberg omtaler i sin ovenanførte Rapport af 21 Decbr. 1718,[16] at „Fienden med sit Arbeide var avanceret paa 250 Skridt nær Fæstningens Contraskarpe“ og Carlberg beretter,[17] at fra den nye Linie til Fæstningens Udenværker kunde Afstanden være omtrent noget over 200 Alen Antages den nye Linie at have stukket ud 50 Alen under en Vinkel af 45 Grader med en Længde af 100 Alen, og saaledes med sin Tete eller forreste Deel nærmet sig Fæstningen 50 Alen eller Skridt, saa stemme Carlberg og Landsberg omtrent overeens og bestyrke begge den min Paastand, at den gamle Linie og altsaa Kongens Dødssted har været Fæstningen meget nærmere end det Sted er, hvor Støtten nu staaer, samt ligeledes den min Mening, at Dødsstedet var omtrent der, hvor Lysthuset siden stod. Bemærkes bør ogsaa, at Landsberg, samme Aften som Kongen blev skudt, var med en Deel Officierer gaaet ned til „Redangen“[18] for at see, hvad Effect Fæstningens Bomber og „Trancheeild“, som først denne Aften var kommen ret istand, vilde gjøre, og Carlberg beretter, at den Aften for første Gang Musketild fra Fæstningen blev benyttet. Kongen kunde altsaa blive truffet af en Musketkugle. Hvorom Alting er, saa er der fra ingen af de nævnte Steder, hverken fra Prinds Christians Bastion eller fra den bedækte Vei, for stor Afstand til, at Kongen jo kunde træffes ved Kartedske- eller Drueskud, eller af et sprengt Bombestykke eller endog af en Musketkugle, det vil sige af hvilketsomhelst Projectil, som da udsendtes mod Løbegravene.

Paa den Croqvi, som er vedhæftet G. Spederi Oversættelse paa Svensk af Dr. Paludan-Müllers Afhandling om Carl den 12tes Dødsmaade, findes anmærket, hvorledes Arbeidet med Løbegravene skred frem hver Dag og Nat, og tillige hvor mange Mand der faldt. Saaledes blev, staaer der, af Officierer og Menige i Løbegravene, 2 Dage førend Kongen faldt, 55 Mand deels saarede deels dræbte, og Dagen forud faldt 30 Mand. Og kunde en Soldat rammes, saa kunde og en Konge det. Endelig bør vi bemærke, at en Musketkugle kan gaae dobbelt saa langt som den anførte Afstand.


