Bekjendelser/XXXVIII
Dagen efter (Freda 20de Juli 88).
Schander og Fredrik er rejst ve middagstide, Gaarder er rodd afsted me dem bort til Hvitsten i stekende solskinn, de er væk for længe siden — og op og ned farer jei mellem det hvite huse og det graa veskure og vrier mine hænder i rædsels længsel efter henne.
... hvor er hun, hva gjør hun, hvordan ser hun ut?... hva sier hun, hva føler hun, hva tænker hun paa — naa? just naa i dette øjeblik?... Aah, at jei ikke vét det!... Det hun tænker og sier og gjør — gjør hun det, tænker hun det, sier hun det «altsammen lissom for min skyll» som hun fortæller mei?... Gud, gud, hva kommer det mei ve, eller hva kan det hjælpe mei, naar jei allikevel ikke ser det, ikke tror paa det? — jo, nok tror paa det siden hun sier det, men ikke føler det?... det er jo bare naar hun er der og jei ser det a hennes ansikt, hører det a hennes stemmes klang, fornemmer det af hennes hænders tryk og hennes legemes berøring — det er jo bare da at jei kan tro det utrolie, det ufattelie, det vidunderlie: at hun virkeli er gla i mei!... Ellers er hun jo rent væk for mei og jei har ikke andet igjen a henne enn denne rædsels skjælvende længsel som fortærer mei og gjør saa ont, saa ont... Hva skal jei gjøre! hva skal jei gjøre! jei maa jo se henne, og jei kan jo ikke rejse derbort før det er mørkt! — aa Vera, Vera, kom og la mei faa se dei!...
Og hændervridende stanser jei mitt mellem huse og veskure og brister i hysterisk graat, mens jei stirrer afsindi af længsel mot pynten derute. Men ingen snekke kommer stikkende om odden me henne i agterstavnen — aa nej nej, hva skal jei arme elendie gjøre! — og afsted farer jei igjen op og ned og vét ikke mine arme raa...
— — — Dagen helder, solen gaar ned i gull bak aasen derover paa den side a fjoren — jei gaar der ennu og vrier mine hænder. I aftenskyggen bak huse, paa den grønne bakken, ligger Gaarder paa maven og læser i en bog... stadi venner han hode og ser herbort me sine stærke blaa øjne — gusjelov, at han ialfall ikke snakker til mei!...
Og der kommer Jensine ut paa trappen igjen og mønstrer mei me sine lyse kolt-blinkende øjne — gid djævelen hadde henne! kan hun ikke la mei være ifré!...
Hu! og der har vi Frithof igjen! Foran trappen stanser han før han gaar inn, og blir staaende og glo paa mei han ossaa — aah, at jei ikke kan gjemme mei bort paa et mørkt sted, mei og min elendihet!... Men nej, hér maa jei vandre! hér! hér! frem og tilbake, og stirre ut mot den usalige pynten!... jei kan ikke være andre steder — intil jei kan ta prammen og drage afsted, bortover mot der hvor hun er. — —
Det er begynt saa smaat aa mørkne, det kjennes som en lise: gud, snart kan jei ta afsted.
— Aftensmât! roper pludseli Gaarder — han er kommen ut paa trappen derborte.
Jei har ikke smagt mât hele dagen — jei faar forsøke! Me sammenklemt hjerte gaar jei inn i den blaamalte stuen og sætter mei ve det røbrune klaffebore likeoverfor Gaarder. Men jei kan ikke snakke me ham — hva skulle jei si?! — jei bare slaar i mei en skaal melk og faar tvunget ned en skive brø, og rejser mei saa og sier goaften, og skynner mei dirrende nervøs ned til bryggen, springer i prammen, og ror febrilsk ut bugten, omkring pynten derute, og bortover mot henne...
Som jei sitter der skjælvende i prammen og ror, og tænker paa om der kansje igjen er kommet noe ivejen saa jei ikke faar se henne, hører jei pludseli duren af en baat klos forut, og da jei venner hode stanser mit hjerte —: mine øjne hviler pludseli i hennes!
Det er en grønmalet sjægte som kommer imot mei, og agter i den er det hun sitter. Den brune forværkskaapen er hægtet løst om hennes skuldre, det bleke ansikt me det viltre pannehaar er rammet inn i rødt a den frygiske hue, og dypt og alvorli ser hun mei inn i ansikte me store, underli lysende øjne.
