Wikikilden

Beretning om Almuebibliotheker

Beretning
om
Almuebibliotheker i Norge.
Ved Eilert Sundt.

I de sidste Aargange af Folkevennen har jeg ladet trykke flere Smaa-Stykker om Almuebibliotheker, og i et, som stod at læse om Vaaren 1861, fremførte jeg ikke blot i eget, men i Folke-Oplysnings-Selskabets Navn det Ønske, at Almuebibliothekernes Bestyrelser vilde sende os Indberetninger om deres Bibliotheker affattede paa ens Maade eller som Besvarelser til visse af os opstillede Spørgsmaal (Folkev. 1861, Side 90).

Jeg tænkte jo nok paa, at det ikke var saa sikkert, at alle Vedkommende vilde blive opmærksomme paa den saaledes fremførte Anmodning. Men ved dette lille Forsøg havde jeg heller ikke Lyst til at gjøre mange Ophævelser med at faa Kundgjørelse om Sagen udbredt.

Nu har det rigtignok ogsaa viist sig, at mange Bibliothek-Bestyrere først temmelig silde bleve opmærksomme paa hint Stykke, og deraf fulgte, at en stor Del af de indkomne Beretninger kom efter den fastsatte Tid, tildels længe efter, langt ud i Aaret 1862. Og den samme Aarsag har rimeligvis for en Del bevirket, at der ganske mangler Indberetninger fra mange Bibliotheker, idet Bestyrere, som ellers kunde været tilsinds at imødekomme vor Anmodning, slet ikke ere blevne opmærksomme paa den.

Men heraf følger nu endvidere, baade at nærværende Redegjørelse over Indholdet af de modtagne Beretninger kommer meget senere end fra først af tænkt, og at den ikke giver den ønskede fuldstændige Oversigt, men kun en Prøve paa, hvad Interesse det skulde været, om vi havde havt fuldtallige Indberetninger, saa Oversigten kunde været ganske fuldstændig.

Af de mindst 300 Almuebibliotheker, som der kan antages at være i Landet[1], har jeg nu liggende for mig Indberetninger om Trediedelen eller 115[2].

For 113 af disse 115 Bibliotheker kan jeg angive Bøgernes Antal. Det var 27159.

Det næste Mærke paa, hvad Betydenhed dette Folkeoplysnings-Middel har, er Udlaanet. Mest af den Grund, at man paa somme Steder ikke bruger den Maade med Udlaan, men lader Bøgerne cirkulere, saa hver Mand efter Tour faar hver Bog, er Udlaanet kun angivet for 91 af de 115 Bibliotheker. Bog-Mængden var her 21852, og Udlaanet var i sidste Regnskabsaar 58439. For hver Gang 1 Bog blev udlaant, blev den anført som 1 Udlaan, og paa den Maade er det store Tal blevet til.

Men her viser sig strax Forskjel.

Jeg deler det hele Antal Bibliotheker i:

a) Skole-Bibliotheker: 8.
b) Almue-Bibl. i By 10.
c) do. i Bygd 97.
tilsammen 115.

Bog-Mængden i hine 113 Bibliotheker er fordelt saa:

Antal Antal
Biblioth. Bøger.
a) Skole-Bibliotheker 7. 603.
b) Almue-Bibl. i By 10. 2697.
c) do. i Bygd 96. 23859.
tilsammen 113. 27159.

Og Forholdet med Udlaanet inden den endnu snævrere Kreds af Bibliotheker kan fremstilles saa:

Antal Antal Antal
Biblioth. Bøger. Udlaan.
a) Skole-Bibliotheker 6. 548. 4239.
b) Almue-Bibl. i By 9. 2138. 20065.
c) do. i Bygd 76. 19166. 34135.
tilsammen 91. 21852. 58439.

Disse Skole-Bibliotheker ere en egen Indretning fra den allernyeste Tid; de skulle give Almueskolens Børn Lyst til og Øvelse i at læse paa egen Haand, og derfor indeholde de morsomme og lette Bøger. Intet Under altsaa, at Søgningen er stor her, saa Udlaanet er nær 8 Gange saa stort som Bogmængden.

Byernes Bibliotheker blive ligeledes stærkt benyttede; Udlaanet er her nærmere 10 Gange saa stort som Bogmængden. Men her er jo ikke lang Vei at gaa for at faa indleveret den gamle Bog og udlaant en ny, og her kan det snarere ordnes saa, at Bibliotheket staar aabent f. Ex. flere Dage i Ugen.

Paa Landet derimod er det temmelig almindeligt, at Bibliotheket er forvaret enten i selve Kirken eller i et Hus i Nærheden, til Udlaan paa Prædikedagene, som i Regelen ikke indfalde tiere end hver anden eller tredie Søndag. Og om man end paa sine Steder har kunnet ordne det saa, at Bøgerne ere at faa til enhver Tid, saa vilde dog Veilængden altid gjøre stor Forskjel, om saa Lysten og Leiligheden for Læsning var ligedan i Bygden som i Byen. Det sees da ogsaa, at i Bygderne bar Udlaanet været langt mindre end i Byerne, ikke fuldt 2 Gange saa stort som Bogmængden.

For disse samme Bygders Vedkommende, som vi nu have betragtet under Et, viser der sig fremdeles en tilsvarende Forskjel mellem Stifterne.

Det hele Antal Bygde-Bibliotheker er saaledes fordelt:

Christiania Stift. 33.
Christianssands do. 13.
Bergens do. 15.
Throndhjems do. 23.
Tromsø do. 14.
tilsammen 97.

For 96 af disse kjender jeg Bog-Mængden, saaledes:

Antal Antal
Biblioth. Bøger.
Christiania Stift 32. 8970.
Christianssands do. 13. 2923.
Bergens do. 15. 4458.
Throndhjems do. 23. 4847.
Tromsø do. 13. 2661.
tilsammen. 96. 23859.

Og ved Angivelsen af Bog-Laanet maa jeg holde mig til en endnu snævrere Kreds, saaledes:

Antal Antal Antal
Biblioth. Bøger. Udlaan.
Christiania Stift. 20. 5852. 13940.
Christianssands do. 122. 2803. 5882.
Bergens do. 14. 4066. 5422.
Throndhjems do. 20. 4375. 7571.
Tromsø do. 10. 2070. 1320.
tilsammen 76. 19166. 34135.

Hvad angaar Mængden af Bøger, er Forskjellen Stifterne imellem ikke saa særdeles stor; det er gjennemsnitlig fra omtrent 200 til omtrent 300 paa hvert Bibliothek. Men Udlaanet er mere forskjelligt. I de to sydlige Stifter er det mere end 2 Gange saa stort som Bøgernes Antal, men nordenfor aftager det, saa det i Tromsø Stift er mindst, da det er meget under 1 Gang saa stort som Bogmængden.

Men netop i dette nordligste Stift bor Befolkningen mere spredt end ellers i Landet. Der er lange og besværlige Veie med farlige Sunde og Fjorde mellem Bibliothekerne og de læselystne Folks Boliger.

Og som det er vist, at Veilængdens Hindring er størst for Folk i det nordligste Stift, saa er det troligt, at Almuen her mere end ellers i Landet er bundet til vedholdende Arbeide for Livs-Opholdets Skyld, saa der bliver liden Tid tilovers for Læsning.

Det nordligste offentlige Bibliothek i Verden er maaske det i Lebesby Præstegjeld i Finmarken; ialfald hører den nordligste Spids af Europas Fastland til dets Distrikt. Det blev oprettet 1850 ved Gaver, fornemmelig af Stavangers Traktat-Selskab og daværende Sognepræst Wetlesen; det skulde være til Brug for enhver Indvaaner i Præstegjeldet, og en Del af Bøgerne blev oplagt i selve Lebesby Hovedsogn, en anden Del i Kjøllefjord Annex alleryderst mod Nord, og til sine Tider bleve disse Afdelinger ombyttede, for at begge Sogne skulde faa Leilighed til at benytte alle Bøger. Der var fastsat en billig Leie for hver Laantager, at Bibliotheket kunde faa Indtægter til yderligere Bogkjøb. I de første Aar var dog Søgningen og dermed Indtægten liden, og det gik smaat med Bogsamlingens Forøgelse indtil 1858, da Bibliotheket fik et offentligt Bidrag, af Oplysningsvæsenets Fond. Forsøgsvis bragtes Sagen nu paany i Gang paa den Maade, at Bøgerne udlaantes uden nogensomhelst Betaling og saaledes, at Sognepræsten, efterhaanden som han traf paa Personer, som røbede nogen Læsefærdighed og Lærelyst, skaffede dem en Bog i Haanden. Man ventede, at Bogsamlingen med de mange nye Bøger, som vare blevne indkjøbte, nu skulde blive mere søgt. Men det blev fremdeles Faa, som af sig selv søgte nye Boglaan, og man blev vis paa, at Bibliotheket ikke vilde blive rigtig benyttet, med mindre det ogsaa kostede noget. Overensstemmende hermed blev der udarbeidet nye Regler for Boglaan og Bestyrelse; disse traadte i Kraft fra Nytaar 1861, og man har fundet sig vel med dem. I Besvarelsen af de enkelte Spørgsmaal har Indberetningen, som er forfattet i Begyndelsen af 1862, nærmest taget Hensyn til Lebesby Hovedsogn alene, da Regnskab og Indberetning for Regnskabsaaret 1861 endnu ikke var indløbet fra Underbibliothekaren i Annex-Sognet Kjøllefjord, og det oplyses, at hele Hovedsognet ikke tæller mere end 64 voxne og læsekyndige norsktalende Indvaanere, saa Bibliothekets Læsekreds ikke kunde være stor.

