Om Norskhed i vor Tale og Skrift
Der høres hos os en dobbelt Udtale i en hel Mængde Ord, saasom tabe og tape, løbe og løpe, liden og liten, Rod og Rot; Lagen og Laken, bruge og bruke; Skin og Sjin, Sky og Sjy, Ske og Sje; Kilde og Kjilde (Kjille), Kys og Kjys; gift og jift, forgyldt og forjyldt o. s. v. Hvad skal man dømme om denne Dobbelthed? Hidtil har man nok ikke ladet sig synderlig anfægte af den, men var tilfreds, naar Skolen lærte Eleven den Skriftform (Bøjning og Retskrivning), Ordene skulde have. Udtalen overlod man til Hvers Godttykke og Undervisningen har da hidtil staat paa samme Punkt, som endog Retskrivningen stod dengang, da f. Eks. Ordet Faarene i Løbet af 5–6 Linjer kunde findes skrevet foorn, foerne, fooren, fooerne og fooern (Hans Mikkelsens Nye Testamente, 1524) og da tydsk og latinsk Skrivemaade brugtes iflæng med vort eget Sprogs, f. Eks. scal, schule, castæ, 3 march o. s. v. Dengang gaves ingen Undervisning i Modersmaalet i Skolerne; man lod sig, ligesom Almuen endnu, nøje med at lære at male Skrifttegnene, men nogen konsekvent Anvendelse af dem blev der ikke Tale om; man skrev dels efter mere eller mindre forvirrede Erindringer om den Skikkelse, hvorunder man havde set Ordet eller Stavelsen at fremtræde før, maaske ikke engang i Dansk, men i Tydsk, et Sprog, som de, hvis Skrift gjennem Trykken er kommen til os, hyppig havde for Øjne; dels skrev man efter Udtalen, der dog var vaklende og ikke altid sig selv lig. Nu er dog ét Skridt fremad gjort, idet en nogenlunde fast Retskrivning er vedtagen, Noget der maatte vedtages, om Skriften skulde kunne blive Gjenstand for ordentlig Undervisning i Skolerne. Derimod hersker endnu den gamle Ustøhed i Ordenes mundtlige Form, Lydformen, som før i deres skriftlige Betegnelse. Og dog kræver den dyrkede Forstand Enhed og indvortes Overensstemmelse i dette som forhen i Retskrivningen og ellers i andre Ting, og naar Læreren fordrer, at Eleven under Oplæsningen skal ved Tonen betegne, om han udtaler et Spørgsmaal eller et Svar, en Bøn, en Trusel, en Klage, et Udraab o. s. v., og naar det ikke engang er ligegyldigt, hvorledes f. Ex. K-lyden skrives i Characteer, Qvinde, agte, Canal, Kamp, Vox, eller J-lyden i Jord, Gjord, Hjord, Sky, skjændig, eller om der skrives at flye eller at fly, see eller se o. s. v., saa kan det vel endnu mindre være ligegyldigt og af Læreren lades upaaagtet, om der læses bryde eller bryte, mig eller mej, jeg eller jej, Salme eller P-salme, trossig eller trotsig, Nasjon eller Natsjon eller Nat-si-on, Joren eller Jorden, finne eller finde, vi tror eller vi tro, jeg troede eller jeg trodde, han er funden eller han er fundet o. s. v.
Udtalen er altsaa i mange Ord løs og tvivlsom; men hvorledes skal man da blandt flere Udtaler finde den rette?
Man betragter gjerne, og ikke uden Grund, den Tale, som en Bog fører, baade som bedre overvejet og derfor rigtigere, hvad Indholdet angaar, og som mere omhyggelig med Hensyn til Ordenes Valg, Anvendelse og Forbindelse end den, som høres mellem Mand og Mand. Denne Agtelse for det trykte Ord udstrækkes ogsaa let til Ordets Lydmasse. Den Mening, at Bogen i Tvivlstilfælde er den bedste Dommer om Udtalen, er nok derfor temmelig udbredt, hvor overfladisk den end er, og hvorlidet den end taaler at prøves.
Skulde Udtalen af Ordene kunne læres af Bogen, da maatte hver af dens Bogstaver betegne én Lyd, altid den samme og ingen anden. Men nu kan man jo aldrig læse en Linje tilende uden at finde Eksempler paa det Modsatte. Mange Bogstaver betegner hist og her ingen Lyd; vi har stum d, stum e, stum g (f. Eks. foran j: gjøre), stum h (foran j og v), stum k, (S-(k)-jælden, S-(k)-jorte), stum p (P-salme, P-sykologi). I foer, vaer læses e ikke, men vel i Nordboer, Sofaer. I seen, hiin, Huus betegner den sidste e, i og u ingen Lyd, men kun en Egenskab ved en Lyd, nemlig Længde; i Theen, Biindtægt, Kopiist, uudsigelig betegner hvert Selvlydstegn sin Lyd. I Historie, Familie, Materie, tie betyder e Noget, i Partie, Malerie, befrie, gaaet, troede derimod Intet. Andre Bogstavtegn staar vel ikke uden tilsvarende Lyd (er stumme), men betegner derimod forskjellige Lyd. B betyder b i Bøn, p i Krebs, Ribs, tabt; f betyder v i af, Afgang og andre Sammensætninger; g er j i begynde (bejynne) gild, k i Agt, Magt, Pligt; det betegner i Vogn, Sagn, ligne samme Lyd, som i lang, tung udtrykkes med ng; (Sag med tilføjet n gjør ikke Lydgruppen Sagn, men lyder Sang med n efter); k betyder 1) k, 2) kj (Kys) og 3) j (Sky), hvorom nedenfor. Men hver af disse 3 Lyd betegnes ikke altid ved samme Tegn. No. 1 (K-lyden) skrives og med c, ch, g, q, x; No. 2 (Kj-lyden) skrives og med kj, medens dette kj atter i Skjul, Skjælm o. s. v. kun betyder j; No. 3 (J-lyden) skrives og med i i Villie, Linie, nei o. s. v., med g i gyldig, giftig, mig o. fl.; med gj (Gjær), med hj G Gjort), kj (Skjul); i ældre Bøger hyppig med y (Vey).
Fremdeles – hvad vilde man ikke faa ud, om man læste o eller e med samme Udtale overalt, æ altsaa altid med en anden Lyd end e, ligesom den er et andet Tegn; o altid anderledes end aa. Efter Bogstaven skulde ere danne Rim paa mere, men ikke paa være; vor ikke Rim paa Haar, men vel paa hvor; tilforn ikke paa Taarn, men paa Korn eller Horn. Kan man af Bogen se, at Vaar og vor, ere og ære, her og Hær, fore og Faare-(ne), Prest og Præst, Verk og Værk, Fjeld og Fjæld, otte og aatte lyder ens, men otte og Otte, Sod og Sod (syde), Flod og Flod (med kort aa) Orde-(ne) og Orde-(nen), Fórmue og Formúe, Fórfald og Forfáld, Fórslag og Forslág forskjellig? Mindre, men dog altid nogen, Vanskelighed volder den Omstændighed, at én Lyd iblandt udtrykkes med to Skrifttegn som ph=f i nogle Ord, men =p og h i Ophold, Kamphane; th=t i nogle Ord, men =t og h i Retholt, keithaandet, Nathus, Nathue; ch=k i græske, =kj i tydske, =sj i franske Ord; aa i laane lyder som o i sove, Svoger, men som a og a i Kanaan, Baal; ps=s i Psalme, =p og s i Kapsel, Topseil; omvendt udtrykker jo r paa én Gang baade k og s. Dette og meget Andet kan maaske bringes under Regler, saa at selv den mindre Kyndige lærer at underlægge hvert Skrifttegn den rette Lyd eller Udtale ved Oplæsningen, men denne rette Lyd udfindes da ikke ved Hjælp af Skrifttegnet selv, men ved noget Andet, nemlig Regelen, der angiver Tegnets Betydning i den og den Stilling. Regelen staar altsaa over Skrifttegnene, den lærer at læse op saaledes, som om der snart stod ét Tegn, hvor der staar to, (ph=f), snart intet, hvor der staaer et (troe=tro), snart to, hvor der staar ét (x=ks), og især lærer den hvert Øjeblik at læse, som om der stod et andet Tegn end der staar. Hvorfra kommer den Kundskab om Ordenes Udtale, der saaledes hvert Øjeblik underkjender Skriften? Herpaa skal siden gives Svar. Nu fastholde vi kun den Sætning, at Ordenes Udtale ikke kan udfindes af Skriften, at altsaa en Udlænding ligesaa lidet kan lære det norske Sprogs Udtale af de norske Bøger, som vi kan lære den franske eller engelske Udtale af franske eller engelske Bøger.
Mange synes at tro, at Digterne fremfor andre Mennesker kjender Ordenes rette Udtale, hvorfor man henvises til deres Vers, og fornemmelig til at agte paa Rimordene. Denne Mening er imidlertid ligesaa overfladisk som den forrige. For det Første, hvorledes kan man tro, at en Mand ved den Tid, da han begynder at gjøre Vers, skulde faa en Aabenbarelse om Ordenes Tonstavelser, Selvlydenes Længde eller Selvlydstegnenes Betydning i de forskjellige Ord, som han ikke for havde? Eller mon Lydlære, Verslære og Grammatik er Digteren medfødt, ligesom Lærken dens Sang? Er man ellers uvis herom, vil man let ved at gjennemse en Side eller to hos en og anden Digter, især ældre, men dog ogsaa gjerne Nutidens, selv af de bedste, overbevise sig om deres Upaalidelighed i dette Stykke. Her kan anføres nogle Rim efter Barfods poetiske Læsebog (1841), med Angivelse af Sidetallet. S. 1 seer–nær; 7 Blund–duun; rene–pæne; 8 Huus–Lazarús; 10 rart–Fart; 14 Sjæl–Væld; 17 Moder–Stodder (enten maa altsaa Moder hede Mådder, eller Stodder hede Stoder); 18 seer–kjær; 19 gjort–stort (gjort har kort o hos os); 22 see–Kræ; 26 Herre–være; 27 Haand–Mand: 49 præget–leged; 52 Land–Haand; 56 med–-hed; gjæve–leve; 61 kjær–Menneskér; Skjæl–Sjæl; 90 Ild–Smiil; 123 vorde–gjorde. – 128 Jorden–Orden, men 97 Jord–stor; 136 sig–Skrig; 66 jeg–ei (5 Gange); 36 jeg–Vei; 27 jeg–Vei–nei; 103 ei–dig; 120 jeg–mig; 180 jeg–Vei; 184 ei–dig; 223 jeg–mig; 352 sig–Svig; 142 Træ–see;noinclude>
</noinclude> 188 Skikkelsér–Leer; 168 Slummer–kommer; 233 gryer–Skyer–Fyr;
294 Haand–Land; 295 Haand–Land; 303 Stæder –smedder (læs derfor smæder?!) 308 kvær–Sværd; 347 Vær (Veir)–Sværd; 351 nær–Sværd; men 367 uforfærdet–Sværdet; 371 Sværdet–hærdet–uforfærdet; 356 lovet–Hoved; 321 Kavalleer–Fjær; 321 Kavalleer–fleer; 361 Mænd–een; 422 Ziffer–Hjeroglyffer; 449 Enge–springe. Her lærer Rimet os at udtale e (æ) som i, i som y; sig, mig, dig, snart som sej, mej o. s. v., snart som sig o. s. v., æ som ee, aa som a, kort Stavelse som lang eller omvendt, o. s. v.; kørt sagt, rigtige Rim forudsætter Kjendskab til den rette Udtale, og ikke omvendt.
Til ovenstaaende udhævede Sætning kan altsaa føjes det Tillæg: Udtalen kan heller ikke udfindes ved Hjælp af Rim og Versfødder, da den, som disse angiver, idelig modsiger sig selv.
Men kan vi ikke lære Udtalen af Bøgerne, da kan vi dog maaske lære den af de Danske. Under Norges Forening med Danmark var dette Hovedlandet. Bøger skreves oftest i Danmark, og nærmest med Hensyn til de Danske. En Normand oversatte da sine Tanker fra Norsk paa Dansk, som f. Eks. Pram (Platous Chrestomathie S. 129), naar han fortæller, at Normændene fælder Træer til Bjælker og fører dem til Saugmøllerne, hvor de skjæres til Bræder. I Norge selv, hvor netop denne Bedrift foregaar, vilde man vel sige: fælder til Tømmer, fører dette til Sagene (Saugene), hvor det skjæres til Planker og Bord. (Smager ikke Bjælker af tydsk Balken, Saugmøllerne af tydsk Sägemühle og Bræder af tydsk Bret?) Men ligesom man ved Ordenes Valg især saa paa, hvad der vilde være mest fatteligt for de Danske og vinde mest Bifald hos dem, saaledes søgte nok de Norske, forsaavidt de gjorde Fordring paa at gjælde for Personer med højere Dannelse, i en vis Grad at tilegne sig den danske Udtale, idet den egentlig norske gjaldt for provindsiel, plump og skjødesløs. Og denne Mening om dansk Udtale som den egentlig berettigede i begge Lande er endnu langt fra uddød her i Landet, og mindst i vor Hovedstad, hvor den ogsaa har lettest for at holde sig vedlige.
De Norske skammer sig derfor ofte ved sin Udtale; man bruger den gjerne hjemme i sit Hus, under sine Forretninger og i Samtale med jevne Folk; derimod opgiver Mange den, naar Sproget skal være mere omhyggeligt, saasom naar de læser op af en Bog, holder Foredrag eller endog blot befinder sig i bedre Selskab end sædvanligt. Men Danskheden gaar dog i Udtalen sjelden længere end den er betegnet i Bøgerne, medens de Danskes Danskhed strækker sig langt videre.
Naar de Norske siger gabe, slibe, liden, bide, Stagen, Bugen for gape, slipe, liten, bite, Staken, Buken, altsaa bruger bløde Medlyd for haarde, da er dette mere eller mindre bevidst, enten Lempning umiddelbar efter den formentlig smukkere danske Tale eller efter Bøgerne, der igjen, hvad den deri angivne Udtale af Ordene angaar, bærer Præget af Sprogets formentlige Hovedland Danmark.
Det er ovenfor vist, at man ved at følge Skrifttegnene i Bøgerne af mange Skriftord udbringer en Udtale, et Lydord, der ikke bruges af Nogen, der altsaa hverken er norsk eller dansk. Men sæt nu, at En erklærede, at han sagde slæbe, slide, slige for slæpe, slite, slike, ikke fordi der staar saa i Bogen, men fordi de Danskes Tale, som Bøgerne mere eller mindre ufuldkommen stræber at gjengive, lyder saa? Nu ja, men saa maa han følge de Danske ikke blot der, hvor ogsaa Bogen følger dem, men tillige der, hvor Dansken og Bogen er i Strid med hinanden. Nogle saadanne Tilfælder skal her angives efter en dansk Lærds, J. Levins, Lydlære, for at man kan se, hvilken Udtale denne Grundsætning vilde tvinge Normanden til.
Medlydene b, g, betegner i Dansk ofte, især dog i korte Stavelser, Lydene p, k, Eks. Nub, Stub, Ebbe, Knub, Gribbe, Labber, Gig, Brig, Væg, tryg, tyg! Ryg, begge, læs Rup, Eppe, Ryk o. s. v. (Levins Lydlære § 50 og 51).
D og g lyder „aandende“ overalt naar de skal høres i Enden af en Stavelse; Eks. Blad, ved, Dag, syg. (Lydl. § 22).
Blødt v høres f. Eks. i Rav, Laug, Havmand, Ravyn, taus, Snaus, Havre, Lov, Toug, Ovn, Skovle, Evne, kjævle o. fl.; det lyder her anderledes end i gav, Loven, Kjæve, Hværv, Brev, Grevskab, syv, Lov, Livlæge, hvilke angives at have haardt v. (Levin, § 28).
I mange Ord udtales altsaa b, d, g og v dels blødere, dels haardere, overhovedet anderledes, af de Danske end af os.
De Norske udtaler ikke ge, gi, gy, gæ, gø, ke, ki, ky, kæ, kø, men i Stedet derfor altid je, ji, jy, jæ, jø, kje (ɔ: che, χη, χι, χυ), kji, kjy, kjæ, kj. Det Samme antager man jo at have fundet Sted i Oldnorsk, ligesom det endnu gjælder i Svensk, hvor dog k foran disse fem Selvlyd ikke udtales ganske som hos os (tj). Her afviger atter de Danske, idet de foran i og y og tildels e udtaler virkelig g og k, medens de foran æ, ø og iblandt foran e ikke læser g og k som Tydskerne, heller ikke j og kj som vi, men omtrent gi og ki (Levin, § 32).
Hvor der skrives gj eller kj foran andre Selvlyd, udtaler de Danske baade gj og kj: gjaldt, gjorde, Skjul, Skjorte, Skjald, Kjole. Kort sagt, i de mange Ord, hvori g og k i Bøgerne staar foran i og y (og e) samt overalt, hvor gj eller kj eller skj forekommer, der har de Danske en anden Udtale end de Norske, en Udtale, som de forresten synes at have temmelig Ondt for nøje at bestemme (Levin, Oplysende Anmærkninger til Lydlæren, Side 16–28).
Og medens de Danske siger: Stuppen, Lappen, bekke, altsaa udtaler haard Medlyd, hvor Bogen og den norske Udtale har den tilsvarende bløde, saaledes udtaler de igjen bløde Medlyd, nemlig b, d, g mellem to Selvlyd og i Enden af en lang Stavelse, hvor Oldnorsken, den svenske Tale og Skrift, ligesom og ældre danske Bøger, tildels lige til Reformasjonstiden, og det norske Talesprog endnu, har haarde Medlyd, f. Eks. skabe, liden, rig for skape, liten, rik, hvor dog Bøgerne nu har lempet sig efter det danske Talesprog.
Men ikke blot hvad Medlydene angaar, udtaler de Danske i mange Tilfælder andre Lyd end Bogens Tegn og den norske Tale udtrykker; dette sker ogsaa ved Selvlydene, idet i i mange Ord udtales som e, u som o og y som ø. Som Exempler anføres af Levin blandt andre: lidt, hvidske, vis, hvor i klinger som e i hedt, Svedske, treds; fremdeles Skin, Spid, splitte, ind, tiltage, vil, spille og mange andre. Videre u som o: rund klinger som ond, Grunde som Bonde, Rust som Øst, Dup som Knop, hun som mon, knurre som Borre, spundet som Ondet o. s. v. Fremdeles y som o: Lyst lyder som Øst, Bryst som Brøst, Nytte som Støtte, kysse som Bøsse o. s. v. Denne Udtale af i, u og y findes tildels ogsaa hos os, men henføres her til Landskabsudtalen, undtagen vel tildels hvad y som ø angaar.
Ligeledes afviger dansk Udtale fra den norske (og fra den i Skriftsproget overleverede ældre danske) med Hensyn til Selvlydenes (Stavelsernes) Længde. Saaledes anføres af Levin (§ 152) Fad, Nad, Fred, Smed, Led, Ved, Gud, Bud, Sag, Sprog, Rug, Brev, Hav, Skov som Ord med kort Selvlyd, der dog under Bøiningen faar lang. Ligeledes angives Selvlyden at være kort i du, I, i, nu, da, saa, ja, ha! (§ 114); saavelsom ofte i sammensatte Ord, saasom Snedynge, Bopæl, nybagt, frisindet, Smaating, udgjøre, Sproglære, Livlæge, Synspunkt, Viingud, guulguul, bruunguul, guulbruun, læses Sneddynge, Boppæl, nybbagt o. s. v. (§ 158). Ravet, Rovet læses Ravvet, Rovvet (§ 52); tredie læs treddie (§ 53).
Omvendt har andre Ord lang Selvlyd, medens den norske Udtale og Bogen (ved at fordoble den følgende Medlyd) tillægger dem en kort. f. Eks. sjette, otte, Ætten, Sotten, Læggen, Tillægget, Paalæggene, Ægget, Skjægget, Væggen, Næbbet, Kobber, skabbet, Seddel; læs sjete, Æten, o. s. v. (§ 54). Nogle Danske skriver ogsaa efter sin Udtale f. Eks. Tillæget, Skæget, Anlæget.