4.
Den Stilling mod Fæstningen, hvori Kong Carl ifølge Stedets Beliggenhed har ligget, i det Øieblik han blev skudt.

At afgjøre Kongens Stilling i det Øieblik, han blev skudt, er kun af Vigtighed, naar man antager ham skudt fra Fæstningen ved en Musketkugle eller et Kartedskeskud, eller hvilketsomhelst Projectil, som er gaaet directe og i lige Linie frem. Det er under denne Forudsætning, man har paastaaet, at han ikke kunde skydes derfra, fordi Kuglen har, om det ellers er saa, gaaet ind gjennem den høire Tinding og ud af den venstre. Naar Løbegraven har gaaet, som antydet paa Kartet, til D, og Kongen ligget der, hvor Lysthuset siden har staaet samt i lige Linie opad den indre Dosering af Løbegraven, saa maa nødvendigviis hans Hoved have været vendt mod Lunetten (11) i den bedækte Vei, og han kunde da rammes fra Fæstningen. Den Deel af Fæstningen hvorfra han kunde træffes, strækker sig fra Lunetten til Donjonen (13), hvilke begge Verker efter de Croqvier, som haves, existerede i 1718 og ligge i en Afstand af omtrent 360 Alen fra hinanden. Er han, hvilket er rimeligt, truffet af en Musketkugle fra (sætter jeg) 9a, og Kuglen har beholdt sin Direktion og, som før meldt, gaaet ind ad den høire Tinding og ud af den venstre, saa bliver det nødvendigt at antage, at han i det Øieblik, han blev skudt, har holdt Ansigtet eller Hovedet lidt til Siden eller at Hovedets Stilling i Dødsøieblikket har været vendt noget mod venstre Skulder. Med en Bøining af omtrent 45° kan Kuglen have gaaet gjennem hvilkensomhelst af hans Tindinger og udad den anden, naar den tænkes udskudt fra 9a eller fra 10a eller fra 10b eller fra 11. I Øvrigt bemærker jo ogsaa Carlberg, at Hovedet var vendt noget mod Fæstningen. Dette afgjør rigtignok ikke, om det var vendt til Høire eller Venstre, men antyder dog, at Kongen ikke saae ligefrem for sig. Der strides maaskee formeget om hvorledes Skudet er gaaet, enten det, som Nogle mene, er gaaet ind ad venstre eller, som Andre paastaae, ind ad høire Tinding. Min Mening er, at det kan være ligegyldigt, enten det ene eller det andet har været Tilfældet; thi i begge Fald kan Skudet være kommet fra Fæstningen, nemlig i første Fald fra det Nordlige og i sidste Fald fra det Sydlige af den Deel af Fæstningen og dens Udenværker, som sees paa medfølgende Kort. Muligt er det jo og, at en Musketkugle har ricochetteret. Man kan fremdeles ogsaa tænke sig, at en Granat er falden i Kongens Nærhed, og at en af dens sprungne Stykker kan have rammet ham. Er Saaret, som der siges, aflangt, kan man og deraf formode, at det har været en Splint af en Granat eller Bombe, som har dræbt ham, og da er det ligemeget, i hvilken Stilling han har ligget mod Fæstningen, ligesom og i hvilken Afstand Løbegraven var derfra. Til Slutning bemærkes, at det synes aldeles ligegyldigt enten Saaret er stort eller lidet, aflangt eller rundt; thi i hvilketsomhelst af disse Tilfælde kan det dræbende Skud være kommen fra Fæstningen.


5.
Fortet Overbjergets Beliggenhed for det Sted, hvor det ældste Mindesmærke har staaet.

Ogsaa Fortet Overbjergets Beliggenhed bør i denne Undersøgelse komme i Betragtning; thi Englænderen Coxe fortæller, siger Dr. Paludan-Müller,[19] at han (Coxe) under sit Ophold i Frederikshald opsøgte en 96 Aar gammel Mand i Tistedalen, Bengt Eskensen, der tjente ved Artilleriet i Fæstningen under Beleiringen 1718. Denne Mand sagde ham, at Kong Carl upaatvivlelig var skudt fra Fæstningen, ikke af En af sine Egne; at han paa det Sted, hvor han faldt, meget let kunde træffes af en Kugle, der kan gaae to Gange saa langt; at man fra Fæstningen den Nat skjød paa Løbegravene med allehaande Skudvaaben, især med Kanoner, der førte smaa Kartætsker[20] (besonders klein Kartæschengeschütz aus Kanonen), at de Svenske faldt som Straa, Mange i Kongens Nærhed, saa at man begravede dem paa Pladsen; thi de vare saameget udsatte for Ilden fra Skandsen, at de allene kunde arbeide om Natten; endelig at det dræbende Skud maa være kommet fra Fæstningen selv, ikke fra Overbjerget, mod hvis Ild Løbegraven var dækket af en mellemliggende Høi, og hvorfra der den Nat ikke blev gjort et Skud, hvilket Eskensen kunde sige med saameget større Vished, som han selv den Gang befandt sig i dette Udenværk.

Holder det Stik, hvad her staaer, at Løbegraven var dækket for Overbjerget af en mellemliggende Høi, saa er dette end et yderligere Beviis for, at Kongens Dødssted ikke har været der, hvor Støtten nu staaer, men nærmere Fæstningen.