Samme Besvarelse, eller den egentlige Hoveddel af Indberetningen om dette interessante Exempel paa et Almue-Bibliothek, meddeler jeg hel; derved opnaaes med det samme, at Læseren bliver bekjendt med de Spørgsmaal, som ligge til Grund for alle disse Indberetninger, altsaa ogsaa for hele nærværende Fremstilling.

1. Af Bibliotheket, der er bestemt for det hele Præstegjeld, beror 2/3 i Lebesby og 1/3 i Kjøllefjord, og med denne Fordeling skiftes Bøgerne een Gang aarlig

2. Det blev oprettet i Aaret 1850.

3. Det har nydt en Understøttelse af 30 Spd. af det dertil bestemte offentlige Fond.

4. I det sidste Regnskabsaar var Kommunens Bidrag 1 Spd. 72 Skill.

5. a) Bibl. har i Lebesby Sogn 2 faste bidragydende og i det sidste Aar 12 laantagende Medlemmer, hvilke Sidste svare en Kontingent af 24 Skill. for Aaret eller 2 Skill. for Maaneden mod at erholde, i Forhold til hvor langt de bo fra Udlaansstedet, 1 eller 2 Bøger hver Gang. De faste Bidrag samt Kontingenten i Lebesby Sogn udgjorde i det sidste Regnskabsaar 1 Spd. 106 Still.

b) Anden Pengeindtægt end de ovenfor nævnte har Bibl. ikke havt i Aarets Løb, men har derimod modtaget offentlig og privat Gave af Bøger.

6. Adgangen til at laane Bøger staar aaben for enhver Indvaaner af Præstegjeldet mod den fastsatte Leie (se Nr. 5, a).

7. Bestyrelsen er ordnet af Formandskabet ved Regler, som af Biskoppen ere approberede. Bibl. bestyres saaledes af Sognepræsten tilligemed 2 af Formændene, medens Udlaanet og Regnskabsholdet besørges ved en Bibliothekar for hver af Afdelingerne. Bibliothekar i Lebesby er Sognepræsten, og i Kjøllefjord en af denne valgt Mand.

8. Bibliothekarerne nyde ingen Løn.

9. Bibl. eiede ved Udgangen af forrige Aar 136 Bøger, hvoriblandt nogle Dobbelt-Exemplarer. Tallet af forskjellige Bøger udgjorde 116.

10. Tallet af Udlaan i det sidste Regnskabsaar udgjorde i Lebesby Sogn 52.

11. Efternævnte 10 Bøger ere de, som i det sidste Aar mest have været udlaante i Lebesby Sogn:

1. Almuevennen, 13de Aargang.

2. Norges Historie af Sigwart Petersen.

3. Philip Ashton eller den nye Robinson.

4. Stockfleths Dagbog.

5. Folkevennen, 9de Aargang.

6. Missionær Miertschings Reise-Dagbog.

7. Egedes Dagbog ved Eilert Sundt.

8. Opbyggelige Fortællinger og Betragtn. 3die Samling.

9. Det gaaer godt. Troestanker af Johann Hill.

10. Blandinger, udg. af Folkeskriftselskabet i Haderslev 1853.

12. Nogle nærmere Oplysninger følge.

a) Fortegnelsen under Nr. 11 er ikke her saa oplysende, som den andre Steder kan være. Da Omstændighederne have medført, at forholdsvis mange af Bøgerne ere læste, og saaledes faa af dem komme til et udmærket hyppigt Udlaan (mest fordi Laantagerne have lange Veie), saa kan man af hin Fortegnelse ikke strax slutte, hvilken Læsning der tiltaler Folket mest. En sikkrere Slutning kommer man maaske til ved at tælle Udlaanene af hvert Slags Bøger. Paa Aaret 1861 falder da i Lebesby Sogn:

17 Udlaan af Opbyggelsesskrifter,
18 – - historiske Skrifter,
17 – - almindelige Folkeskrifter.

b) Sommertiden synes paa Grund af Fiskerlivets Uro og Ubekvemmelighed at være mindre gunstig for boglig Syssel. Ulige bedre gaar det om Vinteren, og til denne Aarstid sker den allerstørste Del af Udlaanene; f. Ex. i 1861: af 52 Udlaan fandt de 42 Sted i de 6 Vintermaaneder Oktober til Marts.

c) Til Bevis for, at Søgningen af Bogsamlingen har begyndt at faa en bedre Skik, tjener følgende Opgave:

I 1859 skede i hele Præstegjeldet 32 Udlaan til 21 Laantagere.
1860 – i Lebesby Sogn 33 – - 11 –
1851 – i Do. 52 – - 12 –

Her er at mærke, at i Aaret 1859 fordredes ingen Kontingent, og i 1860 banedes Overgangen til den nuværende Ordning.

d) Blandt de gavnlige Virkninger, som forhaabentlig efterhaanden ville udgaa fra Almuebogsamlingen, nævner man fornemmelig disse: først, at god Læsning som en ædel Brug af Hvilestunderne faar Indgang i den huslige Kreds, og dernæst, at Fiskerne paa samme Maade benytte noget af den overflødige Fritid, som indtræffer under Landleie paa Værene.

e) Endelig oplyses ogsaa, hvad Slags Skrifter Bogsamlingen eier, naar de deles i følgende Klasser:

1) Opbyggelsesskrifter (Andagtsbøger, Prædikener, opbyggelige Fortællinger, Missionsskrifter og Psalmesamlinger) 57 Numre i Katalogen.
2) Historiske Skrifter (Verdens- og Kirkehist., Levnets- og Reisebeskrivelser) 27 – –
3) Geografiske og statistiske Skrifter 7 – –
4) Folkelige Læreskrifter (Naturlære, Naturhist., Sundhedslære, Regnebøger o. s. v.) 11 – –
5) Alm. Folkeskrifter (Folkevennen, Almuevennen, Skilling-Magazinet og lign. Tidsskrifter, gode Fortællinger, Skildringer og Afhandlinger o. s. v.) 25 – –
6) Digte og Bøger henhørende til Sang og Musik 4 – –
7) Forskjellige Bøger af ringere Værd 5 – –
136 Numre i Katalogen.

Paa mig har denne smukke Beretning, som jeg har Sognepræsten, Provst Kokk at takke for, gjort et særdeles opmuntrende Indtryk. Jeg siger, at Lebesby’s Bibliothek, saa lidet det er, danner en Prydelse for sin Bygd. En Haandfuld Byg fra Alten i dette samme Finmarken vækker Opsigt hvorsomhelst i Verden, som Prøve paa, at Korn kan modnes saa langt mod Nord; jeg mener, at overalt i Verden, hvor man maatte høre om og formaa at sætte sig ind i Almuens Livsforholde i en Bygd som Lebesby, nordenfor Grændsen for Byggets Væxt, yderst mod Nordishavet, der vil man ligesaa føle en behagelig Overraskelse ved at høre om et med Kyndighed og Omhu bestyret og mere og mere benyttet offentligt Bibliothek.

Som med Hensyn til Stedet, saa er det ligeledes af Interesse at lægge Mærke til Forskjel med Hensyn til Tiden. Om 1144 af hine 115 Bibliotheker kan jeg anføre, hvad Tid de bleve oprettede, nemlig:

i Aarene 1801–10: 3 Bibl.
- – 1811–20: 3 –
- – 1821–30: 8 –
- – 1831–40: 21 –
- – 1841–50: 22 –
- – 1851–60: 54 –
i Aaret 1861: 3 –
tilsammen 114 Bibl.

Almue-Bibliothekerne høre dette Aarhundrede til, og der er Sammenhæng mellem de første Aars Begyndelse og Nutidens Udvikling. Det er som et Træ, der har skudt i Høiden og forgrenet sig. Den store, tætte Krone er sammensat af ældre Grene og af yngre Skud.