Da de Danske nu har lært at gjøre bestemt Forskjel mellem Ordet som Lydgruppe og som Tegngruppe, finder man hyppig Rim, der er urigtige efter Bogen, eller for Øjet, ligesom og efter vor Udtale, men rigtige efter de Danskes, saadan som den ovenfor er angiven. Hertil nogle Exempler af Barfods Læsebog S. 38 ligge–kikke; 43 tigge–drikke; 87 kvær–værd; Skygge–Lykke; 102 Smykke–bygge; 105 omsonst–Kunst (u ɔ: o); 113 ei–Mai(?); 128 Rum–derom; 135 om–Vom (om, dansk åm–Våm); 140 lukkes–vugges–slukkes; 145 Ugle–skjule; Sal–Karl; 324 Gunst–omsonst; 345 Fioler–taaler; 347 Hobe–Kaabe; 397 ond–Stund; 404 dryppe–Krybbe. Disse Exempler viser, at den efter Levin angivne Udtale erkjendes af Digterne som rigtig.
Men, spørger man, hvor skal jeg da finde den gode Udtale, naar det ikke er den, som fremkommer, naar jeg underlægger hvert skrevet Bogstav i Bogen den Lyd, der er Bogstavets Navn, og jeg paa den anden Side heller ikke uden i mangfoldige Ord at maatte udfinde og tillære mig en ganske ny, uvant Udtale, kan faa gjennemført den Danskhed, som vi i nogle Tilfælder mere eller mindre løselig har tilegnet os, idet Danskheden i vor Udtale hidtil væsentlig har bestaat i Brugen af bløde Medlyd, b, d og g, for de haarde, p, t og k (løpe, bøte, bake), v for g (Have=Hage) samt enkelte Lyd for vore gamle Tvelyd, medens vor Udtale med Hensyn til Brugen af f. Eks. lange og korte Stavelser, af i, u og y, af blød Medlyd for haard (bb for pp, gg for kk), afviger fra den Danske, idet den her stemmer overens med den i Bogen angivne?
Herpaa kan foreløbig svares med et andet Spørgsmaal: Hvor har f. Ex. Englænderen eller Franskmanden sin Udtale fra? Aimer, roi udtales jo ikke efter de enkelte Bogstavers Betydning, naar man staver, eller naar Tegnene staar hvert for sig, men Udtalen æmé, roa slaar a og i sammen til Tegn for, som ellers ofte skrives med e; den bortkaster r og underlægger e en anden Lyd end f. Eks. i être; i i roi udtales ikke, men Lyden a indbringes i Lydordet trods Indsigelsen fra det sidste Skriftbogstav, der paastaar, at Lyden er i. Fremdeles kan mærkes, at Franskmanden stadig nævner de samme Lydgrupper med Munden, naar han med Øjet fatter Tegngrupperne a-i-m-e–r, ro-i, og altsaa ikke vakler mellem den skrevne Udtale og den, som han medbringer andensteds fra, nemlig fra Talesproget; han siger ikke snart aj-mer, snart a-ï-mer, snart æmēr, snart æmær, snart æmé; heller ikke nu rōj nu råj, nu roa, hvorimod vi snart læse K-i-n-d-e-r som Kinder efter Bogstaverne, snart, med større eller mindre Frihed, gjør Kjinner eller Kinner eller Kjinder. Og naar Danske siger Rykken, lække, Tillæget o s. v., da dog Bogen siger Ryggen, lægge, Tillægget, da gaar jo ogsaa de udenfor Bogen og har sin Kundskab om, hvorledes man bør tale, fra en anden Kilde end fra det skrevne Ord. Levin har i sin Lydlære gjort med sit Modersmaal, hvad Grammatikerne plejer at gjøre, naar de forfatter Grammatikker for Udlænvinger, idet han i Kraft af en Kundskab, der er ophøjet over Bogen, vejleder Læseren til at udfinde, hvad de synlige Tegn i Bogen paa hvert Sted betyder.
Men Kilden til denne Kundskab om den rette Udtale er Noget, som var til for Skrifttegn var til, og som vilde bestaa, om end alle Bøger brændtes og Skrivekunsten blev glemt; det er Noget, hvis Forandringer Skriften saa smaat maa lempe sig efter, om Kløften mellem den og det, den skal betegne, ikke skal blive saa stor, som f. Ex. i Engelsk, at den snarere angiver, hvad Ordet ikke heder, end omvendt. Denne Kilde er det levende Sprog, Talesproget.
Lad os da her fastholde den Sætning: Ordenes Lydform i et Sprog (Udtalen) maa læres af og blandt de Talende, ligesom den til en given Tid, med større eller mindre Ret, gjældende Skriftform (Retskrivningen) maa læres af de Skrivende, ɔ: af Bøgerne i Sproget.
Her hører jeg Læseren udbryde: Talesproget! jo det var den rette Læremester! Saamange Munde, saamange Udtaler! Nu, men er da ikke denne Vanskelighed tilstede i andre Lande saa vel som her, og dog lægger Danske, Franske o. s. v. Talesproget til Grund. Og hvor skulde vi vel finde Udtalen, naar vi, som ovenfor er vist, ikke kan tro Skriften? Ensteds maa vi dog hente den fra, ti efter Lune og Indfald maa dog Ordene ikke vrides og vendes, om der ikke skal opstaa en Sprogforvirring, saa den Ene ikke forstaar den Anden.
Men dette Talesprog er for det Første ikke Menigmands. Almuens Sprog mangler nemlig Enhed, da de enkelte Landskabers og Bygdelags Almue kommer i forliden Berørelse med hinanden til, at Ulighederne kunde blive nogenlunde udjevnede. Den dannede Klasse derimod hører ikke hjemme i noget enkelt Landskab, men flytter og blandes; Faderen i en Familie er maaske født i Sogn, Moderen i Sætersdalen, én Søn i Solør, en anden i Guldalen, en tredie paa Hedemarken, Huslæreren i Valders, Fuldmægtigen i Tellemarken. Her kan Dialekten altsaa ikke trives. Denne dannede Klasse er ogsaa talrigere end Brugerne af noget enkelt af vore Bygdemaal, og hvad mere er, den er i Besiddelse af den største Dannelse og aandelige Magt, saa det ikke er rimeligt, at den skulde ville bøje sig for Almuen og lære sig eller sine Børn at tale som de, hvilke den ellers leder og aandeligen behersker.
For det Andet er der Midler til at hæve Udtalen i de Dannedes Sprog op over den individuelle Udtales Ustøhed og Vilkaarlighed. Man kan ved Videnskabens Hjælp, ved nemlig at sammenligne Manges Udtale af samme Ord, ved at følge Sproget ad den historiske Vej, ved Betragtning af beslægtede Ord og Iagttagelse af de Bogstavskifter der under lignende Omstændigheder pleier at forekomme o. s. v., bestemme det Enkelte, f. Eks. om Anden eller annen, sælge eller sælle eller sæle eller sælje er rigtigst; om Marked, elsked, troede, seet, talede o. s. v. er bedre end Market, trodde, set, talte o. s. v., hvoraf følger, at en Retskrivning, der væsentlig slutter sig til Udtalen (den ortofoniske) ligesaa vel hviler paa en videnskabelig Grundvold som den hos os gjældende etymologiske, der dog ogsaa fra Først af væsentlig var ortofonisk, og efterhaanden har nærmet sig den nye Udtale, der i Tidens Løb opkom istedetfor den ældre, som Skriften først afpassedes efter; har altsaa i Tidens Løb stræbt, saa ofte Forholdet mellem Skrift og Tale var blevet forrykket, atter at blive ortofonisk.[1] At der vil blive Tilfælder, da man ikke ved at afgjøre, om f. Eks. en Stavelse rettest er lang eller kort, om dens Selvlyd er o eller aa, e eller æ, om den bør være betonet eller ubetonet, maa ikke forurolige os; ti dette er Tilfældet ogsaa i andre Sprog, hvor Udtalen uafhængig af Skriftsproget overleveres fra Slægt til Slægt og læres ved Omgang samt tildeels ved egentlig Undervisning. Den faar dog paa denne Maade alligevel større Fasthed og Overensstemmelse, end naar man, som vi nu (og vel f. Eks. de Franske ogsaa før) undertiden følger Talesproget, undertiden Bogen, i Udtalen af de selvsamme Ord. Enhver har altid den Udvej at kunne holde sig til Bogens Udtale i de Tilfælder, hvor den mundtlige Tradisjon svigter ham, ligesom Almuesmanden har maattet gjøre hidtil, naar han ved Foredrag eller Oplæsning maatte give Slip paa sin dagligdags Udtale, men ikke kjendte den nasjonale (de Dannedes, forsaavidt en saadan findes) saa nøje, at han heri altid kunde træffe det Rette. Folk, der (som en Del af vore Seminarister, og som man kan se af Fædrelandet No. 2941849 ogsaa af de danske) aflægger Almuesproget uden at tilegne sig Landssproget ved lang Omgang med Mennesker af den Klasse, der taler dette nogenlunde rent, gjør sig da ofte latterlige ved at tale stivt efter Bogen ligesom en Udlænding. Hvorfor synes man nu, at Seminaristen og Udlændingen taler saa rart? Jo, fordi de taler omtrent saa nøje efter Bogen som den Dannede selv, naar han læser op af en Bog eller taler fra Prækestolen eller i Stortinget eller for Skranken eller fra Scenen (i Tragedien f. Eks.) Nu, men saa taler jo denne Dannede selv rart under de her nævnte Omstændigheder. Hvorfor bruger han da sommetider en Udtale, som han finder underlig eller latterlig, naar den bliver brugt ogsaa i Hverdagstalen og ikke blot i Stadstalen eller det formente højere Foredrag? Naar det Falske ikke støder ham under enhver Omstændighed, saa er det nok blot fordi han har kuet den naturlige Følelse; han har fra sin Barndom hørt den fordrejede udtale anvendt i disse samme Tilfælder, og har saaledes vænt sig til den Forestilling, at det nu engang skal saa være. Naar man hører en Almuesmand fremføre sine Ord med summende eller syngende Udtale, da ved man straks, at han læser af en Bog, om man end staar saa langt borte, at man ikke fatter Meningen eller hører de enkelte Ord. Her har atter Almuen vænnet sig til en Udtale, der ellers støder hans naturlige Følelse og derfor aldrig anvendes, uden hvor Vanen har gjort, at han finder den i sin Orden, hvor kjedelig og latterlig den end er, – nemlig under Oplæsning af en Bog.
Vanen bør vel ikke beskytte Misbrugen i det første Tilfælde mere end i det sidste.
En og Anden vil vel her indvende, at det er nødvendigt for at forstærke Indtrykket, at udtale Ordene anderledes under Oplæsning og offentligt Foredrag end i Hverdagslivet. Dette er dog neppe saa. De Ord: Dette har du gjort f. Eks. klinger forskjellig, eftersom de udtales som et Faktum eller som Indrømmelse eller som mild Irettesættelse eller som skarp Irettesættelse (i Vrede) eller med Beundring eller med Kjærlighed eller som Spørgsmaal o. s. v., og dog vil de samme Medlyd og Selvlyd, blive udtalte under alle de her tænkte Betoninger. – Desuden, naar man ikke skulde kunne fremkalde Højtidelighed i Foredraget uden ved at sige f. Eks. mig, dig, sig for mej, o. s. v.; vinde, finde for vinne, finne; han vilde, skulde for han ville, skulle; svige, skrige, Lyde, bryde, knibe for svike, skrike, Lyte, bryte, knipe, – hvrfor siger man da ikke ogsaa g-jøre, k-jøbe, Sk-jælm, men jøre, chøbe, (χøbe), Sjælm? Hvorfor siger man ikke sove, love, vove, doven, Svoger med o men med aa: saave, laave o. s. v.? Hvorfor siger man ikke holde, kold, bold, hoppe, Stok, nok o. s. v. med o men med aa (å): haalde (haalle), kaald, håppe, Ståk, nåk, medens man udtaler o som o og ikke som aa f. Eks. i ond, Bonde, sort, Mord o. s. v. Hvorfor udtaler man ikke Jernet, gjerne, Hjerne, her, der med e, som der staar i Bogen, men med æ, som der ikke staar? I alle disse Ord kunde man ligesaa let have en Søndagsudtale, Prækestoludtale, Læseudtale af Ordene som ved at gjøre Mannen, inne, solte, Spørsmaal, fult til Manden, inde, Spørgsmaal, solgte, fulgt, ɔ: saalkte, fulkt? – Og hvorledes indbringer man Høitidelighed i den store Mængde Ord, hvor Bogen angiver netop den samme Udtale, som man bruger i Hverdagssproget, f. Eks. en, to, tre, fire, syv, ni, ti, fjorten, sytten (egentlig syvten, men Bogen lemper sig her efter den lettere Udtale), atten, nitten, tyve, min, mit, mine, vi, du, din, dit, dine, I, Eder, Eders, han, hans, ham, hun, de, deres, disse, disses, hin, hint, hine? En gjøres dog ikke til æn eller an eller in, to ikke til tvo eller taa eller tu o. s. v. for at gjøre Indtryk ved en Klang, der er usædvanlig, idet den afviger fra Hverdagstalen, som mig, dig, sig fra mej, dej, sej? Og hvorledes frembringes Høitidelighed i de ikke mindre talrige Ord, hvor Bogen vel angiver en anden Udtale end Hverdags- (ɔ: Tale-) sproget anvender, men hvori dog hverken Præst eller Skuespiller eller Forelæser følger den i Bogen anviste afvigende Udtale, medens han, som før sagt, følger Vinket ved f. Eks. at gjøre Talesprogets vinne, ille, finne, Spørsmaal til vinde o. s. v.? Eksempler kan tages af samme lille Ordkreds som ovenfor, nemlig af Talord og Pronominer, saa man deraf kan danne sig en Forestilling om deres Talrighed: fem (man siger altid fæm) sex (ɔ: sæks), otte (aa), elleve (æl-), tolv (i Talesproget altid tål, ligesom hal, Søl, sel for halv, Sølv, selv; i Foredrag snart tål, snart tålv, aldrig tolv med O-lyd), tretten (æ); femten (æ), sexten (i Talen sejsten, i Foredrag dels sejsten, dels sæksten); jeg (jej vel altid, endog i Foredrag, ikke jæg), vor (med aa, ikke o), os (ɔ: ås), hendes, hende (med æ, uagtet Bogen siger e), den, det (æ, men naar t udelades, e: de), dem (dæm).
Endelig være det tilladt at spørge, om der ikke ligesaavel i Livet overhovedet som under Foredrag, med eller uden Bog, gives usædvanlige Stemninger og høitidelige Øjeblik, og om disse Stemninger da plejer at skaffe sig Udtryk i en mere bogret Tale end sædvanligt; om altsaa f. Eks. en Mand i Havsnød raaber hjælper mi-g, hjælper mi-g (raabende til Flere), istedetfor hiælp mej, hjælp mej.
Hvad videre Udtalen angaar, da har jeg i 1844 behandlet den Sag i et Tidsskrift, hvoraf nærværende kan gjælde for en Fortsættelse, nemlig i „Nor“, III Binds 2det Hefte. Jeg har der søgt at bestemme den norske Udtale, der bruges af den dannede Klasse over det hele Land, altsaa i Modsætning til Almuens Udtale eller Bygdemaalene paa den ene Side og paa den anden Side til den i Bogen angivne, der, forsaavidt den afviger fra førstnævnte, dels er dansk, dels blot grunder sig paa skjødesløs eller bessermachende, etymologiserende Retskrivning. Denne Udsondring af Norsk fra Dansk, der med det Samme bestemt og konsekvent skjelner mellem Bogudtale og Talesproget, har ansette Sprogmænd siden betydelig støttet, vistnok uden at kjende eller tænke paa mine Bestræbelser idet de gjentagende have udtalt den Sætning, at Sproget i vore Bøger er dansk. Hos mig var Spørgsmaalet: Norsk eller unorsk? hos dem: Norsk eller dansk? Min Hensigt var at bidrage til, at vort Sprog under Foredrag og i Bøgerne fik den samme norske Farve, som det har i Talen, hvorved Bøgerne vilde blive os mere kjære og hjemlige, Ordene lettere at gjenkjende paa Prent og Talen lettere at udtrykke i Skrift.
Jeg vil derfor ikke her gjentage, hvad i hin Afhandling er opstillet, men kun tilføje Noget dels om Sagen i dens Almindelighed, dels angaaende enkelte Punkter, idet jeg her dels søger at begrunde, dels videre at udføre eller paavise Anvendelsen af de der fastsatte Bestemmelser.
Om vi nu udsondre de Ord der bestandig udtales ens, og det netop saaledes som de skrives (to, tre, fire o. s. v.) og dernæst dem, der ogsaa bestandig have samme Udtale, medens de enkelte Skrifttegn i Bogen ikke Tegn for Tegn svare til Lyd for Lyd (sex ɔ: sæx, fem ɔ: fæm o. s. v.), saa bliver der dog endnu en stor Mængde Ord igjen, hvori der jevnlig høres en dobbelt Udtale, saasom Skin, der ogsaa udtales Sjin, Kys og Kjys, begynde og bejynne, Jord og Jor, Spørgs-(Spørks-)maal og Spørsmaal, hvorom videre ovenfor.
Hvorfra har denne Dobbelthed sin Oprindelse? I Bygdemaalene findes den jo ikke, undtagen maaske i et og andet Ord. Den, der taler et vist Bygdemaal, giver jo Ordet altid de samme Medlyd, ikke snart haarde, snart bløde, snart flere, snart færre, nu én Selvlyd, nu en anden; giver de samme Verber og Substantiver ikke snart en Flertalsform, snart en anden, kort sagt Ordenes Stammer saavelsom deres Endelser har større Fasthed, er sig selv mere lige end i den dannede Klasses Tale. Ser man nøjere til, vil man finde, at den ene af de to udtaler svarer til Bogens Bogstaver (Tegn), medens den anden maa have anden Oprindelse. Den første bruges af de Fleste langt mindre end den sidste. Den sidste bruges jevnlig af Børn og Fruentimmer og de Mænd, der bruge Sproget mere i Tale end i Skrift, den første af dem, der omgaaes mest med Bøger og giver sig af med Undervisning og offentligt Foredrag; dog saaledes, at dette Sprog synes ligesom at gjøre mere Krav paa Bevidstheden, og udsætter den Talende for at falde ud af Rollen, ligesom den, der taler et fremmedt Sprog, af Vanvare indbringer Ord og Lyd af sit Modersmaal. Det Modersmaal, hvorpaa disse talende Bøger ofte bryder, naar de i lærd Adspredthed ikke passer paa Munden eller de besjæles for stærkt af Talens Indhold til at kunne vedligeholde dens udvortes formentlige Penhed og Pyntelighed, er da intet andet end det, alle andre dannede Mennesker taler, naar de ganske ubekymrede lader Munden løbe og taler som de har hørt og lært fra Barnsbeen af, før de i Skolen lærte at tage Tungen fangen under Bogens Lydighed. Denne ukunstlede Udtale, som jeg her vil kalde Barnemaalet, modsat hint Bogmaal, kan ikke betragtes som en Udartning af Bogmaalet; dertil er den alfor regelmæssig og altfor almindelig udbredt.
Saaledes er Barnemaalets Udtale altid ens med Hensyn til Ganelydene g og k foran e, i, y, æ og o (de bløde Selvlyd), idet Lyden g her altid bliver ombyttet med j, og Lyden k med kj (ɔ: che, græsk χ), eller naar s gaar foran kj eller k, med j: ge, gi, gy, gæ og gø maatte derfor efter Barnemaalets Udtale altid skrives ens, enten altsaa blot je, ji, jy, jæ, jø eller og, naar g skulde beholdes, altid med j efter g: gje, gji o. s. v. og ikke som Brug er, med blot g foran i og y samt tildels foran ø (gød, gøs). Ligeledes skrives ke og kje (ked og kjed), ki, ky, kæ og kjæ, kjo, ske, ski, sky, skjæ (og skje, naar e betyder æ), skjø. Vor Tale er her altid kje, kji, kjy, kjæ og kjø; sje, sji, sjy, sjæ og sjø. I Oldnorsk antager man jo, at det samme Forhold har fundet Sted mellem de bløde Selvlyd og disse Ganebogstaver. I Svensk gjælder det Samme. Man skriver ge, gi, gy, gæ, gø, men siger je, ji, jy, jæ, jø. K-Lyden undergaar ogsaa Forandring og det netop én og samme foran alle disse Selvlyd; den bliver nemlig i Udtalen ombyttet med en noget stærkere Lyd end vor kj, nemlig omtrent tj: ke, ki, ky, kæ, ko udtales omtrent tje, tji o. s. v. Foran disse Selvlyd, men efter s udtales k som j, (eller med andre Ord, man indbringer I-Lyden i Lydordet paa det Sted, hvor k staar i det skrevne Ord); sked udtales som om der stod sjed, skjønt j paa denne Plads lyder noget anderledes end i Norsk og end j uden s foran ogsaa i Svensk. Ogsaa i andre Sprog, f. Eks. i Latin, møder os det Samme. Latinernes k (ɔ: c) bliver nemlig foran e, i, y, æ og ö til noget Andet end k, nemlig efter vor Udtale af Latinen til s, men oprindelig udentvivl til kj, ligesom hos os. (Havde Romerne virkelig udtalt Caesaær, cella, vicia, Cerasus ikke som Kjæser, Kjella, Vikja, Kjerasus, saa havde vi vel lært at sige en Sejser, en Seller, Visser, et Sirsebær for Kjeiser, Kjelder læs Kjeller, Vikker, Kjirsebær). I de Sprog, der kommer af Latinen, udtales jo ogsaa g og k (c), anderledes foran de bløde Selvlyd end ellers (genre, ange, cette, ce-ci). Der maa altsaa være en almindelig Aarsag til, at j og kj bliver brugt for g og k i disse Tilfælder; Taleredskaberne maa have lettere for at frembringe j og kj foran disse Selvlyd; og selv efter dem vil j heller staa end g eller k; derfor er sigla, sigr, speculum blevet sejle, Sejer, Spejl.