Paludan-Müller vover ikke at tillægge den Gamles Vidnesbyrd samme Troværdighed, som de andre oprindelige Beretninger, fordi man kun har det fra anden Haand, gjennem en Mand, der ved en Tolk maatte tale med Vidnet, som jo ikke kunde sige andet end sin Mening om Kongens Død og dog har sagt den med afgjort Vished. „Han var desuden“, siger Paludan-Müller videre, „en Almuesmand i høieste Alder og kan vel ikke have vidst mere om det, der passerede blandt de Svenske, end hvad de øvrige i Fæstningsværkerne indesluttede Soldater dengang troede. Ganske oversees eller tilsidesættes bør imidlertid denne Beretning ikke, da den dog omhandler enkelte ret mærkelige Omstændigheder“.[21]

Enig med Paludan-Müller heri, anseer jeg det dog rigtigt, her at meddele om dette Vidne nogle nye Oplysninger, der uagtet deres Uvæsentlighed i det Hele uden Tvivl fortjene Plads her.

Bent Eskildsen (Eskensen maa være en Skrivfeil eller en Trykfeil), hvis Forældre vare blandt de Norske, der udvandrede fra Bahus Lehn, da dette ved Freden til Roeskilde i Marts 1658 blev Sverige underlagt,[22] er født 13 April 1685, og skal i 1716 have tjent som Militair og været med ved en Affaire i Enningdalen; i 1718 havde han efter sit eget Sigende Tjeneste paa Overbjerget. Ifølge hans endnu existerende Borgerbrev[23] blev han Borger til Frederikshald den 24 Novbr. 1744. I dette Document nævnes han som: „Velagtbare og velfornemme Sr. Bendt Eskildsen“. Da Frederik den 6te som Kronprinds i 1788 var i Frederikshald, og blev eskorteret til første Skifte, saae man det sjeldne Syn, at en Mand paa 103 Aar var Forrider. Denne Forrider var Bent Eskildsen. Da Coxe talte med ham, var han 96 Aar gammel og endnu 7 Aar senere var han saa rørig, at han kunde være Forrider. En sjelden Kraft i saa høi Alder.[24] Oldinge pleie at have i frisk Minde, hvad de i deres bedste Aar have oplevet, og man kan saaledes vel tænke sig, at Eskildsen, 96 Aar gammel, kunde godt erindre hvad han i en Alder af 331⁄2 Aar i 1718 oplevede. At han var „en Mand i høieste Alder“ svækker saaledes ikke hans Troværdighed. Det kan ogsaa bestyrke Meningen om Mandens Troværdighed, at gamle Folk i Frederikshald, som personlig have kjendt ham,[25] talte om ham som en „brav og agtet Mand“, samt at hans der endnu boende Afkom ligeledes have hørt dette af deres Forældre.

Den Gamles Fortælling til Coxe vinder saaledes i Troværdighed, og hvad han siger om Løbegraven, at den var dækket mod Overbjergets Ild af en mellemliggende Høi, er derfor en mærkelig Omstændighed, da den leder til at antage, at Løbegraven maa søges paa et Sted, hvor man, idetmindste naar man luder sig lidt ned, er skjult for Overbjerget af en mellemliggende Høi. Nu findes virkelig en Høi eller et lille Fjeld, hvorved en Deel af den mellem Gyldenløve og Fæstningen liggende Mark er skjult for Overbjerget. Den Deel af Indsænkningen mellem Fæstningen og Gyldenløve, som tildeels skjules af Høien, er af Haven dennes sydvestlige Deel; og den Deel, som heelt skjules, er hvad der ligger mellem Havens sydvestlige Deel og selve Høien. Træer ere nu i Veien, saa man ikke ganske tydelig kan see, hvormeget der er skjult.