I Folkevennen for 1861, Side 360 flg., talte jeg om Begyndelsen, da Biskop Hansen i Christianssand, fra 1798 af, af Biskop Bech i Christiania i Forbindelse med Selskabet for Norges Vel, fra 1810 af, planmæssig lagde an paa at faa indført dette nye Middel til en ny Oplysnings Fremme, og jeg yttrede Ønske om at faa vide, om der var Sagn efter disse Mænd ved noget af de nuværende Almuebibliotheker. Ja der er; en Indberetning fra en Bygd i Christiansands Stift veed at fortælle, at Sønner efter Mænd, som havde været med i et af Biskop Hansens „Læseselskaber“, samlede sammen det opløste Selskabs adspredte Bøger og stiftede for en 40 Aar siden det Almuebibliothek, som endnu bestaar, og Bibliothekaren, Beretningens Forfatter, bevarer selv Biskoppens Minde med Taknemmelighed, idet han (i udtrykkelig Modsætning til hvad jeg havde yttret om Hansen) ikke finder andet, end at de Anskuelser, som han udbredte, kunde forenes med den ret forstaaede christelige Tro. Han siger blandt Andet saa:

„Det er vistnok saa, at jeg ogsaa hørte Enkelte tale om den gale Bispen“ og „de gale Bøger“; men dette var af de Enfoldigste, om jeg maa sige: de Raaeste. Derimod var det af Sognets fornuftigste og hæderligste Mænd, som kunde skjønnes at have været Medlemmer i Læseselskabet, og disse talede om Biskoppen med en anden Tone. Jeg havde ligeledes Anledning til at tale med nogle Militære af den gamle Klasse, da Biskoppen brugte den Skik ved sine Visitatser at fremkalde Soldaterne for at overhøre dem i deres Christendoms-Kundskab; disse talede ogsaa om Biskoppen med Ære og Berømmelse.“

Og foruden at nogle Almuebibliotheker i Christiania Stift datere sin Oprindelse fra de „Sogneselskaber“, som dannede sig efter Biskop Bechs Anvisning og med Formaal at fremme Jordbrug og Husflid og overhoved Alt, hvad der hørte med til Sognets Vel, saa staar f. Ex. Bibliotheket ved Meraker Kobberværk, øverst oppe i Stjørdalen i Throndhjems Stift, ligeledes som et Minde om den Tids store Iver for Folkets praktiske Oplysning: det er oprettet Aar 1810 med Understøttelse af det kongelige danske Landhusholdnings-Selskab. Ogsaa i Nordlandene er der et Bibliothek fra et af Aarhundredets første Aar.

Men i Krigsaarene før 1814 og i de trange Aar nærmest efter forfaldt mange af disse Stiftelser, og der kom faa nye[3], indtil der strax før Aaret 1831 begyndte som en ny Tidsalder. Hvor brat Overgangen var, det sees ikke paa min Tabel saa meget, som det skulde; thi mindst 4 af de 8 Bibliotheker, som ere opførte for Tiaaret 1821–30, bleve oprettede netop i Aaret 1830. – Hvad har bevirket dette Opsving? Korte Yttringer i enkelte af Indberetningerne tyde hen paa væsentlig tre Ting: først den i 1829 foregaaede Fornyelse eller Omdannelse af Selskabet for Norges Vel, som fra nu af mere opoffrede sig for Landalmuens Interesser og blandt Andet tog imod Henr. Wergelands glødende Tilbud om at fare igjennem Bygderne som Selskabets Sendemand for at tale Almuebibliothekernes Sag (se Folkev. 1861, Side 366), og dernæst den med 1833 Aars Storthing (mon som Eftervirkning af den franske Juli-Revolution 1830?) indtraadte politiske Bevægelse, som mere end før greb Bondestanden og hvis Fordring paa Selvstyrelse blandt andet førte til Formandskabs-Loven af 1837. Selve den politiske Bevægelse har naturligvis vakt Trangen til boglig Oplysning og af Indderetningerne sees det, at ikke før vare Formandskaberne dannede, før de paa adskillige Steder hjalp til at faa Almue-Bibliotheker istand. – Endelig har der fra 1839 af været tilstaaet Bidrag til Almuebibliotheker af Oplysningsvæsenets Fond, og denne offentlige Anerkjendelse har naturligvis i høi Grad støttet og fremmet Sagen.

Men et nyt Opsving bar denne endvidere faaet i Aarene fra 1851 af, da Antallet af nystiftede Bibliotheker blev meget stort. Det er, som at Interessen for alle menneskelige Anliggender i dette Tidsrum (vel en af Virkningerne af det kraftige Stød, som foer igjennem Europa efter den franske Februar-Revolution 1848) er trængt dybere ned og længere ind i Folkets Bevidsthed, og som et Mærke derpaa kan jeg nævne, hvad jeg ser af Indberetningerne, at medens det før for det meste var Præsterne og nogle af Hovedsognets ledende Gaardbrugere, som sørgede for at faa Bibliotheker istand til Almuens Oplysning, saa drives Tingen nu mere af Skolelærere og fremadstræbende Mænd af den egentlige Almue selv, tildels i Annexerne og Afdalene.

Til dette sidste Tidsrum høre alle de omtalte Skole-Bibliotheker – et Minde om disse Aars almene Interesse for Almue-Ungdommens Skoledannelse. Det var paa Kongsberg, at man først fandt paa dette Hjælpemiddel for Undervisningen, og Ideen blev hurtig optagen viden om, i By og Bygd.

Jeg har hentydet til udenlandske Begivenheder, som have indvirket paa vort afsidesliggende Norge og synes at have berørt selv Almuebibliothekernes beskedne og lidet bemærkede Historie. Her skal jeg kun endnu tilføie, at efter Indberetningerne at dømme har Bevægelsen været temmelig samtidig hele Landet over, i alle fem Stifter. Det viser sig ogsaa herved, at der er Fællesskab i Aandsliv og Interesser inden vort Folke-Samfund, i By og Bygd, i Indlandet og paa Havkanten, syd og nord. Tidsaanden udbreder sig over et Folk usynligt, men sikkert, ligesom Vinden og Veiret over Landet, og Almuebibliothekernes Stiftelse er Tidsaandens Værk, lige saa sikkert naar et religiøst Traktat-Selskab, som vi have seet, i vore Dage bidrage til deres Oprettelse, som naar et halvt Hundrede Aar tidligere et rationalistisk Præsteskab ivrede for dem, eller naar i Aarene 1830 de Stemmeberettigede vilde have Bibliotheker for Lovkundskabens og Politikens Skyld.

Almuebibliotheket i Høland, Christiania Stift, skriver sig fra 1814, da der dannedes et Selskab for Præstegjeldets Vel; i 1813 gik det ind af sig selv, men opfriskedes 1831, da de gamle Bøger og Protokoller samledes sammen; atter var det i 1851 fornødent at give det en ny Skik. Dette ene Bibliothek staar altsaa allerede ved sine ydre Omskiftelser som Exempel paa, hvordan Almuebibliothekernes Historie i det Hele taget har været, og jeg antager, at dersom vi havde for os Titlerne paa de Bøger, som kjøbtes i hver Periode, saa vilde de vistnok være et temmelig tydeligt Udtryk for den omskiftelige Tidsaand eller for hver Tidsalders Tænkemaade og Smag, Digten og Tragten.

Og derfor skulde Almuebibliothekerne ikke sælge bort sine ældre Bøger (hvad dog jeg ser, de stundom gjøre). I Fremtiden kan en og anden tænksom Mand have stor Interesse af at se disse Vidnesbyrd om henrundne Tider. For saadan Anvendelse kunne endog Bøger, som ellers i sig selv ere forkastelige, have sit Værd.

Hvad angaar Bygde-Bibliothekerne, kan der paavises en vis regelmæssig Ulighed Stifterne imellem med Hensyn til Maaden, hvorpaa de ere oprettede samt vedligeholdes og bestyres.

I Christiania Stift, hvor Begyndelsen ligger i det Stød, som udgik fra Selskabet for Norges Vel og fra de med samme forbundne Sogneselskaber, staa Bibliothekerne ikke saa meget i Forbindelse med Kommune eller Kirke og Skole, men tilhøre mest private Læseselskaber, hvis Medlemmer have at betale Aarsbidrag. Dette dreier sig oftest om 1 Mal:Ort for hver, men stiger dog stundom til 1/2 Spd. Af de 32 Bibliotheker i Stiftet, som jeg har Kundskab om, havde 29 saadanne Aars-Indtægter, tilsammen over 300 Spd., gjennemsnitlig altsaa noget over 10 Spd. paa hvert Bibliothek. Desuden maa særskilt nævnes et usædvanligt Bibliothek, som tilhører det nys oprettede Selskab før Ekers Præstegjelds Vel, og til hvis Grundlæggelse, der foregik i Regnskabsaaret, Selskabet havde kunnet anvende et Beløb af ikke mindre end 323 Spd. 92 Skill.

I Christiansands Stift er det ligeledes temmelig mange af Bibliothekerne 7 af 13, som have Aarsbidrag af Medlemmerne, tilsammen i sidste Regnskabsaar henved 60 Spd.

Men i de nordligere Stifter er det sjeldnere, at Bibliothekerne bestaa paa denne Maade. I Bergens Stift have kun 4 af 15, i Throndhjems 7 af 23, i Tromsø Stift endelig kun 3 af 14 Bibliotheker i sidste Regnskabsaar havt dette Slags Indtægt, ialt henholdsvis 16, 29 og 18 Spd. (i det sidste Tal indbefattet nogen extraordinær Subskription). Navnlig fra det nordligste Stift fremhæves det udtrykkelig i flere af Indberetningerne (dog modsat i den fra Lebesby), at selv et Aarsbidrag af 4 eller 6 Skill. vilde afholde Folk fra at melde sig som Laantagere.