I vort Modersmaal frembringer altsaa samme Aarsag (den bløde Selvlyd) altid samme Virkning (g til j, k til kj), men derimod sker dette ikke i den danske Udtale, som efter Levin gjør Brud paa Naturligheden (altsaa paa Analogien), og det stadig foran i og y, ustadig foran e. Den gjældende Skrivebrug er altsaa just ikke tilfældig (gi, gy, ikke gji, gjy); meget mere udtrykker den den danske Udtale, eller vel egentlig Kjøbenhavns, hvor baade Skriften og Talen maa være bleven noget forkvaklet ved Paavirkning af tydske Bøger og tydsk Tale. Af den naturlige og tillige gammelnordiske Udtale skal efter Rask, Levin og Andre endnu findes betydelige Levninger hos Almuen, især i Fyen og Jylland. Altsaa naar Bogens Gift, forgylde, Kind, Kys, Skin, Sky skulde være det Ægte og Rette, derimod Jift, forjylde, Kjin(d), Kjys, Sjin, Sjy blot en Udartning, en slurvende Afvigelse derfra, hvoraf kommer det da, at den samme „slette Udtale“ aldeles regelfast følges af vor hele Almue, af en stor Del af den danske Almue, af alle Svenske, ligesom den jo gjaldt hos vore Forfædre? Og maa ikke netop Indblanding af Bogmaalets Udtale her ansees som Udartning, som Brud paa den fra Oldtiden i alle disse nordiske Lande ubevidst fulgte Analogi? Bogmaalet nemlig, der i dette Tilfælde udentvivl slutter sig til den danske Udtale, der er bragt i Ulave, formodentlig ved Efterabelse af Tydskens Bogsprog, hvilket ogsaa er løsrevet fra den naturlige Folkeudtale.
Andre Ord, hvori en dobbelt Udtale høres, er de, hvori d forekommer foran s (s). Vor Almue, altsaa netop de, der ikke synderlig paavirkes af Bøgerne, udtaler ikke denne d (der da foran den haarde Lyd s maatte først ombyttes med den tilsvarende haarde Lyd t, om den skulde udtales utvunget). Hidse, Spidsen, Puds, trodsig, pludselig udtales hisse, Spissen, Pus, trasst. Ved Oplæsning og i Foredrag høres jevnlig hitsig, Spitsen, Puts, Trots, plutselig; dog saaledes, at Naturen ogsaa i dette Tilfælde ligesom i det foregaaende ofte gaar over Optugtelsen, og Vedkommende bryder paa Barnemaalet ved at udelade d (t). Og desuden udelader selv den mest loyale Bogtræl d foran sk og st, f. Eks. i vidste, sidste, Vædske, lædske, hvorimod enkelte Ord, der vel fra først af er tillærte af Bøgerne, ogsaa i Talesproget høres med t, f. Eks. plutselig. Her kan man ikke engang beraabe sig paa, at dog de Danske følge Bogen (længere); ti efter Levin § 59 er d stum foran 8, naar s ikke er Bøjningsmærke: Lods, Stads, Seilads, tilfreds, treds, Gods, Plads, Kryds, sig Loos, Stas, Seilas, tilfres, tres, Gos, Plas, Krys, aldeles som hos os Menigmand altid, og selv den dannede Klasse for det Meste siger. (Undtag f. Eks. Statsmand, hvori Stats- er Genit., og Sats, som er tydsk). De Danske udtale, efter Levin, endog Kreds som Kres (tydsk Kreis, ikke Kreitz eller Kreiz). I dette er da vore Bogmælende mere dansk-tydske end de Danske selv.
I Oldnorsken undgaaes ogsaa Lydforbindelsen ts; z bruges som etymologisk Tegn for S-lyden, hvor der egentlig skulde skrives og læses ds eller ts. Enhver, der kan Græsk, kan jo Regelen: δ, τ, θ, ζ, udelades foran Sigma, ɔ: enhver D-lyd (blød eller haard), bortfalder foran s. I Latin gjælder det Samme: d eller t og s fordrages ikke; hvor de under Bøjningen eller Afledningen støder sammen, maa den ene af dem fortrække. Patior bliver passus, ikke patsus; fateor, fassus; gradior, gressus, ikke gredsus; sedeo gjør sessio, ikke sedsio; lædo, læsi, læsum for lædsi, lædsum; video, vid(s)i, vi(d)sum; mitto, misi, missum for mitsi, mitsum; flecto, flexi, ɔ: flecsi for flectsi; ; glans for glands, gen. gland-is, dens for dents, gen. dent-is. Deraf lader sig og formode, at Udtalen -tio, -tia, -tius, -tium som -tsio, -tsia, o. s. v. f. Eks. natsio (natio), lætitsia (lætitia) er urigtig. Sprogbøjningen, der ellers stadig undgaar Bogstavforbindelsen ts og ds, vidner stærkt derimod; det maatte da være en senere opkommen Mode- eller Skoleudtale. At nuntius, tralatitius ogsaa skrives nuncius, tralaticius, tyder paa, at ti og ci her giver samme Udtale. Cia=kja; tia=tja; tj og kj veksler let, idet enten kj (χ) bliver til tj, som i Svensk, (kær=tjær) eller tj til kj, som i Norsk, hos Almuen især: Tjære, læs Kjære; Tjærn, læs Kjærn, fortjene, læs forkjene, Tjof, Tjuv, læs Kju ɔ: Tyv. Enten er altsaa baade nuncius og nuntius læst nuntjus, og da bliver natio til natjo, ikke natsjo, eller begge læstes nunkjus, og da maa den forstærkede S-lyd være tilkommen senere (nunskjus, naskjo, altsaa ikke heller natstio,) ligesom i Fransk, hvor ch, ɔ: kj, ch, nu læses omtrentlig som s-ch ɔ: skj ɔ: sj, og hvor g foran blød Selvlyd læses ikke som j, men omtrentlig som sj: genie=sjeni. Men hvad enten nu Romeren sagde notitsia, justitsta, audientsia eller notisja, justisja, audiensja, saa er det vist, at vi bortkaste ia, og at t, om der var noget, foran s bortfalder i vor Mund, for saavidt vi lader den raade sig selv, fri for den doktrinære Skoletvang: Justis, Notis, Audiens. Blev t virkelig udtalt i de Ord, hvor den staar i Latinen, vilde man ikke kunne tage Feil og sætte den ind, hvor den hverken skrives i Latinen eller høres efter den brugelige Udtale, saasom: Frederits, ɔ: Frodericia, altsaa Frederis; Pommerants, ɔ: pomme orange ɔ: orangsj’, ikke Sorangtsj’; Rigskantsler (cancellarius, Norske Samlinger, 1ste Hefte); Commerts (commercium; se „Bevægelse i en Høkerloge“ 1850). Frants, ɔ: Franciscus, ikke -citscus. Omvendt bruges ofte tio ved en Fejltagelse til paa etymologisk uret Sted at udtrykke Lyden sjo, hvilket ikke vilde ske, naar man ikke var vant til at tage tio for sjo og ikke for tsjo, ligesom man ovenfor tænkte sig commercium skrevet commertium, ɔ: kommertsjum, men denne t som stum; thi Lyden, der skulde betegnes, var jo utvivlsomt Kommers. – Saaledes findes Invationen i Jylland (Mosse Tilskuer); Discutionen, Kontutioner, (Den Frimodige); Reflectioner (Morgenbladet og andensteds). Ligeledes at lectio kunde blive Lexe, ɔ: Lekse forudsætter Udtalen lek-sio ikke lektsio. Benedictus blev vel først Bendikts, saa Bendiks, ɔ: Bendix. At man ikke har gaat efter Udtalen, naar man skrev denne t, kan og sees af adskillige Ord, som man i den senere Tid har taget fra Fransken, hvor T-lyden mangler, og som man har skrevet saaledes, som om man havde dem ligefrem fra Latinen og trodde at maatte gjengive den latinske Skoleudtale ved ts: notice er gjort til Notits, finances til Finantser; instance, Instants; exercice, Exercits. Nation og alle andre Ord paa -ion sees at være komne fra Fransken, hvor ti er =si (ikke tsi) ligesom i Engelsk. Udeladelse af d og t foran s har jeg rigtignok ikke endnu fundet udtalt som Regel af nogen fransk Grammatiker, men til det „friere hverdagslige og mindre omhyggelige Omgangssprog“ regner f. Eks. Moberg (Gram. S. 99) massäck, båsman, stasseckter, for matsäck, batsman, statssekreter; låss(a), i daglig Tale for låtsa (Daas Ordbog); ligesaa S. 95: skjutsa læses schussa. Sagen er da, at hvor Naturloven gjør sig gjældende idet den undgaar tunge og mislydende Lydforbindelser, der stemples den som Skjødesløshed. De Svenske har dog skilt sig ved t i mange tydske Ord, hvor det findes i vore Bøger; de maa altsaa have en Tendens til at sløjfe t og d foran s, hvilken Tendens altsaa er kommen endnu mere tilsyne hos dem end i de dansk-norske Bøger, medens det med Udeladelsen af t og d er kommet saa vidt i Danmark, at den af Levin kan anføres som Regel og afgjort Sag. At t og d her blot paraderer uden at betyde Noget, kan desuden sees af adskillige Ord foruden af ovenanførte latinske, hvor disse Bogstaver er indkomne efter blot Skriftanalogi, uden at have været nødvendige efter den Udtale, som man fra Først af, da man optog Ordet i Bogen, vilde betegne, f. Eks. Kyrads, fransk cuirasse (ikke cuiratse), t. Küraß.
En Sammenligning med tilsvarende oldnorske og svenske Ord vil vise, at d og t i de fleste Tilfælder har ligesaa liden Hjemmel i Historien og i Nabosproget som i Lydlæren.
| Norsk-Dansk. | Oldnorsk. | Svensk. |
| Bads, Bast | – | bas |
| bedsk | beiskr | besk |
| Bidsel | beizli | betsel |
| beidse | t. beitzen | betsa |
| bedst | beztr | best |
| dundse (jf. dunke) | – | dunsa |
| Fnat | – | fnassel (ɔ: fnatsel?) |
| Gidsel | gisl | gislan, gislare |
| Glands | – | glans |
| glandse, glindse | – | glansa |
| gnidse | – | gnissla |
| Grissel, Gredsel | – | grissel (hos Bageren) |
| Grændse | tydsk Grenze | gräns |
| hidse | – | hetsa, hissa |
| hidse, hisse, heise | – | hissa |
| Karuds, -rudse | (lat. cyprinus carassius) | karussa |
| Klods | tydsk Klotz | klots |
| Kreds | t. Kreis | krets |
| Kryds | kross, nedersachsisk Krüz, t. Kreuz | kors, kryss |
| krydse | – | kryssa |
| Krands | krans; tydsk Kranz | krans |
| kydsk | t. keusch; holl. Kuisch; | kysk |
| kuischen, rense | ||
| Landse | ital. lancia, fr. lance, t. Lanze | lans |
| Lidse | t. Litz | lits |
| Lods | nedersachs. Loods | lots |
| lædske, læske | t. løschen | läska |
| Madras, Matras | ital. matarazza | matras |
| Marts | martius | mars |
| Mads (ɔ: Mas) | (matthias) | Mats |
| milits | (lat. militia) fr. milice | milis |
| Morads | t. Morast | moras, morast; |
| t. Mütze | myssa, mössa | |
| nidsk | nizkr | nidsk, nisk |
| Pandser, Pantser | t. Panzer | pansar |
| Pels, Pelts | lat. pellis, t. Pelz | pels |
| Pidsk (ɔ: Pisk) | N. S. Pietsche | piska |
| Pindse, Pintse | t. Pfingsten (?) | pingst |
| Plads | t. Platz; N. S. Plaß; fr. place | plats |
| pladske | – | plaska |
| pludselig | holl. pløtselyk | plötslig |
| Plyds (Tøj) | t. Plüsch | – |
| pluds- kindet. | – | – |
| pløs- | ||
| polidsk, polisk | (politisk; deraf politsk?) | – |
| Pommerants | pomme orange | pommerans |
| Prinds | lat. princeps; t. Prinz | prins |
| (Vand-)puds | – | puss |
| Puds (Streg) | Nedersachs. Puttze | puts |
| pudse | – | putsa |
| pudseerlig | (N. S. Putze; pußig) | pusserlig |
| Rædsel | hræzla | rädsla |
| Skyds | skjótr, (hurtig); norsk: Skjut = Hest | skjuts (læses sjus, se ovenfor) |
| Skjærmydsel | t. Scharmüßel | skärmytsel |
| smidske | – | smiska |
| smudse | (t. Schmutz) | smutsa |
| spadsere | t. spazieren l. spatiari | spatsera |
| Spids | t. Spitze | spets |
| splidse | holl. splissen | splissa |
| Strabads | t. Strapaze | strapas |
| strabadsere | ital. strapazzare | strapasera |
| Struds | lat. struthio | struts, struss |
| studs | t. stutzig | stussig |
| studse | – | stussa, stutsa |
| Studser (Fifherre) | – | stutsare |
| Terts (i Fægtek.) | fr. tierce | ters |
| Tidsel | þistill | tistel |
| Tridse | – | trissa |
| Tros, Trods (i Krig) | – | tross |
| Trudsel | – | trugsmål |
| Tudse | – | tåssa |
| Vals, Valts | t. der Walzer | vals |
| Valse, valtse | t. Walze | vals |
| ædse | t. ätzen | ätsa |
| Æsse | t. Esse | ässja |
Ogsaa de Ord, der i den jævne Udtale ender paa -as, hører
hid: Visitas, Disputas, Fundas, Attestas, Kalas, (collatio)
hvorefter man har dannet videre: Frieras, Slaberas, Kokkeras
o. s. v. Denne Skikkelse (-as) maatte disse latinske Ord faa i
Folkets Mund, selv om det virkelig havde hedt visitatsio o. s. v.
paa Latin. Men den latinske Skoleudtale paa -tsia, atsio
søgte nu de Lærde at afpræge paa samme Ord i Modersmaalet,
hvoraf Visitats, hvorimod f. Eks. Kalas (Selskab) beholdt sit
-as, da man vel ikke har gjenkjendt det latinske collatio i det.
De efter disse Ords Analogi dannede norske: Frieras, o. s. v.
fik da og indskudt en d: Frierads, ti ts syntes man vel gjorde
dem altfor latinske, medens d kunde betegne den T-lyd, som man
mente egentlig hørte til foran s, ligesom d staar i studs, Puds,
stedse o. s. v.
Men ogsaa den franske Endelse -age (asj) blev hos Folket til -as: Pargas (bagage), Foras (fourage), Marias (mariage), efter hvilken Analogi man og siger Harcellas. j blev her udeladt efter s i asj i Analogi med Puns, Mars for Punsj, Marsj. Nu begyndte En og Anden for at vise sin Sprogkyndighed, at gjøre norske Ord paa -as, der udentvivl var dannede efter den ældre, latinske Analogi, som Slitas, Stillas, til Slitage, Stillage, ligesom de gjorde Almuens „spille Marias“ til Mariage. At samme Ord findes skrevne baade -ads og -age: Takkelads og -lage, Slitads og -tage, viser jo tydelig, at d her maa være stumt; man har nemlig ikke vidst, om det hørte as skulde udledes fra det franske -age (asj, as,) eller fra det latinske -atia, -atio, altsaa skrives -ats eller dog -ads. I andre Ord, som er komne til os ikke fra Latinen, men fra Fransken, og hvor altsaa -tia, -tium var blevet -ce, ɔ: s, saasom , har man søgt at indtvinge den T-lyd, som i Latinskolerne læstes i disse Ord: militsia, altsaa Milits, og har altsaa baade i filologisk og historisk Henseende forfalsket Udtalen; jfr. fransk finances, vacance o. s. v. til Finantser Vakants. I ældre Skrifter har man ofte holdt sig til den blotte S-lyd og uden Videre antaget, at den var en Forkortning af latinsk -tio, -tia. Saaledes Chr. IVs norske Lov (Udgaven af 1657) S. 3: Provintzier; S. 4: Cantzelije; Stjernhjelms Hercules, Linje 160: latiniske fratsor, ɔ: phrases. Derimod Buntings Itinerar., Fortalen: Prophecier.
Etymologisering har bragt os til at skrive f. Eks. Ordene Føssel, Gjøssel med d: Fødsel, Gjødsel, og da saaledes ds hyppig blev skrevet istedetfor ss (ɔ: S-lyd efter en kort Selvlyd), trodde man at burde skrive f. Eks. Blussel, Trussel ogsaa med d, af hvilken Skrivemaade her som andensteds i de rette Bogmælendes Mund fremgik Udtalen Blutsel, Trutsel, idet d foran en haard Medlyd bliver haard, ɔ: ombyttes med den tilsvarende haarde Lyd t. Ordene skulde ellers, efter Oprindelsen, skrives Blugsel, Trugsel, af blug, at bluges, at truge, hvor g nu er udeladt, som i due, kue, slu, Hu.
Lægger man Mærke til ovenstaaende Ordfortegnelse, vil man se, at mange Ord har en dobbelt Skrivemaade, én umiddelbar efter Udtalen, en anden, som hviler paa Analogi eller Gisning om Oprindelsen, fra Tydsk, Latin, eller fra andre Ord i Modersmaalet, – der oftere er fejlagtig: Grissel og Gredsel; hidse og hisse; læske og lædske; Pels og Pelts; pluds- og pløs-; polisk og polidsk; Vals og Valts; Valse og Valtse;[2] hetsa og hissa; struts og struss; stussa og stutsa; puts, putsa, men pusserlig. Overensstemmelse i Brugen af t (d) mellem Dansk og Svensk grunde sig i nogle Ord aabenbar derpaa, at begge har udledet Ordet af Tydsk eller Latin. Dog har iblandt Udtalen ogsaa her gjort sig gjældende. For Øvrigt staar T-lyden snart i det ene Sprog, snart i det andet i samme Ord, hvilket viser, at den ikke egentlig hører hjemme der.