Mekanisk løfter jei paa hatten, grepet som af ærefrygt, og venner saa prammen — et volsomt oprør raser inni mei ve at hun er mei saa nær...
— Skal Di tilbake igjen? spør hun og later forundret — kansje jei kan faa bli me Dem bort til Emmestad da?
— Ja! gjerne! svarer jei me behersket stemme og lægger agterennen a den brune prammen inn til den grønne sjægten — værsgo!
— Tak, saa behøver jei ikke Dem mer! sier hun til konen som har rodd henne, og hopper let over agterskotte paa prammen — og sjægten snur og ror tilbake.
Høj og stille sitter hun der agter og ser paa mei me de mørke alvorlie øjne, som lyser saa underli idag derinne i det bleke røtt-inrammete ansikt — og me volsomt bankende hjerte stirrer jei tilbake paa henne, mens jei af og til senner et nervøst øje efter den grønne sjægten. Endeli er den forsvunnet om odden derborte, og da jei har set mei nervøst omkring, at der ikke er noe, ingen baat i nærheten eller noe saant, vipper jei aarerne inn og springer skjælvende agter og kaster mei ned paa knæ foran henne me armene om hennes bløte liv derinne under forværkskaapen — og lægger nervøst haart mit hode inn mot hennes bryst:
— Vera! hvisker jei som i angest — er du gla i mei?
— Forfærdeli, forfærdeli gla i dei! hvisker hun dæmpet og bløtt og stryker mei sagte nedover haare — og enufatteli salihet strømmer igjennem mei, og jei syns jei maa dø...
— Vera! sier jei om litt og gløtter op i hennes store ømme øjne — hvor jei har skjælvet i rædsels længsel efter dei!... gud, gud! — og jei gjemmer igjen mit ansikt ve hennes bryst.
— Stakkars min gut! min egen gut! hvisker hun ømt — jei kunne ikke komme før... Gud, hvor jei er gla i dei! — og hun blir sittende der og klappe mei bløtt nedover haare, og jei føler det som om væll af sunnhet og kraft strømmer fra henne over i mei — —
Jei sitter igjen og ror og ber henne sætte sei bort til mei og skyve paa aarerne. Uten aa svare rejser hun sei stille op i agterskotte og hægter op slængkaapen i halsen, øjnene dypt i mine; kaster saa pludseli begge kanter tilside, saa kaapen af sei sell glier ned bâk henne — og foran mei staar hun, eventyrli vakker, i sin frygiske hue og det blo-levrete kjoleliv hvor de praktfulle arme kommer nøkne ut helt oppe ve skulderen. Et øjeblik staar hun der slik og ser paa mei me et stolt sanseli smil som vil hun si: «Er jei ikke dejli!» — saa pludseli me et spring sitter hun paa toften foran mei, sine knæer inne mellem mine, en haann paa hver aare, og bøjer sei sagte fremover og skyver paa, mens de store, mystisk lysende øjne sænker sei dypt i mine og tar min sjæl fangen som i en drøm.
Frem og tilbake, frem og tilbake, i langsom vuggen, følles vore legemer for hvert aaretâk — som søker og flyr vi afvexlende hverandre; og prammen glier sagte hen over det stille vann i aftnens bløte hallmørke — jei føler det som at hun holler mei i sine arme og vugger mei kjærli frem og tilbake ve sit bryst...
— Vil du over til Filtvedt naa? hvisker hun om litt me et kjærlig skøjeragti smil, og lægger begge sine hænder paa den venstre aaren og skyver paa den — for prammen peker tværsover fjoren. Og igjen ror vi videre som i en drøm. Men længe varer det ikke før hun pludseli fort og ivri lægger begge hænder paa højre aare og skyver paa alt det hun kan —: «Ro me højre! ro me højre!» sier hun, og da jei isteden striker me den venstre, svinger vi akkurat klar af en odde.
— Ville du ilann naa? spør hun igjen, me det kjærli skøjeragtie smile.