Men omvendt have forholdsvis flere af Bibliothekerne i de nordlige Stifter havt Tilskud af Kommuncebestyrelserne end i de sydlige. Dette var i sidste Regnskabsaar Tilfældet

i Christiania Stift med 4 af 32 Bibl.,
i Christianssands do. – 5 af 15 –
i Bergens do. – 9 af 15 –
i Throndhjems do. – 13 af 22 –
i Tromsø do. – 7 af 14 –

Den samlede Understøttelse fra Kommunebestyrelsernes Side har i samme Aar været noget over 300 Spd. I Lebesby Sogn, længst mod nord, var den vel mindst, kun 1 Spd. 72 Still.; paa andre Steder stiger den indtil 20 Spd. for Aaret.

Pengene tages oftest af Kommunekassen, paa nogle Steder af Kirkekasse eller af Magazin-Fond.

Adskillige Bibliotheker, som ikke netop i sidste Regnskabsaar have været betænkte af Kommunebestyrelserne, have tidligere og navnlig ved Grundlæggelsen nydt saadan offentlig Understøttelse, og det ligeledes mere i de nordlige end i de sydlige Stifter.

Tingen har altsaa udviklet sig i god Overensstemmelse med Forholdene i mere velstaaende Egne, hvor de, som ville have Bøger, gjerne kunne skaffe sig dem selv, finder Kommunebestyrelsen det mindre fornødent at tage sig af den Sag; i andre Egne, hvor der er liden Pengemagt hos den private Mand, der slaar hele Bygden sig sammen i Kommune-Bestyrelsens Person.

Paa lignende Maade har ogsaa den gjennem Kirke-Departementet ydede Understøttelse af Oplysningsvæsenets Fond været ulige fordelt. I Tromsø Stift have 13 af 14 Bibliotheker i Aarenes Løb været understøttede fra den Kant, i Christiania Stift derimod kun 12 af 32.

De Bibliotheker, som have modtaget den sidst omtalte Hjælp, have for det meste maattet gaa ind paa visse af Kirke-Departementet opstillede Betingelser, navnlig den, at Bestyrelsen skulde overtages af Præsten og to Medlemmer af Formandskabet. I Modsætning hertil vælge Læseselskaberne sig naturligvis Bestyrelse selv, gjerne paa aarlige Generalforsamlinger.

Naar Hensyn tages til alt dette, kan der skjelnes mellem offentlige[4] og private Almue-Bibliotheker. Men disse to Klasser gaa dog paa mange Maader over i hinanden. De offentlige Bibliotheker kræve ofte en Aars-Kontingent ligesom de private, og Udlaanet er da indskrænket til den Kreds af Folket, som erlægger den; og de private Bibliotheker lægge mere og mindre tydeligt an paa at komme hele Almuen tilgode, ved at sætte Aarsbidraget lavt og ved at vælge saadanne Skrifter, som tiltale den almene Mand. Ja, meget ofte have private Læseselskaber overgivet sin Bogsamling til at blive Kommunens Eiendom, for at Bibliotheket under den offentlige Understøttelse og Bestyrelse kunde blive mere almennyttigt.

Omvendt have dog de private Læseselskaber paa nogle Steder samlet sig Bøger af Leiebibliotbheks Art, nærmest til Tidsfordriv for den høiere Del af Befolkningen; etsteds, ser jeg af en Indberetning, bestaar der end ogsaa et offentligt lmuebibliothek af almindeligt Slag ved Siden af det ligesom fornemmere Læseselskabs-Bibliothek. Men dette Slags Betalings-Bibliotheker have ikke betragtet sig selv selv som Almuebibliotheker, og fra dem har jeg ingen Indberetninger, saa de altsaa ikke ere indbefattede i nærværende Fremstilling.

Det fremgaar ellers paa mange Maader af disse Bibliotheks-Beretninger, hvad der jo desuden er bekjendt nok, at der er større Forskjel mellem Eiendoms- og Abveids-Klassen i Christiania Stift og i det Indre af Throndhjems-Stift end ellers i Landet. Paa Vestlandet og i Nordlandene hedder det jevnlig, at Husmandsfolk og Tjenere sees jevnt mellem Laantagerne sammen med Gaardmænd og Gaardmands-Sønner; i hine Egne derimod er Læselysten kjendelig mindre blandt Arbeidsklassen.

I Gjerdrums Præstegjeld paa Romerike er der foruden et almindeligt og Kommunen tilhørende Almuebibliothek endnu et meget betydeligt, paa 550 Bøger, som er skjænket Kommunen ved Testament af den i 1851 afdøde Lensmand Lars Ask.[5] – Ellers maa et og samme Bibliothek ofte tjene for flere Sogne i et vidtstrakt Præstegjeld og man har da fundet paa den Indretning, at Bogsamliugen er delt i flere Afdelinger, som skiftevis ere til Udlaan i hvert Sogn, noget, som Indberetningen fra Lebesby ovenfor har givet os et Exempel paa. Imidlertid har jeg faaet det Indtryk, at man i den senere Tid foretrækker mere og mere at have ganske særskilte Bibliotheker sognevis. – Naar vi engang kunde faa fuldtallige Indberetninger, for hvert Præstegjeld, saa skulde vi tage Tal paa de Sogne, som have Almuebibliotheker eller Andel deri, og paa dem, som endnu mangle.

Skole-Bibliothekerne tilhøre hvert sit Skole-Distrikt; de ere oprettede af Lærerne, ved Gaver og Skillings-Bidrag i Distriktet.[6]

Ved 27 af de 97 Bygde-Bibliotheker har Bibliothekaren Len, fra 1 til 5 Spd., undtagelsesvis paa et Sted (hvis det ikke er en Skrivfeil i Indberetningen) 10 Spd. Men hvad enten med eller uden Løn, er det mest Kirkesangere og Skolelærere, som have paataget sig dette Hverv, og det forekommer mig, som at derved den hele Stand har erhvervet et ikke ringe Tillæg til sine øvrige Krav paa Erkjendtlighed. En og anden af Folkevennens Læsere vil maaske erindre den gamle Skolelærer og tro Bibliothekar Hans Kristvik i Bremsnæs nær Christiansund, som jeg engang har fortalt om; tilføie kan jeg nu det Exempel, at Kirkesanger Augustinussen, Storthingsmanden for Nordlandene har holdt ved som Bibliothekar fra 1841 til Dato, uden Tanke om Løn. Ved 20 Aars Gjerning samler man Erfaring, og det vil interessere Almuebibliothekernes Venner, at se lidt af hvad Hr. Augustinussen skriver:

Meest udlaante i 1861 og meget søgte vare følgende Bøger. Familiebibliothek, Folkets Helse, Daa’s Jordbeskrivelse, Skillingmagazin, Bibliothek for Ungdommen, Almuevennen, Berlins Naturlære, Folkevennen, Miertschings Reise, Stenersens Reformationshistorie. Menigmands Ven, Hjemmet og Vandringen, Combes Fysiologi, Ursins Betragtninger over Himlen, Udsigt over Jesu Liv, Forsynets Veie, Lambrechts Veileder, Storbonden og hans Sønner, Thisteds Andagtstimer, Bondepraktika, Løverdags Aftenblad, Ugeskrift for den norske Landmand, Dyrlægebøger, Jerrers Fortællinger laaner man gjerne. Udlaaneren maa selvfølgelig ofte bestemme Valget af Bogen, naar nemlig enten den forlangte Bog ikke er hjemme eller Laaneren „vil have en Bog“ uden at kune opgive noget andet Mærke end det, at den maa være „ral.“ Historiske og religiøse Bøger forekommer det mig, at Stemningen er meest for, samt for saa populære Jordbrugsskrifter som Bondepraktika og den erfarne Landmand. Sverdrups Lærebog falder de Fleste for svær at sætte sig ind i og desmere at følge. Juridiske Bøger, af hvilke Bogsamlingen eier „Husretten“ og „Landboret,“ synes at falde almindelig Mand for tørre, og da man mærker, at der skal saa saare meget til for at blive Lovklog, saa synes den Varme, der engang herskede for Husretten, at være kjølnet. Læsebog i Naturlæren er yndet af Børn og Voxne. Asbjørnsens Naturhistorie har oftere været udlaant, men jeg frygter for mindre læst. Læselysten maa jeg antage at være ret god hos Almuen her. Skulde, hvad jeg ikke frygter, Bogsamlingen gaa ind, da vilde dette efterlade et stort Savn hos Mange. Der er de Familier, som Aaret rundt have Bøger fra Bogsamlingen. Des bedre Bogen behager, des længere haves den borte, ja ikke sjeldent, som før bemærket, udover den bestemte Tid, uagtet denne sættes rummelig i Forhold til Bogens Størrelse og andre Omstændigheder. Almuebogsamlingen er forsynet med Skrifter af saavel historisk, naturhistorisk som religiøst Indhold, foruden Noget angaaende Landbonæring, Reisebeskrivelser o. s. v. Efter min Mening bør dette være Tilfældet med enhver Almuebogsamling. Skrifter blot i enkelte Retninger opfylder ikke Bestemmelsen hos Læsere med saa mange Slags Sind og paa saa forskjelligt Standpunkt som Individerne i en Almue staar. Jeg har mødt dem, der have paastaaet, at kun religiøs Læsning duede, Andre, at kun Lovlæsning var nogen Mon i, atter Andre, at kun Fortælling om Kampe og store Krige forslog, helst slige som om Holger Danske o. s. v. Men har man da Lidt af Hvert at byde og lægger et godt Ord ind for Bogen, saa kan man ret komme til senere at faa høre: Den var ret bra, den Boga. Og saa kan man da indsmugle hos Folk Lidt af Hvert siden. I denne Henseende tror jeg at Folkeoplysningsselskabet har virket særdeles meget godt. At to Sogne ere om en Almuebogsamling holder jeg for mindre godt, især i Sødistrikterne. En stor Hindring for en rask Laaneomsætning lægger Vanskeligheden ved at komme til beregnet Tid derhen, man vil, iveien. Endog i samme Sogn blive Bøgerne undertiden Maaneder borte over Tiden, hvor langt mere tungvindt gaar da ikke Sagen Sogn og Sogn imellem. Her er ogsaa Tale om at skille Bogsamlingen sognevis. – Almuebogsamlingen benyttes hovedsageligen af Almuen, dog ogsaa af og til af Fornemme. – Da Næsne Almue synes at have faaet sin Almuebogsamling kjær og da jeg ikke veed, at nogensomhelst Fordom stiller sig op imod den, saa vil jeg haabe, at den fremdeles vil leve. Dens noget farlige Fiende er vistnok de i den senere Tid i saa stor Mon voxende offentlige Udredsler, men Kirkekasserne finde vel Raad til en mindre aarlig Udgift, alt det efter min Mening er rigtigt, at Almuen – og helst da Kommunestyrelsen – har Indretningen kjær.