I „Nor“ angives d efter den norske udtale at være stum efter l, n og r, saa at Ilden, Brønden, Ordet udtales Illen, Bronnen, Ore(t). Denne Udtale er der omtalt som en afgjort Sag, uden at der er gjort noget Forsøg paa at godtgjøre dens Rigtighed, om Nogen skulde falde paa at betvivle eller benegte den. At en saadan Udtale hyppig høres, vil vistnok Ingen vove at bestride, men derimod nok, at den skulde gjælde som almindelig, og altsaa som god, blandt den dannede Klasse. Imidlertid vil den maaske lettere blive kjendt for god, naar jeg efter et senere udkommet Skrift, nemlig Levins Lydlære § 59, kan henvise til de Danske, hvor samme Regel gjælder, samt endelig til de Svenske. Flere svenske Gramatikere henpeger paa samme Lov i det Svenske, idet de ved anførte Exempler viser Forskjellen mellem den daglige Udtale og den i Bøgerne angivne, men Silfverstolpe har i sin „Lärobok i Swenska Språket, 1815“, Side 127 ligefrem udtalt den, rigtignok uden at erkjende denne Udtale som god, idet han henfører den til det „wårdsløsa talet“, hvilket kun vil sige, at denne Udtale netop som hos os ikke regelmæssig følges i offentligt Foredrag. Man vilde vel ikke hos os holde saa meget paa dette d (ligesom paa ovenomtalte t foran s), naar man ikke trodde, at dette Bogstav betegnede en gammel Udtale, hvis Udeladelse nu i Hverdagstalen maatte ansees for en Udartning og Sprogfordærvelse. Det vil derfor i det Følgende blive paavist, hvorledes dette d i en overordentlig Mængde Ord heller ikke før har været udtalt. Naar Ordet nemlig i Oldnorsk skrives uden d, og det, som sagt, nu hverken i norsk Talesprog eller i Dansk eller i Svensk udtales med d, maa vi være berettigede til at antage, at det heller ikke har ladet d høre i den Tid, da det i Bøgerne fik Bogstaven d. En Del Ord, hvor d nu skrives uden at høres, havde vistnok baade lydeligt og synligt d i Oldnorsk, f. Eks. Ordet holde, der i Oldnorsk hedte halda, medens falde hedte falla og kalde kalla. Dengang disse Ord udtaltes som Bogstaverne angive, kunde den Skrivende ikke tage Fejl af, i hvilke af dem en d skulde staa, og i hvilke ingen. Senere er denne d bleven sløifet i Talen, uden at man dog har sløifet den i Skriften; altsaa har man fra den Tid sagt halla eller, med a til å, hålla, og dog skrevet halda eller holda med d. Den følgende Slægt fandt, at falla og kalla burde skrives falde og kalde, naar halla (holla, holle) skulde have d. Saaledes hedte hende paa Oldnorsk henda, medens kjende hedte kenna (ɔ: kjenna). Siden bortfaldt ogsaa her d efter n altsaa blev det, der før lød henda, med d, i Udtalen til henna. Havde man nu blot erkjendt denne nye Udtale og betegnet den ved at optage i Skriften n for d, saa havde ingen Forvirring opstaat; men man beholdt, da som nu, den overleverede Skriftform, uagtet den nye Udtale. Nu sluttede man atter her: Skal henna skrives henda, saa bør vel kjenna skrives kjende, banna skrives bande, henne skrives hende o. s. v. I Løbet af flere 100 Aar blev denne analoge d mere og mere almindelig, og fik Indpas ikke alene i de Ord, hvor den endnu findes, tvertimod baade ældre og nyere Udtale, men ogsaa i mange andre, hvorfra den nu er fordreven, saasom i dend (thend, thendne), hand, kand, ald, alde, elder o. s. v., samt ogsaa i fremmede Ord, hvor den endnu har holdt sig, som i Provinds (provincia, ikke provindsia), Prinds, Landse, dandse (danser).
Det er altsaa gaat med denne stumme d som f. Eks. med stum e, der for 300 Aar siden kun forekom sjelden, næsten blot ved Siden af en anden e i Infinitiv (see, skee, lee), men siden blev overført til tro-e, fri-e, staa-e o. s. v. saavelsom i de deraf dannede finite Former. Saaledes finder man heller ikke Selvlydsfordobling pludselig indført til Bestemmelse af Selvlydens Længde. Den brugtes først kun nu og da af En og Anden, men blev siden hyppig, idet ikke blot e, i og u fordobledes, men ogsaa o, y, æ og ø, ogsaa foran bløde Medlyd, og i aabne Stavelser: stoor, stoore, dyyr, Døøden o. s. v. Men da siden Sproget blev Gjenstand for grammatisk Behandling, sees man at have beholdt disse stumme Bogstaver sommesteds, men at have udstødt dem paa andre Steder som uberettigede, vel især, hvor deres Brug var fra yngre Datum, og hvor altsaa Forfatterne var mindst enige i at anvende dem. Men har vi engang opdaget, at en Bogstav i en vis Stilling f. Eks. t foran s, eller d efter l, n, r særdeles hyppig er stum, da kan vi slutte, at den overalt i samme Stilling er stum, ti da ligger Aarsagen til Udeladelsen i Organet, der har lettere for at udtale Ordet uden end med denne Bogstav; Aarsagen er altsaa en almindelig Lov. Saaledes og f. Eks., naar vi har mærket, at b, d, g og v foran en haard Medlyd som s og t i mange Ord bliver ombyttede i Udtalen med de tilsvarende haarde Medlyd, p, t, k og f, fordi Organet ikke let frembringer en blød og en haard Medlyd umiddelbart efter hinanden, men blød hos blød og haard hos haard, saa antager vi uden Videre, at b, d, g, v overalt bliver til p, t, k, f foran haarde Medlyd. Organet grupperer Lydene efter Velklang og Bekvemhed, skyder ind, forandrer og udelader Medlyd, men i nogle Sprog forstyrres Naturens Virksomhed ved den superkloge, etymologiserende og anologiserende Spekulasjon, og naar først Bogstaverne staar i Bogen, tager man strax Anledning til at omforme Lydordet efter Skriftordet, (f. Eks. Blutsel for Blussel, efter Blu-d-sel), uagtet Tegnenes Valg fra Først af ofte var bestemt ved disse andre Hensyn, og man ikke havde tænkt, udelukkende at ville angive Ordets Lyddele.
I Svensk staar d efter l, n, og er omtrent i de samme Ord, hvor det staar i Oldnorsk; Retskrivningen retter sig altsaa heri efter Erindringer om den gamle Udtale eller er vel endog tildels reguleret med udtrykkeligt Hensyn til Oldsprogets Skrivemaade. Imidlertid vil man nedenfor se, at d undertiden findes ogsaa i Svensk, hvor den mangler i Oldnorsk, og omvendt eller at adskillige Ord skrives baade med og uden d, hvilket alene er nok til at bevise, at d i alle disse Ord er overflødigt nu; ti der bliver aldrig Tale om at lade en Bogstav mangle i et Ord, saalænge den endnu høres i Udtalen, og naar den altsaa undertiden mangler, saa maa den, naar den er sat til, være sat efter Etymologien eller Analogien. Derimod har man baade i vort og andre Sprog Eksempler paa, at der staar en eller flere Bogstaver for mange i et Ord. Naar altsaa et Ord hedte Urd, vilde man aldrig falde paa at skrive blot Ur, men vel Urd, naar det hedte Ur, nemlig i Lighed med Or, Jor, Fjor, der skrives Or-d, Jor-d, Fjor-d. Og ligesom Charakteer og Karakter, Qvinde og Kvinde, Snee og Sne, Huus og Hus blot er forskjellige Maader at skrive samme Lydsamling paa, og som man med den, dend og thend, mente samme Lydord, saaledes mener man endnu med falde, kalde det samme som før med kalle, falle. Mand er =man og Man; Manden gammeldansk Mannen, svensk mannen o. s. v.
Her følger nu de fleste Stamord med d efter l, n og r, samt enkelte Afledsord, naar disse nemlig tjener til at oplyse Stamordets Udtale. Trold f. Eks. faar d, men fortrylle peger hen paa Udtalen Trol. Man skriver Told, men dog Tollekniv, hvilket stiltiende vidner for Udtalen Tol.
Enkelte Ord anføres kun i ét af Sprogene, naar de nemlig har to Former i Skriftsproget, saasom Bille og Bilde, Skrolle og Skrolde, hvoraf den ene følger den analoge Udtale, den an- den den analoge Skrivemaade.
| Norsk-Dansk. | Oldnorsk. | Svensk. |
| Balde, Balle (Arsbalde) | ||
| Bille et Insekt | – | – |
| Bilde | ||
| Bold | ballr | båld |
| Bjælde | bjalla | bjellra |
| Bold | böllr | boll |
| bulder | buldr | buller |
| buldre | buldra | bullra |
| Dild | angelsachs. dill. | dill |
| Dæl (Fordybning) | dæld | däld (liden Dal) |
| Ild | eldr | eld |
| ellers | ella | eljest |
| falde | falla | falla |
| Fjæld | fjall | fjäll |
| fuld | fullr | full |
| fylde | fylla | fylla |
| fyldig | – | fyllig |
| Fold | tydsk falte | fall |
| (Faare-) Fold | faldr | fåll |
| fælde | fella | fälla |
| Fæld, Fel | feldr, fell | fäll |
| Fyldest | – | fyllest |
| gold | galli | gall |
| Galde | gall | galle |
| gild | gildr | gill, gild |
| gjælde | gjalda | (gilla lade gjælde) |
| Gilde | (gjalda, betale) | gille |
| gjalde | gjalla | gälla |
| Guld | gull | gull, guld |
| Gylden (Mynt) | – | gyllen |
| gylden | – | gyllende, gyldene, gyllena |
| Held | heil | – |
| Hal (Sal) | höll | – |
| Hald (Fjeld) | hallr | – |
| hælde | halla, hallast (intr.) | – |
| hellere | heldr | hellre |
| Hilde (norsk Hælle) | Gl. t. Helde, Helte | hälla, hälda (paa Hestene) |
| deraf hilde (i Garn) | – | – |
| holde | halda | hålla |
| Huld | hold (Kjød) | hull |
| hyldig | – | hullig (trivelig) |
| huld (tro) | hollr | huld |
| (at) hylde | hylla | hylla |
| Hyldest | hylli | hyllest |
| Hylde | hilla | hylla |
| ilde | illa (Adj. illr, ill, ilt) | illa |
| Ilder, Iller | – | iller, hiller |
| indbilde | – | inbilla |
| kalde | kalla | kalla |
| kold | kaldr | kall |
| Kjælder | angels. cellare, t. Keller, lat. cella | källare |
| Kilde | kelda | källa |
| Knald | knall | knall |
| Knold | angels. cnol, cnolle | knöl |
| Kul, Kuld | kollr | kull (Top) |
| Kuld (Afkom) | – | kull |
| Kuld, Kulde | kuldi | köld |
| mild | mildr | mild |
| Muld | mold | mull |
| Puld | eng. poll Hoved; Top | – |
| Qvæld | kveld | qväll |
| Qvæl | ||
| Sild | sild | sill |
| silde | siðla, silla | serla |
| Skald | skáld | skald |
| skaalde, skolde | skálda | skålla |
| skaldet | sköllóttr | skallog |
| Skalde (Pande) | (skalli = bart Sted) | skalle |
| skjælde | t. schelten | skälla (= gjø) |
| Skjold | skjöldr | sköld |
| Skrald | – | skräll |
| skrolle | – | skrylla |
| Skrolde, Skrolle | – | – |
| Skyld | skuld | skuld = Gjæld; för den skull |
| skylde | skylda | skylla |
| skyldig | skyldugr | skyldig |
| Skulder | – | skuldra |
| skuldre | – | skyldra, skyllra |
| Smæld | – | smäll |
| snild | snjallr | snillrik |
| Snille | snild = Kløgt | snille |
| Usnilde, usnild | – | – |
| Sold (Løn) | t. Sold | sold |
| Spjeld | speld, spjald | spjäll |
| spilde | spilla | spilla |
| Stald | stallr | stall |
| Told | tollr | tull |
| Trold | tröll | troll |
| trylle | – | trolla |
| Trylleri | – | trolleri |
| Uld | ull | ull |
| Vild (Gunst) | vild | veld |
| uvillig (uvildig) | – | oveldig (upartisk) |
| vild | villr | vild |
| (for-)vilde | – | villa |
| Vold (Forhøining) | – | vall |
| Vold | vald | våld |
| volde | valda | vålla |
| vælde (frem) | vella | – |
| (df. Vælling) | – | – |
| Ælde | elli | – |
| ældes | eldast | – |
| Aan, Aannetid | (vinna, ikke vinda) | and, andetid |
| And | önd | and |
| Aand | önd | ande |
| anden | annarr, önnur, annat | annan |
| ændse | ansa (svare) | ansa (pleje) |
| Band, Ban | bann | bann |
| bande | banna | banna |
| binde | binda | binda |
| blande | blanda | blanda |
| blind | blindr | blind |
| Bund | botn | botten |
| brænde | brenna | brinna |
| Brønd | brunnr | brunn |
| Dands (Dants; f. Eks. Vedels Saxo, S. 34) | fr. danse | dans |
| dundse | – | dunsa |
| end | en | än |
| begynde | angels. beginnan | begynna |
| finde | finna | finna |
| Fryndse | t. Franse, fr. frange lat. frangia | frans |
| Fund | – | komma under fund med; fynd = Hittegods |
| grand | grannr | grann |
| Grande | granni | granne |
| (et) Grand, Gran | grand | grand |
| Grund | grunn, grunnr, grund | grund |
| grunde | grunda | grunda |
| grundig | – | grundlig |
| Grund (Banke) | grunnr | grund |
| Haand | hönd | hand |
| -haande | handa | – |
| hende | henni | henne |
| Hinde | hinna | hinna |
| Hund | hundr | hund |
| ind | inn | in |
| inden | innan | innan |
| inde | inni | inne |
| Kande | kanna | kanna |
| kjende | kenna | känna |
| Kind | kinn | kind |
| kund-(gjøre) | – | kungöra |
| Kunde | t. Kunde | kund |
| kyndig | (kunnugr, kyndugr) | kunnig |
| Kynding | kunningi | – |
| lind | linr | len |
| Lund (Skov) | lundr | lund |
| Lund (Maade) | lund | (annor-) lunda |
| Mand | maðr, ɔ: manr | man |
| Minde (Udløb) | mynni | mynning |
| Minde | minni | minne |
| Minde (Samtykke) | – | minne |
| minde | minna | minna |
| Miskund | miskunn | miskund |
| miskunde | miskunna | miskunda |
| mindst | minstr | minst |
| mindre | minni | – |
| monne | Impf. mundi | månde |
| Mund | munnr (t. Mund) | munn |
| ond | vándr | ond |
| (Stege-)Pande | panna | panna |
| Pande | angels. panne | panna |
| Pending | penningr | penning |
| Pind | eng. pin; holl. pinne | pinne |
| Prinds | fr. prince | prins |
| Provinds | fr. province | provins |
| Qvinde | kvinna qvinna (qvinlig) | |
| rinde | renna | rinna |
| rende (løbe) | renna | ränna |
| Rende | renna | ränna |
| Sand | sandr | sand |
| sand | sannr | sann |
| sandse | – | sansa |
| sende | senda | sända |
| Sind | sinn (Gang) | (i sender) |
| Sind | – | sinne |
| Skind | skinn | skinn |
| skjænde | (t. Schande) | skända |
| Skin | skin | sken |
| skynde | skynda | skynda |
| (Vand-) Spand | nedersachs. span | spann |
| Spand (Længdemaal) | – | spann |
| Spand (Heste) | – | spann |
| spinde | spinna | spinna |
| (Edderkop) | – | spindel, spinnel |
| spænde | spenna | spänna |
| Stands | t. Stand | stand |
| standse | stansa | stanna, stadna |
| stind (stiv) | stinnr | stind |
| Sund | sund | sund |
| sund | t. gesund | sund |
| sønden | sunnan | sunnan |
| Svend | sveinn | sven |
| svinde | t. schwinden | svinna |
| Synd | synd | synd |
| sende | senda | sända |
| Tand | tönn | tand |
| Tiende | tiund | tiondo |
| Tin | tin | tenn |
| Tind, Tinde | tindr | tinne |
| Tinding | – | tinning |
| Tusind, Tusinde Tusende | þúsund | tusend, tusen, tusende |
| tvinde | tvinna | tvinna |
| tynd | þunnr | tunn |
| tænde | tendra | tända |
| Tønde | angelsach. tynne | tunna |
| unde | unna | unna |
| Under | undr | under |
| under | undir | under |
| Vaand | vöndr | – |
| Vaande | vandi | vånda |
| Vand | vatn | vatn |
| Vandel | t. Wandel | vandel |
| vanskelig | vandr | – |
| vende | venda | vända |
| vind (skjæv) | vindr | vind |
| Vind (Arbejde) | (vinna) | vinn (-lägga sig) |
| Vind | vindr | vind |
| Vinde | (vinda, sno) | vind |
| vinde (arbeide) | vinna | – |
| vinde (opnaa) | vinna | vinna |
| ynde | unna | (ynnest) |
| Baare | ||
| Baarde (Brakmark) | – | – |
| Bør | byrr | börd (god Vind) |
| at burde | – | böra |
| Fjord | fjördr | fjärd |
| Færd | ferð | färd |
| Hyre, Hyrde | – | herde |
| Karde | eng. card | karde |
| Maar | mörðr | mård |
| Maar, Maard | mær (mey) | – |
| Mord | morð | mord |
| Ord | orð | ord |
| Skuur | skurðr | skörd |
| Stor-(øen) | Storð | – |
| Sværd | sverð | sverd |
| Svær (tyk Hud; Fleskesvær, Grønsvær) | svörðr | grön-svål, gräs-svård |
| At turde | þora | töra, töras |
| Ur, Urd | urð | – |
Med disse analoge d’er pynter man endnu Ord, især Navne, og gjør dem næsten ukjendelige. Navnet Sætrand er vel egentlig Sætran’ ɔ: Sætrene; Brechand er = Brækkan’ ɔ: Brækkerne ɔ: Bakkerne; Kjelland er Kjællan’ ɔ: Kilderne. Alle tre er Navne paa Steder (Gaarde). Infinitiverne burde og turde skulde hede (at) bure, (at) ture eller egentlig børe (svensk böra), at tøre (svensk töra); d er indsat efter en Slutning (Analogi). Naar nemlig Lydordet gjore skrives gjorde; naar Imperf. bure eller bore skrives burde; Imperf. ture skrives turde; naar Orene skrives Ordene o. s. v., saa, tænkte man, bør vel at børe, tøre skrives børde, torde eller med Selvlydsforandringer burde, turde. Det manglede kun, at „gjøre“ blev til at „gjørde“. Den rette Infin. findes dog i ældre Bøger, f. Eks. i Peder Claussøns Snorre Side 171: Svend monne ikke tøre stride. Og lidt nedenfor tørde (Imperf.). Talesproget bøjer nok gjerne
| gjør, gjøre, gjore, gjort; | |
| tør, tøre, tore, tort. | |
| Men; | spør, spørre, spurte, spurt; |
| bør, børe, burte, burt. |
Dette d kan derimod ikke for Tiden regnes for stumt i Afledninger af de her anførte Stamord, naar Orddannelsesformen begynder paa i og maaske ogsaa paa e: Vold = Vol; men væl-dig; Man, men man-dig; Nor, men nor-disk, Kvinne, men kvin-delig (ikke kvinnelig?); Mor, men Mor-der, mor-derisk. Mange af disse afledede Ord er vel tildannede af Forfattere og fra Først af lærte i Bøgerne og derfra bragte i Omløb. Her er da ikke altid en Talesprogets Udtale at sætte imod Skriftsprogets; men en saadan, formet efter Analogi og Organets Bekvemmelighed, vil vel ogsaa her efterhaanden gjøre sig gjældende, især naar Folkets Udtale igjennem Skrifter i Folkesproget bliver mere bekjendt. Indtil da hersker Bogudtalen, ligesom f. Eks. i Brugen af e og ø for Tvelydene ej og au. Hos Almuen mangler, saavidt vides, altid d i Afledsordet, naar det er afslidt i Stamordet: Fær, (Lik)fær, df. færi ɔ: færdig; fjære ɔ: fjerde, df. Fjæring ɔ: Fjerding. Nor, norenfra, norli(g), Norenvin (Noravin). De Dannede siger vel Nor (ɔ: Nord), og Norenvin, norenfra, men derimod gjerne Norden (med d) i Betydning af de 3 nordiske Lande, fordi Nord i denne Betydning er fra Først af indført gjennem Skriftsproget, og Udtalen har da dannet sig efter Bogformerne; ligesom Ordet Far gjerne udtales Fader, naar det heder: Fader vor, Gudfader; endog Husfader høres for Husfar, fordi selv dette Ord erindrer os om Bogen, hvor vi først og hyppigst har fundet det. I Svensk er nok ogsaa d borte i Afledsordet, naar det mangler i Stamordet, f. Eks. qvinlig, af qvinnæ; hullig, trivelig, af hull, Kjød; fyllig, af kull; gyllen, af gull. Herfra maa adskilles det Tilfælde, at en d indskydes efter l og n for Vellydens Skyld; ti denne bliver virkelig udtalt, og uden Hensyn til, om Stamordet har d: len, (mild), men lin-d-ra, lin-d-rig, lin-d-ring; andre staar dels med, dels uden d: skyldra og skyllra; andre har d, men uden at det udtales: spindel med Biformen spinnel.