— Jei vil ingensteder hen! svarer jei betat — bare være her hos dei! — Og videre ror jei me mine øjne i hennes, beruset a hennes legeme som bøjer sei vellysti frem over mei ve hvert aaretâk. Og sommetider venner prammen næsen fra lann, som skal vi tværsover fjoren, og sommetider er den like ve aa renne op i strannen — og altid er det henne som léende hindrer det i siste øjeblik; for jei ser jo ingenting andet enn henne...
Men pludseli støter vi bums mot fjelle, og hun smeller ut i en latter —: Dér kan du se! sier hun — naa har jei sagt saa mange gange: «ro me højre!» og «ro me venstre!» at naa ville jeg ikke mer — og dér kan du se hvordan det da gaar!
— Hvordan kan jei se hvor vi styrer hen, hvisker jei betat — naar jei har dine øjne der foran mei?
— Du kan la være aa se inn i dem! sier hun skøjeragti.
— Jamen det tror jei ikke jei kan!
Saa pludseli griper hun mei haart i armen og ser paa mei me rynkete bryn —: «Vil du naa bare ro orntli me dei!» sier hun paatat morsk. Men da kan jei ikke mer, jei glier sansesløs ned paa knæ foran henne, griper begge hennes hænder og trykker dem haart inn mot mine kinner, og hvisker det bævende op til henne:
— Vera, hvor du er forfærdeli dejli... ingen grænse for hvor dejli du er — aah, er du noe gla i mei?
— Forfærdeli, forfærdeli gla i dei, min egen gut! hvisker hun stille tilbake, og hennes øjne hviler saa bløtt i mine at hele mit legeme bæver, og jei fatter ikke min lykke — —
Da vi lægger til bryggen inni Emmestadbugten er Gaarder ikke dernede for aa ta imot os — skulle han være gaat tilkøjs alt, tænker jei ve mei sell, og ønsker at han var det. Og op klyver jei paa bryggen, og rækker henne haannen, og vi gaar op bakken sammen og omkring huse, og jei titter forsikti inn i den blaamalte stuen. Men ingen Gaarder aa se paa flatsengen bak døren. Saa gaar vi derinn begge to og blir staaende borte ve vindue og holle hverandre i haannen og se ut i den lyse sommernat...
Om litt venner hun sei mot mei og ser mei dypt og alvorli inn i øjnene —: «jei er saa forfærdeli gla i dei iaften!» sier hun. Jei kan ikke svare, bare slaar armene om henne og trykker henne inntil mei, mens jei kysser henne fort fort fort bortover halsen og opover hele ansikte: paa læberne, paa kinnene, paa øjnene, og paa haare... Aah! at vi ikke er alene... at Gaarder kan komme hvert øjeblik — herregud!...
— og vi blir staaende og se hverandre dypt og alvorli inn i øjnene. Pludseli kaster hun et blik hen paa flatsengen borti kroken bak døren — og sier saa, me øjnene i mine:
— Jei skulle ha lyst til aa ligge der paa den sengen hos dei inatt... jei er ikke «syk» mer, det er forbi naa — og jei er saa forfærdeli gla i dei idag, og har saan lyst...
Mit hjerte er stanset; skjælvende griper jei hennes haann og hvisker det som i angest —: Aa Vera, gjør det da?... Gaarder kan jo ligge nede i det gule huse inatt...
— Nej, svarer hun og ryster paa hode — jei vil ikke saa Gaarder vét om det!
Idetsamme rives døren op og Gaarder stormer inn —: «Nej goaften!» sier han til Vera — det var da morsomt Di kom!
Jei ønsker ham satan ivoll, men hva skal jei gjøre...
— Vi tar absinth! sier jei saa og tar flasken op a kufferten.
— Din skurk! sier Gaarder — og jei som har vært saa fyllesyk i hele dag... det skulle bare ha ânt mei!
— Ja hvem skulle ossaa trodd, at han fant paa aa gjemme bort flasker! sier Vera léende — det ligner da ved gud ikke ham! Men kom naa! — og ut gaar vi i haven, me absinthen og glasser og vann, og sætter os under morel-træerne derute.
— Men is maa vi jo ha! sier Gaarder og løper inn igjen — og syk a længsel efter henne griper jei hennes haann og blir sittende og se henne fortvilet inn i øjnene...
Pludseli slaar hun øjnene ned og sier halt forlegen, mens hun ser ned paa sine føtter —: «Du! a spør mei hvordan det staar til me lille Gog?»