Hvis altsaa Eskildsen har yttret sig saaledes som Coxe beretter, og hans Udsagn er rigtigt, saa maa den Løbegrav, han (Eskildsen) omtaler, have gaaet i Retning mod Høien; men denne Løbegrav kan ikke have været den gamle men nye Linie, som da maa have gaaet ud fra den gamle under en Vinkel mod Sydvest, skjønt den baade efter Homanns Kort og efter de andre Croqvier, som haves, har gaaet omtrent mod Nordvest. Det maa og bemærkes, at Eskildsen ikke angiver Kongens Dødssted som dækket for Overbjergets Ild af en mellemliggende Høi; han siger kun, at der den Nat ikke fyredes fra Overbjerget, fordi Løbegraven var dækket af Høien. Eskildsens Udsagn kan saaledes være fuldkommen rigtigt, om ogsaa den nye Linie om Natten var rykket saa langt, at dens Tete, altsaa Kongens Dødssted, som vi her søge, var dækket af Overbjerget.

Efter at Foranstaaende var skrevet, hvorved jeg har søgt at skaffe Eskildsens Udsagn Troværdighed og nærmere at forklare Meningen deraf, har Oberstlieutenant N. W. Broch[26] sagt mig, at han i sin Ungdom af sin Bedstefader[27] havde hørt som ganske vist, at Eskildsen i 1718 aldeles ikke var paa Overbjerget, men det Aar var i Tjeneste paa Borregaard; og er det saa, da har den Gamle enten gjort sig skyldig i en Usandhed med Hensyn til hvor han opholdt sig i 1718, eller og er han maaskee misforstaaet af Coxe. Imidlertid kan det dog være muligt, at Omstændigheden ved den mellemliggende Høi alligevel er rigtig og Noget, som han kan have hørt af Andre. For mit Maal er det tilstrækkeligt at have viist, at hans Beretning ikke svækker Rimeligheden af hvad jeg har anført om den gamle Linies Retning, og at den stadfæster, at Kongens Dødssted ikke har været der, hvor Støtten nu staaer, men nærmere Fæstningen. Paludan-Müllers Beviis for Dødsmaaden bliver saaledes end sandsynligere.

Det turde og maaskee her være det rette Sted, især for deres Skyld, som søge efter Grunde for at Kongen blev dræbt ved Snigmord, at fortælle lidt om Beskaffenheden af det Steds Omgivelse, som kan antages for Kongens Dødssted. Hele Haven udgjør en Flade, og ved den nærmeste Omgivelse af det Sted, hvor Lysthuset i Commandanthaven har staaet, er Intet at mærke, uden at der 80 Alen i Nord for Lysthuset er en Forhøining, hvorfra man maatte kunne see ned i Løbegraven, hvis den har gaaet der hvor Lysthuset har staaet. Er Kongen, ubemærket af hans Nærmeststaaende, skudt af en af sine Egne, maatte man troe, at Snigmorderen har staaet paa denne Forhøining. Men at skyde med Sikkerhed med – rimeligviis – Pistol i denne Afstand er neppe muligt. Vel kan det ogsaa tænkes, at Morderen har staaet paa et andet Sted, men ved at gjette i Mulighedernes store Rige kommer man ikke til noget vist Resultat. Carlberg fortæller desuden, at man ei kunde bemærke, om han blev skudt paa nærmere eller fjernere Hold, og dette er ogsaa rimeligt; thi de, som have været med ved lignende Affairer og snart hørt et Smeld her, snart seet et Blink der, eet Øjeblik hørt et svagere, et andet et stærkere Skud, forsikkre, at man under saadanne Omstændigheder ikke kan lægge Mærke til, hvorfra Skuddene komme. Man lægger ofte mindre Mærke til Skuddene selv end til Kuglernes Piben i Luften, som frembringer den meest gjennemtrængende Lyd.