Dette om Bygde-Bibliothekerne. Antallet af de By-Bibliotheker, som jeg kjender, er for lidet til, at jeg kan tale noget om, hvordan det i Almindelighed har sig med dem. Til disse By-Bibliotheker er ellers her regnet det i Molde forvarede betydelige Bibliothek, som Romsdals Landhusholdnings-Selskab eier, samt et Par Søndags-Skole-Bibliotheker.

Et af de Spørgsmaal, som have været Gjenstand for disse Indberetninger, gik ud paa at faa vide Titlerne paa de 10 Bøger, som i det sidste Aar have været mest paa Udlaan, og med stor Omhu er Spørgsmaalet besvaret for de fleste Steder, ofte med tilføiede oplysende Bemærkninger. Man se t. Ex. Besvarelsen fra et Præstegjeld dybt inde i en af Fjordene i Nordre Bergenhus Amt:

S. Petersen. Norges Historie: Mau: 400 Fortællinger; Mau: Alvor og Gammen; Naturlære (Berlins; ogsaa Strøms forskjellige Hefter); Snorre Sturleson (Aall og Munch), Schønheyder: Julegave; Andersen Martyrers og Helgeners Historie; Wexels: Andagtsbog for Meningmand; Eventyr (Grimm og Asbjørnsen – Moe).

Disse 10 er saa omtrent sat i Række indbyrdes efter Udlaanets Hyppighed. Det kunde vel ellers hænde, at en enkelt anden Bog er bleven fortere indleveret og igjen udlaant (altsaa i Antal Gange „har været mest udlaant“); men dermed er da bare viist, at de ikke videre har bryd sig om den; de 10 nævnte har derimod været mest ude af Hylden og størst Spørgslag om.

Historie og Naturhistorie er der allermest Spørgslag om, baade af Gamle og Unge blandt Mandfolket; af Historie saa igjen mest Norges Historie (med Sagaerne, Snorre osv.), mindre den almindelige Verdens Historie. Speciellere Værker, som Aalls Erindringer o. dsl., er her ikke den almene Mand oplyst nok til at læse med Interesse; den (vi har 3 Exemplarer) staar derfor gjerne i Hylden, uden naar jeg selv lægger den en Skolelærer eller en anden, undtagelsesvis oplyst Mand ihænde. Idethele egner naturligvis de nævnte „Erindringer“ sig ikke endnu for en Almuebogsamling her paa disse Kanter.

Ved Siden heraf søges religiøse Bøger: „Vanhelibøker“ (ɔ: Evangeliebøger), og saa – af Ungdommen – Eventyr og Fortællinger. Siden N. Viser og Stev og Heyerdahls historiske Sange er anskaffet, er især Jenterne begyndt at spørge efter „Sangbøger.“ – Landstads „N. Folkeviser“ lader det til ikke engang den mere Oplyste, som Skolelærerne, har nogen Sands for eller kan komme sig ind i.

Af „Landhusholdnings-Bøger“ er Lundeqvist Bondepraktika og Haandbog nogenlunde jævnlig ude og en enkelt Gang gamle Abildgaards Heste- og Kvægbøger o. dsl.; men det maa dog siges, at endnu søges her ikke med nogen almen Interesse at følge med Tiden i det Stykke, i hvilken Retning dog Bogsamlingen eier adskillige Smaabøger, som „om Koen,“ „om Gjødslen,“ „om Skovene,“ „Dræning,“ „Turnips“ etc. etc. Fru Winsnæs „for fattige Husmødre,“ hvoraf vi eier 12 Exemplarer, bringer jeg stadig i Omløb.

Af „Skjønlitteratur og blandede Skrifter“ yndes næst Eventyr og Sagn saadanne moralske Smaafortællinger som Storms Jesper Hansen, Graves nat. Fortællinger o. dsl., Anton Bangs Fortællinger osv. (Skillingsmagasinet og Folkekalenderen bryr de sig ikke stort om). „Folkets Helse“ er endnu lidet kjendt – baade i Læsning og Levnet. Bjørnsons „Synneve“ og „Smaastykker,“ „Solstraaler i Hytten“ o. dsl. synes endnu at ligge dem for høit; det er kanske rigtigere at sige, at deri aabnes dem et saa nyt og ganske andet Syn, end de før er vant til, at de ligesom ikke rigtig kan fatte det endnu.

Her kom en vigtig Bemærkning ind med, nemlig at nogle af de Bøger, som kunde være gaaede i Laan de fleste Gange og dermed ere blevne opførte blandt de 10 mest søgte, kanske have været mindst læste; den Ene efter den Anden har havt Bøgerne, seet paa dem, ikke syntes om dem og derfor leveret dem tilbage strax. – En anden Bemærkning, som ofte gjøres, er den, at Valget af Bøger ikke betegner Laantagernes Smag, men Bibliothekarens, som tidt maa vælge for dem. En tredie Bemærkning som har paatrængt sig under Læsningen af de mange Lister over de mest udlaante Bøger, er den, at mange af disse Bøger rimeligvis hørte til Bibliothekets Nyheder, som netop derfor have været paa Udlaan, saa Valget af dem betegner ikke saa meget Laantagernes Smag, som Bestyrerens, der kjøbte dem.

Naar hertil kommer den store Forskjel i de forskjellige Egne, lige fra saadanne Forholde og Tilstande, hvor man fast udelukkende holder sig til Andagtsbøger, og til saadanne, hvor man frit vedkjender sig sin Forkjærlighed for Romanlæsning, saa vil det forstaaes, at det er ikke saa lige til efter disse Indberetninger fra alle Landets Egne at opfatte og skildre den herskende Bogsmag blandt Almuebibliothekernes Kunder.

Mau’s 400 Fortællinger og Anton Bang’s, Dahl’s og Grave’s Fortællinger for Folket staa dog for mig som de Bog-Navne, der hyppigst komme for i disse Forklaringer, og i Forbindelse med de ligeledes meget søgte kirkehistoriske Livsbilleder af Wildenhahn betegne de en forherskende Smag for saadanne lette og underholdende Fortællinger, virkelige og digtede om hinanden, i hvilke man finder en tydelig religiøs eller moralsk eller belærende Hensigt. Jeg veed ikke, hvad der kommer nærmest denne Klasse af Bøger, enten Reisebeskrivelser eller Fædrelandshistorie. Beskrivende og belærende Værker i naturhistorisk og praktisk Retning søges mindre, men læses maaske des grundigere af de Faa. Af norske Digterværker kan jeg neppe mindes at have seet et eneste nævnt blandt de mange Bog-Titler, paa nogle af B. Bjørnson nær, og endda er jeg ikke vis paa, om det ikke kanske var for Nyhedens Skyld, at disse sidste paa nogle Steder rak at blive talte med blandt de 10 Bøger, som stod øverst paa Listen. Onkel Toms Hytte derimod og nogle af Ingemanns Romaner nævnes nogle Gange, navnlig i Christiania Stift.

Folkevennen nævnes ikke saa sjelden blandt de 10. Men det er uvist, hvordan det egentlig har sig med den: dersom f. Ex. 12 af Folkevennens Bind og Hefter have været udlaante hvert en Gang, saa kan En have regnet dette for 12 Udlaan af „Folkevennen,“ som da er kommet for høit op, en Anden kan have betragtet det bare som 1 Udlaan af hvert Hefte, og da er Tidsskriftet kommet for langt ned. – Temmelig ofte er netop 5te Aargang af Folkevennen nævnt blandt de søgte Bøger; denne indeholder blandt flere Stykker af O. Vig et længere om den sorte Død, og efter den Forestilling, som disse Beretninger have givet mig om de fleste Laantageres Smag, skulde jeg tro, at det er mest det Stykke, som har vakt Opmærksomhed. – Folkevennen er lagt an paa at være et Oplysnings-Skrift, og rimeligvis maa det hos en større Mængde af Læsere staa endog langt tilbage for Underholdnings-Skrifter.