— Hvordan staar det til me lille Gog? spør jei me taarer i øjnene.
— Tak, han er bedre naa, men han maa ligge stakkar, og det er saan synn paa’n — tænk, jei er jo næsten aldri inne hos’en mere!
— Vera! sier jei alvorli og trykker hennes haann som jei holler i begge mine — naar jei aldri spør efter lille Gog, saa er det fordi at jei ser jo aldri barna dine iaar — og saa har jei tilslut næsten glemt at de existerer... Aah, men tro ikke at jei ikke er gla i alle dem som du er gla i...
Idetsamme kommer Gaarder tilbake me isen, og jei maa slippe hennes haann. En forfærdeli tristhet faller over mei: aldri, aldri! kan jei bli orntli alene me henne...
Og vi blir sittende der og snakke og røke og drikke absinth alle tre uten, at der vil komme noe liv over det hele — ingen af os er i humør. Allikevel sitter vi der time efter time... aah, saa jei længes! saa rædsomt jei længes efter henne, som jei har her ve siden a mei...
Tilslut, da det begynner aa lysne, klokken kan vel være som to, al samtale er død bort og vi bare sitter der og ser hen for os alle tre — kaster pludseli Gaarder benene over bænken og springer op og løper inn i huse, uten aa si gonatt. Jei griper fort hennes haann, vi ser litt efter ham, usikre om han kommer igjen — nej, han er og blir borte — og saa trækker jei henne stille inntil mei og ser henne angstfult kjærli inn i de bløte øjne —: «Vera?...»
Uten aa svare lukker hun øjnene og lar sei glie langsomt ned a bænken, og jei siger langsomt ned paa marken, sammen me henne. Men da pludseli lægger der sei en forfærdeli tyngde over min hjerne, alting flyter ut og forvirres, og jei bare klamrer mei inntil henne mens jei mister bevistheden — — —
... Jei har vært i skoven me henne synes jei... og ligget hos henne... og det har vært forfærdeli dejli, men saa underli rart alting... det har lissom ikke hængt rigti sammen — og tilslut er jei søvnet inn, og naa vaagner jei. Og pludseli ser jei henne ligge paa maven ve siden a mei i græsse, ansikte mot joren, og kjolen opom sei helt til hofterne — absolut nøken like til bæltestedet. Og jei kaster mei som vanvitti hen over dette hvite dejlie legeme som er henne — hennes vidunderlie legeme! og kysser henne fort fortfort nedover korsryggen og ennen og baksiden a laarene som venner op — mens hjerte staar stille og skjælver i mit bryst... Og pludseli kan jei ikke andet: jei borer hode mit ned mellem hennes laar og kaster mei om paa ryggen, me armene favnende om hennes hofter, og kysser henne like inn ve henne sell.
Me et kast slænger hun sei om paa ryggen saa hode mit kommer op, og lar det stønnende ske en stunn — men vrier sei saa pludseli bort og rejser sei op i sittende stilling, og ser paa mei me store sky forvillete øjne. Angest vil jei rejse mei for aa kaste mei inntil henne men saa gaar alting runt for mei, jei føler mei me ét forfærdeli syk — og jei synker om me hode hen mot kanten a bænken, og kaster op...
I samme nu er hun styrtet op, som grepet a rædsel, og flygter lik et jaget dyr nedover bakken mot søen...
Et øjeblik stirrer jei sløvt efter henne — tar mei saa forfærdet om pannen og ser mei om, hvor jei er? Og da først opdager jei at jei er jo ennu her i haven under bænken hvor vi gle ned sammen — vi har altsaa slet ikke vært i skoven som jei har trodd, vi har hele tiden ligget her paa det samme stede, jei har bare hele tiden vært bevistløs...
En ubestemt rædsel lyner igjennem mei og gjengir mei alle mine kræfter, og op springer jei og styrter afsted efter henne, ned bakken mot søen og utover den lange tynne træbryggen — der sitter hun paa agtersæte nede i den brune prammen og ser op paa mei, blek, me vilt lysende øjne dybt inne i de store øjenhuler, og fyller mit hjerte me angest. Men did hvor hun er maa jei, det er alt hva jei vet, og uten aa stanse bare smyger jei i farten fanglinen op om stolpen hvor den er fastgjort, og hopper fra den høje bryggen like ned i prammen saa den tar vann inn og holler paa aa vælte me os begge; griper saa aarerne og ror i vill fortvilelse utover bugten alt hva tøje kan holle, me øjnene fæstet i angest paa det ville forstyrrete ansikte der agter, som raar for min skjæbne...