Forklaring over Kartet.
A. B. C. Løbegravenes første Parallel. 9. Bedækt Vei.
C. E. D. Antydninger af anden Pa- 10. Bedækt Vei.
C. F. G. rallels sandsynlige Retning. 11. Lunetten i samme.
1. Prinds Christians Bastion. 12. Damme.
2. Overdragens Batteri. 13. Donjonen.
3. Underdragens Batteri. 14. Lysthuus i ældre Tid.
4. Ravelinen. 15. Den mellem Overbjerget og Fæst-
5. Enveloppens Batteri No. 1. ningen liggende Høi.
6. – – – 2. 16. Carl XIItes Træhytte.
7. – – – 3. 17. Svenske Batterier mod Gylden-
8. Commandantens Have. løve.
8. b. ligesaa.[28] 18. Nuværende „Udsigt.“


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Udgiveren modtog dette Manuscript først i Slutningen af October Maaned.
  2. ↑ Dette har da været Løbegravens første Parallel.
  3. ↑ Nyt historisk Tidsskrift 1ste Binds 1ste Hefte. Kjøbenhavn 1846. S. 92–93.
  4. ↑ Efter den nye Stiil. Paa den Kroqvi, som er vedheftet Svederus’s Oversættelse er brugt gammel Stiil, da den Gregorianske Kalender i 1718 endda ikke var indført i Sverige.
  5. ↑ Topogr. Journal for Norge, 4de Hefte. Christiania 1793. S. 86.
  6. ↑ Disse to Ord have i lang Tid her tillands været synonyme og ere det tildeels endnu, hvorpaa blandt andet ogsaa det saakaldte Contraskjær (forvansket Udtale istedetfor Contrescarpe) ved Agershuus tjener til Beviis.
  7. ↑ Nyt hist. Tidsskrift, 1ste Bind 1ste Hefte, S. 104.
  8. ↑ Han er fød og har tilbragt sin Barndom og Ungdom paa Frederikssteen, hvor hans Fader, som var fød 1748, havde været ansat siden 1772 og som Undercommandant døde i 1827.
  9. ↑ Nyt hist. Tidsskrift, anf. St. S. 93–94.
  10. ↑ Topographisk Journal for Norge, 4de Hefte, S. 97. Nyt hist. Tidsskrift, 1ste Bind, S. 122–123.
  11. ↑ Kort Beskrivelse over Frederikshald af Schröder, Kjøbenhavn 1727, Side 82.
  12. ↑ Sammesteds Side 108–111.
  13. ↑ Tvende Dele af dette Monument existere endnu; thi uden Tvivl er det Dele af dette, som ere indmurede, den ene ovenover den østligste Port, Ravelinsporten, og den anden ovenover Frederikssteens vestre Port. En tredie Deel har staaet over østre Port, men faldt ned i 1814 før Beleiringen. I Schröders Beskrivelse over Frederikshald S. 108 siges nemlig, at paa en af Marmorpladerne paa Monumentets Fod staaer den Norske Løve med sin Hellebarde, og derunder:

    „Hav Tak, o store Gud,
    For Frederich den Fjerde,
    Som var mod Fiendens Brud
    Næst Dig vor Værn og Gjerde.
    MDCCXVIII.“