I et Præstegjeld høit oppe i Nordlandene kunde Bibliotheket i 1854 med kun 270 Bøger opvise over 400 Udlaan; i 1861 derimod, da Bogsamlingen var voxet op til 400 Bind, var der kun omtrent 100 Udlaan. Det heder herom:

Denne formindskede Benyttelse indtraadte ved det religiøse Livs særlige Begyndelse i 1857–58, da Læsning af Bibelen, Prædikener og andre religiøse Bøger blev det Hovedsageligste, og omendskjønt hint religiøse Stormveir har lagt sig, er dog Søgningen til de forrige Kundskabs-Kilder ei tiltaget.

En lignende Bevægelse har ogsaa viist sig etsteds i Christiania Stift, i Nærheden af et af Brændpunkterne for det religiøse Liv paa denne Kant af Landet. Her har dog Bevægelsens Aarsag maaske været mindre indgribende; thi det heder, at efter „Sværmeriets“ Ophør har Søgningen til Bibliotheket tiltaget igjen.

Ellers kan det fra flere Steder mærkes, at adskillige af Menigheden ikke ynde eller endog bestemt misbillige Læsning af disse mangehaande Bibliotheks-Bøger, naar det ikke netop er anerkjendt gode Opbyggelses-Skrifter.

Og fra et Sted, hvor Bibliothekaren en Kirkesanger selv glæder sig over at se, at Børn og Tjenere omkring i Husene ret have begyndt at finde Smag i Bibliothekernes Bøger og læse dem til Tidsfordriv, fortælles om nogle Forældre, at de forbyder sine Børn at læse disse Bøger, „for at de ikke skal forsømme at læse i de Bøger, som de skal læse.“

I Modsætning til den Retning, som er betegnet med disse Træk, sees adskillige af Indberetningernes Forfattere og Almuebibliothekernes Befordrere, at lægge an paa at „spille Folk Bøger ihænde,“ at „lokke dem til at læse.“ Man venter sig saa meget deraf for Folkets Fremgang i Oplysning og gode Sæder, og navnlig dvæler man gjerne ved den Tanke, at Ungdommen skal have godt af at sidde med Bogen i Fristunder istedetfor at flokke sig sammen og dermed fristes til Kortspil og Rangel.

Men der kan dog i Sandhed være noget Berettiget i hin Frygt for, at verdsligt Sind skal trænge sig ind med de „verdslige“ Bøger, og der kan være Grund i den Tanke, at ikke alle Skolebørn have Tid tilovers til anden Læsning end den, som er dem foresat. At læse Bøger for Tidsfordriv kan udarte til Nydelses-Syge, ialfald er det under visse Forholde at agte som en Luxus-Artikel. Og hvad Ungdommens Sammenkomster angaar, saa skulde man ikke overse, at de dog bør og skulle være et Middel til at udvikle Sindets og Hjertets Anlæg og danne Charakteren, saa man altsaa ikke for Udskeielsernes Skyld udenvidere bør lægge an paa at holde fine Børn og Tjenere hjemme, men øve dem i at fornøie sig sammen i nogle af sine Fristunder paa en pyntelig Maade.

En ganske enestaaende Udtalelse blandt de mange Yttringer af Indberetningernes Forfattere er følgende:

„Saa stor Ven som jeg er af Læsning, og saa meget Folkets tilsyneladende ikke ringe Læselyst har glædet mig, opstaar dog stundom en Frygt hos mig, om det ei blir for meget af den Slags hos Arbeidsklassen, der dog sandelig har Andet at bestille end at læse mange, ja allehaande Bøger. Blir ei dens Sind draget bort fra Omsorgen for „det ene Fornødne,“ forverdsliget, udsat for en Lethed (beslægtet med Letsindighed) og Overfladiskhed, som er et meget tvivlsomt Udbytte af vore Anstrængelser?“

Denne Tanke vilde jeg have udvidet til at gjælde ikke alene med Hensyn til Saligheds-Sagens ene Fornødne, men ogsaa med Hensyn til det, som blandt de mange timelige Formaal og Bestræbelser kan kaldes det Hovedsagelige, nemlig at hver Mand beflitter sig paa at være tilgavns og retskaffens, hvad han giver sig ud for at være – en Bogmand en Bogmand, en Arbeidsmand en Arbeidsmand, hver med sin særegne Dygtighed men grundige, ja lige grundige begge. Fra en fjern Fortid, da der ikke var tænkt paa Bøger blandt vore Almuer, har der udviklet sig hos dem en vis grundig og ægte norsk Tænkemaade og Livsbetragtning; ved Bøgernes nye Oplysnings-Middel kan Omraadet for Betragtningen vistnok udvides; men dette vilde ikke være nogen Vinding, dersom det skede paa Grundighedens og Jevnhedens og Naturligbedens Bekostning. Jeg vilde beklage det som den største Ulykke for vort Folk, om Ungdommen skulde voxe op med Bøger saaledes, at den derved ikke kom til at nemme og tilegne sig det Sande og Gode i den gjennem Slægterne nedarvede Livs-Visdom og Folke-Skik. At lære og øve sig i den er en god Opdragelse; i den ligger vor Nationalitet indesluttet.

Hvad nu? Jeg mener, vi maa anerkjende det som en Begivenhed, der i den senere Tid er indtraadt i Folkelivet at snart sagt Alle og Enhver ville benytte den Læsefærdighed, man har faaet, ikke alene som før til at læse Guds Ord, men tillige til at følge med Tiden, som man siger, eller blive bekjendt med, hvad der gaar for sig i Verden, hvad Tanker og Bestræbelser der arbeide sig frem iblandt Menneskene, hvad Folk synes og siger paa andre Steder end i den Krog, hvor man lever sit ensomme Liv, hvad Mænd i andre Livsstillinger, med anden Opdragelse og Livserfaring og Smags-Retning have at meddele i Skrift og Bøger. For 100 Aar siden, for 50 Aar siden lod vore Almuer sig nøie med at spørge Nyt paa Byreiser o. s. v., og da var dette Slags Læselyst fremmed; men nu er den kommen.

Her maa det ansees som et heldigt Sammentræf, at til samme Tid er denne Tanke med Almuebibliotheker opkommet og saa vidt gjennemført. Thi de tjene ikke alene til at tilfredsstille den nyvakte Læselyst, men de tjene tillige i det Hele og Store taget til at bevare denne fra at skeie ud. Den hele Kjede af Almuebibliotheker er som et vidt forgrenet Lednings-System, der fører Bogverdenens friske Strømme hen til de mest afsidesliggende Steder og tillige – som de velindrettede Ledninger for store Steders Vandforsyning pleie – virker som Filtrerings-Apparat, der afsiler det Slette og kun slipper det Gode igjennem. Vore Almuebibliotheker ere jo i Hænderne paa Menighedernes bedste Mænd, Mænd, som nyde Tillid blandt sine Sognefolk, og som navnlig vise sig fortjent til Tillid ved den Omhu, de vise ved Valget af Bøger, naar Indkjøb skal gjøres. Paa den ene Side søger man naturligvis at træffe Almenhedens Smag, men paa den anden Side afviser man med Bestemthed hver Bog, som befrygtes at være farlig for Tænkemaaden og Sæderne. Vistnok er det for en stor Del netop Almuebibliothekerne, som have vakt og næret Læselysten; men denne kunde og vilde nok være kommen i sin Tid alligevel som af sig selv, og uden Almuebibliothekernes forsvarlige Udvalg af Bøger vilde den da snarere søge sin Mættelse i den slette Del af Litteraturen eller fraadse i Morskabslæsning.

Fra Opdal i Throndhjems Stift skrives saa:

Saavel i Kommunebestyrelsen som blandt Almuen er der noget deelte Meninger om hvad Slags Bøger man nu bør indkjøbe for den lille Pengebeholdning Bibliotheket har – religiøse eller ikke religiøse. Der er nemlig Nogle som tro, om end ikke at andre Bøger end de saakaldte gudelige ere skadelige, saa dog at Læsning af deslige er mindre nødvendig medens Andre paastaa, at af de saakaldte gudelige Bøger forefindes saa meget i næsten hver Mands Hus, at de, som søger efter saadanne, vil finde sin Trang tilfredsstillet, hvor man end er, medens andre Bøger meget sjeldnere forefindes. – Disse Sidste vil saaledes have væsentlig anskaffet Bøger af blandet Indhold og mindst af de saakaldte gudelige. En Kommitte til at gjøre Forslag om Indkjøb er nylig valgt af Kommunebestyrelsen, men Resultatet er endnu ubekjendt.