Et andet Tilfælde, hvori en Skrivemaade efter Analogi, og ikke simpelthen efter Udtalen, har foranlediget en falsk Udtale, idet man ogsaa her ikke har givet Tegnet dets Betydning efter Ordets Lydindhold i Talen, men har forandret dette Lydindhold, d. e. Udtalen, det Betegnede, efter dettes Tegn, Bogstaven, omtrent som om man vilde beskjære en Mands Næse, for at faa ham lig hans Portræt, istedenfor at bringe Portrættets Næse i Overensstemmelse med Mandens, – et saadant Tilfælde er -ge i adskillige Verber og deraf dannede Afledsord. Naar nemlig Lydsamlingen jive blev skreven som give, Jift som Gift, Jevær som Gevær, Jeneral som General, forjyldt som forgyldt, saa, sluttede man efter Analogi, maa vel sværje skrives sværge, spørje spørge. Fra Forst af var det vel ikke Meningen, at g skulde være andet end Tegn for Jod-lyden, som i saa mange andre Ord, men en følgende Slægt tog Bogstaven her som mangen andensteds efter dens første Betydning og „læste som der stod“, alsaa her sværge o. s. v. og ikke sværje. Heraf kan man og forklare sig, at Ord, som altid har j og ikke g, skrives med g i ældre Bøger, saasom f. Eks. Vilge ɔ: Villie ɔ: Vilje (hos Christjern Pedersen og Andre). Kun er i dette og lignende Ord den engang forsøgte g bleven fortrængt; ellers havde man nu havt en Bogudtale = Vilge, og en Hverdagsudtale = Villie, d. e. vi havde da ogsaa her havt den samme Dobbelthed i Udtalen som i uendelig mange andre Ord, i det den gamle Udtale ligesom før lever i Talesproget og gaar med det fra Slægt til Slægt, medens der i Skolen og i offentligt Foredrag danner sig en anden stiv, pedantisk Udtale, der grunder sig paa Litteraturen, Bogsproget, og som, efter hvad vi har set ovenfor, ofte grunder sig paa falsk Retskrivning.
Denne Verbalendelse -ja (-ia) findes i langt flere Verber i Oldnorsk end nu i Svensk, og i Svensk atter i mange flere end dem, hvori -ge endnu betegner den gamle Udtale i vort Sprog, je, medens selv i disse en anden Udtale, der udskyder dette j i de saakaldte Dannedes Mund har gjort sig gjældende. Frem- skridningen fra ældre til nyere Tid medfører altsaa Udstødelse af dette i (j) i Verberne. I Almuesproget findes dette -je (-ja) endnu paa sine Steder i mange Verber ligesom og i det ældre dansk-norske Skriftsprog, hvor f. Eks. spørje, spyrja, spøria, spyrya, selia, sverja o. s. v. findes i Mængde (Se f. Eks. Chr. IIIs Bibel, Vedels Saxo, Claussøns Snorre). En liden Vanskelighed opstaar for os nu, for saa vidt vi ikke kan lade -ge i disse Verber gjælde i Udtalen for je, idet de Dannedes Udtale ikke vedkjender sig det – den nemlig, om Stammestavelsen bliver kort eller lang; om spørge bliver til spørre eller spore, sælge til sælle eller sæle, vælge til vælle eller væle o. s. v. Dette Spørgsmaal maa besvares ved Hjælp af den Analogi for Overgangen, der kan sees at have gjort sig gjældende i de Verber, hvor baade j og dens senere Betegner g er forsvunden. Forst maa mærkes, at hvor g nu følger Verbet gjennem de forskjellige Tider, der maa det antages at høre til Stammen, hvilket var Tilfældet med nogle Verber ogsaa i Oldnorsk, hvorvel det ikke var de samme Verber, der nu har g overalt. Ligesom man i Oldnorsk sagde herja, herjaða, herjaðr; synja, synjaða, synjaðr; vitja, vitjaða, vitjaðr, saa siger man nu hærje, hærjede, hærjet; tælje (skjære, hugge), tæljede, tæljet; svælje, svæljede, svæljet; værje, værjede, værjet, uagtet f. Eks. verja er et af de Verber, hvori j foran a ikke hørte til Stammen i Oldnorsk (Imperf. varða, ikke verjaða), og uagtet svælje engang har holdt paa at tabe J-lyden og blive til svælle („svællende Dyb“), ligesom sælge (selja) i Udtalen har tabt j og heder sælle. For det Andet kan mærkes, at Almuen i dette Tilfælde som i saa mange Ord endnu holder paa den lange Stavelse, en Overlevering fra Oldnorsken, hvor mangfoldige Stammer var lange, der nu er korte, f. Eks. koma, lúka, þræta, nu komme, lukke, trætte med dobbelt m, k og t, idet Medlydens Fordobling er det overleverede Udtryk for den foregaaende Selvlyds Korthed. Svensken og vor Almue har ogsaa her bevaret meget af det Gamle, medens Dansken og Skriftsproget er afveget derfra.
Her er altsaa ligesom ovenfor Spørgsmaal om, hvorledes Ordene jevnlig lyder i den Dannedes Mund, naar han ikke læser eller holder Foredrag, – var end denne deres Lydelse paavirket af Dansken og Skriftsproget, som den bevisligen er i mange Tilfælder, f. Eks. i Brugen af oprindelig lange Stavelser som korte ogsaa i Ikkeverber, af e for ei, ø for au o. s. v. (grønne for grøne, slet for sleit, bet for beit, Nøt for Naut, flot for flaut o. s. v.).
Her er de fleste af angjældende Verber:
| Oldnorsk. | Svensk. | Norsk-Dansk. |
| biðja | bedja | bede (skulde altsaa hedt |
| byggja | bygga | bygge |
| NB. De Ord, som i Oldnorsk har -ggja og -kkja, har efter nogen Uvished hos de svenske Grammatikere i Svensk faat -gga og -ka; i Norsk-Dansk har de paa -ggja -gge og paa -kkja -kke, og opregnes derfor ikke her. | ||
| dvelja | dväljas | dvæle |
| dylja | dölja | dølge |
| dynja | – | dønne, done |
| flytja | flytta | flytte |
| fylgja | följa | følge |
| fremja | främja | fremme |
| gilja (beile) | gilja | gille, gillie |
| gleðja | glädja, gläda | glæde |
| – | hämma | hemme |
| hrynja | – | runge |
| hylja | hölja | hylle |
| hefja | häfva | hæve |
| krefja | kräfva | kræve |
| (leigja | lega | leje) |
| plœgja | plöja | pløje |
| qvelja | qvälja | qvæle |
| rydja | rödja, röja | rydde |
| sitja | sitta | sidde (norsk sitte) |
| skilja | skilja | skille |
| skynja | skönja | skjønne |
| smyrja | smörja | smøra |
| spyria | spörja | spørge |
| stynja | – | stønne |
| stydja | stödja | (støtte, stø) |
| sverja | svärja, svära | sværge |
| selja | sälja | sælge |
| setja | sätta | sætte |
| svefja | söfva | svæve (norsk = faa til at sove) |
| telgja | tälga, tälja | tælje, tælle |
| telja | tälja | tælle |
| temja | tämja, täma | tæmme |
| tesja | – | tøve |
| vilja | vilja | ville |
| velja | välja | vælge |
| venja | – | vænne |
De Verber, der i Oldnorsk har -lja faar altsaa under Overgangen til Nutidens Udtale, for saa vidt j udgaar, i Regelen Tegnet for kort Stavelse, nemlig dobbelt l. Hylja, giljø, skilja, selja, telja, vilja, velja blive til hylle, gille, skille, sælle, tælle, ville, vælle. Dvelja og qvelja er blevne til dvæle og kvæle, med lang Stavelse. Og da det Vaklende vel bør gaa efter den mest omfattende Analogi, der som saadan plejer faa Navn af Regelen, fremfor efter den sjeldnere, Undtagelsen, maa vel Udtalen dølle foretrækkes for døle (dølge). I fylgja er endog -lgja blevet -lle, ligesom -lja ellers, altsaa følle. Egentlig skulde det blive til følje, som Tilfældet er i de andre Ord med -lgja:
| Oldnorsk. | Svensk. | Norsk. |
| Bylgja | bölja | Bølje |
| svelgja | svälja | svælje |
| telgja | tälja | tælje |
| sylgja | sölja | Sølje (dansk Sylle) |
-dja er dels blevet til -de (biðja, be-de; gleðja, glæ-de, med lang Stavelse), dels til -dde (ryðja, ry-dde, kort Stavelse.) Alle Ord paa -fja har faat lang Stammestavelse: hefja, krefja, svefja, tefja; hæve o. s. v., ikke hævve. -mja er blevet til mme: fremja, temja, =fremme o. s. v. Svensken er mindre regelfast; fremja blev främja, temja blev baade tämja og täma (ikke tämma). Paa -rja har vi byrja, smyrja, spyrja og sverja. Det første udtales med lang Stamme: smø-re; sverja er allerede baade sværge og (i ældre Bøger) sommesteds svære, ligesom i Svensk svära og svärja. Spørge skulde altsaa blive spøre, ligesom byrja blev til børe (f. Eks. hos P. Claussøn) ɔ: burde. Ved hærge, værge, svælge, tælge (tælje) mærker man snart, at det byder imod, naar man forsøger at danne hære, være i Lighed med svære, spøre, eller svælle Maten, tælle Stokken i Lighed med sælle Gaaren; hvorimod vi føler, at j i disse Ord maa beholdes, og det ikke blot i Præsens, til hvilken Tidsform den i de fleste Ord paa -ja var indskrænket i Oldnorsk og er endnu i Svensk, men og i Imperf. og Supin., saa den altsaa udgjør en fast Del af Stammen. I de fleste Verber var denne j i Oldnorsk en Udvidelse af Stammen, lig den i Græsk af τυπω til τυπτω, i Latin fido til findo, i Norsk stada (hvoraf stod) til stande. Denne Udvidelse gjaldt kun i Præsens, i de andre Tider ikke. Naar derfor Stammeselvlyden i Præsens formedelst den mellem Stammen og Endelsen indskudte j var forandret fra a til e (ɔ: æ), fra ó til œ (ɔ: ö), fra u til y, saa kom denne Stammens oprindelige a, ó, u frem igjen i Imperf. og Supin. Velja (vælge) blev til Imperf. valda og Part. valdr; vekja blev vakta, vaktr. Heraf endnu Selvlydsforandringen i mange Verber. I Svensk har det artet sig saaledes at enten er den præsentiske j overført paa Imperf. og Part. og da er i Regelen den ved j fremkaldte nye Stammeselvlyd fulgt med, eller og j kommer ligesom i Oldnorsk ikke udenfor Præs., men da kommer den oprindelige Selvlyd frem i Imperf. og Part.
| Oldnorsk | främja, framda, framdr |
| Svensk | främja, främjade, främjad |
| – | følja, följde, följd |
| Derimod Oldnorsk | dylja, dulda, duldr |
| venja, vanda, vandr | |
| Svensk | dölja, dolde, döljd |
| eller | dölja, döljde, döljd |
| – | vänja, vande, vand |
De Verber, der i Imperf. har én Stavelse, beholder aldrig j.
I Norsk har disse Verber dels 3 Stavelser i Imperf., og beholder da Præsensselvlyden overalt (hylle, hyllede, hyllet), eller 2 Stavelser og da kommer den oprindelige Selvlyd frem igjen (spør, spurte, vælle, valte, lægge, lagde). Altsaa i de Verbalformer, hvor der forekommer en anden Selvlyd end i Præsens, der hverken er eller har været noget j, altsaa heller ikke noget Surrogat derfor (g); altsaa er det urigtigt, naar man læser eller skriver f. Eks. spurkte, solkte o. s. v.
Kort sagt, i nogle Ord er den gamle j endnu beholdt og med den Selvlydsforandring i alle Former; værje, værjede, værjet; i andre er j selv forsvunden, men dens Virkning, Selvlydsforandringen, er endnu igjen. Ogsaa da har Verbet 3 Stavelser i Imperf. Endelig har j aldrig været eller virket i tostavelses Imperfekter, hvilket sees af, at den gamle Selvlyd staar uforandret. Altsaa har heller ikke J-Lydens Betegner, g, Noget at gjøre der; og var den end indkommen, maatte den betragtes som en anden stum Bogstav, (valte, solte, ikke solg(k)te). At g ikke hører til her, kan ogsaa sees af ældre Bøger lige til Holbergs. I disse findes f. Eks. Spørsmaal, spørßmaal, spørte, spürte, spürdte, fuldte ɔ: fulgte, saalte, soldte, saaldte o. s. v. Naar g var virkelig udtalt, kunde man ligesaalidet kommet til at skrive fuldte for fulgte, som man kunde skrive f. Eks. lide for lige eller sadle for sagle o. s. v. Jevnfør ovenfor f. Eks. Trugsel og Blugsel. Om og En og Anden endnu skrev denne Stamme-g, vilde dog selv en Udlænding kunne se, at den ikke blev udtalt, naar han nemlig fandt, at dens Plads snart var ledig (Tru-sel), snart var besat med en anden Bogstav, (Tru-d-sel), der ligesom e i mange andre Ord blot staar der for et Syns Skyld.
I ovennævnte Afhandling i „Nor“ er angivet, at de bløde Medlyd d, g og v hyppig bortfalder i Enden af Ord, og naar de skulde staa mellem to Selvlyd, med andre Ord i Enden af Stammer med lang Selvlyd, saasom d i go, Ti, Brø, Sie, lie, rie; d med paafølgende e, i be, gjø; g i Da, dra; vi ha, bli, gi (ji, je). I Adjektiver paa tonløst -ig, som herlig, mandig, sædvanlig, hører den bortfaldende Medlyd ikke til Stammen, hvorfor Færre vil have Betænkeligheder ved at lade dén fare. – Hvad derimod de andre Tilfælder angaar, hvor en Medlyd, oftest vel d, sløjfes i Enden af Stammen, da fordrer vel den Udtale, som vi her i det Hele holder os til, nemlig den norske, at denne Udeladelse stemples som Regel, ligesom f. Eks. ovenfor Optagelsen af de haarde Medlyd i mange Tilfælder, skjønt Bøgerne har Tegnet for den tilsvarende bløde. Men da Stammen her vil blive svagere, blødere eller mindre fyldig end den ældre, som Bogen angiver, naar nemlig lide, ride, have bliver lie, rie, ha, medens den derimod bliver stærkere ved at bode, løbe, Stage bliver til bøte, løpe, Stake, vil vel Mange kvie sig ved at erkjende dem. Men for at de ikke skal forkaste hele denne Lære om Udtalen blot paa Grund af dette Parti af den, gjøres Læseren opmærksom paa, at man gjerne kan beholde d, g og v her, og dog følge Læren for Øvrigt. Hver afgiver nemlig ved den Udtale, han anvender, sin Stemme om det og det Tilfælde, og det vil da efterhaanden vise sig, i hvilke Tilfælder det Gamle er overstemt og forkastet, og i hvilke beholdt. Hvad man anser for fordærveligt, vogter man sig for, og alle de, der anser Tabet af d, g og v i ovennævnte Tilfælder for skadeligt, stemmer ved at udtale disse Bogstaver mod deres Afskedigelse, medens han f. Eks. ved at sige løpe, søke stemmer for haard Medlyd her. Desuden kan anføres til Fordel for d, g og v her, at det dog nogenlunde har lyktes Skolen og Bogen at holde disse Bogstaver oppe i de Dannedes Talesprog, medens derimod d’en efter l og n har lidt et saa bestemt Nederlag, at man nu ikke i en Samtale kan sige sende, holde for senne, holle, uden at ansees for Pedant. Denne sidste Bogstav er altsaa her bleven os mere fremmed end d, g og v ovenfor. En anden Ting, som gjør, at Mange vil have Ondt ved at bekvemme sig til for bestandig og konsekvent at sløjfe disse Bogstaver, endskjønt de gjør det hvert Øjeblik under Talens Løb, men hvorfor de da siden i Hjertet beder Sprogaanden om Forladelse, – er, at medens Stamordene, som mest bruges i Talen, sløjfer disse Medlyd, forekommer de ofte i Afledsordene, da nemlig disse hyppig er voksede paa Skriftsprogets Grund, og man altsaa ofte har dannet sig en Udtale af dem, ikke efter Stammens Lyddele, men efter Afledsordenes Lydtegn, d. e. efter Skriftformen, fordi man ikke forhen fra Talesproget kjendte Udtalen af Ord, som ikke før var til. Man siger saaledes Lidelse, Berider, Tilblivelse, ikke Lielse, Berier, Tilblielse om man end siger lie, rie, bli.
Man vil imidlertid maaske holde mindre fast paa disse Medlyd, naar man faar betænkt Følgende, Noget, som i alt Fald maa medtages i Overvejelsen, for man videnskabelig kan slaa sig til Ro:
Stammen ser allerede nu ikke altid ens ud i alle deraf prægede Ord, og dette gjælder ikke alene om vort nuværende Sprog, men ogsaa om Oldnorsken, som man anser for ufordærvet. Ja endog Latinen og Græsken, der skal staa saa højt, hvad Formfuldkommenhed angaar, vrimler af „uregelmæssige“ Former.
Ligesom li-e giver en anden Stamme end Lid-else, saaledes forholder det sig med mange Ord: Dy-d (i ældre Bøger dug-e, oldnorsk dug-a), men Dyg-d, dyg-tig; Hu (oldnorsk hugr), men hygg-elig, hug-se (huske); tru-e (oldnorsk þrúg-a), men tryg-le; Sti, men stig-e; slaa, men slag-en, Slag; ligg-e, Lej-e, lagt (ɔ: lakt); lyd-e, lytt-e; Bro, Brygg-e; tro, tryg; Sky, Skygg-e (?); bo, bygg-e; Skib, Skipp-er; svag, svækk-e; vaag-e, vækk-e; Hob, hypp-ig; Trold, tryll-e; Told, Tolle-kniv; nej, neg-te; flyv-e, Flug-t; lyv-e, løj, Løg-n; fir-e, fjer-de; seks, sjette; lukk-e, Nøg-el (ɔ: Lykkel), Laag; egen, Ejendom; led-e, lir-ke; far-e, Fos (ɔ: Fors); lad-e (et Skib), Las-t (? eller La-st?); lud-e, Lys-t (?); lid-e (ɔ: oldn. lita = se), Lis-t (? ɔ: Indsigt); rød-e, rø ɔ: snakke, Røs-t (?); Jyd-e, Jyl-land; Brud, Bryl-lup; drag-e, (Fiske-)dræt; Drot, Dron-ning; sort, svært-e; to, tvætt-e; to, tvin-de, tven-de, tve-; Kone, Kvinde; Korn, Kværn (?); Klas-e, (Bær-)krase; klam, kram; glessen, gressen; bøj-e, bukk-e, Bug; Møg, Mød-ding; Smug, smutte; Rad, Række (?); Blad, n. Blække (?); brat, Brække (?); stut (kort), Stykke; bide, Bikkje (?); uvidend-e, Uviden-hed; (veltalend-e, udholdend-e); Kok (Hane, – som siger ka ka ka!), Kyl-ling, svensk kyckling; Plov, pløj-e; Krog, krøll-e; Toug, Tov, Tøj-le; væv-e, vif-te (?); le, Løj-er (hlægja); for-maa, For-mu-e (Vermøg-en, mag), Mag-t; nok, nøjes; om, yn-ke; Fader, Faster; Moder, Moster; vid-e, vis-te; Kamp, kapp-es; Stamm-e, Stub, Stump; Klubb-e, Klub, Klump.
Følger man derimod et Stamord (en Stammeform) ikke gjennem dets Afledsord, men gjennem dets Bøjningsformer, vil man ogsaa da finde, at det ikke altid er sig selv ligt. Min, din, sin, en, den, anden, alle Participier paa -en og flere Ord taber n foran Intetkjønnets t: mit ɔ: mint o. s. v.; ude, yder-st; nede, neder-st; bag, bager-st; doven, dov’n-e; mager, mag’r-e; ing-en, int-et; nogen, nogl-e; du, dig; hun, hende; vi, vor; I Eder; de, der-es. I Verberne: staa, men stod; ligesaa d i Stad, stadig, men ikke i Stol, Stol; derimod nu til i stande; gaa, gik, gang-e, Gang, gjæng-s; faa, fik, Fang-e’e, Fæng-sel; slaa, slog, Slag; er, var; find-er, fandt, fund-en; bind-e, bandt; spind-e, spandt; fald-e, faldt; hold-e, holdt; sværg-e, svor; ligesaa i de andre Verber med indskudt g (j), efter Udtalen; ligg-e, laa ɔ: laag; hav-e, ha-r; flyv-e, fløj; lyv-e, løj; skjær-e, skar; gyd-e, gjød; ti-e, taug; elsket, elsked-e[3].