    Og just saadan og med denne Inscription er den Marmorplade, der nu, som ovenmeldt, staaer over Ravelinporten. En anden af Pladerne paa Monumentets Fod „præsenterer“, siger Schröder, „et siddende, armeret Fruentimmer en antiqve, kronet med corona murali, holdende i den høire Haand en Laurbærqvist og i venstre Arm et Spyd, samt i samme Haand et Skjold med Frederikshalds Vaaben og overtegnede Symbolo: Emanuel. Over denne emblematiske Figur staar det Ord: Frederichshald.“ Og just saadan er den Plade, som endnu findes oven over den vestre Port.
  14. ↑ Jens Møllers Mnemosyne (Kbhavn 1831.) II. 169, efter Originalen med Kongens Haand i det danske Geheimearchiv.
  15. ↑ Om denne Støtte findes endnu i det nysanførte Værk (Mnemosyne I. 211) i Biskop Deichmanns Levnet følgende Ytringer, som vi ligeledes troe at burde medtage her: „Den Pyramide med pralende Inscription, og med Symboler, fornærmelige for de Svenske, hvilken opreistes paa Stedet hvor Sveriges Helt faldt, var ikke efter (Biskop) Deichmanns Sind. Han ønskede kun en simpel Mindesteen. Denne hans rigtige Følelse fandt Gjenklang i Christian den VItes rigtige Dømmekraft, som lod hiin Pyramide borttage, og i Frederik den Vtes Delicatesse, som, da han besøgte Frederikssteen, ikke engang lod sig paavise Stedet, hvor Støtten havde staaet, for ikke at saare den svenske Minister, Baron Fleming, der var i hans Følge.“ – Deichmann var Biskop i Agershuus fra 1713 til 1730.
  16. ↑ Top. Journal 4de Hefte S. 75.
  17. ↑ Nyt hist. Tidsskrift 1ste Bind 1ste Hefte S. 98.
  18. ↑ Hvor dette Sted er, er jeg ikke vis paa.
  19. ↑ I hans „Reise durch Polen, Rußland, Schweden und Dänmark mit historischen Nachrichten und politischen Bemerkungen vom Wilh. Coxe. Aus dem Englischen von J. Pezzl. Dritter Band. Zürich 1792. S. 90. fl. (Nyt Hist. Tidssk. I. S. 109).
  20. ↑ Endnu findes paa Fæstningen fra gammel Tid ganske smaa Kugler af saa liden Diameter (een Tomme), at deraf kan være gjort Kartætsker; dog ere de sandsynlig Levninger af Drueskud.
  21. ↑ Nyt Hist. Tidsskrift anf. St.
  22. ↑ Flere, som ikke vilde staae under de Svenske, udvandrede da derfra, saaledes og den Mand, fra hvem den nærværende Besidder af Gaarden Sørbrøden i Bergs Præstegjeld Gaardmand og Dannebrogsmand Jon Hansen Sørbrøden nedstammer.
  23. ↑ Dette Brev er skrevet af Raadstueskriver L. Hagendal, den samme Hagendal, som udmærkede sig i 1716; see Norges Hæderskrands (Frederiksbalds Æreskrands) af Jonas Rist. Kbhvn 1827. S. 99.
  24. ↑ Eskildsen gjorde ved denne Leilighed megen Opsigt, vakte almindelig Forundring og tiltrak sig Kronprindsens Opmærksomhed, samt skal samme Gang af Prindsen have faaet en Sølvmedaille eller Penge slaaet 1788, der paa Aversen har Kong Christian den 7des Brystbillede med Overskrift:

    „Urokkelig som Dovres høie Fjelde
    staaer Norges Sønners Troskab, Mod og Vælde.“

    Denne Penge saavelsom Eskildsens ovennævnte Borgerbrev findes

    endnu i Frederikshald i hans der boende Sønnesøns Søns, Overtoldbetjent

    Bentzens Værge. Han døde 27 Marts 1790.
  25. ↑ To over 90 Aar gamle Mænd, Cassel og Marre, hos hvilke jeg i 1848 forespurgte mig om Eskildsen, og som senere ere døde.
  26. ↑ Forfatter af „Bidrag til Beskrivelse over Frederikssteens Beleiring i Aaret 1814.“ Christiania 1844.
  27. ↑ Oberstlieutenant Nils Werenskjold fød 1727 paa Borregaard, paa Vestsiden af Sarpfos, som eiedes af hans Fader Jens Werenskjold.
  28. ↑ Paa et Kart over Frederikssteen med Omegn af 1815, der findes i Ingenieur-Brigadens Kartsamling i Christiania, er Commandantens Have anlagt nærmere Gyldenløve og af mindre Udstrækning end nu for Tiden. Denne Omstændighed, som jeg først under det medfølgende Karts Correctur er bleven opmærksom paa, har jeg troet at burde antyde paa samme, uagtet hiint Fæstningskart i væsentlige Forhold viser sig uefterretteligt, mangler Maalestok m. v., og saaledes ikke kan betragtes som autentisk.

    Udg. Anm.

Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Begrundet_Formening_om_Kong_Carl_den_Tolvtes_Dødssted&oldid=237701»