Dette Exempel fra Opdal anførte jeg med Hensyn til, hvad jeg nys mente, at vore Almue-Bibliotheker ere i gode Hænder. Naar selve Kommunebestyrelsen tager sig saaledes af Sagen, saa kan man nok haabe, at den tilsidst maa blive ordnet paa det Bedste, og saalænge de, som raade og styre i Menighederne, skjænke Sagen saa megen velvillig Opmærksomhed som det hidtil har været almindeligt, saa tør vi tro, at Almuebibliothekerne skulle blive et Middel til, at den vakte Læselyst skal vise sig som et godt Opsving i vort Folkeliv.

Sluttelig maa jeg i denne Forbindelse tillade mig nogle Ord om den nye Opfindelse med Godtkjøbs-Aviser. Den er ikke stort over 10 Aar gammel, men allerede flyver der Tusinder og atter Tusinder af disse Smaablade omkring. Kirkesanger Olafsen i Romsdalen taler om et Skolebibliothek, han har faaet istand for sin Skole, og tilføier:

Samtidigt har jeg faaet Børnene inddelte i Lag, saa at hvert Lag holder „Børnenes Blad,“ ligesaa holder Forældrene uden Undtagelse Allesammen, baade Gaardmænd og Husmænd, dels „Lørdagsblad for Arbeidsklassen,“ dels „Almuevennen,“ dels begge Blade. Og det er mærkeligt hvorledes Ungdommen har vundet i Læsedygtighed siden disse Blade og Bøger fandt saa almindelig Indgang, paa samme Tid, som Forstanden udvikles, Videbegjærligheden vækkes og næres og Kundskaber indsamles. Det bliver en Trang for disse Børn at læse og følge med Tiden.

Og fra andre Bygder i Romsdalen og ellers viden omkring høres lignende Yttringer. Men nu springer jeg over en hel Del Bygdelag og slaar ned i Hjertet af Christiania Stift, i nordre Odalen. Her skrives saa:

Bibliotheket blev oprettet 1830, opfriskedes 1843, atter igjen 1854, efterat det i flere Aar i de mellemliggende Tidsrum havde stagneret, og det ser heller ikke nu ud til at blive holdt i stadig Gang. – Erfaring har viist, at Bibliotheket har havt den Virkning, at det har vakt Læselysten. Hvad derfor er til Hinder for Sagens Fremme er saaledes efter Bestyrelsens Formening ingenlunde Mangel paa Læselyst – den findes vistnok mangesteds endnu – men Læselysten har kastet sig paa Blade og Smaaskrifter, hvoraf der holdes en heel Deel her i Præstegjeldet. Foruden de store Tidender „Morgenbladet“ og „Aftenbladet“ i faa Exemplarer, holdes der en Mængde af Anton Bangs Blade, Løverdagsbladet, Børnenes Blad, Almuevennen, ligesom ogsaa religiøse Blade og Misstionstidender. Man troer ikke at nogen Forandring i Bestyrelsen vilde medføre nogen væsentlig Forbedring. Hvad Ordningen ved Udlaanet angaaer, troer man, at den er hensigtsmæssig letvindt og betryggende da Bibliothekaren er tilstede ved Kirken, naar der holdes Gudstjeneste, for at uddele Bøger. Bestyrelsen har ikke kunnet udfinde noget Middel til at holde Laantagerne til at indlevere Bøgerne ordentlig, og dette gjør, at mange Medlemmer blive kjede af Selskabet. Historiske, gudelige og Landbovæsens Bøger tiltrænges og yndes mest. Saavel Gaardbrugere som Husmænd ere Medlemmer af Selskabet, men saavidt Bestyrelsen veed, er det sjeldent Tjenerklassen benytter Bøgerne. Man spørger idelig efter nye Bøger, og Bestyrelsen formener ogsaa, at Selskabet vilde faa bedre Fremgang naar den havde større Midler end den har til at gjøre Indkjøb. Bøger, der ere værd at læse, faaes ikke mange af for 3 Spd. aarlig eller noget mere.

Og fra denne Kant af Landet har jeg flere lignende Yttringer om Bladenes Indflydelse. – Det er, som om der skulde være begyndt en ny Tidsalder for Bibliothekerne siden Godtkjøbs-Aviserne kom til, og paa nogle Steder er det allerede kommet dertil, at Bibliothek-Bestyrere maa se sig om efter Raad under under disse uventede Omstændigheder.

De ugentlige Smaablade med deres Tidender om Dagens Begivenheder fjernt og nær forholde sig til Tidsskrifternes langsommere Hefter og de endnu mere tungfældige Bøger omtrent som Telegrafen med dens korte, men tidt utydelige Meldinger forholder sig til Posten med dens udførlige og paalidelige Breve. Telegrafen er nyttig, men Posten er ikke bleven mindre nyttet, siden Telegrafen kom til.

Naar Almuesfolk have læst nogle Aargange af et Blad, saa ville de kanske til sin Forundring blive vaer, at de egentlig ikke huske stort af den Mangfoldighed. Det har været som et Maaltid, som der ikke har været rigtig Mættelse i, eller som, efter Bondens træffende Udtryk, ikke har været til at bie paa. Men den blivende Virkning vil dog hin Læsning have for Mange, at Læsefærdigheden er bleven betydelig større end den var, og derved kan det ske, at Læselysten tillige er bleven forhøiet og uddannet til Attraa efter den Nydelse og Næring, som det er at kunne fordybe sig i et og andet af Videnskabelighedens og Digterkunstens og det øvrige mere begavede Forfatterskabs fyldigere Værker. Men dermed vil der igjen blive Spørgsmaal efter Bibliothekets Bøger.

Vistnok vil Bibliotheket kun faa som sine Kunder et Udvalg af den læsekyndige Mængde, medens Størstedelen vil lade sig nøie med Aviserne. Men hidtil har det jo kun været et Udvalg af Mængden, som har været læsekyndigt.

Derfor, om det end i Overgangstiden, nu her, nu der, kan se ud, som at Folket vender sig bort fra Bøgerne for at opfange Bladene, som komme flyvende, saa bør Folkeoplysingens Venner ikke strax opgive Almuebibliothekerne, men heller forene sig i desto større Iver for at holde dem oppe. Dersom det maatte være tilladt at sammenligne smaa Ting med store, saa vilde jeg sige, at ligesom Universitetsbibliotheket i Christiania er uundværligt ved Siden af de mange Leiebibliotheker og Avisbureauer i Byen, saa skulde hver Bygd og By have sit offentlige Bibliothek og i fornødent Fald skulde Kommunebestyrelsen yde Tilskud. Nogle Dalere for Aaret af Kommunekassen skulde ikke være bortkastede, om det saa ikke blev flere end Skolelærerne, som havde umiddelbar Brug for Bøgerne.

Nu har jeg ligesom kastet et langt Blik udover Fjeldene og kiget ind i mange af mit Fædrelands Byer og Bygder – Romskog henne ved den svenske Grændse, Brottum og Ring med de store vakkre Gaarde paa Hedemarken, Time paa Jæderen med de brune Lyngbakker og Torvmyrer, Bergens By med den bogkjære „Ungdommens Dannelses-Forening,“ det deilige Sogndal inde ved Sognefjorden, Jølster og Stryn bag Justedalsbræens Forgreninger, Agerøen udfor Romsdals-Fjorden, Budalen, denne saa besynderlig vel gjemte throndhjemske Fjeldbygd, Bø paa en af Nordlandenes yderste Øer, hvorfra en Almuesmand (jeg synes at kjende ham paa Haandskriften) skriver:

Vi sidde her paa disse nøgne Klipper, yderst mod Havet, der skal skaffe Alt, hvad der behøves til vore Fornødenheder, og da det nu kun sparsomt giver os, hvad vi behøve til Legemets Ophold, og der altsaa vil falde lidet af til Oplysningens Fremme, saa maa vi derfor udtale Ønskeligheden af, at det Offentlige kunde komme os til Hjælp i denne Henseende, saa at den lille Straale af Kundskabens Lys, som er tændt, maatte faa Kraft til mere og mere at udbrede sig blandt den opvoxende Slægt.

Lys tændt? Her husker jeg, hvorledes jeg som Smaagut var med paa St. Hans Haugen eller Jonsokbakken Midtsommer-Aftenen; naar vi vel havde faaet vor egen Ild tændt, saa speidede vi efter og talte Ildene, som en efter en kom til Syne paa Heierne rundt om, i Herred hinsides Farsunds-Fjorden, og i Spind og Spangereid ud mod Lindesnæs – jo flere Ilde, jo fornøieligere! Der borte forestillede vi os samme Travlhed som paa vor egen Haug vi selv, alle Byens Gutter, havde faaet en gammel Baad, den vi med Myreflid havde slæbt op i hel Stand (under Toget sad en Spillemand i Bagstavnen) og saa gjort et Baal af, og til Bygde-Ildene havde de vel hist og her faaet en Tjære-Tønde, og overalt blev der samlet Lyng og Kvist og alskens Brænde.

Nu ere Almue-Bibliothekerne mig Jonsok-Ilde. Det er saa morsomt at se dem tændes.[7] De hilse hverandre fra hver sin Haug og Hei. Jeg skulde bare ønske, jeg kunde komme op paa en Fjeld-Tind saa høi, at jeg kunde se dem alle og tælle hver og en og saa beskrive det muntre Syn, jeg saa.