At heller ikke Oldnorsken holdt fast paa Medlydene og endnu mindre paa Selvlydene under Bøjningen, kan sees af følgende Eksempler:
| Infinitiv. | Præs. Ind. | Imperf. Sing. | Imperf. Plur. | Part. |
| svelt-a | svalt | sult-um | ||
| gjall-a | gall | |||
| gjald-a | galt | |||
| skjalf-a | skalf | |||
| bregð-a | brá | |||
| bind-a | batt | bund-um | ||
| veg-a | vá | vág-um | ||
| sitj-a | sat | |||
| liggj-a | lá | lág-um | ||
| þiggj-a | þá | þág-um | ||
| kom-a | kvam | |||
| sjá | sá | |||
| fel-a | folg-inn | |||
| fregn-a | frá | frág-um | ||
| vaxa | óx | |||
| drag-a | dró | dróg-um | ||
| sverj-a | sór | svar-inn | ||
| slá | sló | sløg-um | sleg-inn | |
| þvá | þvó, þó | þvóg-um | ||
| hlæj-a | hló | hlóg-um | hleg-it | |
| fljüg-a | flyg | fló | ||
| smjúg-a | smýg | smó | ||
| bland-a | blétt | |||
| hang-a | hékk | |||
| gang-a | gékk | |||
| fá | fékk | féng-um | ||
| auka | jók | |||
| búa | bjó | bjogg-um | ||
| höggv-a | högg | hjó | hjogg-um |
Disse Eksempler hvortil kunde føjes mangfoldige andre, viser, at vore Forfædre har spurgt Øret, og ikke blot Forstanden, hvad f. Eks. et Verbum hedte i et vist Tempus. De skrev saaledes ikke brágð, vág, band, lág, dróg, slóg, þvóg, hlóg, uagtet dels Præsens bregða o. s. v., dels Imperf. saasom drógum, slógum syntes at kræve dette g. Vi ser da ogsaa, at vore Forfædre for mange 100 Aar siden allerede sagde slo, dro ligesom vi endnu gjør; vi er derimod ude med vor etymologiserende Retskrivning, og klistrer paa en og anden Bogstav, overalt mod Udtalen, sommesteds efter, sommesteds mod Ordets Oprindelse. Om drog skulde have g paa Grund af drag-e, hvorfor skal da slo-g have det, naar Præs. har tabt det, endog i Oldnorsken, hvor Præs. heder slá (slaa), ikke slág (slaag); og hvor er man henne med sin g i laa, hvor gg i ligg-e fordrer det? Altsaa
| slaa | slo | (har) | slaat |
| dra | dro | – | drat |
| ta | to | – | tat |
| staa | sto | – | staat |
En anden Sag er det, naar Udtalen (ikke Etymologien) fordrer en Bogstav i én Form, som mangler i en anden:
| faa | fik | faat |
| gaa | gik | gaat |
Medens man altsaa er ængstelig for at overholde en formentlig nødvendig eller ønskelig Formfuldkommenhed og Regelmæssighed, ved at holde paa Bogstaver, som engang hørte med til en Stamme, men som Talen nu har sluppet (to, dro med g), hindrer man i andre Ord den virkelige Regelmæssighed fra at komme tilsyne; Man sløjfe d i stod og g i slog; ti enten:
| jeg | sla(a)ger, jeg | slog, | har | sla(a)get | ||
| – | sta(a)der, | – | stod | – | sta(a)det (jfr. lader, lod, ladet) | |
| eller | slaar | – | slo | – | slaat | |
| staar | – | sto | – | staat | ||
Svenskerne har vel og sluttet, at naar slo (efter tydsk schlug?) og dro skreves slog og drog, da burde do (døde) skrives dog; men i dette Ord har der jo aldrig været nogen g i Stammen, og i ældre Svensk, da man skrev mere ligefrem, efter Talen, altsaa før de lærde Grammatikere begyndte at oppynte Sproget, skrev man altid do som i Oldnorsk. For Øvrigt kan man ogsaa af dette vort slog, drog se, hvorlidet det nytter at forsøge at paahefte Ordene noget Appendiks, Noget, som engang er løst eller løsnet; i mange 100 Aar har vi nu skrevet slo-g, dro-g og dog siger vi bestandig slo, dro, uden naar vi vil paalægge os Tvang for Bogens Skyld; Udtalen slog bæres altsaa kun af Bogen.
For Latinens Vedkommende endelig et Par Eksempler: af Verbernes Bøjning: fru-or, fruc-tus; tang-o, te-tig-i; tund-o, tu-tud-i; rump-o, rup-i; stern-o, stra-vi; cern-o, cre-vi; cresc-o, cre-vi; gign-o, gen-ui; sero, sevi; ag-o, ac-tum; lab-or, lap-sus: trah-o, trac-si (x); coqv-o, coc-tum; claud-o, clau-si; viv-o, vic-tum; flu-o, fluc-si (x), (fluv-ius); juv-o, ju-tum; mitt-o, mi-si; ur-o, us-si; prem-o, pres-si; mulc-eo, mul-si; mulg-eo, mul–si; torqv-eo, tor–si; flect-o, flec-si (x); sona-re, son-ui; auge-re, auc-tum; peto, peti-vi; fulci-re, ful-tum. Lignende findes ikke blot i Bøjningen af nomina, men under Afledningen bliver f. Eks. coel-um til coeru-leus, medi-us til meri-dies, nix til niv-eus, ning-o; aur-is hører sammen med audi-o, ligesom hos os høre er beslægtet med Øre.
Dersom man nu kunde faa samme d, g eller v f. Eks. i med, ved, Dag, tage, drage, brav, have, give til at gro fast igjen, kunde det maaske være Umagen værdt, for derved at holde angjældende Ordstammer ubeskaarne; men dels ser vi af Ord som sló, dró, der allerede i Oldtiden baade udtaltes og skreves saa, og hvortil g ikke vil gro fast igjen, uagtet den har staat i vore Bøger i mange 100 Aar, at Udsigten hertil ikke er stor, dels er den formente Fordærvelse allerede indtrængt ogsaa i Bøgerne, der nemlig har givet Slip paa disse stumme Bogstaver i adskillige Ord, hvorfor man for at faa disse lemlæstede Stammer reparerede maatte optage de tabte (udstrøgne) d’er, g’er og v’er. Efter den Analogi, hvorefter lide vil blive lie, er allerede bide blevet til bie, svensk og oldnorsk bíða; skode til skue, svensk og oldnorsk skoða. I de ældste danske Sproglevninger findes allerede enkelte Gange sier for siger, saasom i sjællandske Kirkelov og i den verdslige skaanske Lov, og dog har man holdt paa g’en indtil nu i dette Ord, medens tiger, viger ved at tabe den er bleven til vier og tier. Det er mærkeligt, at g’en i Danmark synes at have tabt sig før end d’en, hvorfor nok de fleste Ord, der i den dannede Udtale sløjfer g, ogsaa har sløjfet den i Skriften, medens en stor Del af vor Almue endnu siger f. Eks. Kvige, duge, Baage, Laage, truge, for Kvie, due, Bue, Lue, true, og Svenskerne ligeledes synes at have beholdt denne g. I det Mindste anfører de svenske Grammatikere kun g som stum i nogle faa Ord, som dag, jag, sag, lag, medens de anfører en Mængde Ord med stum d, ja en af dem, Silfverstolpe, angiver udtrykkelig Udeladelse af d i Enden af Ord efter en Selvlyd og efter l, n og r, samt mellem to Selvlyd (altsaa som hos os) for Regel, hvorimod han ikke anfører noget Lignende for g’ens Vedkommende. Derimod sløjfer vel vor Almue netop d’en ligesom Svenskerne (ogsaa efter l, n, r), medens de danske Bøger fordetmeste beholder den, og her har vi nok altsaa atter en af de mange paafaldende Overensstemmelser mellem Svensk og Norsk, nemlig norsk Talesprog samt Almuens Norsk, medens Dansk gaar en anden Vej. Udviklingen eller Sløjfningen er standset i Bøgerne formodentlig fra den Tid, da man begyndte at bearbejde Sprogets Grammatik, og vel især siden man begyndte at gjøre Sproget til Gjenstand for Undervisning i Skolerne. I ældre Bøger findes naturligvis nogen Ustøhed i Brugen af disse løse Bogstaver, hvilken ender med, at nogle Ord stadig faar d, g eller v, andre mister dem for stedse. Dog gives der endnu adskillige, hvori den ældre Form og den nyere Udtale kjæmper om Overmagten. Saaledes skrives baade sue og suge, Udsuelse og Udsugelse, svie og svide.
Her en Fortegnelse over de vigtigste Ord med tabt Stammebogstav, d, g, eller v.
| Norsk-Dansk. | Oldnorsk. | Svensk. |
| Almue | – | almoge |
| Bue | bogi | båge |
| Baae (Blindskjær) | boði | – |
| bej-le | bið-la | – |
| bly (blu, ublu ɔ: blug) | bljúgr | blyg |
| Due | dúfa (læs dúva) | dufva |
| Drue | – | drufva |
| drøj (j for g: dryg) | drjúgr | dryg |
| Flue | fluga | fluga |
| Fløj | (fljúga) | flög, flögel, flöj |
| Formue | t. Vermøgen | förmögenhet |
| Gnier (men gnide) | – | gnida |
| Grejer | greiður | – |
| Hie | híði | hide, hid |
| Hej, dansk Hede | heiðr | – |
| Klid (Saaer) | gammeltydsk Chlia; t. Klepe | kli |
| Klo | – | klåda |
| Kvie | kvíga | qviga |
| kvie, kvide | kvíða | qvida |
| kue | kúga | kufva |
| Li | hlíð | – |
| Leje (Betaling; j for g) | leiga | lega |
| Lo (Laave) | – | loge, lofve |
| Lue | logi | låge |
| Mei, d. Mede | meiðr | mede |
| meje | meiða (?) | meja |
| mue | mega; gammelt: mughe; t. mogen | – |
| muëlig | gammelt mugelig; jfr. du-e-lig for dugelig | – |
| neje (norsk nie) | hníga | niga |
| pløje | plœgja | pløja |
| sej, sejg | seigr | seg |
| Sei (Fisk) | seiðr | – |
| Ske | skeið | sked |
| Ski | skíð | skid |
| Skrej | skreið | – |
| Skrue | – | skruf |
| sky | skyggr | skygg |
| slu, slug (slu efter tydsk schlau?) | slœgr | slug |
| Sne (n. Snø) | snjór (ɔ: snjógr?) | snö |
| snee (n. snøe, snøge) | – | snøga |
| Sou, Sau | sauðr | – |
| spejde | eng. spy; ital. spiare, fr. espier | speja |
| Sti | stigr | stig |
| Strie | strígi | – |
| Stue | stofa, stufa | stuga |
| te (tege; t. zeigen) | tjá | ta |
| Ti | tegr, tigr, togr, tugr, tögr | tia; Pl. tior |
| Tiur | þiðurr | tjäder |
| true | þrúga | truga |
| Træ | tré | träd |
| Tue | þüfa | tufva |
| Tøj | neders. Tüg, t. Tuch | tyg |
| Vindue | vindauga | vindöge ɔ: Ljaare |
| vie | vígja | viga |
| Vejr | veðr | väder |
Naar g kom til at staa efter en blød Selvlyd, blev det ofte til j og dannede da ej og øj. Derfor bor man ikke kvie sig for at læse mej, dej, sej, saalænge man læser drøj, Fløj, Føje, Leje o. s. v. (se foranstaaende Ordrække, hvor g ikke altid er forsvunden af Stammen, men iblandt ombyttet med j), Lejlighed (t. Gelegenheit), Lejr (sv. läger), Lejervold og Lægerval (sv. lägervall); Løjer, oldn. hlœgja, faa til at le, sv. löje; nøjes, oldn. nœgjast, nok, oldn. Adj. (g)nógr, sv. nog; pleje (sorge for), nedersachs. plegen, oldn. plaga, sv. pläga; pleje (ofte gjøre), Almuen: Han plar ɔ: plager = drar for drager, sv. pläga; Plegel, t. Flegel; Sejl, oldn. segl, sv. segel; Sejer, oldn. sigr, sv. seger; sejle, oldn. sigla, sv. segla; sejre, oldn. sigra, sv. segra; Sejl (Segl), lat. sigillum, neders. Segel, sv. sigill; Spejl, old. spegill, sv. spegel; stejle, sv. stegla; Vej, oldn. vegr, sv. väg; veje, oldn. vega, sv. väga; høj, sv. hög; højre (Haand), oldn. hœgri, sv. högre. I Talen er da vel g i mig, dig, sig bleven til j omtrent paa samme Tid som i anførte og mange andre Ord, saa Præsten med sit mig o. s. v. gaar Aarhundreder tilbage, og hvorfor ikke mik eller mek, sik eller sek, ti den Udtale er endnu ældre og altsaa „bedre“. Præk altsaa f. Eks. Led mig med den høgre Haand den rette Veg til Seger!
I ovenstaaende Ordrække kan atter af flere Eksempler sees, at ikke den levende Udtale, men Meningen om, hvad der burde være Udtale, har bestemt Skrivemaaden. Kli er skrevet Klid (som Ti Tid, bli blid o. s. v.), medens Ski, Li og Ske intet d, og Sti intet g fik, da de klang som Bi, Sne. Svenskerne har her skid, sked, men i Lighed dermed ogsaa träd, hvilket hverken er Oldnorsk eller Svensk; ti de svenske Grammatikere siger selv, at Almuen (den dumme Almue, der tager Ordet, som den hørte det for sig og som ikke har spekuleret over Grammatikken!) siger træ, og saa har man da udfundet, at träd betyder Frugttræ, trä, andet Træ. Paa samme Maade blev do (døde) til dog (se ovenfor). Saaledes blev Spar Dame til Spader Dame. (Far blev Fader, altsaa Spar ɔ: Spær, Sparre, Stang, Spyd, til Spader). Dansk meje har mistet d, maaske efter tydsk Meier, Meierey, men speje har faat et fremmedt d ind (spejde), maaske efter arbeje, som blev arbejde.
Den, som altsaa kan sløjfe g i vie, tie, kan og gjøre det i sie, sa, og dog sige og skrive sagt (sakt), ligesom allerede vore Forfædre skrev slá, sló uden g, men sleginn (slagen) med g (se ovenfor). Ligesaa kan han sløjfe g i Adjektiver paa -ig, som herlig, venlig, villig, hvorved disse Ord ogsaa miste Intetkjønnets t: et herli Menneske, ligesom andre Adjektiver, som ender paa tonløs Selvlyd (ringe, bange, nøje, lige, sanddru), ingen t faar, hvilket og er Tilfældet med de fleste Adjektiver ogsaa paa betonet Selvlyd (tro, u-blu, snu, slu, bra). Her er atter Svensk og Norsk ens; Svenskerne gjør og mig til mej, herlig, artig til herli, arti; dog vidner Grammatikerne, at de siger herlitt, artitt i Neutrum. De Danske sløjfe jo og g i denne Stilling.
Hvad d’en angaar, hvorefter det kan hede lie ligesaavel som bie, Hie, Lien, skue, da hører dette Tilfælde sammen med d efter l, n, og r ovenfor; det ene burde egentlig staa og falde med det andet. Hvor vi har denne d, kan tildels findes ved Tydskens Hjælp; hvor han nemlig har t, der har Oldnorsk § og Nynorsk intet: beten, biðja, be; halten, halda, holle ɔ: hål-e; unter, undir, unner; Wort, orð, Or.
Ovenstaaende vil være tilstrækkeligt til at vise, at vil man sige arbejde, lide, sige, drage, have, ikke arbeje, lie, sie, dra, ha, for at bevare Sprogets Stammer idetmindste hvad Medlydene angaar ubeskaarne, da maa man ikke alene bringe d, g og v tilbage igjen i en hel Del Stammer, hvor de længe siden er opgivne, (og af Stammer med løst g og v er det nok Overtallet, der alt har mistet disse Bogstaver ogsaa i Skriften, hvorfor man gjerne kan godkjende deres Forsvinden i de faa Tilfælder, hvor de endnu staar i Bøgerne,) men og optage g i mange Ord (se ovenfor), hvor den som i høj, Øje, Vej, veje ikke er udstødt, men ombyttet med j. Desuden er der mange andre Ord, der dels blot i Udtalen af Medlydene, dels ogsaa i Skrivemaaden afviger fra det Gamle. Ord paa tonløst -ed udtales nu, og som af ældre dansk-norske Bøger kan sees, ogsaa alt for flere 100 Aar siden, med -et: Marked, Herred, Hoved, Maaned; læs Market, Herret o. s. v., (Levned skrives endog Levnet endnu), medens de i Oldnorsk heder marknaðr, herað, höfuð, lifnaðr. Vi siger og Mot, moti(g) for móðr o. s. v., ligesom vi gjør fransk mode til en Mote. Andre Forandringer er: Vinter Van(d), Bun (d) for vetr, vatn, botn; jfr. vrage, reka; vrang, rangr; höfðingi, meistari; omvendt hundrað, þúshund; nu hundrede, tusinde. Det vilde vel nytte ligesaa lidet at forandre disse Ord, om det var mueligt, som at bringe omstøbte Ord af andre Sprog tilbage til det Gamle og saaledes gjøre Biskop, Provst, Præst, Degn, Tydskland, Frankrige o. s. v. til episcopos, propositus, presbyteros, diaconos, Deutschsland, la France.
Paa den anden Side kan man, om man bestemmer sig til at sløjfe tidtnævnte Bogstaver d, g og v, trøste sig med, at den norske Sprogaand, der ikke alene blandt Almuen har bevaret de vigtigere Ejendommeligheder i Sproget fra Oldtiden af, at sige hvad Ordenes Kjærne, Stammen, angaar, men endog hos de saakaldte Dannede har været stærk nok til at modstaa Bøgerne og den Danskfødtes Tale og redde de haarde Medlyd og saa meget Andet fra ældre Tid, – at denne nidkjære Sprogaand dog har tilladt Udeladelsen ved den Bogstav, hvor den forekommer langt oftere end ved de to andre, nemlig ved d; desuden, at holde oppe Oldnorskens Form, hvor endog Almuen har tabt den, og hvor man altsaa ikke kan styrke sig ved Haabet om en større og større Tilnærmelse af Skriftsproget og det højere Talesprog til Almuesproget, som man dog maaske kan, hvad g angaar, dette er vel ikke at tænke paa; og hvortil skulde vel denne Kamp mod Tiden nytte? Hvorfor skal man mere ulejlige sig med Ord for Ord at bytte bort sin tilvante Udtale for en, der i Aarhundreder har været uddød, end man skulde afføre sig Nutidens Sprog og Udtryksmaade i det Hele og tillære sig det gamle Norske? Hvorfor skal Sproget forstenes mere end Lovgivning, Sæder, Videnskab eller Digtning? Franskmændene f. Eks. skrev og sagde vertut, aimet, tempest før det blev vertu, aimé, tempête, men de fandt, at denne Skrivemaade ikke kunde kalde den afdøde T- eller S-lyd tillive i Ordene, og naar den ikke kunde det, da bidrog den kun til at gjøre det vanskeligere at lære Retskrivningen; hvorfor de sløifede dem i Bøgerne. Udtalen kan ikke holdes fast ved Skriften; habet er blevet til a, habitum til eu trods Skrift og Etymologi, ligesom man siger æ og avæ uagtet Bogen har aient og avoient.
End nu maa her berøres en Klasse af Ord, hvori den ældre Stamme har antaget en anden Form i det danske Talesprog, hvorfra den er indkommen i Skriften og gjennem den i det norske Talesprog, nemlig hvor g er ombyttet med v, som i Have, lave, save, Skov, Plov. Hvis denne g overalt var forsvunden af Bøgerne og de Dannedes Tale, vilde der fra vort hidtil indtagne Standpunkt her ikke blive Tale derom, ligesaalidt som om ei og au for e og ø, der for Tiden udelukkende hører til Almuesproget; men Sagen er, at den gamle g er beholdt endog i Bøgerne i nogle Ord, medens den i andre kun forekommer som nyere Skrivemaade nu og da; saaledes klage, plage bestandig; Skog, Plog, Sag, sage, Sindelag nu og da. Denne g findes stadig hos vor Almue og har for været brugt ogsaa i Danmark, hvilket kan sees af Sproglevninger fra den Tid, da man og skrev bøte, løpe o. s. v.; nu derimod er Forholdet saa, at medens v’en hos os holdes oppe ved Hjælp af Bogen, gjælder det Samme i Danmark om g’en, saasom i klage, plage, som der blandt Mængden heder klave plave eller klaue, plaue; jfr. Davlon, Svovver, Vovn, hvilket viser, at Overgangen er trængt gjennem, hvor dens Konsekvens ikke er forstyrret ved Bogens Modvirkning.