Saa sier hun vist noe, og jei vist ossaa; men jei vét ikke sell hva... det bare suser og bruser i min hjerne mens jei ror og ror som gjæller det min sjæls frelse. Men pludseli føler jei at jei maa bort til henne! — og inn kaster jei aarerne, og er igjen like ve aa vælte prammen mens jei styrter agterud til henne og faller paaknæ me armene om hennes liv, og stirrer op paa henne i angest og sønderknuselse... mens prammen venner næsen hjem og driver sydover igjen paa store hvit-toppete bølger.
Et øjeblik stirrer hun raaløs ned paa mei, men støter mei saa energisk fra sei og springer op; befaler mei haart aa sætte mei stille ned paa agtersæte og ikke vælte prammen — og tar saa sell aarene og ror. Og alt det jei graater og ber faar jei ikke ta dem igjen. Langsomt og sikkert ror hun prammen inn i den nærmeste vik, den like før vi kommer til Hvitstensbugten, lægger inn til bryggen og hopper ilann, — og skyver saa fort prammen ut igjen me foten, og sætter paa sprang opover.
Fortvilet griper jei en aare og karer mei til lann igjen — jei bare vet at jei kan ikke være henne foruten —; og da prammen er gjort fast, styrter jei efter henne me rasende fart — koste hva det vil, jei maa ta henne igjen. Da hun opdager det stanser hun og venter.
— Gaa ned til baaten igjen! sier hun roli, men me rynkede bryn, og peker bydende derned — og ro saa forsikti hjem igjen. Jeg vil gaa alene hjem, lannevejen.
Det høres fulstændi afgjørende, men jei kan ikke.
— Aa gjør det ikke? stammer jei fortvilet og ber me hele min sjæl — gjør det ikke?... kom me?... jei skal ro dei like hjem og ikke røre dei...?
— Nej! sier hun bestemt og afgjørende.
Saa kaster jei mei afsindi a fortvilelse ned paa marken og ruller mei frem og tilbake foran henne og strækker hænderne op imot henne og graater det op til henne:
— Vera! Vera! gaa ikke fra mei... kom me?... aa gjør det?...
En stunn staar hun der og ser paa mei — saa sætter hun sei ned paa marken og tar hode mit op i sit fang, og klapper mei og tysser paa mei og snakker til mei som til et barn...
— Vær naa søt snil gut, sier hun — og ro pent hjem! vil du det?... saa skal jei komme ned til dei igjen strax imaaren formidda.
— Aa nej! nej! nej! nej! hvisker jei angest og klynger mei inntil henne, og ber saa fortvilet —: aa faa ro dei hjem? faa ro dei hjem? — og jei brister i volsom graat me hode i hennes fang.
— Jamen skjønner du ikke det? sier hun og klapper mei igjen paa kinne —: jei tør ikke!... der gaar jo store bølger utpaa, og saan som du er... du kommer til aa vælte os begge to og jei vil ikke ha noe bad naa...
— Aa faa ro dei hjem! faa ro dei hjem! gentar jei fortvilet, og klynger mei graatende inn til hennes bryst — jei kan ikke gaa fra dei naa!...
— Hvor du er dom! sier hun tilslut og ryster overgit paa hode — men klapper mei allikevel.
— Aa gjør det? gjør det? ber jei igjen, som ber jei for mit liv.
Hun betænker sei litt —: «Jaja kom da!» sier hun tilslut. Men du! saa til straf kommer jei ikke ned til dei imaaren!
Saa kryster jei hode mit inn mot hennes bløte liv derinne under forværkskaapen, og hvisker det forfærdeli taknemmeli —: «Tak Vera, tak!... jei hadde blit gal hvis du hadde gaat fra mei naa.»