Og kanske naar en Tid er gaaet, turde jeg atter vove at indbyde Bibliothekernes Bestyrelser til endnu engang og mere samlet at indsende saadanne Indberetninger som dem, ved hvis Hjelp jeg nu har formaaet at øine og tælle en Del af disse tændte Blus.

Det vil mest komme an paa, om jeg kan faa se Tegn til, at Flere dele denne Interesse, saadanne Tegn, som at Mænd, der staa Sagen nær, kunde finde det Møien værd at meddele sine Erfaringer og Formeninger om denne Bibliothek-Sag, dens Forhold til og Indflydelse paa Folkelivet, hvorvidt den fortjener at ophjælpes, og hvorledes det skulde ske. Jeg vilde gjerne tro, at nærværende første Oversigt over Almuebibliothekernes Historie og Tilstand kunde give Anledning til yderligere Oplysninger og Bemærkninger, og Folkevennen tilbyder sig at tjene som Mødested for disse Forhandlinger.

Jeg har tænkt mig, at Aarsberetninger og Menings-Udvexlinger maaske kunde give os Syn for, at der kunde gjøres noget til Sagens yderligere Fremhjælp, til at de Bibliotheker, som ere, holdes i god Gang, og at Bibliotheker oprettes, hvor de endnu ikke ere. Og jeg har derhos tænkt mig, at Folkeoplysnings-Selskabet maaske kunde komme til at yde nogen Tjeneste her. – Hertil sigtede jeg ved en Yttring i sidste Hefte af Folkevennen for ifjor, Side 579 øverst. Jeg talte der om Folkeoplysningsselskabets Stilling, dets Medlems-Antal o s. v., og jeg yttrede, at om Medlems-Antallet og dermed Penge-Indtægterne vedblev at voxe, saa kunde jeg ønske at se en Del af Overskuddet anvendt i en anden Retning end som hidtil, da man kun har uddelt Bøger blandt Selskabets Medlemmer, Noget, som jeg mente, jeg „om ikke lang Tid skulde faa bedre Anledning til at udtale mig om.“ Denne Anledning er netop nu, og det er Almuebibliothekernes Sag, som jeg havde for Øie, og som jeg skulde anse det for en vakker Opgave for Folkeoplysnings-Selskabet at tjene, om dertil gaves Raad og Leilighed.

Dette er imidlertid kun yttret som min private Mening, ligesom hele nærværende Fremstilling maa betragtes som et privat Arbeide, da de til Bestyrelsen for Folkeoplysnings-Selskabet indsendte Beretninger have været mig overladte. Men i denne samlede Bestyrelses Navn har jeg sluttelig at fremføre vor bedste Tak for den Tillid og Velvillie, hvormed saamange Mænd have imødekommet vor Anmodning om at give disse Indberetninger.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Ifølge Lister over de Bibliotheker, som have nydt Understøttelse igjennem Kirkedepartementet, og over andre, som Folkeoplysnings-Selskabet paa forskjellig Maade er kommet i Berørelse med.
  2. ↑ Jeg opregner her alle de Steder, hvorfra jeg har modtaget Indberetninger. Er Bibliotheket til Brug for et helt Præstegjeld, tilføier jeg i Parenthes ved dettes Navn Tallet paa de Sogne, det bestaar af, hvis det er mere end et Sogn; tilhører Bibliotheket kun et enkelt Sogn, nævner jeg først Præstegjeldets Navn og derefter i Parenthes Sognets. Rakkestad (3), Rødenæs (Hovedsognet, Romskog), Askim, Rygge (Almue-Bibl. og Skole-Bibl.), Moss, Aas, Høland (3), Nitedal (Hoveds., Hakedal, dertil Rotnæs Sk.-Bibl.), Gjerdrum (Sogne-Bibl. og Lars Asks Bibl.), Næs (3), Nordre Odal, Grue (Hovedsognet), Trysild (Hoveds.), Tønsæt (Holmen i Hoveds., Tyldalen), Tolgen (Dalsbygden Sk.-B.), Kvikne (Hoveds.), Ringsaker (Brottum med Ring), Næs paa Hedem. (Sk.-B.), Faaberg (Ø), Vaage (Sell), Dovre (2), Birid (Hoveds.), S. Aurdal (Hoveds., Bruflat), Modum (3, Lier (3), Eker (4), Kongsberg, Skouger (Jarlsberg Værks Sogn, derhos et Sk.-B. sammesteds), Eidanger (Hoveds.), Holden (3), Dybvaag (Hoveds.), Holt (Hoveds. Almue-B. og Sk.-B.), Tvedestrand, Arendal (Søndagsskole og Almueskole), Froland, Nissedal (2), Homedal (Landvik, Eide), Søgne (Hoveds.), Holme (Hoveds. Almue-B. og Fastskolens Sk.-B.), S. Undal (Valle), N. Undal (Vigmostad), Flekkefjord, Egersund By og Landsogn, Ly (Time og Gjæsdal), Sand Hoveds.), Os (Hoveds., Samnanger), Fjeld (Hoveds., Askøen), Bergen (Søndagsskole, Ungdommens Dannelses-Forening), Lindaas (6), Lekanger (3), Sogndal (3), Lyster (4), Jølster (Aalhus, Helgheim), Selø (2), Daviken (3), Indviken (3), Stryn (3), Norddalen (Hoveds.), Agerø (Hoveds.), Molde, Veø (Hoveds. Alm.- og Sk.-Bibl., Rødven), Næsset (Sira), Øxendalen (Hoveds., Ulvundeidet), Kværnæs (Bremsnæs), Stadsbygden (2), Opdal, Meldal (Hoveds., Rennebu), Støren (Budal), Bynæs (Hoveds.), Strinden (Byaasen, Lade), Øvre Stjørdalen (Hegre, Meraker), Nedre Stjørdalen (3). Skogn (2), Stod (Kvam), Overhalden (Ranum, Skage), Grong (4), Brønø (Vik, Nøstvik), Vægo, Næsne (2), Lurø (Hoveds., Trænen), Gildeskaal Folden (2), Ofoten (3), Lødingen (3), Hadsel, Bø (2), Tromsøsundet, Lebesby (2).
  3. ↑ Det sees dog, at Neumann, Biskop i Bergen fra 1822, strævede med Almuebibliothekerne. Ved Visitatsen i Lekanger 1823 saa han efter Bibliothekets Bøger og skrev saa i Protokollen: „Dette fortræffelige, ved Hr. Provst Normanns Nidkjærhed anlagte Bibliothek er mig ved min Nærværelse paa Visitatsen i Ledanger foreviist. Jeg anbefaler paa det Kraftigste Indretningen vedligeholdt og fremmet af Legangers tilkommende Sognepræst, og vil glæde mig ved, naar jeg atter kommer, at finde Samlingen forøget med gavnrige Skrifter, til Sædeligheds og Oplysnings Fremme blandt Almuen.“ Næste Aar visiterede Provsten, og af hans Paategning sees, at „det blev under Visitatsmødet af samtlige Tilstedeværende vedtaget, at til dette Brug skal aarlig ydes 2 Skill. af hver Gaardbrugende i Legangers Præstegjeld og frivilligt aarligt Bidrag hertil indsamles af de Konditionerede.“
  4. ↑ En Følge af, at det fra først af var Biskopper og Præster, som interesserede sig for Almue-Bibliotheker, er den allerede før omtalte Ting at de offentlige Bibliothekers Bøger meget ofte forvares i selve Kirkerne, i et Skab i Sakristiet eller paa sine Steder endog i selve Choret.
  5. ↑ I det Hele taget omtale Indberetningerne mange Gaver af Bøger til Almuebibliothekerne, fra private Mænd, fra Departementer og allehaande Selskaber (Landhusholdnings-Selskaber, Videnskabs-Selskabet i Throndhjem, Selskabet til Andagts-Bøgers Udgivelse i Christiania, det religiøse Traktat-Selskab i Stavanger). Heri ligger en Opfordring mere til at oprette Bibliotheker, om end med smaa Midler; naar først et Bibliothek er oprettet kan det leilighedsvis blive betænkt paa denne Maade.
  6. ↑ Fra enkelte Steder omtaltes Brugs-Bibliotheker, anbragte ved Sagbrug og Fabrikanlæg, til Brugsfolkenes Nytte og paa Brugseiernes Bekostning. – I Tafjorden i Søndmør har dannet sig et almindeligt Almuebibliothek for en enkelt afsidesliggende Del af et Sogn. Flere andre saadanne Smaa-Bibliotheker omtales ogsaa hist og her, saaledes ved et Par af Lofotens Fiskevær til Brug for Fiskerne. Men de her nævnte Bibliotheker har jeg ikke nøiagtige Beretninger om, og derfor ere de ikke medregnede i denne Fremstillings Tal-Opgaver.
  7. ↑ Just som dette er skrevet, faar jeg Tidende om et nyt lidet Bibliothek i den allerøverste Bygd af Guldalens Dalføre, Throndhjems Stift. Det skulde først være et Skolebibliothek, for Børnene; men saa vilde de Store ogsaa være med. Hver bringer sin Skjærv, og der spørges, om Folkeoplysnings-Selskabet kan hjælpe til.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Beretning_om_Almuebibliotheker&oldid=229411»