Her en Fortegnelse over de vigtigste.
| Norsk-Dansk. | Oldnorsk. | Svensk. |
| Bov. | bógr | bog |
| lave | laga | laga |
| Have, Hauge | hagi | hage |
| Mave | magi | mage |
| Lav | lag | lag |
| lav | lágr | låg |
| Lov | lag (lög) | lag |
| Plov | plógr | plog |
| Skov | skógr | skog |
| Saug, Sav | sög | såg |
| save | saga | såga |
| Torv | torg | torg |
| vove | voga | våga |
| Marv | mergr | merg |
| gnave | gnaga | gnaga |
| (nage | t. nagen) | – |
| Gavn | gagn | gagn |
| Tov, Toug | tog | tåg |
| flyve | fljúga | flyga |
| lyve | ljúga | ljuga |
| tyve | tuttugu | tjuge |
| faver, fager, faur | fagr | fager |
| maver, mager | magr | mager |
| Krave | t. Kragen | krage |
I disse Ords Skrivemaade og Udtale er der kommet Urede, idet den oprindelige g i nogle er beholdt i Bogen, uagtet dens Lyd først er ombyttet med v og denne v derpaa i Forening med en foregaaende a eller o har dannet den saakaldte Tvelyd au (ou): Hauge, Saug, Ploug, Boug-(spryd). Enten skulde det nemlig hede Have, Plov, ligesom Mave, Skov, eller og med g: Hage, Plog, saavelsom Mage, Skog, ligesom g endnu bruges i jage, plage, klage, nage. I andre Ord veksler g med v, som: Lavet og Laget; Sindelav, faver, maver, men Drikkelag, Grandeslag, Underlag o. s. v. Vilde man sige Ploug, Hauge, Saug, Laug o s. v. ɔ: Plau, Haue (ti hvor Bygdemaalet her udtaler au, høres ingen g), da maatte man og sige Mauge, lauge Mat, klauge, jauge Haren, plauge sig selv, han er fauger (faur) men mauger o. s. v. At den gamle danske, saavel som oldnorske og nynorske samt desuden svenske g er beholdt i ovenangivne Ord i vore dansk-norske Bøger, kommer maaske deraf, at de paa Tydsk heder jagen, plagen, nagen, klagen, hvorimod dog kan indvendes, at Tydskerne siger lügen, Kragen, wagen, ikke lüwen, Krawen, wawen, medens de Danske har lyve o. s. v.
Om Ordenes Stammer var endnu Mangt og Meget at sige, dels med Hensyn til hele Grupper eller Analogier, f. Eks. de Ord, hvis Stamme ender paa gl, hvoraf Talen sløjfer g: Bule, Kule, Ful, Pryl, (Katule ɔ: Katugle), (spille) Kiler, Snil for Bugle, Kugle, Fugl, Prygl, Kegler, Snegl (oldnorsk snigill), dels angaaende mange enkelte Ord, hvis danske Form eller Skriftform vi Norske har mere eller mindre Ondt for at komme tilrette med, som:
| Dansk. | Norsk. | Oldnorsk. | Svensk. |
| Bog læs Baag | Bok | bók | bok |
| Krog – Kraag | Krok | krókr | krok |
| klog – klaag | klok | klókr | klok |
| Brog – Braag | Brok | brók | – |
| græde | graate | gråta | |
| træde | traa(de) | tråda | |
| Sæbe | Saape | såpa | såpa |
| Krage | Kraake | kráka | kråka |
| Læbe | Leppe | t. Lippe | läpp |
| blæse | blaase | blása | blåsa |
| nøgen | naken | nakinn | naken |
| Bøigd | Bygd | bygð | bygd |
| raabe | rope | hrópa | ropa |
| Græs | Gras | gras | (gräs) |
| Læs | Las | hlass | lass |
| Myre | Maur | maurr | (myra) |
| Vinge | Væng | vængr | väng |
| Siv | Sæv | sef (s=v) | säf (s=v) |
| Haand | Hand | hönd (handar) | hand |
| Baand | Band | band | band |
| Sø | Sjø | sjór | sjö |
| stræbe | stræve (Krydseren No. 56) | – | sträfva |
Tydsk streben svarer til stræve, som heben til hæve, schweben til svæve.
Efter Behandlingen af Ordenes Stammer skulde have fulgt nogle Betragtninger over deres Bøjning, især om det hyppige Flertal paa -er (Hester, Ormer, Huser), om Udeladelsen af -t i Intetkjønnets Artikkel (Huse, Korne for Huset, Kornet), om d i Ord som syven(d)e, ottene, niene, tiene, stiltiene, uvidene (jfr. Uviden(d)hed) o. s. v., om jeg læser, vi læser, jeg for, vi for (ikke fore), jeg trodde, rodde, sydde, blodde, svidde, bidde, levde, gravde (grov), jagde, plagde, botte, møtte, jeg har trod, rod, syd, levd, gravd, jagd, plagd, har bøt for det, har mot ham o. s. v. Men da Mesteparten af det Rum, som af Redaksjonen er mig tilstaat, allerede er optagen, maa Bøjningsformerne forbigaaes denne Gang, at Plads kan vindes til nogle Bemærkninger om
I det Foregaaende er det vist, at Skriften ikke angiver den danske ligesaa lidet som den norske Udtale. Hvis altsaa Enhed her skulde fremkomme, maatte enten vi vænne os til at tale Dansk, eller de Danske sig til at tale Norsk, eller vi maatte mødes, idet vi begge talte nøjagtig efter Bøgerne. Men det Ene er ligesaa utænkeligt som det Andet. Det, som Bøgerne angiver, har i mange Tilfælder aldrig været virkelig Sprogbrug; Bogens Udtale er endog tildels umuelig. Og dernæst, hvad skulde vi vinde ved at lære os at tale Dansk, eller de Danske ved at lære at tale Norsk? Vi forstaar hinanden meget vel, naar hver taler sit Maal, og Mere opnaaes jo ikke, om Normanden efteraber den danske eller Dansken den norske Udtale. Vi kan vel altsaa holde fast ved den Sætning, at det fælles Skriftsprog kan læses og foredrages med dansk Udtale af de Danske, og med norsk Udtale af de Norske, ligesom Tilfældet er med Latinen, hvis Ord i det Hele udtales forskjellig, eftersom de komme f. Eks. af en Normands, en Franskmands eller Engelskmands Mund, medens de for Øjet er de samme. Derimod venter jeg Medhold af langt Færre, naar jeg fremsætter en Paastand, som ogsaa for 6–7 Aar siden er gjort i ovenanførte Afhandling i „Nor“, nemlig at vi ogsaa bør betegne vor norske Udtale i Skriften.
Herimod indvendes 1), at vi maa bevare fælles Skriftsprog med de Danske for ikke at blive udelukkede fra den danske Kultur, og 2), at om vi skal danne et eget norsk Skriftsprog, da maa vi paa én Gang opgive det overleverede Skriftsprog og sammes Litteratur og skabe begge Dele af norske Elementer, fra Nyt af, da der intet Helt fremkommer ved at indflikke norske Ord og Former i det fremmede, danske Fællessprog.
Herom nogle Ord i mueligste Korthed. Hvad det første Punkt angaar, da betænke man, at Normanden og den Danske i det Hele let forstaar hinandens Tale, men hvorfor skulde de da ikke forstaa hinandens Bøger, naar disse gjengav samme Tale? Man vil maaske endog lettere forstaa de danske Bøger end den danske Tale, da Erfaring lærer, at f. Eks. en Normand iblandt har Ondt for at gjenkjende Ord i en dansk Mands Mund, blot paa Grund af den saakaldte Aksang, der bortfalder i Skriften. Men den Norske, især Menigmand, forstaar en Normands Tale meget bedre end en dansk Mands, altsaa vil han og forstaa Bøger, der angiver den norske Udtale, meget bedre end de nuværende, der fremstiller Ordene i en Skikkelse, som dels er dansk, dels idetmindste ikke norsk. Rigtignok vil Menigmand ikke engang forstaa norske Bøger, blot han kjender Bogstaverne, da de vil indeholde mange Begreber, altsaa og Ord, som hans Bygdemaal ikke lærte ham; men disse Bøger vil dog blive ham langt lettere, bringe ham Indholdet meget nærmere end de nuværende dansk-norske, Noget, der vil være af yderste Vigtighed for Dannelsens Udbredelse blandt den store Mængde, der nemlig kun faar liden Skolelærdom, og som trænger til den Opmuntring til at læse, der ligger deri, at Tilegnelsen af Bøgernes Indhold bliver let og levende. Lad saa de Øvrige, der har Raad til at gaa mange Aar i Skole, for Fremtiden have samme Umag med at lære at læse danske Bøger, som Alle baade Fattige og Rige hidtil har maattet underkaste sig.
Lad danske Bøger end blive noget vanskeligere end hidtil at komme tilrette med, de bliver dog aldrig halv saa fremmede for os som de tydske er, og dog er selv tydske Bøger saa tilgjængelige for os, at endog adskillige af vore Bønder læser dem. Forholdet vil altsaa blive: Alle lærer at bruge norske Bøger, Mange norske, svenske og danske, Færre norske, svenske, danske og tydske, end Færre vil hertil føje franske, engelske, italienske latinske o. s. v. Man kan sige, at naar Fællessproget vedblev at bruges, ligesom hidtil, da havde man den Fordel, at den danske Litteratur var tilgjængelig for alle dem, der havde Adgang til den norske; men lad os da gaa et Skridt videre og gjøre det tydske Sprog til vort, ved mundtlig og skriftlig at oversætte vore Tanker deri, ligesom vi nu oversætte dem paa Dansk; derved vinder vi en endnu større Litteratur end den danske; ligesom man i ældre Tider ved at gjøre Latinen til sit (andet) Modersmaal paa én Gang banede sig Adgang til hele det lærde Europas Litteratur. Latinen blev imidlertid efterhaanden forladt som Europas Fællessprog, fordi den afstængte Kulturen fra Folket, Mængden; men det gjør da vel ogsaa Dansken som fremmedt Sprog i Forhold til os Norske, og herved er da formentlig den Sætning, hvorfra vi gik ud, vendt om, idet det viser sig, at Sprogfællesskabet med de Danske, altsaa vore Bøgers Affattelse i et for vort Folk fremmedt Sprog, netop hindrer Kulturens Udbredelse, nemlig til den store Masse, medens den, som engang forstaar norske Bøger, og derfra vil jeg gaa videre, vil have mindre Ulejlighed med at lære at bruge danske (og svenske) Bøger end f. Eks. tydske, som dog saa Mange forstaar. Og de Fleste, selv af de saakaldte Dannede, vil have fuldkommen nok i disse tre Landes Litteratur, og ikke trænge til noget andet fremmedt Sprog, da Udlandets bedste Verker gjerne blive indlemmede i disses Litteratur ved Oversættelse. Man behøver heller ikke at frygte, at Kløften mellem Norsk og Dansk skal blive farlig med Tiden, naar man betænker, hvor langsomt Sprogene forandrer sig. Den, der forstaar Nutidens Dansk, vil med Lethed læse Bøger i dette Sprog, som er 500 Aar gamle. Svensk og Dansk har jo længe været to forskjellige Litteraturer, ligesom Norsk og Dansk herefter vilde blive, og dag er det en let Sag for en Dansk at lære at gjenkjende de Ord under den svenske Form, der ogsaa er danske, (d. e. at lære Svensk). Man mærke dernæst, at Talen her blot er om en forskjellig Skrivemaade af de Ord, som er fælles i begge Sprog; ti selv de, der vil vedligeholde Fællesskabet mellem os og de Danske, indrømmer os jo Ret til at optage norske Ord af Folkesproget i vore Bøger, saa vi i den Henseende komme til at staa i samme Forhold til de Danske som til de Svenske. Man indrømmer altsaa hvert Land Frihed til det Større, nemlig at hvert beriger det fælles Sprog af sine Kilder; hvorfor da ikke indrømme det Mindre, at hvert lader sin Udtale af de Ord, som er fælles, fremtræde i Skriften saavelsom i Talen?
Hertil kommer en anden vigtig Omstændighed, nemlig at vi vinder ligesaa Meget, idet vi herved kommer svensk Skriftsprog og Litteratur saameget nærmere, som vi taber, ved at fjerne os fra de Danske. Bevis herfor ligger blandt Andet i de lange Ordrækker ovenfor, hvori Dansken har en ofte meget afvigende Form, medens Norsk, Svensk og Oldnorsk ligger hinanden mærkværdig nær, hvilken Overensstemmelse er endnu større for Øret end for Øjet, Noget, som let kunde rettes paa ved at lempe Skriftformen mere efter Udtalen (blandt flere Tegn for en vis Lyd at vælge det, som efter sit Navn hører til; saasom æ og ikke e for Æ-lyden). Den danske Skriftform gjør derimod ofte Ordets Oprindelse og egentlige Betydning ukjendelig, f. Eks. Kilde, norsk Kjælle (af kal = kold, fordi Kildevandet gjerne er koldt), svensk källa; vifte, norsk væfte, svensk väfta (af væve, der egentlig betyder at bevæge hid og did); Hilde, n. Hælle (paa Hesten), svensk hälla; deraf at hilde ɔ: at sætte Hælle paa (formodentlig af hålla = holde); dansk gold ɔ: gål = ufrugtbar; n. gjælle, sv. gälla, dansk gilde = gjøre ufrugtbar; Gilding. Saaledes a til i istedenfor til æ i almindelig (alle Mand), sigte = beskylde, af Sag; sv. säkta, (og ursäkta, undskylde) og flere.
Naar altsaa virkelig norske Bøger bliver mere forstaaelige for Mængden, samt mindre fremmede og mere hjemlige for Alle end de danske, idet de tale Landets Maal, saa Landets Børn gjenkjender i dem sin egen Tale, sin egen Udtryksmaade, og naar paa den anden Side den mærkelige Lighed mellem Svensk og Norsk gjør svenske Bøger næsten til norske, idet dog de danske Bøger for Fremtiden ikke bliver stort vanskeligere at bruge for de Færre, der herefter kommer til at søge dem, end de nu er det for Alle, hvorfor skal Normanden da længere vedligeholde en kunstig Enhed i Sprog og Bogvæsen med de Danske, og en kunstig Kløft mellem sit Sprog og det svenske?
Jo, siger man, de Norske er for faa til at bære en egen Litteratur.
Lad os se. Skolebøger skaffer vi os nu for det Meste selv. Naar en Skolebog er god, da faar den i Almindelighed Afsætning nok her i Landet, og naar den findes ubrugelig her i Landet, vil den neppe blive indført i danske Skoler, at slutte efter det nu bestaaende Forhold. Enkelte danske Bøger bruges i vore højere Skoler, som maatte være trykte særskilt (i Oversættelse), naar Norsk var forskjellig fra Dansk; men man arbejder jo allerede nu, under Sprogfællesskabet, paa at gjøre dette samme Fællesskab overflødigt, idet Forfattere af Skolebøger udtrykkelig anfører, at de ved at udgive disse Bøger søger at gjøre os uafhængige af Danmark, hvilket og udentvivl snart vil lykkes.
En dansk Grammatik, der hyppig brugtes her i Skolerne, blev jo endog for nogle Aar siden forandret lidt, for at man her kunde trykke den som en norsk Bog, og saaledes den norske Boghandel nyde Fordelen af Afsætningen.
Folkeskrifter, som Skillingsmagasinet, Penningmagasinet, Bladet for Arbejdsklassen, Menigmands Ven o. s. v., bæres jo af vor egen Almenhed, og bares de ikke af denne, da blev de vist ikke holdte oppe af den danske; ti de Danske udgiver naturligvis sine ligesom vi vore. Folkeskrifter som passer rigtig godt for vor Almue, er i Regelen mindre tjenlige i Danmark end danske, og omvendt. Bibler, Postiller, Salmebøger besørger jo den norske Boghandel for os, og den danske for Danmark.
At den norske Avislitteratur ikke bæres af Danmark, er vist nok, og dog vokser den i Omfang Aar for Aar. De Læsere, der søger Morskabslæsning, Romaner, Skuespil o. s. v., er jo allerede saa lærde, at de, selv de kvindelige, læser Tydsk, Fransk og tildels Engelsk, saa de kan faa Nok af Sligt uden at trænge til Danmark. Desuden læser de let danske Bøger, om de foruden Tydsk og Fransk ogsaa har gjort sig den Umag at lære sit mindre fornemme Modersmaal og læst de bedre norske Forfatteres Skrifter; om en norsk Morskabslitteratur kan holde sig, er da ikke af saa stor Vigtighed; har vor Boghandel hidtil befattet sig med indenlandske Frembringelser af dette Slags, da var det vel neppe paa Grund af, at de fandt Afsætning i Naborigerne. Mest frygter man maaske for, hvad der skal blive af Bøger og Tidsskrifter af strengt videnskabeligt Indhold, der efter sin Natur kun kan vente faa Læsere her i Landet. Hvorledes gik det da hidtil? Hvormange Eksemplarer af hver Bog gik vel til Danmark? Og mon ikke de Danske, der læser videnskabelige Bøger, ogsaa herefter vil kunne læse Norsk ligesaavel som Svensk, Tydsk o. s. v., saa at ligesaa mange af dette Slags Bøger kommer til at afgaa til Danmark herefter som hidtil, ja vel endog flere; mange vil ogsaa desuden gaa til Sverig; ti begge disse Lande begynder nu at bryde sig mere om de andres Bogvæsen end for, og vil maaske komme til i Forbindelse med Norge at danne en nordisk litterær Enhed, der vil gjøre dem mere uafhængige af Syden. Forholdet mellem Landenes Boghandel vil blive mere rimeligt og ligeligt, idet Norge og Sverig vil søge hinandens Skrifter mere end hidtil, men begge derimod danske maaske noget mindre, hvor- ved Danmark vil tabe Noget i materiel og i aandelig Henseende, men dog kun den uforholdsmæssige Fordel, det hidtil har havt, – Noget, som maaske kan forklare adskillige af de advarende Ytringer af Danske til os Norske, der røber en vis Ængstelighed for at vi skal „emansipere“ os i sproglig Henseende, hvorimod Folk, som er vel saa gode Danske som nogen Anden, f. Eks. Grundtvig og N. M. Petersen, har fundet, at en saadan Emansipasjon er naturlig og derfor hverken kan eller bor udeblive i Længden. Men sæt endog, at den lille Understøttelse, vor Litteratur nu drager fra Danmark, blev endnu mindre, mon da den indenlandske ikke blev saa meget større, idet Læselysten blev større og Bogkjøb hyppigere. Man fik nok flere Penge til at kjøbe for, naar man blot fik bedre Vilje. Det Hjemlige, Nasjonale, vil trække i Litteraturen, ligesom man f. Eks. saa, at de nasjonale Stykker, man Vinteren 184950 gav paa Theatret i Kristiania, gav bedre Hus end sædvanligt. Byd Folk Noget, de liker, saa tar de det nok.
Andre indvender, at man maa ikke forstyrre det bestaaende Forhold, hvorefter dansk Sprog og Litteratur nu engang ogsaa er norsk, – at man ikke maa afbryde den historiske Sammenhæng mellem For og Nu, hvorved blandt Andet vore ældre Bøger vilde blive ubrugelige for Mængden. Denne Bemærkning om Bøgerne vilde maaske betyde Noget, ifald Forandringen blev indført pludselig; men saa vil det ikke gaa til; den maa tænkes gjennemført, og det endog kun i det Væsentligste, i Løbet af en Menneskealder, og siden fortsat. Desuden vil Enhver kunne læse vore ældre dansk-norske Bøger, som kan læse de i samme Sprog senere forfattede, udkomne og udkommende, danske, hvilket de Fleste vil kunne (se ovenfor). Og forstaar man blot vel vore nye Bøger, saa vil Mængden, for hvem de gamle først vilde blive ulæselige, ikke savne disse, da den vil være glad ved at kunne række at tilegne sig det Vigtigste af, hvad Nutiden byder; den finder liden Tid eller Lejlighed til at studere Fortiden. Denne Indvending er ellers meget yndet, da den ogsaa bruges mod en fornuftigere Retskrivning saavelsom mod Indførelsen af latinske Bogstaver i Tryk og Skrift istedenfor de norske. Naar der er Noget, man ikke synes om, finder man altid en Grund til at forkaste det. Og desuden, om der nu ogsaa var en eller anden Ulempe forbunden med Fornyelsen af det norske Sprog, saa fik man finde sig deri. Naar vandt man en betydelig Fordel uden mindste Opofrelse? Spørgsmaalet er blot, om Fordelen er større end Opofrelsen. At vi nu engang har fælles Litteratur og Skriftsprog med Danmark, er ikke tilstrækkelig Modgrund, ti vi havde nylig ogsaa Regjering, Lovstiftning og Historie fælles med Danmark ligesaavel som Litteratur og Skriftsprog; vi vil nu blot gjennemføre Selvstændigheden ogsaa i disse Stykker; vi optager netop den rette historiske Sammenhæng igjen og knytter Traaden hvor den engang brast.