Vi rejser os og gaar ned til bryggen igjen og stiger i prammen, og mens hun sitter stille der agter og ser paa mei, ror jei afsted alt hva jei aarker, mot vinn og strøm og bølger, uten aa tore si noe, bare stirrende angest og taknemmeli paa det bleke vidunderlie ansikte hennes — intil vi naar inn til det lille gule badehuse hennes derinne i Bakkehusbugten.
Det første skjær af maarensolen faller just gulrøtt hen over toppen af aasen paa den anden side a fjoren da vi lægger til bryggen.
— Faar jei lov aa følle Dem opover til huse? spør jei angest og gjør fanglinen fast.
— Aaja! sier hun efter et øjebliks betænkning — og vi gaar sammen opover gjennem skoven.
I bakken litt nedenfor huse stanser hun og rækker mei haannen —: «Adjø!» sier hun træt.
Jei griper haannen og beholler den —: «Er Di ikke gla i mei mer?» spør jei angest og stirrer henne inn i ansikte.
— Adjø! sier hun og ser bedrøvet paa mei — det vét du jo jei kommer til aa være bestandi... Men ved gud, at Di gjør alt hva Di kan for aa faa mei til ikke aa være gla i Dem — husk paa der er ikke saamange som er det!
Ulykkeli staar jei der og ser paa henne —: Di er ikke gla i mei mer! sier jei — og graaten tar mei.
— Jo! jo! svarer hun og klapper mei paa kinne — men naa er jei træt, klokken er snart sex, saa naa maa du rejse hjem og lægge dei.
— Aa faa bli hos dei? ber jei fortvilet.
— Det er ikke muli! Bekkasinen ligger i værelse ve siden a, og du vét døren kan ikke lukkes engang.
— Di er ikke gla i mei mer! sier jei tonløst, og det kjennes som grunnen svigter unner mine føtter.
— Jo! jo! — hun griper mei i haannen — jei skal komme ned til dei strax imaaren formidda.
Men jei tror henne ikke, og graatende læner jei mei op mot gjære og hulker det frem —: Di kommer ikke! Di kommer ikke!
— Jo! jo! hører du: jo! — hun lægger begge sine hænder paa mine skuldre og ser mei ømt inn i ansigte — jo! jei kommer! — og saa kysser hun mei fort paa kinne, springer let op bakken, skræver over det lave gjære — og forsvinner bak hjørne a det hvite huse.
Et øjeblik staar jei der og stirrer efter henne; alt er som døtt nu da hun er borte — saa gaar jei fortvilet nedover —:
... Slik har jei altsaa anvent en nat som hun var kommen for aa gi mei... ikke korsett, ikke undertøj hadde hun tat paa... hun kom for aa være hos mei denne natten under aapen himmel — og saa har jei drukket mei full isteden og forspilt alt!... hun er ikke gla i mei mer...
— Men hvordan i alverden kunne dette komme?!... jei drak jo to glass ialt... det maa ha vært ren absinth... jei maa ha glemt aa ha vann i... Eller er jei bare knækket sammen fordi jei aldri sover, og ingenting kan spise — gud vét, jei begriper det ikke. — Men væk, ødelagt, forbi er det altsammen... hun er ikke gla i mei mer — hva skal der bli a mei...
Vinnen er tat til, sjøen gaar ennu højere lys grøn me hvite topper ligger fjoren innover i den tilie maarensol. Alene sitter jei der, gyngende i min pram, og bare styrer den me aarene; bølger og vinn og strøm jager den af sei sell tilbake til Emmestad — lysvaaken og ædru sitter jei der og bare føler dette ene forfærdelie: at naa, naa i alfall, er det forbi! — hun er ikke gla i mei mere...
— — Hvormange er klokken? spør Gaarder og venner sei derborte paa flatsengen — jei staar oprejst mitt i den blaamalte stuen og stirrer forvillet gjennem vindue derborte ut over fjoren...
— Sex! svarer jei mekanisk.
Idetsamme slaar klokken i kroken ve vindue ét for ét sex tonge mørke slag, saa jei skvætter nervøst til ve hvert enkelt a dem — mens Gaarder venner sei roli mot væggen og søvner af igjen.
Et øjeblik staar jei der og stirrer idiotisk bort paa ham — saa klær jei sløvt af mei og lægger mei ve siden a ham, og blir liggende og stirre lysvaaken op i take —: alt er forbi... gid det bare var slut og jei var dø...