I disse tre Lande gives tre forskjellige Talesprog, men kun to Skriftsprog. Skulde vi nu ikke kunne være os selv i Litteraturen, men nogen Anden, da maatte vi foretrække at slaa os sammen med dem, med hvem vi i Tale og Udtryksmaade har Mest tilfælles, og det er da Svenskerne, hvilket ogsaa de Danske hvert Øjeblik ubevidst og uvilkaarlig henviser os til, idet de jevnlig tager rejsende Normænd for Svensker, hvortil vor Brug af haarde Medlyd, hvor de Danske bruger bløde, samt vor Aksang, der ligner Svenskens ligesaameget, som den afviger fra de Danskes, meget bidrager. Som sagt, naar vi tre Lande blot skulde have to Litteraturer; men vi kan nok bære tre. Fremdeles maa mærkes, at det er de Danske, der er udartede og ikke vi, og at naar Norske og Danske engang skulde have fælles Sprog, burde de skrive Norsk og ikke vi Dansk. De Danske har brugt de haarde Medlyd, ligesom vi og Svenskerne endnu gjør, for 4–500 Aar siden, ja man finder Levninger af denne Brug hist og her lige til Reformasjonstiden, hvorom man kan overbevise sig ved blot at efterse de gamle Sprogprøver i Fortalen til Molbechs Danske Ordbog. Dette kjærnefulde Sprog kan eller vil de nu rimeligvis ikke optage igjen, men vi maa skille os fra dem, da vi ellers taber vor sproglige Fædrenearv.
Denne Blødhed i Medlydene er i sin Tid bleven anset for et Onde, og man synes at have villet modstaa den gjennem Talesproget indtrængende Fordærvelse ved at skrive Tegnene for de haarde Medlyd, hvor Talen havde de bløde, hvilket maaske tør sluttes deraf, at man i gamle danske Bøger undertiden finder Tegnet for haard Medlyd anvendt endog der, hvor der altid har været blød Medlyd, for Eks. qvetia for qvedia, Endelsen -lik for lig o. s. v. De Danske arbejder endnu mod Udartelsen, mod f. Eks. lange Stavelsers Overgang til korte, Ombytning af g med j (Bøjer, mejet) eller med v (Svovver, Vovn), og sætter som det synes vilkaarlige Grændser for Sprogets Gang, idet de erkjender f. Eks. Selvlydens Korthed, samt j og v for g i nogle Ord, hvor de nemlig engang er komne ind i Bogen, men andensteds ikke. Heraf fremkommer det mærkelige Udsagn af Levin, der skjelner mellem 1) det højere Sprog, der bruges i offentligt Foredrag og i Tragedien, 2) de Dannedes Talesprog og 3) Almuens Tale, at „Skriften hverken har Noget med Talesproget at gjøre eller hvor Udtalen monne være tvivlsom maa hælde over til Talesprogets Side“ (Lydlære, § 161); ti naar han skulde erkjende alle de Afvigelser fra det ældre Sprog (Skriften), som gjøres i den Dannedes og end mere i Almuens Tale, saa vilde Blødheden blive altfor stor, idet f. Eks. det oprindelige k ikke blev staaende som g, men gik ned til j: rik, rig, rij; Bøker, Bøger, Bøjer. Men Almuen har gjennemført Overgangsanalogierne endnu nøjere end de Dannede, da den ikke blev holdt tilbage ved Dressur efter Skriftsproget. Danskerne tør nu ikke træde ned til Almuen og kan ikke komme op til Fortiden. Hos dem er Skriftsproget oprindeligere end Talen, hos os omvendt. Vi støtter os til Folkets, de til Bogens udtale, idet de, dog kun tildels, skyr Folkets. Vor nordiske Oprindelighed kan da være bestemt til gjennem en norsk Litteratur at holde igjen mod Fordærvelsen. Fremdeles, skulde der nogensinde blive Tale om noget skandinavisk Fællessprog, som nok Enkelte drømmer om, da maatte dette væsentlig fremgaa af Norsk og Svensk, der baade i Ordforraadet og i dettes Form samt Ordenes Sammenstilling og Anvendelse har mest tilfælles med Oldsproget, hvorimod Dansk, som allerede af det Foregaaende tildels vil kunne sees, er betydelig svækket og forvansket, samt opblandet baade med fremmede Ord og med fremmede Ordannelsesformer, mere end Sproget paa vor Halvø. Om vi Norske kunde formaaes til for at skabe et skandinavisk Fællessprog f. Eks. at tale og skrive bløde Medlyd for haarde, saa vil vist ikke Svenskerne dette, og der vilde altsaa blive to Skriftsprog alligevel. De Danske har derimod baade Historien og Undertallet i Folkemængden imod sig; fem Millioner opgiver ikke sin historiske Ret mod 1–2 Millioner.
Det kunde synes underligt, at Nogen for Alvor skulde holde paa den Indvending mod at lade det norske Landssprog, der lever i Talen, fremtræde ogsaa i Skriften, og lade det saaledes komme til sin Ret, ligesaavel som det danske og det svenske Landssprog har faat en til deres Ejendommelighed svarende Skriftform og Litteratur, at den aandelige Bro mellem begge Lande derved maatte ansees afkastet, og den danske Kultur afspærret for os (de Danske fremstiller selv Sagen som blot fordærvelig for os, ret som Intet skulde være at tabe for dem ved at afspærres fra os), da dog blot et Blik paa det bestaaende Forhold mellem Svensk og Dansk, der er omtrent det samme som det vordende mellem Norsk og Dansk, synes at maatte vise Vedkommende, hvor overfladisk denne Indvending er. Men dette kan maaske forklares saaledes, at man holder sig til Sprogforskjel som noget Absolut; naar Norsk, tænker man nemlig, ikke mere er Dansk, saa forholder det sig til dette som f. Eks. Dansk til Latin, Hebraisk eller Kinesisk. Med andre Ord: Naar Dansk ej er Norsk, saa er det Ikkenorsk, og naar det er dette, er det ligemeget enten det Ikkenorske heder Latin, Græsk, Russisk eller Kinesisk. Var det saa, vilde Indvendingen have fuld Vegt; men nu bliver Forholdet snarere som mellem Jonisk og Attisk eller Dorisk i Græsken, hvor Sprogmassen i Dybet, i Roden, er omtrent den samme, men hvor det mere er i det Ydre, det Formelle, Lydenes Forhold og Grupperinger samt Maaden at benytte Ordene paa, – idet samme Ord bruges i andre Forbindelser, altsaa i andre Betydninger – hvorpaa Forskjellen beror. Tænker man sig derimod Dansk mod Norsk som f. Eks. Fransk mod Flamsk i Belgien eller Norsk mod Lappisk i Finmarken, da opgaar der et Lys baade over Frygten for Skilsmissen, over Paastandene om, at dansk Udtale egentlig er eller bør være den normale her i Landet, og endelig over den Paastand, at et norsk Sprog ikke fremgaar deraf, at man slikker norske Ord og Former ind i det danske Skriftsprog. Ti hvis f. Eks. Lapperne her i Landet engang havde antaget norsk Sprog som Skriftsprog og idetmindste som de mere Oplystes Talesprog, saa maatte den lappiske Udtale af de norske Ord være falsk, forsaavidt den afveg fra de Norskes egen; at opgive det norske Sprog og optage det lappiske som Skriftsprog og Talesprog var at udelukke sig fra aandeligt eller litterært, tildels en dog fra personligt Samkvem med os, saa de tabte Adgang til den norske Kultur og blev henviste til sit eget tarvelige Kundskabs- og Tankeforraad. Var Forholdet saa mellem Dansk og Norsk, da vilde det, for at tale om det andet Punkt, nemlig om Maaden at fornorske vort Sprog paa, heller ikke være nok, at optage norske Ord imellem de danske, idet de i Bøjning og Afledning formedes efter det danske Sprogs Analogier. Om Lapperne for sin egen Bekvemmelighed blandede Norsken med en Halvpart lappiske Ord, blev Sproget derved ikke lappisk, skjønt heller ikke norsk.
Norsk, Svensk og Dansk er derimod som Lydsprog kun at betragte, hvad deres væsentligste Stof angaar, som tre Modifikasjoner af de samme Ord, som en trefoldig Udtale, der for en stor Del er saa regelmæssig at man, naar man kjender Lovene for Overgangen, kan omgjøre Norsk til Dansk eller Svensk, og omvendt, uden at have hørt Ordene i den fremmede Form. Vi Norske kan derfor godt efterhaanden i den ene Ordrække efter den anden gjengive i Bogen det norske Talesprog istedenfor de Danskes, f. Eks. sætte haard Medlyd for blod, g for v, Las, naken, rope o. s. v. for Læs, nøgen, raabe; skrive grøne, knyte d. e. lang Stavelse i flere og flere Ord, hvori vor nasjonale samt den oldnorske (og som oftest den svenske) Udtale har lang Selvlyd, men hvor den dannede Klasse hos os har tilegnet sig den danske Udtale med kort Selvlyd, efter Skriftsproget; maaske vil man og komme til at optage de saakaldte Tvelyd (ej, au, øj) igjen, j i Verberne, f. Eks. spørje, vilje, fremje, a i Infinitiv: vilja, fremja o. s. v. Fremdeles kan man optage flere og flere Orddannelsesformer, forsaavidt de giver nogen Fordel, og endelig norske Ord, som ikke i nogen Skikkelse findes i nærværende Bogsprog. Disse sidste staar dog udenfor Striden, da man indrømmer Net til at optage dem, endog i det nærværende Fællessprog, hvorom ovenfor. I andre Dele, som Sløjfning af d efter l, n og er, Udeladelse af t og d foran s, Opgivelse af Flertalsformerne i Verbalbøjningerne, af Substantivernes Flertal paa en Selvlyd o. s. v., kommer alle tre (Tale-) Sprog hinanden imøde, saa en ny Skrivemaade vil lade Ligheden, som nu ikke sees, komme tilsyne mellem Sprogene. At de dannede Normænds Udtale, forsaavidt den afviger fra de Danskes, ikke er greben af Luften eller grunder sig paa Skjødesløshed, som mange tror, men netop er den ældre og endnu bevarede norske Udtale i sine væsentligste Ejendommeligheder, der har havt Styrke nok til at holde sig og som idelig klinger igjennem, skjønt den ofte overdøves af de fremmede danske Toner fra Skriftsproget, er nok vist. Lad os derfor først udtrykke disse endog blandt den halv fordanskede Slægt reddede Levninger af Norskheden; saa kan man altid gaa videre efterhaanden. Forlangt kunde man vel ogsaa gaa; ti det vilde ikke være godt, hverken for os eller de andre to Lande, om Oldnorsken endnu var vort Tale- og Skriftsprog; ti Afslutning fra de andre to Folk er ikke noget Gode.
Om vort nye Skriftsprog ved at udgaa fra det brugelige Fællessprog, ikke ligefrem fra Folkesproget ikke bliver fuldkommen regelmæssigt, faar man finde sig deri. Svensken og vore Bygdemaal er heller ikke regelmæssige; j fra Oldnorsk er f. Eks. tabt i nogle Verber i Svensk, men beholdt i andre; Bygdemaalene har ikke altid en vis Selvlyd eller Medlyd i alle de Ord, som efter Hovedmassens Analogi skulde have den. Her maa ogsaa tænkes paa Uregelmæssighed i Bøjning, som nok findes i alle Sprog. – Det nye Sprog, der skulde fremvokse af vort nuværende norsk-danske Fællessprog, vilde vel ikke blive stort mere forskjelligt fra dette, end samme Fællessprog er fra det ældre eller ældste danske Sprog, hvorfra det er fremgaat, eller Fællessproget er fra Svensk, hvormed Dansk dog ved Aaret 1400 havde meget stor Lighed, der tiltog indtil Enden af samme Aarhundrede (Molbechs Ordbog, Fortalen S. LX). I Sproget er der jo et Slags Liv, – der er Forandring, Bevægelse. Noget svinder bort, og Andet kommer i Stedet; en ældre Brug viger for en nyere. Brugen af p, t, k i det ældste Danske har saaledes efterhaanden i flere og flere Ord givet Plads for b, d, g, efter den nye udtale; men NB efterhaanden, uden at man altsaa har behøvet, for at skaffe det nye Indgang, at omstyrte det Gamle paa én Gang, og danne et flunkende nyt Skriftsprog. Har det nu, for at holde paa det valgte Eksempel, været mueligt for de Danske lidt efter lidt at faa den nyere, blødere Udtale ind i Bøgerne istedenfor den gamle haarde, idet de mærkede, at den, som Bøgerne angav, ikke svarede til den for Tiden brugelige, saa maa det vel og lade sig gjøre for os Norske lidt efter lidt at fortrænge af vore Bøger en Udtale, som vi have opdaget, hverken at være eller have været norsk, men dansk, og derimod indføre den, som bruges og af Mængden altid har været brugt her i Landet. Vil man sige, at denne danske Udtale, uagtet den er fremmed, dog af Mange anvendes her i Landet, da bemærkes hertil, først at det, som sagt, kun er den mindste Del af Folket, som har tilegnet sig dette Fremmede, saa det ingen Ret har mod det endnu levende og stærkere udbredte Hjemlige, og dernæst, hvad Mueligheden af at trænge det Danske tilbage angaar, at derom vel ikke kan være nogen Tvivl; ti har man i sin Tid ved Hjælp af Skolen, Bøgerne og nogle indvandrede Danske kunnet trænge den nasjonale Udtale og Skriftsprog tilbage og bane det Fremmede og Uberettigede Indgang, saa maa vel Skolen, norske Bøger og det norske Folks store Masse kunne faa Bugt med det Fremmede igjen og hjælpe det Overvundne til Ret og Oprejsning. Har Bøger og Skoledressur kunnet udrette Noget for en slet Sag, saa maa de og kunne udrette Noget for en god.
Men om end Fornorskningen af vort Sprog og vor Litteratur hovedsagelig foregaar paa den her angivne Maade, vil det dog vistnok være meget ønskeligt, om Adskilligt skrives i det nye norske Sprog, som Nogle har tænkt skulde fremgaa umiddelbart af Bygdemaalene. Et saadant nybagt Sprog maatte læres ligesom f. Eks. Svensk eller Tydsk, for at kunne bruges som Tale- og Skriftsprog, og det vil neppe Nogen bekvemme sig til, som engang har udstaat Møjen med at lære vort Fællessprog. Derimod vil Bøger i dette Sprog, som En eller Anden, f. Ek. Ivar Aasen maatte forfatte, være meget tjenlige til at fremme ovennævnte Fornorskning af Fællessproget, idet man paa den Vej lærte at kjende de rent norske Ord og Talemaader, som man maatte ønske almindelig Udbredelse, anbragte i Sammenhæng, i de af Folket tilstedede Forbindelser; ti man gaar ikke hen at søge sig norsk Sprogstof i en norsk Ordbog for derfra at optage det i, hvad man skriver eller taler. Dernæst vil man ved at se velbekjendte Ord af Fællessproget anvendte i den norske Skikkelse i det nybyggede Sprog vænne Øjet til at taale dem i den for dette mere end for Øret fremmede Form. Hertil vil Læsning af Svensk og Oldnorsk ogsaa bidrage; ti naar man oftere har set f. Eks. Ordet skapa i svenske og oldnorske Bøger, finder man sig lettere i at se det skrevet med p for b ogsaa i vore egne Bøger. Man bør jo ikke opgive det Rette, her det Norske, fordi det delvis byder imod i Førstningen; man har nok i sin Tid maattet overvinde en ligesaa stor Ulyst til at taale det Danske og opgive det Indenlandske i Sprogformen, og dog har man dengang fundet sig deri; man faar finde sig i at forlade Ægyptens Kjødgryder, om man vil ind i det forjættede Land. Endelig er der nogle Materier, der maaske bedst fremstilles i et Sprog, der ligger Folkets Tale nærmere end det fornorskendes Fællessprog endnu paa længere Tid vil kunne komme, saasom Viser, Sagn, Æventyr o. s. v. Disse to Veje til et virkelig norsk Sprog er forresten kun forskjellige, hvad Udgangspunktet og den første Strækning angaar; siden løber de udentvivl sammen. Med andre Ord: Det ene Parti søger at skabe norsk Sprog og Litteratur paa én Gang, det andet udsondrer efterhaanden, Stykke for Stykke, det spesielt Danske af Fællessproget saa længe, til de fremmede Elementer i dette er fjernede og indenlandske optagne i Stedet. Derfor bør begge Partiers Bestræbelser kun bekjæmpe det Fremmede, den fælles Fiende, og ikke hinanden indbyrdes.
Det heder, at Sandheden taler for sig selv; imidlertid beror dens hurtigere Udbredelse meget paa, hvormange Bekjendere den til en vis Tid allerede har vundet. Herom endnu nogle Ord.
I Rigstidenden No. 5 og 6 for 1850 findes en Afhandling „Om norsk Udtale. Tilegnet de norske Skuespillerinder“. Denne har Mange tillagt mig, Nogle vel, fordi de kjendte min Afhandling i „Nor“, Andre, fordi jeg dengang nylig havde frem- sat mine Meninger om denne Materie i „Den pædagogiske Forening“, en Meddelelse, som senere gjentoges i Studentersamfundet, – atter Andre, fordi de som tidligere Elever af mig gjenkjendte mine Meninger hos Forfatteren i Rigstidenden. Da altsaa denne paa et Par Smaating nær fremsætter netop de samme Meninger om norsk Udtale, som jeg har forfægtet, behøver jeg ikke at fralægge mig denne Afhandling for min egen Skyld, især da den foruden ved et formentlig rigtigt Indhold anbefaler sig ved en fortræffelig Form; men jeg gjør det for Sagens Skyld, idet jeg griber Lejligheden til at gjøre opmærksom paa, at jeg saaledes ikke længere staar alene med min Mening, men at den har faat en Talsmand til, og det en, som ved sit Talent vil kunne yde den større Tjeneste end jeg. Jeg gjorde straks de modneste af mine Elever opmærksomme paa denne fortjenstfulde Afhandling; maaske har enkelte andre Lærere gjort det Samme. Deraf følger dog ikke, at de straks har tilholdt Eleverne at bruge den norske Udtale i Skolen; ti dette er Læreren vel ikke berettiget til at gjøre paa egen Haand, og det kan jeg da til Beroligelse for ængstelige Gemytter forsikre, at jeg heller ikke gjør, men lader mig nøje med at behandle den norske Udtale teoretisk (Lydlære).
Det har nok hændt før, at Udlændingen har henledet vor Opmærksomhed paa en og anden Herlighed, som vi ejede, uden at paaskjønne den. Dette gjælder og om vor Udtale. I Kjøbenhavnsposten No. 2231849 har saaledes den bekjendte danske Skribent P. L. Møller ladet følgende mærkelige Ytringer falde, om norsk Udtale, der hidsættes tilligemed den Sammenhæng, hvori de forekommer: „Den selvstændige norske Literatur efter 1814 er endnu for ung til i mere end enkeltstaaende Phænomener at have frembragt betydelige Værker. Den danske Literatur er endnu bestandig der saa almindelig udbredt, at allerede derved Folkets aandelige Fornødenheder saa temmelig stilles tilfreds. For Uddannelsen af en dramatisk Literatur og en Nationalskueplads synes hverken de ydre Betingelser eller den poetiske Nationalcharacteers og de denne repræsenterende Aanders indre Trang ret at være forhaanden. Kunne jo dog Normændene endnu bestandig ikke vænne sig til fra Skuepladsen af at høre deres egen Udtale; det hele Personale ved Hovedstadens Theater bestaaer kun af Danske, og Alt, hvad der angaaer Skuepladsen, ledes bestandig efter danske Traditioner“.
NB. Angaaende de Punkter, hvori der ovenfor er afveget fra den sædvanlige Bøjning og Retskrivning, henvises indtil Videre til „Skoleanliggender II“ i Universitets- og Skoleannalerne, 2den Række, V Binds 2det Hefte, Side 232.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Ældre danske Bøger skriver nemlig løpe, bøte, Veg, Egendom, men har siden skrevet efter den nye Udtale løbe, bøde, Vej, Ejendom, (ortofont).
- ↑ Holtsfjorden ɔ: Holsfjorden, ɔ: Holes (Præstegjælds) Fjord; tredsindstyve = tre Sinde tyve; halvtredsindst. Fejlen beror paa, at d er stum i begge Ord (foran s); halvfems, ɔ: halvfemts.
- ↑ Her har man jo Analogi nok for Overgange som g til j: Gaas, Jæs; Guld, Jylden; videre: sjære, skar; lægge, lakt; Jøre, jort, Jærning; jfr. hlaupa, hrósa, nu løbe, rose.